At køre en seksdagestur på The Pamir Highway, var en fantastisk oplevelse for mig. I sidste blogindlæg fortalte jeg om de første tre dage, og her følger beskrivelsen af de sidste tre samt lidt gode råd, hvis du også drømmer om en tur på Pamir Highway. 

Dag 4. Den nøgne mand

Her på 4. dagen er vi ved at komme ind i Pamir-rutinen. Vi ved, at hver dag er det: Breakfast at 7, leave at 8 (Selvom tidsplanen sjældent holder). Morgenmaden består af spejlæg og nogle gange pølser. Aftensmaden er typisk suppe. Det er lange dage i bilen, men med fantastiske oplevelser og udsigter undervejs. Humøret er højt, og selskabet perfekt. Hvad mere kan man forlange?

Første stop denne dag er ved ruinerne af et buddhistisk tempel.

Jeg er dog meget mere optaget af en ældre mand, som jeg møder på gaden. Han fortæller, at han er født i 1943 og har været soldat i Ukraine i 1962, hvor han kørte kampvogn. Han viser mig en gammel slidt tatovering på sin arm – måske er det hans nummer fra militæret?

Næste stop er Yamchun fort, som blev bygget ca. 300 år f.v.t og har været brugt som militærbase af Alexander den Store. En smal sti fører op til fortet, som er godt medtaget af vind og vejr gennem årtusinder.

Det giver fine billeder med Martin på toppen. Og det leder tankerne hen på, hvilke folk der har været her forbi, og hvilke soldater, som har prøvet at indtage fortet. 

Bibi Fatimas hotspring

Jeg går ind i omklædningsrummet og tager mit tøj af, og går ned ad trappen til den varme kilde.

Idet jeg træder på det sidste trin, kommer der en nøgen mand rundt om hjørnet

Vi bliver selvfølgelig begge to meget overraskede men jeg tror nu, at det var værst for ham. Måske kræver det en pilgrimsfærd til Mekka oven på den oplevelse. Den nøgne mand skælder ud og skynder sig op ad trappen, og jeg går ned i det varme vand.

Lidt senere kommer pigen fra Slovakiet ind til mig. Hun forklarer, at det er hendes chauffør, og de havde aftalt at skiftes til at bade. Jeg fortæller så, at de en anden gang skal spørge i informationen, da det skifter dagligt hvad der er mande- og kvindeafdeling. Den havde de ikke lige luret…

Overnatning i Khorog

Dag 5. Første møde med afghanere

I dag er det lørdag og det betyder marked i Khorog. Tæt på floden ligger det afghanske marked. Det har været lukket i tre år, men for 14 dage siden åbnede det igen. Hvor heldige har vi lige lov at være? 

Afghanske mænd kan få lov til at gå over en bro til Tadsjikistan og ind på markedet med deres varer i trillebøre eller store bylter på ryggen.

Tadsjikiske mænd og kvinder (samt turister) bliver lukket ind fra den anden side. Vi er ikke i tvivl om, hvem der er afghanere og hvem der er tadsjikere. Beklædningen afslører det.

Hele området er bevogtet med soldater med maskingeværer. De står højt oppe på murene og overværer, at alt går rigtigt for sig, og at ingen afghanere forsøger at snyde sig ind i Tadsjikistan.

Selve stemningen på markedet er rigtig god, folk kindkysser og hyggesnakker, og der handlens livligt.

Vi falder i snak med en ung afghansk mand, som kan engelsk, da han har læst på universitetet i Kabul. Han fortæller, at det er svære tider og at T@lib@n ønsker at styre gennem uvidenhed. Derfor må piger og kvinder ikke gå i skole efter 6 klasse. Jeg har med vilje ikke medtaget hans billede i dette blogindlæg, da jeg ikke ønsker at bringe hans sikkerhed i fare.

Jeg har for nyligt læst (sep. 2024) at det afghanske marked er flyttet tilbage til Afghanistan, og at man som turist kan få lov til at gå over broen til markedet og derved opholde sig kortvarigt i Afghanistan – uden visum.  

På jagt efter endnu en Lenin

Bagefter kører vi ud for at opfylde et af mine ønsker: at finde Lenin. Han er blevet flyttet fra en prominent placering i Khorog til nu nærmest at stå i en baghave lidt uden for byen. På vej derhen bliver vi stoppet af en betjent, som forlanger bestikkelse. Kanybek kan ikke gøre andet end at betale… 

Det er endnu en lang, smuk dag i bilen. Der er fotostops undervejs og også en enkelt punktering. Godt at Kanybek netop i dag stod op kl. 5.30 og fik fikset det punkterede dæk. Men nu er vi igen nede på 0 reservehjul.

Stenskred forude

Pludselig er vejen blokeret. Der har været et stenskred og en stor gravko er ved at flytte de nedfaldne sten.

Senere er vejen spærret på grund af vejarbejde. Hver dag lukker de vejen fra klokken 9-12 og 13-17.30. Nogle har ventet i timer. Vi kommer kun til at vente ca. 20 minutter, og imens kan vi jo passende strække benene.

Til fest i Qal’ai Khumb

Da vi kommer frem til Qal’ai Khumb har det været mørkt længe. Vi skal bo på et guesthouse med en stor atriumgård fyldt med grønne planter og fin udsigt til floden bagved.

Vi bliver vist ovenpå til vores værelser. Der sidder omkring 12 kvinder på gulvet og spiser mad, som til forveksling minder om det, jeg fik at spise, da jeg var til bryllup i Arslanbob i Kirgisistan.

Vi bliver straks inviteret til at deltage i festen, og kvinderne deler gavmildt deres mad med os. Selvom vi ikke har noget fælles sprog, er det en hyggelig aften sammen med kvinderne. Tadsjikistan er bare gaven, som bliver ved med at give.

Dag 6. Den store finale

Den første del af dagen er landskabet lige så dramatisk som de foregående dage. Men så ændrer det form og karakter. Landskabet bliver mere fladt, bjergene bliver mindre og markerne større. Der er også asfaltvej nærmest hele turen fra Qal’ai Khumb til Dusjanbe, hovedstaden i Tadsjikistan. En helt ny og uvant følelse.

Undervejs kører vi forbi det ikoniske skilt med pil til Afghanistan. Det skal selvfølgelig foreviges. Og jeg tænker igen på, hvad min rejse snart vil bringe mig af oplevelser i dette lukkede land. 

Vi stopper også ved en borg, som er under restaurering, så derfor kan vi ikke komme ind. Men den viser os alligevel fordums storhed.

Vi når frem til Green House hostel i Dusjanbe omkring kl. 16.30 efter seks fantastiske dage på The Pamir Highway. Om aftenen inviterer vi Kanybek ud for at fejre den vilde tur, vi sammen har været på. Vi har alt at være ham taknemmelig for.

Først spiser vi qurutob, nationalretten i Tadsjikistan, på restauranten Nur i nærheden af Green House hostel. Jeg er vild med den ret bestående af brød, grøntsager og kød i ostesauce. Den smager ikke som noget andet, jeg har fået i Centralasien.  

Derefter får vi endelig lavet det pubcrawl, som vi har varmet op til hele ugen. Det bliver en hyggelig aften i byen, som slutter, da de slukker al lyset på den sidste bar, vi besøger. Jeg tænker det er et tegn til, at vi skal gå hjem i seng.

Lidt fakta om min tur

☆ The Pamir Highway/M41

☆ Osh, Kirgisistan Dusjanbe, Tadsjikistan

☆ 1200+ km

☆ 6 dage/5 nætter

☆ 1 nat i yurt

☆ 4 nætter i guesthouses

☆ Pris 1700 US for bilen – 425 US pr. person

☆ Højeste punkt: Akbaital pass 4655 meter

☆ 2 punkteringer

☆ 2 stenskred

☆ 1 vejarbejde

☆ 1 bestikkelse

☆ 1 fartbøde

☆ 3 Leninstatuer

☆ 1000+ får, geder og køer

☆ 4 tossede rejsende

☆ 1 fantastisk chauffør

Tak til alle for en fantastisk tur

Lidt gode råd til Pamir Highway

Mit første og største råd til The Pamir Highway er selvfølgelig: Tag afsted! Det er en fantastisk smuk tur med masser af spændende oplevelser.

Hvis du ikke lige kan finde 3 venner som vil med, så anbefaler jeg klart at få Visit Alay til at hjælpe dig med at arrangere en tur og søge efter flere deltagere. Det er en genial måde at få bilen fyldt op på. Og det gør det jo meget billigere. Vores tur på 6 dage/5 nætter kostede 1700 US for bil med chauffør, og det var lige meget om vi var 2, 3 eller 4 personer. Derudover betalte vi ca. 30 US pr. nat/pr person for overnatning og mad på de forskellige guesthouses. Der er betalt for chaufførens mad og overnatning. 

Både Kirgisistan og Tadsjikistan er visumfrit for danske statsborgere. Dog skal man søge om GBAO-permit til Pamir-området i Tadsjikistan. Det koster 35 US og Visit Alay (eller et andet firma) hjælper gerne med at arrangere det. 

Vores tur var 6 dage/5 nætter, da det var det, vi kunne få til at passe med diverse rejseplaner. Jeg vil dog anbefale at betale lidt mere og tage 8 dage/7 nætter. Det vil give mere luft i køreplanen, I vil have mulighed for at lave flere afstikkere undervejs, gå flere smukke vandreture eller tage en halv hviledag. Og samtidig vil dagene i bilen ikke blive lige så lange. Næste hver aften, når vi nåede frem til vores guesthouse, så var solen gået ned og vi så derfor meget lidt af de byer, som vi boede i.

Jeg vil også anbefale, at man tidsoptimere en lille smule, hvis det er muligt. F.eks. begyndte vi turen med et smut i supermarkedet. Det kunne vi jo sagtens have klaret dagen før, så det var lidt dumt at bruge en time på det. Vi var også dårlige til at komme ud ad døren om morgenen. Det kan også effektiveres, så man udnytter de lyse timer endnu mere i stedet for hver aften at komme frem i mørke. 

Hvad skal man have med?

Husk at medbringe varmt tøj – også om sommeren. De to første nætter sov jeg i skiundertøj og havde alt mit varme tøj på i dagstimerne. De sidste fire dage var vejret varmere og skitøjet kunne pakkes ned i tasken igen.

Tag badetøj og håndklæde med. På seks dage stoppede vi tre gange ved varme kilder, hvor det var muligt at bade. De to af stederne var kønsopdelte, og man bader nøgen. Men det ene sted var det i et lille hus, og der bader mænd og kvinder sammen med badetøj på.

Som altid bliver jeg glad, hvis du har lyst til at følge med på sociale medier. Så ved du også, hvornår jeg udgiver et nyt blogindlæg.

Facebook: Two Danes On Tour

Instagram: @twodanesontour

Og der er jo masser af andre blogindlæg fra alverdens lande at kaste sig over. F.eks. kan jeg anbefale:

Almaty, Kasakhstan

Syd om Issy-Kul Lake

Tak fordi du læste med
Kh. Anne Marie

Indlægget The Pamir Highway – del 2 blev først udgivet på Two Danes On Tour.

De fleste kører den mest berømte del af turen fra Osh i Kirgisistan til Dusjanbe i Tadsjikistan. Og det var også denne rute på ca. 1200 km, jeg kørte i september 2023.

En del af turen gennem Tadsjikistan følger først Pamir-floden og senere Pajn, som begge har Afghanistan lige ovre på den anden flodbred og de høje Hindu Kush bjerge i baggrunden med evig sne på toppen. Det er en utrolig smuk strækning. Og jeg kunne ikke lade være med at skæve over på den anden side af floden og tænke på, hvad der snart ventede mig af nye eventyr.

Nye drømme om The Pamir Highway

Da jeg så småt begyndte at planlægge min rejse til Centralasien i foråret 2023, havde jeg kig på The Pamir Highway. Men på daværende tidspunkt var grænsen lukket mellem Kirgisistan og Tadsjikistan. Og derfor droppede jeg den idé.

Men pludselig i juli spurgte Martin fra De Berejstes Klub, om der var nogen, der kunne være interesserede i at lave en tur sammen, og så blev jeg jo straks lysvågen. Det viste sig nemlig, at grænsen igen var åben for turister efter at den havde været lukket i over 2 år. Først pga. corona og siden pga. grænseuroligheder. Der var sågar skyderier i grænseområdet kun tre måneder før jeg rejste ad Pamir Highway, så det var ikke uden grund, at den havde været lukket. 

Visit Alay

Martin undersøgte flere forskellige lokale rejsebureauer og nåede frem til, at Visit Alay var et godt selskab at arrangere Pamir-turen med.

De har mange års erfaringer, gode guider, rimelige priser og en liste på deres hjemmeside, hvor man kan se ture, som mangler deltagere. Således kan man samle en bil med andre rejsende og dermed gøre turen billigere for den enkelte. Man kan også selv foreslå en tur og gennem Visit Alays hjemmeside samle flere rejsende. 

Efter Visit Alay havde oprettet vores tur på deres hjemmeside, gjorde jeg lidt reklame i diverse Facebook-rejsegrupper, og snart havde Tobi fra Tyskland og Paul fra USA meldt sig under fanerne.

Så var det bare at betale et depositum på 100 US dollars til Visit Alay samt sende et billede af vores pas, så de kunne søge om GBAO-permit for os.

GBAO-permit er en særlig tilladelse, som man skal have for at opholde sig i Pamir-regionen i Tadsjikistan. Jeg fik Visit Alay til at søge permit for mig, så jeg har ikke en opskrift på, hvordan man selv skaffer et GBAO-permit.

Derudover skal man også have tilladelse fra den kirgisiske regering til at krydse grænsen mellem Kirgisistan og Tadsjikistan. Det sørgede Visit Alay også for. 

Jeg vil nu fortælle om turen dag for dag, som jeg også beskrev den undervejs på min Facebook-side Two Danes On Tour – dog med enkelte rettelser og tilføjelser.  Her får I de første tre dage. De sidste tre kommer i næste blogindlæg. 

Dag 1. The Pamir Highway

Den 12. september klokken 9 mødes Paul, Tobi, Martin og jeg på CBT’s kontor i Osh. Stemningen er god, og der er nærmest en sitren i lokalet. Alle er meget forventningsfulde og spændte på de næste dages eventyr.

Vi får en kort briefing om turen på The Pamir Highway samt betaler resten af beløbet, som vi skylder. (Medbring nye 100-dollars sedler)

Derudover får vi også hver 10 kopier af vores GBAO-permit og af forsiden i vores pas. Dem får vi brug for hver og en ved de mange checkpoints, når vi kommer til Tadsjikistan. 

Vi møder også vores chauffør Kanybek, som på flere planer er vores livline den næste lille uges tid. Han er født og opvokset i Tadsjikistan, men med kirgisiske rødder, og det skal vise sig på dag to at blive altafgørende.

Kanybek er en stille og lidt alvorlig fyr, men snart finder vi ud af, at han også har humor, er en god chauffør og kender The Pamir Highway som sin egen bukselomme. Han er en uundværlig mand at have med ombord på ekspeditionen. 

Supermarkedsstop og så af sted

Så er vi endelig af sted. Vi kører nu i mange timer, og gør kun få stop. Bl.a. for at spise frokost på en restaurant. Enkelte steder holder vi for at tage billeder af de smukke skiftende landskaber. Landskabet er først fladt, men snart kommer bjergene i horisonten. Og til sidst kan vi også se høje tinder med sne på.

Yurtcamp nær Peak Lenin

Den sidste time kører vi ad et hullet hjulspor, inden vi kommer til vores yurtcamp ved 16-tiden. Et ældre par og en yngre kvinde tager godt imod os og viser os rundt. Det er anden gang, at jeg skal sove i en yurt, og jeg glæder mig. Men jeg har det underligt og har lidt hovedpine – måske på grund af højden på 3500 meter.

Mændene beslutter at gå en tur på omkring 8 km mod det høje bjerg Peak Lenin, som strækker sig 7134 meter over havets overflade. Jeg vælger at blive tilbage i yurt-campen for at slappe af. Det tror jeg, er et godt valg for mig.

Da de andre kommer tilbage efter et par timer, er aftensmaden klar i “spiseyurten”: Suppe med kød og grøntsager samt mantys – pasta med kød- og løgfyld. Derefter frugt, slik og småkager. Jeg har dog ingen appetit og drikker mest bare te.

Efter maden bliver der fortalt masser af rejsehistorier fra hele verden, da vi alle fire er rimelig berejste, og har masser af fif at dele ud af. Det er en rigtig hyggelig aften.

Da vi mener, at det er ved at være tid til at bryde op, nyder vi stjernerne, mælkevejen og yurterne, som vi forsøger at fotografere. Det er kun 3 grader udenfor og det blæser, så vi kryber snart under dynerne i yurten, som er udstyret med senge og en dejlig brændeovn.

Dag 2. Over grænsen til Tadsjikistan

De andre sover. Jeg ligger vågen i nogle timer, døser hen, kan ikke finde ro. Pludselig får jeg mavekramper, som varer ca. 30 sekunder ad gangen med et par minutter imellem. Kan det være de højdesygetabletter, som jeg tager?

Lidt over midnat skal jeg op og tisse. Det er i sidste øjeblik, at jeg når toilettet, og det er ikke noget kønt syn Men jeg priser mig lykkelig for, at de har et vestligt toilet i et skur her i yurtcampen.

Jeg går tilbage til min seng og sover et par timer mere. Men kl. 6 er den gal igen Da de andre vågner, får jeg nogle Imodium af Tobi, som vil stoppe den dårlige mave. Men jeg har stadig ikke lyst til mad, så morgenmad bliver det ikke meget af.

Vi kører mod grænsen til Tadsjikistan. På vejen stopper vi i en lille by for at tanke.

En bil kører op på siden af os, og gør os opmærksomme på, at vi er punkteret på det ene baghjul. Vores chauffør får skiftet det på et kvarters tid, men nu har vi ikke længere et reservedæk. Hmmmm, er det nu klogt her i disse øde egne? Kanybek ser ikke ud til at bekymre sig, og så skal vi andre nok heller ikke.

Da vi nærmer os grænsen, bliver landskabet utrolig smukt med flotte bjerge og floder. Først skal vi tjekkes ud af Kirgisistan. Det går uden problemer. Derefter skal vi køre omkring 20 km på lortevej i ingenmandsland, og så skal vi stemples ind i Tadsjikistan.

Da ingen ejer vejen i ingenmandsland, gider ingen betale for at få den repareret. Det mærkes! Undervejs kører vi forbi store kinesiske lastbiler og et par overlanders. Og da vi gør et fotostop, møder vi lidt cykelturister, som kører de godt 1200 km på jernhest. Thumbs up til dem!

Grænsen mellem Kirgisistan og Tadsjikistan

Det er lidt tricky at krydse grænsen forstået på den måde, at den faktisk har været lukket siden 2019. Først kom corona, og da det var overstået, har der været grænsestridigheder. Men så i slutningen af juli 2023, åbnede grænsen kun for udlændinge.

Hvis man skal have en lokal chauffør med, så er der i september 2023 kun én mulighed: Han skal være født i Tadsjikistan, men have kirgisiske rødder i generationer – præcis ligesom Kanybek. Han må på grund af sine etniske tilhørsforhold godt køre ud af Kirgisistan og ind i Tadsjikistan. Men han må ikke køre den anden vej. Så når han skal tilbage til Osh, bliver han nødt til at køre gennem Fergana Valley i Usbekistan og derfra tilbage til Kirgisistan. Rimelig bøvlet.

Det går også fint med at komme ind i Tadsjikistan, men det er jo kun muligt, fordi vi på forhånd har søgt om et GBAO-permit. Ellers var vi blevet afvist ved grænsen.

Vi passerer Akbaital pass i 4655 meters højde. 

Det bliver det højeste punkt for mig på turen og må foreviges med en gruppeselfie.

Vi kører også forbi et gammelt russisk fort fra 1899, og i Murghab må jeg selvfølgelig have en selfie med Lenin.

Overnatning i Alichur

Vi kommer frem til den lille gudsforladte by Alichur efter mørkets frembrud. Her bliver det ned til -50 grader om vinteren. Godt det kun er september og lige på frysepunktet. Stjernehimlen er fantastisk, når jeg midt om natten skal ud og tisse i et skur udenfor hotellet. 

Vi er alle MEGET trætte efter en lang dag. Alligevel kører mændene ud efter øl, da vi har spist aftensmad, og der er endnu engang aftenhygge i stuen, inden vi kryber til køjs i et værelse med brændeovn.

Det sjove er dog, at der ved brændeovnen er et stort hul ind til naboværelset, så begge værelser kan få glæde af varmen fra ovnen. Men ret specielt at kunne ligge og kigge ind til naboerne… og vi joker lidt med, hvem der skal ligge i det andet værelse. Det viser sig heldigvis at være Kanybek. 

Inden jeg sover, tænker jeg tilbage på dagen og vil huske den som nok den smukkeste dag i mit liv. Billederne giver den på ingen måde retfærdighed. Det har været de vildeste udsigter.

Dag 3 Første kig til Afghanistan

Fra morgenstunden kører vi ad et bumlet hjulspor. Vi stopper første gang ved en lille bitte geyser og derefter ved en hotspring i et “hus”. Jeg springer over, og sætter mig i stedet ned til floden og nyder stilheden og landskabet. Der er også nogle søde børn, som gerne stiller op til fotografering.

Derefter stopper vi ved Bulunkul og Yashylkul lakes. Der er helt stille ved bjergsøerne. Kun nogle yakokser går og græsser, og jeg spotter en enkelt skallesluger på vandet.

Vi gør holdt ved Kargush pass i 4344 meters højde. Paul, Tobi og Martin begiver sig ud på en hike til Panorama Ridge i 4800 meters højde.

Kanybek og jeg passer godt på bilen imens. Vi hygger og spiser frokost, mens vi sidder på bagklappen og nyder udsigten. Derefter tager jeg en lur på bagsædet, mens Kanybek sover i bagagerummet. Jeg er stadig ikke frisk oven på mit maveonde og skal ikke ud på en strabadserende vandretur.

Langs floden Pamir

Da de andre kommer tilbage, kører vi nu ud, hvor landskabet pludselig åbner sig op for os, og vi kan kigge til Afghanistan for første gang. Grænsen mellem Tadsjikistan og Afghanistan følger her floden Pamir.

Floden er nogle steder måske kun 20-30 meter bred, så det føles som om, at vi er MEGET tæt på Afghanistan og T@lib@n. Ind imellem kan vi også se mennesker på den anden side. De fleste på gåben. Enkelte på motorcykler. Jeg tænker på, hvilket liv de lever, og om de lever i frygt eller om de har det godt?

Mange gange undervejs stopper vi for at fotografere. Her er de vildeste kløfter og udsigter, og vi nyder gang på gang synet af Hindu Kush-bjergene og The Wakhan valley. Hindu Kush-bjergkæden ligger på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan og har masser af bjerge over 6000 meters højde og derudover 38 tinder over 7000 meter.

Da vi kommer under trægrænsen, kommer der pludselig mange hyrder med deres dyr: mindre og større flokke af får, geder og køer går midt på vejen. Hyrderne – både børn og voksne hilser og sender mange store smil. Jeg hænger ud af vinduet og råber Hello og Salam Aleikum, og jeg elsker det.

Da solen går ned, rammer vi byen Langar, hvor vi skal overnatte på et hyggeligt homestay. Og for første gang har vi mulighed for at tage et bad. Hvilken nydelse. Mit hår føles som en høstak efter tre dage på Pamir Highway. Der bor også andre turister på dette homestay, og vi udveksler små rejseanekdoter fra livet på landevejen i opholdsstuen.  

På øljagt

Da vi har spist, kører vi ud for at finde en butik, som sælger øl. Det er lettere sagt end gjort! Men to mænd, som vi tilfældigt møder, fører os ad mørke stier ned til en lille butik, hvor de har to øl af 1,5 liter stående på en hylde. Det er vist ikke det, der bliver drukket mest af i Pamir. Vi køber hele lageret, mens familiens børn kigger nysgerrigt men vagtsomt på de fremmede i deres butik. Det er ikke hver dag, at de får besøg af udlændinge. 

I dag er første nat, hvor vi ikke har en kakkelovn i vores værelse. Og første nat, hvor jeg ikke sover i skiundertøj. Vi kan godt mærke, at vi er kommet ned i lavere terræn og derved varmere vejr.

Igen tænker jeg over, hvor smuk dagen har været – og dag 3 kan fint måle sig med dag 2.

Rejsen fortsætter

Dette var første del af mit Pamir-eventyr. De første tre dage på M41 var uden tvivl de smukkeste og mest spektakulære. I næste afsnit kan du læse om de tre sidste samt mine råd og erfaringer, hvis du selv ønsker at tage med på et eventyr på The Pamir Highway. 

Som altid kan du følge mig på sociale medier:

Facebook: Two Danes On Tour

Instagram: @twodanesontour

Du er også velkommen til at kigge rundt på bloggen og læse nogle af mine mere end 300 blogindlæg fra over 50 lande. 

Du kan f.eks. læse om, hvordan hele denne rejse begyndte i Almaty i Kasakhstan eller mine oplevelser til bryllup i Arslanbob i Kirgisistan. 

Tak fordi du læste med så langt/
Kh. Anne Marie

Indlægget The Pamir Highway – del 1 blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Nogle gange overgår fantasien virkeligheden – og nogle gange får man en invitation som sendt fra himlen.

En invitation man ikke kan takke nej til

På vej hjem fra markedsdag i Arslanbob møder jeg tilfældigt Hayat, min guide fra dagen før og lederen af det lokale turistkontor. Vi hyggesnakker der lige midt på vejen, og da hans svoger går forbi med et får i snor, bliver jeg inviteret til datterens bryllupsfest dagen efter. Wauw! Et bryllup i Kirgisistan vil jeg virkelig gerne opleve.

Jeg har egentligt besluttet at rejse videre til byen Osh dagen efter, men på 10 sekunder laver jeg mine planer om. Det haster jo ikke med at rejse videre. Og jeg vil VIRKELIG gerne opleve et lokalt bryllup.

Ala kachuu – kidnapning af bruden

Kirgisistan er berømt og berygtet for den gamle bryllupstradition ala kachuu, hvor gommen stjæler sin brud. Denne tradition har åbenbart fået en opblomstring igen efter Sovjetunionens sammenbrud og Kirgisistans selvstændighed. 

Hvad jeg har kunne læse mig frem til på internettet, praktiseres det stadigvæk. Og der står ligefrem, at 1/3 af kirgisiske ægteskaber indgås mod brudens vilje!!! Det lyder meget voldsomt, så jeg er spændt på, hvad jeg skal være vidne til dagen efter.   

Til stor bryllupsfest

Hayat og hans kone, datter og to børnebørn henter mig i taxa ved 9-tiden om morgenen. De har en kage med i bilen, som er en del af gaven til brylluppet.

Vi stopper kort i bazaaren, hvor damerne shopper de sidste gaver til brylluppet. En svigerinde støder til, og vi kører nu ud i en afkrog af Arslanbob, hvor jeg ikke har været før.

Hayats kone sætter ærmet op i kagen i et ubemærket øjeblik. Pyt, hun griner bare og slikker karamel af kjolen. Jeg er ikke sikker på, at mange danske kvinder på vej til bryllupsfest havde taget det lige så afslappet…

Hayat fortæller, at der i dag er to bryllupper i byen – og derved fire fester – en hos hver af de fire sæt forældre/svigerforældre. Vi er på vej til den ene bruds forældre, som i dag holder farvelfest for deres datter i deres hjem.

Selvom jeg befinder mig i Kirgisistan, så er de fleste mennesker i Arslanbob af usbekisk herkomst. Så det er faktisk et usbekisk og ikke kirgisisk bryllup, jeg skal til. Hvad det har af betydning for bryllupstraditionerne finder jeg aldrig ud af.  

Ankomst til brylluppet

Ude i haven bliver vi først mødt af en dreng med et vaskefad og en fin kande. Alle vasker deres hænder, inden de går ind til festen (hvilket vist er meget heldigt, da vi skal spise med fingrene af de samme fade med mad).

Jeg har i går rådført mig med Hayat for at høre, om jeg skal købe en gave eller komme med penge. Han forstår det sidste. Jeg har ingen idé om beløbets størrelse, men Hayat foreslår mellem 200 og 500 som (mellem 15 og 40 kr.). Jeg giver 40 kr. til brudens far, og jeg er ikke i tvivl om, at de falder i god jord! Jeg får et kæmpe smil tilbage.

Alle mændene sidder bænket i haven og spiser. Jeg følger i første omgang efter Hayat, men på en pæn måde beder han mig om at gå med kvinderne ind i huset. Jeg havde slet ikke tænkt over, at man selvfølgelig her er opdelt i mænd og kvinder til festen.

Kvinderne viser mig ind i huset, hvor der er dækket op på gulvet i et værelse med madrasser og puder. Maden er anrettet flot på en plastikdug, og det ser meget indbydende ud. 

Et overdådigt måltid

Før vi spiser, beder kvinderne en lille bøn ved at holde hænderne frem foran brystet og til sidst føre håndfladerne ned over ansigtet. Dette gentages, hver gang der kommer nye spisende gæster til. Jeg synes, at det er en fin gestus, så jeg deltager, så godt jeg kan.

Først bliver jeg budt en klar suppe med dild og løg. Deri putter man små brødstykker, som brækkes af de smukke runde brød. Der er ingen skeer, så suppen drikkes af skålen og brødet fisket op af den varme suppe med fingrene.

Da jeg skal på toilettet, finder jeg ud af, at det rum, som jeg sidder i, kun er ét ud af tre. Jeg bliver vist ind i det “officielle” rum, som er til gommen og hans mandlige familiemedlemmer og venner, når de ankommer til festen senere. Hold op et bord! Og med store lammekøller i midten. Det ser helt fantastisk ud.

Gommen ankommer til bryllupsfesten

Klokken 13 kommer Hayat og siger farvel. Der er kunder i bixen, så han kan ikke blive længere. Nu gik min livline og den eneste til festen, som kan tale engelsk. Men jeg beslutter at blive, og se hvad der sker. Jeg må finde hjem på et tidspunkt.

I går aftes har jeg selvfølgelig tænkt over, hvad jeg skal eller kan tage på af tøj til et usbekisk bryllup. Af gode grunde har jeg jo ingen gallakjole med.

Det ender med lange løstsiddende bukser og en tunika med lange ærmer, som går ned over numsen. Den brugte jeg flittigt, da jeg var i Iran, og jeg er meget tilfreds med mit valg ud fra mine valgmuligheder i rygsækken, som er rimelig begrænsede.

I sidste øjeblik beslutter jeg at lade tørklædet blive hjemme. Jeg er jo turisten. Det går også fint de mange først timer, men da gommen og hans følge er på vej, finder kvinderne et tørklæde, som de binder om mit hoved. Nu kan jeg ikke længere være uanstændigt klædt.

Gommen kommer ind i huset med hele sit følge. De tager alle sammen skoene af på trappen, som alle andre bryllupsgæster. Derefter sætter de sig ved det overdådige måltid. 

Kvinder har ingen adgang, men jeg får en fyr til at tage et billede med min telefon.

Omkring kl. 17 ser jeg bruden for første gang. Jeg har flere gange spekuleret på, hvor hun mon er hende, men hun har åbenbart opholdt sig i et andet rum i huset.

Bruden sidder tildækket på gulvet med de nærmeste veninder og søstre omkring sig og græder. Nu er det blevet tid til at forlade hendes barndomshjem, og hendes far og et par andre mænd holder en lille ceremoni foran hende.

Jeg kan fornemme på de andre gæster, at det der med at græde, er en del af traditionen, og jeg skal ikke tage det så tungt. Men jeg har selvfølgelig hele tiden kidnapning af bruden i baghovedet.

Anden del af bryllupsfesten

Lige pludselig er der opbrud i selskabet, og alle som har lyst, kører nu med til den næste del af bryllupsfesten, som foregår hos gommens familie. Jeg følges med Hayats datter og svigerdatter, og de tager sig rigtig godt af mig.

Da vi kommer over til gommens familie får jeg endelig lov til at se brudens ansigt for første gang. Hun stråler og er tydelig stolt, og vil gerne fotograferes sammen med mig og alle de andre børn og kvinder, som kommer forbi for at få et glimt af hende.

Denne gang kommer jeg til at  sidde i samme rum som bruden og alle de unge kvinder. Igen er der masser af mad – jeg har nu spist i 8 timer i træk… Men jeg skal da lige have brød med yoghurt, kød og kartofler samt et kæmpe stykke bryllupskage at slutte dagen af på.

Omkring kl. 19.30 begiver jeg mig hjem til mit homestay sammen med Hayats familie. Det er vist første gang, at jeg er gået hjem fra et bryllup 100% ædru.

Det har været helt fantastisk og næsten ubeskriveligt at få lov til at deltage i et bryllup i Kirgisistan. Det er en af de oplevelser, som man bare må sige ja tak til, når de byder sig.

Kommer du til Arslanbob, så anbefaler jeg at du tager kontakt til Hayat på CBT’s kontor. Du kan skrive til ham på forhånd via Whatsapp +996 777 342 476 eller stikke hovedet ind på kontoret, som ligger tæt på bazaaren. 

Har du lyst til at følge mine rejser på sociale medier, så er du meget velkommen til at følge med på Facebook: Two Danes On Tour og Instagram @twodanesontour

Indlægget Til bryllup i Arslanbob blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Et stop i Toktugul

For at bryde turen lidt op, beslutter jeg at lave et stop på vejen til Arslanbob. Fra Bishkek tager jeg en marshrutka (minibus) fem timer til Toktugul. Her overnatter jeg to dage på Guesthouse Rahat. 

Det er udmærket uden at være prangende. Dog er det hyggeligt at sidde i blomsterhaven om eftermiddagen. 

Efter første nat går jeg en lang og varm tur ned til det store vandreservoir, som ligger ca. 5 km fra byen.

Jeg er lige ved at få hedeslag på hjemturen. Derfor beslutter jeg mig for at tomle tilbage til Toktugul og kommer op og køre med to forskellige biler.

Først to mænd og en lille pige, og derefter tre mænd. Flinke alle sammen på trods af, at chaufføren i den sidste bil virker meget fuld og kysser mig på hånden og siger “I love you mass”, da jeg stiger ud af bilen. Ellers tak! Godt jeg ikke skulle køre med så langt.

På vej til Arslanbob

Da jeg vil videre til Arslanbob, går jeg ned til markedet i Toktugul for at finde en bus. Men enten er jeg det falske sted, eller også er jeg kommet på det forkerte tidspunkt. Jeg får i hvert fald at vide, at der ikke er en bus før næste morgen kl. 6.

Det kan (eller vil) jeg ikke vente på, så det ender med, at jeg betaler en taxachauffør for at køre mig de 5 timer til Arslanbob.

Undervejs får jeg chaufføren til at stoppe, så jeg kan tage et par fotos af det smukke og fascinerende landskab. 

Min chauffør Akyl taler kun russisk og kører ind indimellem som død og helvede. Når vi møder hyrder med køer eller får, stikker han sin hættetrøje ud af vinduet og svinger den vildt rundt for at få dyrene til at flytte sig – med varierende succes.

Om det er et får, som har ramt forruden, melder historien ikke noget om…

Da vi nærmer os Arslanbob bliver Akyl pludselig snakkesalig via Google translate. Og inden jeg ved af det, har han tilbudt at gifte sig med mig. Jeg kan ikke sige meget på russisk, men godt at jeg i det mindste kan sige NIET!  

Fantastisk oplevelse med homestay i Arslanbob

Dagen før min ankomst til Arslanbob, har jeg gennem den lokale afdeling af turistorganisationen CBT arrangeret at bo på et homestay hos en familie i byen.

I Arslanbob bliver jeg på torvet mødt af en ung dreng, som følger mig til hans families hus. Det viser sig, at jeg skal bo hos den sødeste familie bestående af mor, far, to drenge og to piger samt en bedstefar. Der er to huse på matriklen, og jeg får det ene helt for mig selv med spisestue og soveværelse – og flere andre værelser uden møbler i, da man jo hovedsageligt sidder på gulvet.

Toilettet findes i et skur i haven, og er et almindeligt vestligt toilet. Badet finder jeg først efter to dage. Det er i en udbygning på det ene hus, men vandtrykket er så ringe, så mens jeg er i Arslanbob, formår jeg ikke at vaske mit hår.  

Familien bruger et udekøkken ved siden af stalden her i sommermånederne. Det er sjovt at følge med i, hvad der er i gryderne om aftenen, når hele familien samles til madlavning under åben himmel.

Jeg lægger hurtigt mærke til, at alle i familien hjælper til med det, de kan. Både de store skoledrenge, og den største af pigerne på 5 år. Selv bedstefar er sat i sving med at lave te og servere snacks for mig. 

Jeg kan desværre ikke snakke meget med familien, da de ikke taler engelsk, men med Google translate og tegnsprog går det fint. Jeg er virkelig glad og taknemmelig for at få muligheden for at bo hos denne skønne familie. Prisen er 1300 som/100 kr. for overnatning og morgenmad. Aftensmad koster 400 som/30 kr. oveni. 

CBT

Hvis jeg har brug for hjælp til noget eller trænger til at tale engelsk, kan jeg henvende mig til Hayat på CBT-kontoret, som ligger centralt i byen. Han er en sød, ældre mand, som taler utrolig godt engelsk. 

Hayat kan hjælpe med homestays, bustider, guidede vandreture i området – og tilmed skiture om vinteren. Han fortæller mig, at man går op ad bjerget med skiene på i ca. 4 timer og kører ned igen på et øjeblik. 

Hvis du kommer til Arslanbob og vil kontakte Hayat via Whatsapp, så er hans nummer +996 777 342 476

Vandretur omkring Arslanbob

På min anden dag i byen beslutter jeg at booke en vandretur til områdets to vandfald og den store valnøddeskov. Jeg kunne sikkert sagtens have gået turen selv uden guide, men det er dejligt at have en at følges med, som kan fortælle mig om området. 

Hayat henter mig i taxa, som kører os til vores startsted ved foden af Big waterfall. Man kan selvfølgelig sagtens gå dertil, men vi skærer lige 5 ret uinteressante kilometer af turen, ved at blive kørt.

Vi begynder turen med den ret stejle opstigning til det 130 meter høje vandfald.

Der løber ikke meget vand ned her om efteråret, men udsigten fra toppen over dalen og Arslanbob er flot. Faktisk føles byen ikke særlig stor, når man går rundt i den, men her bor alligevel omkring 15.000 mennesker, som hovedsageligt lever af landbrug og turisme.

Over os rejser Ferganabjergene sig med den højeste top på 4427 meter. Nogle morgener er der sne på bjergtoppene, andre dage er de indhyllet i skyer.  

Nede for foden af vandfaldet igen begynder vi gåturen tilbage mod byen. Det er hyggeligt, det er smukt og det er landligt.

Vi går på stier og grusveje og gennem marker og små boligområder. Hayat ser ud til at kende alle, så vi stopper mange gange og hilser på folk, og børn råber Hello. 

Verdens største valnøddeskov

Vi når til Arslanbobs stolthed: Verdens største valnøddeskov på 600.000 hektarer. Nogle af træerne er flere hundrede år gamle.

Legenden fortæller, at Profeten Muhammed bad en mand om at finde paradis på jord. Efter han havde søgt længe, fandt han en smuk dal. Der var kun ét problem: Der var ingen træer. Profeten sendte ham en stor sæk med frugter og valnødder fra himlen. Manden kravlede op på bjerget Babash Ata, hvor han tømte sækken, og vinden spredte frugterne ud over hele dalen.

Der er i alt 11 forskellige sorter valnødder her, og det er snart høsttid. De første valnødder bliver klar i midten af september. De sidste i slutningen af oktober. Folk sætter telte op i skoven og flytter simpelthen derud, mens høsten står på. Det ville jeg gerne have oplevet, men jeg er kommet lige lidt for tidligt.

En anden historie fortæller, at Alexander den Store engang kom her forbi, og fra Arslanbob tog han de første valnødder med tilbage til Europa. Så byen har meget at være stolt af.

I skoven spiser vi vores frokost, som Hayats kone har pakket til os, inden vi begiver os op på et udsigtspunkt med panorama-udsigt over byen.

Sidste stop på turen er Small Waterfall, inden vi går ned gennem Arslanbob. På hele dagen møder jeg i alt 8 andre turister. Der er ingen tvivl om, at det allerede er off season her.

Markedsdag i Arslanbob

Onsdag er markedsdag i Arslanbob. Dyremarkedet, som ligger lidt uden for centrum begynder kl. 8.

Jeg går ned for at se det, men føler mig ikke helt tilpas ved at være der. Ingen siger eller gør noget ubehageligt, men det føles underligt at være den ENESTE kvinde (og tilmed turist) til denne mandsdominerede aktivitet. Havde jeg fulgtes med en, tror jeg, det havde været helt fint.

I stedet går jeg videre til markedsdag i bazaaren. Der er et leben af mennesker og nok at kigge på. Frugt og grøntsager, store sække med løg og kartofler, værktøj, tekander og tøj i store bunker. Mange af boderne er store stykker plastik direkte på jorden.

Folk fra nærliggende landsbyer kommer hertil for at handle. Dalen er, udover valnødder, kendt for sine kartofler, som tidligere blev eksporteret i stor stil til hele Sovjetunionen.

Jeg tager et billede af en mand, som sidder bag i sin bil og ser YouTube-videoer, mens han venter på, at nogen skal komme forbi og købe løg. Jeg viser ham billedet på min telefon, og via Google oversæt fortæller han, at han hedder Nurlan og er fra Kirgisistan. Han vil gerne vide, hvor jeg kommer fra, og om jeg synes, at naturen er smuk her.

En mand ved navn Ibrahim henvender sig til mig på engelsk. Han har også et homestay og fortæller, at han har haft to hollandske gæster i nat.

Jeg sætter mig på et trappetrin med en kold cola og nyder bare at kigge på mennesker og ikke mindst deres hovedbeklædninger. Dette er virkelig et studie i hatte. Et par børn kommer hen og giver hånd og siger Hello. Det er øjeblikke som disse, som er gyldne.

En invitation, man ikke kan sige nej til

På vejen hjem møder jeg tilfældigt Hayat. Mens vi står og snakker, kommer to mænd forbi. Den ene har et får i snor. Den anden stopper op og hilser på. Hayat fortæller, at det er hans svoger, som har købt et får. Det skal slagtes til hans datters bryllup i morgen, og jeg er inviteret! Wow.

Jeg havde faktisk tænkt at tage en marshrutka til Osh i morgen, men denne chance kan jeg da ikke lade gå fra mig. Så på 10 sekunder laver jeg mine rejseplaner om. Det er jo det, denne uplanlagte og ustrukturerede rejse kan: Give plads til alle de tilbud, som måtte komme min vej. Brylluppet må I høre om i næste blogindlæg.

Se alle blogindlæg fra Kirgisistan

Følg med på sociale medier
Facebook: Two Danes On Tour

Instagram @twodanesontour

Glade rejsehilsner,
Anne Marie

Indlægget Arslanbob – en lille oase i bjergene blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Jeg har læst mig til, at Issyk-Kul Lake er:

• Den syvende dybeste sø i verden
• Den 10. største sø i verden, når man måler søens volumen
• Den anden største indsø i verden efter Det Kaspiske Hav
• Frostfri – søen bliver kaldt den varme sø og fryser aldrig til 

Karakol

Jeg og mine rejsefæller Rory fra Holland og Finlay fra England starter ud i byen Karakol, som har omkring 70.000 indbyggere og ligger ca. 15 km fra Issyk-Kul Lake.

Karakol er en blanding af traditionelle kirgisiske huse, russiske betonboligblokke og et lige vejnet efter europæisk forbillede. Kommer man lidt uden for centrum, skal man ikke forvente, at vejene er asfalterede, og bliv ikke overrasket over at se en flok høns.

De fleste kommer til Karakol for at arrangere trekkingture til de fantastiske Tian Shan-bjerge rundt om byen. Det er dog ikke min agenda i denne omgang.

Turistattraktioner i Karakol

Selve Karakol har et par enkelte attraktioner, som er værd at nævne. Den gammel ortodokse kirke The Holy Trinity Cathedral er bygget udelukkende af træ, da originalen af sten gik til under et jordskælv i 1890. Find den tæt på centrum på adressen Gagarin nr. 16. 

Dungan Mosque er ret unik, da den er opført af kinesiske muslimer for ca. 200 år siden. Moskéen er bygget i træ uden et eneste søm eller skruer og er utrolig farverig. 

Farverne på taget har forskellige betydninger. Rød er beskyttelse mod onde ånder, gul betyder rigdom og velstand, mens grøn symboliserer lykke. 

I stedet for en traditionel minaret har moskéen en blå pagode, som står rimelig skævt… 

Sidst men ikke mindst er der en Lenin-statue i Karakol, hvis man (ligesom mig) samler på selfies med sådan en. Den finder du i parken Public Garden.

Mødet med vores første kalpak

Her møder vi tilfældigt en ældre mand med en traditionel kirgisisk hat kaldet en kalpak. Den er vi selvfølgelig straks interesserede i.

Hatten bæres af drenge og mænd både til hverdag og fest. Kalpak’en er syet sammen af fire stykker hvidt filt, som skal forestille et bjerg med sne på toppen. De fire sider repræsenterer de fire elementer: jord, vand, luft og ild. På filtsiderne er der broderet fine, sorte mønstre, som hver har stor symbolik og fortæller noget om ejerens personlighed og Kirgisistans kulturarv.

Og skulle du befinde dig i Kirgisistan den 5. marts, så er det national Kalpak-dag, som er en officiel fridag. Her går alle kirgisiske mænd med respekt for sig selv stolte rundt med en hvid kalpak på hovedet dagen lang, og der er sang, dans og fest i gaderne. Det må være sjovt at være med til. 

Den ældre mand vil rigtig gerne småsludre lidt om Lenin – og vi vil meget gerne have et billede med ham og hans fine hat. Det er han heldigvis helt med på.

Duet hostel

Mens vi er i Karakol bor vi på Duet hostel, som er meget populært blandt rejsende – ikke mindst grundet deres lækre restaurant, som også serverer Baileys-milkshake, som umiskendeligt minder om min yndlingsdrink Baileys Colada. Jeg må sige, at dette faktum i sig selv kunne være grund nok til at bosætte sig her.

Men udover de lækre drinks vil jeg også fremhæve det venlige og meget hjælpsomme engelsktalende personale, den hyggelige restaurant og have, samt at det er et godt sted at møde andre rejsende.

Derudover afholdes der ca. en gang om ugen i sommerhalvåret kirgisisk aften med sang og dans, hvilket er en unik mulighed for at få et lille indblik i den lokale kultur, som ellers kan være svær at komme tæt ind på livet af. 

Denne aften lærer vi om den kirgisiske helt Manas, som oftest ses til hest. Han har skrevet det meget lange digt, som reciteres og nærmest synges på en helt speciel måde af en Manashi. Det får vi en lille forsmag på i haven på Duet Hostel. Heldigvis skal vi ikke høre det hele. Det skulle tage over 100 timer at recitere – og en Manashi kan det udenad! 

Ud over de heroiske fortællinger om Manas bedrifter indeholder digtet også fakta om kirgisiske skikke, traditionel mad og forholdet til naturen. Historierne er blevet givet videre fra generation til generation, da Kirgisistan tidligere ikke havde noget skriftsprog. Manas er således en levende historiebog og nøglen til den kirgisiske kultur. 

Nikolay Przhevalsky museum

Tæt på Issyk-Kul Lake ved landsbyen Pristan’-Przheval’sk ligger det lille Nikolay Przhevalsky museum. Du har ikke hørt om Nikolay Przhevalsky? Fortvivl ikke – det havde jeg heller ikke. Men det viser sig, at han faktisk var en ret interessant fyr.

Nikolay Przhevalsky blev født i Rusland i 1839 af polske forældre. Han var geograf og en af datidens store opdagelsesrejsende i Central- og Østasien, hvor han blandt andet besøgte Sibirien, Mongoliet og Kina.

På hans mange rejser indsamlede han ny og vigtig viden om både planter og dyr. Han beskrev flere dyrearter for første gang blandt andet Przhevalsky-hesten, Przhevalsky-gazellen og den vilde Bactrian kamel. 

Hans største mål, at rejse til den hellige by Lhasa i Tibet, nåede han desværre ikke før sin død i Karakol i 1888. Og faktisk hed byen Przhevalsk indtil 1991, da Sovjetunionen kollapsede. 

Nikolay Przhevalsky ligger begravet i museets store park. 

Jeg synes altid, at det er spændende at høre om nogle af fortidens store opdagelsesrejsende, som vi ofte kender alt for lidt til. Så måske er du også blevet klogere i dag.

Efter museumsbesøget går vi ned til Issyk-Kul Lake, hvor drengene hopper i vandet og spiller frisbee, mens jeg nyder at ligge i det lune sand langs søen. Dem som kender mig godt ved, at jeg kun bader i tropisk vand

Stranden er ikke så stor, men da vi nærmest er de eneste, gør det jo ikke så meget. Der er masser af plads her lidt uden for sæsonen.

Syd om Issyk-Kul Lake

Efter et par dage i Karakol er vi klar til at rejse videre. Igen beslutter vi at tage en taxa, da vi således kan få lov til at stoppe ved nogle af de steder, som vi rigtig gerne vil se langs søen.

Der er ingen tvivl om, at det vil være en stor fejl at tage offentlig transport uden mulighed for at opleve nogle af de fantastiske steder ved Issyk-Kul Lake. Derfor anbefaler jeg enten lejebil eller taxa på strækningen fra Karakol til Bishkek.

Vi er igen heldige med en rigtig sød chauffør. Denne gang en lidt ældre herre på 64 år, som tydeligt kan huske tiden før Sovjetunionens kollaps, hvor folk, ifølge ham, havde penge, jobs og et bedre liv. Jeg synes, at jeg har hørt den “sang” før…

Vi har en hyggelig dag i taxaen og får også oplevet rush hour Kyrgyz style tæt på, da vi skal gennem en kæmpe fåreflok.

Jeti-Öguz

Vi har bedt vores chauffør om at køre os til Jeti-Öguz – De syv tyre, som er en flot rød klippeformation i landskabet og uden tvivl en af de helt store turistattraktioner langs Issyk-Kul Lake.

Vi kører op ad en lille, stejl grusvej, så vi kan se det hele lidt fra oven. Det er virkelig et smukt syn – også selvom vejret ikke var helt med os. 

Jurij Gagarin

Da vi kommer tilbage til hovedvejen, spørger vores chauffør pludselig, om vi også vil se et mindesmærke over Yuri Gagarin – den første mand i rummet i 1961. Det kan vi da ikke sige nej til.

Vi kører til Barskoon, hvor to statuer af astronauten pludselig toner frem for foden af høje bjerge. Efter sigende skulle den første mand i rummet have besøgt dette sted, og da rumfeberen stadig rasede, blev Yuris hoved hugget ud af en stor sten. 

Hvis du ikke er den store Gagarin-fan, så er der måske ingen grund til at lægge vejen forbi, men ellers er det en udmærket lille detour på en rimelig dårlig vej.  

Fairy Tale Valley

Inden vi kører ind til Fairy Tale Valley har jeg egentlig ikke så mange forventninger. Men da jeg kravler op til et udsigtspunkt og kigger ud over området med Issyk-Kul Lake i baggrunden, bliver jeg virkelig overrasket over, hvor smukt det er.

Det er en stor canyon, hvor vind og vejr igennem årtusinder har skåret smukke formationer ud i den røde sandsten.

Området, som også bliver kaldt Skazka, er klart et besøg værd, hvis du kommer til Kirgisistan. Man kan vandre nogle virkelig flotte ture i og omkring Fairy Tale Valley.

Min første nat i yurt

Vores chauffør sætter os som aftalt af i byen Bokonbaevo. Det er som om at himlen har åbnet sine sluser, og det styrter ned. Vi skynder os derfor at løbe ind på en restaurant, hvor vi både kan få stillet vores sult og vores abstinenser for wifi. Vi har nemlig ikke på forhånd booket noget overnatning i byen.  

Vi beslutter hurtigt, at vi skal prøve at sove i yurt om natten – Centralasiens traditionelle og karakteristiske runde nomadetelte. Så vi booker en overnatning i en camp ved Issyk-Kul Lake.

Da vi kommer ud fra restauranten, er regnen stoppet, og jeg skråner over mod den første og bedste taxa. Men drengene vil det anderledes. De har med det samme spottet en gul Lada, som de drømmer om at få en tur i. Og sådan ender det med, at vi kommer kørende til vores yurt med stil. 

Yurt-campen Meiman Ordo

Jeg har ikke nogen videre forventninger til yurt-campen Meiman Ordo, andet end det sikkert er turistet. Men da det allerede er ved at være off-season her i slutningen af august, har vi nærmest det hele for os selv. De søde piger, som arbejder i Meiman Ordo, giver os derfor en stor yurt, som normalt er beregnet til seks personer kun til os tre.

Det viser sig, at der er rene og pæne toiletter og bade og en lille restaurant, som serverer et begrænset sortiment. Men både te, mad og øl kan vi da få.

Stedet har privat strand ved Issyk-Kul Lake, hvor man kan bade med en fantastisk udsigt til sneklædte bjerge i baggrunden. Og så har stedet også en varm kilde med tre bassiner, som vi selvfølgelig må prøve. Det er helt fantastisk og minder mig om Island. Den varme kilde fuldender en i forvejen fantastisk dag.

Burana Tower

Næste morgen vågner vi op til flot solskin. Jeg har sovet fint i yurten. Eneste anke er, at madrassen er meget tynd – noget jeg snart finder ud af er et gentagende problem i Centralasien, når man er ømskindet som mig. Så i løbet af natten finder jeg en ekstra dyne fra en af de andre senge og lægger mig oven på den som Prinsessen på ærten. 

Ny dag – ny taxa. I dag vil vi gerne det sidste stykke til Kirgisistans hovedstad Bishkek. Vi booker en taxa og beder vores chauffør om at gøre et stop ved Burana Tower, som er en gammel, smuk minaret tæt på byen Tokmok.

Tårnet er 24 meter højt, og har engang været del af en moske i byen Balasagun, som blev ødelagt af den mongolske hær i år 1218. Ja, faktisk mener man, at tårnet var ca. 47 meter højt, da det blev bygget. 

Man kan af en meget smal og stejl trappe kravle til toppen, hvor der er en fin udsigt.

Jeg anbefaler dog ikke dette til folk, som enten har højdeskræk eller er bange for små rum. For der er virkelig snævert i den lille gang, og det er helt umuligt at passere hinanden to mennesker. Så må den ene bakke. 

Omkring Burana Tower

Tæt ved tårnet er der en stor bunke jord. Det ligner ikke noget særligt, men hvis du kravler op på bakken, kan du kigge ned i et gammelt slot eller citadel, som har ligget her ved moskeen. 

Her er også et stort område fyldt med gamle stenskulpturer, kaldet balbals. Stenskulpturerne er fundet over hele Kirgisistan og samlet her til udstilling. 

Balbals er skåret ud som mennesker – især mænd, og man mener, at de første balbals blev lavet som fjender, man havde dræbt. Senere gik man over til at lave balbals af ens afdøde slægtninge. Man mente, at personen kunne leve videre i op til et år i en balbal, så derfor blev stenfiguren opbevaret i yurten, indtil den blev sat på gravstedet. 

Ved Burana Tower der der også et lille museum, hvor man kan se andre fund fra området og et interessant billede af tårnet, inden det blev restaureret i 1970’erne. 

Der er ingen tvivl om, at der er masser at se og opleve langs den sydlige kyst af Issyk-Kul Lake – også meget mere end vi nåede. Jeg har læst, at den nordlige kyst er meget mere udviklet med store turistresorts – men til gengæld også bedre og asfalteret vej. Der har sydsiden stadig en del at ønske. 

Hvis du har været ved Issyk-Kul Lake, så smid gerne en kommentar om dine oplevelser langs søen.

Jeg rejser i øjeblikket rundt i Pakistan og Indien, så hvis du har lyst til at følge med i det eventyr, så foregår det lige nu på Facebook: Two Danes On Tour og Instagram @twodanesontour

Glade rejsehilsner
Anne Marie

Indlægget Syd om Issyk-Kul Lake blev først udgivet på Two Danes On Tour.

En større undersøgelse sættes i gang

Jeg har nemlig besluttet mig for at rejse til den østlige by Karakol i Kirgisistan, og så er det en kæmpe omvej at skulle over Bishkek. 

På Almaty Backpackers, hvor jeg har bosat mig, spørger jeg derfor ALLE rejsende, jeg møder, hvor de netop kommer fra, og hvor de er på vej hen.

Mest interessant er det for mig med en franskmand og en schweizer. De er begge kommet over grænsen ved Kegen. Eneste problem er, at de kører på henholdsvis cykel og på motorcykel, så de har ikke været afhængige af offentlig transport. Men de fortæller, at selve grænseovergangen er uproblematisk på trods af dens ringe størrelse.  

Jeg spørger også ud i diverse internationale rejsefora på Facebook, men får hver gang samme svar: Der er ingen offentlig transport mellem Almaty og grænseovergangen Kegen. Og heller ikke på den kirgisiske side fra grænsen og til byen Karakol. Men det skal selvfølgelig ikke stoppe mig

Den store planlægning

Efter den megen snak med folk på hostelet, kigger jeg på et kort over området og lægger derefter tre planer:

Plan A

Drømmescenariet er at finde en bus til Kegen, gå over grænsen og tomle det sidste stykke (ca. 2 timer) til Karakol. Det vil blive en lang dag, men nok ikke umuligt. Ellers må jeg overnatte et sted undervejs.

Plan B

En kvinde har i et rejseforum skrevet til mig, at hun har krydset grænsen lige nord for den kirgisiske by Cholpon Ata. Det er selvfølgelig også en mulighed, men så skal jeg selv finde transport fra Almaty og til grænsen, og fra grænsen og til Chopon Ata. Derudover skal jeg med bus fra Chopon Ata og næsten en tredjedel vej rundt om Issyk-Kul lake. Tidsmæssigt er det måske det samme som Plan A – men det er bare den, jeg har brændt mig varm på.

Plan C
Sidste mulighed er selvfølelig at tage bussen til Bishkek, overnatte, og tage bussen videre til Karakol den næste morgen. Det lyder langt, det lyder besværligt og det lyder (i mine ører) pisse kedeligt. Det er jo den nemme vej, som alle andre tager, men ikke nødvendigvis den sjove vej.

Aftenen før min afgang spørger jeg en medarbejder på hostelet om busser. Hun Googler sig frem til, at der burde være en bus næste dag kl. 9 fra Sayran Bus Terminal til Kegen. Den satser jeg på!

Sandhedens time

Da jeg står op næste morgen for at tage af sted, er Finlay fra England og Rory fra Holland også klar. Jeg har talt med dem dagen før, og de er åbenbart brændt varme på min idé om at tage til Kegen og videre til Karakol. 

Af flere årsager er jeg rigtig glad for, at de to har lyst til at følges med mig. For det første er det altid hyggeligt med selskab. For det andet er vi flere til at tænke tingene igennem og tage beslutninger. For det tredje er jeg ikke alene, hvis jeg ender med at skulle tomle. For det fjerde taler de begge to lidt russisk – hvilket jeg OVERHOVEDET ikke gør!

Sayran busstation

Vi tager en taxa til Sayran busstation for 1000 tenge/15 kr. Taxachaufføren ryster på hovedet af vores forehavende, men sætter os selvfølgelig af foran busstationen, som vi har bedt om.

Indenfor finder vi et billetkontor. Damen bag skranken forklarer os via Google Translate, at der ikke kører nogle busser fra denne busstation til Kegen. Vi kan prøve en anden busstation, som jeg aldrig rigtig finder ud af, hvad hedder, eller hvor ligger.

Nå, så står vi der tre mand høj og ved ikke rigtig, hvad vi skal. Vi overvejer at finde en bybus til den anden busstation, men hvis bussen til Kegen kører kl. 9, så kan vi dårligt nå det.

Finlay og Rory begynder at tale med nogle forskellige taxachauffører. Den ene tilbyder at køre os til Kegen for 40.000 tenge – næsten 600 kr. Det er godt nok mange penge, men vi er jo tre til at betale og det er en køretur på godt 3,5 time. Samtidig har vi mulighed for at stoppe undervejs og tage billeder. Af mangel på gode alternativer, beslutter vi os for denne løsning.

En vild taxatur

Vores chauffør Beka er en munter fyr, som tager kørerturen som en dagsudflugt. Så når vi står ud af bilen for at tage billeder, så gør han det samme. 

Hans kørsel er dog lidt interessant. Han ryger smøger ud af vinduet samtidig med at han betjener Google Translate på mobiltelefonen. Når han nu har fået tre udlændige i bilen, skal han da vide noget om vores liv i Europa.

Der er sikkerhedsseler i bilen – der er bare ikke noget at klikke dem fast i. Så når vi ser politiet, tager vi alle selerne over skulderen og lader som om, at alt er i den skønneste orden.

Og så er der også lidt med hastigheden! På motorvejen er fartgrænsen 120 km/t, men Beka sniger den op over 160, mens han ligger HELT oppe i røven på de forankørende biler. Og i en 50 km zone på frygtelig hullet vej, kører han 120 km/t som det mest naturlige. 

På et tidspunkt kommer en lastbil med et kæmpe læs hø lige imod os og fylder næsten begge vejbaner. Beka klarer dog at bremse ned og køre lidt ud i rabatten i sidste øjeblik, så vi ikke får halmballerne på skødet. Puha, det var tæt på!

Smukke landskaber 

Undervejs stopper vi bl.a. ved et mindesmærke for Den store fædrelandskrig (2. Verdenskrig). Beka holder også ved et fint udsigtspunkt, hvor man kan se det smukke landskab her i det østlige Kasakhstan.

Men det fineste sted er nu Charyn Canyon. Jeg ved, at der laves mange ture hertil fra Almaty, og jeg er sikker på, at det er et smukt sted at vandre. Vi tager bare et par billeder og er hurtigt videre.

Gæret hoppemælk – nej tak!

Beka synes også, at vi skal have fornøjelsen af at smage gæret hoppemælk. Finlay er straks med på ideen og drikker det med stor velbehag. Rory hopper også med på vognen, men jeg holder mig fuldstændig fra de våde varer.

Jeg har hørt alt for mange historier om folk, som har fået rigtig dårlig mave efter at have drukket denne skumle drik. Sådan gider jeg ikke at begynde mit kirgisiske eventyr.

I stedet lister jeg lidt rundt blandt de små boder og tager dette skønne billede af en ældre mand, som stolt viser mælken frem i tønden.

Her sælger de også honning samt de berømte – eller berygtede utrolig salte ostekugler, som man skal passe på, at man ikke brækker tænderne på. 

Da vi når til Kegen by, er der stadig 26 km til grænsen. Beka indvilger i at køre os hele vejen, mod at han får yderligere 6000 tenge/90 kr. Vi siger ja af mangel på gode alternativer. Og vi har det også rigtig sjovt i bilen og ønsker ikke, at denne køretur allerede skal ende.

Kegen border

Da vi når frem til grænsen, skal vi først stemples ud af Kasakhstan. Det forløber helt uden problemer. Derefter skal vores bagage scannes ligesom i en lufthavn. Maskinen er dog imidlertid i stykker, så vi sidder på en bænk og venter et lille kvarters tid, mens det begynder at småregne. Men stemningen er god og vi kan kigge lidt på, hvor få biler der faktisk passerer grænsen.

Pludselig går det op for os, at Beka og hans bil er på vej til Kirgisistan?! 

Til sidst bliver vi stemplet ind i Kirgisistan. Som europæer skal vi ikke bruge visum til hverken Kasakhstan eller Kirgisistan, så på den måde er dette en nem og “smertefri” region at rejse i.

Beka står på den anden side og tager imod os med et Velkommen til Kirgisistan og et stort smil

Han vil gerne lave en aftale med os om en pris til Karakol. Vi forhandler lidt frem og tilbage og ender på en samlet pris fra Almaty til Karakol på 65.000 tenge/ca. 950 kr. fordelt mellem tre personer. Det kunne vi selvfølgelig have gjort meget billigere, hvis vi havde tomlet. Men det er sjældent nemt at tomle tre. Og vi har haft en fantastisk sjov og begivenhedsrig dag sammen med Beka.

Velkommen til Kirgisistan

Jeg elsker jo at krydse landegrænser – og grænsen mellem Kasakhstan og Kirgisistan ingen undtagelse. Her i det østlige Kirgisistan er der pludselig meget grønt med mange nåletræer. Og vi ser også mange flere heste, end vi gjorde i Kasakhstan. 

Efter godt 7 timers kørsel, når vi frem til Duet hostel i Karakol. Vi vil gerne byde Beka på mad, men han må hurtigt tilbage inden grænsen lukker – og han har jo en køretur på ca. 7 timer tilbage til Almaty. Så det bliver kun til en hurtig afsked. 

En dag, som jeg troede ville byde på en lang tur alene fra Almaty til Karakol, tog pludselig en helt uventet drejning og blev i stedet et festligt indslag sammen med mine to nye rejsekammerater og en vild taxachauffør. Men heldet følger jo de tossede, som man plejer at sige.

Læs også om: Iran

Læs også om: Albanien

Jeg bliver glad, hvis du vil følge med på sociale medier:

Facebook: Two Danes On Tour

Instagram: @twodanesontour

Glade rejsehilsner
Anne Marie

Indlægget Fra Kasakhstan til Kirgisistan blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Luxor hed i oldtiden Tebes og var i en periode under Det nye Rige hovedstad i Øvre Egypten. Ruinerne efter to store tempel-komplekser findes stadig, og de er et must see, hvis turen går til Luxor. 

Kranak Templet

Nord for Luxor ligger det store Kranak Tempel som er kendt for sine 134 kæmpe massive søjler. Hver søjle er 29,5 meter høj og vejer 323 tons. Det er altså vildt imponerende! Forestil dig så lige, at se søjlerne under Det egyptiske rige, hvor de har været fantastisk smukt dekorede i flotte farver. 

Søjlerne findes i The Hypostyle Hall på over 16.000 kvadratmeter. Hallen er til stadighed det største rum i nogen religiøs bygning i verden! 

Kranak Templet er uden tvivl Det gamle Egyptens største og mest ambitiøse byggeprojekt. Tempelkomplekset indtager førstepladsen som verdens største religiøse område fra oldtiden, så afsæt god tid til at se det hele i et roligt tempo. Det er dog kun muligt for turister at besøge Amon-Re-afsnittet, som er én af de i alt fire dele, som området er delt op i.  

Det helt særlige ved Kranak er, at omkring 30 forskellige faraoer har sat deres præg på byggeriet igennem 2000 år. Tænk sig, at de første 29 faraoer aldrig så det færdige resultat. 

Vi havde desværre ikke så meget tid i templet, som jeg havde kunne ønske mig, da vi havde brugt det meste af dagen ved poolen på Jolie Ville Hotel og Spa på Kings Island.

Men altså hvis du er morgenmenneske, så har Kranak Temple hver dag åbent fra kl. 6 til kl. 17.30. Og kl. 6 er nok ikke noget dårligt tidspunkt i den friske morgenluft og med solens første stråler på tempelmurene. 

Mumiemuseet i Luxor

Efter vi havde besøgt Kranak templet kørte vi tilbage til Luxor by. Jeg ville gerne besøgte det lille Mummification Museum, som ligger lige ned til Nilen. 

Museet ser ikke ud af så meget, men hvis man interesserer sig for den slags kuriositeter, kan det sagtens være et besøg værd. Jeg har altid været fascineret af mumier, og her kan man blive en lille smule klogere på hvorfor og hvordan egypterne balsamerede deres døde.

Fra lig til mumie

Inde på museet kan man læse om processen fra lig til mumie. De gamle egyptere troede på et liv efter døden, men for at opnå dette, skulle den afdøde balsameres og på den måde forvandles til en levende forfader – en Osiris. 

Sagnet fortæller, at Guden Osiris var konge over Egypten, men han blev dræbt af sin egen bror Seth, som var jaloux på ham og selv ville være konge. Efterfølgende parterede Seth Osiris’ krop og spredte alle kropsdelene ud over hele Egypten.

Osiris enke Isis, som også var hans søster, fandt de mange kropsdele og samlede dem med bandager og genoplivede på den måde Osiris, som kom til at herske over dødsriget. En tradition for mumier var skabt. 

Over tid blev dette særlige håndværk udviklet og forfinet. De gamle egyptere lavede instrumenter, som knive og pincetter, så de kunne tage de indre organer ud af kroppen på den døde, da de ellers ville gå i forrådnelse.

En lang “kødnål” blev ført op gennem næsen, så hjernen kunne hakkes i stykker og trækkes med ud. Jo, jo – mumier var ikke for sarte sjæle. 

For at samle kroppen igen bagefter, balsamerede man legemet og viklede det ind i bandager. Og for at beskytte personen mod ondskab og sætte dem i forbindelse med guderne, lagde man forskellige amuletter ind under bandagen. Amuletterne var hjælpemiddel til genfødsel og udødelighed. 

Dyremumier

Egypterne var også meget glade for at mumificere dyr. Især hellige dyr som katte, krokodiller, fisk og aber blev omdannet til mumier.

Og mange kæledyr måtte også gennemgå dette særlige ritual. Jeg må sige, at jeg fandt det meget fascinerende at se disse dyremumier. 

Hvor er vores tasker? 

Mens vi besøgte museet, havde Ali lovet at vente udenfor i bilen med vores bagage. Men da vi kom ud igen, var han ingen steder at se. Han var og blev pist væk, selvom vi ventede på ham og kiggede efter ham.

Martin skrev ham en besked, og han svarede efter en rum tid, at han lige havde fået en taxatur til lufthavnen – med al vores bagage i bilen… Typisk Ali! Man må sige, at han ser forretninger alle steder. Vi kunne ikke andet end at grine af ham og håbe, at han kom tilbage som lovet – og det gjorde han selvfølgelig. Men det var da lige før, at vi fik sved på panden. 

Luxor Tempel

Til sidst besøgte vi Luxor Tempel, som ligger lige i hjertet af byen. Nu var solen gået ned, og det var en hel særlig oplevelse at se det med lys på. 

Byggeriet af Luxor Tempel blev påbegyndt i det 13. århundrede f.v.t. og igen var vi meget fascinerede af de store, flotte søjler. 

Luxor Tempel er forbundet med Kranak Tempel via en 3 km lang vej hvor statuer af sfinxer vogter hele vejen. I Det gamle Egypten gik man i parade ved den årlige Opet-festival fra Kranak Tempel til Luxor Tempel langs den smukke Sfinx-allé. Det må have været et flot syn!

Restaurant Sofra

Til sidst får du lige en anbefaling til en god restaurant i Luxor. Inden vi skulle tilbage til Cairo med nattoget (læs om den “spændende” tur her), spiste vi aftensmad på hyggelige Sofra.

Restauranten sætter en ære i at lave forskellige traditionelle retter fra hele landet, og alle ingredienser er egyptiske. Vi var dog ikke voldsomt sultne – intet problem. De havde masser af små mezeretter, som vi kunne dele. 

Jeg havde læst, at de har en rooftop terrasse, men da vi ikke havde booket på forhånd, var der ikke plads. Så hvis du ønsker at sidde udenfor, vil jeg anbefale dig at bestille bord.

Og så vil jeg da gerne lige slå et slag mere for vores hotel Jolie Ville Hotel og Spa på Kings Island. Værelset var fint uden dog at være exceptionelt. Men hele området syntes vi, var rigtig lækkert. Der var rig mulighed for afslapning ved de mange pool-områder.

Vi fik hver dag dejlig morgenmad med skøn udsigt til Nilen. En enkelt aften bestilte vi deres aftenbufét og den var ikke noget videre at skrive hjem om – ud over det kæmpe overdådige kagebord.

Største minus ved hotellet er, at det ligger langt væk fra selve Luxor by, så hvis man gerne vil bo centralt, så skal man ikke vælge dette hotel. Vil man til gengæld gerne slappe af og lade op mellem alle tempel og gravkammerbesøgende, så er det fabelagtigt. 

Dette var mit sidste indlæg om min rejse til Egypten i november 2022. Tak fordi du læste med. Jeg håber, at du har en spændende tur til faraoernes land i vente.

Ønsker du at se alle indlæg fra Egypten, kan du finde dem her. 

Og som altid er jeg at finde på sociale medier:
Facebook: Two Danes On Tour og Instagram @twodanesontour

Glade rejsehilsner
Anne Marie

Indlægget Oplevelser i Luxor – East Bank blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Jeg ankommer med fly kl. 5 om morgenen, og efter en nat i et flysæde, kæmper jeg med jetlag de første par dage. Alligevel begiver jeg mig ud for at se nærmere på Almaty.

Byen har omkring 2 millioner indbyggere, men er ikke længere Kasakhstans hovedstad. Den blev flyttet til Astana i 1997. Byen virker grøn og venlig med mange parker og vejtræer, som giver skygge om sommeren, hvor solen kan være ubarmhjertig. 

Meget af tiden går jeg bare rundt. Men jeg finder dog også snart ud af at tage metroen, som indtil videre har én linje med 11 stop. Det koster 100 tenge/1,5 kr. pr. tur og der er dejlig aircon i togvognene. 

Central State Museum

Der er flere museer i Almaty, men jeg vælger kun at besøge Central State Museum of the Republic of Kazakhstan, som jeg får anbefalet af et ungt par, som jeg møder på en restaurant.

Museet er i mine øjne lidt af en rodebutik i flere etager. Det indeholder masser af malerier, lidt våben fra både stenalderen, middelalderen og sjovjet-tiden, forskellige nationaldragter – også fra bl.a. Tyskland og Polen, fossiler, udstoppede dyr, en lille udstilling om Kasakhstans rumeventyr og meget, meget mere.

Bygningen er til gengæld rigtig flot. Entreen koster 500 tenge/7,50 kr, så der kan alle vist være med. 

Også indvendigt er der flot med en fin kuppel i loftet, som giver et dejligt ovenlys til forhallen. 

Park of the 28 Guardsmen

Centralt i Almaty ligger Park of the 28 Guardsmen også kaldet Panfilov Park. Det er et sted, som de fleste turister kommer forbi på et eller andet tidspunkt.

Parken er opkaldt efter 28 soldater fra Almatys infanteri, som mistede livet under 2. Verdenskrig, da de kæmpede mod nazisterne udenfor Moskva i 1941.  

Hvis det er muligt, bør man gå ind i parken af den østlige indgang. Den er stor og pompøs med et kæmpe indgangsparti.

Her brænder den evige flamme foran et stort monument til ære for både ofrene for borgerkrigen i 1917-20, samt ofrene for Den Store Fædrelandskrig 1941-45. (Sådan kaldes 2. Verdenskrig i det tidligere Sovjetunionen.)

Men parken er især kendt for sin smukke og meget farverige Holy Ascension Cathedral – måske den eneste rigtige, store turistattraktion i Almaty.

Katedralen er bygget i 1904 under zartidens Rusland udelukkende af træ – inklusiv “sømmene”. Under soviet-tiden, hvor religion var forbudt, blev kirken brugt som museum og koncertsal. Men i 1995 blev den igen bragt tilbage til sin oprindelse: en russisk ortodoks kirke.  

Det er gratis at gå indenfor i katedralen. Og skulle du som kvinde have glemt et tørklæde, kan du låne et lige inden for døren. 

Green Bazar

Tæt på parken ligger den store Green Bazar, som faldbyder alt i hestekød, grøntsager, frisk og tørret frugt, friskpresset juice, krydderier og meget, meget mere. Selvom du måske ikke har brug for de store indkøb, så kan det stadig være interessant at gå en tur i den store hal.

Ved de fire søjler i midten kan man gå op til forskellige restauranter og caféer og nyde udsigten udover det store marked.

Jeg fik morgenmad bestående af suppe, kød og en kæmpe kartoffel samt te for omkring 20 kr.

Kök Töbe

Ikke så langt fra metrostationen Abay, kan man tage en kabelbane til det meget turistede udsigtspunkt Kök Töbe. Prisen er 5000 tenge/75 kr. for en retur. Vil du spare penge, er det muligt at tage en bus til toppen. 

Det er et sandt Tivoli, og et hvert barns drøm at komme op på toppen (og de fleste voksnes mareridt). Her er masser af restauranter, skydetelte, gynger, rutsjebaner, klatrevæg og en lille zoo med dyr i alt for små bure.

Alt det hurlumhej er ikke lige noget for mig, men turen i kabelbanen og udsigten over Almaty fra toppen, er fin. 

Af en eller anden uforklarlig grund, findes der også en statue af de fire medlemmer af The Beatles – selvom de aldrig nogen siden har besøgt Kasakhstan. Det er vist noget med, at en lokal mand, som var stor fan af The Beatles har betalt for at få statuen placeret her. Og det skulle efter sigende være den eneste statue i verden hvor alle fire medlemmer er samlet – hvis det skulle have din interesse. 

Almaty Backpacers

Mens jeg er i Almaty bor jeg på Almaty Backpackers – et klassisk hostel med køjesenge i sovesale og fælles bad og toilet.

Det er ikke altid min foretrukne boform, men det er rigtig fint, hvis man hurtigt vil lære andre rejsende at kende og evt. dele rejseanbefalinger, ture i området eller et måltid mad. Og således får jeg præcis det, jeg kommer efter.  

Og skulle du begynde eller ende en tur gennem Centralasien, så er Almaty en fin by til formålet. Du flyver nemt hertil med bl.a. Pegasus Airlines over Istanbul.

Fra byen er der masser af muligheder for at komme på tur til de omkringliggende bjerge og smukke kløfter. Jeg valgte dog ikke at tage nogle af disse ture, da de fleste er ret dyre, og jeg i stedet ville videre til Kirgisistan.

Har du lyst til at følge mine Centralasiatiske eventyr, så foregår det lige nu på Facebook: Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour – og der er meget mere i vente!

Glade rejsehilsner
Anne Marie

Indlægget Almaty, Kasakhstan blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Mange tror fejlagtigt, at Kongernes dal ligger i selve Luxor, som i oldtiden hed Theben. Men i Det nye rige boede man på den østlige side af Nilen, hvor solen stod op, mens man begravede sine døde på den vestlige side af Nilen, hvor solen selvsagt gik ned. Derfor er der også en halv times køretur fra Luxor til alle de store templer og gravmonumenter, og det skal man lige være opmærksom på, når man planlægger sit besøg. 

Det er ikke så nemt at komme frem og tilbage med offentlig transport, så vi hyrede Ali, den chauffør, som havde “fanget os” da vi kom med nattoget fra Cairo. Han var lidt en slambert, men også en hårdarbejdende fyr, som gjorde alt for at skrabe penge sammen til sin familie. 

Fra toget kørte han os først til Jolie Ville Hotel og Spa på Kings Island, hvor vi satte vores bagage i lobbyen, da det var for tidligt på dagen til at tjekke ind. Og så begav vi os straks af sted mod West Bank – Den vestlige bred af Nilen, hvor de største oldtidsgrave og templer findes.

West Bank

Det er en fin køretur fra Luxor by til West Bank of Luxor, som består af 14 arkæologiske steder samt Kongernes dal og Dronningernes dal. Derfor skal du ikke regne med at kunne se al ting på en dag eller to. I stedet er det vigtigt at læse op på tingene hjemmefra og vælge det vigtigste ud. Dog er det jo altid svært at danne sig et overblik over nye steder, som man ikke har besøgt før. Jeg håber, at dette blogindlæg kan være en lille hjælp. 

Undervejs skal man selvfølgelig krydse Nilen, og man kører også gennem landbrugsland med bønder, der arbejder i rismarkerne. En meget fin tur, hvis man gerne vil se lidt af det rurale Egypten. 

Det første der møder en, når man nærmer sig begivenhedernes epicenter er Memnonkolosserne – to statuer på hver 23 meter, som er meget medtagede, men stadig værd at se. De står foran Amenhotep den 3.’s dødetempel, som man altså skal have god fantasi for at forestille sig.

Desværre blev også kolosserne delvist ødelagt under et jordskælv i år 23 f.kr. Men de er stadig et flot vartegn og klart et lille stop værd. Især hvis man kan time det med, at der ikke er alt for mange andre turister – altså morgen eller sidst på eftermiddagen. 

Hatsepsut Temple

Vores første rigtige stop var det berømte tempel Hatsepsut. Det er fantastisk, når man kommer gående fra parkeringspladsen. Templet er i tre plateauer med de smukkeste bjerge i baggrunden, og det var helt surrealistisk at stå her kun en god time efter, at vi var hoppet af nattoget.

Hatsepsut ligner noget fra Star Wars, en filmkulisse eller en anden planet. Jeg var virkelig bjergtaget, da jeg så det i virkeligheden. Og for mig var det en større oplevelse at se det på afstand end at besøge selve templet.  

Indenfor er der store statuer, hieroglyffer og tegninger på væggene, men det er altså omgivelserne der giver magien. 

Besøg i Kongernes dal

Derefter kørte vi til Kongernes dal, som har stået højt på min ønskeliste i årtier – og ikke uden grund. I Kongernes dal findes der i alt 63 grave. Stedet blev brugt som begravelsesplads for Egyptens faraoer fra 1539 f.v.t. til 1075 f.v.t.

Det er selvfølgelig ikke muligt at se alle gravene på en dag, og når man køber en billet til 260 egyptiske pund – ca. 57 kr, er der kun tre grave inkluderet. Derudover kan man købe tillægsbilletter til bl.a. Tutankhamons grav for 300 egyptiske pund – ca. 66 kr.

Når man kommer første gang kan det være udfordrende at vælge de tre grave, som man gerne vil se. Ind imellem er nogle af gravene også lukkede, da de er under yderligere udgravning eller restaurering.  

Derfor kan det være godt at have en guide til at hjælpe med at udvælge de vigtigste grave samt fortælle om, hvilke faraoer der har ligget begravet der, og hvad man skal lægge særligt mærke til nede i graven. Guiden går ikke med ned, men venter udenfor. 

Vi fandt en guide, lige da vi kom ind i området. Det viste sig at være Mike Atty, som er professor i egyptisk oldtid med speciale i Tuthankhamon. Han kunne også læse hieroglyffer, og vi kunne derfor spørge ham om alle de hieroglyffer, som vi ikke kunne tolke selv, så det var ret interessant. 

Guiden fortalte os blandt andet om folks status. Folk der står op, er gode mennesker. Folk der ligger ned er onde. Og dem, der hænger på hovedet, er der intet håb for. De får ikke et næste liv…

Er du interesseret i at lave en aftale med Mike Atty på forhånd, så kan du finde ham på WhatsApp. Hans telefonnummer er 0100 634 4684

Ud over Tutankhamons grav, som vi havde købt ekstra billet til, så udvalgte vores guide Ramses IV, Ramses IX og Ramses III grave, som alle tre var fine oplevelser. Men der var ingen tvivl om, at Tutankhamons grav var trækplasteret.  

Tutankhamons grav

Tutankamon blev farao i en alder af kun 9 år og gift med sin egen halvsøster. Han var den 13. konge i det 18. dynasti, og han regerede kun i 8 år fra 1332 til 1324 f. kr. Egentlig var han ikke en særlig vigtig farao, men alligevel er hans navn et af de mest kendte.

Tutankhamons grav blev fundet i 1922 af den britiske arkæolog Howard Carter og vagte stor opsigt. Graven var intakt og havde aldrig været plyndret. Den var nemlig placeret under Ramses IV’s grav og var derfor blevet overset af gravrøvere. 

Nede i Tutankhamons grav fik vi lov til at beskue han lille, tynde balsamerede lig. Det var vel på en måde en stor oplevelse – om end en lidt morbid en af slagsen.

Jeg har været fascineret af Tutankhamon siden jeg i gymnasiet skrev 2. G’s opgave om ham, og jeg har mange gange undervist om Det gamle Egypten i 3. klasse, hvor mumier altid er et godt samtaleemne. Og dagen før havde vi jo set alt hans gravgods i Cairo. Så dette besøg ved Tutankhamons lig var med til at slutte cirklen for min fascination af ham. Og hvilken finale!

Medinat Habu

Vi sluttede dagen af ved Medinat Habu templet, også kendt som Mortuary Temple of Ramses III.

Templet er berømt for at være godt bevaret, detaljeret og farverigt og at det har nogle fantastisk smukke søjler. 

Hurtigt blev vi dog midtpunkt for et par skoleklasser, som alle ville have selfies med os.

Og senere fotobombede vi en egyptisk familie på “skovtur”. De var alle virkelig imødekommende og nysgerrige på, hvem vi var, og hvor vi kom fra.

Det er jo møder som disse, som fuldstændig maner alle fordomme om irriterende, påtrængende egyptere til jorden. Bevares de findes. Vi var bare heldige at styre uden om de fleste.

Tilbage til West Bank

Næste dag ønskede Martin ro, avislæsning og afslapning ved poolen på hotellet, mens jeg slet ikke kunne få nok af alt det fantastiske, som jeg havde set dagen før. Måske var det Once in a lifetime at være her. Så jeg tog derfor tilbage til West Bank med Ali. 

Første stop blev Mortuary Temple of Seti I, som lå smukt med en palmeallé. Templet var i sig selv ikke noget særligt, når man havde set så mange andre fantastiske ting. Men selve oplevelsen var magisk. Det var den skønneste morgenstund, og jeg var den ENESTE besøgende. Hvor tit får man lige lov til at opleve det?

Jeg faldt i snak med Mohammad, som stod højt oppe på et stilads og rensede hieroglyffer med ethanol og en gammel tandbørste. Han kunne ikke ét ord engelsk, men prøvede med tegnsprog at forklare mig, at han vaskede gamle fugleklatter af templet.

Jeg blev inviteret op ad stigen for at prøve hans arbejde – hvorfor er det lige, at jeg altid får lokket mig selv ud i sådan noget??? Nå, det gik godt, og jeg kom både sikkert op og ned.

Mens jeg gik på tempelvandring, tog Ali en lur på en bænk. Det var ham vel undt  

Tombs of the Nobles

Jeg bad derefter om at blive kørt til Tombs of the Nobles. Her findes over 450 grave for præster, prinser, soldater og andre vigtige herre. Det var svært for mig at overskue området, så jeg betalte en guide for at følge mig rundt og udpege de tre vigtigste spots – det er åbenbart sådan man gør alle steder. 

Jeg besøgte Tomb of Ramose, Tomb of Khaemhat og Tomb of Userhat. Måske behøver du så ikke betale for en guide…

Dronningernes dal

Sidste stop på dagen blev Dronningernes dal/Valley of the Queens – en anden stor oplevelse. Her ligger hovedsageligt (men ikke kun) faraoernes hustruer begravet. 

Jeg valgte igen at se tre grave, som var inkluderet i billetten, og så købte jeg en tillægsbillet til Nefertaris grav. Det er den smukkeste og dyreste grav at se i hele Luxor til den nette sum af 400 kr for én grav… men igen: Once in a Lifetime… Det er aldrig sikkert, at jeg kommer der igen. 

Nefertari var Ramses II’s favoritkone og graven ER virkelig storslået og meget velbevaret med de smukkeste billeder i stærke, klare farver. En flot oplevelse at slutte West Bank af med.

Læg lige mærke til tatoveringerne på Nefertaris arme.

Vær opmærksom på, at man kun må være nede i graven i 20 minutter, for at give plads til andre. Jeg var dog heldig, at vi kun var en 3-4 stykker, mens jeg besøgte graven. Og der kom ikke nogen og smed os ud. Men det er meget godt lige at være forberedt på det.

Udover Nefetaris grav så jeg også Tomb of Prince Amen Khopshef, Tomb of Titi og Tomb of Prince Kha Em Wast. 

Det var nogle fantastiske dage i Luxor og især oplevelserne på West Bank brændte sig fast på nethinden. Stedet er pompøst og uden tvivl i en liga for sig, når det kommer til arkæologiske steder og fantastiske gravkamre.

Skulle jeg udvælge mine favoritter må det blive: Hatsepsut templet, Tutankhamons grav i Kongernes dal, Medinat Habu templet og Nefetaris grav i Dronningernes dal. De var alle mageløse. Hvis du ikke allerede har været i Luxor, håber jeg, at du får muligheden en gang. 

Min næste rejse går til Centralasien i midten af august 2023, så hvis du har lyst til at følge med i det eventyr, så find og like mine sider på sociale medier. Facebook: Two Danes On Tour og Instagram @twodanesontour

Tak fordi du læste med
Kh. Anne Marie 

Indlægget Kongernes dal ved Luxor blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Nogle gange tænker man, at man har fået verdens bedste idé. Sådan havde jeg det med nattoget fra Cairo til Luxor og retur. Det var en tur, som jeg BARE måtte prøve. Verdens bedste idé var det nok ikke. Men minderigt blev det uden tvivl

Jeg har før kørt med nattog fra Danmark gennem Tyskland til Schweiz og Belgien. Og gennem Rumænien, Kina, Vietnam og Thailand. Så jeg tænker, at jeg har en hvis erfaring i at køre med nattog.

De fleste af turene har været behagelige, interessante og med mulighed for at møde andre rejsende undervejs. Dog var der lige den der togtur i Vietnam… hvor en af mine rejsefæller fik en stor, hvid maddike i den mad, som vi fik udleveret i toget om aftenen. Yikes!  

Flere nåede da også hjemmefra at advare mig om nattoget mellem Cairo og Luxor. Der var historier om mus ombord, beskidt sengetøj og ulækre toiletter. Men det skulle da ikke afskrække mig.

Billetter til nattoget

Min ven og rejsemakker Martin og jeg talte i løbet af oktober flere gange i telefon sammen om, hvordan vi skulle gribe den togrejse an. Skulle vi booke billetter hjemmefra og derved låse os fast på nogle bestemte dage, vi skulle være i Luxor? Eller skulle vi rejse til Cairo og satse på, at det ville være muligt at købe togbilletter med dags varsel?

Jeg skrev til vores hotel Osiris i Cairo og spurgte på togtiderne og prisen på billetterne. Togtiderne fik jeg aldrig svar på. Men hotellet skulle have 8% af billetprisen for at booke billetterne for os. Det syntes vi alligevel var ret mange penge, når vi selv kunne gøre det online.

Opgaven med at booke billetterne tog Martin på sig. Han skulle bruge mit fulde navn og pasnummer. Og derudover skulle han også vælge mad til om aftenen. (Det havde han nok ikke behøvet at ulejlige sig med). 

Billetterne kostede 85 US dollars pr. vej, hvilket er rimelig pricy. Man kan flyve til Luxor for ca. samme pris. Just saying…!

Ramses Train Station

Nattoget afgik fra Ramses Train Station kl. 20.00. Vi valgte at tage en taxa fra hotellet og til stationen, men det skulle vise sig at blive en langsommelig affære. Cairo er kendt for sine enorme bilkøer – og sådan en havnede vi selvfølgelig i. Det kunne vi måske have sagt os selv.

Vores chauffør dyttede uafbrudt, slog ud med armene og himlede med øjnene, men det gik ikke hurtigere af den grund. Vi nåede dog frem til stationen i tide.

Ramses Train Station er et vildt sted med hustlere, tiggere og rejsende i ét virvar. Og masser af skilte på arabisk. 

Vi gik ind i den store forhal, hvor vi først skulle gennem lidt security og vise vores billet.

Vi spurgte os frem og blev vist over til Perron 11. Det var lidt forvirrende for os at finde ud af, hvornår det rigtige tog ankom, da der var flere tog til Luxor fra spor 11. Men en sød egyptisk familie på perronen hjalp os med at oversætte hvad manden råbte MEGET HØJT i højtaleren ud over hele stationen. 

Med liggetog til Cairo

Toget kom næsten til tiden. Vi kom ind i den rigtige vogn og fandt vores kupé, som var som man kunne forvente – lidt beskeden og meget slidt. Vi havde booket en privat kupé til to, så vi kunne låse døren, når vi på et tidspunkt skulle i seng.

Snart rumlede toget af sted mod Luxor. Det var bælg ragende mørkt udenfor, så det var ikke meget vi kunne se ud af de beskidte vinduer. Derudover sad man rimelig dårligt i togsæderne. Det var ikke lige sådan, vi havde forestillet os denne episke togtur. Men altså når de to rejsetosser er på tur, så er det altid underholdende – også i et nattog i Egypten. 

Aftensmad i nattoget 

Snart kom stewarden med vores aftensmad. Jeg vil kalde maden pænt kedeligt på grænsen til uspiseligt.

Men Martin elsker den slags og guffede løs af både hans og mit. Jeg priste mig lykkelig for, at jeg havde spist aftensmad, inden jeg steg på toget.

Vi havde ikke helt styr på, hvordan vi tændte lyset i kupéen, så Martin spiste i skæret fra hans pandelampe  

Da vi nærmede os sengetid, kom togmanden igen rundt og redte senge for os og satte en stige op, så Martin kunne kravle op i overkøjen. Fin service. 

Et tvivlsomt toilet

Der var desværre ikke eget toilet i togkupéen, så det var en knap så hyggelig oplevelse at frekventere det fælles toilet på gangen. Og selvfølgelig skulle det lige passe med, at jeg fik “Quickstep i Cairo” den dag… så jeg fik set vel rigeligt til det lille klamme rum, hvor låget fra toilettet faldt ned i ryggen på en, når toget skrumlede afsted.

Man blev hele tiden nødt til at holde låget oppe med den ene hånd, mens man også skulle holde sig selv på potten. Og holde styr på toiletpapiret… som jeg for øvrigt anbefaler at du selv medbringer. Der var sat toiletpapir op på toilettet, men det svandt ind i løbet af togturen.

En nat i et tog

Ud over et par ture til toilettet, sov jeg fortrinligt om natten. Jeg elsker at ligge og rumle af sted og falde i søvn til de små bump, som toget giver undervejs. Dog var der en del hårde opbremsninger, hvor man blev nødt til at prøve at holde fast i køjen, så man ikke faldt ud.

Jeg vil også mene, at vi kørte forbi MANGE lygtepæle undervejs, og togchaufføren var meget glad for at tude med hornet – men sådan er det vel med nattog.

Jeg var glad og tilfreds, da stewarden kom og bankede på vores kupédør næste morgen i det spæde morgengry.

Snart fik vi serveret morgenmad – kedeligt toastbrød, tør sandkage, en daggammel croissant og en kop te eller kaffe.

Igen gik Martin ombord med stor tilfredshed. Jeg kastede blot et blik på morgenmadsbakken og glædede mig over, at vi snart ville være i Luxor. 

Fanget af Ali

Da vi trådte ud på stationen, blev vi straks “overfaldet” af diverse taxachauffører, som alle ville hjælpe os med at finde hen til vores hotel.

Især en ung ranglet fyr ved navn Ali var ret vedholdende. I starten afviste vi ham og forsøgte at se cool og selvsikre ud. Men han blev selvfølgelig ved. Han vidste vel, at vi turister på et eller andet tidspunkt overgiver os, hvis han insisterede længe nok. Og  når vi først er hoppet på limpinden, så har han chancen for at få os til at hyre ham som vores chauffør de kommende dage.  

Jeg havde booket os et værelse på Jolie Ville Hotel og Spa på Kings Island, som lå ca. 4 km fra centrum af Luxor. Så vi var jo også godt klar over, at vi skulle have fat i en taxa før eller siden. Både for at komme fra stationen og til hotellet. Men også til at komme rundt til de forskellige seværdigheder. 

Vi endte derfor med at tage med Ali, og han blev rigtig nok vores chauffør de kommende dage. Men det må jeg skrive om i det næste blogindlæg.

Vi gør det igen

Til gengæld kan jeg da lige afslutte med at fortælle, at efter 3 nætter i Luxor, så tog vi nattoget tilbage til Cairo.

Stationsbygningen i Luxor er altså også rigtig flot!

Toget var samme lurvede standard som sidst. Og hvis jeg havde tænkt, at turen til Luxor havde været lang, så var det intet mod turen tilbage.

Godt nok havde jeg ikke længere dårlig mave, men til gengæld var der en dør i vores kupé, som klaprede metal mod metal hele natten, så ingen af os fik lukket et øje. Men det er jo nogle gange “glæden” ved rejselivet.

Fik jeg for øvrigt fortalt, at man kan flyve for næsten samme pris som en togbillet? Bare et lille tip, hvis du tænker, at en flytid på 1 time og 15 minutter lyder mere fristende end en togtur på 10 timer…

Godt at huske til nattoget:

Medbring toiletpapir, håndsprit, pandelampe, ørepropper og masser af snacks og godt humør. 

Spis aftensmad inden afgang.

Tak fordi du læste med
Kh. Anne Marie

Følg med på Facebook: Two Danes On Tour og Instagram: @twodanesontour

Indlægget Med nattoget fra Cairo til Luxor blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Hver sten vejer mellem 1,5 ton og 15 tons.  Hvordan disse tunge sten er blevet hugget ud, fragtet langt og placeret med akkuratesse er mig nærmest ubegribeligt. 

I oldtiden talte man om Verdens 7 vidundere. I dag er der kun ét tilbage: Keopspyramiden i Egypten. Den største og mest spektakulære af alle pyramider i Egypten, som faktisk tæller intet mindre end 138 i alt.

I Giza er der i alt syv pyramider. Noget som de færreste ved. Nogle af dem er dog forholdsvis små. Derfor er det kun de tre største, Keopspyramiden, Khefren’s pyramide og Mykrinos-pyramiden, som er kendte.   

Jeg har, siden jeg var barn, ønsket at se pyramiderne i Giza. Nok fordi mine forældre besøgte stedet i 1960’erne og selvfølgelig fortalt historier om det. Og nu blev det endelig min tur sammen med min gode ven Martin.

Jeg var dog lidt nervøs for, at det ville være en turistfælde af de store – og det kan det være. Men jeg må sige, at jeg havde en fest. For mig var det en rigtig stor oplevelse at se pyramiderne. Men tro ikke, at du får dem for dig selv.  

Selvom pyramiderne kan ses fra Cairo i klart vejr (som dog er lidt af en sjældenhed), så ligger de i Giza ca. 15 km væk. Cairo og Giza er dog efterhånden næsten vokset sammen på grund af den store befolkningstilvækst i hovedstaden. Derfor skal du begynde med at  finde ud af, hvordan du kommer ud til pyramiderne og rundt i området. 

Book en guide og en chauffør

Inden jeg fortæller om pyramiderne, så bliver jeg nødt til at starte med at sige, at det aller bedste råd, som du vil få i dette blogindlæg kommer nu: Book en guide og en chauffør til pyramiderne! Gør det også selvom du plejer at gøre al ting selv og mener, at du sagtens kan klare dig uden. Det kan du, men det kommer med en pris.

En guide og en chauffør gør oplevelsen SÅ MEGET bedre. For det første vil du have transport både fra Cairo til Giza men også mellem pyramiderne. Det kan være rigtig godt givet ud. De fleste vil nemlig også gerne lidt væk fra pyramiderne, så de kan tage det ikoniske billede med alle tre pyramider på samme tid. Og alt efter årstiden kan det være varmt at bevæge sig rundt udenfor i længere tid.  

Vi havde booket en tur, som udover pyramiderne i Giza, også indbefattede den gamle kongeby Memphis samt den berømte trinpyramide i Saqqara. Dette krævede også egen transport og havde været nærmest umuligt med lokalbus. 

Din guide er din livline

Udover at du får løst et transportproblem, så vil din guide hele tiden vide, hvor du skal hen, og hvad du skal se. Du skal altså ikke bruge spildtid på at finde ud af, hvor du skal købe billet til de forskellige seværdigheder eller finde de mest spændende og flotteste spots.

Hvis du har en guide med, bliver du heller ikke “angrebet” af aggressive postkortsælgere, kameldrivere eller tvivlsomme “guider”, som lige vil vise dig et helt særligt sted…

Der er virkelig mange scams ved pyramiderne. Men det er som om at din guide er din bodyguard mod disse anmassende typer. Heldigvis er det kun en lille procentdel af befolkningen, som opfører sig sådan. Men de fylder desværre bare meget ved de store turistattraktioner. Min generelle oplevelse af egypterne er, at de er søde, nysgerrige og imødekommende.   

Udover transport og “beskyttelse” vil din guide selvfølgelig også fortælle dig en masse om pyramiderne, ligesom du har mulighed for at spørge om livet i Egypten før og nu. Mange guider er uddannede ægyptologer og har en enorm viden om Det gamle Egypten.

Vi gav ca. 250 kr. pr person for chauffør og guide i 8 timer, som tog os til Giza, Memphis og Saqqara samtidig med at de hjalp os med at finde en udmærket frokostrestaurant til en okay pris. Ud over de 250 kr. skulle vi også betale vores egen indgang til de forskellige seværdigheder. 

Vi havde bestilt guide og chauffør gennem vores hotel, og det er jeg også sikker på, at du kan, lige gyldigt hvor du bor. 

Keopspyramiden

Keopspyramiden er bygget omkring 2560 f.kr. og er den største og ældste at pyramiderne i Giza. Den er 138 meter høj og bygget af ca. 2,5 millioner sten, som hver vejer omkring 2,3 tons – nogle dog helt op til 15 tons! Vildt imponerende. 

Faraoen Keops lod pyramiden opføre til gravkammer for sig selv. Hans egyptiske navn er Khufu, og han havde intet mindre end 9 sønner og 15 døtre med tre forskellige koner. 

Mod ekstra betaling er det muligt at gå ind i pyramiden og af lange skakter nå frem til gravkammeret. Det sprang vi dog over, da vores guide i stedet anbefalede os at se indersiden af en pyramide i Saqqara. Jeg har læst, at det både er smalt og stejlt at gå ind til gravkammeret, så det er ikke for gangbesværede eller folk med klaustrofobi. 

Foran pyramiden var der virkelig mange mennesker, men da vi gik om på siden af pyramiden, havde vi den nærmest for os selv!

Her besøgte vi også et lille gravkammer for Meres Ankh og så turens første hieroglyffer – men så sandelig ikke de sidste!

Khefren’s pyramide og Sfinksen

Den andenstørste pyramide er Khefren’s pyramide – i Egypten kaldet Khafra. Khefren var søn af Keops og byggede, lige som sin far, en pyramide til sig selv. Intet mindre kunne vel gøre det.

Kefren’s pyramiden ser større ud end Keopspyramiden, fordi den er bygget på et plateau. Men Kefren kunne selvfølgelig ikke bygge en større pyramide end sin egen far.  

Oprindeligt var alle tre pyramider dække af blank kalksten på alle flader, så de glinsede flot i solen. Men vind og vejr og tidens tand har slidt det meste af, så der nu kun er lidt tilbage på toppen af Khefren’s pyramiden.  

Ud over pyramiderne består komplekset blandt andet af en kæmpemæssig sfinks; et fabelvæsen med en løves krop og normalt en kvindes hoved. Men Giza-sfinksens hoved skulle efter sigende forestille Khefren selv. Det var nemlig Khefren, der lod Sfinksen opføre nedenfor sin pyramide for både at vogte og symbolisere kongelighed.

Med tiden er Sfinksen dog blevet tillagt andre egenskaber. Den var blandt andet en solgud, som alle kom for at tilbede.

I perioder har den også været dækket helt af sand, og er i dag hårdt medtaget. Blandt andet mangler den næsen, som arabiske rejsende huggede af i det 11. og 15. århundrede. Sfinksen havde også oprindeligt et skæg. Det er nu udstillet på British Museum i London.

Ved Sfinksen kan man gå ind i ruinerne fra Khafre’s Valley Temple.

Går du gennem templet, kommer du ud på siden af Sfinksen og kan stå oppe på en mur og tage billeder. Da vi besøgte stedet, var håndværkere ved at bygge en plankebro neden for Sfinksen, så man i fremtiden kan gå hele vejen rundt om fabeldyret. 

Mykerinos-pyramiden

Den mindste af de tre kendte pyramider er kun 66 meter høj. Den blev bygget af Mykrinos (kaldet Menkaura i Egypten). Vi brugte ikke tid på at nærstudere den, da vi havde meget mere, vi skulle nå denne dag. 

Frokost og nye venner

Efter en begivenhedsrig formiddag var vi blevet godt sultne. Vi lod vores guide vælge en restaurant i Giza. På Sphinx Sun 2 var der stor buffet med et varieret udvalg. Det hele var frisklavet og smagte rigtig godt. Selvfølgelig var det et turistet sted, men der var næsten ikke andre gæster end os i den store restaurant. Ved at spise dette sted til ca. 75 kr. pr person, fik både vores guide og chauffør gratis mad, hvilket vi syntes var helt fint. Vi havde i forvejen talt om at betale deres frokost, men det gik helt af sig selv. 

Da vi havde spist, gik jeg ud af restauranten og trak lidt frisk luft på gaden. Men jeg var ikke alene. Snart kom tre knægte hen for at vise mig forskellige souvenirers, som de solgte til turister. Jeg gjorde dem hurtigt klart, at jeg IKKE ville købe noget, men det skræmte dem ikke væk. De ville bare snakke, kramme og tage selfies.

Det var virkelig sjovt og hyggeligt at snakke med drengene. De blev ved med at give mig gaver – også selvom jeg takkede nej gang på gang. Det kunne der ikke være tale om. Jeg SKULLE modtage gaverne. De var simpelthen så søde og kærlige og vi havde det skide skægt sammen. Men snart måtte jeg bryde op. Vi havde meget andet, vi skulle nå denne eftermiddag.

Et ekstra stop på vejen

Vi kørte mod oldtidsbyen Memphis, men pludselig var der lidt uro og snak på forsædet mellem vores guide og vores chauffør. Samtidig kørte en bil op på siden af os og gav et lille dyt. Vores chauffør stoppede og steg ud af bilen. Vi var punkteret.

Men for mig var det blot en kærkommen lejlighed til også at stå ud af bilen og kigge rundt på den gade, som vi holdt på. Der gik ikke mange sekunder før vi var spottet af områdets børn. Og staks var der grin og pjat med mobilbilleder. De fleste børn vil gerne se billeder af dem selv. Så hjulskiftet gik næsten alt for stærkt, og snart var vi på vej videre. 

Kongebyen Memphis

Hvis du kommer til at tænke på blues og rock n’ roll, når du hører navnet Memphis, så kan jeg afsløre, at denne halvstore amerikanske by i staten Tennessee er opkaldt efter kongebyen Memphis i Egypten.

Memphis er den ældste hovedstad i Det gamle Egypten, og mange af pyramiderne er bygget, mens Memphis var den vigtigste by i riget.

I Memphis er der et udendørs museum med statuer og mindre sfinkser.

Der er også en kæmpe stor stenfigur af Ramses II, som ligger indendørs. Her er det både muligt at gå rundt om statuen og at gå op på første sal og kigge ned på den.

Det er måske ikke det mest interessante sted i Egypten, og der skal en del fantasi til at forestille sig, hvordan byen så ud under sin storhedstid. Men jeg fandt det alligevel interessant, fordi det har været sådan et vigtigt sted i Egypten. Har du ikke så meget tid, så ville jeg nok springe Memphis over og prioritere andre steder.

Begravelsespladsen i Saqqara

Sidste stop på vores rundtur var Saqqara, som ligger ca. 20 km syd for Cairo. Her blev konger fra det 1. til det 31. dynasti begravet – altså før pyramiderne i Giza blev bygget. 

Først besøgte vi Tomb of Ka-Gmni med flotte hieroglyffer og billeder på væggene af hverdagslivet i datidens Egypten.

Dernæst begav vi os ned i Teti-pyramiden, som ikke ser ud af noget særligt udefra. Mest af alt liger den bare en bunke sand. Og man kan vel dårligt kalde den for en pyramide. 

Vi vidste ikke, hvad vi skulle forvente. Men jeg kan afsløre, at der var både trangt og varmt dernede, så lider du af klaustrofobi, så kan det godt være, at du lige skal overveje, om det er noget for dig. 

Nede i gravkammeret var der en sarkofag og fine billeder og hieroglyffer på væggene.

Vi måtte selvfølgelig tage en pyramide-selfie nede i pyramiden. Hvor tit har man lige mulighed for det?

Til sidst kørte vi et lille bitte stykke hen til Haram el Maharbash-templet og Djoser-pyramiden – også kendt som trinpyramiden.

Man skal gå gennem det restaurerede templet for at komme ind til Djoser-pyramiden.

I begyndelsen blev de egyptiske faraoer begravet i underjordiske gravkamre som Teti-pyramiden, vi var nede og se.

Da der skulle bygges et gravmonument til faraoen Djoser, begyndte arkitekten Imhotep i stedet at bygge i højden. En kæmpe innovation og nytænkning.  Imhotep er således hjernen bag den første rigtige pyramide nemlig Djosers Trinpyramide. Den er bygget mellem 2667 og 2648 f.kr, og regnes derved som den ældste stenstruktur i verden.

En fantastisk dag

En lang dag endte med en køretur tilbage til Cairo, hvor vi blev sat af på vores hotel.

For mig var det en fantastisk oplevelse at besøge pyramiderne i Giza. Det var en stor barnedrøm, som gik i opfyldelse. Jeg synes dog også, at både Memphis og Saqqara var interessante steder. Især når man tænker på, hvor vigtige stederne har været for skabelsen af oldtidens Egypten og derved vores mulighed for at kunne besøge templer, pyramider og gravkamre rundt om i Egypten.

Skulle du blive bidt af en gal pyramidejæger, så er der masser at komme efter, da hele 138 pyramider er blevet fundet rundt om i Egypten. Og måske er der endnu flere gemt under sandet. Jeg ønsker dig en god jagt. 

Kh. Anne Marie

Indlægget Pyramiderne i Giza blev først udgivet på Two Danes On Tour.

I centrum af Cairo bor der omkring 10 millioner mennesker, og tager du forstæderne med, skal du som minimum fordoble det tal. Det gør Cairo til en af Afrikas største byer. Der er derfor mange spændende kvarterer at udforske. Så du bliver nok træt, inden du løber tør for oplevelser. Mit bedste råd er at prøve at komme rundt og se nogle af de forskellige områder, for de har meget at byde på, hvis du er lidt nysgerrig og ude efter eventyr ligesom mig.

Sjove oplevelser på gaden

Jeg var virkelig overrasket over stadig at se hestevogne og æselkærrer køre side om side med i tusindvis af biler midt i centrum.

Og jeg var utrolig imponeret og kom altid til at smile, når jeg så de unge drenge på cykel med træstativer på hovedet. De kørte ud med fladbrød fra bageren og styrede over store kryds og gennem et utal af dyttende biler uden at vælte eller tabe nogle af brødene.

Jeg gik også forbi denne bil, som vist ikke havde været ude og køre for nyligt…

Jeg undrede mig over at der sad en luge, hvor der burde sidde et bagdæk. Samtidig lod jeg mærket til, at der lå en butik lige ved siden af, der solgte æg. Derfor spurgte jeg med lyde og fagter en ung pige, om det var et hønsehus. Altså vi talte jo ikke samme sprog, men jeg kunne dog sige som en høne til stor morskab for os begge

Jo, jo. Den var god nok! Bilen blev nu brugt som hønsehus. Der må godt nok blive varmt inde under blikbilen og alle tæpperne, når temperaturen rammer over 45 grader om sommeren. Stakkels høns!

Cave Church

I udkanten af Cairo, i flere store grotter hugget ud i bjerget Mokattam, ligger Cave Church også kendt som Saint Samaan The Tanner Monastery eller The Monastery of St. Simon.

Det ville jeg rigtig gerne besøge, så vi tog en Uber derop. Uber virker for øvrigt ubeklageligt i Cairo, når bare man har internet. Man slipper for at diskutere med en hærdet taxachauffør og man kan tilknytte sit betalingskort til Uber, så man ikke skal have penge frem i bilen.

Klosteret består blandt andet af tre forskellige kirkerum, som man kan besøge gratis.

Virgin Mary and St. Simon the Tanner Cathedral er det flotteste og mest imponerende kirkerum, hvis du spørger mig.

Grotten er efter sigende den største kirke i Mellemøsten. Jeg har læst flere steder på nettet, at den kan rumme op til 20.000 kirkegængere på en gang. Om det er rigtigt, ved jeg ikke.

Du kan gå ned langs den ene side af grotten, og når du står ved alteret, er det fantastisk at kigge tilbage mod den blå himmel.

I Church of St. Mark kan der sidde omkring 2000 kirkegængere. Vi var de eneste besøgende i den lukkede grotte, som oftest bruges om vinteren pga. vind og vejr. 

Derudover er der også Church of St. Paula. Hvis du ikke har så meget tid eller blot vil se de to store kirkerum, så kan du efter min mening godt springe den sidste over. Jeg fik ikke engang taget et billede dernede. Der var ikke så meget at se. 

Klosteret i grotterne blev bygget i 1975, da mange koptiske kristne flyttede til Cairo fra Øvre Egypten, hvor deres høst var slået fejl. På jagt efter arbejde i storbyen bosatte mange sig i området Manshiyat Nasser.

Manshiyat Nasser – Garbage City

De koptiske bondemænd medbragte deres grise, høns, geder og får. Men snart fandt de også ud af at ernære sig som skraldemænd, og derfor er området i dag kendt som Garbage City.

Stadigvæk tager mændene rundt i Cairo på æselkærrer eller i små lastbiler og samler skrald, som de kører til Manshiyat Nasser.

Her bliver det sorteret og genanvendt af kvinder og børn. Alt organisk bliver spist af deres husdyr og kødet sælges. Alt andet brugbart bliver solgt til genbrug f.eks. plastik, metal og pap.

Faktisk er skraldemændene i Garbage City kendt for at genanvende helt op til 80% af det, de indsamler, så det er meget effektivt. Til sammenligning bliver ca. 45% af vores husholdningsaffald i Danmark genanvendt.

En gåtur gennem Garbage City

Af en eller anden uforklarlig grund, så bliver jeg draget af sådan nogle områder. Steder som udfordrer mig både fysisk i form af lugt og syn, men også psykisk, når jeg tænker på, at det er børn, voksne og gamle, som bor og arbejder i sådanne kummerlige forhold. Jeg har tidligere besøgt en losseplads på Filippinerne, som også gjorde stort indtryk på mig.

Så jeg var nærmest besat af tanken om, at vi skulle besøge Garbage City. Og ikke i en taxa, hvor vi kunne sidde inde i bilen og kigge ud af bilruderne. Det skulle være på gåben, så vi kunne se, hvad de forskellige mennesker arbejdede med, og så vi kunne hilse på folk undervejs.

Martin var mere tvivlende overfor min crazy idé, men han kunne godt høre, at der ikke rigtig var nogen vej udenom. Når jeg får en idé såååå…

Da vi havde set Cave Church, insisterede jeg derfor på, at vi gik ned gennem Garbage City og over mod centrum. Det er et kæmpe område med omkring 250.000 indbyggere, så vi så selvfølgelig kun en lille del af det.

Vi blev straks mødt af bjerge af affald og en stank af sødligt råddenskab. Men også børn og voksne, som var i gang med at sortere affald. 

Livet leves også her

Det der altid slår mig sådanne steder er, hvordan folk, ud over at leve i skidt til op over begge ører, også lever et helt normalt liv. Der var butikker og bagerforretninger. Ja, selv tøjbutikker, vandpibecaféer og et apotek fandtes der i de beskidte gader.

Og børnene leger ligesom alle andre steder i verden. Vi gik forbi et lille sted, hvor de kunne komme og spille billard. 

De fleste mennesker ønskede forståeligt nok ikke at blive fotograferet i al deres elendighed. Men nogle sagde ja og stillede op til fotografering med et stolt smil. 

På vores tur gennem byen følte vi os på intet tidspunkt utrygge, og vi så meget få børn, som tiggede. Til gengæld blev vi mødt med masser af smil fra glade og nysgerrige børn, som råbte Hello.

Det var en rigtig god oplevelse at besøge Garbage City. Men jeg er helt med på, at det ikke er en oplevelse for alle. Og turistet kan man i hvert fald ikke påstå, at det er.

Husk, at hvis du besøger Garbage City, så gør det med respekt for dem, der bor og arbejder der. Smil og sig hej, til dem du møder på din vej. Og spørg altid om du må tage billeder – og får du nej, så respekter det. 

De dødes by – Qaitbay

Ud over Garbage City havde jeg også fået en idé om, at vi skulle finde det område, som går under navnet De dødes by. 

Da der har været alt for mange tilflyttere til Cairo og for få huse, har mange familier slået sig ned på gamle kirkegårde rundt om i byen. De bor simpelthen mellem gravpladserne. Det kunne jeg da ikke gå glip af. Men hvor skulle vi begynde at lede?

Jeg havde lavet et større research-arbejde for at finde ud af, hvor disse kirkegårde befandt sig. Jeg fandt ud af, at der er i alt 5 store kirkegårde, som samlet går under navnet De dødes by.

Områderne hedder Qaitbay (Den nordlige kirkegård), Bab-el-Nasr Cemetery, Den sydlige kirkegård, the Cemetery of the Great og Bab-el-Wazir Cemetery. Der skulle i alt bo ca. 5 millioner mennesker på disse kirkegårde. Det lyder jo helt vildt!

Det passede med, at vi ville komme igennem Qaitbay på vejen fra Garbage City og tilbage til centrum. Samtidig skulle denne kirkegård være det mest tilgængelige område af Dødebyerne i Cairo.

Igen var det spændende at bevæge sig rundt i et område, som vi vidste meget lidt om. Et par steder stod porte åbne, så vi kunne gå ind mellem gravene.

De dødes by – Bab Al-Nasr Cementery

Senere på dagen nåede vi til området Bab Al-Nasr Cementery. Det var tæt på solnedgang og Martin var lidt usikker på, om vi skulle gå gennem området. Men det var jo gået så fint med Garbage City og Qaitbay, så jeg insisterede. 

Inden vi gik derind, sad vi på en mur lige ved Bab Al-Nasr byporten og prøvede at spørge to mænd om området, men de talte meget lidt engelsk, og forstod ikke rigtig, hvad vi mente.

Vi krydsende en stor vej og gik ind på Bab Al-Nasr Cementery. Husende var lavet af blikplader og affaldstræ. Det så spændende men også meget fattigt ud, og jeg kiggede ind gennem en port for at se gravende inde bagved. Martin var lidt mere tilbageholdende og spurgte forsigtigt, om jeg troede, at vi skulle fortsætte eller vende om. Jeg insisterede på, at vi fortsatte.

Vi var ikke kommet langt ind i området, før vi blev indhentet af en af de mænd, som vi havde forsøgt at snakke med lige uden for kirkegården. Han sagde venligt men bestemt, at vi ikke måtte gå længere. Her styrer mafiaen, og vi ville risikere at blive rullet. Så vi vendte om, og han fulgtes med os ud af området igen.

Jeg har efterfølgende hørt blandede meldinger om Bab Al-Nasr. Både at man skal holde sig væk fra kirkegårde, og at man sagtens kan begive sig derind i dagstimerne. Hvad der er op og ned på det, kan jeg ikke bedømme. Så du må selv vurdere, om det er noget for dig. Men nu ved du, hvad vi blev rådet til af en lokal. 

Salah El Din Citadellet

En mere “normal” seværdighed er Salah El Din Citadel, hvor også den berømte Muhammed Ali moské ligger sammen med Al-Gawhara Paladset, Al-Nasir Muhammed moskeen og et par museer. Det er et fint sted at besøge. Ikke mindst for udsigten over det gamle Cairo. 

Cairo bliver kaldt “De 1000 minareters by”, og med god grund. Hvor end du kigger hen, kan du se minareter, kupler og tårne. Mange i jordfarver. 

Citadellet blev bygget af den egyptiske sultan Saladin i 1100-tallet og står stadig flot. Først besøgte vi en gård, som hørte til Al-Nasir Muhammed moskeen.

Muhammad Ali moskeen

Men kronjuvelen er uden tvivl Muhammad Ali moskeen, som imponerede både udvendig og indvendig.

Og nej, moskeen er ikke opkaldt efter ham der bokseren, men derimod Muhammad Ali Pasha, som var vicekonge af Egypten fra 1805 til 1848. Han betragtes ofte som grundlæggeren af det moderne Egypten. 

Moskeen blev bygget til minde om Muhammad Ali Pashas søn, Tusun Pasha, som døde i 1816.

Gåtur i det Islamiske Cairo

Efter besøget i citadellet slentrede vi igen mod centrum og den del af byen, som bliver kaldt Islamisk Cairo. 

Her var der liv og glade dage med grønthandlere, falafelboder, moskéer og små håndværkere.  

Det var utrolig autentisk med kvinder på indkøb og børn, som legede i de smalle gader. Vi så absolut ingen andre turister undervejs.

Denne søde dreng var en rigtig charmør, og han var meget nysgerrig og fulgte efter os – måske fordi han gerne ville fotograferes. Jeg kunne i hvert fald efterfølgende se på mine billeder, at han havde sneget sig ind på flere af dem. 

Vi kom også ind i nogle virkelig faldefærdige baggårde, og tit var gaderne som en labyrint, så flere gange måtte vi vende om og finde en anden vej ud.

Jeg anbefaler virkelig denne del af Cairo, hvis du er ligeglad med souvenirbutikker og folk, som prøver at få dig ind i deres butik ved at råbe af dig. Her kan du gå helt fredeligt og se, hvordan det daglige liv udspiller sig. 

Du kan prøve at finde gaden Al Serougeya Street, som er én lang lokal shoppinggade. Den går også forbi flere moskeer og den berømte teltemagergade, hvor der sidder mange mænd og syr. I dag syr de dog ikke længere telte, men flotte vægtæpper.

Skønne, grimme Cairo

Gang på gang blev jeg imponeret over Cairo og dens mangfoldighed, den kaotiske trafik og det hektiske gadeliv. Og jeg elskede virkelig byens mange kontraster. 

Jeg kunne sagtens have brugt flere dage i Cairo, men jeg fornemmer også, at det er et sted, som er godt at tage i små doser. Byen er utrolig intens og trafikken er vild og ubarmhjertig med store trafikpropper. Så jeg nåede ikke alle de steder, som jeg hjemmefra havde læst om. Til gengæld har jeg masser af oplevelser at komme tilbage til en anden gang.

Tak fordi du læste med. Jeg håber, at du har lyst til at følge mig på sociale medier Facebook: Two Danes On Tour og Instragram @twodanesontour

Jeg er i januar flyttet til Ittoqqortoormiit i Østgrønland, så der vil være masser af historier og billeder af sne og flot natur. 

Kh. Anne Marie

Indlægget Anderledes oplevelser i Cairo blev først udgivet på Two Danes On Tour.

I november 2022 rejste jeg med min gode ven og rejsemakker Martin til Egypten. Vi skulle blandt andet støve rundt i Cairos gader, se pyramiderne i Giza og gå på opdagelse i de gamle gravkamre i Luxor. Det blev en forrygende ferie – jeg var vild med det hele!

Hotel Osiris

Jeg havde hjemmefra læst, at det er godt at bosætte sig i Downtown Cairo. Området bliver også kaldt Wasat El-Balad. Så er man tæt på det meste.

Jeg havde derfor booket tre nætter på Hotel Osiris. Hotellet ligger på den rimelig befærdede gade Nobar Street. Men da hotellet ligger på 12. etage, er lydniveauet fra gaden okay. Og udsigten fra vores værelse med Cairo Tower var fabelagtig både nat og dag. 

På 13. etage er der en fin tagterrasse, hvor morgenmaden bliver serveret – men hvis du spørger mig, er den ikke noget at skrive hjem om. Så er det jo godt, at man kan gå ned på gaden og købe en falafel-rulle med chili-mayo for 5 kr.  

Osiris med dets to stjerner er på ingen måde fint og fancy, men det er helt okay til prisen. Værelserne og sengetøjet er rent, og den centrale placering og tagterrassen trækker uden tvivl op. Det er skønt at kunne sætte sig her med en kold cola efter en lang dag på farten.

Personalet i receptionen er også søde og hjælpsomme. Både når det kommer til bestilling af taxa, skøre spørgsmål og dagens fodboldresultater.

Men kan den lille, gamle mand, som siger, at han ejer hotellet, vride et par egyptiske pund ud af dig, så gør han det Han er nu utrolig sød og hjælpsom. 

Downtown – Wasat El-Balad

Franske arkitekter blev i slutningen af 1800-tallet bestilt til at omdanne Cairo til orientens juvel. Området Wasat El-Balad blev anlagt med lange lige gader, store rundkørsler, geometriske pladser og smukke kolonistilsbygninger efter fransk forbillede. En del af disse gamle bygninger er dog nu i forfald grundet mislighold.

Men området rummer også masser af gode restauranter og hippe caféer, hvor både turister og unge egyptere har mulighed for at tage en velfortjent pause fra byens hektiske liv. 

Der er rigeligt at kigge på for den nysgerrige – både smukt og grimt. Og det er nok den blanding, jeg rigtig godt kan lide, og derfor jeg faldt pladask for Cairo.

Dog er det fint i små doser, for byen er meget intens og måske ikke det bedste valg, hvis du er på din første storbyrejse nogensinde. Så kan det godt være, at du løber skrigende væk. Men tager du det hele som en oplevelse, så bliver du belønnet med masser af venlighed fra egypterne på gaden og i butikkerne. 

Det Arabiske Forår

Det er også her i Wasat El-Balad at den berømte Tahrir-plads ligger. Frihedspladsen blev verdenskendt under de store uroligheder og demonstrationer i januar og februar 2011. 

Det Arabiske Forår begyndte i Tunesien, men bredte sig hurtigt til det meste af Mellemøsten. Egypten ingen undtagelse. 

Folk protesterede blandt andet mod politibrutalitet, undtagelsestilstand i landet, fejlslåede love, arbejdsløshed, et ønske om at øge mindstelønnen, boligmangel, stigende madpriser, korruption, mangel på ytringsfrihed og dårlig levestandard. Hovedformålet med oprøret var at styrte præsident Mubaraks regime.

Selv om demonstrationerne var fredelige, så opstod der mange voldelige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter. 

Jeg var ydmyg over at stå her på pladsen og tænke på de egyptere, som kæmpede for en bedre fremtid for dem selv og deres landsmænd. Flere af dem med livet som indsat. Mindst 846 mennesker blev dræbt, og 6000 blev såret i løbet af de første 18 dage af oprøret.

Mubarak endte med at gå af og flygte i eksil med sin familie. Om leveforholdende er blevet bedre for egypterne er vist et spørgsmål om øjnene, der ser…

Cairo Museum

Den mest markante bygning på Tahrir-pladsen er Cairo museum, også kaldet Det egyptiske museum. Den store lyserøde bygning rummer mange artefakter fra Egyptens oldtid.

Det er her, man kan se de smukkeste fund fra pyramiderne og gravkamrene i Luxor. Altså på nær de ting, som blev fragtet til England, Frankrig, Tyskland, Italien og sikkert mange flere steder af kolonister, arkæologer og plattenslagere. Egypten kæmper nu en brav kamp, for at få alle disse skatte tilbage igen.  

Det koster 200 egyptiske pund/46 kr. at komme ind på museet. Ønsker man en guide, så står der rigeligt omkring billetboden og venter på kunder. Vi takkede dog nej, da vi havde lyst til at se stedet i vores eget tempo. Men vil man gerne have lidt mere viden om det, man ser, så er det uden tvivl en god idé at betale for en guide.

Tutankhamons skatkammer

Cairo Museum er mest kendt for fundende fra Tutankhamons grav, som jo ligger i Luxor. Den glædede jeg mig meget til at besøge senere på denne rejse. 

Tutankhamon var den 13. konge i det 18. dynasti, og han regerede kun i 8 år, fra 1332 til 1324 f. kr. Egentlig var han ikke en særlig vigtig farao, men alligevel er hans navn et af de mest kendte.

Tutankhamons grav blev fundet i 1922 af den britiske arkæolog Howard Carper, og  vagte stor opsigt. Graven var intakt og havde aldrig været plyndret af gravrøvere.

Især Tutankhamons 11 kg tunge dødsmaske i det pureste guld og med flotte ædelstene var helt fantastisk.

Gravkammeret indeholdt også en fantastisk sarkofag i rent guld på 110, 4 kg samt mange værdifulde effekter i guld, lapis lazuri, obsidian, kvarts og karneol. 

Desværre måtte man ikke fotografere de aller fineste ting. Så vil du se dem, ja, så må du et smut til Cairo.

Cairo Museum har også mumier i stakkevis, kæmpe store stenkister, alverdens statuer og hieroglyffer så langt øjet rækker.

 

Indlægget Cairo – en vild by blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Da jeg læste, at der i Berat ligger en gammel borg, hvor folk stadig bor inden for murene, og der både er restauranter og hoteller, var jeg ikke i tvivl. Det måtte jeg simpelthen opleve. Og jeg ville ikke nøjes. Jeg kiggede med det samme på hoteller oppe på borgen og ikke nede i byen. Jeg skulle bo lige i smørhullet.

Hurtigt faldt jeg for det lille, hyggelige familiedrevne hotel Klea. Jeg bookede det på Booking.com til kun 26 Euro/193 kr. for en nat inklusiv morgenmad. Men hvis du også vil bo der, så vær hurtig. De har kun fire dobbeltværelser. Og jeg ved ikke, om det er ligeså billigt hele året rundt, eller om det var fordi, at det var ved at være udenfor turistsæsonen. Men et bargin det var det!

Bus til Berat

Næste morgen delte jeg en taxa med en fyr fra mit hostel i Tirana og ud til busstationen. Vær opmærksom på at busser til destinationer i Albanien afgår fra Stacioni i autobuzëve ndërqytetës zona Jug (Meget mundret navn…) Ikke at forveksle med den internationale busstation i Tirana, som har busser ud af landet til Nordmakedonien, Grækenland, Kosovo, Serbien osv. 

Den omtalte busstation ligger 4-5 km fra centrum af Tirana, og det kostede os næsten 700 leke/45 kr. at køre derud i en taxa med meter.

På busstationen holdt der alverdens busser i alle mulige størrelser og standarder. Der var masser af mænd, som gerne ville hjælpe mig med at finde den rigtige bus. Jeg oplevede dem kun som flinke og hjælpsomme. 

Min bus afgik kl. 8.50 (Den går ca. en gang i timen) og turen kostede 500 leke/32 kr og tog to timer. Bussen kørte først til Dürres (uden dog at køre ind i selve byen) og drejede så på motorvejen mod syd. Det var ikke en særlig smuk tur, da der var motorvej og industri næsten hele vejen.

I Berat stoppede bussen ved busstationen, som ligger ca. to kilometer uden for byen. Jeg valgte at gå ind til Berat og tog den hurtigste, men noget stejle vej op til borgen.

Jeg brugte bare Maps.me og fandt en lidt uofficiel vej gennem et boligkvarter med store granatæbler på træerne, pludrende damer og høns, smukke sommerfugle og grusveje, som aldrig havde set en klat asfalt.   

Borgen i Berat

Jeg indrømmer, at det var varmt og lidt anstrengende at gå op til borgen, men også dejligt, da jeg nåede frem og kunne se den første byport.

Om sommeren koster det penge at gå eller køre denne vej ind i borgen, men her i oktober var det ganske gratis. På maps.me kan man se andre veje, som er gratis at gå. Jeg prøvede dem ikke, for det var jo ikke nødvendigt.

Man kan også på denne årstid køre hele vejen ind på borgen, så hvis man er dårligt gående, er det en god mulighed. Hvordan tilkørselsforholdene er om sommeren, kender jeg ikke noget til. 

Hotel Klea

Jeg tjekkede straks ind på Hotel Klea, som fuldt ud levede op til mine forventninger om et hyggeligt hotel på en borg i Albanien.

Værelset med eget bad og toilet var også hyggeligt og holdt i gammel stil.

Det aller bedste var dog udsigten. Alle huse og mure er holdt i hvidt med gamle brune terracotta-tage. Virkelig charmerende, hvis du spørger mig. 

Gåtur på borgen

Så var det blevet tid til at udforske borgen. Indrømmet; der er ikke de helt store turistattraktioner – altså bortset fra de smalle gader, de fine huse, hvor der stadig bor folk, de mange sommerfugle på skrænterne, en gammel kirke og to minareter efter moskeer og så den fantastiske udsigt ned over byen. Jeg var godt underholdt!

Berat er optaget på Unescos Verdesnarvsliste, da det er en af de få byer der fortsat er holdt i osmannisk stil så mange år efter, at osmannerne forlod den. Og der skulle have fundet mange slag sted her, da borgen og byen ligger centralt placeret i Albanien. 

Der er selvfølgelig turistboder, hvor de sælger tæpper og souvenirers. Men jeg mødte ingen anmassende sælgere. Jeg kunne gå helt uforstyrret og nyde udsigterne og kigge på de forskellige ting, hvis jeg havde lyst til det. Faktisk syntes jeg, at det første tæppe var ret flot. Men jeg kunne jo ikke slæbe det med hjem, så jeg lod det hænge.

Billig frokost

Inden jeg tog en gåtur mere rundt i Berat, spiste jeg en lille frokost foran en lokal restaurant. Maden var hjemmelavet og beskeden, men den mest velsmagende moussaka. Bedre end noget jeg nogen sinde har fået i Grækenland. Og så kostede sådan et stykke mig 13 kr. Ja tak til de priser!

Mange tager bare en dagstur fra Tirana eller Dürres til Berat, og det kan man også sagtens. Men jeg synes, at der ofte sker noget magisk og roligt omkring kl. 17, når alle dagsturisterne forlader byen. Så kommer de lokale frem og lever det almindelige liv. Man får altid et helt andet indtryk af de meget turistede steder, når man vælger at overnatte.

Jeg nød solnedgangen og det bløde eftermiddagslys og havde nærmest det hele for mig selv her hen under aften.

En hyggelig aften

Jeg valgte at spise aftenmad på hotel Klea. I den lille restaurant sidder man på lune lammeskind. 

Jeg bestilte lam bagt i ovnen med ris og yoghurt og en tomatsalat til. Først mente tjeneren, at jeg skulle bestille noget andet, da det ville tage lidt tid at forberede. Men jeg havde min bog med og masser af tid, så det ville jeg gerne vente på. 

Bagefter kom tjeneren med en hjemmelavet mandeldessert på husets regning, som han mente, at jeg bare skulle prøve. Den smagte dejligt og var en fin afslutning på middagen. 

Af en eller anden grund var jeg den eneste gæst i restauranten, selvom alle fire værelser var beboede. Den unge tjener, og barnebarn i familien, sørgede dog så godt for mig, så det blev en rigtig hyggelig aften. Ja, det endte ligefrem med, at vi drak raki sammen. Det havde jeg jo ikke oplevet, hvis jeg kun havde taget en dagstur. 

Efter en god nats søvn spiste jeg en fantastisk morgenmad på hotellets overdækkede terrasse. Det gjorde starten på min dag ekstra god.  

Byen Berat

Jeg tog en sidste tur rundt på borgen, inden jeg tjekkede ud fra hotellet og gik den stejle vej ned til selve byen. En vej som ikke er for gangbesværede. 

Berat bliver kaldt “Byen med de 1000 vinduer” og skulle efter sigende være et fantastisk syn om aftenen, når der er lys i alle vinduerne. Men det fik jeg ikke set i denne omgang. Der hyggede jeg mig oppe på Hotel Klea i stedet for. 

Byen er ikke så stor, så jeg tog bare en hurtig rundtur op og ned ad hovedgaden, hvor jeg især lod mærke til alle de små specialforretninger, som efterhånden er uddøde i Danmark. Her var både bager, slagter, grønthandler og kafferisteri.

Derefter gik jeg over broen til den anden side af floden og så det lille boligområde, som jeg kunne se oppe fra borgen dagen før. Her kan man også bosætte sig. Der var flere små guesthouses med skilte foran døren. 

Fra den anden side af floden var der en fin udsigt til bjerget med borgen. Og som den blå himmel afslører, så havde jeg det skønneste vejr med ca. 22 grader de dage, jeg var i Albanien. 

Til sidst tog jeg en taxa til busstationen og derfra bussen tilbage til Tirana.

Det var en dejlig ferie i ferien at tage en overnatning i Berat, og jeg anbefaler byen og især Hotel Klea til alle, som måtte rejse til Albanien. Et lille, dejligt overset land på Balkan, som har meget at tilbyde rejsende, som er ude på at opleve eventyr, autencitet og smuk natur. Jeg håber ikke, at det er sidste gang, at jeg har været i Albanien. Der er masser af fede steder, som jeg gerne vil udforske.

Følg med

Hvis du ikke allerede gør det, så håber jeg, at du har lyst til at følge med på sociale medier:
Facebook: Two Danes On Tour
Instagram: @twodanesontour

I øjeblikket bor og arbejder jeg i Ittoqqortoormiit i Østgrønland, så du kan godt regne med masser af billeder af sne og nordlys.

Som altid anbefaler jeg også et par tidligere blogindlæg, som du måske kunne finde interessant:

Læs også: Ávila, Spanien

Læs også: Nordlys i Tromsø

Læs også: Helt tæt på hvalrosser

Indlægget Borgen i Berat blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Tirana er Albaniens lille hyggelige hovedstad med ca. 550.000 indbyggere ud af landet godt 3 millioner mennesker. Byen blev grundlagt af osmannerne i 1614, men blev først landets hovedstad for lidt over 100 år siden i 1920.

Tirana er derfor både præget af få gamle osmanniske bygninger, kolosser fra kommunist-tiden og moderne skyskrabere, som netop i disse år skyder op over hele byen. 

Og hvad skulle jeg så i Tirana? Jeg skulle sanse, opleve og bare have tid til at gå rundt og udforske et nyt sted, hvor jeg ikke havde været før. Tirana var perfekt til det formål. Jeg stornød virkelig byen, og jeg brugte sikkert flere dage i hovedstaden end de fleste turister på gennemrejse gør.

Free Walking Tour i Tirana

Jeg lagde ud med en Free Walking Tour fra byens store, centrale plads Skanderbeg Square. 

Hver dag kl. 10 er der en gåtur med guide i ca. 2½ time. Man mødes neden for trappen foran operahuset. Det er tæt på den store flagstang med det albanske flag. Efter turen betaler du guiden det, du synes, at turen var værd.

Jeg synes, at det var en rigtig fin tur med en god guide og anbefaler den klart til folk, som er i Tirana for første gang. Man får lige en føling med byen og får set et par spots, som man bagefter kan vælge at komme tilbage til.

Skanderbeg Square

Skanderbeg Square er den største plads på Balkan med sine ca. 90.000 kvadratmeter. Den er belagt med forskellige fliser fra hele Albanien. 

Pladsen er opkaldt efter den store albanske nationalhelt Gjergj Kastrioti, som nu sidder højt til hest og skuer ud over pladsen.

Han blev taget som gidsel af den osmanniske hær i 1420 og de navngav ham Skanderbeg. Da han var kristen og træt af osmannisk tilfangetagen, flygtede han tilbage til Albanien, hvorfra han forsøgte at bekæmpe de indtrængende osmannere.

Det var Davids ulige kamp mod Goliat. Men i 1461 lykkedes det alligevel Skanderbeg at slå osmannerne tilbage, og han blev udråbt som leder af et frit Albanien. Efter hans død faldt Albanien desværre igen på osmanniske hænder. Dette varede de næste ca. 500 år, og først i 1912 erklærede Albanien sig som en selvstændig stat. 

Du kommer ikke uden om kommunismen…

Kommunisttiden fylder selvfølgelig meget i albanernes bevidsthed og også stadig i gadebilledet. Under kommunismen var hele samfundet overvåget og strengt reguleret af det hemmelige politi, som slog hårdt ned på alt, som ikke var inden for retningslinjerne.

Diktatoren Envar Hoxha styrede Albanien med hård hånd fra 1944 til hans død i 1985. Men det kommunistiske styre blev først endeligt afskaffet i Albanien i 1991.

Hoxha skabte et system, hvor der var frie valg, men kun ét parti… det kan vi så lige tænke lidt over! Man stemte ved at putte en bold i en kasse, da der var mange analfabeter i landet. Faktisk kunne under 20% af landets befolkning læse og skrive i 1945.  

Under kommunismen var det meget hårde tider for befolkningen. Næsten en fjerdel af landets budget gik til militæret, hvilket selvfølgelig betød mangler alle andre steder. Der var blandt andet stor fødevaremangel og der blev derfor indført rationeringsmærker, som under 2. Verdenskrig.

Og så var der masser af varer, som man slet ikke kunne købe. Der fandtes ikke bananer i Albanien før 1991 og selvfølgelig kunne man ikke købe vestlige produkter som Coca Cola eller Colgate, da alt udefra, ifølge Hoxha, var farligt.

Hoxha’s mange bunkere

I begyndelsen så Hoxha op til Sovjetunionen og især Stalin. Albanien og Sovjetunionen var derfor allierede, men Hoxha blev mere og mere paranoid og så “spøgelser” alle steder.

Efter Stalins død beskyldte Hoxha USSR for at være anti-marxistisk. Snart blev han derfor udelukket fra det gode selskab med de andre Warszawa-pagt lande.

Kun Kina var kommunistisk nok i hans øjne, og de blev allierede i en årrække, indtil det heller ikke var kommunistisk nok til Hoxha.

I sit paranoide sind besluttede Hoxha sig for at bygge bunkere efter Nordkoreansk forbillede. Han var nemlig sikker på, at både Grækenland, Rusland og USA – og sikkert mange andre også, havde planer om at angribe Albanien.

Mange af bunkerne er meget små og står som paddehatte i landskabet. De er designet til to personer, som kan finde beskyttelse her, med mulighed for at skyde mod den angribende fjende.

Prototypen på de første bunkers blev bygget i 1950’erne. Her forsikrede ingeniøren af bunkeren Hoxha om, at de ville kunne modstå ethvert angreb fra en tank. Det besluttede Hoxha sig for at afprøve – med ingeniøren som prøveklud!!! Da han kom uskadt ud af bunkeren efter angrebet fra tanken, satte Hoxha en masseproduktion i gang.

Hans plan var at bygge intet mindre end 221.143 bunkere, men nåede kun “beskedne” 173.371, inden hans død. Der er ingen tvivl om, at du kommer til at se dem under en rejse til Albanien. De er over ALT!

Verdens første ateistiske land

Men Hoxha interesserede sig ikke kun for bunkere. Han besluttede også, at Albanien skulle være et ateistisk land – som det første i verden. Både kirker og moskéer blev revet ned, og derfor står der kun meget få ældre religiøse bygninger tilbage rundt om i landet.

Den eneste moské i Tirana, som er fra før 1991, er den smukke Et’hem Bej moské. Den ligger på Skanderbeg Square tæt på rytterstatuen.

Moskeen rummer nogle utrolig flotte væg- og loftmalerier – hvilket er ret sjældent for moskeer, da der normalt ikke er tegninger eller billeder i muslimske helligdomme.

Det er gratis at besøge moskeen. Man skal være tækkeligt påklædt, men kvinder behøver ikke at bære tørklæde. Er du i lårkort eller med bare skuldre, kan du låne et tørklæde i moskeen, og så skal du selvfølgelig tage skoene af, inden du går ind. 

Efter kommunismens fald er der skudt både kirker og moskeer op over hele landet. I Tirana er man ved at bygge Balkans største moské Namazgah på 6000 kvadratmeter. Men selv efter mange års arbejde, er den stadig ikke færdig, så jeg kunne desværre ikke få lov til at komme ind og se den. Men flot ser den ud.

Ind- og udrejseforbud

Under kommunismen måtte ingen turister rejse ind i Albanien, og ingen albanere måtte forlade landet. Forsøgte du at flygte, blev du skudt på grænsen, eller ført tilbage og hængt offentligt på byens torv. Alle byens borgere blev beordret til at komme og kigge på – selv børnehavebørn. Nåede man at flygte, blev ens familie straffet for ens handlinger.

Alligevel forsøgte 13.692 personer at flygte mellem 1944 og 1990.
988 overlevede desværre ikke. Puha, sikket et regime at leve under. Og det har altså foregået i min levetid – og sikkert også i din. 

Fjende af staten

Udover totalt forbud med kommunikation med omverdenen, så blev befolkningen overvåget internt at Statens sikkerhedsdirektorat kaldet Sigurimi. Deres hovedformål var at infiltrere kontrarevolutionære og undertrykke modstandere af kommunismen.

Og alle kunne blive udsat for overvågning – så derfor vogtede alle på deres naboer, kollegaer ja, nogle gange på deres egen ægtefælle eller børn. Intet sted var man fredet.

Det var Sigurimis job at fotografere, filme eller indsætte mikrofoner i folks hjem eller arbejdspladser for på den måde at opsnappe anti-kommunisme. De små mikrofoner, som blev placeret i bøger, telefoner, lamper osv. blev kaldt “bugs”.

Ind imellem fandt Hoxas nye fjender – gerne blandt hans venner og tætte allierede. Disse blev ofte fængslet og efterfølgende henrettet. Under kommunismen blev over 6000 mennesker henrettet i Albanien – enten ved skydning eller hængning. Og tit uden rettergang. Efter henrettelsen forsvandt liget, så familien fik aldrig vished for, hvad der var sket, eller mulighed for at begrave deres kære. Det har godt nok været en hæslig og helt umenneskelig tid i Albanien.  

Bunk’Art2

Hvis du, ligesom mig, interesserer dig for historie og kommunisttiden, så kan jeg anbefale dig at besøge Bunk’Art2, som ligger tæt på Skanderbeg Square. 

Museet befinder sig i en større bunker under jorden, hvor du i de forskellige rum kan se billeder og læse masser af rystende historier.

I loftet til indgangen til Bunk’Art2 mindes nogle af de mange ofre for det kommunistiske styre.

Det koster 500 leke / 32,50 kr at besøge museet. Du kan også købe en kombibillet til både Bunk’Art1, som ligger lidt uden for byen, og Bunk’Art2. Denne billet koster 800 leke / 52 kr. (Læs mere om Bunk’Art1 længere nede i blogindlægget)

House of Leaves

Et andet museum fra kommunisttiden er House of Leaves, som fortæller historien om det hemmelige politi. Jeg kom dog ret tæt på lukketid, og havde derfor ikke nok tid til at fordybe mig i det hele. Det mest interessante i mine øjne var en dokumentarfilm, hvor folk fortalte om, hvordan det var at leve i Albanien under kommunismen.

Indgangen til museet koster 700 leke / 46 kr. Og de lukker altså kl. 16.00. Og du bliver “smidt ud” 15.55!

Området Blokku

Blokku er det centrale beboelseskvarter, hvor de kommunistiske ledere boede. I dag er det et hipt kvarter med masser af barer og lækre restauranter. Men du kan stadig gå forbi Hoxha´s hus og kigge ind over hegnet.

Det er også tæt herpå at både den ukrainske og den russiske ambassade ligger på samme gade. Efter invasionen af Ukraine, har man valgt at dekorere gaden med ukrainske flag.

Albanerne har også omdøbt gaden til Befri Ukraine. Så hvis en russer skal sende et brev til sin egen ambassade, så skal de skrive Befri Ukraine på brevet  Det forlyder, at russerne er ved at finde et nyt sted til deres ambassade…

Bunk’Art1

Der findes endnu en stor bunker lidt udenfor Tirana. Det tager ca. en  halv time med den lokale bus, som kun koster ca. 2,50 kr. pr. vej.

Du finder busstoppestedet ved at gå fra Scanderbeg Square forbi rytterstatuen, forbi Et’hem Bej moskéen og videre frem, til du kommer ud, hvor der kører biler. Her på højre side holder bussen L11. Du hopper bare ombord, og så kommer der en billetmand undervejs og opkræver penge for turen. Jeg bad buschaufføren om at hjælpe mig med at komme af det rigtige sted.

Bunk’Art1 er den største bunker i Albanien på 2685 kvadratmeter med 5 etager og 106 rum. Den skulle huse Hoxha og hans regering i tilfælde af atomkrig – og minder lidt om Tito’s bunker, som jeg besøgte i Bosnien tidligere på året. 

Undervejs er der masser af billeder og plancher, hvor man kan læse om tiden under kommunismen. Derudover kan man se Hoxhas kontor, seng og badeværelse.

Ja, man kunne tilmed lige få sig en lille snak med Hoxha. (Det var hans stemme i telefonen).

Det tog mig ca. halvanden time at se det hele. Man kan også bare tage det som en oplevelse at besøge en bunker. Især hvis man har børn med, som ikke synes, at selve historien er særlig spændende. Jeg vil dog ikke anbefale stedet til alt for små børn, da nogle af tingene godt kan være lidt uhyggelige.

I nærheden af bunkeren er der en kabelbane, hvor man kan køre op på bjerget Dajti og nyde udsigten og spise en dejlig frokost. Det havde jeg virkelig glædet mig til. Men ak og ve… banen var selvfølgelig lukket lige den dag, da jeg kom forbi. Til gengæld er jeg da glad for, at de rent faktisk vedligeholder banen.

Tirana – en spændende hovedstad

De fleste, som kommer til Albanien, rejser hertil for strandene eller de flotte bjergområder – og det kan jeg godt forstå. Der er virkelig mange smukke steder, og priserne er stadig gode i forhold til f.eks. Kroatien, som jo er blevet rasende populært. 

Men er du på udkig efter en lille, spændende hovedstad, hvor det meste er i gåafstand, så er Tirana et godt bud. De fleste springer byen over, og det er en skam, hvis man har tid til at udforske den lidt.

Jeg kunne sagtens have brugt en dag eller to mere, men ville også gerne opleve lidt mere af Albanien. Så det kan du læse om i næste blogindlæg.

For øvrigt bor og arbejder jeg i øjeblikket i Ittoqqortoormiit i Østgrønland, så hvis du følger mig på sociale medier, så vil der være billeder og videoer med sne det næste lange stykke tid.

Facebook: Two Danes On Tour

Instagram: @twodanesontour

Jeg vil da også gerne anbefale blogindlæg fra et par andre lande, som du måske vil finde interessant. 

Læs om: Bosnien

Læs om: Kosovo

Læs om: Estland

Indlægget Tirana, Albanien blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Undervejs var min gode ven og rejsemakker Martin stødt til turen, og vi havde ikke lige fået lejet en bil hjemmefra… så vi var lidt spændte, da vi tog en taxa ud til lufthavnen og gik fra udlejningsfirma til udlejningsfirma for at spørge, om de havde nogle biler til rådighed. Det var jo påskeferie… Men i løbet af en halv times tid var der gevinst, og snart var vi på vej. 

Republika Srpska

Vi kørte uden om Sarajevo centrum og mod nord til byen Srebrenica. Byen ligger i Republika Srpska, som er et selvstændigt politisk område og hovedsageligt beboet af serbiske bosniere. De fleste serbere ønsker selvstændighed fra resten af Bosnien-Hercegovina, og der kan være ret mange spændinger mellem de forskellige befolkningsgrupper. Men det er ikke et problem for turister at køre ind i Republika Srpska. Der er ingen grænseovergange, som vi måske forestiller os dem med grænsevagter og visning af pas. Der er blot et skilt i vejsiden som viser, at man nu er i Srpska, ligesom hvis man kører ind i en by. Og så bliver der flaget med det Serbiske flag i stedet for det officielle Bosniske, som ellers burde gælde for hele landet.

Vejen mod nord var virkelig fin med landlige omgivelser, fantastiske høstakke og fåreflokke. Denne første dag var den smukkeste tur, vi kørte i Bosnien-Hercegovina.

Folkemordet i Srebrenica

Dagens mål var byen Srebrenica, hvor et stort folkemord fandt sted i juli 1995. Faktisk skal man køre lidt nord for Srebrenica til den lille flække Potocari. Her lå der en gammel fabrik, som blev brugt som hovedkvarter af FN under krigen. Den er nu et museum og overfor er den store begravelsesplads, hvor der hvert år bliver føjet flere grave til, når nye massegrave dukker frem. Jeg har tidligere skrevet et andet blogindlæg om besøget i Srebrenica, som du kan læse her.

Det er gratis at besøge både begravelsespladsen, den gamle fabrik og museet i Srebrenicha. Vær dog opmærksom på, at museet lukker kl. 16, mens man godt kan besøge begravelsespladsen senere. 

Efter at have besøgt dette sørgelige sted, kørte vi lidt uden for byen Zvornik. Her overnattede vi på det ældre Motel Laguna. 

Da jeg gik ind for at spørge på et ledigt værelse, tøvede jeg lidt, da jeg hørte prisen – jeg skulle jo lige nå at regne det om til danske kroner. Min tøven udløste straks rabat. Man kan godt mærke, at det er udenfor højsæsonen.

Motellet havde en dejlig terrasse ud til floden Drina, som her udgør grænsen mellem Republica Srpska og Serbien. Og restauranten havde et kæmpe menukort med masser af kødretter. Så vi havde en herlig aften på det gamle, lidt out datede motel, men med de sødeste tjenere. 

Spændende kørsel

Næste morgen kørte vi videre mod Travnik. Vi brugte app’en maps.me til at finde vej, og det skulle vise sig at blive mere udfordrende end først antaget. Maps.me tager oftest den hurtigste vej – dog lige uden at overveje, om det er den smarteste vej…

Et sted mellem Zavidovici og Travnik førte maps.me os pludselig op ad en smal, et-sporet vej, som snart blev meget stejl og gik over i en grusvej. Her skulle vi på et tidspunkt krydse en asfaltvej med trafik fra begge sider. Vi hang der på den stejle grusvej, og Martin skulle orientere sig for modkørende trafik, finde koblingspunktet og få os sikkert op ad bakken. Jeg grinede så meget, så jeg næsten tissede i bukserne. Det skulle klart have være filmet. 

Senere blev vi ført ned ad en lille, smal vej, som til sidst endte i noget, som mindede om en cykelsti. Der kunne på ingen måde komme en personbil ned ad den lille vej, og Martin måtte bakke og jeg måtte hastigt finde en alternativ rute. Ind imellem blev venskabet testet lidt den dag   

Travnik

Travnik bød på en gammel borg, som vi bosatte os lige overfor på Hotel Vezir Palace. Hotellet var udmærket, men fremstod finere end det var. Udsigten fra værelset var dog helt i orden.

Borgen er fra perioden før ottomanerne erobrede Bosnien. Men den var desværre ikke beskyttelse nok, da landet blev angrebet sydfra. Selvom bosnierne havde bygget denne og flere andre borge, så måtte de efterhånden give op overfor de fremrykkende ottomanere. Således var Travnik under ottomansk overherredømme fra 1463 til 1878.

I dag er borgen den bedst bevarede i Bosnien-Herzegovina, og den har åben alle hverdage fra kl. 9-15 og i weekenden fra kl. 10-14. Oppe på borgen er der et lille museum i et gammelt tårn. Her så vi bl.a. nogle ret fantastiske billeder af den lokale fotograf Mirsad Mujanovic. Jeg var især vilde med hans portrætter af ældre mennesker. 

I centrum af Travnik står der en flot gammel moské med butikker nedenunder og flotte malerier på væggene. Da der var fredagsbøn og rigtig mange mennesker samlet ved moskeen, gik vi ikke ind.

Et andet sted så vi en lille moské med en minaret af træ. Den var altså også rigtig fin på sin egen stille facon. 

Hvis du har tid, så gå en tur gennem byen og nyd de forskellige moskéer – nogle af dem har flotte malede døre, og du kan se de gamle vezir-grave, som stadig ligger langs byens hovedgade. 

Jajce

Næste dag kørte vi videre til den gamle hovedstad Jajce. Højt hævet over byen ligger det sidste fort som faldt til osmannerne. Byen holdt stand helt frem til 1528, længe efter at alle andre havde kapituleret. Det er de selvfølgelig meget stolte af i Jajce. 

Tæt på centrum findes også byens vartegn. Et todelt 22 meter højt vandfald med den gamle bydel og det osmanniske fort på bjerget bagved. Det er fint, men jeg tror alligevel, at jeg havde forventet noget mere eller i hvert fald noget andet. Nu er jeg nok heller ikke den nemmeste af imponere med vandfald… 

Vi gik en god tur på ca. 10 km ud af byen til flere små vandfald med plankebroer.

Til sidst kom vi til et sted med gamle vandmøller i søde små træhytter.

Det er et meget hyggeligt område at gå en tur i, og undervejs var vi heldige at se et par vandstære, som er en fin lille fugl, som man også kan være heldig at se i Danmark om vinteren.  

Lammesteg i Jablanica

På vej videre mod Mostar stoppede vi – lige som alle lokale – i Jablanica. Byen ligger på ruten mellem Sarajevo og Mostar og er meget berømt for dens restauranter langs floden Neretva, som alle serverer lam. Og jeg må sige, at det er guddommeligt lam! Så det er et must stop, hvis du er vild med lam – de har selvfølgelig også andet på menukortet.

Jeg kan både anbefale  Restoran Zdrava Voda og Restoran Kovačević. Begge steder kan du sidde ude om sommeren. Zdrava Voda skulle vist nok have åbent 24 timer i døgnet og Kovačević har åbent fra 7-23, så der er altså ingen undskyldning for ikke at stoppe her.

Er du blevet godt mæt oven på lammestegen, så kan jeg anbefale dig at gå en tur over floden for at se mindesmærket for slaget om Neretva fra 2. Verdenskrig. Det var et berømt slag mellem Jugoslavien og Aksemagterne. Mindesmærket hedder Bridge on the Neretva og er en kopi af en jernbanebro, som er styrtet ned i floden. Der er også et museum tilknyttet, men det besøgte vi ikke. 

Faktisk er hele denne strækning fra Sarajevo til Mostar langs Neretva udnævnt som en af de smukkeste togrejser i Europa. Så har du ikke mulighed for at leje en bil, så er det en fin mulighed at tage toget. Eneste problem ved at vælge toget er, at så får du ikke lammesteg i Jablanica…

Mostar

Mostar er jo perlen i det sydlige Bosnien-Herzegovina. Det er byen med den ikoniske bro Stari Most over floden Neretva, som alle kommer for at se.

Broen blev bygget af ottomanerne i 1500-tallet som erstatning for en gammel træbro. Under krigen i Bosnien blev broen sprængt i stykker af kroatiske styrker den 9. november 1993.

Efter krigens afslutning besluttede man at genopføre den smukke, gamle bro. Tanken var først at bruge de gamle sten, som blev hejst op af floden, men mange af dem var desværre så beskadiget, at de ikke kunne bruges. I stedet huggede man kopier af de gamle stenblokke fra det oprindelige stenbrud, og i 2004 blev broen genåbnet til stor glæde for både lokale og turister. 

Den berømte bro er Bosniens nationalsymbol og landets store stolthed, og byen tiltrækker masser af dagsturister fra Kroatien om sommeren. Det var derfor dejligt at besøge byen her lidt uden for sæsonen.

Hver dag – selv her i påsken, hvor vandet ikke er specielt varmt, står vågemodige unge mænd på toppen af broen i små badebukser. Når de har samlet penge nok sammen blandt turisterne, tager de mod til sig og springer på hovedet ned i den store flod. Jeg tænker, at det er et rigtig farligt job…

Man skal lige huske, at når alle andre også gerne vil kunne krydse dette smukke sted af på deres bucketlist, så er der mange turister. Der kan være lang kø for overhovedet at få lov til at gå over broen. Derudover er broen både stejl og glat, så det er altså ikke et sted for gangbesværede og jeg anbefaler også, at man har ordentligt fodtøj på. 

Mange turister betyder selvfølgelig penge. Det har de lokale også fundet ud af. Derfor kan man ikke gå en stille tur op ad hovedgaden uden at blive råbt an af alverdens sælgere, tiggere og restaurantejere. Men hvis man er forberedt på det, og kan tage det meste med et smil, så er Mostar en fin oplevelse. 

Lidt om parkering i Mostar

Derudover er det svært at finde et sted i Mostar at parkere sin bil. Altså der er masser af p-pladser, men det koster bare! Så har du lejebil, så tjek lige om dit hotel tilbyder fri parkering. Det gjorde Motel Deny Mostar, hvor vi boede i tre nætter. Men det var nærmest umuligt at få presset bilen ind ad den smalle vej og derefter lave et 90 graders sving ind i en smal garage. Så er du en uerfaren billist… Just saying! Men altså man kan jo bare køre ind på en parkeringsplads og betale for det.

Dagstur fra Mostar

En af dagene valgte vi at køre en tur ud af byen. Vi kørte mod syd, og første stop var den lille by Blagaj. Den er kendt for sin smukke moské, der ligger ved floden Buna. Selvom det ikke ses på billedet, så er der meget tryk på vandet, som fosser ud af bjerget.

Langs floden er der små caféborde, hvor man kan sidde og nyde udsigten med en kop kaffe eller en sodavand.  

Vi kørte videre til den lille, smukke by Počitelj hvor man kan gå en dejlig tur i de stejle gader og se moskéen og den gamle borg på toppen. Det bedste er dog roen og alle hustagene, synes jeg.

Sidste stop var Kravica vandfaldet. Det var smukt men lidt dyrt at komme ind. Det kostede næsten 80 kr., og der var ikke meget at lave der ud over at se vandfaldet. Jeg har før besøgt Plitvice i Kroatien, hvor man kan gå en lang flot tur på plankebroer. Måske er det anderledes om sommeren, når de små caféer har åbent. Lige nu var de under renovering. 

Titos bunker

Efter et dejligt roadtrip gennem Bosnien, var det blevet tid til igen at vende næsen mod Sarajevo og flyve hjem. Undervejs gjorde vi selvfølgelig stop i Jablanica for lige at få en bid lam mere  

Næste stop blev byen Konjic syd for Sarajevo. Her ligger Titos gamle bunker gemt langt inde i et bjerg. Bunkeren hedder egentlig Armijska Ratna Komanda D-0. Men alle vil vide, hvad du taler om, hvis du siger Titos bunker. 

Bunkeren blev bygget under den kolde krig for at beskytte Jugoslaviens præsident Josip Broz Tito samt op til 350 andre personer – det være sig familie, politikere og personale i bunkeren. 

Det kostede 22 BAM/13 dollars at komme på en guidet tur i bunkeren, og du har ikke mulighed for at gå rundt på egen hånd.

Vi stoppede ved et lille rejsebureau i Konjic for at købe billetter til den guidede rundvisning (Det ligger lige overfor broen Stari Most). Samtidig fik vi også en kørselsvejledning til bunkeren. Du kan også selv køre derud og købe billetter på stedet, men det er en fordel at ringe i forvejen og høre, om der er plads, og tjekke op på, hvad tid turen begynder. Har du ikke selv bil, bliver du nødt til at tage en taxa, da der ikke går busser.

Besøget i bunkeren var fint og informativt. Jeg synes, at det var mest interessant at se den del, som havde med Tito og bunkeren at gøre. For at lave det til en turistattraktion, har lokale kunstnere fået lov til at udsmykke forskellige rum. For mig var det meste af det dog rimelig intetsigende. Men altså; hver sin smag. 

Selvfølgelig findes der også en rød telefon i bunkeren. Spændende om Tito har lavet vigtige opkald fra den.

Et par anbefalinger

Bosnien-Herzegovina får min varmeste anbefaling som rejseland. Hovedstaden Sarajevo har sneget sig ind som min favorithovedstad i Europa. Spændende historie, kultur og alt inden for gåafstand med mulighed for at komme op i bjergene med kabelbanen lige midt i byen. Jeg er kæmpe fan. Så skynd dig afsted til Bosnien før din nabo. Det vil du ikke fortryde.

På min rejse havde jeg medbragt bogen Bosniske brødre af Bjørn Harvig. Det var et fantastisk valg! Ud over, at bogen beretter om en fodtur på tværs af Bosnien, så fortæller bogen samtidig historien om de mennesker, som Bjørn møder undervejs, samt giver en indsigt i, hvad krigen har betydet – og stadig betyder – for dette lille land. Bogen var på alle måder en øjenåbner og en god baggrundsviden. 

Også programmet Anne og Anders i Bosnien på dr.dk giver en rigtig god indsigt i et lille land med en meget kompleks historie. Her får man et glimt af Sarajevo og indsigt i en ung mands historie, som sammen med sin mor og søster flygtede til Danmark, efter at hans far var blevet dræbt af en serbisk snigskytte.

Som altid håber jeg, at du har lyst til at følge med på sociale medier. Facebook: Two Danes On Tour Instagram: @twodanesontour

I januar 2023 er jeg flyttet til Ittoqqortoormiit i Østgrønland, hvor jeg arbejder som lærer på byens skole. Derfor er de fleste opslag i øjeblikket fyldt med sne og nordlys. 

Indlægget Roadtrip i Bosnien blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Rejsens dogmer

Jeg havde hjemmefra taget nogle meget bevidste valg i forhold til denne rejse:

Jeg havde besluttet at rejse alene af sted. Jeg havde med vilje ikke spurgt, om der var nogle, der ville med. Jeg glædede mig til at gøre ALT, hvad JEG havde lyst til. Fra hvor jeg skulle bo, hvad tid jeg skulle stå op om morgenen og gå i seng om aftenen, til hvad jeg skulle spise, og hvad jeg skulle se – hvis jeg da overhovedet gad at se noget!

Jeg havde booket fly til Skopje i Nordmakedonien, da det var billigt og direkte. Til gengæld skulle jeg ud på en 6-7 timers bustur for at komme til Tirana. Det havde jeg også hjemmefra besluttet mig for at tage som en dejlig del af rejsen. Det var nemlig præcis, som jeg havde ønsket mig det! Hvem elsker ikke 7 timer i bus?

Jeg havde booket en seng på Tirana Backpacker Hostel i et værelse med tre andre mennesker. Med risiko for at de både snorkede og pruttede i søvne eller kom larmende hjem fra byen kl. 5 om morgenen. 

Men også mulighed for at komme i snak med andre rejsene på en nem og naturlig måde. Jeg ville afsted for at møde spændende mennesker, snakke med folk fra hele verdenen og udleve min indre backpacker, som har været lettere skjult de sidste mange år. Hun kom frem igen på denne tur.

Et kort visit i Skopje

Flyet fra Wizz Air landede omkring midnat i Skopje. Ikke det fedeste tidspunkt at diskutere med en hærdet taxachauffør. Derfor havde jeg for en gang skyld booket en taxa gennem Booking.com til 215 kr (29 euro). 

Chaufføren stod klar i lufthavnen med et skilt med mit navn på. Han var flink og også lidt snakkesagelig uden at det dog tog overhånd. Men inden vi nåede centrum, var vi blevet “venner” og jeg fik hans kort, så jeg kunne booke taxa til lufthavnen direkte gennem ham, når jeg skulle retur en uge senere. Derved sparede jeg 9 euro i forhold til priserne på Booking.com 

Hvis du også vil have nummeret til en pålidelig og pligtopfyldende taxachauffør, så er det her: +38975462237. Bare skriv ham en besked på WhatsApp, så skal han nok svare. Han kører også taxakørsel i resten af Nordmakedonien og nabolandende, hvis du har brug for det. 

Jeg blev sat af foran Hotel Ambasador, som på ingen måde levede op til sit fine navn, men hvad kan man forvente af et værelse til 240 kr. inklusiv morgenmad? Der var rent, varmt vand i hanen og ikke den dummeste morgenmad med buffet og spejlæg. Jeg var happy. 

Busstationen i Skopje

Næste morgen fik jeg hotellet til at ringe efter en taxa, så jeg kunne komme til busstationen. Taxaen kostede 150 denarer (18 kr.) på meter. En meget fin pris må man sige. Så er det sjovt at køre med taxa.

Bussen til Tirana kørte kl. 8.10, og jeg havde besluttet mig for at være der i god tid. Det er altid meget godt, når man ikke har helt styr på tingene. Jeg havde dog købt busbilletten hjemmefra med FlixBus til 150 kr, så jeg var sikker på at komme med. Det ville være surt at komme hen på stationen og finde ud af, at alle billetter var solgt.

Underligt nok kunne jeg ikke få lov til at komme ind på busholdepladsen, selvom jeg havde min billet på telefonen. Jeg skulle først gå hen til en billetluge, hvor jeg skulle betale 50 denarer (ca. 6 kr) for at kunne komme ind, hvor busserne holdt. Så husk lige at have lidt småpenge i lommen.

Da bussen kom, viste det sig, at det var en minibus fra Ido Tours, så der var ikke meget FlixBus over det, men det var altså den rigtige bus. Det var Ido Tours, som kørte denne tur for FlixBus. Da jeg skulle retur en uge senere, var det et andet selskab.

Chaufføren var noget forundret over, at jeg kun havde billetten online. Han blev ved med at sige, at det ikke var billetten. Men jeg kom da med. Så hvis du selv køber billet med FlixBus online, og har mulighed for at printe billetten ud hjemmefra, så vil jeg anbefale det. Det gør tingene noget nemmere. 

Med bus til Albanien

Bussen kørte til tiden, men var ikke fyldt op. Det første stykke vej kørte vi gennem Skopje centrum, så jeg genså lige nogle af de mange statuer og fine bygninger. Derefter kørte bussen mod Matka Canyon, inden den drejede mod syd og Ohrid søen.

Jeg havde for nogle år siden kørt denne del af turen før og kunne godt huske, at det pludseligt blev meget bjergrigt med hårnålesving og smukke udsigter. Denne gang fik jeg udsigten med begyndende efterårsfarver, så det var dejligt. Dog skal du komme forberedt, hvis du plejer at have tendens til køresyge.

To gange på turen stoppede vi, så man kunne komme ud og strække benene, tisse eller købe snacks på en tankstation. Det var noget svingende kvalitet med hensyn til toiletterne på de forskellige tankstationer… Det ene sted stank der frygteligt. Et andet sted var der kun pedaltoiletter. Det havde jeg ikke lige forventet. Men alt er jo en oplevelse  

På den ene tank var jeg heldig at se nogle små sommerfugle kaldet duehaler. De lever hovedsageligt i Sydeuropa, men nogle år kan man være heldig at se dem i Danmark, hvis varm luft trækker mod nord. Der har faktisk været mange fund af duehaler i DK i år, men jeg har ikke selv været heldig. Så det var jo en glædelig overraskelse, at jeg skulle se dem på busturen. 

Ved grænsen blev vores pas samlet sammen på den Nordmakedonske side af grænsen, hvorefter buschaufføren gik ud for at vise dem til grænsevagten. Da vi skulle ind i Albanien, skulle vi alle stå ud af bussen og vise pas i en lille luge, men også dette var smertefrit.  

Velkommen til Albanien

Jeg elsker at køre over grænser. Det er altid spændende at se, hvad der er på den anden side. At se hvordan små ting ændrer sig i det nye land. Albanien ingen undtagelse.

For det første ændrede sproget sig. I Nordmakedonien bruger de hovedsageligt det kyrilliske alfabet, og mange steder er vejskiltene på tre sprog. I Albanien taler de albansk, hvis bogstaver ligner vores. Til gengæld ligner deres sprog ikke nogle andre sprog. Det menes, at det albanske sprog, som hedder ship, stammer fra illyrisk, som man talte i den region for ca. 2000 år siden.

En anden skøn ting var alle de små vejboder, som vi kørte forbi. Der blev solgt alt fra honning og flettede kurve til kartofler, løg og appelsiner. Og på træerne hang der store modne granatæbler. Albanien så meget lovende ud!

Bussen stoppede på International Bus Station Tirana (ikke at forveksle med busstationen for lokalbusser, som ligger længere væk fra centrum). Fra den internationale busstation var der ca. 1,5 km til centrum og omkring 1 km til Tirana Backpacker hostel, hvor jeg skulle bo, så jeg valgte bare at gå derhen.

Retur til Skopje

Da jeg skulle tilbage til Skopje 5 dage senere, gik jeg igen i god tid hen til busstationen. Nogle mænd ville straks sælge mig en taxatur, men da jeg sagde, at jeg skulle med FlixBus til Skopje, var de utrolig flinke og pegede mig over til nogle små kontorer på rad og række.

Ved det ene kontor stod der FlixBus i vinduet, så der gik jeg selvfølgelig ind. Da jeg sagde til kontordamen, at jeg skulle med bussen til Skopje kl. 8, så hun meget forundret ud. Hun fortalte mig, at der ikke gik nogen bus kl. 8 men først kl. 9. Jeg viste hende min online-billet og var ret insisterende, da det ville være irriterende for mig at sidde og vente på busstationen i halvanden time, men hun holdt fast. Ingen bus kl. 8. 

Lettere irriteret gik jeg ud af kontoret, men vendte straks om. Jeg havde nemlig set, at der var en ledig stol. Der kunne jeg måske få lov til at fordrive ventetiden med min bog. Damen sagde straks ja, men jeg havde ikke læst meget mere end 8 linjer, da hun kom i tanke om, at der inde fra nabokontoret afgik en bus til Skopje kl. 8. Tænk hvis jeg havde siddet på den stol og læst min bog, mens bussen var kørt lige for næsten af mig!!! 

Jeg fik hurtigt samlet mine ting sammen og gik ind ved siden af, hvor de rigtig nok havde en FlixBus kl. 8, men ikke noget skilt i vinduet, så jeg kunne ikke selv regne ud, at det var på dette kontor, jeg skulle henvende mig.

Jeg gik ind på det kontor, hvor der stod Arens Travel, og jeg skulle tydeligvis været gået ind hos Drita Travel og Tours i stedet for – hvordan man så lige regner det ud…

Igen var det besværligt kun at have billetten online, så print den gerne ud hvis muligt.

Bus fra Tirana til Skopje

Turen var en gentagelse i modsat rækkefølge af rejsen fra Skopje til Tirana. Eneste forskel var, at vi ved grænsen kom gennem et større tjek af tolderne, da vi skulle forlade Albanien. Bussen blev simpelthen kørt op ad en rampe og ind i en garage. Alle skulle stige ud af bussen, som blev gennemsøgt med lommelygter.

Vi skulle finde alt vores bagage, og alle tasker blev åbnet og gennemrodet. Jeg blev spurgt, om jeg havde cigaretter med. Det har jeg prøvet engang før sammen med Rasmus, da vi krydsede grænsen fra Ukraine til Polen – og dengang blev vi begge taget med fingrene i kagedåsen

Denne gang kunne jeg med ro sige, at jeg ikke havde købt nogle cigaretter, og at tolderen var hjertens velkommen til at kigge i min taske. Han mistede dog heldigvis snart interessen – og jeg slap for at tage alt ud af rygsækken.

To unge mænd i bussen var ikke nær så heldige – hvad deres “forbrydelse” bestod i, ved jeg ikke. Men deres tur stoppede her. De kom ikke med videre til Nordmakedonien. Vi andre fortsatte gennem den nordmakedonske paskontrol og derefter kørte vi de sidste timer tilbage til Skopje uden de store sindsoprivende begivenheder ud over at turen varede ca. en time mere end på udturen.

I piratens ånd

Vel ankommet til busstationen i Skopje, blev jeg selvfølgelig straks kontaktet af en taxachauffør, som ville køre mig ind til centrum. Det var dog en ublu pris på 50 kr. han tilbød (jeg havde givet 18 kr. fem dage før for en længere tur). Hans engelske var ikke det bedste, og når jeg spurgte til taxameter, så han helt mærkeligt på mig. Jeg fik ham dog pruttet ham ned til det halve og gik med ham ud til hans vogn. Og der forstod jeg, hvorfor han ikke havde talt om taxameter. Det var en pirattaxa!

Men det passede nu meget godt til temaet. Jeg havde nemlig booket en kahyt på piratskibet Hotel Senigallia, som ligger for anker i Vardarfloden lige midt i centrum af Skopje.

Værelset var rigtig fint til 410 kr, og jeg var heldig at mit værelse lå på den rigtige side af skibet, så jeg havde “vandudsigt”. Så selve hotellet havde jeg ikke noget at klage over.

Men restauranten, som ligger på 1. sal, havde den mest sløve betjening ever – og så havde de lige glemt, at det altså godt kan være koldt i Skopje efter solnedgang i oktober, når alle døre og vinduer står åbne. Så jeg tog desserten med ned i min kahyt. 

Det er jo helt forfejlet at jeg ikke før nu har opdaget, at cheesecake bør spises under dynen.

Dagen efter gik jeg en sidste tur rundt i Skopjes gamle kvarter og bazar. Jeg havde skrevet til min taxachauffør fra første dag i lufthavnen, og han kom til aftalt tid og kørte mig derud for 20 Euro.  

Jeg håber, at du har lyst til at følge mig på sociale medier
Facebook: Two Danes On Tour
Instagram: @twodanesontour

Der er flere spændende rejser i støbeskeen, så stay tuned.
Kh. Anne Marie

Indlægget Med bus fra Skopje til Tirana blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Srebrenica er kendt og berygtet for folkemordet, som fandt sted i juli 1995. Det er altså ikke et “sjovt” sted at besøge, og nogle ville måske også mene, at det ikke er nødvendigt at opsøge sådanne sørgelige steder, når man er på ferie.

Men mine rejser er altid mere end ferier. Det er der, jeg lærer nyt, bliver klogere og prøver at forstå den Verden, vi lever i. Og jeg føler først, at jeg virkelig forstår tingene, når jeg har været der, set stedet, sanset stemningen – på godt og ondt. 

Vidnesbyrd om Srebrenica i Sarajevo

Inden jeg overhovedet nåede til Srebrenica, opsøgte jeg steder i Sarajevo, som kunne være med til at kaste lys over, hvad der egentlig skete der i 1995.

For selv om stedet ligger ca. to en halv time væk i bil, så er det allestedsnærværende i bosniakkernes bevidsthed, at der for snart 30 år siden fandt et bestialsk folkemord sted. Et folkemord hvor serbiske soldater slagtede bosniske drenge og mænd og efterlod dem i massegrave, alt imens verdenssamfundet kiggede på uden at gøre noget. Historien er kompleks. Og jeg kan ikke alle detaljer. Men jeg kan fortælle om det jeg så og hørte under min rejse.

Gallery 11/07/95

Midt i Sarajevo, på den store kirkeplads Papa Ivan Pavao II, ligger Gallery 11/07/95 på tredje sal i en stor bygning. Det lyder måske som et kunstgalleri, men lad dig ikke narre af navnet. Det er et galleri med skrækkelige fotografier fra Srebrenica.

Fotografen Tarik Samarah rejste efter krigen til Srebrenica for at dokumentere folkemordet. Han ville fotografere stedet og dets ofre. På galleriet er der bl.a. billeder af opgravede lig, kister i endeløse rækker og pårørende i dyb sorg. Det er ikke for sarte sjæle.

Det er hjerteskærende og svært at tage det hele ind på en gang. Så jeg besøgte faktisk museet to dage i træk. Den første dag så jeg billederne og læste de små billedtekster. Dagen efter gik jeg tilbage og købte en audioguide og fik billedernes historier fortalt, mens jeg gik udstillingen igennem igen. 

Det kostede 12 KM at besøge museet, og billetten galt i to dage. Derudover købte jeg en audioguide til 3 KM.

Stærkt mindesmærke

Et andet stærkt vidnesbyrd fra Srebrenica i Sarajevo er den hjerteskærende skulptur “Nermine, dodi” i Mali park. Den er lavet af billedhuggeren Mensud Keco i 2015, som markerede 20 året for folkedrabet i Srebrenica.

Den viser en far, Ramo, som råber på sin søn Nermin, at han skal komme ud af skoven og overgive sig til serberne. Han beroliger sin søn med, at der ikke vil ske dem noget. Både far og søn blev ført væk fra stedet, og kom ikke levende tilbage. De blev fundet i en massegrav nær Srebrenica i 2008.

Da jeg senere kom til Mostar, besøgte jeg endnu et museum for Srebrenica, og her hang de originale fotos af begivenheden. Jeg fik en kæmpe sug i maven og en stor klump i halsen.

Det var virkelig rørende at se rigtige billeder af denne familiefar som netop, da billederne blev taget, råbte efter sønnen Nermin. Skulpturen var altså ikke bare et tænkt eksempel. Den var præcis så hjerteskærende som virkeligheden. Og vi ved jo desværre nu alle, hvordan det endte… 

Turen til Srebrenica

Efter fire dage i Sarajevo blev det tid til roadtrip. Og første stop blev Srebrenica. Det tog ca. tre en halv time at køre dertil fra Sarajevo med frokost- og fotostop undervejs.

Faktisk skal man køre lidt nord for Srebrenica til den lille flække Potocari. Her ligger der en gammel fabrik, som blev brugt som hovedkvarter af FN under krigen.

Falsk beskyttelse 

Byen Srebrenica havde været belejret af Den bosnisk serbiske hær (VRS) fra 1992 til 1995, men området omkring byen var officielt blevet udråbt som en sikker zone under beskyttelse af FN soldater.

Da situationen spidsede til, søgte i tusindvis af bosniakker – både børn, kvinder og mænd tilflugt på fabrikken, da de fejlagtigt troede, at de var i sikkerhed i FN’s bygning.

I begyndelsen blev de første flygtninge lukket ind på fabrikken, hvor de kunne få mad og sove på gulvet. Men snart kunne FN slet ikke håndtere den massive flygtningestrøm.

Og derudover havde de fredsbevarende FN-styrker reelt ikke noget at skulle have sagt overfor de serbiske styrker. Forhandlingerne gik slet ikke som forventet. Derudover fik FN-soldaterne hverken forstærkning eller flystøtte fra og blev reelt holdt som gidsler af de serbiske styrker.  

Folkedrab

Den 11. juli kom serbiske styrker til fabrikken og forlangte at få udleveret alle bosniakker. De hollandske FN-soldater forsøgte at argumentere imod, men indså snart, at de var alt for få og ingen reel magt havde. Derfor gav de efter for presset, og alle flygtninge blev beordret til at forlade fabrikken. 

Serberne separerede mænd fra kvinder og børn. Først blev kvinder og små børn kørt væk i busser, og senere kom busserne tilbage for at hente de store drenge og mændene. De hollandske soldater kunne ikke få at vide, hvilken skæbne der ventede de bosniske mænd. De blev aldrig set i live igen.  

Srebrenica er blevet et symbol på, at verdenssamfundet svigtede bosniakkerne, da de var i den dybeste nød. Og den blev en øjenåbner for hele Verdenssamfundet. For det som Vesteuropa troede umuligt efter afslutningen på 2. Verdenskrig foregik lige i vores egen baghave.  

Skulle du være interesseret i at se en stærk film om, hvad der udspillede sig på fabrikken i dagene op til og under folkemordet, så kan jeg på det varmeste anbefale Quo vadis, Aida? Den ligger på Filmstriben til gratis streaming. 

Besøg på fabrikken

Ud over fabrikken med flere fotoudstillinger og et museum, ligger her også en kæmpe begravelsesplads, hvor der hvert år bliver føjet flere grave til, når nye massegrave dukker frem. Indtil nu er der fundet 8372 lig i massegrave rundt omkring i Bosnien-Hercegovina, som alle stammer fra massakren ved Srebrenica.

Begravelsesstøtterne står endeløst på række i det let kuperede terræn. Hvert år på den 11. juli holdes der en stor mindehøjtidelighed, hvor nyligt fundne lig bliver begravet på pladsen. Den opgravede jord viser de seneste grave.

Det er gratis at besøge både begravelsespladsen, den gamle fabrik og museet i Srebrenicha. Vær dog opmærksom på, at museet lukker kl. 16, mens man godt kan besøge begravelsespladsen efter. Det kan også være en god idé at kigge på et kort over området, da det er rimelig stort, og dårligt skiltet. Så vær sikker på  at du også finder ned til museet i den anden ende af fabrikken. 

Det er gratis at besøge fabrikken og museet. Jeg ville mindst afsætte to timer til besøget, hvis du gerne vil nå at se det hele. 

Tak fordi du læste med – også denne gang, hvor det var et meget tungt, men vigtigt emne – især i lyset af, hvad der sker i Ukraine netop nu. 

Hvis du har lyst til at følge mig på sociale medier, så kan du finde min Facebook-side Two Danes On Tour, eller søge mig frem på Instagram under @twodanesontour. Efterårsferien går til Albanien, så jeg lægger masser af billeder op den næste uges tid.

Rigtig god ferie til jer, som også har efterårsferie.
Glade rejsehilsner
Anne Marie

Indlægget Folkemordet i Srebrenica blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Masser af bygninger har stadig skudhuller i facaderne, og granatnedslag i asfalten, som kostede menneskeliv, er markeret med rød maling for at mindes ofrene fra krigen. Disse mindesmærker kaldes Sarajevo Roses og ses mange steder rundt om i byen.

Sarajevo har også store begravelsespladser midt inde i byen – og desværre med masser af grave fra begyndelsen af 1990’erne. Som en mand fortalte mig: “We have plenty of cemeteries. Mostely new ones…”

Jeg spurgte også ind til skudhullerne i bygningerne. Hvorfor bliver de ikke repareret? Det er immervæk alligevel ved at være 30 år siden, at krigen sluttede. Men som en kvinde fortalte mig: “Bosnien er ikke et særlig rigt land, og efter krigen var det vigtigere at huse og lejligheder blev beboelige indenfor. Så måtte det med de pæne facader komme senere”. Og der er de altså ikke helt nået til endnu. Det kan vi andre så tænke lidt over…

Guidede ture med fokus på krig

For at få en større viden om krigen og begribe hvordan Sarajevo kunne blive den længst belejrede by nogen sinde, var jeg på to guidede ture, som havde krigen i Sarajevo som hovedfokus. Den første var med Arts and tours Sarajevo og hed Roses of Sarajevo.  Det var en tur i bil til blandt andet tunnelerne under lufthavnen og bjergene rundt om Sarajevo by.

For at forstå belejringen af Sarajevo, må man kigge på omgivelserne. Byen ligger i en dal med bjerge til alle sider. Derfor var det forholdsvist nemt for Serberne at have kampvognsstillinger på bjergsiderne, som kunne skyde ned i centrum. Under belejringen var byen derfor fuldstændig afskåret fra elektricitet, mad, vand, medicin og andre fornødenheder.

Situationen for befolkningen blev mere og mere desperat, og til sidst kom nogen op med en plan. At grave en tunnel under lufthavnen og ind i byen. Dette kunne kun lade sig gøre fordi lufthavnen var under beskyttelse af FN, og derfor kunne serberne ikke bombe den. 

Tunnel of Hope

Tæt på lufthavnen ligger Tunnel of Hope, hvor der i dag er et museum og en lille del af den originale tunnel, som man kan få lov til at gå igennem. Derudover har de rekonstrueret et lidt længere stykke, så man bedre kan få fornemmelsen af at være i en tunnel under jorden.

Det var en kraftanstrengelse af de helt store for den bosniske hær på blot fire måneder at få gravet denne tunnel med trillebør og håndkraft! Der blev gravet både nat og dag i treholdsskifte. Da tunnelen stod færdig, var den 800 meter lang, og på en almindelig dag kunne op mod 4000 mennesker passere. 

Hvor museet ligger i dag, boede familien Kolar under krigen. De gav lov til, at tunnelens ene indgang kunne blive gravet under deres hus, hvilket betød, at deres hus var under beskydning mange gange under krigen.

I dag er familien flyttet til et andet hus i nærheden, så deres hjem kunne blive lavet til museum. Tunnel of Hope er uden tvivl Sarajevos største turistattraktion. Det koster 10 KM at besøge museet – ca. 40 kroner. Husk at medbringe kontanter, da de hverken modtager kort eller udenlandsk valuta som Euro eller dollars. 

Det er ikke helt nemt at komme derud med offentlig transport, så det er en god idé at overveje en guidet tur eller at tage en taxa, hvis du ikke har bil. 

Den jødiske kirkegård

Fra Tunnel of Hope kørte vi op og så et sted, hvor serberne havde haft en stilling med kampvogne og snigskytter til at stå og skyde ned i byen. Der var selvfølgelig ikke som sådan noget at se i dag, men det var mærkeligt at stå der og vide, at soldater havde stået på dette bjerg og taget andres liv.

Næste stop var den store jødiske kirkegård, som under krigen også var besat af serbiske snigskytter. De kunne nemt gemme sig bag de store gravsten og beskyde byen på rimelig tæt hold.

Turen sluttede med solnedgang ved Yellow Fortress, som egentlig ikke har noget med Balkankrigen at gøre. Men det er her fra dette fort, at der hver dag ved solnedgang bliver skudt en kanon af, som kan høres over det meste af byen. Det havde især betydning for den muslimske del af befolkningen, mens jeg var i Bosnien-Hercegovina, da det var under ramadanen.

Free Walking Tour

Den anden tur jeg tog var en Free Walking Tour med Neno and Friends. Turen hed War scars & New times og tog os rundt i centrum af Sarajevo for at se steder, som var blevet påvirket af krigen.

Vi besøgte bl.a. Markale-markedet, som den dag i dag fungerer som et frugt og grønt marked. Under krigen var det også her, man kunne sælge eller bytte ejendele for mad og medicin.

I løbet af krigen fandt der to massakrer sted på Markale-markedet. Den 5. februar 1994 eksploderede en granat og 67 mennesker blev dræbt, mens 150 blev sårede. Den 28. august 1995 faldt der endnu en granat over markedet. Denne gang blev 37 dræbt og 90 sårede. Vores guide fortalte, at begge gange havde folk hjulpet de sårede og fjernet de døde, men straks efter gik handlen videre. Det kunne ikke hjælpe at dvæle ved tingene. Life must go on. 

I asfalten er der malet røde Sarajevo Roses, hvor bomberne faldt til minde om ofrene. Den sidste massakre på markedet var den direkte årsag til, at NATO valgte at bombe de serbiske stillinger rundt om Sarajevo. 

Til minde om børnene

Veliki park på gaden Marsala Tita har et af de stærkeste monumenter dedikeret til alle de børn, som mistede livet i Sarajevo under krigen. Ved første øjekast ligner det bare en rund bronzeskulptur med glas i midten.

Men ved nærmere øjesyn, vil man se alle aftrykkene af barnefødder. Fødder, som desværre aldrig blev større.

Ved siden af er der syv tibetanske bedemøller med 521 børnenavne samt deres fødselsår og dødsår. Det er stærkt at stå der og dreje hjulene rundt. 

Og man kan ikke lade være med at lægge mærke til fødsels- og dødsårene.

Sniper Alley

Gaden Zmaja od Bosne bliver i folkemunde kaldet Sniper Alley. Her frygtede folk hver dag under belejringen for deres liv, når de skulle fra den ene ende af byen til den anden. At gå i skole eller tage på arbejde kunne koste en livet. 

Den store gule og brune bygning, som ligger på Sniper Alley er det legendariske Hotel Holiday Inn, hvor mange udenlandske journalister boede under belejringen af Sarajevo. Hotellet blev bygget til Vinter OL i 1984, og fremstod dengang som topmoderne. Men hotellet blev snart symbolet på krigen og dens mange dødsofre.

Vrbania bridge

Vrbania broen er kendt for to sørgelige hændelser under Sarajevos belejring. Det var på denne bro, at de første to dødsofre blev skudt af serbiske soldater under en fredelig civil demonstration i 1992. Der er nu sat en mindeplade op for Suada Dilberović og Olga Sucić, som også har fået opkaldt broen efter sig.

En anden tragisk hændelse indtraf på broen året efter. Det unge par Admira Ismić og Boško Brkić var henholdsvis bosniak og bosnisk serber – altså to forskellige etniciteter, som under borgerkrigen bekæmpede hinanden. Den 19. maj 1993 forsøgte de at flygte ud af byen. De havde venner og bekendte på begge sider, og troede derfor, at de ville klare den. Men da de krydsede broen Vrbanja, blev der skudt mod dem.

Boško blev først ramt og døde med det samme. Derefter blev Admira skudt, men nåede at kravle hen til Boško, inden hun døde i hans arme. Ligene blev liggende på broen i fire dage, inden nogen turde nærme sig og fjerne dem, af frygt for deres eget liv.

Canned Beef

Til sidst besøgte vi det spøgefulde mindesmærke Canned Beef. Det skal minde folk om den “nødhjælp” som FN sendte under belejringen. Da der ikke var elektricitet i byen og derved ikke køleskabe, var det hovedsageligt dåsemad, som blev sendt til Sarajevo. Noget af det stammede fra Vietnamkrigen og var løbet på datoen for 20 år siden. Det samme galt den medicin, som blev modtaget fra EU. Den var også for længst udløbet. Folk ville hellere have haft våben og hjælp fra verdenssamfundet til at få befriet byen end gammelt kød på dåse. 

Børnenes krigsmuseum

Børnenes krigsmuseum er også et besøg værd. Det kunne umiddelbart lyde som et “sjovt” sted for børn, men viste sig at være meget tankevækkende. For det fortalte børnenes historie under krigen – noget som ofte er overset. 

Den permanente del af udstillingen bestod af 50 vidnesbyrd fra børn, som havde boet i Sarajevo under krigen. De havde hver doneret en ting, som havde betydet noget særligt for dem i deres barndom – på godt og ondt. Der var en masse tekster at læse, så hvis du ikke er interesseret i det, så er det måske ikke et museum for dig. 

Indgangen til museet kostede 10 KM – ca. 40 kroner.

Som jeg har fortalt om i et andet blogindlæg, så byder Sarajevo by på meget andet end levn fra Balkankrigen. Men vil man rigtig forstå byen og dens indbyggere, så bør man også dykke ned i den triste del af byens historie, som kun ligger små 30 år væk. 

Min næste rejse går til Albanien om en uge. Jeg kommer som altid med updates på min Facebook-side Two Danes On Tour, og jeg vil også lave stories på Instagram @twodanesontour. Jeg håber, at du har lyst til at følge med.

Glade rejsehilsner
Anne Marie

Indlægget Krigens ar i Sarajevo blev først udgivet på Two Danes On Tour.

I Sarajevo mødes kulturer fra både Østen og Vesten i en rigtig smeltedigel, og byen kaldes derfor ikke uden grund Small Jerusalem. Her skal tre forskellige religioner og etniciteter forsøge at leve sammen på godt og ond. Samtidig er Sarajevo også delt i et øst og et vest – ligesom Jerusalem. Dog skal man lige være opmærksom på, at det østlige Sarajevo ligger mod vest og vice versa, hvilket er lidt forvirrende og mærkeligt…

Ud over at byen emmer af historiens vingesus, så er priserne også gode, set med en danskers øjne, både når det gælder hoteller, mad og seværdigheder. Og er du tidligt ude, kan du komme rigtig billigt og direkte til Sarajevo med lavprisselskabet Wizz Air. 

Husk hele garderoben

Byen ligger i en dal ca. 500 meter over havets overflade. Lokationen gør, at her er hårde, kolde vintre med op til en meter sne, og ulideligt varme somre, så forår og efterår er de bedste tidspunkter at besøge byen.

Jeg var i Sarajevo i april 2022, og byen havde netop været udsat for et stort snevejr samme morgen, så der lå masser af sne i gaderne, og der var ca. 10 cm dyb sne på Trebević-bjerget, hvor den berømte bobslædebane fra Vinter-OL i Sarajevo i 1984 er placeret.

I løbet af ugen blev det op til 22 grader, så sneen smeltede hurtigt. Men rejser du forår og efterår, anbefaler jeg tøj til alt slags vejr og gerne lag på lag, så du hurtigt kan skifte. Derudover blev mine vandrestøvler mit kæreste eje de første to dage, da der var sne og sjap alle steder.   

Trebević-bjerget er forresten et dejligt område til en gåtur og et interessant sted, hvis du er til forladte steder, vil se masser af Street art eller er interesseret i OL-historie. Det er helt unikt at sådan et stort bygningsværk som en forladt bobslædebane ligger frit tilgængeligt så tæt på en hovedstad. Så selvom OL ikke har min store interesse, så synes jeg, at det er et besøg værd. Flere steder kan du komme op på selve banen og gå en tur.

Kabelbanen, som er topmoderne, kører nede fra centrum af Sarajevo tæt på City Hall, og fra gondolen er der er en flot udsigt over byen. Det koster 20 KM/retur for turister – ca. 75 kr.

Sarajevo centrum

Hjertet i byen er pladsen Baščaršija, som betyder Det gamle marked. Her står den berømte drikkefontæne Sebilj. Den ikoniske fontæne er opført i osmannisk stil i 1753. Historien går, at hvis du drikker af vandet fra Sebilj, så vil du komme tilbage til Sarajevo. Opfordringen er hermed givet videre.

Ud fra pladsen løber der små gader med masser af restauranter, caféer og souvenirbutikker. En af de mest berømte gader er kobbersmedegaden, som er hyggelig at gå en lille tur i. Her bliver der stadig banket på metal og man føler sig hensat til historien om Hodja fra Pjort af Ole Lund Kirkegaard.

Byens hovedgade hedder Ferhadija, og et sted midtvejs er der en “streg” i vejen kaldet Sarajevo Meeting of Cultures.

Hvis du stiller dig på dette sted og kigger mod øst, så ser du hovedsageligt høje slanke minareter og hvide huse i to etager fra Det osmanniske rige. 

Kigger du mod vest, er der pompøse bygninger i op til 5 etager fra Det Østrig-ungarske rige. Det er altså helt særligt, at en by kan deles op i to på denne måde. Normalt blander de forskellige tidsaldre sig mere med hinanden.

Floden Miljacka og City Hall

Parallelt med hovedgaden løber floden Miljacka. Det er en fin tur at gå langs floden, da der er masser af kigge på undervejs.

I den østlige ende findes den smukke og særprægede bygning City Hall, også kaldet Vijećnica. Bygningen blev opført i 1891-1894 under det Østrig-Ungarske rige, men i Maur-still for at imødekomme den Osmanniske del af befolkningen og deres byggestil.

City Hall blev voldsomt bombet og nærmest udbrændt under borgerkrigen fra 1992-95. Over 1 million bøger og dokumenter gik op i røg. I dag er den heldigvis genopbygget til stor glæde for alle besøgende.

Går du lige ind i forhallen, kan du se en lille film, som viser, hvordan bygningen så ud under de heftige bombardementer. Vil du længere ind i bygningen, skal du betale for indgangen.

Restaurant Inat Kuća

På den anden side af floden ligger et lille hvidt hus, som nu huser den traditionelle bosniske restaurant Inat Kuća. Dengang City Hall skulle bygges, lå det lille hvide hus der, hvor City Hall nu er placeret, sammen med flere andre huse i osmannisk stil.

Husets ejer, en ældre mand ved navn Benderija, blev venligt men bestemt bedt om at flytte ud af sit hus mod en kompensation, så City Hall kunne blive bygget. Men det nægtede han. Han blev tilbudt den dobbelte sum penge for huset, men nægtede fortsat. Han ville kun flytte på én betingelse. At ud over kompensationen, så skulle hans hus flyttes over på den anden side af floden. Mursten for mursten. Og der ligger det altså den dag i dag og hedder nu Inat Kuća – “Trodshuset”, fordi gamle Benderija var så stædig. 

Jeg var inde og spise på restauranten, men det var relativt dyrt efter bosnisk standard, og maden var ikke så interessant, synes jeg. Der var også flere retter, de ikke havde den aften, så desværre ikke den store anbefaling herfra. Men huset har en interessant historie og mange hyggelige kroge.

Latin Bridge

Længere nede af floden Miljacka ved gaden Zelenih Beretki ligger Latin bridge, som blev bygget under ottomanerne. Det skulle være den ældste bro over floden, som stadig eksisterer. 

Broen er blevet verdensberømt, da det var meget tæt herpå, at mordene på prins Ferdinand af Østrig-Ungarn og hans kone Sofia Chotek fandt sted den 28. juni 1914.

Mordet i Sarajevo

De to royale gæster var i Sarajevo på officielt besøg, og den pro-serbiske terrorgruppe “Den sorte hånd” havde lagt planer for en likvidering af ærkehertugen Ferdinand.

Det første forsøg på likvidering mislykkedes for gruppen. Der blev kastet en håndgranat, som sårede to andre mennesker, da den royale bil nåede at speede op og køre væk. Kortegen omkring kronprinseparret var derfor godt klar over, at der var noget i gærde. Hertugparret skulle spise frokost på Hotel Europa, og på vej hen til restauranten kørte kortegen af chauffører forkert. Bilen med ærkehertugen og hans kone gik i stå lige ud for Latin Bridge, hvor den bosnisk-serbiske mand Gavrilo Princip stod klar. 

Princip øjnede straks chancen, da den royale bil pludselig holdt stille foran ham. Han afgav to pistolskud. Det ene skud ramte prins Ferdinand i halsen, det andet ramte hans hustru i maven. De døde begge to af deres kvæstelser og efterlod sig tre børn.

Princip blev straks pågrebet af politiet og blev senere idømt 20 års fængsel. Han døde dog fire år senere af tuberkulose. 

Mordet på ærkehertugen og hans hustru satte en kædereaktion i gang, som i sidste ende udløste 1. verdenskrig.   

Anbefaling af Hotel Lula

Da jeg tog til Sarajevo, var det altafgørende for mig at bo i hjertet af byen. Jeg var heldig at få anbefalet Hotel Lula, som ligger ca. 50 meter fra den store vandfontæne på den centrale plads Baščaršija.

Hotellet er på ingen måde fancy, men det er rent og pænt og med søde piger i receptionen. To nætter i enkeltværelse med morgenmad og eget bad og toilet kostede mig 572 kr. Jeg var utrolig glad for det lille hotel med masser af restauranter og vandpibecaféer lige uden for døren. Så min varmeste anbefaling går til Hotel Lula. 

Anbefaling af Restaurant Dveri

Maden i Bosnien-Hercegovina – og på resten af Balkan, består af MASSER af kød. Bosniens nationalret cevapcici er grillet hakkekød med brød og rå løg til.

Det smager godt, og man skal selvfølgelig prøve det. Men jeg synes, at man meget hurtigt bliver træt af det, så her kommer et par andre anbefalinger i Sarajevo. 

Restaurant Dveri er et lille sted med gamle ting på væggene, små hyggekroge, god lokal mad og en venlig betjening. Som alle andre steder serverer de masser af kød, men med en lidt finere tilberedning og anretning – inklusiv grøntsager, som kan være et særsyn på disse kanter.
Adresse: Prote Bakovica 12. Bestil bord i forvejen.

Anbefaling af Restaurant Aščinica Hadžibajrić

Aščinica Hadžibajrić er en meget speciel restaurant, som nok kun er for de modige. Restauranten har været i familiens eje siden 1860 – det er alligevel imponerende! 

Der er sådan lidt folkekøkken over det. Der er intet menukort, så du peger på det, du gerne vil spise. Dette er det tætteste du kommer på hjemmelavet bosnisk mad, hvis altså du ikke bliver inviteret hjem og spise hos nogen. 

Aščinica Hadžibajrić er et meget lille sted, og de har kun en hvis mængde mad, inden der bliver udsolgt. Vi prøvede at gå forbi omkring kl. 18.30, men da det var midt i ramadanen, fik vi fagter og få gloser på engelsk at vide, at de ikke serverede mad endnu, og at de serverede for muslimer først. Derefter var vi velkomne til at komme og spise. Da vi ankom ca. en halv time efter solnedgang, var der kun to andre spisende tilbage i restauranten; alle andre var gået. Vi fik nærmest det sidste i kødgryderne, og da vi havde spist færdig, lukkede de.

Menuen bestod først af en suppe med brød, og derefter en tallerkenfuld med kødboller, ris, hakkekød i løg, spinat, kartofler og cremefraiche serveret i en ståltallerken.

Det var på ingen måde et fancy måltid mad, men det var autentisk og lavet fra hjertet. Så hvis du er til polsk mælkebar, så er det her helt sikkert også noget for dig.
Adresse: Ćurčiluk veliki 59.

Et sidste tip

Sidst men ikke mindst, så skal I også lige have en anbefaling til et solnedgangsspot. Det er et lille listigt sted, så man finder det ikke sådan lige, hvis man ikke ved, hvor man skal lede.

Overfor Den evige flamme, i krydset hvor gaderne Titova og Ferhadija mødes, er der en indgang ved Ferhadija 2.

Henne for enden finder du en elevator. Den tager du til 9. etage, hvor Hotel Hecco Deluxe ligger. Når du går ud af elevatoren, skal du bare gå til venstre forbi receptionen og op ad trapperne til 10. etage. Her ligger Caffe Hecco, hvor du kan nyde din kaffe, øl eller drink enten ude og inde. Du kan også gå hele vejen rundt om bygningen udvendig på den smalle gesims og se Sarajevo lidt fra oven. Det er skønt både midt på dagen og ved solnedgang.   

Det er også muligt at nyde udsigten fra toppen af Avaz Twist Tower, som er 172 meter høj. Det er dog ikke lige så hyggeligt som Caffe Hecco, så den ville jeg til enhver tid vælge. 

Tak til Sarajevo og nye planer

Sarajevo er i min optik en af Europas mest interessante hovedstæder og har masser at tilbyde eventyrlystne rejsende, som søger det uslebne og ukendte. Og skulle du få nok af Sarajevo, så ligger resten af Bosnien-Hercegovina jo og venter.

Hvis du undrer dig over, at jeg nærmest ikke har skrevet noget om borgerkrigen i Sarajevo, så fortvivl ikke. Der er så meget at fortælle, så der kommer et separat blogindlæg om det.

Min næste rejse bliver i efterårsferien, og den går også til Balkan. Jeg flyver til Skopje i Nordmakedonien og rejser derfra til Albanien – et land, som jeg aldrig har besøgt før.  

Er du interesseret i at læse andre blogindlæg fra Balkan, så er der masser at hente her, da det er en af mine favorit-regioner i Europa. Cause you never know what your gonna get!

Du er altid velkommen til at følge med på Facebook: Two Danes On Tour og Instagram @twodanesontour. Der er ingen tvivl om, at jeg er mest aktiv på min Facebook-side, da jeg bedre kan fortælle lidt længere historier der. Men tjek gerne begge dele ud. Det er ikke nødvendigvis det samme jeg deler på de to SoMe. 

Glade rejsehilsner
Anne Marie

Indlægget Sarajevo – Small Jerusalem blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Før borgerkrigen, fra 1992 til 1995, var det noget de færreste bekymrede sig om. Folk arbejdede sammen, boede i de samme boligblokke og sendte deres børn til de samme skoler. Men det har krigen så sandelig lavet om på. 

Inden jeg fortsætter dette blogindlæg vil jeg gerne lige præcisere, at jeg ikke er ude på at fornærme nogle befolkningsgrupper. Jeg skriver det, som jeg har fået fortalt af folk, som jeg mødte under min rejse i april 2022, og det, jeg har læst mig til.

Det var oprindeligt heller ikke min hensigt at komme med en længere historisk eller politisk redegørelse fra oldtiden til nutiden. Men for at forstå landet, bliver man altså nødt til at dykke lidt ned i baggrunden for samfundet i dag. Take it or leave it. 

Et historisk rids

Jeg springer oldtiden og middelalderen over. Skulle du være super interesseret i disse tidsperioder, så kan du læse mere her.

I midten af 1300-tallet blev et selvstændigt Bosnien muliggjort under den krigeriske konge Tvrtko. Bosniakkerne vil således referere til dette første selvstændige Bosnien, hvis der bliver draget tvivl om deres ret til selvstændighed.

I midten af 1400-tallet blev landet erobret af tyrkerne og blev en del af Det Osmaniske Rige. Osmannerne regerede i ca. 400 år og satte et stort præg på landet – ikke mindst hvad angår religion, mad og arkitektur.

I 1878 besatte Hertugdømmet Østrig-Ungarn det bosniske område. I de næste 40 år sørgede de for at opbygge infrastruktur som veje og jernbaner samt en masse kulturinstitutioner, som stadig pryder Sarajevo med deres flotte og pompøse arkitektur. Denne del af byen minder på mange måder om Prag, Wien og Budapest bare i miniskala.

Serbien havde dog håbet på at overtage området efter osmannerne, og derfor blev der foretaget et attentatforsøg mod Franz Ferdinand, kronarving til Det Østrig-Ungarnske rige og hans hustru Sophie von Chotek, da de besøgte Sarajevo i 1914. Mordene i Sarajevo udløste den diplomatiske krise mellem Serbien og Østrig-Ungarn, som førte til udbruddet af 1. Verdenskrig.

1. Verdenskrig førte til opløsningen af Det Østrig-Ungarnske rige, og i stedet blev der oprettet et land med det knap så mundrette navn: Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere. Selvom der også boede masser af bosniakker i dette område, blev de ikke nævnt i landets navn.

Titos Jugoslavien

2. Verdenskrig kom og med den nazisternes belejring af Sarajevo. Efter krigen blev Bosnien-Hercegovina én af seks nye jugoslaviske forbundsrepublikker under ledelse af Josip Broz Tito. De andre fem republikker var Slovenien, Kroatien, Serbien, Montenegro og Makedonien. Hovedstaden for Jugoslavien blev Beograd i det nuværende Serbien.

Vi i Vesteuropa ser ofte Tito som en kommunistisk diktator, men de fleste folk i Bosnien, som har levet længe nok til at huske Titos Jugoslavien, begræder hans død. De glorificerer ham og tænker tilbage på en periode i deres liv, hvor der var masser af arbejde, gratis lægehjælp, uddannelse til alle og opsving i hele landet.

Til sammenligning er der i dag 43% arbejdsløshed i Bosnien og hele 65% blandt unge mellem 18 og 27 år. Det er ikke så mærkeligt, at mange unge forsøger at rejse til udlandet for at finde arbejde med brain drain til følge. 

Efter Titos død i 1980 kom der andre ledere, men det blev aldrig det samme igen. Og i 1991, i efterdønningerne af Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning, faldt også Jugoslavien fra hinanden. 

Læg lige mærke til Tito’s portræt under bakspejlet i taxaen.

Borgerkrigen 1992-1995

Først løsrev Slovenien sig, derefter fulgte Kroatien og sidenhen Bosnien. Det førte til voldsomme sammenstød i Sarajevo, og i april 1992 brød borgerkrigen ud. Både serbere, kroatere og bosniakker kæmpede om landområder, som de mente, tilhørte dem. Jeg skal ikke gå ind i krigens detaljer her, da det er alt for indviklet at forklare på få linjer. Men mange måtte lade livet, og der er utallige uhyggelige historier om folkedrab og etniske udrensninger på de mest bestialske måder. Derfor er det også så svært at samle landet i dag, da alle har familiemedlemmer eller gode venner, som blev dræbt under krigen. 

Et land der er svært at begribe

I november 1995 underskrev den bosniske, den kroatiske og den serbiske præsident Daytonaftalen om et forenet Bosnien-Hercegovina, men samtidig blev landet delt op i to politiske selvstændige områder: Bosnien-Hercegovina og Republica Serbska. Og konflikterne har lige siden ulmet under overfladen.

Og nu tilbage til rodebutikken! Landet styres i dag fortsat af tre præsidenter – en for hver befolkningsgruppe, som alle tre skal stemme for, før et forslag kan blive vedtaget i parlamentet. Blandt andet derfor er Bosnien ikke medlem af EU, og de har f.eks. heller ikke anerkendt Kosovo som selvstændig nation – for hver gang er der en af præsidenterne, der stemmer imod. 

Det er utrolig dyrt at have denne form for demokrati, hvor alle tre befolkningsgrupper skal være repræsenteret alle steder. Således går 60% af landets økonomi til at opretholde staten og betale løn til alle embedsmændene, mens kun 40% går til skoler, sygehuse mm. – altså til befolkningen.

I Sarajevo går børn i skole på skiftehold. De bosniske børn for sig og de serbiske børn for sig. Der er også forskellige læseplaner – især i et fag som historie, hvor det ikke er det samme, som børnene lærer om tiden fra 1992-1995. 

Og sørme om der ikke også findes tre forskellige politikorps, som udstikker forskellige bøder, alt efter hvor i landet du befinder dig.

Ja, Bosnien-Hercegovina er virkelig et land, som er svært at begribe! Men nu vil jeg kaste mig ud i det. Følg med i de kommende blogindlæg.

Vil du læse mere fra Balkan, så se her

Eller vil du læse mit seneste indlæg om mad fra Færøerne, så tryk her

Du kan som altid følge mig på Facebook: Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour

Indlægget Bosnien-Hercegovina – et kulturelt kludetæppe blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Nøjsom husmandskost

Traditionel færøsk mad er nøjsom husmandskost. Der kan nemlig ikke gro meget på de vindblæste øer i Nordatlanten. Lidt kartofler og rabarber ses her og der i de små køkkenhaver og på tallerkenerne i de færøske hjem.

Og selvom mange retter også kunne blive serveret i danske hjem, så kan jeg afsløre, at der er “regionale” forskelle. På billedet herover har jeg fået serveret fiskefrikadeller, kartofler og revet gulerod. Dertil stærk sennep og rabarbersyltetøj. Det var alligevel en ny kombination for mig! 

Man har til alle tider spist masser af fårekød, som var noget af det, man havde rigeligt af på Færøerne. Derudover var befolkningen helt og aldeles afhængig af, at kosten blev suppleret af fisk, grindehval samt havfugle og -æg i sommerhalvåret. For at få maden til at holde til vinteren, tørrede, saltede eller fermenterede man kød og fisk. Det gør man stadig.

Tørret grindehval og tørret fisk. Nogle spiser tørret fisk med smør på. Jeg går mest bare udenom

En spændende madscene

Inden for de sidste 10-15 år er flere interessante restauranter dukket op i Tórshavn. Fælles for dem er, at de lægger vægt på det nordiske og især det færøske køkken og dets traditioner. For danskere kan det dog være noget af en udfordring, hvis man ikke er vant til ræst – altså fermenteret mad.

Skærpekød er meget populært på Færøerne. Det er vindtørret ekstra velhængt fårekød, som får en hel særlig smag af at hænge udenfor i en hjallur (et slags skur) i 5-9 måneder. 

Men bare rolig, der findes altså også andet på menukortene rundt omkring på restauranterne. Men det er altså en god idé at sætte pris på får, fisk og skaldyr.

Koks holder flyttedag

Den mest kendte restaurant på Færøerne er uden tvivl Koks, som i 2019 opnåede at få to Michelin-stjerner. Jeg havde håbet at besøge restauranten på min seneste tur til Færøerne i juli 2022, men desværre er Koks flyttet midlertidig til bygden Ilimanaq i Grønland, mens de får bygget en ny restaurant på Færøerne.

I stedet kommer her lidt anbefalinger til et par andre gode restauranter:

Áarstova

I 2017 besøgte jeg Áarstova, som har specialiseret sig i retter med fisk og lam. Restauranten ligger i et smukt gammelt hus fra 1600-tallet. Ja, faktisk er det et af Tórshavns aller ældste huse, som stadig eksisterer.

Restauranten er indrettet med traditionelle møbler i hyggelige rum på flere etager, der fremstår som små stuer. Der er en rigtig god atmosfære og en sød og venlig betjening. 

En spændende menu

Jeg kastede sig uden tøven over husets 5-retters menu. Første ret var en lammecarpaccio med hasselnød og rabarber. Det var en MEGET lille ret, men UTROLIG smagfuld! Så var aftenen ligesom skudt i gang.

Derefter kom der en fantastisk hummerbisque. Igen yderst smagfuld og veltillavet.

Tredje ret var lammesky, kålrabi, pocheret æg og crispy lam. Måske den mindst interessante ret denne aften – men dejligt smagte den nu alligevel

Så kom restaurantens signaturret: lammebov, som kom hel ind på bordet. Dertil kartofler, kål, kvan, gulerødder og en lammesky. Ikke så mange dikkedarer der! Denne ret var selvsagt til deling mellem to.

Afslutningsvis var der frit valg mellem de tre desserter på kortet. Valget faldt på rabarbertrifli med MASSER af flødeskum. Meget traditionelt færøsk dessert.

Hele herligheden kostede 750,-. Det var også muligt at bestille vinmenu til for yderligere 450,-.

Áarstova var et dejligt bekendtskab og restauranten levede fuldt ud op til forventningerne. Det var især dejligt at opleve, at hele menuen bestod af lokalt tilgængelige råvarer fra lam og hummer til gulerødder, kvan og rabarber.

Restaurant Katrina Christiansen

Hyggelige Katrina Christiansen ligger også i den gamle bydel af Tórshavn. Jeg besøgte stedet to gange i 2022. Den ene gang til tapas og den anden gang til brunch. 

Restauranten er indrettet i en gammel barbersalon, som senere også har fungeret som butik. I 1901 købte Zacharias og Carolina Heinesen huset og butikken. Zacharias og Carolina var forældre til den færøske digter, forfatter og kunstner William Heinesen, som altså har trådt sine barnesko i dette hus. Er du en Heinesen-fan er det et must at lægge vejen forbi her.

Huset er smagfuldt indrettet og det er sjovt at gå på opdagelse i de forskellige små stuer ovenpå, hvor man også kan sidde og spise. På toilettet bliver der ind imellem fortalt om husets historie på engelsk. Eneste problem er, at man skal sidde der så længe, hvis man vil have det hele med

Hos Katrina Christiansen står frokost- og aftenmenuen på færøsk tapas med et tvist. Her serveres små lækre retter; hovedsageligt med fisk. 

Jeg bestilte torsketunger med padron-chili, laksetatar samt fritteret kål med hollandaisesauce, ærteskud og hasselnødder. Især den fritterede kål smagte helt fantastisk.

Dog synes jeg, at prisen er lidt pebret, da retterne var ret små og de hver kostede mellem 110 og 120 kr. Men der er ingen tvivl om, at alt er lækkert og veltillavet. Hvis man har god appetit, kan man med fordel bestille deres tasting menu: 5 retter 495,- eller 7 retter 595,-

Til brunch fik jeg udleveret et “afkrydsningskort” med 20 forskellige retter. Jeg kunne vælge 5 retter for 149,- eller 7 retter for 179,-. 5 retter passede perfekt til mig og min appetit.

Der var masser af lækre ting at sætte tænderne i, så det svære var at vælge noget fra. Denne brunch synes jeg til gengæld var mere afbalanceret prismæssigt, og jeg sad længe og hyggede mig over den.

Katrina Christiansen er en hyggelig restaurant med god atmosfære og sød betjening.  

Fiskastykkið

Bor du på øen Vágar under dit ophold på Færøerne, eller er du måske på vej til eller fra lufthavnen, så kan jeg anbefale den fine café Fiskastykkið, som ligger i Sandavágur. De har åbent hver dag i højsæsonen fra kl. 10-17.30.

Jeg var forbi en lørdag til frokost med to veninder, og vi måtte vente ca. et kvarter for at få en plads. Man kan ikke bestille bord i forvejen, så man må have lidt tålmodighed, hvis man kommer forbi i sommerferien. 

Jeg fik lækker røget laks, som var pyntet utrolig fint af og dertil friskbagt brød til 135 kr. Vi bad både om mere brød og smør, som kom uden ekstra beregning. 

De har også nogle utrolig lækre kager, så det er måske værd at gemme lidt af appetitten.  

Gásadalsgarður

I den hyggelige bygd Gásadalur, tæt på det verdensberømte vandfald Múlafossur, ligger caféen Gásadalsgarður. Udover café er det også et Guesthouse med fire dobbeltværelser. Men noget helt særligt ved denne café er, at den om efteråret bliver omdannet til slagtehus, hvor stedets egne lam og kalve bliver slagtet. 

Jeg har besøgt caféen to gange; i 2017 og 2022, og jeg syntes desværre begge gange, at det er et dyrt sted at spise. Til gengæld er det et af de eneste steder, hvor man har mulighed for at købe et stykke smørrebrød med skærpekød, hvis man gerne vil smage det. Men altså 45 kr. for et lille halvt stykke det er efter min mening i overkanten.

Jeg kastede mig derfor i stedet over en rigtig lækker fisketallerken med varm fiskefilet, røget laks, kartoffelsalat og grøn salat. Igen synes jeg, at prisen på 190 kr. er skudt langt over målet. Det smagte godt og var frisklavet, men det var på ingen måde ekstravagant.

Café MorMor på Suðuroy

Sidste anbefaling går til hyggelige Café MorMor, som ligger i bygden Tvøroyri på Suðuroy.

Indretningen er total Mormor-stil, der er hyggelige sofaarrangementer, og maden er i top.

Jeg spiste fiskesuppe med karry og masser af grøntsager og det smagte himmelsk! Lige hvad jeg havde brug for på en regnvejrsdag. De servere også forskellige sandwich og lækre kager. I caféen kan man købe sofapuder, lidt smykker og tøj. Café MorMor er klart et besøg værd, hvis du lægger vejen forbi Suðuroy.

Jeg håber, at du har fået lidt inspiration til dejlige spisesteder på Færøerne. 

Følg mig gerne på Facebook Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour. Der er en ny rejse i støbeskeen til efterårsferien. 

Tak fordi du læste med
Anne Marie

Indlægget Spise med Price… på færøsk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi tager lige en gennemgang af året måned for måned.

Januar

Der skete vist ikke en skid! Vi havde en meget stille måned med online-undervisning, gåture i nærområdet og en længsel efter sol og forår.  

Februar

Rasmus fik en idé om, at vi skulle prøve at teste The Caddy Camper i frostvejr og 12 sekundmeter. Så derfor kørte vi en tur til Nordjylland for at prøve at sove tre nætter i bilen i minus 4 grader, samtidig med at vi nød Lille Vildmose i vintervejr. Det blev en episk tur, som vi overvejer at gentage i løbet af denne vinter. 

I 2020 gik vinterferien til Athen. I 2021 tog vi til Faaborg. Det var noget af en kontrast… Især fordi Fyn lå indhyllet i tåge, fra vi kom, til vi gik. Vi boede i sommerhus med havudsigt, men vi så ikke havet en eneste gang i de fire dage, vi var der. Alligevel gik vi på opdagelse i Faaborg og nød de mange gamle huse og smukke døre.  

Læs om vores Vintertur i Caddy Camperen

Marts

Ikke så langt fra hvor vi bor, er der en natugle i et træ. Vi går ind imellem forbi for at se, om den er hjemme. Og en dag i marts, havde den fået en kæreste. Hvilken glædelig overraskelse! 

Påskeferien gik til Klosterheden og Nationalpark Thy. Vi havde vores gode ven Martin med, og undervejs fandt vi en Thomas Dambo trold, lavede mad på Trangia og nød den storslåede natur. Især var vi fascinerede af kystvejen til Hanstholm. Sådan en tur uden specifikke planer – men med masser af dejlige oplevelser – er Caddy Camper-hygge, når det er bedst!

Læs om Thy

April

April måned bød på dejlige gåture i nærområdet, da vi igen i år begyndte på Naturlandet Lolland Falster 2021 Challenge. Sidste år postede vi en masse billeder hver gang, vi gik i en challenge, men det skar vi lidt ned på i år. Vi nåede endnu engang i mål med vores challenge. I 2021 blev det til 13 ture ud af de 16 mulige.

Vi kørte også en tur til Jylland for at lede efter en ulv. Vi havde gjort et halvhjertet forsøg i påskeferien, men her en måneds tid senere havde vi lavet en lidt mere grundig research og var nu klar til at prøve igen. Vi pakkede derfor Caddy Camperen endnu engang og kørte ud på eventyr. Det skulle vise sig, at vi var overordentligt heldige og så ulven rigtig tæt på. 

2019 kaldte vi uglens år. 2020 var bjørnens år, og 2021 blev for os ulvens år. Det var uden sammenligning årets aller største oplevelse!

Læs om vores møde med ulven

Maj

Maj bød på en tur til Mols bjerge og Silkeborg-egnen. Igen var det en Caddy-Camper tur, hvor hyggen var i centrum. Vi gik dejlige ture i det smukke landskab og nød mange smukke fugle undervejs. Her en skægmejse med næbbet fyldt med insekter.

Juni

Igen i år var der en fortryllende lupin-mark på Lolland, som vi bare måtte fotografere.

Vi var også en tur på Stevns med gode venner. Det var længe siden, vi havde været der, så det kan sagtens tåle en gentagelse igen i 2022. Der er virkelig dejligt!

Juli

Så nåede vi endnu engang til sommerferien – den bedste tid på året, hvor vi har tid til at fordybe os og være på tur i længere tid.
Vi skød ferien i gang med det skønneste roadtrip fra Skagen til Tønder i Caddy Camperen samt et par dage på vidunderlige Fanø. 

Sidst på sommeren lavede vi et par dejlige ture øst for Storebælt. Vi så havørne på Maribosøerne med turbåden Anemonen, vi overnattede på Omø, tog en dagstur til Femø og sejlede ud til Møns klint fra Klintholm havn. Klinten er altså fantastisk fra søsiden!

Læs om sommerens tur til Hirsholmene
Læs om skønne Skagen
Læs om årets største bommert – Låst inde i Caddy Camperen

August

August stod i konfirmationernes tegn. Vi nåede ikke mindre end tre stk. på to weekender! Ufatteligt at ingen af dem faldt på den samme dato.

Vi havde også en dejlig dag i København, hvor vi spiste frokost hos To øl og efterfølgende så de to udstillinger Wildlife Photographer of the Year og Tristan Otto – Dinosaurernes konge på Statens Naturhistoriske museum. Vi sluttede af med lækker indisk mad på The South Indian på Vesterbro. De får hermed vores største anbefaling, hvis man elsker indisk mad og ligesom os virkelig savner en rigtig god masala dosa. 

Selvom man er til fin konfirmation, kan man jo sagtens sove i Caddy Camper

September

I september var Rasmus først en tur i Berlin i arbejdsøjemed. Derefter tog han ud og sejle med tre venner. De rejser normalt til Skotland, men grundet masser af restriktioner, endte de i stedet med at sejle fra Nykøbing Falster via Omø til Svendborg og retur via Femø.

Billederne fra herreturen er af gode grunde censurerede. I stedet får I et billede af en lille lækat, som vi var heldige at møde på Lolland. Endnu en skøn naturoplevelse i 2021.

Oktober

I oktober rejste Rasmus en tur til Wales for at fejre fødselsdag for en god ven, mens Anne Marie tog en Caddytur til Jylland med vores ven Martin for at se efter ulv og sort sol samt plukke svampe.

I efterårsferien tog vi endnu et roadtrip i Caddy Camperen. Denne gang gik turen til Belgien, Luxembourg og Tyskland. Det var en rejse med fokus på øl, mad og familiebesøg.  

November

Endelig kunne vi igen rejse til Norge efter over to års pause. Denne gang havde vi vores niece Ella med, som var blevet konfirmeret i sommer. Vi havde sådan glædet os til at vise hende Tromsø og alt, hvad området har at byde på om vinteren. Vi så spækhuggere, rensdyr og det smukkeste nordlys. Vi var også ude og køre hundeslæde, som var en rigtig sjov oplevelse for os alle tre.

Læs vores tidligere blogindlæg fra Norge

December

Vi var spændte på, om det kunne nå og blive endnu en tur til Norge her sidst på året. Nye restriktioner betød, at vi skulle testes i Oslo ved ankomsten – det var en anelse nervepirrende, da en positiv test ville betyde 10 dage på et karantænehotel… Men vi klarede den til Tromsø og fejrede et dejligt nytår med rensdyr, nordlys og masser af spækhuggere – lige som vi elsker det.

Nyt år – nye rejser

Nu ser vi frem mod et nyt år, som lige som de to forgående er meget usikkert, når det kommer til rejser. Et land, som er åbent den ene dag, kan være lukket den næste.

Vi har en drøm om at rejse til Mexico i februar, da vi sidst var forbi i 2018. Rasmus har jo boet et år i Mexico for snart en menneskealder siden, men vi har fortsat tre familier, som vi besøger. Normalt kombinerer vi det med rundrejse og ferie, men denne gang vil turen kun handle om familiebesøg i Mexico City, Hermosillo og Guaymas. Skulle det ikke være muligt at rejse til Mexico, må vi finde på noget andet – vi er heldigvis ikke idéforladte. 

Læs om vores tidligere rejser til Mexico

I påskeferien håber vi at kunne rejse til Kirgisistan. Den rejse har været udsat siden oktober 2018 af flere forskellige årsager, så det ville virkelig være dejligt at komme af sted nu. Skulle det ikke kunne lade sig gøre, så kigger vi nok mod Balkan.

Til maj rejser vi til Island med vores niece Karen på 10 år. Vi glæder os meget til at vise hende et fantastisk land med store naturoplevelser og masser af wauw-faktor.

Læs om vores tidligere rejser til Island

Sommerferien er vi også i gang med at planlægge. Vi har netop købt færgebilletter med Smyril Line til Færøerne, så vi kan have Caddy Camperen med. En af Anne Maries veninder holder rund fødselsdag i Tórshavn, og det kan vi da ikke gå glip af.
Hvad resten af sommerferien skal gå med, tygger vi stadig lidt på. Men det kunne blive enten Skotland, Norge eller Polen.

Læs om vores tidligere rejser til Færøerne

Statistik fra bloggen

Antal blogindlæg skrevet: 16 – ligesom året før er vi gået lidt ned i kadence. 

Synes godt om på Facebook: 1644 – en stigning på 275. Tak for det!  

Følgere på Instagram: 3119 – det er rimelig konstant. Vi har ikke været så aktive.

Overnatninger i Caddy Camperen: 42 gange. Vi slog lige rekorden fra 2021 med én overnatning! 

Stempler i ø-passet: 2 – Omø og Femø. Spændende om der kommer nye stempler i 2022.

Ture over Storebælt: 6 – kun ca. halvdelen af året før.

Antal lande besøgt:
Rasmus: 5
Nye lande: Luxembourg

Anne Marie: 4
Nye lande: Luxembourg

Årets største oplevelser med dyr: ulv, natravn, delfiner, lækat, mosehornugler – alle i Danmark!

Two Danes On Tour i medierne og omtaler

Vi har været gæstebloggere hos Destination The World, hvor vi gav vores anbefaling til en god og unik sommerdestination i Europa. Og vi kan da godt afsløre, at vi anbefalede et skønt sted inden for Kongeriget Danmark, som også står på vores ønskeliste for 2022. 

Femina kontaktede os og spurgte, om vi ville give et interview og vores anbefalinger til skønne Danmark. Det kom der en fin artikel ud af. 

Vi har i 2021 for første gang prøvet at medvirke i en podcast – ja, faktisk to.

Først snakkede vi med Per Sommer fra Taste the World om vores fantastiske tur til Svalbard.

Og sidst på året har vi været med i en podcast om mordet på den colombianske fodboldspiller Andrés Escobar. Det er en længere fortælling, og vi kommer ind efter en times tid og fortæller om at rejse i Colombia. 

Sidst men ikke mindst kom den smukke blåhals også i Politiken Rejser.

Vi takker rejseåret 2021 for spændende og sjove oplevelser. Også tak til alle følgere for at læse med, for likes på sociale medier, samt søde og sjove kommentarer og gode råd undervejs. Tak til jer, vi har mødt i løbet af året – og endnu flere, som har tilbudt husly, ild i pejsen og røverhistorier. 

Som altid håber vi, at nye læsere har lyst til at følge med på vores Facebook-side Two Danes On Tour eller på Instagram @twodanesontour. Vi glæder os til at dele stort og småt med jer i 2022. Godt nytår! 

Indlægget Rejseåret 2021 blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Caddy Camperen – den ultimative frihed

Det er omkring 3 år siden, at vi fik hjælp til at bygge en seng bag i vores VW Caddy. (Er du interesseret i at vide mere om hvordan, kan du læse med her).

Vi har været utroligt glade for den frihed, det giver at have vores eget rullende hjem med overalt. Caddy Camperen er jo en meget primitiv “autocamper” med kun en seng og lidt opbevaringsplads, men den er perfekt til det, vi gerne vil bruge den til. I corona-perioden har den taget os rundt i det meste af Danmark, og den har givet os mulighed for mange dejlige naturoplevelser og fede steder at sove undervejs.

Sommerferien 2021 blev en Caddy Camper-tur til Jylland sammen med vores ven og Caddy Camper-ejer, Martin. Vi startede med et smut til Hirsholmene og nogle dejlige dage i Skagen. Derefter besluttede vi at slå lejr i Ålbæk plantage.

En varm dag i plantagen

Det var en meget varm dag, og derfor lod vi vores køleboks være tilsluttet cigarettænderen i bilen, så vores madvarer ikke blev dårlige i varmen. Imens kørte vi et smut til Ålbæk i Martins bil for at nyde en kold øl og en dejlig drink på Det Bette Ølhus. (Stor anbefaling herfra, hvis turen går til det nordjyske, og du interesserer dig for specialøl).

Da det blev aften, lod vi fortsat køleboksen være sluttet til strøm samtidig med, at vi også satte vores telefoner til opladning. Her skulle der nok have været et par alarmklokker der ringede, fordi vi jo ikke havde brugt bilen hele dagen. Og jo, vi har en batterivagt – den lå desværre derhjemme.
Så efter at have låst bilen, lagde vi os roligt og intetanende til at sove.

Midt på natten vågnede Anne Marie og skulle tisse. Da hun trykkede på fjernbetjeningen til bilen, låste den ikke umiddelbart op. Det undrede hun sig selvfølgelig over, men trykkede bare en ekstra gang på fjernbetjeningen og vupti låste bilen op.

Tilbage i Caddyen overvejede hun et splitsekund, om hun skulle lade være med at låse, men tænkte, at det nok var bedst her ude midt i plantagen. Og som tænkt så gjort, hvorefter hun lagde sig roligt til at sove igen.

Vi er låst inde

Omkring ved 7.30-tiden vågnede vi begge op til en ny og varm dag. Og det var tid til at gå i skoven, som man siger. Der var kun ét problem… Da Rasmus trykkede på fjernbetjeningen skete der absolut ingenting. Han trykkede igen – og igen. Men bilen var låst, og låsene reagerede ikke på fjernbetjeningen.

Det gik hurtigt op for os, at den udeblivende summen fra køleboksen og fjernbetjeningens manglende funktionsduelighed kun kunne betyde én ting – batteriet var dødt. Som i fuldstændig dødt!

Det er så her, at man finder ud af, at alt i Caddyen er elektronisk, og at man derfor uden strøm på batteriet kan gøre absolut NUL. Vi ringede til Martin i den anden Caddy, der kom over og forsøgte sig med gode forslag om at smide nøglen ud til ham og lignende. Det er bare svært, når vognen er hermetisk lukket.

Hurra for et Falck-abonnement

Derfor blev det i stedet til en opringning til Falck. Vi kan godt garantere, de i tidens løb ikke har fået mange opkald med opgavebeskrivelsen “Par låst inde i bil”. Det tog i hvert fald den søde dame i telefonen 4-5 gentagelser, før det fes ind, at vi var fanget INDE i bilen og ikke kunne komme ud.

Hun lovede at sende en vogn så hurtigt som muligt. Vi spurgte til, hvor længe “så hurtigt som muligt” var, da vi efterhånden havde en halvstor væskeophobning i kroppen. Og først dér gik alvoren virkelig op for damen. “Så I kan ikke komme ud???” spurgte hun noget overrasket. Hvorefter hun forsikrede os om, at Jens ville være fremme inden for 90 minutter. Hvilket er pænt lang tid, når man allerede skal tisse. Og det bliver ikke bedre af tanken om, at man ikke kan komme ud, eller at temperaturen bare stiger og stiger i kabinen efterhånden som solen kommer højere og højere på himlen.

Ventetid…

For os var der ikke andet at gøre end at lægge os ned, kigge op i loftet og få det bedste ud af det. De 90 minutter blev brugt på at tænke på alt muligt andet end toiletbesøg – og Rasmus googlede også ALT om låsesystemet på en VW Caddy. Det resulterede i, at han fandt ud af, at man kunne have trykket 2 gange på låseknappen, da vi låste. Det ville have betydet, at vi havde kunne komme ud ved at trække 2 gange i dørhåndtaget. Men den viden kom desværre lidt for sent. Med 1 tryk havde vi aktiveret “SafeLock”, som gør det noget nær umuligt at bryde ind i bilen – men desværre også UD…….

Jens fra Falck

Da der var gået præcis 90 minutter, gik Martin ud på hovedvejen og tog imod den store Falckbil, som møvede sig ind på den lille p-plads i skoven.

I løbet af et øjeblik havde Jens fra Falck sat startkabler til batteriet på Caddyen og givet os strøm. Og med det samme kunne vi åbne dørene i bilen. Ahhh hvor var det dejligt at mærke friheden og den kølige luft, som strømmede os i møde. 

Vi takkede Jens mange gange for hjælpen, inden vi skyndte os ind i skoven for at forrette vores nødtørft.

En god historie

Det var selvfølgelig ikke så sjovt at være låst inde i Caddy Camperen, så længe det stod på. Men her bagefter har vi kun kunne grine af episoden. Der er ikke mange, der har været låst inde i deres bil. Om det er noget at “prale” af, er vi nu ikke så sikre på. Men en god historie er det uden tvivl! 

Vi bliver altid glade, hvis du vil følge med på instagram @twodanesontour og Facebook: Two Danes On Tour. 

Næste tur håber vi går til Mexico i februar. Skulle det ikke kunne lade sig gøre, finder vi på noget andet sjovt.

Indlægget Spærret inde i Caddy Camperen blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi har i et par år talt om at besøge Skagen, da ingen af os har været der siden, vi var børn. Men det er alligevel noget af en tur fra Falster for en enkelt weekend. Så vi skulle finde det rigtige tidspunkt, hvor vi havde mulighed for en længere tur. Og i løbet af vinteren opstod idéen om en sommerferie i The Caddy Camper med start i Skagen og endestation i Tønder. 

Vores gode ven Martin besluttede også at tage med de første dage. Det er altid sjovt og hyggeligt, når vi er på Caddy-tur sammen.

Foran Skagen museum mente vi, at vi var stødt på Lenin og Trotskij. Det skulle dog efter sigende være Ancher og Krøyer. 

På toppen af Danmark

Du kan ikke komme mere nordligt i Danmark end toppen af Jylland. Mange tror fejlagtigt, at det aller nordligste sted er Grenen, hvor de to have Skagerak og Kattegat mødes, men faktisk er det lidt misvisende. For hvis du kigger på et kort, vil du se, at det aller nordligste sted er Nordstranden, som ligger lidt vest for Grenen.

Syd for Grenen ligger den hyggelige by Skagen med de mange karakteristiske gule byhuse med kanter af hvidt på tagstenene. Der er uden tvivl mest liv i byen om sommeren, hvor indbyggertallet vokser fra de ca. 8.000 helårsbeboere til ca. 45.000 i den berømte Hellerup-uge. Den uge styrede vi derfor let og elegant udenom, da vi havde helt andre planer med vores Skagensbesøg.

Med Sandormen til Grenen

Vi skulle selvfølgelig en tur til Grenen. Man kan altså ikke tage til Skagen uden. Det er der mere end 1 million mennesker hvert år, der også mener. Ret imponerende besøgstal!

Og det er altså også en ret unik oplevelse at stå med et ben i hvert hav. Samtidig får man ved selvsyn øje på landskabet og det særlige lys, som Skagensmalerne har udødeliggjort med deres mange smukke malerier.

Vi var også heldige at se en enkelt gråsæl, som længe lå i det lave vand og hyggede sig. Nogle gange kan man være heldig, at sælerne kravler op og lægger sig på stranden. Men husk at holde god afstand til dem. Det er jo vilde dyr!

Det er selvfølgelig muligt at gå langs stranden hele vejen ud til Grenen, men vi valgte denne gang at tage den legendariske traktorbus Sandormen, som kører fra Grenen parkeringsplads.

Pris 35 kr. retur for voksne og 15 kr. retur for børn under 12 år. Du kører bare med Sandormen derud, og hopper med retur, når det passer dig. Den kører hele tiden i højsæsonen. 

Kunst i verdensklasse

Skagen er især kendt for dansk kunst i verdensklasse. I slutningen af 1800-tallet blomstrede en kunstnerkoloni op omkring Grenen, Skagen by og Brøndums hotel. 

Skagen var i slutningen af 1800-tallet meget afsondret fra resten af Danmark. Først i 1890 kom der jernbane til byen, i 1907 blev der bygget en havn og i 1932 blev der anlagt en asfalteret landevej fra Frederikshavn.

Der kom tilrejsende kunstnere fra både Danmark, Norge og Sverige, som i Skagen fandt det, de søgte: Rå uberørt natur, et barsk og til tider farligt sømandsliv og ikke mindst et fantastisk lys ud over havet.

Af kendte danske kunstnere, som var en del af Skagensmalerne kan især nævnes Holger Drachmann, Marie og P.S. Krøyer, Laurits Tuxen samt ægteparret Anna og Michael Ancher.

Mange af de tilrejsende kunstnere boede på Brøndums hotel, som dannede rammen om kreativitet og festivitas. En del af betalingen for opholdet, var ofte et maleri. Nogle af disse kan fortsat ses på hotellet, mens andre er skænket til Skagen museum.

Skagens kunstmuseer

Skagen museum (ikke at forveksle med Grenen kunstmuseum) er et must see, når man er i byen. Her er de mest kendte Skagensmalerier udstillet. Gennem disse billeder får man et unikt indblik i hverdagslivet sidst i 1800-tallet på den nordligste spids af Danmark. 

Især det hårde fiskerliv, hvor bådende blev trukket op på stranden ved håndkraft, var et centralt motiv.

Desværre kom alle ikke hjem i live, hvilket selvfølgelig prægede hele samfundet.

Anna Ancher, som var født og opvokset i Skagen, viste en anden side af Skawboernes liv, end mange af hendes kollegaer. Hun malede ofte de stille og hjemlige miljøer og naturen med børn og kvinder i centrum.

Flere af P S Krøyers billeder udstråler sommer, hygge og danskhed. Et af de mere kendte er billedet fra Skt. Hans-fejring på stranden. 

Også flere af hans kvindeportrætter er meget berømte – og med god grund.

På Skagen museum kan man også se den berømte spisestue fra Brøndums Hotel, som har protrætter af mange af de prominente gæster, som besøgte hotellet. I 1946 blev hele spisestuen flyttet fra hotellet til museet for at bevare den for eftertiden.

Vi købte en kombi-billet, som både gav adgang til Skagen Museum, Anchers hus og Drachmanns hus, for 180 kr. Hvis man kun ønsker adgang til Skagen Museum koster billetten 110 kr. 

Adressen for Skagen museum: Brøndumsvej 4

Anna og Michael Anchers hus

Tæt på Skagen Museum ligger Anchers hus, hvor Anna og Michael Ancher boede sammen med deres datter Helga, som også blev kunstmaler.

Det var spændende at gå rundt i de små stuer, hvor ca. 250 billeder, malet af de tidligere beboere, stadig er udstillet. 

Oplevelsen i huset blev helt speciel, da en af kustoderne simpelthen ikke kunne lade være med at fortælle anekdoter fra familien Anchers liv.

Han fortalte blandt andet historien om dengang H. C. Andersen kom til Skagen i 1859 og indlogerede sig på gæstgiverriget Brøndums gård. Den kendte digter havde gået hele vejen fra Frederikshavn langs kysten og var både træt og sulten. 

Madam Brøndum, som var højgravid, sendte en af sine tjenestepiger til stranden efter rødspætter, men hun var åbenbart for langsom efter H. C. Andersens smag, så han lavede en større scene i arrigskab over ventetiden. Madam Brøndum blev, i følge historien, så forskrækket over den berømte digters vredesudbrud, at hun gik i fødsel om natten, og fødte datteren Anna næste morgen. Den selvsamme Anna, som senere blev gift med Michael Ancher. 

Adresse: Markvej 2-4

Drachmanns hus og grav 

Da vi nåede frem til Drachmanns hus, også kendt som Villa Pax, var vi de eneste gæster. Også her var kustoden snakkesalig og fortalte os om den ombejlede Drachmann. Han fik seks børn med tre forskellige kvinder, hvoraf han var gift med de to. Men derudover var der mange flere kvindebekendtskaber…

Drachmanns karriere bestod hovedsageligt af malerier af skibe og det oprørte hav samt forskellige tekster og digte. Mest berømt er nok teksten til Vi elsker vort land, som jo synges hvert år til Skt. Hans.

På vej ud på Grenen ligger Drachmann begravet. Det imponerende gravkammer er tegnet af P. S. Krøyer og er nemt at nå på gåben fra Grenen parkeringsplads. 

Adressen til Drachmanns hus: Hans Baghsvej 21 

Brøndums hotel 

Vi havde hjemmefra drømt om et rigtig godt måltid mad til ligesom at skyde ferien i gang på. Vi havde luret lidt på de forskellige muligheder i Skagen og nåede frem til, at Brøndums hotel var det bedste bud for os. Både pga. menukortet og pga. hotellets tilknytning til skagensmalerne. Og vi blev ikke skuffede. Både restaurantens indretning, den spændende menu og den venlige og kompetente betjening levede fuldt ud op til vores forventninger. 

Vi kom til at sidde i stuen, som tidligere havde været kongelige gemakker, når Christian X og Dronning Alexandrine var på besøg på det legendariske hotel. Det var spændende at høre tjeneren fortælle om de kongelige besøg og hotellets øvrige gæster gennem tiden.

Vi fik en fantastisk menu med tilhørende vine, som du kan se herunder:

Kulmule – Fennikel – Gedefriskost – Agurk
2020 Riesling Trocken, Clemens Busch, Mosel, Tyskland

Jomfruhummer – Melon – Gul squash – Æble
2020 Albariño, ”Lias Finas”, Attis, Rías Baixas, Spanien

Havtaskekæbe – Pære – Caviar – Hyldeblomst-beurre blanc
2018 Cuvée Terlaner Classico, Cantina Terlan, Alto Adige, Italien

Lammekrone – Pastinak – Rabarber – Brøndkarse
2017 Minervois, ”Les Fontanilles”, Anne Gros & Jean-Paul Tollot, Languedoc, Frankrig

Oksemørbrad – Røget marv – Tomat – Sauce Bordelaise
2017 Langhe, ”Sito Moresco”, Gaja, Piemonte, Italien 

Lakrids – Vanilje – Saltkaramel – Basilikum
2015 Coteaux du Layon, ”Exception”, Château Soucherie, Loire, Frankrig

Den tilsandede kirke

Et meget berømt sted nær Skagen er Sankt Laurentii Kirke også kendt som Den tilsandede kirke. Kirken ligger ca. 4 km sydvest for Skagen i Skagen klitplantage, og vi måtte selvfølgelig slå vejen forbi.

Kirken blev opført sidst i 1300-tallet, hvor den var den største kirke i hele Vendsyssel. I starten af 1700-tallet begyndte den store sandflugt, og det blev mere og mere besværligt for kirkegængerne at grave sig frem til kirken ved gudstjenesterne. I 1775 måtte kirken helt opgives efter ordre fra Kong Christian d. 7. Selve kirken er i dag fjernet, og kun tårnet står tilbage som en påmindelse om, at naturen kan være barsk og ubarmhjertig.

Man kan jo gå og undre sig over, hvorfor der dog ligger en kirke sådan helt alene her ude i en klitplantage. Men man skal forestille sig, at kirken har været omgivet af et helt sogn med gårde og landbrugsland. Alt dette blev også ødelagt af sandflugten.

I Skagen klitplantage ligger også Sandmilen, som er en vandreklit, der har bevæget sig helt ud til Kattegat. Sandmilen har gennem hundredevis af år vandret hele vejen over Odden fra Skagerrak til Kattegat. Sandmilen er således en gammel mile, som nu er på vej ud i havet.

Råbjerg mile

Syd for Skagen ligger Råbjerg mile, som er Danmarks største vandreklit med i alt 3,5 millioner kvadratmeter sand. Det er alligevel en sjat! Råbjerg mile flytter sig ca. 15 meter hvert år mod nordøst, og man kan derfor forudsige, at milen vil dække landevejen til Skagen om godt 100 år. 

Det er gratis at besøge Råbjerg mile, og for børn og barnlige sjæle er der masser af muligheder for et par timers god leg i sandklitterne. 

Overnatningsplads i Skagen

Syd for Skagen ligger der en lille free-camper plads, hvor det er tilladt at overnatte gratis i Autocampere – og dermed også i Caddy Campere

Pladsen ligger for enden af Damstedvej og er rimelig primitiv med en toiletbygning og et par bordebænkesæt. Men den havde præcis det sociale campingliv, som vi syntes var hyggeligt for et par dage. Hver dag holdt der forskellige bobiler fra Danmark, Tyskland, Frankrig, Italien og Sverige.  

Pladsen er omgivet af høje sandklitter, og på den anden side af klitterne er der den fineste børnevenlige sandstrand ud til Kattegat, så trænger du til et bad, kan du hoppe i bølgen blå. 

Skagen levede fuldt ud op til vores forventninger om en hyggelig by med mange dejlige oplevelser. Vi kommer gerne igen.

Følg gerne med på sociale medier. Facebook: Two Danes On Tour. Instagram: @twodanesontour 

Vi rejser til Tromsø i Norge sidst i november og igen sidst i december. Vi håber som altid på smukke landskaber, nordlys, hvaler og spækhuggere.

Indlægget Skagen – på toppen af Danmark blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Hirsholmene består af otte øer, hvoraf man kun må besøge den ene; Hirsholm. De andre øer er udlagt som beskyttet fuglereservat, og man må således heller ikke gå i land på de fredede øer, hvis man skulle komme sejlende i egen båd.

Øen Hirsholm er helt unik og klart et besøg værd, hvis du sætter pris på havfugle og isolerede steder. For godt 100 år siden boede der omkring 200 mennesker. I dag lever der kun én mand, og han må være ret isoleret det meste af året. Der findes lidt sommerhuse, som skaber liv om sommeren og altså rigtig, rigtig, rigtig mange ynglefugle i sommerhalvåret.

Sejltur med Seadog

For at komme til Hirsholmene skal du enten have egen båd eller sejle de ca. 6 km fra Frederikshavn med den lille færge Seadog.

Færgen koster 300 kr/retur, og du kan se bådens hjemmeside med sejlplan her.

Vi tog den tidlige afgang, som sejler fra Frederikshavn kl. 9.30 (husk at du skal være der et kvarter før) og var fremme godt en time senere.

Sejlturen var lidt mere blæsende, end vi lige havde regnet med, og vi fik et par bølger ind over rælingen, så tænk lige over hvilket tøj og fodtøj, du har på. Og hvis du ligesom os ikke er så søstræk, så kan du også lige overveje, om det er godt givet ud at spise en halv søsygepille. Det plejer at gøre tricket for os. 

Ankomst til Hirsholmene

Lige så snart vi ankom til Hirsholm, var der tejster, terner og måger overalt! De bød os alle velkommen med deres høje skrig, som blev en konstant lydkulisse de næste to en halv time. 

Vi var straks interesserede i tejsterne, som lå alle steder på anløbsbroen, men vi fandt snart ud af, at det ville være endnu bedre at fotografere dem fra den anden bådebro. Så der ville vi selvfølgelig over.

Vi gik en lille tur gennem den meget lille by, og endte ved broen, hvor sejlskibe kan lægge til. Der var fugle overalt og mange tejster, som kom med fisk til deres unger. Ternerne var dog frække og forsøgte i luften at stjæle fiskene til deres egne unger. Ren akrobatik.

Det er et rent paradis for fugleelskere og fotografer.

Tejst

Tejsten er en alkefugl, som kan blive mellem 30 og 38 cm lang. Det er en meget smuk sort fugl med karakteristiske hvide vinger og knaldrøde ben. 

Derudover kan man også se den røde farve inde i munden, når den åbner næbet. 

Tejsten er hovedsagelig hjemhørende i Nordatlanten og i Ishavet. Vil man opleve denne smukke fugl i Danmark, så er der størst chance i Kattegat og Storebælt f.eks. på Sejerø, Anholt, Læsø og altså også Hirsholmene. Den er let at genkende på de hvide vinger og forveksles derfor ikke så nemt med andre havfugle i Danmark.

Vi så også andre fugle på øen. Især mange måger og terner, men også edderfugle og toppet skallesluger.

Rundt på Hirsholm

Da vi mente, at vi havde fotograferet tejster nok for én dag, hvilket pudsigt nok faldt nøjagtig sammen med det tidspunkt, hvor Rasmus blev skidt på af en stor havmåge, gik vi rundt og så lidt mere af øen.

Der er en fin lille udstilling om øgruppen og dens dyreliv i et lille sort hus. Her kan man også spise sin madpakke ved bordebænkesæt udenfor. 

Ved man ikke så meget om fugle, kan det være et fint sted at starte, da der er et kæmpe vægmaleri, som viser de mest almindelige sommergæster på øerne.

Vi besøgte øens lille kirke, som desværre var aflåst, men man kunne dog kikke ind over en halvdør, så det var muligt at se kirkerummet. Kirken ligner udefra mest af alt et bondehus med bindingsværk.

Der er et par gravsten udenfor kirken, men den nye kirkegård ligger et andet sted på øen.

De fleste huse på øen er kalket gule og mange steder er der karakteristiske stengærder rundt om grundene.

Fra øens fyrtårn var der en fin 360 graders udsigt over hele øen. Det er altid godt at få et overblik fra oven, så hvis du ikke ejer en drone, anbefaler vi en tur i fyrtårnet.

Vi besteg også det lille hyggelige fugletårn, som ligger lige udenfor den store måge- og ternekoloni.

I det lille tårn er der udstillet lidt malerier af fugle fra øen.

Lidt nyttig viden

Besøger du Hirsholmene så husk at tage alt med selv – både mad og drikke. Der er intet at købe på øen. Til gengæld er der mange steder, hvor du kan nyde din medbragte mad.  

Tæt på hvor færgen lægger til, er der et hus med offentlige toiletter og mulighed for at komme af med affald. Der kan man også få vasket sine bukser nødtørftigt, hvis en måge skulle komme til at skide på dem…

Hirsholmene er uden tvivl en unik oplevelse – både for folk med og uden interesse for fugle. Øen er en lille tidslomme og et besøg værd for dem, som gerne vil opleve særlige steder, hvor de færreste har været. Øen er hyggelig med en lille badestrand, så tag evt. håndklæde og badetøj med. 

Som altid er vi utrolig glade for alle jer, som synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour og som følger os på Instagram @twodanesontour. Her kan I også følge med, når vi rejser i både ind- og udland. Næste tur går til Norge i slutningen af november.

Indlægget Blandt masser af fugle på Hirsholmene blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Et stop i Klosterhede Plantage

På vej mod Thy besluttede vi at gøre et stop i Klosterheden Plantage for at gense bæveren og for at lede efter ulv i området. Det med bæveren skulle vise sig ikke at være helt så nemt som første gang, vi var der. Så selvom vi ved, hvor den holder til, så blev det desværre ikke til noget gensyn.

I stedet gik vi på jagt efter ulv. Men heller ikke den havde vi held med, selvom vi havde dugfriske efterretninger om, hvor vi skulle lede. Men som vi tidligere har sagt og skrevet, så ville det jo heller ikke give den her fede følelse, når man ser ting, man har ledt efter, hvis alle kunne gå ud og finde dem til hver en tid.

De her møder med vilde dyr kræver bare de tre T’er:
Tid, Tålmodighed og Temmelig meget held.

Til gengæld blev der hygget max med vores gode ven Martin, som har Caddy Camper ligesom os.

Grisetåodde fyr og Vestervig Kirke

På vej nordover gjorde vi et holdt ved Grisetåodde fyr, som står smukt ved Limfjordens bred. Vi havde ikke været der før og syntes, at det var en flot indgang til Thy.

Caddyerne stod også flot med Oddesundbroen i baggrunden  

Næste stop blev Vestervig kirke, som tårner sig op på en bakketop med god udsigt over det sydlige Thy. Vi havde håbet at kunne komme ind i kirken, men der var desværre låst. Til gengæld er der meget fine toiletter ved kirken, hvis man skulle have brug for det. 

På kirkegården ligger Liden Kirsten begravet sammen med hendes prins Buris. Vi kendte ikke den ulykkelige kærlighedshistorie så godt, men læste lidt op på sagerne.

Historien om Liden Kirsten

Liden Kirsten var søster til Kong Valdemar den Store. Hun forelskede sig i kongens tro væbner prins Buris. Kong Valdemar var imod forholdet og modsatte sig det.

Da Kong Valdemar kom hjem fra en rejse og opdagede, at de to unge mennesker stadig var forelskede, slog han sin egen søster ihjel og sørgede for, at hun blev begravet ved Vestervig kirke. Prins Buris fik stukket øjnene ud og blev ført til klosteret tæt ved kirken. Her blev han lænket med en kæde, som var præcis så lang, så han netop kunne gå hen forbi Liden Kirstens grav hver dag.

Da Prins Buris døde, blev han begravet ved siden af sin elskede, så de kunne blive forenede i graven.

Det er tradition for brudepar, som bliver viet i Vestervig kirke, at få bundet en lille ekstra brudebuket, som bruden lægger ved Liden Kirstens grav. En fin gestus til det ulykkeligt forelskede par. 

Lige ved siden af Vestervig kirke er der en jernalderboplads, som man frit kan se. Først syner den ikke af meget, men hvis man kigger nærmere efter, opdager man, at der er ret fine detaljer som dørmåtter af sten og afløbsrender. Det ville nok være endnu mere interessant, hvis man kunne være heldig at få en guidet rundvisning. 

Nationalpark Thy

Vi var meget spændte på at køre ind i selve Nationalpark Thy, som bryster sig af at være Danmarks største vildmark. Når man ikke kommer fra området, kan det være lidt svært at vide, hvornår man præcis er inde i nationalparken, da den bugter sig afsted med landskabet. Men som en hovedregel strækker Nationalparken sig langs Vestkysten fra Agger Tange til Hanstholm.

Nationalparken er kendt for sit helt særlige klithedelandskab. Den særlige klitnatur og dertil hørende vegetation er unik i europæisk sammenhæng og har derfor både national og international betydning. 

De næste dage så vi nærmere på det hele og kommer her med nogle anbefalinger til det, vi fandt mest interessant. 

Agger Tange

Agger Tange havde for os fået en nærmest magisk vibe over sig, fordi vi hjemmefra havde set en masse billeder af det fantastiske dyreliv på tangen. Rasmus havde allerede forestillet sig en mosehornugle i flugt i solnedgangens skær samt en “smilende” sæl i vandet på en 6-8 meters afstand. Det blev desværre ikke helt sådan.

Sælerne lå langt ude, og mosehornuglerne viste sig slet ikke frem.

Men med flere rovfugle lige over hovederne på os og rådyr rigtig tæt på, så var vi alligevel ikke i tvivl om, at dyrelivet blomstrer på tangen, og at vi kommer tilbage med lidt mere tid og tålmodighed en anden gang.

På tangen fandt vi et skønt frokoststop og nød sol og læ samt udsigt til Limfjorden. Husk dog at badning frarådes, da der kan være kviksand på stranden og stærk understrøm i fjorden. 

Ved havnen i Agger er der gratis bad og toilet, for dem der måtte køre Caddy Camper. Og tilmed en fiskebil med dejlige delikatesser fra røgeriet i Hanstholm. Vi anbefaler både fiskedellerne og den fantastiske varmrøgede laks, som var så saftig, at vi sjældent har smagt noget lignende.  Her er vi dog nået til desserten

Lodbjerg Fyr

Hen under aften gjorde vi holdt ved Lodbjerg Fyr, som ligger stolt og majestætisk i Lodbjerg klitplantage. Desværre var fyret lukket grundet Corona, så vores besøg blev lidt kort. Vi har ellers læst, at det er blevet renoveret for nyligt og nu huser en fin udstilling om området. 

I klitplantagen i nærheden af fyret fandt vi et egnet sted til aftensmad og overnatning. Det var en skøn aften med mad på Trangia og hygge i Caddyerne – og præcis det, vi elsker allermest ved Caddy-livet.

Stenbjerg landingsplads

Stenbjerg landingsplads er en af de karakteristiske strande på Vestkysten, hvor fiskerne gennem generationer har trukket deres kuttere på land. Her finder man fortsat gamle hvide fiskerhuse, en lang smuk sandstrand og ren idyl.

Desværre er der ikke længere gang i fiskeriet ved Stenbjerg. Det er et risikabelt arbejde, og allerede i begyndelsen af 1970’erne stoppede de sidste erhvervsfiskere med at benytte stranden som landingsplads. Om sommeren kan du nogle gange være heldig, at der er fritids- eller bierhvervsfiskere som trækker både op på stranden. 

Men uanset hvad så er stedet alligevel et besøg værd. Du kan gå en frisk tur langs stranden, eller bare se de velistandsatte fiskerhuse, hvor man tidligere rensede fisk og opbevarede redskaber.

Husene stammer fra begyndelsen af 1900-tallet og blev renoveret for ca. 20 år siden. Om sommeren er her i et af husene informationscenter for Stenbjerg og Nationalpark Thy – åbent alle dage fra kl. 12-16. Så kom om eftermiddagen, hvis du gerne vil blive klogere på stedet.  

Der er også to små museer, som holder åbent om sommeren, og der er gratis adgang. Det ene er den gamle redningsstation, mens det andet ligger lidt oppe i klitterne og tidligere blev brugt som spilhus – altså det hus, som var med til at trække fiskerbådende på land. 

Nr. Vorupør

Har du brug for et velassorteret supermarked, så er Meny i Nørre Vorupør et oplagt valg. Og nej, vi får ikke procenter Ud over en overflod af madvarer i både slagter og delikatesseafdelingen så har de også et glimrende udvalg af områdets specialøl.

Egentlig var vi klar til at vende om, efter vores indkøb i Meny, men heldigvis fortsatte vi videre ud til kysten. På Vorupør landingsplads lå fiskekuttere på stranden, og der var kitesurfere, som gav flot opvisning på vandet.

Vi gik en tur ud til den berømte mole, hvor der til tider er nogle overordentligt store skumsprøjt, men det var nu ikke så vildt denne dag. Vi fik fotograferet lidt fiskerbåde og kitesurfere og sluttede af med en gang fish & chips fra det lokale røgeri. 

Meget af havneområdet er nyrenoveret eller ved at blive det, og der er ingen tvivl om, at der er godt gang i den hen over sommeren, så for os var det bedre at kigge forbi her i det tidlige forår. 

Klitmøller

Vi gjorde kun et kort stop i Klitmøller, som er kendt som Cold Hawaii pga. de mange surfere, som kommer til området for at prøve kræfter med Vesterhavet.

Det mest bemærkelsesværdige var dette klaver, som stod på molen. Måske kan det spille Händels Water Music?

Hanstholm 

Vores besøg i Hanstholm blev en succes, allerede inden vi nåede byen på grund af den fantastiske køretur sydfra langs Kystvejen til Hanstholm. At køre midt i “ingen ting” ud ad en lige landevej med havet på den ene side samt klithedelandskab og til tider skjulte bunkere på den anden, var utroligt smukt og en uventet bonus.

Vi var vilde med området og håber at komme forbi igen en anden dag, hvor solen skinner og klitheden står grøn. Men selv i gråvejr og “fnusk-regn” var det ret fantastisk.

Og pludselig der fremme lå Hanstholm som en lille oase. En øde ø midt i klitterne. Det føltes så råt og isoleret, da vi kørte ind i byen og ned på havnen.

Industrihavnen i Hanstholm var lidt som at komme til Grønland. Den ser ved første øjekast grå og trist ud, men der er masser af havfugle og livlig menneskelig aktivitet. De lokale mødes i små bådelaug, hvor de sidder og hygger sig samt får planlagt dagen (går vi ud fra). For det hele handler jo om at tjene penge.

Derfor skal man også lige være klar over, at der lader til at være nogle mindre, men ret så væsentlige ændringer af færdselsloven på havnen. Hajtænder er åbenbart “usynlige”, når man kører med fisk. Og en gaffeltruck har ALTID forkørselsret. Det lærte vi på den hårde måde med en katastrofeopbremsning og et par fortænder nærmest plantet i instrumentbrættet til følge. Men skik følge eller land fly…

Selve Hanstholm by ligger højt hævet over havnen med en fantastisk udsigt over havet. På vej op ad bakke så vi en hel børnehave, som havde fundet på en fantastisk leg. Børnene løb op ad en stejl trappe, for så at rutsje ned ad den bløde klit. Da de nåede bunden, gik det op ad trappen igen. Børnene havde ingen kælke, bare flyverdragter på. Det kunne også være foregået i sneen i Grønland. 

Troldejagt ved Hurup Thy

Vi holdt os mest til Vestkysten på denne tur, men lavede også en afstikker til Hurup Thy. Der er nemlig kommet en Thomas Dambo-trold sidste sommer, og den kunne vi jo ikke gå glip af.

Turen begyndte tæt på stationen, og var en skattejagt med 4 poster. Ruten gik let op ad bakke hele vejen ca. 4 kilometer. Hvis man er dårligt gående kan man “snyde” og køre næsten helt til trolden ved Ashøj. Men vi holder nu af at gå på skattejagt. Nogle blev godt nok momentalt sindssyge undervejs, men det måtte Anne Marie jo tage med. Hun har selv valgt selskabet

Trolden Ask var, ligesom de andre Thomas Dambo-trolde, et mesterværk og klart et besøg værd.

Skyum Bjerge og Æ Verdensuniversitetet

Lidt ved et tilfælde kørte vi til Skyum Bjerge for at spise frokost og gå en tur i området. Det viste sig at være et utrolig smukt sted med et bakket landskab ned til Limfjorden og med udsigt til Mors.

Ved den lille parkeringsplads var der en mindebuste for Aage Rosendal Nielsen, som vi ikke kendte på forhånd, men som vi blev ret nysgerrige på. Han oprettede åbenbart Æ Verdensuniversitetet, som han kaldte det. Skolen byggede på højskoletanken, men skulle tiltrække elever og lærere fra hele verden. En af hovedtankerne var, at der skulle være fredelig sameksistens mellem verdens folkeslag. 

Æ Verdensuniversitetet eksisterer ikke mere, men nogle af tankerne og ideerne fra dengang lever videre. Bl.a. Nordvestjydsk Folkecenter for Vedvarende Energi, som har været medvirkende til, at Danmark i dag er verdens førende nation inden for vindenergi. Et andet initiativ var Thylejren, som Aage dog ikke var lige så begejstret for. Han kunne godt lide tankerne bag, men brød sig ikke om måden det udviklede sig på. 

Nogle kan måske huske optagelser af John Lennon og Yoko Ono på besøg i Thylejeren. De to berømtheder kom til Thy, da Yoko Onos eksmand arbejde på Æ Verdensuniversitet, og her mødte Aage Rosendal Nielsen den berømte Beatle, som han ikke vidste hvem var. Det lagde grobund for et varmt venskab, da John Lennon var begejstret for at møde en oprigtig ven, som ikke var interesseret i hans penge eller musik. Samtidig var han glad for at kunne føle sig fri i Thy, hvor folk lod ham gå i fred på gaden. 

På gensyn Thy

Denne tur var en forsmag på, hvad Thy har at byde på. Der er så mange dejlige steder og så meget natur at opleve. Vi kommer helt sikkert igen, for vi har virkelig fået smag for Thy og dets smukke landskab. 

Hvis du vil se, hvor vi kører hen næste gang, så følg gerne med på vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour

Hvis du har lyst til at læse mere om oplevelser i Danmark, så har vi samlet alle vores blogindlæg fra vores eget skønne land her.

Måske kan vi også friste med lidt om Island og Færøerne. 

Indlægget Rå natur i Nationalpark Thy blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Beirut Rafic Hariri International Airport

Luften er varm og stillestående, da vi lander i Beirut efter fire timers direkte flyvning fra København. Lufthavnen ligger kun 11 km fra centrum, og da klokken viser 00.50 lokal tid, er vi glade for, at vi kommer rimelig hurtigt gennem paskontrollen. 

Vi har for en gang skyld bestilt afhentning i lufthavnen gennem vores hotel. Taxachaufførerne i Beirut er berygtede for at snyde turister og kræve overpriser for den relativt korte tur ind til centrum. Vi har derfor hjemmefra besluttet os for, at vi ikke, på den tid af døgnet, magter at stå og diskutere urimelige priser med en hustler. De 29 USD, vi skal betale, er også overpris, men så ved vi, at der vil være styr på det, og at vi vil blive kørt det rigtige sted hen på kortest mulig tid.

Beirut – en farverig palette

Beirut blev i 1960’erne kaldt Mellemøstens Paris. Det var her Europas og Mellemøstens jetsettere festede. Det var i tiden inden borgerkrigen, hvor byen blomstrede og tilbød dens besøgende brede boulevarder, fransk-inspirerede kolonistilsbygninger, middelhavsklima og hippe natklubber. 

Beirut er i dag en af de mest multikulturelle byer i verden. Den består af mange kvarterer med hver deres subkultur så forskellige fra hinanden, at du kunne komme til at tro, at det rent faktisk var forskellige byer, du bevægede dig rundt i: Det nyrenoverede centrum, det cool og hippe kristne distrikt Gemmayzeh. Det Hizbollah-kontrollerede område Bourj al-Barajneh, det intellektuelle Hamra, det armenske distrikt Bourj Hammoud, det fashionable Raouché, flere palæstinensiske flygtningelejre og meget, meget mere. Ja, der er nok at opleve. Især religiøse tilhørsforhold sætter hver deres præg på de forskellige bydele.

Libanon huser 18 forskellige religiøse grupperinger. Der skal således både være plads til shiamuslimer, sunnimuslimer, protestanter, maronitiske katolikker, drusere, græsk-ortodokse, græsk-melkitiske katolikker og armenske apostolere blot for at nævne nogle. Mange danskere bliver overraskede over at høre, at ud af Beiruts godt 400.000 indbyggere betragter ca. 40% sig som kristne. For vi befinder os jo midt i Mellemøsten. 

Hamra

Vi har efter mange overvejelser besluttet at bosætte os i området Hamra i to nætter. Derefter har vi planlagt et roadtrip rundt i Libanon, inden vi sidst på ugen vil bruge et par dage mere i hovedstaden. De sidste nætter har vi endnu ikke booket, da vi gerne vil have friheden til at vælge, når vi har lært byen lidt at kende.

Ved søgninger hjemmefra, finder vi hurtigt ud af, at hoteller ikke kommer billigt i hovedstaden. Alligevel er vi rimeligt tilfredse med 56 USD pr. nat for et dobbeltværelse på Lavender Home Hotel inklusiv en lidt kedelig morgenmad. Her er prisen og lokationen afgørende for vores valg.

Vi bruger vores første dag på at se nærmere på området Hamra, som byder på masser af fashionable modebutikker, fastfoodrestauranter, hoteller, små butikker med alverdens junk og ragelse samt Mellemøstens mest præstigefyldte universitet The American University of Beirut, hvorfor der også er mange studerende i dette område af byen.

Vi kan godt lide Hamra og kunne sagtens bruge meget mere tid i området. Men vi vælger også at gå en tur til havnefronten The Corniche, som er et 4,8 km langt fortov langs Avenue de Paris og med Middelhavet som nærmeste nabo. Her mødes både lokale og turister for at gå eller løbe en tur samt få slukket tørsten på en af de mange dyre caféer med havudsigt.  

Det er også her Beiruts meget fotograferede vartegn Pigeons’ Rock ligger, så der må vi forbi for at tage det ikoniske billede. 

Gemmayze

Da vi efter 4 dages roadtrip til det nordlige Libanon kommer tilbage til Beirut, booker vi et værelse gennem Airbnb i området Gemmayze (også kaldet St. Germini), som ligger i Østbeirut. 

Gemmayze er et hipt og ungt kvarter med masser af designerbutikker, gallerier, restauranter og kort afstand til centrum af Beirut. Når du slentrer gennem Gemmayzes gader, er det svært at tro, at du befinder dig i et af verdens mest turbulente regioner. Det er et meget sikkert kvarter at bevæge sig rundt i, og der er coolnes og franske kolonistilsbygninger så langt øjet rækker.   

Vi bor på Gouraud Street og er med det samme meget tilfredse med lokationen. Det er et område af byen, som de lokale selv bruger, når de skal handle eller i byen.

Vi går i gang med at lære vores nye nabolag at kende, som både byder på charme, street art og lækre restauranter, og vi føler os straks hjemme.

Downtown Beirut

Vi har med vilje bosat os tæt på centrum af Beirut, da der er flere steder i midtbyen, vi gerne vil se og opleve. Vi synes tit, at det er rart, at kunne gå rundt til de forskellige ting i stedet for at skulle være afhængige af offentlig transport.

Downtown Beirut var frontlinje, da borgerkrigen rasede fra 1976 til 1991 og byen blev voldsomt ødelagt. Det bærer nogle få bygninger stadig præg af, så dem vil vi prøve at finde. 

I 1994 valgte man at genopbygge en stor del af centrum med hippe restauranter og dyre modeforretninger. Dette renoveringsprojekt var meget kontroversielt, da lokalbefolkningen blev tvunget til at flytte ud af deres huse og lejligheder. Tilbage står nu en bykerne, som virker poleret og kunstig. Beirut centrum har uden tvivl mistet en stor del af sin mellemøstlige charme, hvilket mange begræder. 

En anderledes morgen på Martyrpladsen

Vi beslutter at gå på opdagelse i centrum, og begynder vores tur på Martyrpladsen, som har fået sit navn efter de henrettelser, som fandt sted på denne plads den 6. maj 1916. Henrettelserne blev beordret af lederen af det Ottomanske rige Djemal Pasha, som også gik under tilnavnet Den blodtørstige. 

Martyrpladsen var også en del af den linje, som delte Beirut i øst og vest under borgerkrigen fra 1975 til 1990, så mange lidelser har fundet sted her. 

Her ved pladsen ligger St. George Maronite katedralen og Muhammad al-Amin moskeen klods op ad hinanden. Det er unikt at sådanne to store religiøse steder kan ligge side om side i forholdsvis ro og fordragelighed. 

Da vi nærmer os pladsen, undrer vi os lidt over, at der ligger væltede containere i gaderne, så affaldet flyder til alle sider, og stanken går lige i næsen.

Snart passerer vi også en smadret bank med glasskår ud over fortovet. Hvad er det mon, der foregår?

Vi kommer forbi bøjede skilte, knuste butiksruder og lyssignaler. Det bliver lige lidt for suspekt. Af gode grunde ved vi jo ikke, hvordan der plejer at se ud i disse gader, men vi snakker om, at der må være noget galt. Især da vi går forbi en udbrændt bygning.

På afstand kan vi se og høre en stor flok mennesker med libanesiske flag, som råber slagord i kor. Vi beslutter os for at gå en anden vej, så vi ikke støder ind i folkemængden.

Nu begynder vi at blive endnu mere årvågne og opmærksomme på vores omgivelser. 

Vi går ind på en lille café for at spise morgenmad og få lidt flere oplysninger om, hvad det er, der foregår.

Manden bag disken kan ikke meget engelsk, men prøver efter bedste evne at forklare os, at der er nogle, der er sure over noget med WhatsApp. Det lyder lidt mærkeligt i vores ører, for hvorfor skal man smadre en bank på grund af WhatsApp? Men vi kan ikke komme det nærmere lige her og nu.

Midt i en revolution

Høje råb runger fortsat i gaderne. For ikke at bringe os selv i unødig fare, beslutter vi at gå hjem til vores AirBnB-værelse. 

Da vi tænder for CNN, er Libanon hovednyheden. Uroligheder og demonstrationer i Beirut centrum, smadrede butikker og banker, og desværre flere døde pga. påsatte brande. 

Vores vært kommer forskrækket ind i lejligheden og siger, at det er godt at se os. Hun har, ligesom os, slet ikke opdaget, at der har været kampe mellem demonstranter og politiet i gaderne i nat. Vi har alle tre sovet som sten uden at høre noget som helst. 

Resten af formiddagen beslutter vi at blive i vores eget kvarter. Vi ønsker ikke at udsætte os selv for unødig fare, da det her i begyndelsen er svært for os at vurdere situationens alvor. Og vi ved, at sådanne konflikter hurtigt kan eskalere. 

Revolutionen i Libanon

Fra nyhederne og vores AirBnb-vært får vi efterhånden stykket sammen, hvad utilfredsheden handler om. 1000-vis af mennesker har samlet sig i centrum af Beirut og andre større byer i Libanon, for at vise deres utilfredshed med regeringen.

Regeringen bliver beskyldt for at være korrupt og for at tiltuske sig kæmpe store formuer, mens befolkningen lider. Folk er især utilfredse med højere priser på benzin, tobaksvarer og brød. Libanesere spiser brød morgen, middag og aften, så prisstigninger på brød er virkelig noget, som rammer alle samfundslag, men selvfølgelig især de fattigste.

Folk er også utilfredse med at affaldet flyder i gaderne, og at de ikke kan være sikre på internet, elektricitet og vand 24 timer i døgnet.

Og så har regeringen netop annonceret, at folk fremover skal betale 0,20 dollars pr. dag for at bruge gratistjenesten WhatsApp. Det er det, som har fået bægeret til at flyde over.

Det lyder måske som en bagatel for os, men i et land, hvor en stor procentdel af befolkningen bor i udlandet og gerne vil have forbindelse til deres venner og familie, så løber det op i mange penge, hvis man pludselig skal betale en daglig afgift.

WhatsApp har af en eller anden grund ikke rigtig slået igennem i Danmark, men i Libanon er det måden at holde kontakt og kommunikere på. Alle har WhatsApp, og ligesom med brød, er det derfor en afgift, som vil ramme alle.

Ud på gaden igen

Senere på dagen vurderer vi, at det vil være okay for os at gå tilbage mod centrum. Dog er vi hele tiden opmærksomme på, om situationen skulle ændre sig til det værre.

Vi er som sagt på udkig efter tegn fra borgerkrigens tid. Og ved at gå en stor bue uden om Martyrpladsen, finder vi hen til flere bygninger med skudhuller i murene.

Vi kommer forbi det meget kendte hotel Holiday Inn, som lå midt i krigszonen under borgerkrigen. Her foregik der voldsomme kampe i oktober/november 1975. Konflikten er kendt som Battle of the Hotels, hvor over 1000 mennesker mistede livet – en del af dem blev smidt ud fra taget af hotellet, og mindst dobbelt så mange blev såret. Derfor står hotellet stadig som et spøgelse for at minde os alle om, hvor galt det kan gå. 

Det virker endnu mere alvorligt at stå på dette sted netop nu, hvor vi ikke ved, hvad de næste 24 timer vil bringe af demonstrationer, gadekampe eller det, der er værre. Imens ruller militæret ind i Beiruts gader.

Revolutionen fortsætter

Vi er spændte på, hvad vi vågner op til næste morgen.
Igen har der været protester hele natten – og de er ikke blevet mindre. Tvært imod. Demonstrationerne fortsætter med fornyet kraft. 

Libanons premierminister Saad Hariri går på nationalt TV og giver sig selv og hans regering 72 timer til at få rettet op på situationen. På skærmen kan vi se, at der var et lille ur i øverste venstre hjørne, som tæller ned til de 72 timer er gået. Hele Libanon holder vejret og kigger på uret, der tikker.

Folk på tværs af religiøse skel og politiske overbevisninger mødes på Martyrpladsen og kæmper skulder ved skulder med slagord skrevet på papskilte og viftende flag. Det er de færreste som tyer til vold og ødelæggelser. Størstedelen af befolkningen er enige om, at dette skal være en fredelig revolution, og at tidspunktet er inde. De ønsker ikke krig, men retfærdighed og bedre vilkår i en presset hverdag. Dette er den eneste chance, de har for at vække regeringen og gøre en forskel. 

Folket har krævet, at regeringen træder tilbage. Nu.
Hizbollahs leder Nasrallah går på nationalt tv og taler; både til folket og til politikerne. Trafikken står stille. Alle sidder klistret til skærmen – både muslimer og kristne. Vi følger med fra en barbersalon, hvor alt klippearbejdet går i stå, imens en af Libanons mægtigste mænd taler.

Nasrallah siger i grove træk, at politikerne skal tage sig sammen og få styr på situationen. Men han forlanger ikke, ligesom demonstranterne, at regeringen skal trække sig tilbage. Han lader det skinne igennem, at der ikke er andre politikere i Libanon, som kan gøre arbejdet bedre. Dem der sidder på posterne må leve op til deres ansvar.

Situationen optrappes

Det er nogle intense og spændende dage. Tænk at vi står midt i det og oplever det på nærmeste hånd, mens det sker. Men til tider er det også lidt for spændende… For pludselig går der rygter om, at alle indfaldsveje til lufthavnen er spærret, og at der er bål i gaderne. Flere fly bliver aflyst. Nogle fordi der ikke er passagerer. Andre fordi flyselskaberne indstiller alle fly til Beirut. Panikken begynder at brede sig blandt de turister, som skal nå et fly samme aften.

Vi hører historier om rejsende, som i desperation forsøger at komme til lufthavnen, og derfor får lokale til at fragte sig derud bag på scootere ad de små bagveje, som man skal være lokalkendt for at finde. Flere af dem bliver omringet af demonstranter og sendt retur til byen – enkelte en “huskekage” rigere.   

Pludselig er det hele meget mere alvorligt, end vi havde håbet på. Og vores hjemrejse nærmer sig hastigt. 

Sikkert hjem

For at være sikre på at kommet ud i lufthavnen i god behold og til tiden, kontakter vi igen vores chauffør Ali og spørger, om han vil køre os i lufthavnen. Det vil han gerne.

Han holder klar i vores gade næste morgen meget tidligt, selvom vi først skal flyve over middag. Han har nemlig hørt, at indfaldsvejene snart vil lukke igen, og vil gøre alt for, at vi når det i tide.

Turen til lufthavnen går godt og uden problemer. Vi er i gode hænder hos Ali, som kender sin by og sit land som sin egen bukselomme. Vi kommer sikkert ind i lufthavnsbygningen efter at have takket Ali mange gange og betalt ham gode drikkepenge for køreturen.

Mens vi sidder og venter i lufthavnen, hører vi, at vejene ganske rigtigt nu igen er blevet lukkede. Puha. Vi nåede det lige.

Indlægget Beirut i en revolutionær tid blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Hvis du selv påtænker en tur til det sydlige Libanon, kan vi da lige fortælle, at det der med stednavne nogle gange kan være lidt besværligt. F.eks. er Sidon både kendt som Sayda og Saida, mens Tyre også kan skrives Tyr, Tyrus eller Sour. Ja, det er ikke nemt at blive klog på! 

Det sydlige Libanon

Det sydlige Libanon er primært shiamuslimsk med stor støtte til Hizbollah. Derfor ligger der også et Hizbollah museum i dette område, som grænser op til Israel. Stemningen i det sydlige Libanon er lidt mere tens end i det nordlige. Det kunne vi især mærke på Ali, som hele tiden sikrede sig, at alt var okay.

I forbindelse med borgerkrigen i Syrien, som brød ud i 2011, har der i perioder været intern uro i Libanon. Sunnimuslimer og shiamuslimer har støttet hver sin part af konflikten. Sidon var i 2013 udsat for 2 dages kampe mellem sunnimuslimske oprører og den libanesiske hær. Forud for kampene havde Hizbollahs leder Hassan Nasrallah meddelt, at Hizbollah ville støtte præsident Bashar al-Assad. Over 50 mennesker omkom i kampene, og siden har man frarådet turister at rejse til det sydlige Libanon. Men vi var jo afsted med Ali, så vi følte os i gode hænder.

Første stop Tyre

Efter en enkelt nat i Beirut holdt Ali klar næste morgen og ventede på os uden for vores lejlighed. Og snart var vi på farten igen. Vi kørte ud forbi lufthavnen og mod syd. Vi begyndte med at køre helt til Tyre og derefter bevæge os tilbage mod Beirut.

Tyre er Libanons fjerdestørste by med omkring 200.000 indbyggere. Der er en stor souk og en dejlig strand. Men det var nu ikke derfor, at vi ønskede at besøge byen.

Anne Marie ville gerne se resterne af den gamle fønikiske og senere romerske by i Tyre, som er på listen over UNESCOS verdensarv. Byen har været en del af det romerske rige fra år 64 f.v.t til år 395 e.v.t.

Ifølge både Mathæus og Markus evangeliet, har Jesus faktisk besøgt området omkring Tyre og Sidon. Her udførte han et mirakel ved at hjælpe en kvinde med at helbrede hendes datter, som var blevet besat af en dæmon. Og i byen Qana, ca. 10 km fra Tyre, forvandlede han vand til vin.

Der er især to arkæologiske områder, som er værd at kigge nærmere på i Tyre. Men der er faktisk flere ruiner rundt omkring i byen, hvis man har længere tid.

Det arkæologiske område Al-Bass

Vi begyndte ved Al-Bass, som er mest spektakulær. Stedet ligger lige ved siden af el-Buss flygtningelejren.

Al-Bass er blandt andet kendt for en stor begravelsesplads med kæmpe store kister. Over 100 stenkister ligger på begge sider af vejen, der fører ind til byen.

På vejen står en stor flot romersk triumfbue fra det 2. århundrede. Triumfbuen er blevet rekonstrueret, så man kan se, hvordan den engang har stået.

Her findes også en imponerende akvædukt konstrueret af romerne. Den førte vand ind i byen fra omkringliggende kilder. Buerne i akvædukten blev brugt som arkade for byens butikker. 

Ved Al-Bass ligger også verdens største hippodrom – altså en hestevæddeløbsbane. Denne arena er hele 480 meter lang og 160 meter bred og imponerende, når man står og føler sig meget lille i midten. 

En lille del af tribunen er også stadig bevaret, og man må gerne kravle op.

Vi var heldige, at vi nærmest havde hele området for os selv. Det er de færreste turister, som rejser til Libanon. Og endnu færre tager til det sydlige Libanon, og det er der jo som nævnt en grund til. Området bliver betegnet som Hizbollah-højborg, og i 2006 var der kampe tæt på Al-Bass. En nærliggende bygning blev bombet, og det har skadet en del af vægudsmykningerne i den arkæologiske by. 

Det arkæologiske område Al-Mina

Det andet arkæologiske sted i Tyre hedder Al-Mina og ligger midt inde i byen.

Stedet imponerede ved den smukke udsigt over Middelhavet.

Al-Mina kan dateres tilbage til det 3. århundrede f.v.t. Her så vi mange søjler og en mosaikbelagt vej på 170 meter. Mosaikkerne er lagt i geometriske mønstre og stammer fra romersk og byzantinsk tid. 

Her findes også et offentligt romersk badehus og en arena, som har kunne huse op til 2000 tilskuere. 

Tæt på Al-Mina er denne fine strandpromenade, som tiltrækker mange libanesere i weekender og ferier.

Kort om Hizbollah

Ali ville meget gerne vise os et krigsmuseum dedikeret til Hizbollah i nærheden af landsbyen Mleeta. Vi havde været lidt tilbageholdende med at besøge dette sted, men samtidig også nysgerrige.

Tidligere havde vi jo hørt, at det kunne være farligt at besøge og især overnatte i byen Baalbek, da det er en af Hizbollahs højborge. Men da vi besøgte byen tidligere på ugen (og overnattede), havde vi overhovedet ikke nogle problemer. Og nu da lejligheden bød sig for at besøge dette specielle museum sammen med Ali, sagde vi ja tak.

Hizbollah er i store dele af den vestlige verden betegnet som en terrororganisation. De har flere gange kæmpet mod Israel og i den forbindelse brugt selvmordsbombere. Samtidig siges det, at organisationen har tætte relationer til Iran, som menes at hjælpe dem økonomisk. 

I Libanon er Hizbollah et shia-muslimsk politisk parti og en militant gruppe, som en stor del af befolkningen sympatiserer med. De tilbyder et stort hjælpe-program for skoler, hopitaler, syge og værdigt trængende familier. Derudover har gruppen også hjulpet med genopbygningen af Beirut og andre byer efter israelske bombardementer.

Mange libanesere ser på Hizbollah med ærefrygt, da de to gange har kæmpet mod israelerne. Første gang i 1978, da Israel angreb Libanon og fra 1982 til 2000 besatte Beirut. Anden gang i 2006, da de to lande angreb hinanden henover grænsen med missiler. 

Hizbollahmuseet i Mleeta

Efter vores besøg i Tyre kørte vi nu ind i landet og op i bjergene. Langs de snoede bjergveje var der mange plakater med mænd, som havde lidt en martyrdød og derfor blev æret og husket på denne måde. Det var ligesom med til at sætte en særlig stemning at se alle disse mænd, nogle meget unge, som havde mistet livet i krig.

Hizbollahmuseet ligger på toppen af bjerget Mount A’mel i 1060 meters højde. Stedet var tidligere en vigtig militærbase for Hizbollah, men blev i 2008 omdannet til et museum.

Det er jo altid svært at huske, hvad man egentlig forestiller sig, inden man besøger et sted. Men at blive mødt med “velkommen” og store smil af Hizbollah-folk, var nok ikke lige det, vi havde regnet med. Normalt går der et Hizbollahmedlem med rundt og viser museet frem. Men vi havde jo Ali og fik derfor lov til at gå “på egen hånd”.

Vi så først en film på 12 minutter om organisationen (som nogen nok vil betegne som propaganda). 

Derudover var der udstillet masser af ødelagte israelske våben, biler og kampvogne, som israelerne efterlod, da de rykkede ud af Libanon.

Og sidst men ikke mindst kunne man gå en tur i området og se, hvordan Hizbollah havde lavet skjul i terrænet.

Blandt andet var der en 200 meter lang tunnel under jorden, hvor man kunne se, hvordan Hizbollahsoldaterne havde levet og klaret sig.   

At besøge Hizbollah museet var uden tvivl en oplevelse, som vi er glade for, at vi fik med på vores rejse. Det gav os et lille bitte indblik i en organisation, som vi kun kender gennem medierne. 

Sidon

Vi kørte videre til Sidon, Libanons fjerde største by, som lige som Tyre ligger ud til Middelhavet. Sidon var i oldtiden en driftig handelsby med stærke bånd til Egypten. 

Utallige folkeslag har gennem tiden erobret Sidon, og både Herodes, Jesus og apostlen Paulus siges at have besøgt byen. 

Derudover har Sidon en berømt borg, som ligger på en lille ø ude i havet. Borgen er bygget i det 13. århundreder af korsfarere. Der er adgang via en lille gangbro på ca. 80 meter. Selve borgen er ikke så velbevaret og interessant, men det er omgivelserne, der gør det hele.

Vi var blevet sultne og spiste turens hidtil bedste falafler i en durumrulle. Hvis I ikke allerede vidste det, så ELSKER vi Mellemøstlig mad – og især libanesisk. 

Vi gik også en tur i souken, som lå lige ned til havnen. Det var en flot gammel souk, som ikke virkede særlig turistet. Lige noget for os.

Mest af alt mindede det os om 1001 nats drøm.

Der er uden tvivl mange flere oplevelser i det sydlige Libanon, end hvad vi kunne nå på én dag. Her findes også nogle af Libanons bedste strande, så er man til badeferie, kan det fint kombineres med det kulturelle, hvis den politiske situation tillader det. 

Hvis du har lyst til at se alle vores blogindlæg fra Libanon, så kan du finde dem her.

Og har du lyst til at læse mere på vores blog, så kig dig rundt eller prøv et af disse blogindlæg:

To dage i Acco
Ruinbyen Petra
Til te hos nomadefolk

Som altid sætter vi stor pris på alle, som synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kommer vi med billeder og små anekdoter, når vi er på farten. Og her kan du også se, når vi har udgivet et nyt blogindlæg.

Viste du for resten at vi lige har været med i en podcast om Svalbard? Find den på Taste the World. 

Indlægget Hizbollah museet og det sydlige Libanon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Normalt rejser vi jo det meste af kloden rundt for at se spændende dyr, men en ulv har vi faktisk aldrig set før. Vi kiggede efter dem for to år siden, da vi var i Finland for at se bjørne. Men ulven viste sig ikke i de tre døgn, vi sad i skjul. Så nu skulle det være – og så i vores eget hjemland.

Den grå ulv

Den art af ulv, som lever her i Europa, Asien og Nordamerika er den grå ulv; på latin Canis lupus. Ulven bliver op til 80 cm. i skulderhøjde og mellem en meter og halvanden lang. Hunnen vejer op til 55 kg, mens hannen kan veje helt op til 80 kg. Til sammenligning vejer en schæferhund kun det halve. Ulven er også et hurtigt dyr, som kan løbe mellem 50 og 60 km. i timen. Ulve er af natur meget sky, og kommer helst ikke i nærheden af mennesker. Og derfor er de også svære at få at se. Men det plejer jo ikke at stoppe os  

Der har levet ulve i Danmark siden stenalderen. Men for ca. 200 år siden blev Danmarks sidste ulv skudt omkring Skive. 

Ulve i Danmark

For ca. 10 år siden genindvandrede ulven til Danmark. Den første gik over grænsen fra Tyskland og snart fulgte flere efter. Og flere ulve giver selvfølgelig på et tidspunkt ulvehvalpe. I øjeblikket menes der at være mellem 8 og 10 ulve i Jylland.

Efter ulvens tilbagekomst har der været en heftig debat om ulve; især på de sociale medier. Der har været enkelte angreb på fåreflokke i de områder, hvor der er set ulve. Problemet er, at en ulv ikke bare tager et får og løber sin vej, for så kunne fåreavlerne nok leve med det. Ulven dræber ofte et utal af får og lader de fleste ligge døde i folden. Derfor er den uønsket af mange landmænd og også af folk, som er bange for, at den på et tidspunkt skal angribe mennesker.

I 2018 var der en mand i Vestjylland, som skød og dræbte en ulv. Da det blev filmet samtidig, var der jo tydelige beviser på, at det var ham, som havde gjort det, og han blev efterfølgende dømt i retten, hvor han fik 40 dages betinget fængsel og blev smidt ud af Danmarks Jægerforbund. 

Ulveatlas

For at overvåge ulvebestanden i Danmark har Ulveatlas en del frivillige, som kigger efter ulve, indsamler billeder af poteaftryk samt DNA fra pels og de ekstrementer, som findes i området. I løbet af vores jagt efter at se en ulv, stødte vi på ikke mindre end fire observatører fra Ulveatlas, så vores bud er, at der bliver holdt rigtig godt øje med ulvene i Danmark.

Folk fra Ulveatlas er rigtig gode at falde i snak med, hvis man er interesseret i at se en ulv. De kender ulvenes revirer og deres foretrukne tilhørssteder.  

Mener du selv, at du har set en ulv, så er det også Ulveatlas du skal henvende dig til. Der er meget mere information på deres hjemmeside.

På jagt efter ulv

Af gode grunde findes ulven kun i Jylland, så vi var godt klar over, at det var der, vi skulle lede. Men Jylland er jo relativt stor… Vi læste om ulveobservationer på nettet og udså os nogle områder, hvor vi vidste, at ulven var set for nyligt. 

Derefter pakkede vi Caddy Camperen og satte kursen mod vest. Vi var af sted i fem dage, men kiggede kun efter ulv de to af dagene. Og desværre uden resultat. Men altså, man kan vel heller ikke regne med at køre til Jylland og få ulven serveret på et sølvfad.   

Vores første møde med en ulv

Det var selvfølgelig ærgerligt at vi ikke så ulv på vores første tur. Men det betød bare, at vi læste endnu mere op på tingene til næste tur, hvor vi afsatte 5 dage til at finde den og samtidig besluttede os for en lidt sydligere destination.

Denne gang gav vores efterforskning, om man så må sige, pote. Vi var kun lige ankommet til udkigspunktet, da vi fik at vide, at ulven lå ude på heden på 7-800 meters afstand. Og inden Rasmus fik hentet kamerastativet i bilen, havde Anne Marie allerede set ulven første gang. Men den var godt nok svær at få øje på – selv med kikkert.

Vi havde den i kikkerten i næsten 2 timer, hvor den skiftevis lå ned, stod op eller gik lidt rundt. Til sidst luntede den ud af vores synsfelt i solnedgangen. Og selvom det var på meget lang afstand, var vi begejstrede over at have set en ulv i Jylland.

Faktisk så begejstrede at vi besluttede os for at lede efter den igen dagen efter i samme område. Vi ville jo gerne se den lidt tættere på, og man kender efterhånden også Rasmus så godt, at man ved, at lige meget hvilket billede han får taget, så vil han altid gerne have et, der er endnu bedre.

Endnu en dag på jagt efter ulv

Så næste morgen kl. 6 stod vi atter klar og spejdede ud over heden. Her stod vi så også 3 timer senere sammen med 8 andre “ulvekiggere”. Og i det tidsrum havde kun nogle enkelte af os set et kort glimt af ulven – så kort at ingen havde fået taget et billede. Ulven er lydløs, hurtig og en mester i at gemme sig i det couperede hedelandskab.

Til gengæld havde Anne Marie spottet en flok af lille korsnæb i grantræerne ved siden af os. Det er en fugl, som hun længe gerne har ville se. Så hun var næsten lige så glad, som hvis hun havde set en ulv.

Læg lige mærke til det seje næb, som går over kors. Der er en grund til, at den for sjov bliver kaldt Nordens papegøje. Dens højt specialiserede næb er grunden til, at denne lille fugl kan plukke frø ud af kogler. Og en anden særlig detalje ved denne fugl er, at den ofte har unger om vinteren, da der er bedst fødegrundlag på denne årstid.   

En gåtur i skoven og spor fra ulv

Efter at have indtaget brunch under bagklappen på Caddy’en, besluttede vi os for at gå en tur i skoven. Vi tænkte, at hvis ulven ikke var på heden, så var den nok i skoven. Måske en lidt naiv tanke, da ulven jo sagtens kunne befinde sig ude på heden, uden at vi kunne se den. Og samtidig er skoven kæmpe stor, så det var lidt som at lede efter en nål i en høstak.
Men hvis man ikke leder, så finder man sjældent noget.

Vi gik ned ad en skovvej og så straks spor efter store ulvepoter. Uha! Så vidste vi, at ulven ind imellem gik denne vej. Da vi så sporet, var vi ikke i tvivl om, at det var fra en ulv. Det var alt for stort og kraftigt til bare at være fra en hund.

Vi hørte også grønspætten – der lige som ulven har den det med at camouflere sig godt i skoven. Men ingen af dem viste sig for os.

Vi drejede på et tidspunkt til højre ad en anden vej og fandt her næste indikation på, at ulven var i området: Lort!

Og igen var vi ikke i tvivl. Dette var hverken en lort fra hund eller ræv. Den var alt for stor og derudover fyldt med hår fra de dyr, den havde spist.

Længere fremme kunne vi se nogle mennesker, som kom imod os på lang afstand. Vi gik dem i møde, men pludselig stoppede de op og kiggede til venstre for os.  

Et fantastisk møde med ulven

Vi resonerede hurtigt, at hvis de alle 3 stod og kiggede den vej, så måtte der være noget at se på. Så Rasmus bevægede sig hurtigt fremad (så hurtigt man nu kan, når man er 47!), imens Anne Marie blev stående og kiggede over imod et skovbryn. Hun så straks, at det var nødvendigt at kalde Rasmus tilbage. Der var ingen tvivl om, at der stod en ulv helt stille og kiggede på os.

Der blev skudt et par billeder, der pga. den høje puls var mega uskarpe, og så forsvandt ulven ind i skoven.

De 3 personer foran os vinkede os frem, og de fortalte kort, at de havde set ulven flere gange. Vi blev sammen enige om, at vi kun havde én chance for at se den igen. Nemlig hvis den ville krydse stien foran os på et tidspunkt. Så derfor blev vi stående helt stille.

Vi fik helt ret i vores antagelse. Og det hurtigere end der var tid til at indstille kameraet. For pludselig kom ulven spankulerende over stien, imens den gjorde os det klart, at den godt vidste, at vi var der – og at det var den lige glad med!

Og så er vi tilbage ved det med vilde dyr, nemlig at de forsvinder lige så hurtigt, som de dukker op, og det er det fede ved sådanne oplevelser.

Vi var selvfølgelig meget glade og nærmest euforiske bagefter. Det havde været en fantastisk oplevelse at se en ulv på så nært hold. Så smukt og helt roligt. 

Da ulven er hadet af en del mennesker i Danmark, er vi desværre blevet opfordret til ikke at skrive, i hvilket område vi præcis har set og fotograferet ulven. Det er trist, at det skal være sådan, men vi ønsker ikke flere ulve skudt.   

Følg med

Tak fordi du læste med. Hvis du ønsker at støtte os, så vil vi blive meget glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du se, når vi er på farten, og når vi har skrevet et nyt blogindlæg. Du kan også finde os på Instagram @twodanesontour

Hvis du har lyst til at læse et blogindlæg eller to mere, så har vi her samlet lidt om vilde dyr i Danmark:

Læs også: En elg i Lille Vildmose
Læs også: En bæver i Klosterhede plantage
Læs også: En kronhjort i Dyrehaven
Læs også: Sort sol i grænselandet
Læs også: På jagt efter ugler i Danmark 
Læs også: Rævehvalpe i Lille Vildmose

Indlægget På jagt efter en ulv i Jylland blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Færge til Agersø

Lørdag morgen pakkede vi Caddy Camperen og af sted gik det mod færgelejet i Stigsnæs, som ikke ligger så langt fra Skælskør. Herfra kan man også sejle til naboøen Omø, men det må blive en anden god gang.

Færgen til Agersø sejler hver time om dagen og hver anden time om aftenen. Den lille sejltur tager kun ca. 15 minutter. Færgen var gratis for gående og cyklister grundet corona-sommerpakken, men vi skulle jo have “hotellet” med. Derfor betalte vi 75 kr. for Caddy Camperen og os/retur. 

Agersø havn og by er lille og hyggelig med en flot træallé og fine stendiger langs vejene. Der er en smuk mølle, et gadekær og en lille købmand.

Den velbevarede træmølle er en hollandsk model opført i 1892. Inde i møllen er der et lille museum, hvor man kan se ting fra Agersø. 

Gåtur rundt om Egholm

Vi besluttede at køre til den nordlige ende af øen, hvor vi gik en dejlig tur rundt om hele nordspidsen.

Selve norddelen af øen er egentlig en ø i sig selv ved navn Egholm. Når man kigger på et kort, kan man dog se, at Egholm hænger sammen med Agersø. Egholm er privat ejet og derfor lukket af for offentligheden. Men man kan altså sagtens gå langs stranden hele vejen rundt.

Turen er ca. 4,5 kilometer og skulle kunne gøres på halvanden time, hvis man ikke skal fotografere alt for mange fugle undervejs  

Efter gåturen kørte vi de 7 km til sydenden af øen, hvor vi spiste en nem frokost ved stranden. Flere steder er der dejlig badestrand, så husk endelig badetøjet og håndklædet, hvis du kommer om sommeren. 

Om eftermiddagen kørte vi igen rundt på Agersø for at se mere af øen. Undervejs nød vi de fint malede bænke, som minder os om dem fra Fejø. 

Vi besøgte selvfølgelig også Købmanden – det skal man jo altid huske på de små øer. Om ikke andet kan man da altid købe en is og slå en sludder af med kassedamen. Og en is trængte vi virkelig til på denne varme sommerdag.

Vi mødte også en enkelt meget fin vejbod undervejs, hvor de fristede med salt, sylt og lidt grøntsager.

Turen gik derefter forbi havnen for at få stemplet vores ø-pas udenfor havnekontoret.

Agersø har en rigtig hyggelig lystbådehavn, og der var masser af liv i det fine vejr.

Agersø kro

Til aften havde Rasmus bestilt bord på Agersø kro. Vi kom lidt tidligt og blev sat ved et borde-bænkesæt udenfor med en kold øl og en sodavand. Da det var en virkelig varm sommeraften, var al servering flyttet udenfor i skyggen af de mange parasoller.

Da klokken nærmede sig 18, blev folk bedt om at flytte sammen ved bordene, således at vi skulle dele borde-bænkesæt med et andet par. Og det viste sig at blive en rigtig dejlig oplevelse!

Vi kom til at sidde sammen med et hyggeligt par fra Nakskov, og i løbet af et øjeblik gled samtalen bare, som om vi havde mødt hinanden før. Det var virkelig sjovt at opleve, og noget af det vi plejer at elske, når vi rejser til udlandet. Der kommer man altid i kontakt med så mange søde, sjove og interessante mennesker. Og her sad vi på Agersø og havde selv samme oplevelse blot fordi kroen havde besluttet, at alle skulle sidde udenfor denne skønne sommeraften. 

Mens vi hyggesnakkede, spiste vi en dejlig treretters menu. Forretten bestod af varmrøget laks med rugbrødsflager, syltede løg, dild, mayo og tomater. Laksen kom fra det lokale Agersø røgeri, som ligger på havnen. Eneste anke ved forretten var, at den var for lille  

Hovedretten bød på kalvemørbrad. Som tilbehør var der små danske kartofler, en glace og nogle utroligt smagfulde svampe samt indkogte tern af knoldselleri, som smagte himmelsk.

Vi sluttede af med sandkage og markroner, vaniljeis og friske jordbær. Utrolig lækkert!

Da vi havde nydt maden, blev vi siddende en times tid endnu og snakkede videre med parret, inden vi kørte ud i natten for at finde et lille, stille sted at raste i Caddy Camperen. 

Havde vi ikke selv haft vores overnatning med, kunne vi også have bestilt et værelse på kroen. Eller sovet i shelter bag ved naturcenteret, som ligger tæt på købmanden.

En smuk morgentur

Vi vågnede næste morgen til bølgernes skvulpen og fuld sol. Der blev hurtigt varmt i bilen, så vi stod rimelig tidligt op. Og vi blev straks enige om at gå en morgentur ud til hestene og Helleholm fyr på sydspidsen af Agersø.

Det blev en rigtig dejlig tur med lidt fugle undervejs. 

Fyret stod flot. Desværre kunne man ikke komme op i det, og kort efter endte stien i privat vej. Der er ellers en stor landtange ved navn Skagen, men den er lukket af for besøgende for at passe godt på de ynglende fugle. Derfor vendte vi om og gik tilbage mod bilen. 

Agersø var lige det mikroeventyr vi havde brug for i august. Øen var forholdsvis lille, men stadig meget charmerende og med mulighed for dejlige gåture og lækre strande. Vores varmeste anbefalinger går til en tur til Agersø.

 Tak fordi du læste med. Hvis du ønsker at støtte os, så vil vi blive meget glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du se, når vi er på farten, og når vi har skrevet et nyt blogindlæg. Du kan også finde os på Instagram @twodanesontour

Hvis du har lyst til at læse et blogindlæg eller to mere, så vil vi gerne anbefale:

Læs også: Danmark dejligst – Egholm
Læs også: Danmark dejligst – Fanø

Indlægget Danmark dejligst – Agersø blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Tur til Egholm

Egholm er ikke en ø, som vi vidste særlig meget om i forvejen, ud over dens placering i Limfjorden. Men efter en regnbyge af de større, vågede vi pelsen. Vi kørte til havnen i Aalborg og sejlede med den lille færge, som kun tager fem minutter. Igen var det jo gratis for gående og cykelister på grund af regeringens feriepakke. Normalpris 20 kr. tur/retur for voksne. 

Egentlig ville vi have spist frokost på Restaurant Kronborg, som ligger lige ved færgen, når du kommer til Egholm. Men da de meldte om alt optaget, da vi ringede på forhånd, tog vi selv frokosten med og nød den på havnen inden afgang.

Ø-passet skulle jo også lige stemples. Den lille metalstang, man skulle skrabe med, var faldet af, men en dims fra en dåsesodavand kunne godt bruges i en snæver vending.

Egholm er en MEGET flad ø, men det gik snart op for os, at der faktisk var 2 kilometers travetur fra færgen og til selve Egholm by, som ligger midt på øen. Dog kan der lejes cykler ved færgelejet, eller man kan tage sin egen cykel med.

Troldejagt på Egholm

Egholm er godt 6 km2 stor, og der bor ca. 50 mennesker hele året rundt. Dertil er der lidt sommerhuse og fritidsboliger. Øen har et rigt fugle- og dyreliv. Bl.a. kan man være heldig at se både slørugle og mosehornugle på øen. Så heldige var vi dog ikke i denne omgang.

I Egholm by er der en lille “park” med gadekær og bord-bænkesæt, hvor vores trolde-skattejagt begyndte.

Troldeskattejagter

Hvis du ikke har hørt om Thomas Dambo’s trolde før, så kan vi kort fortælle, at der rundt om i Danmark og andre steder i verden er blevet opført træskulpturer af den danske multikunstner Thomas Dambo.

Thomas Dambo laver alle sine trolde af genbrugstræ, som han skralder ved byggemarkeder og hos private. Derudover bruger han frivillige hjælpere i det område, hvor han bygger.

Det begyndte med 6 trolde på Vestegnen ved København, men i 2020 besluttede han at lave 10 trolde-skattejagter rundt om i Danmark.

For at finde en skattejagt, så skal du bruge hjemmesiden Trollmap.com
På hjemmesiden kan du zoome ind på det område, du befinder dig i. Er der et sort kryds, er det en trold, du kan besøge. Er det et grønt kryds, kommer du til det sted, hvor skattejagten til en trold begynder. Du skal også bruge hjemmesiden til at indtaste de koder, du får undervejs. Derved får du det næste hint om, hvor du skal gå hen. Ved hvert kryds står der også, hvor lang ruten er (husk dog også at medregne, at du skal tilbage til udgangspunktet) og hvor mange koder, du skal finde undervejs.

Pil Tusindtunge

Og nu var vi klar til at gå på trolde-skattejagt. Turen førte os langs marker – med masser af store fasankyllinger, langs stranden og til sidst ind i en lille skov.

Her fandt vi den fine trold Pil Tusindtunge. Alle troldene har navne, og Thomas har også skrevet en historie om hver af dem. 

Trolden var blevet indviet kun to dage før vores besøg, og den var allerede meget populær. Både blandt turister og lokale, som kom forbi for at se den nye beboer på øen. Og vi må da også medgive, at den var rigtig fin og placeret et godt sted. Vi er sikre på, at Egholms beboere nok skal blive rigtig glade for den.

Selve troldejagten var 4 km, og så skal man jo lige huske, at der også er 2 km hver vej til og fra havnen. Det er en anbefalelsesværdig tur, hvis du er i Nordjylland og på jagt efter en trold.  

Læs også: Staycation i Danmark del tre – Nordjylland
Læs også: Danmark dejligst – Mandø
Læs også: Danmark dejligst – Fanø

Tak fordi du læste med. Som altid bliver vi rigtig glade, når I synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kommer vi med billeder og små historier fra rejselivet og det er også her, du kan se, når vi har skrevet et nyt blogindlæg fra ind- eller udland.
Vi er også at finde på Instagram: @twodanesontour

Indlægget Danmark dejligst – Egholm blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Rold skov og Lille blåkilde

Første stop var Rold skov – Danmarks næststørste skov på godt 8000 hektar. Vi valgte at gå en dejlig tur i kuperet landskab fra Fruenskoen P-plads til Lille blåkilde, som er områdets mest vandrige kilde. Vandet pibler simpelthen op fra den kalkholdige jord, og det menes, at der kommer ca. 90 liter ud i sekundet! 

Området er rigtig smukt og meget kuperet. Her gror den sjældne orkidé Fruesko, som kun findes i Nordjylland. Dog er den hegnet ind for at beskytte den mod langfingrede haveejere, som synes, at det kunne være sjovt at have den på matriklen. Vi kom desværre uden for orkidé-sæsonen, så vi har stadig til gode at se den blomstre. 

Ved Lille blåkilde fandt vi en bro, hvor vi kunne nyde synet af Lindenborg å, som slynger sig smukt gennem landskabet. Man kunne godt blive lidt misundelig over, at det ikke var os, der kom glidende under broen i kano (med en stribe kolde pilsnere). Det så virkelig dejligt ud!

På tilbagevejen var vi heldige at finde en stor Karl Johan-svamp, som jo er en af Danmarks dejlige spisesvampe. Den tog vi med til aftensmaden. 

Rebild bakker

Næste stop var Rebild bakker. Rebildfesten, som hvert år siden 1909 er blevet afholdt den 4. juli på USA’s uafhængighedsdag, har gjort området berømt. Vi havde dog aldrig været i Rebild bakker før, og havde vist ikke de helt store forventninger. 

Ved Rebildporten er der et besøgscenter, hvor vi fik et par fif til, hvilken rute vi kunne gå. Vi synes altid, at det er rart at have et mål med turen, så vi valgte et tårn, som vi kunne gå ud til. 

Vi snørede vandrestøvlerne, og så var det afsted. Allerede lige efter Rebildporten kom vi til de mest fantastiske landskaber med lyng og blåbærplanter. Nu forstod vi, hvorfor alle taler om Rebild bakker.

Snart fandt Anne Marie en stålorm, som lå lidt slapt på vejen. Så den blev nænsomt hjulpet ind til siden. Et par familier med børn fik sig også en på opleveren, da de lige fik lov til at se pragteksemplaret og samtidig fik lidt viden om en af Danmarks øgler med på vejen. Mødrene så dog ikke nødvendigvis begejstrede ud, men ungerne havde en fest. 

Efter at have forceret en godyl stejl bakke nåede vi frem til det famøse tårn, som vi havde besluttet at kravle op i. Det blev dog noget af en vuggende oplevelse. Ja, faktisk overvejede vi, hvor længe tårnet kunne blive stående endnu. Det var godt nok vakkelvornt. Så meget så vi nærmest blev søsyge på toppen. Godt vi kom sikkert ned igen.

Vi har dog efterfølgende læst, at tårnet er så “fleksibelt”, fordi det skal være stormsikret. Men lider du af højdeskræk, er det ikke sikkert, at dette tårn er noget for dig. Men udsigten var fin!

Thingbæk kalkminer

Sidst på eftermiddagen besluttede vi lidt impulsivt at besøge Thingbæk kalkminer. Vi havde som sådan ikke nogen forventninger til stedet ud over at skulle se en gammel kalkmine. Vi blev derfor noget overraskede, da vi trådte ind i et lille museum, hvor der stod en gammel Trabant, som man kunne sætte sig ind i. Rasmus hoppede hurtigt med på “legen”.

Udenfor kunne vi gå ind i kalkminen, som blev købt af billedhuggeren Anders Bundgaard i 1905. Kalkminedriften blev droppet igen i slutningen af 1940’erne, da den ikke var rentabel. I dag kan man se forskellige gipsskulpturer, som er udstillet inde i minen – den tidligere ejer var jo ikke billedhugger for ingen ting. Om det er interessant, må være op til den enkelte at bedømme. Vi havde håbet på at se flagermus, men fandt ud af, at de kun overvintrer i minen, så vi var der på den forkerte årstid.

Øst og Vest

Til sidst kom vi over i hovedbygningen, hvor der var endnu et spøjst museum. Rummet var delt i to: Øst og Vest, og der var masser af gamle ting fra de to sider af Jerntæppet. Meget af det lå frit fremme, så man kunne røre ved det, og børn kunne lege med tingene. Det er sjældent når man går på museum, da der ofte bliver passet godt på tingene.  

I udstillingen blev vi pludselig fanget af historien om Regan Vest, som vi overhovedet ikke kendte på forhånd. Regan Vest var i mange år en underjordisk bunker, hvor Danmarks vigtigste personer – altså kongehuset, regeringen og embedsmænd, kunne styre landet fra, hvis der var udbrudt reel krig under Den kolde krig. 

Regan Vest var en atomsikret bunker, som blev opført i årene mellem 1963-68, da den kolde krig var på sit højeste. Den var bygget en halv kilometer inde i en kalkbakke, 60 meter under jorden her i Rold skov i Nordjylland.

Anlægget var 5500 m2 stort og bestod af i alt 232 rum. Her kunne 350 mennesker opholde sig i ugevis uden kontakt med omverdenen. Så det har været noget af en bunker!

Det har været tophemmeligt, at Regan Vest overhovedet fandtes. Selv folk i lokalområdet kendte ikke til det. Nu prøver man på at gøre Regan Vest klar til publikum, og det vil uden tvivl blive en stor turistattraktion, hvis det lykkes. Problemet er, at der kun er én indgang ind. Og altså ingen nødudgange. 

Udsøgt middag på Fjerritslev kro

En aften inviterede vi os selv på Fjerritslev kro. Rasmus havde læst om deres lækre 8 retters tastingmenu til 425 kr. Det lød næsten for godt til at være sandt.

Vi blev sat ved et stort rundt bord, selvom vi kun var to, og så blev der ellers båret små lækre retter ind, som det var meningen, at vi skulle dele. Og snart gik det op for os, at vi ikke “kun” fik 8 retter, som der stod på menuen. For da vi nåede til ret nr. 8, var vi hverken nået til hovedretterne eller desserterne endnu. Og inden vi var færdige, havde vi fået serveret 15 udsøgte retter. Det var heavenly!   

Vi var i den 7. himmel, da vi kørte derfra. Det hele var så lækkert og veltilberedt. Ja, vi kunne næsten ikke tro, at vi havde fået sådan et fantastisk måltid til 425 kr.

Da vores gode ven Martin stødte til to dage senere, tog vi lige hele oplevelsen én gang til. Vi bestilte igen 8 deleretter og fik denne gang 11 lækre retter, som ALLE var forskelige fra de 15, vi fik to dage før. Imponerende! 

Vi ville egentlig have skrevet et blogindlæg om dette fantastiske måltid, men kort tid efter, at vi havde besøgt kroen, lukkede den desværre. Vi håber, at værtsparret Søren og Iben har lyst til at starte noget andet op på et tidspunkt. Så kan de i hvert fald regne med os som stamgæster.

Store Vildmose

Vi har mange gange besøgt Lille Vildmose, som ligger syd for Limfjorden. Det er her vi blandt andet har været heldige at se elge og rævehvalpe. Men nu ville vi prøve at køre forbi Store Vildmose, som ligger Nordenfjords.

Store Vildmose er ikke på samme måde en turistattraktion som Lille Vildmose, men også her er der chance for at se dyr og fugle på det godt 60 kvadratkilometer store område.  

Efter at have kørt lidt rundt, hvor vi kun havde set et par musvåger og to traner, stoppede vi ved det lille museum Vildmoseporten. Her kunne vi få et bedre overblik over området og dets muligheder. Vi blev mødt af flere frivillige, som var super søde og virkelig satte en ære i, at vi skulle føle os velkomne og få rigtig meget ud af vores besøg.

På museet lærte vi blandt andet, at der i 1934-35 blev bygget 19 staldgårde, som skulle hjælpe lokalbefolkningen med at dyrke afgrøder og holde husdyr. Det er nu en af disse gårde, som er lavet om til museum og skolestue. Der ligger også en shelter, som man er velkommen til at overnatte i. Adressen er
Biersted Mosevej 277.

6000 år gamle trædesten

På museet blev vi opmærksomme på, at der var en ca. 6000 år gammel sti af trædesten, som man kunne besøge. Det var lige noget for en historienørd som Anne Marie, så det blev næste stop.  

Ved Centralgårdsvej 30 er der en lille p-plads og derefter en plankesti ind til stenene. For mange mennesker er dette sted måske bare en række sten. Men hvis man er lidt historieinteresseret, så er det helt unikt, at der ligger en anlagt trædestensvej fra Jernalderen i Danmark. Mosen har jo dengang været et uvejsomt sted, så de store trædesten har lettet vejen for datidens mennesker. 

Vejlerne

På tredjedagen stødte vores gode ven Martin til med hans Caddy Camper. Og vi må sige, at det ALDRIG er kedeligt at være på tur med Martin. Han er lige så eventyrlysten og nysgerrig som os, så hvad var mere nærliggende end at udforske nye græsgange.

Vi havde igennem længere tid hørt meget godt om Vejlerne, der er et vådområde i Nordjylland imellem Thisted og Fjerritslev med en meget stor diversitet både hvad angår dyre- og fugleliv. 

Ved området kaldet Hanvejlen er der bygget fine plankebroer og smukke fugleskjul med stråtækte tage. Vi var vilde med det! Og vi var da også heldige at se lidt af det, som vi var kommet efter. Blandt andet traner, skestorke og sølvhejrer, som området er kendt for. Her ved Vejlerne findes nemlig Danmarks første sølvhejrekoloni. 

Men ikke nok med det. Vi fandt også de altid sjove og smukke skægmejser, som dog kan være lidt af en udfordring at fotografere.  

Og sidst men ikke mindst fik Martin øje på en rørdrum på godt 200 meters afstand. Rørdrummen er en sand mester i camouflage. Her er det altafgørende at man har kikkert eller endnu bedre et teleskop med. Hvis du på et tidspunkt hører en lyd, som minder om din lillebror, som sidder og puster i en sodavandsflaske, så ved du, at rørdrummen er i nærheden. Derefter er kunsten at få øje på den…

Og mens vi stod der og snakkede om rørdrum og skægmejser, kom vi i snak med en ældre nordjyde, som vidste en masse om rovfugle. Vi spurgte ind til chancen for at se natravn i området, og han gav os rigtig mange gode tips til at opleve denne mystiske fugl, som de færreste danskere kender. 

Lidt facts om natravnen

Natravnen er en fugl, som er utrolig god til at camouflere sig. Den gråbrunlige farver gør, at den næsten falder i et med omgivelserne. Derudover sidder natravnen ofte på jorden i dagstimerne. 

Når det bliver skumring, flyver den ud på jagt efter insekter ligesom flagermus. Det, som gør natravnen ekstra speciel, er de lyde den siger. Den har både en snurrende lyd, som kan høres over store afstanden på en stille sommeraften, og så kan den klappe med vingerne.  

På jagt efter natravn

Vores nye ven fra Vejlerne fortalte os, at vi, mens der stadig var dagslys, skulle køre til Thorup klitplantage og finde læbælter. Det gjorde vi som forarbejde til aftenens ekspedition.

Efter den formidable middag på Fjerritslev kro, gik turen igen tilbage til Thorup klitplantage. Og her er det bare at Rasmus gang på gang priser sig lykkelig over at have en kæreste, som hverken kan lide vin eller øl. Så der er altid en til at køre bilen  

Da vi nåede læbælterne, stoppede vi bilen og slukkede motoren og satte os til at vente. Vi havde fået besked på at vente 10 minutter – og hørte vi intet, kunne vi godt køre videre. Og hvad var det så vi lyttede efter? Både den snurrende trille, som natravnen siger, og så en klappende lyd, når den klasker vingerne sammen.

Ved det tredje læbælte, vi stoppede ved, kunne vi pludselig høre lyden af natravnen. Så vi fløj ud af bilen og skrånede ind over en lysning, der på dette tidspunkt af dagen ikke rigtigt levede op til sit navn. Med andre ord: Der var bælgragende mørkt. Vi zigzaggede imellem en masse træstubbe, inden vi nåede hen til et trådhegn. Her blev vi stående, imens vi på skift klappede i hænderne for at tiltrække natravnen.

Først kunne vi høre den i nærheden, og lige pludselig fløj den rundt om ørerne på os. Det var jo bulder mørkt, så det var en ret vild men også super sjov oplevelse, som helt sikkert skal gentages en anden gang. Og så skal vi jo også se den i dagslys, så vi kan få et billede af den I steder må I nøjes med et billede af rørhøgen.

På svamperov

Vi sov et par nætter ved Thorup klitplantage og gik på jagt efter svampe. Skovens guld.

Selvom vi ikke fandt en guldåre, fandt vi nok til en lækker brunch, som blev tilberedt næste formiddag ved Hanvejlen. Det er bare noget helt særligt at spise de svampe, som man selv har fundet. Vi fandt både almindelige og blege kantareller. Og de smagte himmelsk!  

Bulbjerg

Når nu vi var i området, så ville vi ikke snyde os selv for at se Bulbjerg, der er en ca. 47 meter høj kalkstensklippe beliggende helt ud til havet. Klippen er Danmarks største – og et af de eneste – fuglefjeld i landet.

Der var en super fin udsigt fra toppen, og man kunne virkelig mærke vindens kræfter, hvilket også blev udnyttet af blandt andet de måger og rider, der har hjemme på fjeldet. Det er selvfølgelig ikke Skotland eller Irland, men det minder lidt om det i meget mindre skala.

Vi gik ned på selve stranden for at få et close up look på denne berømte klippe. Der var nogle, som ønskede at komme endnu tættere på end os. De fleste af dem endte med en våd sok eller to. 

Øster Thorup strand

Som nærmest resten af Danmarks befolkning har vi også hørt om Gutterne på kutterne, så vi måtte lige lægge vejen forbi Øster Thorup strand, som er blevet berømt på grund af udsendelserne på TV. Her ligger 14 fiskekuttere, som via et særligt spil bliver trukket op på stranden. Og det er da bare et godt motiv! 

Og det kaldte selvfølgelig også på en selfie med gutterne foran kutterne

Lille Vildmose

Vi sluttede den nordjyske rundtur i Lille Vildmose. Et sted vi virkelig er kommet til at holde meget af. Her så vi blandt andet denne ræv, som kom rimeligt tæt på bilen.

Og da vi stod og hyggede om aftenen, ville denne elg også lige over og hilse på. Den var nok nysgerrig for at se, hvad vi lavede. Pludselig stod den ca. 3 meter bag ved os med kun en lille å imellem. Martin fik først øje på den og sagde helt stille: Rasmus, vend dig om! Skyd, skyd, skyd. Det kom der blandt andet dette billede ud af:

Det var en fantastisk ferie i Nordjylland med fokus på smukke naturområder. Og vi fik masser af gode oplevelser med hjem. Følg gerne med på Facebook Two Danes On Tour og Instagram @twodanesontour

Indlægget Staycation i Danmark del 3 – Nordjylland blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Anne Marie havde, siden hendes sidste besøg i Grækenland tilbage i 1990, drømt om at se Oraklet i Delfi. Rasmus har ellers sagt til hende, at hun kan se oraklet hver dag, og at vi da ikke behøver at tage til Delfi for det!
Men når en af os har fået “en fiks idé”, så undersøger vi mulighederne for at få ting til at lykkes.

Vi kunne hurtig se, at det ville blive bekosteligt med en lejebil fra Athen for en enkelt dag, og samtidig havde ingen af os meget lyst til at være en aktiv del af trafikken, der enten virkede meget lidt regelret eller meget lidt bevægelig. Så i stedet fandt vi ud af, hvordan vi kunne tage offentlig transport til Delfi.

At finde den rigtige busstation

Det stod hurtigt klart for os, at hvis vi ville til Delfi, så blev det med bus. Det er ikke vores foretrukne transportform – vi kan bedre lide at køre med tog, hvor man har mulighed for at rejse sig lidt op og gå rundt. Men for en enkelt tur på godt tre timer hver vej, ville det være helt okay.

Vi havde egentlig først tænkt, at vi kunne gå til busstationen, men vores hotelfatter sagde, at det kunne vi godt glemme. Der var alt for langt. I stedet bestilte han os en taxa – og vi må indrømme, at han havde ret. Vi havde aldrig nået bussen, hvis vi var gået derhen.

Til gengæld er det en god idé at have fuldstændigt styr på aftalen omkring prisen på taxaen. Vi havde aftalt en pris. Men da vi kom frem, var der alle mulige “tillæg”. Rasmus ringede til hotelfatter, men han meldte hus forbi. Og så var der ingen anden udvej end at tage konfrontationen, der endte med 20 % drikkepenge – men ikke tillæg til over dobbelt aftalt pris.

Bussen afgik fra KTEL Bus station Terminal B (Liosion) – ikke at forveksle med KTEL Athens Bus Station Terminal B. Så pas lige på, at I ikke ender det falske sted!

Der er desværre ikke lige en metrostation op ad busstationen – det havde ellers været smart. De nærmeste er Kato Patisia og Agios Nikolaos.

Med bus til Delfi

Vi tog den tidligste bus fra Athen kl. 7.30. Så kunne vi være fremme omkring kl. 10.30 og dermed have hele dagen i Delfi, inden vi skulle med bussen retur.

På busstationen fandt vi denne oversigt over tider og priser, men tjek lige op på det selv. Det kan jo være lavet om.

Bussen var en almindelig turistbus med ok benplads og faste sædenumre. Vi kiggede ud af vinduet undervejs og blev især betaget af en lille by, som vi kørte igennem. Men mere om denne by senere.  

Delfis Arkæologiske Museum

Da vi ankom til Delfi, gik vi direkte ind på det arkæologiske museum, som ligger i forbindelse med Apollos tempel. Her var der en fin lille udstilling med diverse skulpturer fra Delfis templer. 

Et af museets skatte er Sfinxen af Naxos. Det er en 2,22 meter høj marmorstatue, som er forholdsvis velbevaret. Figuren har en kvindes ansigt, krop som en løve og fjer som en rovfugl. Den har stået på en ca. 10 meter høj jonisk søjle ved siden af Apollotemplet. 

I den græske mytologi er Sfinxen et uhyre, som blev sendt til jorden for at straffe og bevogter byen Theben. Sfinxen stillede alle fremmede den samme gåde: “Hvilket dyr har først fire ben, så to ben og så tre ben?” Ingen kunne besvare gåden før kongesønnen Ødipus kom forbi. Han løste den ved at sige, at det var et menneske, som kravler på alle fire som spæd, går på to ben som voksen og bruger stok som gammel. Da gåden var gættet, kastede Sfinxen sig i døden, og Theben var befriet. 

En anden berømt figur på museet er Vognstyreren fra Delfi. Bronzestatuen stammer fra antikken, og eneste grund til at den er så relativt velbevaret er, at den har ligget gemt under en masse murbrokker efter et stort jordskælv i 373 f.v.t. Den blev fundet ved udgravninger i 1896. Alle andre bronzeskulpturer fra den tid er blevet røvet og smeltet om, så Vognstyreren fra Delfi er helt unik. 

Oraklet i Delfi

Efter en lille rundtur på museet var vi klar til at se nærmere på ruinerne udenfor. 

Vi kom snart forbi en sort sten, som skulle være verdens midtpunkt. I følge en gammel myte slap Zeus to ørne løs i hver sin ende af verden. Ørnene krydsede hinanden lige over Delfi, og stedet måtte derfor være verdens midtpunkt. 

Oraklet i Delfi tiltrak mange mennesker, som kom fra nær og fjern for at få et indblik i fremtiden. Ja, hvem ønsker sig ikke det? Men det var jo kryptiske svar, som oraklet gav, så man kunne aldrig rigtig vide, hvad svaret skulle betyde.

Her får I lige et foto af verdens navle gange 2  

Historien om Ødipus

De fleste har hørt om den græske kongesøn Ødipus. Om ikke andet så i forbindelse med Ødipus-komplekset. Og det var faktisk oraklet i Delfi, som meddelte Ødipus’ far kong Laios, at den søn, som han netop havde fået, en dag ville slå ham ihjel, gifte sig med sin egen mor og få børn med hende.

Kong Laios blev så oprevet, at han beordrede en af sine hyrder til at sætte Ødipus ud i naturen for at dø, så profetien ikke skulle gå i opfyldelse. For at den lille dreng ikke kunne bruges som slave, skar kong Laios hans akillessener over.

Men hyrden kunne ikke få sig selv til at gøre, som kongen havde befalet. I stedet gav han drengen til en anden hyrde, som gav drengen videre til kongen og dronningen af Korinth. De kunne ikke selv få børn, og tog den lille dreng til sig. Ødipus voksede op hos kongefamilien uvidende om sin fortid.

Som voksen kom det dog Ødipus for øre, at han ikke var søn af kongeparret fra Korinth, og han drog (ligesom sin far) til Oraklet i Delfi for at få svar på sit spørgsmål. Oraklet sagde: “Flygt fra din far, for møder du ham igen, vil du dræbe ham og derefter ægte din mor og avle børn med hende”.  

Enden på komedien

Ødipus troede jo af gode grunde, at hans mor og far var kongeparret i Korinth, så han turde ikke at vende tilbage dertil.

I stedet drog han mod øst, hvor han mødte en fornem herre. Under flere forviklinger slog han den fine herre ihjel og opdagede aldrig, at det var hans rigtige far. Derefter mødte han Sfinxen, som jo stillede ham gåden om dyret med først fire ben, så to ben og til sidst tre ben. Og da gåden var løst og Sfinxen besejret, udnævnte borgerne i Theben Ødipus som konge, da deres gamle konge Laios netop var død.

Ødipus ægtede enken efter den dræbte konge – altså hans egen mor. Og sammen fik de fire børn. Ja, sådan kom Oraklets profeti til at gå i opfyldelse.

Flere år efter opdagede Ødipus og hans mor hvordan tingene hang sammen. Det endte med at dronningen hængte sig, og Ødipus stak sine egne øjne ud. Det er altså makabre historier fra oldtidens Grækenland!

De Pythiske Lege i Delfi

De Olympiske Lege er jo verdenskendte. Men der fandtes faktisk lege i mange af de små græske bystater i antikken. Således også i Delfi. Her blev de kaldt De Pythiske Lege, efter at Apollon havde besejret stedets vogter, den frygtelige drage Pytho. 

Under legene var der både kunstneriske konkurrencer på teateret og sportskonkurrencer på stadion. 

Vinderen af De Pythiske Lege blev efterfølgende portrætteret i form af en bronzeskulptur. Vognstyreren fra Delfi er som sagt den eneste tilbageværende.

I Delfi kan man stadig se det gamle stadion, som ligger op ad bjergsiden. Det skulle være rigtig flot og velbevaret. Det var dog desværre lukket for besøgende den dag, vi kom forbi, så det gik vi glip af. 

Athena Pronaia templet

Da vi havde set ruinerne bag ved museet, syntes vi, at vi stadig manglede noget. Vi havde hjemmefra set flotte billeder af Athena Pronaia templet, men havde ikke set det på vores vej. Pludselig gik det op for os, at det lå på den anden side af hovedvejen, så for at komme derover, måtte vi ud fra museet og ruinerne, et stykke hen ad asfaltvejen og ned til endnu et tempelområde.

Det er gratis at besøge denne del af ruinerne i Delfi og et rigtig fint sted at tage lidt billeder. 

Bjergbyen Arachova

Da vi følte, at vi havde set ruiner nok for en dag, forsøgte vi at tomle til bjergbyen Arachova, men det gik ikke så nemt, som vi havde håbet. Måske fordi vi ikke havde en tusch og et stykke pap at skrive på.

Det er altid en fordel at have et skilt med sin næste destination, når man tomler. Derudover havde vi heller ikke så meget tid, da vi jo skulle med bussen tilbage til Athen. Så i stedet gik vi tilbage til hovedgaden i Delfi, hvor vi så måtte betale en taxa for at køre os til Arachova.

Arachova var præcis så hyggelig og malerisk, som vi havde fornemmet fra busvinduet om morgenen, og vi gik rundt på hovedgaden og i de små sidegader for at fotografere hustagene ned ad bjergskråningen. 

Derefter spiste vi en velfortjent frokost på en lille restaurant, hvor Anne Marie på det nærmeste blev råbt an af en græsk kvinde, som ikke mente, at hun fik det optimale ud af lammebenene på de dejlige koteletter, som hun havde bestilt. Hun skulle spise alt fedtet også.

Det var vist godt, det ikke var Rasmus, der havde bestilt koteletterne, for han er langt mere tilbageholdende overfor lammefedt, og ville KUN have spist det fineste kød. Men nu havde vi jo heldigvis tænkt os selv at betale for måltidet, så vi mente også, at vi havde ret til at spise lige nøjagtigt den mængde, som vi havde lyst til

Ved 16-tiden hoppede vi på bussen mod Athen i Arachova. Det havde været en spændende dag i Delfi, som uden tvivl er et yndet sted for historieinteresserede. Her mærker du virkelig historiens vingesus og det tilmed i de smukkeste omgivelser. Vi vil helt klart anbefale en dagstur eller en overnatning i Delfi til andre Grækenlands-rejsende.

Læs mere

Du kan se alle vores blogindlæg fra Grækenland her.

Vi vil også gerne anbefale:
Lissabon
10 timer i Istanbul

Som altid glædes vi over alle dem, som synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Det er også her, du kan se, når vi er på tur og når vi har skrevet nyt på bloggen. På Instagram kan du finde os her @twodanesontour

Vi håber, at Påskeferien går til Nationalpark Thy. 

Indlægget På besøg hos Oraklet i Delfi blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi elsker at rejse! Og vi synes selv, at vi er mega gode til det. Vi havde vores første rejse sammen i 2003, og vi bliver aldrig trætte af at opleve spændende steder, møde nye mennesker, se fantastisk natur og dyreliv, spise mad fra alverdens køkkener og bare sanse, se, slentre og opleve.   

Vi får meget god tid til at gå med at planlægge ture, finde billige flybilletter, undersøge seværdigheder, naturoplevelser og overnatningsmuligheder i de områder, som vi rejser til. Men der er jo ikke såååååå meget at opleve i øjeblikket, af de ting vi plejer at gå efter. Så vi har brugt mange dage, uger, måneder i hinandens selskab på egen matrikel, med gåture i den lokale skov samt med at finde nye steder i lokalområdet. Med en verden, som er i rød, lukkede butikker, museer, biografer og restauranter samt et forsamlingsforbud på 5, er det sgu alligevel begrænset, hvad man kan finde på.
Og så alligevel – for vi har altid sagt, at eventyret kan findes overalt. 

En vintertur på tegnebrættet

Pludselig en aften fik Rasmus en idé om, at vi skulle prøve at teste Caddy Camperen her om vinteren. Anne Marie spurgte lidt skeptisk, om han mente sådan en vintertur, hvor vi skulle sove i bilen? Og det gjorde han lige nøjagtigt! Og så gik vi begge straks i planlægningsmodus. 

For det første havde vi begge mulighed for at holde en feriefridag. Og da det var på plads, besluttede vi hurtigt, at turen skulle gå til Lille Vildmose. Et fantastisk naturområde, som vi har besøgt flere gange om foråret og sommeren. Men nu ville vi se, hvad mosen kunne tilbyde her om vinteren.

Inden afgang hjemmefra tjekkede vi lige vejrudsigten. Det skulle vi måske ikke have gjort… Vi kunne se, at der blev lovet ned til minus 7 grader om natten og masser af vind. Noget af en udfordring, når det ville være vores første vintertur. Men det kunne ikke slå os ud. Vi var så spændte på, at vi igen skulle ud på tur. 

Pakkeliste

Vi overvejede nøje, hvad vi skulle have med af varmt tøj og fodtøj. Vi pakkede begge lange underbukser, almindelige bukser og skibukser. Derudover uldundertrøjer, en varm uldsweater, en fleece og skijakker. Vi havde også tykke uldsokker i de store vinterstøvler og selvfølgelig huer, vanter og halstørklæder/halsedisser med.

Vi valgte at tage vores almindelige dyner med, da de er gode og varme. For en sikkerheds skyld stoppede vi også et uldtæppe og en varm sovepose i bilen. Måske ville en af os få brug for det i løbet af natten. 

Ud på tur, aldrig sur

Torsdag efter arbejde begav vi os af sted. Og med et enkelt aftensmadsstop i Nyborg, var vi fremme på Øster Hurup havn kl. 21.15. Så var det bare om hurtigst muligt at få lavet sengen og sat udluftningsskinner i sideruderne. (Til dem af jer, som endnu ikke kender os så godt, så kan vi lige kort fortælle, at vi har bygget seng bag i vores personbil VW Caddy. Hvordan og hvorledes kan I læse om her).

Derefter besøgte vi de udmærkede toiletter på havneområdet. Koden til toiletterne står på Havnefogedens dør. Efter tænderne var børstede, var det bare om at komme hurtigt tilbage til bilen og krybe ned under dynerne.

Vi gik i seng med t-shirt, lange underbukser, uldsokker og huer på. Anne Marie måtte dog både af med sokker og hue i løbet af natten. Rasmus plejer at sige, at hun har en meget fintfølende indbygget termostat, som har udsving ved blot plus/minus 1 grad. Så der skal ikke meget til, før at hun går fra at fryse til at svede – og omvendt.

Vi indrømmer blankt, at der var koldt i Caddy Camperen, da vi vågnede næste morgen. Køleskabstermometeret, som vi havde taget med hjemmefra, stod på minus 1 grad, da vækkeuret ringede kl. 6.30. Og der var is på ruderne indvendigt. 

Inden vi stod op, tog vi alt vores tøj ned under dynerne, så det kunne blive varmet op, inden vi skulle have det på. Frossent tøj er altså ikke lige sagen. Derefter var det på med skibukser og vinterjakke, hue, vanter og halstørklæde. Og så var vi klar til at stå ud i stiv kuling og frostvejr. Men prøv lige at se en solopgang. Man kan jo kun blive glad!

Vintertur i Lille Vildmose

Vi hentede lidt morgenmad i Daglig Brugsen i Øster Hurup, inden vi kørte til Lille Vildmose – en tur på ca. 15 minutter. Vi nød det sidste af solopgangen over Birkesø, mens vi spiste morgenbrødet. Og snart var vi af sted på tur.

Vi var egentlig kommet for at se, om vi kunne være heldige at møde en odder. Men som altid er Lille Vildmose ikke nogen zoologisk have. Man skal have masser af tid, tålmodighed og en god portion held for at få de forskellige dyr og fugle at se. 

Og vi måtte snart sande, at de fleste dyr og fugle havde fundet et eller andet sted at sidde i læ for den bidende kulde fra øst. Vi kørte rundt i to fulde dage plus en morgen og ikke en eneste gang så vi skyggen af en elg. Det var jo heller ikke det, vi var kommet efter, men de er altid flotte at se. 

Til gengæld mødte vi Bambi på isen. Og vi skulle hilse og sige, at der var glat.

Ræve på jagt

Vi var heldige at se ræve en 5-6 gange. Et par af gangene gik Mikkel ræv på jagt efter fugle hen over isen på Toftesø.

Vi var forbi Lille Vildmose sidste forår, for at se de små, søde ræveunger. Men de er jo selvfølgelig for længst flyttet ud af rævegraven.

Fuglekonge og stor tornskade

Vi syntes, at det hele var lidt dødt og forladt i mosen, men pludselig hørte vi nogle små bitte pip, som straks fangede vores opmærksomhed.

Lige over vores hoveder var vi heldige at se fem fuglekonger -Danmarks mindste fugl. De er altid MEGET hurtige og vimse og en god udfordring at fotografere. Rasmus fik dette sjove skud i flugten.

På Ny Høstemarkvej var vi heldige at se en stor tornskade, som holdt udkig efter føde. Det er en flot og skæg fugl.

Den spiser hovedsageligt store insekter, firben, padder, små fugle og mus. Hvis en stor tornskade fanger mere føde, end den lige umiddelbart kan spise, spidder den det på tornegrene til senere brug. Altså som et forrådskammer. Super smart, men også lidt makabert, hvis man kommer til at gå forbi en død fugl eller mus som hænger blodig på en gren.

Vi var meget glade for at få lov til at se tornskaden, da den er kritisk truet og på den danske rødliste.  

På tur til Mou og Egense

Men ellers så vi ikke meget liv i mosen. Vi besluttede derfor at køre et smut forbi Sejlklubben Mou Bro, da vi havde hørt, at der var set odder i havnebassinet. Desværre var den ikke at se, så vi måtte nøjes med at observere de scener, der udspillede sig, da en far og hans søn i en transportabel sauna huggede hul i isen med en økse, hvorefter faderen var i vandet og sønnen lavede tør(ryg)svømning for ikke at komme det. For at skåne alle tog vi ingen billeder af seancen – og det var ikke på grund af GDPR!

Næste stop var Egense havn, hvorfra færgen sejler til Hals på den anden side af Limfjorden. Her så vi et par flotte hvinænder og en flok knortegæs. Men heller ikke her var odder-heldet med os.

Og en ulykke kommer jo som bekendt sjældent alene: Grillbaren på havnen var selvfølgelig også lukket! Derfor måtte vi tilbage til Mou, hvor lykken vendte. – Ja, altså vi så ingen odder! Men Mou Pizza og Kebab House laver fantastiske frokostpizzaer til kun 35 kr. Et “kødhjul” med oksekød, kebab OG bearnaise, der næsten kunne få os til at glemme det manglende dyreliv og vores kolde tæer.

Endnu en nat

Vi havde ikke mistet modet ved at sove i Caddyen, så endnu en nat blev tilbragt på Øster Hurup havn. Det var både sjovt og hyggeligt at ligge her med kolde næser og lytte til vinden. Og næste morgen stod vi op til endnu en smuk dag.

Flere søde mennesker skrev til os undervejs, at de tilbød os logi og en varm brændeovn, men vi havde jo besluttet os for en vintertur, og vi var meget stålfaste på at gennemføre det.

Ja, faktisk fik vi overvældende mange likes og kommentarer på Facebook for vores heltemod eller dumdristighed – du vælger selv. Tusind tak til alle jer, som tog jer tid til at sende os en sjov eller sød hilsen. Vi sætter stor pris på dem alle.

Også tak til jer, som vi mødte i mosen. Det er altid sjovt og dejligt at slå en sludder af med andre natur- og fotointeresserede. Nogle af jer var endda så søde at komme med suppe og varm kakao.

Anden nat fandt vi på at lægge uldtæppet rundt om vores dyner i fodenden, så der ikke opstod kuldebroer, hvis vi kom til at vende os i løbet af natten, og storetåen stak ud. Ellers ændrende vi ikke på noget. Vi var godt tilfredse med tingenes tilstand. Det eneste, vi kunne klage over, var de 12 sekundmeter, som det blæste uden for Caddyen. Men det skal det vel på en rigtig vintertur. 

På jagt efter odder

Andendagen startede med morgenmad og flot solopgang i Dokkedal. Her er der et lille udstillingshus med bordebænkesæt, hvor man fint kan spise sin mad. Dog var der lukket for vandet og toiletterne her om vinteren, hvis man skulle få brug for det.

Igen var vinden kold og bidende, og de skægmejser, som vi kiggede efter, kunne vi ingen steder se. Til gengæld var der meget smukt med det tilfrosne hav.

Vi kørte derfor tilbage til Lille Vildmose, hvor der var lidt mindre vind og lidt større held med dyrelivet. 

Og så endelig det, vi var kommet for at se: odder! Den var lagt ude på isen på Toftesø. Ind imellem hoppede den i vandet i en våge, og når den så kom op på isen igen, rullede den sig i sneen for at blive tør. Det var sjovt at stå og observere den.

Fugleskjul ved Birkesø

Alle de gange vi har været i mosen, har vi sørget for, at opleve et nyt sted, som vi ikke har været før. Det bliver selvfølgelig sværere og sværere jo flere gange, vi har været der. Men det kan stadig lade sig gøre.

Denne gang besøgte vi det utroligt fine fugleskjul ved Birkesø. Vi parkerede Caddyen ved Lillesø og gik langs søbredden derud. Vi blev overraskede over, hvor smukt skjulet var – og det blev jo heller ikke dårligere af, at solen skinnede så flot. 

Vandstær

Da der heller ikke denne dag var super meget liv i mosen, lavede vi lige en lille eftermiddagstur til Aalborg-området, hvor vi havde fået at vide, at der skulle være vandstær. Endnu en rigtig sjov fugl, som kun kan ses i Danmark om vinteren. Der er enkelte par, som yngler her, men det er utrolig sjældent at se. De fleste vandstære flyver mod nord, når foråret kommer.

Vandstæren, som ligner lidt en solsort med hvidt bryst, er virkelig hurtig, og ikke særlig sky. Den lever ved åer og floder, hvor der er rindende vand. Den står tit og vipper med halen, ja, det ser nærmest ud som om den laver knæbøjninger, for så lige pludselig at hoppe på hovedet i åen. Der fanger den forskellige insekter i vandet. Men snart er den oppe på sin yndlingssten igen.

Vi gik en tur langs en å, men så ikke rigtig noget. På tilbagevejen var vi heldige. Vandstæren stod pludselig på en lille sten ved bredden af åen. Den fløj lidt frem og tilbage langs vandet, men kom hele tiden tilbage til det samme sted. Derfor var det muligt for Rasmus at få et billede af den lille fugl i eftermiddagslyset.

Alle gode gange tre

Vi tog endnu en kold nat på Øster Hurup havn. Vi var kommet til at snakke med en kvinde, som sov i autocamper sammen med hendes mand. De nød ligesom os den fine udsigt og de gode faciliteter på havnen, men havde det selvfølgelig meget varmere i deres store AC end os i lille Caddy Camper. Hun tilbød os, at vi kunne parkere bag deres bil og derved komme lidt i læ for den stride østenvind. Det hjalp lidt, men temperaturen var stadig under 0 i kabinen. 

Vi rundede lige mosen næste morgen og så en ræv og tre havørne på isen. Vi havde håbet på endnu en odder, men heldet var ikke med os denne dag. Derefter kørte vi hjemover igen, inden snestormen for alvor ramte Danmark.

Galt eller genialt

Her kommer lidt tanker om turen, efter vi er kommet hjem i varmen igen.

Caddy Camperen er en fantastisk bil året rundt. Og vi har brugt den meget mere, end vi havde turde håbe på, da vi byggede seng bagi. 

Anne Marie havde lidt bekymringer hjemmefra i forhold til kulde, og det at skulle ud og tisse midt om natten. Men man kan, hvad man vil, og når først man er af sted, så er det jo mega sjovt at udfordre sig selv.

Det var selvfølgelig koldt både i og udenfor bilen, men når vi først lå under dynerne, havde vi det dejlig varmt. Og så var det jo kun koldt, når vi skulle op igen næste morgen. 

Som sagt fik vi mange sjove kommentarer undervejs på de sociale medier. Vi er blevet kaldt både vilde, totalt skøre, seje, modige, fantastiske, lige på grænsen til at være komplet tossede, skønne, dejlige og ikke helt normale. Vi tager dem alle som komplimenter, og syntes, at det var sjovt, at der blev så meget opmærksomhed på vores tur. Det havde vi ikke forventet.  

Er det både første og sidste gang, at vi er taget på vintertur i The Caddy Camper? Helt sikkert ikke! Vi er klar til igen at udforske et nyt hjørne af Danmark, frost eller ej.

Har du ikke en Caddy Camper ligesom os, men vil du også gerne udfordre dig selv med en vintertur, så kan vi anbefale en nat i shelter. Eneste forskel på Caddy og shelter er, at i Caddy blæser det ikke indenfor! 

Gode råd til en vintertur

• Det værste er at fryse. Hav derfor masser af tøj med, som du kan tage på lag-på-lag. Især uld er godt!
• Det er vigtigt at have det tilpas varmt, når du skal sove. Du må ikke lægge dig til at sove, hvis du fryser. Så får du aldrig varmen.
• Sørg for at det ikke trækker nedefra, og at du har en varm sovepose eller en vinterdyne.
• Hvis du til hverdag sover med en formstøbt skumhovedpude, så byt den ud med en af fjer. De formstøbte bliver hårde som beton og meget kolde at ligge på. Så er det frostvejr, så find andefjerene frem.
• Hvis du har mulighed for det, så parker bilen et sted med læ.
• Det kan være dejligt med toiletfaciliteter om vinteren. Det satte Anne Marie især pris på. Det var også skønt med et varmt bad efter en lang, kold dag i mosen.
• Hvis du er lidt usikker på din egen formåen eller dit udstyr, så kan du lave en testtur tæt på dit hjem. Så kan du jo køre hjem i varmen, hvis det ikke lige går som planlagt. Vi valgte at trodse vores eget råd og køre 400 km og tage tre nætter i streg. Vi mente selv, at vi var uovervindelige.

Læs mere om vores rejser

Se alle vores blogindlæg om Danmark

Eller læs om vores rejser til Island og Svalbard

Som altid er vi super glade for alle jer, som synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er for nyligt rundet 1400 medlemmer. Følg med og se, hvor næste tur går hen. 

Indlægget På vintertur i The Caddy Camper blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På vej til Aegina

Vi kiggede på vejrudsigten og kunne se, at der dagen efter blev lovet høj sol og ingen skyer. Næste morgen hoppede vi derfor på metrolinje nr. 1 (den grønne) mod Piræus, og efter godt en halv times kørsel var vi fremme. Det er super nemt, for Piræus er sidste stop på linjen.

Vi gik ud af stationsbygningen og drejede imod havnen. På lang afstand kunne vi se de store færger, som sejler ud til de mange græske øer. 

Lidt for tidligt drejede vi ind på havneområdet, hvor vi straks blev råbt an af en mand, som meget gerne ville sælge os færgebilletter til Aegina.

Vi kunne enten komme med en langsom færge til 8.90 Euro/one way eller en hurtig til 14 Euro/one way. Overfarten med den langsomme færge ville tage 1 time og 10 minutter, mens den hurtige kun ville tage 45 minutter. For os kunne det dog ikke betale sig at tage den hurtige, da den sejlede senere end den lagsomme, og de ankom derfor nærmest samtidig til øen.

Vi købte billetter til den langsomme båd af den insisterende mand, gik hen til selve stedet, hvor færgen lå for anker og opdagede, at der var en lille bod, som også solgte billetter. Hvis vi havde købt her, kunne vi have sparet yderligere 0.90 Euro pr. mand. Nå, det går nok…

Vi gik ombord på den store færge fra Saronic ferries, fandt en stol på dækket og slog os ned. Det var dejligt vejr, og vi havde masser af tid. Livet er skønt!

Skønne Aegina

Aegina ligger kun ca. 15 km fra fastlandet, og det var en meget behagelig sejltur uden bølger og søsyge. Vi steg i land lige midt i hovedbyen med samme navn som øen og følte med det samme, at vi var på ferie i ferien. Der var så hyggeligt og skønt! 

Vi gik en tur langs den charmerende havn og knipsede løs med kameraet.

Gamle fiskere sad på deres små både og ordnede garn, der blev slået en sludder af og verdenssituationen blev vendt. Slow living.   

Bagefter begav vi os op i de små, smalle baggader. Der var også hyggeligt og meget få turister her i februar måned. 

Blandt andet kom vi forbi den lille, gammel borg Pyrgos Markellou, som har været et forsvarsværk i 1800-tallet. Vi kunne ikke komme ind, men blot se tårnet udefra.  

Tæt på hovedbyen ligger der en badestrand. Det var dog lige lidt for køligt til os her i februar måned. Det var kun nogle tyske skolebørn, som vågede at dyppe sig i det salte hav. Men kommer du om sommeren, er der let adgang til stranden. Vi havde andre planer – vi ligger jo faktisk sjældent på stranden og vil hellere ud og opleve noget. 

Vi fik nemlig lyst til at se mere af øen. Og Rasmus havde snart spottet en stor reklame med biludlejning på et hus langs havnefronten. Så i løbet af meget kort tid besluttede vi at leje en bil. Det kostede 30 Euro for dagen, og så havde vi mulighed for at køre hele øen rundt. Det lød meget tillokkende – og som sagt så gjort. 

Fiskerlejet Perdika

Vi kørte først til den lille havneby Perdika. Når du kommer til Perdika, kan du ikke komme længere. Det er simpelthen Verdens ende. I februar var der helt stille og fredfyldt. Det var det perfekte sted for os.

På havnekajen fandt vi et par små restauranter og besluttede os for at spise på den lille familiedrevne knejpe To Deka.

Restauranten blev grundlagt som en lille café i 1943, og det er nu 3. generation, som kører stedet. De har specialiseret sig i frisk fisk og skaldyr, men der er masser af andet lækkert på menuen. 

Der var en yderste venlig og behagelig betjening. Ejeren ville gerne vejlede os, uden at være anmassende. Vi bestilte tzatziki, rejsens største og skønneste zucciniballs og de lækreste calamares.

Derudover prøvede Rasmus husets signaturret pastitsio. Pasta med hakkekød og bechamelsauce. En græsk udgave af den italienske lasagne. 

Vi sluttede af med dessert og hjemmelavet limoncella på husets regning.

Et perfekt måltid uden for alfavej. Nu var vi klar til at køre videre og se mere.

Aphaea-templet

Efter den lækre, lækre frokost kørte vi ind over øen for at besøge Aphaea-templet. Det lå højt hævet over havet med en fantastisk udsigt. Entreen kostede 3 Euro pr. mand. 

Templet blev bygget i år 490 f.v.t. og vidner om, at Aegina har været et vigtigt sted i Grækenlands historie. Templet er dedikeret til gudinden Aphaea og er typisk dorisk – ligesom Parthenon på Akropolis. 

Selvom du måske ikke er super historieinteresseret, så er det et smukt sted at gøre hold. Fra templet er der en smuk udsigt over havet og alle fyrretræerne. Ja, du kan faktisk se Athen herfra. Det må også være helt særligt om aftenen. 

Lige overfor templet lå der en lille kiosk, hvor vi kunne købe en skøn pistacieis, hvilket var tiltrængt i varmen. Aegina er kendte for dyrkning af pistacienødder, så selvfølgelig måtte vi prøve sådan en is. 

Fototur

Vi kørte rundt et par timer mere på øen, og selvom de små turistbyer var mere eller mindre lukket ned for vinteren, så var der skønt. I får lige lidt stemningsbilleder fra turen.

Sidst på eftermiddagen kom vi tilbage til hovedbyen Aegina, hvor vi afleverede bilen og tog en drink på havnepromenaden i det varme eftermiddagslys.

På vejen hjem med færgen nød vi solnedgangen, inden vi fra Piræus tog metroen tilbage til pulserende Athen.

Det havde været en fantastisk dag med dejlig mad, smukke udsigter og frisk luft. Lige hvad vi trængte til.

Læs alle vores blogindlæg fra Grækenland
Læs om vores rejseår 2020, som selvfølgelig blev helt anderledes, end vi havde regnet med.

Som altid bliver vi utrolig glade for alle, som har lyst til at følge med og synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Der kan du se, når vi er på tur og når vi udgiver nye blogindlæg. 

Indlægget Aegina – en fantastisk dagstur fra Athen blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Enklaven Kaliningrad er et forholdsvist lille landområde på ca. 15000 km², eller omkring en tredjedel af Danmark.
Og efter et par dage i byen Kaliningrad blev det tid til at udforske området. Vi havde derfor bestilt to dagsture ud af byen med to forskellige guider. Den ene tur gik til Curonian Spit på den nordlige kyst, og den anden til Baltiysk på Vestkysten. Hvis du en dag selv kommer til området, så kan du her læse, hvad du kan forvente at se og opleve.

Curonian Spit

Curonian Spit – på dansk kaldet Den kuriske landtange – er en 98 km lang og meget smal sandtange i Østersøen. Curonian Spit forbinder Kaliningrad med Litauen, og grænsen mellem de to lande er midt ude på tangen, som har vand til begge sider. Derudover er Curonian spit et af de helt store turistmål og egnens helt store stolthed.

Man kan nok se på denne turistattraktion på to måder: Enten er det bare en masse sand, som ligner landskaber, som man kan se mange andre steder langs Østersøen. Eller også er det et helt unikt område med dyreliv, masser af rav og “dansende træer” i nationalparken Kurshskaya Kosa.

Nu havde vi valgt at rejse i december/januar måned, og hvad det medbragte af kulde, vind og gråvejr. Men vi er sikre på, at det er et dejligt sted om sommeren, hvor russerne kommer langvejs fra for at holde ferie ved havet. 

Vi stoppede forskellige steder langs the Curonian Spit og gik et par småture for at komme op til forskellige udsigtspunkter. Det mærkelige for os var, at man ikke måtte betræde sandklitterne – efter sigende på grund af frygt for sandflugt. Men vi er jo som danskere vant til at kunne hoppe rundt i Råbjerg mile eller Vesterhavets store klitter, så det virkede lidt mærkeligt.

De dansende træer

Vi besøgte også de dansende træer, som stadig er et mysterium. Hvorfor vrider og drejer disse træer sig sådan? Er det bare vinden og den salte luft? Har der været overnaturlige væsner på spil, eller kan det være eftervirkninger fra Tjernobyl udslippet i 1986? – selvom den mulighed ikke blev nævnt med ét ord på hele turen…

Da vi var på Øland for nogle år siden, besøgte vi Trollskogens naturreservat, hvor træerne opførte sig på nogenlunde samme måde. Og kigger man på et landkort, vil man se, at Øland ligger lige overfor Den kuriske landtange. Men det kan jo være en tilfældighed.

Om det dette er et stop værd, kommer nok an på den, som besøger stedet. Det var fint at gå en lille tur i området, men der var altså ikke den helt store wauw-faktor over træerne, syntes vi. De mest specielle var hegnet ind, og vi gik på en grussti hele vejen uden mulighed for at “gå vores egne veje”.

Selenogradsk

Efter besøget på landtangen fik vi en rundvisning i kystbyen Selenogradsk. Her er der en lang promenade langs stranden, som helt sikkert er dejlig på en sommerdag.

Af en eller anden grund havde man valgt at lave et katte-tema i byen. Hvorfor, kunne vi ikke rigtigt få en forklaring på.

Men der var masser af søde og sjove vægmalerier med katte på husene.

I Selenogradsk havde de tilmed et meget fint kattehotel, hvor herreløse katte kunne få en seng og et måltid mad, som turister kunne trække til dem i en automat. 

Vi skulle selvfølgelig også lige fotograferes sammen med byens Leninstatue. En skør tradition, som vi startede for et par år siden. Der er ikke noget politisk i det fra vores side.  

Dagstur nummer to

Nu havde vi prøvet den tur, som alle anbefales at tage. Men vi ynder til tider at være lidt anderledes og lede efter noget lidt andet end det gængse.
Derfor havde vi hjemmefra via flere guider forsøgt at få arrangeret en tur til havnebyen Baltiysk. Men hver gang havde svaret været det samme. Nemlig at det ville kræve en særlig tilladelse, som der ikke blev givet mange af i den periode grundet en forestående militær oprustning i Østersø-området.

Men til sidst lykkedes det os at finde en guide, som gerne ville tage os med dertil. Guiden mente, at når vi kun var os tre, så kunne vi bedre blende ind, end hvis vi ankom i en stor gruppe.

Men hvorfor ville vi egentlig gerne besøge Baltiysk? For det første fordi det ikke er et foretrukket turistmål. For det andet fordi byen er hjemsted for den russiske Østersøflåde. For det tredje fordi vi ikke rigtigt kunne finde noget info om det område af Kaliningrad – og så bliver det spændende!

Rundtur i Baltiysk

Da vi ankom til Baltiysk, parkerede vi et lille stykke fra havnen. Og så gik vi ellers på opdagelse med vores guide. Vores guide havde helt ret. Der var ingen, der opdagede, at vi ikke var russere……..
Men på trods af, at vi måske alligevel lige stak en anelse ud, så blev vi ikke på noget tidspunkt antastet af de uniformerede folk i gaderne.

Vi gik først ned for at se på flådefartøjerne. Der var til vores store skuffelse kun et fartøj fortøjet. Men vi blev forsikret om, at de andre lå ved en lille ø overfor.

Der var også en stor statue af Zar Peter den Store, som havde været i Baltiysk. Vi kunne så fortælle, at selv samme Peter også havde været i Nykøbing Falster og spist på Czarens hus i 1716. En af Danmarks ældste restauranter, som desværre er lukket i øjeblikket. Men huset er stadig flot.

Vi zigzaggede lidt uden om nogle mænd i uniformer. Men igen var der ingen problemer. Det var blevet lidt køligt, så vi gik ind på det lokale hotel for at få varmen og lidt at spise. Men nu var det jo uden for sæsonen, så der var ikke købt ind, og vi måtte nøjes med en tår at drikke.

Derefter så vi nogle typiske symboler fra Sovjet-tiden.

Vi sluttede af foran byens Leninstatue as usual.

Yantarny

Efter en lille frokost i byen Yantarny, kørte vi lidt nord for byen. Her besøgte vi et Holocaust-mindesmærke tæt på stranden, som gjorde stort indtryk på os. Ved Yantarny, tidligere kaldt Palmnicken, fandt en stor massakre sted i januar 1945.

I slutningen af 2. Verdenskrig rykkede russiske tropper frem mod frontlinjen. Kz-fanger fra lejren Stutthof blev af nazisterne beordret til at grave skyttegrave i Østpreussen. Dette skulle bremse de russiske troppers fremmarch. Da den russiske offensiv begyndte, ville nazisterne have fangerne af vejen, og beordrede dem ud på en frygtelig dødsmarch. 

Königsberg dødsmarch

Mere end 5.000 fanger, hovedsageligt unge polske og ungarske kvinder, blev sendt på en dødsmarch fra Königsberg (det tyske navn for Kaliningrad) til Palmnicken. Kun ca. 3000 overlevede denne hårde tur i bidende frost og uden mad. Var der nogle, som ikke kunne holde trit, snublede eller bøjede sig ned for at drikke af sneen, blev de skudt på stedet af vagterne. 

Nazisternes tanke var, at kz-fangerne skulle mures levende inde i en tunnel i en ravmine i Palmnicken. Ravminens direktør Hans Feyerabend modsatte sig dette. Han udtalte, at så længe han levede, ville ingen jøder blive slået ihjel. I stedet sørgede han for at indkvartere de forkomne fanger og give dem mad. Også ravminens opsynsmand Landsmann forsøgte at hjælpe jøderne. Han nægtede at åbne ravminen for fangerne og sagde, at det ville gå ud over byens vandforsyning. Så vidt vides endte det med, at Hans Feyerabend begik selvmord efter voldsomme trusler fra nazisterne – det kan dog ikke udelukkes, at han rent faktisk blev myrdet.

Massakren i Palmnicken

Natten mellem den 30. og den 31. januar besluttede nazisterne at føre alle fangerne ned til stranden. Her blev de beordret til at gå ud i det iskolde vand i Østersøen. Imens blev der skudt efter dem. Ikke alle døde med det samme. Men de fleste klarede den ikke; de blev skudt, druknede eller frøs ihjel. Kun 21 overlevede. 

To uger senere ankom Den røde hær, og lokalbefolkningen blev beordret til at begrave de mange døde fanger i en massegrav tæt på stranden.

Massakren på de mange jødiske kvinder var i mange år glemt eller fortiet indtil nogle ravgeologer stødte på masser af knogler på stranden i 1960’erne. De troede fejlagtigt, at det var knogler efter russiske soldater. 

Den sande historie kom først frem i lyset, da øjenvidnet Martin Bergau, som i 1945 var 16 år gammel, i 1990’erne rejste tilbage til sin hjemby Palmnicken og fortalte omverdenen om det, han havde oplevet en kold nat i januar.

Holocaustmonument

I 2011 blev der rejst et monument på dette sted ved havet, hvor 3000 mennesker omkom. Det er den jødiske billedhugger Frank Meisler som er kunstneren bag monumentet.

Monumentet forestiller tre lange arme, som strækker sig mod himlen og desperat forsøger at klamre sig til livet. Det skal symbolisere alle de mennesker, som forsvandt på denne frygtlige måde.

Frank Meislers historie er selv unik. Han er født i Danzig (Det nuværende Gdansk), men overlevede Holocaust, da han blev reddet af The Kindertransport.

Inden 2. Verdenskrig brød ud, satte briterne tog ind, som kørte gennem Tyskland, Polen, Østrig, Tjekkoslovakiet og Fristaden Danzig. De skulle redde jødiske børn fra nazisterne, og ca. 10.000 kom på denne måde til Storbritannien – inklusiv Frank Meisler. Begge hans forældre blev senere myrdet i Auschwitz. 

Verdens største ravmine

Efter dette sørgelige besøg, kørte vi videre til ravminen Kaliningrad Amber Combine, som også er en turistattraktion med museum og ravbutik.

Ikke mange ved, at Kaliningrad står for 90% af verdens ravproduktion, og at den lille russiske enklave har verdens største ravmine. En hvad? Ja, en åben ravmine eller et ravbrud, der mest af alt minder om en dansk grusgrav – bare fuld af rav!

Denne ravmine står for 65% af alt rav på verdensmarkedet svarende til 400 tons om året, og langt det meste bliver solgt til Kina.

Derudover findes der også illegale ravminer i området. For da Sovjetunionen kollapsede, blev rav Ruslands bloddiamanter. Det betød formuer, konkurs og nogle gange endda døden for både minearbejdere, juvelerer og mellemmænd. Men det er der selvfølgelig ikke nogen, som taler så højt om.

For os var det mest interessant at se hvor stort hullet var i jorden – altså der, hvor de graver rav. Museet og ravbutikken var ikke så meget os. Vi ville hellere have haft mulighed for at finde noget rav selv. Men det er vist ikke en del af turistturen.

Er man til turistgøgl, så kan man også blive foreviget som ridder og prinsesse. Hvordan det lige hænger sammen med ravproduktion, meldte historien ikke noget om.

Fort nr. 5

På vejen tilbage til vores hotel i Kaliningrad stoppede vi ved Fort nr. 5.

Mellem 1872 og 1890 opførte tyskerne 12 forter rundt om Königsberg for at forsvare byen. I april 1945 blev Königsberg angrebet af Den røde hær. Soldaterne på forterne i byen gjorde stor modstand.

Russerne forsøgte at indtage Fort nr. 5, men nazisterne holdt stand. Murværket blev dog alvorligt beskadiget og til sidst måtte nazisterne kapitulere. Uden for fortet kan man stadig se nogle af de våben, som blev brugt dengang.

Der er et museum inde på Fort nr. 5, men da vi var både kolde og trætte efter en lang dag på farten, nøjedes vi med at se stedet udefra.

Hvis du selv vil finde vej til fortet, så kan du tage skinnebus nr. 1 eller bus nr. 36.

Det var spændende at se lidt mere af enklaven Kaliningrad end kun lige hovedbyen. Også selv om begge dage var overskyede og termometeret viste minusgrader.

Disse to ture gav os også en unik mulighed for at tale med vores to guider, som var meget ærlige om, hvordan det er at bo i Kaliningrad og i Rusland generelt. For eksempel fik vi fortalt, hvordan der kun var én kandidat på stemmesedlen sidst, de skulle stemme til guvernørvalg. 

Læs også: Togtur til Brest
Læs også: På jagt efter danske spor i Tallinn

Vi bliver altid glade, når flere har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er selv meget spændte på, hvor næste rejse går hen – alt kan ske!

Indlægget Dagsture til Curonian Spit og Baltiysk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Det er nemlig ikke kun det at prøve det lokale køkken, man får med sig, men også insidertips til spændende områder i byen samt til, hvor de lokale går ud. Og så har man samtidig 3-4 timer med en lokal, som kan fortælle om, hvordan hverdagen og livet opleves i det pågældende land.

Græsk morgenmad

Vi mødtes med vores guide Thalia fra Secret Food Tours Athens på den centrale plads Monastiraki.

Snart kom også to ungarere, som skulle med på tur, og vi blev med det samme budt på dagens første snack, koulouri. En stor brødring med sesam, som mange grækere snupper på vej til arbejde, hvis de ikke har nået at få morgenmad hjemmefra.

Morgenmad i Grækenland består oftest af en kop kaffe samt et stykke brød, og for manges vedkommende en smøg.

Koulouri kan købes i små boder på mange pladser og gadehjørner. Køber man dem her, fik vi hvisket i øret, er det klogt lige på afstand at se, hvor i bunken af brød, der tages fra, når der sælges til lokale. Nogle af sælgerne har åbenbart en tendens til at sælge de daggamle brød til turisterne. Så vil man være sikker på, at få sin koulouri helt frisk, så skal man i stedet gå forbi bageren. Og der gik vi hen som stop nummer to på turen.

I bagerbutikken To koulouri tou Psyrre smagte vi en anden typisk græsk morgenmad. Teero-peeta. Fetaost i filodej. Vores guide fortalte, at i gamle dage var det en ægteskabsprøve for den kommende brud at vise svigermor, at hun kunne rulle en ordentlig filodej – for ellers var hun jo ikke i stand til at brødføde sin kommende mand.

Kaffe med udsigt

Næste stop var rooftop baren Coffee Lab ved Monastiraki Square. Her havde vi den mest fantastiske udsigt til Akropolis. Vi blev budt på græsk kaffe, som males fint og koges i en lille kande. Derefter hældes den direkte op i koppen og serveres med grums og det hele. Derfor er det heller ikke meningen, at man skal drikke igennem. (Græsk kaffe er lige som tyrkisk kaffe, men sig det ikke til grækerne).   

Til den græske kaffe fik vi serveret en mousto-koulouro, en lille rund kage lavet på vindruerester, hvor man har presset saften ud og derefter blandet med blandt andet nelliker og kanel. For os danskere mindende den mest af alt om en tyk brunkage til jul.

Meningen var, at den skulle dyppes i kaffen. Og for at få den helt rigtige oplevelse, bestilte Rasmus også en kop græsk kaffe på trods af, at ingen af os er kaffedrikkere. 

På marked

Nu gik turen til det centrale marked Varvakios, hvor der var masser at kigge på af både kød og fisk. Hvis man ellers kan holde lugten ud, så er der altid spændende oplevelser at få ved at gå på markeder rundt om i Verden. Vi må dog sige, at her var pænt og rent og ikke tykt af fluer.

På markedet skulle vi spise på en lille bitte restaurant med kun to borde. Menuen stod på stegte rejer, blæksprutter og sardiner. Især blæksprutterne var helt uovertrufne. Og det var sjovt at finde dette lille sted. Vi havde nok ikke selv fundet på at gå ind på markedet for at spise på sådan en lille restaurant. 

Vi gik herefter gennem grøntsagsmarkedet og stoppede kort i en kryddeributik og så de mange forskellige krydderier. Og vi fandt ud af, at det er her athenerne går hen for at shoppe krydderier. Der var flere steder lang kø helt ud på gaden. Vi tænkte, at det måtte borge for kvalitet og købte derfor også lidt vild oregano med hjem.

Turens bedste oplevelse

Så blev vi vist hen til et meget lokalt sted, hvor vi smagte på en af de helt store græske klassikere, tzatziki. Men hvad mere interessant var, så blev vi også budt på kolokeetho-keftedes: stegte squash-deller. Og dem faldt vi pladask for! Havde det ikke været for denne food tour, så havde vi nok slet ikke prøvet at bestille dem. Men nu blev det en af vores foretrukne græske mezedes-retter.

Og for dem, der ikke lige ved, hvad mezedes er, så kan det sammenlignes med spansk tapas. Altså små retter, som kommer på bordet til deling inden selve middagen.

Anne Maries skræk

Grækerne er ifølge dem selv det tredje mest olivenproducerende land, men nummer 1 når det kommer til at konsumere oliven og olivenolie. Så derfor måtte denne madtur også indeholde en smagning af både oliven og olivenolie.

Vi blev budt på en extra jomfru oliven olie og 5 forskellige oliven. Skulle der være et par olivenconnoisseurs iblandt vores læsere, så smagte vi Kalamon, Amfissis, Atlas, Throumba Thassou og Koroneiki.

Anne Marie hader oliven, men når vi nu fik dem serveret og beskrevet, så var hun for en gang skyld modig. Hun smagte på tre forskellige slags, inden hun gav op.

Rasmus har ind til for nyligt heller ikke været olivenspiser. Men han har vedtaget, at hver gang der er oliven på bordet, så skal han smage. Det har gjort, at der nu er nogle, han godt kan lide, imens andre stadig kræver noget tilvænning.

Favoritten denne dag var Throumba Thassou. En sort og rynket sag med noter af træ og lidt røg. Disse noter ledte tankerne hen på en smag af whisky, men om dette gjorde udslaget som dagens vinder, vides ikke.

På taverna

Næste stop var en traditionel græsk taverna. På Taverna Klimataria, som efter sigende skulle være Athens ældste, blev vi budt på Favabønne-puré – en egnsret fra Santorini – med løg, citronsaft og masser af olivenolie. Vi skulle lige vænne os til smagen og konsistensen. Det er rigtig “arbejderkost” uden fine fornemmelser. 

Sammen med favabønnerne fik vi Saganaki Kessarias. Saganaki hentyder til, at retten er lavet i et traditionelt fad/pande og kommer i et utal af varianter. Den vi smagte på var med ost, løg, peberfrugt, tomat, æg, sujuki (pølse lavet af lam og oksekød) og pastourma (en slags pastrami), og den smagte dejligt.

Rasmus fik også en lille tår rødvin, selvom vi ikke havde tilkøbt “vinmenuen”. Den smagte (ikke overraskende) af rødvin. Og generelt kan man sige, at hvis man bare ønsker smagen af rødvin til sin mad, så kan man de fleste steder købe en halv liter landvin i kande for mellem 3,50 og 7 €. Det skal ses i forhold til en almindelig flaske, som de fleste steder koster fra 20 € og op.

Dessert

Aller sidste stop var det lille konditori Ta Serbetia stou Psyrri, hvor vi fik serveret galaktoboureko – en creme lavet af semulje og bagt ind i filodej overhældt med sirup. Dertil kaymaki, som er en slags græsk is. Den laves af et pulver udvundet af roden fra en orkidé, tilsat harpiks fra mastiktræer på øen Chios. Og allerede her tænker du nok, at det må du bare prøve… Men på trods af en noget særpræget smag og konsistens, så gik det faktisk bemærkelsesværdigt godt sammen med den søde kage.

Endnu engang var det en fantastisk oplevelse at gå med på food tour. Vi får så meget mere ud af byen og landets køkken, når vi på denne måde får en introduktion til steder, smage og retter. Og vi anbefaler altid på det kraftigste at starte en storbyferie med en food tour. Vi føler, at vi får så meget mere ud af byen og dens madkultur, når vi har været på tur med en guide.

Find alle vores blogindlæg fra Grækenland

Som altid vil vi gerne anbefale et par andre blogindlæg:

Læs også: Sæler ved Falsterbo i Sverige

Læs også: Den russiske enklave Kaliningrad 

Husk, du er altid velkommen til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi forsøger at inspirere dig til at tage ud på tur. Både i dit nærområde og på længere rejser.
Bruger du også Instagram, så kan vi findes under @twodanesontour.

Tak fordi du læste med
Rasmus og Anne Marie

Indlægget På Secret Food Tours i Athen blev først udgivet på Two Danes On Tour.

For hvad var alternativet egentlig? At sidde derhjemme og surmule? Det ligger ikke til os. Så vi pakkede Caddy Camperen, vandrestøvlerne og kameraet og drog igen og igen ud på tur. Og det skulle vise sig, at der var masser at opleve.
Hvis 2019 for os var bjørnens år, så blev 2020 uglens år.
Og vi er allerede spændte på, hvilket år 2021 bliver

I får her en oversigt over, hvad rejseåret 2020 har budt på for os måned for måned:

Januar

Da vi holdt nytår i Rusland, startede 2020 jo selvsagt her. Det var spændende at komme til et helt nyt sted, som alligevel ligger så tæt på Danmark, men er så forskelligt. Vi nød vores dage i Kaliningrad og gjorde vores bedste for at finde interessante steder og lækker mad.

Hjemme igen begyndte arbejde og hverdagsforpligtigelser, men midt i januar pakkede vi kameraudstyret i bilen og kørte på sæltur til Falsterbo i Sverige. Det blev en dejlig tur med masser af sæler. 

Læs om vores rejse til Kaliningrad
Læs om sæler ved Falsterbo

Februar

I februar kørte vi en tur til Hesede skov for at lede efter den relativt sjældne høgeugle, som havde taget ophold der i flere måneder. Det var spændende at gå på uglejagt, og vi var meget euforiske, da vi fandt vidunderet. Det blev starten på en stor kærlighedsaffære med ugler dette år.

I vinterferien rejste vi en uge til Grækenland. Turen bød på masser af dejlig græsk mad, sightseeing og slentreture i Athen samt et par dagsture ud af byen. 

Sidst på måneden tog vi på fugletur til Lolland sammen med birderne og bloggerne fra Albicilla Explorer. 

Læs om alle vores møder med ugler
Se alle vores blogindlæg fra Grækenland

Marts

Vi skulle have været en tur til Sverige og se de mange traner ved Hornborgasjön, men det satte Coronaen en stor fed stopper for.
Marts blev en meget stille måned hvad rejser og blog angår. Ja, vi mistede faktisk helt lysten til at skrive blog. Vi aflyste alt i kalenderen, holdt os mest hjemme og sang i stedet med Phillip Faber.

April

Vores rejse til Kirgisistan blev selvfølgelig også aflyst. I stedet begyndte vi at kigge os om efter skønne naturoplevelser i vores nærområde.

En tidlig morgen gik vi ind i Merritskov på Lolland for at lede efter bisonokser og vildsvin. Det blev en fantastisk spændende oplevelse.

Sidst på måneden fik vi et hint om at der var ugleunger i Corzelitze skov på Nordfalster, og så gik uglejagten for alvor ind. 

Læs om bisonokser og vildsvin.

Maj

Rasmus skulle have været et smut til Wales og besøge en kammerat. Det blev af gode grunde også aflyst. I stedet fortsatte vi vores uglejagt med en smuk natugle på en kirkegård på Falster og to skønne ture til Lille Vildmose i Nordjylland. Her faldt vi helt i svime over en mosehornugle og de skønne rævehvalpe.

Læs om rævehvalpe i Lille Vildmose

Juni

Juni bød på den smukkeste lupinmark på Lolland. Af en eller anden grund gav det os en masse filippinske følgere på Facebook, som begyndte at skrive til os for at finde ud af, hvordan man kom til Landet med offentlig trafik. Vi kunne nok have tjent kassen, hvis vi havde tilbudt privatguidede ture i Caddy Camperen  

Det var også i juni, at vi satte gang i vores Naturlandet 2020 challenge. Udfordringen gik ud på at gå mindst 12 ud af 16 ture på Lolland og Falster inden udgangen af oktober. Vi fandt hurtigt ud af, at det var en perfekt måde for os at komme ud i naturen, se nye steder og få lidt kilometer i benene, så vi besluttede os for at gå alle 16 ture.

Juli

Vores sommerferie til Brasilien og Argentina blev aflyst. Vi kunne nok godt have rejst til Norge, Island eller Malta, men besluttede, at når det ikke kunne blive Amazonas, så måtte det blive skønne Danmark dette år. Hver gang drog vi af sted i Caddy Camperen og levede primitivt med bad på havnene. Dog flottede vi os, når det gjaldt madoplevelser. 

Af forskellige grunde blev vores sommerferie hugget over i tre dele. Først kørte vi til Djursland. Vi gik tur i Mols Bjerge, nød hyggelige Ebeltoft og besøgte en masse af Thomas Dambo’s skønne trolde. Vi var også et smut forbi Hjarnø.

Næste tur gik til Blåvand, Fanø og Mandø. Vi forelskede os i Sønderho, fandt rav på Vaden og gik hele vejen ud på Koresand, for at se efter sæler. Det var sommerferie, når det er bedst. 

Sidste Jyllandstur gik til Nordjylland, hvor vi mødtes med vores gode ven Martin. Vi besøgte Rebild bakker, Vejlerne, Bulbjerg samt Stor og Lille Vildmose. Vi var også et smut forbi Egholm. Derudover gav vi den gas på Fjerritslev kro, hvor vi to gange tog den helt store menu og blev forkælet, som var vi kongelige. 

Læs om vores tur til Djursland
Læs om vores tur til Sydvestjylland
Læs om Hjarnø
Læs om Fanø
Læs om Mandø

August

Sommerferien var kun lige slut, da vi tog et mikroeventyr til Agersø i Storebælt. Vi gik ture langs vandet, spiste på den lokale kro og sov i Caddy Camperen. 

September

September er tit en god måned for naturoplevelse, og 2020 var ingen undtagelse. Vi rejste et smut til Falsterbo i Sverige sammen med birderne fra Albicilla Explorer. Det var spændende at være på tur med nogle rigtig proffer, som kunne identificere alle de fugle, vi så. Den største oplevelse for os blev den smukke grønspætte, som vi ikke havde set før.

To gange gik turen også til Sønderjylland med håbet om at se sort sol.
Første weekend boede vi i Højer og nød de mange stære ved Aventoft. Anden weekend sov vi i Caddyen og kørte, efter et stop i Aventoft, ned i Nordtyskland, hvor vi blandt andet besøgte øen Nordstrand. Vi blev klart inspireret til at tage flere ture til den tyske del af Vadehavet i fremtiden. 

Oktober

Efterårsferien til Italien med hele familien Lyngsøe blev aflyst. Lombardiet blev i stedet skiftet ud med Løgumkloster. Vi besøgte Rømø, Mandø og Als samt så sort sol i Aventoft. Da den øvrige familie kørte hjem, kørte vi videre i Caddyen og gjorde stop i skønne Ribe, Skjern enge, Tipperne og Blåvand. 

Vi fik også afsluttet vores Naturlandet 2020 challenge. Det var en super oplevelse og med dejlige præmier til følge. Ud over hver en lækker løbetrøje, vandt Anne Marie en shelterovernatning i en af Naturlandet Lolland Falsters mange sheltere. Rasmus vandt en frokost for to på Restaurant Fjorden i Nakskov. De to præmier skal vi have indløst, når det igen bliver forår.

Sidst på måneden tog vi på et rigtigt spændende, udfordrende og lærerigt fotokursus i Skandinavisk dyrepark med naturfotograf Morten Hilmer. Vi blev vildt udfordret og fik sved på panden, men også masser af gode fif og nyt gå-på-mod til at blive endnu dygtigere til at fotografere vilde dyr i naturen.

November

I november blev vores tur til Nordnorge for at snorkle med spækhuggere aflyst for tredje år i træk. 2018 pga. diskusprolaps, 2019 pga. brækket lillefinger og gipsarm til følge, 2020 pga Corona. Men denne gang kunne vi da ikke skyde skylden på Rasmus  

Vi kørte i stedet en tur til Kirke Værløse og Vestre Kirkegård i København for at se skovhornugler, og vi fandt virkelig ud af hvor gode disse ugler er til at camouflere sig! Havde vi ikke fået dem udpeget på Vestre Kirkegård af Mads Hagen, havde vi aldrig fået dem at se! Tjek gerne Mads’ hjemmeside ud. Han er en af Danmarks store unge talentfulde naturfotografer. 

December

Igen blev en tur til Norge aflyst. Vi skulle have været til Tromsø og holde nytår sammen med Rasmus’ forældre. I stedet har vi haft en stille juleferie herhjemme, hvor vi besluttede at gå 16 ture på 16 dage. 

Og nu kigger vi frem mod et nyt år. Rejseåret 2020 blev slet ikke, som vi havde troet, og vi har ingen anelse om, hvad det nye år vil bringe. Får vi mulighed for at rejse til udlandet? Eller bliver det endnu en sommer i Danmark? Vi har besluttet, at hvad end vi bliver præsenteret for, så vil vi få det bedste ud af det. 2021 kan bare komme an!

Og så lidt statistik

Antal blogindlæg skrevet: 17 – hvilket er under halvdelen af det, vi plejer at skrive. Men lysten til at skrive har desværre manglet det meste af året.

Mest læste blogindlæg: The Caddy Camper – Danmarks billigste autocamper

Synes godt om på Facebook: 1369 – en stigning på 263. Tak for det!  

Følgere på Instagram: 3129

Overnatninger i Caddy Camperen: 41
Til sammenligning sov vi 16 nætter i Caddyen i 2019.

Stempler i ø-passet: 7
Hjarnø, Fanø, Mandø, Egholm, Agersø, Als, Rømø
(Rømø er lidt uautoriseret, da øen først er kommet til med det nye oplag af ø-passet. Men kører du ind på turistinformationen, kan du stemple dit ø-pas alligevel)

Ture over Storebælt: 11

Antal lande besøgt:
Rasmus: 3
Nye lande: Grækenland

Anne Marie: 3
Nye lande: 0

Årets største oplevelser med dyr: høgeugle, natugleunger, mosehornugle, skovhornugle, grønspætte, sortspætte, skægmejse, blåhals, natravn, odinshane, fiskeørn, rævehvalpe, odder.
Ja, det var mange, men tiden har jo været til det.

Two Danes On Tour i medierne og omtaler

Vi har skrevet en artikel om vores bjørnetur til Finland i Rejsemagasinet Globen

TV2Øst bad os om et interview, efter vi havde delt vores blogindlæg om bisonokser og vildsvin i Merritskov.

Vi har været gæstebloggere hos Afoot om vores elskede Tromsø.

Vi gæstebloggede også hos Travelmarket om Danmarks ukendte steder

Naturlandet Lolland-Falster brugte vores blogindlæg om bisonokser og vildsvin i Merritskov som svar på et af deres hemmelige spørgsmål i deres Naturlandet 2020 Challenge.

Vi blev igen kåret blandt de 15 bedste danske rejsebloggere af Tea Tougaard.

Vi var at finde bag låge nr. 7 i Miss-Worlds julekalender med vores indlæg om Mandø. 

Tak fordi du læste med. Husk, du kan altid følge vores rejser ved at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi både poster nye blogindlæg og kommer med opdateringer, når vi er på eventyr. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour.

Indlægget Rejseåret 2020 blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Mange tror fejlagtigt, at det er det smukkel tempel på toppen, der hedder Akropolis. Men det kaldes Parthenon, og er kun ét blandt flere templer på den flade kalkstensklippe. 

Køb af billet til Akropolis

Når du skal besøge Akropolis, kan du købe flere forskellige slags billetter. Vi lavede et større researcharbejde hjemmefra for at finde ud af, hvad der bedst kunne betale sig for os.

Det er muligt at købe en kombi-billet til 30 Euro. Herved har du fem dage til at besøge 7 historiske steder: Akropolis, Ancient Agora, Hadrians bibliotek, Roman Agora, Kerameikos, Olympieion og Lykeion.

Vi kunne dog hurtigt se, at det ville blive alt for mange ruiner – i hvert fald for mindst én af os. Så i stedet for at løbe fra det ene til det andet, besluttede vi at gå all in på selve Akropolis og derudover se The Acropolis Museum.

Du kan enten købe billetter online eller ved indgangen. I højsæsonen er det nok tilrådeligt at købe billet online, men her i februar var der ingen kø. Vi købte billetter inde på The Acropolis Museum og betalte 10 Euro pr. mand for Akropolis og 5 Euro for at se museet.

For selve Akropolis gælder følgende priser:
Fra 1. april til 31. oktober koster billetterne 20 Euro.
Fra 1 november til 31. marts, er der halv pris.
Børn under 25 år, som samtidig er EU-borgere, kommer gratis ind!

Du kan også være heldig at ramme en af de gratis dage – til gengæld er der nok rimelig mange mennesker på disse datoer:
Alle søndage mellem d. 1. november og 31. marts. Derudover er det også gratis d. 18. april, 18. maj, sidste weekend i september samt 28. oktober. 

The Acropolis Museum

Anne Marie havde glædet sig til at se The Acropolis Museum. Hun besøgte nemlig det gamle Akropolis-museum, da hun var i Grækenland i 1990.

I 2003 påbegyndte grækerne et nyt og meget større museum lige neden for Akropolis. Museet stod færdig i 2009, og der er i dag udstillet over 4250 genstande i den 14.000 kvadratmeter store bygning.

En af grundene til, at der skulle bygges et nyt museum, var, at Storbritannien ligger inde med en masse klenodier fra Akropolis. I begyndelsen af 1800-tallet fjernede den skotske jarl Thomas Bruce en hulens masse statuer og relieffer fra Parthenon, som i dag er udstillet i London på the British Museum.

Men briterne synes ikke rigtig, at de skal aflevere dem tilbage igen, og har tidligere kommet med den begrundelse, at Grækenland ikke havde plads på det gamle museum til at udstille dem. Hvad der er deres undskyldning nu, står vist lidt hen i det uvisse.   

Det nye museum er i flere etager og er både flot og interessant. Flere steder må du fotografere – men ikke alle, så vær lige opmærksom på det.

Vi var især imponerede over de kvindelige statuer, som stod på 1. sal og som havde virkelig smukt hår. De har oprindeligt stået som søjler i templet Erechtheion, som vi skulle se på Akropolis bagefter. 

På vej til Akropolis

Da vi havde set nok statuer og relieffer, begyndte vi opstigningen til Akropolis. Det er desværre ikke et sted for gangbesværede eller kørestolsbrugere, da det til tider går stejlt op ad bakke og der er mange trapper.

Undervejs var der masser at kigge på. Bl.a. to amfiteatre, som var rimelig velbevarede. Først kom vi forbi Dionysos-teatret. Dionysos var vinen og ekstasens gud, og ham, som romerne kalder Bacchus. Vi besøgte et romersk tempel til hans ære, da vi var i Libanon sidste år. 

Derefter så vi det meget imponerende Herodes Attikus teater, som stadig bruges til koncerter om sommeren. 

En af vores følgere skrev følgende til os på Facebook: “I dette amfiteater har jeg for 60 år siden hørt et klaverkoncert fra Beethoven. Jeg har stadig følelsen i mig, når jeg hører det igen fra min lp, luften, varmen, den mørkeblå himmel og månen der kom op bag teatret. En oplevelse for livet!”

Det er fantastisk at få sådan en hilsen!  

På toppen af Akropolis

Arkæologiske udgravninger har vist, der har været menneskelig aktivitet på Akropolis siden stenalderen, og de første bygningskonstruktioner kan føres tilbage til bronzealderen. Men der er ingen tvivl om, at det er templerne fra antikken, Grækenlands storhedstid, som har gjort Akropolis kendt.  

Der har været flere forskellige templer på Akropolis. Men krige og jordskælv har undervejs gjort det af med nogle af dem. Og nye er blevet bygget oven på.

Ved indgangen kommer du til Athena Nike templet og indgangsporten Propylæa.

Og netop det smukke Athena Nike tempel blev restaureret af den danske arkitekt H.C. Hansen, som vi også omtalte i vores Athen-indlæg. Det var ham, der bl.a. havde tegnet Athens universitet.  

Da Akropolis har stejle klipper på tre sider, er der kun én indgang til templerne.

Parthenon

Akropolis’ stolthed og største tempel er uden tvivl Parthenon. Templet blev bygget til ære for gudinden Athena Parthnos, som jo efterfølgende har givet navn til byen Athen. 

Parthenon blev bygget oven på ruinerne af et andet tempel, som også var dedikeret til Athena, men som blev ødelagt under den persiske invasion i 480 f.v.t. Det nye store tempel blev påbegyndt i 447 f.v.t. under Athens storhedstid. Det tog 8 år at færdiggøre byggeriet og yderligere 6 år at dekorere templet.

Da Parthenon stod færdigt, var det malet i smukke farver. Men tidens tand, vejr og vind og ikke mindst forurening betyder, at det nu fremstår hvidt i sollyset. Tænk engang, hvis man besøgte stedet i 1960’erne, kunne man gå ind i templet. I dag er det lukket af for turister og altid under rekonstruktion. Og hvis du tror, at du skal se statuer og relieffer, så bliver du skuffet. Det findes alt sammen på museum i dag.

Ved første øjekast ser Parthenon symmetrisk ud, men ved nærmere eftersyn vil man snart opdage, at intet er symmetrisk. Templet er bygget af 1000 unikke stykker. Ikke to er ens!

Lidt gymnasielærdom

Parthenon er et tempel med doriske søjler. Dorisk??? tænker du måske.
Har du haft old i gymnasiet, kan det være, at der er en lille klokke, der ringer. (Rasmus kan godt afsløre, at han IKKE havde ringen for ørerne, mens vi var i Grækenland). Og skulle du være i tvivl, kan Anne Marie da lige fortælle, at de græske templer er bygget under forskellige tidsperioder. Hun nævner i flæng: Dorisk, Jonisk og Korintisk (og Rasmus bliver helt træt i hovedet). Forskellen er bl.a. måden søjlerne og reliefferne er udsmykket på. 

Til sammenligning ses her en jonisk søjle med de flotte snoninger fra Athena Nike templet. 

Til dem det måtte interesserer, kan vi anbefale Google for yderligere forklaringer.

I dag er Parthenon virkelig medtaget. Man skal dog også huske på, at det gennem tiden har været brugt som byzantinsk kirke, frankisk katedral, ottomansk moske samt militært anlæg og krudtlager! 

For enden af Parthenon er der en lille “platform”, hvor mange mennesker samles. Her kan du tage den obligatoriske Parthenon-selfie og kigge ud over Athens hustage.

Inden vi forlod Akropolis skulle vi jo også lige hen og se de der damer, som vi havde kigget på nede på museet. De står og holder templet Erechtheion med hovedet.

En gratis oplevelse

Vil du have en gratis og fin udsigt til Akropolis og samtidig nyde solnedgangen, så skal du bevæge dig mod Areopagus Hill sidst på eftermiddagen. Det er en lille klatretur over klipperne, som godt kan være lidt glatte, så tag gerne et par fornuftige sko på. Og pas på dine ting. Lommetyve har også fundet stedet. 

Læs alle vores indlæg fra Grækenland.

Eller læs om Libanon, Spanien eller den italienske ø Sicilien.

Sidst men ikke mindst: Godt nytår til alle.
Som altid glæder vi os over jer, der har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour. Vi har endnu ikke nogle faste planer for 2021, da vi slet ikke kan forestille os, hvordan Verden ser ud bare 2-3 måneder fra nu. Men følg med, så ser du, hvad vi finder på. Det bliver helt sikkert ikke kedeligt. 

Indlægget Akropolis – en guddommelig klippe midt i Athen blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Secret Food Tour Athens

Vi havde hjemmefra bestilt en Secret Food Tour Athens, hvor man med en lokal guide går rundt og smager på forskellige retter fra lokalområdet. Det har vi før haft stor succes med i Madrid, Lissabon og Beograd.

Man kan jo selvfølgelig godt selv lave sin egen Food tour, men for det første ser man på disse ture gader, pladser og steder, som man ellers ikke var kommet forbi, man følges med en lokal, som ved en masse om madkulturen, og man får smagt en masse retter, som man ellers ikke selv havde bestilt fra menukortet. Og vi havde vist brug for at blive kastet lidt ud på dybt vand, når det gjaldt græsk mad. Food touren blev en rigtig god oplevelse, og en oplevelse vi altid gerne vil anbefale.

Efterfølgende var vi klar til selv at gå på opdagelse i det græske køkken. Og det skal du, kære læser, selvfølgelig indvies i.

Hvis du har været på ferie i Grækenland mange gange, så kommer det følgende nok ikke som nogen overraskelse – men det kunne jo også være, at vi kunne lære en gammel cirkushest et enkelt nyt trick.

Mezedes

Grækerne starter de fleste måltider med en masse små lækre retter, som bliver sat på bordet til deling. Mezedes indeholder både kolde og lune retter samt diverse salater. Og selvfølgelig er der variationer over mezedes alt efter, hvor i Grækenland du befinder dig.

Vi opdagede snart, at det er kutyme bare at stikke til de forskellige retter med sin egen gaffel. Hvor man herhjemme jo nærmest kan blive udelukket fra dip-skålen, hvis man bliver taget i at “dobbelt-dippe”, så er de ikke så sarte i Grækenland. Lidt spændende om Corona har lavet om på det, siden vi besøgte Athen i februar 2020? 

Mens forretterne stadig står på bordet, kommer hovedretterne ind, og de deles også. Derfor fandt vi hurtigt ud af, at det er en fordel at være mange til bords, da man så får smagt langt flere retter. For når man kun er to og gerne vil prøve mange forretter og også har en forestilling om at smage hovedretterne, så bliver det hurtigt alt for meget mad. Det løber op prismæssigt – men jo også med meget madspild til følge. Nogle steder kan man også få mezedes, som en blandet tallerken med lidt af hvert, og det passer jo perfekt til os. 

Græske retter du MÅ prøve:

Tzatziki er jo en rigtig græsk klassiker! Har du ikke været i Grækenland før, så har du altså ikke prøvet en rigtig tzatziki. Og vi må sige, at vi ELSKER en god tzatziki med olivenolie og masser af hvidløg. Men pas på: Det er vanedannende, og hurtigt har du spist dig mæt i tzatziki og brød, inden de andre retter er kommet på bordet. Vi kom til at spise sygt meget tzatziki i løbet af ugen…

Zucchini balls (på græsk kaldet kolokythokeftedes) blev vores anden store favorit. Det er friturestegte grøntsagskugler, hvor hovedingrediensen er squash. De dyppes som regel i græsk yoghurt og smager bare himmelsk. Zucchini balls kunne vi leve af på en ferie til Grækenland.  

Melitzanosalata minder lidt om den mellemøstlige baba ganoush og er en auberginedip med valnødder, hvidløg og olivenolie. Melitzanosalata er ligesom tzatziki lækkert at dyppe brødet i. 

Saganaki er grækernes yndlingssnack og betyder faktisk lille stegepande. Den simple ret består af friteret ost med friskpresset citronsaft. Osten er vendt i mel og stegt på høj varme i en lille stegepande (deraf navnet). 

Souvlaki er grækernes svar på en god gang lækre grillspyd. Du kan også få souvlaki som fastfood på gaden i store fladbrød. Det er ofte svinekød, men kan også fås som lam. 

Fava er en lidt speciel ret, som man måske lige skal vænne sig til. Men den vokser på os. Fava er en puré af favabønner med løg og kapers og dertil masser af olivenolie og frisk citronsaft. Rigtig husmandskost.

Sidst men ikke mindst må vi jo også lige nævne Ouzo. Den kendte anisdrik fra Grækenland, som laves på resterne fra vinproduktionen. Vi fik fortalt, at ouzo drikkes til fisk og skaldyr eller salt pølse. Og aldrig på tom mave!

Til sidst vil vi gerne anbefale et par spændende restauranter i Athen:

Café Avissinia – med traditionel græsk musik

Anne Marie havde hjemmefra lavet et større researcharbejde for at finde en græsk taverna med traditionel musik, hvor GRÆKERNE kommer og spiser. Vi har før hørt Fado i Lissabon, og Anne Marie forestillede sig noget lidt i samme stil. Efter et par aftener hjemme foran computeren, lykkedes det at finde et lovende sted. Og nu vil vi gerne give tippet videre til dig, kære læser, så du slipper for at lede efter det samme som os. 

Café Avissinia ligger i centrum af Athen i området Monastiraki på adressen 7 Kynetou Street. Hvis du kommer for at spise og høre musik, så vil vi anbefale dig at reservere bord. For der skal nok blive godt fyldt op. 

På caféens hjemmeside står der, at der er livemusik hver lørdag og søndag fra kl. 15-19. Da vi var forbi og spurgte personalet, oplyste de følgende:
Torsdag og fredag kl. 21, lørdag kl. 15 og kl. 21 og søndag kl. 15. Måske er det en god idé lige at gå forbi og spørge.

Caféen, som er i to etager, er hyggelig og med et venligt personale. Nedenunder er der fyldt med lokale grækere, når der bliver spillet musik. På 1. salen er der udsigt til Akropolis, hvis det er det, man søger.

Vi var forbi restauranten to gange og nød både musikken og maden. Det er dog ikke et af de billige steder. Til gengæld får du stemning som ingen andre steder. Begge gange vi var der, var det et ungt par, der underholdt. De sang og spillede, og alle de lokale skrålede med, og til tider dansede nogle af de ældre damer også. Lige hvad vi havde ønsket os. 

En hemmelig kælderrestaurant

Da vi var på Secret Food Tour Athens, fik vi anbefalet restauranten Díporto, hvis vi VIRKELIG ville prøve noget lokalt. Og den er vi jo altid med på! 

Díporto ligger på et gadehjørne i en lille kælder. Der er ikke noget skilt eller menukort ude på gaden. Blot nogle store brune skodder og en meget stejl trappe. Så vil du finde stedet, så kig godt på billedet herunder Eller find adressen Sokratous 9/Theatrou 2 i området Psiri. 

Da vi kom ned ad trappen, åbenbarede der sig et lille beskedent rum med små skæve borde og stole samt en masse store vintønder.

Tjeneren kom snart forbi, men kunne ikke noget videre engelsk. Vi fandt dog ud af, at der ikke var noget menukort. Der er, hvad kokken har i gryderne.

Tjeneren forklarede med fagter, at vi kunne få fava, kikærtesuppe og fisk. Nå, jamen så tager vi det! 

Og det viste sig så, at de fisk kom med skind og ben, hoveder und alles. Vi var ikke i tvivl om, at dette ville blive turens største oplevelse – på godt og ondt.

Til maden var der kun vin at drikke. Den tappede tjeneren i en lille kande fra de store tønder bag os. Vi har før fået landvin, men må dog tilstå, at dette ikke var af den bedste slags. Men dog en oplevelse.

Suppen og favaen blev serveret på to tallerkener, og så kunne vi ellers selv finde ud af at dele. Og snart kom fisken også til.

Først der opdagede vi, at et andet selskab sad med den lækreste græske salat og et fad med lammekød. Og vi ELSKER lammekød. Nå, vi kunne ikke spørge om dagens menu, og gik jo med tjenerens valg.

Dette blev uden tvivl rejsens største madudfordring – og på mange måder også den sjoveste. Så er du modig og spiser det meste, så anbefaler vi Díporto – kig måske lige i kokkens gryder, og rundt på de andre borde, inden du bestiller. 

Díporto har åbent mandag til lørdag 8-19. Lukket om søndagen.

Vores favoritrestaurant i Athen

Den lille hyggelige restaurant Avli blev vores klare favoritsted. Man går ind ad en lille “hemmelig” dør, og bagved er der en overdækket terrasse mellem smalle hvide husmure og blå skodder og døre. Stemningen minder om en sommerdag på en af de græske øer.

Her serveres de bedste mezedes til deling med alt hvad hjertet begærer af omelet, skinke, græsk pølse, saganaki, kylling, kødboller, tomater og tzatziki. 

Betjeningen er den sødeste, og stemningen den hyggeligste. Dog skal man måske lige huske at have en jakke på her i februar måned, da det jo er som at sidde ude.

Vi var forbi flere gange og gik hver gang derfra glade, mætte og meget tilfredse. Vores varmeste anbefaling går til Avli, som du finder på adressen:
12 Agiou Dimitriou.

Der er masser af andre skønne retter og restauranter at kaste sig over, og vi glæder os allerede til, at turen går til Grækenland igen en anden god gang.

Vi anbefaler lige et par andre blogindlæg fra Spanien og Portugal:  

Læs også: På tur til Segovia
Læs også: Sintra

Som altid glæder vi os over jer, der har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour. Vi har endnu ikke nogle faste planer for 2021, da vi slet ikke kan forestille os, hvordan Verden ser ud bare 2-3 måneder fra nu. Men følg med, så ser du, hvad vi finder på. Det bliver helt sikkert ikke kedeligt. 

Indlægget Spise med Price… på græsk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Starten af februar var jo tiden lige inden, Corona rigtigt for alvor brød ud, og verden lukkede ned. Der var derfor ingen restriktioner, og vi så meget få mennesker på gaden og i metroen med mundbind. 

Gudernes by

I oldtiden blev Athen kaldt Gudernes by. Midt i byen, på den hellige klippe Akropolis, tilbad indbyggerne nogle af deres mange guder som Zeus, Afrodite, Apollo og Dionysos. Samt ikke at forglemme Athene, som efterfølgende har givet navn til byen. 

Akropolis tårner sig stadig 150 meter op i centrum af Athen og kan næsten altid ses. Både dag og nat. Den er derfor et godt pejlemærke, hvor end man befinder sig. Men det kræver et blogindlæg for sig selv at fortælle om dette helt særlige sted med de gamle templer, hvoraf det mest berømte er Parthenon.

Det moderne Athen

I Grækenland bor der i dag ca. 10 millioner mennesker. Godt halvdelen af landets befolkning bor nu i Athen, som bare vokser og vokser i omfang.

Her kan man nemlig ikke bygge i højden af frygt for jordskælv, og mange bygninger i det historiske centrum er derfor kun to etager høje. Vi boede på Evripides Hotel på 6. etage, men det skal man ikke tænke over…

Hotellet var rent og pænt, vi fik redt seng hver dag, og morgenmaden var ok uden at være prangende. Til gengæld blev vi opgraderet til et værelse med KÆMPE balkon med dejlig udsigt til Akropolis. Alt dette for kun 300 kr. pr. nat. Two Danes var happy!

Området Psiri

Evripides Hotel ligger i den hippe bydel Psiri i gåafstand til centrum og Akropolis. Her er graffiti alle vegne, og det kan for nogle måske virke beskidt og utrygt. Men man kan også se det som en del af charmen og gå på opdagelse i de mange små gader for at finde flotte og sjove vægmalerier.

Vi tog flere selvguidede Street art-gåture med kameraet og blev hele tiden overraskede over, hvad der ventede rundt om næste gadehjørne.

Byen har virkelig et stort og spændende undergrundsmiljø. En græker, vi talte med, mente, at det er fordi, befolkningen føler sig økonomisk klemt. Det kommer til udtryk i de mange kunstneriske udfoldelser på husvæggene. 

Især pladsen Plateia Iroon er utrolig hyggelig med masser af restauranter, cafeer, barer og udendørsservering både nat og dag. Grækerne er virkelig exceptionelt gode til at sidde ude. Bare der er læ, og det ikke regner, så drikker de gerne deres kaffe under en terrassevarmer på et gadehjørne. Og enhver restaurant med bare den mindste plads på fortovet har uden tvivl sat et par borde og stole ud til formålet.

Effektiv metro

Da vi landede i lufthavnen, fandt vi nemt ind til centrum. Metroen går hele vejen og koster 10 Euro pr. person. Normalt giver man kun 1,40 Euro for en tur med metroen, men turen til Lufthavnen er altså skruet op i pris. Vil man spare lidt penge, kan man i stedet tage lufthavnsbussen for 6 Euro. Den stopper ved metrostationen Syntagma.

Da vi boede meget tæt på centrum, gik vi for det meste bare til alting, men da vi en dag skulle til Pireus, tog vi selvfølgelig metroen. Og man må sige, at togene er godt fyldt om morgenen. Der kører over 1,3 millioner mennesker med metroen hver dag. Så husk at passe godt på dine ting, som i alle andre storbyer.

Ruiner over alt

Athen blev grundlagt i antikken, og der er stadig masser af ruiner både over og under gadeplan. Nogle af dem kan bl.a. ses på metrostationerne, hvor de er blevet udgravet under opførelsen af metroen. Du kan se ruiner på metrostationerne Monastiraki, Syntagma, Evangelismos og Akropoli.

Vi stod selv ud på Monastiraki, da vi kom fra lufthavnen og blev som det første mødt af ruinerne på stationen. Og da vi kom op og ud på gaden, gik vi nærmest ind i Hadrians bibliotek. Fantastisk! Vi vidste med det samme, at vi ville elske at gå på opdagelse i byen den kommende uge.  

Plaka

Også det gamle historiske kvarter Plaka, som ligger lige i centrum, er fyldt med ruiner. Især de to store områder Ancient Athenian Agora og Roman Agora, præger bybilledet. I antikken var det to store markedsgader – nogle af verdens første shopping malls.

Derudover er det i dette område, at du finder det ottekantede Vindenes tårn. Antikkens svar på en vejrstation. Vindenes tårn indeholder vejrhane, vandur og solur. Utroligt hvad man var i stand til at bygge og udtænke for flere tusind år siden.

Plaka er ud over ruiner også kendt for sine mange hyggelige gader med små cafeer, spisesteder, gallerier og butikker. Vi kunne bruge timevis på at udforske dette område. 

Også her er der masser af street art at gå på opdagelse efter.

Anafiotika

I Plaka ligger det lille, berømte område Anafiotika. Det er en samling af hvidskurede huse bygget i klynge. Husene er oprindeligt opført af arbejdere fra øen Anafi, og de minder lidt om husene på Mykonos uden helt at være det.

Men det er super hyggeligt at vandre rundt og måske fare lidt vild i områdets små gader. Du finder Anafiotika så tæt på Akropolis du kan komme, inden det går stejlt op ad klippevæggen. 

Pnyxhøjen – demokratiets vugge

Lidt længere væk fra Akropolis ligger Pnyxhøjen, som også er et besøg værd for de historieinteresserede og dem, som elsker en god udsigt. Herfra kan man se Akropolis, ligesom der er en fantastisk udsigt ned over hele byen.

Man mærker samtidig historiens vingesus, da det jo var på dette sted, at demokratiet opstod. Det var her, at der blev holdt folkeforsamlinger i det gamle Athen. På denne åbne plads var der politiske taler og debat forud for en folkeafstemning med håndsoprækning. 

Det berømte vagtskifte

I den anden ende af byen, ved metrostationen Sintágma, måtte vi kigge nærmere på det lidt pusseløjerlige vagtskifte af Nationalgarden foran det græske parlament, som finder sted en gang i timen hver dag. Det er altså et studie ud i gakkede gangarter og sjove outfits!

Det ligner altså lidt, at de går rundt i nederdel og strømpebukser samtidig med, at de svinger benene på en meget sjov måde. 

Der er åbenbart også større og mindre vagtskifter, og vi kan ikke lige helt hitte ud af, hvornår det mon er det ene eller det andet. Men søndag skulle være den helt store dag. Så det er vist bare om at møde op kl. 11 og se, hvad der sker. Det er en rigtig god idé at komme i god tid, da der kommer rigtig mange mennesker – især om søndagen.

Samme sted finder du også den Ukente Soldats Grav. Et flot relief på væggen, som hylder faldne græske soldater i diverse krige. 

Storebror H.C. Hansen blev udnævnt som kongelig græsk arkitekt og har bl.a. tegnet Athens Universitet. 

De tre smukke bygninger ligger side om side overfor metrostationen Panepistimio. Det var egentlig mest for sjov, at vi gik forbi, men det viste sig at være meget flottere og mere interessant, end vi havde forestillet os og vi synes, at området er et besøg værd.

Athen har masser at byde på og der er mange flere spændende seværdigheder og kvarterer end dem, vi har nævnt her. Så det er bare om at snøre traveskoene og komme ud og opleve Gudernes by. 

Læs også: Lissabon 
Læs også: Ti timer i Istanbul 

Vi bliver altid glade, når nye følgere finder vej til vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan I se meget mere af alt det vi oplever. I øjeblikket mest i Danmark, men forhåbentlig går der ikke alt for længe før, vi igen kan rejse ud og opleve nye spændende steder i verden. 

Indlægget Athen – Gudernes by blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Og det med tidevandet skal man altså ikke kimse af. Der er ca. 1,75 meters forskel på højvande og lavvande ved Mandø, som bestemmes af månen og blæsten. Og der er indimellem folk, som kommer galt af sted.

For at komme til Mandø skal man nemlig køre langs havbunden ca. 6 km via Låningsvejen. Ved lavvande er det “piece of cake”, og vejen er fint afmærket og nem at følge. Men ved højvande bør man ikke våge sig derud. Ebbe og flod rykker sig ca. 45 minutter hver dag, så tjek lige tidevandstabellen for Mandø 2020 her inden du planlægger dit besøg. 

Og skulle du have brug for hjælp til at finde ud af, hvornår du sikkert kan køre til og fra Mandø, kan man ringe til Ellen i Brugsen – så hjælper hun gerne. Tlf. nummeret er 75445102.