Blandt masser af fugle på Hirsholmene

Kun få kender den lille øgruppe Hirsholmene. Og endnu færre har besøgt øerne, som ligger ud for Frederikshavn i Kattegat. Øgruppen har dog stået på vores ønskeliste i de sidste par år grundet det fantastiske fugleliv, som findes her. 

Tejst med fisk

Hirsholmene består af otte øer, hvoraf man kun må besøge den ene; Hirsholm. De andre øer er udlagt som beskyttet fuglereservat, og man må således heller ikke gå i land på de fredede øer, hvis man skulle komme sejlende i egen båd.

Sejlbåd i Kattegat

Øen Hirsholm er helt unik og klart et besøg værd, hvis du sætter pris på havfugle og isolerede steder. For godt 100 år siden boede der omkring 200 mennesker. I dag lever der kun én mand, og han må være ret isoleret det meste af året. Der findes lidt sommerhuse, som skaber liv om sommeren og altså rigtig, rigtig, rigtig mange ynglefugle i sommerhalvåret.

Sejltur med Seadog

For at komme til Hirsholmene skal du enten have egen båd eller sejle de ca. 6 km fra Frederikshavn med den lille færge Seadog.

Færgen koster 300 kr/retur, og du kan se bådens hjemmeside med sejlplan her.

Sea Dog

Vi tog den tidlige afgang, som sejler fra Frederikshavn kl. 9.30 (husk at du skal være der et kvarter før) og var fremme godt en time senere.

Sejlturen var lidt mere blæsende, end vi lige havde regnet med, og vi fik et par bølger ind over rælingen, så tænk lige over hvilket tøj og fodtøj, du har på. Og hvis du ligesom os ikke er så søstræk, så kan du også lige overveje, om det er godt givet ud at spise en halv søsygepille. Det plejer at gøre tricket for os. 

Ombord på Sea Dog

Ankomst til Hirsholmene

Lige så snart vi ankom til Hirsholm, var der tejster, terner og måger overalt! De bød os alle velkommen med deres høje skrig, som blev en konstant lydkulisse de næste to en halv time. 

Hirsholm

Vi var straks interesserede i tejsterne, som lå alle steder på anløbsbroen, men vi fandt snart ud af, at det ville være endnu bedre at fotografere dem fra den anden bådebro. Så der ville vi selvfølgelig over.

Tejster på kajen

 

Vi gik en lille tur gennem den meget lille by, og endte ved broen, hvor sejlskibe kan lægge til. Der var fugle overalt og mange tejster, som kom med fisk til deres unger. Ternerne var dog frække og forsøgte i luften at stjæle fiskene til deres egne unger. Ren akrobatik.

Terne med fisk

Det er et rent paradis for fugleelskere og fotografer.

Rasmus på Hirsholmene

Tejst

Tejsten er en alkefugl, som kan blive mellem 30 og 38 cm lang. Det er en meget smuk sort fugl med karakteristiske hvide vinger og knaldrøde ben. 

Tejst

Derudover kan man også se den røde farve inde i munden, når den åbner næbet. 

Tejst fra Hirsholmene

Tejsten er hovedsagelig hjemhørende i Nordatlanten og i Ishavet. Vil man opleve denne smukke fugl i Danmark, så er der størst chance i Kattegat og Storebælt f.eks. på Sejerø, Anholt, Læsø og altså også Hirsholmene. Den er let at genkende på de hvide vinger og forveksles derfor ikke så nemt med andre havfugle i Danmark.

Endnu en tejst

Vi så også andre fugle på øen. Især mange måger og terner, men også edderfugle og toppet skallesluger.

Toppet skallesluger med unger

Rundt på Hirsholm

Da vi mente, at vi havde fotograferet tejster nok for én dag, hvilket pudsigt nok faldt nøjagtig sammen med det tidspunkt, hvor Rasmus blev skidt på af en stor havmåge, gik vi rundt og så lidt mere af øen.

Der er en fin lille udstilling om øgruppen og dens dyreliv i et lille sort hus. Her kan man også spise sin madpakke ved bordebænkesæt udenfor. 

Infohus på Hirsholmene

Ved man ikke så meget om fugle, kan det være et fint sted at starte, da der er et kæmpe vægmaleri, som viser de mest almindelige sommergæster på øerne.

Hirsholemene

Vi besøgte øens lille kirke, som desværre var aflåst, men man kunne dog kikke ind over en halvdør, så det var muligt at se kirkerummet. Kirken ligner udefra mest af alt et bondehus med bindingsværk.

Kirken på Hirsholmene

Der er et par gravsten udenfor kirken, men den nye kirkegård ligger et andet sted på øen.

Den gamle kirkegård på Hirsholmene

De fleste huse på øen er kalket gule og mange steder er der karakteristiske stengærder rundt om grundene.

Hus på Hirsholmene

Fra øens fyrtårn var der en fin 360 graders udsigt over hele øen. Det er altid godt at få et overblik fra oven, så hvis du ikke ejer en drone, anbefaler vi en tur i fyrtårnet.

Fyrtårnet på Hirsholmene

 

Udsigt fra fyrtårnet, Hirsholmene

Vi besteg også det lille hyggelige fugletårn, som ligger lige udenfor den store måge- og ternekoloni.

Måge, Hirsholmene

I det lille tårn er der udstillet lidt malerier af fugle fra øen.

Fugletårnet på Hirsholmene

Lidt nyttig viden

Besøger du Hirsholmene så husk at tage alt med selv – både mad og drikke. Der er intet at købe på øen. Til gengæld er der mange steder, hvor du kan nyde din medbragte mad.  

Tæt på hvor færgen lægger til, er der et hus med offentlige toiletter og mulighed for at komme af med affald. Der kan man også få vasket sine bukser nødtørftigt, hvis en måge skulle komme til at skide på dem… 😉

Hirsholm

Hirsholmene er uden tvivl en unik oplevelse – både for folk med og uden interesse for fugle. Øen er en lille tidslomme og et besøg værd for dem, som gerne vil opleve særlige steder, hvor de færreste har været. Øen er hyggelig med en lille badestrand, så tag evt. håndklæde og badetøj med. 

Bye bye Hirsholmene

Som altid er vi utrolig glade for alle jer, som synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour og som følger os på Instagram @twodanesontour. Her kan I også følge med, når vi rejser i både ind- og udland. Næste tur går til Norge i slutningen af november.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.