Så snart du bevæger dig ind i den gamle bydel i Tallinn, er det som at træde 800 år tilbage i tiden. Gaderne er smalle, snoede og fyldt med brosten, og bag hvert et sving og hvert et hjørne, dukker nye flotte bygninger op.
Da vi ankom til byen en lørdag aften, var det allerede mørk. Det var fantastisk at gå på opdagelse i mørket og nyde de flotte gader og de smukke tårne.
Mange huse er holdt i pastelfarver og med gamle, smukke, malede døre og flotte porte.
De fleste hustage er røde teglsten, og besøger du Tallinn om vinteren, kan du være heldig, at de alle har et drys sne, som kun gør byen endnu mere fortryllende.
Tallinn – en gammel hovedstad
Tallinn er Estlands hovedstad. Her bor ca. 425.000 ud af Estlands i alt 1,3 millioner indbyggere, så det er en forholdsvis lille hovedstad i et lille land.
Tallinns middelalderlige centrum, kaldet Vanalinn, er så velbevaret, at det har fået en plads på UNESCO’s verdensarvsliste og ikke uden grund.
Det kan dog undre, at den gamle bydel er så velbevaret, når man tænker på hvor lang og blodig en historie, byen gennem århundrede har været vidne til. Russere, svenskere, tyskere, ja, selv danskere har hærget byen gennem tiden. Af to omgange har byen været under dansk herredømme – det kan du læse mere om i næste blogindlæg, hvor vi går på jagt efter danske spor.
Tallinn blomstrede dog mest som handelsby under Hansestædernes magtperiode fra 1300 til 1500-tallet og det er i den periode, at det meste af byen blev opført. Hele vejen rundt om byen løber den gamle ringmur. Den var oprindelig 2,4 km lang, hvoraf 1,9 km stadig består. Her er stadig velbevarede vagttårne og mange flotte porte.
Den gamle by er delt i to: Den øvre by kaldet Toompea og den nedre by All-linn. I middelalderen fungere disse to dele som to separate byer og var derfor adskilt af en mur.
Den nedre bydel
Midt i byen finder du den gamle rådhusplads med det gotiske rådhus bygget mellem 1371 og 1404. På husmuren kan du stadig se den jernring, som ulydige folk i middelalderen blev lænket ved, hvorefter de var til spot og spe for hele byen.
På rådhuspladsen, men i modsatte ende af rådhuset, findes et af verdens ældste apoteker. Det åbnede tilbage i 1422. Dengang kunne du købe lægemidler af forskellige dyr som flagermus, tudser, pindsvin og bier. De har også en mumificeret hånd i et glas, men om den er ægte, tvivler vi lidt på. I dag kan der fortsat købes Strepsiler og hovedpinepiller på det gamle apotek, men de fleste kommer blot for at se den lille udstilling, som er ganske gratis at besøge.
Ikke langt fra rådhuspladsen ligger den hyggelige lille St. Catherines passage – på estisk Katariina Käik – mellem de to gader Vene og Müürivahe. I følge alle turistbrochurene er strædet det mest romantiske sted i Tallinn.
I gaden ligger der en middelalderrestaurant Munga Kelder og flere små forretninger med gallerier og forskelligt kunsthåndværk, hvor man også kan se kunstnerne arbejde. Undervejs kommer du også forbi nogle store gravsten, som stammer fra Katariina kirken.
St. Catherines passage minder os lidt om Vintapperstræde i Odense, til jer af vores læsere, som kender den hyggelige gade.
Den øvre bydel
Går du op ad “Det lange ben” på estisk Pikk jalg, kommer du til den øvre bydel Toompea hill.
Det første du møder er den flotte russiske ortodokse kirke Alexander Nevski. Og har du engang besøgt Sofia i Bulgarien, så er det helt rigtigt, at der ligger en kirke dér med selv samme navn opkaldt efter den selv samme mand.
Bagved Alexander Nevski ligger det lyserøde estiske parlament Toompea slottet. Flaget på toppen af bygningen viser, hvem der har overherredømmet over Estland. Heldigvis har det estiske flag vajet siden selvstændigheden i 1991.
I den øvre bydel finder du udsigtspunktet Kohtuotsa, hvor der er den smukkeste udsigt over de røde hustage i den nedre bydel.
Det blev kun endnu mere eventyrligt et par dage senere, da vi vågner op til sne, frostvejr og blå himmel. Vi måtte simpelthen op til udsigtspunktet igen, og det var en fortryllende udsigt, som mødte os!
Rija Old Town Hotel
Vi havde valgt at bosætte os i den gamle bydel på Rija Old Town Hotel. Det synes vi selv var et rigtig godt valg, da alt var i gåafstand i den gamle bydel. Prisen for værelset var ca. 300 kr. pr nat inklusiv morgenmad.
Hotellet ligger i en bygning, som er en del af ringmuren rundt om den gamle bydel. Flere steder var en lille del af muren blotlagt, så man kunne se de gamle sten.
Værelset var ikke det største, men det havde det, vi skulle bruge. Tilmed kunne Rasmus lige få plads på gulvet foran sengene og badeværelsesdøren til at lave rygøvelser 🙂
Vi vil anbefale et værelse, som ikke ligger ud til ringvejen bag den gamle bydel. Der er en del trafik både om aftenen og om morgenen.
På hotellet var der en restaurant, hvor vi spiste morgenmad hver dag, inden vi begav os ud i byen. Efter et par dage, var vi lidt trætte af den ensformige og lidt kedelige morgenbuffet, men den opfyldte vores behov.
Two Danes er glade
Tallinn er en flot og spændende oplevelse og passer perfekt til en forlænget weekend. Vi fløj direkte med LOT på halvanden time. Her er masser af historiske steder, smukke udsigter og hygge. Så har du endnu ikke været forbi Estlands hovedstad, så er det vores bud på en spændende destination til din næste rejse.
Vi var i Tallinn om vinteren, hvor der lå sne og det var rimelig glat i gaderne. Sommeren er selvfølgelig en oplagt mulighed – husk blot, at der er mange flere turister, end da vi var afsted.
Læs også: Overraskelsestur til Warszawa
Læs også: Minsk
Vi vil blive rigtig glade, hvis du vil følge vores side på Facebook Two Danes On Tour. Her kommer vi med flere rejsebilleder når vi er afsted på tur. Næste rejse går til Nordmakedonien og Kosovo i Påskeferien.
Marianne - Glimt av verden says:
Jeg har vært i Tallinn to ganger (november og mars), og liker gamlebyen veldig godt. Den er så koselig!
Så fint det var med nysnø i byen 🙂
twodanesontour says:
Kæreste Marianne
Tusind tak for din hilsen. Vi var også meget glade for den gamle by og undre os over, at vi aldrig har besøgt den før, når den er så smuk! Og nysne gjorde kun det hele endnu smukkere.