Danmark dejligst – Egholm

En tur til Nordjylland og et Facebook-opslag gjorde udfaldet. Vi fandt nemlig ud af, at der netop var blevet indviet en ny Thomas Dambo-trold på den lille ø Egholm. Vi besluttede spontant at besøge øen og finde trolden. Vi er jo samtidig vilde med at få stempler i vores ø-pas, så hver gang lejligheden byder sig, besøger vi med glæde en af de mange øer rundt om i Danmark, som udløser et stempel.

Tur til Egholm

Egholm er ikke en ø, som vi vidste særlig meget om i forvejen, ud over dens placering i Limfjorden. Men efter en regnbyge af de større, vågede vi pelsen. Vi kørte til havnen i Aalborg og sejlede med den lille færge, som kun tager fem minutter. Igen var det jo gratis for gående og cykelister på grund af regeringens feriepakke. Normalpris 20 kr. tur/retur for voksne. 

Færgen fra Aalborg til Egholm

Egentlig ville vi have spist frokost på Restaurant Kronborg, som ligger lige ved færgen, når du kommer til Egholm. Men da de meldte om alt optaget, da vi ringede på forhånd, tog vi selv frokosten med og nød den på havnen inden afgang.

Indsejling til Egholm

Ø-passet skulle jo også lige stemples. Den lille metalstang, man skulle skrabe med, var faldet af, men en dims fra en dåsesodavand kunne godt bruges i en snæver vending.

Stempel i ø-passet på EgholmEgholm er en MEGET flad ø, men det gik snart op for os, at der faktisk var 2 kilometers travetur fra færgen og til selve Egholm by, som ligger midt på øen. Dog kan der lejes cykler ved færgelejet, eller man kan tage sin egen cykel med.

Insekthotel

Troldejagt på Egholm

Egholm er godt 6 km2 stor, og der bor ca. 50 mennesker hele året rundt. Dertil er der lidt sommerhuse og fritidsboliger. Øen har et rigt fugle- og dyreliv. Bl.a. kan man være heldig at se både slørugle og mosehornugle på øen. Så heldige var vi dog ikke i denne omgang.

I Egholm by er der en lille “park” med gadekær og bord-bænkesæt, hvor vores trolde-skattejagt begyndte.

Egholm

Troldeskattejagter

Hvis du ikke har hørt om Thomas Dambo’s trolde før, så kan vi kort fortælle, at der rundt om i Danmark og andre steder i verden er blevet opført træskulpturer af den danske multikunstner Thomas Dambo.

Thomas Dambo laver alle sine trolde af genbrugstræ, som han skralder ved byggemarkeder og hos private. Derudover bruger han frivillige hjælpere i det område, hvor han bygger.

Det begyndte med 6 trolde på Vestegnen ved København, men i 2020 besluttede han at lave 10 trolde-skattejagter rundt om i Danmark.

For at finde en skattejagt, så skal du bruge hjemmesiden Trollmap.com
På hjemmesiden kan du zoome ind på det område, du befinder dig i. Er der et sort kryds, er det en trold, du kan besøge. Er det et grønt kryds, kommer du til det sted, hvor skattejagten til en trold begynder. Du skal også bruge hjemmesiden til at indtaste de koder, du får undervejs. Derved får du det næste hint om, hvor du skal gå hen. Ved hvert kryds står der også, hvor lang ruten er (husk dog også at medregne, at du skal tilbage til udgangspunktet) og hvor mange koder, du skal finde undervejs.

Kode til Thomas Dambo trold

Pil Tusindtunge

Og nu var vi klar til at gå på trolde-skattejagt. Turen førte os langs marker – med masser af store fasankyllinger, langs stranden og til sidst ind i en lille skov.

På troldeskattejagt

Her fandt vi den fine trold Pil Tusindtunge. Alle troldene har navne, og Thomas har også skrevet en historie om hver af dem. 

Pil Tusind Tunge

Trolden var blevet indviet kun to dage før vores besøg, og den var allerede meget populær. Både blandt turister og lokale, som kom forbi for at se den nye beboer på øen. Og vi må da også medgive, at den var rigtig fin og placeret et godt sted. Vi er sikre på, at Egholms beboere nok skal blive rigtig glade for den.

Pil Tusindtunge

Selve troldejagten var 4 km, og så skal man jo lige huske, at der også er 2 km hver vej til og fra havnen. Det er en anbefalelsesværdig tur, hvis du er i Nordjylland og på jagt efter en trold.  

Pil Tusindtunge på Egholm

Læs også: Staycation i Danmark del tre – Nordjylland
Læs også: Danmark dejligst – Mandø
Læs også: Danmark dejligst – Fanø

Tak fordi du læste med. Som altid bliver vi rigtig glade, når I synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kommer vi med billeder og små historier fra rejselivet og det er også her, du kan se, når vi har skrevet et nyt blogindlæg fra ind- eller udland.
Vi er også at finde på Instagram: @twodanesontour

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.