De romerske templer i Baalbek

Vores første dag på roadtrip i Libanon bragte os hen på eftermiddagen til byen Baalbek, som ligger ca. 85 km fra Beirut. Her finder man nogle af landets aller fineste ruiner under samme navn som byen. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at Anne Marie havde glædet sig meget til at se disse smukke templer. Baalbek er blandt verdens største og bedst bevarede ruiner fra romertiden! Derfor er templerne også på UNESCO’s verdensarvsliste og selvfølgelig hele landets stolthed.

Baalbek, Libanon

Masser af checkpoints

Hele dagen, men især da vi nærmede os Baalbek, kom vi igennem flere og flere militære checkpoints. (Som vi selvfølgelig ikke kunne fotografere). Hver gang skulle vi lige stoppe ganske kort og hilse på en soldat. I følge Ali var det meget betryggende, at der var alle disse check-points, da militæret var der for at passe på os. 

Grunden til at mængden af check-points blev intensiveret, jo tættere vi kom på Baalbek var, at det er her, at Hizbollah har sit arnested. 

Hizbollahflag ved vejen i Libanon

Hizbollah

Hizbollah er en allestedsnærværende organisation, som man ikke kan komme uden om at forholde sig til, hvis man rejser rundt i Libanon. Hizbollah er et shia-muslimsk politisk parti og en militær gruppe. Hizbollah har længe været på listen over terrororganisationer i USA og i Vesten. Blandt andet på grund af kidnapninger af vesterlændinge og modstandskampen mod den israelske invasion af Libanon i 1982 og igen i 2006.

Hizbollah, Libanon

Men samtidig har Hizbollah også en tæt relation til landets shia-muslimer, da organisationen ikke kun spreder død og rædsel. Den sørger også for skolegang, lægehjælp og hjælp til familier i nød. 

Derfor mødte vi også flere og flere af de karakteristiske gule Hizbollah flag med grønne logoer, jo tættere vi kom på Baalbek. Ja, udenrigsministeriet fraråder ligefrem alle ikke-nødvendige rejser til området, og vi kunne da også se, at der var meget få turister i byen. Især efter at éndagsturisterne hen på eftermiddagen var rejst tilbage til Beirut. Vi følte os dog på intet tidspunkt utrygge i byen og var meget glade for vores beslutning om at overnatte i Baalbek.

Hizbollah, Libanon

Hotel Shouman

Ved hjælp af rejsebogen Bradt’s Lebanon, fandt vi hurtigt frem til Hotel Shouman, som har den skønneste udsigt til ruinerne. Det var dog et meget gammelt hotel med tre halvandenmands senge på hvert værelse (hvilket nok er praktisk, hvis man er en stor libanesisk familie på tur).

En lille ældre pusseløjerlig mand bestyrede stedet, og mens vi var der, så vi ingen andre – hverken medarbejdere eller gæster. Selvom det på ingen måde var luksus, var vi godt tilfredse. Sengetøjet var rent, prisen god og lokationen helt perfekt! Dog vil vi ikke ligefrem anbefale dette hotel til andre end backpackere og andre sparsommelige rejsende.

Vi hentede bagagen i bilen, sagde på gensyn til Ali. Og efter at være tjekket ind på hotellet begav vi os straks ud på gaden for at få et indtryk af stedet.

De dragende templer

Vi ville egentlig først have set templerne næste morgen, da vi elsker, når vi har sådan en turistmagnet helt for os selv. Men hurtigt blev vi draget mod indgangen til tempelkomplekset. Vi kunne simpelthen ikke lade være med at gå derhen. 

Entreprisen var 15.000 lira pr. person (75 kr.), og vi besluttede os også for at betale 20 USD for en guide, da vi ellers ikke ville få det samme ud af vores besøg.

Vores guide i Baalbek, Libanon

Det er ikke så tit, at vi betaler for en guide ved ruinbyer, men nogle gange synes vi, at det er givet godt ud. Især hvis det er et meget stort sted. Så kan det være rart at blive peget i den rigtige retning i forhold til de mest interessante ting.

Templerne i Baalbek

Baalbek var oprindelig et fønikisk tempelkompleks dedikeret til solguden Baal. (Nogle husker måske navnet Baal fra det danske rockband i 1990’erne). Senere kom grækerne til og navngavn byen Heliopolis – Solens by.

Da romerne erobrede området i år 47 f.kr. byggede de fire templer oven i det oprindelige fønikiske tempel. Et til ære for romernes vigtigste gud Jupiter, et til Merkur, et til kærlighedsgudinden Venus og sidst men ikke mindst et til vinguden Bacchus

Baalbek, Libanon

Det første vi lagde mærke til var, hvor få andre turister der besøgte stedet samtidig med os. Vores ønskescenarie! Vi havde masser af plads til at gå rundt og nyde alle stederne og udsigterne over de gamle ruiner. Der er simpelthen ikke mange turister i Libanon i disse år. Både på grund af frygten for terror og på grund af flygtningekrisen fra Syrien. Men så er der så meget bedre plads til os andre 🙂

Jupiter templet

På den største høj i området blev templet til Jupiter bygget oven i det oprindelige fønikiske tempel. Det fik ikke mindre end 54 søjler på hver 22 meter. De højeste og mest imponerende søjler i hele Romerriget.

Otte af disse søjler blev senere fragtet til Konstantinopel, hvor de blev brugt til at bygge kirken Hagia Sofia, hvor de står den dag i dag. De fleste andre søjler er blevet ødelagt, og en del af dem ligger nu i store stykker på jorden. Desværre er der kun seks tilbage, og de var under rekonstruktion, da vi var forbi. 

Selvom størstedelen af templet er væk i dag, kan man alligevel få et indtryk af, hvor mægtigt det engang har været. Foran selve templet var der en forgård på 134 x 112 meter, som har været udsmykket med to rækker af romerske statuer. De er desværre ikke længere at se. 

Fantastiske Baalbek, Libanon

 

Ruinerne i Baalbek, Libanon

Også fundamentets størrelse vidner om en storhedstid uden lige. Stenene er på hver 800 tons! Det har været en ubeskrivelig bedrift at få dem transporteret fra stenbruddet, som ligger ca. 1 kilometer derfra.

Tidligere på dagen gjorde Ali holdt ved det gamle stenbrud, og vi fik med egne øjne mulighed for at se det, der skulle være verdens største menneskeskabte sten. Stenen måler 4,5 m x 20 m og vejer over 1000 tons. Hvorfor stenen aldrig blev færdiggjort vides ikke.

Stenbrud uden for Baalbek, Libanon

Merkurtemplet har desværre ikke overlevet krige og jordskælv, og i dag er der kun en enkelt trappe tilbage.

Også Venustemplet er godt medtaget, da der efterfølgende har været bygget en kirke oveni. Venustemplet ligger faktisk lige uden for selve tempelområdet, og man kan gå hen og se det uden at betale entre.

Venustemplet, Baalbek, Libanon

Bacchus

Templet til Bacchus er det bedst bevarede. Væggene står endnu, selv om taget er styrtet sammen. Det er imponerende at besøge og gå på opdagelse i detaljerne, og det var uden tvivl vores favorit i Baalbek. 

Baalbek, Libanon

 

Baalbek, Libanon

Der er mange flotte udsmykninger og symboler fra romer-tiden.

Flotte udsmykninger fra romertiden, Libanon

 

Løvehoved i Baalbek, Libanon

 

Temlet er så godt bevaret, da det i århundreder har været fyldt op med sten og sand. Dette kan stadig bevidnes inde i templet. Højt oppe på væggen hænger to marmorplader, som den tyske kejser Willhelm II fik hængt op under hans besøg i 1898. Den gang hang de på væggen, så de kunne læses – nu hænger de næsten oppe under loftet.

Baalbek, Libanon

 

Baachus templet,, Baalbek, Libanon

Hele vejen rundt om Bacchus-templet er der flotte søjler. De måler hver 19 meter. En af søjlerne læner sig faretruende op ad væggen grundet tidligere jordskælv i området. Hvis man går ind i templet og kigger på indersiden af væggen, kan man se, hvor søjlen har presset muren indad. 

Baalbek, Libanon

Mange af de gamle romerske templer blev ødelagt, da kristendommen overtog som religion omkring 500-tallet. Kirker blev bygget oven i det, der allerede var. Ikke længe efter kom araberne til området og ødelagde kirkerne for i stedet at bygge moskeer. Derudover har der været et utal af jordskælv og krige i området, så det er imponerende, at så meget af Baalbek stadig står.

Løvehovedet herunder har været brugt som et super sejt nedløbsrør.

Libanon

Går turen til Libanon bør disse ruiner uden tvivl være på listen over steder at se i landet. Det fås ikke bedre i Mellemøsten.

Two Danes On Tour i Libanon

Vi endte dagen med solnedgang over ruinerne. Fantastisk afslutning på en skøn første dag på roadtrip. 

Solnedgang i Libanon

Læs flere af vores indlæg fra Libanon

Vi vil også gerne anbefale:

Fra Iran: Oldtidsbyen Persepolis

Fra De Forenede Arabiske Emirater: Det gamle Dubai

Hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, så bliver vi rigtig glade! I slutningen af 2019 besøger vi russiske enklave Kaliningrad. Det skal I nok komme til at høre mere om. Både på bloggen og på sociale medier.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.