Fantastiske Færøerne

18 forrevne klippeøer og et utal af holme stiger op af Nordatlanten. Breddegraden er 62 grader nord og navnet er Föroyar – eller på dansk Færøerne. 

Færøerne er naturelskernes paradis. Farven grøn dominerer hele sommeren, vandfald løber lodret ned af de stejle klippevægge, og her er smukke vandreture i hobetal. Dertil kommer utallige atlanterhavsfugle som lunde, alk, tejst, sule og mange flere. 

 

Men dette er også et sted, hvor vejret dikterer. Det ene øjeblik skinner solen, mens der kort tid efter ruller tåge og storm ind over fjeldene. Vejret er lunefuldt, og det ændrer alle planer på blot få timer. Således kan færgeafgange og helikopterture med kort varsel være aflyste, og dette er også en af grundende til, at færingerne sjældent lægger planer langt ud i fremtiden. For i sidste ende er det alligevel vejret, der afgøre det hele.

Vi var sammen på Færøerne i sommerferien 2005, og vi blev straks forelskede i de grønne øer. Derudover besøgte Anne Marie sin færøske veninde Bergljott i både 2017 og 2018. Det er disse tre ture, som dette og de næste blogindlæg fra Nordatlanten vil handle om. 

Stor gæstfrihed på Færøerne

Da vi i 2005 rejste rundt på Island, sluttede vi turen i Seyðisfjörður og sejlede derfra til Tórshavn med Smyril Line.

En af Anne Maries andre færøske veninder Tórun havde et par uger i forvejen ringet hjem til sin mor i Tórshavn og spurgt, om vi måtte komme forbi og slå telt op i haven. Men det kunne der ikke blive tale om! Vi kunne tilgengæld få lov til at bo inden for hos Katrin hele den uge, vi var på Færøerne. Og dette blev vores første møde med færøsk gæstfrihed. Men vi skulle snart få flere lektioner i denne “kunstart”.

Tidligt om morgenen bankede vi på hos Katrin, og efter at have smidt bagagen på vores værelse, blev vi bænket i køkkenet til boller og te. Vi skulle snart lære, at på Færøerne er der altid mad og drikke til dem, som måtte komme forbi til spisetid. Og det var ikke så få, skulle det vise sig.

 

Roning i radioen

I Katrins køkken lærte vi også, at man på Færøerne hører roning i radioen! Yes – den er god nok! Og så blev der for en gang skyd tysset på den ellers evige og livlige snak rundt om køkkenbordet. Ro-resultater er vigtige! Kappróður (kaproning) er nemlig Færøernes nationalsport.

Roning foregår i traditionelle færøbåde, som tidligere var vigtige transportmidler for at komme mellem de forskellige øer. Efter indførelsen af færger, tunneller og helikoptere har robådende mistet deres egentlige formål, men de bruges nu fortsat til kaproning bygderne og byerne imellem.

Modsat i Danmark, hvor roerne sidder foran hinanden på hver sit sæde, som kører frem og tilbage, og hvor det er benene, som laver størstedelen af arbejdet, så sidder man på Færøerne to og to ved siden af hinanden på en fast bænk. Så her er det mavemusklerne, som trækker det store læs.

Uha, den var ikke gået i Danmark

Og så blev vi meget klogere på, hvad man på Færøerne gør, når dem, man troede kom til middag, pludselig udebliver…

En eftermiddag var vi 7 voksne og et barn bænket rundt om bordet i køkkenet. Der blev fortalt røverhistorier fra “De syv Verdenshave” og vi grinede alle så meget, så tårerne trillede ned af kinderne. Da klokken nærmede sig spisetid, bekendtgjorde Katrin, at hun lige ville smutte en tur til købmanden, så hun havde mad nok til alle. På komfuret stod der allerede en kæmpe grydefuld kartofler, – nok til en mindre hær.

Mens Katrin var væk, rejste det ene par sig pludselig og sagde, at nu gik de hjem. Ikke lang tid efter proklamerede de to andre voksne med barnet, at de tog færgen til Suðuroy. Inden vi så os om, havde de pakket og var ude af døren.

Så da Katrin kom tilbage fra supermarkedet var der kun os tilbage i køkkenet. Vi var lidt urolige over at skulle overbringe nyheden om, at otte til middag var skrumpet ind til tre. Katrin kiggede bare roligt på os, tog kartoflerne af komfuret og sagde: Så laver jeg boller i karry med ris i stedet for. Puha, tænkte vi begge. Den var aldrig gået hjemme hos vores mødre… Som sagt så gjort! Og Katrin laver fantastiske boller i karry.

På besøg i huset i Kvivík

Mens vi boede hos Katrin, inviterede hun os med til den lille bygd Kvivík, hvor hun selv er vokset op. Hun havde stadig nøglen til sit barndomshjem, som nu blev brugt som sommerhus. Huset blev bygget i 1835 og er traditionelt færøsk med græs på taget.

Efter en tur hos bageren efter brød til kaffen, kørte vi af sted.

Det var som at træde ind i et lille bitte museum, hvor alt stod på rette sted, og hvor der var de fineste detaljer i alle rum. 

På besøg i Kvivík

 

På besøg i et gammelt hus i Kvivík, Færøerne

Det var et utrolig hyggeligt besøg i en lille færøsk tidslomme, og inden vi kørte tilbage mod Tórshavn, nød vi eftermiddagskaffen på de små skamler i køkkenet.

 

Desværre er huset efterfølgende blevet solgt  – heldigvis til en tysk dame, som er meget passioneret omkring bygden Kvivík. Så vi håber, at hun passer rigtig godt på det lille, fine hus!

En fantastisk uge hos gæstfrie Katrin gav et livslangt kærlighedsforhold til de smukke, grønne øer i Atlanterhavet.

 

Læs også: Hyggelige Tórshavn

Læs også: Island – landet af ild og is

 

Du er meget velkommen til at synes godt om vores side på Facebook:
Two Danes On Tour. Her kommer vi med billeder og små anekdoter, når vi er ude og rejse. Det er også her, du kan se, når vi har skrevet et nyt blogindlæg. I efterårsferien går turen til Kirgisistan. 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on Google+
Google+
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin
    • twodanesontour says:

      Hej Sandra
      Tak for din hilsen og hyggeligt at høre fra dig.
      Færøerne er virkeligt et besøg værd! Der er så mange flotte og interessante steder.
      Glade rejsehilsner
      Anne Marie

    • twodanesontour says:

      Hej Marianne
      Du har helt ret – kontakter i udlandet er guld værd. Man får nogle helt unikke opleveler, når man bliver inviteret indenfor hos lokale. For os var det altafgørende, da vi for nogle år siden besøgte Bergen på 17. mai. En utrolig flot og interessant oplevelse for os.
      https://twodanesontour.com/2015/01/bergen-17-maj/
      Kh. Anne Marie

  1. Hej med jer.
    Dejligt med et lille skud Færøerne 🙂 Og i har helt ret, gæstfriheden på Færøerne er helt fantastisk. Vi har også kun gode minder om vores besøg sidste år, med dertilhørende mad, dørsnaps, 40-års fødselsdag osv. 🙂
    Vi glæder os til at læse mere…
    🙂 Toni / afoot

    • twodanesontour says:

      Hej Toni
      Tak for din hilsen 🙂 Ja, Færøerne er simpelthen en overset perle. Både naturen og gæstfriheden er helt eminent. Har man først været af sted en gang, vil man gerne opleve mere! Og det lunefulde vejr lægger ligesom en ekstra dimension på rejsen, for man ved aldrig helt, hvad og hvor meget man kommer til at opleve. Men oplevelser skal man nok få.
      Glade rejsehilsner
      Anne Marie

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.