En bæver i Klosterhede plantage

Efter vores store succes med at se en elg i Lille Vildmose dagen før, var vi lidt spændte på, hvor heldige vi kunne være to dage i træk.

At se og fotografere en bæver i Danmark har længe stået højt på vores ønskeliste, og bæveren var selvfølgelig også repræsenteret på Jyllandsbingo’en.

Klar til Lille Vildmose med Jyllandsbingo

Bæveren har været uddød i Danmark i mere end 1000 år, men blev genudsat for omkring 20 år siden. Både i Klosterheden i Vestjylland og ved Arresø i Nordsjælland lever den vildt. Begge steder er bestandene vokset enormt siden genudsætningen, og de har spredt sig via åer til andre områder.

Vi kørte på tværs af Jylland på et par timer og kom til åbent hedelandskab og en kæmpe skov mellem Lemvig og Struer.

Klosterhede plantage, Vestjylland

Her var der ikke noget besøgscenter som i Lille Vildmose men i stedet lange grusveje med nåleskov til begge sider. Da vi aldrig havde været her før, var det svært lige at danne sig et overblik over området. En bæver kan jo gemme sig alle steder, hvor der er vand.

Heldigvis havde Anne Marie lavet et større rechearcharbejde og spurgt i et par forskellige naturgrupper, som hun er med i på Facebook. Så vi var ret sikre på, at hvis vi skulle have mulighed for at se en bæver, så skulle vi følge de anvisninger, hun havde fået.

Shelterpladsen Moselyst

Vi var blandt andet blevet anbefalet at køre til shelterpladsen Moselyst, som ligger på adressen Vilhelmsborgvej 166, 7620 Lemvig. Man kører ind ad en grusvej fra Vilhelmsborgvej og drejer til venstre første gang ad en lille skovvej. Ude ved hovedvejen er der et skilt med primitiv overnatning, men der er ikke et sheltermærke. Derfor var vi lidt i tvivl, om vi var kørt forkert.
Når man kommer til en åben plads i skoven, kan man parkere bilen. Herfra er der gangsti til shelterpladsen ca. 100 meter væk.

Shelterplads i Klosterhede plantage

Efter en lille rekognosceringstur i området, hvor vi med det samme kunne konstatere, at der var bævere i området, slog vi lejr på parkeringspladsen. Derefter spiste vi aftensmad og ventede på, at det skulle blive sent nok til, at bæverne er aktive.

Spor efter bæver i Klosterhede plantage

På bæverjagt

Ved 20-tiden gjorde vi klar til ekspedition med kikkert, kamera og kamerastativ. Der var ikke langt at gå ned til den første sø, hvor vi så flere spor efter bævere, så vi var ikke i tvivl om, at vi var i det rigtige område. Nu var spørgsmålet blot, om vi ville komme til at se noget.

Spor efter bæver ved Klosterhede plantage

 

Bæverhule i Klosterhede plantage

Foran shelteren var der et par borde/bænkesæt, hvor vi mødte fire damer med en labrador, en kande kaffe og en dejlig kage fra bageren. De havde også hørt, at det var her, man spotter bævere. Vores bud er dog, at de ikke fik noget at se, da de var mere optaget af kagen og hunden end at finde bæveren.

Umiddelbart kunne vi ikke se nogen aktivitet i den første sø. Vi gik derfor mod højre, til de næste par søer. Ved sø nr. 3, som var større end den forgående, stillede vi kamerastativet op.

En bæver i sigte

Vi havde ikke ventet 10 minutter før vi så aktivitet i vandet. Jo, jo, den var god nok! Vi så vores første bæver i Danmark!

Bæver i Klosterhede plantage

Det var en fantastisk oplevelse at stå der på søbredden og nyde synet af en bæver i vild natur. Og vi havde helt selv spottet den!

Bæver i Klosterheden, Jylland

Ikke længe efter kom endnu en bæver frem. De svømmede rundt i søen og gik på land for at spise. Ind imellem forsvandt de ned i deres bæverbo i brinken af søen. Men snart var de fremme igen.

Skøn bæver i Klosterhede plantage

Hold op en kæmpe oplevelse! En bæver er altså virkelig et fint dyr!
Efterfølgende var der Caddy-hygge og jordbær med fløde.

Hygge i Caddy Camperen

Endnu en bæverjagt

Næste morgen var vækkeuret sat til 5.30. Der var godt nok grus i øjnene – og så her i sommerferien… men vi ville gerne se mere til bæverne.

Vi gik tilbage til søen, som vi havde stået ved dagen før og næsten med det samme så vi en bæver. Igen var det en kæmpe oplevelse og sjovt at se, hvordan den svømmede, spiste og pudsede sin pels. Læg også lige mærke til, hvor orange dens tænder er 🙂

Det havde været nogle rigtig gode dage med masser af spændende dyr i det jyske. 

Vores råd til at spotte en bæver i Klosterheden plantage

  • Kør til shelterpladsen Moselyst. Det havde vi fået anbefalet af andre, og vi anbefaler det klart til dig!
  • Hav god tid! Tålmodighed lønner sig.
  • Kig efter bæverspor – fældede træer og bæverhuler.
  • Vær klar morgen og aften. Det er på disse tider af døgnet, at du har aller størst chance for at se bæver, da de er nataktive dyr.
  • Spørg andre mennesker, du møder, om, hvad de har set – især folk med kikkerter og/eller fotoudstyr. De fleste vil hellere end gerne fortælle og vise billeder.
  • Tag en kikkert med. Så højner du dine chancer for at se noget og for at identificere det, du ser.
  • Forstyr ikke dyrene. Gå stille og tal så lidt som muligt.
  • Skulle du ikke være heldig at se en bæver i første forsøg så fortvivl ikke. Nyd i stedet naturen og de andre dyr og fugle, som du møder på din vej.

Bæver i Jylland

Læs også: Isbjørn i sigte!

Læs også: Højt til vejrs i Skovtårnet

Vi bliver super glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her poster vi billeder, når vi er på tur og gør opmærksom på, når vi har skrevet et nyt blogindlæg. Næste rejse går til Libanon i efterårsferien 2019.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

  1. Bjørn Hansen says:

    Tak for info, vi satser på at være ved shelteret i aften kl 20. Tak for dejlige billeder og beskrivelsen. Vi har ikke kikkert, men mobilkamera. Vh Kirsten og Bjørn

    • twodanesontour says:

      Hej Kirsten og Bjørn
      Vi ønsker jer held og lykke med bæverne i aften. Vi har for nyligt set et billede på Facebook af en bæverunge. Det kunne jo være helt fantastisk at se sådan en. Og ser I ikke noget i aften, så må I jo komme tilbage igen en anden god gang. Klosterheden er et dejligt sted.
      Vh. Anne Marie

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.