Med bus fra Skopje til Tirana

Efterårsferien gik i år til Albanien. Et land som jeg længe gerne har ville besøge. Albanien var jo fuldstændig lukket for omverdenen under kommunismen fra 1944 til 1991. En historie, som altid har fascineret mig. Nu skulle jeg endelig ned og snuse til dette sted og finde ud af meget mere om 45 års diktatur. Men det må du altså læse om i et andet blogindlæg. Dette handler om selve rejsen og en lang bustur fra Skopje i Nordmakedonien til Tirana i Albanien og retur.

Rejsens dogmer

Jeg havde hjemmefra taget nogle meget bevidste valg i forhold til denne rejse:

Jeg havde besluttet at rejse alene af sted. Jeg havde med vilje ikke spurgt, om der var nogle, der ville med. Jeg glædede mig til at gøre ALT, hvad JEG havde lyst til. Fra hvor jeg skulle bo, hvad tid jeg skulle stå op om morgenen og gå i seng om aftenen, til hvad jeg skulle spise, og hvad jeg skulle se – hvis jeg da overhovedet gad at se noget!

Jeg havde booket fly til Skopje i Nordmakedonien, da det var billigt og direkte. Til gengæld skulle jeg ud på en 6-7 timers bustur for at komme til Tirana. Det havde jeg også hjemmefra besluttet mig for at tage som en dejlig del af rejsen. Det var nemlig præcis, som jeg havde ønsket mig det! Hvem elsker ikke 7 timer i bus? 😉

Jeg havde booket en seng på Tirana Backpacker Hostel i et værelse med tre andre mennesker. Med risiko for at de både snorkede og pruttede i søvne eller kom larmende hjem fra byen kl. 5 om morgenen. 

Tirana Backpacker Hostel

Men også mulighed for at komme i snak med andre rejsene på en nem og naturlig måde. Jeg ville afsted for at møde spændende mennesker, snakke med folk fra hele verdenen og udleve min indre backpacker, som har været lettere skjult de sidste mange år. Hun kom frem igen på denne tur.

Backpacker igen

Et kort visit i Skopje

Flyet fra Wizz Air landede omkring midnat i Skopje. Ikke det fedeste tidspunkt at diskutere med en hærdet taxachauffør. Derfor havde jeg for en gang skyld booket en taxa gennem Booking.com til 215 kr (29 euro). 

Chaufføren stod klar i lufthavnen med et skilt med mit navn på. Han var flink og også lidt snakkesagelig uden at det dog tog overhånd. Men inden vi nåede centrum, var vi blevet “venner” og jeg fik hans kort, så jeg kunne booke taxa til lufthavnen direkte gennem ham, når jeg skulle retur en uge senere. Derved sparede jeg 9 euro i forhold til priserne på Booking.com 

Hvis du også vil have nummeret til en pålidelig og pligtopfyldende taxachauffør, så er det her: +38975462237. Bare skriv ham en besked på WhatsApp, så skal han nok svare. Han kører også taxakørsel i resten af Nordmakedonien og nabolandende, hvis du har brug for det. 

Jeg blev sat af foran Hotel Ambasador, som på ingen måde levede op til sit fine navn, men hvad kan man forvente af et værelse til 240 kr. inklusiv morgenmad? Der var rent, varmt vand i hanen og ikke den dummeste morgenmad med buffet og spejlæg. Jeg var happy. 

Hotel Ambasador, Skopje

Busstationen i Skopje

Næste morgen fik jeg hotellet til at ringe efter en taxa, så jeg kunne komme til busstationen. Taxaen kostede 150 denarer (18 kr.) på meter. En meget fin pris må man sige. Så er det sjovt at køre med taxa.

Bussen til Tirana kørte kl. 8.10, og jeg havde besluttet mig for at være der i god tid. Det er altid meget godt, når man ikke har helt styr på tingene. Jeg havde dog købt busbilletten hjemmefra med FlixBus til 150 kr, så jeg var sikker på at komme med. Det ville være surt at komme hen på stationen og finde ud af, at alle billetter var solgt.

Underligt nok kunne jeg ikke få lov til at komme ind på busholdepladsen, selvom jeg havde min billet på telefonen. Jeg skulle først gå hen til en billetluge, hvor jeg skulle betale 50 denarer (ca. 6 kr) for at kunne komme ind, hvor busserne holdt. Så husk lige at have lidt småpenge i lommen.

Da bussen kom, viste det sig, at det var en minibus fra Ido Tours, så der var ikke meget FlixBus over det, men det var altså den rigtige bus. Det var Ido Tours, som kørte denne tur for FlixBus. Da jeg skulle retur en uge senere, var det et andet selskab.

FlixBus til Tirana

Chaufføren var noget forundret over, at jeg kun havde billetten online. Han blev ved med at sige, at det ikke var billetten. Men jeg kom da med. Så hvis du selv køber billet med FlixBus online, og har mulighed for at printe billetten ud hjemmefra, så vil jeg anbefale det. Det gør tingene noget nemmere. 

Med bus til Albanien

Bussen kørte til tiden, men var ikke fyldt op. Det første stykke vej kørte vi gennem Skopje centrum, så jeg genså lige nogle af de mange statuer og fine bygninger. Derefter kørte bussen mod Matka Canyon, inden den drejede mod syd og Ohrid søen.

Jeg havde for nogle år siden kørt denne del af turen før og kunne godt huske, at det pludseligt blev meget bjergrigt med hårnålesving og smukke udsigter. Denne gang fik jeg udsigten med begyndende efterårsfarver, så det var dejligt. Dog skal du komme forberedt, hvis du plejer at have tendens til køresyge.

På vej til Tirana

To gange på turen stoppede vi, så man kunne komme ud og strække benene, tisse eller købe snacks på en tankstation. Det var noget svingende kvalitet med hensyn til toiletterne på de forskellige tankstationer… Det ene sted stank der frygteligt. Et andet sted var der kun pedaltoiletter. Det havde jeg ikke lige forventet. Men alt er jo en oplevelse 🙂 

Pedallokum på vejen til Tirana

På den ene tank var jeg heldig at se nogle små sommerfugle kaldet duehaler. De lever hovedsageligt i Sydeuropa, men nogle år kan man være heldig at se dem i Danmark, hvis varm luft trækker mod nord. Der har faktisk været mange fund af duehaler i DK i år, men jeg har ikke selv været heldig. Så det var jo en glædelig overraskelse, at jeg skulle se dem på busturen. 

Ved grænsen blev vores pas samlet sammen på den Nordmakedonske side af grænsen, hvorefter buschaufføren gik ud for at vise dem til grænsevagten. Da vi skulle ind i Albanien, skulle vi alle stå ud af bussen og vise pas i en lille luge, men også dette var smertefrit.  

Grænseovergang Albanien

Velkommen til Albanien

Jeg elsker at køre over grænser. Det er altid spændende at se, hvad der er på den anden side. At se hvordan små ting ændrer sig i det nye land. Albanien ingen undtagelse.

Velkommen til Albanien

For det første ændrede sproget sig. I Nordmakedonien bruger de hovedsageligt det kyrilliske alfabet, og mange steder er vejskiltene på tre sprog. I Albanien taler de albansk, hvis bogstaver ligner vores. Til gengæld ligner deres sprog ikke nogle andre sprog. Det menes, at det albanske sprog, som hedder ship, stammer fra illyrisk, som man talte i den region for ca. 2000 år siden.

En anden skøn ting var alle de små vejboder, som vi kørte forbi. Der blev solgt alt fra honning og flettede kurve til kartofler, løg og appelsiner. Og på træerne hang der store modne granatæbler. Albanien så meget lovende ud!

Bussen stoppede på International Bus Station Tirana (ikke at forveksle med busstationen for lokalbusser, som ligger længere væk fra centrum). Fra den internationale busstation var der ca. 1,5 km til centrum og omkring 1 km til Tirana Backpacker hostel, hvor jeg skulle bo, så jeg valgte bare at gå derhen.

Retur til Skopje

Da jeg skulle tilbage til Skopje 5 dage senere, gik jeg igen i god tid hen til busstationen. Nogle mænd ville straks sælge mig en taxatur, men da jeg sagde, at jeg skulle med FlixBus til Skopje, var de utrolig flinke og pegede mig over til nogle små kontorer på rad og række.

Ved det ene kontor stod der FlixBus i vinduet, så der gik jeg selvfølgelig ind. Da jeg sagde til kontordamen, at jeg skulle med bussen til Skopje kl. 8, så hun meget forundret ud. Hun fortalte mig, at der ikke gik nogen bus kl. 8 men først kl. 9. Jeg viste hende min online-billet og var ret insisterende, da det ville være irriterende for mig at sidde og vente på busstationen i halvanden time, men hun holdt fast. Ingen bus kl. 8. 

Lettere irriteret gik jeg ud af kontoret, men vendte straks om. Jeg havde nemlig set, at der var en ledig stol. Der kunne jeg måske få lov til at fordrive ventetiden med min bog. Damen sagde straks ja, men jeg havde ikke læst meget mere end 8 linjer, da hun kom i tanke om, at der inde fra nabokontoret afgik en bus til Skopje kl. 8. Tænk hvis jeg havde siddet på den stol og læst min bog, mens bussen var kørt lige for næsten af mig!!! 

Jeg fik hurtigt samlet mine ting sammen og gik ind ved siden af, hvor de rigtig nok havde en FlixBus kl. 8, men ikke noget skilt i vinduet, så jeg kunne ikke selv regne ud, at det var på dette kontor, jeg skulle henvende mig.

Jeg gik ind på det kontor, hvor der stod Arens Travel, og jeg skulle tydeligvis været gået ind hos Drita Travel og Tours i stedet for – hvordan man så lige regner det ud…

Busstationen i Tirana

Igen var det besværligt kun at have billetten online, så print den gerne ud hvis muligt.

Bus fra Tirana til Skopje

Turen var en gentagelse i modsat rækkefølge af rejsen fra Skopje til Tirana. Eneste forskel var, at vi ved grænsen kom gennem et større tjek af tolderne, da vi skulle forlade Albanien. Bussen blev simpelthen kørt op ad en rampe og ind i en garage. Alle skulle stige ud af bussen, som blev gennemsøgt med lommelygter.

Vi skulle finde alt vores bagage, og alle tasker blev åbnet og gennemrodet. Jeg blev spurgt, om jeg havde cigaretter med. Det har jeg prøvet engang før sammen med Rasmus, da vi krydsede grænsen fra Ukraine til Polen – og dengang blev vi begge taget med fingrene i kagedåsen 🙂

Denne gang kunne jeg med ro sige, at jeg ikke havde købt nogle cigaretter, og at tolderen var hjertens velkommen til at kigge i min taske. Han mistede dog heldigvis snart interessen – og jeg slap for at tage alt ud af rygsækken.

To unge mænd i bussen var ikke nær så heldige – hvad deres “forbrydelse” bestod i, ved jeg ikke. Men deres tur stoppede her. De kom ikke med videre til Nordmakedonien. Vi andre fortsatte gennem den nordmakedonske paskontrol og derefter kørte vi de sidste timer tilbage til Skopje uden de store sindsoprivende begivenheder ud over at turen varede ca. en time mere end på udturen.

Bus tilbage til Skopje

I piratens ånd

Vel ankommet til busstationen i Skopje, blev jeg selvfølgelig straks kontaktet af en taxachauffør, som ville køre mig ind til centrum. Det var dog en ublu pris på 50 kr. han tilbød (jeg havde givet 18 kr. fem dage før for en længere tur). Hans engelske var ikke det bedste, og når jeg spurgte til taxameter, så han helt mærkeligt på mig. Jeg fik ham dog pruttet ham ned til det halve og gik med ham ud til hans vogn. Og der forstod jeg, hvorfor han ikke havde talt om taxameter. Det var en pirattaxa!

Men det passede nu meget godt til temaet. Jeg havde nemlig booket en kahyt på piratskibet Hotel Senigallia, som ligger for anker i Vardarfloden lige midt i centrum af Skopje.

Skopje

Værelset var rigtig fint til 410 kr, og jeg var heldig at mit værelse lå på den rigtige side af skibet, så jeg havde “vandudsigt”. Så selve hotellet havde jeg ikke noget at klage over.

Værelset på sørøverskibet

Men restauranten, som ligger på 1. sal, havde den mest sløve betjening ever – og så havde de lige glemt, at det altså godt kan være koldt i Skopje efter solnedgang i oktober, når alle døre og vinduer står åbne. Så jeg tog desserten med ned i min kahyt. 

Cheesecake i sengen

Det er jo helt forfejlet at jeg ikke før nu har opdaget, at cheesecake bør spises under dynen.

Dagen efter gik jeg en sidste tur rundt i Skopjes gamle kvarter og bazar. Jeg havde skrevet til min taxachauffør fra første dag i lufthavnen, og han kom til aftalt tid og kørte mig derud for 20 Euro.  

 

Jeg håber, at du har lyst til at følge mig på sociale medier
Facebook: Two Danes On Tour
Instagram: @twodanesontour

Der er flere spændende rejser i støbeskeen, så stay tuned.
Kh. Anne Marie

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.