Sintra

Et smukt billede af en brønd i en have, som vi havde set på Instagram, blev årsagen til, at vi ikke var i tvivl om, at vi under vores rejse til Lissabon, skulle en tur til den idylliske by Sintra.

Vi vidste godt på forhånd, at det ville være et meget turistet sted, og derfor havde vi hjemmefra booket en overnatning. Vi har nemlig flere gange oplevet, at det godt kan betale sig at blive en nat på meget turistede steder. Der sker ofte noget nærmest magisk, når alle turistbusserne forlader stedet sidst på eftermiddagen. Så har man en aften og en morgen i rolige omgivelser og kan nyde stedet uden for mange selfiestænger og farvede paraplyer.

Med metro og tog til Sintra

Først tog vi metroen til stationen Reboleira. Her skiftede vi til toget mod Sintra, som er endestationen. Det tog omkring en halv time, og toget kører ca. hvert 10. minut. Meget effektivt!

Vel fremme med toget gik vi den hyggelige tur til det historiske centrum.

Byen ligger på bjergskråningen af Sintrabjergene, og der er flere smukke parker tæt på centrum, hvor man også finder Palácio Nacional de Sintra med de to karakteristiske hvide tårne.

Vi gik op i de små gader og fandt en lille bager, da vi trængte til morgenmad, inden vi hoppede på bus 434. Den kører i loop og kommer på vejen forbi 2 af de store seværdigheder. Vi kom dog ikke med den første bus, da den allerede var fyldt helt op. Så et godt råd må være, at tage bussen nede fra stationen, hvis man har den mulighed.

Bussen tog os den stejle vej højt op over Sintra. Der er fantastiske vandreture i området, hvis det har ens interesse – ellers vil vi gerne anbefale bussen.

Castelo dos Mouros

Vi hoppede af ved den mauriske borg kaldet Castelo dos Mouros. Det er et gammelt militært anlæg bygget i 800-tallet af den arabiske befolkning, som herskede i denne del af verden for over 1000 år siden.

Vi købte en kombi-billet til både denne borg og Pena paladset, som kun ligger 400 meter herfra. Det stod os i 18,05 Euro, som vi synes, var meget dyrt! Men altså Pena koster 11,50 i sig selv…, og vi var jo kommet for at se noget, så vi måtte hoste op med slanterne.
Egentlig sjovt at vi syntes, det var dyrt at betale 18 Euro for to museumsbilletter – imens vi ikke tøvede med at give det samme beløb for en øl i Tromsø blot 14 dage tidligere.

Vi gik de ca. 200 meter ind til selve hovedindgangen af borgen. Undervejs var der udgravninger af gamle huse, grave og en gammel kirke. Ikke det mest interessante i verden, men alligevel fint, at disse ting var bevaret og skiltet.

Indenfor kunne vi kravle op på den lange mur, hvorfra vi havde en flot udsigt over Sintra og Atlanterhavet i det fjerne.

 

Pena Palace

Efter at have gået muren rundt, gik vi videre til Pena Palace – et meget farverigt og ikonisk slot. Her var der lang kø til at købe billet, men vi havde jo vores kombi, så vi gik lige ind. 

For at komme op til selve slottet skal man op ad en stejl vej. Det er også muligt at købe en returbillet til 3 Euro med en bus. Der var vi dog ikke endnu, trods vores fremskredne alder 😉

Vi var kommet til Pena for at se den der brønd fra Instagram, men først blev vi overvældet af slottets flotte farver samt de sjove og finurlige detaljer, som findes overalt.

Det er bygget i 1800-tallet i portugisisk romantisk stil af den portugisiske kongefamilie, men er altså nu et museum.

Der er en lille gåtur hele vejen rundt om slottet, hvor man kan kigge ned på den Mauriske borg og igen se Altanterhavet.

 

Men snart stillede vi os i kø til at komme ind i slottet, da vi havde en opfattelse af, at brønden måtte findes et sted derinde.

Vi gik nu i gåsegang efter japanere, kinesere, italienere og franskmænd og kiggede på vaser, møbler, nips og billeder fra den royale familie… ikke lige vores største interesse. Men hvor blev brønden af? Vi forsøgte at overhale nogle andre turister, som virkede meget interesserede i tronfølgerens badeværelse. Og pludselig gik det op for os, at vi var det falske sted! Det var slet ikke her, vi skulle finde den fantastiske brønd.

Ude i gården igen Googlede vi brønd og Sintra, kun for at opdage at vi i stedet skulle til Quinta da Regaleira – et helt andet slot, som ligger nede ved Sintra by. Vi kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet af os selv og vores fejltagelse.  

Rundt om Pena er der en fantastisk og meget fantasifuldt anlagt have. Gassen var dog for os gået lidt af ballonen, så vi tog bussen tilbage til byen og indtog en velfortjent frokost.

Quinta da Regaleira

Først næste formiddag begav vi os på gåben til Quinta da Regaleira. Her er det også muligt at tage bus nr. 435, som kører videre til flere andre slotte i området. Men da vi kun var interesseret i ét, kunne vi fint gå.

Indgangen kostede her 6 Euro, og så gik den vilde skattejagt ellers efter brønden i den kuperede have. Og pludselig stod vi foran den. Vi kom ind for oven og kiggede ned i det fantastiske hul. Det er jo altid svært at vide, hvad man skal tænke om sådanne meget turistede steder, men vi synes, at brønden var meget flot. Vi brugte en times tid på at fotografere den både fra oven og fra neden og gik de 27 meter op og ned flere gange.

 

 

Både brønden og hele den fantastiske have er finansieret af rigmanden Carvalho Monteiro, som i slutningen af 1800-tallet tjente godt på handel i Portugals kolonier.

Hans fantasi fik frit løb i parken i Sintra, som både har tunneler, broer, søer med trædesten, tårne og meget, meget mere. Her kan man nemt få en formiddag til at gå, især hvis man rejser med børn. Der er masser at gå på opdagelse efter.

 

Efter at have kigget lidt rundt i haven gik vi tilbage til byen. Mange billeder rigere på kameraet.

Sintra var et rigtig fint bekendskab og kan både laves som dagstur og som overnatning fra Lissabon. Der er meget mere at se i området, end det vi nåede.

Taberna Criativa

Sidst men ikke mindst vil vi gerne komme med en anbefaling til en dejlig restaurant. Det viste sig, at vi var i Sintra på selveste Valentinsdag. Det er ikke noget, vi på nogen måde fejrer, men det gør de åbenbart i Portugal.

Vi havde udset os restauranten Taberna Criativa (adressen er Av. Heliodoro Salgado 26), men da vi stak hovedet indenfor, kunne tjeneren oplyse os om, at ALT var optaget pga. Valentinsdag, og at de denne dag ikke serverede ala carte men kun havde en Valentinsmenu.
Vi har klart set meget skuffede ud. Så tjeneren trak lidt i land igen og sagde, at vi kunne få et bord, hvis vi var ude igen senest kl. 21.
Men den laver de ikke med os! Så vi forlod stedet. Jah, det vil sige, at vi nåede 3 meter uden for restauranten. Så stoppede vi op og blev enige med os selv om, at vi godt kunne nå at spise på to timer. Og faktisk vidste vi heller ikke, hvor vi ellers skulle gå hen. På en Valentinsdag. I regnvejr. Så vi gik ind igen til den søde tjener og fik et bord.

Menuen blev lidt en overraskelse, da vi ikke altid var helt med, når tjeneren oversatte fra portugisisk til engelsk. Altså han snakkede engelsk. Der var bare nogle ord han var lidt usikker på. Men vi tog det som en oplevelse – og en god en af slagsen.

Valentinsmenu:

Til appetizer fik vi hver en lille friteret kugle af bacalhau med pesto, som meget sjovt kom ind i en urtepotte.

 

Herefter fik vi forskelligt brød med olie og balsamico på bordet. Hertil to slags smør med paprika og havsalt samt oliventapenade.

Forretten var lidt speciel, men meget smukt anrettet. Tigerrejer og muslinger med granatæblekerner, æblepuré og spiselige blomster.

Hovedretten var andesteg med græskarpuré, gulerødder, sukkerærter, babymajs og nogle utrolig velsmagende svampe. Dem kunne vi godt have spist endnu flere af!

 

Og til sidst sluttede vi af med en chokoladesymfoni, som også var meget smagfuld.

Vi var meget tilfredse med vores valg af restaurant, på trods af, at vi nok ikke havde valgt præcis denne menusammensætning, hvis det havde været en hvilken som helst anden aften. Menuen kostede 30 Euro/person og inklusiv et glas vin og et glas portvin lød den samlede regning på omkring 70 Euro, hvilket var mere end rimeligt.

 

En lokal frokost

Inden vi tog toget tilbage til Lissabon, spiste vi frokost på en lille lokal restaurant, som ligger bag stationen. De sætter en ære i at servere traditionel portugisisk mad med diverse fiske- og kødretter.

Stedet hedder Restaurante D. Pipas (Adressen er R. João de Deus 62) og er meget populært med både lokale og turister, så hav lidt toldmodighed, hvis der ikke lige er et bord ledigt, når du kommer.

Rasmus bestilte Cozido á portuguesa. En ret som Rasmus havde fået anbefalet af en bartender i Lissabon. 

Og Anne Marie var oven ud lykkelig for en portugisisk version af meget mør og saftig flæskesteg.

En akvædukt og en hurtig beslutning

På vej tilbage i toget mod Lissabon, stoppede vi på stationen Campolide. Da vi kiggede ud af vinduet, lagde vi pludselig mærke til en akvædukt tæt på stationen. Den havde vi tidligere hørt om, men ikke vidst hvor lå.

Vi kiggede på hinanden. Skal vi stå af? Nej, jo, nej, jo. Vi gør det sgu! Hurtigt fik vi fat i vores tasker og hoppede af toget.

Vi gik uden for stationen og fandt en sti, som gennem køkkenhaver førte os op til akvædukten, som vi gik under og langs med. Efterfølgende har vi læst, at akvædukten hedder Aqueduto das Águas Livres. Den er bygget i 1700-tallet, da Lissabon manglede drikkevand. Heldigvis overlevede den det store jordskælv i 1755.

Vi så folk, der gik på akvædukten, så det forsøgte vi også. Men fra den side, vi befandt os på, var alt låst og lukket. Så de må være kommet der op fra den anden side.

Næste rejse går til Minsk i Hviderusland i Påsken. Vi vil blive meget glade hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med updates og flere rejsebilleder, når vi er på tur. Du kan også finde os på Instagram under @twodanesontour.