Two Danes On Tour Qashqai nomader
Hjemmefra havde vi researched lidt, og på nettet fundet guiden Bahman, som kunne lave ture til Qashqai folket – et nomadefolk, som oprindeligt har tyrkiske rødder, og som stadig lever på traditionel vis som fåre- og gedehyrder.
Vi kontaktede Bahman via Instagram, men da han var fuldt booket, mens vi var i det sydlige Iran, overlod han os til sin fætter Mohamad. Det blev et super match!
Allerede kl. 7 blev vi hentet på vores hotel. Efter at have købt traditionel iransk morgenmad i en bod på et gadehjørne, kørte vi snart mod Qashqai-bjergene. Bahman havde skrevet, at det ville tage godt 3 timer. Mohamad sagde 4. Vi var meget spændte på, hvor lang tid det faktisk ville tage.
Første besøg hos en iransk familie
Efter en times kørsel, spurgte Mohamad om vi ville spise morgenmad i naturen eller hos en ven, han kendte. Vi var meget interesserede i at se et iransk hjem indefra, så det sagde vi straks ja tak til. Det viste sig dog, at Mohamads ven ikke var hjemme, men vi blev taget hjerteligt imod af hans kone og søn.
Iranske hjem er meget tomme i forhold til danske. Der findes nærmest ikke et møbel. Der er persiske tæpper og puder på gulvet, og det er her, at hverdagen udspiller sig. Alle måltider bliver spist siddende på gulvet, og efterfølgende kan man bare dejse om og tage sig en lur. Herligt!
Endnu et besøg i et iransk hjem
Snart gik turen videre, men efter en god times tid, havde vi alle brug for en lille pause. Der var sindsygt varmt i bilen, og Anne Marie var ekstra hårdt ramt med langærmet skjorte og ”tehætte” på hovedet. Denne gang skulle vi besøge Mohamads kusine. Han havde ikke set hende i en 5-6 år, men det gjorde ikke noget. I Iran er man altid velkommen.
Bjergkørsel
Nu nåede vi bjergene, og vi glædede os til køligere temperaturer. Men der havde vi taget alvorlig fejl. Der var bare endnu varmere – men usigelig smukt! Vi var fuldstændig bjergtagede af landskabet.
Pludselig så vi nomader med fåreflokke, som vandrede roligt af sted, mens de lejlighedsvist forsøgte at finde skygge under træerne.
Til te hos nomadefolk
Mohamad spurgte os, om han skulle stoppe bilen, så vi kunne tage et par billeder, og snart var vi inviteret til te hos en familie med mor, far, tre sønner og en datter.
De havde slået lejr i skyggen af et stort træ. Her havde de alle deres ting inklusiv de mindste lam. Der hang også et gevær på en gren. Vi spurgte, hvad de skulle skyde. Svaret lød, at det var, hvis der kom ulve om natten – eller fjender.
Under den indledende samtale vågnede fatter op fra sin middagssøvn under et tæppe, og snart blev vandpiben også fundet frem. Det var fantastisk at møde nomader på vandring, og ved hjælp af Mohamads oversættelse, få lov til at snakke lidt med dem og spørge ind til deres, i vores øjne, utraditionelle liv.
Overnatning hos Qashqai-nomader
Sidste stop blev den familie, som vi skulle bo hos. Det viste sig at være Mohamads kone, søn på 3 år, svigerforældre og en onkel.
De bor i et åbent telt med tæpper på gulvet, og har deres fåreflok omkring sig både dag og nat. Desuden lidt høns, to hunde og et æsel. Ved siden af teltet er det åbne køkken, hvor svigermor huserer.
Qashqai-folket lever stadig som nomader vest for Shiraz. Hver familie har to stykker land – et “sommerland” og et “vinterland”. Der er ca. 200 km mellem de to stykker land og to gange om året begiver nomaderne sig ud på den lange vandring sammen med deres dyr.
Mohamad fortalte om, hvordan han som barn glædede sig til, når familien brød op og drog af sted. “Det var som en stor fest” sagde han. “Så skulle vi ud og møde alle de andre nomadefamilier på vandring. Nu skulle jeg igen se mine venner og lege med de andre børn”.
Sammen med Mohamad besøgte vi vinterlandet, men snart vil al græsset være visnet, og derfor bryder alle nomader op inden for de næste par uger og drager mod sommerlandet, hvor der er mere vand og derfor mere foder til dyrene helt hen til efteråret.
Dejlig frokost
Vi var kun lige ankommet til lejren, så blev frokosten serveret i det åbne telt. Ris, kartofler, lammekød, tyndt fladbrød og salatblade. Dertil yoghurtdrik med salt. Det var skønt at få noget at spise efter 7 times kørsel inklusiv diverse stop undervejs.
En uldopkøber fra Shiraz kom forbi og spiste med. Her er der åbne døre for alle, og som en selvfølge bliver der serveret mad og te til gæster.
Det var utroligt varmt i middagsheden, og den kølige bjergluft, som vi havde sukket efter i bilen, udeblev. Til gengæld var der masser af summende fluer her midt på dagen. Snart blev det tid til et hvil på gulvet i fællesteltet.
Imens brugte bedstemoren tiden på at spinde uld til garn.
Hedeslag
Efter middagsluren gik vi sammen med Mohamad, hans kone og søn Darius en tur langs floden, for at komme hen til et sted, hvor man kunne bade. Det var sjovt at se, hvordan en 3-årig selv måtte komme ned af skrænter på maven og krydse floden over trædesten. Han var vant til det, og krævede kun lidt hjælp fra sine forældre til at forcere forhindringerne.
Da vi endelig nåede frem til søen, som vi kunne bade i, havde Anne Marie fået det dårligt pga. af varmen. Hun sad lidt på en sten, havde kvalme og følte, at hun skulle kaste op.
Anne Marie havde ellers i første omgang tænkt, at hun ikke skulle bade, da hun jo ikke kunne smide tøjet. Men da hun var tæt på hedeslag, var der kun et, der duede, og det var at hoppe i søen med alt tøjet på. I løbet af kun få minutter havde hun det fint igen, da kroppen var blevet så hurtigt nedkølet i det friske og kølige vand. At hun så skulle gå tilbage til lejren i vådt tøj, var en mindre detalje.
Aftensmad og hygge
Om aftenen spiste vi udenfor, da der nu var så behagelig en temperatur, at vi ikke behøvede at sidde i skyggen. Det var hyggeligt at spise sammen med hele familien.
Bagefter viste Anne Marie billeder fra vores liv i Danmark på computeren, til stor morskab og interesse for alle. Snart var det dog sovetid. Dagen starter tidligt her. Ca. en time før solen står op.
Vi sov i vores eget telt, mens familien sov på ræd og række i tre generationer i det store åbne telt.
Vi stod op til dagens gøremål hos en nomadefamilie
Næste morgen vågnede vi op til fårebjælder der ringede – en skøn lyd! Anne Marie prøvede kunsten at malke et får. Der skal vist lidt træning til… så hun overlod det til den erfarne bedstemor.
Herefter bagte bedstemor ultratynde brød over åben ild. Vi var ret imponerede over hendes teknikker.
Brød bliver rimelig hurtigt tørt. Derfor opbevares det i en plastickasse, og så hældes der vand over engang i mellem – så er det klart til at blive serveret.
Snart sagde vi farvel til den søde familie, og så var vi klar til endnu en varm dag på landevejen. Vi havde ikke helt dagens plan på plads, men det fik vi undervejs på køreturen.
Til te hos godsforvalteren
Første stop blev hos en godsforvalter, som bød på te. Zagrosbjergene har tidligere været inddelt i små riger, som hver blev styret af en khan (en slags konge).
Disse khans stod selvfølgelig under regeringen, men havde visse beføjelser. Bl.a. var det den dømmende magt i området, og således blev mange familiefejder afgjort af den lokale khan. Nu til dags er khan-styret nedlagt. Men den sidste khans søn ejer store landområder, bor nu selv i Shiraz og har derfor en godsforvalter til at se efter hans jord og dyr.
Endnu engang kom vi ind i et iransk hjem, og endnu engang blev vi overraskede. Midt i stuen hang en svalerede under taget, og svalemor og svalefar fløj lystigt ind og ud af vinduet for at gøre reden klar til det kommende kuld unger. Den var sgu nok ikke gået i Danmark.
Det interessante her var, at vi kom til at tale om arrangerede ægteskaber. Vi havde en forestilling om, at det var den mest almindelige måde at blive gift på i Iran.
Mohamad kiggede lidt skævt over på os og fortalte, at sådan havde det været for hans forældres generation, men ikke længere. Han havde selv mødt sin kone ved en fest i området, mødtes med hende nogle gange og til sidst friet til hende. Derefter var han gået til hendes far for at spørge om hendes hånd.
Bagefter fortalte han om, hvordan hans mor i en alder af 12-13 år havde været ude og lege. Pludselig var der kommet en mand og havde taget hendes hånd og ført hende væk. Snart gik det op for hende, at hun skulle til sit eget bryllup. Hun havde fortalt Mohamad, at hun havde grædt hver dag i et helt år 🙁
Her supplerede godsforvalteren med en nærmest identisk historie, hvor han havde været ude og lege med en flok børn, og pludselig blev en af pigerne hentet til sit eget bryllup. Han tænkte stadig på denne dag, og børnene havde været meget chokerede i lang tid. Godt at disse traditioner er en uddøende race i Iran!
Nomadeskole
Næste stop blev en mobil nomade-skole, som vi selvfølgelig skulle besøge, når vi nu var lærere. Skolen var denne dag lukket, da det var weekend. I Iran holder man weekend torsdag og fredag. Men selv om der ikke var nogle elever, fik vi alligevel lov til at kigge ind i teltet. Og vi kan meddele at her ved 10-tiden om formiddagen var der allerede utrolig hedt i klassen. Godt vi ikke skulle undervise der. Mohamad fortalte, at der normalt går 11 børn i denne skole, og at teltet flytter med, når nomaderne flytter til “sommerlandet”.
Til te hos bankdirektøren
Og så fik vi da også lige oplevelsen af at drikke te med en bankdirektør. Det virkede som om, at Mohamad kender nogle i hver en by og hver en lille flække. Vi ved ikke helt hvad bankdirektøren tænkte om, at der pludselig kom tre danskere på besøg, men han fortrak ikke en mine. Det var altså lidt surrealistisk at sidde inde i en bank og drikke te med bankdirektøren – men også en sjov oplevelse.
Vi besluttede snart, at vi ville tage imod Esfahan i stedet for tilbage til Shiraz, da vi alligevel skulle nordpå næste dag. Mohamad indvilligede i at køre os noget af vejen, og derfor drejede vi nu mod nord og Zargrosbjergene. Disse oplevelser fortæller vi om i næste blogindlæg 🙂
Sådan kan du også komme til te hos nomadefolk
Har du også fået lyst til at tage på tur ud og besøge Qashqai-nomader sammen med Mohamad, så kan han kontaktes pr. e-mail: mohamad.jamshidi21@yahoo.com eller mobil +98 917 969 47 72. Hans mobilnummer er også hans Whatsapp. Det er meget brugt i Iran, og nok den bedste måde at få fat i ham på.
Vi vil blive meget glade hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med updates og flere rejsebilleder, når vi er på tur. Du kan også finde os på Instagram under @twodanesontour.
