Two Danes On Tour Da den første dag på Svalbard allerede havde budt på masser af havfugle, sæler, finhvaler, vågehvaler og hvidhvaler samt en isbjørn, så var vi meget spændte på, hvad vi skulle opleve på dag to. Ud over at se en isbjørn var et af vores helt store ønsker på Svalbard at komme tæt på hvalrosser. Vi håbede derfor på optimale vejrforhold, da vi igen skulle på bådtur.
Lidt facts om hvalrosser
Hvalrosser lever langt mod syd og langt mod nord, så det er et relativt sjældent dyr at få at se i naturen. De store havpattedyr er i familie med sæler og kendes især på deres store stødtænder. Stødtænderne bruges både til at forsvare sig mod rovdyr og rivaler, til at lave hul i havisen med og til at trække sig op af vandet, når de skal på land. Og det var netop her på land, at vi håbede at se dem.
Vi havde hjemmefra undersøgt mulighederne for hvalrosture og besluttet, at turen med selskabet Better Moments ville være lige noget for os.
Vi ville sejle i en mindre båd fra Longyearbyen kun med plads til 10-12 personer, og ved hvalroskolonien Poolepynten på øen Prins Karls Forland ville vi få mulighed for at gå i land. Hvis altså vejret var til det. For ligesom andre steder i Nordatlanten handler alt her om vejr og vind. En landgang ville uden tvivl give os den bedste mulighed for at se og tage billeder af de sjove dyr. Og da vejret var meget roligt de dage, vi var på Svalbard, var forhåbningerne høje.
På vandet igen
Denne tur ville blive vores længste sejltur på Svalbard. Vi satte os derfor godt til rette i den overdækkede speedbåd – og afsted gik det. Igen så vi med det samme masser af havfugle.
Det er for os sjovt at øve os på at kende forskel på fuglene i farten samt finde ud af deres forskellige karaktertræk. For eksempel flyver søkongerne i flok, mens polarlomvier ofte flyver alene. Når bådene nærmer sig fugle på vandet, så forsøger lunderne med møge og besvær at lette. De ligner simpelthen et par humlebier, som ikke rigtig kan få numsen med op af vandet. Til gengæld dykker polarlomvierne let og elegant ned foran båden. De kan dykke helt ned på 200 meters dybde og bliver ind imellem kaldt “Nordatlantens pingviner”.
Landskaberne var, lige som dagen før, fantastiske! Se bare dette billede taget ved Alkhornet.
Landgang
Efter godt tre timers sejlads nærmede vi os hvalroskolonien. Vi kunne se de store grå basser på afstand, og snart kunne vi også lugte dem. Og det er altså ikke Chanel no 5 de bruger, kan vi godt afsløre. Hold da op en stank!
Heldigvis var vejret helt roligt, så vi blev sat i gummibåden og sejlet ind til land. Her ventede vi på stranden sammen med vores bevæbnede guide til alle var kommet fra borde. Det var tydeligt, at han tog situationen meget alvorligt, for hvor der er mad, er der også potentielt isbjørne… Efterfølgende gik vi i samlet flok tættere på de dovne hvalrosser.
Efter lidt tid lod vores guide os gå endnu tættere på, da han så, at alt åndede fred i kolonien.
Hvalroskolonien
Det var fantastisk at se hvalrosser på så tæt hold.
Her i denne koloni bor der ca. 30 individer, og de bruger meget tid på at sove. Ind imellem kan en middagslur godt vare en hel uge!
Prutter og bøvser gør de også i et væk!
Når man besøger en hvalroskoloni, og får mulighed for at bruge lidt tid sammen med de store dyr, finder man snart ud af, at de ikke bare er nogle store dumme kødklumper. De er både nysgerrige og meget sociale. Ja, til tider ligefrem charmerende.
De ligger tæt sammen. Selvfølgelig for at søge fælles beskyttelse mod rovdyr, men også for at socialisere med de andre hvalrosser.
Jagt på hvalrosser
Og denne adfærd var tidligere ved at blive deres død. I 1600-tallet blev der drevet intensiv jagt på hvalrosser blandt andet på Svalbard. Hvalrosserne lå jo helt stille på stranden i store grupper og var nemme at skyde på klods hold.
Deres tykke spæklag blev smeltet til tran, som bl.a. blev brugt til smørelse til maskiner og til brændsel i lygtepæle i Europas storbyer. Også skind og stødtænder blev anvendt.
Jægerne var så griske, at der til sidst kun var ca. 2000 hvalrosser tilbage på verdensplan. Heldigvis nåede der at blive sat en stopper for jagten, så det stadigt er muligt at få de prægtige dyr at se i naturen.
Føde
Vi var også heldige at se to hvalrosser i vandet, hvor de er lidt mere adrætte end på land. Men ikke kønnere af den grund.
Og det er netop i vandet, at de finder alt deres føde. En hvalros har ca. 500 meget følsomme knurhår, som de bruger til at finde føde på havbunden. Når de har fundet en muslingebanke, blæser de mudderet væk med næseborene – meget smart! Sådan en hvalros kan spise omkring 1000 muslinger på en dag, dog uden at sluge en eneste muslingeskal, som i stedet ryger ud igen.
Undervejs møvede den ene sig op til de andre i flokken. Endelig var der da lidt action på stranden 😉
Den halve time ved hvalroskolonien gik hurtigt, og snart var det tid til at sejle tilbage til skibet igen. Oplevelsen med de kæmpe hvalrosser havde været mindst lige så stor som forventet, og vi anbefaler på det varmeste en tur med landgang til hvalrosserne.
På tilbageturen spottede vi selvfølgelig et par hvaler – det var klart en af vores favoritbeskæftigelser de dage, vi var på Svalbard 🙂
Her et par finhvaler.
Hvis du vil læse alle blogindlæg fra Svalbard, så kan du finde dem her.
Vi vil også gerne anbefale et par andre blogindlæg, som måske kunne fange din interesse:
Fra Norge: Hvalsafari ved Skjervøy
Fra Finland: Omvendt Nak og æd – en brun bjørn i Finland
Og så bliver vi mega glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Så kan du følge med, når vi er på tur, og når vi udgiver nye blogindlæg.
