Hjemmefra havde vi vist et meget ensidigt og stereotypt billede af græsk mad: fetaost, tzatziki og mousakka. Det har denne rejse heldigvis lavet om på. For ud over at se historiske steder, havde vi besluttet at spise så meget græsk mad, som det overhovedet kunne lade sig gøre på 7 dage.
Secret Food Tour Athens
Vi havde hjemmefra bestilt en Secret Food Tour Athens, hvor man med en lokal guide går rundt og smager på forskellige retter fra lokalområdet. Det har vi før haft stor succes med i Madrid, Lissabon og Beograd.
Man kan jo selvfølgelig godt selv lave sin egen Food tour, men for det første ser man på disse ture gader, pladser og steder, som man ellers ikke var kommet forbi, man følges med en lokal, som ved en masse om madkulturen, og man får smagt en masse retter, som man ellers ikke selv havde bestilt fra menukortet. Og vi havde vist brug for at blive kastet lidt ud på dybt vand, når det gjaldt græsk mad. Food touren blev en rigtig god oplevelse, og en oplevelse vi altid gerne vil anbefale.
Efterfølgende var vi klar til selv at gå på opdagelse i det græske køkken. Og det skal du, kære læser, selvfølgelig indvies i.
Hvis du har været på ferie i Grækenland mange gange, så kommer det følgende nok ikke som nogen overraskelse – men det kunne jo også være, at vi kunne lære en gammel cirkushest et enkelt nyt trick.
Mezedes
Grækerne starter de fleste måltider med en masse små lækre retter, som bliver sat på bordet til deling. Mezedes indeholder både kolde og lune retter samt diverse salater. Og selvfølgelig er der variationer over mezedes alt efter, hvor i Grækenland du befinder dig.
Vi opdagede snart, at det er kutyme bare at stikke til de forskellige retter med sin egen gaffel. Hvor man herhjemme jo nærmest kan blive udelukket fra dip-skålen, hvis man bliver taget i at “dobbelt-dippe”, så er de ikke så sarte i Grækenland. Lidt spændende om Corona har lavet om på det, siden vi besøgte Athen i februar 2020?
Mens forretterne stadig står på bordet, kommer hovedretterne ind, og de deles også. Derfor fandt vi hurtigt ud af, at det er en fordel at være mange til bords, da man så får smagt langt flere retter. For når man kun er to og gerne vil prøve mange forretter og også har en forestilling om at smage hovedretterne, så bliver det hurtigt alt for meget mad. Det løber op prismæssigt – men jo også med meget madspild til følge. Nogle steder kan man også få mezedes, som en blandet tallerken med lidt af hvert, og det passer jo perfekt til os.
Græske retter du MÅ prøve:
Tzatziki er jo en rigtig græsk klassiker! Har du ikke været i Grækenland før, så har du altså ikke prøvet en rigtig tzatziki. Og vi må sige, at vi ELSKER en god tzatziki med olivenolie og masser af hvidløg. Men pas på: Det er vanedannende, og hurtigt har du spist dig mæt i tzatziki og brød, inden de andre retter er kommet på bordet. Vi kom til at spise sygt meget tzatziki i løbet af ugen…
Zucchini balls (på græsk kaldet kolokythokeftedes) blev vores anden store favorit. Det er friturestegte grøntsagskugler, hvor hovedingrediensen er squash. De dyppes som regel i græsk yoghurt og smager bare himmelsk. Zucchini balls kunne vi leve af på en ferie til Grækenland.
Melitzanosalata minder lidt om den mellemøstlige baba ganoush og er en auberginedip med valnødder, hvidløg og olivenolie. Melitzanosalata er ligesom tzatziki lækkert at dyppe brødet i.
Saganaki er grækernes yndlingssnack og betyder faktisk lille stegepande. Den simple ret består af friteret ost med friskpresset citronsaft. Osten er vendt i mel og stegt på høj varme i en lille stegepande (deraf navnet).
Souvlaki er grækernes svar på en god gang lækre grillspyd. Du kan også få souvlaki som fastfood på gaden i store fladbrød. Det er ofte svinekød, men kan også fås som lam.
Fava er en lidt speciel ret, som man måske lige skal vænne sig til. Men den vokser på os. Fava er en puré af favabønner med løg og kapers og dertil masser af olivenolie og frisk citronsaft. Rigtig husmandskost.
Sidst men ikke mindst må vi jo også lige nævne Ouzo. Den kendte anisdrik fra Grækenland, som laves på resterne fra vinproduktionen. Vi fik fortalt, at ouzo drikkes til fisk og skaldyr eller salt pølse. Og aldrig på tom mave!
Til sidst vil vi gerne anbefale et par spændende restauranter i Athen:
Café Avissinia – med traditionel græsk musik
Anne Marie havde hjemmefra lavet et større researcharbejde for at finde en græsk taverna med traditionel musik, hvor GRÆKERNE kommer og spiser. Vi har før hørt Fado i Lissabon, og Anne Marie forestillede sig noget lidt i samme stil. Efter et par aftener hjemme foran computeren, lykkedes det at finde et lovende sted. Og nu vil vi gerne give tippet videre til dig, kære læser, så du slipper for at lede efter det samme som os.
Café Avissinia ligger i centrum af Athen i området Monastiraki på adressen 7 Kynetou Street. Hvis du kommer for at spise og høre musik, så vil vi anbefale dig at reservere bord. For der skal nok blive godt fyldt op.
På caféens hjemmeside står der, at der er livemusik hver lørdag og søndag fra kl. 15-19. Da vi var forbi og spurgte personalet, oplyste de følgende:
Torsdag og fredag kl. 21, lørdag kl. 15 og kl. 21 og søndag kl. 15. Måske er det en god idé lige at gå forbi og spørge.
Caféen, som er i to etager, er hyggelig og med et venligt personale. Nedenunder er der fyldt med lokale grækere, når der bliver spillet musik. På 1. salen er der udsigt til Akropolis, hvis det er det, man søger.
Vi var forbi restauranten to gange og nød både musikken og maden. Det er dog ikke et af de billige steder. Til gengæld får du stemning som ingen andre steder. Begge gange vi var der, var det et ungt par, der underholdt. De sang og spillede, og alle de lokale skrålede med, og til tider dansede nogle af de ældre damer også. Lige hvad vi havde ønsket os.
En hemmelig kælderrestaurant
Da vi var på Secret Food Tour Athens, fik vi anbefalet restauranten Díporto, hvis vi VIRKELIG ville prøve noget lokalt. Og den er vi jo altid med på!
Díporto ligger på et gadehjørne i en lille kælder. Der er ikke noget skilt eller menukort ude på gaden. Blot nogle store brune skodder og en meget stejl trappe. Så vil du finde stedet, så kig godt på billedet herunder 😉 Eller find adressen Sokratous 9/Theatrou 2 i området Psiri.
Da vi kom ned ad trappen, åbenbarede der sig et lille beskedent rum med små skæve borde og stole samt en masse store vintønder.
Tjeneren kom snart forbi, men kunne ikke noget videre engelsk. Vi fandt dog ud af, at der ikke var noget menukort. Der er, hvad kokken har i gryderne.
Tjeneren forklarede med fagter, at vi kunne få fava, kikærtesuppe og fisk. Nå, jamen så tager vi det!
Og det viste sig så, at de fisk kom med skind og ben, hoveder und alles. Vi var ikke i tvivl om, at dette ville blive turens største oplevelse – på godt og ondt.
Til maden var der kun vin at drikke. Den tappede tjeneren i en lille kande fra de store tønder bag os. Vi har før fået landvin, men må dog tilstå, at dette ikke var af den bedste slags. Men dog en oplevelse.
Suppen og favaen blev serveret på to tallerkener, og så kunne vi ellers selv finde ud af at dele. Og snart kom fisken også til.
Først der opdagede vi, at et andet selskab sad med den lækreste græske salat og et fad med lammekød. Og vi ELSKER lammekød. Nå, vi kunne ikke spørge om dagens menu, og gik jo med tjenerens valg.
Dette blev uden tvivl rejsens største madudfordring – og på mange måder også den sjoveste. Så er du modig og spiser det meste, så anbefaler vi Díporto – kig måske lige i kokkens gryder, og rundt på de andre borde, inden du bestiller.
Díporto har åbent mandag til lørdag 8-19. Lukket om søndagen.
Vores favoritrestaurant i Athen
Den lille hyggelige restaurant Avli blev vores klare favoritsted. Man går ind ad en lille “hemmelig” dør, og bagved er der en overdækket terrasse mellem smalle hvide husmure og blå skodder og døre. Stemningen minder om en sommerdag på en af de græske øer.
Her serveres de bedste mezedes til deling med alt hvad hjertet begærer af omelet, skinke, græsk pølse, saganaki, kylling, kødboller, tomater og tzatziki.
Betjeningen er den sødeste, og stemningen den hyggeligste. Dog skal man måske lige huske at have en jakke på her i februar måned, da det jo er som at sidde ude.
Vi var forbi flere gange og gik hver gang derfra glade, mætte og meget tilfredse. Vores varmeste anbefaling går til Avli, som du finder på adressen:
12 Agiou Dimitriou.
Der er masser af andre skønne retter og restauranter at kaste sig over, og vi glæder os allerede til, at turen går til Grækenland igen en anden god gang.
Vi anbefaler lige et par andre blogindlæg fra Spanien og Portugal:
Læs også: På tur til Segovia
Læs også: Sintra
Som altid glæder vi os over jer, der har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour. Vi har endnu ikke nogle faste planer for 2021, da vi slet ikke kan forestille os, hvordan Verden ser ud bare 2-3 måneder fra nu. Men følg med, så ser du, hvad vi finder på. Det bliver helt sikkert ikke kedeligt.
Githe says:
hold kæft hvor ser det dejligt ud
twodanesontour says:
Hej Githe
Tak for din kommentar på bloggen. Ja, græsk mad er rigtig lækkert, og der er meget spændende at give sig i kast med. Også retter, som vi ikke rigtig kender i Danmark.
Venligst
Anne Marie