Sæler ved Falsterbo i Sverige

En lørdag morgen i januar ringede vækkeuret allerede kl. 7. Ikke ligefrem vores ønskescenarie. Men sæler lokkede forude. Og så kan vi godt stå lidt tidligt op. Vores rejseblogger-kollega Sarah in the Green havde sidste år været i Sverige for at se de nuttede sæler, og nu ville vi gøre hende kunsten efter.

Måkläppen naturreservat

To timer senere havde Caddyen bragt os fra Falster til Falsterbo 🙂

Falsterbo er vokset sammen med den lille by Skanör. I Middelalderen, hvor Skåne var dansk, lå der her Danmarks største sildemarked, som indbragte kongen store indtægter. Men det havde vi nu ikke tid til at nærstudere. Vi var jo på jagt efter sæler.

Vi parkerede ved Falsterbo Golfklubb og begyndte gåturen mod Måkläppen naturreservat. Der var MANGE andre mennesker, som havde fået samme idé denne lørdag, og det var derfor ikke svært at gætte, hvor vi skulle gå hen. Det var bare at følge strømmen ud af sandtangen. 

Måkläppen naturreservat, Sverige

Lige inden vi kom helt ud til stranden, skulle vi over et lille stykke med vand. Der var lagt lidt brædder ud, men det var ikke nok til at forblive tørskoede, så vi var glade for vores gummistøvler.

Flere fik våde sko ved Falsterbo, Sverige

Derefter kom vi ud til stranden og gik de næste godt 3,5 km langs vandet i det løse sand. 

Søde sæler i flok

Da vi kom helt ud på spidsen af tangen, blev vi mødt af et herligt syn. Her lå et sted mellem 30 og 40 gråsæler i en stor klump og hyggede sig med socialt samvær.

Sæler ved Falsterbo, Sverige

Og så kan det nok være, at Rasmus gik amok med kameraet 🙂

Rasmus fotograferer sæler

Der blev gryntet og skubbet, og alle gjorde deres for at finde den gode plads i flokken.

Gråsæler ved Falsterbo, Sverige

 

Sæl i Sverige

Når vi sådan stod og kiggede på dem, så mindende de os ufattelig meget om den flok hvalrosser, som vi så sidste sommer på Svalbard. Her lugtede der dog på ingen måde lige sådan, og sælerne var også mere stille. Hvalrosserne både pruttede og bøvsede højlydt – med store lugtgener til følge!

Sæler ved Falsterbo

Især kastede vi vores kærlighed på en mindre sæl, som lå og kløede sig på maven og i hovedet. Uden at vi skal kloge os alt for meget på det, så tror vi, at det var en unge fra sidste år. Den var simpelthen så kær.

Sælunge ved Falsterbo, Sverige

 

Den sødeste sæl ved Falsterbo, Sverige

Snart opdager vi også, at der er masser af sæler ude i vandet, som ind imellem stak hovederne nysgerrigt op. De var rimelig tæt på, og vi kunne nemt se, at det var gråsæler med deres lange snuder.

Sæl i vandet ved Falsterbo, Sverige

Som sagt var der masser af andre mennesker denne lørdag i januar, men alle var meget hensynsfulde overfor sælerne og holdt sig på behørig afstand.

Og vi måtte da sæl’følgelig også lige have en sæl’fie 😉

Sælfie med sælerne ved Falsterbo

Inden vi gik tilbage til bilen kom der også lige lidt action. Der var en lille kamp mellem to duellerende sæler, som var tydeligt utilfredse med hinandens tilstedeværelse.

Kæmpende sæler

Fugle

Egentlig havde vi også håbet at se lidt forskellige fugle, men ud over troldænder i hundredevis, lidt svaner, et par skarver og en edderfugl, så vi ikke noget af interesse. 

Falsterbo er meget berømt for sine store fugletræk om efteråret. Mange millioner fugle flyver over denne lille landtange på vej mod deres overvintringssteder rundt om i Europa og Afrika.

Vi havde selv overvejet at kigge forbi sidste efterår for at opleve det. Men i stedet tog vi turen til Sønderjylland, hvor vi så det mest fantastiske sort sol nogensinde. Ja, man kan ikke nå det hele. Måske bliver det i 2020, at vi får set fugletrækkene ved Falsterbo.  

Til sidst skal I da også lige have endnu et fantastisk ansigtsudtryk.Den sødeste sæl i Sverige

Vores råd til at spotte sæler ved Falsterbo

  • Falsterbo ligger ca. 30 km syd for Malmø og er muligt at komme til både med bil og offentlig transport.
  • Naturreservatet Måkläppen er kun åben for offentligheden mellem d. 1. november og d. 31. januar. Resten af året skal sæler og havfugle have fred og ro til at yngle. Det er derfor heller ikke tilladt at medbringe hunde, så lad dem blive hjemme.
  • Du kan være heldig at se både gråsæler og spættede sæler ved Måkläppen
  • Husk at holde god afstand til sælerne. Det er vilde dyr. 
  • Medbring en kikkert. Selv om sælerne er tæt på, så ser du dem endnu bedre ved hjælp af kikkerten.
  • Klæd dig godt på. Vi havde tre lag på både på over- og underkroppen. Derudover hue, vanter og halstørklæde.
  • Husk godt fodtøj. Vi var glade for vores gummistøvler, men vi kunne også have klaret os med vandrestøvler.
  • Tag evt. te/kaffe med og lidt at spise. Den dag vi besøgte sælerne, opholdt de sig ca. 3,5 km fra golfklubben, så det kan være godt med lidt at styrke sig på.
  • Hvis du har glemt hjemmebag, så stop forbi Anna’s bageri i Ljunghusen. De har alt hvad hjertet begærer i bagerbrød. Og det er lige på vejen.
  • Har du mere tid i området end os, så ser det ud til, at Falsterbo er en rigtig hyggelig by med fine, gamle huse.

Falsterbo, Sverige

Læs også: På endagstur til Malmø

Læs også: Tranedans ved Hornborgasjön

Fin gråsæl ved Falsterbo i Sverige

Husk, du er altid velkommen til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi forsøger at inspirere dig til at tage ud på tur. Både i dit nærområde og på længere rejser.
Bruger du også Instagram, så kan vi findes under @twodanesontour.
Vores næste rejse går til Grækenland i februar 2020.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin
    • twodanesontour says:

      Hej Henriette
      Det kan vi godt forstå! Det var en rigtig skøn tur og vi synes selv, at vi fik nogle rigtig gode billeder af sælerne.
      Håber I er lige så heldige.
      Glade hilsner
      Anne Marie

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.