På vintertur i The Caddy Camper

En vintertur i vores elskede Caddy Camper, kan man det??? Det satte vi os for at finde ud af en bidende kold weekend i februar. 

Vi elsker at rejse! Og vi synes selv, at vi er mega gode til det. Vi havde vores første rejse sammen i 2003, og vi bliver aldrig trætte af at opleve spændende steder, møde nye mennesker, se fantastisk natur og dyreliv, spise mad fra alverdens køkkener og bare sanse, se, slentre og opleve.   

Vi får meget god tid til at gå med at planlægge ture, finde billige flybilletter, undersøge seværdigheder, naturoplevelser og overnatningsmuligheder i de områder, som vi rejser til. Men der er jo ikke såååååå meget at opleve i øjeblikket, af de ting vi plejer at gå efter. Så vi har brugt mange dage, uger, måneder i hinandens selskab på egen matrikel, med gåture i den lokale skov samt med at finde nye steder i lokalområdet. Med en verden, som er i rød, lukkede butikker, museer, biografer og restauranter samt et forsamlingsforbud på 5, er det sgu alligevel begrænset, hvad man kan finde på.
Og så alligevel – for vi har altid sagt, at eventyret kan findes overalt. 

Two Danes On Tour

En vintertur på tegnebrættet

Pludselig en aften fik Rasmus en idé om, at vi skulle prøve at teste Caddy Camperen her om vinteren. Anne Marie spurgte lidt skeptisk, om han mente sådan en vintertur, hvor vi skulle sove i bilen? Og det gjorde han lige nøjagtigt! Og så gik vi begge straks i planlægningsmodus. 

For det første havde vi begge mulighed for at holde en feriefridag. Og da det var på plads, besluttede vi hurtigt, at turen skulle gå til Lille Vildmose. Et fantastisk naturområde, som vi har besøgt flere gange om foråret og sommeren. Men nu ville vi se, hvad mosen kunne tilbyde her om vinteren.

Inden afgang hjemmefra tjekkede vi lige vejrudsigten. Det skulle vi måske ikke have gjort… Vi kunne se, at der blev lovet ned til minus 7 grader om natten og masser af vind. Noget af en udfordring, når det ville være vores første vintertur. Men det kunne ikke slå os ud. Vi var så spændte på, at vi igen skulle ud på tur. 

Svaner, Lille Vildmose

Pakkeliste

Vi overvejede nøje, hvad vi skulle have med af varmt tøj og fodtøj. Vi pakkede begge lange underbukser, almindelige bukser og skibukser. Derudover uldundertrøjer, en varm uldsweater, en fleece og skijakker. Vi havde også tykke uldsokker i de store vinterstøvler og selvfølgelig huer, vanter og halstørklæder/halsedisser med.

Vi valgte at tage vores almindelige dyner med, da de er gode og varme. For en sikkerheds skyld stoppede vi også et uldtæppe og en varm sovepose i bilen. Måske ville en af os få brug for det i løbet af natten. 

Birkesø i vinterdragt

Ud på tur, aldrig sur

Torsdag efter arbejde begav vi os af sted. Og med et enkelt aftensmadsstop i Nyborg, var vi fremme på Øster Hurup havn kl. 21.15. Så var det bare om hurtigst muligt at få lavet sengen og sat udluftningsskinner i sideruderne. (Til dem af jer, som endnu ikke kender os så godt, så kan vi lige kort fortælle, at vi har bygget seng bag i vores personbil VW Caddy. Hvordan og hvorledes kan I læse om her).

Derefter besøgte vi de udmærkede toiletter på havneområdet. Koden til toiletterne står på Havnefogedens dør. Efter tænderne var børstede, var det bare om at komme hurtigt tilbage til bilen og krybe ned under dynerne.

Vi gik i seng med t-shirt, lange underbukser, uldsokker og huer på. Anne Marie måtte dog både af med sokker og hue i løbet af natten. Rasmus plejer at sige, at hun har en meget fintfølende indbygget termostat, som har udsving ved blot plus/minus 1 grad. Så der skal ikke meget til, før at hun går fra at fryse til at svede – og omvendt.

Vi indrømmer blankt, at der var koldt i Caddy Camperen, da vi vågnede næste morgen. Køleskabstermometeret, som vi havde taget med hjemmefra, stod på minus 1 grad, da vækkeuret ringede kl. 6.30. Og der var is på ruderne indvendigt. 

Is på ruden i The Caddy Camper

Inden vi stod op, tog vi alt vores tøj ned under dynerne, så det kunne blive varmet op, inden vi skulle have det på. Frossent tøj er altså ikke lige sagen. Derefter var det på med skibukser og vinterjakke, hue, vanter og halstørklæde. Og så var vi klar til at stå ud i stiv kuling og frostvejr. Men prøv lige at se en solopgang. Man kan jo kun blive glad!

Øster Hurup havn

Vintertur i Lille Vildmose

Vi hentede lidt morgenmad i Daglig Brugsen i Øster Hurup, inden vi kørte til Lille Vildmose – en tur på ca. 15 minutter. Vi nød det sidste af solopgangen over Birkesø, mens vi spiste morgenbrødet. Og snart var vi af sted på tur.

Vi var egentlig kommet for at se, om vi kunne være heldige at møde en odder. Men som altid er Lille Vildmose ikke nogen zoologisk have. Man skal have masser af tid, tålmodighed og en god portion held for at få de forskellige dyr og fugle at se. 

Musvåge, Lille Vildmose

Og vi måtte snart sande, at de fleste dyr og fugle havde fundet et eller andet sted at sidde i læ for den bidende kulde fra øst. Vi kørte rundt i to fulde dage plus en morgen og ikke en eneste gang så vi skyggen af en elg. Det var jo heller ikke det, vi var kommet efter, men de er altid flotte at se. 

Til gengæld mødte vi Bambi på isen. Og vi skulle hilse og sige, at der var glat.

Rådyr over isen

Ræve på jagt

Vi var heldige at se ræve en 5-6 gange. Et par af gangene gik Mikkel ræv på jagt efter fugle hen over isen på Toftesø.

Vintertur til Lille Vildmose

Vi var forbi Lille Vildmose sidste forår, for at se de små, søde ræveunger. Men de er jo selvfølgelig for længst flyttet ud af rævegraven.

Ræv, Lille Vildmose

Fuglekonge og stor tornskade

Vi syntes, at det hele var lidt dødt og forladt i mosen, men pludselig hørte vi nogle små bitte pip, som straks fangede vores opmærksomhed.

Lige over vores hoveder var vi heldige at se fem fuglekonger -Danmarks mindste fugl. De er altid MEGET hurtige og vimse og en god udfordring at fotografere. Rasmus fik dette sjove skud i flugten.

Fuglekonge på vintertur

På Ny Høstemarkvej var vi heldige at se en stor tornskade, som holdt udkig efter føde. Det er en flot og skæg fugl.

Den spiser hovedsageligt store insekter, firben, padder, små fugle og mus. Hvis en stor tornskade fanger mere føde, end den lige umiddelbart kan spise, spidder den det på tornegrene til senere brug. Altså som et forrådskammer. Super smart, men også lidt makabert, hvis man kommer til at gå forbi en død fugl eller mus som hænger blodig på en gren.

Vi var meget glade for at få lov til at se tornskaden, da den er kritisk truet og på den danske rødliste.  

Stor tornskade

På tur til Mou og Egense

Men ellers så vi ikke meget liv i mosen. Vi besluttede derfor at køre et smut forbi Sejlklubben Mou Bro, da vi havde hørt, at der var set odder i havnebassinet. Desværre var den ikke at se, så vi måtte nøjes med at observere de scener, der udspillede sig, da en far og hans søn i en transportabel sauna huggede hul i isen med en økse, hvorefter faderen var i vandet og sønnen lavede tør(ryg)svømning for ikke at komme det. For at skåne alle tog vi ingen billeder af seancen – og det var ikke på grund af GDPR!

Næste stop var Egense havn, hvorfra færgen sejler til Hals på den anden side af Limfjorden. Her så vi et par flotte hvinænder og en flok knortegæs. Men heller ikke her var odder-heldet med os.

Hvinand

Og en ulykke kommer jo som bekendt sjældent alene: Grillbaren på havnen var selvfølgelig også lukket! Derfor måtte vi tilbage til Mou, hvor lykken vendte. – Ja, altså vi så ingen odder! Men Mou Pizza og Kebab House laver fantastiske frokostpizzaer til kun 35 kr. Et “kødhjul” med oksekød, kebab OG bearnaise, der næsten kunne få os til at glemme det manglende dyreliv og vores kolde tæer.

Endnu en nat

Vi havde ikke mistet modet ved at sove i Caddyen, så endnu en nat blev tilbragt på Øster Hurup havn. Det var både sjovt og hyggeligt at ligge her med kolde næser og lytte til vinden. Og næste morgen stod vi op til endnu en smuk dag.

Øster Hurup havn

Flere søde mennesker skrev til os undervejs, at de tilbød os logi og en varm brændeovn, men vi havde jo besluttet os for en vintertur, og vi var meget stålfaste på at gennemføre det.

Ja, faktisk fik vi overvældende mange likes og kommentarer på Facebook for vores heltemod eller dumdristighed – du vælger selv. Tusind tak til alle jer, som tog jer tid til at sende os en sjov eller sød hilsen. Vi sætter stor pris på dem alle.

Også tak til jer, som vi mødte i mosen. Det er altid sjovt og dejligt at slå en sludder af med andre natur- og fotointeresserede. Nogle af jer var endda så søde at komme med suppe og varm kakao.

Vintertur med varm suppe

Anden nat fandt vi på at lægge uldtæppet rundt om vores dyner i fodenden, så der ikke opstod kuldebroer, hvis vi kom til at vende os i løbet af natten, og storetåen stak ud. Ellers ændrende vi ikke på noget. Vi var godt tilfredse med tingenes tilstand. Det eneste, vi kunne klage over, var de 12 sekundmeter, som det blæste uden for Caddyen. Men det skal det vel på en rigtig vintertur. 

Vintertur på Øster Hurup havn

På jagt efter odder

Andendagen startede med morgenmad og flot solopgang i Dokkedal. Her er der et lille udstillingshus med bordebænkesæt, hvor man fint kan spise sin mad. Dog var der lukket for vandet og toiletterne her om vinteren, hvis man skulle få brug for det.

Igen var vinden kold og bidende, og de skægmejser, som vi kiggede efter, kunne vi ingen steder se. Til gengæld var der meget smukt med det tilfrosne hav.

Dokkedal

Vi kørte derfor tilbage til Lille Vildmose, hvor der var lidt mindre vind og lidt større held med dyrelivet. 

Sjagger, Lille Vildmose

Og så endelig det, vi var kommet for at se: odder! Den var lagt ude på isen på Toftesø. Ind imellem hoppede den i vandet i en våge, og når den så kom op på isen igen, rullede den sig i sneen for at blive tør. Det var sjovt at stå og observere den.

Odder i Lille Vildmose

Fugleskjul ved Birkesø

Alle de gange vi har været i mosen, har vi sørget for, at opleve et nyt sted, som vi ikke har været før. Det bliver selvfølgelig sværere og sværere jo flere gange, vi har været der. Men det kan stadig lade sig gøre.

Denne gang besøgte vi det utroligt fine fugleskjul ved Birkesø. Vi parkerede Caddyen ved Lillesø og gik langs søbredden derud. Vi blev overraskede over, hvor smukt skjulet var – og det blev jo heller ikke dårligere af, at solen skinnede så flot. 

Fugleskjul ved Birkesø, Lille Vildmose

Vandstær

Da der heller ikke denne dag var super meget liv i mosen, lavede vi lige en lille eftermiddagstur til Aalborg-området, hvor vi havde fået at vide, at der skulle være vandstær. Endnu en rigtig sjov fugl, som kun kan ses i Danmark om vinteren. Der er enkelte par, som yngler her, men det er utrolig sjældent at se. De fleste vandstære flyver mod nord, når foråret kommer.

Vandstæren, som ligner lidt en solsort med hvidt bryst, er virkelig hurtig, og ikke særlig sky. Den lever ved åer og floder, hvor der er rindende vand. Den står tit og vipper med halen, ja, det ser nærmest ud som om den laver knæbøjninger, for så lige pludselig at hoppe på hovedet i åen. Der fanger den forskellige insekter i vandet. Men snart er den oppe på sin yndlingssten igen.

Vi gik en tur langs en å, men så ikke rigtig noget. På tilbagevejen var vi heldige. Vandstæren stod pludselig på en lille sten ved bredden af åen. Den fløj lidt frem og tilbage langs vandet, men kom hele tiden tilbage til det samme sted. Derfor var det muligt for Rasmus at få et billede af den lille fugl i eftermiddagslyset.

Vandstær

Alle gode gange tre

Vi tog endnu en kold nat på Øster Hurup havn. Vi var kommet til at snakke med en kvinde, som sov i autocamper sammen med hendes mand. De nød ligesom os den fine udsigt og de gode faciliteter på havnen, men havde det selvfølgelig meget varmere i deres store AC end os i lille Caddy Camper. Hun tilbød os, at vi kunne parkere bag deres bil og derved komme lidt i læ for den stride østenvind. Det hjalp lidt, men temperaturen var stadig under 0 i kabinen. 

Vintertur i bilen

Vi rundede lige mosen næste morgen og så en ræv og tre havørne på isen. Vi havde håbet på endnu en odder, men heldet var ikke med os denne dag. Derefter kørte vi hjemover igen, inden snestormen for alvor ramte Danmark.

Ræv på vintertur

Galt eller genialt

Her kommer lidt tanker om turen, efter vi er kommet hjem i varmen igen.

Caddy Camperen er en fantastisk bil året rundt. Og vi har brugt den meget mere, end vi havde turde håbe på, da vi byggede seng bagi. 

Anne Marie havde lidt bekymringer hjemmefra i forhold til kulde, og det at skulle ud og tisse midt om natten. Men man kan, hvad man vil, og når først man er af sted, så er det jo mega sjovt at udfordre sig selv.

Vintertur

Det var selvfølgelig koldt både i og udenfor bilen, men når vi først lå under dynerne, havde vi det dejlig varmt. Og så var det jo kun koldt, når vi skulle op igen næste morgen. 

Som sagt fik vi mange sjove kommentarer undervejs på de sociale medier. Vi er blevet kaldt både vilde, totalt skøre, seje, modige, fantastiske, lige på grænsen til at være komplet tossede, skønne, dejlige og ikke helt normale. Vi tager dem alle som komplimenter, og syntes, at det var sjovt, at der blev så meget opmærksomhed på vores tur. Det havde vi ikke forventet.  

Vintertur i Caddyen

Er det både første og sidste gang, at vi er taget på vintertur i The Caddy Camper? Helt sikkert ikke! Vi er klar til igen at udforske et nyt hjørne af Danmark, frost eller ej.

Har du ikke en Caddy Camper ligesom os, men vil du også gerne udfordre dig selv med en vintertur, så kan vi anbefale en nat i shelter. Eneste forskel på Caddy og shelter er, at i Caddy blæser det ikke indenfor! 

Rødhals

Gode råd til en vintertur

  • Det værste er at fryse. Hav derfor masser af tøj med, som du kan tage på lag-på-lag. Især uld er godt!
  • Det er vigtigt at have det tilpas varmt, når du skal sove. Du må ikke lægge dig til at sove, hvis du fryser. Så får du aldrig varmen.
  • Sørg for at det ikke trækker nedefra, og at du har en varm sovepose eller en vinterdyne.
  • Hvis du til hverdag sover med en formstøbt skumhovedpude, så byt den ud med en af fjer. De formstøbte bliver hårde som beton og meget kolde at ligge på. Så er det frostvejr, så find andefjerene frem.
  • Hvis du har mulighed for det, så parker bilen et sted med læ.
  • Det kan være dejligt med toiletfaciliteter om vinteren. Det satte Anne Marie især pris på. Det var også skønt med et varmt bad efter en lang, kold dag i mosen.
  • Hvis du er lidt usikker på din egen formåen eller dit udstyr, så kan du lave en testtur tæt på dit hjem. Så kan du jo køre hjem i varmen, hvis det ikke lige går som planlagt. Vi valgte at trodse vores eget råd og køre 400 km og tage tre nætter i streg. Vi mente selv, at vi var uovervindelige.

Solopgang

Læs mere om vores rejser

Se alle vores blogindlæg om Danmark

Eller læs om vores rejser til Island og Svalbard

Som altid er vi super glade for alle jer, som synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er for nyligt rundet 1400 medlemmer. Følg med og se, hvor næste tur går hen. 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.