Da jeg læste, at der i Berat ligger en gammel borg, hvor folk stadig bor inden for murene, og der både er restauranter og hoteller, var jeg ikke i tvivl. Det måtte jeg simpelthen opleve. Og jeg ville ikke nøjes. Jeg kiggede med det samme på hoteller oppe på borgen og ikke nede i byen. Jeg skulle bo lige i smørhullet.

Hurtigt faldt jeg for det lille, hyggelige familiedrevne hotel Klea. Jeg bookede det på Booking.com til kun 26 Euro/193 kr. for en nat inklusiv morgenmad. Men hvis du også vil bo der, så vær hurtig. De har kun fire dobbeltværelser. Og jeg ved ikke, om det er ligeså billigt hele året rundt, eller om det var fordi, at det var ved at være udenfor turistsæsonen. Men et bargin det var det!

Bus til Berat

Næste morgen delte jeg en taxa med en fyr fra mit hostel i Tirana og ud til busstationen. Vær opmærksom på at busser til destinationer i Albanien afgår fra Stacioni i autobuzëve ndërqytetës zona Jug (Meget mundret navn…) Ikke at forveksle med den internationale busstation i Tirana, som har busser ud af landet til Nordmakedonien, Grækenland, Kosovo, Serbien osv. 

Den omtalte busstation ligger 4-5 km fra centrum af Tirana, og det kostede os næsten 700 leke/45 kr. at køre derud i en taxa med meter.

På busstationen holdt der alverdens busser i alle mulige størrelser og standarder. Der var masser af mænd, som gerne ville hjælpe mig med at finde den rigtige bus. Jeg oplevede dem kun som flinke og hjælpsomme. 

Min bus afgik kl. 8.50 (Den går ca. en gang i timen) og turen kostede 500 leke/32 kr og tog to timer. Bussen kørte først til Dürres (uden dog at køre ind i selve byen) og drejede så på motorvejen mod syd. Det var ikke en særlig smuk tur, da der var motorvej og industri næsten hele vejen.

I Berat stoppede bussen ved busstationen, som ligger ca. to kilometer uden for byen. Jeg valgte at gå ind til Berat og tog den hurtigste, men noget stejle vej op til borgen.

Jeg brugte bare Maps.me og fandt en lidt uofficiel vej gennem et boligkvarter med store granatæbler på træerne, pludrende damer og høns, smukke sommerfugle og grusveje, som aldrig havde set en klat asfalt.   

Borgen i Berat

Jeg indrømmer, at det var varmt og lidt anstrengende at gå op til borgen, men også dejligt, da jeg nåede frem og kunne se den første byport.

Om sommeren koster det penge at gå eller køre denne vej ind i borgen, men her i oktober var det ganske gratis. På maps.me kan man se andre veje, som er gratis at gå. Jeg prøvede dem ikke, for det var jo ikke nødvendigt.

Man kan også på denne årstid køre hele vejen ind på borgen, så hvis man er dårligt gående, er det en god mulighed. Hvordan tilkørselsforholdene er om sommeren, kender jeg ikke noget til. 

Hotel Klea

Jeg tjekkede straks ind på Hotel Klea, som fuldt ud levede op til mine forventninger om et hyggeligt hotel på en borg i Albanien.

Værelset med eget bad og toilet var også hyggeligt og holdt i gammel stil.

Det aller bedste var dog udsigten. Alle huse og mure er holdt i hvidt med gamle brune terracotta-tage. Virkelig charmerende, hvis du spørger mig. 

Gåtur på borgen

Så var det blevet tid til at udforske borgen. Indrømmet; der er ikke de helt store turistattraktioner – altså bortset fra de smalle gader, de fine huse, hvor der stadig bor folk, de mange sommerfugle på skrænterne, en gammel kirke og to minareter efter moskeer og så den fantastiske udsigt ned over byen. Jeg var godt underholdt!

Berat er optaget på Unescos Verdesnarvsliste, da det er en af de få byer der fortsat er holdt i osmannisk stil så mange år efter, at osmannerne forlod den. Og der skulle have fundet mange slag sted her, da borgen og byen ligger centralt placeret i Albanien. 

Der er selvfølgelig turistboder, hvor de sælger tæpper og souvenirers. Men jeg mødte ingen anmassende sælgere. Jeg kunne gå helt uforstyrret og nyde udsigterne og kigge på de forskellige ting, hvis jeg havde lyst til det. Faktisk syntes jeg, at det første tæppe var ret flot. Men jeg kunne jo ikke slæbe det med hjem, så jeg lod det hænge.

Billig frokost

Inden jeg tog en gåtur mere rundt i Berat, spiste jeg en lille frokost foran en lokal restaurant. Maden var hjemmelavet og beskeden, men den mest velsmagende moussaka. Bedre end noget jeg nogen sinde har fået i Grækenland. Og så kostede sådan et stykke mig 13 kr. Ja tak til de priser!

Mange tager bare en dagstur fra Tirana eller Dürres til Berat, og det kan man også sagtens. Men jeg synes, at der ofte sker noget magisk og roligt omkring kl. 17, når alle dagsturisterne forlader byen. Så kommer de lokale frem og lever det almindelige liv. Man får altid et helt andet indtryk af de meget turistede steder, når man vælger at overnatte.

Jeg nød solnedgangen og det bløde eftermiddagslys og havde nærmest det hele for mig selv her hen under aften.

En hyggelig aften

Jeg valgte at spise aftenmad på hotel Klea. I den lille restaurant sidder man på lune lammeskind. 

Jeg bestilte lam bagt i ovnen med ris og yoghurt og en tomatsalat til. Først mente tjeneren, at jeg skulle bestille noget andet, da det ville tage lidt tid at forberede. Men jeg havde min bog med og masser af tid, så det ville jeg gerne vente på. 

Bagefter kom tjeneren med en hjemmelavet mandeldessert på husets regning, som han mente, at jeg bare skulle prøve. Den smagte dejligt og var en fin afslutning på middagen. 

Af en eller anden grund var jeg den eneste gæst i restauranten, selvom alle fire værelser var beboede. Den unge tjener, og barnebarn i familien, sørgede dog så godt for mig, så det blev en rigtig hyggelig aften. Ja, det endte ligefrem med, at vi drak raki sammen. Det havde jeg jo ikke oplevet, hvis jeg kun havde taget en dagstur. 

Efter en god nats søvn spiste jeg en fantastisk morgenmad på hotellets overdækkede terrasse. Det gjorde starten på min dag ekstra god.  

Byen Berat

Jeg tog en sidste tur rundt på borgen, inden jeg tjekkede ud fra hotellet og gik den stejle vej ned til selve byen. En vej som ikke er for gangbesværede. 

Berat bliver kaldt “Byen med de 1000 vinduer” og skulle efter sigende være et fantastisk syn om aftenen, når der er lys i alle vinduerne. Men det fik jeg ikke set i denne omgang. Der hyggede jeg mig oppe på Hotel Klea i stedet for. 

Byen er ikke så stor, så jeg tog bare en hurtig rundtur op og ned ad hovedgaden, hvor jeg især lod mærke til alle de små specialforretninger, som efterhånden er uddøde i Danmark. Her var både bager, slagter, grønthandler og kafferisteri.

Derefter gik jeg over broen til den anden side af floden og så det lille boligområde, som jeg kunne se oppe fra borgen dagen før. Her kan man også bosætte sig. Der var flere små guesthouses med skilte foran døren. 

Fra den anden side af floden var der en fin udsigt til bjerget med borgen. Og som den blå himmel afslører, så havde jeg det skønneste vejr med ca. 22 grader de dage, jeg var i Albanien. 

Til sidst tog jeg en taxa til busstationen og derfra bussen tilbage til Tirana.

Det var en dejlig ferie i ferien at tage en overnatning i Berat, og jeg anbefaler byen og især Hotel Klea til alle, som måtte rejse til Albanien. Et lille, dejligt overset land på Balkan, som har meget at tilbyde rejsende, som er ude på at opleve eventyr, autencitet og smuk natur. Jeg håber ikke, at det er sidste gang, at jeg har været i Albanien. Der er masser af fede steder, som jeg gerne vil udforske.

Følg med

Hvis du ikke allerede gør det, så håber jeg, at du har lyst til at følge med på sociale medier:
Facebook: Two Danes On Tour
Instagram: @twodanesontour

I øjeblikket bor og arbejder jeg i Ittoqqortoormiit i Østgrønland, så du kan godt regne med masser af billeder af sne og nordlys.

Som altid anbefaler jeg også et par tidligere blogindlæg, som du måske kunne finde interessant:

Læs også: Ávila, Spanien

Læs også: Nordlys i Tromsø

Læs også: Helt tæt på hvalrosser

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Borgen i Berat blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Tirana er Albaniens lille hyggelige hovedstad med ca. 550.000 indbyggere ud af landet godt 3 millioner mennesker. Byen blev grundlagt af osmannerne i 1614, men blev først landets hovedstad for lidt over 100 år siden i 1920.

Tirana er derfor både præget af få gamle osmanniske bygninger, kolosser fra kommunist-tiden og moderne skyskrabere, som netop i disse år skyder op over hele byen. 

Og hvad skulle jeg så i Tirana? Jeg skulle sanse, opleve og bare have tid til at gå rundt og udforske et nyt sted, hvor jeg ikke havde været før. Tirana var perfekt til det formål. Jeg stornød virkelig byen, og jeg brugte sikkert flere dage i hovedstaden end de fleste turister på gennemrejse gør.

Free Walking Tour i Tirana

Jeg lagde ud med en Free Walking Tour fra byens store, centrale plads Skanderbeg Square. 

Hver dag kl. 10 er der en gåtur med guide i ca. 2½ time. Man mødes neden for trappen foran operahuset. Det er tæt på den store flagstang med det albanske flag. Efter turen betaler du guiden det, du synes, at turen var værd.

Jeg synes, at det var en rigtig fin tur med en god guide og anbefaler den klart til folk, som er i Tirana for første gang. Man får lige en føling med byen og får set et par spots, som man bagefter kan vælge at komme tilbage til.

Skanderbeg Square

Skanderbeg Square er den største plads på Balkan med sine ca. 90.000 kvadratmeter. Den er belagt med forskellige fliser fra hele Albanien. 

Pladsen er opkaldt efter den store albanske nationalhelt Gjergj Kastrioti, som nu sidder højt til hest og skuer ud over pladsen.

Han blev taget som gidsel af den osmanniske hær i 1420 og de navngav ham Skanderbeg. Da han var kristen og træt af osmannisk tilfangetagen, flygtede han tilbage til Albanien, hvorfra han forsøgte at bekæmpe de indtrængende osmannere.

Det var Davids ulige kamp mod Goliat. Men i 1461 lykkedes det alligevel Skanderbeg at slå osmannerne tilbage, og han blev udråbt som leder af et frit Albanien. Efter hans død faldt Albanien desværre igen på osmanniske hænder. Dette varede de næste ca. 500 år, og først i 1912 erklærede Albanien sig som en selvstændig stat. 

Du kommer ikke uden om kommunismen…

Kommunisttiden fylder selvfølgelig meget i albanernes bevidsthed og også stadig i gadebilledet. Under kommunismen var hele samfundet overvåget og strengt reguleret af det hemmelige politi, som slog hårdt ned på alt, som ikke var inden for retningslinjerne.

Diktatoren Envar Hoxha styrede Albanien med hård hånd fra 1944 til hans død i 1985. Men det kommunistiske styre blev først endeligt afskaffet i Albanien i 1991.

Hoxha skabte et system, hvor der var frie valg, men kun ét parti… det kan vi så lige tænke lidt over! Man stemte ved at putte en bold i en kasse, da der var mange analfabeter i landet. Faktisk kunne under 20% af landets befolkning læse og skrive i 1945.  

Under kommunismen var det meget hårde tider for befolkningen. Næsten en fjerdel af landets budget gik til militæret, hvilket selvfølgelig betød mangler alle andre steder. Der var blandt andet stor fødevaremangel og der blev derfor indført rationeringsmærker, som under 2. Verdenskrig.

Og så var der masser af varer, som man slet ikke kunne købe. Der fandtes ikke bananer i Albanien før 1991 og selvfølgelig kunne man ikke købe vestlige produkter som Coca Cola eller Colgate, da alt udefra, ifølge Hoxha, var farligt.

Hoxha’s mange bunkere

I begyndelsen så Hoxha op til Sovjetunionen og især Stalin. Albanien og Sovjetunionen var derfor allierede, men Hoxha blev mere og mere paranoid og så “spøgelser” alle steder.

Efter Stalins død beskyldte Hoxha USSR for at være anti-marxistisk. Snart blev han derfor udelukket fra det gode selskab med de andre Warszawa-pagt lande.

Kun Kina var kommunistisk nok i hans øjne, og de blev allierede i en årrække, indtil det heller ikke var kommunistisk nok til Hoxha.

I sit paranoide sind besluttede Hoxha sig for at bygge bunkere efter Nordkoreansk forbillede. Han var nemlig sikker på, at både Grækenland, Rusland og USA – og sikkert mange andre også, havde planer om at angribe Albanien.

Mange af bunkerne er meget små og står som paddehatte i landskabet. De er designet til to personer, som kan finde beskyttelse her, med mulighed for at skyde mod den angribende fjende.

Prototypen på de første bunkers blev bygget i 1950’erne. Her forsikrede ingeniøren af bunkeren Hoxha om, at de ville kunne modstå ethvert angreb fra en tank. Det besluttede Hoxha sig for at afprøve – med ingeniøren som prøveklud!!! Da han kom uskadt ud af bunkeren efter angrebet fra tanken, satte Hoxha en masseproduktion i gang.

Hans plan var at bygge intet mindre end 221.143 bunkere, men nåede kun “beskedne” 173.371, inden hans død. Der er ingen tvivl om, at du kommer til at se dem under en rejse til Albanien. De er over ALT!

Verdens første ateistiske land

Men Hoxha interesserede sig ikke kun for bunkere. Han besluttede også, at Albanien skulle være et ateistisk land – som det første i verden. Både kirker og moskéer blev revet ned, og derfor står der kun meget få ældre religiøse bygninger tilbage rundt om i landet.

Den eneste moské i Tirana, som er fra før 1991, er den smukke Et’hem Bej moské. Den ligger på Skanderbeg Square tæt på rytterstatuen.

Moskeen rummer nogle utrolig flotte væg- og loftmalerier – hvilket er ret sjældent for moskeer, da der normalt ikke er tegninger eller billeder i muslimske helligdomme.

Det er gratis at besøge moskeen. Man skal være tækkeligt påklædt, men kvinder behøver ikke at bære tørklæde. Er du i lårkort eller med bare skuldre, kan du låne et tørklæde i moskeen, og så skal du selvfølgelig tage skoene af, inden du går ind. 

Efter kommunismens fald er der skudt både kirker og moskeer op over hele landet. I Tirana er man ved at bygge Balkans største moské Namazgah på 6000 kvadratmeter. Men selv efter mange års arbejde, er den stadig ikke færdig, så jeg kunne desværre ikke få lov til at komme ind og se den. Men flot ser den ud.

Ind- og udrejseforbud

Under kommunismen måtte ingen turister rejse ind i Albanien, og ingen albanere måtte forlade landet. Forsøgte du at flygte, blev du skudt på grænsen, eller ført tilbage og hængt offentligt på byens torv. Alle byens borgere blev beordret til at komme og kigge på – selv børnehavebørn. Nåede man at flygte, blev ens familie straffet for ens handlinger.

Alligevel forsøgte 13.692 personer at flygte mellem 1944 og 1990.
988 overlevede desværre ikke. Puha, sikket et regime at leve under. Og det har altså foregået i min levetid – og sikkert også i din. 

Fjende af staten

Udover totalt forbud med kommunikation med omverdenen, så blev befolkningen overvåget internt at Statens sikkerhedsdirektorat kaldet Sigurimi. Deres hovedformål var at infiltrere kontrarevolutionære og undertrykke modstandere af kommunismen.

Og alle kunne blive udsat for overvågning – så derfor vogtede alle på deres naboer, kollegaer ja, nogle gange på deres egen ægtefælle eller børn. Intet sted var man fredet.

Det var Sigurimis job at fotografere, filme eller indsætte mikrofoner i folks hjem eller arbejdspladser for på den måde at opsnappe anti-kommunisme. De små mikrofoner, som blev placeret i bøger, telefoner, lamper osv. blev kaldt “bugs”.

Ind imellem fandt Hoxas nye fjender – gerne blandt hans venner og tætte allierede. Disse blev ofte fængslet og efterfølgende henrettet. Under kommunismen blev over 6000 mennesker henrettet i Albanien – enten ved skydning eller hængning. Og tit uden rettergang. Efter henrettelsen forsvandt liget, så familien fik aldrig vished for, hvad der var sket, eller mulighed for at begrave deres kære. Det har godt nok været en hæslig og helt umenneskelig tid i Albanien.  

Bunk’Art2

Hvis du, ligesom mig, interesserer dig for historie og kommunisttiden, så kan jeg anbefale dig at besøge Bunk’Art2, som ligger tæt på Skanderbeg Square. 

Museet befinder sig i en større bunker under jorden, hvor du i de forskellige rum kan se billeder og læse masser af rystende historier.

I loftet til indgangen til Bunk’Art2 mindes nogle af de mange ofre for det kommunistiske styre.

Det koster 500 leke / 32,50 kr at besøge museet. Du kan også købe en kombibillet til både Bunk’Art1, som ligger lidt uden for byen, og Bunk’Art2. Denne billet koster 800 leke / 52 kr. (Læs mere om Bunk’Art1 længere nede i blogindlægget)

House of Leaves

Et andet museum fra kommunisttiden er House of Leaves, som fortæller historien om det hemmelige politi. Jeg kom dog ret tæt på lukketid, og havde derfor ikke nok tid til at fordybe mig i det hele. Det mest interessante i mine øjne var en dokumentarfilm, hvor folk fortalte om, hvordan det var at leve i Albanien under kommunismen.

Indgangen til museet koster 700 leke / 46 kr. Og de lukker altså kl. 16.00. Og du bliver “smidt ud” 15.55!

Området Blokku

Blokku er det centrale beboelseskvarter, hvor de kommunistiske ledere boede. I dag er det et hipt kvarter med masser af barer og lækre restauranter. Men du kan stadig gå forbi Hoxha´s hus og kigge ind over hegnet.

Det er også tæt herpå at både den ukrainske og den russiske ambassade ligger på samme gade. Efter invasionen af Ukraine, har man valgt at dekorere gaden med ukrainske flag.

Albanerne har også omdøbt gaden til Befri Ukraine. Så hvis en russer skal sende et brev til sin egen ambassade, så skal de skrive Befri Ukraine på brevet  Det forlyder, at russerne er ved at finde et nyt sted til deres ambassade…

Bunk’Art1

Der findes endnu en stor bunker lidt udenfor Tirana. Det tager ca. en  halv time med den lokale bus, som kun koster ca. 2,50 kr. pr. vej.

Du finder busstoppestedet ved at gå fra Scanderbeg Square forbi rytterstatuen, forbi Et’hem Bej moskéen og videre frem, til du kommer ud, hvor der kører biler. Her på højre side holder bussen L11. Du hopper bare ombord, og så kommer der en billetmand undervejs og opkræver penge for turen. Jeg bad buschaufføren om at hjælpe mig med at komme af det rigtige sted.

Bunk’Art1 er den største bunker i Albanien på 2685 kvadratmeter med 5 etager og 106 rum. Den skulle huse Hoxha og hans regering i tilfælde af atomkrig – og minder lidt om Tito’s bunker, som jeg besøgte i Bosnien tidligere på året. 

Undervejs er der masser af billeder og plancher, hvor man kan læse om tiden under kommunismen. Derudover kan man se Hoxhas kontor, seng og badeværelse.

Ja, man kunne tilmed lige få sig en lille snak med Hoxha. (Det var hans stemme i telefonen).

Det tog mig ca. halvanden time at se det hele. Man kan også bare tage det som en oplevelse at besøge en bunker. Især hvis man har børn med, som ikke synes, at selve historien er særlig spændende. Jeg vil dog ikke anbefale stedet til alt for små børn, da nogle af tingene godt kan være lidt uhyggelige.

I nærheden af bunkeren er der en kabelbane, hvor man kan køre op på bjerget Dajti og nyde udsigten og spise en dejlig frokost. Det havde jeg virkelig glædet mig til. Men ak og ve… banen var selvfølgelig lukket lige den dag, da jeg kom forbi. Til gengæld er jeg da glad for, at de rent faktisk vedligeholder banen.

Tirana – en spændende hovedstad

De fleste, som kommer til Albanien, rejser hertil for strandene eller de flotte bjergområder – og det kan jeg godt forstå. Der er virkelig mange smukke steder, og priserne er stadig gode i forhold til f.eks. Kroatien, som jo er blevet rasende populært. 

Men er du på udkig efter en lille, spændende hovedstad, hvor det meste er i gåafstand, så er Tirana et godt bud. De fleste springer byen over, og det er en skam, hvis man har tid til at udforske den lidt.

Jeg kunne sagtens have brugt en dag eller to mere, men ville også gerne opleve lidt mere af Albanien. Så det kan du læse om i næste blogindlæg.

For øvrigt bor og arbejder jeg i øjeblikket i Ittoqqortoormiit i Østgrønland, så hvis du følger mig på sociale medier, så vil der være billeder og videoer med sne det næste lange stykke tid.

Facebook: Two Danes On Tour

Instagram: @twodanesontour

Jeg vil da også gerne anbefale blogindlæg fra et par andre lande, som du måske vil finde interessant. 

Læs om: Bosnien

Læs om: Kosovo

Læs om: Estland

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Tirana, Albanien blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Undervejs var min gode ven og rejsemakker Martin stødt til turen, og vi havde ikke lige fået lejet en bil hjemmefra… så vi var lidt spændte, da vi tog en taxa ud til lufthavnen og gik fra udlejningsfirma til udlejningsfirma for at spørge, om de havde nogle biler til rådighed. Det var jo påskeferie… Men i løbet af en halv times tid var der gevinst, og snart var vi på vej. 

Republika Srpska

Vi kørte uden om Sarajevo centrum og mod nord til byen Srebrenica. Byen ligger i Republika Srpska, som er et selvstændigt politisk område og hovedsageligt beboet af serbiske bosniere. De fleste serbere ønsker selvstændighed fra resten af Bosnien-Hercegovina, og der kan være ret mange spændinger mellem de forskellige befolkningsgrupper. Men det er ikke et problem for turister at køre ind i Republika Srpska. Der er ingen grænseovergange, som vi måske forestiller os dem med grænsevagter og visning af pas. Der er blot et skilt i vejsiden som viser, at man nu er i Srpska, ligesom hvis man kører ind i en by. Og så bliver der flaget med det Serbiske flag i stedet for det officielle Bosniske, som ellers burde gælde for hele landet.

Vejen mod nord var virkelig fin med landlige omgivelser, fantastiske høstakke og fåreflokke. Denne første dag var den smukkeste tur, vi kørte i Bosnien-Hercegovina.

Folkemordet i Srebrenica

Dagens mål var byen Srebrenica, hvor et stort folkemord fandt sted i juli 1995. Faktisk skal man køre lidt nord for Srebrenica til den lille flække Potocari. Her lå der en gammel fabrik, som blev brugt som hovedkvarter af FN under krigen. Den er nu et museum og overfor er den store begravelsesplads, hvor der hvert år bliver føjet flere grave til, når nye massegrave dukker frem. Jeg har tidligere skrevet et andet blogindlæg om besøget i Srebrenica, som du kan læse her.

Det er gratis at besøge både begravelsespladsen, den gamle fabrik og museet i Srebrenicha. Vær dog opmærksom på, at museet lukker kl. 16, mens man godt kan besøge begravelsespladsen senere. 

Efter at have besøgt dette sørgelige sted, kørte vi lidt uden for byen Zvornik. Her overnattede vi på det ældre Motel Laguna. 

Da jeg gik ind for at spørge på et ledigt værelse, tøvede jeg lidt, da jeg hørte prisen – jeg skulle jo lige nå at regne det om til danske kroner. Min tøven udløste straks rabat. Man kan godt mærke, at det er udenfor højsæsonen.

Motellet havde en dejlig terrasse ud til floden Drina, som her udgør grænsen mellem Republica Srpska og Serbien. Og restauranten havde et kæmpe menukort med masser af kødretter. Så vi havde en herlig aften på det gamle, lidt out datede motel, men med de sødeste tjenere. 

Spændende kørsel

Næste morgen kørte vi videre mod Travnik. Vi brugte app’en maps.me til at finde vej, og det skulle vise sig at blive mere udfordrende end først antaget. Maps.me tager oftest den hurtigste vej – dog lige uden at overveje, om det er den smarteste vej…

Et sted mellem Zavidovici og Travnik førte maps.me os pludselig op ad en smal, et-sporet vej, som snart blev meget stejl og gik over i en grusvej. Her skulle vi på et tidspunkt krydse en asfaltvej med trafik fra begge sider. Vi hang der på den stejle grusvej, og Martin skulle orientere sig for modkørende trafik, finde koblingspunktet og få os sikkert op ad bakken. Jeg grinede så meget, så jeg næsten tissede i bukserne. Det skulle klart have være filmet. 

Senere blev vi ført ned ad en lille, smal vej, som til sidst endte i noget, som mindede om en cykelsti. Der kunne på ingen måde komme en personbil ned ad den lille vej, og Martin måtte bakke og jeg måtte hastigt finde en alternativ rute. Ind imellem blev venskabet testet lidt den dag   

Travnik

Travnik bød på en gammel borg, som vi bosatte os lige overfor på Hotel Vezir Palace. Hotellet var udmærket, men fremstod finere end det var. Udsigten fra værelset var dog helt i orden.

Borgen er fra perioden før ottomanerne erobrede Bosnien. Men den var desværre ikke beskyttelse nok, da landet blev angrebet sydfra. Selvom bosnierne havde bygget denne og flere andre borge, så måtte de efterhånden give op overfor de fremrykkende ottomanere. Således var Travnik under ottomansk overherredømme fra 1463 til 1878.

I dag er borgen den bedst bevarede i Bosnien-Herzegovina, og den har åben alle hverdage fra kl. 9-15 og i weekenden fra kl. 10-14. Oppe på borgen er der et lille museum i et gammelt tårn. Her så vi bl.a. nogle ret fantastiske billeder af den lokale fotograf Mirsad Mujanovic. Jeg var især vilde med hans portrætter af ældre mennesker. 

I centrum af Travnik står der en flot gammel moské med butikker nedenunder og flotte malerier på væggene. Da der var fredagsbøn og rigtig mange mennesker samlet ved moskeen, gik vi ikke ind.

Et andet sted så vi en lille moské med en minaret af træ. Den var altså også rigtig fin på sin egen stille facon. 

Hvis du har tid, så gå en tur gennem byen og nyd de forskellige moskéer – nogle af dem har flotte malede døre, og du kan se de gamle vezir-grave, som stadig ligger langs byens hovedgade. 

Jajce

Næste dag kørte vi videre til den gamle hovedstad Jajce. Højt hævet over byen ligger det sidste fort som faldt til osmannerne. Byen holdt stand helt frem til 1528, længe efter at alle andre havde kapituleret. Det er de selvfølgelig meget stolte af i Jajce. 

Tæt på centrum findes også byens vartegn. Et todelt 22 meter højt vandfald med den gamle bydel og det osmanniske fort på bjerget bagved. Det er fint, men jeg tror alligevel, at jeg havde forventet noget mere eller i hvert fald noget andet. Nu er jeg nok heller ikke den nemmeste af imponere med vandfald… 

Vi gik en god tur på ca. 10 km ud af byen til flere små vandfald med plankebroer.

Til sidst kom vi til et sted med gamle vandmøller i søde små træhytter.

Det er et meget hyggeligt område at gå en tur i, og undervejs var vi heldige at se et par vandstære, som er en fin lille fugl, som man også kan være heldig at se i Danmark om vinteren.  

Lammesteg i Jablanica

På vej videre mod Mostar stoppede vi – lige som alle lokale – i Jablanica. Byen ligger på ruten mellem Sarajevo og Mostar og er meget berømt for dens restauranter langs floden Neretva, som alle serverer lam. Og jeg må sige, at det er guddommeligt lam! Så det er et must stop, hvis du er vild med lam – de har selvfølgelig også andet på menukortet.

Jeg kan både anbefale  Restoran Zdrava Voda og Restoran Kovačević. Begge steder kan du sidde ude om sommeren. Zdrava Voda skulle vist nok have åbent 24 timer i døgnet og Kovačević har åbent fra 7-23, så der er altså ingen undskyldning for ikke at stoppe her.

Er du blevet godt mæt oven på lammestegen, så kan jeg anbefale dig at gå en tur over floden for at se mindesmærket for slaget om Neretva fra 2. Verdenskrig. Det var et berømt slag mellem Jugoslavien og Aksemagterne. Mindesmærket hedder Bridge on the Neretva og er en kopi af en jernbanebro, som er styrtet ned i floden. Der er også et museum tilknyttet, men det besøgte vi ikke. 

Faktisk er hele denne strækning fra Sarajevo til Mostar langs Neretva udnævnt som en af de smukkeste togrejser i Europa. Så har du ikke mulighed for at leje en bil, så er det en fin mulighed at tage toget. Eneste problem ved at vælge toget er, at så får du ikke lammesteg i Jablanica…

Mostar

Mostar er jo perlen i det sydlige Bosnien-Herzegovina. Det er byen med den ikoniske bro Stari Most over floden Neretva, som alle kommer for at se.

Broen blev bygget af ottomanerne i 1500-tallet som erstatning for en gammel træbro. Under krigen i Bosnien blev broen sprængt i stykker af kroatiske styrker den 9. november 1993.

Efter krigens afslutning besluttede man at genopføre den smukke, gamle bro. Tanken var først at bruge de gamle sten, som blev hejst op af floden, men mange af dem var desværre så beskadiget, at de ikke kunne bruges. I stedet huggede man kopier af de gamle stenblokke fra det oprindelige stenbrud, og i 2004 blev broen genåbnet til stor glæde for både lokale og turister. 

Den berømte bro er Bosniens nationalsymbol og landets store stolthed, og byen tiltrækker masser af dagsturister fra Kroatien om sommeren. Det var derfor dejligt at besøge byen her lidt uden for sæsonen.

Hver dag – selv her i påsken, hvor vandet ikke er specielt varmt, står vågemodige unge mænd på toppen af broen i små badebukser. Når de har samlet penge nok sammen blandt turisterne, tager de mod til sig og springer på hovedet ned i den store flod. Jeg tænker, at det er et rigtig farligt job…

Man skal lige huske, at når alle andre også gerne vil kunne krydse dette smukke sted af på deres bucketlist, så er der mange turister. Der kan være lang kø for overhovedet at få lov til at gå over broen. Derudover er broen både stejl og glat, så det er altså ikke et sted for gangbesværede og jeg anbefaler også, at man har ordentligt fodtøj på. 

Mange turister betyder selvfølgelig penge. Det har de lokale også fundet ud af. Derfor kan man ikke gå en stille tur op ad hovedgaden uden at blive råbt an af alverdens sælgere, tiggere og restaurantejere. Men hvis man er forberedt på det, og kan tage det meste med et smil, så er Mostar en fin oplevelse. 

Lidt om parkering i Mostar

Derudover er det svært at finde et sted i Mostar at parkere sin bil. Altså der er masser af p-pladser, men det koster bare! Så har du lejebil, så tjek lige om dit hotel tilbyder fri parkering. Det gjorde Motel Deny Mostar, hvor vi boede i tre nætter. Men det var nærmest umuligt at få presset bilen ind ad den smalle vej og derefter lave et 90 graders sving ind i en smal garage. Så er du en uerfaren billist… Just saying! Men altså man kan jo bare køre ind på en parkeringsplads og betale for det.

Dagstur fra Mostar

En af dagene valgte vi at køre en tur ud af byen. Vi kørte mod syd, og første stop var den lille by Blagaj. Den er kendt for sin smukke moské, der ligger ved floden Buna. Selvom det ikke ses på billedet, så er der meget tryk på vandet, som fosser ud af bjerget.

Langs floden er der små caféborde, hvor man kan sidde og nyde udsigten med en kop kaffe eller en sodavand.  

Vi kørte videre til den lille, smukke by Počitelj hvor man kan gå en dejlig tur i de stejle gader og se moskéen og den gamle borg på toppen. Det bedste er dog roen og alle hustagene, synes jeg.

Sidste stop var Kravica vandfaldet. Det var smukt men lidt dyrt at komme ind. Det kostede næsten 80 kr., og der var ikke meget at lave der ud over at se vandfaldet. Jeg har før besøgt Plitvice i Kroatien, hvor man kan gå en lang flot tur på plankebroer. Måske er det anderledes om sommeren, når de små caféer har åbent. Lige nu var de under renovering. 

Titos bunker

Efter et dejligt roadtrip gennem Bosnien, var det blevet tid til igen at vende næsen mod Sarajevo og flyve hjem. Undervejs gjorde vi selvfølgelig stop i Jablanica for lige at få en bid lam mere  

Næste stop blev byen Konjic syd for Sarajevo. Her ligger Titos gamle bunker gemt langt inde i et bjerg. Bunkeren hedder egentlig Armijska Ratna Komanda D-0. Men alle vil vide, hvad du taler om, hvis du siger Titos bunker. 

Bunkeren blev bygget under den kolde krig for at beskytte Jugoslaviens præsident Josip Broz Tito samt op til 350 andre personer – det være sig familie, politikere og personale i bunkeren. 

Det kostede 22 BAM/13 dollars at komme på en guidet tur i bunkeren, og du har ikke mulighed for at gå rundt på egen hånd.

Vi stoppede ved et lille rejsebureau i Konjic for at købe billetter til den guidede rundvisning (Det ligger lige overfor broen Stari Most). Samtidig fik vi også en kørselsvejledning til bunkeren. Du kan også selv køre derud og købe billetter på stedet, men det er en fordel at ringe i forvejen og høre, om der er plads, og tjekke op på, hvad tid turen begynder. Har du ikke selv bil, bliver du nødt til at tage en taxa, da der ikke går busser.

Besøget i bunkeren var fint og informativt. Jeg synes, at det var mest interessant at se den del, som havde med Tito og bunkeren at gøre. For at lave det til en turistattraktion, har lokale kunstnere fået lov til at udsmykke forskellige rum. For mig var det meste af det dog rimelig intetsigende. Men altså; hver sin smag. 

Selvfølgelig findes der også en rød telefon i bunkeren. Spændende om Tito har lavet vigtige opkald fra den.

Et par anbefalinger

Bosnien-Herzegovina får min varmeste anbefaling som rejseland. Hovedstaden Sarajevo har sneget sig ind som min favorithovedstad i Europa. Spændende historie, kultur og alt inden for gåafstand med mulighed for at komme op i bjergene med kabelbanen lige midt i byen. Jeg er kæmpe fan. Så skynd dig afsted til Bosnien før din nabo. Det vil du ikke fortryde.

På min rejse havde jeg medbragt bogen Bosniske brødre af Bjørn Harvig. Det var et fantastisk valg! Ud over, at bogen beretter om en fodtur på tværs af Bosnien, så fortæller bogen samtidig historien om de mennesker, som Bjørn møder undervejs, samt giver en indsigt i, hvad krigen har betydet – og stadig betyder – for dette lille land. Bogen var på alle måder en øjenåbner og en god baggrundsviden. 

Også programmet Anne og Anders i Bosnien på dr.dk giver en rigtig god indsigt i et lille land med en meget kompleks historie. Her får man et glimt af Sarajevo og indsigt i en ung mands historie, som sammen med sin mor og søster flygtede til Danmark, efter at hans far var blevet dræbt af en serbisk snigskytte.

Som altid håber jeg, at du har lyst til at følge med på sociale medier. Facebook: Two Danes On Tour Instagram: @twodanesontour

I januar 2023 er jeg flyttet til Ittoqqortoormiit i Østgrønland, hvor jeg arbejder som lærer på byens skole. Derfor er de fleste opslag i øjeblikket fyldt med sne og nordlys. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Roadtrip i Bosnien blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Rejsens dogmer

Jeg havde hjemmefra taget nogle meget bevidste valg i forhold til denne rejse:

Jeg havde besluttet at rejse alene af sted. Jeg havde med vilje ikke spurgt, om der var nogle, der ville med. Jeg glædede mig til at gøre ALT, hvad JEG havde lyst til. Fra hvor jeg skulle bo, hvad tid jeg skulle stå op om morgenen og gå i seng om aftenen, til hvad jeg skulle spise, og hvad jeg skulle se – hvis jeg da overhovedet gad at se noget!

Jeg havde booket fly til Skopje i Nordmakedonien, da det var billigt og direkte. Til gengæld skulle jeg ud på en 6-7 timers bustur for at komme til Tirana. Det havde jeg også hjemmefra besluttet mig for at tage som en dejlig del af rejsen. Det var nemlig præcis, som jeg havde ønsket mig det! Hvem elsker ikke 7 timer i bus?

Jeg havde booket en seng på Tirana Backpacker Hostel i et værelse med tre andre mennesker. Med risiko for at de både snorkede og pruttede i søvne eller kom larmende hjem fra byen kl. 5 om morgenen. 

Men også mulighed for at komme i snak med andre rejsene på en nem og naturlig måde. Jeg ville afsted for at møde spændende mennesker, snakke med folk fra hele verdenen og udleve min indre backpacker, som har været lettere skjult de sidste mange år. Hun kom frem igen på denne tur.

Et kort visit i Skopje

Flyet fra Wizz Air landede omkring midnat i Skopje. Ikke det fedeste tidspunkt at diskutere med en hærdet taxachauffør. Derfor havde jeg for en gang skyld booket en taxa gennem Booking.com til 215 kr (29 euro). 

Chaufføren stod klar i lufthavnen med et skilt med mit navn på. Han var flink og også lidt snakkesagelig uden at det dog tog overhånd. Men inden vi nåede centrum, var vi blevet “venner” og jeg fik hans kort, så jeg kunne booke taxa til lufthavnen direkte gennem ham, når jeg skulle retur en uge senere. Derved sparede jeg 9 euro i forhold til priserne på Booking.com 

Hvis du også vil have nummeret til en pålidelig og pligtopfyldende taxachauffør, så er det her: +38975462237. Bare skriv ham en besked på WhatsApp, så skal han nok svare. Han kører også taxakørsel i resten af Nordmakedonien og nabolandende, hvis du har brug for det. 

Jeg blev sat af foran Hotel Ambasador, som på ingen måde levede op til sit fine navn, men hvad kan man forvente af et værelse til 240 kr. inklusiv morgenmad? Der var rent, varmt vand i hanen og ikke den dummeste morgenmad med buffet og spejlæg. Jeg var happy. 

Busstationen i Skopje

Næste morgen fik jeg hotellet til at ringe efter en taxa, så jeg kunne komme til busstationen. Taxaen kostede 150 denarer (18 kr.) på meter. En meget fin pris må man sige. Så er det sjovt at køre med taxa.

Bussen til Tirana kørte kl. 8.10, og jeg havde besluttet mig for at være der i god tid. Det er altid meget godt, når man ikke har helt styr på tingene. Jeg havde dog købt busbilletten hjemmefra med FlixBus til 150 kr, så jeg var sikker på at komme med. Det ville være surt at komme hen på stationen og finde ud af, at alle billetter var solgt.

Underligt nok kunne jeg ikke få lov til at komme ind på busholdepladsen, selvom jeg havde min billet på telefonen. Jeg skulle først gå hen til en billetluge, hvor jeg skulle betale 50 denarer (ca. 6 kr) for at kunne komme ind, hvor busserne holdt. Så husk lige at have lidt småpenge i lommen.

Da bussen kom, viste det sig, at det var en minibus fra Ido Tours, så der var ikke meget FlixBus over det, men det var altså den rigtige bus. Det var Ido Tours, som kørte denne tur for FlixBus. Da jeg skulle retur en uge senere, var det et andet selskab.

Chaufføren var noget forundret over, at jeg kun havde billetten online. Han blev ved med at sige, at det ikke var billetten. Men jeg kom da med. Så hvis du selv køber billet med FlixBus online, og har mulighed for at printe billetten ud hjemmefra, så vil jeg anbefale det. Det gør tingene noget nemmere. 

Med bus til Albanien

Bussen kørte til tiden, men var ikke fyldt op. Det første stykke vej kørte vi gennem Skopje centrum, så jeg genså lige nogle af de mange statuer og fine bygninger. Derefter kørte bussen mod Matka Canyon, inden den drejede mod syd og Ohrid søen.

Jeg havde for nogle år siden kørt denne del af turen før og kunne godt huske, at det pludseligt blev meget bjergrigt med hårnålesving og smukke udsigter. Denne gang fik jeg udsigten med begyndende efterårsfarver, så det var dejligt. Dog skal du komme forberedt, hvis du plejer at have tendens til køresyge.

To gange på turen stoppede vi, så man kunne komme ud og strække benene, tisse eller købe snacks på en tankstation. Det var noget svingende kvalitet med hensyn til toiletterne på de forskellige tankstationer… Det ene sted stank der frygteligt. Et andet sted var der kun pedaltoiletter. Det havde jeg ikke lige forventet. Men alt er jo en oplevelse  

På den ene tank var jeg heldig at se nogle små sommerfugle kaldet duehaler. De lever hovedsageligt i Sydeuropa, men nogle år kan man være heldig at se dem i Danmark, hvis varm luft trækker mod nord. Der har faktisk været mange fund af duehaler i DK i år, men jeg har ikke selv været heldig. Så det var jo en glædelig overraskelse, at jeg skulle se dem på busturen. 

Ved grænsen blev vores pas samlet sammen på den Nordmakedonske side af grænsen, hvorefter buschaufføren gik ud for at vise dem til grænsevagten. Da vi skulle ind i Albanien, skulle vi alle stå ud af bussen og vise pas i en lille luge, men også dette var smertefrit.  

Velkommen til Albanien

Jeg elsker at køre over grænser. Det er altid spændende at se, hvad der er på den anden side. At se hvordan små ting ændrer sig i det nye land. Albanien ingen undtagelse.

For det første ændrede sproget sig. I Nordmakedonien bruger de hovedsageligt det kyrilliske alfabet, og mange steder er vejskiltene på tre sprog. I Albanien taler de albansk, hvis bogstaver ligner vores. Til gengæld ligner deres sprog ikke nogle andre sprog. Det menes, at det albanske sprog, som hedder ship, stammer fra illyrisk, som man talte i den region for ca. 2000 år siden.

En anden skøn ting var alle de små vejboder, som vi kørte forbi. Der blev solgt alt fra honning og flettede kurve til kartofler, løg og appelsiner. Og på træerne hang der store modne granatæbler. Albanien så meget lovende ud!

Bussen stoppede på International Bus Station Tirana (ikke at forveksle med busstationen for lokalbusser, som ligger længere væk fra centrum). Fra den internationale busstation var der ca. 1,5 km til centrum og omkring 1 km til Tirana Backpacker hostel, hvor jeg skulle bo, så jeg valgte bare at gå derhen.

Retur til Skopje

Da jeg skulle tilbage til Skopje 5 dage senere, gik jeg igen i god tid hen til busstationen. Nogle mænd ville straks sælge mig en taxatur, men da jeg sagde, at jeg skulle med FlixBus til Skopje, var de utrolig flinke og pegede mig over til nogle små kontorer på rad og række.

Ved det ene kontor stod der FlixBus i vinduet, så der gik jeg selvfølgelig ind. Da jeg sagde til kontordamen, at jeg skulle med bussen til Skopje kl. 8, så hun meget forundret ud. Hun fortalte mig, at der ikke gik nogen bus kl. 8 men først kl. 9. Jeg viste hende min online-billet og var ret insisterende, da det ville være irriterende for mig at sidde og vente på busstationen i halvanden time, men hun holdt fast. Ingen bus kl. 8. 

Lettere irriteret gik jeg ud af kontoret, men vendte straks om. Jeg havde nemlig set, at der var en ledig stol. Der kunne jeg måske få lov til at fordrive ventetiden med min bog. Damen sagde straks ja, men jeg havde ikke læst meget mere end 8 linjer, da hun kom i tanke om, at der inde fra nabokontoret afgik en bus til Skopje kl. 8. Tænk hvis jeg havde siddet på den stol og læst min bog, mens bussen var kørt lige for næsten af mig!!! 

Jeg fik hurtigt samlet mine ting sammen og gik ind ved siden af, hvor de rigtig nok havde en FlixBus kl. 8, men ikke noget skilt i vinduet, så jeg kunne ikke selv regne ud, at det var på dette kontor, jeg skulle henvende mig.

Jeg gik ind på det kontor, hvor der stod Arens Travel, og jeg skulle tydeligvis været gået ind hos Drita Travel og Tours i stedet for – hvordan man så lige regner det ud…

Igen var det besværligt kun at have billetten online, så print den gerne ud hvis muligt.

Bus fra Tirana til Skopje

Turen var en gentagelse i modsat rækkefølge af rejsen fra Skopje til Tirana. Eneste forskel var, at vi ved grænsen kom gennem et større tjek af tolderne, da vi skulle forlade Albanien. Bussen blev simpelthen kørt op ad en rampe og ind i en garage. Alle skulle stige ud af bussen, som blev gennemsøgt med lommelygter.

Vi skulle finde alt vores bagage, og alle tasker blev åbnet og gennemrodet. Jeg blev spurgt, om jeg havde cigaretter med. Det har jeg prøvet engang før sammen med Rasmus, da vi krydsede grænsen fra Ukraine til Polen – og dengang blev vi begge taget med fingrene i kagedåsen

Denne gang kunne jeg med ro sige, at jeg ikke havde købt nogle cigaretter, og at tolderen var hjertens velkommen til at kigge i min taske. Han mistede dog heldigvis snart interessen – og jeg slap for at tage alt ud af rygsækken.

To unge mænd i bussen var ikke nær så heldige – hvad deres “forbrydelse” bestod i, ved jeg ikke. Men deres tur stoppede her. De kom ikke med videre til Nordmakedonien. Vi andre fortsatte gennem den nordmakedonske paskontrol og derefter kørte vi de sidste timer tilbage til Skopje uden de store sindsoprivende begivenheder ud over at turen varede ca. en time mere end på udturen.

I piratens ånd

Vel ankommet til busstationen i Skopje, blev jeg selvfølgelig straks kontaktet af en taxachauffør, som ville køre mig ind til centrum. Det var dog en ublu pris på 50 kr. han tilbød (jeg havde givet 18 kr. fem dage før for en længere tur). Hans engelske var ikke det bedste, og når jeg spurgte til taxameter, så han helt mærkeligt på mig. Jeg fik ham dog pruttet ham ned til det halve og gik med ham ud til hans vogn. Og der forstod jeg, hvorfor han ikke havde talt om taxameter. Det var en pirattaxa!

Men det passede nu meget godt til temaet. Jeg havde nemlig booket en kahyt på piratskibet Hotel Senigallia, som ligger for anker i Vardarfloden lige midt i centrum af Skopje.

Værelset var rigtig fint til 410 kr, og jeg var heldig at mit værelse lå på den rigtige side af skibet, så jeg havde “vandudsigt”. Så selve hotellet havde jeg ikke noget at klage over.

Men restauranten, som ligger på 1. sal, havde den mest sløve betjening ever – og så havde de lige glemt, at det altså godt kan være koldt i Skopje efter solnedgang i oktober, når alle døre og vinduer står åbne. Så jeg tog desserten med ned i min kahyt. 

Det er jo helt forfejlet at jeg ikke før nu har opdaget, at cheesecake bør spises under dynen.

Dagen efter gik jeg en sidste tur rundt i Skopjes gamle kvarter og bazar. Jeg havde skrevet til min taxachauffør fra første dag i lufthavnen, og han kom til aftalt tid og kørte mig derud for 20 Euro.  

Jeg håber, at du har lyst til at følge mig på sociale medier
Facebook: Two Danes On Tour
Instagram: @twodanesontour

Der er flere spændende rejser i støbeskeen, så stay tuned.
Kh. Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Med bus fra Skopje til Tirana blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Srebrenica er kendt og berygtet for folkemordet, som fandt sted i juli 1995. Det er altså ikke et “sjovt” sted at besøge, og nogle ville måske også mene, at det ikke er nødvendigt at opsøge sådanne sørgelige steder, når man er på ferie.

Men mine rejser er altid mere end ferier. Det er der, jeg lærer nyt, bliver klogere og prøver at forstå den Verden, vi lever i. Og jeg føler først, at jeg virkelig forstår tingene, når jeg har været der, set stedet, sanset stemningen – på godt og ondt. 

Vidnesbyrd om Srebrenica i Sarajevo

Inden jeg overhovedet nåede til Srebrenica, opsøgte jeg steder i Sarajevo, som kunne være med til at kaste lys over, hvad der egentlig skete der i 1995.

For selv om stedet ligger ca. to en halv time væk i bil, så er det allestedsnærværende i bosniakkernes bevidsthed, at der for snart 30 år siden fandt et bestialsk folkemord sted. Et folkemord hvor serbiske soldater slagtede bosniske drenge og mænd og efterlod dem i massegrave, alt imens verdenssamfundet kiggede på uden at gøre noget. Historien er kompleks. Og jeg kan ikke alle detaljer. Men jeg kan fortælle om det jeg så og hørte under min rejse.

Gallery 11/07/95

Midt i Sarajevo, på den store kirkeplads Papa Ivan Pavao II, ligger Gallery 11/07/95 på tredje sal i en stor bygning. Det lyder måske som et kunstgalleri, men lad dig ikke narre af navnet. Det er et galleri med skrækkelige fotografier fra Srebrenica.

Fotografen Tarik Samarah rejste efter krigen til Srebrenica for at dokumentere folkemordet. Han ville fotografere stedet og dets ofre. På galleriet er der bl.a. billeder af opgravede lig, kister i endeløse rækker og pårørende i dyb sorg. Det er ikke for sarte sjæle.

Det er hjerteskærende og svært at tage det hele ind på en gang. Så jeg besøgte faktisk museet to dage i træk. Den første dag så jeg billederne og læste de små billedtekster. Dagen efter gik jeg tilbage og købte en audioguide og fik billedernes historier fortalt, mens jeg gik udstillingen igennem igen. 

Det kostede 12 KM at besøge museet, og billetten galt i to dage. Derudover købte jeg en audioguide til 3 KM.

Stærkt mindesmærke

Et andet stærkt vidnesbyrd fra Srebrenica i Sarajevo er den hjerteskærende skulptur “Nermine, dodi” i Mali park. Den er lavet af billedhuggeren Mensud Keco i 2015, som markerede 20 året for folkedrabet i Srebrenica.

Den viser en far, Ramo, som råber på sin søn Nermin, at han skal komme ud af skoven og overgive sig til serberne. Han beroliger sin søn med, at der ikke vil ske dem noget. Både far og søn blev ført væk fra stedet, og kom ikke levende tilbage. De blev fundet i en massegrav nær Srebrenica i 2008.

Da jeg senere kom til Mostar, besøgte jeg endnu et museum for Srebrenica, og her hang de originale fotos af begivenheden. Jeg fik en kæmpe sug i maven og en stor klump i halsen.

Det var virkelig rørende at se rigtige billeder af denne familiefar som netop, da billederne blev taget, råbte efter sønnen Nermin. Skulpturen var altså ikke bare et tænkt eksempel. Den var præcis så hjerteskærende som virkeligheden. Og vi ved jo desværre nu alle, hvordan det endte… 

Turen til Srebrenica

Efter fire dage i Sarajevo blev det tid til roadtrip. Og første stop blev Srebrenica. Det tog ca. tre en halv time at køre dertil fra Sarajevo med frokost- og fotostop undervejs.

Faktisk skal man køre lidt nord for Srebrenica til den lille flække Potocari. Her ligger der en gammel fabrik, som blev brugt som hovedkvarter af FN under krigen.

Falsk beskyttelse 

Byen Srebrenica havde været belejret af Den bosnisk serbiske hær (VRS) fra 1992 til 1995, men området omkring byen var officielt blevet udråbt som en sikker zone under beskyttelse af FN soldater.

Da situationen spidsede til, søgte i tusindvis af bosniakker – både børn, kvinder og mænd tilflugt på fabrikken, da de fejlagtigt troede, at de var i sikkerhed i FN’s bygning.

I begyndelsen blev de første flygtninge lukket ind på fabrikken, hvor de kunne få mad og sove på gulvet. Men snart kunne FN slet ikke håndtere den massive flygtningestrøm.

Og derudover havde de fredsbevarende FN-styrker reelt ikke noget at skulle have sagt overfor de serbiske styrker. Forhandlingerne gik slet ikke som forventet. Derudover fik FN-soldaterne hverken forstærkning eller flystøtte fra og blev reelt holdt som gidsler af de serbiske styrker.  

Folkedrab

Den 11. juli kom serbiske styrker til fabrikken og forlangte at få udleveret alle bosniakker. De hollandske FN-soldater forsøgte at argumentere imod, men indså snart, at de var alt for få og ingen reel magt havde. Derfor gav de efter for presset, og alle flygtninge blev beordret til at forlade fabrikken. 

Serberne separerede mænd fra kvinder og børn. Først blev kvinder og små børn kørt væk i busser, og senere kom busserne tilbage for at hente de store drenge og mændene. De hollandske soldater kunne ikke få at vide, hvilken skæbne der ventede de bosniske mænd. De blev aldrig set i live igen.  

Srebrenica er blevet et symbol på, at verdenssamfundet svigtede bosniakkerne, da de var i den dybeste nød. Og den blev en øjenåbner for hele Verdenssamfundet. For det som Vesteuropa troede umuligt efter afslutningen på 2. Verdenskrig foregik lige i vores egen baghave.  

Skulle du være interesseret i at se en stærk film om, hvad der udspillede sig på fabrikken i dagene op til og under folkemordet, så kan jeg på det varmeste anbefale Quo vadis, Aida? Den ligger på Filmstriben til gratis streaming. 

Besøg på fabrikken

Ud over fabrikken med flere fotoudstillinger og et museum, ligger her også en kæmpe begravelsesplads, hvor der hvert år bliver føjet flere grave til, når nye massegrave dukker frem. Indtil nu er der fundet 8372 lig i massegrave rundt omkring i Bosnien-Hercegovina, som alle stammer fra massakren ved Srebrenica.

Begravelsesstøtterne står endeløst på række i det let kuperede terræn. Hvert år på den 11. juli holdes der en stor mindehøjtidelighed, hvor nyligt fundne lig bliver begravet på pladsen. Den opgravede jord viser de seneste grave.

Det er gratis at besøge både begravelsespladsen, den gamle fabrik og museet i Srebrenicha. Vær dog opmærksom på, at museet lukker kl. 16, mens man godt kan besøge begravelsespladsen efter. Det kan også være en god idé at kigge på et kort over området, da det er rimelig stort, og dårligt skiltet. Så vær sikker på  at du også finder ned til museet i den anden ende af fabrikken. 

Det er gratis at besøge fabrikken og museet. Jeg ville mindst afsætte to timer til besøget, hvis du gerne vil nå at se det hele. 

Tak fordi du læste med – også denne gang, hvor det var et meget tungt, men vigtigt emne – især i lyset af, hvad der sker i Ukraine netop nu. 

Hvis du har lyst til at følge mig på sociale medier, så kan du finde min Facebook-side Two Danes On Tour, eller søge mig frem på Instagram under @twodanesontour. Efterårsferien går til Albanien, så jeg lægger masser af billeder op den næste uges tid.

Rigtig god ferie til jer, som også har efterårsferie.
Glade rejsehilsner
Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Folkemordet i Srebrenica blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Masser af bygninger har stadig skudhuller i facaderne, og granatnedslag i asfalten, som kostede menneskeliv, er markeret med rød maling for at mindes ofrene fra krigen. Disse mindesmærker kaldes Sarajevo Roses og ses mange steder rundt om i byen.

Sarajevo har også store begravelsespladser midt inde i byen – og desværre med masser af grave fra begyndelsen af 1990’erne. Som en mand fortalte mig: “We have plenty of cemeteries. Mostely new ones…”

Jeg spurgte også ind til skudhullerne i bygningerne. Hvorfor bliver de ikke repareret? Det er immervæk alligevel ved at være 30 år siden, at krigen sluttede. Men som en kvinde fortalte mig: “Bosnien er ikke et særlig rigt land, og efter krigen var det vigtigere at huse og lejligheder blev beboelige indenfor. Så måtte det med de pæne facader komme senere”. Og der er de altså ikke helt nået til endnu. Det kan vi andre så tænke lidt over…

Guidede ture med fokus på krig

For at få en større viden om krigen og begribe hvordan Sarajevo kunne blive den længst belejrede by nogen sinde, var jeg på to guidede ture, som havde krigen i Sarajevo som hovedfokus. Den første var med Arts and tours Sarajevo og hed Roses of Sarajevo.  Det var en tur i bil til blandt andet tunnelerne under lufthavnen og bjergene rundt om Sarajevo by.

For at forstå belejringen af Sarajevo, må man kigge på omgivelserne. Byen ligger i en dal med bjerge til alle sider. Derfor var det forholdsvist nemt for Serberne at have kampvognsstillinger på bjergsiderne, som kunne skyde ned i centrum. Under belejringen var byen derfor fuldstændig afskåret fra elektricitet, mad, vand, medicin og andre fornødenheder.

Situationen for befolkningen blev mere og mere desperat, og til sidst kom nogen op med en plan. At grave en tunnel under lufthavnen og ind i byen. Dette kunne kun lade sig gøre fordi lufthavnen var under beskyttelse af FN, og derfor kunne serberne ikke bombe den. 

Tunnel of Hope

Tæt på lufthavnen ligger Tunnel of Hope, hvor der i dag er et museum og en lille del af den originale tunnel, som man kan få lov til at gå igennem. Derudover har de rekonstrueret et lidt længere stykke, så man bedre kan få fornemmelsen af at være i en tunnel under jorden.

Det var en kraftanstrengelse af de helt store for den bosniske hær på blot fire måneder at få gravet denne tunnel med trillebør og håndkraft! Der blev gravet både nat og dag i treholdsskifte. Da tunnelen stod færdig, var den 800 meter lang, og på en almindelig dag kunne op mod 4000 mennesker passere. 

Hvor museet ligger i dag, boede familien Kolar under krigen. De gav lov til, at tunnelens ene indgang kunne blive gravet under deres hus, hvilket betød, at deres hus var under beskydning mange gange under krigen.

I dag er familien flyttet til et andet hus i nærheden, så deres hjem kunne blive lavet til museum. Tunnel of Hope er uden tvivl Sarajevos største turistattraktion. Det koster 10 KM at besøge museet – ca. 40 kroner. Husk at medbringe kontanter, da de hverken modtager kort eller udenlandsk valuta som Euro eller dollars. 

Det er ikke helt nemt at komme derud med offentlig transport, så det er en god idé at overveje en guidet tur eller at tage en taxa, hvis du ikke har bil. 

Den jødiske kirkegård

Fra Tunnel of Hope kørte vi op og så et sted, hvor serberne havde haft en stilling med kampvogne og snigskytter til at stå og skyde ned i byen. Der var selvfølgelig ikke som sådan noget at se i dag, men det var mærkeligt at stå der og vide, at soldater havde stået på dette bjerg og taget andres liv.

Næste stop var den store jødiske kirkegård, som under krigen også var besat af serbiske snigskytter. De kunne nemt gemme sig bag de store gravsten og beskyde byen på rimelig tæt hold.

Turen sluttede med solnedgang ved Yellow Fortress, som egentlig ikke har noget med Balkankrigen at gøre. Men det er her fra dette fort, at der hver dag ved solnedgang bliver skudt en kanon af, som kan høres over det meste af byen. Det havde især betydning for den muslimske del af befolkningen, mens jeg var i Bosnien-Hercegovina, da det var under ramadanen.

Free Walking Tour

Den anden tur jeg tog var en Free Walking Tour med Neno and Friends. Turen hed War scars & New times og tog os rundt i centrum af Sarajevo for at se steder, som var blevet påvirket af krigen.

Vi besøgte bl.a. Markale-markedet, som den dag i dag fungerer som et frugt og grønt marked. Under krigen var det også her, man kunne sælge eller bytte ejendele for mad og medicin.

I løbet af krigen fandt der to massakrer sted på Markale-markedet. Den 5. februar 1994 eksploderede en granat og 67 mennesker blev dræbt, mens 150 blev sårede. Den 28. august 1995 faldt der endnu en granat over markedet. Denne gang blev 37 dræbt og 90 sårede. Vores guide fortalte, at begge gange havde folk hjulpet de sårede og fjernet de døde, men straks efter gik handlen videre. Det kunne ikke hjælpe at dvæle ved tingene. Life must go on. 

I asfalten er der malet røde Sarajevo Roses, hvor bomberne faldt til minde om ofrene. Den sidste massakre på markedet var den direkte årsag til, at NATO valgte at bombe de serbiske stillinger rundt om Sarajevo. 

Til minde om børnene

Veliki park på gaden Marsala Tita har et af de stærkeste monumenter dedikeret til alle de børn, som mistede livet i Sarajevo under krigen. Ved første øjekast ligner det bare en rund bronzeskulptur med glas i midten.

Men ved nærmere øjesyn, vil man se alle aftrykkene af barnefødder. Fødder, som desværre aldrig blev større.

Ved siden af er der syv tibetanske bedemøller med 521 børnenavne samt deres fødselsår og dødsår. Det er stærkt at stå der og dreje hjulene rundt. 

Og man kan ikke lade være med at lægge mærke til fødsels- og dødsårene.

Sniper Alley

Gaden Zmaja od Bosne bliver i folkemunde kaldet Sniper Alley. Her frygtede folk hver dag under belejringen for deres liv, når de skulle fra den ene ende af byen til den anden. At gå i skole eller tage på arbejde kunne koste en livet. 

Den store gule og brune bygning, som ligger på Sniper Alley er det legendariske Hotel Holiday Inn, hvor mange udenlandske journalister boede under belejringen af Sarajevo. Hotellet blev bygget til Vinter OL i 1984, og fremstod dengang som topmoderne. Men hotellet blev snart symbolet på krigen og dens mange dødsofre.

Vrbania bridge

Vrbania broen er kendt for to sørgelige hændelser under Sarajevos belejring. Det var på denne bro, at de første to dødsofre blev skudt af serbiske soldater under en fredelig civil demonstration i 1992. Der er nu sat en mindeplade op for Suada Dilberović og Olga Sucić, som også har fået opkaldt broen efter sig.

En anden tragisk hændelse indtraf på broen året efter. Det unge par Admira Ismić og Boško Brkić var henholdsvis bosniak og bosnisk serber – altså to forskellige etniciteter, som under borgerkrigen bekæmpede hinanden. Den 19. maj 1993 forsøgte de at flygte ud af byen. De havde venner og bekendte på begge sider, og troede derfor, at de ville klare den. Men da de krydsede broen Vrbanja, blev der skudt mod dem.

Boško blev først ramt og døde med det samme. Derefter blev Admira skudt, men nåede at kravle hen til Boško, inden hun døde i hans arme. Ligene blev liggende på broen i fire dage, inden nogen turde nærme sig og fjerne dem, af frygt for deres eget liv.

Canned Beef

Til sidst besøgte vi det spøgefulde mindesmærke Canned Beef. Det skal minde folk om den “nødhjælp” som FN sendte under belejringen. Da der ikke var elektricitet i byen og derved ikke køleskabe, var det hovedsageligt dåsemad, som blev sendt til Sarajevo. Noget af det stammede fra Vietnamkrigen og var løbet på datoen for 20 år siden. Det samme galt den medicin, som blev modtaget fra EU. Den var også for længst udløbet. Folk ville hellere have haft våben og hjælp fra verdenssamfundet til at få befriet byen end gammelt kød på dåse. 

Børnenes krigsmuseum

Børnenes krigsmuseum er også et besøg værd. Det kunne umiddelbart lyde som et “sjovt” sted for børn, men viste sig at være meget tankevækkende. For det fortalte børnenes historie under krigen – noget som ofte er overset. 

Den permanente del af udstillingen bestod af 50 vidnesbyrd fra børn, som havde boet i Sarajevo under krigen. De havde hver doneret en ting, som havde betydet noget særligt for dem i deres barndom – på godt og ondt. Der var en masse tekster at læse, så hvis du ikke er interesseret i det, så er det måske ikke et museum for dig. 

Indgangen til museet kostede 10 KM – ca. 40 kroner.

Som jeg har fortalt om i et andet blogindlæg, så byder Sarajevo by på meget andet end levn fra Balkankrigen. Men vil man rigtig forstå byen og dens indbyggere, så bør man også dykke ned i den triste del af byens historie, som kun ligger små 30 år væk. 

Min næste rejse går til Albanien om en uge. Jeg kommer som altid med updates på min Facebook-side Two Danes On Tour, og jeg vil også lave stories på Instagram @twodanesontour. Jeg håber, at du har lyst til at følge med.

Glade rejsehilsner
Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Krigens ar i Sarajevo blev først udgivet på Two Danes On Tour.

I Sarajevo mødes kulturer fra både Østen og Vesten i en rigtig smeltedigel, og byen kaldes derfor ikke uden grund Small Jerusalem. Her skal tre forskellige religioner og etniciteter forsøge at leve sammen på godt og ond. Samtidig er Sarajevo også delt i et øst og et vest – ligesom Jerusalem. Dog skal man lige være opmærksom på, at det østlige Sarajevo ligger mod vest og vice versa, hvilket er lidt forvirrende og mærkeligt…

Ud over at byen emmer af historiens vingesus, så er priserne også gode, set med en danskers øjne, både når det gælder hoteller, mad og seværdigheder. Og er du tidligt ude, kan du komme rigtig billigt og direkte til Sarajevo med lavprisselskabet Wizz Air. 

Husk hele garderoben

Byen ligger i en dal ca. 500 meter over havets overflade. Lokationen gør, at her er hårde, kolde vintre med op til en meter sne, og ulideligt varme somre, så forår og efterår er de bedste tidspunkter at besøge byen.

Jeg var i Sarajevo i april 2022, og byen havde netop været udsat for et stort snevejr samme morgen, så der lå masser af sne i gaderne, og der var ca. 10 cm dyb sne på Trebević-bjerget, hvor den berømte bobslædebane fra Vinter-OL i Sarajevo i 1984 er placeret.

I løbet af ugen blev det op til 22 grader, så sneen smeltede hurtigt. Men rejser du forår og efterår, anbefaler jeg tøj til alt slags vejr og gerne lag på lag, så du hurtigt kan skifte. Derudover blev mine vandrestøvler mit kæreste eje de første to dage, da der var sne og sjap alle steder.   

Trebević-bjerget er forresten et dejligt område til en gåtur og et interessant sted, hvis du er til forladte steder, vil se masser af Street art eller er interesseret i OL-historie. Det er helt unikt at sådan et stort bygningsværk som en forladt bobslædebane ligger frit tilgængeligt så tæt på en hovedstad. Så selvom OL ikke har min store interesse, så synes jeg, at det er et besøg værd. Flere steder kan du komme op på selve banen og gå en tur.

Kabelbanen, som er topmoderne, kører nede fra centrum af Sarajevo tæt på City Hall, og fra gondolen er der er en flot udsigt over byen. Det koster 20 KM/retur for turister – ca. 75 kr.

Sarajevo centrum

Hjertet i byen er pladsen Baščaršija, som betyder Det gamle marked. Her står den berømte drikkefontæne Sebilj. Den ikoniske fontæne er opført i osmannisk stil i 1753. Historien går, at hvis du drikker af vandet fra Sebilj, så vil du komme tilbage til Sarajevo. Opfordringen er hermed givet videre.

Ud fra pladsen løber der små gader med masser af restauranter, caféer og souvenirbutikker. En af de mest berømte gader er kobbersmedegaden, som er hyggelig at gå en lille tur i. Her bliver der stadig banket på metal og man føler sig hensat til historien om Hodja fra Pjort af Ole Lund Kirkegaard.

Byens hovedgade hedder Ferhadija, og et sted midtvejs er der en “streg” i vejen kaldet Sarajevo Meeting of Cultures.

Hvis du stiller dig på dette sted og kigger mod øst, så ser du hovedsageligt høje slanke minareter og hvide huse i to etager fra Det osmanniske rige. 

Kigger du mod vest, er der pompøse bygninger i op til 5 etager fra Det Østrig-ungarske rige. Det er altså helt særligt, at en by kan deles op i to på denne måde. Normalt blander de forskellige tidsaldre sig mere med hinanden.

Floden Miljacka og City Hall

Parallelt med hovedgaden løber floden Miljacka. Det er en fin tur at gå langs floden, da der er masser af kigge på undervejs.

I den østlige ende findes den smukke og særprægede bygning City Hall, også kaldet Vijećnica. Bygningen blev opført i 1891-1894 under det Østrig-Ungarske rige, men i Maur-still for at imødekomme den Osmanniske del af befolkningen og deres byggestil.

City Hall blev voldsomt bombet og nærmest udbrændt under borgerkrigen fra 1992-95. Over 1 million bøger og dokumenter gik op i røg. I dag er den heldigvis genopbygget til stor glæde for alle besøgende.

Går du lige ind i forhallen, kan du se en lille film, som viser, hvordan bygningen så ud under de heftige bombardementer. Vil du længere ind i bygningen, skal du betale for indgangen.

Restaurant Inat Kuća

På den anden side af floden ligger et lille hvidt hus, som nu huser den traditionelle bosniske restaurant Inat Kuća. Dengang City Hall skulle bygges, lå det lille hvide hus der, hvor City Hall nu er placeret, sammen med flere andre huse i osmannisk stil.

Husets ejer, en ældre mand ved navn Benderija, blev venligt men bestemt bedt om at flytte ud af sit hus mod en kompensation, så City Hall kunne blive bygget. Men det nægtede han. Han blev tilbudt den dobbelte sum penge for huset, men nægtede fortsat. Han ville kun flytte på én betingelse. At ud over kompensationen, så skulle hans hus flyttes over på den anden side af floden. Mursten for mursten. Og der ligger det altså den dag i dag og hedder nu Inat Kuća – “Trodshuset”, fordi gamle Benderija var så stædig. 

Jeg var inde og spise på restauranten, men det var relativt dyrt efter bosnisk standard, og maden var ikke så interessant, synes jeg. Der var også flere retter, de ikke havde den aften, så desværre ikke den store anbefaling herfra. Men huset har en interessant historie og mange hyggelige kroge.

Latin Bridge

Længere nede af floden Miljacka ved gaden Zelenih Beretki ligger Latin bridge, som blev bygget under ottomanerne. Det skulle være den ældste bro over floden, som stadig eksisterer. 

Broen er blevet verdensberømt, da det var meget tæt herpå, at mordene på prins Ferdinand af Østrig-Ungarn og hans kone Sofia Chotek fandt sted den 28. juni 1914.

Mordet i Sarajevo

De to royale gæster var i Sarajevo på officielt besøg, og den pro-serbiske terrorgruppe “Den sorte hånd” havde lagt planer for en likvidering af ærkehertugen Ferdinand.

Det første forsøg på likvidering mislykkedes for gruppen. Der blev kastet en håndgranat, som sårede to andre mennesker, da den royale bil nåede at speede op og køre væk. Kortegen omkring kronprinseparret var derfor godt klar over, at der var noget i gærde. Hertugparret skulle spise frokost på Hotel Europa, og på vej hen til restauranten kørte kortegen af chauffører forkert. Bilen med ærkehertugen og hans kone gik i stå lige ud for Latin Bridge, hvor den bosnisk-serbiske mand Gavrilo Princip stod klar. 

Princip øjnede straks chancen, da den royale bil pludselig holdt stille foran ham. Han afgav to pistolskud. Det ene skud ramte prins Ferdinand i halsen, det andet ramte hans hustru i maven. De døde begge to af deres kvæstelser og efterlod sig tre børn.

Princip blev straks pågrebet af politiet og blev senere idømt 20 års fængsel. Han døde dog fire år senere af tuberkulose. 

Mordet på ærkehertugen og hans hustru satte en kædereaktion i gang, som i sidste ende udløste 1. verdenskrig.   

Anbefaling af Hotel Lula

Da jeg tog til Sarajevo, var det altafgørende for mig at bo i hjertet af byen. Jeg var heldig at få anbefalet Hotel Lula, som ligger ca. 50 meter fra den store vandfontæne på den centrale plads Baščaršija.

Hotellet er på ingen måde fancy, men det er rent og pænt og med søde piger i receptionen. To nætter i enkeltværelse med morgenmad og eget bad og toilet kostede mig 572 kr. Jeg var utrolig glad for det lille hotel med masser af restauranter og vandpibecaféer lige uden for døren. Så min varmeste anbefaling går til Hotel Lula. 

Anbefaling af Restaurant Dveri

Maden i Bosnien-Hercegovina – og på resten af Balkan, består af MASSER af kød. Bosniens nationalret cevapcici er grillet hakkekød med brød og rå løg til.

Det smager godt, og man skal selvfølgelig prøve det. Men jeg synes, at man meget hurtigt bliver træt af det, så her kommer et par andre anbefalinger i Sarajevo. 

Restaurant Dveri er et lille sted med gamle ting på væggene, små hyggekroge, god lokal mad og en venlig betjening. Som alle andre steder serverer de masser af kød, men med en lidt finere tilberedning og anretning – inklusiv grøntsager, som kan være et særsyn på disse kanter.
Adresse: Prote Bakovica 12. Bestil bord i forvejen.

Anbefaling af Restaurant Aščinica Hadžibajrić

Aščinica Hadžibajrić er en meget speciel restaurant, som nok kun er for de modige. Restauranten har været i familiens eje siden 1860 – det er alligevel imponerende! 

Der er sådan lidt folkekøkken over det. Der er intet menukort, så du peger på det, du gerne vil spise. Dette er det tætteste du kommer på hjemmelavet bosnisk mad, hvis altså du ikke bliver inviteret hjem og spise hos nogen. 

Aščinica Hadžibajrić er et meget lille sted, og de har kun en hvis mængde mad, inden der bliver udsolgt. Vi prøvede at gå forbi omkring kl. 18.30, men da det var midt i ramadanen, fik vi fagter og få gloser på engelsk at vide, at de ikke serverede mad endnu, og at de serverede for muslimer først. Derefter var vi velkomne til at komme og spise. Da vi ankom ca. en halv time efter solnedgang, var der kun to andre spisende tilbage i restauranten; alle andre var gået. Vi fik nærmest det sidste i kødgryderne, og da vi havde spist færdig, lukkede de.

Menuen bestod først af en suppe med brød, og derefter en tallerkenfuld med kødboller, ris, hakkekød i løg, spinat, kartofler og cremefraiche serveret i en ståltallerken.

Det var på ingen måde et fancy måltid mad, men det var autentisk og lavet fra hjertet. Så hvis du er til polsk mælkebar, så er det her helt sikkert også noget for dig.
Adresse: Ćurčiluk veliki 59.

Et sidste tip

Sidst men ikke mindst, så skal I også lige have en anbefaling til et solnedgangsspot. Det er et lille listigt sted, så man finder det ikke sådan lige, hvis man ikke ved, hvor man skal lede.

Overfor Den evige flamme, i krydset hvor gaderne Titova og Ferhadija mødes, er der en indgang ved Ferhadija 2.

Henne for enden finder du en elevator. Den tager du til 9. etage, hvor Hotel Hecco Deluxe ligger. Når du går ud af elevatoren, skal du bare gå til venstre forbi receptionen og op ad trapperne til 10. etage. Her ligger Caffe Hecco, hvor du kan nyde din kaffe, øl eller drink enten ude og inde. Du kan også gå hele vejen rundt om bygningen udvendig på den smalle gesims og se Sarajevo lidt fra oven. Det er skønt både midt på dagen og ved solnedgang.   

Det er også muligt at nyde udsigten fra toppen af Avaz Twist Tower, som er 172 meter høj. Det er dog ikke lige så hyggeligt som Caffe Hecco, så den ville jeg til enhver tid vælge. 

Tak til Sarajevo og nye planer

Sarajevo er i min optik en af Europas mest interessante hovedstæder og har masser at tilbyde eventyrlystne rejsende, som søger det uslebne og ukendte. Og skulle du få nok af Sarajevo, så ligger resten af Bosnien-Hercegovina jo og venter.

Hvis du undrer dig over, at jeg nærmest ikke har skrevet noget om borgerkrigen i Sarajevo, så fortvivl ikke. Der er så meget at fortælle, så der kommer et separat blogindlæg om det.

Min næste rejse bliver i efterårsferien, og den går også til Balkan. Jeg flyver til Skopje i Nordmakedonien og rejser derfra til Albanien – et land, som jeg aldrig har besøgt før.  

Er du interesseret i at læse andre blogindlæg fra Balkan, så er der masser at hente her, da det er en af mine favorit-regioner i Europa. Cause you never know what your gonna get!

Du er altid velkommen til at følge med på Facebook: Two Danes On Tour og Instagram @twodanesontour. Der er ingen tvivl om, at jeg er mest aktiv på min Facebook-side, da jeg bedre kan fortælle lidt længere historier der. Men tjek gerne begge dele ud. Det er ikke nødvendigvis det samme jeg deler på de to SoMe. 

Glade rejsehilsner
Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Sarajevo – Small Jerusalem blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Før borgerkrigen, fra 1992 til 1995, var det noget de færreste bekymrede sig om. Folk arbejdede sammen, boede i de samme boligblokke og sendte deres børn til de samme skoler. Men det har krigen så sandelig lavet om på. 

Inden jeg fortsætter dette blogindlæg vil jeg gerne lige præcisere, at jeg ikke er ude på at fornærme nogle befolkningsgrupper. Jeg skriver det, som jeg har fået fortalt af folk, som jeg mødte under min rejse i april 2022, og det, jeg har læst mig til.

Det var oprindeligt heller ikke min hensigt at komme med en længere historisk eller politisk redegørelse fra oldtiden til nutiden. Men for at forstå landet, bliver man altså nødt til at dykke lidt ned i baggrunden for samfundet i dag. Take it or leave it. 

Et historisk rids

Jeg springer oldtiden og middelalderen over. Skulle du være super interesseret i disse tidsperioder, så kan du læse mere her.

I midten af 1300-tallet blev et selvstændigt Bosnien muliggjort under den krigeriske konge Tvrtko. Bosniakkerne vil således referere til dette første selvstændige Bosnien, hvis der bliver draget tvivl om deres ret til selvstændighed.

I midten af 1400-tallet blev landet erobret af tyrkerne og blev en del af Det Osmaniske Rige. Osmannerne regerede i ca. 400 år og satte et stort præg på landet – ikke mindst hvad angår religion, mad og arkitektur.

I 1878 besatte Hertugdømmet Østrig-Ungarn det bosniske område. I de næste 40 år sørgede de for at opbygge infrastruktur som veje og jernbaner samt en masse kulturinstitutioner, som stadig pryder Sarajevo med deres flotte og pompøse arkitektur. Denne del af byen minder på mange måder om Prag, Wien og Budapest bare i miniskala.

Serbien havde dog håbet på at overtage området efter osmannerne, og derfor blev der foretaget et attentatforsøg mod Franz Ferdinand, kronarving til Det Østrig-Ungarnske rige og hans hustru Sophie von Chotek, da de besøgte Sarajevo i 1914. Mordene i Sarajevo udløste den diplomatiske krise mellem Serbien og Østrig-Ungarn, som førte til udbruddet af 1. Verdenskrig.

1. Verdenskrig førte til opløsningen af Det Østrig-Ungarnske rige, og i stedet blev der oprettet et land med det knap så mundrette navn: Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere. Selvom der også boede masser af bosniakker i dette område, blev de ikke nævnt i landets navn.

Titos Jugoslavien

2. Verdenskrig kom og med den nazisternes belejring af Sarajevo. Efter krigen blev Bosnien-Hercegovina én af seks nye jugoslaviske forbundsrepublikker under ledelse af Josip Broz Tito. De andre fem republikker var Slovenien, Kroatien, Serbien, Montenegro og Makedonien. Hovedstaden for Jugoslavien blev Beograd i det nuværende Serbien.

Vi i Vesteuropa ser ofte Tito som en kommunistisk diktator, men de fleste folk i Bosnien, som har levet længe nok til at huske Titos Jugoslavien, begræder hans død. De glorificerer ham og tænker tilbage på en periode i deres liv, hvor der var masser af arbejde, gratis lægehjælp, uddannelse til alle og opsving i hele landet.

Til sammenligning er der i dag 43% arbejdsløshed i Bosnien og hele 65% blandt unge mellem 18 og 27 år. Det er ikke så mærkeligt, at mange unge forsøger at rejse til udlandet for at finde arbejde med brain drain til følge. 

Efter Titos død i 1980 kom der andre ledere, men det blev aldrig det samme igen. Og i 1991, i efterdønningerne af Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning, faldt også Jugoslavien fra hinanden. 

Læg lige mærke til Tito’s portræt under bakspejlet i taxaen.

Borgerkrigen 1992-1995

Først løsrev Slovenien sig, derefter fulgte Kroatien og sidenhen Bosnien. Det førte til voldsomme sammenstød i Sarajevo, og i april 1992 brød borgerkrigen ud. Både serbere, kroatere og bosniakker kæmpede om landområder, som de mente, tilhørte dem. Jeg skal ikke gå ind i krigens detaljer her, da det er alt for indviklet at forklare på få linjer. Men mange måtte lade livet, og der er utallige uhyggelige historier om folkedrab og etniske udrensninger på de mest bestialske måder. Derfor er det også så svært at samle landet i dag, da alle har familiemedlemmer eller gode venner, som blev dræbt under krigen. 

Et land der er svært at begribe

I november 1995 underskrev den bosniske, den kroatiske og den serbiske præsident Daytonaftalen om et forenet Bosnien-Hercegovina, men samtidig blev landet delt op i to politiske selvstændige områder: Bosnien-Hercegovina og Republica Serbska. Og konflikterne har lige siden ulmet under overfladen.

Og nu tilbage til rodebutikken! Landet styres i dag fortsat af tre præsidenter – en for hver befolkningsgruppe, som alle tre skal stemme for, før et forslag kan blive vedtaget i parlamentet. Blandt andet derfor er Bosnien ikke medlem af EU, og de har f.eks. heller ikke anerkendt Kosovo som selvstændig nation – for hver gang er der en af præsidenterne, der stemmer imod. 

Det er utrolig dyrt at have denne form for demokrati, hvor alle tre befolkningsgrupper skal være repræsenteret alle steder. Således går 60% af landets økonomi til at opretholde staten og betale løn til alle embedsmændene, mens kun 40% går til skoler, sygehuse mm. – altså til befolkningen.

I Sarajevo går børn i skole på skiftehold. De bosniske børn for sig og de serbiske børn for sig. Der er også forskellige læseplaner – især i et fag som historie, hvor det ikke er det samme, som børnene lærer om tiden fra 1992-1995. 

Og sørme om der ikke også findes tre forskellige politikorps, som udstikker forskellige bøder, alt efter hvor i landet du befinder dig.

Ja, Bosnien-Hercegovina er virkelig et land, som er svært at begribe! Men nu vil jeg kaste mig ud i det. Følg med i de kommende blogindlæg.

Vil du læse mere fra Balkan, så se her

Eller vil du læse mit seneste indlæg om mad fra Færøerne, så tryk her

Du kan som altid følge mig på Facebook: Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Bosnien-Hercegovina – et kulturelt kludetæppe blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Nøjsom husmandskost

Traditionel færøsk mad er nøjsom husmandskost. Der kan nemlig ikke gro meget på de vindblæste øer i Nordatlanten. Lidt kartofler og rabarber ses her og der i de små køkkenhaver og på tallerkenerne i de færøske hjem.

Og selvom mange retter også kunne blive serveret i danske hjem, så kan jeg afsløre, at der er “regionale” forskelle. På billedet herover har jeg fået serveret fiskefrikadeller, kartofler og revet gulerod. Dertil stærk sennep og rabarbersyltetøj. Det var alligevel en ny kombination for mig! 

Man har til alle tider spist masser af fårekød, som var noget af det, man havde rigeligt af på Færøerne. Derudover var befolkningen helt og aldeles afhængig af, at kosten blev suppleret af fisk, grindehval samt havfugle og -æg i sommerhalvåret. For at få maden til at holde til vinteren, tørrede, saltede eller fermenterede man kød og fisk. Det gør man stadig.

Tørret grindehval og tørret fisk. Nogle spiser tørret fisk med smør på. Jeg går mest bare udenom

En spændende madscene

Inden for de sidste 10-15 år er flere interessante restauranter dukket op i Tórshavn. Fælles for dem er, at de lægger vægt på det nordiske og især det færøske køkken og dets traditioner. For danskere kan det dog være noget af en udfordring, hvis man ikke er vant til ræst – altså fermenteret mad.

Skærpekød er meget populært på Færøerne. Det er vindtørret ekstra velhængt fårekød, som får en hel særlig smag af at hænge udenfor i en hjallur (et slags skur) i 5-9 måneder. 

Men bare rolig, der findes altså også andet på menukortene rundt omkring på restauranterne. Men det er altså en god idé at sætte pris på får, fisk og skaldyr.

Koks holder flyttedag

Den mest kendte restaurant på Færøerne er uden tvivl Koks, som i 2019 opnåede at få to Michelin-stjerner. Jeg havde håbet at besøge restauranten på min seneste tur til Færøerne i juli 2022, men desværre er Koks flyttet midlertidig til bygden Ilimanaq i Grønland, mens de får bygget en ny restaurant på Færøerne.

I stedet kommer her lidt anbefalinger til et par andre gode restauranter:

Áarstova

I 2017 besøgte jeg Áarstova, som har specialiseret sig i retter med fisk og lam. Restauranten ligger i et smukt gammelt hus fra 1600-tallet. Ja, faktisk er det et af Tórshavns aller ældste huse, som stadig eksisterer.

Restauranten er indrettet med traditionelle møbler i hyggelige rum på flere etager, der fremstår som små stuer. Der er en rigtig god atmosfære og en sød og venlig betjening. 

En spændende menu

Jeg kastede sig uden tøven over husets 5-retters menu. Første ret var en lammecarpaccio med hasselnød og rabarber. Det var en MEGET lille ret, men UTROLIG smagfuld! Så var aftenen ligesom skudt i gang.

Derefter kom der en fantastisk hummerbisque. Igen yderst smagfuld og veltillavet.

Tredje ret var lammesky, kålrabi, pocheret æg og crispy lam. Måske den mindst interessante ret denne aften – men dejligt smagte den nu alligevel

Så kom restaurantens signaturret: lammebov, som kom hel ind på bordet. Dertil kartofler, kål, kvan, gulerødder og en lammesky. Ikke så mange dikkedarer der! Denne ret var selvsagt til deling mellem to.

Afslutningsvis var der frit valg mellem de tre desserter på kortet. Valget faldt på rabarbertrifli med MASSER af flødeskum. Meget traditionelt færøsk dessert.

Hele herligheden kostede 750,-. Det var også muligt at bestille vinmenu til for yderligere 450,-.

Áarstova var et dejligt bekendtskab og restauranten levede fuldt ud op til forventningerne. Det var især dejligt at opleve, at hele menuen bestod af lokalt tilgængelige råvarer fra lam og hummer til gulerødder, kvan og rabarber.

Restaurant Katrina Christiansen

Hyggelige Katrina Christiansen ligger også i den gamle bydel af Tórshavn. Jeg besøgte stedet to gange i 2022. Den ene gang til tapas og den anden gang til brunch. 

Restauranten er indrettet i en gammel barbersalon, som senere også har fungeret som butik. I 1901 købte Zacharias og Carolina Heinesen huset og butikken. Zacharias og Carolina var forældre til den færøske digter, forfatter og kunstner William Heinesen, som altså har trådt sine barnesko i dette hus. Er du en Heinesen-fan er det et must at lægge vejen forbi her.

Huset er smagfuldt indrettet og det er sjovt at gå på opdagelse i de forskellige små stuer ovenpå, hvor man også kan sidde og spise. På toilettet bliver der ind imellem fortalt om husets historie på engelsk. Eneste problem er, at man skal sidde der så længe, hvis man vil have det hele med

Hos Katrina Christiansen står frokost- og aftenmenuen på færøsk tapas med et tvist. Her serveres små lækre retter; hovedsageligt med fisk. 

Jeg bestilte torsketunger med padron-chili, laksetatar samt fritteret kål med hollandaisesauce, ærteskud og hasselnødder. Især den fritterede kål smagte helt fantastisk.

Dog synes jeg, at prisen er lidt pebret, da retterne var ret små og de hver kostede mellem 110 og 120 kr. Men der er ingen tvivl om, at alt er lækkert og veltillavet. Hvis man har god appetit, kan man med fordel bestille deres tasting menu: 5 retter 495,- eller 7 retter 595,-

Til brunch fik jeg udleveret et “afkrydsningskort” med 20 forskellige retter. Jeg kunne vælge 5 retter for 149,- eller 7 retter for 179,-. 5 retter passede perfekt til mig og min appetit.

Der var masser af lækre ting at sætte tænderne i, så det svære var at vælge noget fra. Denne brunch synes jeg til gengæld var mere afbalanceret prismæssigt, og jeg sad længe og hyggede mig over den.

Katrina Christiansen er en hyggelig restaurant med god atmosfære og sød betjening.  

Fiskastykkið

Bor du på øen Vágar under dit ophold på Færøerne, eller er du måske på vej til eller fra lufthavnen, så kan jeg anbefale den fine café Fiskastykkið, som ligger i Sandavágur. De har åbent hver dag i højsæsonen fra kl. 10-17.30.

Jeg var forbi en lørdag til frokost med to veninder, og vi måtte vente ca. et kvarter for at få en plads. Man kan ikke bestille bord i forvejen, så man må have lidt tålmodighed, hvis man kommer forbi i sommerferien. 

Jeg fik lækker røget laks, som var pyntet utrolig fint af og dertil friskbagt brød til 135 kr. Vi bad både om mere brød og smør, som kom uden ekstra beregning. 

De har også nogle utrolig lækre kager, så det er måske værd at gemme lidt af appetitten.  

Gásadalsgarður

I den hyggelige bygd Gásadalur, tæt på det verdensberømte vandfald Múlafossur, ligger caféen Gásadalsgarður. Udover café er det også et Guesthouse med fire dobbeltværelser. Men noget helt særligt ved denne café er, at den om efteråret bliver omdannet til slagtehus, hvor stedets egne lam og kalve bliver slagtet. 

Jeg har besøgt caféen to gange; i 2017 og 2022, og jeg syntes desværre begge gange, at det er et dyrt sted at spise. Til gengæld er det et af de eneste steder, hvor man har mulighed for at købe et stykke smørrebrød med skærpekød, hvis man gerne vil smage det. Men altså 45 kr. for et lille halvt stykke det er efter min mening i overkanten.

Jeg kastede mig derfor i stedet over en rigtig lækker fisketallerken med varm fiskefilet, røget laks, kartoffelsalat og grøn salat. Igen synes jeg, at prisen på 190 kr. er skudt langt over målet. Det smagte godt og var frisklavet, men det var på ingen måde ekstravagant.

Café MorMor på Suðuroy

Sidste anbefaling går til hyggelige Café MorMor, som ligger i bygden Tvøroyri på Suðuroy.

Indretningen er total Mormor-stil, der er hyggelige sofaarrangementer, og maden er i top.

Jeg spiste fiskesuppe med karry og masser af grøntsager og det smagte himmelsk! Lige hvad jeg havde brug for på en regnvejrsdag. De servere også forskellige sandwich og lækre kager. I caféen kan man købe sofapuder, lidt smykker og tøj. Café MorMor er klart et besøg værd, hvis du lægger vejen forbi Suðuroy.

Jeg håber, at du har fået lidt inspiration til dejlige spisesteder på Færøerne. 

Følg mig gerne på Facebook Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour. Der er en ny rejse i støbeskeen til efterårsferien. 

Tak fordi du læste med
Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Spise med Price… på færøsk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Caddy Camperen – den ultimative frihed

Det er omkring 3 år siden, at vi fik hjælp til at bygge en seng bag i vores VW Caddy. (Er du interesseret i at vide mere om hvordan, kan du læse med her).

Vi har været utroligt glade for den frihed, det giver at have vores eget rullende hjem med overalt. Caddy Camperen er jo en meget primitiv “autocamper” med kun en seng og lidt opbevaringsplads, men den er perfekt til det, vi gerne vil bruge den til. I corona-perioden har den taget os rundt i det meste af Danmark, og den har givet os mulighed for mange dejlige naturoplevelser og fede steder at sove undervejs.

Sommerferien 2021 blev en Caddy Camper-tur til Jylland sammen med vores ven og Caddy Camper-ejer, Martin. Vi startede med et smut til Hirsholmene og nogle dejlige dage i Skagen. Derefter besluttede vi at slå lejr i Ålbæk plantage.

En varm dag i plantagen

Det var en meget varm dag, og derfor lod vi vores køleboks være tilsluttet cigarettænderen i bilen, så vores madvarer ikke blev dårlige i varmen. Imens kørte vi et smut til Ålbæk i Martins bil for at nyde en kold øl og en dejlig drink på Det Bette Ølhus. (Stor anbefaling herfra, hvis turen går til det nordjyske, og du interesserer dig for specialøl).

Da det blev aften, lod vi fortsat køleboksen være sluttet til strøm samtidig med, at vi også satte vores telefoner til opladning. Her skulle der nok have været et par alarmklokker der ringede, fordi vi jo ikke havde brugt bilen hele dagen. Og jo, vi har en batterivagt – den lå desværre derhjemme.
Så efter at have låst bilen, lagde vi os roligt og intetanende til at sove.

Midt på natten vågnede Anne Marie og skulle tisse. Da hun trykkede på fjernbetjeningen til bilen, låste den ikke umiddelbart op. Det undrede hun sig selvfølgelig over, men trykkede bare en ekstra gang på fjernbetjeningen og vupti låste bilen op.

Tilbage i Caddyen overvejede hun et splitsekund, om hun skulle lade være med at låse, men tænkte, at det nok var bedst her ude midt i plantagen. Og som tænkt så gjort, hvorefter hun lagde sig roligt til at sove igen.

Vi er låst inde

Omkring ved 7.30-tiden vågnede vi begge op til en ny og varm dag. Og det var tid til at gå i skoven, som man siger. Der var kun ét problem… Da Rasmus trykkede på fjernbetjeningen skete der absolut ingenting. Han trykkede igen – og igen. Men bilen var låst, og låsene reagerede ikke på fjernbetjeningen.

Det gik hurtigt op for os, at den udeblivende summen fra køleboksen og fjernbetjeningens manglende funktionsduelighed kun kunne betyde én ting – batteriet var dødt. Som i fuldstændig dødt!

Det er så her, at man finder ud af, at alt i Caddyen er elektronisk, og at man derfor uden strøm på batteriet kan gøre absolut NUL. Vi ringede til Martin i den anden Caddy, der kom over og forsøgte sig med gode forslag om at smide nøglen ud til ham og lignende. Det er bare svært, når vognen er hermetisk lukket.

Hurra for et Falck-abonnement

Derfor blev det i stedet til en opringning til Falck. Vi kan godt garantere, de i tidens løb ikke har fået mange opkald med opgavebeskrivelsen “Par låst inde i bil”. Det tog i hvert fald den søde dame i telefonen 4-5 gentagelser, før det fes ind, at vi var fanget INDE i bilen og ikke kunne komme ud.

Hun lovede at sende en vogn så hurtigt som muligt. Vi spurgte til, hvor længe “så hurtigt som muligt” var, da vi efterhånden havde en halvstor væskeophobning i kroppen. Og først dér gik alvoren virkelig op for damen. “Så I kan ikke komme ud???” spurgte hun noget overrasket. Hvorefter hun forsikrede os om, at Jens ville være fremme inden for 90 minutter. Hvilket er pænt lang tid, når man allerede skal tisse. Og det bliver ikke bedre af tanken om, at man ikke kan komme ud, eller at temperaturen bare stiger og stiger i kabinen efterhånden som solen kommer højere og højere på himlen.

Ventetid…

For os var der ikke andet at gøre end at lægge os ned, kigge op i loftet og få det bedste ud af det. De 90 minutter blev brugt på at tænke på alt muligt andet end toiletbesøg – og Rasmus googlede også ALT om låsesystemet på en VW Caddy. Det resulterede i, at han fandt ud af, at man kunne have trykket 2 gange på låseknappen, da vi låste. Det ville have betydet, at vi havde kunne komme ud ved at trække 2 gange i dørhåndtaget. Men den viden kom desværre lidt for sent. Med 1 tryk havde vi aktiveret “SafeLock”, som gør det noget nær umuligt at bryde ind i bilen – men desværre også UD…….

Jens fra Falck

Da der var gået præcis 90 minutter, gik Martin ud på hovedvejen og tog imod den store Falckbil, som møvede sig ind på den lille p-plads i skoven.

I løbet af et øjeblik havde Jens fra Falck sat startkabler til batteriet på Caddyen og givet os strøm. Og med det samme kunne vi åbne dørene i bilen. Ahhh hvor var det dejligt at mærke friheden og den kølige luft, som strømmede os i møde. 

Vi takkede Jens mange gange for hjælpen, inden vi skyndte os ind i skoven for at forrette vores nødtørft.

En god historie

Det var selvfølgelig ikke så sjovt at være låst inde i Caddy Camperen, så længe det stod på. Men her bagefter har vi kun kunne grine af episoden. Der er ikke mange, der har været låst inde i deres bil. Om det er noget at “prale” af, er vi nu ikke så sikre på. Men en god historie er det uden tvivl! 

Vi bliver altid glade, hvis du vil følge med på instagram @twodanesontour og Facebook: Two Danes On Tour. 

Næste tur håber vi går til Mexico i februar. Skulle det ikke kunne lade sig gøre, finder vi på noget andet sjovt.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Spærret inde i Caddy Camperen blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi har i et par år talt om at besøge Skagen, da ingen af os har været der siden, vi var børn. Men det er alligevel noget af en tur fra Falster for en enkelt weekend. Så vi skulle finde det rigtige tidspunkt, hvor vi havde mulighed for en længere tur. Og i løbet af vinteren opstod idéen om en sommerferie i The Caddy Camper med start i Skagen og endestation i Tønder. 

Vores gode ven Martin besluttede også at tage med de første dage. Det er altid sjovt og hyggeligt, når vi er på Caddy-tur sammen.

Foran Skagen museum mente vi, at vi var stødt på Lenin og Trotskij. Det skulle dog efter sigende være Ancher og Krøyer. 

På toppen af Danmark

Du kan ikke komme mere nordligt i Danmark end toppen af Jylland. Mange tror fejlagtigt, at det aller nordligste sted er Grenen, hvor de to have Skagerak og Kattegat mødes, men faktisk er det lidt misvisende. For hvis du kigger på et kort, vil du se, at det aller nordligste sted er Nordstranden, som ligger lidt vest for Grenen.

Syd for Grenen ligger den hyggelige by Skagen med de mange karakteristiske gule byhuse med kanter af hvidt på tagstenene. Der er uden tvivl mest liv i byen om sommeren, hvor indbyggertallet vokser fra de ca. 8.000 helårsbeboere til ca. 45.000 i den berømte Hellerup-uge. Den uge styrede vi derfor let og elegant udenom, da vi havde helt andre planer med vores Skagensbesøg.

Med Sandormen til Grenen

Vi skulle selvfølgelig en tur til Grenen. Man kan altså ikke tage til Skagen uden. Det er der mere end 1 million mennesker hvert år, der også mener. Ret imponerende besøgstal!

Og det er altså også en ret unik oplevelse at stå med et ben i hvert hav. Samtidig får man ved selvsyn øje på landskabet og det særlige lys, som Skagensmalerne har udødeliggjort med deres mange smukke malerier.

Vi var også heldige at se en enkelt gråsæl, som længe lå i det lave vand og hyggede sig. Nogle gange kan man være heldig, at sælerne kravler op og lægger sig på stranden. Men husk at holde god afstand til dem. Det er jo vilde dyr!

Det er selvfølgelig muligt at gå langs stranden hele vejen ud til Grenen, men vi valgte denne gang at tage den legendariske traktorbus Sandormen, som kører fra Grenen parkeringsplads.

Pris 35 kr. retur for voksne og 15 kr. retur for børn under 12 år. Du kører bare med Sandormen derud, og hopper med retur, når det passer dig. Den kører hele tiden i højsæsonen. 

Kunst i verdensklasse

Skagen er især kendt for dansk kunst i verdensklasse. I slutningen af 1800-tallet blomstrede en kunstnerkoloni op omkring Grenen, Skagen by og Brøndums hotel. 

Skagen var i slutningen af 1800-tallet meget afsondret fra resten af Danmark. Først i 1890 kom der jernbane til byen, i 1907 blev der bygget en havn og i 1932 blev der anlagt en asfalteret landevej fra Frederikshavn.

Der kom tilrejsende kunstnere fra både Danmark, Norge og Sverige, som i Skagen fandt det, de søgte: Rå uberørt natur, et barsk og til tider farligt sømandsliv og ikke mindst et fantastisk lys ud over havet.

Af kendte danske kunstnere, som var en del af Skagensmalerne kan især nævnes Holger Drachmann, Marie og P.S. Krøyer, Laurits Tuxen samt ægteparret Anna og Michael Ancher.

Mange af de tilrejsende kunstnere boede på Brøndums hotel, som dannede rammen om kreativitet og festivitas. En del af betalingen for opholdet, var ofte et maleri. Nogle af disse kan fortsat ses på hotellet, mens andre er skænket til Skagen museum.

Skagens kunstmuseer

Skagen museum (ikke at forveksle med Grenen kunstmuseum) er et must see, når man er i byen. Her er de mest kendte Skagensmalerier udstillet. Gennem disse billeder får man et unikt indblik i hverdagslivet sidst i 1800-tallet på den nordligste spids af Danmark. 

Især det hårde fiskerliv, hvor bådende blev trukket op på stranden ved håndkraft, var et centralt motiv.

Desværre kom alle ikke hjem i live, hvilket selvfølgelig prægede hele samfundet.

Anna Ancher, som var født og opvokset i Skagen, viste en anden side af Skawboernes liv, end mange af hendes kollegaer. Hun malede ofte de stille og hjemlige miljøer og naturen med børn og kvinder i centrum.

Flere af P S Krøyers billeder udstråler sommer, hygge og danskhed. Et af de mere kendte er billedet fra Skt. Hans-fejring på stranden. 

Også flere af hans kvindeportrætter er meget berømte – og med god grund.

På Skagen museum kan man også se den berømte spisestue fra Brøndums Hotel, som har protrætter af mange af de prominente gæster, som besøgte hotellet. I 1946 blev hele spisestuen flyttet fra hotellet til museet for at bevare den for eftertiden.

Vi købte en kombi-billet, som både gav adgang til Skagen Museum, Anchers hus og Drachmanns hus, for 180 kr. Hvis man kun ønsker adgang til Skagen Museum koster billetten 110 kr. 

Adressen for Skagen museum: Brøndumsvej 4

Anna og Michael Anchers hus

Tæt på Skagen Museum ligger Anchers hus, hvor Anna og Michael Ancher boede sammen med deres datter Helga, som også blev kunstmaler.

Det var spændende at gå rundt i de små stuer, hvor ca. 250 billeder, malet af de tidligere beboere, stadig er udstillet. 

Oplevelsen i huset blev helt speciel, da en af kustoderne simpelthen ikke kunne lade være med at fortælle anekdoter fra familien Anchers liv.

Han fortalte blandt andet historien om dengang H. C. Andersen kom til Skagen i 1859 og indlogerede sig på gæstgiverriget Brøndums gård. Den kendte digter havde gået hele vejen fra Frederikshavn langs kysten og var både træt og sulten. 

Madam Brøndum, som var højgravid, sendte en af sine tjenestepiger til stranden efter rødspætter, men hun var åbenbart for langsom efter H. C. Andersens smag, så han lavede en større scene i arrigskab over ventetiden. Madam Brøndum blev, i følge historien, så forskrækket over den berømte digters vredesudbrud, at hun gik i fødsel om natten, og fødte datteren Anna næste morgen. Den selvsamme Anna, som senere blev gift med Michael Ancher. 

Adresse: Markvej 2-4

Drachmanns hus og grav 

Da vi nåede frem til Drachmanns hus, også kendt som Villa Pax, var vi de eneste gæster. Også her var kustoden snakkesalig og fortalte os om den ombejlede Drachmann. Han fik seks børn med tre forskellige kvinder, hvoraf han var gift med de to. Men derudover var der mange flere kvindebekendtskaber…

Drachmanns karriere bestod hovedsageligt af malerier af skibe og det oprørte hav samt forskellige tekster og digte. Mest berømt er nok teksten til Vi elsker vort land, som jo synges hvert år til Skt. Hans.

På vej ud på Grenen ligger Drachmann begravet. Det imponerende gravkammer er tegnet af P. S. Krøyer og er nemt at nå på gåben fra Grenen parkeringsplads. 

Adressen til Drachmanns hus: Hans Baghsvej 21 

Brøndums hotel 

Vi havde hjemmefra drømt om et rigtig godt måltid mad til ligesom at skyde ferien i gang på. Vi havde luret lidt på de forskellige muligheder i Skagen og nåede frem til, at Brøndums hotel var det bedste bud for os. Både pga. menukortet og pga. hotellets tilknytning til skagensmalerne. Og vi blev ikke skuffede. Både restaurantens indretning, den spændende menu og den venlige og kompetente betjening levede fuldt ud op til vores forventninger. 

Vi kom til at sidde i stuen, som tidligere havde været kongelige gemakker, når Christian X og Dronning Alexandrine var på besøg på det legendariske hotel. Det var spændende at høre tjeneren fortælle om de kongelige besøg og hotellets øvrige gæster gennem tiden.

Vi fik en fantastisk menu med tilhørende vine, som du kan se herunder:

Kulmule – Fennikel – Gedefriskost – Agurk
2020 Riesling Trocken, Clemens Busch, Mosel, Tyskland

Jomfruhummer – Melon – Gul squash – Æble
2020 Albariño, ”Lias Finas”, Attis, Rías Baixas, Spanien

Havtaskekæbe – Pære – Caviar – Hyldeblomst-beurre blanc
2018 Cuvée Terlaner Classico, Cantina Terlan, Alto Adige, Italien

Lammekrone – Pastinak – Rabarber – Brøndkarse
2017 Minervois, ”Les Fontanilles”, Anne Gros & Jean-Paul Tollot, Languedoc, Frankrig

Oksemørbrad – Røget marv – Tomat – Sauce Bordelaise
2017 Langhe, ”Sito Moresco”, Gaja, Piemonte, Italien 

Lakrids – Vanilje – Saltkaramel – Basilikum
2015 Coteaux du Layon, ”Exception”, Château Soucherie, Loire, Frankrig

Den tilsandede kirke

Et meget berømt sted nær Skagen er Sankt Laurentii Kirke også kendt som Den tilsandede kirke. Kirken ligger ca. 4 km sydvest for Skagen i Skagen klitplantage, og vi måtte selvfølgelig slå vejen forbi.

Kirken blev opført sidst i 1300-tallet, hvor den var den største kirke i hele Vendsyssel. I starten af 1700-tallet begyndte den store sandflugt, og det blev mere og mere besværligt for kirkegængerne at grave sig frem til kirken ved gudstjenesterne. I 1775 måtte kirken helt opgives efter ordre fra Kong Christian d. 7. Selve kirken er i dag fjernet, og kun tårnet står tilbage som en påmindelse om, at naturen kan være barsk og ubarmhjertig.

Man kan jo gå og undre sig over, hvorfor der dog ligger en kirke sådan helt alene her ude i en klitplantage. Men man skal forestille sig, at kirken har været omgivet af et helt sogn med gårde og landbrugsland. Alt dette blev også ødelagt af sandflugten.

I Skagen klitplantage ligger også Sandmilen, som er en vandreklit, der har bevæget sig helt ud til Kattegat. Sandmilen har gennem hundredevis af år vandret hele vejen over Odden fra Skagerrak til Kattegat. Sandmilen er således en gammel mile, som nu er på vej ud i havet.

Råbjerg mile

Syd for Skagen ligger Råbjerg mile, som er Danmarks største vandreklit med i alt 3,5 millioner kvadratmeter sand. Det er alligevel en sjat! Råbjerg mile flytter sig ca. 15 meter hvert år mod nordøst, og man kan derfor forudsige, at milen vil dække landevejen til Skagen om godt 100 år. 

Det er gratis at besøge Råbjerg mile, og for børn og barnlige sjæle er der masser af muligheder for et par timers god leg i sandklitterne. 

Overnatningsplads i Skagen

Syd for Skagen ligger der en lille free-camper plads, hvor det er tilladt at overnatte gratis i Autocampere – og dermed også i Caddy Campere

Pladsen ligger for enden af Damstedvej og er rimelig primitiv med en toiletbygning og et par bordebænkesæt. Men den havde præcis det sociale campingliv, som vi syntes var hyggeligt for et par dage. Hver dag holdt der forskellige bobiler fra Danmark, Tyskland, Frankrig, Italien og Sverige.  

Pladsen er omgivet af høje sandklitter, og på den anden side af klitterne er der den fineste børnevenlige sandstrand ud til Kattegat, så trænger du til et bad, kan du hoppe i bølgen blå. 

Skagen levede fuldt ud op til vores forventninger om en hyggelig by med mange dejlige oplevelser. Vi kommer gerne igen.

Følg gerne med på sociale medier. Facebook: Two Danes On Tour. Instagram: @twodanesontour 

Vi rejser til Tromsø i Norge sidst i november og igen sidst i december. Vi håber som altid på smukke landskaber, nordlys, hvaler og spækhuggere.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Skagen – på toppen af Danmark blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Hirsholmene består af otte øer, hvoraf man kun må besøge den ene; Hirsholm. De andre øer er udlagt som beskyttet fuglereservat, og man må således heller ikke gå i land på de fredede øer, hvis man skulle komme sejlende i egen båd.

Øen Hirsholm er helt unik og klart et besøg værd, hvis du sætter pris på havfugle og isolerede steder. For godt 100 år siden boede der omkring 200 mennesker. I dag lever der kun én mand, og han må være ret isoleret det meste af året. Der findes lidt sommerhuse, som skaber liv om sommeren og altså rigtig, rigtig, rigtig mange ynglefugle i sommerhalvåret.

Sejltur med Seadog

For at komme til Hirsholmene skal du enten have egen båd eller sejle de ca. 6 km fra Frederikshavn med den lille færge Seadog.

Færgen koster 300 kr/retur, og du kan se bådens hjemmeside med sejlplan her.

Vi tog den tidlige afgang, som sejler fra Frederikshavn kl. 9.30 (husk at du skal være der et kvarter før) og var fremme godt en time senere.

Sejlturen var lidt mere blæsende, end vi lige havde regnet med, og vi fik et par bølger ind over rælingen, så tænk lige over hvilket tøj og fodtøj, du har på. Og hvis du ligesom os ikke er så søstræk, så kan du også lige overveje, om det er godt givet ud at spise en halv søsygepille. Det plejer at gøre tricket for os. 

Ankomst til Hirsholmene

Lige så snart vi ankom til Hirsholm, var der tejster, terner og måger overalt! De bød os alle velkommen med deres høje skrig, som blev en konstant lydkulisse de næste to en halv time. 

Vi var straks interesserede i tejsterne, som lå alle steder på anløbsbroen, men vi fandt snart ud af, at det ville være endnu bedre at fotografere dem fra den anden bådebro. Så der ville vi selvfølgelig over.

Vi gik en lille tur gennem den meget lille by, og endte ved broen, hvor sejlskibe kan lægge til. Der var fugle overalt og mange tejster, som kom med fisk til deres unger. Ternerne var dog frække og forsøgte i luften at stjæle fiskene til deres egne unger. Ren akrobatik.

Det er et rent paradis for fugleelskere og fotografer.

Tejst

Tejsten er en alkefugl, som kan blive mellem 30 og 38 cm lang. Det er en meget smuk sort fugl med karakteristiske hvide vinger og knaldrøde ben. 

Derudover kan man også se den røde farve inde i munden, når den åbner næbet. 

Tejsten er hovedsagelig hjemhørende i Nordatlanten og i Ishavet. Vil man opleve denne smukke fugl i Danmark, så er der størst chance i Kattegat og Storebælt f.eks. på Sejerø, Anholt, Læsø og altså også Hirsholmene. Den er let at genkende på de hvide vinger og forveksles derfor ikke så nemt med andre havfugle i Danmark.

Vi så også andre fugle på øen. Især mange måger og terner, men også edderfugle og toppet skallesluger.

Rundt på Hirsholm

Da vi mente, at vi havde fotograferet tejster nok for én dag, hvilket pudsigt nok faldt nøjagtig sammen med det tidspunkt, hvor Rasmus blev skidt på af en stor havmåge, gik vi rundt og så lidt mere af øen.

Der er en fin lille udstilling om øgruppen og dens dyreliv i et lille sort hus. Her kan man også spise sin madpakke ved bordebænkesæt udenfor. 

Ved man ikke så meget om fugle, kan det være et fint sted at starte, da der er et kæmpe vægmaleri, som viser de mest almindelige sommergæster på øerne.

Vi besøgte øens lille kirke, som desværre var aflåst, men man kunne dog kikke ind over en halvdør, så det var muligt at se kirkerummet. Kirken ligner udefra mest af alt et bondehus med bindingsværk.

Der er et par gravsten udenfor kirken, men den nye kirkegård ligger et andet sted på øen.

De fleste huse på øen er kalket gule og mange steder er der karakteristiske stengærder rundt om grundene.

Fra øens fyrtårn var der en fin 360 graders udsigt over hele øen. Det er altid godt at få et overblik fra oven, så hvis du ikke ejer en drone, anbefaler vi en tur i fyrtårnet.

Vi besteg også det lille hyggelige fugletårn, som ligger lige udenfor den store måge- og ternekoloni.

I det lille tårn er der udstillet lidt malerier af fugle fra øen.

Lidt nyttig viden

Besøger du Hirsholmene så husk at tage alt med selv – både mad og drikke. Der er intet at købe på øen. Til gengæld er der mange steder, hvor du kan nyde din medbragte mad.  

Tæt på hvor færgen lægger til, er der et hus med offentlige toiletter og mulighed for at komme af med affald. Der kan man også få vasket sine bukser nødtørftigt, hvis en måge skulle komme til at skide på dem…

Hirsholmene er uden tvivl en unik oplevelse – både for folk med og uden interesse for fugle. Øen er en lille tidslomme og et besøg værd for dem, som gerne vil opleve særlige steder, hvor de færreste har været. Øen er hyggelig med en lille badestrand, så tag evt. håndklæde og badetøj med. 

Som altid er vi utrolig glade for alle jer, som synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour og som følger os på Instagram @twodanesontour. Her kan I også følge med, når vi rejser i både ind- og udland. Næste tur går til Norge i slutningen af november.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Blandt masser af fugle på Hirsholmene blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Et stop i Klosterhede Plantage

På vej mod Thy besluttede vi at gøre et stop i Klosterheden Plantage for at gense bæveren og for at lede efter ulv i området. Det med bæveren skulle vise sig ikke at være helt så nemt som første gang, vi var der. Så selvom vi ved, hvor den holder til, så blev det desværre ikke til noget gensyn.

I stedet gik vi på jagt efter ulv. Men heller ikke den havde vi held med, selvom vi havde dugfriske efterretninger om, hvor vi skulle lede. Men som vi tidligere har sagt og skrevet, så ville det jo heller ikke give den her fede følelse, når man ser ting, man har ledt efter, hvis alle kunne gå ud og finde dem til hver en tid.

De her møder med vilde dyr kræver bare de tre T’er:
Tid, Tålmodighed og Temmelig meget held.

Til gengæld blev der hygget max med vores gode ven Martin, som har Caddy Camper ligesom os.

Grisetåodde fyr og Vestervig Kirke

På vej nordover gjorde vi et holdt ved Grisetåodde fyr, som står smukt ved Limfjordens bred. Vi havde ikke været der før og syntes, at det var en flot indgang til Thy.

Caddyerne stod også flot med Oddesundbroen i baggrunden  

Næste stop blev Vestervig kirke, som tårner sig op på en bakketop med god udsigt over det sydlige Thy. Vi havde håbet at kunne komme ind i kirken, men der var desværre låst. Til gengæld er der meget fine toiletter ved kirken, hvis man skulle have brug for det. 

På kirkegården ligger Liden Kirsten begravet sammen med hendes prins Buris. Vi kendte ikke den ulykkelige kærlighedshistorie så godt, men læste lidt op på sagerne.

Historien om Liden Kirsten

Liden Kirsten var søster til Kong Valdemar den Store. Hun forelskede sig i kongens tro væbner prins Buris. Kong Valdemar var imod forholdet og modsatte sig det.

Da Kong Valdemar kom hjem fra en rejse og opdagede, at de to unge mennesker stadig var forelskede, slog han sin egen søster ihjel og sørgede for, at hun blev begravet ved Vestervig kirke. Prins Buris fik stukket øjnene ud og blev ført til klosteret tæt ved kirken. Her blev han lænket med en kæde, som var præcis så lang, så han netop kunne gå hen forbi Liden Kirstens grav hver dag.

Da Prins Buris døde, blev han begravet ved siden af sin elskede, så de kunne blive forenede i graven.

Det er tradition for brudepar, som bliver viet i Vestervig kirke, at få bundet en lille ekstra brudebuket, som bruden lægger ved Liden Kirstens grav. En fin gestus til det ulykkeligt forelskede par. 

Lige ved siden af Vestervig kirke er der en jernalderboplads, som man frit kan se. Først syner den ikke af meget, men hvis man kigger nærmere efter, opdager man, at der er ret fine detaljer som dørmåtter af sten og afløbsrender. Det ville nok være endnu mere interessant, hvis man kunne være heldig at få en guidet rundvisning. 

Nationalpark Thy

Vi var meget spændte på at køre ind i selve Nationalpark Thy, som bryster sig af at være Danmarks største vildmark. Når man ikke kommer fra området, kan det være lidt svært at vide, hvornår man præcis er inde i nationalparken, da den bugter sig afsted med landskabet. Men som en hovedregel strækker Nationalparken sig langs Vestkysten fra Agger Tange til Hanstholm.

Nationalparken er kendt for sit helt særlige klithedelandskab. Den særlige klitnatur og dertil hørende vegetation er unik i europæisk sammenhæng og har derfor både national og international betydning. 

De næste dage så vi nærmere på det hele og kommer her med nogle anbefalinger til det, vi fandt mest interessant. 

Agger Tange

Agger Tange havde for os fået en nærmest magisk vibe over sig, fordi vi hjemmefra havde set en masse billeder af det fantastiske dyreliv på tangen. Rasmus havde allerede forestillet sig en mosehornugle i flugt i solnedgangens skær samt en “smilende” sæl i vandet på en 6-8 meters afstand. Det blev desværre ikke helt sådan.

Sælerne lå langt ude, og mosehornuglerne viste sig slet ikke frem.

Men med flere rovfugle lige over hovederne på os og rådyr rigtig tæt på, så var vi alligevel ikke i tvivl om, at dyrelivet blomstrer på tangen, og at vi kommer tilbage med lidt mere tid og tålmodighed en anden gang.

På tangen fandt vi et skønt frokoststop og nød sol og læ samt udsigt til Limfjorden. Husk dog at badning frarådes, da der kan være kviksand på stranden og stærk understrøm i fjorden. 

Ved havnen i Agger er der gratis bad og toilet, for dem der måtte køre Caddy Camper. Og tilmed en fiskebil med dejlige delikatesser fra røgeriet i Hanstholm. Vi anbefaler både fiskedellerne og den fantastiske varmrøgede laks, som var så saftig, at vi sjældent har smagt noget lignende.  Her er vi dog nået til desserten

Lodbjerg Fyr

Hen under aften gjorde vi holdt ved Lodbjerg Fyr, som ligger stolt og majestætisk i Lodbjerg klitplantage. Desværre var fyret lukket grundet Corona, så vores besøg blev lidt kort. Vi har ellers læst, at det er blevet renoveret for nyligt og nu huser en fin udstilling om området. 

I klitplantagen i nærheden af fyret fandt vi et egnet sted til aftensmad og overnatning. Det var en skøn aften med mad på Trangia og hygge i Caddyerne – og præcis det, vi elsker allermest ved Caddy-livet.

Stenbjerg landingsplads

Stenbjerg landingsplads er en af de karakteristiske strande på Vestkysten, hvor fiskerne gennem generationer har trukket deres kuttere på land. Her finder man fortsat gamle hvide fiskerhuse, en lang smuk sandstrand og ren idyl.

Desværre er der ikke længere gang i fiskeriet ved Stenbjerg. Det er et risikabelt arbejde, og allerede i begyndelsen af 1970’erne stoppede de sidste erhvervsfiskere med at benytte stranden som landingsplads. Om sommeren kan du nogle gange være heldig, at der er fritids- eller bierhvervsfiskere som trækker både op på stranden. 

Men uanset hvad så er stedet alligevel et besøg værd. Du kan gå en frisk tur langs stranden, eller bare se de velistandsatte fiskerhuse, hvor man tidligere rensede fisk og opbevarede redskaber.

Husene stammer fra begyndelsen af 1900-tallet og blev renoveret for ca. 20 år siden. Om sommeren er her i et af husene informationscenter for Stenbjerg og Nationalpark Thy – åbent alle dage fra kl. 12-16. Så kom om eftermiddagen, hvis du gerne vil blive klogere på stedet.  

Der er også to små museer, som holder åbent om sommeren, og der er gratis adgang. Det ene er den gamle redningsstation, mens det andet ligger lidt oppe i klitterne og tidligere blev brugt som spilhus – altså det hus, som var med til at trække fiskerbådende på land. 

Nr. Vorupør

Har du brug for et velassorteret supermarked, så er Meny i Nørre Vorupør et oplagt valg. Og nej, vi får ikke procenter Ud over en overflod af madvarer i både slagter og delikatesseafdelingen så har de også et glimrende udvalg af områdets specialøl.

Egentlig var vi klar til at vende om, efter vores indkøb i Meny, men heldigvis fortsatte vi videre ud til kysten. På Vorupør landingsplads lå fiskekuttere på stranden, og der var kitesurfere, som gav flot opvisning på vandet.

Vi gik en tur ud til den berømte mole, hvor der til tider er nogle overordentligt store skumsprøjt, men det var nu ikke så vildt denne dag. Vi fik fotograferet lidt fiskerbåde og kitesurfere og sluttede af med en gang fish & chips fra det lokale røgeri. 

Meget af havneområdet er nyrenoveret eller ved at blive det, og der er ingen tvivl om, at der er godt gang i den hen over sommeren, så for os var det bedre at kigge forbi her i det tidlige forår. 

Klitmøller

Vi gjorde kun et kort stop i Klitmøller, som er kendt som Cold Hawaii pga. de mange surfere, som kommer til området for at prøve kræfter med Vesterhavet.

Det mest bemærkelsesværdige var dette klaver, som stod på molen. Måske kan det spille Händels Water Music?

Hanstholm 

Vores besøg i Hanstholm blev en succes, allerede inden vi nåede byen på grund af den fantastiske køretur sydfra langs Kystvejen til Hanstholm. At køre midt i “ingen ting” ud ad en lige landevej med havet på den ene side samt klithedelandskab og til tider skjulte bunkere på den anden, var utroligt smukt og en uventet bonus.

Vi var vilde med området og håber at komme forbi igen en anden dag, hvor solen skinner og klitheden står grøn. Men selv i gråvejr og “fnusk-regn” var det ret fantastisk.

Og pludselig der fremme lå Hanstholm som en lille oase. En øde ø midt i klitterne. Det føltes så råt og isoleret, da vi kørte ind i byen og ned på havnen.

Industrihavnen i Hanstholm var lidt som at komme til Grønland. Den ser ved første øjekast grå og trist ud, men der er masser af havfugle og livlig menneskelig aktivitet. De lokale mødes i små bådelaug, hvor de sidder og hygger sig samt får planlagt dagen (går vi ud fra). For det hele handler jo om at tjene penge.

Derfor skal man også lige være klar over, at der lader til at være nogle mindre, men ret så væsentlige ændringer af færdselsloven på havnen. Hajtænder er åbenbart “usynlige”, når man kører med fisk. Og en gaffeltruck har ALTID forkørselsret. Det lærte vi på den hårde måde med en katastrofeopbremsning og et par fortænder nærmest plantet i instrumentbrættet til følge. Men skik følge eller land fly…

Selve Hanstholm by ligger højt hævet over havnen med en fantastisk udsigt over havet. På vej op ad bakke så vi en hel børnehave, som havde fundet på en fantastisk leg. Børnene løb op ad en stejl trappe, for så at rutsje ned ad den bløde klit. Da de nåede bunden, gik det op ad trappen igen. Børnene havde ingen kælke, bare flyverdragter på. Det kunne også være foregået i sneen i Grønland. 

Troldejagt ved Hurup Thy

Vi holdt os mest til Vestkysten på denne tur, men lavede også en afstikker til Hurup Thy. Der er nemlig kommet en Thomas Dambo-trold sidste sommer, og den kunne vi jo ikke gå glip af.

Turen begyndte tæt på stationen, og var en skattejagt med 4 poster. Ruten gik let op ad bakke hele vejen ca. 4 kilometer. Hvis man er dårligt gående kan man “snyde” og køre næsten helt til trolden ved Ashøj. Men vi holder nu af at gå på skattejagt. Nogle blev godt nok momentalt sindssyge undervejs, men det måtte Anne Marie jo tage med. Hun har selv valgt selskabet

Trolden Ask var, ligesom de andre Thomas Dambo-trolde, et mesterværk og klart et besøg værd.

Skyum Bjerge og Æ Verdensuniversitetet

Lidt ved et tilfælde kørte vi til Skyum Bjerge for at spise frokost og gå en tur i området. Det viste sig at være et utrolig smukt sted med et bakket landskab ned til Limfjorden og med udsigt til Mors.

Ved den lille parkeringsplads var der en mindebuste for Aage Rosendal Nielsen, som vi ikke kendte på forhånd, men som vi blev ret nysgerrige på. Han oprettede åbenbart Æ Verdensuniversitetet, som han kaldte det. Skolen byggede på højskoletanken, men skulle tiltrække elever og lærere fra hele verden. En af hovedtankerne var, at der skulle være fredelig sameksistens mellem verdens folkeslag. 

Æ Verdensuniversitetet eksisterer ikke mere, men nogle af tankerne og ideerne fra dengang lever videre. Bl.a. Nordvestjydsk Folkecenter for Vedvarende Energi, som har været medvirkende til, at Danmark i dag er verdens førende nation inden for vindenergi. Et andet initiativ var Thylejren, som Aage dog ikke var lige så begejstret for. Han kunne godt lide tankerne bag, men brød sig ikke om måden det udviklede sig på. 

Nogle kan måske huske optagelser af John Lennon og Yoko Ono på besøg i Thylejeren. De to berømtheder kom til Thy, da Yoko Onos eksmand arbejde på Æ Verdensuniversitet, og her mødte Aage Rosendal Nielsen den berømte Beatle, som han ikke vidste hvem var. Det lagde grobund for et varmt venskab, da John Lennon var begejstret for at møde en oprigtig ven, som ikke var interesseret i hans penge eller musik. Samtidig var han glad for at kunne føle sig fri i Thy, hvor folk lod ham gå i fred på gaden. 

På gensyn Thy

Denne tur var en forsmag på, hvad Thy har at byde på. Der er så mange dejlige steder og så meget natur at opleve. Vi kommer helt sikkert igen, for vi har virkelig fået smag for Thy og dets smukke landskab. 

Hvis du vil se, hvor vi kører hen næste gang, så følg gerne med på vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour

Hvis du har lyst til at læse mere om oplevelser i Danmark, så har vi samlet alle vores blogindlæg fra vores eget skønne land her.

Måske kan vi også friste med lidt om Island og Færøerne. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Rå natur i Nationalpark Thy blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Normalt rejser vi jo det meste af kloden rundt for at se spændende dyr, men en ulv har vi faktisk aldrig set før. Vi kiggede efter dem for to år siden, da vi var i Finland for at se bjørne. Men ulven viste sig ikke i de tre døgn, vi sad i skjul. Så nu skulle det være – og så i vores eget hjemland.

Den grå ulv

Den art af ulv, som lever her i Europa, Asien og Nordamerika er den grå ulv; på latin Canis lupus. Ulven bliver op til 80 cm. i skulderhøjde og mellem en meter og halvanden lang. Hunnen vejer op til 55 kg, mens hannen kan veje helt op til 80 kg. Til sammenligning vejer en schæferhund kun det halve. Ulven er også et hurtigt dyr, som kan løbe mellem 50 og 60 km. i timen. Ulve er af natur meget sky, og kommer helst ikke i nærheden af mennesker. Og derfor er de også svære at få at se. Men det plejer jo ikke at stoppe os  

Der har levet ulve i Danmark siden stenalderen. Men for ca. 200 år siden blev Danmarks sidste ulv skudt omkring Skive. 

Ulve i Danmark

For ca. 10 år siden genindvandrede ulven til Danmark. Den første gik over grænsen fra Tyskland og snart fulgte flere efter. Og flere ulve giver selvfølgelig på et tidspunkt ulvehvalpe. I øjeblikket menes der at være mellem 8 og 10 ulve i Jylland.

Efter ulvens tilbagekomst har der været en heftig debat om ulve; især på de sociale medier. Der har været enkelte angreb på fåreflokke i de områder, hvor der er set ulve. Problemet er, at en ulv ikke bare tager et får og løber sin vej, for så kunne fåreavlerne nok leve med det. Ulven dræber ofte et utal af får og lader de fleste ligge døde i folden. Derfor er den uønsket af mange landmænd og også af folk, som er bange for, at den på et tidspunkt skal angribe mennesker.

I 2018 var der en mand i Vestjylland, som skød og dræbte en ulv. Da det blev filmet samtidig, var der jo tydelige beviser på, at det var ham, som havde gjort det, og han blev efterfølgende dømt i retten, hvor han fik 40 dages betinget fængsel og blev smidt ud af Danmarks Jægerforbund. 

Ulveatlas

For at overvåge ulvebestanden i Danmark har Ulveatlas en del frivillige, som kigger efter ulve, indsamler billeder af poteaftryk samt DNA fra pels og de ekstrementer, som findes i området. I løbet af vores jagt efter at se en ulv, stødte vi på ikke mindre end fire observatører fra Ulveatlas, så vores bud er, at der bliver holdt rigtig godt øje med ulvene i Danmark.

Folk fra Ulveatlas er rigtig gode at falde i snak med, hvis man er interesseret i at se en ulv. De kender ulvenes revirer og deres foretrukne tilhørssteder.  

Mener du selv, at du har set en ulv, så er det også Ulveatlas du skal henvende dig til. Der er meget mere information på deres hjemmeside.

På jagt efter ulv

Af gode grunde findes ulven kun i Jylland, så vi var godt klar over, at det var der, vi skulle lede. Men Jylland er jo relativt stor… Vi læste om ulveobservationer på nettet og udså os nogle områder, hvor vi vidste, at ulven var set for nyligt. 

Derefter pakkede vi Caddy Camperen og satte kursen mod vest. Vi var af sted i fem dage, men kiggede kun efter ulv de to af dagene. Og desværre uden resultat. Men altså, man kan vel heller ikke regne med at køre til Jylland og få ulven serveret på et sølvfad.   

Vores første møde med en ulv

Det var selvfølgelig ærgerligt at vi ikke så ulv på vores første tur. Men det betød bare, at vi læste endnu mere op på tingene til næste tur, hvor vi afsatte 5 dage til at finde den og samtidig besluttede os for en lidt sydligere destination.

Denne gang gav vores efterforskning, om man så må sige, pote. Vi var kun lige ankommet til udkigspunktet, da vi fik at vide, at ulven lå ude på heden på 7-800 meters afstand. Og inden Rasmus fik hentet kamerastativet i bilen, havde Anne Marie allerede set ulven første gang. Men den var godt nok svær at få øje på – selv med kikkert.

Vi havde den i kikkerten i næsten 2 timer, hvor den skiftevis lå ned, stod op eller gik lidt rundt. Til sidst luntede den ud af vores synsfelt i solnedgangen. Og selvom det var på meget lang afstand, var vi begejstrede over at have set en ulv i Jylland.

Faktisk så begejstrede at vi besluttede os for at lede efter den igen dagen efter i samme område. Vi ville jo gerne se den lidt tættere på, og man kender efterhånden også Rasmus så godt, at man ved, at lige meget hvilket billede han får taget, så vil han altid gerne have et, der er endnu bedre.

Endnu en dag på jagt efter ulv

Så næste morgen kl. 6 stod vi atter klar og spejdede ud over heden. Her stod vi så også 3 timer senere sammen med 8 andre “ulvekiggere”. Og i det tidsrum havde kun nogle enkelte af os set et kort glimt af ulven – så kort at ingen havde fået taget et billede. Ulven er lydløs, hurtig og en mester i at gemme sig i det couperede hedelandskab.

Til gengæld havde Anne Marie spottet en flok af lille korsnæb i grantræerne ved siden af os. Det er en fugl, som hun længe gerne har ville se. Så hun var næsten lige så glad, som hvis hun havde set en ulv.

Læg lige mærke til det seje næb, som går over kors. Der er en grund til, at den for sjov bliver kaldt Nordens papegøje. Dens højt specialiserede næb er grunden til, at denne lille fugl kan plukke frø ud af kogler. Og en anden særlig detalje ved denne fugl er, at den ofte har unger om vinteren, da der er bedst fødegrundlag på denne årstid.   

En gåtur i skoven og spor fra ulv

Efter at have indtaget brunch under bagklappen på Caddy’en, besluttede vi os for at gå en tur i skoven. Vi tænkte, at hvis ulven ikke var på heden, så var den nok i skoven. Måske en lidt naiv tanke, da ulven jo sagtens kunne befinde sig ude på heden, uden at vi kunne se den. Og samtidig er skoven kæmpe stor, så det var lidt som at lede efter en nål i en høstak.
Men hvis man ikke leder, så finder man sjældent noget.

Vi gik ned ad en skovvej og så straks spor efter store ulvepoter. Uha! Så vidste vi, at ulven ind imellem gik denne vej. Da vi så sporet, var vi ikke i tvivl om, at det var fra en ulv. Det var alt for stort og kraftigt til bare at være fra en hund.

Vi hørte også grønspætten – der lige som ulven har den det med at camouflere sig godt i skoven. Men ingen af dem viste sig for os.

Vi drejede på et tidspunkt til højre ad en anden vej og fandt her næste indikation på, at ulven var i området: Lort!

Og igen var vi ikke i tvivl. Dette var hverken en lort fra hund eller ræv. Den var alt for stor og derudover fyldt med hår fra de dyr, den havde spist.

Længere fremme kunne vi se nogle mennesker, som kom imod os på lang afstand. Vi gik dem i møde, men pludselig stoppede de op og kiggede til venstre for os.  

Et fantastisk møde med ulven

Vi resonerede hurtigt, at hvis de alle 3 stod og kiggede den vej, så måtte der være noget at se på. Så Rasmus bevægede sig hurtigt fremad (så hurtigt man nu kan, når man er 47!), imens Anne Marie blev stående og kiggede over imod et skovbryn. Hun så straks, at det var nødvendigt at kalde Rasmus tilbage. Der var ingen tvivl om, at der stod en ulv helt stille og kiggede på os.

Der blev skudt et par billeder, der pga. den høje puls var mega uskarpe, og så forsvandt ulven ind i skoven.

De 3 personer foran os vinkede os frem, og de fortalte kort, at de havde set ulven flere gange. Vi blev sammen enige om, at vi kun havde én chance for at se den igen. Nemlig hvis den ville krydse stien foran os på et tidspunkt. Så derfor blev vi stående helt stille.

Vi fik helt ret i vores antagelse. Og det hurtigere end der var tid til at indstille kameraet. For pludselig kom ulven spankulerende over stien, imens den gjorde os det klart, at den godt vidste, at vi var der – og at det var den lige glad med!

Og så er vi tilbage ved det med vilde dyr, nemlig at de forsvinder lige så hurtigt, som de dukker op, og det er det fede ved sådanne oplevelser.

Vi var selvfølgelig meget glade og nærmest euforiske bagefter. Det havde været en fantastisk oplevelse at se en ulv på så nært hold. Så smukt og helt roligt. 

Da ulven er hadet af en del mennesker i Danmark, er vi desværre blevet opfordret til ikke at skrive, i hvilket område vi præcis har set og fotograferet ulven. Det er trist, at det skal være sådan, men vi ønsker ikke flere ulve skudt.   

Følg med

Tak fordi du læste med. Hvis du ønsker at støtte os, så vil vi blive meget glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du se, når vi er på farten, og når vi har skrevet et nyt blogindlæg. Du kan også finde os på Instagram @twodanesontour

Hvis du har lyst til at læse et blogindlæg eller to mere, så har vi her samlet lidt om vilde dyr i Danmark:

Læs også: En elg i Lille Vildmose
Læs også: En bæver i Klosterhede plantage
Læs også: En kronhjort i Dyrehaven
Læs også: Sort sol i grænselandet
Læs også: På jagt efter ugler i Danmark 
Læs også: Rævehvalpe i Lille Vildmose

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På jagt efter en ulv i Jylland blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Færge til Agersø

Lørdag morgen pakkede vi Caddy Camperen og af sted gik det mod færgelejet i Stigsnæs, som ikke ligger så langt fra Skælskør. Herfra kan man også sejle til naboøen Omø, men det må blive en anden god gang.

Færgen til Agersø sejler hver time om dagen og hver anden time om aftenen. Den lille sejltur tager kun ca. 15 minutter. Færgen var gratis for gående og cyklister grundet corona-sommerpakken, men vi skulle jo have “hotellet” med. Derfor betalte vi 75 kr. for Caddy Camperen og os/retur. 

Agersø havn og by er lille og hyggelig med en flot træallé og fine stendiger langs vejene. Der er en smuk mølle, et gadekær og en lille købmand.

Den velbevarede træmølle er en hollandsk model opført i 1892. Inde i møllen er der et lille museum, hvor man kan se ting fra Agersø. 

Gåtur rundt om Egholm

Vi besluttede at køre til den nordlige ende af øen, hvor vi gik en dejlig tur rundt om hele nordspidsen.

Selve norddelen af øen er egentlig en ø i sig selv ved navn Egholm. Når man kigger på et kort, kan man dog se, at Egholm hænger sammen med Agersø. Egholm er privat ejet og derfor lukket af for offentligheden. Men man kan altså sagtens gå langs stranden hele vejen rundt.

Turen er ca. 4,5 kilometer og skulle kunne gøres på halvanden time, hvis man ikke skal fotografere alt for mange fugle undervejs  

Efter gåturen kørte vi de 7 km til sydenden af øen, hvor vi spiste en nem frokost ved stranden. Flere steder er der dejlig badestrand, så husk endelig badetøjet og håndklædet, hvis du kommer om sommeren. 

Om eftermiddagen kørte vi igen rundt på Agersø for at se mere af øen. Undervejs nød vi de fint malede bænke, som minder os om dem fra Fejø. 

Vi besøgte selvfølgelig også Købmanden – det skal man jo altid huske på de små øer. Om ikke andet kan man da altid købe en is og slå en sludder af med kassedamen. Og en is trængte vi virkelig til på denne varme sommerdag.

Vi mødte også en enkelt meget fin vejbod undervejs, hvor de fristede med salt, sylt og lidt grøntsager.

Turen gik derefter forbi havnen for at få stemplet vores ø-pas udenfor havnekontoret.

Agersø har en rigtig hyggelig lystbådehavn, og der var masser af liv i det fine vejr.

Agersø kro

Til aften havde Rasmus bestilt bord på Agersø kro. Vi kom lidt tidligt og blev sat ved et borde-bænkesæt udenfor med en kold øl og en sodavand. Da det var en virkelig varm sommeraften, var al servering flyttet udenfor i skyggen af de mange parasoller.

Da klokken nærmede sig 18, blev folk bedt om at flytte sammen ved bordene, således at vi skulle dele borde-bænkesæt med et andet par. Og det viste sig at blive en rigtig dejlig oplevelse!

Vi kom til at sidde sammen med et hyggeligt par fra Nakskov, og i løbet af et øjeblik gled samtalen bare, som om vi havde mødt hinanden før. Det var virkelig sjovt at opleve, og noget af det vi plejer at elske, når vi rejser til udlandet. Der kommer man altid i kontakt med så mange søde, sjove og interessante mennesker. Og her sad vi på Agersø og havde selv samme oplevelse blot fordi kroen havde besluttet, at alle skulle sidde udenfor denne skønne sommeraften. 

Mens vi hyggesnakkede, spiste vi en dejlig treretters menu. Forretten bestod af varmrøget laks med rugbrødsflager, syltede løg, dild, mayo og tomater. Laksen kom fra det lokale Agersø røgeri, som ligger på havnen. Eneste anke ved forretten var, at den var for lille  

Hovedretten bød på kalvemørbrad. Som tilbehør var der små danske kartofler, en glace og nogle utroligt smagfulde svampe samt indkogte tern af knoldselleri, som smagte himmelsk.

Vi sluttede af med sandkage og markroner, vaniljeis og friske jordbær. Utrolig lækkert!

Da vi havde nydt maden, blev vi siddende en times tid endnu og snakkede videre med parret, inden vi kørte ud i natten for at finde et lille, stille sted at raste i Caddy Camperen. 

Havde vi ikke selv haft vores overnatning med, kunne vi også have bestilt et værelse på kroen. Eller sovet i shelter bag ved naturcenteret, som ligger tæt på købmanden.

En smuk morgentur

Vi vågnede næste morgen til bølgernes skvulpen og fuld sol. Der blev hurtigt varmt i bilen, så vi stod rimelig tidligt op. Og vi blev straks enige om at gå en morgentur ud til hestene og Helleholm fyr på sydspidsen af Agersø.

Det blev en rigtig dejlig tur med lidt fugle undervejs. 

Fyret stod flot. Desværre kunne man ikke komme op i det, og kort efter endte stien i privat vej. Der er ellers en stor landtange ved navn Skagen, men den er lukket af for besøgende for at passe godt på de ynglende fugle. Derfor vendte vi om og gik tilbage mod bilen. 

Agersø var lige det mikroeventyr vi havde brug for i august. Øen var forholdsvis lille, men stadig meget charmerende og med mulighed for dejlige gåture og lækre strande. Vores varmeste anbefalinger går til en tur til Agersø.

 Tak fordi du læste med. Hvis du ønsker at støtte os, så vil vi blive meget glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du se, når vi er på farten, og når vi har skrevet et nyt blogindlæg. Du kan også finde os på Instagram @twodanesontour

Hvis du har lyst til at læse et blogindlæg eller to mere, så vil vi gerne anbefale:

Læs også: Danmark dejligst – Egholm
Læs også: Danmark dejligst – Fanø

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Danmark dejligst – Agersø blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Tur til Egholm

Egholm er ikke en ø, som vi vidste særlig meget om i forvejen, ud over dens placering i Limfjorden. Men efter en regnbyge af de større, vågede vi pelsen. Vi kørte til havnen i Aalborg og sejlede med den lille færge, som kun tager fem minutter. Igen var det jo gratis for gående og cykelister på grund af regeringens feriepakke. Normalpris 20 kr. tur/retur for voksne. 

Egentlig ville vi have spist frokost på Restaurant Kronborg, som ligger lige ved færgen, når du kommer til Egholm. Men da de meldte om alt optaget, da vi ringede på forhånd, tog vi selv frokosten med og nød den på havnen inden afgang.

Ø-passet skulle jo også lige stemples. Den lille metalstang, man skulle skrabe med, var faldet af, men en dims fra en dåsesodavand kunne godt bruges i en snæver vending.

Egholm er en MEGET flad ø, men det gik snart op for os, at der faktisk var 2 kilometers travetur fra færgen og til selve Egholm by, som ligger midt på øen. Dog kan der lejes cykler ved færgelejet, eller man kan tage sin egen cykel med.

Troldejagt på Egholm

Egholm er godt 6 km2 stor, og der bor ca. 50 mennesker hele året rundt. Dertil er der lidt sommerhuse og fritidsboliger. Øen har et rigt fugle- og dyreliv. Bl.a. kan man være heldig at se både slørugle og mosehornugle på øen. Så heldige var vi dog ikke i denne omgang.

I Egholm by er der en lille “park” med gadekær og bord-bænkesæt, hvor vores trolde-skattejagt begyndte.

Troldeskattejagter

Hvis du ikke har hørt om Thomas Dambo’s trolde før, så kan vi kort fortælle, at der rundt om i Danmark og andre steder i verden er blevet opført træskulpturer af den danske multikunstner Thomas Dambo.

Thomas Dambo laver alle sine trolde af genbrugstræ, som han skralder ved byggemarkeder og hos private. Derudover bruger han frivillige hjælpere i det område, hvor han bygger.

Det begyndte med 6 trolde på Vestegnen ved København, men i 2020 besluttede han at lave 10 trolde-skattejagter rundt om i Danmark.

For at finde en skattejagt, så skal du bruge hjemmesiden Trollmap.com
På hjemmesiden kan du zoome ind på det område, du befinder dig i. Er der et sort kryds, er det en trold, du kan besøge. Er det et grønt kryds, kommer du til det sted, hvor skattejagten til en trold begynder. Du skal også bruge hjemmesiden til at indtaste de koder, du får undervejs. Derved får du det næste hint om, hvor du skal gå hen. Ved hvert kryds står der også, hvor lang ruten er (husk dog også at medregne, at du skal tilbage til udgangspunktet) og hvor mange koder, du skal finde undervejs.

Pil Tusindtunge

Og nu var vi klar til at gå på trolde-skattejagt. Turen førte os langs marker – med masser af store fasankyllinger, langs stranden og til sidst ind i en lille skov.

Her fandt vi den fine trold Pil Tusindtunge. Alle troldene har navne, og Thomas har også skrevet en historie om hver af dem. 

Trolden var blevet indviet kun to dage før vores besøg, og den var allerede meget populær. Både blandt turister og lokale, som kom forbi for at se den nye beboer på øen. Og vi må da også medgive, at den var rigtig fin og placeret et godt sted. Vi er sikre på, at Egholms beboere nok skal blive rigtig glade for den.

Selve troldejagten var 4 km, og så skal man jo lige huske, at der også er 2 km hver vej til og fra havnen. Det er en anbefalelsesværdig tur, hvis du er i Nordjylland og på jagt efter en trold.  

Læs også: Staycation i Danmark del tre – Nordjylland
Læs også: Danmark dejligst – Mandø
Læs også: Danmark dejligst – Fanø

Tak fordi du læste med. Som altid bliver vi rigtig glade, når I synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kommer vi med billeder og små historier fra rejselivet og det er også her, du kan se, når vi har skrevet et nyt blogindlæg fra ind- eller udland.
Vi er også at finde på Instagram: @twodanesontour

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Danmark dejligst – Egholm blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Rold skov og Lille blåkilde

Første stop var Rold skov – Danmarks næststørste skov på godt 8000 hektar. Vi valgte at gå en dejlig tur i kuperet landskab fra Fruenskoen P-plads til Lille blåkilde, som er områdets mest vandrige kilde. Vandet pibler simpelthen op fra den kalkholdige jord, og det menes, at der kommer ca. 90 liter ud i sekundet! 

Området er rigtig smukt og meget kuperet. Her gror den sjældne orkidé Fruesko, som kun findes i Nordjylland. Dog er den hegnet ind for at beskytte den mod langfingrede haveejere, som synes, at det kunne være sjovt at have den på matriklen. Vi kom desværre uden for orkidé-sæsonen, så vi har stadig til gode at se den blomstre. 

Ved Lille blåkilde fandt vi en bro, hvor vi kunne nyde synet af Lindenborg å, som slynger sig smukt gennem landskabet. Man kunne godt blive lidt misundelig over, at det ikke var os, der kom glidende under broen i kano (med en stribe kolde pilsnere). Det så virkelig dejligt ud!

På tilbagevejen var vi heldige at finde en stor Karl Johan-svamp, som jo er en af Danmarks dejlige spisesvampe. Den tog vi med til aftensmaden. 

Rebild bakker

Næste stop var Rebild bakker. Rebildfesten, som hvert år siden 1909 er blevet afholdt den 4. juli på USA’s uafhængighedsdag, har gjort området berømt. Vi havde dog aldrig været i Rebild bakker før, og havde vist ikke de helt store forventninger. 

Ved Rebildporten er der et besøgscenter, hvor vi fik et par fif til, hvilken rute vi kunne gå. Vi synes altid, at det er rart at have et mål med turen, så vi valgte et tårn, som vi kunne gå ud til. 

Vi snørede vandrestøvlerne, og så var det afsted. Allerede lige efter Rebildporten kom vi til de mest fantastiske landskaber med lyng og blåbærplanter. Nu forstod vi, hvorfor alle taler om Rebild bakker.

Snart fandt Anne Marie en stålorm, som lå lidt slapt på vejen. Så den blev nænsomt hjulpet ind til siden. Et par familier med børn fik sig også en på opleveren, da de lige fik lov til at se pragteksemplaret og samtidig fik lidt viden om en af Danmarks øgler med på vejen. Mødrene så dog ikke nødvendigvis begejstrede ud, men ungerne havde en fest. 

Efter at have forceret en godyl stejl bakke nåede vi frem til det famøse tårn, som vi havde besluttet at kravle op i. Det blev dog noget af en vuggende oplevelse. Ja, faktisk overvejede vi, hvor længe tårnet kunne blive stående endnu. Det var godt nok vakkelvornt. Så meget så vi nærmest blev søsyge på toppen. Godt vi kom sikkert ned igen.

Vi har dog efterfølgende læst, at tårnet er så “fleksibelt”, fordi det skal være stormsikret. Men lider du af højdeskræk, er det ikke sikkert, at dette tårn er noget for dig. Men udsigten var fin!

Thingbæk kalkminer

Sidst på eftermiddagen besluttede vi lidt impulsivt at besøge Thingbæk kalkminer. Vi havde som sådan ikke nogen forventninger til stedet ud over at skulle se en gammel kalkmine. Vi blev derfor noget overraskede, da vi trådte ind i et lille museum, hvor der stod en gammel Trabant, som man kunne sætte sig ind i. Rasmus hoppede hurtigt med på “legen”.

Udenfor kunne vi gå ind i kalkminen, som blev købt af billedhuggeren Anders Bundgaard i 1905. Kalkminedriften blev droppet igen i slutningen af 1940’erne, da den ikke var rentabel. I dag kan man se forskellige gipsskulpturer, som er udstillet inde i minen – den tidligere ejer var jo ikke billedhugger for ingen ting. Om det er interessant, må være op til den enkelte at bedømme. Vi havde håbet på at se flagermus, men fandt ud af, at de kun overvintrer i minen, så vi var der på den forkerte årstid.

Øst og Vest

Til sidst kom vi over i hovedbygningen, hvor der var endnu et spøjst museum. Rummet var delt i to: Øst og Vest, og der var masser af gamle ting fra de to sider af Jerntæppet. Meget af det lå frit fremme, så man kunne røre ved det, og børn kunne lege med tingene. Det er sjældent når man går på museum, da der ofte bliver passet godt på tingene.  

I udstillingen blev vi pludselig fanget af historien om Regan Vest, som vi overhovedet ikke kendte på forhånd. Regan Vest var i mange år en underjordisk bunker, hvor Danmarks vigtigste personer – altså kongehuset, regeringen og embedsmænd, kunne styre landet fra, hvis der var udbrudt reel krig under Den kolde krig. 

Regan Vest var en atomsikret bunker, som blev opført i årene mellem 1963-68, da den kolde krig var på sit højeste. Den var bygget en halv kilometer inde i en kalkbakke, 60 meter under jorden her i Rold skov i Nordjylland.

Anlægget var 5500 m2 stort og bestod af i alt 232 rum. Her kunne 350 mennesker opholde sig i ugevis uden kontakt med omverdenen. Så det har været noget af en bunker!

Det har været tophemmeligt, at Regan Vest overhovedet fandtes. Selv folk i lokalområdet kendte ikke til det. Nu prøver man på at gøre Regan Vest klar til publikum, og det vil uden tvivl blive en stor turistattraktion, hvis det lykkes. Problemet er, at der kun er én indgang ind. Og altså ingen nødudgange. 

Udsøgt middag på Fjerritslev kro

En aften inviterede vi os selv på Fjerritslev kro. Rasmus havde læst om deres lækre 8 retters tastingmenu til 425 kr. Det lød næsten for godt til at være sandt.

Vi blev sat ved et stort rundt bord, selvom vi kun var to, og så blev der ellers båret små lækre retter ind, som det var meningen, at vi skulle dele. Og snart gik det op for os, at vi ikke “kun” fik 8 retter, som der stod på menuen. For da vi nåede til ret nr. 8, var vi hverken nået til hovedretterne eller desserterne endnu. Og inden vi var færdige, havde vi fået serveret 15 udsøgte retter. Det var heavenly!   

Vi var i den 7. himmel, da vi kørte derfra. Det hele var så lækkert og veltilberedt. Ja, vi kunne næsten ikke tro, at vi havde fået sådan et fantastisk måltid til 425 kr.

Da vores gode ven Martin stødte til to dage senere, tog vi lige hele oplevelsen én gang til. Vi bestilte igen 8 deleretter og fik denne gang 11 lækre retter, som ALLE var forskelige fra de 15, vi fik to dage før. Imponerende! 

Vi ville egentlig have skrevet et blogindlæg om dette fantastiske måltid, men kort tid efter, at vi havde besøgt kroen, lukkede den desværre. Vi håber, at værtsparret Søren og Iben har lyst til at starte noget andet op på et tidspunkt. Så kan de i hvert fald regne med os som stamgæster.

Store Vildmose

Vi har mange gange besøgt Lille Vildmose, som ligger syd for Limfjorden. Det er her vi blandt andet har været heldige at se elge og rævehvalpe. Men nu ville vi prøve at køre forbi Store Vildmose, som ligger Nordenfjords.

Store Vildmose er ikke på samme måde en turistattraktion som Lille Vildmose, men også her er der chance for at se dyr og fugle på det godt 60 kvadratkilometer store område.  

Efter at have kørt lidt rundt, hvor vi kun havde set et par musvåger og to traner, stoppede vi ved det lille museum Vildmoseporten. Her kunne vi få et bedre overblik over området og dets muligheder. Vi blev mødt af flere frivillige, som var super søde og virkelig satte en ære i, at vi skulle føle os velkomne og få rigtig meget ud af vores besøg.

På museet lærte vi blandt andet, at der i 1934-35 blev bygget 19 staldgårde, som skulle hjælpe lokalbefolkningen med at dyrke afgrøder og holde husdyr. Det er nu en af disse gårde, som er lavet om til museum og skolestue. Der ligger også en shelter, som man er velkommen til at overnatte i. Adressen er
Biersted Mosevej 277.

6000 år gamle trædesten

På museet blev vi opmærksomme på, at der var en ca. 6000 år gammel sti af trædesten, som man kunne besøge. Det var lige noget for en historienørd som Anne Marie, så det blev næste stop.  

Ved Centralgårdsvej 30 er der en lille p-plads og derefter en plankesti ind til stenene. For mange mennesker er dette sted måske bare en række sten. Men hvis man er lidt historieinteresseret, så er det helt unikt, at der ligger en anlagt trædestensvej fra Jernalderen i Danmark. Mosen har jo dengang været et uvejsomt sted, så de store trædesten har lettet vejen for datidens mennesker. 

Vejlerne

På tredjedagen stødte vores gode ven Martin til med hans Caddy Camper. Og vi må sige, at det ALDRIG er kedeligt at være på tur med Martin. Han er lige så eventyrlysten og nysgerrig som os, så hvad var mere nærliggende end at udforske nye græsgange.

Vi havde igennem længere tid hørt meget godt om Vejlerne, der er et vådområde i Nordjylland imellem Thisted og Fjerritslev med en meget stor diversitet både hvad angår dyre- og fugleliv. 

Ved området kaldet Hanvejlen er der bygget fine plankebroer og smukke fugleskjul med stråtækte tage. Vi var vilde med det! Og vi var da også heldige at se lidt af det, som vi var kommet efter. Blandt andet traner, skestorke og sølvhejrer, som området er kendt for. Her ved Vejlerne findes nemlig Danmarks første sølvhejrekoloni. 

Men ikke nok med det. Vi fandt også de altid sjove og smukke skægmejser, som dog kan være lidt af en udfordring at fotografere.  

Og sidst men ikke mindst fik Martin øje på en rørdrum på godt 200 meters afstand. Rørdrummen er en sand mester i camouflage. Her er det altafgørende at man har kikkert eller endnu bedre et teleskop med. Hvis du på et tidspunkt hører en lyd, som minder om din lillebror, som sidder og puster i en sodavandsflaske, så ved du, at rørdrummen er i nærheden. Derefter er kunsten at få øje på den…

Og mens vi stod der og snakkede om rørdrum og skægmejser, kom vi i snak med en ældre nordjyde, som vidste en masse om rovfugle. Vi spurgte ind til chancen for at se natravn i området, og han gav os rigtig mange gode tips til at opleve denne mystiske fugl, som de færreste danskere kender. 

Lidt facts om natravnen

Natravnen er en fugl, som er utrolig god til at camouflere sig. Den gråbrunlige farver gør, at den næsten falder i et med omgivelserne. Derudover sidder natravnen ofte på jorden i dagstimerne. 

Når det bliver skumring, flyver den ud på jagt efter insekter ligesom flagermus. Det, som gør natravnen ekstra speciel, er de lyde den siger. Den har både en snurrende lyd, som kan høres over store afstanden på en stille sommeraften, og så kan den klappe med vingerne.  

På jagt efter natravn

Vores nye ven fra Vejlerne fortalte os, at vi, mens der stadig var dagslys, skulle køre til Thorup klitplantage og finde læbælter. Det gjorde vi som forarbejde til aftenens ekspedition.

Efter den formidable middag på Fjerritslev kro, gik turen igen tilbage til Thorup klitplantage. Og her er det bare at Rasmus gang på gang priser sig lykkelig over at have en kæreste, som hverken kan lide vin eller øl. Så der er altid en til at køre bilen  

Da vi nåede læbælterne, stoppede vi bilen og slukkede motoren og satte os til at vente. Vi havde fået besked på at vente 10 minutter – og hørte vi intet, kunne vi godt køre videre. Og hvad var det så vi lyttede efter? Både den snurrende trille, som natravnen siger, og så en klappende lyd, når den klasker vingerne sammen.

Ved det tredje læbælte, vi stoppede ved, kunne vi pludselig høre lyden af natravnen. Så vi fløj ud af bilen og skrånede ind over en lysning, der på dette tidspunkt af dagen ikke rigtigt levede op til sit navn. Med andre ord: Der var bælgragende mørkt. Vi zigzaggede imellem en masse træstubbe, inden vi nåede hen til et trådhegn. Her blev vi stående, imens vi på skift klappede i hænderne for at tiltrække natravnen.

Først kunne vi høre den i nærheden, og lige pludselig fløj den rundt om ørerne på os. Det var jo bulder mørkt, så det var en ret vild men også super sjov oplevelse, som helt sikkert skal gentages en anden gang. Og så skal vi jo også se den i dagslys, så vi kan få et billede af den I steder må I nøjes med et billede af rørhøgen.

På svamperov

Vi sov et par nætter ved Thorup klitplantage og gik på jagt efter svampe. Skovens guld.

Selvom vi ikke fandt en guldåre, fandt vi nok til en lækker brunch, som blev tilberedt næste formiddag ved Hanvejlen. Det er bare noget helt særligt at spise de svampe, som man selv har fundet. Vi fandt både almindelige og blege kantareller. Og de smagte himmelsk!  

Bulbjerg

Når nu vi var i området, så ville vi ikke snyde os selv for at se Bulbjerg, der er en ca. 47 meter høj kalkstensklippe beliggende helt ud til havet. Klippen er Danmarks største – og et af de eneste – fuglefjeld i landet.

Der var en super fin udsigt fra toppen, og man kunne virkelig mærke vindens kræfter, hvilket også blev udnyttet af blandt andet de måger og rider, der har hjemme på fjeldet. Det er selvfølgelig ikke Skotland eller Irland, men det minder lidt om det i meget mindre skala.

Vi gik ned på selve stranden for at få et close up look på denne berømte klippe. Der var nogle, som ønskede at komme endnu tættere på end os. De fleste af dem endte med en våd sok eller to. 

Øster Thorup strand

Som nærmest resten af Danmarks befolkning har vi også hørt om Gutterne på kutterne, så vi måtte lige lægge vejen forbi Øster Thorup strand, som er blevet berømt på grund af udsendelserne på TV. Her ligger 14 fiskekuttere, som via et særligt spil bliver trukket op på stranden. Og det er da bare et godt motiv! 

Og det kaldte selvfølgelig også på en selfie med gutterne foran kutterne

Lille Vildmose

Vi sluttede den nordjyske rundtur i Lille Vildmose. Et sted vi virkelig er kommet til at holde meget af. Her så vi blandt andet denne ræv, som kom rimeligt tæt på bilen.

Og da vi stod og hyggede om aftenen, ville denne elg også lige over og hilse på. Den var nok nysgerrig for at se, hvad vi lavede. Pludselig stod den ca. 3 meter bag ved os med kun en lille å imellem. Martin fik først øje på den og sagde helt stille: Rasmus, vend dig om! Skyd, skyd, skyd. Det kom der blandt andet dette billede ud af:

Det var en fantastisk ferie i Nordjylland med fokus på smukke naturområder. Og vi fik masser af gode oplevelser med hjem. Følg gerne med på Facebook Two Danes On Tour og Instagram @twodanesontour

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Staycation i Danmark del 3 – Nordjylland blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Anne Marie havde, siden hendes sidste besøg i Grækenland tilbage i 1990, drømt om at se Oraklet i Delfi. Rasmus har ellers sagt til hende, at hun kan se oraklet hver dag, og at vi da ikke behøver at tage til Delfi for det!
Men når en af os har fået “en fiks idé”, så undersøger vi mulighederne for at få ting til at lykkes.

Vi kunne hurtig se, at det ville blive bekosteligt med en lejebil fra Athen for en enkelt dag, og samtidig havde ingen af os meget lyst til at være en aktiv del af trafikken, der enten virkede meget lidt regelret eller meget lidt bevægelig. Så i stedet fandt vi ud af, hvordan vi kunne tage offentlig transport til Delfi.

At finde den rigtige busstation

Det stod hurtigt klart for os, at hvis vi ville til Delfi, så blev det med bus. Det er ikke vores foretrukne transportform – vi kan bedre lide at køre med tog, hvor man har mulighed for at rejse sig lidt op og gå rundt. Men for en enkelt tur på godt tre timer hver vej, ville det være helt okay.

Vi havde egentlig først tænkt, at vi kunne gå til busstationen, men vores hotelfatter sagde, at det kunne vi godt glemme. Der var alt for langt. I stedet bestilte han os en taxa – og vi må indrømme, at han havde ret. Vi havde aldrig nået bussen, hvis vi var gået derhen.

Til gengæld er det en god idé at have fuldstændigt styr på aftalen omkring prisen på taxaen. Vi havde aftalt en pris. Men da vi kom frem, var der alle mulige “tillæg”. Rasmus ringede til hotelfatter, men han meldte hus forbi. Og så var der ingen anden udvej end at tage konfrontationen, der endte med 20 % drikkepenge – men ikke tillæg til over dobbelt aftalt pris.

Bussen afgik fra KTEL Bus station Terminal B (Liosion) – ikke at forveksle med KTEL Athens Bus Station Terminal B. Så pas lige på, at I ikke ender det falske sted!

Der er desværre ikke lige en metrostation op ad busstationen – det havde ellers været smart. De nærmeste er Kato Patisia og Agios Nikolaos.

Med bus til Delfi

Vi tog den tidligste bus fra Athen kl. 7.30. Så kunne vi være fremme omkring kl. 10.30 og dermed have hele dagen i Delfi, inden vi skulle med bussen retur.

På busstationen fandt vi denne oversigt over tider og priser, men tjek lige op på det selv. Det kan jo være lavet om.

Bussen var en almindelig turistbus med ok benplads og faste sædenumre. Vi kiggede ud af vinduet undervejs og blev især betaget af en lille by, som vi kørte igennem. Men mere om denne by senere.  

Delfis Arkæologiske Museum

Da vi ankom til Delfi, gik vi direkte ind på det arkæologiske museum, som ligger i forbindelse med Apollos tempel. Her var der en fin lille udstilling med diverse skulpturer fra Delfis templer. 

Et af museets skatte er Sfinxen af Naxos. Det er en 2,22 meter høj marmorstatue, som er forholdsvis velbevaret. Figuren har en kvindes ansigt, krop som en løve og fjer som en rovfugl. Den har stået på en ca. 10 meter høj jonisk søjle ved siden af Apollotemplet. 

I den græske mytologi er Sfinxen et uhyre, som blev sendt til jorden for at straffe og bevogter byen Theben. Sfinxen stillede alle fremmede den samme gåde: “Hvilket dyr har først fire ben, så to ben og så tre ben?” Ingen kunne besvare gåden før kongesønnen Ødipus kom forbi. Han løste den ved at sige, at det var et menneske, som kravler på alle fire som spæd, går på to ben som voksen og bruger stok som gammel. Da gåden var gættet, kastede Sfinxen sig i døden, og Theben var befriet. 

En anden berømt figur på museet er Vognstyreren fra Delfi. Bronzestatuen stammer fra antikken, og eneste grund til at den er så relativt velbevaret er, at den har ligget gemt under en masse murbrokker efter et stort jordskælv i 373 f.v.t. Den blev fundet ved udgravninger i 1896. Alle andre bronzeskulpturer fra den tid er blevet røvet og smeltet om, så Vognstyreren fra Delfi er helt unik. 

Oraklet i Delfi

Efter en lille rundtur på museet var vi klar til at se nærmere på ruinerne udenfor. 

Vi kom snart forbi en sort sten, som skulle være verdens midtpunkt. I følge en gammel myte slap Zeus to ørne løs i hver sin ende af verden. Ørnene krydsede hinanden lige over Delfi, og stedet måtte derfor være verdens midtpunkt. 

Oraklet i Delfi tiltrak mange mennesker, som kom fra nær og fjern for at få et indblik i fremtiden. Ja, hvem ønsker sig ikke det? Men det var jo kryptiske svar, som oraklet gav, så man kunne aldrig rigtig vide, hvad svaret skulle betyde.

Her får I lige et foto af verdens navle gange 2  

Historien om Ødipus

De fleste har hørt om den græske kongesøn Ødipus. Om ikke andet så i forbindelse med Ødipus-komplekset. Og det var faktisk oraklet i Delfi, som meddelte Ødipus’ far kong Laios, at den søn, som han netop havde fået, en dag ville slå ham ihjel, gifte sig med sin egen mor og få børn med hende.

Kong Laios blev så oprevet, at han beordrede en af sine hyrder til at sætte Ødipus ud i naturen for at dø, så profetien ikke skulle gå i opfyldelse. For at den lille dreng ikke kunne bruges som slave, skar kong Laios hans akillessener over.

Men hyrden kunne ikke få sig selv til at gøre, som kongen havde befalet. I stedet gav han drengen til en anden hyrde, som gav drengen videre til kongen og dronningen af Korinth. De kunne ikke selv få børn, og tog den lille dreng til sig. Ødipus voksede op hos kongefamilien uvidende om sin fortid.

Som voksen kom det dog Ødipus for øre, at han ikke var søn af kongeparret fra Korinth, og han drog (ligesom sin far) til Oraklet i Delfi for at få svar på sit spørgsmål. Oraklet sagde: “Flygt fra din far, for møder du ham igen, vil du dræbe ham og derefter ægte din mor og avle børn med hende”.  

Enden på komedien

Ødipus troede jo af gode grunde, at hans mor og far var kongeparret i Korinth, så han turde ikke at vende tilbage dertil.

I stedet drog han mod øst, hvor han mødte en fornem herre. Under flere forviklinger slog han den fine herre ihjel og opdagede aldrig, at det var hans rigtige far. Derefter mødte han Sfinxen, som jo stillede ham gåden om dyret med først fire ben, så to ben og til sidst tre ben. Og da gåden var løst og Sfinxen besejret, udnævnte borgerne i Theben Ødipus som konge, da deres gamle konge Laios netop var død.

Ødipus ægtede enken efter den dræbte konge – altså hans egen mor. Og sammen fik de fire børn. Ja, sådan kom Oraklets profeti til at gå i opfyldelse.

Flere år efter opdagede Ødipus og hans mor hvordan tingene hang sammen. Det endte med at dronningen hængte sig, og Ødipus stak sine egne øjne ud. Det er altså makabre historier fra oldtidens Grækenland!

De Pythiske Lege i Delfi

De Olympiske Lege er jo verdenskendte. Men der fandtes faktisk lege i mange af de små græske bystater i antikken. Således også i Delfi. Her blev de kaldt De Pythiske Lege, efter at Apollon havde besejret stedets vogter, den frygtelige drage Pytho. 

Under legene var der både kunstneriske konkurrencer på teateret og sportskonkurrencer på stadion. 

Vinderen af De Pythiske Lege blev efterfølgende portrætteret i form af en bronzeskulptur. Vognstyreren fra Delfi er som sagt den eneste tilbageværende.

I Delfi kan man stadig se det gamle stadion, som ligger op ad bjergsiden. Det skulle være rigtig flot og velbevaret. Det var dog desværre lukket for besøgende den dag, vi kom forbi, så det gik vi glip af. 

Athena Pronaia templet

Da vi havde set ruinerne bag ved museet, syntes vi, at vi stadig manglede noget. Vi havde hjemmefra set flotte billeder af Athena Pronaia templet, men havde ikke set det på vores vej. Pludselig gik det op for os, at det lå på den anden side af hovedvejen, så for at komme derover, måtte vi ud fra museet og ruinerne, et stykke hen ad asfaltvejen og ned til endnu et tempelområde.

Det er gratis at besøge denne del af ruinerne i Delfi og et rigtig fint sted at tage lidt billeder. 

Bjergbyen Arachova

Da vi følte, at vi havde set ruiner nok for en dag, forsøgte vi at tomle til bjergbyen Arachova, men det gik ikke så nemt, som vi havde håbet. Måske fordi vi ikke havde en tusch og et stykke pap at skrive på.

Det er altid en fordel at have et skilt med sin næste destination, når man tomler. Derudover havde vi heller ikke så meget tid, da vi jo skulle med bussen tilbage til Athen. Så i stedet gik vi tilbage til hovedgaden i Delfi, hvor vi så måtte betale en taxa for at køre os til Arachova.

Arachova var præcis så hyggelig og malerisk, som vi havde fornemmet fra busvinduet om morgenen, og vi gik rundt på hovedgaden og i de små sidegader for at fotografere hustagene ned ad bjergskråningen. 

Derefter spiste vi en velfortjent frokost på en lille restaurant, hvor Anne Marie på det nærmeste blev råbt an af en græsk kvinde, som ikke mente, at hun fik det optimale ud af lammebenene på de dejlige koteletter, som hun havde bestilt. Hun skulle spise alt fedtet også.

Det var vist godt, det ikke var Rasmus, der havde bestilt koteletterne, for han er langt mere tilbageholdende overfor lammefedt, og ville KUN have spist det fineste kød. Men nu havde vi jo heldigvis tænkt os selv at betale for måltidet, så vi mente også, at vi havde ret til at spise lige nøjagtigt den mængde, som vi havde lyst til

Ved 16-tiden hoppede vi på bussen mod Athen i Arachova. Det havde været en spændende dag i Delfi, som uden tvivl er et yndet sted for historieinteresserede. Her mærker du virkelig historiens vingesus og det tilmed i de smukkeste omgivelser. Vi vil helt klart anbefale en dagstur eller en overnatning i Delfi til andre Grækenlands-rejsende.

Læs mere

Du kan se alle vores blogindlæg fra Grækenland her.

Vi vil også gerne anbefale:
Lissabon
10 timer i Istanbul

Som altid glædes vi over alle dem, som synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Det er også her, du kan se, når vi er på tur og når vi har skrevet nyt på bloggen. På Instagram kan du finde os her @twodanesontour

Vi håber, at Påskeferien går til Nationalpark Thy. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På besøg hos Oraklet i Delfi blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi elsker at rejse! Og vi synes selv, at vi er mega gode til det. Vi havde vores første rejse sammen i 2003, og vi bliver aldrig trætte af at opleve spændende steder, møde nye mennesker, se fantastisk natur og dyreliv, spise mad fra alverdens køkkener og bare sanse, se, slentre og opleve.   

Vi får meget god tid til at gå med at planlægge ture, finde billige flybilletter, undersøge seværdigheder, naturoplevelser og overnatningsmuligheder i de områder, som vi rejser til. Men der er jo ikke såååååå meget at opleve i øjeblikket, af de ting vi plejer at gå efter. Så vi har brugt mange dage, uger, måneder i hinandens selskab på egen matrikel, med gåture i den lokale skov samt med at finde nye steder i lokalområdet. Med en verden, som er i rød, lukkede butikker, museer, biografer og restauranter samt et forsamlingsforbud på 5, er det sgu alligevel begrænset, hvad man kan finde på.
Og så alligevel – for vi har altid sagt, at eventyret kan findes overalt. 

En vintertur på tegnebrættet

Pludselig en aften fik Rasmus en idé om, at vi skulle prøve at teste Caddy Camperen her om vinteren. Anne Marie spurgte lidt skeptisk, om han mente sådan en vintertur, hvor vi skulle sove i bilen? Og det gjorde han lige nøjagtigt! Og så gik vi begge straks i planlægningsmodus. 

For det første havde vi begge mulighed for at holde en feriefridag. Og da det var på plads, besluttede vi hurtigt, at turen skulle gå til Lille Vildmose. Et fantastisk naturområde, som vi har besøgt flere gange om foråret og sommeren. Men nu ville vi se, hvad mosen kunne tilbyde her om vinteren.

Inden afgang hjemmefra tjekkede vi lige vejrudsigten. Det skulle vi måske ikke have gjort… Vi kunne se, at der blev lovet ned til minus 7 grader om natten og masser af vind. Noget af en udfordring, når det ville være vores første vintertur. Men det kunne ikke slå os ud. Vi var så spændte på, at vi igen skulle ud på tur. 

Pakkeliste

Vi overvejede nøje, hvad vi skulle have med af varmt tøj og fodtøj. Vi pakkede begge lange underbukser, almindelige bukser og skibukser. Derudover uldundertrøjer, en varm uldsweater, en fleece og skijakker. Vi havde også tykke uldsokker i de store vinterstøvler og selvfølgelig huer, vanter og halstørklæder/halsedisser med.

Vi valgte at tage vores almindelige dyner med, da de er gode og varme. For en sikkerheds skyld stoppede vi også et uldtæppe og en varm sovepose i bilen. Måske ville en af os få brug for det i løbet af natten. 

Ud på tur, aldrig sur

Torsdag efter arbejde begav vi os af sted. Og med et enkelt aftensmadsstop i Nyborg, var vi fremme på Øster Hurup havn kl. 21.15. Så var det bare om hurtigst muligt at få lavet sengen og sat udluftningsskinner i sideruderne. (Til dem af jer, som endnu ikke kender os så godt, så kan vi lige kort fortælle, at vi har bygget seng bag i vores personbil VW Caddy. Hvordan og hvorledes kan I læse om her).

Derefter besøgte vi de udmærkede toiletter på havneområdet. Koden til toiletterne står på Havnefogedens dør. Efter tænderne var børstede, var det bare om at komme hurtigt tilbage til bilen og krybe ned under dynerne.

Vi gik i seng med t-shirt, lange underbukser, uldsokker og huer på. Anne Marie måtte dog både af med sokker og hue i løbet af natten. Rasmus plejer at sige, at hun har en meget fintfølende indbygget termostat, som har udsving ved blot plus/minus 1 grad. Så der skal ikke meget til, før at hun går fra at fryse til at svede – og omvendt.

Vi indrømmer blankt, at der var koldt i Caddy Camperen, da vi vågnede næste morgen. Køleskabstermometeret, som vi havde taget med hjemmefra, stod på minus 1 grad, da vækkeuret ringede kl. 6.30. Og der var is på ruderne indvendigt. 

Inden vi stod op, tog vi alt vores tøj ned under dynerne, så det kunne blive varmet op, inden vi skulle have det på. Frossent tøj er altså ikke lige sagen. Derefter var det på med skibukser og vinterjakke, hue, vanter og halstørklæde. Og så var vi klar til at stå ud i stiv kuling og frostvejr. Men prøv lige at se en solopgang. Man kan jo kun blive glad!

Vintertur i Lille Vildmose

Vi hentede lidt morgenmad i Daglig Brugsen i Øster Hurup, inden vi kørte til Lille Vildmose – en tur på ca. 15 minutter. Vi nød det sidste af solopgangen over Birkesø, mens vi spiste morgenbrødet. Og snart var vi af sted på tur.

Vi var egentlig kommet for at se, om vi kunne være heldige at møde en odder. Men som altid er Lille Vildmose ikke nogen zoologisk have. Man skal have masser af tid, tålmodighed og en god portion held for at få de forskellige dyr og fugle at se. 

Og vi måtte snart sande, at de fleste dyr og fugle havde fundet et eller andet sted at sidde i læ for den bidende kulde fra øst. Vi kørte rundt i to fulde dage plus en morgen og ikke en eneste gang så vi skyggen af en elg. Det var jo heller ikke det, vi var kommet efter, men de er altid flotte at se. 

Til gengæld mødte vi Bambi på isen. Og vi skulle hilse og sige, at der var glat.

Ræve på jagt

Vi var heldige at se ræve en 5-6 gange. Et par af gangene gik Mikkel ræv på jagt efter fugle hen over isen på Toftesø.

Vi var forbi Lille Vildmose sidste forår, for at se de små, søde ræveunger. Men de er jo selvfølgelig for længst flyttet ud af rævegraven.

Fuglekonge og stor tornskade

Vi syntes, at det hele var lidt dødt og forladt i mosen, men pludselig hørte vi nogle små bitte pip, som straks fangede vores opmærksomhed.

Lige over vores hoveder var vi heldige at se fem fuglekonger -Danmarks mindste fugl. De er altid MEGET hurtige og vimse og en god udfordring at fotografere. Rasmus fik dette sjove skud i flugten.

På Ny Høstemarkvej var vi heldige at se en stor tornskade, som holdt udkig efter føde. Det er en flot og skæg fugl.

Den spiser hovedsageligt store insekter, firben, padder, små fugle og mus. Hvis en stor tornskade fanger mere føde, end den lige umiddelbart kan spise, spidder den det på tornegrene til senere brug. Altså som et forrådskammer. Super smart, men også lidt makabert, hvis man kommer til at gå forbi en død fugl eller mus som hænger blodig på en gren.

Vi var meget glade for at få lov til at se tornskaden, da den er kritisk truet og på den danske rødliste.  

På tur til Mou og Egense

Men ellers så vi ikke meget liv i mosen. Vi besluttede derfor at køre et smut forbi Sejlklubben Mou Bro, da vi havde hørt, at der var set odder i havnebassinet. Desværre var den ikke at se, så vi måtte nøjes med at observere de scener, der udspillede sig, da en far og hans søn i en transportabel sauna huggede hul i isen med en økse, hvorefter faderen var i vandet og sønnen lavede tør(ryg)svømning for ikke at komme det. For at skåne alle tog vi ingen billeder af seancen – og det var ikke på grund af GDPR!

Næste stop var Egense havn, hvorfra færgen sejler til Hals på den anden side af Limfjorden. Her så vi et par flotte hvinænder og en flok knortegæs. Men heller ikke her var odder-heldet med os.

Og en ulykke kommer jo som bekendt sjældent alene: Grillbaren på havnen var selvfølgelig også lukket! Derfor måtte vi tilbage til Mou, hvor lykken vendte. – Ja, altså vi så ingen odder! Men Mou Pizza og Kebab House laver fantastiske frokostpizzaer til kun 35 kr. Et “kødhjul” med oksekød, kebab OG bearnaise, der næsten kunne få os til at glemme det manglende dyreliv og vores kolde tæer.

Endnu en nat

Vi havde ikke mistet modet ved at sove i Caddyen, så endnu en nat blev tilbragt på Øster Hurup havn. Det var både sjovt og hyggeligt at ligge her med kolde næser og lytte til vinden. Og næste morgen stod vi op til endnu en smuk dag.

Flere søde mennesker skrev til os undervejs, at de tilbød os logi og en varm brændeovn, men vi havde jo besluttet os for en vintertur, og vi var meget stålfaste på at gennemføre det.

Ja, faktisk fik vi overvældende mange likes og kommentarer på Facebook for vores heltemod eller dumdristighed – du vælger selv. Tusind tak til alle jer, som tog jer tid til at sende os en sjov eller sød hilsen. Vi sætter stor pris på dem alle.

Også tak til jer, som vi mødte i mosen. Det er altid sjovt og dejligt at slå en sludder af med andre natur- og fotointeresserede. Nogle af jer var endda så søde at komme med suppe og varm kakao.

Anden nat fandt vi på at lægge uldtæppet rundt om vores dyner i fodenden, så der ikke opstod kuldebroer, hvis vi kom til at vende os i løbet af natten, og storetåen stak ud. Ellers ændrende vi ikke på noget. Vi var godt tilfredse med tingenes tilstand. Det eneste, vi kunne klage over, var de 12 sekundmeter, som det blæste uden for Caddyen. Men det skal det vel på en rigtig vintertur. 

På jagt efter odder

Andendagen startede med morgenmad og flot solopgang i Dokkedal. Her er der et lille udstillingshus med bordebænkesæt, hvor man fint kan spise sin mad. Dog var der lukket for vandet og toiletterne her om vinteren, hvis man skulle få brug for det.

Igen var vinden kold og bidende, og de skægmejser, som vi kiggede efter, kunne vi ingen steder se. Til gengæld var der meget smukt med det tilfrosne hav.

Vi kørte derfor tilbage til Lille Vildmose, hvor der var lidt mindre vind og lidt større held med dyrelivet. 

Og så endelig det, vi var kommet for at se: odder! Den var lagt ude på isen på Toftesø. Ind imellem hoppede den i vandet i en våge, og når den så kom op på isen igen, rullede den sig i sneen for at blive tør. Det var sjovt at stå og observere den.

Fugleskjul ved Birkesø

Alle de gange vi har været i mosen, har vi sørget for, at opleve et nyt sted, som vi ikke har været før. Det bliver selvfølgelig sværere og sværere jo flere gange, vi har været der. Men det kan stadig lade sig gøre.

Denne gang besøgte vi det utroligt fine fugleskjul ved Birkesø. Vi parkerede Caddyen ved Lillesø og gik langs søbredden derud. Vi blev overraskede over, hvor smukt skjulet var – og det blev jo heller ikke dårligere af, at solen skinnede så flot. 

Vandstær

Da der heller ikke denne dag var super meget liv i mosen, lavede vi lige en lille eftermiddagstur til Aalborg-området, hvor vi havde fået at vide, at der skulle være vandstær. Endnu en rigtig sjov fugl, som kun kan ses i Danmark om vinteren. Der er enkelte par, som yngler her, men det er utrolig sjældent at se. De fleste vandstære flyver mod nord, når foråret kommer.

Vandstæren, som ligner lidt en solsort med hvidt bryst, er virkelig hurtig, og ikke særlig sky. Den lever ved åer og floder, hvor der er rindende vand. Den står tit og vipper med halen, ja, det ser nærmest ud som om den laver knæbøjninger, for så lige pludselig at hoppe på hovedet i åen. Der fanger den forskellige insekter i vandet. Men snart er den oppe på sin yndlingssten igen.

Vi gik en tur langs en å, men så ikke rigtig noget. På tilbagevejen var vi heldige. Vandstæren stod pludselig på en lille sten ved bredden af åen. Den fløj lidt frem og tilbage langs vandet, men kom hele tiden tilbage til det samme sted. Derfor var det muligt for Rasmus at få et billede af den lille fugl i eftermiddagslyset.

Alle gode gange tre

Vi tog endnu en kold nat på Øster Hurup havn. Vi var kommet til at snakke med en kvinde, som sov i autocamper sammen med hendes mand. De nød ligesom os den fine udsigt og de gode faciliteter på havnen, men havde det selvfølgelig meget varmere i deres store AC end os i lille Caddy Camper. Hun tilbød os, at vi kunne parkere bag deres bil og derved komme lidt i læ for den stride østenvind. Det hjalp lidt, men temperaturen var stadig under 0 i kabinen. 

Vi rundede lige mosen næste morgen og så en ræv og tre havørne på isen. Vi havde håbet på endnu en odder, men heldet var ikke med os denne dag. Derefter kørte vi hjemover igen, inden snestormen for alvor ramte Danmark.

Galt eller genialt

Her kommer lidt tanker om turen, efter vi er kommet hjem i varmen igen.

Caddy Camperen er en fantastisk bil året rundt. Og vi har brugt den meget mere, end vi havde turde håbe på, da vi byggede seng bagi. 

Anne Marie havde lidt bekymringer hjemmefra i forhold til kulde, og det at skulle ud og tisse midt om natten. Men man kan, hvad man vil, og når først man er af sted, så er det jo mega sjovt at udfordre sig selv.

Det var selvfølgelig koldt både i og udenfor bilen, men når vi først lå under dynerne, havde vi det dejlig varmt. Og så var det jo kun koldt, når vi skulle op igen næste morgen. 

Som sagt fik vi mange sjove kommentarer undervejs på de sociale medier. Vi er blevet kaldt både vilde, totalt skøre, seje, modige, fantastiske, lige på grænsen til at være komplet tossede, skønne, dejlige og ikke helt normale. Vi tager dem alle som komplimenter, og syntes, at det var sjovt, at der blev så meget opmærksomhed på vores tur. Det havde vi ikke forventet.  

Er det både første og sidste gang, at vi er taget på vintertur i The Caddy Camper? Helt sikkert ikke! Vi er klar til igen at udforske et nyt hjørne af Danmark, frost eller ej.

Har du ikke en Caddy Camper ligesom os, men vil du også gerne udfordre dig selv med en vintertur, så kan vi anbefale en nat i shelter. Eneste forskel på Caddy og shelter er, at i Caddy blæser det ikke indenfor! 

Gode råd til en vintertur

• Det værste er at fryse. Hav derfor masser af tøj med, som du kan tage på lag-på-lag. Især uld er godt!
• Det er vigtigt at have det tilpas varmt, når du skal sove. Du må ikke lægge dig til at sove, hvis du fryser. Så får du aldrig varmen.
• Sørg for at det ikke trækker nedefra, og at du har en varm sovepose eller en vinterdyne.
• Hvis du til hverdag sover med en formstøbt skumhovedpude, så byt den ud med en af fjer. De formstøbte bliver hårde som beton og meget kolde at ligge på. Så er det frostvejr, så find andefjerene frem.
• Hvis du har mulighed for det, så parker bilen et sted med læ.
• Det kan være dejligt med toiletfaciliteter om vinteren. Det satte Anne Marie især pris på. Det var også skønt med et varmt bad efter en lang, kold dag i mosen.
• Hvis du er lidt usikker på din egen formåen eller dit udstyr, så kan du lave en testtur tæt på dit hjem. Så kan du jo køre hjem i varmen, hvis det ikke lige går som planlagt. Vi valgte at trodse vores eget råd og køre 400 km og tage tre nætter i streg. Vi mente selv, at vi var uovervindelige.

Læs mere om vores rejser

Se alle vores blogindlæg om Danmark

Eller læs om vores rejser til Island og Svalbard

Som altid er vi super glade for alle jer, som synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er for nyligt rundet 1400 medlemmer. Følg med og se, hvor næste tur går hen. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På vintertur i The Caddy Camper blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På vej til Aegina

Vi kiggede på vejrudsigten og kunne se, at der dagen efter blev lovet høj sol og ingen skyer. Næste morgen hoppede vi derfor på metrolinje nr. 1 (den grønne) mod Piræus, og efter godt en halv times kørsel var vi fremme. Det er super nemt, for Piræus er sidste stop på linjen.

Vi gik ud af stationsbygningen og drejede imod havnen. På lang afstand kunne vi se de store færger, som sejler ud til de mange græske øer. 

Lidt for tidligt drejede vi ind på havneområdet, hvor vi straks blev råbt an af en mand, som meget gerne ville sælge os færgebilletter til Aegina.

Vi kunne enten komme med en langsom færge til 8.90 Euro/one way eller en hurtig til 14 Euro/one way. Overfarten med den langsomme færge ville tage 1 time og 10 minutter, mens den hurtige kun ville tage 45 minutter. For os kunne det dog ikke betale sig at tage den hurtige, da den sejlede senere end den lagsomme, og de ankom derfor nærmest samtidig til øen.

Vi købte billetter til den langsomme båd af den insisterende mand, gik hen til selve stedet, hvor færgen lå for anker og opdagede, at der var en lille bod, som også solgte billetter. Hvis vi havde købt her, kunne vi have sparet yderligere 0.90 Euro pr. mand. Nå, det går nok…

Vi gik ombord på den store færge fra Saronic ferries, fandt en stol på dækket og slog os ned. Det var dejligt vejr, og vi havde masser af tid. Livet er skønt!

Skønne Aegina

Aegina ligger kun ca. 15 km fra fastlandet, og det var en meget behagelig sejltur uden bølger og søsyge. Vi steg i land lige midt i hovedbyen med samme navn som øen og følte med det samme, at vi var på ferie i ferien. Der var så hyggeligt og skønt! 

Vi gik en tur langs den charmerende havn og knipsede løs med kameraet.

Gamle fiskere sad på deres små både og ordnede garn, der blev slået en sludder af og verdenssituationen blev vendt. Slow living.   

Bagefter begav vi os op i de små, smalle baggader. Der var også hyggeligt og meget få turister her i februar måned. 

Blandt andet kom vi forbi den lille, gammel borg Pyrgos Markellou, som har været et forsvarsværk i 1800-tallet. Vi kunne ikke komme ind, men blot se tårnet udefra.  

Tæt på hovedbyen ligger der en badestrand. Det var dog lige lidt for køligt til os her i februar måned. Det var kun nogle tyske skolebørn, som vågede at dyppe sig i det salte hav. Men kommer du om sommeren, er der let adgang til stranden. Vi havde andre planer – vi ligger jo faktisk sjældent på stranden og vil hellere ud og opleve noget. 

Vi fik nemlig lyst til at se mere af øen. Og Rasmus havde snart spottet en stor reklame med biludlejning på et hus langs havnefronten. Så i løbet af meget kort tid besluttede vi at leje en bil. Det kostede 30 Euro for dagen, og så havde vi mulighed for at køre hele øen rundt. Det lød meget tillokkende – og som sagt så gjort. 

Fiskerlejet Perdika

Vi kørte først til den lille havneby Perdika. Når du kommer til Perdika, kan du ikke komme længere. Det er simpelthen Verdens ende. I februar var der helt stille og fredfyldt. Det var det perfekte sted for os.

På havnekajen fandt vi et par små restauranter og besluttede os for at spise på den lille familiedrevne knejpe To Deka.

Restauranten blev grundlagt som en lille café i 1943, og det er nu 3. generation, som kører stedet. De har specialiseret sig i frisk fisk og skaldyr, men der er masser af andet lækkert på menuen. 

Der var en yderste venlig og behagelig betjening. Ejeren ville gerne vejlede os, uden at være anmassende. Vi bestilte tzatziki, rejsens største og skønneste zucciniballs og de lækreste calamares.

Derudover prøvede Rasmus husets signaturret pastitsio. Pasta med hakkekød og bechamelsauce. En græsk udgave af den italienske lasagne. 

Vi sluttede af med dessert og hjemmelavet limoncella på husets regning.

Et perfekt måltid uden for alfavej. Nu var vi klar til at køre videre og se mere.

Aphaea-templet

Efter den lækre, lækre frokost kørte vi ind over øen for at besøge Aphaea-templet. Det lå højt hævet over havet med en fantastisk udsigt. Entreen kostede 3 Euro pr. mand. 

Templet blev bygget i år 490 f.v.t. og vidner om, at Aegina har været et vigtigt sted i Grækenlands historie. Templet er dedikeret til gudinden Aphaea og er typisk dorisk – ligesom Parthenon på Akropolis. 

Selvom du måske ikke er super historieinteresseret, så er det et smukt sted at gøre hold. Fra templet er der en smuk udsigt over havet og alle fyrretræerne. Ja, du kan faktisk se Athen herfra. Det må også være helt særligt om aftenen. 

Lige overfor templet lå der en lille kiosk, hvor vi kunne købe en skøn pistacieis, hvilket var tiltrængt i varmen. Aegina er kendte for dyrkning af pistacienødder, så selvfølgelig måtte vi prøve sådan en is. 

Fototur

Vi kørte rundt et par timer mere på øen, og selvom de små turistbyer var mere eller mindre lukket ned for vinteren, så var der skønt. I får lige lidt stemningsbilleder fra turen.

Sidst på eftermiddagen kom vi tilbage til hovedbyen Aegina, hvor vi afleverede bilen og tog en drink på havnepromenaden i det varme eftermiddagslys.

På vejen hjem med færgen nød vi solnedgangen, inden vi fra Piræus tog metroen tilbage til pulserende Athen.

Det havde været en fantastisk dag med dejlig mad, smukke udsigter og frisk luft. Lige hvad vi trængte til.

Læs alle vores blogindlæg fra Grækenland
Læs om vores rejseår 2020, som selvfølgelig blev helt anderledes, end vi havde regnet med.

Som altid bliver vi utrolig glade for alle, som har lyst til at følge med og synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Der kan du se, når vi er på tur og når vi udgiver nye blogindlæg. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Aegina – en fantastisk dagstur fra Athen blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Enklaven Kaliningrad er et forholdsvist lille landområde på ca. 15000 km², eller omkring en tredjedel af Danmark.
Og efter et par dage i byen Kaliningrad blev det tid til at udforske området. Vi havde derfor bestilt to dagsture ud af byen med to forskellige guider. Den ene tur gik til Curonian Spit på den nordlige kyst, og den anden til Baltiysk på Vestkysten. Hvis du en dag selv kommer til området, så kan du her læse, hvad du kan forvente at se og opleve.

Curonian Spit

Curonian Spit – på dansk kaldet Den kuriske landtange – er en 98 km lang og meget smal sandtange i Østersøen. Curonian Spit forbinder Kaliningrad med Litauen, og grænsen mellem de to lande er midt ude på tangen, som har vand til begge sider. Derudover er Curonian spit et af de helt store turistmål og egnens helt store stolthed.

Man kan nok se på denne turistattraktion på to måder: Enten er det bare en masse sand, som ligner landskaber, som man kan se mange andre steder langs Østersøen. Eller også er det et helt unikt område med dyreliv, masser af rav og “dansende træer” i nationalparken Kurshskaya Kosa.

Nu havde vi valgt at rejse i december/januar måned, og hvad det medbragte af kulde, vind og gråvejr. Men vi er sikre på, at det er et dejligt sted om sommeren, hvor russerne kommer langvejs fra for at holde ferie ved havet. 

Vi stoppede forskellige steder langs the Curonian Spit og gik et par småture for at komme op til forskellige udsigtspunkter. Det mærkelige for os var, at man ikke måtte betræde sandklitterne – efter sigende på grund af frygt for sandflugt. Men vi er jo som danskere vant til at kunne hoppe rundt i Råbjerg mile eller Vesterhavets store klitter, så det virkede lidt mærkeligt.

De dansende træer

Vi besøgte også de dansende træer, som stadig er et mysterium. Hvorfor vrider og drejer disse træer sig sådan? Er det bare vinden og den salte luft? Har der været overnaturlige væsner på spil, eller kan det være eftervirkninger fra Tjernobyl udslippet i 1986? – selvom den mulighed ikke blev nævnt med ét ord på hele turen…

Da vi var på Øland for nogle år siden, besøgte vi Trollskogens naturreservat, hvor træerne opførte sig på nogenlunde samme måde. Og kigger man på et landkort, vil man se, at Øland ligger lige overfor Den kuriske landtange. Men det kan jo være en tilfældighed.

Om det dette er et stop værd, kommer nok an på den, som besøger stedet. Det var fint at gå en lille tur i området, men der var altså ikke den helt store wauw-faktor over træerne, syntes vi. De mest specielle var hegnet ind, og vi gik på en grussti hele vejen uden mulighed for at “gå vores egne veje”.

Selenogradsk

Efter besøget på landtangen fik vi en rundvisning i kystbyen Selenogradsk. Her er der en lang promenade langs stranden, som helt sikkert er dejlig på en sommerdag.

Af en eller anden grund havde man valgt at lave et katte-tema i byen. Hvorfor, kunne vi ikke rigtigt få en forklaring på.

Men der var masser af søde og sjove vægmalerier med katte på husene.

I Selenogradsk havde de tilmed et meget fint kattehotel, hvor herreløse katte kunne få en seng og et måltid mad, som turister kunne trække til dem i en automat. 

Vi skulle selvfølgelig også lige fotograferes sammen med byens Leninstatue. En skør tradition, som vi startede for et par år siden. Der er ikke noget politisk i det fra vores side.  

Dagstur nummer to

Nu havde vi prøvet den tur, som alle anbefales at tage. Men vi ynder til tider at være lidt anderledes og lede efter noget lidt andet end det gængse.
Derfor havde vi hjemmefra via flere guider forsøgt at få arrangeret en tur til havnebyen Baltiysk. Men hver gang havde svaret været det samme. Nemlig at det ville kræve en særlig tilladelse, som der ikke blev givet mange af i den periode grundet en forestående militær oprustning i Østersø-området.

Men til sidst lykkedes det os at finde en guide, som gerne ville tage os med dertil. Guiden mente, at når vi kun var os tre, så kunne vi bedre blende ind, end hvis vi ankom i en stor gruppe.

Men hvorfor ville vi egentlig gerne besøge Baltiysk? For det første fordi det ikke er et foretrukket turistmål. For det andet fordi byen er hjemsted for den russiske Østersøflåde. For det tredje fordi vi ikke rigtigt kunne finde noget info om det område af Kaliningrad – og så bliver det spændende!

Rundtur i Baltiysk

Da vi ankom til Baltiysk, parkerede vi et lille stykke fra havnen. Og så gik vi ellers på opdagelse med vores guide. Vores guide havde helt ret. Der var ingen, der opdagede, at vi ikke var russere……..
Men på trods af, at vi måske alligevel lige stak en anelse ud, så blev vi ikke på noget tidspunkt antastet af de uniformerede folk i gaderne.

Vi gik først ned for at se på flådefartøjerne. Der var til vores store skuffelse kun et fartøj fortøjet. Men vi blev forsikret om, at de andre lå ved en lille ø overfor.

Der var også en stor statue af Zar Peter den Store, som havde været i Baltiysk. Vi kunne så fortælle, at selv samme Peter også havde været i Nykøbing Falster og spist på Czarens hus i 1716. En af Danmarks ældste restauranter, som desværre er lukket i øjeblikket. Men huset er stadig flot.

Vi zigzaggede lidt uden om nogle mænd i uniformer. Men igen var der ingen problemer. Det var blevet lidt køligt, så vi gik ind på det lokale hotel for at få varmen og lidt at spise. Men nu var det jo uden for sæsonen, så der var ikke købt ind, og vi måtte nøjes med en tår at drikke.

Derefter så vi nogle typiske symboler fra Sovjet-tiden.

Vi sluttede af foran byens Leninstatue as usual.

Yantarny

Efter en lille frokost i byen Yantarny, kørte vi lidt nord for byen. Her besøgte vi et Holocaust-mindesmærke tæt på stranden, som gjorde stort indtryk på os. Ved Yantarny, tidligere kaldt Palmnicken, fandt en stor massakre sted i januar 1945.

I slutningen af 2. Verdenskrig rykkede russiske tropper frem mod frontlinjen. Kz-fanger fra lejren Stutthof blev af nazisterne beordret til at grave skyttegrave i Østpreussen. Dette skulle bremse de russiske troppers fremmarch. Da den russiske offensiv begyndte, ville nazisterne have fangerne af vejen, og beordrede dem ud på en frygtelig dødsmarch. 

Königsberg dødsmarch

Mere end 5.000 fanger, hovedsageligt unge polske og ungarske kvinder, blev sendt på en dødsmarch fra Königsberg (det tyske navn for Kaliningrad) til Palmnicken. Kun ca. 3000 overlevede denne hårde tur i bidende frost og uden mad. Var der nogle, som ikke kunne holde trit, snublede eller bøjede sig ned for at drikke af sneen, blev de skudt på stedet af vagterne. 

Nazisternes tanke var, at kz-fangerne skulle mures levende inde i en tunnel i en ravmine i Palmnicken. Ravminens direktør Hans Feyerabend modsatte sig dette. Han udtalte, at så længe han levede, ville ingen jøder blive slået ihjel. I stedet sørgede han for at indkvartere de forkomne fanger og give dem mad. Også ravminens opsynsmand Landsmann forsøgte at hjælpe jøderne. Han nægtede at åbne ravminen for fangerne og sagde, at det ville gå ud over byens vandforsyning. Så vidt vides endte det med, at Hans Feyerabend begik selvmord efter voldsomme trusler fra nazisterne – det kan dog ikke udelukkes, at han rent faktisk blev myrdet.

Massakren i Palmnicken

Natten mellem den 30. og den 31. januar besluttede nazisterne at føre alle fangerne ned til stranden. Her blev de beordret til at gå ud i det iskolde vand i Østersøen. Imens blev der skudt efter dem. Ikke alle døde med det samme. Men de fleste klarede den ikke; de blev skudt, druknede eller frøs ihjel. Kun 21 overlevede. 

To uger senere ankom Den røde hær, og lokalbefolkningen blev beordret til at begrave de mange døde fanger i en massegrav tæt på stranden.

Massakren på de mange jødiske kvinder var i mange år glemt eller fortiet indtil nogle ravgeologer stødte på masser af knogler på stranden i 1960’erne. De troede fejlagtigt, at det var knogler efter russiske soldater. 

Den sande historie kom først frem i lyset, da øjenvidnet Martin Bergau, som i 1945 var 16 år gammel, i 1990’erne rejste tilbage til sin hjemby Palmnicken og fortalte omverdenen om det, han havde oplevet en kold nat i januar.

Holocaustmonument

I 2011 blev der rejst et monument på dette sted ved havet, hvor 3000 mennesker omkom. Det er den jødiske billedhugger Frank Meisler som er kunstneren bag monumentet.

Monumentet forestiller tre lange arme, som strækker sig mod himlen og desperat forsøger at klamre sig til livet. Det skal symbolisere alle de mennesker, som forsvandt på denne frygtlige måde.

Frank Meislers historie er selv unik. Han er født i Danzig (Det nuværende Gdansk), men overlevede Holocaust, da han blev reddet af The Kindertransport.

Inden 2. Verdenskrig brød ud, satte briterne tog ind, som kørte gennem Tyskland, Polen, Østrig, Tjekkoslovakiet og Fristaden Danzig. De skulle redde jødiske børn fra nazisterne, og ca. 10.000 kom på denne måde til Storbritannien – inklusiv Frank Meisler. Begge hans forældre blev senere myrdet i Auschwitz. 

Verdens største ravmine

Efter dette sørgelige besøg, kørte vi videre til ravminen Kaliningrad Amber Combine, som også er en turistattraktion med museum og ravbutik.

Ikke mange ved, at Kaliningrad står for 90% af verdens ravproduktion, og at den lille russiske enklave har verdens største ravmine. En hvad? Ja, en åben ravmine eller et ravbrud, der mest af alt minder om en dansk grusgrav – bare fuld af rav!

Denne ravmine står for 65% af alt rav på verdensmarkedet svarende til 400 tons om året, og langt det meste bliver solgt til Kina.

Derudover findes der også illegale ravminer i området. For da Sovjetunionen kollapsede, blev rav Ruslands bloddiamanter. Det betød formuer, konkurs og nogle gange endda døden for både minearbejdere, juvelerer og mellemmænd. Men det er der selvfølgelig ikke nogen, som taler så højt om.

For os var det mest interessant at se hvor stort hullet var i jorden – altså der, hvor de graver rav. Museet og ravbutikken var ikke så meget os. Vi ville hellere have haft mulighed for at finde noget rav selv. Men det er vist ikke en del af turistturen.

Er man til turistgøgl, så kan man også blive foreviget som ridder og prinsesse. Hvordan det lige hænger sammen med ravproduktion, meldte historien ikke noget om.

Fort nr. 5

På vejen tilbage til vores hotel i Kaliningrad stoppede vi ved Fort nr. 5.

Mellem 1872 og 1890 opførte tyskerne 12 forter rundt om Königsberg for at forsvare byen. I april 1945 blev Königsberg angrebet af Den røde hær. Soldaterne på forterne i byen gjorde stor modstand.

Russerne forsøgte at indtage Fort nr. 5, men nazisterne holdt stand. Murværket blev dog alvorligt beskadiget og til sidst måtte nazisterne kapitulere. Uden for fortet kan man stadig se nogle af de våben, som blev brugt dengang.

Der er et museum inde på Fort nr. 5, men da vi var både kolde og trætte efter en lang dag på farten, nøjedes vi med at se stedet udefra.

Hvis du selv vil finde vej til fortet, så kan du tage skinnebus nr. 1 eller bus nr. 36.

Det var spændende at se lidt mere af enklaven Kaliningrad end kun lige hovedbyen. Også selv om begge dage var overskyede og termometeret viste minusgrader.

Disse to ture gav os også en unik mulighed for at tale med vores to guider, som var meget ærlige om, hvordan det er at bo i Kaliningrad og i Rusland generelt. For eksempel fik vi fortalt, hvordan der kun var én kandidat på stemmesedlen sidst, de skulle stemme til guvernørvalg. 

Læs også: Togtur til Brest
Læs også: På jagt efter danske spor i Tallinn

Vi bliver altid glade, når flere har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er selv meget spændte på, hvor næste rejse går hen – alt kan ske!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Dagsture til Curonian Spit og Baltiysk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Det er nemlig ikke kun det at prøve det lokale køkken, man får med sig, men også insidertips til spændende områder i byen samt til, hvor de lokale går ud. Og så har man samtidig 3-4 timer med en lokal, som kan fortælle om, hvordan hverdagen og livet opleves i det pågældende land.

Græsk morgenmad

Vi mødtes med vores guide Thalia fra Secret Food Tours Athens på den centrale plads Monastiraki.

Snart kom også to ungarere, som skulle med på tur, og vi blev med det samme budt på dagens første snack, koulouri. En stor brødring med sesam, som mange grækere snupper på vej til arbejde, hvis de ikke har nået at få morgenmad hjemmefra.

Morgenmad i Grækenland består oftest af en kop kaffe samt et stykke brød, og for manges vedkommende en smøg.

Koulouri kan købes i små boder på mange pladser og gadehjørner. Køber man dem her, fik vi hvisket i øret, er det klogt lige på afstand at se, hvor i bunken af brød, der tages fra, når der sælges til lokale. Nogle af sælgerne har åbenbart en tendens til at sælge de daggamle brød til turisterne. Så vil man være sikker på, at få sin koulouri helt frisk, så skal man i stedet gå forbi bageren. Og der gik vi hen som stop nummer to på turen.

I bagerbutikken To koulouri tou Psyrre smagte vi en anden typisk græsk morgenmad. Teero-peeta. Fetaost i filodej. Vores guide fortalte, at i gamle dage var det en ægteskabsprøve for den kommende brud at vise svigermor, at hun kunne rulle en ordentlig filodej – for ellers var hun jo ikke i stand til at brødføde sin kommende mand.

Kaffe med udsigt

Næste stop var rooftop baren Coffee Lab ved Monastiraki Square. Her havde vi den mest fantastiske udsigt til Akropolis. Vi blev budt på græsk kaffe, som males fint og koges i en lille kande. Derefter hældes den direkte op i koppen og serveres med grums og det hele. Derfor er det heller ikke meningen, at man skal drikke igennem. (Græsk kaffe er lige som tyrkisk kaffe, men sig det ikke til grækerne).   

Til den græske kaffe fik vi serveret en mousto-koulouro, en lille rund kage lavet på vindruerester, hvor man har presset saften ud og derefter blandet med blandt andet nelliker og kanel. For os danskere mindende den mest af alt om en tyk brunkage til jul.

Meningen var, at den skulle dyppes i kaffen. Og for at få den helt rigtige oplevelse, bestilte Rasmus også en kop græsk kaffe på trods af, at ingen af os er kaffedrikkere. 

På marked

Nu gik turen til det centrale marked Varvakios, hvor der var masser at kigge på af både kød og fisk. Hvis man ellers kan holde lugten ud, så er der altid spændende oplevelser at få ved at gå på markeder rundt om i Verden. Vi må dog sige, at her var pænt og rent og ikke tykt af fluer.

På markedet skulle vi spise på en lille bitte restaurant med kun to borde. Menuen stod på stegte rejer, blæksprutter og sardiner. Især blæksprutterne var helt uovertrufne. Og det var sjovt at finde dette lille sted. Vi havde nok ikke selv fundet på at gå ind på markedet for at spise på sådan en lille restaurant. 

Vi gik herefter gennem grøntsagsmarkedet og stoppede kort i en kryddeributik og så de mange forskellige krydderier. Og vi fandt ud af, at det er her athenerne går hen for at shoppe krydderier. Der var flere steder lang kø helt ud på gaden. Vi tænkte, at det måtte borge for kvalitet og købte derfor også lidt vild oregano med hjem.

Turens bedste oplevelse

Så blev vi vist hen til et meget lokalt sted, hvor vi smagte på en af de helt store græske klassikere, tzatziki. Men hvad mere interessant var, så blev vi også budt på kolokeetho-keftedes: stegte squash-deller. Og dem faldt vi pladask for! Havde det ikke været for denne food tour, så havde vi nok slet ikke prøvet at bestille dem. Men nu blev det en af vores foretrukne græske mezedes-retter.

Og for dem, der ikke lige ved, hvad mezedes er, så kan det sammenlignes med spansk tapas. Altså små retter, som kommer på bordet til deling inden selve middagen.

Anne Maries skræk

Grækerne er ifølge dem selv det tredje mest olivenproducerende land, men nummer 1 når det kommer til at konsumere oliven og olivenolie. Så derfor måtte denne madtur også indeholde en smagning af både oliven og olivenolie.

Vi blev budt på en extra jomfru oliven olie og 5 forskellige oliven. Skulle der være et par olivenconnoisseurs iblandt vores læsere, så smagte vi Kalamon, Amfissis, Atlas, Throumba Thassou og Koroneiki.

Anne Marie hader oliven, men når vi nu fik dem serveret og beskrevet, så var hun for en gang skyld modig. Hun smagte på tre forskellige slags, inden hun gav op.

Rasmus har ind til for nyligt heller ikke været olivenspiser. Men han har vedtaget, at hver gang der er oliven på bordet, så skal han smage. Det har gjort, at der nu er nogle, han godt kan lide, imens andre stadig kræver noget tilvænning.

Favoritten denne dag var Throumba Thassou. En sort og rynket sag med noter af træ og lidt røg. Disse noter ledte tankerne hen på en smag af whisky, men om dette gjorde udslaget som dagens vinder, vides ikke.

På taverna

Næste stop var en traditionel græsk taverna. På Taverna Klimataria, som efter sigende skulle være Athens ældste, blev vi budt på Favabønne-puré – en egnsret fra Santorini – med løg, citronsaft og masser af olivenolie. Vi skulle lige vænne os til smagen og konsistensen. Det er rigtig “arbejderkost” uden fine fornemmelser. 

Sammen med favabønnerne fik vi Saganaki Kessarias. Saganaki hentyder til, at retten er lavet i et traditionelt fad/pande og kommer i et utal af varianter. Den vi smagte på var med ost, løg, peberfrugt, tomat, æg, sujuki (pølse lavet af lam og oksekød) og pastourma (en slags pastrami), og den smagte dejligt.

Rasmus fik også en lille tår rødvin, selvom vi ikke havde tilkøbt “vinmenuen”. Den smagte (ikke overraskende) af rødvin. Og generelt kan man sige, at hvis man bare ønsker smagen af rødvin til sin mad, så kan man de fleste steder købe en halv liter landvin i kande for mellem 3,50 og 7 €. Det skal ses i forhold til en almindelig flaske, som de fleste steder koster fra 20 € og op.

Dessert

Aller sidste stop var det lille konditori Ta Serbetia stou Psyrri, hvor vi fik serveret galaktoboureko – en creme lavet af semulje og bagt ind i filodej overhældt med sirup. Dertil kaymaki, som er en slags græsk is. Den laves af et pulver udvundet af roden fra en orkidé, tilsat harpiks fra mastiktræer på øen Chios. Og allerede her tænker du nok, at det må du bare prøve… Men på trods af en noget særpræget smag og konsistens, så gik det faktisk bemærkelsesværdigt godt sammen med den søde kage.

Endnu engang var det en fantastisk oplevelse at gå med på food tour. Vi får så meget mere ud af byen og landets køkken, når vi på denne måde får en introduktion til steder, smage og retter. Og vi anbefaler altid på det kraftigste at starte en storbyferie med en food tour. Vi føler, at vi får så meget mere ud af byen og dens madkultur, når vi har været på tur med en guide.

Find alle vores blogindlæg fra Grækenland

Som altid vil vi gerne anbefale et par andre blogindlæg:

Læs også: Sæler ved Falsterbo i Sverige

Læs også: Den russiske enklave Kaliningrad 

Husk, du er altid velkommen til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi forsøger at inspirere dig til at tage ud på tur. Både i dit nærområde og på længere rejser.
Bruger du også Instagram, så kan vi findes under @twodanesontour.

Tak fordi du læste med
Rasmus og Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På Secret Food Tours i Athen blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Mange tror fejlagtigt, at det er det smukkel tempel på toppen, der hedder Akropolis. Men det kaldes Parthenon, og er kun ét blandt flere templer på den flade kalkstensklippe. 

Køb af billet til Akropolis

Når du skal besøge Akropolis, kan du købe flere forskellige slags billetter. Vi lavede et større researcharbejde hjemmefra for at finde ud af, hvad der bedst kunne betale sig for os.

Det er muligt at købe en kombi-billet til 30 Euro. Herved har du fem dage til at besøge 7 historiske steder: Akropolis, Ancient Agora, Hadrians bibliotek, Roman Agora, Kerameikos, Olympieion og Lykeion.

Vi kunne dog hurtigt se, at det ville blive alt for mange ruiner – i hvert fald for mindst én af os. Så i stedet for at løbe fra det ene til det andet, besluttede vi at gå all in på selve Akropolis og derudover se The Acropolis Museum.

Du kan enten købe billetter online eller ved indgangen. I højsæsonen er det nok tilrådeligt at købe billet online, men her i februar var der ingen kø. Vi købte billetter inde på The Acropolis Museum og betalte 10 Euro pr. mand for Akropolis og 5 Euro for at se museet.

For selve Akropolis gælder følgende priser:
Fra 1. april til 31. oktober koster billetterne 20 Euro.
Fra 1 november til 31. marts, er der halv pris.
Børn under 25 år, som samtidig er EU-borgere, kommer gratis ind!

Du kan også være heldig at ramme en af de gratis dage – til gengæld er der nok rimelig mange mennesker på disse datoer:
Alle søndage mellem d. 1. november og 31. marts. Derudover er det også gratis d. 18. april, 18. maj, sidste weekend i september samt 28. oktober. 

The Acropolis Museum

Anne Marie havde glædet sig til at se The Acropolis Museum. Hun besøgte nemlig det gamle Akropolis-museum, da hun var i Grækenland i 1990.

I 2003 påbegyndte grækerne et nyt og meget større museum lige neden for Akropolis. Museet stod færdig i 2009, og der er i dag udstillet over 4250 genstande i den 14.000 kvadratmeter store bygning.

En af grundene til, at der skulle bygges et nyt museum, var, at Storbritannien ligger inde med en masse klenodier fra Akropolis. I begyndelsen af 1800-tallet fjernede den skotske jarl Thomas Bruce en hulens masse statuer og relieffer fra Parthenon, som i dag er udstillet i London på the British Museum.

Men briterne synes ikke rigtig, at de skal aflevere dem tilbage igen, og har tidligere kommet med den begrundelse, at Grækenland ikke havde plads på det gamle museum til at udstille dem. Hvad der er deres undskyldning nu, står vist lidt hen i det uvisse.   

Det nye museum er i flere etager og er både flot og interessant. Flere steder må du fotografere – men ikke alle, så vær lige opmærksom på det.

Vi var især imponerede over de kvindelige statuer, som stod på 1. sal og som havde virkelig smukt hår. De har oprindeligt stået som søjler i templet Erechtheion, som vi skulle se på Akropolis bagefter. 

På vej til Akropolis

Da vi havde set nok statuer og relieffer, begyndte vi opstigningen til Akropolis. Det er desværre ikke et sted for gangbesværede eller kørestolsbrugere, da det til tider går stejlt op ad bakke og der er mange trapper.

Undervejs var der masser at kigge på. Bl.a. to amfiteatre, som var rimelig velbevarede. Først kom vi forbi Dionysos-teatret. Dionysos var vinen og ekstasens gud, og ham, som romerne kalder Bacchus. Vi besøgte et romersk tempel til hans ære, da vi var i Libanon sidste år. 

Derefter så vi det meget imponerende Herodes Attikus teater, som stadig bruges til koncerter om sommeren. 

En af vores følgere skrev følgende til os på Facebook: “I dette amfiteater har jeg for 60 år siden hørt et klaverkoncert fra Beethoven. Jeg har stadig følelsen i mig, når jeg hører det igen fra min lp, luften, varmen, den mørkeblå himmel og månen der kom op bag teatret. En oplevelse for livet!”

Det er fantastisk at få sådan en hilsen!  

På toppen af Akropolis

Arkæologiske udgravninger har vist, der har været menneskelig aktivitet på Akropolis siden stenalderen, og de første bygningskonstruktioner kan føres tilbage til bronzealderen. Men der er ingen tvivl om, at det er templerne fra antikken, Grækenlands storhedstid, som har gjort Akropolis kendt.  

Der har været flere forskellige templer på Akropolis. Men krige og jordskælv har undervejs gjort det af med nogle af dem. Og nye er blevet bygget oven på.

Ved indgangen kommer du til Athena Nike templet og indgangsporten Propylæa.

Og netop det smukke Athena Nike tempel blev restaureret af den danske arkitekt H.C. Hansen, som vi også omtalte i vores Athen-indlæg. Det var ham, der bl.a. havde tegnet Athens universitet.  

Da Akropolis har stejle klipper på tre sider, er der kun én indgang til templerne.

Parthenon

Akropolis’ stolthed og største tempel er uden tvivl Parthenon. Templet blev bygget til ære for gudinden Athena Parthnos, som jo efterfølgende har givet navn til byen Athen. 

Parthenon blev bygget oven på ruinerne af et andet tempel, som også var dedikeret til Athena, men som blev ødelagt under den persiske invasion i 480 f.v.t. Det nye store tempel blev påbegyndt i 447 f.v.t. under Athens storhedstid. Det tog 8 år at færdiggøre byggeriet og yderligere 6 år at dekorere templet.

Da Parthenon stod færdigt, var det malet i smukke farver. Men tidens tand, vejr og vind og ikke mindst forurening betyder, at det nu fremstår hvidt i sollyset. Tænk engang, hvis man besøgte stedet i 1960’erne, kunne man gå ind i templet. I dag er det lukket af for turister og altid under rekonstruktion. Og hvis du tror, at du skal se statuer og relieffer, så bliver du skuffet. Det findes alt sammen på museum i dag.

Ved første øjekast ser Parthenon symmetrisk ud, men ved nærmere eftersyn vil man snart opdage, at intet er symmetrisk. Templet er bygget af 1000 unikke stykker. Ikke to er ens!

Lidt gymnasielærdom

Parthenon er et tempel med doriske søjler. Dorisk??? tænker du måske.
Har du haft old i gymnasiet, kan det være, at der er en lille klokke, der ringer. (Rasmus kan godt afsløre, at han IKKE havde ringen for ørerne, mens vi var i Grækenland). Og skulle du være i tvivl, kan Anne Marie da lige fortælle, at de græske templer er bygget under forskellige tidsperioder. Hun nævner i flæng: Dorisk, Jonisk og Korintisk (og Rasmus bliver helt træt i hovedet). Forskellen er bl.a. måden søjlerne og reliefferne er udsmykket på. 

Til sammenligning ses her en jonisk søjle med de flotte snoninger fra Athena Nike templet. 

Til dem det måtte interesserer, kan vi anbefale Google for yderligere forklaringer.

I dag er Parthenon virkelig medtaget. Man skal dog også huske på, at det gennem tiden har været brugt som byzantinsk kirke, frankisk katedral, ottomansk moske samt militært anlæg og krudtlager! 

For enden af Parthenon er der en lille “platform”, hvor mange mennesker samles. Her kan du tage den obligatoriske Parthenon-selfie og kigge ud over Athens hustage.

Inden vi forlod Akropolis skulle vi jo også lige hen og se de der damer, som vi havde kigget på nede på museet. De står og holder templet Erechtheion med hovedet.

En gratis oplevelse

Vil du have en gratis og fin udsigt til Akropolis og samtidig nyde solnedgangen, så skal du bevæge dig mod Areopagus Hill sidst på eftermiddagen. Det er en lille klatretur over klipperne, som godt kan være lidt glatte, så tag gerne et par fornuftige sko på. Og pas på dine ting. Lommetyve har også fundet stedet. 

Læs alle vores indlæg fra Grækenland.

Eller læs om Libanon, Spanien eller den italienske ø Sicilien.

Sidst men ikke mindst: Godt nytår til alle.
Som altid glæder vi os over jer, der har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour. Vi har endnu ikke nogle faste planer for 2021, da vi slet ikke kan forestille os, hvordan Verden ser ud bare 2-3 måneder fra nu. Men følg med, så ser du, hvad vi finder på. Det bliver helt sikkert ikke kedeligt. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Akropolis – en guddommelig klippe midt i Athen blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Secret Food Tour Athens

Vi havde hjemmefra bestilt en Secret Food Tour Athens, hvor man med en lokal guide går rundt og smager på forskellige retter fra lokalområdet. Det har vi før haft stor succes med i Madrid, Lissabon og Beograd.

Man kan jo selvfølgelig godt selv lave sin egen Food tour, men for det første ser man på disse ture gader, pladser og steder, som man ellers ikke var kommet forbi, man følges med en lokal, som ved en masse om madkulturen, og man får smagt en masse retter, som man ellers ikke selv havde bestilt fra menukortet. Og vi havde vist brug for at blive kastet lidt ud på dybt vand, når det gjaldt græsk mad. Food touren blev en rigtig god oplevelse, og en oplevelse vi altid gerne vil anbefale.

Efterfølgende var vi klar til selv at gå på opdagelse i det græske køkken. Og det skal du, kære læser, selvfølgelig indvies i.

Hvis du har været på ferie i Grækenland mange gange, så kommer det følgende nok ikke som nogen overraskelse – men det kunne jo også være, at vi kunne lære en gammel cirkushest et enkelt nyt trick.

Mezedes

Grækerne starter de fleste måltider med en masse små lækre retter, som bliver sat på bordet til deling. Mezedes indeholder både kolde og lune retter samt diverse salater. Og selvfølgelig er der variationer over mezedes alt efter, hvor i Grækenland du befinder dig.

Vi opdagede snart, at det er kutyme bare at stikke til de forskellige retter med sin egen gaffel. Hvor man herhjemme jo nærmest kan blive udelukket fra dip-skålen, hvis man bliver taget i at “dobbelt-dippe”, så er de ikke så sarte i Grækenland. Lidt spændende om Corona har lavet om på det, siden vi besøgte Athen i februar 2020? 

Mens forretterne stadig står på bordet, kommer hovedretterne ind, og de deles også. Derfor fandt vi hurtigt ud af, at det er en fordel at være mange til bords, da man så får smagt langt flere retter. For når man kun er to og gerne vil prøve mange forretter og også har en forestilling om at smage hovedretterne, så bliver det hurtigt alt for meget mad. Det løber op prismæssigt – men jo også med meget madspild til følge. Nogle steder kan man også få mezedes, som en blandet tallerken med lidt af hvert, og det passer jo perfekt til os. 

Græske retter du MÅ prøve:

Tzatziki er jo en rigtig græsk klassiker! Har du ikke været i Grækenland før, så har du altså ikke prøvet en rigtig tzatziki. Og vi må sige, at vi ELSKER en god tzatziki med olivenolie og masser af hvidløg. Men pas på: Det er vanedannende, og hurtigt har du spist dig mæt i tzatziki og brød, inden de andre retter er kommet på bordet. Vi kom til at spise sygt meget tzatziki i løbet af ugen…

Zucchini balls (på græsk kaldet kolokythokeftedes) blev vores anden store favorit. Det er friturestegte grøntsagskugler, hvor hovedingrediensen er squash. De dyppes som regel i græsk yoghurt og smager bare himmelsk. Zucchini balls kunne vi leve af på en ferie til Grækenland.  

Melitzanosalata minder lidt om den mellemøstlige baba ganoush og er en auberginedip med valnødder, hvidløg og olivenolie. Melitzanosalata er ligesom tzatziki lækkert at dyppe brødet i. 

Saganaki er grækernes yndlingssnack og betyder faktisk lille stegepande. Den simple ret består af friteret ost med friskpresset citronsaft. Osten er vendt i mel og stegt på høj varme i en lille stegepande (deraf navnet). 

Souvlaki er grækernes svar på en god gang lækre grillspyd. Du kan også få souvlaki som fastfood på gaden i store fladbrød. Det er ofte svinekød, men kan også fås som lam. 

Fava er en lidt speciel ret, som man måske lige skal vænne sig til. Men den vokser på os. Fava er en puré af favabønner med løg og kapers og dertil masser af olivenolie og frisk citronsaft. Rigtig husmandskost.

Sidst men ikke mindst må vi jo også lige nævne Ouzo. Den kendte anisdrik fra Grækenland, som laves på resterne fra vinproduktionen. Vi fik fortalt, at ouzo drikkes til fisk og skaldyr eller salt pølse. Og aldrig på tom mave!

Til sidst vil vi gerne anbefale et par spændende restauranter i Athen:

Café Avissinia – med traditionel græsk musik

Anne Marie havde hjemmefra lavet et større researcharbejde for at finde en græsk taverna med traditionel musik, hvor GRÆKERNE kommer og spiser. Vi har før hørt Fado i Lissabon, og Anne Marie forestillede sig noget lidt i samme stil. Efter et par aftener hjemme foran computeren, lykkedes det at finde et lovende sted. Og nu vil vi gerne give tippet videre til dig, kære læser, så du slipper for at lede efter det samme som os. 

Café Avissinia ligger i centrum af Athen i området Monastiraki på adressen 7 Kynetou Street. Hvis du kommer for at spise og høre musik, så vil vi anbefale dig at reservere bord. For der skal nok blive godt fyldt op. 

På caféens hjemmeside står der, at der er livemusik hver lørdag og søndag fra kl. 15-19. Da vi var forbi og spurgte personalet, oplyste de følgende:
Torsdag og fredag kl. 21, lørdag kl. 15 og kl. 21 og søndag kl. 15. Måske er det en god idé lige at gå forbi og spørge.

Caféen, som er i to etager, er hyggelig og med et venligt personale. Nedenunder er der fyldt med lokale grækere, når der bliver spillet musik. På 1. salen er der udsigt til Akropolis, hvis det er det, man søger.

Vi var forbi restauranten to gange og nød både musikken og maden. Det er dog ikke et af de billige steder. Til gengæld får du stemning som ingen andre steder. Begge gange vi var der, var det et ungt par, der underholdt. De sang og spillede, og alle de lokale skrålede med, og til tider dansede nogle af de ældre damer også. Lige hvad vi havde ønsket os. 

En hemmelig kælderrestaurant

Da vi var på Secret Food Tour Athens, fik vi anbefalet restauranten Díporto, hvis vi VIRKELIG ville prøve noget lokalt. Og den er vi jo altid med på! 

Díporto ligger på et gadehjørne i en lille kælder. Der er ikke noget skilt eller menukort ude på gaden. Blot nogle store brune skodder og en meget stejl trappe. Så vil du finde stedet, så kig godt på billedet herunder Eller find adressen Sokratous 9/Theatrou 2 i området Psiri. 

Da vi kom ned ad trappen, åbenbarede der sig et lille beskedent rum med små skæve borde og stole samt en masse store vintønder.

Tjeneren kom snart forbi, men kunne ikke noget videre engelsk. Vi fandt dog ud af, at der ikke var noget menukort. Der er, hvad kokken har i gryderne.

Tjeneren forklarede med fagter, at vi kunne få fava, kikærtesuppe og fisk. Nå, jamen så tager vi det! 

Og det viste sig så, at de fisk kom med skind og ben, hoveder und alles. Vi var ikke i tvivl om, at dette ville blive turens største oplevelse – på godt og ondt.

Til maden var der kun vin at drikke. Den tappede tjeneren i en lille kande fra de store tønder bag os. Vi har før fået landvin, men må dog tilstå, at dette ikke var af den bedste slags. Men dog en oplevelse.

Suppen og favaen blev serveret på to tallerkener, og så kunne vi ellers selv finde ud af at dele. Og snart kom fisken også til.

Først der opdagede vi, at et andet selskab sad med den lækreste græske salat og et fad med lammekød. Og vi ELSKER lammekød. Nå, vi kunne ikke spørge om dagens menu, og gik jo med tjenerens valg.

Dette blev uden tvivl rejsens største madudfordring – og på mange måder også den sjoveste. Så er du modig og spiser det meste, så anbefaler vi Díporto – kig måske lige i kokkens gryder, og rundt på de andre borde, inden du bestiller. 

Díporto har åbent mandag til lørdag 8-19. Lukket om søndagen.

Vores favoritrestaurant i Athen

Den lille hyggelige restaurant Avli blev vores klare favoritsted. Man går ind ad en lille “hemmelig” dør, og bagved er der en overdækket terrasse mellem smalle hvide husmure og blå skodder og døre. Stemningen minder om en sommerdag på en af de græske øer.

Her serveres de bedste mezedes til deling med alt hvad hjertet begærer af omelet, skinke, græsk pølse, saganaki, kylling, kødboller, tomater og tzatziki. 

Betjeningen er den sødeste, og stemningen den hyggeligste. Dog skal man måske lige huske at have en jakke på her i februar måned, da det jo er som at sidde ude.

Vi var forbi flere gange og gik hver gang derfra glade, mætte og meget tilfredse. Vores varmeste anbefaling går til Avli, som du finder på adressen:
12 Agiou Dimitriou.

Der er masser af andre skønne retter og restauranter at kaste sig over, og vi glæder os allerede til, at turen går til Grækenland igen en anden god gang.

Vi anbefaler lige et par andre blogindlæg fra Spanien og Portugal:  

Læs også: På tur til Segovia
Læs også: Sintra

Som altid glæder vi os over jer, der har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour. Vi har endnu ikke nogle faste planer for 2021, da vi slet ikke kan forestille os, hvordan Verden ser ud bare 2-3 måneder fra nu. Men følg med, så ser du, hvad vi finder på. Det bliver helt sikkert ikke kedeligt. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Spise med Price… på græsk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Starten af februar var jo tiden lige inden, Corona rigtigt for alvor brød ud, og verden lukkede ned. Der var derfor ingen restriktioner, og vi så meget få mennesker på gaden og i metroen med mundbind. 

Gudernes by

I oldtiden blev Athen kaldt Gudernes by. Midt i byen, på den hellige klippe Akropolis, tilbad indbyggerne nogle af deres mange guder som Zeus, Afrodite, Apollo og Dionysos. Samt ikke at forglemme Athene, som efterfølgende har givet navn til byen. 

Akropolis tårner sig stadig 150 meter op i centrum af Athen og kan næsten altid ses. Både dag og nat. Den er derfor et godt pejlemærke, hvor end man befinder sig. Men det kræver et blogindlæg for sig selv at fortælle om dette helt særlige sted med de gamle templer, hvoraf det mest berømte er Parthenon.

Det moderne Athen

I Grækenland bor der i dag ca. 10 millioner mennesker. Godt halvdelen af landets befolkning bor nu i Athen, som bare vokser og vokser i omfang.

Her kan man nemlig ikke bygge i højden af frygt for jordskælv, og mange bygninger i det historiske centrum er derfor kun to etager høje. Vi boede på Evripides Hotel på 6. etage, men det skal man ikke tænke over…

Hotellet var rent og pænt, vi fik redt seng hver dag, og morgenmaden var ok uden at være prangende. Til gengæld blev vi opgraderet til et værelse med KÆMPE balkon med dejlig udsigt til Akropolis. Alt dette for kun 300 kr. pr. nat. Two Danes var happy!

Området Psiri

Evripides Hotel ligger i den hippe bydel Psiri i gåafstand til centrum og Akropolis. Her er graffiti alle vegne, og det kan for nogle måske virke beskidt og utrygt. Men man kan også se det som en del af charmen og gå på opdagelse i de mange små gader for at finde flotte og sjove vægmalerier.

Vi tog flere selvguidede Street art-gåture med kameraet og blev hele tiden overraskede over, hvad der ventede rundt om næste gadehjørne.

Byen har virkelig et stort og spændende undergrundsmiljø. En græker, vi talte med, mente, at det er fordi, befolkningen føler sig økonomisk klemt. Det kommer til udtryk i de mange kunstneriske udfoldelser på husvæggene. 

Især pladsen Plateia Iroon er utrolig hyggelig med masser af restauranter, cafeer, barer og udendørsservering både nat og dag. Grækerne er virkelig exceptionelt gode til at sidde ude. Bare der er læ, og det ikke regner, så drikker de gerne deres kaffe under en terrassevarmer på et gadehjørne. Og enhver restaurant med bare den mindste plads på fortovet har uden tvivl sat et par borde og stole ud til formålet.

Effektiv metro

Da vi landede i lufthavnen, fandt vi nemt ind til centrum. Metroen går hele vejen og koster 10 Euro pr. person. Normalt giver man kun 1,40 Euro for en tur med metroen, men turen til Lufthavnen er altså skruet op i pris. Vil man spare lidt penge, kan man i stedet tage lufthavnsbussen for 6 Euro. Den stopper ved metrostationen Syntagma.

Da vi boede meget tæt på centrum, gik vi for det meste bare til alting, men da vi en dag skulle til Pireus, tog vi selvfølgelig metroen. Og man må sige, at togene er godt fyldt om morgenen. Der kører over 1,3 millioner mennesker med metroen hver dag. Så husk at passe godt på dine ting, som i alle andre storbyer.

Ruiner over alt

Athen blev grundlagt i antikken, og der er stadig masser af ruiner både over og under gadeplan. Nogle af dem kan bl.a. ses på metrostationerne, hvor de er blevet udgravet under opførelsen af metroen. Du kan se ruiner på metrostationerne Monastiraki, Syntagma, Evangelismos og Akropoli.

Vi stod selv ud på Monastiraki, da vi kom fra lufthavnen og blev som det første mødt af ruinerne på stationen. Og da vi kom op og ud på gaden, gik vi nærmest ind i Hadrians bibliotek. Fantastisk! Vi vidste med det samme, at vi ville elske at gå på opdagelse i byen den kommende uge.  

Plaka

Også det gamle historiske kvarter Plaka, som ligger lige i centrum, er fyldt med ruiner. Især de to store områder Ancient Athenian Agora og Roman Agora, præger bybilledet. I antikken var det to store markedsgader – nogle af verdens første shopping malls.

Derudover er det i dette område, at du finder det ottekantede Vindenes tårn. Antikkens svar på en vejrstation. Vindenes tårn indeholder vejrhane, vandur og solur. Utroligt hvad man var i stand til at bygge og udtænke for flere tusind år siden.

Plaka er ud over ruiner også kendt for sine mange hyggelige gader med små cafeer, spisesteder, gallerier og butikker. Vi kunne bruge timevis på at udforske dette område. 

Også her er der masser af street art at gå på opdagelse efter.

Anafiotika

I Plaka ligger det lille, berømte område Anafiotika. Det er en samling af hvidskurede huse bygget i klynge. Husene er oprindeligt opført af arbejdere fra øen Anafi, og de minder lidt om husene på Mykonos uden helt at være det.

Men det er super hyggeligt at vandre rundt og måske fare lidt vild i områdets små gader. Du finder Anafiotika så tæt på Akropolis du kan komme, inden det går stejlt op ad klippevæggen. 

Pnyxhøjen – demokratiets vugge

Lidt længere væk fra Akropolis ligger Pnyxhøjen, som også er et besøg værd for de historieinteresserede og dem, som elsker en god udsigt. Herfra kan man se Akropolis, ligesom der er en fantastisk udsigt ned over hele byen.

Man mærker samtidig historiens vingesus, da det jo var på dette sted, at demokratiet opstod. Det var her, at der blev holdt folkeforsamlinger i det gamle Athen. På denne åbne plads var der politiske taler og debat forud for en folkeafstemning med håndsoprækning. 

Det berømte vagtskifte

I den anden ende af byen, ved metrostationen Sintágma, måtte vi kigge nærmere på det lidt pusseløjerlige vagtskifte af Nationalgarden foran det græske parlament, som finder sted en gang i timen hver dag. Det er altså et studie ud i gakkede gangarter og sjove outfits!

Det ligner altså lidt, at de går rundt i nederdel og strømpebukser samtidig med, at de svinger benene på en meget sjov måde. 

Der er åbenbart også større og mindre vagtskifter, og vi kan ikke lige helt hitte ud af, hvornår det mon er det ene eller det andet. Men søndag skulle være den helt store dag. Så det er vist bare om at møde op kl. 11 og se, hvad der sker. Det er en rigtig god idé at komme i god tid, da der kommer rigtig mange mennesker – især om søndagen.

Samme sted finder du også den Ukente Soldats Grav. Et flot relief på væggen, som hylder faldne græske soldater i diverse krige. 

Storebror H.C. Hansen blev udnævnt som kongelig græsk arkitekt og har bl.a. tegnet Athens Universitet. 

De tre smukke bygninger ligger side om side overfor metrostationen Panepistimio. Det var egentlig mest for sjov, at vi gik forbi, men det viste sig at være meget flottere og mere interessant, end vi havde forestillet os og vi synes, at området er et besøg værd.

Athen har masser at byde på og der er mange flere spændende seværdigheder og kvarterer end dem, vi har nævnt her. Så det er bare om at snøre traveskoene og komme ud og opleve Gudernes by. 

Læs også: Lissabon 
Læs også: Ti timer i Istanbul 

Vi bliver altid glade, når nye følgere finder vej til vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan I se meget mere af alt det vi oplever. I øjeblikket mest i Danmark, men forhåbentlig går der ikke alt for længe før, vi igen kan rejse ud og opleve nye spændende steder i verden. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Athen – Gudernes by blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Og det med tidevandet skal man altså ikke kimse af. Der er ca. 1,75 meters forskel på højvande og lavvande ved Mandø, som bestemmes af månen og blæsten. Og der er indimellem folk, som kommer galt af sted.

For at komme til Mandø skal man nemlig køre langs havbunden ca. 6 km via Låningsvejen. Ved lavvande er det “piece of cake”, og vejen er fint afmærket og nem at følge. Men ved højvande bør man ikke våge sig derud. Ebbe og flod rykker sig ca. 45 minutter hver dag, så tjek lige tidevandstabellen for Mandø 2020 her inden du planlægger dit besøg. 

Og skulle du have brug for hjælp til at finde ud af, hvornår du sikkert kan køre til og fra Mandø, kan man ringe til Ellen i Brugsen – så hjælper hun gerne. Tlf. nummeret er 75445102.

På vej til Mandø

Nå, men vi vågede pelsen og kørte mod Vadehavscenteret, hvor vi sonderede terrænet lidt. Derfra kan man jo selvfølgelig køre med Mandøbussen for 60 kr. for voksne og 40 kr. for børn. Men så er man afhængig af faste tidspunkter, og det er sjældent vores stil.

I stedet stoppede Rasmus en bil med campingvogn, som lignede en, som netop kom fra Mandø. De sagde, at de var kørt fra Mandø uden problemer, så vi kunne fint tage afsted. Så det gjorde vi.

Mandø by

Mandø er et meget lille øsamfund med ca. 40 fastboende samt 60-70 sommerhuse. Dog kommer der omkring 75.000 dagsturister på besøg hvert år, så der er godt pres på i perioder.

Første stop blev Mandø mølle, som er øens vartegn. Møllen er flot vedligeholdt og stod smukt denne dag med blå himmel bag.

Mandø har også en lille hyggelig kirke, som er et besøg værd. Kirken er bygget på en kunstig banke kaldet et værft, for at beskytte den mod højvande under stormflod. Derudover har kirken to indgangsdøre – en i hver side af det lille våbenhus. De benyttes begge alt efter fra hvilken retning, vinden blæser. 

Inde i kirken undrede vi os over, at der på væggen var rensdyrtakker, som vi troede var knagerækker. Men vi har efterfølgende læst, at rensdyrtakkerne er ca. 10.000 år gamle og fundet tæt på Mandø ved Koresand.

Rensdyrene levede her, da Vesterhavet var fastland – og ikke som i dag Vadehav. Mega cool synes vi, og en god idé at hænge dem i kirken -knagerækker eller ej. Så tjek dem ud, hvis du skulle komme forbi Mandø. 

Ellen i Brugsen

Vi gjorde stop ved den lokale Brugsforening, hvor vi skulle have stemplet vores Ø-pas. Dimsen er dog gået i stykker, så man skal gå helt ind i Brugsen for at få sit stempel. Men det passer rigtig fint, for man skal jo huske at støtte de små købmænd rundt omkring på øerne. Så selvom du ikke lige står og mangler noget, så kan du altid lige købe en is eller en af de lokale specialiteter. Så får du samtidig en snak med de lokale, hvilket ofte indebærer, at du får ny viden om det sted, du besøger.

Vi faldt i snak med brugsuddeler Ellen og fik råd om, hvordan vi selv kunne gå de omkring 5 km. ud over vaden til sælerne. Altså, vi vidste godt, hvordan man går! Men det var mere det med retningen og det at orientere sig i et “månelandskab” med tidevand, vi skulle have lidt hjælp til.

Ellens fremragende råd var, at hvis vi virkelig selv ville gå derud, så havde vi bare at følge de tydelige traktorspor. Nok underforstået at de ikke gider at sende redningsmandskab ud flere gange end højest nødvendigt. Og slet ikke ud efter dumme turister!

Derudover spurgte Anne Marie ind til det sjove vejnavn Æ’ Towt, da vi ikke helt kunne greje betydningen. Ellen fortalte, at det betyder Toften. Og samtidig fortalte hun, at det var dernede de plejede at gå og hakke roer. Nu boede hun selv på vejen – Ja, faktisk var det hende, som havde fundet på vejnavnet  

På vej ned til stranden findes den gamle redningsstation, som blev nedlagt i 1961. Da vi kiggede ind, var der en fin fotoudstilling med gamle billeder fra Mandø.

Nede ved stranden gjorde vi lige et kort ophold ved stormflodssøjlen, som viser de højeste stormfloder. Den øverste markering er fra en stormflod i 1634, hvor hele byen på Gammel Mandø blev ødelagt og beboerne flyttede byen til dens nuværende placering.  

På tur til vaden

Ikke langt fra Mandø by skulle vi over et lidt dybere stykke vand. Og da det fortsat var lidt højvande, måtte vi stå og vente. Det var lidt pudsigt at stå i vand til gummistøvlekanten i over en halv time og bare stå. For vi kunne jo ikke rigtig gøre noget for at fremskynde processen.

Rasmus kunne nå at ringe til en restaurant i Tyskland og bestille bord til om aftenen. Og Anne Marie kunne kigge efter krabber og holde øje med vandstanden. Men ellers var der bare ro, ventetid og tosomhed.

Da vandet faldt tilstrækkeligt, kunne vi lige liste over uden at få våde sokker. Og nu kom vi til en meget flad ø, som kun bestod af sand, sand og atter sand. Vi fandt senere ud af, at øen hedder Koresand, og den er ca. tre gange så stor som Mandø.

Der var et tydeligt traktorspor hele vejen, hvor Mandøbussen normalt kører ud til sælerne, så det var ikke svært at finde vej.

Vandring i ørkenlandskab

Det blev en lang tur i gummistøvler. Men da vi var de eneste, der havde våget os af sted denne dag, så blev det også en helt fantastisk oplevelse at gå alene rundt i, hvad der mindede om et ørkenlandskab. Samtidig var der jo også spændingsmomentet i, om vi havde læst tidevandstabellen rigtigt, og om vi ville nå tilbage i tide?

Det var helt ubeskriveligt at gå og nyde stilheden. Ja, altså lige ind til Flyvestation Skrydstrup besluttede sig for at øve lave flyvninger over vaden. Og det gik ikke stille af! 

Det fjernede unægtelig noget af romantikken, og var nok samtidig den primære årsag til, at vi efter 5 kilometers gang kun så én sæl på stranden. De øvrige havde nok søgt mere ro under overfladen.

Efter et par billeder af den fine sæl, gik turen igen tilbage mod selve Mandø. Og denne gang var det intet problem at gå over “sejlrenden” da det nu for alvor var lavvande. 

Mandø var en DEJLIG oplevelse, men husk at have helt styr på det med tidevandet og hvor du er på vej hen. Og så er der altså LANGT ud til sælerne i gummistøvler og tungt sand – bare hvis du overvejer at lave en familietur.

Vi vil gerne inspirere dig med flere indlæg fra Danmark.

Læs også: Magiske Mykines med båd og helikopter
Læs også: Planlægning af vores rejse til Svalbard

Har du lyst til at følge os på sociale medier, så tryk Synes godt om på vores Facebook-side Two Danes On Tour eller find os på Instagram: @twodanesontour. Vi håber, at turen går til Norge i november. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Danmark dejligst – Mandø blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Her i sommerperioden er der et voldsomt pres på færgen fra Esbjerg, som sejler i pendulfart i dagtimerne. Og regeringens sommerpakke med billige færgeture kan kun gjort presset endnu større. Vi blev opfordret til at melde os ind i Facebook-gruppen: Sejler Fanøfærgen lige nu? Her kan man få de seneste opdateringer på, hvor lang køen er på begge sider af vandet. 

Vi kom selv til at vente halvanden time, men holdt humøret højt med kørelakridser og tanken om, at vi havde ferie og al tid i hele verden.

Fantastiske Fanø

Fanø mødte os med hyggestemning og smukke gamle huse. Vi var derfor super spændte på at bruge et par dage på øen.

Fanø har to hovedbyer, som ligger i hver sin ende af øen. Når man sejler med færgen, Fanøs livsnerve, kommer man til Nordby, som ud over at være øens største by, også er en gammel skipperby med smukke velrestaurerede huse. 

12 km længere mod syd ligger Sønderho, som er ren landsby-idyl med omkring 300 gamle, stråtækte skipperhuse fra midten af 1700-tallet. Man kan virkelig se, at folk gør noget ud af både husene, pynten i vinduerne og de små haver rundt om. Det er ikke uden grund, at Sønderho i 2013 blev kåret til Danmarks smukkeste landsby!

Til dem der kan lide ro og hygge

Efter en nat i Caddy Camperen begav vi os derfor først til Sønderho. Her fandt vi hurtigt ud af, at man bør parkere bilen på en af parkeringspladserne i byens udkant og gå rundt i byen. Byen er lille, og gaderne er så smalle og hyggelige, at de kræver slentretempo og masser af tid. 

En af de ting, som vi straks lagde mærke til, var fajancehundene, som mange steder sad i vinduerne. Vi fandt senere ud af, at det var en meget populær og tidstypisk gave, som sømændene tog med hjem til deres koner og kærester fra engelske havne i tiden omkring 1860-1900.

Der er altid to hunde, som sidder ved siden af hinanden. Hvis sømanden var ude på havet, kiggede hundene længselsfuldt ud af vinduet. Når sømanden kom hjem igen, blev hundene vendt, så de kiggede ind i huset. Så behøvede man ikke at ringe på for at spørge, om herren i huset var kommet hjem. Meget smart!

Rasmus var meget imponeret over disse hunde og mente, at det var forløberen for den røde lygte. Men det må stå for egen regning!

Til de historieinteresserede

En del gader i Sønderho har fået fine vejskilte med forklaring på, hvorfor vejen hedder, som den gør. Det gør historien levende i byen, og det er en rigtig fin detalje, synes vi. 

I Sønderho vil vi også gerne anbefale at kigge forbi den unikke kirke fra 1782, som ikke ligner andre kirker vi kender. I slutningen af 1700-tallet var der tradition for, at alle sognets voksne skulle kunne være i kirken til gudstjenesterne, så derfor er der bygget kviste ind i kirkens grundplan og den fremstår derfor stor, bombastisk og næsten kvadratisk. Meget specielt.  

Vi lagde vejen forbi det gamle sømærke bag byen – kaldet Æ Kåver. Det var oprindeligt Danmarks ældste sømærke, sat op i 1624. Igennem århundreder blev sømærket vedligeholdt, men i løbet af 1900-tallet blev det overflødigt, og i 1935 væltede det i en efterårsstorm. I 2011 blev et nyt sømærke rejst og står nu som et flot vartegn for Sønderho.

Er du til skattejagt, kan du gå på opdagelse efter Æ Kåver på en stoleryg i Sønderho kirke, ligesom du kan lede efter en gammel gravsten i kirken, med to sømærker på. 

Og i den anden ende af byen er der en mindelund for de sømænd, som aldrig kom hjem fra havet. En meget sørgelig historie fortæller om en slem storm i 1824, hvor 12 skibe forliste. De syv af skibene mistede hele besætningen. 40 Fanøkvinder blev enker den nat, og 90 børn blev faderløse! Det var meget hårde tider for sådan et lille øsamfund. 

For 2. Verdenskrigs-entusiasterne

Levn fra Nazisterne er også at finde rundt omkring på øen. Der blev bygget omkring 300 bunkere på Fanø som et led i Hitlers plan om at lave et kæmpe forsvarsværk fra Nordnorge til Spanien kaldet Atlantvolden.

Tæt på Sønderho strandsø ligger en bunker, som man kan gå på opdagelse i, med dette fede slogan: 

Er du meget bunkerinteresseret, så kig nærmere på hjemmesiden Fanø i Atlantvolden, som faktisk er en forening, som både har bunkermuseum, og som laver guidede bunkerture i sommerferien eller efter aftale. 

For de museumsinteresserede

I Nordby besøgte vi det lille fine Fanø museum, som er placeret i et gammelt skipperhus fra 1600-tallet. Her kan man få en fornemmelse af, hvordan sømændene og deres familier har levet, da museet er indrettet som et hjem for en skipperfamilie fra 1885-1920. 

Det er også muligt at besøge Hannes hus i Sønderho, som ligeledes fortæller historien om et skipperhjem fra slutningen af 1800-tallet. Det var desværre lukket, da vi kom forbi.

For vandhunde og legebørn

Fanø har en ca. 15 km lang, hvid sandstrand. Nogle steder er stranden op til 1 km bred, og den lægger op til masser af leg. Som noget helt særligt må man her (og på Rømø, samt nogle steder langs Vesterhavet) køre i bil på stranden, hvilket mange gør. Lige et godt råd: Hvis sandet ser blødt ud, så er det ofte tilfældet! Og så er det en dårlig idé at køre derud – kan vi sige af erfaring…  

Der er også mange (især tyskere) som tager til stranden for at køre blokart eller kitebuggy. Blokart er et trehjulet køretøj med et surfsejl som “motor”. Den skulle være rimelig let at styre, imens det kræver mere øvelse at køre kitebuggy. Her skal man i et lignende køretøj skabe fremdriften ved hjælp af en drage som ved kitesurfing.

Til de vadehavsinteresserede

På andendagen havde vi bestilt en gåtur med guide udover vaden.

Vi kunne jo i princippet godt have gået derud selv, men da vi overhovedet ikke er kendte med hensyn til Vadehavet og dets luner, syntes vi, at det var rart at følges med en erfaren guide. 

Det viste sig at blive en rigtig, rigtig god tur, hvor vi kiggede på alle dyr og skaller, som vi mødte på vores vej.

Fremme ved sejlrenden kunne vi se gråsæler på den anden side. Rasmus gjorde sit til at få et par billeder med hjem, selvom de var temmelig langt væk.

Anne Marie derimod gik all in på at finde et stykke rav. Og snart var hun heldig! I løbet af et par minutter havde hun fundet hele tre stykker. Stor succes!

Til de fugleinteresserede

Fanø har nogle gode fuglespots. Hele stranden er et slaraffenland for vadefugle, og derudover er der også et fint fugleskjul ved Sønderho strandsø. Her var vi blandt andet heldige at se rørhøgen tæt på.

Om foråret er det muligt at se den smukke blåhals ved Sønderho. Af andre spændende ynglefugle kan nævnes natravn og den sjælden hvidbrystet præstekrave. Om efteråret er der store fugletræk ved Hønen nær Sønderho af bl.a. rovfugle, finker, pibere og drosler. Så der er nok at komme efter for fugleinteresserede. 

Som noget helt særligt kan man besøge Sønderho Gamle Fuglekøje og Albue Fuglekøje. Vi kendte intet til disse fuglekøjer før vores besøg på Fanø, men vi læste lidt op på historien ved den lille udstilling ved Sønderho Gamle Fuglekøje.

I midten af 1800-tallet blev der på Fanø bygget fire fuglekøjer efter tysk/hollandsk forbillede. Det er en måde at lokke vildænder til for derefter at indfange dem og spise dem. Fangsten har uden tvivl været et godt supplement til det hårde øliv i Vadehavet. I 1931 blev det forbudt ved lov at fange ænder ved hjælp af fuglekøjer, og de to sidste blev nedlagt. 

For de kulturinteresserede

Vi havde egentlig først besluttet kun at blive to nætter på Fanø, men da vi var vilde med øen og derudover opdagede, at der skulle være Fannikerdage, tog vi en ekstra overnatning. Det er jo netop den frihed Caddy Camperen giver os.

Fannikerdagene er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor den levende kultur på Fanø fejres. Faktisk var arrangementet aflyst denne sommer pga. Corona, men alligevel var der folk i Nordby i de flotte Fanødragter og spillemænd, som spillede op til dans. 

Vi gik rundt i byen og så de flotte kjoler og nød de dansende par. Derudover var vi også heldige at falde lidt i snak med et par af de lokale om traditioner og dragter.

Det var spændende at høre om, at egnsdragterne på Fanø tidligere blev brugt både til hverdag og fest. De var altså ikke et klenodie, som blev trukket frem ved særlige lejligheder, men var en vigtig del af øens kultur. Vi fik også fortalt, at den sidste kvinde, som gik i Fanødragt fra vugge til grav, døde så sent som i 1970’erne. 

Masker

Vi havde dagen for inden underet os over et billede vi havde set på Fanø bryghus, hvor kvinder i Fanødragt gik med en maske. For os så det helt mellemøstlig ud og vi kunne ikke rigtig forstå hvorfor kunstneren havde valgt at fremstille fannikkerne sådan.

Men nu fik vi forklaringen. Det var jo hårdt arbejde at være Fanøkvinde dengang, og en del af sliddet foregik udenfor under den bagende sol. Men det var ikke moderne at være solbrændt – tværtimod. For det afslørede jo, at man blev nød til at arbejde i markerne eller ved fiskeriet. Derfor bar kvinderne masker for ikke at få sol i ansigtet. 

Kan du time dit besøg på Fanø med Fannikerdagene, så vil vi klart anbefale det. Det var en stor oplevelse. Eller måske Sønderhodagen, som er en anden festlig og traditionel dag på Fanø. Den falder altid tredje søndag i juli. Disse kulturdage er klart værd at køre efter, hvis man vil opleve fanøske traditioner og dragter.

Til madørerne

En tur til Fanø må selvfølgelig også byde på dejlige madoplevelser. Med havet hele vejen rundt om øen, lægges der op til brug af masser af fisk og skalddyr. Men der er selvfølgelig også andet på menuen.

Vi fandt dog hurtigt ud af, at hvis vi ville have et bord på restaurant, så blev vi nød til at booke i forvejen her i højsæsonen. ALT var besat! 

Café Nanas stue

I Sønderho vil vi på det varmeste anbefale Café Nanas stue. Restauranten ligger i hjertet af byen, og der er en lille hyggelig gårdhave. Da vi var forbi, havde de et dejligt frokostkort og en venlig betjening.

Anne Marie skulle selvfølgelig prøve den vestjyske specialitet bakskuld, som er saltet, tørret og røget ising. Det smagte dejligt!

Rasmus havde denne dag mere lyst til deres fish n’ chips, som også var helt i orden og med en rigtig lækker tartarsauce.

Rudbecks

I Nordby havde vi booket bord på Rudbecks, som er en lille familiedrevet café med både inde- og udeservering. I Caféen er der også mulighed for at købe forskellige specialiteter fra egnen plus de fine Fanø-tørklæder. Så står du og skal have en unik gave med hjem, så kig forbi Rudbecks.

Med Rasmus’ hjælp valgte Anne Marie landgangsbrød. Egentlig er det noget, som hører 80’erne til og ikke lige AM’s kop te. Men Rasmus fik hende overtalt til at prøve dette gourmet landgangsbrød, som bestod af bakskuld, røget laks fra Fanø, små pillerejer fra Nordsøen og hjemmelavet hønsesalat. Der var ikke et øje tørt.

Rasmus er som oftest mere konservativ i hans madvalg og denne dag faldt det på æggekage med gedeost og røget laks. 

Fanø bryghus

Fanø har selvfølgelig også sit eget bryghus, som uden tvivl er et besøg værd. Det var svært at få et bord inde, men med ca. 20 øl på hanen, så kan det klart anbefales ikke at have for langt til baren.

Øllene på Fanø bryghus er generelt af rigtig fin kvalitet, og man finder ikke de skæverter, som man desværre ofte oplever andre steder. De har, som man ville sige i sportsverdenen, et højt bundniveau, og der er øltyper for enhver smag.

Så skulle du komme ud for dårligt vejr eller lede efter et sted at tilbringe en hyggelig aften, så vil håndbryggeren på det kraftigste anbefale at kigge forbi bryggeriet.

Vi havde nogle fantastiske og utroligt spændende dage på Fanø, hvor vi fik masser af oplevelser og indtryk af livet i Vadehavet. Vi vender uden tvivl tilbage igen en anden gang. 

Læs også: Hjarnø
Læs også: Sort sol i grænselandet

Som altid håber vi, at du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Du kan også finde os på Instagram @twodanesontour. Vi håber, at turen går til Norge i november, men ellers finder vi et dejligt sted i Danmark at udforske. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Danmark dejligst – Fanø blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Otto Frello i Varde

Efter en enkelt overnatning ved Ansager, var første stop Varde. Vi havde ikke rigtig noget indtryk af byen på forhånd, men var af de søde rejsebloggere fra Passport Please – Travel 360 blevet anbefalet at kigge nærmere på Museum Frello. Indgangen til museet kostede 75 kr. for voksne og var gratis for børn. Denne sommer var der derudover halv pris pga. regeringens feriepakke

Vi kendte ikke kunstneren Otto Frello på forhånd, men gik ind ad døren med åbne sind. Og vi blev fuldstændig betagede af hans finurlige og detaljerige billeder. 

Det var muligt at se en lille film om den excentriske kunstner, og det hjalp os til at få øjnene op for utrolige detaljer i malerierne og samtidig få et indblik i manden bag kunsten. Otto Frello blev født i Sydvestjylland i 1924, men levede store dele af sit liv i København.

Vi var især imponerede over “Oksbølbilledet, som tidligere har hængt på Ravmuseet i Oksbøl. Her i Varde var der en kopi af maleriet og en fin fortælling om dets tilblivelse. 

Historien lyder, at Otto Frello var blevet inviteret til at male et billede af den skov, som han forestillede sig havde produceret harpiks til det rav, som vi i dag kan finde langs den jyske vestkyst og mange andre steder i Danmark. Nu var Frello ikke en mand, som gik let til tingene, så han researchaede så meget på emnet, at han i et stykke rav fandt en ny myggeart, som ikke var set før – og den er nu opkaldt efter ham! Hvor sejt er det lige???

Ude på gaden igen, lige bag museet, findes der også to husgavle, som er udsmykket af Frello. De er helt fantastiske med de fineste og sjoveste detaljer. Dem må du ikke misse, hvis turen går til Varde. 

Feriebyen Blåvand

Blåvand viste sig at være en meget turistet ferieby, som på nogle måder mindede os om Marielyst på Falster. Vi skulle dog ikke langt væk fra “turistcentrum”, inden der var de smukkeste sommerhuse og et fint redningshus i den barske vestjyske natur.

Vi kørte ud til Blåvandshuk fyr, som ligger på Danmarks vestligste punkt. Dog droppede vi at gå op i fyret på grund af Corona-restriktioner. Vi skulle nemlig vente flere timer, inden vi kunne få billet. Skulle du være interesseret i at gå de 170 trappetrin til toppen, så koster det 40 kr. for voksne og 20 kr. for børn mellem 3 og 11 år. 

I stedet blev det til en dejlig gåtur langs Vesterhavet. På stranden var der masser af små blå brandmænd, som lyste op og nærmest var små kunstværker i sig selv.

Og så havde vi udsyn til nogle af alle de mange bunkere, som ligger langs den jyske vestkyst.

På vej tilbage til Blåvand kørte vi forbi “Den sidste pølsevogn inden England”!, hvilket Rasmus synes, var en fest  

Vi valgte dog i stedet at spise lækker, lækker frokost hos Hr. Skov, som vi havde fået anbefalet af en af vores trofaste følgere. Ud over restaurant er der også en stor butik og delikatesseforretning, som man kan gå på opdagelse i. Og maden var rigtig skøn!

Tirpitz-bunkeren

Det forholdsvis nye bunkermuseum Tirpitz var klart et besøg værd. Her havde vi heldigvis bestilt billetter hjemmefra, da vi ellers ikke havde fået plads. Prisen er 145 for voksne og gratis for børn og unge under 18 år. Igen var der halv pris i sommerferien pga. feriepakken.

Tirpitz var oprindelig en tysk kanonstilling i Hitlers vandvidsprojekt Atlantvolden. Hitler ville bygge et forsvarsværk fra det nordligste Norge til grænsen mellem Frankrig og Spanien. Det skulle bemandes med artilleri og elitetropper og forsvare hele Alanterhavskysten. Det blev dog aldrig så spektakulært som det var tænkt, da Hitler samtidig var presset af Den røde hær ved Østfronten. 

Tirpitz bestod af to kanonbunkers, som skulle forsvare indsejlingen til Esbjerg havn. Men inden de to bunkere blev bygget færdig, sluttede krigen heldigvis. Og nu er de altså blevet til en flot museum, som er integreret i landskabet, så det næsten forsvinder. Tirpitz-museet er spændende arkitektur, som blander gammel rå beton med nyt glas og jern. 

Udstillinger i Tirpitz

I Tirpitz er der flere udstillinger samlet under samme tag. Vi valgte at se nærmere på Mineudstilligen, som fortalte om alle de mange miner, som blev lagt ud langs vestkysten i de sidste år af 2. Verdenskrig.

Ikke mindre end 1,5 millioner miner blev gravet ned i sandet til stor fare for både dyr og mennesker. Og ikke nok med, at de blev gravet ned – de skulle jo også fjernes igen, da krigen var slut. Det kan du lære meget mere om i udstillingen, som løber indtil foråret 2021.

Vi kiggede også forbi den permanente udstilling om rav. Her er nogle af Danmarks flotteste fund udstillet. Og det er klart et besøg værd, hvis du synes, at rav er interessant.

Sidst men ikke mindst gik vi en tur i den gamle bunker Tirpiz, som har givet navn til museet. Her kan du stadig fornemme hvordan det må have været at være soldat udstationeret i denne store bunker af rå beton.

Der var yderligere to andre udstillinger, som vi ikke nåede. Efter et par timer i Tirpitz, var vi godt mættede af indtryk. Så det må blive en anden god gang, hvor turen igen går til Sydvestjylland. Man kan med fordel besøge museet flere gange og fordybe sig i nye hjørner af de fine udstillinger. 

Skøn natur i Sydvestjylland

Når vi er på tur, vil vi jo altid gerne ud i naturen. Vi kørte derfor en tur til Filsø, som inden for de sidste år har gennemgået et af Danmarks største naturgenopretningsprojekter. Engang var Filsø Danmarks næststørste sø, men intensivt landbrug, afvanding og opdyrkning havde forvandlet den til en skygge af sig selv.

Det har Aage V. Jensen Naturfond gjort noget ved, og i forbindelsen med genetableringen af den før så dyrerige sø, er der blevet bygget en ny bro Ellipsen. Her kan man slentre langs vandet og nyde den flotte udsigt over Filsø. Der er også blevet bygget et nyt formidlingsrum, som har dette spændende “hul” i taget. Det kaldte selvfølgelig på et foto.

Vi besøgte også et fugletårn, hvor vi nød udsigten, fuglelivet og den medbragte mad. 

Og der er jo altid hummus på bordet, når Two Danes er på tur

Tipperne og Nymindegab

En morgen kørte vi til naturområdet Tipperne, som vi havde hørt om flere gange, men aldrig havde besøgt før. Her er der god chance for at se vadefugle.

En del af Tipperne var lukket af, da vi var af sted i fuglenes ynglesæson. Alligevel fik vi et godt indtryk af området og lyst til at komme tilbage igen om foråret eller efteråret. 

Vi kørte også et smut til Nymindegab, som ligger hyggeligt ved bunden af Ringkøbing fjord.

Her gjorde vi stop med Esehytterne. Det er tre gamle fiskerhytter, som nu er fint istandsat. De har været i brug for omkring 100-150 år siden, hvor både fiskermænd og -piger boede i dem om foråret. Mændende fiskede, mens pigernes job var at sætte madding på krogene. Hvis du er interesseret, kan du læse meget mere om Esehytterne her. 

Hytterne står åbne, så man kan kigge indenfor, og man er også velkommen til at spise sin medbragte mad.

Derudover ligger der også en gammel fiskekutter V6, som for ca. 100 år siden sejlede ud fra Ringkøbing fjord for at fiske. 

Mennesket ved havet

Den ikoniske skulptur Mennesket ved havet er lavet af kunstneren Wiig Hansen i anledning af Esbjerg kommunes 100-års jubilæum i 1994. 

Skulpturen forestiller fire hvide mænd på række, som sidder og skuer ud over havet. Hver mand er 9 meter høj og kan fra søsiden ses hele 10 km væk i godt vejr. De hvide mænd skal symbolisere det rene menneskes møde med naturen, og er blevet et internationalt kendt vartegn for byen. Og det kan vi godt forstå. Vi havde et fint fotostop ved skulpturen, som vi ikke tidligere havde besøgt.

Fra Esbjerg gik turen først til Fanø, hvor vi havde to overnatninger. Derefter kørte vi til Mandø på en dagstur. Men disse to skønne øer i Vadehavet kræver særskilte bloginlæg. So stay tuned  

Læs også: Sort sol i grænselandet

Læs også: En kronhjort i Dyrehaven

Vi bliver som altid rigtig glade, hvis I vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour.

I disse corona-tider kan det være svært at vide, hvor næste rejse går hen, men vi kigger stadig nærmere på Danmark samtidig med, at vi både har Tyskland og Norge i kikkerten.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Staycation i Danmark del 2 – Sydvestjylland blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Færgen tager kun 5 minutter, og her midt på dagen sejler den hver halve time.

Inden afgang hyggede vi os med at kigge på nogle søde svaleunger, som havde forladt reden for nyligt.

Da vi nåede Hjarnø, fik vi udleveret en lille brochure om øen, og færgemanden kom med en fin anbefaling til en gåtur, da han hørte, at vi var interesserede i at se fugle.

Den gamle smedie

Først og fremmest var vi dog interesserede i at få noget frokost, så vi gik straks mod Den gamle smedie, som er øens eneste rigtige restaurant. Vi havde ringet i forvejen fra Snaptun for at være sikre på, at der var et bord til os, og der havde vi fået indtrykket af, at der var utrolig travlt.

Da vi kom ind ad døren så “krofatter” også sådan ud. Han havde meget svært ved at sige, hvor vi kunne sætte os, på trods af, at der kun sad to personer og spiste indenfor, og at fire-fem borde i gårdhaven var besatte. Ja, vi følte faktisk, at vi var lidt til besvær, når vi sådan kom for at spise frokost.

Og det samme gentog sig, da de næste gæster kom ind ad døren. Krofatter var helt rundt på taget, når han skulle finde ud af, hvor han dog skulle placere de sidst-ankomne. Derudover blev den arme mand helt stresset over alle de folk, som skulle bestille mad. Altså os og seks andre personer…

Køkkenet kunne fint følge med, så maden kom rimelig hurtigt. Anne Marie havde bestilt en klassisk pariserbøf.

Rasmus valgte fiskefileter, som uden tvivl var kommet lige op af fryseren på trods af, at vi befandt os lige ud for Horsens fjord. Det er sgu lidt skuffende, når det er midt i turistsæsonen og på en ø med vand til alle sider.

Så vores anbefaling er desværre at du enten skal tage din egen madkurv med eller finde et sted at spise frokost i Snaptun, inden du tager færgen. Og det synes vi faktisk er en rigtig trist anbefaling. For vi ønsker selv at støtte de små erhvervsdrivende. Især dem på de danske småøer. Men samtidig skal tingene også være i orden. Ellers kommer folk jo kun én gang. 

Fin gåtur på Hjarnø

Efter den noget skuffende frokost, blev vi dog hurtigt i godt humør igen af den fine og hyggelige ø. Der var masser at kigge på undervejs, og vi sender lige lidt stemningsbilleder fra øen.

Vi kom bl.a. forbi Hjarnø Vinlaug, hvor vi havde et fint kig til vinmarkerne. Druerne laves til hvidvin, rødvin og rosé, som kan købes ved en lille vejbod. 

Så gik vi mod 10 gamle skibssætninger tæt på vandet. Skibssætninger er grave fra vikingetiden, da man dengang var overbevist om, at den afdøde skulle sejle til efterlivet, og derfor satte man sten formet som et vikingeskib.

Saxo nævner disse skibssætninger og mener, at de er sat over kong Hjarne og hans mænd.

Vi gik tilbage mod havnen og kom undervejs forbi en masse fine fugle. Blandt andet rødben og strandskade.

På Hjarnø findes en af Danmarks største kolonier af ynglende stormmåger, som er en af de mest almindelige mågearter i Danmark.  

Vi mødte nogle ret aggressive havterner. Derfor tog Anne Marie det ene kamera på hovedet som beskyttelse Kommer du for tæt på havternernes reder, dykker de mod dig med vilde skrig og spidse næb. Hold noget over dit hoved, og de går efter det, i stedet for dig.

Vi rundede også den lille søde kirke, inden turen igen gik mod færgelejet og fastlandet. 

Hjarnø er en utrolig hyggelig ø med en meget kort sejltur på kun 800 meter fra Snaptun. Der er masser af muligheder for hyggelige gåture med naturen tæt på. Og så giver det jo et stempel i ø-passet  

Læs også: Danmark dejligst – Venø

Læs også: Danmark dejligst – Askø og Lilleø

Som altid bliver vi glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi viser masser af billeder fra ind- og udland. Her kan du også se, når vi udgiver nye blogindlæg.

Vi har befundet os i Danmark siden nedlukningen i marts, og vi ved endnu ikke, hvornår turen går til udlandet igen. Men vi håber, at vores tur til Nordnorge i november bliver en realitet.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Danmark dejligst – Hjarnø blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Djursland, Mols og Helgenæs

Første udfordring for os blev at finde ud af, hvad der er Djursland, Mols og Helgenæs. Det var der heldigvis en sød pige, som meget pædagogisk forklarede for os. 

Altså Jyllands næse kaldes Djursland. Djursland er delt i to kommuner. Norddjurs og Syddjurs kommune. Mols er et landskab i den sydlige del af Djursland, hvor man blandt andet finder de smukke bakker Mols bjerge. Og Helgenæs er den ene snotklat, som hænger under Jyllands næse. Så skulle det vidst være sat på plads!

To trolde i Mørke

Første stop på vores tur rundt på Djursland blev den lille by Mørke, hvor Anne Marie havde læst, at der skulle findes to fine trolde af den danske kunstner Thomas Dambo.

Den første trold fandt vi på Randersvej. Vi gik op til Mørkemanden og mødte vores første Thomas Dambo skulptur. Og vi var solgt med det samme. Virkelig fin og sjov idé.

Vi var straks klar på at se en til, og den næste trold mødte vi ikke langt derfra på Vesterskovgårdsvej. Det er lige når man kommer ud af byen og har marker til begge sider. Og her blev vi blown away! Det er den FEDESTE trold. Sådan en detaljerigdom og så overraskelsen ved, at den sidder oven på en bil og kører ned ad en stejl bakke. Nu var vi totalt tændte på at se flere af Thomas Dambos trolde. 

Smukke Ebeltoft

Ebeltoft og omegn blev vores base for et par dage. Byen er mest kendt for Fregatten Jylland, som pryder havnen.

Den gamle del af Ebeltoft er utrolig hyggelig med toppede brosten, skæve huse, Det gamle rådhus og masser af stokroser langs husmurene.

Der var en god afslappet feriestemning og små boder med keramik og smykker på torvet.

Ebeltoft havn

Derudover kom vi til at lære havnen rimelig godt at kende. Når vi bor i Caddy Camperen, så kører vi til en havn og tager bad. Ebeltoft havn var et rigtig fint sted med udmærkede badefaciliteter. Vi købte havnekort for 50 kr. og satte lidt kredit på. Et bad kostede 2 kr. pr. minut. Da vi ikke skulle bruge kortet længere, fik vi de 50 kr. retur samt resten af kreditten. Super fin service!

Vi spiste også flere gange “bagklapmadder” på havnen. Og det skal ikke være nogen hemmelighed at der går noget humus til, når Caddy Camperen er på tur. Humus kan spises til næsten alt og holder sig rimelig godt i vores køletaske, selv om vi kun har køleelementer og ikke strøm til.

Vi havde valgt Djursland som destination, da vi gerne ville udforske den smukke natur i området. Derfor var vi også forbi Stubbe sø for at kigge efter odder, fiskeørn og skægmejse. Dem så vi desværre ikke.

Det mest interessante vi fotograferede var en broget fluesnapper med insekter i næbbet. En lille fin fugl, som de færreste kender, men som Anne Marie havde i en redekassen i haven hvert år i sin barndom og derfor elsker højt. 

Karens Køkken

Nogle gange laver vi selv aftensmad, når vi er på Caddy Camper tur, men ind imellem flotter vi os og spiste god mad. Rigtig god mad. Vi bruger jo ingen penge på overnatning, så lidt luksus må der gerne være.

Den første aften besøgte vi Karens Køkken, som ligger helt nede ved Fregatten Jylland med dejlig udsigt over havnen. Valget faldt på denne restaurant på grund af deres lækre tre-retters menu til en yderst rimelig pris på 300 kr.

Vi lagde ud med koldrøget laks, syrlig æblesalat, urtecreme og pesto, kørvel, bær og avocado. En virkelig lækker og meget smagfuld ret.

Hovedretten bestod af rosastegt oksemørbrad med nye danske gulerødder og kartofler, forårsløg, sauce og timian. Også virkelig lækkert.

Til dessert var der hjemmelavet daimislagkage med hindbærsauce, friske bær og chokoladeflager. Det var lige før, at vi ikke kunne spise op oven på alt det andet gode mad. 

Vi blev mødt af utrolig venlig betjening og restauranten har åben alle ugens dage, hvor der både bydes på bruch, frokost og aftensmad. Så den varmeste anbefaling herfra til Karens køkken og teamet bag.

Restaurant Mellem Jyder

Dagen efter tog vi endnu en treretters menu. Denne gang på den gamle restaurant Mellem Jyder. 

Vi lagde ligesom dagen før ud med laks, men denne gang var det varmrøget laks fra Færøerne med flødestuvet spinat. Det var en fin mormor-ret.

Derefter fik vi igen oksemørbrad. Her af mør australsk okse. Dertil ristede svampe, fennikel, gulerødder og salat. Det var også en rigtig god ret.

Desserten var denne aften hjemmelavet rabarbertrifli med makroner og råcreme. Hele herligheden stod os i 298,- for tre retter. Man kunne også nøjes med at bestille to retter for 265,-.

Selvom vi havde fået laks og oksemørbrad på begge restauranter, så kunne vi sagtens spise det to dage i træk, da retterne på ingen måde mindede om hinanden. Især lakseretterne var forskellige, da det ene jo var røget laks, mens det andet var varmrøget laks. 

Mellem Jyder er en rigtig hyggelig restaurant med masser af charme. Der er små stuer med fine gamle ting og billeder at kigge på. Det er også muligt at sidde i gårdhaven, hvis det danske sommervejr ellers viser sig fra sin lidt mere gavmilde side.

Helgenæs og Sletterhagen fyr

Vi var ikke kørt til Djursland kun for at besøge Ebeltoft, så en eftermiddag kørte vi mod Helgenæs (den ene snotklat under Jyllands næse) og Sletterhagen fyr. Det var lidt blæsende men ellers et rigtig fint sted. 

Vi gik en tur i området og nød de fine og dramatiske landskaber.

Vi lagde også vejen forbi et stort cementrør, som nu er lavet til en meget rustik shelter. Men sejt at man kan få lov til at overnatte så tæt på fyret og næsten i vandkanten. Den ligger ca. 300 meter fra fyret og kan ikke bookes på forhånd.

Til dem der kører Caddy Camper kan vi da lige oplyse, at der er Autocamper-plads ved Fyret, hvor man må holde gratis i 24 timer  

Mols bjerge

Sidste dag, vi skulle være i området, blev der lovet heldagsregn, så vi begyndte for alvor at overveje, hvordan vi skulle tilbringe dagen. Ingen af os er supervilde med at shoppe eller gå på museum. Faktisk vil vi helst bare gerne være udenfor. Det trommede noget på taget af Caddy om natten, hvilket var super hyggeligt, men også lidt vådt for en, som skulle op og tisse…  

Næste morgen, som ved et mirakel, stod vi op til tørvejr. Straks blev planerne lavet om. For vi var jo egentlig kommet til Djursland for at se Mols bjerge. Og det kunne vi da ikke gå glip af nu.

Molslaboratoriet

Vi havde haft lidt svært ved at finde ud af, hvad der egentlig var Mols Bjerge og hvordan man skulle give sig i kast med dem. Men heldigvis var der et visitor-center lige bag ved Molslaboratoriet. Og måske skulle vi have holdt lidt mere udkig på deres hjemmeside. Her kan du både læse om, hvad Molslaboratoriet er, finde forslag til ture i området og se, om der er guidede ture netop den dag, hvor du kommer forbi. I løbet af sommeren kan man blandt andet komme på tur med Morten DD hver torsdag. Det koster 150 kr for voksne og 75 for børn under 15 år.

Ved visitor-centeret mødte vi en frisk, ung pige, som udleverede os et godt kort over området og gav os tre anbefalinger til fine steder, som hun selv holdt meget af. Det var jo helt perfekt!

Trehøje

Vi begyndte ved Trehøje, som ligger 127 meter over havet. Her er der en pragtfuld udsigt over Ebeltoft Vig og de omkringliggende bronzealderhøje, som ligger spredt ud over landskabet.

Vi havde lidt blæst og regn, men fik dog set området. Den lange vandretur blev det dog ikke til i denne omgang. Til gengæld synes vi, at dette billede blev meget sjovt

Agri Bavnehøj

Næste stop var Agri Bavnehøj, som rejser sig 137 meter over havets overflade. Her er der også rigtig fin udsigt og vi gik igen en lille tur i området.

Anne Marie var heldig at finde vilde kirsebær, og så var hun glad.

Neden for Agri Bavnehøj står der en mindesten fra 2. Verdenskrig, som fortæller om, hvordan stedet blev brugt til nedkastning af våben. Det var rigtig spændende at læse om.

Poskær Stenhus

Sidste stop blev Poskær Stenhus, som er Danmarks største runddysse. Ja, den er så stor, så man har mulighed for at gå ind under den.

Dækstenen vejer ca. 20 tons. Runddyssen blev opført af mennesker på dette sted år 3.300 f.v.t. Og tænk sig den står her endnu til glæde for besøgende i Mols bjerge. Meget fint sted! 

Kalø slotsruin

Efter en Caddy Camper frokost i Rønde (inklusiv humus), sluttede vi vores tur rundt på Djursland med et besøg ved Kalø slotsruin.

Slottet blev bygget i Middelalderen for at holde styr på de rebelske jyder, som ikke ville betale skat, og som pønsede på et bondeoprør. Slottet er bygget på en lille ø hvortil der er en lang tange, som er belagt med toppede brosten, så vi kan godt afsløre, at det ikke er et sted for kørestolebrugere eller dårligt gående. 

På uglejagt

Da vi kom ud til øen, begyndte det at regne, og derfor søgte vi læ under nogle træer og håbede på snarlig opklaring. Mens vi stod der, hørte vi en velkendt lyd. Dobbeltbekkasinens flugtkald er en fantastisk og meget karismatisk lyd, som vi lærte at kende i Island for MANGE år siden. Så selv om det stadig regnede, så kiggede vi frem fra træerne for at se, om vi kunne få et glimt af denne smukke vadefugl. Og lige i det samme kom der en ugle flyvende. Ved højlys dag! Og så gik vi på uglejagt. Ja, så hurtigt kan man glemme, at det regner.

Vi fik desværre ikke noget rigtig godt billede af uglen, for det gik så stærkt. Vi har forsøgt at finde ud af, hvilken slags ugle det er, og vi tror, at det er en skovhornugle.

Derefter kiggede vi nærmere på ruinen, som er ja… en ruin. Der skal lidt forestillingsevne til at se, at det engang har været et kongeslot bygget af Erik Menved omkring 1313.

Og snart begyndte regnen igen, og så var det tid for os, at vende næsen mod Århus og hygge hos gode venner. 

Djursland var en rigtig god start på vores ferie i Danmark. Vi fik set et område, som vi ikke tidligere havde besøgt med skøn natur og lækker mad. Vi kan varmt anbefale Ebeltoft og Mols bjerge. Og vi kommer rigtig gerne tilbage igen en anden god gang. 

Læs også: Højt til vejrs i Skovtårnet

Læs også: Glamping i Knuthenborg Safaripark 

Som altid bliver vi rigtig glade, hvis du ligesom 1300 andre vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi lægger billeder op, når vi er på tur og giver lyd, når vi har skrevet nye blogindlæg.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Staycation i Danmark del 1 – Djursland blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Da vi sidst var i Lille Vildmose, var det i juli måned, og derfor for sent til at se de rævehvalpe, som hvert år bliver født i en stor gammel svellestak. Derfor lovede vi os selv, at vi ville køre til Jylland igen i maj måned året efter, når rævehvalpene ville være store nok til at begynde at komme ud af hulen. Den idé var der selvfølgelig en masse andre mennesker, som også havde fået. Især efter at rævehvalpene havde været fotomodeller i DR’s store naturprogram Vilde vidunderlige Danmark, som netop var løbet over skærmen 5 søndage i træk.

Men selvom vi selvfølgelig gerne ville se rævehvalpene, så var der også MASSER af andre spændende dyr og fugle, som vi også gerne ville gå på opdagelse efter.

Fugle

Vi havde drømt om at se den sjældne kongeørn, som yngler i Lille Vildmose. Og vi troede da også, at vi havde den på kornet. Men efter at have spurgt os frem blandt andre fotografer, blev vi gjort opmærksom på, at det “kun” var en ung havørn.

Der er masser af mennesker, som gerne vil se en havørn – og det vil vi da også gerne, men når man kommer fra Sydhavsøerne, hvor der er den største koncentration af ynglende havørne i Danmark, så ville det jo være dejligt at få lov at se dens “fætter” kongeørnen også. 

Til gengæld var vi heldige for første gang at se en mosehornugle. Og det var så stor en oplevelse, at vi har skrevet et helt blogindlæg om ugler. Det kan du læse her, hvis det har din interesse. 

Derudover råbte Rasmus: STOP bilen! Hver gang vi så en rørhøg, da han jagtede det perfekte billede af denne fine rovfugl, som der er mange af i Lille Vildmose. Vi har dem også på Falster, men ser dem ikke så tit.

Elge

Selvom vi havde set elge sidste år, så er det bare et stort og imponerende dyr. Og derfor kunne vi da heller ikke lade være med at stoppe, da dette pragteksemplar pludselig stod tæt ved Brandvagstårnet på Ny Høstemarkvej.

En nat havde Anne Marie også en lidt mærkelig oplevelse. Hun skulle ud og tisse og valgte at gå om bag en busk, hvor hun kom til at forskrække en ko, som luntede lidt væk. Da Anne Marie havde klaret det, hun skulle og igen kiggede efter koen, gik det op for hende, at det slet ikke var en ko, men derimod en elg! 

Sådan en historie kan man jo ikke holde for sig selv. Den skal fortælles videre med stolthed. Og det blev den bl.a til en ældre mand, som senere mødte Rasmus og råbte: “Jeg har lige mødt en dame, som har moonet en elg. Men hende kender du måske?” Jo, jo – hvis man ikke kan blive berømt for andet, så kan man da altid blive kendt for at gå på tissetur midt om natten sammen med en elg.

Vi mødte også denne fine elg en tidlig morgen, hvor den stod og spærrede vores vej. Den var helt rolig, stod bare og spiste og lod sig ikke forstyrre af, at møde Two Danes On Tour på dens morgenvandring. Det var en rigtig dejlig oplevelse!

Rævehvalpene skaber debat

Rævehvalpe er normalt utrolig svære at få at se i naturen. Først skal man vide, hvor der er en aktiv rævegrav. Og så kræver det masser af tålmodighed at sidde og vente på, at de kommer til syne og måske begynder at lege.

Ræve er af natur både nataktive og rimelig sky. Derfor er et besøg hos rævene i Lille Vildmose en helt unik oplevelse. MEN alting kommer jo med en pris. For der er ingen tvivl om, at rævehvalpene i Lille Vildmose kommer til at være MEGET mere vant til mennesker end andre ræve. 

Der er utroligt mange mennesker, som hver dag lægger vejen forbi, mens der er unger i rævegraven. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at nogle går alt for tæt på. Ja, der har ligefrem været historier om, at der er folk, som har fodret dem. Men det er jo misforstået godhed. Rævemor skal selv fange føde og fodre sine unger og det på trods af, at alle hvalpene ikke vil overleve deres første sæson. Naturen skal have lov til at gå sin gang, så vidt det er muligt.

Efter en længere debat – især på Facebook, kom der skilte op ved rævegraven, hvor der stod, at det var privat område, og at man skulle holde sig på vejen. Det synes vi, er en rigtig god idé!

De sødeste rævehvalpe

Men vi kan da sagtens forstå, at både børn og voksne bliver vildt fascinerede af de små ræveunger. De ligner jo til forveksling de kæreste hundehvalpe.

Og vi var da også helt solgt, da de første små hvalpe kom ud af svellebunken. De varmede sig i solen og legede ind imellem lidt med hinanden. 

Det var også sjovt at se, hvor forskellige rævehvalpene var. Nogle var meget aktive, mens andre var utrolig nysgerrige. På et tidspunkt så vi en rævehvalp, som var gået utrolig langt ud på marken bag ved svellestakken helt alene.

Vi kørte også forbi fjorten dage efter og nød endnu engang synet af de bedårende hvalpe. Det var sjovt at se, hvor meget de var vokset på 14 dage.

Anbefalinger til at se rævehvalpe i Lille Vildmose:

• Du kan se rævehvalpe i og omkring rævegraven på Møllesøvej i maj og det meste af juni måned.
• Du kan være heldig at køre hen til svellebunken og se rævehvalpe med det samme – men du kan også risikere at skulle vente flere timer. Hav derfor god tid og mulighed for at komme forbi både formiddag og eftermiddag.
• Husk at overholde skiltningen! Svellebunken ligger på privat grund.
• Parker din bil i modsatte side af vejen i forhold til svellebunken. Derved generer du ikke landmændende, som arbejder der. 
• Bliv på vejen, når du ser rævehvalpene, og hold altid stor afstand.
• Tag en kikkert med, så ser du rævene meget bedre. Og husk det store objektiv, hvis du vil fotografere.
• Tal stille og kom ikke med pludselige råb eller skrig.
• Lok ikke ræveungerne hen til dig. Det er vilde dyr, og de skulle gerne forblive sådan.
• Giv under ingen omstændigheder ræveungerne mad eller andre godbider. Det har de ikke godt af. 
• Er du i tvivl om, hvor du skal ende og begynde i Mosen, så vil vi anbefale dig at køre forbi Lille Vildmosecentret. Her er der altid kompetente folk til at hjælpe. 

Lille Vildmose er et fantastisk område, som byder på unikke naturoplevelsre. Og du kan køre gennem mosen MANGE gange og hver gang opleve nye dyr og fugle.

Vi har skrevet flere andre blogindlæg om at se dyr i naturen i Danmark. Du kan finde dem alle sammen her.

Derudover vil vi også anbefale et par blogindlæg fra Norden:

Omvendt nak og æd – en brun bjørn i Finland

Magiske Mykines med båd og helikopter

Helt tæt på hvalrosser

Vi vil blive rigtig glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor du kan følge med i, hvornår vi skriver nye blogindlæg og se billeder fra vores ture i både ind- og udland.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Rævehvalpe i Lille Vildmose blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Men ugler virker også mystiske. Man ser dem sjældent, da de fleste uglearter er nataktive. Mange hører kun deres lidt uhyggelige tuden om vinteren, når hannen prøver at tiltrække en hun. Derudover kan ugler dreje hovedet ca. 270 grader rundt, så det virker som om, at de har øjne i nakken.

De fleste mennesker, som er så heldige at have ugler i haven, er dog meget glade for dem – især når ungerne hopper af reden og sidder og venter på at blive fodret af deres forældre. Det er nuttethed på aller højeste plan.

Vi var heldige at se mange ugler, da vi var i Portugal for nogle år siden. Vi så også de fantastiske prærieugler på en rejse til Colombia. Men ugler i Danmark har vi ikke været så heldige med. Lige indtil nu altså!

Uglejagten begynder

Anne Marie havde hele vinteren via Facebook fulgt med i, at der var kommet en forholdsvis sjælden høgeugle til Hesede skov omkring Haslev. Der blev lagt mange fantastiske billeder op i forskellige fugle- og naturgrupper af denne lille, smukke ugleart, så vi blev ved med at overveje at køre en tur op for at se den. Men normalt kører vi ikke efter en bestemt fugl.

Blandt store fugleentusiaster findes der lukkede FB-grupper, apps og sms-kæder, som melder ind, når der er set en eller anden vildt sjælden fugl et sted i Danmark. Så farer folk fra alle afkroge af landet derhen for at nå at se det vidunderlige eksemplar. Det er altså ikke ligefrem vores stil. Men denne her ugle blev ved med at lure i vores bevidsthed, og en kold morgen i februar stod vi tidligt op.

Høgeugle på Sjælland

Vi parkerede på en lille parkeringsplads i Hesede skov og stod ud af bilen, ligesom solen stod op i horisonten. Vi havde hørt, at høgeuglen skulle sidde tæt på skovvejen, og at den skulle være relativt nem at finde. Men lige der i den tidlige frostklare morgen, virkede det som at lede efter en nål i en høstak. 

Høgeugler er meget smukke med et flot tværbåndet bryst. De har et meget gult næb og ditto øjne, og de ser altså lidt bistre ud. Samtidig har de aftegninger i nakken, som ligner et ekstra sæt øjne, som skal skræmme fjender væk.

Vi gik ned ad skovvejen og kiggede i hvert et træ undervejs. Ingen ugle at se. Det ville jo selvfølgelig have været nemmere, hvis der var kommet andre foto- eller fugleinteresserede før os – men heldigvis mange gange sjovere, at vi selv skulle lede og være heldige at finde den spændende ugle. 

Vi stoppede op og snakkede lidt sagte sammen. Rasmus besluttede sig til at vende om og gå tilbage mod bilen for at se, om vi havde passeret den på vejen uden at opdage den. Anne Marie ville gå lidt længere ned ad vejen mod et lille hus.

En utrolig smuk ugle

Der var ikke gået to minutter, før Anne Marie stivnede! Lige ved siden af vejen sad uglen på en gren og stirrede direkte mod hende. Men hvor var Rasmus nu? Han var ikke til at se. Mobiltelefonen blev listet op ad lommen, mens der blev holdt skarpt øje med uglen.

Riiing – riiiing.
Rasmus: Ja?
Anne Marie: Ugle – kom.
Dut-dut-dut.

Uglen fløj pludselig ned på jorden og videre til et andet træ. Heldigvis var det ikke langt væk, og snart var Rasmus også på pletten. Stativ og kamera blev hurtigt sat op, og så kunne det ellers bare have været at skyde løs. Men uglen var ikke klar over, at den skulle være fotomodel denne morgen, så den havde placeret sig inde bag diverse kviste og grene.

Efter et stykke tid fløj høgeuglen over på den anden side af skovvejen, og nu satte den sig godt. Det var en sand fornøjelse at fotografere den smukke ugle i det fine morgenlys.

Efter ca. 45 minutter kom den første fotograf og snart efter kom flere til. Og så var det tid for os at sige farvel og tak til uglen og køre mod Falster igen. En stor, stor oplevelse rigere.

Høgeugler yngler normalt ikke i Danmark, men kommer nogle gange på et vintervisit. I 2019/20 har der både været høgeugle i Hesede skov, Lynge grusgrav og Gribskov – alle på Sjælland.

Natugler med unger på Falster

Natuglen er den mest udbredte ugleart i Danmark, og Anne Marie var super heldig at se en natugle i sommeren 2019, da hun var på tur til Stubbekøbing med ca. 80 børn i alderen 5-10 år. Nærmest som ved et mirakel fik alle børn uglen at se og blev dermed en stor oplevelse rigere, som flere af dem stadig taler om. 

Vi har efterfølgende været i Stubbekøbing flere gange for at se efter uglen – men uden held. I Stubbekøbing bor også vores gode ven og tidligere kollegaer Stine. Hun er lige som os også blevet interesseret i ugler.

En dag i april skrev Stine, at hende og hendes mand havde gået en tur i en skov på Nordfalster, og pludselig så de både et voksent uglepar samt den sødeste lille ugleunge. Wauw! 

Vi ville selvfølgelig også rigtig gerne se en ugleunge, og satte straks en aftale op næste eftermiddag. Her gik vi sammen (på behørig afstand) ud i skoven, hvor uglerne var set dagen før. Og hvilken lykke!

De mest nuttede ugleunger

Stine fandt hurtigt to ugleunger, som sad helt stille på hver en gren meget tæt på stien. Vi var totalt solgt! 

Mens vi nød synet kom der både en hundelufter og to løbere forbi uden at ænse noget som helst. Ugler er virkelig gode til både at kamuflere sig og at sidde MEGET stille i MEGET lang tid.

Vi havde aldrig før set en ugleunge og var fuldstændig blæst bagover af de bedårende duntoppe. Det var noget nær det kæreste, vi nogen sinde havde set.

Efter et stykke tid spottede Anne Marie også en af de voksne ugler, som sad på behørig afstand og holdt godt øje med sit afkom. Undervejs blev den også lidt træt og gav et kæmpe gab  

Det var en kæmpe lykkefølelse at gå derfra med de mange smukke billeder af ugleungerne på kameraets hukommelseskort og på nethinden.

Flere natugler

Efter denne helt unikke oplevelse blev vi nærmest besat af ugler. Og ved at snakke med en hundelufter fandt vi ud af, at der på Lolland er en lille privat “skov” ved Majbølle kaldet Ugleskoven. Her har et ægtepar, i en del af deres have, lavet et eldorado for fugle med masser af redekasser – også til ugler. Der er offentlig adgang, og hvis du vil overnatte, har de tilmed opsat en fin shelter med tilhørende toilet.

Vi gik straks en rundtur i den lille skov. Dog uden at finde en ugle. Da vi kom ud af skoven igen, blev vi enige om at gå en tur mere. Og denne gang var der bingo. Vi så snart, at der sad en fin natugle i et højt grantræ. Den var svær at fotografere på grund af alle grenene. Men en dejlig oplevelse var det under alle omstændigheder.

Da vi igen sad i bilen, blev vi enige om at stoppe på hovedvejen og kigge efter den. Og nu havde vi den fineste udsigt til uglen. 

Og igen ved mund til mund metoden på en anden gåtur i skoven, snakkede vi med et par, som fortalte os, at der på en kirkegård på Nordfalster også findes natugler. Det måtte selvfølgelig også undersøges.

En aften kørte vi ud til kirken, og på under fem minutter havde vi lokaliseret denne smukke natugle. Jo, vi må sige, at vi har været meget heldige med ugler dette forår.

Mosehornugle i Lille Vildmose i Jylland

I St. Bededagsferien gik turen til Lille Vildmose i Nordjylland. Det er et fantastisk naturområde med et rigt fugle- og dyreliv. De fleste mennesker kommer til Mosen for at se en elg, men denne gang var vi også heldige at komme hjem med ugleoplevelser. 

Først spottede vi lidt ved et tilfælde tre natugleunger tæt ved Lille Vildmosecentret. Og de var jo selvsagt lige så nuttede som dem fra Falster.

Samtidig kom vi også i snak med en kvinde, som havde set en mosehornugle. Hun forklarede, hvor hun havde stået på vej ned mod Tofte sø, og aftenen efter kørte vi derhen.

Rasmus steg ud af bilen og stillede kameraet op. Snart efter ringede han til Anne Marie, som stadig sad i bilen, for at sige, at han havde set en ræv. AM var hurtig til at komme ud, men fik som det første øje på mosehornuglen, så da vi mødtes to minutter efter, sagde Rasmus: Så du ræven? Hvorefter Anne Marie svarede: Så du uglen?

Da vi kiggede igen, sad ræven på marken, mens uglen fløj lavt henover. Da uglen var tæt nok på, hoppede ræven op efter den, uden dog at få fat i den – puha, heldigvis. For ellers havde vores fotoshoot nok været overstået for den aften.

Ræven fik sig senere en velfortjent mosegris.

Mosehornuglen jagede over markerne den næste halvanden time, og det var fantastisk at følge den. Både når den fløj, jagede og sad på en pæl. Til tider var der endda to ugler.

I får lige en lille serie af den smukke ugle.

Skovhornugler på Sjælland

I november blev det igen tid til at kigge efter ugler. Og denne gang ville vi gerne se den smukke skovhornugle.

Om vinteren samles flokke af skovhornugler i gran eller fyrretræer. Uglerne er meget sociale og sidder tæt sammen i dagtimerne. Af en eller anden grund vælger de det samme steder år efter år. Så når man først ved, hvor der er skovhornugler, så kan man få glæde af dem i mange år. 

Vi havde læst om et sted i Kirke Værløse, hvor man kan komme til at se skovhornugler, og Anne Marie havde selvfølgelig fulgt med i, at de var begyndt at ankomme til deres vinterplads. Så en dag sidst i november, gik turen mod Nordsjælland.

Uglerne holder til ved vejen Sandet tæt ved naturskolen Hjortøgaard. Og da vi ankom, var vi ikke i tvivl om, at vi var det rigtige sted. For det første stod der et par andre fotografter. Og for det andet var der sat store skilte op for at gøre folk opmærksomme på, at man skal huske at holde afstand til uglerne. Der har desværre de sidste par år været et par episoder, hvor folk er gået alt for tæt på og har stresset uglerne. 

Selvom vi kun stod 15 meter væk fra træet med uglerne, så var de meget svære at få at se. De sad næsten helt bom stille, og så var de godt camoufleret. Alligevel fik vi øje på tre ugler i et træ. Men uden kikkert og kamera havde vi ikke fået meget ud af det.

Mens vi stod der og kiggede på skovhornugler mødte vi naturfotograf Mads Hagen, som vi kender fra Sydhavsøerne. Han var ligesom os ude og fotografere uglerne. Han tilbød at vise os skovhornuglerne på Vestre Kirkegård i København næste formiddag, og sådan et tilbud kunne vi da ikke afslå. 

Skovhornugler på Vestre Kirkegård

Lørdag morgen mødtes vi med Mads på Sjælør station og gik sammen ind på kirkegården. Og det var vist godt, at vi havde Mads med. Ellers havde vi aldrig fundet træet med uglerne! De var om end endnu mere camouflerede end dem fra dagen før. 

Men det lykkedes da at få et par billeder. Så stor tak til Mads. Kender du endnu ikke Mads, så tjek hans instagram @madshagennatur eller Facebook: Mads Hagen Naturfoto for de skønneste naturbilleder.  

Uglens år

2019 døbte vi bjørnens år, da vi både så brun bjørn i Finland og isbjørn på Svalbard. 2020 må for os uden tvivl blive uglens år! Vi har haft nogle fantastiske oplevelser med ugler i løbet af 2020, hvor vi alligevel ikke har haft mulighed for at rejse til udlandet. Tidligere havde vi aldrig set en ugle i Danmark, men nu ser vi dem alle steder.

Vi har spurgt os selv, hvad forskellen er? Og svaret må være: Vi er begyndt at kigge efter dem. Og så spørger vi folk, vi møder, om de ved, hvor vi kan være heldige at se en ugle. Og vi er faktisk overraskede over, hvor mange der ved et eller andet, og som gerne vil hjælpe.

Hvis du gerne vil se en ugle:

• Vores første og største råd er: Gå ud i naturen og led efter ugler. Du kan godt komme til at bruge mange timer på det, men jo mere du kigger, jo mere ser du.
• Hold øjne og ører åbne. Man skal bruge sine øjne godt, hvis man skal få øje på en ugle, da de falder godt ind i naturen samtidig med, at de er en mester i at sidde stille. Vi kan også afsløre, at det er nemmere at kigge efter ugler i april, mens der i maj er mange flere blade på træerne.
• Kig efter uglekasser i træerne og uglegylp på jorden. Der er ofte ugler, hvor der er sat kasser op. Og uglegylp fortæller jo med 100% sikkerhed, at der har været en ugle forbi. 

• Tag en kikkert med og brug den. Når du er i et område, hvor du mener, at der kan være ugler, så kig træerne godt igennem ved hjælp af kikkerten. Kikkerten er med til at lukke lys ind i dit synsfelt samtidig med, at den lukker alt andet ude.
  Når du først har fået øje på en ugle, er det også ekstra fedt at se den i kikkerten, så den er en god investering. 
• Ugler tuder oftest om natten især i vinterperioden, hvor hannen forsøger at tiltrække en hun.
  Det der tit afslører ugleunger er, når de om foråret ved solnedgangstid skriger på deres forældre for at de skal komme og give dem mad. Hører du tuden eller skrig, som du tror, er fra en ugle, så gå efter lyden.

Lidt forarbejde du kan gøre, hvis du gerne vil se en ugle:

• Prøv at spørge folk, om de har set en ugle for nyligt. Det kan være din nabo, din kollega eller en tilfældig hundlufter. Der er flere der ved noget, end man lige går og tror.
• Følg med i Facebook-gruppen Danske ugler. Her bliver der hver dag vist mange billeder af forskellige danske uglearter. Ofte står der også, hvor billederne er taget. Inden du spørger om, hvor du skal lede efter en ugle, så prøv at søge i gruppen, så den ikke drukner i de samme spørgsmål igen og igen.
• Følg med på Dansk Ornitologisk Forenings side kaldet DOF-basen. Her bliver der hver dag indrapporteret alle mulige både sjældne og helt almindelige fugle fra hele Danmark. Ind imellem bliver der også indrapporteret ugler. 
• Hvis du har mulighed for det, så sæt en uglekasse op i din have. Der kan godt gå flere år, inden den bliver beboet. Og alt efter type af kasse, kan du også være heldig at få tårnfalken til at yngle. Husk at undersøge hvilken kasse du skal købe eller bygge, og hvordan og hvor højt du skal sætte den op. 

Hvis du ser en ugleunge:

• Ugleunger hopper normalt af reden i slutningen af april og i maj måned.
• Det er ikke unormalt, at ugleunger hopper af reden med et par dages mellemrum. Så derfor kan der lige pludselig være flere, end du så dagen før.
• Ugleunger sidder ikke nødvendigvis samme sted, men forbliver i samme område indtil de kan klare sig selv. Når en unge først er hoppet ud af kassen, hopper den ikke tilbage i kassen igen.
• Der er mange der tror, at ugleungerne er blevet forladt af deres forældre, når de sidder helt alene på jorden eller på en gren i en skov, i en villahave eller i en park i byen. Men i 99% af tilfældene er forældrene lige i nærheden, så lad bare ugleungerne sidde. Forældrene har helt styr på dem og kommer og fodrer dem.
• Det er først, hvis du ser en ugleunge, der ligger på ryggen eller ser totalt afkræftet ud, at du skal blive bekymret og ringe til Dyrenes beskyttelse på 1812 eller til nærmeste vildtplejestation.
• Gå ikke for tæt på ugleungerne men nyd dem på behørig afstand, tag et par billeder, og lad dem derefter være i fred.

Hvis du fandt vores blogindlæg om ugler interessant, kan det også være, at du har lyst til at kigge nærmere på: 

Sort sol i grænselandet

En bæver i Klosterhede plantage

En elg i Lille Vildmose

Vi bliver som altid rigtig glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Så kan du også holde dig opdateret på nye blogindlæg og vores eventyr i ind- og udland.

Tak fordi du læste med og god uglejagt
Anne Marie og Rasmus/Two Danes On Tour

Blogindlægget er opdateret i december 2020 med sidste nyt om vores uglejagt.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På jagt efter ugler i Danmark blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Ikke så langt fra hvor vi bor, har du muligheden for at gå en tur i en skov og lede efter europæisk bison og vildsvin. Stedet hedder Merritskov og ligger på Lolland tæt på Bandholm og Knuthenborg Safaripark. (På nogle kort staves det Merretskov, men det er altså det samme sted.)

I denne tid, hvor alle udenlandske rejseaktiviteter er indstillet, besluttede vi os til i Påskeferien at køre på tur i Caddy Camperen. Vi ville gå ind i Merritskov ved solopgang, og derfor passede det os bedst, at sove i nærheden af lokaliteten, så vi ikke skulle begynde dagen endnu tidligere og med en halv times køretur foran os. 

Fantastisk morgen

Morgenen var fantastisk med flot solopgang, næsten vindstille og lunt vejr for årstiden. 

Vi parkerede på Skibetvej, hvor der er en lille rasteplads med offentligt toilet, flere borde-bænkesæt og en informationstavle med et kort over Lolland. Det er ca. 300 meter efter at Skolevej går til højre, når du kommer kørende fra Maribo mod Bandholm.

Ca. 100 meter fra parkeringspladsen gik en bred skovvej ind i skoven og hurtigt derefter kom vi til en af de 9 færiste, som markerer indgangene til det indhegnede område, hvor bison og vildsvin går frit. Selvfølgelig er der hegn med stød i hele vejen rundt, så de store dyr ikke går frit rundt på hele Lolland.

Mulighed for bison og vildsvin

Merritskov hører under Knuthenborg Gods, men er gratis at besøge. I efteråret 2017 blev tre europæiske bisoner sat ud i skovområdet. En tyr blev indfanget i Almindingen på Bornholm, hvor du også kan gå på jagt efter bison, og to køer blev hentet til Lolland fra Tyskland. De tre bison er med tiden blevet til 4

Ligeledes blev 10 vildsvin udsat. Hvordan de har formeret sig, er nok svært at få et overblik over, da de får mange unger og er gode til at gemme sig i underskoven.

Både bison og vildsvin levede tidligere frit i Danmark. Godt nok er det omkring 10.000 år siden, at bisonen var at finde i vores land, mens vildsvin jo indimellem kommer over grænsen fra Tyskland.

En truet dyreart

Bisonen er, med en kampvægt på op til et ton, det største vildtlevende landpattedyr i Europa. I starten af 1900-tallet var den totalt udryddet i naturen. Heldigvis fandtes der 54 individer i zoologiske haver rundt omkring, og grundet et stort avlsarbejde, blev det muligt at genudsætte den flere steder i Østeuropa samt i indhegninger i Vesteuropa. 

Selv om det er lykkedes at redde den europæiske bison fra at uddø, er den med sin lille population på verdensplan principielt set stadig at betragte som truet. Derfor er den optaget på IUCN’s rødliste over globalt truede arter.

De vilde svin

Vildsvinet er jo tamgrisens forfader. Den er mere eller mindre altædende og elsker at gå og rode i skovbunden. Derved er den med til at gøre skovbunden lys og luftig samtidig med, at den skubber bog og agern fra bøge- og egetræer ned i jorden med snuden. 

Vildsvinet uddøde i Danmark som fritlevende dyr i begyndelsen af 1800-tallet. Der kommer som sagt indimellem vildsvin over grænsen fra Tyskland, men de er ilde set grundet frygt for svinepest, og skydes så snart de bliver opdaget.

Sådan en krabat kan veje helt op til 200 kg og har eminent lugte- smags- og høresans. Til gengæld ser den ikke så godt.

Vi var meget spændte på, hvad vi ville få at se, og om vi ville møde de store dyr. 

På tur i Merritskov

Det første, vi lagde mærke til, var den fantastiske fuglesang, som genlød over hele skoven denne morgen.

Der var masser af musvitter, blåmejser og bogfinker. Derudover så vi også gulspurv, dompap, rødhals, spætmejse, gærdesmutte, sangdrossel og ikke mindre end fire stk. stor flagspætte. Anne Marie er rimelig god til at genkende skovens fugle, da hun har boet med skoven som sin baghave, da hun var barn.

Snart så vi også et egern løbe over skovvejen. De er altid sjove og vimse at se på. Den fortsatte op i et træ, hvor den nysgerrigt sad og holdt øje med os.

Pludselig var der bevægelse imellem bøgetræerne. Vi stod straks stille og lyttede. En flok på seks dådyr fulgtes gennem skoven. De var både nysgerrige og vagtsomme og skjulte sig godt mellem træstammerne. Et rigtig flot syn!

Da vi kom til en korsvej, drejede vi til højre, og fik snart et mere åbent stykke på højre hånd. Igen puslede det i skovbunden. Nu blev det interessant, for snart kom fire små vildsvin til syne. Dem havde vi virkelig ønsket os at se. Ja, de var jo faktisk en af grundende til, at vi havde valgt at gå en tur i netop Merritskov. Vi stod længe og fulgte dem med øjnene og så, hvordan de rodede godt op i jorden.

Da vi kom til en lille hochsitz, kravlede vi op og kiggede ud over en masse små bakker i landskabet.

I Merritskov er der mange runde gravhøje fra Danmarks oldtid. De er sikkert blevet bevaret her så længe, fordi der vokser skov oven på dem. Havde området været en mark, var de højst sandsynligt blevet pløjet ned.

Det var dejligt fredfyldt at sidde der et par meter over jorden og nyde den smukke morgen og fuglesangen. Igen kom de seks dådyr forbi. 

Pludselig blev vi opmærksomme på endnu en bevægelse i landskabet. 4 grise kom frem fra bag en gravhøj. Der blev igen skudt masser af billeder med kameraet, og vi var utrolig glade over vores held.

Lidt for spændende

Da vi havde gået en rundtur og igen kom ud på den skovvej, som vi var kommet ind af, havde vi stadig ikke fået nok. Vi ville gerne lede videre efter bisonerne, som vi jo var kommet for at se. Vi forsøgte at gå et nyt sted hen, og gik ad en ny sti op langs et hegn med stødtråde for neden. 

I lang tid gik det godt, men pludselig hørte vi grynte-lyde lige foran os i et buskads. Hjertet begyndte at slå hurtigere, og pulsen kom op. Vi ville gerne videre frem, men var samtidig også på vagt overfor grisene, som vi ikke kunne se, men tydeligt høre. Vi forsøgte at danne os et overblik over, hvordan vi kunne slippe væk, hvis vi blev angrebet. Der var ikke mange flugtmuligheder, da vi jo stod helt op af et stødhegn på den ene side. Eneste flugtrute ville nok være, at klatre op over hegnet. Det var nogle anspændte sekunder, indtil vildsvinene valgte at fortrække.

Vi gik igen videre og kom til en granplantage med nåletræer. Vi gik ad en bred sti med grantræer på begge sider. Det gik godt det første stykke, men pludselig var der igen grynten og bevægelse mellem granerne næsten lige hvor vi stod. Igen steg pulsen med 200% og vi besluttede at gå lidt tilbage og ind ad en anden skovsti et sted, hvor der var mere åbent, så vi bedre kunne se, hvad vi mødte.

Da vi igen kom ud på den første skovvejen, blev vi enige om, at det havde været lidt for spændende! Dagens gåtur var desværre uden syn af bisonerne. Men vi var alligevel glade og lidt høje. Vi havde set masser af fugle og dyr og tilmed de hidsige vildsvin.

Et nyt forsøg

Vi var begejstrede for vores tur i Merritskov og vores held med at se vildsvin. Men alligevel ville vi jo også gerne se de smukke bisoner. Så allerede dagen efter gik turen igen til Lolland. Denne gang var vi af sted i det bløde eftermiddagslys. 

Vi var nærmest kun lige kommet ind i skoven, da vi mødte to unge piger på tur. Vi spurgte dem, om de havde set noget spændende, og straks fortalte de, at bisonerne lå kun ca. 100 meter længere henne. Wauw, vi kunne næsten ikke tro vores held.

Ca. 300 meter inde i skoven lå alle fire bisoner og nød eftermiddagssolen. Det anbefales at man holder en sikkerhedsafstand på minimum 100 meter og bliver på skovstierne.

Den ene rejste sig på et tidspunkt op, men lagde sig snart igen. Ellers var der ikke den store aktivitet. Men det var en kæmpe oplevelse at se dette prægtige dyr i skoven, og det var svært for os at løsrive os igen.

Endnu en fantastisk oplevelse

Vi valgte at gå samme rundtur i skoven som dagen før, men så ikke nogle egern, dådyr eller lige så mange fugle, som morgenen før.
Idet vi trådte ud på den skovsti, som går tilbage til udgangen igen, stoppede Anne Marie pludselig brat op.

En stor gris stod lige foran os et lille stykke inde i skoven, og snart havde den også set os. Vi var ikke i tvivl om, at den var vagtsom og holdt øje med os. På et tidspunkt gik den mod os, og vi bakkede helt automatisk oven på de “nærdødsoplevelser”, som vi havde haft dagen før Der er ingen tvivl om, at vildsvin skal man have respekt for. De er kendte for at være utilregnelige og ikke bange for at gå til angreb på fjender.

Efter lidt tid gik det op for os, hvorfor grisen var så opmærksom på os. Den havde ikke mindre end fem grislinger med de sødeste striber. Hold nu k… en stor oplevelse at få lov til at se dem. Igen stod vi længe og kiggede på behørig afstand.

Moderen var hele tiden opmærksom på os, men trak bare lidt længere ind i skoven med sine unger og passede egentlig bare sig selv og sit afkom.

Vi var helt høje på oplevelser, da vi gik ud af skoven igen, Og det er ikke sidste gang, at vi har besøgt Merritskov!   

Vores råd til at spotte bison og vildsvin i Merritskov

• Hav god tid! Gerne flere dage. Du skal ikke regne med at gå en tur i skoven én gang, og så har du spottet både bison og vildsvin. 
• Vær klar morgen og aften. Det er på disse tider af døgnet, at du har aller størst chance for at se både dyr og fugle i skoven.
• Spørg andre mennesker, du møder i skoven, om, hvad de har set – især folk med kikkerter og/eller fotoudstyr. De fleste vil hellere end gerne fortælle og vise billeder.
• Tag en kikkert med. Så højner du dine chancer for at se noget og for at identificere det, du ser.
• Medbring masser af tålmodighed – og ser du ikke en bison eller et vildsvin, så nyd alle de andre dyr og fugle, som du måske er heldig at se på din vej.
• Ser du bison eller vildsvin, så husk at holde mindst 100 meters afstand og bliv på skovstierne. Af erfaring kan vi sige, at især vildsvinene godt kan virke lidt aggressive.
• Vær ekstra opmærksom på at holde afstand, når dyrene har unger og kom ikke mellem en mor og hendes afkom.

Er du vild med at gå på jagt efter dyr i Danmark, så vil vi gerne anbefale et par andre blogindlæg:

En elg i Lille Vildmose

En bæver i Klosterhede plantage

En kronhjort i Dyrehaven

Og hvis du ikke allerede synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, så vil vi blive super glade for din støtte. Her kan du se flere billeder fra vores ture og følge med, når vi udgiver blogindlæg. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Bison og vildsvin i Merritskov på Lolland blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Kaliningrad er et lille stykke Rusland, som ligger klemt inde mellem Polen, Litauen og Østersøen. En klat Rusland midt i EU uden sammenhæng med det øvrige Rusland.

Kaliningrad var i over 40 år et af de mest militariserede områder i hele Sovjetunionen, og derfor var det strengt forbudt for udlændinge at besøge stedet. Netop derfor var det spændende for os at udforske!

Fra Königsberg til Kaliningrad

Enklaven Kaliningrad er en mærkelig konstellation, som har sine rødder i afslutningen på 2. Verdenskrig. Og det vil vi her prøve at forklare kort.

I 700 år hed Kaliningrad, Königsberg. Den var hovedstad og største by i landet Østpreussen, som senere blev en del af Nazityskland. Nazisterne kæmpede på flere fronter – både mod de allierede og mod den russiske røde hær. Mod slutningen af 2. verdenskrig blev området erobret af Sovjetunionen, og efter krigen blev Østpreussen delt mellem Polen, Litauen og Sovjetunionen.

Sovjetunionen fik et stykke land på ca. 15.000 km2, som de navngavn Kaliningrad oblast, ligesom de også omdøbte byen Königsberg til Kaliningrad. Begge dele blev opkaldt efter Sovjetunionens daværende officielle statsoverhoved Mikhail Kalinin. Ham står der stadig en statue af ved togstationen.

Stalin besluttede at gøre Kaliningrad fri for tyskere og gennemførte en gigantisk og grufuld udrensning. De tyskere, som ikke allerede var flygtet til Tyskland, blev enten slået ihjel eller sendt til arbejdslejre i andre dele af Sovjetunionen. 

Kaliningrad fremstår derfor i dag som en typisk russisk by med udstillet kampvogn, Leninstatue og beton.

Og selvfølgelig skulle vi da lige have en sefie ved både kampvogn og Lenin. Det er ligesom blevet en tradition for os. Der er ikke noget politisk i det fra vores side.

Men der bliver også bygget og moderniseret mange steder. Især langs floden, som løber gennem byens centrum.

VM i fodbold kom forbi Kaliningrad i 2018, og det satte gang i mange byggerier og nye tiltag for at tiltrække flere turister til byen.

Tyske særpræg i Kaliningrad

Men rundt omkring i byen er der stadigvæk lidt minder, fra da byen var tysk. Bl.a. har Kaliningrad været omgivet af et stort fæstningsværk, som stadig kan ses mange steder. Et af de mere kendte steder er Brandenburg Gate, som stadig er i brug. 

Andre tyske levn i byen, som de bryster sig meget af, er orgelkoncerter og marcipan – vi var nu ikke super interesserede i nogle af delene. Er du derimod interesseret, så findes der et marcipanmuseum i Brandenburg Gate, og der bliver fortsat spillet orgelkoncerter i Königsberg Katedral på Kant island.

Bagved kirken er der et mindesmærke til ære for bysbarnet og filosoffen Immanuel Kant, som boede i Königsberg fra 1724 til 1804. 

Tæt på Kant island har en række tysk-inspirerede huse fået tilnavnet The Fishing Village (På russisk kaldet Rybnaya Derevnya). Det er en moderne opførsel af tyske huse på det sted, hvor de tyske fiskere engang holdt til.

Nu huser de nyopførte bygninger restauranter og hoteller. Der er en fin promenade langs floden. I en by uden nævneværdige levn fra fortiden (næsten hele byen var totalt udbombet efter 2. verdenskrig) bliver sådanne replikaer trendy. 

Rusland i juletiden

Vi rejste til Kaliningrad den 30. december efter en veloverstået dansk jul. Men vi fik den med fornyet styrke, da vi ramte Rusland. Her fejrer man først ortodoks jul den 7. januar. Så den fik ikke for lidt med Jingle bells og Last Christmas i butikker og restauranter.

Der var et lille julemarked med forskellige madboder på Kant Island langs vejen Ulitsa Kanta. 

Det store juletræ er fra byens store torv. Her var der flere dage i træk underholdning med dansere, sangere og selvfølgelig selveste julemanden. Han er åbenbart klædt i blåt i Rusland og kaldes Fader frost. Han kommer nytårsaften med gaver til børn, som har været søde. Med sig har han en lille hjælper, som er hans barnebarn Snegurka.

Så tænker du på at tage væk fra Danmark for at slippe for julen, så er Kaliningrad ikke det rigtige sted  

Nytårsfest

Nu, hvor vi var ude at rejse omkring nytåret, havde vi forsøgt at finde en nytårsfest, som vi kunne deltage i. Det var ikke helt nemt, for hvordan holder russerne egentlig nytår? Vores tanker blev straks ledt hen på dyr kaviar samt masser af vodka og champagne.

Vi skrev rundt til et par restauranter og hoteller for ligesom at have en føler ude. Den ene restaurant Madame Bushe svarede venligt tilbage, at da de var en familiedrevet restaurant, så lukkede de allerede kl. 20.00 netop på nytårsaften, så deres personale kunne komme hjem og fejre aftenen med deres familier. Det var jo lige netop dette, vi ønskede at undgå. At stå på gaden kl. 20 og ikke vide, hvor vi så skulle gå hen.  

Vi fik også svar fra restaurant Hofburg på Kaiserhof Hotel – et af byens fine hoteller beliggende i The Fishing Village. De sendte os en meget lang menu til ca. 700 kr pr. person. En meget rimelig pris, syntes vi. Men ville dette være noget for os?

Samtalen hjemme i stuen forud for vores beslutning forløb nogenlunde sådan her:
Rasmus: Eeeej, den her menu ser ellers god ud, men det er med dansere, illusionister, konferencier, DJ og besøg af julemanden. Det skal vi fand.. ikke!
Anne Marie: Det er da lige sådan noget, vi skal!!! Det bliver skide sjovt! Ellers ender det bare med, at vi spiser og er i seng inden midnat.
Og således blev det enstemmig vedtaget, at vi skulle fejre nytår på Hofburg.

En heftig menu

Vi havde som sagt på forhånd fået menuen, som bestod af en masse forretter: tunsalat, rejesalat, foie gras, ost med grissini og honning, hjemmelavede delikatesser, sild, makrel, bruschetta med skinke, soltørrede tomater og laks, mere sild og lidt mere sild.

Derudover skulle vi hjemmefra vælge hovedret og dessert. Valget faldt på hhv. oksekæbe og tunsteak til hovedret.

Desserterne var ostecrememousse med vilde bær eller cannoli med pistachie og hindbærcreme.

I prisen var der også to ikke-alkoholiske drikkevarer pr. person f.eks. vand, danskvand, æblejuice, tranebærjuice eller appelsinjuice. Andre drikkevarer kunne vi selv medbringe eller købe i baren.

Nytårsaften i Kaliningrad

Anne Marie var desværre ikke helt frisk nytårsaften (det er en klar underdrivelse – og heldigvis i tiden før nogen i Vesten havde hørt om Coronavirus). Men med et par pillers hjælp fik vi alligevel en hyggelig og meget anderledes aften.

Grundet feber nægtede Anne Marie at gå til restauranten i nylonstrømper og høje hæle. Hun krævede, at det blev en tur i taxa – noget vi ellers sjældent betaler for. Turen var ikke særlig lang, og det var prisen heller ikke. 27 kr. for at blive kørt fra Ibis hotel til Hofburg. Vi synes, at det var et fund for de penge.

Vi havde dobbeltjekket, at det var helt korrekt, at nytårsfesten først begyndte kl. 22.00. Taxaen satte os af foran hotellet kl. 21.50, og da vi gik ind ad døren, var vi således de første gæster. Vi spurgte i receptionen, hvordan vi skulle forholde os, men de så meget forvirrede ud. Hvad lavede vi her allerede? Det var jo først kl. 22, og de var tydeligvis ikke færdige med at dække bordene!

Vi satte os lidt i lobbyen, og efter et kvarters tid begyndte andre gæster også at dukke op. Det viste sig, at der var en del familier med små børn mellem 5 og 10 år. Og når vi kiggede rundt kunne vi se, at vi heldigvis ikke var under dressed. Vi passede vist meget godt ind i dette selskab både hvad angik alder og tøj.

Lad festen begynde

Da klokken nærmede sig 22.30, blev vi vist hen til vores bord. Hele bordet var fyldt med diverse forretter, og de – eller resterne af dem – blev stående hele aftenen. Der lugtede altså lidt af sild efterhånden som aftenen skred frem. Og vi kan da også godt indrømme, at det måske ikke lige er sild, man drømmer om, når man næsten har 40 i feber…

Vi havde heldigvis fået bord i barområdet og ikke inde i salen, hvor der nærmest konstant var underholdning og larm. Hen på aftenen kom der også DJ på, og der blev danset i salen.

Barområdet var meget mere stille og hyggeligt og med udsigt til floden. Vi kunne således gå til og fra festen, som det passede os. Vi behøvede blandt andet ikke at høre hele Putins nytårstale på russisk, da vi skulle skåle Moskva-nytår kl. 23.

Lige som vi også tog lightversionen af talen til midnat, da der skulle fejres Kaliningrad-nytår.

Vi var, ikke underligt, de eneste gæster, der igen skålede det danske nytår ind kl. 01 fra vores pladser ved bordet, inden Anne Maries piller begyndte at klinge af, og vi kaldte det en aften.

Taxaen hjem til Hotel Ibis her midt om natte stod os i 32 kroner Vi elsker taxapriserne i Kaliningrad.

Afslutningsvis kan vi lige fortælle, at vi var godt tilfredse med Ibis Hotel, hvor vi boede 4 nætter. Værelset var rent og pænt, receptionisterne var hjælpsomme og morgenmadsbuffeten var udmærket. Her fandt vi også ud af, at man åbenbart spiser risengrød til morgenmad i Rusland!

Prisen pr. nat for et dobbeltværelse lød på 400 kr., hvilket var yderst rimeligt for et hotel i centrum.

Læs også: Middelalderbyen Tallinn

Læs også: Minsk

Hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, så bliver vi rigtig glade. Samtidig har du mulighed for at se, hvad vi render rundt og laver, og hvornår vi udgiver nye blogindlæg. Hvis alt går vel, går næste tur til Kirgisistan i påskeferien.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Den russiske enklave Kaliningrad blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Glamping er det nye sort

Glamping (en sammentrækning af glamourøs og camping) er en luksusoplevelse, hvor du sover i et telt med fast gulv, køkken, bad og toilet, en komfortabel seng, strøm og ikke mindst… en fantastisk udsigt at vågne op til. 

Det er campingferie uden alle de “irriterende” ting som kryb og kravl, en våd sovepose og mad over bål. (Vi kan nu meget godt lide det primitive campingliv også – lige bortset fra det med den våde sovepose.)

Glamping har længe været stort i USA og på den rigtige savanne i Afrika, men også Sverige, Norge,Tyskland og Danmark er ved at være godt med, når det gælder ekstravagante overnatningssteder. Og nu altså også i Knuthenborg Safaripark på Lolland. 

Spændingen stiger

Allerede i foråret talte vi med Rasmus’ forældre om at arrangere en overraskelsestur for Ella og Karen til teltene i Knuthenborg safaripark. Da vi endelig nåede til at booke et telt, var alle weekender resten af året optaget. Til sidst lykkedes det os alligevel at finde to dage i sommerferien, hvor alle tre familier kunne.

Under vores ferie til Svalbard skrev vi et hemmeligt brev til de to tøser, som de fandt i deres postkasse. Det var underskrevet X, X, X og X, og straks blev vi ringet op af Ella og Karen. De havde modtaget brevet og ville vide, om vi var de omtalte X’er. Det kunne vi selvfølgelig hverken be- eller afkræfte, men der var ingen tvivl om, at tampen brændte.

Afsted mod Knuthenborg

Da vi bor på Falster, er der ikke synderlig langt til Knuthenborg Safaripark, så vi begav os først af sted efter frokost. Første stop var selvfølgelig hjemme hos Ella og Karen, som ikke var vildt overraskede over, at det var os, der dukkede op. Men de var straks klar til at køre med, og spændte på, hvad dagen mon ville bringe. De havde nemlig ikke gættet, at vi skulle på glamping i Knuthenborg Safaripark.

Ved parkens indgang viste vi vores billet, og så var vi klar til masser af oplevelser de næste 24 timer. Straks blev vi overvældet af de søde men også frække æsler. Der var et lille æselføl, som vi simpelthen måtte stå ud af bilen og klappe.

Dog har Else og Finn før oplevet et æsel, som åd lidt af lakken på deres bil – så vær opmærksom på de frække dyr! 

Dinosauerskoven

Næste stop blev sidste års nyhed i Knuthenborg Safaripark: Dinosauerskoven. Det var første gang, at vi skulle se og opleve de virkelighedstro dinoer, men Ella og Karen førte os hjemmevante rundt blandt de frygtindgydende fortidsdyr.

Og vi må da indrømme, at hvis man er vild med dinosauere, så er det et flot og lærerigt sted at besøge.

Et lille uheld

Da vi kørte videre spottede Karen et pindsvin. Et helt almindeligt pindsvin. Og selv om vi var i Knuthenborg Safaripark for at se på vilde, eksotiske dyr, så kunne vi da ikke lade være med at stoppe op og kigge nærmere på et af de mest nuttede danske pattedyr. Vi løb dog så hurtigt ud af bilen, så vi glemte at få kameraet med.

Og det var så der, vi opdagede, at vi var punkteret på det ene fordæk. Og hvad gør man så??? Jo, man ringer selvfølgelig til Safariservice

Det varede ikke længe før safaribilen holdt ved siden af flade Caddy. Vi fik lov til at ringe til Falck, og fik instrukser om, hvordan vi kunne få Falckbilen ind i parken uden ekstra omkostninger. Super service! Og en halv time efter var den rare Falckmand allerede i gang med at sætte en nødprop i forhjulet. Og snart var vi rullende igen.

Knuthenborg Camp

Kl. 16 var det tid til at flytte ind i Knuthenborg Camp. Vi blev mødt af safariparkens personale ved campen og vist på plads. Der var tid til at stille spørgsmål, men vi havde faktisk ikke tid. Vi havde alle travlt med at undersøge teltet og der lød mange åhhh, se, wauw og sejt!

Teltene er med trægulv og indvendige trævægge, men med teltdug som loft og ydervægge.

De 35 m² telte indeholder køkken, spiseområde, badeværelse med rigtigt toilet og bad samt en dobbeltseng og to køjesenge.

Der er ikke dør mellem dobbeltsengen og køjesengene, så man ligger lidt tæt. Og man kan høre alle lyde i teltet, så det er en god idé at kende dem, man skal afsted med, godt.

Camp 10 er et handicapvenligt telt med rampe til kørestol mv., hvis man har brug for det.

Den fedeste udsigt

Vi var straks vilde med teltet og vores sovepladser, men hurtigt stod vi alle sammen ude på den dejlige veranda og bare nød dyrene på savannen.

Det blev vi ikke sådan lige trætte af. Alle teltene er placeret i to meters højde med en fantastisk udsigt over Savannen. 

Der var meget få og enkle regler i campen. Senest kl. 19 skulle vi være tilbage i campen, og så måtte vi p.g.a. sikkerhed ikke forlade området før næste morgen. Så vi skyndte os at gå en tur over til abebussen, som ikke lå langt derfra, inden vi skulle være tilbage igen. 

Tid til aftensmad

Snart var det tid til at lave mad. Det lille køkken i teltet indeholder køleskab og service. Derudover er der 10 gasgrille under halvtag neden for teltene. Vi havde selv mad med hjemmefra, men man kan også tilkøbe grillpakker for 100-110 kr. pr. person og morgenmad til 50 kr.

Aftenoplevelse med guide

Kl. 19.30 skulle vi stå klar ved grillområdet, hvis vi ville med guiden på aftentur. Og det var vi selvfølgelig straks med på! Vi gik i samlet flok over til bavianerne, hvor guiden fortalte om deres adfærd og liv i parken. Derefter fik vi alle udleveret to stykker frugt og grøntsager hver, som vi måtte kaste over hegnet til bavianerne. Det var en fin lille oplevelse for børn og voksen, som man ikke normalt får i Knuthenborg safaripark.

Sov godt!

Det var trætte men glade niecer, som blev puttet i hver deres overkøje i teltet. Vi hyggesnakkede lidt om dagens mange oplevelser og lyttede til regnen, som trommede på teltdugen. Men snart var det kun en sagte vejrtrækning, der hørtes. Dagens mange indtryg havde gjort alle trætte.

Tidligt op

Kl. 5.15 ringede vækkeuret! Vi havde drømt om solopgang over savannen, men vågnede desværre op til gråvejr.

Til gengæld stod der en giraf lige uden for vores telt og spiste af bladende over hegnet. Her er det ikke nødvendigt med en buskrydder

Resten af familien stod op ved 7-tiden, og så var der igen liv på terrassen. Vi spiste morgenmad, og var derefter klar til morgenoplevelser med en dyrepasser.

Godmorgen til næsehorn

Morgenoplevelsen skal man tilkøbe for 75 kr. pr. person. Med mindre man lige som Else har årskort til Knuthenborg Safaripark. Så er morgenoplevelse for 5 personer gratis

Vi kørte efter dyrepasseren hen til næsehornenes stald. Knuthenborg Safaripark har i alt tre næsehorn, og dem var vi med til at “morgenvække”.

Det var en FANTASTISK oplevelse af få lov til at stikke hænderne ind gennem tremmerne til de morgentrætte næsehorn. Især det ene ville rigtig gerne kløs på ryggen. Desværre måtte man ikke tage billeder i stalden af frygt for krybskytter – jo, jo den er god nok! Der er en reel risiko for krybskytteri i europæiske zoologiske haver.

I 2017 blev et næsehorn i en fransk zoologisk have skudt og dets horn blev savet af med henblik på videresalg. Sørgeligt men sandt. Derfor er næsehornene også låst inde om natten, og man kan derfor først se dem på savannen op ad formiddagen.   

Fodring af giraffer

Efter besøget hos de skønne næsehorn, gik turen videre til giraffernes stald. Man må sige, at der er højt til loftet! Alle børn på turen fik lov til at tage bøgegrene og stikke ind til girafferne, som kom hen til hegnet og spiste.

Knuthenborg havde sidst i juli fået i alt 6 girafføl, og de var noget så kære! Det var også en rigtig god oplevelse af få lov til at komme ind i giraffernes stald og komme så tæt på de høje og majestætiske dyr.

Endnu en dag i Knuthenborg

Efter denne fantastiske morgenoplevelse, kørte vi tilbage til teltet, pakkede bilerne og nød den sidste udsigt over savannen.

Og så havde vi adgang til hele parken endnu en dag. Vi kørte forbi tigre og ulve, og kl. 12 ville pigerne gerne i Limpopoland – Knuthenborgs store, lækre legeland med masser af aktiviteter.
Og der blev bare hygget og leget igennem. Her er det Ella og Rasmus, som prøver at finde midten af labyrinten.

Vi kørte glade hjem – mætte af masser af gode oplevelser i parken.

Vores vurdering og anbefaling

Og her bagefter vil vi gerne komme med vores vurdering af den nye Knuthenborg camp.

Det er uden tvivl en unik oplevelse at overnatte i Knuthenborg Safaripark, selvom det selvfølgelig ikke kan sammenlignes med den rigtige savanne i Afrika. 

Vi synes, at teltene var godt indrettede, og der er ingen tvivl om, at verandaen er det aller bedste sted at opholde sig. Her er der også mulighed for at sidde og spise sin mad.
Vi blev mødt af utrolig venligt personale, vi kunne spørge om alt og følte os rigtig godt modtaget.

Har du mulighed for at deltage i morgenoplevelsen i staldende hos to forskellige dyr i Knuthenborg, så skal du uden tvivl gøre det. Det var det bedste ved hele turen – både for børn og voksne.

Der er lidt forskelligt program på de forskellige dage på ugen, så de samme dyr ikke bliver besøgt hver eneste dag. Derfor kan vi ikke garantere, at du også kommer til at klappe næsehorn og fodre giraffer. Men så får du nok en anden unik oplevelse helt tæt på dyrene i Knuthenborg.

Vi følte, at vi havde alt for lidt tid i og omkring teltet. Vi måtte først køre ind kl. 16.00, og vi ville jo gerne deltage i både aftenoplevelse med guide og morgenvækning af næsehorn og giraffer. Vores anbefaling er derfor, at I ser det, I vil se i Knuthenborg i løbet af de to dage og er i teltet fra kl. 16 – men selvfølgelig tager med på de to ture, hvis det er noget for jer. Vi skulle ikke have brugt tid på selv at gå til abeskoven efter kl. 16, den oplevelse fik vi igen ved fodringen senere.

En pebret pris

Vi synes, at prisen for én overnatning er rigtig høj, når man i forvejen har årskort! 3500 kr. betyder, at det for os bliver en once in a life-time-oplevelse at sove i glampingteltene.
Dog kan man jo vende det om og sige, at de 1230 kr. skulle vi have betalt for indgangen alene, hvis vi ikke havde haft årskort. Så hvis man ikke kommer til Knuthenborg så tit, og gerne vil se og opleve en hel masse – og ikke har årskort – så får man indgang i to dage + overnatning. Og så er det en mere fair pris.

Flere nye tiltag i sæson 2020

Siden vi overnattede i Knuthenborg i juli 2019, er der yderligere blevet bygget 9 telte ved Savannen Nord (vi boede i Syd) og 6 telte ved Abeskoven. Hvordan de ligger i forhold til udsigt over savannen og abeskoven, ved vi af gode grunde ikke noget om.

Og så kommer der jo elefanter til Knuthenborg til sommer. Det bliver dejligt at se de store dyr i helt nye omgivelser. Du kommer dog ikke til at kunne se elefanterne fra dit telt. 

Rigtig god tur til Knuthenborg Safaripark. Vi hører gerne om jeres oplevelser i parken i kommentarfeltet.

Vi vil gerne anbefale dig et par andre blogindlæg på Two Danes On Tour

Læs også: En elg i Lille Vildmose

Læs også: Sort sol i grænselandet

Og hvis du ikke allerede synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, så håber vi, at du vil klikke dig forbi og se flere billeder fra vores ture i ind- og udland. Her kan du også se, når vi poster nye blogindlæg. Vi er også at finde på Instagram: @twodanesontour

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Glamping i Knuthenborg Safaripark blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Fra busstationen besluttede vi at gå til centrum, da det på kortet ikke så ud til at være særlig langt. Og pludselig stod vi foran en statue af Bill Clinton!

Ham har vi jo et lidt sjovt forhold til, da vi i 2014 så ham i en speedbåd på en flod i Indonesien, og i 2017 stod vi pludselig ansigt til ansigt med selveste Bill Clinton i et slumområde i byen Medellin i Colombia. Her fik vi både en lille snak og en selfie med ham

Og her i Pristina står han selvfølgelig på Bulevardi Bill Klinton. Kosovo-albanerne er meget begejstrede for Mr. Clinton, da de ser ham som årsagen til, at NATO besluttede at gribe ind i krigen på Balkan i 1999.

På opdagelse i Pristina

Tæt på hovedgaden Bulevardi Nënë Tereza havde Rasmus fundet et værelse på Sleep Inn Pristina for 25,50 Euro pr. nat. Det var på andensalen af et hus, og det fineste sted vi boede på denne rejse til Nordmakedonien og Kosovo. Familien snakkede ikke meget engelsk, men ved hjælp af smil og fagter gik det rigtig fint.

Snart var vi på vej ud for at udforske Pristina. En meget lille hovedstad med kun lidt over 200.000 indbyggere, og hvoraf over halvdelen er under 25 år!

Vi er altid meget spændte på at opleve nye byer og nye steder. At indsnuse dufte og stemninger samt med egne øjne at se bygninger, kunst og mennesker.

Vi opdagede hurtigt, at Pristina er en by, som stadig bærer præg af tidligere grå og tung østeuropæisk betonarkitektur. Men det har i vores øjne sin helt egen særprægede charme – måske er det en af grundende til, at vi elsker østlandende så meget

Gensyn med Mother Teresa

Da vi i Skopje havde set stedet, hvor Mother Teresa var født og vokset op, ville vi også gerne se statuen af hende her i byen. Begge Mother Teresas forældre var kosovo-albanere, og derfor er hun elsket her i landet på trods af hendes romersk-katolske tro. Vi gik derfor på en lille Mother Teresa-jagt. Statuen fandt vi meget tæt på vores overnatningssted og lige ved siden af gågaden Zahir Pajaziti. 

Senere kom vi også forbi Cathedral of Saint Mother Teresa, som ligger tæt på Nationalbiblioteket. Det er ret specielt, at sådan en stor kristen kirke er bygget midt i et muslimsk land. Og meget symbolsk lagde landets tidligere præsident Ibrahim Rugova, som selv er muslim, den første sten til kirken. Men det siger noget om befolkningens stolthed over deres tidligere landsmand m/k.

Måske verdens grimmeste bibliotek

Og når vi nu lige nævnte Kosovos Nationalbibliotek, så lad os da lige se lidt nærmere på det. Det er simpelthen kendt for sin grimhed! Det ligner noget, som er landet fra det ydre rum. Men netop på grund af dette faktum, får bygningen rigtig meget opmærksomhed – også fra os  

Vi så både bygningen udefra og indefra og var ikke videre begejstrede – men det var vel egentlig heller ikke meningen. Arkitekten bag rædslen er kroaten Andrija Mutnjaković, og han har virkelig fået mange hug for denne mastodont af en grimrian. Ja, sådan kan man jo også få opmærksomhed

I nærheden af Nationalbiblioteket gik vi også forbi den ufærdige kirke Christ the Savior Cathedral, som blev bygget af Serberne, da de havde overherredømmet over Kosovo. Dog nåede de ikke at færdiggøre bygningsværket, før krigen brød ud, og nu står kirken så her som et symbol på de fortsatte spændinger de to befolkningsgrupper imellem.

Engang kunne man gå ind i kirken, men det kan man desværre ikke mere, så det blev kun et meget kort besøg.

Som antydet er forholdet mellem Serbien og Kosovo stadig ikke det bedste, da Serbien ikke vil anerkende Kosovos selvstændighed. Konflikten bliver synlig for rejsende blandt andet gennem forladte kirker, graffiti og skulpturer på gaden.

Newborn og Heroinat

Vi gik over til gaden Luan Haradinaj, hvor en typografisk skulptur med teksten Newborn er placeret foran Paladset for ungdom og sport. Skulpturen er tre meter høj, 24 meter lang, 0,9 meter tyk og vejer 9 ton. Den blev afsløret den 17. februar 2008, da Kosovo formeldt erklærede sig uafhængig af Serbien og dermed blev “Født på ny”. Hvert år d. 17. februar bliver monumentet malet over med et nyt design, og i 2019 så det altså således ud:

På bagsiden var der dette år ord med relation til natur, bæredygtighed og klimaforandringer.

På modsatte side af gaden stod et meget stærkt monument kaldet Heroinat. Det er et monument, som sætter fokus på alle de frygtelige voldtægter, som de serbiske soldater udsatte de kosovo-albanske kvinder for under krigen fra 1998 til 1999. Monumentet forestiller et kvindeansigt lavet af 20.145 medaljer. Én for hver kosovo-albansk kvinde, som blev voldtaget af en serbisk soldat. 

Længere henne ad samme gade ligger Indenrigsministeriet og Justitsministeriet. Her stod en statue af Ismail Qemajli, som var grundlæggeren af den moderne albanske stat og landets første premierminister. Det er tydeligt at se, at der stadig er stærke bånd til Albanien. 

På markedet

Vi elsker at udforske de steder, hvor de lokale køber ind, og derfor gik vi en tur ned til markedet, hvor man kunne købe alt inden for grøntsager, blomster, tøj og ikke mindst billige cigaretter.

Vi kom til at snakke med et par mænd, som kunne lidt gloser på tysk, da de havde arbejdet en årrække i Tyskland. De fortalte os, at livet i Kosovo er svært. Arbejdsløsheden er høj, og lønningerne lave. De, der kan, forsøger at finde arbejde i Vesteuropa, hvor de har bedre muligheder for at klare sig. Og mange familier er dybt afhængige af den indtægt, som især unge arbejdsduelige mænd kan sende hjem.

Det var spændende at snakke med mændende. De udtrykte stor glæde over, at vi var rejst til Kosovo for at se deres land med egne øjne, og de ønskede os en fortsat god tur.

Vi havde lidt svært ved at finde markedet, men prøv at søge på gaderne Ilaz Agushi og Xhemajl Prishtina, så skulle du komme det rigtige sted hen. 

Et par anbefalinger til mad og drikke

Hen på eftermiddagen lavede vi en lille pub-crawl.

Først besøgte vi hippe Soma. Lokalet er stort og luftigt med en oval bar i midten og sjov kunst på væggene.

Udover lækker mad og drikke, så har Soma også en lp-samling og et bibliotek, hvor de lejer bøger ud til besøgende for 1 Euro pr. stk. 

Rasmus smagte på et par spændende lokale øl, og de havde også fine cocktails for mellem 5 og 7 Euro. Da Anne Marie ikke lige fandt dét, hun søgte, spurgte hun tjeneren om at lave en cocktail lige efter hendes smag og vupti, så stod der den lækreste drink foran hende.

Deres menukort var også super lækkert, men vi havde planer om at spise et andet sted, så vi listede videre. Vi anbefaler at bestille bord, hvis du påtænker at spise middag her. Der er også udendørs servering om sommeren.

Hvis du også vil finde Soma, så er adressen: 4/A Fazli Grajqevci.

Dit’ e Nat’

Næste stop var Dit’ e Nat’, endnu en hyggelig bar med masser af bøger på bogreolen. Men det aller hyggeligste er katten, som ofte ligger på en barstol og venter på at blive aet over ryggen, når folk kommer op til baren for at bestille mad og drikke.

Også Dit’ e Nat’ havde et lækkert menukort med vegetarretter, men vi havde stadig andre planer.

Dit’ e Nat’ ligger på Fazli Grajqevci.

Liburnia

Vi sluttede af med en dejlig middag på Liburnia. Det er en sjov restaurant med udestue, masser af grønne planet, antikviteter og en stor åben grill. Vi var heldige at få det sidste ledige bord.  

Anne Marie kastede sig over lammeskank, hjemmelavet pasta, kartofler og broccoli. Det smagte helt fantastisk!

Rasmus smagte på krydret oksekød i en champignonsauce. Generelt er østlandene og Balkan rigtig gode til svamperetter.

Vi måtte selvfølgelig også lige skåle i en raki

Vil du også finde Liburnia, så er adressen Rr. Meto Bajraktari. Og vi anbefaler selvfølgelig, at du bestiller bord.

En rigtig spændende tur til Kosovo var ved at nå sin afslutning. Næste dag tog vi bussen tilbage til Nordmakedonien, hvor vi havde et par timer, som blev brugt i centrum af Skopje, inden vi igen tog mod lufthavnen. Vi var endnu engang blevet bekræftet i, at der er masser af gode og skønne oplevelser at finde på Balkan. Vi glæder os til næste gang, vi kommer forbi regionen.

Vi håber, at vores historie fra Kosovo vakte din interesse. Måske har du lyst til at læse flere af vores historier. Du er velkommen til at kigge rundt på bloggen eller klikke på et af blogindlæggene herunder.

Læs også: Montenegro

Læs også: Kroatien

Hvis du ikke allerede synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, så håber vi, at du har lyst til at kigge forbi siden og se de billeder og blogindlæg, som vi deler. Vi er super glade for alle, som har lyst til at støtte os med et like. Næste rejse går til Athen i uge 7.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Pristina blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Kosovo

Grunden til, at der stadig er uro omkring landet, er blandt andet, at kun 118 ud af FN’s 193 medlemslande anderkender Kosovo som en selvstændig stat. Resten af medlemslandene regner Kosovo som en del af Serbien. Og hvorfor er det nu sådan?

Ikke fordi vi skal trætte jer med en lang analyse af konflikten på Balkan, men vi kan da godt lige opsummere, at Kosovo har rundt regnet 2 millioner indbyggere. Den største del af befolkningen er Kosovo-albanere, mens der er mindretal af blandt andet serbere, bosniere og tyrkere. Og det er altså den albanske og den serbiske del af befolkningen, som hovedsageligt er i konflikt.

I 1912 blev Kosovo erobret af Serbien og den albanske del af befolkningen følte sig undertrykt af serberne. Mens Tito var præsident i Jugoslavien opnåede Kosovo særstatus, hvilket serberne ikke var tilfredse med. Det blev derfor sløjfet med et pennestrøg, da Slobodan Milošević kom til magten. Herefter udviklede konflikten sig til krig, som blussede op ad flere omgange mellem de to befolkningsgrupper. Der er stadig spændinger i landet, men ikke mere, end at vi godt turde rejse til Kosovo i påsken 2019. 

Med bus over grænsen

Fra den centrale busstation i Skopje, kunne vi komme med bus direkte til den smukke og meget tyrkiskinspirerede by Prizren. Den havde vi fået anbefalet hjemmefra, så det blev første stop i dette, for os, ukendte land.

Som en lille servicemeddelelse kan vi lige oplyse, at bussen fra Skopje til Prizren kører hver dag kl. 11.30 og 16.00 og koster 580 dinarer. 

Bussen kørte først til grænsen, hvor vi alle skulle stå ud af bussen og vise pas. Det tog vel sammenlagt et kvarter at få alle passagererne med over grænsen, og så var vi på farten igen. Vi kom til at tænke på, at det i grunden var lang tid siden, at vi på denne måde havde krydset en grænse i Europa. Grænsekrydsninger er altid spændende. Hvordan ser det nye land ud? Hvilke forskelle og ligheder lægger vi mærke til? Hvem møder vi? Hvad oplever vi? Og hvad skal vi have at spise til aften?

Det første vi opdagede var, at de i Kosovo er ved at bygge en KÆMPE motorvej fra grænsen til hovedstaden Pristina. Da der jo går en landevej i forvejen langs bjergene, bliver den nye vej nu bygget hen over en stor slugt. Vi har aldrig set et lignende byggeri før. Det var virkelig enormt – men altså i vores øjne skæmmer det landskabet.

I en by på vejen skulle bussen selvfølgelig holde pause. Både så nye passagerer kunne komme med, men også så chaufførerne kunne nå at spise og ryge! Og det var altså ikke fordi, de ikke havde kæderøget inde i bussen, siden vi var kørt fra Skopje! Så den tur, som burde tage 2 timer tog nu pludselig nærmere 4 timer. Men endelig havde vi Prizren forude. Og hvilket herligt syn.

Hyggelige Prizren

Efter den lille gåtur fra busstationen til midtbyen, skyndte vi os at tjekke ind på Hotel Cleon. Her betalte vi 34 euro for en nat inklusiv morgenmad. Værelset var kæmpe stort, men badeværelset uden udluftning og derfor noget fugtigt, med lugtgener til følge. Hotellet lå ellers mega godt med udsigt over floden.

Vi skyndte os ud på gaden igen, da vi havde masser, som vi gerne ville nå at se og opleve.

Den største attraktion i Prizren er uden tvivl den gamle stenbro, som går over floden Lumbardhi.

Der er flere andre broer over floden, men den gamle stenbro er uden tvivl et samlingspunkt i byen. Her ligger også torvet Shadervan, hvor der er masser af caféer, barer og restauranter. 

Borgen Kaljaja

Vi besluttede at gå en tur op til den gamle borg Kaljaja, som ligger højt over byen. Det er ikke helt nemt at finde stien derop til, men vi spurgte bare en pige undervejs og blev peget i den rigtige retning.

I dag er der desværre ikke så meget tilbage af borgen, som stammer fra det 6. århundrede. Det er gratis at besøge ruinen, og der er åbent 24 timer i døgnet. Det betyder bl.a. at man kan opleve en fin solnedgang over byen, hvis man bliver længe nok   

Der var også en rigtig fin udsigt den modsatte vej over bjergene, hvoraf nogle stadig havde sne på toppen.

Vi gik ned til byen igen og tog en sundowner på torvet, mens vi nød den smukke solnedgang over Prizren.

Vi spiste en god middag på den albanske restaurant Marashi, som lå helt ned til floden. Det var nogle ordentlige portioner med en masse kød, så er det ikke lige din stil, så skal du nok finde et andet sted.

Byen er også smuk efter mørkets frembrud.

Næste morgen gik vi endnu en tur i den gamle, velbevarede centrum, inden turen gik til busstationen, hvor vi købte billetter til Pristina for 4 Euro pr. person. Bussen kører hver dag mellem kl. 5.45 og 18.00 og tager 2 timer.

Læs også: Republikken Nordmakedonien

Læs også: Sæler ved Falsterbo i Sverige

Vi håber, at du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du se, når vi skriver nye blogindlæg og følge med, når vi er ude på eventyr. I uge 7 går rejsen til Grækenland.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Prizren, Kosovo blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi havde aldrig været på Tysklands største ø før. Og vi kan da godt indrømme med det samme, at vi havde store forventninger! Vi elsker at køre til Tyskland om foråret for at spise hvide asparges, som er Nordtysklands guld. Vi elsker vores egen Møns klint og glædede os derfor til at se dens storebror Königsstuhl, og så er foråret med nye grønne blade og fine blomster bare en dejlig årstid til et roadtrip.

Øen Ummanz

Første stop blev dog den lille ø Ummanz, som vi ikke kendte på forhånd. Vi havde vist bare forestillet os, at det hele hed Rügen. Men en lille bro første os over til naboøen. Her fandt vi ro, hygge og smukke landskaber, og vi kørte nærmest øen rundt for at lede efter et egnet sted at overnatte i bilen.

Inden vi nåede til sovetid, gik vi først en dejlig tur ved stranden i jagt efter fine motiver og lidt fugle.

Og så spiste vi aftensmad på Gasthaus “Fähr Eck” i landsbyen Trent på selve Rügen.

Menuen stod på rødspættefilet med kartofler og kryddersmør samt schnitzel med brasede kartofler og spejlæg. Jamen så ved man bare, at man er ankommet til Tyskland. Skål!

Vi kom ud til et større regnvejr og kørte tilbage til Ummanz for at overnatte. Vi havde nemlig fundet en rolig parkeringsplads tæt på et fugletårn ved Tankow, hvor vi havde læst, at der skulle være mulighed for at se havørne.

Lidt fugle i sigte

Desværre regnede det stadig næste morgen, så fugletårnet blev droppet. Men det skulle da ikke holde Anne Marie tilbage for at spotte en havørn i sin rede et andet sted på Rügen. Og den havde tilmed mindst én unge, som stak sit lille grå hoved op en gang i mellem

En trane blev det også til – området omkring Rügen er kendt for de mange traner som samles her om efteråret. Rygtet vil vide, at det er op mod 60.000 fugle, vi taler om.

Til de fugleinteresserede, kan vi da lige meddele, at vi også så gråsisken, grandsanger, stilits, musvåge og rørhøg.

Vi tog bad på havnen i det lille fiskerleje Schaprode for en Euro pr. mand. Ja, så nemt klarer man det, når man er på free camping-tur i The Caddy Camper. Og derefter spiste vi morgenmad fra bagsmækken, inden vi kørte videre til den lille færge, som sejler fra Wittower Fähre Süd til Wittower Fähre Nord. 

Vi kørte lige ned til færgen og kom ombord med det samme. Vi var kun tre biler på den lille færge, og overfarten tog kun et par minutter.

På den anden side herskede der dog helt andre forhold. Her holdt der ca. 50 biler i kø, som alle ventede på at komme med den lille færge, som max. kunne tage 8 biler ad gangen. Og det her var lørdag morgen uden for turistsæsonen – vi tør ikke tænke på, hvordan det ser ud i juli og august måned.

Arkona og Svantevit

Turen gik nu til Rügens nordøstlige hjørne hvor den berømte borg Arkona – også kaldet Jaromars Burg – engang lå. Stedet er i Danmark kendt for historien om den hedenske gud Svantevit. Og den skal I selvfølgelig lige have

Historien handler om Venderne – et slavisk-talende folk, som i middelalderen boede på de sydlige Østersøkyster og derved også på Rügen. Ind imellem sejlede dette krigeriske folk til Danmark for at handle og plyndre (det gik nok begge veje). De anlagde en borg på Rügens nordøstligste punkt. Borgen lå godt beskyttet her, da der var stejle kridtskrænter ned til Østersøen. Derudover havde venderne anlagt en jordvold med palisadehegn som beskyttelse for borgen mod landsiden.

Den kendte danske historiefortæller Saxo Grammaticus har berettet om dette sted og fortalt, hvordan Arkona var kultsted for den hedenske gud Svantevit, om hvem det fortælles, at han havde fire hoveder.

På et af utallige hævntogter mod venderne, indtog Kong Valdemar 1. den Store og Absalon borgen på Rügen i 1168. Ifølge legenden blev venderne beordret til at slæbe Svantevit ud af templet. Herefter blev statuen hugget op og brændt af. Sidst men ikke mindst blev alle venderne beordret til at blive kristne (ellers var det af med hovedet) og betale skat til den danske konge. 

Hvis du kender historien, er det måske fordi du har set det meget kendte billede Arkonas indtagelse. Det er skagensmaleren Laurits Tuxen, der i 1894 har fortolket og malet hvordan Valdemar den Store og Absalon ser til, mens Svantevit trækkes ud af templet. Vil du gerne se billedet i virkeligheden, så hænger det på Frederiksborg slot i Hillerød.

Besøg i Kap Arkona

Hvis man ikke har lejet et sommerhus i Putgarden (ja, det hedder byen – og det er ikke her dansker-færgen lægger til), lige syd for Kap Arkona, har man ikke tilladelse til at køre ind i byen. Til gengæld kan man parkere på en kæmpe stor parkeringsplads i udkanten af byen til overpriser: 5,5 Euro pr. bil. Eneste plus er, at det er gratis at bruge toiletterne.

Fra parkeringspladsen var det en fin gåtur gennem den lille landsby, som er fyldt med stråtækte huse og små restauranter.

Derefter var der stadig et stykke til selve Kap Arkona. Vi valgte en stille vej, som gik forbi flotte marker og med en dejlig udsigt til fyrtårnet.

Vi nød udsigten over kalkskrænterne, men brugte ellers ikke så meget tid på spidsen, da der kun er volden tilbage af den gamle borg. Man kan også (mod betaling) komme op i fyrtårnet og derudover er der udstillet nogle genstande fra 2. Verdenskrig.

På besøg i Vitt

Vi gik videre til det lille fiskerleje Vitt, som er et utrolig hyggeligt og charmerende sted med ca. 20 huse. Stedet er ofte betegnet som “det mest romantiske sted på Rügen” ,og byen var vitterlig også velholdt og fint – men vi tror ikke, at man skal komme der i turistsæsonen. Så er det totalt overrendt, og det vil nærmest være umuligt at komme frem på de små stier mellem husene.

I Vitt kan man komme helt ned på stranden og se de hvide kalkskrænter nedefra. Og det måtte vi selvfølgelig prøve. Her fandt vi også en smart telefon

Og så var det blevet tid til frokost. Den fandt vi på restauranten Zum Goldenen Anker. Det var en lille hyggelig restaurant med maritim indretning og gamle fotos fra byen.

Anne Marie røg på schnitzel mens Rasmus udfordrede sig selv med sylte, da det var en specialitet. Det blev dog ikke så specielt på den fede måde, da der var alt for meget blæver og alt for lidt kød – desværre. Men ellers var det et fint sted at spise frokost – og man behøver jo ikke vælge sylten…man kan bare knytte den og vælge noget andet

Jasmund Nationalpark

Vi gik tilbage til bilen og kørte derefter til Jasmund Nationalpark. Igen var der en stor parkeringsplads, hvor vi blev nødt til at sætte Caddyen, og så måtte vi tage en shuttlebus hen til Nationalpark-Zentrum. Her kunne man betale 9,50 euro pr. person for at gå ind – men det syntes vi altså var lige i overkanten – vi er jo vant til, at Møns klint er gratis

I stedet gik vi en tur gennem skoven og kom ud et sted, hvor der var smuk udsigt til Königsstuhl – Rügens svar på Dronningestolen ved Møns klint. Klinterne her på Rügen er op til 117 meter høje – mens Møns klint faktisk overgår dem med 128 meter (tak til Google).

Den skønneste plads

Hen under aften fandt vi et fantastisk sted til Caddy Camperen ved Ralswiek. Bag havnen, i en lille skov, var der en ugeneret parkeringsplads.

Fra pladsen var der en lille sti, som førte hen til havnen, som man kunne nå ved at gå over en lille bro. Det var et mega fedt sted og vi nød en stille aften ved havnen. 

Aftensmaden blev nydt på Gastwirtschaft am Markt i byen Bergen auf Rügen, hvor vi begge fik asparges. Rasmus fik her turens absolut bedste schnitzel af økologisk gris, mens Anne Marie havde valgt fisk, hvilket hun elsker, men denne dag fortrød, da hun prøvesmagte Rasmus’ gris. (Der var ikke noget galt med fisken – schnitzlen var bare superb).

Et tysk skovtårn

Næste morgen gik vi på odderjagt ved Lietzow – dog uden resultat. Men vi fotograferede i stedet lidt fugle.

Derefter kørte vi til Baumwipfelpfad ved Naturerbe Zentrum Rügen, hvor de har et skovtårn, som har været inspirationskilde til det, der nu er bygget på Sydsjælland, og som vi besøgte et par måneder efter denne tur.

Vi parkerede ved tårnet for 2,5 Euro (under 20 kr mod 50 kr i Danmark). Derefter købte vi billet. Det kostede 11 Euro for en voksen ved indgangen – altså lige lidt over 80 kr. – imod 150 kr i Danmark. Her er der dog mulighed for at opnå rabat, hvis man køber billet mindst 24 timer i forvejen.

Snart begav vi os af sted, og hurtigt kom vi til første del af tårnet, hvor man skulle gå et par etager op. Derefter fulgte en lang plankebro gennem skoven i et par meters højde. Her var der lavet en masse oplevelser for især børn, men også voksne, hvor man både kunne læse om skovens dyr og planter, samt gå på forskellige forhindringer, hvis man havde lyst. 

Så kom vi endelig til selve tårnet, hvor det bare gik rundt og rundt. Tårnet var bygget rundt om et bøgetræ, som stod fint med lysegrønne blade her sidst i april.

På toppen nød vi udsigten hele vejen rundt, men især også ved at kigge ned i tårnet.

To gode oplevelser

Og når vi nu både har besøgt Skovtårnet på Sydsjælland og Baumwipfelpfad på Rügen, så må vi da lige komme med en lille sammenligning af de to oplevelser.

Vejen til de to tårne er meget forskellige og en oplevelse hver især. I Danmark går man på en lang plankebro i jordhøjde, hvor man i Tyskland går det meste af vejen på en plankebro i et par meters højde. 

Vi synes klart, at de konstruerede opleveler undervejs med forhindringsbane og oplevelsestavler var mest interessante i Tyskland.

Udsigten fra tårnets top var også smukkest på Rügen med både skov, sø og hav.

Til gengæld vinder det danske skovtårn på arkitekturen. Det er uden sammenligning det smukkeste tårn! Også når man står på øverste etage og kigger ned gennem tårnet. 

Der er ingen tvivl om, at det var billigst at besøge skovtårnet i Tyskland. Forskellen var 185 kr. i forhold til i Danmark for to voksne og en bil.

Vi kan hermed konkludere, at begge tårne er et besøg værd og en god oplevelse på hver deres måde.

Koloss von Prora

Sidste stop på Rügen blev Hitlers berømte prestigebyggeri Koloss von Prora. Det er intet mindre en verdens største feriehotel i 6 etager og 4,5 km langt – Yes! Du læste rigtigt.

Fra 1936 til 1939 nåede Nazisterne at bygge 8 identiske hotelblokke. Hotellet skulle kunne rumme 20.000 feriegæster samtidig i 10.000 værelser – alle med havudsigt.

Tanken var, at den tyske arbejderklasse skulle have mulighed for at komme på badeferie her ved Østersøen. Byggeriet gik dog i stå, da krigen brød ud og blev således aldrig færdigt.

Ved krigens afslutning overtog den sovjettiske hær området og anlagde en militærbase, som DDR efterfølgende overtog indtil murens fald. I 2011 blev der indrettet et hostel i en af bygningerne, og nu er der også blevet indrettet luksuslejligheder i noget af det gamle hotel.

Det var spændende at se, og vi kunne godt have brugt længere tid på at gå på opdagelse i området. Men det var blevet tid til at vende næsen hjemad efter en skøn ferie på Rügen.

Vi var heldige at se en fin stork på vejen hjem. Det er altid en glæde

Læs også: The Caddy Camper – Danmarks billigste autocamper

Læs også: En elg i Lille Vildmose

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du se, når vi poster nye blogindlæg og når vi er ude og rejse. Næste tur går til Grækenland i uge 7.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Med Caddy Camperen på Rügen blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Måkläppen naturreservat

To timer senere havde Caddyen bragt os fra Falster til Falsterbo

Falsterbo er vokset sammen med den lille by Skanör. I Middelalderen, hvor Skåne var dansk, lå der her Danmarks største sildemarked, som indbragte kongen store indtægter. Men det havde vi nu ikke tid til at nærstudere. Vi var jo på jagt efter sæler.

Vi parkerede ved Falsterbo Golfklubb og begyndte gåturen mod Måkläppen naturreservat. Der var MANGE andre mennesker, som havde fået samme idé denne lørdag, og det var derfor ikke svært at gætte, hvor vi skulle gå hen. Det var bare at følge strømmen ud af sandtangen. 

Lige inden vi kom helt ud til stranden, skulle vi over et lille stykke med vand. Der var lagt lidt brædder ud, men det var ikke nok til at forblive tørskoede, så vi var glade for vores gummistøvler.

Derefter kom vi ud til stranden og gik de næste godt 3,5 km langs vandet i det løse sand. 

Søde sæler i flok

Da vi kom helt ud på spidsen af tangen, blev vi mødt af et herligt syn. Her lå et sted mellem 30 og 40 gråsæler i en stor klump og hyggede sig med socialt samvær.

Og så kan det nok være, at Rasmus gik amok med kameraet

Der blev gryntet og skubbet, og alle gjorde deres for at finde den gode plads i flokken.

Når vi sådan stod og kiggede på dem, så mindende de os ufattelig meget om den flok hvalrosser, som vi så sidste sommer på Svalbard. Her lugtede der dog på ingen måde lige sådan, og sælerne var også mere stille. Hvalrosserne både pruttede og bøvsede højlydt – med store lugtgener til følge!

Især kastede vi vores kærlighed på en mindre sæl, som lå og kløede sig på maven og i hovedet. Uden at vi skal kloge os alt for meget på det, så tror vi, at det var en unge fra sidste år. Den var simpelthen så kær.

Snart opdager vi også, at der er masser af sæler ude i vandet, som ind imellem stak hovederne nysgerrigt op. De var rimelig tæt på, og vi kunne nemt se, at det var gråsæler med deres lange snuder.

Som sagt var der masser af andre mennesker denne lørdag i januar, men alle var meget hensynsfulde overfor sælerne og holdt sig på behørig afstand.

Og vi måtte da sæl’følgelig også lige have en sæl’fie

Inden vi gik tilbage til bilen kom der også lige lidt action. Der var en lille kamp mellem to duellerende sæler, som var tydeligt utilfredse med hinandens tilstedeværelse.

Fugle

Egentlig havde vi også håbet at se lidt forskellige fugle, men ud over troldænder i hundredevis, lidt svaner, et par skarver og en edderfugl, så vi ikke noget af interesse. 

Falsterbo er meget berømt for sine store fugletræk om efteråret. Mange millioner fugle flyver over denne lille landtange på vej mod deres overvintringssteder rundt om i Europa og Afrika.

Vi havde selv overvejet at kigge forbi sidste efterår for at opleve det. Men i stedet tog vi turen til Sønderjylland, hvor vi så det mest fantastiske sort sol nogensinde. Ja, man kan ikke nå det hele. Måske bliver det i 2020, at vi får set fugletrækkene ved Falsterbo.  

Til sidst skal I da også lige have endnu et fantastisk ansigtsudtryk.

Vores råd til at spotte sæler ved Falsterbo

• Falsterbo ligger ca. 30 km syd for Malmø og er muligt at komme til både med bil og offentlig transport.
• Naturreservatet Måkläppen er kun åben for offentligheden mellem d. 1. november og d. 31. januar. Resten af året skal sæler og havfugle have fred og ro til at yngle. Det er derfor heller ikke tilladt at medbringe hunde, så lad dem blive hjemme.
• Du kan være heldig at se både gråsæler og spættede sæler ved Måkläppen
• Husk at holde god afstand til sælerne. Det er vilde dyr. 
• Medbring en kikkert. Selv om sælerne er tæt på, så ser du dem endnu bedre ved hjælp af kikkerten.
• Klæd dig godt på. Vi havde tre lag på både på over- og underkroppen. Derudover hue, vanter og halstørklæde.
• Husk godt fodtøj. Vi var glade for vores gummistøvler, men vi kunne også have klaret os med vandrestøvler.
• Tag evt. te/kaffe med og lidt at spise. Den dag vi besøgte sælerne, opholdt de sig ca. 3,5 km fra golfklubben, så det kan være godt med lidt at styrke sig på.
• Hvis du har glemt hjemmebag, så stop forbi Anna’s bageri i Ljunghusen. De har alt hvad hjertet begærer i bagerbrød. Og det er lige på vejen.
• Har du mere tid i området end os, så ser det ud til, at Falsterbo er en rigtig hyggelig by med fine, gamle huse.

Læs også: På endagstur til Malmø

Læs også: Tranedans ved Hornborgasjön

Husk, du er altid velkommen til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi forsøger at inspirere dig til at tage ud på tur. Både i dit nærområde og på længere rejser.
Bruger du også Instagram, så kan vi findes under @twodanesontour.
Vores næste rejse går til Grækenland i februar 2020.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Sæler ved Falsterbo i Sverige blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Sort sol er et fantastisk naturfænomen! Op mod en million stære mødes forår og efterår ved Vadehavet og i Tøndermarsken, hvor de flyver i kæmpe flokke. Er du ekstra heldig, er der en rovfugl i området, som skræmmer stærene op og får dem til at flyve i fantastiske formationer. 

Synet af stæreflokkene, der danner levende kæmpeskulpturer, er uden sidestykke. Til tider flyver de på en solskinsdag op foran sollyset og gør et øjeblik himlen næsten sort – deraf navnet sort sol.

Forår og efterår

Om foråret kan du være heldig at se sort sol i februar, marts og april måned. På denne årstid flyver stærene oftest højere på himlen, de danser oftere og mere, så det er her de flotteste formationer forekommer. Forårssæsonen er dog mere usikker end efteråret, da en ekstra kold vinter kan forsinke stærene. 

Om efteråret er der flest stære i september og starten af oktober. I efteråret kan man se de største stæreflokke, og på en vindstille og solrig septemberdag kan man være heldig at få det mest fantastiske skue.

Lidt om stære

I løbet af dagen er stærene på jagt efter stankelbens- og gåsebillelarver, som findes i større mængder i fugtige græsmarker. Om foråret spiser de sig mætte for at være klar til ynglesæsonen, og om efteråret spiser de nok til at kunne flyve videre syd eller vest på.

Om aftenen finder stærene sammen i store flokke for til sidst at slå sig ned i tagrør, hvor de overnatter. 

Fuglenes fantastiske dans på himlen, som til tider leder tankerne hen på himmelballet, er en perfekt måde at beskytte sig på, da det uden tvivl forvirrer rovfugle, når så mange stære flyver sammen og pludselig uden forvarsel skifter retning.

Den nyeste forskning i fænomenet sort sol peger på, at hver stær kun navigerer i forhold til en 6-7 andre stære i flokken. Når alle fugle på denne måde holder øje med en lille gruppe andre stære, og drejer, når disse fugle gør, sker der ingen sammenstød. 

Forskellige steder at se sort sol

Der er masser af bus- og rejseselskaber, der tilbyder skræddersyede sort sol-ture i Sønderjylland og syd for grænsen – både omkring Ribe og Tønder. Men har du mod på det og en bil til rådighed, kan du sagtens tage af sted på egen hånd. Så gør det selv! 

Hvis du begiver dig ud på tur selv, vil vi anbefale dig at melde dig ind i den lukkede gruppe Sort Sol Foto og Video gruppe på Facebook. Her bliver der hver dag i sæsonen lavet opdateringer med billeder af stæreflokkene og beskrivelser af steder, du kan køre hen til. Og husk, ingen kan forudse, hvor stærene kommer næste gang – men kun komme med en beskrivelse af, hvor de sidst blev set.

Da gruppen som sagt er en lukket Facebook-gruppe, skal du lukkes ind af en, som allerede er medlem. Kender du ikke nogen, som er medlem, så kan du sende en besked til Anne Marie Boye og venneanmode hende på FB, så skal du nok blive lukket ind. 

I mange år har det været rigtig godt at se sort sol på diget ved Aventoft lige syd for den dansk/tyske grænse. Her er der en stor parkeringsplads lige foran Fakta og Fleggaard, hvor det er nemt at parkere – husk dog, at i højsæsonen kan pladsen godt være helt fuld af biler, så kom i god tid! Det gode ved dette sted er også, at man kan overnatte på pladsen hvis man kommer i Autocamper – eller Caddy Camper

Du kan læse mere om vores selvbyggede Caddy Camper her. 

I midten af september 2019 var der dog næsten ingen stære ved Aventoft. Her kørte vi i stedet til Haasberger See mellem Aventoft og Süderlügum. Langs vejen Grellsbülldeich er der to parkeringspladser med en stor rørskov, hvor stærene overnattede. 

Sort sol ved Haasberger See

Det der gjorde oplevelsen så særlig det år var den fantastiske solnedgang lørdag aften og en endnu mere fantastisk solopgang søndag morgen. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi synes, at morgnerne er de mest spektakulære! 

Om aftenen, omkring en halv time før solnedgang, kommer stærene ind over marsken i større og mindre flokke. Hvis du er heldig, bliver de skræmt op af en rørhøg og flyver i flotte formationer for snart efter at slå sig ned i rørene og finde ro for natten.

Når stærene letter

Om morgenen, en halv times tid før solopgang begynder stærene at vågne. De pipper og flytter rundt på sig, og lyden bliver mere og mere intens. Det er fantastisk at stå og høre dem på denne måde. Og pludselig i et kæmpe sus letter de. Det lyder næsten som et lokomotiv, der sætter i gang. 

Det har vi oplevet både ved Aventoft og ved Haasberger See. Det er sådan en fantastisk oplevelse, så man får helt kuldegysninger af det. Stærene flyver tit en lille tur og lander igen – måske flere gange, inden de giver sig ud på dagens flyvetur efter føde.

Du kan både morgen og aften lave et lille trick for at høre stærene endnu bedre. Sæt hænderne bag ørerne og oplev, hvor intens lyden bliver. Ja, det ser ikke smart ud, men det er fedt!

Ved Haasberger See var vi også heldige at få lidt andre naturoplevelser, mens vi stod og ventede på sort sol. Lørdag morgen var der en kronhjort med 10-11 hinder, som brølede bag os. En mand, som vi stod ved siden af, troede, at det var en ko

Og dagen efter var en ræv på musejagt i morgentågen.

Men som altid ved man ikke fra år til år, hvor det er bedst at se stære. Du kan bl.a. prøve omkring Ribe ved Ribe å på Nipsvej/Tangevej, på Haderslevvej ved Damhus, ved Bjerrumvej og ved Vilslev Diget. 

Rudbøl, tæt på grænsen, er også en god mulighed. Dog er de nu midt i september 2020 flyttet til diget i Aventoft.
Og er du på Als, så prøv omkring Ketting Nor. 

Vores råd til at se sort sol

• Du kan være heldig at se sort sol i februar til april og fra august til oktober.
• Hav god tid! Gerne flere dage. Vejret spiller virkelig ind, så lover de sol, skal du klart være på pletten. Skulle det blive overskyet kan du stadig få en god oplevelse, så giv ikke op så let.
• Har du besøgt et godt sted om aftenen og set, hvor stærene er gået til ro, har du god chance for at finde dem igen næste morgen. Men de kan altså godt flytte sig 100 meter til hver side. Lyt efter hvor stærene sidder.
• Vær klar morgen og aften ca. en halv time før solopgang og solnedgang. I midten af september er det ca. kl 6.30 og 18.30. 
• Meld dig ind i FB-gruppen Sort Sol Foto og Video gruppe. Her har du den bedste chance for at få den seneste melding på, hvor der er mange stære.
• Hvis du gerne vil have den bedste oplevelse, så vær klar til at køre efter det i området mellem Ribe og Süderlügum. 
• Spørg andre mennesker, du møder, om, hvad de har set – især folk med kikkerter og/eller fotoudstyr. De fleste vil hellere end gerne fortælle.
• Tag en kikkert med. Så højner du dine chancer for at se noget og for at identificere det, du ser. Med en kikkert har du også mulighed for at se stærene, mens de sidder på tagrørene. Du kan også bedre følge med i, hvornår de er lige ved at lette om morgenen.
• Forsøg dig ikke med at fotografere med blitz. Det kan ikke lade sig gøre, og det skræmmer stærene. Brug et stativ eller hvil kameraet på et fast underlag.

Og når du nu er ved grænsen…

Endnu en fantastisk ting ved sort sol er, at det FINT kan kombineres med lidt grænsehandel Vi kan afsløre, at både Fakta, Fleggaard og Calle i Aventoft åbner lørdag morgen kl. 7.00 og først lukker kl. 21. Det passer lige med tidspunktet efter, du har set sort sol. Vær til gengæld opmærksom på, at alle grænsebutikker i Tyskland først åbner kl. 11 om søndagen!

I får lige et fantastisk solopgangsbillede, som vi ikke kan lade være med at vise jer

Overnatning

Her sidst vi var i Sønderjylland overnattede vi som sagt i Caddy Camperen på p-pladsen i Aventoft. Men de to foregående gange havde vi booket et værelse på Reiterhof Wollesen. Det er et hestestutteri i Süderlügum, som også lejer værelser ud. Det er lidt gammeldags (læs meget!) og uden morgenmad, hvilket passede os rigtig fint. Til gengæld havde vi eget tekøkken med køleskab, og det var værelser til en rigtig fair pris.

Vil du hellere bo lidt finere og få serveret morgenmaden, så er der masser af steder i og omkring Tønder og Ribe, som tilbyder overnatning.

Restauranter

Når man er på sort sol-tur skal man selvfølgelig også have lidt at spise. Og hvad er mere oplagt end en god omgang tysk mad? (Så er Rasmus glad!). 

Grenzkrog Aventoft (altså grænsekroen) laver overordentlige store portioner til en rimelig penge. Der er mange retter på menukortet, så det kan være svært at vælge. Vi har både smagt på schnitzel og kylling i karry og kan sige god for dem begge to. Vær opmærksom på at booke bord i højsæsonen. Der bliver totalt fyldt sådan en septemberdag med sort sol.

I Süderlügum er der to kroer i byen. Landhotel Tetens Gasthof og Landhaus Smaga. Nu skal man jo passe på med, hvad man skriver, men vi er ret enige om, at de to steder ligner hinanden til forveksling – både hvad angår indretning og menukort. Der er ikke rigtig nogle store overraskelser nogle af stederne. Men man kan få et tysk måltid mad og gå derfra uden at være blevet ruineret. 

Og så kan vi da også lige tilføje, at der er to bagerier i Süderlügum, hvis du selv vil holde dig med morgenmad. Groft brød er ikke deres store specialitet, men de har udmærkede rundstykker og wienerbrød. Husk kontanter… de tager (endnu) ikke imod betalingskort?!

Godnat fra Haasberger See

Læs også: En kronhjort i Dyrehaven

Læs også: En bæver i Klosterhede plantage

Som altid sætter vi stor pris på alle jer, som synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi viser flere billeder og gør opmærksom på os selv, når vi har skrevet et nyt blogindlæg. Næste tur går til Libanon i næste weekend.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Sort sol i grænselandet blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Et prægtigt dyr

Kronhjorten er den største og flotteste af de hjorte, vi har i Danmark. En voksen han kan blive 1,4 meter i skulderhøjde og veje op til 230 kg. Derved er det Danmarks største vildtlevende landpattedyr. 

Hos kronhjortene er det kun hannerne, som bærer gevir. De største gevirer kan veje op til 10 kg. I løbet af vinteren taber hjortene deres gevir, og hvis man går en tur, hvor der lever kronhjorte, kan man være heldig at finde geviret i skovbunden. Når kronhjorten har tabt sit gevir vokser et nyt frem. For hvert år bliver geviret større og større indtil hjorten er omkring 12-14 år.   

Dyrehaven

Allerede imens vi stod på parkeringspladsen på Strandvejen ved Trepilelågen (mellem Tårbæk og Strandmøllen), kunne vi høre krondyrene brøle inde i Dyrehaven, og straks steg spændingen. Vi gik gennem en tunnel, som førte os under jernbanen, og kom med det samme til en af de karakteristiske røde porte, som pryder indgangene til dyrehaven.

Dyrehaven består af gamle bøge- og egetræer, åbne sletter og små skovsøer. Det er et rigtig hyggeligt sted at gå en tur, og eventuelt tage madkurven med.

Der er over 300 krondyr i Dyrehaven og derved en god chance for, at du får dem at se – især i brunsttiden, hvor hunner og hanner går sammen.

Eremitageslottet

Så snart vi kom ind på skovstien, så vi en kæmpe flok af hinder (altså hun-krondyr), som stod sammen med en stor han. Det var et fantastisk syn med Eremitageslottet i baggrunden. 

Det kongelige lystslot er bygget i 1730’erne til Frederik d. 6. Her er der gennem tiden holdt utallige jagter og efterfølgende middage. I dag er det staten, der ejer Eremitageslottet, men kongefamilien bruger stadig slottet ved officielle besøg.

Hurtigt spottede vi endnu en kronhjort, som stod og brølede til kronhjorten med alle hinderne. Den ombejlede kronhjort var uden tvivl Dyrehavens konge netop nu med mellem 70 til 80 hinder i sit harem.

Den anden stod lidt væk på en bakke og brølede, men havde ikke en eneste hind ved sin side. Vi fulgte længe de to kamphaner og nød virkelig oplevelsen. De mødtes dog ikke og tog derfor heller ikke en slåskamp om de mange hunner.

Vi kom til at snakke med et ægtepar, som også var ude for at kigge på kronhjorte. De fortalte om en lys kronhjort, som stod og brølede lidt derfra.

Den måtte vi selvfølgelig også se. Vi troede fejlagtigt, at de hvide krondyr var albinoer, men har senere læst, at de er efterkommere af 12 hvide krondyr, som Christian den 6. fik i gave af kurfyrst August af Sachsen i 1737.

Det var en dejlig aften i Dyrehaven med masser af kronhjorte. Det var især fedt at høre hannerne brøle til hinanden og at se dyrene så tæt på. Det er ikke sidste gang, at vi er gået på jagt efter en kronhjort.

Vores råd til at spotte en kronhjort i Dyrehaven

• Der er omkring 300 kronhjorte i Dyrehaven, så med lidt tålmodighed er der gode chancer for at få en eller flere at se.
• Kronhjortene er i Dyrehaven hele året rundt, men hvis du vil se dem i brunst, så skal du tage forbi i september og okotber.
• Vær klar morgen og aften. Det er på disse tider af døgnet, at du har størst chance for at se og høre kronhjortene brøle.
• Spørg andre mennesker, du møder i Dyrehaven, om, hvad de har set – især folk med kikkerter og/eller fotoudstyr. De fleste vil hellere end gerne fortælle og vise billeder.
• Tag en kikkert med. Så højner du dine chancer for at se noget og for at identificere det, du ser. Dog kan du sagtens se kronhjorte i Dyrehaven uden kikkert.
• Hold god afstand til dyrene. Husk du bevæger dig ind på deres område, og at de kan blive mere aggressive, når de er i brunst.  
• Ud over kronhjorte har du også chance for at møde nogle af de ca. 1600 dådyr og 100 sikahjorte, som også kalder Dyrehaven for deres hjem.

Læs også: En elg i Lille Vildmose

Læs også: En bæver i Klosterhede plantage

Som altid bliver vi super glade for at få flere synes godt om på vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du se endnu flere billeder og følge med i, hvornår vi skriver nye blogindlæg. Næste rejse går til Libanon i efterårsferien.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget En kronhjort i Dyrehaven blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Derudover Googlede vi os hurtigt frem til, at øen har en kro – og det passede vores frokostsultne maver godt. Vi ringede på forhånd, så vi var sikre på at få et bord. Det ville have være ærgerligt at tage færgen over for at opdage, at der var stort selskab.

Med færgen til Venø

Færgen til Venø afgår fra Bremdal lige nord for Struer. Den sejler hvert 20. minut i dagstimerne og tager blot 3 minutter. Prisen tur/retur lød på 90 kr. for en personbil inklusiv 8 personer. Ellers kan man komme over for 25 kr. pr. mand, hvis man ikke har bil med. 

Vel ovre på den anden side startede vi med at få stemplet vores øpas i et lille skur på havnen. Her kan man også gratis låne cykler, hvis man ikke har taget bilen med. Det er altså service!

Vi kørte ud i det smukke landskab og opdagede, at øen både er meget lang og til tider også kuperet. Fra nord til syd er øen 7,5 km, så der er god mulighed for cykel- eller vandreture.

Og så fornægtede det sig ikke, at vi var kommet til Vestjylland. Træerne var så vindblæste, at de kunne bruges som kompas.

Danmarks mindste kirke

Vi gjorde holdt ved den lille charmerende kirke ca. midt på øen. Venø kirke skulle være Danmarks mindste og er da heller ikke særlig stor.

Vi gik en tur både inde og ude og nød stilheden og den fine kirkegård.

Venø kro

Og så blev det frokosttid. Vi blev budt velkommen på kroen af en storsmilende ung pige, som gjorde sit til, at vi fik en dejlig frokost.

Som en lille deleforret satte vi tænderne i en nordjysk specialitet: rulleål. Det havde ingen af os hørt om før, men det smagte dejligt. Det er åbenbart en egnsret, som kan findes i kogebøger fra 1700- og 1800-tallet og retten er beslægtet med ål i gelé. Dog føltes det ikke gelé-agtigt at spise. Og kan man li’ ål, er vi overbeviste om, at man også kan li’ rulleål. Nu er udfordringen i hvert fald givet videre: Smag det, hvis du kommer forbi Venø kro. 

Derefter satte vi smag på henholdsvis stjerneskud og fiskefilet – igen rigtig lækkert og nogle dejlig store portioner med mange smagsindtryk. 

Inden vi gik ud af døren igen, fik vi hjælp til at finde øens sæler, som normalt opholder sig ved Nørskov Vig. Desværre var de ikke hjemme, da vi kom forbi og derudover var store dele af den nordlige ende af øen off limit på grund af fuglenes ynglesæson.

I stedet kørte vi en tur til østsiden af øen og så bl.a. lidt fugle og et par rådyr.

Venø er en rigtig fin lille ø, hvor vi sagtens kunne forestille os at holde ferie eller tage en forlænget weekend. Der er også masser af mulighed for at bade langs kysterne. Men da vi var på vej i Klosterheden for at se efter en bæver, kørte vi tilbage til færgen og sejlede tilbage til fastlandet igen.

Læs også: Med postbåden til Enehøje

Læs også: Danmark dejligst – Askø og Lilleø

Som altid vil vi blive super glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du se billeder, når vi er på tur og følge med i, når vi har skrevet et nyt blogindlæg. Næste tur går til Libanon i oktober 2019.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Danmark dejligst – Venø blev først udgivet på Two Danes On Tour.

At se og fotografere en bæver i Danmark har længe stået højt på vores ønskeliste, og bæveren var selvfølgelig også repræsenteret på Jyllandsbingo’en.

Bæveren har været uddød i Danmark i mere end 1000 år, men blev genudsat for omkring 20 år siden. Både i Klosterheden i Vestjylland og ved Arresø i Nordsjælland lever den vildt. Begge steder er bestandene vokset enormt siden genudsætningen, og de har spredt sig via åer til andre områder.

Vi kørte på tværs af Jylland på et par timer og kom til åbent hedelandskab og en kæmpe skov mellem Lemvig og Struer.

Her var der ikke noget besøgscenter som i Lille Vildmose men i stedet lange grusveje med nåleskov til begge sider. Da vi aldrig havde været her før, var det svært lige at danne sig et overblik over området. En bæver kan jo gemme sig alle steder, hvor der er vand.

Heldigvis havde Anne Marie lavet et større rechearcharbejde og spurgt i et par forskellige naturgrupper, som hun er med i på Facebook. Så vi var ret sikre på, at hvis vi skulle have mulighed for at se en bæver, så skulle vi følge de anvisninger, hun havde fået.

Shelterpladsen Moselyst

Vi var blandt andet blevet anbefalet at køre til shelterpladsen Moselyst, som ligger på adressen Vilhelmsborgvej 166, 7620 Lemvig. Man kører ind ad en grusvej fra Vilhelmsborgvej og drejer til venstre første gang ad en lille skovvej. Ude ved hovedvejen er der et skilt med primitiv overnatning, men der er ikke et sheltermærke. Derfor var vi lidt i tvivl, om vi var kørt forkert.
Når man kommer til en åben plads i skoven, kan man parkere bilen. Herfra er der gangsti til shelterpladsen ca. 100 meter væk.

Efter en lille rekognosceringstur i området, hvor vi med det samme kunne konstatere, at der var bævere i området, slog vi lejr på parkeringspladsen. Derefter spiste vi aftensmad og ventede på, at det skulle blive sent nok til, at bæverne er aktive.

På bæverjagt

Ved 20-tiden gjorde vi klar til ekspedition med kikkert, kamera og kamerastativ. Der var ikke langt at gå ned til den første sø, hvor vi så flere spor efter bævere, så vi var ikke i tvivl om, at vi var i det rigtige område. Nu var spørgsmålet blot, om vi ville komme til at se noget.

Foran shelteren var der et par borde/bænkesæt, hvor vi mødte fire damer med en labrador, en kande kaffe og en dejlig kage fra bageren. De havde også hørt, at det var her, man spotter bævere. Vores bud er dog, at de ikke fik noget at se, da de var mere optaget af kagen og hunden end at finde bæveren.

Umiddelbart kunne vi ikke se nogen aktivitet i den første sø. Vi gik derfor mod højre, til de næste par søer. Ved sø nr. 3, som var større end den forgående, stillede vi kamerastativet op.

En bæver i sigte

Vi havde ikke ventet 10 minutter før vi så aktivitet i vandet. Jo, jo, den var god nok! Vi så vores første bæver i Danmark!

Det var en fantastisk oplevelse at stå der på søbredden og nyde synet af en bæver i vild natur. Og vi havde helt selv spottet den!

Ikke længe efter kom endnu en bæver frem. De svømmede rundt i søen og gik på land for at spise. Ind imellem forsvandt de ned i deres bæverbo i brinken af søen. Men snart var de fremme igen.

Hold op en kæmpe oplevelse! En bæver er altså virkelig et fint dyr!
Efterfølgende var der Caddy-hygge og jordbær med fløde.

Endnu en bæverjagt

Næste morgen var vækkeuret sat til 5.30. Der var godt nok grus i øjnene – og så her i sommerferien… men vi ville gerne se mere til bæverne.

Vi gik tilbage til søen, som vi havde stået ved dagen før og næsten med det samme så vi en bæver. Igen var det en kæmpe oplevelse og sjovt at se, hvordan den svømmede, spiste og pudsede sin pels. Læg også lige mærke til, hvor orange dens tænder er

Det havde været nogle rigtig gode dage med masser af spændende dyr i det jyske. 

Vores råd til at spotte en bæver i Klosterheden plantage

• Kør til shelterpladsen Moselyst. Det havde vi fået anbefalet af andre, og vi anbefaler det klart til dig!
• Hav god tid! Tålmodighed lønner sig.
• Kig efter bæverspor – fældede træer og bæverhuler.
• Vær klar morgen og aften. Det er på disse tider af døgnet, at du har aller størst chance for at se bæver, da de er nataktive dyr.
• Spørg andre mennesker, du møder, om, hvad de har set – især folk med kikkerter og/eller fotoudstyr. De fleste vil hellere end gerne fortælle og vise billeder.
• Tag en kikkert med. Så højner du dine chancer for at se noget og for at identificere det, du ser.
• Forstyr ikke dyrene. Gå stille og tal så lidt som muligt.
• Skulle du ikke være heldig at se en bæver i første forsøg så fortvivl ikke. Nyd i stedet naturen og de andre dyr og fugle, som du møder på din vej.

Læs også: Isbjørn i sigte!

Læs også: Højt til vejrs i Skovtårnet

Vi bliver super glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her poster vi billeder, når vi er på tur og gør opmærksom på, når vi har skrevet et nyt blogindlæg. Næste rejse går til Libanon i efterårsferien 2019.