Overraskelsestur til Warszawa

Surprise-tur

Rasmus har i 4 måneder gået og pønset på en surprise-weekendtur til et sted i Europa. Det er Anne Maries fødselsdagsgave, så hun har i al den tid gået og spekuleret på, hvor turen mon skulle gå hen.
AM havde dog luret, at vi skulle ud at flyve. Mest fordi vi skulle op kl. 3 om natten og af sted, og det ville nu alligevel være et mærkeligt tidspunkt, hvis turen kun gik til Jylland.
Det var først i lufthavnen, at Anne Marie opdagede, at der stod Warszawa på boardingpassene og skærmen ved gaten.

Afgang fra CPH

Og så var det bare om at få omstillet hjernen til polsk, for 1 time og 10 minutter senere landede vi i hovedstaden.

På vej til Warszawa

Vi havde kun håndbagage med, og kunne derfor gå lige ud i ankomsthallen og ned på stationen, hvorfra der hele dagen kører tog til centrum af byen til den favorable pris af 8 kr. Det er da offentlige transportpriser, hvor alle kan være med!

Tog til centrum af Warszawa

 

Togbilletten stemples inde i toget

I de meget moderne tog stemples billetten inde i toget

Hotel Metropol

25 minutter tog det, så stod vi foran Hotel Metropol, som ligger lige ved den centrale togstation og metroen.

Rasmus havde booket to nætter for 895,- inklusiv en udmærket morgenmad, hvor der var stort ta’ selv-bord med noget for enhver smag – både polsk og mindre polsk.

Eneste lille anke var, at sengen var mere en halvandenmandsseng end en dobbeltseng, men ellers opfyldte hotellet vores behov til fulde.

Hotel Metropol, Warszawa

Vi efterlod bagagen i receptionen og begav os straks på gåben mod hjertet af Warszawa.
Det første vi lagde mærke til var, at det ikke engang var rigtig koldt her først i november. Senere mødte vi flere polakker, som sagde: “Godt I ikke var her i sidste weekend. Der var vejret forfærdeligt!”

Two Danes On Tour i Warszawa

Kulturpaladset

Tæt på vores hotel lå den karismatiske bygning Kulturpaladset på 234 meter. Bygningen er meget udskældt i Polen, da den var en gave fra Stalin. Og det fornægter sig ikke, at den er bygget i tiden under kommunismen. Men vi synes nu alligevel, at den er meget flot og ikonisk – både dag og nat. Den minder os om noget, som kunne have været med i Batmans Gotham city.

Kulturpaladset, Warszawa

 

Kulturpaladset om aftenen, Warszawa

Den ukendte soldats grav

Efter ca. 1,5 km’s gang kom vi til en meget stor plads, hvor Den ukendte soldats grav bevogtes af to soldater.

Den ukendte soldats grav, Warszawa

 

Den ukendte soldats grav, Warszawa

Her ligger også den Saxiske have, som er en park med et fint springvand. Vil man se soldaternes store vagtskifte, skal man komme forbi kl. 12.00.

Den Saxiske have, Warszawa

Plac Zamkowy

Næste stop blev Slotspladsen Plac Zamkowy. Her ligger det gamle røde kongeslot (Nej, Polen har ikke længere en royal familie – men det havde de indtil 1795).

Pladsen er især kendt for Zygmunt-søjlen. Ham der Zygmunt, som svæver højt over byen, er den tidligere konge Zygmunt III Vasa, som i 1596 flyttede Polens hovedstad fra Krakow til Warszawa, da det var en bedre placering for ham. Han regerede nemlig også over Litauen og Sverige. Det har siden ført til strid og uenighed mellem Warszawa og Krakow, som fortsat begge ønsker titlen som Polens hovedstad.

Slotspladsen, Warszawa

På slotspladsen er der også nogle rigtig flotte husfacader i skrappe farver, som straks falder en i øjnene. Og så er der jo udsigten over Wisla floden og den østlige del af byen med det store stadion.

Slotspladsen, Warszawa

 

Stadion, Warszawa

Warszawas gamle torv

Snart var vi så nysgerrige, at vi straks måtte bevæge os ind i selve den gamle bydel. Vi gik på må og få og efter lyst og nysgerrighed. Gaderne var flotte med fine facader, tårne og spir samt spændende butikker og restauranter. 

Den gamle bydel, Warszawa

 

Tårne og spir i den gamle bydel af Warszawa

Snart åbenbarede det gamle torv Rynek Starego Miasta sig for vores øjne. Det var super flot, og vi var straks imponerede. Især da vi dagen efter på en gratis gåtur rundt i byen hørte, at kun to huse stod tilbage i 1945, da 2. Verdenskrig var slut. I løbet af 8 år blev det smukke torv genopført efter gamle plantegninger fra 1700-tallet og har i dag status af UNESCO-site.

Det gamle torv i Warszawa

 

Flotte huse på det gamle torv i Warszawa

Den guidede gåtur fortsatte ned til den gamle bymur og byporten Barbikan. I middelalderen stod der soldater her og vogtede over indgangen til selve bykernen. En stor jernlåge kunne sænkes ned, så hele den gamle bydel kunne lukkes af i tilfælde af overfald eller sygdomme, og tyveknægte og fjender kunne holdes fanget i de runde tårne.

Den gamle byport i Warszawa

Den polske opstand

Lige uden for den gamle bydel kom vi forbi et af monumenterne for den polske opstand mod nazisterne i 1944. Opstanden, som var anført af den polske undergrundshær, varede 2 måneder og endte gruelig galt for polakkerne. De håbede hele tiden på, at Den Røde Hær ville nå at komme dem til undsætning, men de kæmpede forgæves, og betalte med deres liv. 

Omkring 200.000 civile polakker mistede livet i løbet af 63 dage. Efterfølgende blev byens 700.000 overlevende indbyggere tvangsforflyttet, og resten af byen blev brændt ned til grunden af Nazisterne.

Monument for opstanden i Warszawa

 

Opstanden i Warszawa

The Warsaw Rising Museum er stedet at gå hen, hvis man gerne vil vide mere om opstanden. Vi sprang dog over i denne omgang, da vejret var for fint til at gå på museum.

Warszawa har også nogle kendte bysbørn. Bl.a astronomen Nicolaus Kopernikus og vidunderbarnet og komponisten Chopin. For at hylde sidstnævnte, er der rundt i byen sat 15 interaktive bænke op. Sæt dig ned, tag et hvil og lyt til et stykke Chopin imens. En lille sjov idé.

Der findes 15 bænke i Warszawa, som spiller Chopin

Den jødiske ghetto

I løbet af weekenden tog vi to gratis guidede ture med Walkative! Free Walking Tour. Den ene var som omtalt Historic Centre – Old Town, den anden tur omhandlede Jewish Warsaw.

Og her handlede det også om ulykkelige skæbner under 2. Verdenskrig. Vores guide Pse tog os med rundt i den tidligere jødiske ghetto, hvor der i dag kun står 7 huse tilbage fra før krigen. Markering af ghettoen i Warszawa

Rundt om ghettoen er 22 steder afmærket med en særlig tavle og med en jerndrager i fortovet, så man kan se, hvor muren løb. Kan du læse hvad der står, er du uden for ghettoen og kigger ind. Står teksten på hovedet, er du inde i ghettoen og kigger ud… det kan man så lige tænke lidt over!

Ghettoen er markeret i fortovet

Turen sluttede ved det meget flotte Polin museum, hvor man kan få mere at vide om jødernes historie – men igen: Vi var til udendørs aktiviteter, så vi har ikke set nogle af udstillingerne. 

Til gengæld nød vi bygningen, som er tegnet af de finske arkitekter Rainer Mahlamäki og Ilmari Lahdelma. Museet har vundet prisen Bedste Europæiske museum 2016, så det er helt sikkert et besøg værd.

Polin museum, Warszawa

Den sidste dag besøgte vi Den jødiske kirkegård på egen hånd. Det var mærkeligt og sørgeligt at se i tusindvis af grave, men næsten ingen fra efter 1945. Kirkegården er mange stedet et stort vildnis, og det ser ikke ud til, at der bliver brugt mange kræfter på at passe den.

Den jødiske kirkegård i Warszawa

 

Den jødiske kirkegård i Warszawa

Det menes, at der kun var ca. 2% af Warszawas jødiske befolkning tilbage efter krigen. Resten var døde af sult og sygdom i ghettoen eller sendt til koncentrationslejrene rundt om i Polen. Samtidig skal det lige bemærkes, at Warszawa før krigen havde den største jødiske befolkning i hele Europa.

En enkelt grav bliver passet på den jødiske kirkegård i Warszawa

Warszawa  mod nye tider

Warszawa fremstår i dag som en moderne storby med meget blandede stilarter: Den gamle bydel, som ligner noget fra 1700-tallet, boligblokke i massevis fra tiden under kommunismen og flere og flere skyskrabere i jern og glas, som skyder op over hele byen og varsler, at nye tider er på vej for den meget prøvede hovedstad, som lå jævnet med jorden i 1945.

En af de utallige boligblokke i Warzawa

Forskellige stilarter forenes i Warszawa

Medlemskab af EU har givet Polen penge på lommen og mange nye muligheder. Der bygges og restaureres således over hele byen. Og har du været på besøg for år tilbage, vil du helt sikkert kunne opleve nyt ved et genbesøg.

Mange huse restaureres i disse år i Warszawa

  

  1. Hvor ser det bare ud til at have været en god overraskelsestur – godt arbejde Rasmus (: Warszawa ser i den grad ud til at være en by, jeg bliver nødt til at besøge engang i fremtiden!

    • twodanesontour says:

      Warszawa overraskede på alle måder positivt! Byen er klart et besøg værd. Også madscenen er interessant. Det fortæller vi om en anden dag.
      Tak fordi du kiggede forbi og skrev os en kommentar 🙂
      Glade rejsehilsner
      Anne Marie

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.