Sort sol er et fantastisk naturfænomen! Op mod en million stære mødes forår og efterår ved Vadehavet og i Tøndermarsken, hvor de flyver i kæmpe flokke. Er du ekstra heldig, er der en rovfugl i området, som skræmmer stærene op og får dem til at flyve i fantastiske formationer. 

Synet af stæreflokkene, der danner levende kæmpeskulpturer, er uden sidestykke. Til tider flyver de på en solskinsdag op foran sollyset og gør et øjeblik himlen næsten sort – deraf navnet sort sol.

Forår og efterår

Om foråret kan du være heldig at se sort sol i februar, marts og april måned. På denne årstid flyver stærene oftest højere på himlen, de danser oftere og mere, så det er her de flotteste formationer forekommer. Forårssæsonen er dog mere usikker end efteråret, da en ekstra kold vinter kan forsinke stærene. 

Om efteråret er der flest stære i september og starten af oktober. I efteråret kan man se de største stæreflokke, og på en vindstille og solrig septemberdag kan man være heldig at få det mest fantastiske skue.

Lidt om stære

I løbet af dagen er stærene på jagt efter stankelbens- og gåsebillelarver, som findes i større mængder i fugtige græsmarker. Om foråret spiser de sig mætte for at være klar til ynglesæsonen, og om efteråret spiser de nok til at kunne flyve videre syd eller vest på.

Om aftenen finder stærene sammen i store flokke for til sidst at slå sig ned i tagrør, hvor de overnatter. 

Fuglenes fantastiske dans på himlen, som til tider leder tankerne hen på himmelballet, er en perfekt måde at beskytte sig på, da det uden tvivl forvirrer rovfugle, når så mange stære flyver sammen og pludselig uden forvarsel skifter retning.

Den nyeste forskning i fænomenet sort sol peger på, at hver stær kun navigerer i forhold til en 6-7 andre stære i flokken. Når alle fugle på denne måde holder øje med en lille gruppe andre stære, og drejer, når disse fugle gør, sker der ingen sammenstød. 

Forskellige steder at se sort sol

Der er masser af bus- og rejseselskaber, der tilbyder skræddersyede sort sol-ture i Sønderjylland og syd for grænsen – både omkring Ribe og Tønder. Men har du mod på det og en bil til rådighed, kan du sagtens tage af sted på egen hånd. Så gør det selv! 

Hvis du begiver dig ud på tur selv, vil vi anbefale dig at melde dig ind i den lukkede gruppe Sort Sol Foto og Video gruppe på Facebook. Her bliver der hver dag i sæsonen lavet opdateringer med billeder af stæreflokkene og beskrivelser af steder, du kan køre hen til. Og husk, ingen kan forudse, hvor stærene kommer næste gang – men kun komme med en beskrivelse af, hvor de sidst blev set.

Da gruppen som sagt er en lukket Facebook-gruppe, skal du lukkes ind af en, som allerede er medlem. Kender du ikke nogen, som er medlem, så kan du sende en besked til Anne Marie Boye og venneanmode hende på FB, så skal du nok blive lukket ind. 

I mange år har det været rigtig godt at se sort sol på diget ved Aventoft lige syd for den dansk/tyske grænse. Her er der en stor parkeringsplads lige foran Fakta og Fleggaard, hvor det er nemt at parkere – husk dog, at i højsæsonen kan pladsen godt være helt fuld af biler, så kom i god tid! Det gode ved dette sted er også, at man kan overnatte på pladsen hvis man kommer i Autocamper – eller Caddy Camper

Du kan læse mere om vores selvbyggede Caddy Camper her. 

I midten af september 2019 var der dog næsten ingen stære ved Aventoft. Her kørte vi i stedet til Haasberger See mellem Aventoft og Süderlügum. Langs vejen Grellsbülldeich er der to parkeringspladser med en stor rørskov, hvor stærene overnattede. 

Sort sol ved Haasberger See

Det der gjorde oplevelsen så særlig det år var den fantastiske solnedgang lørdag aften og en endnu mere fantastisk solopgang søndag morgen. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi synes, at morgnerne er de mest spektakulære! 

Om aftenen, omkring en halv time før solnedgang, kommer stærene ind over marsken i større og mindre flokke. Hvis du er heldig, bliver de skræmt op af en rørhøg og flyver i flotte formationer for snart efter at slå sig ned i rørene og finde ro for natten.

Når stærene letter

Om morgenen, en halv times tid før solopgang begynder stærene at vågne. De pipper og flytter rundt på sig, og lyden bliver mere og mere intens. Det er fantastisk at stå og høre dem på denne måde. Og pludselig i et kæmpe sus letter de. Det lyder næsten som et lokomotiv, der sætter i gang. 

Det har vi oplevet både ved Aventoft og ved Haasberger See. Det er sådan en fantastisk oplevelse, så man får helt kuldegysninger af det. Stærene flyver tit en lille tur og lander igen – måske flere gange, inden de giver sig ud på dagens flyvetur efter føde.

Du kan både morgen og aften lave et lille trick for at høre stærene endnu bedre. Sæt hænderne bag ørerne og oplev, hvor intens lyden bliver. Ja, det ser ikke smart ud, men det er fedt!

Ved Haasberger See var vi også heldige at få lidt andre naturoplevelser, mens vi stod og ventede på sort sol. Lørdag morgen var der en kronhjort med 10-11 hinder, som brølede bag os. En mand, som vi stod ved siden af, troede, at det var en ko

Og dagen efter var en ræv på musejagt i morgentågen.

Men som altid ved man ikke fra år til år, hvor det er bedst at se stære. Du kan bl.a. prøve omkring Ribe ved Ribe å på Nipsvej/Tangevej, på Haderslevvej ved Damhus, ved Bjerrumvej og ved Vilslev Diget. 

Rudbøl, tæt på grænsen, er også en god mulighed. Dog er de nu midt i september 2020 flyttet til diget i Aventoft.
Og er du på Als, så prøv omkring Ketting Nor. 

Vores råd til at se sort sol

• Du kan være heldig at se sort sol i februar til april og fra august til oktober.
• Hav god tid! Gerne flere dage. Vejret spiller virkelig ind, så lover de sol, skal du klart være på pletten. Skulle det blive overskyet kan du stadig få en god oplevelse, så giv ikke op så let.
• Har du besøgt et godt sted om aftenen og set, hvor stærene er gået til ro, har du god chance for at finde dem igen næste morgen. Men de kan altså godt flytte sig 100 meter til hver side. Lyt efter hvor stærene sidder.
• Vær klar morgen og aften ca. en halv time før solopgang og solnedgang. I midten af september er det ca. kl 6.30 og 18.30. 
• Meld dig ind i FB-gruppen Sort Sol Foto og Video gruppe. Her har du den bedste chance for at få den seneste melding på, hvor der er mange stære.
• Hvis du gerne vil have den bedste oplevelse, så vær klar til at køre efter det i området mellem Ribe og Süderlügum. 
• Spørg andre mennesker, du møder, om, hvad de har set – især folk med kikkerter og/eller fotoudstyr. De fleste vil hellere end gerne fortælle.
• Tag en kikkert med. Så højner du dine chancer for at se noget og for at identificere det, du ser. Med en kikkert har du også mulighed for at se stærene, mens de sidder på tagrørene. Du kan også bedre følge med i, hvornår de er lige ved at lette om morgenen.
• Forsøg dig ikke med at fotografere med blitz. Det kan ikke lade sig gøre, og det skræmmer stærene. Brug et stativ eller hvil kameraet på et fast underlag.

Og når du nu er ved grænsen…

Endnu en fantastisk ting ved sort sol er, at det FINT kan kombineres med lidt grænsehandel Vi kan afsløre, at både Fakta, Fleggaard og Calle i Aventoft åbner lørdag morgen kl. 7.00 og først lukker kl. 21. Det passer lige med tidspunktet efter, du har set sort sol. Vær til gengæld opmærksom på, at alle grænsebutikker i Tyskland først åbner kl. 11 om søndagen!

I får lige et fantastisk solopgangsbillede, som vi ikke kan lade være med at vise jer

Overnatning

Her sidst vi var i Sønderjylland overnattede vi som sagt i Caddy Camperen på p-pladsen i Aventoft. Men de to foregående gange havde vi booket et værelse på Reiterhof Wollesen. Det er et hestestutteri i Süderlügum, som også lejer værelser ud. Det er lidt gammeldags (læs meget!) og uden morgenmad, hvilket passede os rigtig fint. Til gengæld havde vi eget tekøkken med køleskab, og det var værelser til en rigtig fair pris.

Vil du hellere bo lidt finere og få serveret morgenmaden, så er der masser af steder i og omkring Tønder og Ribe, som tilbyder overnatning.

Restauranter

Når man er på sort sol-tur skal man selvfølgelig også have lidt at spise. Og hvad er mere oplagt end en god omgang tysk mad? (Så er Rasmus glad!). 

Grenzkrog Aventoft (altså grænsekroen) laver overordentlige store portioner til en rimelig penge. Der er mange retter på menukortet, så det kan være svært at vælge. Vi har både smagt på schnitzel og kylling i karry og kan sige god for dem begge to. Vær opmærksom på at booke bord i højsæsonen. Der bliver totalt fyldt sådan en septemberdag med sort sol.

I Süderlügum er der to kroer i byen. Landhotel Tetens Gasthof og Landhaus Smaga. Nu skal man jo passe på med, hvad man skriver, men vi er ret enige om, at de to steder ligner hinanden til forveksling – både hvad angår indretning og menukort. Der er ikke rigtig nogle store overraskelser nogle af stederne. Men man kan få et tysk måltid mad og gå derfra uden at være blevet ruineret. 

Og så kan vi da også lige tilføje, at der er to bagerier i Süderlügum, hvis du selv vil holde dig med morgenmad. Groft brød er ikke deres store specialitet, men de har udmærkede rundstykker og wienerbrød. Husk kontanter… de tager (endnu) ikke imod betalingskort?!

Godnat fra Haasberger See

Læs også: En kronhjort i Dyrehaven

Læs også: En bæver i Klosterhede plantage

Som altid sætter vi stor pris på alle jer, som synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi viser flere billeder og gør opmærksom på os selv, når vi har skrevet et nyt blogindlæg. Næste tur går til Libanon i næste weekend.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Sort sol i grænselandet blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Valg af tur

Vi undersøgte flere muligheder for at komme dertil. Enten kunne vi tage den offentlige bus, eller også kunne vi tage med på en bustur med flere stop undervejs og med afslutning i San Miguel de Allende. Denne tur gik under navnet I uafhængighedens fodspor, da man flere steder ville blive indført i denne del af Mexicos historie.

Prisen på 280 pesos (under 100 kr.) var næsten den samme, som hvis vi tog den offentlige bus. Så efter moden overvejelse valgte vi den guidede bustur. Også selv om den var med spansktalende guide, og at vi af erfaring ved, at de ofte kan tale Fanden et øre af. Skulle vi med engelsktalende guide, blev prisen næsten firdoblet.

Vi skulle møde bag det smukke Teatro Juarez kl. 10.30. Det skulle rigtig mange andre også, og der herskede stor forvirring. Et hav af minibusser kom kørende ud af det underjordiske vejsystem. Hver gang en af dem holdt stille for at samle gæster op, stod hele trafikken stille. Samtidig havde nærmest ingen af busserne skilte i forruden. Det var derfor noget nær umuligt at finde ud af, hvilken bus man skulle med.

Vores chauffør og guide for dagen kom 20 minutter for sent. Så vi nåede lige at stå med vores vestlige punktlighed og tanken om, at vi ikke ville blive hentet. Men altså mañana, mañana – endelig var det afgang for os og ni mexicanere i en minibus.

Mange stop på vejen

Nu kan man nogle gange dårligt huske, hvad man selv havde forestillet sig inden afgang. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at Anne Marie var noget overrasket. Hun havde ikke lige forstået, hvor mange stop der var på selve turen, inden vi nåede bestemmelsesstedet San Miguel de Allende. Det var nemlig dette besøg, som hun havde set frem til.

Første stop var i den lille by Santa Rosa de Lima. Her var nogle lokale kvinder gået sammen om at starte et marmelade-kollektiv. Det kunne vi nok godt have sprunget over… Men det fortæller selvfølgelig en historie om, at sammen er vi stærkere, samt hvordan et lokalmiljø kan profitere af tilblivelsen af en lille fabrik.

Vi ved også fra adskillige busture i andre verdensdele, at sådanne stop er med til at holde prisen for turen nede, da fabrikken betaler operatøren/chaufføren for at bringe kunder i butikken.

Tilbage i bussen var vores buschauffør nu ved at vågne lidt op. Så nu var det tid til, at alle skulle præsentere sig selv – på spansk!

Tequila til morgenmad

Næste gang vi stoppede, var det til liv og glade dage i en Tequila-shop. Det havde nok været sjovere, hvis man havde spist et godt og solidt måltid mad inden, eller havde været på herre-tur og nu var på vej hjem. Så vi blev nødt til at holde lidt igen med de mange smagsprøver, da buskørsel i bjergene uden køresygetabletter og med alkohol i kroppen kan blive en knapt så smagfuld oplevelse.

Lige overfor Tequila-shoppen lå der en stor kirkegård, hvor den berømte mexicanske sanger og sangskriver José Alfredo Jiménez ligger begravet. Her er der et stort og farverigt monument udformet som en kæmpe stor sombrero (en typisk mexicaner-hat). Vi kendte ikke sangeren på forhånd, (og regner heller ikke med, at I gør) så det var klart mere interessant for mexicanerne end for os.  

Farverige Dolores Hidalgo

Nu gik turen til den lille by Dolores Hidalgo, som er mest kendt for sine mange keramikfabrikker, som producerer keramik til hele Mellemamerika.

Da vi kørte gennem byen, så vi nogle flotte og farverige huse tæt på hovedgaden. Så da de andre i bussen gik ind på Casa Museo José Alfredo Jiménez (et museum for ham sangeren fra kirkegården), lavede vi snigeren og gik vores egne veje. Snart fandt vi gaden, og den var præcis så fin, som vi havde set det fra bussen.

Da vi mødtes med gruppen igen, var det tid til at smage på is. Men ikke helt almindelige is!

Vi kunne få lov til at smage på is med smag af kaktusblomst, michelada (lemon, tomat og øl), flæskesvær med mole (chili-chokoladesauce), ceviche (råmarineret fisk – den sprang vi så lige over), rejer og blæksprutter (den gik vi også uden om) og avocado – den var faktisk rigtig god! De havde selvfølgelig også helt almindelige is, som man også kunne få lov til at købe.

Vi blev nu vist rundt på Museo Casa de los Descendientes de Hidalgo – Museet for efterkommerne af Hidalgo. Vi vidste ikke meget om denne mand inden besøget, men vi kan da nu fortælle, at den gode Miguel Hidalgo (som faktisk havde 12 navne) var hovedmanden bag Mexicos uafhængighedskrig mod Spanien. Hidalgo var præst her i byen Dolores, som efter krigens afslutning, ændrede navn til Dolores Hidalgo i taknemmelighed til deres bysbarn.

Sidste stop i byen var en keramikbutik med alt, hvad du kan forestille dig i ragelse.

San Miguel de Allende

Og SÅ gik turen endelig det sidste stykke til San Miguel de Allende. Byen er meget populær blandt turister, som vi straks bemærkede. Gaderne er virkelig farverige, byens kirke er helt speciel, og der er masser af sælgere med hatte og kurve.

Ud over byens skønhed, var vi også interesserede i en væg med streetart, som vi havde set fra bussen. Vi gik ned forbi for at fotografere dette sjove billede af Donald Trump. Ja, mexicanernes had til deres nabo fornægter sig ikke…

San Miguel de Allende var et fint besøg, men vi var nu meget glade for, at vi i stedet havde valgt at bosætte os i den mere rolige og for os fantastiske Guanajuato.

Og så kan vi da også godt afsløre, at vi havde forventet mere tid i San Miguel de Allende, end hvad turen tilbød. Vi havde nok lige overset HVOR mange andre stop der var undervejs. Men vi hyggede os nu fint, og som dagen skred frem, gik snakken lystigt med de andre i bussen. 

Læs også: Mumier og pub-crawl i Guanajuato

Læs også: Street art i Guadalajara

Du er meget velkommen til at synes godt om vores side på Facebook:
Two Danes On Tour. Her kommer vi med billeder og små anekdoter, når vi er ude og rejse. Det er også her, du kan se, når vi har skrevet et nyt blogindlæg.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget I uafhængighedskrigens fodspor blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Færøerne er naturelskernes paradis. Farven grøn dominerer hele sommeren, vandfald løber lodret ned af de stejle klippevægge, og her er smukke vandreture i hobetal. Dertil kommer utallige atlanterhavsfugle som blandt andet lunde, alk, tejst og sule. 

Men dette er også et sted, hvor vejret dikterer. Det ene øjeblik skinner solen, mens der kort tid efter ruller tåge og storm ind over fjeldene. Vejret er lunefuldt, og det ændrer alle planer på blot få timer. Således kan færgeafgange og helikopterture med kort varsel være aflyste, og dette er også en af grundende til, at færingerne sjældent lægger planer langt ud i fremtiden. For i sidste ende er det alligevel vejret, der afgøre det hele.

Rasmus og jeg var sammen på Færøerne i sommerferien 2005, og vi blev straks forelskede i de grønne øer. Derudover besøgte jeg de smukke øer i Nordatlanten i både 2017, 2018 og 2022. Det er disse tre ture, som dette og de næste blogindlæg fra Færøerne handler om. 

Stor gæstfrihed på Færøerne

Da vi i 2005 rejste rundt på Island, sluttede vi turen i Seyðisfjörður og sejlede derfra til Tórshavn med Smyril Line.

En af mine færøske veninder Tórun havde et par uger i forvejen ringet hjem til sin mor i Tórshavn og spurgt, om vi måtte komme forbi og slå telt op i haven. Men det kunne der ikke blive tale om! Vi kunne til gengæld få lov til at bo inden for hos Katrin hele den uge, vi var på Færøerne. Og dette blev vores første møde med færøsk gæstfrihed. Men vi skulle snart få flere lektioner i denne “kunstart”.

Tidligt om morgenen bankede vi på hos Katrin, og efter at have smidt bagagen på vores værelse, blev vi bænket i køkkenet til boller og te. Vi skulle snart lære, at på Færøerne er der altid mad og drikke til dem, som måtte komme forbi til spisetid. Og det var ikke så få, skulle det vise sig.

Roning i radioen

I Katrins køkken lærte vi også, at man på Færøerne hører roning i radioen! Yes – den er god nok! Og så blev der for en gang skyd tysset på den ellers evige og livlige snak rundt om køkkenbordet. Ro-resultater er vigtige! Kappróður (kaproning) er nemlig Færøernes nationalsport.

Roning foregår i traditionelle færøbåde, som tidligere var vigtige transportmidler for at komme mellem de forskellige øer. Efter indførelsen af færger, tunneller og helikoptere har robådene mistet deres egentlige formål, men de bruges fortsat til kaproning bygderne og byerne imellem.

Modsat i Danmark, hvor roerne sidder foran hinanden på hver sit sæde, som kører frem og tilbage, og hvor det er benene, som laver størstedelen af arbejdet, så sidder man på Færøerne to og to ved siden af hinanden på en fast bænk. Så her er det mavemusklerne, som trækker det store læs.

Uha, den var ikke gået i Danmark

Og så blev vi meget klogere på, hvad man på Færøerne gør, når dem, man troede kom til middag, pludselig udebliver…

En eftermiddag var vi 7 voksne og et barn bænket rundt om bordet i køkkenet. Der blev fortalt røverhistorier fra “De syv Verdenshave” og vi grinede alle så meget, så tårerne trillede ned af kinderne. Da klokken nærmede sig spisetid, bekendtgjorde Katrin, at hun lige ville smutte en tur til købmanden, så hun havde mad nok til alle. På komfuret stod der allerede en kæmpe grydefuld kartofler, – nok til en mindre hær.

Mens Katrin var væk, rejste det ene par sig pludselig og sagde, at nu gik de hjem. Ikke lang tid efter proklamerede de to andre voksne med barnet, at de tog færgen til Suðuroy. Inden vi så os om, havde de pakket og var ude af døren.

Så da Katrin kom tilbage fra supermarkedet var der kun os tilbage i køkkenet. Vi var lidt urolige over at skulle overbringe nyheden om, at otte til middag var skrumpet ind til tre. Katrin kiggede bare roligt på os, tog kartoflerne af komfuret og sagde: Så laver jeg boller i karry med ris i stedet for. Puha, tænkte vi begge. Den var aldrig gået hjemme hos vores mødre… Som sagt så gjort! Og Katrin laver fantastiske boller i karry.

På besøg i huset i Kvivík

Mens vi boede hos Katrin, inviterede hun os med til den lille bygd Kvivík, hvor hun selv er vokset op. Hun havde stadig nøglen til sit barndomshjem, som nu blev brugt som sommerhus. Huset blev bygget i 1835 og er traditionelt færøsk med græs på taget.

Efter en tur hos bageren efter brød til kaffen, kørte vi af sted.

Det var som at træde ind i et lille bitte museum, hvor alt stod på rette sted, og hvor der var de fineste detaljer i alle rum. 

Det var et utrolig hyggeligt besøg i en lille færøsk tidslomme, og inden vi kørte tilbage mod Tórshavn, nød vi eftermiddagskaffen på de små skamler i køkkenet.

Desværre er huset efterfølgende blevet solgt – heldigvis til en tysk dame, som er meget passioneret omkring bygden Kvivík. Så vi håber, at hun passer rigtig godt på det lille, fine hus!

En fantastisk uge hos gæstfrie Katrin gav et livslangt kærlighedsforhold til de smukke, grønne øer i Atlanterhavet.

Læs også: Hyggelige Tórshavn

Læs også: Island – landet af ild og is

Du er meget velkommen til at synes godt om min side på Facebook:
Two Danes On Tour. Her kommer jeg med billeder og små anekdoter, når jeg er ude og rejse eller finder et mikroeventyr i Danmark. Det er også her, du kan se, når jeg har skrevet et nyt blogindlæg. Er du på Instagram, kan du finde mig her: @twodanesontour

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Fantastiske Færøerne blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Don Quijote-museet

Først aflagde vi Museo Iconográfico del Quijote et besøg. Det flotte hus fra 1800-tallet indeholder en stor samling af malerier og bøger om og med den kendte ridderfigur Don Quijote. Det er oprindeligt den spanske forfatter Miguel de Cervantes, der har skrevet disse bøger som en parodi på ridderromangenren.

Den store samling i Guanajuato er indsamlet af den spanske journalist og forfatter Eulalio Ferrer. Under et ophold i en konsentrationslejr i 1930’ernes Spanien, havde han kun én kilde til adspredelse. En lille Don Quijote-bog, som blev hans kæreste eje.

Efter han slap ud af lejren, rejste han til Mexico for at begynde et nyt liv. Han slog sig ned i Guanajuato og besluttede sig for at samle både malerier, skulpturer og bøger om den virklighedfjerne idealist Don Quijote, som havde “reddet” hans liv. Til sidst havde han samlet så mange genstande, at han og hans familie måtte flytte til et større hus for at få plads til det hele.

Der var nogle ret flotte malerier undervejs, og indgangen kostede kun 30 pesos/10 kr. pr. person, så selv om vi på forhånd ikke var de store Don Quijote-fans, så var det et fint besøg. Museet er lukket om mandagen og gratis om tirsdagen.

Diego Rivera

Endnu et museum blev besøgt. Denne gang den meget kendte mexicanske maler Diego Riveras fødehjem. Han blev født i dette hus i Guanajuato i 1886, og i underetagen står nogle af møblerne fra dengang. Stedet er selvfølgelig lavet om til et museum, som kan rumme mange mennesker samtidig, og det tog lidt af autenticiteten, desværre.

De øvrige to etager var fyldt med Diegos egne billeder og skitser, men efter vores mening ikke hans bedste. Dog var der nogle ret flotte af indianere, som Diego må have forestillet sig dem og deres ritualer. Desværre var det forbudt at fotografere hans tegninger og malerier.

Der var også en kopi af det meget kendte maleri “Dream of a Sunday Afternoon in Almeda Park” fra 1947. Originalen befinder sig i Mexico City, hvor vi så den i 2003.

Det interessante ved dette billede er, at alle er genkendelige personer gennem 400 år af Mexicos historie. Blandt andet er Frida Kahlo med og Diego har sågar malet sig selv to gange på billedet. Der er masser af symbolik i dette billede, og får du nogen sinde muligheden, så gå på opdagelse i alle detaljerne.

Indgangen til Diego Rivera kostede 25 pesos (under 10 kr.), så det må siges at være rørende billigt.

Mumier på museum

Det sidste museum, vi besøgte, var lidt bizart. I Guanajuato har de et meget berømt mumiemuseum kaldet El Museo de las Momias. Det ligger lidt i udkanten af byen og op ad en stejl bakke. Museet har 111 mumier, hvor af de 59 er udstillet i glasmontrer. 

Mumierne er opstået på en lidt tragisk baggrund. Tilbage i 1870 indførte man i Guanajuato en skat på begravelser, som forfaldt til betaling, når et gravsted skulle forlænges efter 5 år. Hvis de pårørende enten ikke ville eller ikke kunne betale, gravede man liget op, så der kunne blive plads til nye lig på kirkegården. Snart fandt man dog ud af, at en del af ligene var blevet til mumier på blot fem år. Man mener at ligene hurtigt tørrede ud, på grund af det varme og tørre klima i det højtbeliggende Guanajuato og på grund af de iltfattige stenkister, som de blev begravet i.

Mumierne blev samlet i en krypt i det ene hjørne af kirkegården. Snart blev krypten berømt, og folk begyndte at betale lidt penge til graveren, for at få ham til at åbne døren, så man kunne få et kig ind til det voksende antal mumier. I 1970 besluttede man at lave et decideret mumiemuseum, og det er blevet en stor succes!

En anden tilgang til døden

Vi Nordeuropæere synes nok, at det er lidt morbidt og makabert med sådan et museum. Men det skal jo også sættes ind i en regional kontekst i et land, hvor en stor del af kulturen har afsæt i de oprindelige befolkningers kulturer. For aztekerne var døden ikke enden på livet. Det var bare en anden måde at fortsætte livet på i underverdenen.

Den dag i dag fejres De dødes dag: El Dia de los Muertos over hele Mexico. Den 1. og 2. november valfarter mexicanerne til landets kirkegårde for at mindes og hylde deres forfædre, som de mener, vender tilbage til vores verden denne ene dag om året. De laver deres afdøde familiemedlemmers livretter og tager maden med hen på kirkegården. På det fint pyntede gravsted fester de sammen med de døde med mad, drikke og musik.

Vil du vide lidt mere om denne skik i børnehøjde, så har Disney sidste vinter lanceret tegnefilmen Coco, som er bygget over mexicanernes fejring af De dødes dag.

Helt tæt på mumier

Vi ankom til museet lidt op af formiddagen og opdagede, at det var et populært sted. På de to foregående museer, var vi gået lige ind. Nu kom vi til at stå i kø. Vi betalte indgangen på 60 pesos pr. person (ca. 20 kr.) Derudover betalte vi også 22 pesos (7 kr.) for at få lov til at fotografere derinde.

Derefter stod vi igen i kø, fordi folk blev lukket ind i hold. Først skulle vi se en film om mumierne og museet, men da den var gammel og kun var på spansk og uden undertekster, listede vi snart videre. Og så fik vi syn for sagen! Straks blev vi mødt af de første mumier.

Snart stødte vi ind i den næste gruppe besøgende, som netop lige havde set filmen. Hver gruppe blev ført rundt af en spansktalende guide, og der var rimelig mange mennesker i de forholdsvis små rum, hvis man gerne ville kigge næremere på de bizarrer mumier. Og vi må da sige, at der var noget at kigge på!

Vi gik dog lidt vores egne veje. Fulgte med en gruppe et stykke tid for at lytte til guidens fortællinger for så at gå lidt på egen hånd igen, men snart kom der jo også en gruppe bagfra.

Vi var overraskede over, hvor godt mange af mumierne var bevaret – det var med hud og hår!

Der var også nogle små babyer, som var klædt i fint tøj.

Her på museum kan de også bryste sig af at have verdens mindste mumie. Det er et foster af et lille drengebarn, som er optaget i Guiness Rekordbog.

Ved udgangen kunne man lave lidt sjov og spas mens man lige afprøvede nogle af mumiernes kister.

Vi må dog sige, at dette museum ikke nødvendigvis er for alle. For os var det en interessant oplevelse, men mindre børn og sarte sjæle skal nok ikke kigge forbi. 

Fantastisk pubcrawl – i etaper.

Oven på de lidt støvede museer var det blevet tid til at fugte ganen. Samtidig var der VM på programmet, da England tørnede sammen med Kroatien.

Der var kort sagt ikke andet at gøre end at finde de første og bedste saloondøre – og gå ind på Guanajuato Libre Cantina (Det er altså fantastisk, at saloon-døren stadig er i brug i denne del af verden. Det er ellers noget, man mest læser om i Lucky Luke).

Vi befandt os snart efter på et meget lokalt værtshus med super venlig betjening og imødekommende gæster. Folk rykkede sammen, så vi kunne få plads i baren. Anne Marie bad om en sodavand, mens Rasmus bestilte en øl. Og allerede efter den første tår blev der sat en ny øl foran ham med hilsen fra Luis for enden af baren.

Nye venner

Luis var i 70’erne, stamkunde og uden tvivl den mest velstående af alle barens gæster. Han var ikke det fjerneste interesseret i fodbold, så Rasmus måtte hurtigt droppe at følge med i kampen og i stedet tage en hyggelig snak med Luis. 

Snart mødte vi også en ældre nordmand, som var pensioneret og nu bosiddende i Guanajuato. Niels, der havde været på baren siden den åbnede, blev tydeligt nervøs, da Rasmus efter lidt tid spurgte Luis om den politiske situation i landet. Selvom nordmandens spanskkundskaber var nærmest ikke eksisterende, kunne han godt fornemme, at nu blev der snakket politik.

Men det viste sig, at han hellere skulle være nervøs på egne vegne over de svadaer, Luis lod rulle over ham, hver gang Niels ikke ville drikke en øl med ham, fordi han kun drak rom og cola. Og Rasmus måtte flere gange glatte lidt ud imellem Niels og Luis, som tydeligvis ikke talte samme sprog.

Nu ved vi jo ikke, om og hvor I andre går på værtshus. Men for os er det sjældent, at et værtshusbesøg over en fodboldkamp kaster så mange snakke og oplevelser af sig. Derudover rullede både øl og rom/cola i en lind strøm ud over disken. Så selvom det var hårdt og krævede en lille middagslur bagefter, så var det det hele værd.

Clave Azul

Dagen efter gik vi på jagt efter det lille hyggelige værtshus Clave Azul, som bl.a. er rost af Lonely Planet. Dog havde vi læst, at det kendte rejsebogsforlag havde gengivet en forkert vej derhen til, så her kommer den rigtige:

Gå til Plaza San Fernando. Find café Bossa Nova i den ene ende af pladsen. Der er en lille bitte gade Callejón ved siden af cafeen. Væggene er gule og blå og hvis du ikke vidste bedre, ville du nok ikke på eget initiativ gå ned af den. Men 15 meter fremme ligger Clave Azul.

Vi fik et bord ovenpå, hvor en dæmpet bossanova bød os velkommen fra højttalerne. Der var rå vægge, en sjov udsmykning og en hyggelig stemning, og snart havde vi bestilt både botanas og drikkevarer.

Botanas er små “hapsere”, man kan nyde sammen med sin øl. På en rigtig mexicansk cantina får man botanas med, så længe man køber noget at drikke. På Clave Azul var det lidt mere fancy, så her skulle de købes.
Hvis man til gengæld købte drikkevarer for 400 pesos, så var de gratis. 

Mariachi

Undervejs kom der også et mariachi band forbi og spillede for et par, som sad ved et af de andre borde. Det er meget traditionelt med denne form for musik, som ofte bruges til fester og bryllupper. Og det er ikke unormalt, at små orkestre kommer rundt på restauranter og barer og tilbyder at spille for penge. Musikerne kan være af svingende kvalitet, men de giver sig altid fuldt ud, så det kan både være hyggeligt men også anstrengende at høre på disse bands. 

Det var, som vi har forsøgt at beskrive, en hyggelig bar, men for os manglede der ligesom noget på Clave Azul. Der var en del turister på baren, men ingen snakkede med andre end dem, de var kommet sammen med. Vi savnede den mexicanske gæstfrihed, som vi havde mødt dagen før. Derfor gik vi ud for at finde endnu en ægte mexicansk cantina med saloon-døre.

Mexicansk stemning i særklasse

Lidt tilfældigt gik vi ind på Famoso Bar el Incendio – forkortet til FBI af de lokale, og det kom vi ikke til at fortryde. Det var eftermiddag, men på trods af det, gik vi igennem saloondørene til en prop fyldt mexicansk cantina. Lige hvad vi havde ønsket os!

Vi kæmpede derfor lidt for at komme frem og afgive bestillingen. Det viste sig nærmest umuligt grundet de mange gæster, men som så ofte før fik vi hjælp af de lokale. En gut råbte bartenderen an, så vi kunne få slukket tørsten. Ham kom vi straks i snak med, han hed Hector og var tømrer. Det var super hyggeligt at snakke med ham, og vi kvitterede med at give en omgang til Hector og hans kammerat.
Når en bajer koster 7 kr. kan man godt vise lidt taknemmelighed.

Noget af en overraskelse

Bedst som vi stod der med vores nyerhvervede drikkevarer, fik vi kigget os lidt omkring. Og her var det så, at det gik op for Anne Marie, at den lille halvmur, hun lænede sig op af, faktisk var eneste afskærmning til pissoiret, der hang på væggen i hjørnet af det åbne lokale. Så slap man også for at gå helt ud på toilettet…

Det forklarede også hvorfor, der havde været en lind strøm af unge mænd, der havde banet sig vej bagom Anne Marie. Og samtidig fandt vi ud af, at vores nye ven Hector ikke bare sad på et bord, men at han faktisk sad i håndvasken, som jo så ikke kunne benyttes. Vi var naturligvis glade for, at der ikke blev serveret botanas i små skåle, som vi skulle dele med de andre gæster!

Rasmus måtte selvfølgelig også prøve pissoiret – bare sådan lige for stemningens skyld

Udsmykningen på cantinaen var store vægmalerier, der forestillede tidligere tiders stamgæster. Stedets ejer er 3. generation, og selvom baren én gang er flyttet, så rummer den alligevel så mange minder og så meget sjæl for de lokale, at der stort set altid er fuldt hus.

Snart faldt vi i snak med flere andre mexicanere omkring baren. De var alle nysgerrige på, hvem de to udlændinge var, og snakken gik lystigt. Vi får altid mange gode kontakter, når folk finder ud af, at Rasmus taler spansk.  

Skulle vi engang komme tilbage til Guanajuato, så vil vi helt sikkert være at finde på FBI igen. Det var virkelig en sjov tur i byen.

Læs også: Street art i Guadalajara

Læs også: Mexico City

Du er meget velkommen til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med billeder og opdateringer, når vi er på farten. Efterårsferien går i år til Kirgisistan!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Mumier og pub-crawl i Guanajuato blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Byen er oprindeligt bygget i forbindelse med en sølvmine i en lille dal mellem bjergene. Guanajuato er dog for længst vokset ud af dalen og breder sig nu op af alle bjergsiderne.

Byens huse er utrolig farverige, og her er ingen restriktioner eller farvekodeks, som skal overholdes. Lyserød, grøn, gul, blå, orange, lilla – you name it! Alle farver blander sig i de snørklede brostensbelagte gader.

Til gengæld er der skrappe regler for neonreklamer og lyskurve, som er totalt forbudte i det historiske centrum. 

Her er store kirker, skyggefulde plazaer med træer klippet runde i facon og et fantastisk flot teater lige midt i byen. Og så er Guanajuato også berømt for sit store tunnel-vejnet, som findes under det historiske centrum, og som gør transport ind og ud af byen muligt.  

Musik og sang i gaderne

Byen oser af god stemning, men især om aftenen er der liv i gaderne. Optrædende tager folk med på “callejoneadas” – gåture rundt i de labyrintiske gader, med sang og musik samt spas og løjer undervejs. Vi betalte ikke selv for at gå med på sådan en tur, men vi mødte de optrædende hver aften og stoppede nogle gange op for at lytte til en sang eller to.

Og så havde de et af deres stop lige neden for vores hotel, så vi havde således glæde af dem hver aften kl. 21 og kl. 22.30. Vi synes dog, at det var både hyggeligt og stemningsfult på trods af, at det var de samme sange, vi hørte hver gang. 

Mens vi var i Guanajuato havde vi bosat os i det historiske centrum på det lille familiedrevne hotel Casa de Pita. Hver morgen kl. 9 var der fælles morgenmad for hotellets beboere i køkkenet. Her mødte vi rejsende fra hele Mexico samt resten af verden, og snakken gik lystigt på flere sprog.

Fra hotellets tagterrasse var der den skønneste udsigt over den farverige by. Vi var derfor godt tilfredse med valg af hotel.

Callejón Del beso

Guanajuatos mest kendte og mest fotograferede gade er uden tvivl den smalle Callejón Del Beso – kyssepassagen. 

Flere gamle sagn fortæller – ikke nødvendigvis samstemmende – om de to unge mennesker, Doña Carmen og Don Luis, som var blevet forelskede i hinanden. Der kunne dog ikke blive tale om et giftemål, proklamerede pigens strenge far.

Den unge fyr var listig og sørgede for at bruge sine surt tjente penge fra minearbejdet til komme til at bo i huset overfor Doña Carmens. Og da gaden var så smal, kunne de om aftenen, i ly af mørket, nå hinanden fra hver deres altan. 

En aften gik det imidlertid galt. De kom til at støje – eller også havde faderen hørt rygter i byen. Han overraskede dem i hvert fald. Og imens de stod og kyssede, kom Doña Carmens far listende ud på altanen og stak sin egen datter bagfra med en kniv. Luis holdt hende ifølge et af sagnene i hånden til den blev kold, og gav hende et sidste kys, imens et andet fortæller, at Don Luis faldt ud over altanen og slog sig ihjel i mødet med det tredje trin. 

Og uanset hvilket sagn man tror på, så er gaden nu berømt, og hvis man stiller sig på tredje trin (som engang har været malet rødt) og kysser sin elskede på munden, så vil man opleve 7 års held i kærlighed. Det måtte vi selvfølgelig prøve.

Kabelbane til den flotteste udsigt over Guanajuato

Midt i byen ligger det store, fantastiske nyklassicistiske teater Juarez, som anses for at være det smukkeste i hele landet. Lige bagved teateret ligger indgangen til kabelbanen. Det koster 50 pesos pr. vej at køre med. 

På toppen er der en stor statue af den lokale folkehelt Juan José de los Reyes Martínes, bedre kendt som El Pípila. Han var en fattig minearbejder, der deltog i præsten Miguel Hidalgos oprørshær under den mexicanske uafhængighedskrig i 1810-1811. Under et opgør mod spanierne, bandt El Pípila en stor flad sten på ryggen for at beskytte sig mod soldaternes kugler. Derefter kravlede han med en fakkel og en spand tjære hen til døren, hvor fjenden havde forskanset sig. Han smurte døren ind i tjære og stak ild til den. Det kostede ham livet, men han blev en stor folkehelt, og i 1930 blev dette kæmpe monument rejst til ære for ham. 

Udsigten over byen var formidabel, så den blev nydt, inden vi tog kabelbanen ned igen.

Guanajuato var virkelig et dejligt bekendtskab, og vi nød vores fire dage i fulde drag, hvor vi fik travet gaderne tynde på jagt efter masser af oplevelser.

I næste blogindlæg fortæller vi bl.a. om vores oplevelse på byens bizarre mumiemuseum. Vi kan godt afsløre, at det ikke er for sarte sjæle

Læs også: Vores guide til Mexicos pyramider

Læs også: På skildpaddejagt

Eller se alle vores indlæg fra Mexico

Vi bliver rigtig glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du se masser af rejsebilleder, når vi er på tur og følge med i, hvornår vi udgiver nye blogindlæg. Du er også meget velkommen til at følge os på Instagram @twodanesontour

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Fantastiske Guanajuato blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Gennem tiden har Mexico været befolket af flere forskellige folkeslag, som aztekerne, toltekerne, olmekerne og mayaerne, der alle har bygget pyramider rundt om i landet. Går turen til Mexico, vil du højest sandsynligt opleve nogle af disse fantastiske bygningsværker på din rejse, men hvilke pyramider skal du vælge at besøge? Og hvad er deres særlige kendetegn? Det vil vi give vores bud på i dette blogindlæg.

Der findes mange flere pyramider i Mexico end dem, som vi har med i denne guide, men som altid skriver vi kun om noget, som vi selv har oplevet. Vi begynder i det centrale Mexico omkring Mexico City og begiver os mod sydøst.

Teotihuacán

Teotihuacán er et stort og imponerende tempelkompleks ca. 1 times kørsel uden for Mexico City. Det var den største by i præ-columbianske Amerika. De to største pyramider hedder henholdsvis Solen og Månen, og det er stadig tilladt at kravle op på dem. Ifølge legenden var det i Teotihuacán, at guderne mødtes for at planlægge skabelsen af mennesket.

Fakta: Teotihuacán er bygget af Aztekerne ca. 300 år f.v.t.

Pyramiderne ligger i staten Mexico, og du kan nemt tage bussen dertil fra Mexico City. Der findes selvfølgelig også masser af guidede ture fra hovedstaden.

Pyramiden Månen er 43 meter høj, mens Solen er 65 meter. Disse pyramider er selvfølgelig på Unesco World Heritage site – og med god grund.

Pris: 70 pesos for voksne. Gratis for børn (2018).

Vi besøgte Teotihuacán i 2003 og i 2018. Læs om vores tur i 2018 her.

Fordele: Dette sted er et Must see for pyramide-elskere! Det er forholdsvis nemt at komme ud til pyramiderne fra Mexico City. Man kan stadig kravle op på Solen og halvvejs op ad Månen. Derudover er der et udmærket museum, med ting fundet i området.

Ulemper: Pyramiderne ligger på en stor åben plads, og der er ikke meget skygge at finde, så husk solcreme, solhat og rigeligt med vand. Der er mange sælgere, som gerne vil falbyde deres varer. De fleste går dog igen efter et pænt nej tak.

Templo Mayor

Lige i centrum af Mexico City ligger resterne af pyramiden Templo Mayor, som var et af hovedtemplerne i aztekernes hovedstad. Templo Mayor er bygget på det sted, hvor det siges, at aztekerne så en ørn fange en slange, og hvor de efterfølgende grundlagde byen Tenochtitlan. Det er det, som kan ses i midten på det mexicanske flag. Der er desværre ikke en pyramide at se længere, men resterne af den pyramidestruktur, der udgjorde fundamentet for hovedtemplet, er stadig synligt. Da det er midt i byen, er der moderne bygninger til alle sider, men det kan alligevel være et besøg værd, da det er en af byens stoltheder. Her er også et museum med genstande fundet i området.

Fakta: I 1600-tallet byggede spanierne byen Mexico City på samme sted som Templo Mayor og derfor ligger ruinerne i dag centralt tæt ved Zocalo’en i Mexico City.

Templo Mayor er sammen med resten af det historiske centrum i Mexico City et Unesco World Heritage site.

Pris: 70 pesos for voksne – gratis for børn under 13 år. Dog gratis for alle om søndagen. Lukket mandag (2018)

Vi besøgte Templo Mayor i 2003. Vi har hørt, at stedet er blevet yderligere udgravet, siden vi var forbi.

Fordele: Ruinerne ligger lige midt i centrum af Mexico City, så du vil højst sandsynligt komme forbi på en tur rundt i byen.

Ulemper: Der er ikke så meget tilbage af pyramiderne, så pas på ikke at blive skuffet – især hvis du har set andre pyramider før denne.

Cuicuilco

Cuicuilco er den eneste runde pyramide i Mexico og selv om den ikke er så imponerende, kan den godt være et besøg værd, hvis man er en pyramidenørd. Denne konstruktion er nemlig forløberen for Teotihuacán og sandsynligvis den ældste by i området omkring Mexico City. Aztekerne måtte dog rømme byen i al hast, da vulkanen Xitle gik i udbrud. Den dag i dag kan man se, hvor lavaen har flydt.

Fakta: Cuicuilco ligger i den sydlige del af Mexico City, tæt på vejen Autopista Urbana Sur. Efter vulkanudbruddet flyttede indbyggerne ca. 65 km mod nord til det der i dag er Teotihuacán.  

Pris: Det er gratis for alle at besøge pyramiden og det lille museum.

Fordele: Cuicuilco ligger i Mexico City. Man må kravle op på konstruktionen. Der er et lille museum med fund fra området, bl.a et skelet og et par kranier. Det er gratis!

Ulemper: Der er ikke så meget at se, så besøget er hurtigt overstået.

Palenque

Mayaruinbyen Palenque imponerer de fleste med dens fantastiske placering i junglen og dens fine arkitektur. Derudover findes der et rigtigt gravmonument her – noget der er sjældent ved pyramiderne i Mexico. Der er en inskription på 600 hieroglyffer, som har givet historikere et godt indblik i Palenques historie og dynastier.

Fakta: Palenque blev påbegyndt af mayaerne ca. 200 år før vores tidsregning.

Pyramiderne ligger i staten Chiapas tæt på grænsen til Guatemala.

Palenque er et Unesco World Heritage site

Vi besøgte Palenque i 2003

Fordele: Pyramiderne er utrolig smukke og ligger flot inde i junglen. En stor del er udgravet og renoveret, så man kan se, hvordan det har set ud. Arkæologerne regner dog med, at der stadig er over 1000 strukturer, som endnu ikke er udgravede.

Ulemper: Der er langt til Palenque. Det nemmeste er at flyve til Villahermosa og tage en bus ca. 4 timer mod syd.

Uxmal

Troldmandens pyramide i Uxmal er den eneste i Mexico med en oval form. Stedet er også kendt for sine vandcisterner, da der ikke findes nogle floder, cenotes eller andre almindeligt forekommene vandressourcer her. I Uxmal kan du også se en boldbane til maya-spillet poc ta poc. 

Fakta: Uxmal blev grundlagt af Mayaerne omkring år 500. 

Ruinerne ligger i staten Yucatan og er en del af ruten Ruta Puuc sammen med fire andre mindre ruiner. Nærmeste større by er Mérida.

Uxmal er et Unesco World Heritage site

Vi besøgte Uxmal i 2015. Du kan læse mere om vores besøg her.

Fordele: Det er den eneste ovale pyramide i Mexico. Da den ligger lidt uden for alfa-vej, får du det nærmest for dig selv, især hvis du kommer fra morgenstunden.

Ulemper: Det er ikke på den normale “turistrute”, så du skal gøre lidt for at komme dertil. Det er nemmest at flyve til Meridá og tage bus eller lejebil derfra.

Chizhén Itzá

Chizhén Itzá er uden tvivl Mexicos mest kendte pyramide-område. Det ligger tæt på andre store turistattraktioner på halvøen Yucatan, som de fleste turister i Mexico besøger. Den største pyramide på 30 meter er Kukulkán (på spansk: El Castillo). Pyramiden er ikonisk og med på alle turistbrochurer. Pyramiden fungerer som en kalender. Hver side har 91 trin (altså 4 gange 91 = 364) plus den øverste platform = 365 – ligeså mange trin som dage på et år. Ned langs pyramiden er der en slange, som ved solhverv bliver ramt af solens stråler. Det er ret fantastisk.

Derudover finder du også en boldbane fra det berømte maya-boldspil poc ta poc og en cenote, hvor maya’erne blandt andet ofrede mennesker til guderne.

Fakta: Pyramiderne ligger i staten Yucatan og blev bygget for ca. 1700 år siden af Mayaindianerne. Nærmeste større byer er Cancun og Valladolid, hvorfra der går masser af busture til Chizhén Itzá.

Stedet er et Unesco World Heritage site

Pris: 254 pesos for voksne (2018)

Vi besøgte Chizhén Itzá i 2012 og 2018. I 2012 skrev vi et blogindlæg, som du kan læse her.

Fordele: Must see! Det er Mexicos mest ikoniske pyramide og er blandt verdens syv nye vidundere.

Ulemper: Det er overrendt af turister, fordi det er så spektakulært. Kom derfor tidligt på dagen. Man må ikke længere kravle op på pyramiden. Der er meget varmt og ingen skygge midt på pladsen ved Kukulkán.

Ek’ Balam

Ek’ Balam ligger fantastisk med jungle til alle sider. Stedet består af 45 bygninger, og det har i en kortere periode været hovedstad i Maya-riget.

Fakta: Ruinerne ligger i staten Yucatan, tæt på Valladolid.

Der er en cenote i nærheden, som du kan komme til ved at leje cykel eller betale for en cykeltaxa, så husk dit badetøj.

Pris: 211 pesos for voksne og 70 pesos for børn under 13 år (2018)

Vi besøgte Ek’ Balam i 2012 og 2018. Du kan læse om vores tur i 2012 her.

Fordele: Det er en rimelig velbevaret maya-by. Du får højest sandsynligt stedet næsten for dig selv, da de fleste andre er kørt til Chitzén Itzá. Du må kravle op på pyramiderne og nyde udsigten. Der er skov til alle sider og derfor også lidt dyreliv i form af fugle, leguaner og sommerfugle.

Ulemper: Der er ikke rigtig nogen. Det skulle da lige være, at det ikke er et af de store mayasteder. Men det ser vi nu mere som en fordel. 

Tulum

Mayaruinerne i Tulum er helt specielle, da det er et af de eneste sted, hvor maya’erne har bygget pyramider ved havet. Derfor er der også den skønneste udsigt til det turkisblå caribiske hav. 

Fakta: Ruinerne ligger i staten Quintana Roo på Yucatan-halvøen.

Vi besøgte Tulum i 2003, 2012 og 2018. Vi skrev om vores oplevelser i 2012.

Pris: 70 pesos for både børn og voksne. Til gengæld kom vi til at betale 180 pesos for parkering! (2018)

Fordele: Det er de pyramider, som ligger aller smukkest lige ved havet. Husk evt. dit badetøj, hvis du skulle få lyst til en dukkert. Du kan være heldig at se en næsebjørn og masser af store leguaner. 

Ulemper: Der er mange mennesker, da stedet er meget populært. Selve pyramiderne er ikke specielt interessante. Det er deres placering ved havet, som gør det til et særligt sted. Der er meget varmt og ikke meget skygge. Men tit er der en dejlig brise fra havet, som gør det udholdeligt at besøge stedet om morgenen.

Cobá

Cobá er et maya-tempelkompleks, som ligger inde i junglen. Området er ca. 80 kvadratkilometer og er kun delvist udgravet. Ved Cobá kan man kravle op på Nohoch Mul, som er 42 meter høj og har 130 trappetrin. Der er også et gammelt observatorium, en poc ta poc bane og en maya-kalender, som forudsiger, at jorden går under i 2012. Men det kom jo heldigvis ikke til at passe.

Fakta: Ruinerne ligger i staten Quintana Roo på Yucatan-halvøen. Der er ca. en times kørsel fra Tulum.

Vi besøgte Cobá i 2012 og skrev et blogindlæg om turen.

Fordele: Du kan kravle op på den højeste mayakonstruktion på Yucatan. Herfra er der skov, så langt øjet rækker. 

Ulemper: Pyramiderne er ikke så velholdte. Der er langt mellem pyramiderne, så det kan være en fordel at leje en cykel eller tage en cykeltaxa.

Calakmul

Calakmul ligger på grænsen mellem Mexico og Guatemala og er udover sine flotte og velbevarede pyramider især kendt for sit interessante dyreliv. Her er nok den største chance for at se en jaguar i Mexico! I oldtiden var Calakmul, også kaldet slangens kongerige, en af de førende kongebyer og altid i krig med nærliggende Tikal i det nuværende Guatemala. Man mener, at der har boet 50.000 mennesker i denne by, som består af 6750 konstruktioner, hvoraf mange af dem ikke er udgravet. Derudover er der hele 117 stentavler i forbindelse med pyramiderne. Det højeste antal fundet på Yucatan-halvøen.

Fakta: Ruinerne ligger i staten Campeche på Yucatan-halvøen kun 35 km. fra Guatemala. Der er til gengæld 120 km til nærmeste by Xpujil.

Calakmul er et Unesco World Heritage site både på grund af ruinerne, men også fordi de ligger i en beskyttet tropisk skov.

På en meget klar dag kan man fra den højeste konstruktion i Calakmul se hele vejen til Tikal i Guatemala.

Vi besøgte Calakmul i 2015 og skrev om vores oplevelser med både ruiner og natur.

Fordele: Det er så langt ude i skoven, at du får det meste for dig selv. Der er masser af dyreliv – ræve, vildsvin, aber, fugle og hvis du er SINDSYGT heldig jaguar og tapir! Dyrelivet er klart en god grund til at besøge dette spændende sted. Du kan her kravle op på den højeste mayakonstruktion på Yucatan på 45 meter.

Ulemper: Det er en MEGET lang køretur. Først skal du til byen Xpujil og derfra skal du køre de 120 km til ruinerne.

Tikal

Tikal ligger slet ikke i Mexico, men i nabolandet Guatemala. Det er sådan et fantastisk sted, så det måtte alligevel med i guiden. Tikal var inden spaniernes ankomst til Yucatan en af de største og mest magtfulde maya-byer.

Fakta: Tikal ligger i området El Petén i Guatemala. Pyramiderne er omgivet af regnskov og er en del af Tikal nationalpark. Nærmeste større by er Flores.

Som mange af de andre steder er Tikal også på listen over Unesco World Heritage.

Vi besøgte Tikal i 2003 

Fordele: Must see! Der er utrolig smukt! Der er dejligt dyreliv rundt om med bl.a næsebjørne og edderkoppeaber. Du kan også høre brøleaber give deres fantastiske kald om morgenen.

Ulemper: Det er ikke i Mexico, så du skal over grænsen til Guatemala, hvilket kan være noget af en langsommelig affære.

Vi håber, at du ved hjælp af denne guide blev lidt klogere på nogle af Mexico’s pyramider, og at du fik lyst til at besøge nogle af dem. Du er altid velkommen til at skrive til os, hvis du har brug for hjælp til at planlægge din ferie til Mexico.

Vi vil blive rigtig glade, hvis du også har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Vores guide til Mexico’s pyramider blev først udgivet på Two Danes On Tour.

En anderledes indflyvning

Landingsbanen nærmer sig. Og da vi er tæt på jorden udbryder Anne Marie, som har fået vinduesplads “Jeg tror det regner”.
Vi flyver lige hen over landingsbanen. Flyet ryster, men ikke faretruende. Landingshjulene rammer landingsbanen, men det virker som om, at vi rammer skævt på, og at piloten ikke kan bremse nok. Det blæser kraftigt, flyet slingrer fra side til side og straks giver piloten igen fart og vi stiger op og op.

“What happened?” spørger en mexicaner på den anden side af gangen, men vi ved det lige så lidt som han. Puha, det er ikke hver dag, at man får sådan en tur hen over landingsbanen.

Stewardesserne udstråler dog alle ro, og efter et par minutter lyder kaptajnens stemme over højtaleren. “Vi var fløjet ind i et tropisk regnvejr og kunne derfor ikke lande. Vi cirkler en gang rundt om Guadalajara og prøver en gang til”.

Så sidder man så der højt over byen og tænker: “Hvordan kommer vi ned? Og kommer vi overhovedet ned? (Det er her, Rasmus meget passende joker med klassikeren om, at ned skal vi nok komme.) Eller bliver vi nød til at flyve videre til en anden lufthavn?”

Det tager 15-20 minutter at flyve rundt om byen, og der kan man alligevel nå at tænke nogle tanker. Det går dog fint anden gang. Regnvejret er drevet over.

Taxa til Guadalajara centrum.

Vi vælger at tage en taxa ind til byen. Inden vi når ud i ankomsthallen er der en “taxa-bod”, hvor man køber billet på forhånd. Det koster 320 pesos/110 kr. at komme til centrum på denne måde. Man kan også tage bus til den centrale busstation og derfra tage en taxa videre, men vi vurderer, at det ikke kan betale sig for os.

Overnatning

Vi har snakket lidt frem og tilbage om, hvor vi skal bo. Rasmus har fundet et udmærket hotel på internettet. Anne Marie har læst om nogle andre rejsebloggere, som har boet på Hostal de Maria, som de roser til skyerne. Anne Marie argumenterer for, at det er sådan et sted, man møder andre rejsende, og at det er nu, vi har chancen. Det afgør sagen. 

Hostal de Maria ligger på et lille torv i udkanten af det historiske centrum af Guadalajara. Der er fint, roligt og området virker sikkert. Vi har bestilt et dobbeltværelse med eget bad og toilet til 410 pesos pr. nat – i omegnen af 140 kr. Dette er endda inklusiv morgenmad.

Eneste problem er bare, at alle de andre rejsende, som vi har glædet os til at møde og snakke med, udebliver. Altså; der er bare os. Vi ser ikke nogen andre end receptionisten og rengøringsdamen de ca. 24 timer, vi bor der.

Fedt street art

Vi begiver os snart ud for at se på byen. Anne Marie har på nettet set et smukt street art billede af den kendte mexicanske maler Frida Kahlo. Det må vi prøve at finde. AM har dog ikke kunne finde adressen på nettet, og da Rasmus spørger de lokale, ved de ikke, hvor det er. Hmmm, hvad gør man så i en by med 4,5 millioner indbyggere? Det er jo som at finde en nål i en høstak!

Vi går lidt rundt på må og få og nyder de andre street art billeder. Der er så mange flotte at fotografere. Vi kan slet ikke få nok.

Lidt tilfældigt går vi ned ad en lille gågade med små restauranter, men kan ikke beslutte os for, om vi skal sætte os ned og spise frokost eller lede lidt videre. 

For enden af gaden ser Anne Marie et stort vægmaleri, som hun lige vil se nærmere på. Da hun vender sig om og kigger på bygningen lige bag hende, kan hun slet ikke tro sit eget held. “Det er her Rasmus! Frida er her!” Ved et rent tilfælde er vi gået lige derhen til. Og det er bare SÅ smukt! Og med så mange detaljer.

Da vi tjekker billedet på nettet, kan vi nu se, at bygningen er blevet malet over og at dette er et endnu flottere billede af Frida end det, vi har ledt efter. Jublen vil ingen ende ta’.

Hvis du også vil finde billedet, så er det malet på den bygning, som huser baren La Lupita. Det er på gaden Morelos og mellem gaderne Mezquitán og Mariano de la Bárcena.

Madmarkeder i Guadalajara

En anden ting vi udforsker er madmarkeder. Vi når at besøge tre forskellige på under 24 timer.

Første stop er Mercado Mexico, og det er klart det falske sted for os. Det er fint, det er dyrt, det er posch – og skal man ud en aften med vennerne for at drikke rosé og spise dyre bøffer, så er det klart et fedt sted. Men nu er vi jo på jagt efter noget autentisk mexicansk til humane priser, så vi går videre.

Næste morgen tager vi en taxa til Mercado Santa Tere (sita). Altså navneforvirringen er total. Vi og Maps Me kalder stedet Santa Teresita. De lokale siger bare Santa Tere og på skiltene rundt om, står der Mercado General Manuel Avila Camacho. Nå, vi fandt stedet!

Her er der hver morgen et kød- og grøntsagsmarked, samt en masse små boder, som sælger morgenmad til mexicanere på vej på arbejde. Rasmus får en lonche con carnita – brød med svinekød. Anne Marie prøver en kartoffelpandekage med ost. Dertil skyller vi ned med en stor mangojuice. Mexicanerne kan virkelig noget med frisk juice! Og vi elsker det.

I får lige vores fire favoritter:
Limejuice – limonada.
Appelsinjuice – jugo de naranja (det er virkelig en tungetvister at sige det)
Vandmelonjuice – jugo de sandia
Mangojuice – jugo de mango (den er ikke svær)

Sidst men ikke mindst besøger vi Mercado Corona, som ligger lige i centrum tæt på katedralen. Her får Anne Marie to gange gringa – quesadilla med ost og møre kødstykker, og hun er i himmelen. Den lille restaurant hun spiser på hedder El Barbon, ligger i stueetagen og kan anbefales. Dette marked har en masse madboder med forskellige tacos mv. Men også butikker med tøj, tasker osv.

Tlaquepaque

Inden vi smutter fra Guadalajara drejer vi lige en tur forbi bydelen Tlaquepaque. Den er super hyggelig og meget smuk. Husene er farverige med blomster langs murene. Vi snakker om, at her kan man også bosætte sig for et par dage, næste gang man lægger vejen forbi det centrale Mexico.

Det er her, at de er kendte for paraplyer i gadebilledet, som hænger for oven som et tæppe. Vi går på jagt efter dem, og finder ud af, at det ikke er i juli måned, at de hænger der. Oh well, vi støder alligevel på lidt paraplyer i en shoppingarkade, og her er der også andet sjovt at kigge på. Og fotografere.

Læs også: Mexico City

Læs også: Hjem til hvalhajerne

Eller se alle vores indlæg fra Mexico

Følg gerne med på Facebook Two Danes On Tour, hvor vi hele juli lægger masser af rejsebilleder ud fra Mexico og Belize. Vi bliver så glade, hvis I vil synes godt om vores side. Det er jo jer følgere, som gør det sjovt at skrive nye blogindlæg.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Street art i Guadalajara blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Dengang tog vi den lokale hønsebus de ca. 50 km uden for Mexico City, og Anne Marie husker stadig, hvordan musikanter stod af og på for at spille for passagererne i håbet om at tjene et par pesos, ligesom små indianerkvinder i farverigt tøj solgte tamales, frugt og snacks fra små flettede kurve.

Genbesøg til Teotihuacan

Da vi i år planlagde vores ophold i Mexico City sammen med Cesar, spurgte han, om vi havde lyst til at tage en tur til Teotihuacan. Og selv om vi havde været der før, så ville vi begge gerne gense dette imponerende sted, som selvfølgelig har en plads på listen over Unesco Kulturarvssteder.
Vi pakkede derfor bilen inklusiv Cesars datter Fer og hans svigermor! Jo, det skulle nok blive en herlig tur.

Vild trafik og farverige forstader

Først kørte vi gennem hele Mexico City, som hver morgen og aften er noget af en udfordring. Men som Uber-chauffør, kender Cesar sin vej rundt i millionbyen.

Vel ude på den anden side, var der motorvej hele vejen til Teotihuacan, så turen gik forholdsvis hurtigt. Undervejs så vi nogle af de farverige forstader, hvor turister dog ikke skal bevæge sig ind på egen hånd pga. sikkerheden – eller mangel på samme.

Teotihuacan

Vel fremme blev vi mødt af den ene salgstale efter den anden fra guider, som gerne ville tjene en skilling på at vise os rundt. Vi fandt dog ud af selv at køre til zone 5, hvor vi købte indgangsbilletter til 70 pesos for voksne – ca. 25 danske kroner. Herfra var der kort vej til det, det hele handler om. De fantastiske pyramider.

Teotihuacan blev bygget omkring 300 år f.kr. Navnet betyder Gudernes sted, og var den største by i det, der bliver kaldt det præ-columbianske Amerika – altså før spanierne ankom og vendte op og ned på det hele. Ifølge Aztekerne var det lige netop her, at Guderne mødtes for at planlægge skabelsen af mennesket.

Man mener, at da byen Teotihuacan var på sit højeste, boede der 65.000 mennesker. Faktisk voksede Teotihuacan sig først stor efter at pyramiden Cuicuilco, som vi besøgte dagen før, mistede sin betydning, da den blev oversvømmet af lava i forbindelse med vulkanudbruddet fra Xitle.

Op på Solen

Havde det stået til os, så var vi nok kørt herud da pyramiderne åbnede kl. 8 om morgenen, men nu nærmede klokken sig 11 i stedet for.

Vi skyndte os derfor at kravle op på Solen, den største pyramide, inden middagsheden for alvor satte ind.

Udgravninger har vist, at pyramiden ikke indeholder et gravkammer, men der har i fordums tid været et tempel på toppen. I følge historikere tilbad Aztekerne solen ved dette tempel, og det er derfra, at pyramiden har fået sit navn.

Lige som sidst var det fantastisk at bestige Solen. Husk dog, at opstigningen måske ikke er for alle. Der er langt op, trinnene er stejle og nogle gange høje, og folk med højdeskræk vil nok ikke bryde sig om det. Men dem, som kommer helt til tops, bliver belønnet med en ubeskrivelig udsigt til den anden store pyramide kaldet Månen, og vi nød det i fulde drag!

Vel nede igen gik vi ad Dødens Avenue mod netop Månen. Man mener, at denne vej har været brugt til optog, som har gået forbi Solen og ned til Månepladsen.

Undervejs så vi et maleri på en af væggene af en puma, som for aztekerne var et helligt dyr. Fantastisk at dette gamle maleri stadig eksisterer!

Og så en tur på Månen

På Månen kan man kun kravle op til den første platform, som er ca. halvvejs til toppen. Og trinnene er endnu stejlere!

Men op skulle vi da. Sådan ligesom for gammelt venskabs skyld – og selvfølgelig for at se Solen fra Månen!

Til højre for Månen (hvis du står neden for og kigger op på den) havde vi luret, at man kunne klappe foran nogle af trapperne, og så gav det et sjovt rungende ekko. Skulle du komme til Teotihuacan, så se om du kan finde det rigtige sted.

Til venstre for Månen, kan man nu komme ind og se nogle tidligere boliger, som er blevet “renoveret”. Det er vi altså ret sikre på, at man ikke kunne se sidst, vi var her. I dette område er der også små butikker, hvor man kan købe is og vand og komme på toilettet.

Inden vi kørte tilbage mod Mexico City, besøgte vi også museet tæt på indgangen. Der var mange fine ting og skilte på både spansk og engelsk.

Der er også en model af hele området, så man kan få et bedre overblik og virkelig få en fornemmelse af, hvor stort området er. Og når du har købt billet, er dette museum med i prisen

Endnu engang var det en stor oplevelse at besøge Teotihuacan, og det er klart et must see, hvis du bare er lidt historieinteresseret og kommer forbi Mexico City. Denne gang var vi i egen bil. Det er også muligt at tage en almindelig bus derud, eller hoppe med på en af de mange ture, som hver dag afgår fra Mexico City.

Læs også: Chichén Itzá
Læs også: Calakmul, Mexico

Vi deler masser af dejlige billeder fra Mexico på Facebook og Instagram @twodanesontour. Alle er meget velkomne til at synes godt om og følge os. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Teotihuacan blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Prøv lige at smage lidt på det: 22 millioner mennesker! I én by! Trafikken er derefter. Veje i flere etager, store trafikpropper og en metro med tilhørende busser, som ikke kan følge med efterspørgslen.

Byen ligger i 2.200 meters højde, og store dele af Mexico City er bygget på gammel søbund. Derfor er der store problemer med, at byen synker, og at husene revner.

Der er også stor mangel på vand, da undergrunden er tømt for ressourcer på trods af, at det regner mere i Mexico City end i London. Derfor må vand transporteres over 100 km fra bjergene. Men det er en dyr affære, da det kræver masser af strøm. Derfor er priserne på vand i Mexico City de højeste i verden.

Og som om det ikke var nok, så er her også forholdsvis tit jordskælv. Blandt andet ramte et stort jordskæv byen i september 2017 med mange hundrede døde mennesker til følge. 

Vi blev derfor som noget af det første introduceret til den jordskælvs-app, som vores vært Cesar benytter. Den er sat til kun at alarmere ham, hvis skælvet er på mere end 5 på Richterskalaen. Lyder alarmen, skulle alle gerne være ude af bygningen inden for 1 minut. Nå ja, så ved man ligesom, hvor man er landet.

På besøg hos Cesars familie

Cesar kender vi gennem HospitalityClub, som ligesom CouchSurfing er en webside, hvor man kan komme i kontakt med rejsende fra hele verden. Man kan tilbyde folk at overnattet, at vise dem rundt i byen, at tage dem med til koncert eller noget helt fjerde.

For 10 år siden, kom Cesar til Danmark og boede en uges tid hos os. Han var med på den årlige familiecykeltur for at fejre Rasmus’ fars fødselsdag, vi besøgte sammen Møns klint, og Rasmus havde ham med på pubcraw i Nykøbing by night. Vi har holdt kontakten siden via Facebook, og nu er det så endelig tid til genbesøg i Mexico City.

På de ti år, som er gået siden sidst vi sås, har Cesar fundet sammen med Evelyn, og de har fået datteren Fernanda. Det var rigtig hyggeligt at møde hele familien.

Coyoacán

Den første dag tog familien os med på søndagsudflugt til området Coyoacán. Det er her, at kunstneren Frida Kahlos berømte blå hus ligger. Vi besøgte huset for 15 år siden og kan kun anbefale et visit, hvis man er interesseret i mexicansk kunst og kultur. Denne gang sprang vi dog over, da køen var kæmpe lang. Husk at købe billet i forvejen online, så du kan springe monsterkøen over!

Om søndagen er det kutyme for mexicanere at gå i kirke og derefter tage på udflugt med familien. Her i landet er arbejdsugen nemlig 48 timer, og derfor er lørdag inddraget til arbejde! Så søndag er den eneste fridag til at nyde livet. 

Samtidig skal det da også lige nævnes, at du som ansat det første år kun optjener 6 feriedage! De næste 4 år får du 2 feriedage mere pr år. Derefter får du én ekstra feriedag om året, indtil du når max antal, som er 18. Skulle du vælge at skifte job, begynder du selvfølgelig forfra med kun 6 feriedage om året. Okay, der fik vi så lige kaffen galt i halsen! Og vi føler os utroligt privilegerede som danskere at hav ret til 6 ugers ferie om året og en arbejdsuge, som kun siger 37 timer, samt fri både lørdag og søndag. 

Fodbold med familien

Efter at have vandret rundt i Coyoacán og spist is på den legendariske El Kiosko, blev det tid til at se Danmark spille ottendedelsfinale mod Kroatien.

I mellemtiden havde Cesar skrevet rundt til hele sin familie og fortalt, hvor vi var. Så inden vi så os om, var vi 14 til fodbold og cervezas. Super hyggeligt og lige som vi havde ønsket os det.

Vi havde haft en landsholdstrøje med til Cesar, så vi var alle tre i rødt og hvidt – men lige lidt hjalp det. Vi blevet slået ud i straffesparkskonkurrencen. 

Fødselsdag og politik

Om aftenen mødte vi hele Evelyns familie, da vi var inviteret med til hendes tantes fødselsdag. Her blev vi budt på traditionel suppe og fødselsdagslagkager.

Og så var vi vidne til en historisk begivenhed under fødselsdagen. Mexico fik ny præsident. For tredje gang vandt Andrés Manuel Lópes Obrador (også kendt som AMLO) valget til præsidentposten – men det er første gang, han rent faktisk har fået lov til at regere landet. De andre gange har han været udsat for korruption og valgfusk. men denne gang var det en jordskredssejr, som hans modstander ikke kunne sidde overhørig.

AMLO er gået til valg på mindre korruption, afskaffelse af ublu ministerpensioner samt lige pension til alle ældre om de bor i byerne eller på landet. Og disse ting er noget, som menigmand i Mexico virkelig higer efter. Vi hører igen og igen, hvordan den almindelige mexicaner knokler 48 timer om ugen og betaler høje skatter. Samtidig ser de, hvordan guvernørere stikker penge i egen lomme, mens hullerne i vejen bliver større og større. Politiet, som burde sørge for befolkningens sikkerhed, kan man ikke stole på. De opdigter bøder og vender det blinde øje til kriminelle handlinger, hvis det kan gavne dem selv. Og det offentlige hospitalsvæsen og skoler er under al kritik, hvorfor der kun er en mulighed. At betale sig fra det.

Nu bliver det spændende at se, hvor meget AMLO kan ændre på situationen. “Men nu er der da håb for første gang i lang tid” siger mexicanerne. Vi håber, at løfterne bliver indfriet.

Pyramider

Dagen efter så vi først fodbold Brasilien – Mexico, men endnu engang var det ikke til vores fordel. Vi så kampen i kantinen på det hospital, hvor Evelyn arbejder, så hun også kunne være med, selv om hun skulle på arbejde. En lidt spøjs oplevelse at sidde blandt læger i hvide kitler i stedet for mexicanere i grønne landsholdstrøjer.

Om eftermiddagen kørte vi til pyramiden Cuicuilco i den sydlige del af Mexico City. Den skulle efter sigende være Mexicos eneste runde pyramide.

Stedet var engang en hel landsby, men da et vulkanudbrud i nærheden sendte lavastrømme ind over området, flygtede folk.
Det var spændende at se stedet og høre historien – og så var det tilmed gratis!

Gammelt venskab

Om aftenen besøgte vi Rasmus’ gamle gymnasiekammerat Bjørn, som nu bor i Mexico City med sin familie. Bjørn og Rasmus var begge på udveksling i Mexico i 1991/92, så der blev fortalt masser af røverhistorier fra gamle dage.

Tænk at de to startede deres Mexicoeventyr sammen for 27 år siden, og så ville skæbnen, at de skulle mødes nu igen i Mexico City. Ingen tvivl om, at det udvekslingsophold på mange måder har været skelsættende for dem begge to, og at de begge har en stor kærlighed til landet Mexico og dets befolkning.

Bjørn bød på tacos, lækker is og en Uber hjem. Her i Mexico City er det sikrere at køre med Uber end med taxa. Du bestiller den over din telefon, du kan hele tiden følge med i, hvor bilen er, og du skal på intet tidspunkt have penge op af lommen, da dit kreditkort er forbundet med din Uber-konto. Super smart! Sådan er det dog ikke over hele Mexico, da Uber er ulovligt i nogle stater.

Vi havde nogle skønne dage i Mexico City, inden turen gik mod varmere himmelstrøg i Sonoraørkenen hos Rasmus’ mexicanske værtsfamilie i Guaymas, samt Rodolfo og hans familie i Hermosillo.

Læs også: Spise med Price… på Isla Mujeres

Læs også: Tulum

Vi deler masser af skønne billeder på Facebook og Instagram @twodanesontour lige nu. Vi har stadig to uger i Mexico og en i Belize, så følg gerne med.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Mexico City blev først udgivet på Two Danes On Tour.

En lang biltur

Ella kunne heldigvis tage en god lur i bilen. Og da vi nåede Hvolsvöllur, stoppede vi ved en tankstation og spiste morgenmad i solen. Det var faktisk den første solskinsdag, vi havde i Island. Vi havde forsøgt at finde en bager, men de åbner altså ikke tidligt i Island! Her sover både folk og bagere længe.

Vi stoppede et par gange undervejs for at tage billeder af det fantastiske landskab. Men ellers kørte vi bare der ud af for hurtigst muligt at komme til parkeringspladsen ved Sólheimasandur. Parkeringspladsen havde vi lokaliseret på app’en Maps.me, og den var ikke svær at finde, da vi kom kørende. Vi var ikke de eneste, som havde fået den idé at gå ud til flyvraget.

Vandretur forude

For år tilbage var det muligt at køre helt ud til stranden. Men det har de lokale jordejere sat en stopper for, da det blev alt for meget med alle de besøgende, som ikke nødvendigvis passer så godt på Islands sårbare natur. Husk lige på, at nogle af de planter, som vokser her, er 70 år om at komme sig, hvis de bliver beskadiget.

Nu bliver man nødt til at gå de godt 3,8 km hver vej, hvis man vil opleve flyvraget ved Vík, men det har nu også sin charme.

Vi havde hjemmefra fortalt Ella om flyvraget og vandreturen. Hun var lige som os helt klar til at spænde vandrestøvlerne og gå turen sammen med os. Islandske lakridser i lommen var også med til at holde humøret oppe.

Vi gik godt til alle 3 ad den stenede vej, hvor man hele tiden skulle holde øje med, at man ikke faldt over de knytnæve-store lavasten. Vejen virker lang, fordi man er spændt på, hvad der venter, men også fordi der ikke rigtigt er nogle pejlemærker at gå efter i landskabet. Hele turen er dog afmærket med gule pæle, så det er ikke svært at finde. 

Det amerikanske flyvrag

Efter en lille time kunne vi begynde at se flyvraget i det fjerne, hvor omkring 20 andre turister allerede gik rundt. Heldigvis begav de fleste af dem sig tilbage imod parkeringspladsen, da vi ankom. Vi kunne således udforske og fotografere det gråhvide flyvrag på det sorte sand i fred og ro. 

Flyet ved Sólheimasandur er et amerikansk DC-3 militærfly, som var tvunget til at nødlande i 1973, da det løb tør for brændstof. Heldigvis overlevede alle de ombordværende soldater. Af uforklarlige grunde ligger flyvraget stadig på stranden og bærer stor præg af tidens tand, og at det er blevet så populært, så flere og flere mennesker tager gåturen ud til vraget.

Vi brugte lang tid på at gå rundt om flyet, gå ind i flyet og fotografere det fra alle tænkelige vinkler. Det er virkelig enhver fotografs drøm at stå ansigt til ansigt med dette særlige syn.  

Vi var meget spændte på, hvad Ella ville synes om dette vrag på stranden. Om det overhovedet var noget for børn, eller om det bare var os voksnes ønske at se et gammelt amerikansk flyvrag. Svaret fik vi prompte, da vi begyndte tilbageturen mod bilen. Ella hoppede rundt og sagde: “Det her er en af de bedste oplevelser i Island – sammen med at bade i kilden i går”. 

Men snart begyndte trætheden at melde sig på tilbagevejen. Vejen var igen lang og uinspirerende, men igen holdt islandske lakridser humøret oppe, til vi nåede tilbage til bilen.

Dyrhólaey

Vi kørte nu til Dyrhólaey, som er et hul i en klippe ude i vandet.
I modsætning til de fleste besøgende i området, så ville vi i stedet besøge fyrtårnet og lundekolonien ved fuglefjeldet. Men det, vi havde troet, skulle være dagens andet højdepunkt, viste sig at falde helt til jorden. Vejen op til fyrtårnet var spærret resten af dagen pga. optagelserne til en kinesisk film. “Kom igen i morgen” sagde den flinke mand ved afspærringen. Men det havde vi nu ikke tænkt os at gøre.

Basaltsøjlerne ved Reynisfjara

Vi kørte i stedet ned til den sorte strand Reynisfjara, hvor vi også kunne beundre de seje basaltsøjler.

På trods af at der er flere skilte med advarsler om farlige bølger, så ser ufatteligt mange stort på faren. Alt ser fredeligt ud, men pludselig kommer der en bølge med kraftig understrøm langt op på stranden. Vi nåede at opleve en ca. 5 årig gut, der kun blev reddet af, at hans far nåede at få fat i hans arm, imens hans fødder blev trukket med ud – så han lå næsten vandret i luften. Så pas på, imens I nyder det smukke syn, og lad jer ikke snyde af, at alt ser roligt ud.

Skógafoss og Seljalandsfoss

På tilbagevejen mod Reykjavik gjorde vi først et stop ved vandfaldet Skógafoss, hvor der i solskin ofte dannes en flot regnbue foran vandfaldet. Det måtte vi selvfølgelig se. Da vi stod der, kunne vi også godt huske, at vi havde besøgt stedet på vores rejse til Island i 2005.

Derefter kørte vi til vandfaldet Seljalandsfoss, hvor man kan gå bagom selve vandfaldet og ud på den anden side uden at blive ret våd. Her koster det 700 islandske kroner at parkere – ca. 42 danske.

En fantastisk dag sluttede med hjemmestegt islandsk fisk hos Pernille i Reykjavik og efterfølgende besøg i den lokale svømmehal.

Læs også: På tur til Den gyldne cirkel

Læs også: Roadtrip på Reykjanes og i Den blå lagune

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour. I weekenden går turen til Mexico og Belize, hvor I kan finde os de næste fem uger.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Vandretur til flyvraget ved Vík blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi vandrer ned ad en grusvej med marker til begge sider. En fasan, som står gemt i grøftekanten, bliver skræmt op – det samme gør vi andre, der går en meter fra den larmende fugl! Den tager flugten ud over marken, mens den højlydt gør opmærksom på, at den er utilfreds med at blive forstyrret. Snart spotter vi et rådyr, som står badet i aftensolen, lige i skovbrynet. Den kigger nysgerrigt på os, men lister snart af.

På aftentur i skoven

Da vi når den unge løvskov, drejer vi til venstre af den første skovsti. Her kan vi straks høre masser af fuglesang: solsort, rødkælk og den fine sangdrossel.

Vi er 7 mennesker på tur med naturvejleder Uffe Nielsen denne aften. Han har inviteret til guidet rundvisning i Ugleholt skov ved skumringstid. Snart stopper han op for at vise os vild kørvel, skovmærke og ærteblomst. Efter det korte ophold går turen videre.

Vi passerer Ørby å og kommer ind i en mørk thujaskov. En gammel traktor tiltrækker vores opmærksomhed, men snart går turen videre. En del af tiden i stilhed for at lytte til aftenskovens lyde og nyde den fantastiske gåtur. På dette tidspunkt af dagen plejer vi normalt at være sunket ned i sofaen med fjernbetjening og computer. Det er dejligt forfriskende at blive mindet om, at smukke forårsaftener sagtens kan bruges på andre måder.

Ved en korsvej drejer vi til højre. Nu nærmer klokken sig 22 og vi kan fornemme, at mørket er begyndt at falde på. Pludselig stopper vi alle op. Langt borte tuder natuglen sine sørgmodige uh-uu-uh.

Flaksende flagermus

Nu kommer flagermusene frem. De flyver lavt hen over hovederne på os. Uffe har medbragt en flagermusdetektor, så vi kan høre flagermusene, når de kommer tæt nok på. Flagermusene udsender ultralyde, for at finde vej og føde. Disse lyde har så høj en frekvens, så det ikke er muligt for det menneskelige øre at høre dem. Derfor kan man bruge en flagermusdetektor til at opfange dem. 

Uffe kan på flagermusenes størrelser fortælle os, at det er to forskellige flagermusarter, vi kan se og høre denne aften. Dværgflagermus og brunflagermus. Begge flagermusarter flyver langs skovbrynet for at fange insekter. 

En vadefugl i skoven

Pludselig kommer der en fugl flyvende meget hurtigt over vores hoveder, mens den udsender en snerrende lyd og et højt skrig. Det er skovsneppen. Den er så hurtigt væk igen, så man skal være kvik for at nå at se den. Heldigvis ser og høre vi den tre gange mere. Skovsneppen er faktisk en vadefugl, som yngler i fugtige skovområder. Hannerne flyver i skumringstid om foråret hen over skoven for at se, om der er hunner i området. Til de yngre læsere, så er det lidt en gammeldags måde at tjekke sin Tinder-app på! Hannerne parrer sig med de hunner, de kan finde, og derved danner skovsnepper ikke fast par, som mange andre fugle gør.

Så kommer vi ud af skoven igen og går tilbage ad den samme grusvej, som vi kom af. Nu er det ved at blive rigtig mørkt og vi skal holde øje med ikke at snuble over stenene på stien. 

Snart stopper vi op og går gennem leddet ned til en lille sø, hvor de grønne frøer kvækker. Men det er stadig ikke dem, vi leder efter. Vi er nemlig på jagt efter den meget mere sjældne løvfrø.

Løvfrøer i nattemørket

Løvfrøen lever kun få steder i Danmark. Den findes på Lolland, Bornholm samt få steder på Sjælland og i Jylland. Vi har aldrig set den før, så vi er ret spændte på, om vi har heldet med os i aften.

Denne frøart er nataktiv og lever faktisk det meste af sit voksne liv i træer og buske. Især er den glad for brombærkrat med torne på, da det beskytter den mod fjender. Den har hæfteskiver på spidsen af tæerne (altså sugekopper!), og kan derfor kravle lige lodret op, som den eneste frøart i Danmark – hvor sejt er det lige?

Vil man høre løvfrøen kvække, skal man sent ud. De giver nemlig først lyd fra sig, efter mørkets frembrud og først når søvandet når en temperatur på minimum 14 grader. Du skal lytte efter en kraftig række-række-række-række. Siger de ikke noget, kan du forsøge med at klappe hurtigt efter hinanden, så svarer de dig nogle gange.

Vi lader lommelygternes lyskegler glide ud over søen, men det er kun de mere almindelige grønne frøer, vi kan se.

Men pludselig gør Uffe os opmærksomme på, at det nu er en løvfrø, der kvækker højt. Og andre svarer. Vi kan høre forskellen. Men vi kan stadig ikke se dem.

Vi går langs søbredden i mørket og misunder Uffe hans gummistøvler. Selvfølgelig burde man være rigtigt klædt på til denne ekspedition. Når vi nærmer os en kvækkende løvfrø, tier den straks stille. Ind imellem prøver vi os med klappetricket, for igen at få dem til at give lyd.

Løvfrø i sigte

Uffe er den første, der spotter en lille grøn løvfrø. Den er heldigvis tæt på søbredden og straks forsøger han med fiskenet at fange den, men misser. Øv! Så tæt på og alligevel så langt fra. Han forsøger ved hjælp af fiskenettet, at trække andemadden til side og dér er den igen.

Denne gang lykkes det at få den lille fyr i nettet og derfra op i en spand. Men da den jo som sagt kan kravle lige lodret op ad nærmest alt, er den straks på vej op af spanden. Uffe er dog hurtig, og han holder forsigtigt frøen i hånden, så vi alle kan se den.

Derefter får Anne Marie lov til at holde den lille springfætter. (Til jer der ikke kender hende så godt, kan vi lige afsløre, at Anne Marie ELSKER frøer, andre padder og krybdyr.) Aftenens største drøm går i opfyldelse. At få lov til at stå med denne lille fantastiske skabning i hånden og mærke dens små hæfteskiver. Snart bliver den sluppet fri igen og kravler tilbage i søen, hvor den hører hjemme.

Vi går tilbage til bilerne med et stort smil og ivrig snak. Vi har set alt det, vi kom efter – og mere til. En fantastisk forårsaften på Lolland som vil blive husket længe. Tak til Uffe for en informativ, interessant og hyggelig skumringstur.

Læs også: Danmark dejligst – Fri leg på Lolland

Læs også: Med postbåden til Enehøje

Du er meget velkommen til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour og følge os på Instagram @twodanesontour. Sommerferien går i 2018 til Mexico og Belize.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Danmark dejligst – skumringstur på Lolland blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Þingvellir

Første stop var Þingvellir (nogle gange staves det Thingvellir) som er et vigtigt historisk og geologisk område. Vi parkerede ved Visitorcenteret og betalte 500 islandske kroner – ca. 30 kr. for parkering hele dagen.

Þingvellir har lidt forskelligt at byde på. For det første ligger der den store flotte sø Þingvallavatn.

Derudover er Þingvellir stedet, hvor Islands første Alting (Islands parlament) blev grundlagt i 930. Og sidst men ikke mindst, er det et af de få steder i Island, hvor du har mulighed for at gå mellem de to tektoniske plader som stille og roligt glider fra hinanden ved den Midtatlantiske ryg, som jo egentlig er en undersøisk bjergkæde. 

Det er simpelthen her at den nordamerikanske og den eurasiske plade trækker i hver sin retning. Island bliver således 3-4 cm større for hvert år.

Da Anne Marie var på geologikursus med RUC i 2005, gik hun sammen med holdet en super fed tur på et par kilometer gennem denne store sprække. Det havde vi ikke mulighed for denne gang, men har du tid, og ønsker du en lidt længere rute gennem sprækkedalen uden alt for mange turister, så parker bilen ved den lille parkeringsplads Nyrðrileirar. Gå ca. 200 meter tilbage ad asfaltvejen mod visitorcenteret. Her kan sprækken tydeligt ses lige til venstre for vejen. Så er det ellers bare at følge sprækkedalen indtil du kommer op til alle turisterne og Visitorcenteret. Og skal du gøre det rigtig islandsk, så skal du selvfølgelig have snaps og tørfisk med i tasken til et lille hvil. 

Geysir

Vi kørte nu til området Haukadalur med den meget berømte Geysir, som har givet navn til det fantastiske naturfænomen en gejser. Gejsere opstår, når et voldsomt udbrud af damp fra under jordoverfladen vælder op fra jorden. Årsagen til gejsere er vulkansk aktivitet tæt på jordens overflade.

Den oprindelige Geysir er desværre “død” – eller den virker i hvert fald ikke mere. Til gengæld springer Strokkur ca. hvert 8. minut hele døgnet rundt. Står du tæt på gejseren og i vindretningen, kan du godt regne med at blive våd.

Der er masser af andet at kigge på i området som kogende mudder og damp, der stiger op, men der er ingen tvivl om, at Strokkur er den store attraktion.

Da det regnede ret kraftigt, mens vi besøgte området, krøb vi bagefter ind i bilen for at spise frokost. Her var det Ella, som svingede smørkniven og sørgede for madder til alle

Gullfoss

Ikke langt fra Geysir ligger Islands største vandfald Gullfoss. Det er gratis både at parkere og besøge vandfaldet. Først så vi vandfaldet oppefra, hvor der er et fint udsigtspunkt. Vandet kommer fra Islands andenstørste gletcher Langjökull og løber via floden Hvítá ud i Gullfoss. Her falder vandet 32 højdemeter ned af to omgange.

Derefter gik vi ned af trapperne til den mindre sti, som fører dig helt tæt på vandfaldet. Yderst ude er der en klippe, som man kan kravle op på. Det var fedt at komme helt tæt på det brusende vandfald.

Vulkankrateret Kerið

Nu vendte vi næsen mod Reykjavik igen, men drejede mod syd efter at have passeret Geysir. Det bragte os nemlig forbi den udslukte vulkan Kerið, som er et utrolig smukt sted. Kerið er egentlig ikke en del af Den gyldne cirkel, men da det ligger på vejen tilbage til Reykjavik, gør mange stop her.

Det koster 25 kr. for voksne at besøge vulkanen. Det er en meget kort gåtur op til kanten af selve krateret. Her er der de fedeste røde farver og i bunden af krateret er der en turkis vulkansø. Helt fantastisk. Har du bedre vejr end os, er det en fin tur at gå krateret rundt, eller at tage alle trapperne ned til bunden og retur. Vi sprang dog begge ting over, da det regnede en del (Og Anne Maries regnbukser jo stadig var i Riga…)

Er det din første tur til Island, er Den gyldne cirkel klart et besøg værd. For os var det 12 år siden, at vi var der sidst, så det var dejligt at gense stederne og at vise dem til Ella. Vi havde en rigtig skøn dag i regn og lidt sol.

Har du ikke lejet bil, så er der masser af selskaber, som udbyder denne tur, men det er selvfølgelig billigere at gøre det selv. Især hvis I er flere i bilen. Derudover er friheden ved egen bil også fed at have, da man kan stoppe langs vejen, hvor man har lyst og blive så længe hvert sted, som man har lyst til.

Du er meget velkommen til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour og kigge med på Instagram @twodanesontour. Her lægger vi flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten. Sommerens tur går til Mexico og Belize.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På tur til Den gyldne cirkel blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Ud over at være verdens nordligste hovedstad, er det også en af verdens sikreste. Da Anne Marie var på feltkursus i 2005, mødte hun en politimand, som fortalte, at betjentene i Island ikke går med våben – det er simpelthen ikke nødvendigt. Og vi har for nyligt læst, at der kun har været ét tilfælde nogen sinde, hvor en indsatsstyrke har været nødsaget til at skyde og dræbe en person.

Men det er nu ikke derfor, vi er rejst til Island. Det er vi, fordi det simpelthen er et af de smukkeste steder i Europa med de vildeste naturfænomener. Der er så mange fede naturoplevelser på denne lille ø i Atlanterhavet, som vi skrev om i vores sidste blogindlæg, og det vil vi alt sammen gerne vise vores niece Ella på 10 år.

Riga eller Reykjavik?

Efter halvanden times forsinkelse og en flyvetur på tre timer, landede vi i Keflavik lufthavn kl. 22.30. Men da der er to timers tidsforskel mellem Danmark og Island, var klokken faktisk 00.30 for os. 

Først kunne vi ikke finde vores rygsække, men da al bagage var kommet på båndet, gik det op for os, at rygsække i Island hører under Odd size-bagage (Det er også der, de skal tjekkes ind, når man flyver fra Keflavik). Vi fandt derfor lemmen, hvor rygsække og klapvogne blev udleveret. Men vi kunne hurtigt konstatere, at tre rygsække var blevet til to…

Det skulle snart vise sig, at Anne Maries rygsæk på mystisk vis var endt i Riga og først ville nå Island næste aften samme tid. Derefter kunne den først blive kørt til vores overnatningssted dagen efter igen. Nå, surt show. Mest fordi regnbukserne lå i rygsækken. Men når det nu skulle være, så er det altså kun 3. gang i Anne Maries rejsekarriere, at hun har mistet et stykke bagage, så det må da siges at være en okay statistik. Og humøret var stadigvæk i top.

Overnatning på AirBnB i Hafnafjördur

Uden for ankomsthallen regnede og blæste det en strid modvind (De der regnbukser… hmmm). En lufthavnsbus tog os hen til Thrifty biludlejning, hvor vi skulle hente vores bil. Havde vi vidst, hvor bilkontoret var, kunne vi nemt have gået derhen på 5 minutter.

Derefter kørte vi ca. 30 minutter til forstaden Hafnafjördur, hvor vi havde lejet et stort, fint værelse gennem AirBnB. Vi betalte ca. 2200,- for tre personer i fire nætter. En god pris synes vi. Det passede os egentlig helt fint at bo lidt uden for byen. Vi havde ca. 15 minutters kørsel ind til Reykjavik.

De næste par dage mødtes vi om aftenen med vores gode veninde og tidligere kollega Pernille, som dette år arbejder i Island. Det var fantastisk dejligt at se hende igen, og derudover havde hun masser af gode tips til, hvad vi skulle opleve i Reykjavik og resten af Island. Hun gav os også en guidet tur i den trendy by, som vi stornød.

Reykjaviks huse

Vi lagde straks mærke til alle de flotte og farverige huse i Reykjavik. Vi kan godt huske fra sidst, vi besøgte Island, at de fleste huse er beklædt med metal og ofte i skrappe farver. Det er de pga. en stor ildebrand, som hærgede byens centrum i 1915. Herefter blev det forbudt at bygge huse af træ, og i stedet skød beton og metal op. Det giver Reykjavik og de andre islandske byer et helt særligt udtryk, som vi ikke kender fra Danmark. Über cool, synes vi.

På tur langs havnefronten

Første stop blev The Sun Voyager – på dansk Solfærd, som er en flot skulptur af kunstneren Jón Gunnar Árnason. Vi så den ikke sidst, vi var i Island, så nu skulle det være. Vi synes, at det ligner et vikingeskib, men har efterfølgende læst, at det ikke er kunstnerens intention. Han beskriver det som et skib, på vej ud i fremtiden. Men de nordiske aner fornægter sig altså ikke. Og baggrunden især ved solnedgang er helt fantastisk. Vi nåede dog ikke forbi, på denne tid, da solen først går ned omkring kl. 22.30 i maj måned.

Næste stop var koncert- og operahuset Harpa, som ligger længere henne ad havnefronten i gåafstand fra Solfærd. Harpa er tegnet af den islandske kunstner Olafur Eliasson i samarbejde med det danske arkitektkontor Henning Larsen Architects.

Harpa blev indviet i 2011 og fandtes således ikke, da vi sidst besøgte Reykjavik i 2005. Så nu var det tid til at se den flotte bygning. Der er gratis adgang til foyeren, og man kan fint gå op ad trapperne for at nyde husets arkitektur og de mange diamantformede vinduer.  

Fodbad med formidabel udsigt

Nu gik turen til et af Pernilles “happy places” i byen. Hun tog os med hen til Kvika, som er en installation lavet af kunstneren Ólöf Nordal. Her kan man sidde med fødderne i varmt vand, mens man hyggesnakker og skuer ud over bjergene eller Reykjaviks huse.

Det er simpelthen fantastisk at opleve sådan et sted i en storby. Følelsen af frihed, ro, godt selskab og smuk udsigt – mens man tager fodbad, det kan man ikke få for meget af.

Hallgrímskirkjan og cool streetart

Tilbage i centrum fik vi lige et hurtigt glimt af den majestætiske Hallgrímskirkja, hvis tårn er 73 meter højt. Den er uden tvivl Reykjaviks største vartegn og kan ses over hele byen. Sidste gang tog vi elevatoren op i tårnet, men denne gang nøjedes vi med at se kirken nedefra. Ønsker du at besøge tårnet, koster det 60 kr. at tage elevatoren op.

Centrum blev travet igennem, hvor masser af trendy butikker og hippe kaffebarer er skudt op de seneste år. Vi kiggede på masser af lækker Streetart, som også har fundet vej til byen.

Vi sluttede rundturen på Icelandic Street Food. Et koncept med “traditionel islandsk mormormad” til overkommelige priser serveret på paptallerkener. For os stod den på klipfisk med kartoffelmos og sødt rugbrød, men de serverer også fiske- eller lammesuppe i et udhulet brød samt pandekager med sukker og den meget traditionelle islandske Happy marriage cake, som vi så annonceret flere steder. Vi smagte den dog ikke.

Maden blev nydt sammen med en pint på Icelandic Craft Bar, en hyggelig bar, som også sælger smagesæt med islandske ølsmagsprøver – pas dog lige lidt på med prisen. Det kommer ikke “gratis”. 

Man kan sagtens hente mad det første sted og sætte sig ind og spise det andet sted. Der er ca. 25 meter mellem de to steder.

Svømmehal og is

En anden aften var vi inviteret hjem til Pernille og spise. Derefter ønskede hun at indvie os i en af islændingenes traditioner. Nemlig deres svømmehalskultur!

I Island inviterer man ikke nødvendigvis folk hjem til hygge. I stedet aftaler man at mødes i svømmehallen.

På grund af Islands placering i Atlanterhavet oven på den Midtatlantiske ryg, som er en enorm undersøisk bjergkæde, er der masser af termisk aktivitet i undergrunden. Dette betyder bl.a. vulkaner, gejsere og varme kilder, og derfor er der varmt vand i overflod. I Island koster det ikke penge at varme vand op. Tværtimod. Her koster det penge at køle vand ned. Derfor har mange mennesker indendørs- eller udendørs jacuzzi, da opvarmningen ikke er noget problem.

Men til dem, der ikke har, så er der mange lækre svømmehaller i Reykjavik. Vi besøgte Laugardalslaug, som er byens største. Prisen er ca. 60 kr. for voksne og 10 kr. for børn mellem 6 og 17. Yngre børn er gratis.

Efter omklædning var vi klar til at blive dyppet – husk at sko ikke må tages med ind i omklædningsrummene.

Alle bassiner var udenfor under åben himmel. Der var to almindeligt bassiner med baner samt et stort legeområde med ruchebaner til børn og barnlige sjæle – her har de bl.a en vandruchebane på 86 meter! Rasmus garanterer, at man kan opnå en meget høj fart i de mørkelagte rør.

Derudover var der 5 hot tubs med forskellige vandtemperaturer mellem 36 og 42 grader varmt vand, samt ét, hvor vandet kun var 8 grader varmt – eller rettere koldt….brrrr. Det er her i disse hot tubs at islændingene mødes og hyggesnakker med deres venner. Virkelig en hyggelig måde at mødes på. 

Kl. 22 lukkede svømmehallen, og så var det tid til en anden mega hyggelig tradition – lækker is.

Skúbb – en trendy isbar

Tæt på svømmehallen ligger Skúbb, så det blev dagens aller sidste stop. De lukker heldigvis først kl. 23  Her har de dejlig, smagfuld is og discokugle i loftet! Så er der jo ikke et øje tørt.

De søde piger i isbutikken havde meget travlt med at se finalen i Melodi Grandprix, som er kæmpe stort i Island. Generelt går de mega meget op i alt, hvad den lille nation kan stå sammen om. Og er de ikke selv i finalen, hepper de på deres nordiske venner. Det bliver rigtig sjovt at følge Island til VM i fodbold til sommer. Vi håber, at de kommer langt i turneringen.

Overvejer du også en tur til det smukke nord, så søg flybilletter til Island her

Læs også: Island – landet af ild og is

Læs også: Hyggelige Tórshavn

Du er meget velkommen til at synes godt om og følge vores Facbook-side
Two Danes On Tour. Her kommer vi med flere rejsebilleder og updates, når vi er på farten. Sommerferien 2018 går til Mexico og Belize.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Reykjavik – en super trendy hovedstad blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi har været i tænkeboks for at finde den bedste destination for en 10-årig pige med hang til naturoplevelser, og vi var hurtigt enige om, at Island er det helt rigtige sted! Det lille land, med kun 300.000 indbyggere, har al den wauw-faktor, som vi gerne vil opleve sammen med hende. Vulkaner, gletchere, vandfald, geysere og varme kilder. What’s not to like? Derudover er der “kun” tre timers flyvning, hvilket passer os meget fint.

Da Ella pakkede gaven op til jul, undrede hun sig godt nok noget over, at den indeholdt 3 ruller toiletpapir med påskriften “Til dårlig mave”??? Men snart gik det op for hende, at det var “skøre morbror Rasmus”, der havde brugt denne lidt utraditionelle indpakning for at skjule et hjemmelavet gavekort indeholdende en tur til Island. Og så var der jubel. Selv om hun ikke vidste så meget om landet på forhånd, sagde hun straks JA TAK til at komme med. Der var overhovedet ingen betænkningstid.

Forberedelser til rejsen

I løbet af vinteren har vi haft Ella på besøg til planlægningsmøde. Her gennemgik vi pakkelisten med hende og fortalte hende vores tanker om programmet for de fire dage, vi skulle være i Island. Da hun jo som sagt ikke havde det store kendskab til Island på forhånd, sugede hun bare til sig af alle informationerne. Da vi spurgte til hendes mening om programmet, udbrød hun: “Jeg vidste slet ikke, at man kunne nå så meget på fire dage!” Og så lyste det bare ud af hende, at hun glædede sig helt vildt.

Vores tur til Island i 2005

Vi har selv været på Island en gang før – helt tilbage i 2005. Men det var længe før vi skrev blog, og derfor har I ikke kunne læse om det før nu. Vi synes dog, at det kunne være sjovt at vise jer lidt billeder fra dengang. Husk lige at lægge mærke til hvor “unge og smukke” vi var

Anne Marie skulle til Island i sommerferien på geologitur og feltkursus med RUC, hvor hun læste geografi dengang. Derfor besluttede Rasmus også at rejse til Island. Han ville vandre forskellige steder på øen i en 10 dages tid.

Vi var begge i det nordlige Island i området omkring Akureyri. Anne Marie lavede derefter feltarbejde i Vestfjordene, mens Rasmus vandrede på Snæfellsnes.

Derefter mødtes vi i Reykjavik og rejste sammen mod syd og øst. Vi tog bus rundt og tomlede, når busserne ikke passede sammen. Vi lavede mad på trangia og sov i telt om natten. En fantastisk smuk oplevelse tæt på naturen.

Vestmannaøerne

Først besøgte vi Vestmannaøerne – på islandsk Vestmannaeyjar. Det er et helt enestående sted og således også en oplevelse, som står meget klart i vores erindringer. Vi sejlede med færgen til den største ø Heimaey, hvor vi overnattede. Heimaey er den eneste af de 14 Vestmannaøer, som er beboet.

Her så vi masser af lunder – også kaldet søpapegøjer. Det er en utrolig flot fugl med et meget farverigt næb. Samtidig er den utrolig kluntet, og man undrer sig over, at den overhovedet kan flyve. Den ligner faktisk noget, som kunne være med i en tegnefilm.

Vi besteg en af øens vulkaner Eldfell, som stadig er varm, hvis man blot graver fingrene få centimeter ned i jorden. Det var den vulkan, som gik i udbrud i 1973 og begravede ca. 400 huse i lava og aske. 

Vi gik også en tur i en af de gader, som blev begravet dengang. Det er vildt, at der stadig står huse tilbage fra den tid, som man kan se.

Vi har efterfølgende læst, at der nu er åbnet et vulkanmuseum, som hedder Eldhimar Museum. Det er bygget rundt om en af ruinerne fra vulkanudbruddet og fortæller historien før, under og efter udbruddet. Hvis vi nogen sinde kommer tilbage til Vestmannaøerne, så er det klart et “must see”.

Det fantastiske trek fra Landmannalaugar

Derefter rejste vi videre til Landmannalaugar, hvor vi badede i en lille kilde ude i naturen. Det var en af vores største oplevelser i Island og en oplevelse, som vi også vil forsøge at give Ella.

Det er simpelthen magisk at finde en kilde i naturen, hvor der ikke er “bassin” som i en swimmingpool, og hvor det gælder om at finde det helt rigtige sted at sætte sig. Koldt og varmt vand mødes, så man må rykke lidt frem og tilbage indtil temperaturen er helt rigtig.

På fire dage gik vi det 53 km smukke trek Laugavegur fra Landmannalaugar til Þórsmörk (Udtales Thorsmörk). En af de flotteste vandreture vi nogen sinde har gået. Vi gik ad bjergskråninger med fantastiske farver, så termiske områder samt grønne dale og indimellem gik vi på sne på trods af, at kalenderen viste juli. Den arktiske sommer er kort og barsk, men utrolig smuk! Undervejs skal man også krydse 3-4 floder med iskoldt smeltevand. Så er det bare af med støvler og sokker. Det er noget af en kold fornøjelse.

Vandfald og Jökulsarlon

Så gik turen videre til vandfaldene Skogafoss og Svartifoss samt gletcheren Skaftafell. Især gletchersøen Jökulsarlon imponerede, inden vi sluttede af med en kajaktur i Seydisfjördur.

Derfra sejlede vi til Færøerne, hvor vi tilbragte en skøn uge med endnu flere fantastiske oplevelser.

Nye oplevelser i Island

Og nu skal vi altså tilbage til Island igen – et land vi har talt så ufattelig meget om siden dengang. Vi skal gense et par af de steder vi så sidst – bl.a. Reykjavik, Geysir og vandfaldene Gullfoss og Skogafoss. Men vi skal også ud og lede efter nyt.

Vi har et godt øje til det forulykkede fly, som ligger på stranden ved byen Vík, og så skal vi selvfølgelig i Den blå lagune. Det sparede vi væk sidste gang – og fred være med det. Men Ella skal ikke komme hjem fra en tur til Island uden at have besøgt en af landets aller største turistattraktioner. Så må vi “æde” prisen på ca. 620 kr. pr. voksen for de billigste billetter. Børn under 12 år er heldigvis gratis i følge med voksne. Vi har allerede bestilt billetterne – ellers er vi ret sikre på, at vi ikke kan få billetter til den dag og det tidspunkt, som passer os. Det er virkelig en stor turistmagnet!

Vi glæder os utrolig meget til at vise Ella alle disse fantastiske steder og er sikre på, at Island til fulde lever op til vores alle tres forventninger.

Læs også: Spækhuggere og pukkelhvaler

Læs også: Nordlys i Tromsø

Du er meget velkommen til at synes godt om og følge vores Facebook-side Two Danes On Tour. I juni skal Anne Marie et smut til Færøerne og i sommerferien poster vi masser af billeder fra Mexico og Belize, som vi skal besøge sammen med Rasmus’ familie.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Island – landet af ild og is blev først udgivet på Two Danes On Tour.

En dyr og en billig mulighed

Rasmus havde hjemmefra kontaktet et rejsebureau. De forlangte 2000 kr. for en endagstur – selvfølgelig med guide og privat bil.

Arhhh, det måtte vi simpelthen selv kunne gøre meget billigere med offentlig transport. Så blev det godt nok ikke med bil og guide. Men i stedet med tog og eventyr.

Forberedelser til togturen

Forberedelserne til turen begyndte allerede dagen før. Vi gik nemlig ned på banegården i Minsk for at købe togbilletter.

Og her er det bare, at det bliver svært at forklare damen i billetlugen, at vi først vil med i morgen. Ja, faktisk afviste den første billetdame at tale med os, da det gik op for hende, at vi ikke talte lokalsproget. Vi fik et højt NIET! Og så pegede hun os hen mod en af de andre billetluger.

Her blev vi taget pænt imod om end lidt køligt. Det varede dog ikke længe før vi havde slået et smil af kvinden og stod med to billetter i hånden til Brest med afgang næste morgen. Og så til den nette sum af 22 kr. pr. person. Så er Two Danes glade  

Tidligt op

Næste morgen ringede vækkeuret ALT for tidligt. Som i 4.45! Vi skulle med metroen til togstationen og der finde det rigtige spor. Det var lettere sagt end gjort. Men med lidt hjælp fra et par søde lokale, fandt vi ud af, at toget afgik fra spor 7 på platform 4. Lidt forvirrende med to tal, når man ikke ved, hvad de henviser til.

På perronen stod der en stewardesse med stor pelshue ud for hver togvogn. Vores så lidt morgengnaven ud. Hun tog imod vores togbilletter, kiggede på dem og beholdt dem. Derefter kunne vi stige om bord. 

Togtur med liggevogn

Toget afgik kl. 6.12 og vi så nu frem til en godt 4 timer lang togtur fra Minsk til byen Brest, der ligger ved den polske grænse.
Anne Marie udnyttede, at vi havde købt billet på 2. klasse og derfor havde adgang til køjeplads. Hun købte således sengetøj af den gnavne stewardesse for den nette sum af 1,50 kr. 

Men Rasmus skulle ikke sove. Han havde glædet sig til at se landskabet på turen og holdt sig vågen hele vejen. Det til trods, havde vi oplevet lige meget af landskabet, da vi nåede frem, idet turen kun bød på golde sletter, små landsbyer og masser af birketræer. Altså MASSER af birketræer! Havde man set ud af vinduet i 10 minutter, havde man set det hele.

Brest, et foto og et fort

Vel ankommet til Brest tog Anne Marie sig sammen og spurgte “togflyverdessen”, om hun måtte tage et billede af hende (og pelshuen), og som med et trylleslag tøede damen op. Hun blev så glad for, at AM ville fotografere hende, så det blev til et fællesbillede. 

Vi nød også lige den smukke togstation, hvorpå der står Brest på kyrillisk, hvis du skulle være i tvivl.

På tegnsprog fik vi dernæst forhandlet os frem til en fair pris på en taxa til fortet i Brest. Pris: 10 kr. for ca. 3 km. Selve indgangen til fortet var gratis.

Vi befandt os nu på grænsen mellem Polen og Hviderusland. Her løber flodenerne Bug og Mukhavets sammen. Og netop floden Bug markerer grænsen mellem Polen og Hviderusland; mellem EU og de tidligere Sovjetrepublikker.

I midten af 1800-tallet blev der bygget et fort her ved disse floder for at sikre grænsen til Det Russiske Kejserrige.

Den store fædrelandskrig

I 1941 besluttede Nazityskland at angribe Sovjetunionen under kodenavnet Operation Barbarossa. Og på dette angrebs første dag bombedede nazisterne fortet i Brest.

De ca. 3000 soldater fra Den røde hær, som boede på fortet, forsøgte efter bedste evne at forsvare det, men med ringe held. De havde dårlige forsyninger samtidig med, at de blev angrebet både fra landjorden og fra luften. Tyskerne talte 6 gange så mange soldater som russerne på fortet, som dog kæmpede bravt med deres liv som indsats. De sidste holdt stand i kassematerne under fortet, inden de også måtte lade livet.

Et af Europas største mindesmærker

Når man ankommer til fortet, mødes man først af en kæmpe stor socialiststjerne lavet i beton. Den er 25 meter tyk og et imponerende indgangsparti. Her spiller et lydshow med bombefly, tale og musik. Det er meget stemningsfuldt og specielt bombeflyene fører en tilbage til september 1941, hvor stedet var omdannet til et frygteligt inferno.

Når man går gennem stjernen, åbenbares The Courage monument. Et ansigt af en russisk soldat, som er ca. 34 meter højt. Først syner det ikke af “Runde tårn” på grund af afstanden. Men snart rejser ansigtet sig foran en, når man kommer tæt på. 

Der har ikke altid været enighed om, hvorvidt monumentet er smukt eller grimt. Således satte den amerikanske tv station CNN monumentet på deres liste over verdens grimmeste monumenter i 2014. Det skabte stor opstandelse i Hviderusland. Der blev indgivet en officiel klage, hvilket afstedkom en undskyldning, samt at monumentet blev fjernet fra listen.

Ved siden af monumentet står der også en obelisk på 100 meter. Der står nogle magen til i 12 byer, som alle har fået den ærefulde titel Heltebyer, mens Brest er den eneste Heltefæstning.

Endvidere er der en skulptur af en russisk soldat med et maskingevær, som med et lidende blik i øjnene kravler hen ad jorden. Skulpturen hedder Tørst, og symboliserer en soldat på vej til floden efter vand under den tyske belejring af fortet.

Brest by

Da vi kom ud fra fortet, var der ingen taxaer at se. Men da vi jo var kørt dertil, kunne vi godt huske vejen tilbage til byen, så vi tog den på gåben.

Vi kom bl.a. forbi et stort togmuseum, da Brest er det største trafikale knudepunkt i Europa. Her løber motorvejen E30 forbi, som er kendt af de fleste langtidschauffører, og her stopper alle tog mellem EU og de tidligere sovjetstater. Togene kører nemlig ikke på den samme bredde skinner, så her skal de alle have skiftet hjulsæt.

Vi fik os lige den obligatoriske selfie med Lenin, inden vi tog turen et par gange op og ned ad gågaden Sovietskaya street. Derefter indtog vi en velfortjent frokost.

Og her havde vi oplevelsen af at spise frokost med to 7. klasser på skoleudflugt. Normalt to skolelæreres værste mareridt… men vi skulle blive klogere.

Ca. 40 elever og 4 voksne indtog restauranten i roligt tempo. Eleverne fandt uden diskussioner alle et sted at sidde ved seksmandsborde. Lærerne fordelte sig blandt eleverne. Derefter begyndte alle at spise af den mad, som blev stillet frem: salat, suppe, hovedret og croissant. Dertil saftevand og te. INGEN brokkede sig over maden, INGEN levnede, INGEN hævede stemmerne, INGEN farede rundt, INGEN rejste sig fra bordene, før alle var færdige med at spise og klar til at gå. Der var en hyggelig stemning, og der blev småsnakket ved bordene. Ja, vi troede nærmest ikke vores egne øjne.

Oven på den oplevelse gik vi tilbage til togstationen og tog toget tilbage til Minsk.

Læs også: Minsk

Læs også: Rejsetips til Hviderusland

Vi håber, at du har lyst til at synes godt om vores Facebookside Two Danes On Tour.  Her lægger vi billeder ud og kommer med updates mens vi er på farten. Sommerferien i år går til Mexico og Belize.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Togtur til Brest blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi vidste godt på forhånd, at det ville være et meget turistet sted, og derfor havde vi hjemmefra booket en overnatning. Vi har nemlig flere gange oplevet, at det godt kan betale sig at blive en nat på meget turistede steder. Der sker ofte noget nærmest magisk, når alle turistbusserne forlader stedet sidst på eftermiddagen. Så har man en aften og en morgen i rolige omgivelser og kan nyde stedet uden for mange selfiestænger og farvede paraplyer.

Med metro og tog til Sintra

Først tog vi metroen til stationen Reboleira. Her skiftede vi til toget mod Sintra, som er endestationen. Det tog omkring en halv time, og toget kører ca. hvert 10. minut. Meget effektivt!

Vel fremme med toget gik vi den hyggelige tur til det historiske centrum.

Byen ligger på bjergskråningen af Sintrabjergene, og der er flere smukke parker tæt på centrum, hvor man også finder Palácio Nacional de Sintra med de to karakteristiske hvide tårne.

Vi gik op i de små gader og fandt en lille bager, da vi trængte til morgenmad, inden vi hoppede på bus 434. Den kører i loop og kommer på vejen forbi 2 af de store seværdigheder. Vi kom dog ikke med den første bus, da den allerede var fyldt helt op. Så et godt råd må være, at tage bussen nede fra stationen, hvis man har den mulighed.

Bussen tog os den stejle vej højt op over Sintra. Der er fantastiske vandreture i området, hvis det har ens interesse – ellers vil vi gerne anbefale bussen.

Castelo dos Mouros

Vi hoppede af ved den mauriske borg kaldet Castelo dos Mouros. Det er et gammelt militært anlæg bygget i 800-tallet af den arabiske befolkning, som herskede i denne del af verden for over 1000 år siden.

Vi købte en kombi-billet til både denne borg og Pena paladset, som kun ligger 400 meter herfra. Det stod os i 18,05 Euro, som vi synes, var meget dyrt! Men altså Pena koster 11,50 i sig selv…, og vi var jo kommet for at se noget, så vi måtte hoste op med slanterne.
Egentlig sjovt at vi syntes, det var dyrt at betale 18 Euro for to museumsbilletter – imens vi ikke tøvede med at give det samme beløb for en øl i Tromsø blot 14 dage tidligere.

Vi gik de ca. 200 meter ind til selve hovedindgangen af borgen. Undervejs var der udgravninger af gamle huse, grave og en gammel kirke. Ikke det mest interessante i verden, men alligevel fint, at disse ting var bevaret og skiltet.

Indenfor kunne vi kravle op på den lange mur, hvorfra vi havde en flot udsigt over Sintra og Atlanterhavet i det fjerne.

Pena Palace

Efter at have gået muren rundt, gik vi videre til Pena Palace – et meget farverigt og ikonisk slot. Her var der lang kø til at købe billet, men vi havde jo vores kombi, så vi gik lige ind. 

For at komme op til selve slottet skal man op ad en stejl vej. Det er også muligt at købe en returbillet til 3 Euro med en bus. Der var vi dog ikke endnu, trods vores fremskredne alder

Vi var kommet til Pena for at se den der brønd fra Instagram, men først blev vi overvældet af slottets flotte farver samt de sjove og finurlige detaljer, som findes overalt.

Det er bygget i 1800-tallet i portugisisk romantisk stil af den portugisiske kongefamilie, men er altså nu et museum.

Der er en lille gåtur hele vejen rundt om slottet, hvor man kan kigge ned på den Mauriske borg og igen se Altanterhavet.

Men snart stillede vi os i kø til at komme ind i slottet, da vi havde en opfattelse af, at brønden måtte findes et sted derinde.

Vi gik nu i gåsegang efter japanere, kinesere, italienere og franskmænd og kiggede på vaser, møbler, nips og billeder fra den royale familie… ikke lige vores største interesse. Men hvor blev brønden af? Vi forsøgte at overhale nogle andre turister, som virkede meget interesserede i tronfølgerens badeværelse. Og pludselig gik det op for os, at vi var det falske sted! Det var slet ikke her, vi skulle finde den fantastiske brønd.

Ude i gården igen Googlede vi brønd og Sintra, kun for at opdage at vi i stedet skulle til Quinta da Regaleira – et helt andet slot, som ligger nede ved Sintra by. Vi kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet af os selv og vores fejltagelse.  

Rundt om Pena er der en fantastisk og meget fantasifuldt anlagt have. Gassen var dog for os gået lidt af ballonen, så vi tog bussen tilbage til byen og indtog en velfortjent frokost.

Quinta da Regaleira

Først næste formiddag begav vi os på gåben til Quinta da Regaleira. Her er det også muligt at tage bus nr. 435, som kører videre til flere andre slotte i området. Men da vi kun var interesseret i ét, kunne vi fint gå.

Indgangen kostede her 6 Euro, og så gik den vilde skattejagt ellers efter brønden i den kuperede have. Og pludselig stod vi foran den. Vi kom ind for oven og kiggede ned i det fantastiske hul. Det er jo altid svært at vide, hvad man skal tænke om sådanne meget turistede steder, men vi synes, at brønden var meget flot. Vi brugte en times tid på at fotografere den både fra oven og fra neden og gik de 27 meter op og ned flere gange.

Både brønden og hele den fantastiske have er finansieret af rigmanden Carvalho Monteiro, som i slutningen af 1800-tallet tjente godt på handel i Portugals kolonier.

Hans fantasi fik frit løb i parken i Sintra, som både har tunneler, broer, søer med trædesten, tårne og meget, meget mere. Her kan man nemt få en formiddag til at gå, især hvis man rejser med børn. Der er masser at gå på opdagelse efter.

Efter at have kigget lidt rundt i haven gik vi tilbage til byen. Mange billeder rigere på kameraet.

Sintra var et rigtig fint bekendskab og kan både laves som dagstur og som overnatning fra Lissabon. Der er meget mere at se i området, end det vi nåede.

Taberna Criativa

Sidst men ikke mindst vil vi gerne komme med en anbefaling til en dejlig restaurant. Det viste sig, at vi var i Sintra på selveste Valentinsdag. Det er ikke noget, vi på nogen måde fejrer, men det gør de åbenbart i Portugal.

Vi havde udset os restauranten Taberna Criativa (adressen er Av. Heliodoro Salgado 26), men da vi stak hovedet indenfor, kunne tjeneren oplyse os om, at ALT var optaget pga. Valentinsdag, og at de denne dag ikke serverede ala carte men kun havde en Valentinsmenu.
Vi har klart set meget skuffede ud. Så tjeneren trak lidt i land igen og sagde, at vi kunne få et bord, hvis vi var ude igen senest kl. 21.
Men den laver de ikke med os! Så vi forlod stedet. Jah, det vil sige, at vi nåede 3 meter uden for restauranten. Så stoppede vi op og blev enige med os selv om, at vi godt kunne nå at spise på to timer. Og faktisk vidste vi heller ikke, hvor vi ellers skulle gå hen. På en Valentinsdag. I regnvejr. Så vi gik ind igen til den søde tjener og fik et bord.

Menuen blev lidt en overraskelse, da vi ikke altid var helt med, når tjeneren oversatte fra portugisisk til engelsk. Altså han snakkede engelsk. Der var bare nogle ord han var lidt usikker på. Men vi tog det som en oplevelse – og en god en af slagsen.

Valentinsmenu:

Til appetizer fik vi hver en lille friteret kugle af bacalhau med pesto, som meget sjovt kom ind i en urtepotte.

Herefter fik vi forskelligt brød med olie og balsamico på bordet. Hertil to slags smør med paprika og havsalt samt oliventapenade.

Forretten var lidt speciel, men meget smukt anrettet. Tigerrejer og muslinger med granatæblekerner, æblepuré og spiselige blomster.

Hovedretten var andesteg med græskarpuré, gulerødder, sukkerærter, babymajs og nogle utrolig velsmagende svampe. Dem kunne vi godt have spist endnu flere af!

Og til sidst sluttede vi af med en chokoladesymfoni, som også var meget smagfuld.

Vi var meget tilfredse med vores valg af restaurant, på trods af, at vi nok ikke havde valgt præcis denne menusammensætning, hvis det havde været en hvilken som helst anden aften. Menuen kostede 30 Euro/person og inklusiv et glas vin og et glas portvin lød den samlede regning på omkring 70 Euro, hvilket var mere end rimeligt.

En lokal frokost

Inden vi tog toget tilbage til Lissabon, spiste vi frokost på en lille lokal restaurant, som ligger bag stationen. De sætter en ære i at servere traditionel portugisisk mad med diverse fiske- og kødretter.

Stedet hedder Restaurante D. Pipas (Adressen er R. João de Deus 62) og er meget populært med både lokale og turister, så hav lidt toldmodighed, hvis der ikke lige er et bord ledigt, når du kommer.

Rasmus bestilte Cozido á portuguesa. En ret som Rasmus havde fået anbefalet af en bartender i Lissabon. 

Og Anne Marie var oven ud lykkelig for en portugisisk version af meget mør og saftig flæskesteg.

En akvædukt og en hurtig beslutning

På vej tilbage i toget mod Lissabon, stoppede vi på stationen Campolide. Da vi kiggede ud af vinduet, lagde vi pludselig mærke til en akvædukt tæt på stationen. Den havde vi tidligere hørt om, men ikke vidst hvor lå.

Vi kiggede på hinanden. Skal vi stå af? Nej, jo, nej, jo. Vi gør det sgu! Hurtigt fik vi fat i vores tasker og hoppede af toget.

Vi gik uden for stationen og fandt en sti, som gennem køkkenhaver førte os op til akvædukten, som vi gik under og langs med. Efterfølgende har vi læst, at akvædukten hedder Aqueduto das Águas Livres. Den er bygget i 1700-tallet, da Lissabon manglede drikkevand. Heldigvis overlevede den det store jordskælv i 1755.

Vi så folk, der gik på akvædukten, så det forsøgte vi også. Men fra den side, vi befandt os på, var alt låst og lukket. Så de må være kommet der op fra den anden side.

Næste rejse går til Minsk i Hviderusland i Påsken. Vi vil blive meget glade hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med updates og flere rejsebilleder, når vi er på tur. Du kan også finde os på Instagram under @twodanesontour.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Sintra blev først udgivet på Two Danes On Tour.

For halvandet år siden var vi også på en guidet food tour i Madrid, og det var en rigtig dejlig oplevelse, så vi har store forventninger til dagen.

Portvin til morgenmad

Første stop denne formiddag er vinbutikken Garrafeira Nacional, hvor Pedro står klar til at skænke portvin i glassene. Det er den berømte Dona Antónia Tawny, opkaldt efter Antónia Ferreira, der er kendt for sine innovative tanker og lederevner i forbindelse med portvinsproduktionen i 1800-tallet.

Da der ikke er overrendt af kunder denne formiddag, har Pedro masser af tid til at slå en snak af om gode portvinsår og portugisisk vin generelt.

Det hyggelige kvarter Mouraria

Snart står vi ude på gaden igen, og nu går turen mod det gamle kvarter Mouraria, som vi også omtalte i sidste indlæg fra Lissabon. 

Marta viser os flere elevatorer, som man kan tage for at spare benene lidt i de stejle gader. I denne del af byen er elevatorerne gratis! Vi når at bruge dem flere gange i løbet af ugen, når vi på egen hånd bevæger os rundt i området.

Sammen med Marta går vi rundt i de hyggelige, smalle gader og stopper ved et af Lissabons aller ældste huse, som er lavet med bindingsværk. Vi kigger lidt på folks rene vasketøj, som hænger til tørre alle steder. Her er der ingen hemmeligheder overfor naboen, da folks undertøj hænger frit fremme. Hos denne familie er det de lange underbukser der hænger til tørre!

En portugiser og bacalhau

Snart bliver vi budt på en lille mad med en sardin – det som i Danmark tidligere var kendt som “en portugiser”, erfarer vi senere på turen.

Til den lille mad, som bliver serveret på små bakker direkte på gaden, skåler vi i den populære kirsebærlikør Ginjinha. Den tilbydes mange steder af gamle damer. De sidder i døråbningen til deres hjem og tjener en ekstra skilling ved at sælge shots til forbipasserende.

På vej videre viser Marta os, hvordan fotografen og kunstneren Camilla Watson har taget billeder af ældre beboere i Mouraria og sat dem op på husfacaderne. Det er et rigtig fint projekt, som hylder det lokale og de ældre. Fotografierne skal være med til at holde fast i de lokale historier i en hurtig og omskiftelig verden. Samme kunstner har også lavet et udendørs fotoprojekt i Alfama-kvarteret.

Pølse og klipfisk

Næste madstop  er også i Mouraria. En meget lokal restaurant, som du ikke sådan lige falder over, hvis du ikke ved, hvor du skal lede. Det viser sig faktisk, at vi dagen før har spist frokost blot 20 meter derfra. Her bliver vi først budt på ost og brød, som sættes på bordet sammen med en lokal rødvin.

Derefter skal vi smage den helt særlige pølse alheira, som er fyldt med kød og franskbrød. Brødet gør den utrolig blød og det passer rigtig godt til det sprøde, grillede skind. En rigtig lækkerbisken, som er grillet på den store indendørsgrill i restauranten.

Derudover får vi også serveret bacalhau og en grøn salat. Bacalhau eller klipfisk, som vi kender det som i Danmark, er saltet og tørret torsk, som man efterfølgende udvander og tilbereder efter en af de mere end 365 forskellige opskrifter, som de har udviklet i Portugal. Det er meget populært, og ikke længere fattigmandskost. Det er ikke unormalt, at man i familien spiser bacalhau flere gange om ugen.

Og ude på gaden igen går vi da også forbi en rigtig bacalhau-butik, hvor den tørrede fisk ligger i lange baner og venter på at komme hjem til en familie og blive udblødt i vand.

Bifana

Næste kulinariske stop for os bliver en bifana, som er et stykke kogt grisekød i en burgerbolle. Heldigvis har vi mulighed for at dele, da det ikke er sulten der tynger os længere. Her får vi også en lille fadøl og en iste. Bifana’en smager fint, men er ikke noget særligt i vores øjne. Men portugiserne elsker deres bifanas, og det er en “mellemsnack”, som man kan få på mange små restauranter rundt om i byen.

Desserter

Nu bliver det tid til vores første dessert. En tørret figen med valnødder i samt endnu et glas Ginjinha. Det foregår i en lille hyggelig grønthandler, hvor ejeren skænker rundhåndet op.

Og så finalen! De meget kendte Pastéis de Belém. Marta viser os, hvordan de spises med flormelis og kanel på. 

Endnu engang blev vi bekræftede i, at food tours er en rigtig god aktivitet, når du kommer til en ny by og gerne vil lære stedets madkultur at kende.

Marta var en rigtig sød og vidende guide. Hun svarede på alle vores mange spørgsmål, som også kom til at omhandle historie, kultur, litteratur, arkitektur og meget, meget mere.

Secret food tour

Vi er bekendte med navnene på alle de steder, vi var inde at spise, men da det er en secret food tour, har vi valgt ikke at skrive dem her. Så er det jo meget snart knapt så hemmeligt.
Vi vil klart anbefale dig at gå med på en guidet food tour, eller hvis du ved, hvilke specialiteter, du leder efter, kan du selv gå rundt i området Mouraria og finde dine egne hemmelige steder. 

Næste rejse går til Minsk i Hviderusland i Påsken. Vi vil blive meget glade hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med updates og flere rejsebilleder, når vi er på tur. Du kan også finde os på Instagram under @twodanesontour.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Secret Food Tours i Lissabon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Når vi kommer til et nyt land og en ny by, så starter eventyret. Det har været vores valgsprog i mange år. Man ved aldrig rigtig hvad man får, og det pirrer vores nysgerrighed. Sådan var det også med Lissabon. Portugal har egentlig stået højt på ønskelisten længe, men det er altså ikke blevet til noget før nu.

Vi blev overraskede over, hvor ramponeret Lissabon egentlig er. Der er mange fine, gamle huse med kakler på – et levn fra arabernes tid i landet. Men mange steder er disse kakler desværre begyndt at falde af. Og da Portugal har været meget hårdt ramt af den økonomiske krise, har der ikke været råd til at reparere en stor del af husfacaderne.

Derudover var vi også overraskede over, HVOR meget grafitti der er over hele byen. Ikke bare fint street art, men masser af grimme tags på husvægge og sporvogne. Så man må da sige, at byen er autentisk og bliver brugt af dens indbyggere.

Når det så er sagt, så er Lissabon samtidig en rigtig fin og hyggelig by. Lyder det måske som et noget voldsomt modsætningsforhold, når vi på den ene side kalder Lissabon ramponeret og samtidig synes den er fin??? Men sådan er det faktisk. Her er der ikke langt fra skønhed til ruin.

Derudover er Lissabon præget af et være et meget multikulturelt samfund. Her er utrolig mange immigranter fra de mange tidligere portugisiske kolonier i Asien, Afrika og Sydamerika. Det er ikke fordi det gør os noget – vi havde bare ikke forventet det i denne udstrækning.

Alle disse nationaliteter har selvfølgelig bidraget til byens kvarterer samt til madscenen. Mange dage spiste vi derfor samosas til morgenmad Åh, vi elsker bare indisk!

Baixa 

Lissabon er ligesom Rom bygget på 7 høje, som gør byen meget kuperet med mange udsigtspunkter. Centrum af Lissabon er dog et helt flat område med snorlige gader.

Men for en god ordens skyld skal vi lige pointere, at det kun er gadernes retning, der er snorlige. Man kan ikke sige det samme om belægningen. Her er masser af brosten, der bugter sig i bakkedal. Så lad det være sagt med det samme. Selvom det æstetisk ser rigtig fint ud, så er det ikke et underlag for svage ankler eller høje hæle.

Området hedder Baixa og ligger helt ned til Tejo-floden, som løber ud i Atlanterhavet. Denne bydel blev genopbygget efter et stort jordskælv i 1755, som jævnede store dele af Lissabon med jorden. De lige gader i Baixa har ifølge de lokale efterfølgende givet inspiration til opbygningen af Paris, som igen har dannet mode for mange større byer i USA.

Tæt ved Tejo-floden og ved en af Europas aller største pladser Praça do Comércio ligger den flotte Arco Triunfal – en stor triumfbue, som er rejst for at hylde genopbygningen af Lissabon efter jordskælvet. Du kan mod betaling komme op i triumfbuen og kigge ud over byen.

Alfama og Mouraria

Øst for Baixa ligger Alfama-kvarteret, som er bygget af maurerne. Og takket være arabernes solide byggestil, overlevede det meste af Alfama det store jordskælv. Her kan du derfor stadig gå på opdagelse i de mange smalle og stejle gader. Det er virkeligt et hyggeligt område, hvor du kan bruge mange timer på bare at gå rundt og kigge. 

Det er også i dette område du finder mange af Lissabons berømte fado-restauranter. Hvis du ikke allerede har gjort det, så kan du læse om vores dejlige og sjove fado-oplevelser her.

Oppe over Alfama ligger Lissabons ældste bygningsværk, den gamle borg Castelo de São Jorge, hvor maurerne holdt stand mod de kristne korsfarere i 1147. Her bliver gaderne for alvor stejle og husene små.

Og bag ved borgen udforskede vi kvarteret Mouraria, som blev vores favorit. Et gammelt arbejderkvarter, som af Lissabons indbyggere stadig bliver betragtet som “dårligt”. Her kan du gå helt uforstyrret i de smalle gader og finde de gode, autentiske restauranter, hvor portugiserne selv spiser frokost.

Sporvogn nummer 12 kører en rigtig fin tur gennem kvartererne Baixa, Graca, Mouraria og Alfama. Sporvognen starter og slutter på pladsen Praça da Figueira og kører således i ring. Hele turen rundt tager ca. 20 minutter og kører bl.a. forbi Lissabons katedral . Det er selvfølgelig også muligt at stå af og på undervejs. Husk at passe godt på dine ting. Linje 12 er sammen med Linje 28 meget hærget af lommetyve. Flere gange oplevede vi, at vores sporvognschauffør råbte af nogle mænd, som hun ikke ville have med op og køre. De fik en lang næse og et par besværgelser med på vejen.

Barrio Alto og Chiado

På modsatte side af Baixa ligger først Chiado og derefter hyggelige Bairro Alto. Her går det også utrolig brat op, så flere steder er der små sporvogne, som trækker turister og beboere op ad de stejle gader. Prøv f.eks. sporvognene Elevador da Bica eller Gloria.

Det er også muligt at tage med den flotte, gamle elevator Elevador de Santa Justa fra gaden Rua do Ouro i Baixa til Largo do Carmo i Chiado. Vi kiggede forbi, men blev nærmest slået bagover af køen – og efterfølgende prisen på 5,15 Euro for at køre 45 meter med en elevator! Du kan gå op til det sted, hvor elevatoren stopper og nyde udsigten helt gratis. Hvis du gerne vil op oven på elevatoren, hvor der er en platform med 360 graders udsigt, kan du nøjes med at betale 1,50 Euro.

I dagstimerne er Bairro Alto et meget søvnigt kvarter, med nedrullede skodder for mange af vinduerne. Men om aftenen og i nattetimerne vågner kvarteret til live, og restauranter og barer dukker op alle steder. Her kan du finde små listige fado-steder, og det er muligt at feste hele natten.   

Belém

En af dagene gik vi til bydelen Belém, som ligger ca. 6 km fra centrum. Det var en dejlig morgen med sol på kinderne og vind i håret. Undervejs kom vi forbi den meget berømte 25. april bro, som til forveksling ligner Golden Gate i San Fransisco. Den måtte vi selvfølgelig forevige på utallige billeder.

På modsatte side af floden står kristusfiguren Cristo Rei.

Belém har flere turistattraktioner, som er værd at besøge. Det første der møder dig, hvis du kommer gående fra selve Lissabon er Padrão dos Descobrimentos – monumentet til ære for opdagelsesrejsende, som Portugal har haft rigtig mange af! Af lokale er monumentet for sjov blevet kaldt “Undskyld vi skubber”, da det består af rigtig mange statuer af mænd, som står i kø på stævnen af en båd for at komme ud og opdage den nye verden.

Et stykke længere henne af kajen finder du Torre de Belém. Et lille vagttårn bygget på en klippe ude i vandet. Det skulle holde pirater væk fra området og samtidig blev det også et kendt vartegn for opdagelsesrejsende, som vendte hjem fra de syv verdenshave.

I bydelen findes det flotte og berømte kloster Mosteiro dos Jerónimos. Vi “glemte” dog at gå ind og se det, da en lille frokost var mere tillokkende. Men det skulle virkelig være et besøg værd.

Pastéis de Belém

Og inden du forlader området, er det et must at liste forbi konditoriet Pasteis de Belém for at smage på deres berømte Belém-kager, som består af sprød wienerbrødsdej med gul kagecreme. De nydes bedst lune med flormelis og kanel på toppen. Der er ofte lang kø foran butikken – det var dog ikke så slemt, da vi var forbi i februar.  

Efter et par timer i Belém, tog vi toget videre til kystbyen Cascais, hvor vi gik en tur, spiste en is og nød udsigten over havet og de forrevne klipper.

Læs også: Sintra

Læs også: Spise med Price… på portugisisk

Næste rejse går til Minsk i Hviderusland i Påsken 2018. Vi vil blive meget glade hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med updates og flere rejsebilleder, når vi er på tur. Du kan også finde os på Instagram under @twodanesontour.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Lissabon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at vi var i færd med at give os selv en oplevelse for livet, da vi en lørdag aften i Lissabon, af en portugisisk udgave af Pippi Langstrømpe, lod os overtale til at spise aftensmad på Porta de Alfama. Men det skulle hurtigt vise sig, at det for os – i hvert fald denne aften – var det helt rigtige valg.

Vi havde kigget på adskillige menukort i Alfama-kvarteret, uden at have kunne tage en beslutning. Så da vi efter at have passeret en højtråbende ”Pippi” foran restauranten kunne se, at vi var på vej ud af kvarteret, vendte vi om og blev enige om, at det ene nok kunne være lige så godt som det andet.

Vi lod os derfor føre indenfor, hvor vi fik et bord tæt ved musikken, som imidlertid holdt pause.

Blandede anmeldelser

Imens vi bestilte drikkevarer, tjekkede Rasmus lige Tripadvisor for at se bedømmelserne af stedet. De lå med lige mange på ”Fantastisk” og på ”Frygteligt” samt en hel masse der imellem. Men vi blev enige om, at bordet fangede, og at det under alle omstændigheder ville blive en oplevelse. Og det blev det!

Vi blev i bedste grisefest-stil introduceret til resten af restauranten, der klappede af ”Dinamarca” og råbte ”bravo”!

Så kom maden. Husets bøf. Et meget tyndt stykke kalv, der ifølge Rasmus kunne have vundet betragteligt ved en dobbeltpanering. Hertil ris og fritter samt en noget speciel kaffesauce – ja, kaffesauce!
Et godt råd her fra er, at det behøver man ikke eksperimentere videre med hjemme.
Uden at gå for meget i detaljer, så har den del af de tidligere gæster, der har bedømt stedet som frygteligt, måske givet deres dom ene og alene ud fra maden.

En fantastisk oplevelse

Heldigvis glemte vi alt om maden, da musikken begyndte. To ældre gutter med paryk og påmalede fregner. Den ene spillede på en almindelig guitar, den anden på den berømte portugisiske 12 strengede guitar. De kunne deres kram! (Og når vi skriver “den berømte guitar”, kan vi da godt afsløre, at vi ikke kendte til den, før vi kom til Portugal.)
Vi sad samtidig og grinede lidt af, at vi havde set begge musikerne i gaderne tidligere og troet, at de var på polterabend. Men de var åbenbart bare til fado-aften i karnevalstiden. Og det var vi godt tilfredse med.

Ud over at være gode på hver deres guitar, så sang de også glimrende. Og i løbet af aftenen kiggede gæstesangere forbi, ligesom restaurantens personale på skift alle viste deres sangpotentiale. Gad vide om man skal kunne synge – og være lidt småtosset – for at blive ansat?

Efter hvert nummer klappede publikum selvfølgelig, hvorefter Pippi råbte “um, dois, três”, og hele restauranten svarede “Magnifico!” Der blev slynget portugisiske jokes gennem lokalet, som de lokale hyggede sig over, og stemningen var høj. Til tider højrøstet!

Gæster til restauranten, som kom ind midt i showet, så noget overraskede ud, når der blev klappet af deres nationalitet og råbt i samlet kor efter hvert nummer, men snart overgav de sig også til løjerne. En mexicansk gæst lignede dog i starten en, der hellere ville undergå en times vandtortur.
Det hele var total kitch’et og mindede lidt om Rocky Horror Picture Show eller Crazy Christmas Cabaret. Men sjovt var det i hvertfald.

Omkring midnat takkede vi for en skæg aften, betalte den samlede regning på 40 euro, blev foreviget med Pippi og listede i retning af metroen. Vi havde kun været i Lissabon i knapt seks timer, og vi var allerede vilde med byen, stemningen og dens indbyggere.

Fado-musikken

Fado er en berømt portugisisk lidenskabelig og melankolsk musikgenre. Den opstod i 1800-tallet på knejperne i Alfama, Mouraria og Bairro Alto-kvartererne i Lissabon og spilles fortsat her.

Det går direkte i sjælen, når man lytter til fado. De dygtige musikere og den store stemme, som synger rummet op uden brug af mikrofon, indfanger alle i lokalet. Og det er gennem den sørgmodige musik at man forstår, hvad der gør Portugal til noget helt særligt. Essensen af fado er beskrivelsen af længslen efter den store mistede kærlighed, hverdagens hårde realiteter eller en svunden tid, som aldrig kommer tilbage.

Omdrejningspunktet i selve musikken er den 12-strengede portugisiske guitar og musikken menes at have både arabiske og afro-brasilianske rødder. En fantastisk blanding, som ikke findes magen til noget andet sted.

Skulle du komme til Lissabon, vil vi helt sikkert opfordre dig til at høre fado en aften – også selv om det måske ikke lige er din musikgenre til hverdag. Musikken er virkelig stemningsfyldt og fortæller en interessant del af Lissabons og Portugals historie.

Og skulle du falde helt i svime over fadoen, så findes der ligefrem et fado-museum i Alfama.

Der er også en meget berømt musical Amália, som vi var blevet opfordret af de danske rejsebloggere bag PassportPlease til at tage ind og se. Vi er ikke de store musical-folk, men de havde faktisk lokket så meget, så vi overvejede det. Det viste sig desværre, at Amália ikke spillede, mens vi var i Lissabon.

Clube de Fado

Efter en dejlig uge i Lissabon, blev det igen lørdag aften og dermed tid for os til at høre mere fado. Denne gang havde vi følgeskab af to medlemmer fra De berejstes klub, som tilfældigt var i Lissabon samtidig med os.
Det blev en mere stilfuld og seriøs oplevelse denne gang – og også til en lidt anden pris.

Vi var ellers ved ankomsten til Clube de Fado lidt i tvivl om, hvorvidt vi var havnet i en turistfælde. Vi havde valgt stedet ud fra anmeldelser i guidebøger og på Internettet, som alle roste stedet til skyerne.

Men snart blev vi anvist et bord, og der faldt lidt ro over os. Det viste sig, at vi var kommet i selskab med omkring 80 portugisiske pensionister, som nærmest kunne synge med på alle sangene. Og det gjorde de med stor entusiasme! For os gjorde det blot oplevelsen endnu mere intens.

Maden var rigtig god og i en helt anden liga end sidst (og der var ingen kaffesauce). 

Musikerne var også et step op ad rangstigen. Denne gang var der 3 musikere på henholdsvis guitar, portugisisk guitar og kontrabas. I løbet af de 4 sæt, som vi hørte i aftenens løb, kom der tre forskellige sangerinder, mens en af musikerne sang det sidste sæt. 

Dette blev endnu en rigtig god aften med fado-musik, om dog det var en helt anden oplevelse end sidst. Glade og opfyldte af de smukke, melankolske toner gik vi hjem gennem de stille gader.

Blot som en lille oplysning, kan vi fortælle, at hovedretter lå på ca. 30 Euro stykket og at man derudover også betaler 7,50 Euro pr. person for musikken. Det er jo ikke fordi at ca. 375 kr./pr. person er dyrt for en glad aften i byen, men man skal bare ikke tro, at ting kommer gratis på Clube de Fado.

Og lige lidt om etikette:

Det sømmer sig ikke at tale, mens der bliver spillet fado. Skulle du formaste dig til at sige noget til din sidemand, kan du være sikker på, at der nok skal være en portugiser, som tysser på dig. Således bliver der heller ikke serveret mad eller drikkevarer under musikken, men kun før og efter. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Fado i Lissabon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi har været ude og prøve både nye steder og en gammel kending. Derfor kommer vi nu med endnu et indlæg om Tromsøs madscene, til dem der måtte lægge vejen forbi.

Som vi også har skrevet om i vores andre Spise med Price-indlæg fra Norge, så er mad og drikke ikke billigt på disse kanter. Derfor havde vi igen i år både brød, smør og pålæg med hjemmefra. Derved skulle vi ikke ud og købe morgenmad og der var også mulighed for at tage madpakke med på tur. Men hver aften gik vi ud og spiste i Tromsø.

Mathallen

Første aften besøgte vi Mathallen, som ligger i Grønnegata 58-60. Stedet er delt i to med en delikatessebutik og café til venstre og selve restauranten til højre. Interiøret er ret råt med betongulv og industrihylder samt en stor åbning ud til køkkenet, så man kan følge med i kokkenes arbejde. Maden er ny nordisk med vægt på lokale nordnorske råvarer. Det er høj standard dog uden at være Michelin. 

Vi bestilte først tre forretter:

Waguy fra lyngen, som var let grillet yderfilet med soyasause og svampe (som hedder sopp på norsk fandt vi ud af). Denne ret var utrolig velsmagende!

Rensdyr-tatar med røget rensdyrhjerte og inderfilet, løg, tyttebær, beder og rug. Denne ret var også god, men ikke på samme højde som den tatar, vi spiste i Warszawa.

Rensdyrbouillon – en løg- og svampesuppe med rensdyrtunge. Denne forret skulle Anne Marie lige vænne sig til. Rensdyrtungen smagte meget af indmad og lever. Men efterhånden som ingredienserne blev blandet sammen, voksede retten på hende.

Derefter røg vi på to forskellige hovedretter:

Dagens fangst, som denne dag var sej med kål, brunet smør og syltet fennikel. En dejlig, veltillavet fiskeret.

Tre af os valgte storfekam fra lokalområdet. Selvom det burde være meget mørt kød fra højrebsområdet på oksen, så var der efter vores smag for meget fedt og sener, som skulle skæres væk, og kødstykkerne var meget uens. Nogle stykker var lidt seje, mens andre var ok møre.
Rasmus mente, at 12 timer i en sous vide havde gjort underværker, for det var meget smagfuldt.
Det kødet havde tilbage at ønske, gjorde tilbehøret det til gengæld mere end op for. Svampe, broccoli, løg, den lækreste jordskokpuré, jordskokchips og bearnaise. Hertil små kartofler med skræl.

Den samlede regning lød på 2250,- norske kroner for 3 forretter, 4 hovedretter, to øl og to juice.

Vil du spise på Mathallen, er det vigtigt at bestille bord på forhånd, da det er et meget lille og utrolig populært sted. Mens vi spiste, blev ca. 10 par afvist ved døren, da de ikke havde en reservation.

Bardus bistro

Næste aften måtte vi ud og spise tidligt, da vi skulle til samisk koncert allerede kl. 19.

Valget faldt på Bardus bistro, som vi også besøgte, sidst vi var i Tromsø. Og da maden kom, kunne vi godt huske hvorfor, vi havde besluttet at give stedet genvalg. Hold nu op for en lækkerbisken! Her bliver der serveret super god og veltillavet mad uden så mange dikkedarer.
For at nå at smage så meget som muligt, faldt vores valg på fire forskellige hovedretter. 

Pandestegt torsk med pototto, ærter, dild og et strejf af peberrod. Det var en sindssyg lækker ret!

Oksekæbe med kartoffelmos, rodfrugter, peberrod og glace.

Rensdyrfilet med pastinakpuré, rosenkål, tyttebær, bredbladet persille og tørret rensdyrhjerte.

Boknafisk (saltet og halvtørret torsk, som er en nordnorsk specialitet) med varietet over blomkål, sprød fenalår (saltet lammekølle, som har hængt og tørret i den arktiske luft), dijonmayo og ørredrogn.  

Fire hovedretter, to øl og to vand 1598,- norske kroner.

I får lige et godt råd fra kokken, som vi tænker ville falde i god smag hos Brødrene Price

Hildr

Tredje og sidste aften besøgte vi den hippe gastropub Hildr. Man falder ikke lige over den, hvis man ikke ved, hvor man skal lede. Den ligger i et gammelt hus i Skippergata 11.

Hvor de andre to restauranter har fokuseret på det nordnorske køkken, fik vi på Hildr et mere internationalt køkken at smage. Dog baseret på nordnorske ingredienser.

Her var konceptet enten en 5-retters smagemenu eller deling af småretter a la carte. Vi valgte det sidste og lagde ud med 5 deleretter:

Skreiviche som var en nyfortolkning af den mexicanske ret ceviche – nu med torsk (skrei på norsk betyder torsk). Retten kom med løg, koriander og små bitte tern af søde kartofler, som smagte lidt af chili. Det var friskt, lækkert og veltillavet.

Så fik vi engelskinspireret fish n’ chips med ærtepuré, tartarsauce, pickles og pommes fritter. Måske den bedste fish n’ chips vi har smagt i vores liv! Og vi har smagt mange!!!

Herefter ølpølse med bagte løg, kartoffelmos, karse og baconsky. Også denne ret var af britisk oprindelse.

Til sidst fik vi to italienskinspirerede retter: Kimchi-pizza med andlår, forårsløg og sesam, samt melanzane, en lasagne lavet på auberginer. Pizzaen var den mest spændende af de to retter. Den var helt crispy og ret spicy på den gode måde.

Vi var dog ikke mætte af de 5 små retter til deling, så vi bestilte hver en ret til. 3 valgte tacos med langtidsbraiseret svin og 1 måtte prøve fish n’ chips igen – den var VIRKELIG god!

Vi endte med at betale 1340,- norske kroner for 9 retter, 2 øl og to vand.

Kaia

Søndag til frokost gik vi på Kaia, som ligger direkte på – kajen. Stedet har en smuk udsigt over vandet, Tromsø brua og Ishavskatedralen i baggrunden.

Vi bestilte fish n’ chips, bagt laks og den portugisiske specialitet bacalao. Bacalao består af klipfisk og er meget populært i Norge samt logisk nok på den Iberiske halvø. Der var dog alt for meget og for store stykker hvidløg i, så det var lidt synd.

Generelt kan man sige, at dette måltid var det mest ordinære på hele turen. Og man skal vælge Kaia for udsigten frem for maden.

Til fredagsbar

Der er god tradition for fredagsøl i Tromsø, hvor Nordnorges eneste universitet ligger. Den var vi selvfølgelig med på, så vi begav os hen til Mack Ølhallen, som er Tromsøs berømte bryggeri og værtshus.

Stedet er rigtig hyggeligt og det var stuvende fuldt denne eftermiddag. Vi fik det sidste ledige bord, da vi kom. I baren har de 50 forskellige fadøl på haner.

De havde tre forskellige smagesæt, som dog er lidt pebrede. Vi prøvede 5 smagsprøver for 250,- norske kroner. De har ikke spiritus i baren, så er du ikke til øl, så er det ikke her du skal gå hen. Det er dog muligt at bestille en sodavand, en kop te eller en kop kaffe.

Vi var også lige forbi det lille hyggelige værtshus G, som vi faldt totalt for sidst, vi var i Tromsø. Det var som altid fyldt med stamgæster i alderen +60.

Lugar 34

På vores Facebookside var vi blevet opfordret til at prøve caféen Lugar 34. Vi fik dog en noget rodet modtagelse. Stedet er meget småt, men vi fik det sidste ledige bord.

Vi gik op for at bestille fire kopper cacao – de tre med flødeskum og 2 stykker gulerodskage. Tjeneren glemte vist at høre efter, hvad vi bestilte, for han spurgte mindst 4 gange, før bestillingen var i vinkel. Caféen havde ikke mere flødeskum – og det var ikke sådan at en af de tre på arbejde lige løb ud og købte noget mere. Kagen var så tyndt skåret, at den dårligt kunne stå selv – til 69,- norske kroner stykket.

Måske ramte vi dem bare på en dårlig dag. Bedre held næste gang.

I er meget velkomne til at følge os på Facebook, hvor vi lægger billeder ud, når vi er på farten og kommer med links til bloggen, når vi har skrevet et nyt indlæg. Næste tur går til Lissabon i næste uge. Vi bliver rigtig glade, hvis I har lyst til at kigge med.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Spise med Price… i Tromsø 2018 blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Bare lyset.

Solens første stråler på de snedækkede bjerge.

Det lyserøde skær i horisonten, som bliver hængende i timevis.

De første solstråler, som titter op over bjergkammen.

Den smukke, hvide, knitrende, uberørte sne. 

Lyset!

– sammen med naturen og nordlyset – er det, der gør, at vi drages til Nordnorge om vinteren. Nu for tredje år i træk.

Four Danes på tur

Vi var i Tromsø i 2016, og elskede det fra vi steg ud af flyveren. Vi syntes, at det var en fantastisk by i et fantastisk landskab.

Sidste år prøvede vi kræfter med Andenes, som ligger nord for Lofoten. Det er et meget mindre sted end Tromsø, men naturen var lige så smuk. Og hvis du er interesseret i at snorkle med spækhuggere, så er det det eneste sted, vi har hørt om i verden, hvor det kan lade sig gøre.

På turen til Andenes havde vi en lejebil og mærkede friheden ved at kunne køre hvorhen, vi ønskede. Og mens vi kørte rundt der og nød naturen, spurgte vi os selv, hvorfor vi kun var to i bilen, når der var plads til 4?

Så da vi kom hjem igen, spurgte vi Rasmus’ forældre Else og Finn, om de havde lyst til at tage med til Nordnorge i år – og det havde de heldigvis. Så derfor er vi nu Four Danes i stedet for Two Danes på denne tur.

Aurora Smart Stay

En lille times flyvning til Oslo, en lille times ventetid og så den sidste time og 50 minutter til Tromsø. Vi hentede lejebilen og kørte til Aurora Smart Stay, som vi havde fundet på booking.com

Hvis vi lige skal sige et par ord om vores overnatningssted, så må det være SMÅT! Vi havde to værelser i kælderen med et badeværelse til deling. Sengene var, hvad de i Norge kalder “prinsessesenge” – det vi i DK kalder halvandenmandssenge. Men hvad værre var: Dynerne var også prinsessedyner – altså en halvandenmandsdyne til deling! Og derudover var det helt oppe under loftet. Det var tåleligt for et par dage, men næste gang finder vi nok et andet sted at bo.

Det var sgu lige småt nok det hele på nær badeværelset, som havde en udmærket størrelse, men som ikke blev gjort rent, mens vi var der. Og skraldespanden var heller ikke blevet tømt, inden vi kom. Nå, nok om det, vi skulle jo bare sove der, og det var billigt efter norsk standard. Og ejeren Morten var utrolig flink og hjælpsom, og der var gratis parkering.

Tromsø by night

Snart begav vi os ned i Tromsø – by night. Det var utrolig hyggeligt at vise Else og Finn rundt i den by, som vi føler, at vi nu kender rigtig godt.
I får lige en lille billedserie.

Næste aften tog vi til Nordlysfestival, der er en musikfestival, som i år blev afholdt for 31. gang i Tromsø. Her hørte vi åbningskoncerten The Orchestral Joik Project i Kulturhuset. Det var en spændende blanding af samisk kulturmusik, rock og moderne jazz af den norske komponist Frode Fjellheim. Især den samiske sang joik var spændende og meget anderledes, men det skal nok opleves i de rette omgivelser nord for polarcirklen.

Dyr i landskabet

De næste tre dage kørte vi ud i det arktiske landskab. Især blev det til flere ture til Kvaløya, hvor vi bl.a. kørte helt ud til Sommerøy.

Vi nød det fantastiske lys på himlen, de store mængder sne og alle de vilde dyr, vi så undervejs. Først et marsvin og en nysgerrig sæl. Derefter en flok rensdyr, som vi stod ud af bilen for at se nærmere på.

Da vi så satte os ind i bilen igen, sagde Else: “Så mangler vi bare at se en elg”. “Den er der” svarede Anne Marie. “Stop bilen!!! Der er en elg”. De andre troede ikke på det men måtte snart sande, at der gik tre elge forbi på bjergskråningen. Hold op det var en stor oplevelse.

Og dagen efter så vi tre mere et andet sted, som havde lagt sig ned for at tage et hvil. Elge er altså bare fede dyr!

Havørne var der også masser af. Vi så dem både svæve højt på himlen og sidde skuene ud over havet på store sten.

Japanere på afveje

Ingen er vist længere i tvivl om, at nordlys for os er noget helt specielt.
Men at det også er det for japanere, er måske mindre kendt. Nordlyset – og i bedste fald sex under nordlyset – har ifølge japanske sagn en evne til at øge fertiliteten hos unge par og samtidig give dem drengebørn. Ja, et af hotellerne i Tromsø har ligefrem indrettet et værelse med simuleret nordlys til deres japanske gæster i tilfælde af, at det er overskyet!
Om det unge japanske par vi mødte, boede der, eller om de i det hele taget var kommet til Tromsø for at producere “guttebarn”, vides ikke. Men vi er ret sikre på, at vi sammen med fire spaniere var medvirkende årsag til, at de fik en bedre dag, da vi hjalp dem og deres bil op af grøften.
De takkede i hvert fald mange gange og uddelte store krammere til især Rasmus, der agerede chauffør, da bilen skulle bakkes ud.

Nordlys

Hver aftenen pakkede vi os ind i ALT vores varme tøj og kørte på ture til Kvaløya for at se efter nordlys. Den første aften var der intet at se, men de to næste dage, fik vi fuld valuta for pengene. Især den sidste aften var det rigtig flot, og lyset dansede til tider magisk hen over himlen.

Vi har for nyligt skrevet et blogindlæg om at fotografere nordlys, da det ikke er helt nemt.

Arctic Whale Tours

Vi havde også bestilt en hvaltur med Arctic Whale Tours. Men dagen før afgang fik vi en mail om, at hvalerne havde flyttet sig. Vi kunne stadig komme med på sejltur, hvor der ville blive kigget efter hvaler. Men Arctic Whale Tours var meget ærlige om, at chancerne ikke var særligt store. Vi sagde derfor nej tak, da vi sidste gang i Tromsø var på den fedeste hvaltur – og fordi turen jo ikke er gratis!
Efterfølgende snakkede Rasmus med nogle turister på kajen, som havde været med på tur, men uden at se noget. Så det var den rigtige beslutning for os at blive på land, og vi var enige om, at det var en super service fra selskabets side, at give os besked på forhånd.

Til sidst får I lige lidt flere billeder fra Tromsø i eftermiddagslys.

Her først Ishavskatedralen, som er en meget berømt kirke i Tromsø, da den ligger utrolig smukt med havet i forgrunden og bjergene bagved.

Læs også: Vores guide til at fotografere nordlys

Læs også: Spise med Price… i Tromsø 2018

I er meget velkomne til at følge os på Facebook, hvor vi lægger billeder ud, når vi er på farten og kommer med links til bloggen, når vi har skrevet et nyt indlæg. Næste tur går til Lissabon i næste uge.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Tilbage til Tromsø blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi har dog været heldige i både januar 2016, 2017 og 2018, hvor vi har besøgt Tromsø og Andenes – begge gode destinationer for nordlys i Norge.

Hvad er nordlys?

Ved diverse opslag og en del simplificeringer er vi nået frem til, at nordlys opstår, når solvinden (som man kalder den vedvarende udstråling af store mængder af elektrisk ladede partikler fra solen) passerer gennem jordens magnetiske felt og ”kastes” frem og tilbage mellem jordens magnetiske syd- og nordpol. I denne proces taber partiklerne bevægelsesenergi, fordi de ”støder ind i” atmosfærens atomer – hovedsageligt oxygen og nitrogen. Når atmosfærens atomer afgiver den modtagende energi igen ved en såkaldt emission udsender de stråling i form af synligt lys. Dette lys ses ofte som grønt, men kan også have lyserøde, blå og lilla farver.

At fotografere nordlys

Og når du nu står der og nyder de utrolige farver på himlen, så ville det jo også være skønt at komme hjem med nogle rigtig flotte billeder til Facebook, Instagram, rejsebloggen eller fotoalbummet.

Det er imidlertid ikke helt så nemt, som det ser ud. Kameraet skal indstilles rigtigt, og det kræver lidt tålmodighed at få de gode billeder med hjem.

Derfor vil vi nu give jer lidt tips og tricks, som vi har brugt de sidste tre år.

Vi har både været på egen hånd og på guidet nordlystur i Tromsø med Marianne’s Heaven on Earth Aurora Chaser Tours. Mariannes tur er uden tvivl rigtig god at tage, hvis du vil guides af en nordlysentusiast og professionel fotograf. Marianne har en 6. sans for, hvor muligheden er størst, og hun kører langt omkring for så vidt muligt at sikre, at hendes gæster får set nordlys. 

Men hvis prisen afskrækker, eller hvis du bare har mod på at prøve selv, så kommer vores anbefalinger her:

Tålmodighed og varmt tøj:

Der er ingen tvivl om, at billeder af nordlys kræver masser af tålmodighed i (højst sandsynligt) meget koldt vejr. Da vi var i Tromsø i 2016, var temperaturen minus 18 grader!

Så husk nu MASSER af varmt tøj. Der er ikke noget mere demotiverende end at stå og fryse med klaprende tænder, mens du prøver på at nyde det spektakulære syn. Det er SÅ meget federe en oplevelse, hvis du ikke har kolde tæer og blå fingre.

Udstyr:

Det kan lade sig gøre at fotografere nordlys med smartphone eller kompaktkamera. Men du har klart størst chance for gode og skarpe billeder med et spejlreflekskamera.

Det vigtigste råd til udstyr er, at du skal benytte et stativ!
Har du ikke et stativ, må du lave en opsætning at have kameraet stående på – bilens tag, en rygsæk på jorden eller lignende. Men det er lettest med et rigtigt kamerastativ.

Samtidig er det en god investering at købe en fjernbetjening til kameraet – selvom selvudløseren også kan bruges. De minimale rystelser, der opstår, når du trykker direkte på kameraets udløser, vil gøre dine billeder uskarpe. Så de 250 kr. til en fjernbetjening er godt givet ud.

Husk også at have opladet kamerabatterierne, da de lange lukketider tærer på dem. Og hvis du har ekstra batterier med, så opbevar dem i en lomme tæt på kroppen, så de holdes varme.

Location:

Det er vigtigt at køre uden for byen og så langt væk som muligt fra kunstigt lys. Er du i Tromsø, vil vi gerne anbefale øen Kvaløya og dens mange bugter.

Besøger du Andenes, skal du uden tvivl gå ned til fyrtårnet om aftenen. Det kan blive nogle helt fantastiske billeder.

Nordlys app og skyfri himmel

Er det overskyet, får du desværre ikke set noget nordlys. Men vejret kan rimelig hurtigt skifte, og der kan være skyfrit på den anden side af bjerget eller længere inde i landet, så giv ikke op for tidligt. Hvad der ser ud som dårligt nordlysvejr kl. 18, kan sagtens ændre sig til det bedre blot et par timer senere.

Vi har de sidste år brugt app’en Norway Lights, som fortæller os chancerne for nordlys i 10 forskellige norske lokaliteter deriblandt Tromsø, Andøya og på Lofoten.

Af andre nordlysapps kan vi også anbefale Aurora og Northern Eye Aurora. De er alle gratis til Android.

Forberedelse af kameraet:

Inden du ankommer til det rette sted i bælg ragende mørke, så er det en god idé at have indstillet dit kamera samt at have prøvet at justere på det i mørke – eller uden at se på det. Det lyder måske lidt nørdet, og det er det nok også.

Man kan selvfølgelig også have en lille lygte med, men så skal man bare være forberedt på bebrejdende blikke, hvis der er andre “fotografer” i nærheden, da det kunstige lys vil influere på deres billeder.

Kameraindstillinger:

Bruger du et Nikon kamera, skal du ændre “Picture control” fra “standard” til “vivid” i menuen. Hvis du har et andet mærke, så vælg “vivid” under “my colors” eller vælg den farveindstilling, der fremhæver grøn mest.
Har du ikke styr på det, så kan du sagtens tage nordlysbilleder uden at ændre denne indstilling, men den giver lige det sidste.

Vælg programmet “M” på dit drejehjul for at bruge det manuelle program.

Vælg ISO 100 – eller det laveste du kan.

Du kan også benytte et højere ISO-tal, men så skal lukketiden sættes ned, og så bliver dine billeder mere grovkornede og ikke så skarpe.

Nu skal du indstille blænden på så lavt et tal som muligt – hvilket giver størst mulig åbning i objektivet – på vores kamera er det f3,5.

Lukketiden indstilles på “Bulb” – som kommer frem efter 30″, når du indstiller tiden. Og du kan nu selv styre lukketiden med fjernbetjeningen.
Bruger du selvudløser, så stil lukketiden på 20-30 sekunder. (20″ eller 30″)

Du må prøve dig lidt frem med lukketiden alt efter dagens (nord)lys. Det gælder både med og uden fjernbetjening.

Slå din fokus på kameraet (og måske objektivet) over på M – Manuel.

Indstil afstanden på objektivet til uendeligt “∞” – måske lidt til højre eller lidt til venstre for. Du må lige teste med et par prøveskud, hvor det bliver skarpest.

Du er nu klar til at tage fantastiske nordlysbilleder!

Bonusinfo: du kan med de samme indstillinger fotografere fyrværkeri – bare med en meget kortere lukketid – ca. 1-2 sekunder.

Time lapse:

I Andenes mødte vi en amerikaner, der var i gang med at optage en time lapse, hvor kameraet tager en stribe billeder med et givent mellemrum i en given periode og sammensætter billederne til en video. Så det skulle selvfølgelig prøves, da det bliver en sjov lille film.

Husk at sætte kameraet til nok tid. Ellers bliver filmen alt for kort.
Denne time lapse er optaget med følgende indstillinger:
ISO 3200, f3,5, lukketid 1,6″ (1,6 sek.), billede hvert 3. sekund i 10 minutter.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Vores guide til at fotografere nordlys blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi tog lokalbussen mellem de to byer, og det fungerede rigtig godt. Samtidig var det også meget fint at se lidt af Spaniens landlige omgivelser. 

Bymur og labyrintiske gader i Ávila

Fra busstationen gik vi ind til den gamle bydel af Ávila, som er omgivet af en stor gammel bymur fra 1100-tallet – byens største attraktion. 

Bymuren er 2,5 km lang, 10 meter høj, 3 meter bred og stadig intakt. Og så har den hele 9 byporte og 88 tårne, som har været brugt til at holde udkig efter fjender – meget imponerende. 

Ávila var efter vores mening endnu hyggeligere end Segovia, og man kunne næsten blive væk i de labyrintiske gader.

Vi tjekkede ind på Hostal don Diego, som mest af alt mindende om et pensionat. Igen lå det rimelig centralt og havde efter vores smag en god pris, selvom værelset ikke var noget særligt, hvis det er det, man går efter.

Én bøf er nok!

Efter at have smidt taskerne blev byen udforsket, og frokosten indtaget på Plaza del Mercado Chico, med det fine rådhus, og hvor drenge spillede fodbold i solen.

Når Segovia er kendt for helstegt pattegris, så er Ávila berømt for deres oksekød – og det i meget store portioner!!!

På restauranten fik vi først to forskellige forretter: Bønnesuppe med chorizo-pølse og græskarmos med flæskesvær. Det er ikke det mest spændende, men smagte rigtig udmærket.

Derefter kom der ca. 800 gram af et “lokumsbræt” af en bøf ind på bordet. Disse kæmpebøffer er kendt under navnet Chuletón de Ávila, og er heldigvis til deling! Endnu engang skulle vi gå fra frokostbordet med trommesyge.

Og lige som dagen før var kuren også denne dag en lang gåtur og en lille lur. Vi gik ud af den gamle bydel til udsigtspunktet Cuatro Postes, hvorfra man kunne se solnedgangen og bymuren. Et dejligt sted med kun ca. 10 andre turister.

Det sværeste valg i historien  

Aftensmad skulle vi jo også have denne dag. Og det med bravour. Vi havde allerede om eftermiddagen været forbi Restaurante Bococo for at bestille et bord. Og det skulle i løbet af aftenen vise sig at være en rigtig god idé.

Vi begyndte dog med endnu en gåtur for at se byen i aftenbelysningen. Og vi endte på forunderligvis på en irsk pub, hvor der som en selvfølge kom gratis tapas med hver øl og sodavand, vi bestilte. Vi vidste godt, at vi havde fortæret en kæmpe bøf til frokost, og at vi havde bestilt bord på en af byens bedste restauranter, men når der er sliders med friteret blæksprutte, så er der mindst én af os, som ikke kan stå imod. Vi nævner ingen navne… 

Selv om klokken var 19.30, kom vi til Bococo som nogle af de første gæster, men snart var restauranten fyldt til randen, og gæster uden reservation blev afvist ved døren. Godt vi havde bestilt bord.

Madvalget var ikke så svært. Bococo havde mindst lige så store bøffer, som vi fik til frokost, men dem sprang vi let og elegant henover. I stedet hoppede vi på en 6 retters menu + 3 appetizers for 35 Euro. (Som om vi ikke var mætte i forvejen…) 

Og så kom det svære valg for Rasmus. Skulle han tage vinmenuen til 5 Euro eller nøjes med det ene glas vin, der var inkluderet? 5 Euro for en vinmenu! Der skulle ikke mange overvejelser til, før der blev nikket ja tak til vinmenuen bestående af 6 dejlige glas vin.

Anne Marie bestilte som sædvanlig en sodavand, og den var, sammen med en flaske vand, som det mest naturlige med i prisen. Vi gik derfra meget glade, meget tilfredse og meget, meget mætte.  

Aftenens menu

Men I skal da ikke snydes for menuen. Den kommer her så godt vi nu husker den og forstod den. Lidt af samtalerne med tjeneren gik tabt i oversættelsen, da han talte spansk som et læspende haglgevær (hvordan det så end lyder).

Først de tre appetizers 

Sardin på flutes, foie gras med pærekompot og en cremet suppe i et glas (nærmere kan vi ikke komme det).

Store rejer med stegte rødløg, frisk salat og balsamico.

Krustade med skalddyr.

Søtunge med mango og kartoffelrösti 

Sortfodssvin med grillet vandmelon

Og til sidst to desserter. Frugter i glas og spanske jordbær med vaniljeis.

Restaurante Bococo er virkelig et besøg værd, hvis du en dag skulle befinde dig i Ávila.

Til gengæld vil vi gerne fraråde dig at prøve byens specialitet Yemas de Santa Teresa – nogle afskyeligt søde kugler lavet på æggeblommer og sukker, som man kan købe i små bagerbutikker. Vi måtte simpelthen kapitulere og smide de sidste ud. Men prøves det skulle de da for jer læseres skyld  

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Ávila blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Efter et par dage i Madrid besluttede vi på Julies anbefaling (Anne Maries veninde), at tage det berømte hurtigtog AVE til den charmerende by Segovia, som er en af Spaniens ældste.

Toget fra Madrid afgik fra togstationen Chamartin og tog kun 27 minutter på trods af, at der er ca. 70 km til Segovia. 

Undervejs kom toget op på en hastighed på 249 km/t. Ret imponerende – især fordi det overhovedet ikke kunne mærkes eller ses, når vi kiggede ud af vinduet. Det var dejligt effektivt og behageligt, og snart var vi fremme.

I Segovia er der to togstationer. Den hvortil hurtigtoget kører, ligger ca. 10 km uden for centrum, så vi måtte tage en overfyldt bus for at komme ind til byen.

Vi blev sat af lige ved den store og berømte romerske akvædukt, så det var helt perfekt. 

Imponerende romersk akvædukt

Akvædukten er det største levn fra romerne og skulle efter sigende være 17 km. lang. Vi så dog kun det stykke, som pryder midtbyen. Akvædukten blev bygget for at føre vand fra bjergene og ned til byen, og den var i brug så sent som i 1950’erne. Ret sejt.

Vi nød akvædukten, gik igennem, op langs med og til sidst kravlede vi op ad en del trappetrin, så vi kunne kigge mere på den fra oven. Det er virkelig et imponerende bygningsværk. 

Selve den gamle by er også et besøg værd. Her er bymur, hyggelige gader og middelalderlig stemning. Byen er UNESCO World Heritage site, men det var nu ikke derfor, at vi kiggede forbi.

Vi satte os på Plaza Mayor og nød udsigten til Catedral de Segovia, mens vi fik et par drinks og lidt gratis tapas. Derefter kunne vi tjekke ind på vores hotel Pensión Odeón, som lå lige i nærheden.

Vi fik et værelse med vindue ud til en lille gårdhave. Det var måske lidt mørkt, men vi skulle jo kun være der, når vi skulle sove. Hotellet lå super centralt, og det var rigtig fint til prisen, så vi var godt tilfredse.

Helstegt pattegris

Snart var det tid til den frokost, som vi havde set så meget frem til. Segovia er nemlig kendt for helstegt pattegris –  cochinillo og så er der to glade Danes On Tour!

Anne Marie havde hjemmefra læst en engelsksproget rejseblog på nettet, som anbefalede den lille restaurant Méson Don Jimeno, som skulle være til rimelige priser. Det måtte vi selvfølgelig prøve.

Vi fik det sidste bord og fandt nu ud af, at de også havde helstegt lam. Det kunne Anne Marie ikke stå for, så frokosten kom til at bestå af en gang gris og en gang lam.

Derudover sluttede Anne Marie også lige af med et stykke kage, som egentlig ikke var værd at skrive hjem om. Hvordan det blev sat til livs, er os faktisk stadig en gåde! Det var et kæmpe måltid, og vi kunne næsten rulle derfra.

Alcázar de Segovia

For at få gået lidt af mætheden af, begav vi os ned til slottet Alcázar de Segovia, som har været med til at give Walt Disney hans idé til slottet i Snehvide og de syv små dværge. Flot var det i hvert fald.

Man kunne betale overpris for at komme ind og se selve slottet, men det tillod vores mæthed os ikke. Vi måtte videre ud på tur.

Vi gik nu neden for slottet og nød virkelig udsigten sammen med alle kineserne, som tog masser af selfies.

Derefter gik vi rundt om byen, som ligger på en høj kalkstensklippe, gennem en lang park og tilbage til akvædukten. En meget dejlig og fredfyldt tur. 

Katedralen på Plaza Mayor fik også et besøg, men de penge kunne vi måske godt have sparet. Den var finest udefra, synes vi.

Da vi nærmede os aftensmadstid, var vi stadig stopmætte fra frokosten. Og det endte med, at vi måtte kapitulere! Vi faldt om kuld på vores hotelværelse og tog en ordentlig morfar. 

Sen aftensmad

Vi vågnede igen omkring kl. 21.30 og kom i tanke om, at spanierne jo går sent ud og spiser, så alt håb var endnu ikke ude for at få aftensmad. Vi måtte dog lige rundt og se Segovia med lys på først.

Tidligere på dagen havde Rasmus spurgt nogle damer i en kiosk, hvor man skulle gå hen og spise, og de havde anbefalet Restaurante José Maria. Så der begav vi os hen ca. kl. 22.30. Der var godt fyldt op både ude og inde, men vi kunne godt få et bord til to.

Og HER opdagede vi, hvordan man VIRKELIG får serveret pattegris i Segovia. Det var en oplevelse, da tjeneren kom ind til et af de andre borde og begyndte at smadre grisen med en middagstallerken.

Vi havde dog fået gris nok for en dag, så Rasmus’ valg stod på kylling med mandler og intet andet tilbehør skulle det vise sig – det var sgu lidt en skuffelse, men alle andre retter, som blev serveret i restauranten, så virkelig lækre ud.

Anne Marie åd sig igennem et helt fad tuncarppachio med wasabi-is og var for anden gang den dag ovenud lykkelig – og stop mæt!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På tur til Segovia blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Brødrene Price ville være stolte af os. Ud over at besøge vores venner Julie og Thomas, så blev hovedformålet med vores tur til Madrid mad

Hjemmefra havde Anne Marie lavet lidt research på internettet og fundet Devour Madrid Food Tour. Det er et fantastisk koncept! Ca. 4 timers guidet gåtur rundt i det indre Madrid med ikke mindre end 8 interessante “madstop” undervejs med meget lækre og forskellige smagsprøver.
For os var det den perfekte kombination. Vi fik smagt en masse lækker mad, som vi ellers ikke ville have kastet os over, vi så dele af Madrid, som vi ikke selv havde begivet os ud i, og vi fik gået en lille tur mellem hver ret, så der var plads i maven til den næste.

Allerede da vi mødte vores guide Luke på Plaza Major vidste vi, at det her nok skulle blive en fantastisk god tur. Luke er brite, men har boet 7 år i Madrid. Så han var simpelthen en god blanding af britisk humor, insiderviden om Madrid, og så var han et stort mad-øre. Han var mindst lige så spændt som os, når vi fik serveret noget nyt ,og hans tænder løb også i vand ved tanken om alt det, som vi skulle smage på.

Man kan selvfølgelig godt gå en tur selv, stoppe ved de forskellige restauranter og derved spare nogle af pengene, men det ville på ingen måde være det samme. Luke var en fantastisk guide, så vi fik hele tiden masser af fif, viden om madkulturen i Madrid og sjove jokes med på vejen. Derudover blev vi nogle steder inviteret med ud i køkkenet. Havde vi gået turen selv, havde vi nok ind imellem også valgt nogle andre retter end det, som vi nu blev præsenteret for, og det var virkelig spændende at smage alt det, som blev sat foran os.

Så hvis I er ved at være klar, så vil vi gerne tage jer med på en fantastisk madtur i Madrids gader.   

El Riojano 

Første stop på turen var det lille, hyggelige konditori El Riojano. Udefra så butikken meget lille ud, men gik man igennem det første lokale, kom man ind i selve cafeen, som ikke kunne ses udefra. 
Vi troede egentlig, at vi skulle have serveret de berømte churros med varm cacao, som er en morgenmadsspecialitet bestående af dybstegt kage-dej. Det spises over hele Spanien, men især i Madrid. Men i stedet fik vi serveret Ladyfingers også med varm cacao. Cacaoen som bruges både till churros og til ladyfingers er meget tyk. Ja, faktisk så tyk, så den nærmest ikke kan drikkes.
Ladyfingers eller ej. Dette konditori er klart et besøg værd.

Uden for butikken lærte vi også, at der mange steder i fortovet er placeret en bronzeplade. Den indikerer, at denne butik er over 100 år gammel og derfor værd at besøge. Dem kan man altså godt gå på opdagelse efter i Madrids gader.

Mercado de San Miguel

Hvis vi ikke var vågne i forvejen, så blev vi det i hvert fald ved næste stop. Vi besøgte det gamle og velrestaurerede marked Mercado de San Miguel. 

Her blev vi præsenteret for spaniernes store glæde for vermouth. Ikke lige noget vi selv havde fundet på kl. 10 om formiddagen. Men altså – en oplevelse. Og tænk sig, de har vermouth på haner som vi andre har fadøl. Her var Rasmus altså imponeret! Hertil blev der serveret grønne oliven og spyd med ansjoser, peberfrugter, oliven og vagtelæg.

El Anciano rey de los Vinos

Nu blev vi budt på en af dagens klare favoritter: Rabo de Torro – tyrehaler med bagte peberfrugter og sesam på toppen. Det var en fantastisk ret, som nærmest smeltede på tungen, og at den så blev akkompagneret af et glas Rioja, var bare prikken over i’et.

Stedet hed El Anciano rey de los Vinos og ligger lige overfor kongeslottet og Madrids katedral. Også denne restaurant er over 100 år gammel og har derfor en plade i fortovet.

La Bola Taberna

Derefter gik turen til den traditionsrige restaurant La Bola Taberna, hvor vi fik deres berømte suppe og stuvning lavet i en lille lerkrukke og kogt over kul. Vi blev inviteret med ud i køkkenet, så vi kunne se rettens ingredienser, og hvordan den bliver tilberedt.

Derefter blev vi bænket i restauranten og fik serveret hver en kop. Her fik vi også historien om, hvordan kongehuset i generationer har hentet take away fra dette historiske sted. Og endnu engang: Bronzeplade i fortovet!

Skinker

Så blev det tid til at smage på noget af det, som spanierne er aller mest kendte for: skinker. Vi smagte på tre forskellige slags. En Jamón Serano, der stammer fra tamsvin og to Jamón Ibérico, der er fra svin, der er mindst 50% sortfodssvin, der for de bedstes vedkommende har været fritgående med adgang til agern fra sten-eg eller kork-eg. Det var helt tydeligt at smage forskel – meget interessant. Prøvesmagningen foregik i en slagterbutik – et rigtig sjovt påfund, som var med til at give en god stemning på turen.

Tortilla og cider

Nu blev det tid til en anden klassiker: tortilla – der i Spanien er en kartoffelpandekage (I Mexico er det jo en tynd majs- eller hvedepandekage). Det var sjovt at se kokken tilberede denne ret, da det ikke bare var at stege en kartoffelpandekage. Nej, den skulle have meget kærlighed undervejs og vendes efter alle kunstens regler. Det foregik på den lille tapasbar Cerveriz Bar, som ligger lige overfor Mercado de San Miguel, hvor vi jo tidligere havde fået vermouth. Her blev vi til gengæld inviteret på cider, der også er en videnskab i sig selv på disse kanter.

Bocadillo de calamares

Nu skulle vi have bocadillo de calamares – sandwich med blæksprutteringe. Det var en af Anne Maries klare favoritter. Dette foregik i en af de små sidegader tæt på Plaza Mayor. Der ligger mange små restauranter ved siden af hinanden, så det er bare at vælge en. Vi besøgte Cervecería La Campana og sandwichen var ovenud god! Den kom klart ind på en andenplads over dagens bedste oplevelser.

Turrones

Sidst men ikke mindst smagte vi på forskellige typer af Turrones – hvid/fransk nougat i forretningen Vicens. Det er noget sødt stads, men selvfølgelig sjovt at smage når man nu er i Spanien.

Vi var utrolig mætte, da vi gik videre ud i Madrids gader og en kæmpe oplevelse rigere. Selv om prisen på sådan en tur er i den krydrede ende, så synes vi, at det var det hele værd og det er klart ikke sidste gang, at vi har taget med på en food tour.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Food Tour i Madrid blev først udgivet på Two Danes On Tour.

I efterårsferien 2016 var vi en tur i Madrid. Både fordi vi fandt meget billige flybilletter direkte med Iberia til ca. 450,- retur/pr. person, og fordi Anne Maries barndomsveninde Julie har bosat sig der med sin mand Thomas og deres to drenge William og Phillip.

Julie og familien bor lige lidt uden for selve centrum af Madrid i bydelen Moraleja, som ligger i nærheden af lufthavnen – meget praktisk, når man nu ofte får gæster fra Danmark.

El Rastro

Søndag besøgte vi det store marked El Rastro, som både er loppemarked og ”tingel-tangel-marked”. Det fylder det meste af gaderne mellem metrostationerne Puerta de Toledo, La Latina og Embajadores.

Rasmus valgte som det første at købe et gasblus til ølbrygning, og så havde vi det på slæb resten af dagen

Palacio Real

Vi har også været et smut forbi kongeslottet Palacio Real, som bryster sig af at være det ældste kongeslot, som stadig er i brug. Dog bor kongefamilien der ikke til hverdag, men bruger det kun til officielle besøg. 
Slottet skulle efter sigende have over 2800 værelser! Det koster normalt 11 Euros at komme ind (altså bare for at kigge), men det er muligt at komme gratis ind de sidste to timer hver dag, hvis man har sit pas med. Vi nøjedes dog med at se bygningen udefra.

Overfor kongeslottet ligger Madrids domkirke.

Fin udsigt fra Azotea del Círculo

Sammen med Julie og Thomas besøgte vi rooftop-baren Azotea del Círculo. Det koster 4 Euro at komme op for at nyde den fine udsigt over Madrids gader fra de store flydesofaer. Det var lige noget vi kunne bruge, når vi vidste, at regnen silede ned derhjemme.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Madrid blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi har efterhånden været i Dubai en håndfuld gange. Her er det blevet en tradition for os altid lige at nå en tur rundt i den gamle traditionelle del af Dubai.

The Creek

Dubai by udsprang i middelalderen omkring flodmundingen “The Creek”, hvor der blev handlet og dykket efter perler. Området omkring floden er i dag blevet en turistattraktion. Og ikke uden grund. 

På den ene side af floden i bydelen Bur Dubai ligger der mange små restauranter med mellemøstlig mad og en bazar kaldet The Old Souk fyldt med turister og souvenirs. Her kan du købe tørklæder, t-shirts, snabelsko og meget, meget mere.

Desværre er souken en meget turistet oplevelse, da en Dubai’er aldrig ville handle her. Men hvad endnu værre er: Sælgerne råber efter dig, skælder dig ud, hvis du ikke vil købe og bliver ret grove i munden. Det har de jo ingen grund til, men det er åbenbart blevet kutyme.

Har du aldrig være i en bazar før, er det selvfølgelig en oplevelse at gå i gennem og se på alt det, som faldbydes. Men egentlig er det ikke en særlig god oplevelse. Alligevel tager vi en tur igennem hver gang. Forstå det hvem der kan.

Deira – på den anden side af The Creek

På den anden side af The Creek i bydelen Deira Dubai bliver de store dhow-både stadig lastet af arbejdere fra bl.a. Indien og Pakistan. Vi går altid en tur langs kajen og ser, hvad der står klar til lastning og losning.

Det er også i Deira, at man finder masser af eksotiske og velduftende krydderier og den store guldsouk. Stemningen er knapt så intens som i Bur Dubai, selv om man selvfølgelig også her bliver faldbudt både det ene og det andet.

Vil man over creek’en, sejler der hele tiden små både i pendulfart. Disse vandtaxaer bliver kaldt abra’s og koster kun 1 dirham pr. overfart. Du stiger bare om bord, og betaler til bådsmanden. Regn ikke med at få en billet. 

Der er to “vandtaxastationer” på hver side af The Creek, og der er sjældent lang kø. Den ene rute sejler i døgndrift. Den anden fra kl. 5 morgen til midnat.

Det er ofte en fin kulturel oplevelse at sejle med. Her blander turister og lokale sig på overfarten. Med andre ord – det er selvfølgelig en turistattraktion. Men det er samtidig hverdag for de mennesker, som bor og arbejder i området.

Vi går også altid en tur i guldsouken. Ikke fordi vi skal købe noget, men det er os hver gang ubegribeligt, hvor meget guld der hænger i vinduerne – for slet ikke at tale om alt det, som fylder butikkerne. Hvem er det egentlig, der køber alle disse overdådige smykker?

Og her lige uden for guldsouken finder vi altid en lille kebab til 5-7 kr. Det er blevet en tradition, at vi altid skal der forbi for lige at smage, om de stadig smager ligeså godt som sidst.

Dubai museum

Sidste gang slog vi også vejen forbi Dubai museum og Al Fahidi Fort, som ligger i Bur Dubai. Her kan man se, hvordan byen har udviklet sig fra ørken til futuristisk millionby på kun ca. 50 år.

Det var rørende billigt at komme ind – 3 dirham for voksne og 1 dirham for børn, så det er ikke det, som skal afholde dig for at kigge indenfor. 

Museet har en fin og informativ udstilling, uden dog at være en oplevelse i verdensklasse. Men vil du gerne blive lidt klogere på det sted, du befinder dig, så er det et fint sted at starte.

Har du aldrig været i Dubai før, så er det klart et besøg værd at gå en tur i det gamle Dubai – turistet eller ej.

Du er meget velkommen til at se flere billeder fra vores rejser på vores Facebook-side Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour. 

Læs også: Sheikh Zayed Grand Mosque

Læs også: På jagt efter en oryx

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Det gamle Dubai blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Sheikh Zayed Grand Mosque i Abu Dhabi er et fantastisk bygningsværk! Det er den største moské i De Forende Arabiske Emirater med 82 kupler og plads til over 41.000 bedende. Moskeen er 420 meter lang og minareterne er 107 meter høje. Der er virkelig dømt wauw-faktor!  

Vi kom forbi en eftermiddag og var meget spændte på at besøge moskéen. Denne dag var der desværre ikke høj sol og blå himmel, som man ellers kunne ønske sig, men tidspunktet gav os mulighed for både at se moskeen i dagslys og se den med lys på i aftenmørket. 

Den rigtige påklædning

Først skulle Anne Marie iføres en chardor, som kunne lånes gratis ved indgangen. Chardor’en havde hætte, så man ikke behøvede et tørklæde. Fiks var den nu ikke ligefrem…

Men det var heller ikke bare sådan lige til for mændene og deres påklædning, – for de skulle bære lange bukser! Det må være rigtig slemt om sommeren, hvor temperaturen sniger sig op på den forkerte side af 50 grader.

Selfie – nej tak

Samtidig skal man som “med på noderne-vesterlændinge” huske, at selfies i og af moskeen er “no-go”. For man kan jo ikke have en mand og en kvinde på samme billede i forbindelse med moskeen! Så der måtte vi op med en uforbeholden undskyldning til vagten for, at vi ikke lige havde styr på de lokale selfie-regler.

Gratis rundvisning

Kl. 17 var der en meget interessant og gratis rundvisning i moskeen. Vores kvindelige guide fortalte os med stor indlevelse og humor om moskeen, om islam og De Forenede Arabiske Emirater. Det var en rigtig god måde at få en introduktion til moskeen på.

Blandt andet fortalte hun om søjlerne, de imponerende lysekroner og om verdens største håndvævede tæppe, som var blev fragtet fra Iran i 3 fragtfly og syet sammen i moskeen.

Efter rundvisningen satte vi os til at vente på mørket. Imens nød vi stemningen ved Sheikh Zayed Grand Mosque.

Sheik Zayed by night

Da mørket faldt på, blev der tændt lys på moskeen, og oplevelsen blev kun endnu mere fantastisk. Især var vi vilde med det blå lys, som faldt på moskeen.  

Vi brugte over to timer ved moskeen og synes, at Sheikh Zayed Grand Mosque er et must see, hvis man kommer til Abu Dhabi.   

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Sheikh Zayed Grand Mosque blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Når vi er i Dubai, bor vi altid hos vores venner Peter og Sarah. Vi plejer også at tage et par dage for os selv, for at opleve noget af området, og for at give familien lidt ro.

To gange er vi kørt fra Dubai til Oman (turen fra 2015 kan du læse mere om her), men denne gang havde vi besluttet at se nærmere på Abu Dhabi – hovedstaden i De Forenede Arabiske Emirater.

Byen ligger på mange måder i skyggen af store og berømte Dubai. Men Abu Dhabi forsøger på alle måder at promovere sig selv og komme med på beatet.

En skuffelse i Ferrari World

Vi besøgte byen meget kort for 4 år siden for at prøve verdens hurtigste ruchebane i Ferrari World.

Der stod vi ved hovedindgangen sammen med Peter, Sarah og 3 unger på 3, 6 og 8 år og gloede på et skilt, hvorpå der stod, at ruchebanen desværre var lukket i dag pga. vedligeholdelse… og hvad gør man så? Ja, så går man jo ind alligevel, da der ellers ville være tre meget skuffede børn.

Vi kiggede os lidt omkring, prøvede nogle af de andre forlystelser, og måtte herefter konstatere, at uden Verdens hurtigste ruchebane, så var denne forlystelsespark ikke det mest interessante for os.

Så skal du ind og prøve ruchebanen, så gør alt for at tjekke i forvejen, om den er i drift. Vi HAVDE kigget på Ferrari Worlds hjemmeside inden afgang fra Dubai, og der havde de ikke gjort opmærksom på lukningen af ruchebanen.

Overnatning på Royal Rose Hotel

Siden vores korte besøg i Abu Dhabi dengang, har byen ligesom rumlet i baghovedet. Hvad kan man ellers opleve der? Hvordan ser byen egentlig ud, og er den meget anderledes end Dubai? Så nu skulle det være.

Vi havde hjemmefra booket to nætter på det femstjernede Royal Rose Hotel. Det plejer vi jo ikke ligefrem, da vi ofte bor i en bambushytte eller på et simpelt værelse. Og det var ikke i anledningen af Valentines dag, at vi havde flottet os. Det var simpelthen fordi vi kunne få et værelse via Booking.com i denne standard for ca. 600 kr. pr. nat.

At vi så blev opgraderet til et Kingsize værelse, blev det jo så heller ikke mindre af.

På væggen i lobbyen var vores værelse listet til en pris på 3900 dirham – 7400 kr. pr. nat, så det var da noget af en besparelse! Men det vil vi nu påstå, at det ikke var værd.

Hotellet lå centralt i ”downtown” Abu Dhabi med masser af liv rundt omkring.

The Corniche og Emirate Palace

Efter at have tjekket ind på hotellet, gik vi straks ud for at lære byen lidt at kende, og vi fandt hurtigt ud af, at der er en meget lang havnefront kaldet The Corniche. Her kan man gå eller cykle ture og kigge på havet og Abu Dhabi skyline både dag og aften. Det er en rimelig lang tur, hvis man skal gå den hele, så husk vand!

For enden af Corniche ligger det meget berømte hotel Emirates Palace. Det er både berømt for sin orientalske arkitektur, fordi det har være det andet dyreste hotel i verden at bygge, og fordi man kan bestille kamelburgere med 24 karat guldstøv på burgerbollen og på kikærtepomfritterne. Og i lobbyen er det muligt at trække en guldbar i hæveautomaten – vel at mærke hvis man har penge nok.

Vi nøjedes med at nyde hotellet og den store port udefra, da det koster 100 dirham at komme ind (ca. 200 kr). Vi har dog efterfølgende læst, at man kan slippe for at betale for indgangen, hvis man reserverer plads til afternoon tea i cafeen, som tilgengæld koster godt 320 kr. pr. person.

Bag ved Emirates Palace ligger Presidential Palace. Bare rundkørslen foran paladset er overdådig! Det er vist egentlig ikke decideret en turistattraktion. Vi var i hvert fald de eneste turister, og man kan ikke komme ind nogen steder. Man kan bare køre eller gå rundt og se på den smukke bygning og den fantastiske ”sti” der fører derop til.

The Coin

Vi havde lejebil med fra Dubai, og synes, at det var en god måde at komme rundt i byen på – hvis altså man føler sig tryg ved at køre i en storby med masser af trafik, og hvor mange gader er delt i midten af et hegn, så det kræver en del u-turns og en GPS at finde rundt.

Vi kørte bl.a. ud for at se bygningen The Coin, som er bygget helt rund. Den er flot og speciel, men altså man kan bare kigge på den og køre igen.

Vi forsøgte at parkere lige ved bygningen, så vi kunne stå ud af bilen og tage billeder, men blev snart smidt væk af en vagt.

Til gengæld opdagede vi nogle ret flotte vægmalerier lige neden for The Coin på væggen langs motorvejen. Vi kørte forbi og tog en del billeder.

The Capital Gate

Også bygningen The Capital Gate er bemærkelsesværdig. Det er verdens mest hældende bygning på 18 grader. Det viste sig, at det er der, Peter arbejder.

Vi var heldige at komme forbi en dag, hvor militæret øvede sig til den kommende IPEX konference, og det kom der nogle ret sjove billeder ud af.

Al Mina

Havneområdet Al Mina er også et interessant bekendtskab med forskellige lokale markeder.

Først kørte vi forbi ”Dade Avenue”. En hel gade kun med dadelbutikker – og masser af sælgere, som gerne vil have dig ind i lige netop deres butikker. Er du vild med dadler, så vanker der masser af smagsprøver.

De næste gader er fyldt med frugt og grønt i alle afskygninger, og det er sjovt at gå en tur og kigge på det store udvalg. 

Hvis man kører helt ned til havnen, er der først et lille marked med (i vores øjne) alt muligt skrammel til hus og have. Derefter er der en masse blomsterbutikker og længst ude på havnen ligger et fint fiskemarked. Her er der rig mulighed for at se på dagens fangst, men man kan også købe frisk fisk og rejer, få det renset og tilberedt på stedet.

Vi gik en tur på hele havneområdet for også at se de traditionelle fiskerbåde dhows. Her så vi også, hvordan lokale ryger vandpibe.

Vi måtte simpelthen trække på smilebåndet og snuppe et billede.

Al Marina

Om aftenen er der en flot skyline i Abu Dhabi, og hvis man kører ud på øen Al Marina, så får man en flot udsigt ind over byen. Især fra selve broen er der fint.

Også Emirates Palace er flot om aftenen, hvor taget på hotellets kupler skifter farve.

Indisk og libanesisk

Mens vi var i Abu Dhabi skulle vi jo også have noget at spise. Der er masser af fine og fancy restauranter, men vi valgte noget mere low key.

Morgenmad og frokost blev indtaget på diverse indiske joints. Vi vil ikke fremhæve en bestemt, men i stedet anbefale at man går ind et sted, hvor der sidder masser af indere. Det er altid et meget godt tegn på, at maden er god og frisklavet. Og så er priserne jo helt i bund. Vi spiste morgenmad for to personer for 26 kr.

Om aftenen spiste vi libanesisk på The Lebanese Mill Restaurant – et fantastisk sted fyldt med kunder og i skarp kontrast til naborestauranten, som til gengæld var hel tom. Her snurrer hele kyllinger rundt på spyd og så laver de en fantastisk mutabal (auberginecreme).

Vil du også prøve at finde restauranten, så er der flere Lebanese Mill’s i Abu Dhabi. Den, vi besøgte, lå på 9th. street og kun en blok væk fra Royal Rose, hvor vi boede.

Abu Dhabi var et godt bekendtskab for et par dage. Især Grand Mosque imponerede os. Det fortæller vi mere om i næste blogindlæg.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget To dage i Abu Dhabi blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi starter med en skuffelse

Første frokost blev indtaget på den lille restaurant Pod Samsonem, som ligger lige uden for den gamle bydel. Vi tænkte: “Hvorfor give det dobbelte i midtbyen, når man kan gå 250 meter og få det til det halve?” Desværre var kvaliteten ikke helt i top på trods af, at stedet i vinduet pralede med alverdens gode anmeldelser.

Begge vores retter var halvkolde og kartoflerne var utrolig kedelige. Rasmus’ kød var dog meget smagfuldt og Anne Maries rødbedestuvning var lækker, men det kunne alligevel ikke løfte måltidet. Her havde brødrene Price altså heller ikke været tilfredse!

Derudover blev vi her for første gang opmærksomme på, hvor mange tjenere der i grunden er ansat på de fleste polske restauranter. Med dovenskab til følge! – Og dermed halvdårlig betjening.

Sidst men ikke mindst blev vi afkrævet penge for at bruge restaurantens toilet, hvilket skulle vise sig ikke at blive en engangsforestilling. Hvad er dog det for en uskik, når man spiser på stedet?

Marriott Sky Bar

Lørdag aften gik vi først ud for at drikke cocktails på Marriott Sky Bar. Den ligger på 40’etage med flot udsigt over Kulturpaladset og byen.

Baren åbner kl. 18, og det er en fordel at komme tidligt, ellers kan man komme til at stå i kø.

Der er happy hour fra kl. 18.30, men kun på to udvalgte cocktails, og da det ikke var dem, vi havde lyst til at prøve, sprang vi lige så let og elegant over det.

Og det skal da lige afslutningsvis siges, at det er en cocktailbar! Rasmus læste hele drinkskortet igennem og fandt kun én øl i udvalget. Så er det øl, du er gået ud for at drikke, vil vi anbefale dig at finde et andet sted. 

Radio Café

Aftenens måltid blev indtaget på den legendariske Radio Café (Nowogrodzka 56). Og det skulle vise sig, at aftensmaden var langt bedre end frokosten. Rasmus spiste en velsmagende stroganoff og Anne Marie kastede sig over stegt laks, som var udmærket. Dog uden at gå over i historien.

Som en lille snack inden maden, blev der sat en stor skål med valnødder og hasselnødder på bordet – så fint og med til at hygge om gæsterne!

Caféen er hyggeligt indrettet, og historien om Radio Free Europe, som sendte ucensureret radio til Østblokken under Den kolde krig, er interessant.

Frokost på Bar Warszawa

Dagen efter skulle det til gengæld blive rigtig godt på den kulinariske banehalvdel!
Efter en interessant gratis guidet rundtur i byen blev vi anbefalet Bar Warszawa & Restauracja (Krakowskie Przedmiescie Street 79), som ligger tæt på Zygmunt-søjlen.

Om aftenen er det et populært gå-i-byen-sted, men til frokost en helt almindelig restaurant. Igen var betjeningen utrolig sløv, men maden og prisen var helt i top!

Vi fik først kyllingesuppe med nudler og derefter snitzel, kartoffelmos, agurker og dildcreme – YUM! Denne dagens ret stod os i 18 zloty – 32 kroner pr. person. Det er altså et fund for de penge.

Warszawas bedste måltid

Aftensmaden fandt vi på den hyggelige Soul Kitchen (Nowogrodzka 18A). Restauranten ligger halvt i kælderetagen og interiøret er en blanding af blødt og råt med krydderurter som dekoration. Under middagen sad en pianist og spillede evergreens.  

Til forret fik Rasmus fiskesuppe, som var til den spicy side. Den kom ind i en gryde, så der var nok at tage af.

Anne Marie satte tænderne i den bedste tatar, hun endnu har fået i sit liv. Kokken kom ind til bordet med oksemørbrad, som blev finthakket og blandet med diverse urter og krydderier.

Derefter blev det anrettet direkte på tallerkenen. Hold nu k… en lækkerbisken. Anne Marie var helt ked af, at hun skulle have hovedret bagefter. Hun kunne godt bare have brugt en forret mere magen til.

Hovedretterne var også rigtig fine. Henholdsvis kalveskank og oksekæbe med tilbehør. Dessert var der ikke plads til og udvalget var vist heller ikke det største. Regningen lød i alt på lige under 400 kr. inklusiv drikkepenge.

På polsk mælkebar

Den sidste dag vågede vi pelsen og kastede os ud i den polske institution: en mælkebar eller på polsk Bar mlcezny. Det er det, som vi her hjemme ville betegne som et cafeteria, hvor du, efter at have stået i kø i en rum tid, går hen til damen med kasseapparatet og bestiller dit måltid fra menukortet, som er slået op på væggen.

Derefter står du igen i kø for at komme frem til en luge, hvor du kan aflevere din bon og hente din mad. Til sidst rydder du selv af.

Vi havde valgt Bar Rusałka, som ligger på Floriańska 14 – lige over for Warszawa zoo, men mælkebarer findes over hele byen.

Inden vi gik ind, havde vi forsøgt at forberede os godt ved på forhånd at have siddet på en bænk ude foran for at bestemme os for, hvad vi gerne ville have at spise, og dernæst øvet os på at sige det på polsk.

Derfor var det en lidt flad fornemmelse at få stukket et engelsk menukort i hånden. Men det viser samtidig, at stedet er populært blandt turister. Så vil du prøve det på den “sikre måde”, så er det måske netop her, du skal gøre dit første forsøg.

Menuen

Vi bestilte først hver en suppe: Anne Marie fik en ukrainsk borscht (rødbedesuppe med kartofler, grønne bønner og dild), mens Rasmus tog tomatsuppe med pasta.

Derefter var Rasmus på snitzel, mens Anne Marie gik direkte til desserten og spiste pandekager med blommemarmelade, syrnet fløde og sukker. Vi fik begge et glas kompot, som minder om saftevand. Maden var så mættende, at vi ikke behøvede noget de næste mange timer.

Og prisen? 4 retter mad og 2 glas saftevand stod os i 30 zloty – 60 kr. Hurra!

Det var en fed oplevelse, som vi helt sikkert gentager, næste gang vi rammer Polen.

Vil du læse mere om hvordan man går på mælkebar og hvad man har mulighed for at bestille, så vil vi gerne anbefale denne hjemmeside, som vi selv benyttede os af: Milk Bars: How to Survive in Warsaw 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Spise med Price… i Warszawa blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi havde flere steder læst om den lille, smukke by Jardín, så det blev næste stop på vores tur rundt i Colombia. 3½ time med bus sydpå fra Medellin og så stod vi midt i Andesbjergene.

Vi hoppede af bussen midt på byens torv, og blev nærmest blæst omkuld af alle farverne samt byens smukhed og ro. Vi var med det samme klar over, at vi var kommet til det helt rigtige sted!

Men også omgivelserne omkring den lille by er spektakulære og grunden til, at mange lægger vejen forbi.

På jagt efter Cock-of-the-rock

Den første morgen stod vi op kl. 04.45 for at se den fantastiske fugl Andean Cock-of-the-rock, eller som den hedder på dansk: Rød klippehane.

Vi så den også sidste år i Ecuador, men det kunne nemt tåle en gentagelse. Især fordi Jardín er det sted i verden, hvor fuglen er nemmest at se, og hvor man kan komme aller tættest på. Tilmed var det også meget billigt!

Lige uden for byen ligger der et revir, hvor hannerne mødes hver morgen og aften for at vise sig frem for damerne. Det er en dame, som ejer området, og hun bor på stedet. Ja altså, det er ikke hende, de viser sig frem for! Men man kan lave en aftale med hende, så lukker hun op for porten kl. 5.30 om morgenen mod en betaling på 25 kr. pr. person. Det er altså rørende billigt.
Vi mødte også nogle, som havde været der om eftermiddagen. De havde set to fugle meget langt væk, mens vi så en 10-12 stykker helt tæt på.

Gul-ørede papegøjer

Dagen efter havde vi lavet en aftale med Guillermo fra Aramacao Tours. Så op igen kl. 4.45! Han ville tage os med op til “Reserva natural de las aves loro orejiamarillo”, hvor man om morgenen kan være heldige at se den endemiske gul-ørede papegøje. Den findes kun 4 steder i Colombia og er på listen over truede fuglearter.

Det tog en god time at køre derop i en gammel Landrover fra 1976. Og lige som vi gik det sidste lille stykke op til fuglestationen, kom ca. 30 papegøjer flyvende hen over hovederne på os. De 7 satte sig i et træ og begyndte at spise – det var fedt at høre, hvordan de gnaskede frugter i sig.

Efter en halv times tid fløj papegøjerne videre, og så var det tid for os til at se på andre fugle. Bl.a. var der masser af forskellige kolibrier, og de er jo altid sjove at kigge på.

Den ene art sværdkolibrien har rekorden som den fugl med det længste næb i verden i forhold til dens kropslængde. Det er den eneste fugl, som kan drikke nektar fra planten engletrompet, da blomsterne er så lange.

Dagens overraskelse

Vi gik ned ad vejen for at kigge efter andre arter. Guillermo viste os en smal revne i bjergsiden, som man kunne kravle igennem, og da vi kom ud på den anden side, sad der en ugle i en høj bregne. Det var klart dagens overraskelse.

Efter lidt morgenmad gik vi nu nedad de næste par timer, spottede fugle hele vejen og nød udsigten. Alt i alt var vi afsted i 9½ time og så omkring 35 forskellige arter, så det var en god dag.

Kommer du til Jardín og er du interesseret i fugle, så er Guillermo helt sikkert den rigtige at kontakte! Du kan skrive til ham på Whatsapp: +57 305 3184585 eller finde ham på Facebook: Aramacao Tours.

Gider du derimod ikke at lede efter fugle, så fortvivl ikke. I området kan du besøge flotte vandfald til fods eller på hesteryg, og de laver efter sigende Colombias bedste kaffe og har derfor også guidede ture til kaffefarmene, hvor man ser hele processen og får smagsprøver. Det kan Guillermo også hjælpe med. Og som bonus taler han engelsk!

En sjov ridestil

En dag imens vi sad udenfor en café på torvet og vippede på stolen op imod muren, som man gør i Jardín, så opdagede vi, at man i Colombia har en helt særlig ridestil – altså en gangart, som vi ikke kendte til. Den hedder Paso fino colombiano. I kan lige se en lille video, som vi har filmet i Jardín, og ellers kan der søges mange flere videoer på YouTube, hvis det skulle have nogens interesse. Det ser i hvert fald ret vildt ud, når hestene kommer ridende sådan ned ad gaden.

Nu kommer det nok ikke som den store overraskelse for de af jer, der er bekendte med vores manglende viden om heste, men vi troede faktisk de første gange, vi oplevede gangarten i gaderne, at de ikke rigtigt havde styr på krikken og var ved at ride den til. Eller at den steppede sådan for ikke at falde på de våde brosten. Men sådan kan man jo blive klogere.

Farverige Jardín

Den sidste dag blev brugt i selve Jardín, hvor vi listede rundt i byen og tog billeder af de farverige huse og dens indbyggere. I får lige en lille stemningsbilledserie:

Alt i alt var Jardín et fantastiske bekendtskab for os – og indtil nu vores yndlingssted i Colombia. Her er også en skøn temperatur i forhold til Amazonas og Los Llanos!

Skulle du komme forbi, så vil vi gerne anbefale det lille hotel Sgt. Peppers. Damerne, som arbejdede der, var utroligt søde og hjælpsomme. Kan du få det øverste 4-mandsværelse, så har det en fin udsigt!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Smukke Jardín blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Podgorica – Europas mindst kendte hovedstad?

Så efter en lille gåtur, der blandt andet gik over deres nationale stolthed ”Millenium broen”, hen over torvet og ind i det tyrkiske kvarter og efterfulgt af en gang morgenmad, så var vi klar til at tage bussen videre.

Smukke Kotor

 

 

Dagstur til Perast

Den ene dag besøgte vi den smukke og hyggelige by Perast, hvor det forlyder, at Michael Douglas og Catherine Zeta Jones har kigget på hus. (Vel ikke verdens bedste idé som by at ”brande” sig på nogle kendte, der kun overvejede at købe et hus der?)

Imellem regnbygerne gik vi rundt og så på den billedskønne by, som er bygget i veneziansk stil og de to små øer, som ligger ud for den. Og når der så blev åbnet for sluserne fra oven, sad vi på café. Så jo, det var en fin dag trods lidt regn.

Budva og Sveti Stefan

Efter en gåtur på bymurene, hoppede vi på bussen længere ned ad kysten for at se den lille ø Sveti Stefan – eller som vi hurtigt døbte den: Svedige Stefan.

Det er ikke muligt for almindelige dødelige som os at få lov til at besøge øen, men hvis vi ville give 7000 kroner for et hotelværelse på øen, så ville porten med garanti gå op. Vi besindede os dog og gik tilbage langs kysten mod Budva – det er stadig gratis.

Lovcen Nationalpark

Efter at have set vejrudsigten for de kommende dage, hvor der blev lovet fuld sol og over 25 grader, bookede vi to ture gennem vores hostel sammen med to danskere Mia og Peter, som havde været med det samme fly som os.
Vi blev hentet i bil af vores guide Miroslav, som kørte os op ad den utrolig smukke vej fra Kotor til Lovcen Nationalpark. Den havde ikke mindre en 25 hårnålesving og en super, super udsigt over Kotorbugten.

Cetinje og Ostrog-klosteret

Derefter gik turen til Cetinje, den gamle hovedstad. Vi nød en frokost (med røget skinke) og det gode vejr, inden turen fortsatte imod Ostrog-klosteret – én af landets helt store seværdigheder. Et hvidmalet kloster bygget ind i/på en klippevæg. Klosteret besøges årligt af ca. 600.000 turister og pilgrimsrejsende – altså næsten lige så mange som indbyggertallet i Montenegro.

Hjemover igen

Efter klosteret gik turen igen sydpå, igennem Podgorica og ned til Balkans største sø Skadarsøen. Her besøgte vi et lille fiskerleje og nød udsigten over den blanke sø.

På hjemvejen nåede vi lige et solnedgangsstop ved Svedige Stefan.

Durmitor Nationalpark

Dagen efter gik turen nordpå til Durmitor Nationalpark. Det var en lang fire-timers køretur. Især fordi Miroslav ikke på noget tidspunkt havde bly i højrefoden. Om det var for at spare på gassen (ja, den kørte på gas, der kun koster ca. det halve af benzin) eller for at få os sikkert frem vides ikke. Men det gav os i hvert fald masser af tid til at nyde det fantastisk flotte efterårslandskab og bjergene.

I Zabljak fik vi frokost, inden vi kørte til Den sorte sø. Vi brugte godt og vel en time på at gå søen rundt. Det var en meget stille og flot tur. Der er meget få turister på denne årstid.

Lidt tanker om Montenegro

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Montenegro blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Antsirabe 

Famadihana 

På jagt efter en famadihana

Vi prøver igen

Endnu en famadihana

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Famadihana blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Over floden med færgen

Derefter gik vi et kvarters tid, til vi igen kom til Mananara-floden, hvor vi endnu engang skulle med en pirogue-færge. Her var overfarten noget længere, og der skulle to til at ro. Eller en påhængsmotor på de mest moderne ”færger”. Men den slags kommer jo ikke gratis. Pris pr. person: 1,25 kr.

På vej til Edens grønne have

Til bådindvielse

Her får man hurtigt mange nye venner

En fiskerbåd

Sejltur i den nye båd

Ambitsika-halvøen

På tur til et lille bjerg og det lokale marked

Nu var det tid til at få shoppet de sidste lækre kurve her i byen. Vi ved, at når vi kommer andre steder hen i Madagascar, så har de ikke de samme slags, og det er i dette område, at de er aller flottest. Så nu er der frygt for overvægt på flyveren hjem…!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På tur med Marie Louise blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Aye ayen er et MEGET mærkeligt dyr!

Aye aye island

På tur til Aye aye island

Udstyret med lommelygter og hele fire unge guider, begav vi os ud i mørket. Og vi havde ikke ledt længe inden de unge fyre havde spottet den første aye aye i et kokospalmetræ. Den sad meget højt oppe og var derfor svær at se, men det skulle blive bedre.

I løbet af en lille halv time havde vi set i alt tre aye ayes, og den sidste sad rigtig godt. I kan selv bedømme ud fra billedet:

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Aye aye island blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Transport til Mananara

Chez Roger

Vi lægger planer

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Mananara blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Skræksenarier

Rod i billetterne

Sandhedens time…

Nå nej, for lige at fuldende historien om flytiderne, så kom vi, da vi skulle ud til Ile Sainte Marie, i absolut sidste øjeblik til lufthavnen og checkede ind en halv time før afgang – kun for at se på boardingpasset, at afgangen var flyttet to timer… the usual!

Gratis overnatning -måske

OG… da vi så landede i hovedstaden lå der rigtig nok IKKE nogen voucher til os på Air Mad’s kontor. Og de kunne ikke se i deres system, at vi skulle kompenseres…
Her var det så, at den bekræftende e-mail ”came in handy”. Og efter en god halv times venten fik vi en voucher, der ikke bare gav fri overnatning, men også alle måltider med drikkevarer samt transport til og fra lufthavnen.

Her lufthavnen i Mananara. Ikke verdens største…

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Air Madagascar – et kapitel for sig… blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Men det var vist ”overkill”. For da vi kom frem, viste det sig, at vi havde hele hotellet for os selv. Hvilket straks mindede os om, dengang vi i Sydafrika havde en hel safarilodge for os selv. Der blev vi vartet op som grever og baroner i 10 dage.

Siden præsidentvalget i 2009 har der her i landet hersket politisk uro. Det sammenholdt med den økonomiske krise i Europa gør, at der i de sidste år ikke er kommet ret mange af de turister, som befolkningen på Madagaskar er så afhængig af. Derfor oplever vi gang på gang at hoteller, taxachauffører m.m. hungrer efter turisterne (og deres penge).

På hvalsafari

Da vores første nat under myggenettet i vores lille hytte var gået, tog vi ud i hotellets 6 personers båd for at se på pukkelhvaler. Med os havde vi ”matrosen” Mesme og ”kaptajn” Jean Luis, der har arbejdet som kaptajn for hotellet i 36 år, så vi var i gode og rutinerede hænder.

Der gik da heller ikke mere end 5 minutter, før vi så den første hval – godt nok langt væk, men det skulle hurtigt ændre sig!

Vi så mange flokke på 2-3-4 individer, der svømmede sammen. Da vi havde talt til en 14-15 stykker, opgav vi at tælle flere, da vi selvfølgelig også så nogle af flokkene flere gange. Men hjemme igen havde den meget erfarne bådsmand sagt til hotellets ejer, at vi havde set op mod 100 hvaler på turen!!!

Og hvad er det så, man kan se på sådan en hvaltur? Ud over hvalernes blåst (det de sprøjter op gennem åndehulet), så krummer de ofte ryg og nogle gange kan man også være heldig at se deres flotte haler, som alle har forskellige mønstre. Der udover er der nogle hanhvaler, som ligger og leger. De plasker med lufferne og ind i mellem hopper de op af vandet og lander med et ordentligt plask, som kan ses på meget lang afstand. Utrolig imponerende.

Hvalsafari med indlagt fisketur

Mens vi kiggede på hvaler fiskede bådens besætning selvfølgelig også. Og pludselig var der bid! Det tog bådsmanden en del kræfter at få hevet krabaten, som viste sig at være en gulfinnet tun, om bord. Da fisken var vel om bord i båden, fortsatte hvalsafarien ufortrødent.

Heldigvis havde tunen ikke levet forgæves, da den blev til vores frokost dagen efter

På tur til Ambodifototra

Hjemme fra bådtur igen stod den nu på lækker kylling og ris kogt i kokosmælk, mens vi om eftermiddagen tog en såkaldt tuk tuk ind til øens største by Ambodifototra for at fotografere hverdagslivet og tage et par solnedgangsbilleder på tilbagevejen.  

 

Så blev det så til lige vel lovlig mange billeder i dette indlæg… Men til dem af jer, der også kan tåle at se en lille film med hvaler, så kommer den her:

Læs også om hvalsafari i Nordnorge

Se alle vores blogindlæg fra Madagaskar

Følg os på Facebook, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Ile Sante Marie – pukkelhvalernes paradis blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Sidste rejse til Madagaskar

Vi var her i 2007 og rejste dengang 5 uger i det nordøstlige hjørne af dette kæmpe store land. Vi så masser af lemurer, kamæleoner og underlige insekter, og vi mødte en utrolig venlig befolkning. Det kunne vi godt tænke os at se mere til. Så nu er vi her igen.

Lidt facts om Madagaskar

Madagaskar er faktisk verdens 4. største ø med et areal ca. på størrelse med Frankrig. Men med en infrastruktur, som er nærmest ikke eksisterende. Og det mener vi virkelig! Mange førstegangsrejsende til Madagaskar – inklusiv os selv – er rystede over HVOR dårlige vejene er.

Ca. 5 % af hele jordens dyre- og planteliv findes her – og kun her. Så hvis man er interesseret i dyr, så er dette stedet!

Men Madagaskars befolkning er meget fattig. Omkring 77 % af befolkningen lever under den nationale fattigdomsgrænse. For at tjene penge graver de bl.a. efter metaller og mineraler i jorden og fælder regnskovene for at sælge eller brænde træet og for at få plads til rismarker og andre afgrøder. Mange steder går lokalbefolkningen også på jagt i skovene, simpelthen for at få mad på bordet. Dette har selvfølgelig store konsekvenser for dyr og planter og på sigt også for befolkningen. Så vi har i længere tid haft en følelse af, at skulle vi tilbage, så skulle det være NU. Og her sidder vi så J

 

Forskellige måder at rejse på

Da vi var her sidst, havde vi ikke planlagt noget hjemmefra – Anne Maries ønskescenarie! Men vi fandt hurtigt ud af, at hvis vi ville nå rundt til de mest spændende steder, så blev vi nød til at flyve en del indenrigsflyvning, og at de fleste fly allerede var booket op.

Derfor har vi denne gang valgt en anden løsning: Styr på tingene hjemmefra – Rasmus’ ønskescenarie!

Men, men, men… nu er det jo altså Afrika, så Rasmus har vel allerede talt med det selskab, som vi har købt flybilletter igennem, en 7-8 gange de sidste par måneder, for billetterne var ”sjovt nok” liiiiige blevet ændret lidt igen…

Men nu må vi se, hvordan det hele kommer til at forløbe. Vi har i hvert fald store forventninger til en spændende rejse.

Læs vores blog fra begyndelsen

Se alle vores indlæg fra Madagaskar

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side, hvor vi lægger flere rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Madagaskar blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi tog bussen fra Playa del Carmen til Tulum, hvor vi skiftede til en anden bus til Cobá.

Igen var det en gammel indianerby, som ligger inde i ”junglen”. For at komme rundt betalte vi en mand for at køre os i cykeltaxa, og det var rigtig skønt varmen taget i betragtning.

Cobá er ikke blevet restaureret så meget som f.eks. Chichén Itzá, hvilket giver den en vis charme. Der gror træer oven på nogle af ruinerne og der er et rigt fugle- og dyreliv, som man kan nyde samtidig med, at man ser på ruiner.

Vi så først en gammel mayakalender, hvorpå det spås, at jorden vil gå under d. 21. december 2012. Så det bliver lidt spændende at finde ud af, om de gamle indianere havde ret…

Vi besøgte også boldbanen til det gamle mayablodspil ”poc ta poc”. Det var i dette spil, at taberne ofte måtte lade livet.

Højeste mayakonstruktion på Yucatan

Og så besteg vi Yucatans højeste mayakonstruktion på 42 meter. Igen var der en flot udsigt med skov til alle sider.

Fra Cobá går der også en gammel mayasti bygget af sten, som hedder Den hvide vej. Den er 100 km lang og føre hele vejen til Chichén Itzá, som var datidens hovedstad. Ufatteligt hvad de har fået bygget og stablet på benene dengang for over 1000 år siden.

Der ligger også et observatorium. En flot bygning, som stadig er i rigtig god stand.

Tilbage til skildpadderne i Akumal

Og så har vi været endnu en tur i Akumal for at snorkle med havskildpadder. Vi kan bare ikke få nok!

Det er simpelthen så fedt, at man kan gå lige ud fra stranden og snorkle i roligt vand med de sødeste skildpadder, der bare ligger på bunden og tygger søgræs i sig. Når de altså ikke lige skal en gang til overfladen efter luft.

Denne gang så vi omkring 15 skildpadder, men også 4 pilrokker, som vi synes er nogle rigtig seje dyr (og ja, det var sådan en, som dræbte Steve Irving!). Vi har tidligere snorklet med pilrokker i Belize, hvor vi var helt omgivet af dem, men her skal man ”gå lidt på jagt” for at finde dem, og det var super fedt.

Vi har allerede besluttet, at det IKKE er sidste gang, at vi har været på Yucatan. Og i bussen hjem begyndte vi allerede at planlægge ruten til næste gang

Til de af jer, som godt kan tåle lidt flere skildpadder, så kommer der her dagens fangst inc. pilrokke og AM, som er ved at lære at dykke ned på bunden med svømmefødder på, så hun kan nærstudere skildpadderne. Læg også mærke til de seje sugefisk, som sidder på nogle af skildpaddernes skjolde.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Cobá og endnu engang skildpadder i Akumal blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Playa din gamle gøgler

I Playa havde vi gået mindre end 100 skridt på hovedgaden, inden vi var blevet tilbudt:

1. at købe marijuana
2. at blive fotograferet sammen med en løveunge!

Velkommen til det store turistcirkus!!! Vi kunne godt huske det fra sidst, vi var her. Men vi blev alligevel overvældede over, hvor massivt det er med sælgere, der råber efter os HELE tiden.

Så efter én tur op og ned ad hovedgaden sådan for gammelt venskabs skyld, er vi nu gledet ud i sidegaderne. Her har vi allerede fundet vores favorit-tacosted.

Drømmen om et skildpaddedyk

Grunden til at vi er taget til dette turistmekka er, at Rasmus, Morten og Olivia sidste gang var ude på et helt fantastisk skildpaddedyk. De plumpede i vandet, gled med strømmen og så en masse havskildpadder undervejs.

Anne Marie kunne desværre ikke komme med, da hun dengang ikke havde noget dykkercertifikat. Dette helt særlige dyk har ligget og rumlet i baghovedet i alle disse år, og NU skulle det være.

Vi bookede to dyk med Dive Mike – en dansker, som har slået sig ned her i Playa. Det kunne desværre ikke blive dagen efter, men først tre dage senere.

Akumal

I ventetiden skulle der ligesom ske noget. Og da Playa egentlig ikke er noget for os, begyndte Rasmus at se sig om efter alternative dagsture. Han læste om Akumalbugten og blev straks interesseret. Næste morgen hoppede vi på en colectivo. En slags minivan, som kører busservice med af- og påstigning hele tiden.

Stranden i Akumal er super smuk, hvilket i sig selv ville være grund nok til at tage hertil, men den helt store attraktion er, at man kan snorkle med havskildpadder. På nettet var der alle mulige gode forslag om at købe en ”snorkelguide” for 150 kr./person, for lige som at være sikker på at få set noget. Men vi valgte den billige løsning og gik selv i fra stranden.

Fantastiske oplevelser under havoverfladen

Inden der var gået et minut, havde Anne Marie set en kæmpe fisk, så vi fortsatte fremad. Inden for det næste minut så vi pludselig en stor mørk skygge (ja, det er de fleste skygger vel?), men det var en kæmpe havskildpadde, der bare svævede lige over havbunden og guffede søgræs i sig. Og vores tilstedeværelse så ikke ud til at kunne bekymre den mindre, så vi blev og nød synet af det fantastiske dyr.

I løbet af de næste 45 minutter stødte vi på den ene skildpadde efter den anden.

Da vi kom tilbage på stranden, spiste vi morgenmad, hvorefter vi tog 45 minutter mere med de blide kæmper.

Oven på de oplevelser blev vi enige om, at der ikke længere var behov for, at betale 1000 kr. for at få lov til at tage det famøse dyk med skildpadderne, når man kunne svømme lige ud til dem ved Akumal. Så vi tog en colectivo tilbage til Playa del Carmen og gik direkte ned i dykkercenteret og afbestilte dykkerturen.

I stedet flotter vi os nok i morgen og tager en 16 kroners bustur tilbage til Akumal for lige at sige ordentligt farvel til skildpadderne og Yucatan.

Til jer, der stadig har lyst til at se vores små hjemmevideoer, kommer der en her af skildpadder.

I området findes der både grønne havskildpadder (også kaldet suppeskildpadder) og uægte karetteskildpadder – I må selv afgøre, hvem der er hvem!

PS. Det er Anne Marie der vinker

Følg os på Facebook, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Playa del Carmen og Akumal blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Men så har man jo som turoperatør på Holbox bare endnu et es i ærmet. Det es hedder djævlerokker.

Derfor besluttede vi, nok som nogle af de eneste på øen, at vi ville tage endnu en tur ud til hvalhajerne, men med djævlerokkerne som hovedformål. Det gjorde vi vores operatør klart, og det var naturligvis ikke noget problem, at vi gerne ville i vandet og tilbringe noget tid med rokkerne.

Klog af skade fra sidste bådtur, indtog vi hver en søsygetablet inden afgang. Og så var det af sted.

Bådtur til rokker og hvalhajer

Turen ud til rokkerne, der skulle svømme lige ved siden af hvalhajerne, skulle tage ca. 5 kvarter. Så i bedste mexikanske ”mañana-stil” kom vi til området efter to timer. Lige tids nok til at se en af djævlerokkerne springe op af vandet. Noget de kun gør i juli, som er parringsperioden.

Så begyndte vi at kunne se nogle stykker i overfladen. Og imens nogle af de andre på båden begyndte at snakke om, at vi godt kunne tage videre, så tog vi snorkeludstyret på og hoppede i baljen. Vandet var desværre så grumset, at man kun svagt kunne skimte dem, selvom de svømmede lige ved siden af os.

Efter et par forsøg blev vi samlet op med beskeden om, at vi senere kunne komme tilbage og finde flere. Herefter gik turen videre endnu en halv time ud til hvalhajerne.

Vi kunne fra starten se, at der ikke var ret mange hvalhajer sammenlignet med turen ugen forinden. Men det gav os bare ret i vores antagelse fra sidst om, at så heldig får man ikke lov til at være mange gange i livet.

Vi lod de andre springe først i. Men vi fik alligevel nogle store øjeblikke med fiskene og nogle ganske gode optagelser – udstyret og kameramanden taget i betragtning.

En uheldig hjemtur

Nu var tiden så kommet til, at vi igen skulle lede efter djævlerokkerne. Men som alt andet i Mexico, så gik heller ikke det som planlagt.

Den ene motor satte ud, og så måtte vi ”tøffe” tilbage til fastlandet på reservemotoren. Det betød, at der ikke var mere eftersøgning af djævlerokker, ikke nogen snorkeltur ved revet, intet møde med de små rokker og ingen frokostpause, som vi ellers var blevet lovet.

Til gengæld fik vi lov til at blive slæbt ind til land, da den anden motor også begyndte at klage sig. Vi fik mange flere timer på havet i stegende hede og blev tilbage med en anden båd. 

Selvfølgelig brokkede Hr. Lyngsøe sig over alt dette og fik til sidst tilkæmpet os en kompensation på næsten 5%. Så sidder man naturligvis tilbage og tænker, at det ikke kan være rigtigt, at man skal betale fuld pris for en hel masse, man ikke har fået.

Men så er det måske alligevel mere på sin plads at man får et los i rø…, så man lige kommer til at tænke over, hvor heldige vi har været!

Glemte vi at skrive, at vi også så en delfin dukke op tæt ved båden samt nogle flamingoer?

Trods principper og alt muligt andet, så var det alligevel nok de penge værd!

Og ja, videoen ligner de tidligere, men det er altså en anden tur!
 

Hvis du har lyst, så kan du følge os på Facebook eller Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten. Vi svarer også gerne på masser af rejsespørgsmål, så skriv bare løs.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Bådtur/retur til hvalhajerne blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Til forskel fra Chichén Itzá var her INGEN andre turister end os, da vi ankom først på formiddagen – herligt!

Skøn natur

Det, der i første omgang interesserede ungerne og os mest, var faktisk naturen rundt om os.
Ek Balam ligger inden i ”junglen”, og der var mange spændende dyrelyde, insekter, firben og leguaner, som alle blev nærstuderet. Især var der mange sommerfugle og vi fandt også giftige edderkopper, som sad på træstammerne. Dog så vi ingen sorte jaguarer – desværre!

Ek Balam

Selve ruinkomplekset var også meget anderledes end gårsdagens, da man her kunne få lov til at kravle op på de forskellige templer.

Fra den højeste konstruktion kunne man kigge ud og bare se skov så langt øjet rakte. Super smukt! Vi havde en fantastisk formiddag ved Ek Balam.

Læs også: Chichén Itzá

Læs også: Vores guide til Mexicos pyramider

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Ek Balam blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Rasmus var her fra 18 år siden, for 9 år siden var vi har sammen, og nu er vi spændte på, om der igen skal gå 9 år, før vi kommer tilbage igen – det håber vi ikke, at der gør!

Valladolid

Nu er det blevet tid til at se lidt mere af Yucatan. Derfor er turen gået med taxa, færge, taxa, bus og taxa til byen Valladolid. Her har vi indlogeret os på Hotel Hacienda Sanchez, som minder os lidt om en ranch.

I hotellets restaurant sælger de store 2 liters kander med vandmelonjuice og appelsinjuice for ca. 25 kr. stykket. Så der bliver altså drukket igennem!

Det er dog lidt et mærkeligt sted, så her kommer vi ikke til at bo igen. Vi vil nok også vælge at bo lidt tættere på centrum.

Vi har været lidt rundt og se på Valladolids centrum, som er i gammel kolonistil. Men den egentlige grund til, at vi er her er, at byen ligger tæt på en af Mexicos største turistattraktioner: Ruinkomplekset Chichén Itzá.

Chichén Itzá

Chichén Itzá blev bygget af mayaindianere i 600-900 e.kr. og efterfølgende invaderet af et andet stammefolk kaldet toltekerne.

El Castillo

Stedet er mest berømt for sin store pyramide, El Castillo, som man har fundet ud af, repræsenterede mayaernes kalender. Således er der 91 trin på hver af de fire sider samt en platform øverst (365 dage). Ved forårs- og efterårsjævndøgn dannes der ved solnedgang en slangelignende skygge, der bevæger sig ned ad trapperne for til sidst at forene sig med et stenhoved af en slange ved det nederste trappetrin. Hvor sejt er det lige???

Den gamle boldbane

I byen er der desuden en boldbane som måler 166 x 68 meter og med omkransende mure på 12 meters højde. Her spillede indianerne et gammelt spil, hvor man lidt a la basketball, skulle have en bold på over 5 kg igennem en lodret-hængende cirkel ved brug af knæ, albuer eller hofter. Der blev gået til makronerne, for straks efter kampen, blev det tabende holds leder slæbt hen til ofringstemplet for enden af banen og halshugget!

Cenote

Mayaernes eneste permanente vandressourcer var de såkaldte ”cenotes” – nogle store geologisk dannede kalkstensgrotter. I tilfælde af tørke blev unge kvinder kastet levende ned i disse huller som et offer til vandguden, som man mente boede nede i dybet. Vi nøjedes dog med at kigge derned.

Det var super fint at se denne gamle indianerby og heldigvis kom vi forholdsvist tidligt på dagen, så vi nåede det inden alle turistbusserne fra Cancun kom væltende ind.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Chichén Itzá blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Så blogges der igen! Denne gang er vi ikke 2 på tur – men 6 på tur. Allerede i efteråret besluttede vores gode venner Anders og Mette at tage med os på sommerferie sammen med deres to børn Freja og Tobias. Herligt! Vi havde allerede besluttet, at destinationen for os i 2012 hed Mexico. Det var familien Falk Brekke heldigvis med på.

Vi havde derefter rigtig god tid til at planlægge rejsen sammen og til at give ungerne både flyve- og snorkeltræning inden afgang! Så da vi mødtes i Kastrup Lufthavn var vi alle enige om, at vi var SÅ klar til Mexico.

Isla Mujeres

Efter et halvt døgn i London og en noget lang flyvetur over Atlanten, er vi nu nået frem til Isla Mujeres. En skøn ø som ligger ud for Cáncun i Det Caribiske Hav.

Vi var her for 9 år siden med andre gode venner, og gensynsglæden med øen er stor. Vi må sige, at det meste ligner sig selv og der heldigvis endnu ikke er gået ”Ibiza” i den. Husene er skæve, malingen skaller og hullerne i vejen er ikke blevet mindre…

De næste 3 uger skal vi alle være sammen, men når de fire rejser hjem, flyver vi videre op til Sonora, hvor vi skal på familiebesøg.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Mexico blev først udgivet på Two Danes On Tour.