På tur med Marie Louise

En uge i Mananara skulle jo bruges på noget fornuftigt. Så efter aftale med guiden Marie Louise, var vi klar til afgang fredag morgen kl. 9. Og snart var vi af sted på vores første tur sammen.

Over floden med færgen

Vi gik ned til havnen i Mananara og tog en ”pirogue-færge” over det smalle stræde. Den består af to udhulede træstammer ved siden af hinanden med brædder på tværs, så man kan fragte folk, cykler mv. over. Bagest i den enetræstamme sidder der en mand med en pagaj og ror. Pris pr. person: 25 øre!   
Færgeovergang ved Mananara

Derefter gik vi et kvarters tid, til vi igen kom til Mananara-floden, hvor vi endnu engang skulle med en pirogue-færge. Her var overfarten noget længere, og der skulle to til at ro. Eller en påhængsmotor på de mest moderne ”færger”. Men den slags kommer jo ikke gratis. Pris pr. person: 1,25 kr.

På vej til Edens grønne have

Vel ovre på den anden side gik vi gennem små landsbyer, hilste på lokalbefolkningen og fandt små frøer og insekter på vejen.
Flere venner i Madagaskar
Efter yderligere et par kilometers gåtur drejede vi væk fra vejen og fulgte nu en lille sti. Marie Louise ville vise os et sted, som hun har døbt Edens grønne have. Det var en lille farm med høns, ænder og kvæg. Vi spiste vores medbragte sandwich og gik en dejlig tur rundt i området for at kigge efter dyr. Vi fandt 4 kamæleoner, men så også fugle, insekter og sommerfugle.
Kamæleon

 

Kamæleon
Det er faktisk lidt svært at forklare jer læsere, hvad det egentlig er, vi går rundt og laver. Men vi håber, at nogle af billederne kan give jer lidt af svaret. For ellers kunne det lyde som en kajaktur over Guldborgsund og en tur i Hamborgskoven i jagten på en solsort! Hvilket nok heller ikke er så dårligt!
Sød pige på vej hjem fra skole

Til bådindvielse

Dagen efter var vi inviteret til bådindvielse i en lokal landsby. En mand havde fået bygget en lang smal båd af en udhulet træstamme, som han havde påmonteret en påhængsmotor.
Den slags indvielser, går ikke stille af på disse kanter. Først blev der holdt taler, derefter blev der skænket øl, rom og sodavand til alle de fremmødte (ca. 80) og så skulle båden have sin jomfrutur. Der blev danset og sunget, og alle var i super godt humør.
Masser af nye venner
Her får man hurtigt mange nye venner 🙂

En fiskerbåd

Mens vi stod og ventede på, at det blev vores tur til at få en tur i den nye båd, kom der pludselig en fiskerbåd ind med dagens fangst, og det tiltrak sig straks opmærksomhed – også vores. De fire fiskere trak 12-15 muræner i land, nogle utrolig flotte rokker med leopardmønster, en guitarhaj og nogle store røde fisk.

 

Fiskerbåden kommer ind
Vi bliver altid lidt vemodige, når vi ser disse flotte skabninger på land, da vi jo aller helst vil se dem under havets overflade. Til gengæld glæder det os at vide, at disse fisk vil blive spist rub og stub. Der er intet industrifiskeri her.
Når fiskerbåden kommer ind med dagens fangst

Sejltur i den nye båd

Så blev det tid for en sejltur på Mananara-floden. Vi sejlede en lille time op ad floden og gik i land for at se et alkoholbrænderi, som vist mest af alt så ud som noget, Storm P kunne have tegnet. Vi blev vist rundt i ”produktionen” og smagte både på rå sukkerrør og den færdige alkohol, som var noget stærk!
Hjemmebrænderi nær Mananara

 

Tilbage ved bådehavnen igen fik vi også en rundtur i et vaniljekogeri. Madagaskar står for op imod 80 % af verdens vaniljeproduktion, og vi har fundet ud af, at det er noget af en lang proces at lave vaniljestænger. Og at dømme ud fra den rustne olietønde, som vaniljen bliver kogt i, så kommer fødevaremyndighederne ikke så ofte forbi.

Ambitsika-halvøen

Tredjedagen gik en tur til stranden. Vi traskede ud af flyvepladsens landingsbane, som mellem flyankomster og -afgange fungerer som offentlig vej og fodboldbane. Vi gik et langt stykke langs kysten, helt ud på spidsen af Ambitsika-halvøen, hvor der var den smukkeste palmestrand.

Fin strand ved Mananara

Undervejs så vi, hvordan børn og voksne fangede krabber, fisk og muslinger, og så nød vi synet af et par isfugle og lidt kamæleoner undervejs.
Krabbefanger ved Mananara

 

Lille pige leder efter muslinger
Fine isfugle

På tur til et lille bjerg og det lokale marked

Dagen efter kørte vi med Hr. Roger og Marie Louise ca. 8 km ud til en lille landsby. Det var noget af en bumlet tur, som tog godt 55 minutter pga. vejens ringe tilstand. Fra landsbyen gik vi op ad et lille bjerg for at nyde udsigten og omgivelserne.
Den sidste dag tog Marie Louise os med på markedet, da tirsdag er den store markedsdag i Mananara.
Markedet i Mananara
Nu var det tid til at få shoppet de sidste lækre kurve her i byen. Vi ved, at når vi kommer andre steder hen i Madagascar, så har de ikke de samme slags, og det er i dette område, at de er aller flottest. Så nu er der frygt for overvægt på flyveren hjem…! 🙂
Kurve på markedet i Mananara
Derefter havde vi et par timer for os selv, hvor vi gik en lille tur for at spotte kamæleoner, inden Marie Louise igen kom forbi hotellet. Denne gang sammen med sin søn på 9 år. Hun inviterede os med hjem til sig og det var både hyggeligt og interessant.
På besøg hos Marie Louise

 

Vi må sige, at det har været nogle dejlige dage sammen med Marie Louise og at hun nok blev vores redning i Mananara – ellers kunne 7 dage her have været liiiidt lang tid.

Følg os på Facebook, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on Google+
Google+
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.