Spise med Price Arkiv - Two Danes On Tour

Spise med Price… på færøsk

twodanesontour — Sun, 14 Aug 2022 01:34:52 +0000

Skærpekød, tørfisk og tørret grint er noget af det, du har mulighed for at smage på en rejse til Færøerne. Lyder det ikke lige som noget for dig, så fortvivl ikke. I dette indlæg anbefaler jeg forskellige restauranter på Færøerne – skærpekød eller ej.

Nøjsom husmandskost

Traditionel færøsk mad er nøjsom husmandskost. Der kan nemlig ikke gro meget på de vindblæste øer i Nordatlanten. Lidt kartofler og rabarber ses her og der i de små køkkenhaver og på tallerkenerne i de færøske hjem.

Og selvom mange retter også kunne blive serveret i danske hjem, så kan jeg afsløre, at der er “regionale” forskelle. På billedet herover har jeg fået serveret fiskefrikadeller, kartofler og revet gulerod. Dertil stærk sennep og rabarbersyltetøj. Det var alligevel en ny kombination for mig!

Man har til alle tider spist masser af fårekød, som var noget af det, man havde rigeligt af på Færøerne. Derudover var befolkningen helt og aldeles afhængig af, at kosten blev suppleret af fisk, grindehval samt havfugle og -æg i sommerhalvåret. For at få maden til at holde til vinteren, tørrede, saltede eller fermenterede man kød og fisk. Det gør man stadig.

Tørret grindehval og tørret fisk. Nogle spiser tørret fisk med smør på. Jeg går mest bare udenom

En spændende madscene

Inden for de sidste 10-15 år er flere interessante restauranter dukket op i Tórshavn. Fælles for dem er, at de lægger vægt på det nordiske og især det færøske køkken og dets traditioner. For danskere kan det dog være noget af en udfordring, hvis man ikke er vant til ræst – altså fermenteret mad.

Skærpekød er meget populært på Færøerne. Det er vindtørret ekstra velhængt fårekød, som får en hel særlig smag af at hænge udenfor i en hjallur (et slags skur) i 5-9 måneder.

Men bare rolig, der findes altså også andet på menukortene rundt omkring på restauranterne. Men det er altså en god idé at sætte pris på får, fisk og skaldyr.

Koks holder flyttedag

Den mest kendte restaurant på Færøerne er uden tvivl Koks, som i 2019 opnåede at få to Michelin-stjerner. Jeg havde håbet at besøge restauranten på min seneste tur til Færøerne i juli 2022, men desværre er Koks flyttet midlertidig til bygden Ilimanaq i Grønland, mens de får bygget en ny restaurant på Færøerne.

I stedet kommer her lidt anbefalinger til et par andre gode restauranter:

Áarstova

I 2017 besøgte jeg Áarstova, som har specialiseret sig i retter med fisk og lam. Restauranten ligger i et smukt gammelt hus fra 1600-tallet. Ja, faktisk er det et af Tórshavns aller ældste huse, som stadig eksisterer.

Restauranten er indrettet med traditionelle møbler i hyggelige rum på flere etager, der fremstår som små stuer. Der er en rigtig god atmosfære og en sød og venlig betjening.

En spændende menu

Jeg kastede sig uden tøven over husets 5-retters menu. Første ret var en lammecarpaccio med hasselnød og rabarber. Det var en MEGET lille ret, men UTROLIG smagfuld! Så var aftenen ligesom skudt i gang.

Derefter kom der en fantastisk hummerbisque. Igen yderst smagfuld og veltillavet.

Tredje ret var lammesky, kålrabi, pocheret æg og crispy lam. Måske den mindst interessante ret denne aften – men dejligt smagte den nu alligevel

Så kom restaurantens signaturret: lammebov, som kom hel ind på bordet. Dertil kartofler, kål, kvan, gulerødder og en lammesky. Ikke så mange dikkedarer der! Denne ret var selvsagt til deling mellem to.

Afslutningsvis var der frit valg mellem de tre desserter på kortet. Valget faldt på rabarbertrifli med MASSER af flødeskum. Meget traditionelt færøsk dessert.

Hele herligheden kostede 750,-. Det var også muligt at bestille vinmenu til for yderligere 450,-.

Áarstova var et dejligt bekendtskab og restauranten levede fuldt ud op til forventningerne. Det var især dejligt at opleve, at hele menuen bestod af lokalt tilgængelige råvarer fra lam og hummer til gulerødder, kvan og rabarber.

Restaurant Katrina Christiansen

Hyggelige Katrina Christiansen ligger også i den gamle bydel af Tórshavn. Jeg besøgte stedet to gange i 2022. Den ene gang til tapas og den anden gang til brunch.

Restauranten er indrettet i en gammel barbersalon, som senere også har fungeret som butik. I 1901 købte Zacharias og Carolina Heinesen huset og butikken. Zacharias og Carolina var forældre til den færøske digter, forfatter og kunstner William Heinesen, som altså har trådt sine barnesko i dette hus. Er du en Heinesen-fan er det et must at lægge vejen forbi her.

Huset er smagfuldt indrettet og det er sjovt at gå på opdagelse i de forskellige små stuer ovenpå, hvor man også kan sidde og spise. På toilettet bliver der ind imellem fortalt om husets historie på engelsk. Eneste problem er, at man skal sidde der så længe, hvis man vil have det hele med

Hos Katrina Christiansen står frokost- og aftenmenuen på færøsk tapas med et tvist. Her serveres små lækre retter; hovedsageligt med fisk.

Jeg bestilte torsketunger med padron-chili, laksetatar samt fritteret kål med hollandaisesauce, ærteskud og hasselnødder. Især den fritterede kål smagte helt fantastisk.

Dog synes jeg, at prisen er lidt pebret, da retterne var ret små og de hver kostede mellem 110 og 120 kr. Men der er ingen tvivl om, at alt er lækkert og veltillavet. Hvis man har god appetit, kan man med fordel bestille deres tasting menu: 5 retter 495,- eller 7 retter 595,-

Til brunch fik jeg udleveret et “afkrydsningskort” med 20 forskellige retter. Jeg kunne vælge 5 retter for 149,- eller 7 retter for 179,-. 5 retter passede perfekt til mig og min appetit.

Der var masser af lækre ting at sætte tænderne i, så det svære var at vælge noget fra. Denne brunch synes jeg til gengæld var mere afbalanceret prismæssigt, og jeg sad længe og hyggede mig over den.

Katrina Christiansen er en hyggelig restaurant med god atmosfære og sød betjening.

Fiskastykkið

Bor du på øen Vágar under dit ophold på Færøerne, eller er du måske på vej til eller fra lufthavnen, så kan jeg anbefale den fine café Fiskastykkið, som ligger i Sandavágur. De har åbent hver dag i højsæsonen fra kl. 10-17.30.

Jeg var forbi en lørdag til frokost med to veninder, og vi måtte vente ca. et kvarter for at få en plads. Man kan ikke bestille bord i forvejen, så man må have lidt tålmodighed, hvis man kommer forbi i sommerferien.

Jeg fik lækker røget laks, som var pyntet utrolig fint af og dertil friskbagt brød til 135 kr. Vi bad både om mere brød og smør, som kom uden ekstra beregning.

De har også nogle utrolig lækre kager, så det er måske værd at gemme lidt af appetitten.

Gásadalsgarður

I den hyggelige bygd Gásadalur, tæt på det verdensberømte vandfald Múlafossur, ligger caféen Gásadalsgarður. Udover café er det også et Guesthouse med fire dobbeltværelser. Men noget helt særligt ved denne café er, at den om efteråret bliver omdannet til slagtehus, hvor stedets egne lam og kalve bliver slagtet.

Jeg har besøgt caféen to gange; i 2017 og 2022, og jeg syntes desværre begge gange, at det er et dyrt sted at spise. Til gengæld er det et af de eneste steder, hvor man har mulighed for at købe et stykke smørrebrød med skærpekød, hvis man gerne vil smage det. Men altså 45 kr. for et lille halvt stykke det er efter min mening i overkanten.

Jeg kastede mig derfor i stedet over en rigtig lækker fisketallerken med varm fiskefilet, røget laks, kartoffelsalat og grøn salat. Igen synes jeg, at prisen på 190 kr. er skudt langt over målet. Det smagte godt og var frisklavet, men det var på ingen måde ekstravagant.

Café MorMor på Suðuroy

Sidste anbefaling går til hyggelige Café MorMor, som ligger i bygden Tvøroyri på Suðuroy.

Indretningen er total Mormor-stil, der er hyggelige sofaarrangementer, og maden er i top.

Jeg spiste fiskesuppe med karry og masser af grøntsager og det smagte himmelsk! Lige hvad jeg havde brug for på en regnvejrsdag. De servere også forskellige sandwich og lækre kager. I caféen kan man købe sofapuder, lidt smykker og tøj. Café MorMor er klart et besøg værd, hvis du lægger vejen forbi Suðuroy.

Jeg håber, at du har fået lidt inspiration til dejlige spisesteder på Færøerne.

Følg mig gerne på Facebook Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour. Der er en ny rejse i støbeskeen til efterårsferien.

Tak fordi du læste med
Anne Marie

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på færøsk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… på græsk

twodanesontour — Mon, 28 Dec 2020 09:28:04 +0000

Hjemmefra havde vi vist et meget ensidigt og stereotypt billede af græsk mad: fetaost, tzatziki og mousakka. Det har denne rejse heldigvis lavet om på. For ud over at se historiske steder, havde vi besluttet at spise så meget græsk mad, som det overhovedet kunne lade sig gøre på 7 dage.

Secret Food Tour Athens

Vi havde hjemmefra bestilt en Secret Food Tour Athens, hvor man med en lokal guide går rundt og smager på forskellige retter fra lokalområdet. Det har vi før haft stor succes med i Madrid, Lissabon og Beograd.

Man kan jo selvfølgelig godt selv lave sin egen Food tour, men for det første ser man på disse ture gader, pladser og steder, som man ellers ikke var kommet forbi, man følges med en lokal, som ved en masse om madkulturen, og man får smagt en masse retter, som man ellers ikke selv havde bestilt fra menukortet. Og vi havde vist brug for at blive kastet lidt ud på dybt vand, når det gjaldt græsk mad. Food touren blev en rigtig god oplevelse, og en oplevelse vi altid gerne vil anbefale.

Efterfølgende var vi klar til selv at gå på opdagelse i det græske køkken. Og det skal du, kære læser, selvfølgelig indvies i.

Hvis du har været på ferie i Grækenland mange gange, så kommer det følgende nok ikke som nogen overraskelse – men det kunne jo også være, at vi kunne lære en gammel cirkushest et enkelt nyt trick.

Mezedes

Grækerne starter de fleste måltider med en masse små lækre retter, som bliver sat på bordet til deling. Mezedes indeholder både kolde og lune retter samt diverse salater. Og selvfølgelig er der variationer over mezedes alt efter, hvor i Grækenland du befinder dig.

Vi opdagede snart, at det er kutyme bare at stikke til de forskellige retter med sin egen gaffel. Hvor man herhjemme jo nærmest kan blive udelukket fra dip-skålen, hvis man bliver taget i at “dobbelt-dippe”, så er de ikke så sarte i Grækenland. Lidt spændende om Corona har lavet om på det, siden vi besøgte Athen i februar 2020?

Mens forretterne stadig står på bordet, kommer hovedretterne ind, og de deles også. Derfor fandt vi hurtigt ud af, at det er en fordel at være mange til bords, da man så får smagt langt flere retter. For når man kun er to og gerne vil prøve mange forretter og også har en forestilling om at smage hovedretterne, så bliver det hurtigt alt for meget mad. Det løber op prismæssigt – men jo også med meget madspild til følge. Nogle steder kan man også få mezedes, som en blandet tallerken med lidt af hvert, og det passer jo perfekt til os.

Græske retter du MÅ prøve:

Tzatziki er jo en rigtig græsk klassiker! Har du ikke været i Grækenland før, så har du altså ikke prøvet en rigtig tzatziki. Og vi må sige, at vi ELSKER en god tzatziki med olivenolie og masser af hvidløg. Men pas på: Det er vanedannende, og hurtigt har du spist dig mæt i tzatziki og brød, inden de andre retter er kommet på bordet. Vi kom til at spise sygt meget tzatziki i løbet af ugen…

Zucchini balls (på græsk kaldet kolokythokeftedes) blev vores anden store favorit. Det er friturestegte grøntsagskugler, hvor hovedingrediensen er squash. De dyppes som regel i græsk yoghurt og smager bare himmelsk. Zucchini balls kunne vi leve af på en ferie til Grækenland.

Melitzanosalata minder lidt om den mellemøstlige baba ganoush og er en auberginedip med valnødder, hvidløg og olivenolie. Melitzanosalata er ligesom tzatziki lækkert at dyppe brødet i.

Saganaki er grækernes yndlingssnack og betyder faktisk lille stegepande. Den simple ret består af friteret ost med friskpresset citronsaft. Osten er vendt i mel og stegt på høj varme i en lille stegepande (deraf navnet).

Souvlaki er grækernes svar på en god gang lækre grillspyd. Du kan også få souvlaki som fastfood på gaden i store fladbrød. Det er ofte svinekød, men kan også fås som lam.

Fava er en lidt speciel ret, som man måske lige skal vænne sig til. Men den vokser på os. Fava er en puré af favabønner med løg og kapers og dertil masser af olivenolie og frisk citronsaft. Rigtig husmandskost.

Sidst men ikke mindst må vi jo også lige nævne Ouzo. Den kendte anisdrik fra Grækenland, som laves på resterne fra vinproduktionen. Vi fik fortalt, at ouzo drikkes til fisk og skaldyr eller salt pølse. Og aldrig på tom mave!

Til sidst vil vi gerne anbefale et par spændende restauranter i Athen:

Café Avissinia – med traditionel græsk musik

Anne Marie havde hjemmefra lavet et større researcharbejde for at finde en græsk taverna med traditionel musik, hvor GRÆKERNE kommer og spiser. Vi har før hørt Fado i Lissabon, og Anne Marie forestillede sig noget lidt i samme stil. Efter et par aftener hjemme foran computeren, lykkedes det at finde et lovende sted. Og nu vil vi gerne give tippet videre til dig, kære læser, så du slipper for at lede efter det samme som os.

Café Avissinia ligger i centrum af Athen i området Monastiraki på adressen 7 Kynetou Street. Hvis du kommer for at spise og høre musik, så vil vi anbefale dig at reservere bord. For der skal nok blive godt fyldt op.

På caféens hjemmeside står der, at der er livemusik hver lørdag og søndag fra kl. 15-19. Da vi var forbi og spurgte personalet, oplyste de følgende:
Torsdag og fredag kl. 21, lørdag kl. 15 og kl. 21 og søndag kl. 15. Måske er det en god idé lige at gå forbi og spørge.

Caféen, som er i to etager, er hyggelig og med et venligt personale. Nedenunder er der fyldt med lokale grækere, når der bliver spillet musik. På 1. salen er der udsigt til Akropolis, hvis det er det, man søger.

Vi var forbi restauranten to gange og nød både musikken og maden. Det er dog ikke et af de billige steder. Til gengæld får du stemning som ingen andre steder. Begge gange vi var der, var det et ungt par, der underholdt. De sang og spillede, og alle de lokale skrålede med, og til tider dansede nogle af de ældre damer også. Lige hvad vi havde ønsket os.

En hemmelig kælderrestaurant

Da vi var på Secret Food Tour Athens, fik vi anbefalet restauranten Díporto, hvis vi VIRKELIG ville prøve noget lokalt. Og den er vi jo altid med på!

Díporto ligger på et gadehjørne i en lille kælder. Der er ikke noget skilt eller menukort ude på gaden. Blot nogle store brune skodder og en meget stejl trappe. Så vil du finde stedet, så kig godt på billedet herunder Eller find adressen Sokratous 9/Theatrou 2 i området Psiri.

Da vi kom ned ad trappen, åbenbarede der sig et lille beskedent rum med små skæve borde og stole samt en masse store vintønder.

Tjeneren kom snart forbi, men kunne ikke noget videre engelsk. Vi fandt dog ud af, at der ikke var noget menukort. Der er, hvad kokken har i gryderne.

Tjeneren forklarede med fagter, at vi kunne få fava, kikærtesuppe og fisk. Nå, jamen så tager vi det!

Og det viste sig så, at de fisk kom med skind og ben, hoveder und alles. Vi var ikke i tvivl om, at dette ville blive turens største oplevelse – på godt og ondt.

Til maden var der kun vin at drikke. Den tappede tjeneren i en lille kande fra de store tønder bag os. Vi har før fået landvin, men må dog tilstå, at dette ikke var af den bedste slags. Men dog en oplevelse.

Suppen og favaen blev serveret på to tallerkener, og så kunne vi ellers selv finde ud af at dele. Og snart kom fisken også til.

Først der opdagede vi, at et andet selskab sad med den lækreste græske salat og et fad med lammekød. Og vi ELSKER lammekød. Nå, vi kunne ikke spørge om dagens menu, og gik jo med tjenerens valg.

Dette blev uden tvivl rejsens største madudfordring – og på mange måder også den sjoveste. Så er du modig og spiser det meste, så anbefaler vi Díporto – kig måske lige i kokkens gryder, og rundt på de andre borde, inden du bestiller.

Díporto har åbent mandag til lørdag 8-19. Lukket om søndagen.

Vores favoritrestaurant i Athen

Den lille hyggelige restaurant Avli blev vores klare favoritsted. Man går ind ad en lille “hemmelig” dør, og bagved er der en overdækket terrasse mellem smalle hvide husmure og blå skodder og døre. Stemningen minder om en sommerdag på en af de græske øer.

Her serveres de bedste mezedes til deling med alt hvad hjertet begærer af omelet, skinke, græsk pølse, saganaki, kylling, kødboller, tomater og tzatziki.

Betjeningen er den sødeste, og stemningen den hyggeligste. Dog skal man måske lige huske at have en jakke på her i februar måned, da det jo er som at sidde ude.

Vi var forbi flere gange og gik hver gang derfra glade, mætte og meget tilfredse. Vores varmeste anbefaling går til Avli, som du finder på adressen:
12 Agiou Dimitriou.

Der er masser af andre skønne retter og restauranter at kaste sig over, og vi glæder os allerede til, at turen går til Grækenland igen en anden god gang.

Vi anbefaler lige et par andre blogindlæg fra Spanien og Portugal:

Læs også: På tur til Segovia
Læs også: Sintra

Som altid glæder vi os over jer, der har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour. Vi har endnu ikke nogle faste planer for 2021, da vi slet ikke kan forestille os, hvordan Verden ser ud bare 2-3 måneder fra nu. Men følg med, så ser du, hvad vi finder på. Det bliver helt sikkert ikke kedeligt.

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på græsk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… på makedonsk

twodanesontour — Sun, 09 Jun 2019 17:20:22 +0000

Madscenen i Nordmakedonien er uden tvivl Balkan for fuld udblæsning – med masser af kød stegt på grill. Den der duft af grillet kød går lige i snudeskaftet på os. Og I kan regne med, at Two Danes er glade!

Maden her i Nordmakedonien minder os rigtig meget om det, vi spiste, da vi var i Bulgarien i 2010. Ja, det var faktisk i Bulgarien, at vi skrev vores første Spise med Price-indlæg, en kategori som er gået hen og blevet en tilbagevendene begivenhed her på bloggen. Så vores rejse til Nordmakedonien har været lidt lige som at komme hjem igen

Kød med ost

Det gik hurtigt op for os, at makedonerne er vilde med kød og ost i kombination. Man kan få mange forskellige retter med disse to ingredienser. Det kan både være et stykke kød, som er rullet om ost, og hvor osten siver ud, så snart du skærer i kødet.

Det kan også være hakkekød iblandet ost. Ost og kød i disse varianter kan vi ikke rigtig huske fra de andre gange, vi har været på Balkan.

I mange små restauranter bliver kødet tilberedt på grill i et lille udhæng på huset, hvor folk fra gaden kan kigge med og se, hvad der er på grillen i dag. Det er mega smart, fordi den fantastiske duft og flammerne fra grillen drager folk direkte ind i restauranten.

Og lidt om grøntsager

Vi fandt snart ud af, at makedonerne også spiser mange bønner – lidt ligesom baked beans. De bliver tilberedt og serveret i små lerskåle. Der er flere retter med bønner, og vi fik anbefalet tavc gravce og pasulj – begge retter er bønner i en let krydret sauce, som er et lækkert tilbehør som dyppelse til brød.

En af Anne Maries helt store favoritter er shopska salat, som fås over hele Balkan. Salaten består af tomat, agurk og revet fetaost. Der kan også være rå løg, peberfrugter og persille i, men her i Nordmakedonien har den de fleste dage bare bestået af de tre hovedingredienser.

Tit får man serveret salaten som forret, og man skal passe lidt på, at man ikke får spist sig helt mæt i salat, inden hovedretten kommer.

Rakija i lange baner

Vi blev af en tjener oplyst om, at man normalt drikker rakija sammen med sin shopska, så det måtte vi jo selvfølgelig også gøre Også selvom Rasmus ikke rører salat!

Rakija er Balkans svar på en lille gibbernak. En slags snaps eller brandy – alt efter lagringstiden. Rakija er i Nordmakedonien lavet på vindruer, men andre frugter kan også bruges. I Serbien bruges der f.eks. ofte blommer.

Vi har efterhånden drukket os igennem en del rakija og denne rejse blev ingen undtagelse. Det er bare så hyggeligt at skåle på dagens oplevelser og nyde, at vi igen er på Balkan.

Et par anbefalinger

I Skopjes gamle bazar ligger der masser af traditionelle restauranter. Vi har prøvet et par stykker, men der er selvfølgelig mange andre, og vi vil ikke fremhæve nogle bestemte. Det er bare om at prøve sig frem.

Ind imellem alle forretningerne er der også nogle små hyggelige pladser med udendørsservering. Vær opmærksom på, om stedet servere alkohol, hvis du gerne vil have et glas vin eller en øl til din mad.

Der er også mange muligheder for forskellige former for fast food. Især pommes frites og kebab er meget populært.

En dejlig madoplevelse

Den ene aften spiste vi på restauranten Skopski Merak, som ligger i et hyggeligt restaurantområde vest for floden Vardar.

Vi kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da tjeneren startede med, nærmest undskyldende, at fortælle os, at de kun havde et bord til os i ikke-rygerafdelingen. Det er godt nok mange år siden, at vi har oplevet det i Danmark.

Restauranten var hyggelig, betjeningen god, og maden smagte dejligt! Alt i alt en helt igennem vellykket aften.

Skopski Merak ligger på gaden Ul. Debarca St. 51. Flere anbefalede os at tage en taxa derhen, men vi kunne sagtens gå både frem og tilbage.

Og så kunne vi også lige besøge den flotte Church of Sant Clement of Orchid, som vi gik forbi på vejen.

Ølsmagning

Old Town Brewery Temov ligger i den gamle bydel og har både indendørs og udendørs servering.

Vi fandt et bord i en hyggelig krog oppe under loftet, og Rasmus gik i gang med sin egen lille ølsmagning. Det var ganske udmærket øl. Og selvom de ikke spås som de store vindere til kommende prisuddelinger, så var det som altid sjovt at smage lokalt mikrobryg – og klart bedre end de gennemsigtige main stream pilsnere, man ellers støder på.

Det nordmakedonske køkken… Der gik måske lige lovlig meget rakjia i den på denne ferie. Men det er sgu så hyggeligt Og man må jo følge de lokale skikke!

Læs også: Spise med Price… på rumænsk

Læs også: Spise med Price… på hviderussisk

Vi bliver som altid glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Så kan du også følge med i, hvornår vi udgiver nye blogindlæg og se billeder fra vores mange rejser i ind- og udland.

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på makedonsk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… på hviderussisk

twodanesontour — Wed, 10 Apr 2019 19:13:16 +0000

Minsk er, ligesom så mange andre hovedstæder, fyldt med kæder som McDonalds, Burger King, KFC og TGIF. Men til ære for jer har vi som altid været ude for at undersøge, hvad de lokale spiser.

Det stod hurtigt klart, at hovedingrediensen i de fleste retter og måltider er kartofler! Derudover er der ofte kødpålæg, pandekager, salater, supper, fisk, gryderetter og pølser på menuen. I hvert fald på de restauranter, som vi besøgte.

Hviderussisk mad er rigtig bondekost med “tunge” retter. Så tro ikke, at du er kommet til Hviderusland for at finde finere fransk madlavning. Vi oplevede maden som meget veltillavet og med store portioner. Så alt i alt havde vi intet at klage over.

Kuhmistr

Turens første restaurantbesøg gik til Kuhmistr, da vi havde læst, at maden her var rigtig god. Restauranten ligger lige over for den berømte kampvogn på Karl Marx gaden.

Ved indgangen sad der en dame bag en lille luge og tog imod vores overtøj. Selve restauranten var delt i flere rum. Den var hyggelig og holdt i gammel stil med mange gamle ting og sager.

Vi fik et menukort delvist på engelsk og med en del fotos af diverse retter. Så det var bare at gå i gang. Faktisk var det rimelig forvirrende med dette meget store menukort, men vi endte med at beslutte os for hver to hovedretter.

Og selvom vores tjener ikke var helt tilfreds med vores valg, så holdt vi fast i vores første indskydelse. Nu var det ikke fordi, han mente, at det var dårlige retter. Han indvending gik på, at det ville tage for lang tid at tilberede. I stedet argumenterede han for, at vi i stedet burde vælge en suppe eller en kold forret inden hovedretterne, så vi ikke skulle vente så længe. Vi forsikrede ham dog om, at vi godt kunne få tiden til at gå, hvis bare han holdt øje med indholdet i vores glas

Faktisk oplevede vi flere gange, at tjenerne på restauranterne gerne ville være med til at bestemme, hvad vi skulle spise og drikke. Og sågar også, hvor vi skulle sidde i restauranten, på trods af, at der var masser af ledige borde. Vi tænker, at det var gjort i en blanding at venlighed og sprogbarrierer, men det kan virke lidt anmassende. Når vi insisterede på det, vi selv havde tænkt, var der dog ikke nogen sure miner.

Vinder af bedste ret i Hviderusland

Men tilbage til maden. Første ret var Kaldunys – krydret hakket lammekød omviklet med tynd pasta lidt som en ravioli serveret i en slags suppe. Hertil en cremefraiche-dressing med hvidløg og masser af friske krydderurter.Det var dagens – ja hele turens, bedste ret, og vi sad lige som i Lady og vagabonden og skubbede den sidste pakke hen til hinanden. Det var så smagfuldt og lækkert.

Kaldunys mindede os lidt om khinkali i Georgien. Eneste forskel var, at kaldunys’ne lå i suppen, mens suppen er indeni raviolien, når man spiser khinkali.

Mange pandekager

Således opstemte over den store smagsoplevelse gik vi videre til næste ret. Torbajka – “fårehyrdens pose”. Usødede pandekager omkring en cremet sauce med kylling og champignoner samlet som en bylt i sølvpapir og bagt i ovnen. Turen i ovnen gjorde, at pandekagen havde suget al kraften fra saucen til sig, og vi nød endnu engang hver en mundfuld. Dog slog den ikke kaldunys’ne.

Så kom turen til Wereszczaka. Svinekød og krydrede pølsestykker i en sauce. Denne ret skulle også nydes med pandekager, hvilket er meget typisk hviderussisk. Men nu begyndte det at knibe med appetitten. Pandekager mætter åbenbart mere, end vi lige havde taget højde for.

Sidste ret var “Borgmesterens krukke”. En sammenkogt ret med svinekød, bacon, kartofler og grøntsager braiseret i en lerkrukke under et låg af brød. Igen en dejlig ret, selvom appetitten som antydet ikke længere var kæmpe stor.

Den samlede regning lød på 300 kr. for 4 hovedretter, 2 øl og 2 sodavand. Det må siges at være i orden.

Middelaldertema på Kamyanitsa

Næste dag gik vi igen efter en restaurant, som vi havde læst godt om. Vi blev ellers først afvist på Kamyanitsa med begrundelse om, at der var fuldt optaget. Men samtidig med at Rasmus forsøgte at bestille bord til dagen efter, forlod et andet par restauranten, og så fik vi deres bord.

Vi sad i et lokale med stenvægge, bagbelyste blyindfattede ruder og våbenskjolde, der var korsfarere værdige. Tjenerne var klædt i middelalderkostumer, og de gjorde deres bedste for at hjælpe os med at få bestilt det rette.

Derfor endte det også med et lidt utraditionelt valg af drikkevarer – i hvert fald for os. Anne Marie fik en mors – en slags saftevand lavet på tyttebær eller tranebær. Rasmus blev overtalt til kvass, en meget typisk drik lavet på gæret mørkt brød.

Drikken har en alkoholprocent på mellem 0,5 og 1,5, og den er mange steder også accepteret som drik for børn. Vi har tidligere stiftet bekendtskab med den i Moldova, men her i Hviderusland var første gang, at vi smagte på den. Det kommer nødvendigvis ikke til at gentage sig, da vi ikke var ovenud begejstrede for kvass.

Lækker mad

Vi startede med hver en suppe. Anne Marie den kendte rødbedesuppe borsch, og Rasmus den i Hviderusland meget traditionelle solyanka. Til solyanka hørte der også en skål med hvedekerner og flæsketern.

Begge supper var meget smagfulde og lagde en god bund.

Derefter havde vi bestilt henholdsvis draniki og Meat Merchant Style. Alt smagte rigtig dejligt og vi var endnu engang mætte og tilfredse, da vi vraltede ud af restauranten.

Vi betalte 168 kr. for fire retter og tre glas saft/kvass. Endnu engang en rigtig fair pris for dejlig mad. Restauranten ligger tæt på Gorky Park på adressen Pervomayskaya 18.

Skovtema

En dag skrev vi en sms til vores AirBnb-udlejer Tatyana og spurgte, om hun kunne anbefale os en god hviderussisk restaurant med traditionel mad.

Hun anbefalede os Traktir Na Parkovoy – eller på hviderusisk: Трактир на парковой. Da vi kom ind, blev vi noget overraskede over temaet, som mindede om en dag i det grønne med udstoppede dyr og skind, kornneg og træpaneler.

Menuen var meget lig de andre steder, vi havde været besøgt. Valget faldt endnu engang på forskellige retter med pandekager. Og endnu engang var vi stopmætte, da vi gik derfra. Hviderusserne kan virkelig noget med store, solide portioner mad!

God stemning på Talaka

Den sidste aften var vi både sultne og trætte, men vidste ikke rigtig, hvor vi skulle gå hen og spise. Vi havde dog flere gange gået forbi den lille kælderrestaurant Talaka på vej mod vores AirBnb lejlighed. Den havde tiltrukket sig vores opmærksomhed, og nu i snevejr skyndte vi os ned ad de få trappetrin til indgangen.

Først der opdagede vi, at det var en rigtig hyggelig restaurant med levende musik! Der var mange nipsting og bordene var alle lavet af sengegavle, gamle symaskineborde, whiskytønder mv.

Når man kom ind af døren, blev man tilmed budt velkommen med en snaps og lidt hviderussisk tapas.

Vi spiste små kyllingelår med kartoffelmos og pandekager. Begge dele smagte godt og var veltillavet.

Hvis du også vil finde restauranten, så er adressen: улица Раковская 18.

Lido – en hviderussisk kantine

Og så vil vi da lige fortælle, at vi den ene dag til frokost kørte med metroen til Yakub Kolas Square metrostation. Her gik vi ind på Lido, som er en slags finere cafeteria, hvor du kan gå rundt og se de forskellige retter, inden du selv øser op på tallerkenen. Herefter går du hen og betaler for mad og drikke, inden du selv finder dig et bord at sidde ved.

Depo – et moderne pandekagehus

Under vores Free walking tour, synes vores guide, at vi undervejs skulle lidt ind i varmen – det var frostvejr og bidende koldt denne dag.

Hun introducerede os til Depo, som er en lille hyggelig café, hvor de KUN serverer pandekager. Til gengæld er det pandekager med alt muligt forskelligt fyld. Der er både madpandekager og søde pandekager til dessert eller bare eftermiddagshygge. Anne Marie smagte på en pandekage med ost og skinke og var helt solgt! Det var både lækkert og billigt.

Så selv om du ikke nødvendigt går med på en Free walking tour, så kan du godt gå forbi Depo, hvis du er sulten efter hviderussiske pandekager. Du finder Depo på Oktybr’skaya 23 overfor street art-billedet med alle kattene.

Læs også: Hvalsafari ved Skjervøy

Læs også: Magiske Mykines med båd og helikopter

Du kan finde alle vores blogindlæg fra Hviderusland her.

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her lægger vi nye blogindlæg ud og kommer med flere fotos, når vi er ude og rejse. Næste tur går til Nordmakedonien og Kosovo i Påsken 2019.

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på hviderussisk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… i Tallinn

twodanesontour — Tue, 09 Apr 2019 09:26:41 +0000

Det estiske køkken minder på mange måder om noget, vi kender. Det er en fusion af Skandinavien, Tyskland og Rusland, så her vil du både finde sild, frikadeller, schnitzler, supper og noget, der minder om rugbrød. Derudover er der tit vildtretter på menuen og om efteråret bær og svampe, som er indsamlet i de mange skove, som Estland rummer. Og af en eller anden grund er esterne også vilde med havtorn.

Den gamle bydel i Tallinn byder på mange fine og også lidt dyre restauranter, når man tænker på, at vi befinder os i Baltikum. Prisen hænger utvivlsomt sammen med mængden af turister, som er begyndt at finde vej til smukke Tallinn.

Den hemmelige dør

Første aften gav vi os i kast med en lille skattejagt. På nettet havde Rasmus læst om en bar, hvor de også serverer mad. Den ligger i den gamle bydel, men uden skiltning eller anden reklame. Du skal simpelthen vide, hvor den er OG kunne koden til dørtelefonen! Se nu bliver det spændende!

Vi gik fra vores hotel Rija Old Town Hotel og gennem hele den gamle bydel. Undervejs kiggede vi på alle menukort, som vi kom forbi, men vi kunne ikke rigtig beslutte os. Den hemmelige bar, som Rasmus havde læst om, blev ved med at rumstere i vores baghoveder. Og pludselig stod vi foran den smukke blå og røde dør. Skulle vi, eller skulle vi ikke prøve at trykke på dørtelefonen? Som altid spurgte vi os selv: Hvad er det værste, der kan ske? Vi trykkede koden, og vupti… døren gik op!

Men hvad kunne vi forvente, når vi gik op ad trappen? Vi havde ingen anelse. Vi kunne høre glas og tallerkener klirre, så vi måtte jo være på rette vej.

Bar og restaurant

Da vi kom ind i baren, sad der en del unge mennesker med vin og øl. Vi så også folk, som spiste. Mens vi kiggede på menukortet, bestilte vi en øl og en sodavand. Der var ikke mange retter på menuen, men dem der var, lå på et fornuftigt prisleje med hovedretter på mellem 5 og 9 Euro.

Anne Marie valgte svinekoteletter, som kom med kartofler, rødbedesalat, toastbrød og rigeligt med brun “mormor-sovs”.

Rasmus var lykkelig over at sætte tænderne i frikadeller med kartoffelmos, peberrodssovs, rødbeder og syltede agurker. Det lyder måske som en mærkelig blanding, men fungerede rigtig godt sammen.

Vi betalte i alt 260 kroner for to hovedretter, to øl og to sodavand.

Hvis du forventer finere fransk madlavning på denne bar, så er du gået forkert. Men vil du have en sjov oplevelse med mormor-mad eller blot et glas vin eller en øl, så kunne dette sted godt være noget for dig. De har åbent alle ugens 7 dage.

Er du også blevet nysgerrig efter at finde den hemmelige bar i Tallinn? Så kan vi afsløre, at den hedder NoKu og ligger på gaden Pikk 5 (det er Rasmus stadig ikke blevet for gammel til at grine af!) Koden til dørtelefonen er 2580. Hvad venter du på?

Mere mormor-mad

På en eller anden måde fortsatte vi med at gå på jagt efter rigtig “mormor-mad” som frikadeller, biksemad, schnitzler og brun sovs. Retter som altid taler til Rasmus’ hjerte.

Næste måltid fandt vi i kælderen hos Vaneama Juures. Der var gamle fotos på væggene, og dørhåndtagene var sjovt nok gamle strygejern.

Her spiste Rasmus biksemad med spejlæg, lækker løgkompot og rigeligt med dejlig frisk dild. Det smagte som noget, man kunne have fået på en restaurant i Danmark. Og Rasmus var glad. Det kom på bordet anrettet i panden, det var stegt i. Fin detalje.

Anne Marie fik denne dag lammefrikadeller med brasede kartofler, rødbedesalat og pebersovs. Det var en udmærket ret uden dog at være formidabel. Vi gav i alt 264 kr for hver en hovedret samt en øl og en cider.

Talupood-Kohvik

Vi var blevet så glade for estisk mormor-mad, så vi besluttede at forfølge denne trend endnu engang.

Anne Marie havde på rejsebloggen Cammi.dk læst om den lille hyggelige restaurant Talupood-Kohvik, som ligger i det gamle, charmerende arbejderkvarter Kalamaja.

Her bruges gode råvarer fra en lokal bondegård. Menuen skrives op på en tavle – på estisk! Og skifter hver dag. Men manden bag disken kunne fint fortælle os på engelsk, hvad vi havde af valgmuligheder.

Rasmus hoppede endnu engang på frikadeller, mens Anne Marie prøvede deres schnitzel.

Vi betalte i alt 125 kr for to hovedretter og to lokale sodavand.

Restauranten ligger i underetagen af et af de traditionelle Tallinn-huse. Det er næsten som en labyrint at gå igennem, og det er indrettet hyggeligt med sofaer, lænestole og klaverer.
Retfærdighedsvist skal det siges, at vi først hev kameraet frem, da alle de andre var gået.

Sygt store hotdogs

Linda, som også har en dansk rejseblog, havde skrevet til os og fortalt om de vildeste hjemmelavede pommes fritter og et menukort med så mange hotdogs, at det nærmest var umuligt at vælge. Hotdogbaren Hotokas ville vi selvfølgelig gerne finde, så vi gik endnu engang ud af den gamle by for at lede efter den lille restaurant, som kun serverer hotdogs.

Stedet var hyggeligt og farverigt indrettet, og vores tænder løb allerede i vand ved tanken om de pommes fritter og hotdogs, som vi snart skulle spise. Vi undrede os dog lidt, da vi så menukortet, og der “kun” var 8 forskellige hotdogs at vælge imellem. Det var jo selvfølgelig rigeligt, men vi havde bare forestillet os noget andet ud fra det, som Linda havde skrevet til os.

Da maden kom, stod det også klart for os, at det var slut med de hjemmelavede pommes frites. Om stedet havde skiftet ejer eller bare skiftet kok, ved vi ikke, men konceptet er ikke det samme, som da Linda besøgte restauranten.

Hotdogs’ne var der ikke noget at udsætte på. De var kæmpe store og super lækre.

Rasmus prøvede hotdogen NY med bacon, bbq sauce, røget paprika-sennep mayo og ost. Dog manglede der karameliserede løg, som de ellers havde reklameret med.

Anne Marie satte tænderne i en Tasts like Estonia hotdog med syltede agurker, rødbeder, syltede rødløg, tomater og pamesan.

Samlet pris for to store hotdogs med fritter og to colaer var 157 kr. – og det kunne man nok også næsten have fået det for på en dansk grillbar!

Vi må dog sande, at vi var skuffede, da vi gik derfra igen. Vi havde jo glædet os usigeligt til de hjemmeskårne pommes frites. Men altså, ting og steder ændrer sig over tid – og ikke altid til det bedre.

Skulle du stadig have lyst til at finde Hotokas, så ligger den tæt på den gamle bydel på adressen Toompuiestee 16.

Pandekagehuset

Anne Marie havde hjemmefra læst om pandekagehuset Kompressor. Det ligger centralt i den gamle bydel, og vi gik forbi mange gange. Den sidste dag besluttede vi, at pandekager skulle være vores frokost.

Lokalet er stort og lidt industri-agtigt, og bordene er meget massive og fylder en god del af rummet, så hygge er ikke ligefrem det prædikat, vi vil sætte på stedet. Til gengæld har de et menukort med ca. 50 pandekager med forskelligt fyld. Og pandekagerne smagte himmelsk! Helt nystegte og varme og med det lækreste fyld.

Rasmus prøvede en pandekage med bacon og røget ost. Anne Marie fik en med varmrøget laks. Den samlede regning for to pandekager plus en øl og en sodavand beløb sig til 110 kr.

Turens bedste madoplevelse

Vi havde hjemmefra læst om restauranten Rataskaevu 16, som ligger på selvsamme adresse. De har åbenbart ikke kunne finde et godt navn til restauranten og derfor bare kaldt den adressen. Så ved man da også, hvor man skal gå hen.

Vi forsøgte at bestille et bord til aftensmad, men det var helt umuligt. Alt optaget! Der er altså en grund til, at dette sted har fået 5,0 på TripAdvisor. Derfor kom vi dagen efter til frokost, og det kom vi ikke til at fortryde!

Menukortet til både frokost og aften er ens, så hvis du har god appetit midt på dagen, kan du lige så godt vælge dette tidspunkt. Vi fik først lækkert hjemmebagt maltbrød samt en lille appetizer i form af rugbrødschips med rødbedehummus.

Til forret valgte vi henholdsvis slow-roasted Duck tartare med vinbraserede pære, kapers, rucola og gulerodscreme og en svampesuppe med elg og grønne urter.

Som hovedretter smagte vi på “svinevinge” – braiseret svineskulder med svampe, savoykål, æble og salvie samt på elg med blomkålscreme, rodfrugter og glace. Yderst lækkert begge dele.

Den samlede regning lød på 426 kr. inklusiv en øl og en cider, og vi må sige, at det er en hel fair pris for dette udsøgte måltid mad.

Mormor-mad, pandekager eller gourmetmad. Tallinn byder på det hele og til en overkommelig pris. Hvis du rejser til Tallinn og besøger nogle spændende restauranter, så vil vi rigtig gerne høre om det.

Læs også: Montenegro

Læs også: Spise med Price… i Warszawa

Eller se alle vores blogindlæg fra Estland

Vi bliver utrolig glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi deler blogindlæg, når vi har skrevet nye og kommer med rejsebilleder, når vi er på farten. Næste tur går til Nordmakedonien og Kosovo i Påsken 2019.

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… i Tallinn blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… på portugisisk

twodanesontour — Thu, 22 Mar 2018 14:44:24 +0000

Egentlig har vi allerede skrevet en masse om mad i indlægget om vores fantastiske Secret Food Tour, og vi har også allerede anbefalet to restauranter i Sintra og én i den lille by Alcochete. Men alligevel vil vi gerne lige skrive lidt mere om portugisisk mad og drikke samt anbefale et par listige steder i Lissabon.

Fisk og skalddyr

Det portugisiske køkken er kendt for god og frisklavet mad. Fisk er en stor del af kosten, og skaldyr findes ofte på menuen. Ikke så mærkeligt, når Portugal har så meget kyst lige ud til Atlanterhavet. Især sardiner er populære lige som den tidligere omtalte ret bacalhau, som vi smagte på vores Secret Food Tour.

Og når vi nu er ved sardiner, så var vi overraskede over at støde på konservesbutikker, som havde specialiseret sig i fisk på dåse og i særdeleshed sardiner. Sardiner er for portugiserne både en videnskab og en lidenskab!

Vi besøgte bl.a. den hyggelige butik Loja das Conservas, hvor unge medarbejdere stod klar til at hjælpe os med at få de helt rigtige dåser sardiner med hjem. Her har de konserves fra mange forskellige producenter, og man kan således få råd og vejledning i de forskellige tilberedningsformer samt viden om hvilke krydderier, der er brugt. Som en lille kuriositet, kan man endda købe sardiner i chokolade, men det rakte vores eventyrlyst ikke til at prøve.

Og til de sardinelskende må vi da også lige nævne, at der i juni måned er en sardin-festival i Lissabon. Det lyder til at være en sjov og meget festlig begivenhed, hvor sardiner syder på grillen på hvert et gadehjørne. Vi har hørt, at der dufter – nogle vil måske sige lugter – af sardiner i hele midtbyen i en uges tid.

Og nu lidt om restauranter

Lige meget hvilken restaurant man sætter sig ind på, kan man være sikker på, at det første, der sker, er, at der bliver stillet en lille tallerken med lokale oste samt en kurv med mere eller mindre tørt brød på bordet.

Hvis man som os ikke lige er til ost, så gælder det om at sige, eller i vores tilfælde vise med tegnsprog, at man ikke ønsker det, da alt naturligvis bliver skrevet på regningen.
Kan man derimod godt lide ost, er vi sikre på, at der er gode oste-oplevelser at hente. Mange tager i hvert fald imod og ser vældig tilfredse ud.

Ris og pommes frites

En ting som undrer os er, at der på de fleste restauranter serveres pommes frites og ris til ALT! Og selvom Rasmus nok aldrig bliver rigtig træt af pommes frites, så kunne lidt variation være dejligt. Især fordi flere lokale fortalte os, at det ikke er normalt med ris og pommes i disse mængder i portugisiske hjem. Men det er åbenbart nemt at servere på restauranterne.

Drikkevarer

Der har været dyrket vin i Portugal i over 1000 år. Og portugiserne sætter virkelig pris på et godt glas vin, som drikkes til både frokost og aftensmad. Til gengæld er det helt uhørt at drikke vin bare for hyggens skyld.

Efter maden er det i stedet populært at drikke et glas portvin eller en ginjinha, som er kirsebærlikør. Som nogle måske ved, så er Anne Marie meget glad for portvin Mange steder fås et godt glas portvin på ca. en deciliter for 4 Euro. Det lægger jo klart op til, at man får sig et lille glas. Oh, hvilken skøn tradition.

Og så til et par anbefalinger

En meget typisk portugisisk restaurant er Largo dos Trigueirinho eller bare O’ Trigueirinho, som ligger i Mouraria. Stedet er meget populær blandt både lokale og turister, da der her serveres autentisk og hjemmelavet mad på portugisisk!

Vi var med vilje gået til Mouraria ved frokosttid, da vi på vores guidede madtur havde fundet ud af, at det er her, de mere uturistede steder ligger. Vi stoppede op på en lille plads, kiggede os lidt omkring og blev pludselig opmærksomme på en facade uden navn, men hvor der jævnligt kom folk ind og ud. Og da vi nærmede os døren, kunne vi se, at der hang et håndskrevet menukort på husmuren.
Så ved man, at det er lokalt – og at man befinder sig det rigtige sted!

Da vi stak hovedet ind, fik vi at vide af tjeneren, at ALT var optaget, men at vi kunne vente uden for døren i ca. 10 minutter, så ville der være et bord ledigt. (Lidt den omvendte verden, at det var os, der blev sat uden for døren!)
Vi havde ikke stået længe, før der stillede sig to mere op bag ved os – og to mere – og to mere. Vi havde startet en trend!

Der var plads efter ca. et kvarters tid, og vi nød et dejligt måltid med henholdsvis lammekoteletter og husets bøf stegt på grill.

Den mindste restaurant

Hvis man vil prøve noget HELT anderledes, så vil vi på det varmeste anbefale den lille restaurant EstaminÉ – art food drink, der er ejet af det brasilianske par Joyce og Luis. Stedet har kun to borde og plads til max 8. Men her er det ikke antallet af gæster, der giver stemningen. Det klarer Joyce og Luis selv til perfektion.

Ud over at være restaurationsejer, så er Luis også kunstner. Og han har således dekoreret restauranten med egen keramik, fotokunst og smykker, som selvfølgelig er til salg. Som en meget sjov detalje, er nogle af hans ting udstillet på staldvinduer, som er hængt op i loftet.

På EstaminÉ serveres der lokalinspirerede tapasretter med et strejf af Brasilien og de lækreste frugtjuicer. Alt er til yderst rimelige priser, og stedet er virkelig et besøg værd. Men husk at bestille bord! Som sagt, der er MEGET få pladser og restauranten er populær både til frokost og til aften. Der er lukket tirsdag og onsdag.

En lækker vinbar

Et andet listigt sted er Wine Bar do Castelo. Vi fik stedet anbefalet af en følger på Instagram, som havde opdaget, at vi var i Lissabon. Det skulle vise sig at være en fantastisk anbefaling.

Vi besøgte vinbaren med to andre medlemmer af De Berejstes Klub, og vi fik en kanon service. Ejeren tilbød os at smage vinen samt flere alternativer, før vi bestemte os for, hvilken en vi gerne ville købe. Det samme var gældende ved de andre borde, hvor det ikke var ualmindeligt at se 3-4 flasker og dobbelt så mange glas, ind til folk havde besluttet sig.

Og da Anne Marie ikke kunne vælge mellem to lækre portvine, blev det ikke opfattet som et problem. Tvært imod. Hun fik da bare et halvt glas af hver.

Is og søde sager

Portugiserne er meget glade for kager, og der findes en bager på næsten hvert et gadehjørne (overdrivelse kan forekomme).

Vi har før omtalt de meget populære Pastéis de Belém, som minder utrolig meget om Pastéis de Nata. Det er dog en stor diskussion, om det er den samme slags kage, eller om det er to forskellige. Og der er jo kun én måde at finde ud af det på – du bliver nød til at smage dem begge

Vi forsøgte også at finde Lissabons bedste is. Vi havde fået anbefalet den meget populære isbutik Santini (Rua do Carmo 9), og det var rigtig lækker is. Men vi smagte for lidt is andre steder til at kunne sige, om det er Lissabons bedste – så det må være op til dig.

Det portugisiske køkken er kendetegnet ved enkle retter uden meget tilbehør eller pynt. Det bunder i en lang tradition med “bondekost”, hvor intet går til spilde. Der er masser af gode smagsoplevelser at finde , så vi anbefaler dig, at du bare kaster dig ud i det.

Næste rejse går til Minsk i Hviderusland i Påsken. Vi vil blive meget glade hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med updates og flere rejsebilleder, når vi er på tur. Du kan også finde os på Instagram under @twodanesontour.

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på portugisisk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Secret Food Tours i Lissabon

twodanesontour — Sun, 11 Mar 2018 17:41:27 +0000

Da vi møder vores guide Marta under den store, smukke triumfbue på Praca do Comércio, går det op for os, at vi er de eneste to, der havde booket en tur med Secret Food Tours Lisbon denne mandag. Altså er vi Two Danes On Tour med privat guide. Og det gør sandelig ikke noget! Dermed har vi Martas fulde opmærksomhed de næste knapt 3 timer. Og ingen bebrejdende blikke fra andre turister, når vi for 117. gang sakker lidt bagud, fordi vi liiiige skal tage ét billede mere.

For halvandet år siden var vi også på en guidet food tour i Madrid, og det var en rigtig dejlig oplevelse, så vi har store forventninger til dagen.

Portvin til morgenmad

Første stop denne formiddag er vinbutikken Garrafeira Nacional, hvor Pedro står klar til at skænke portvin i glassene. Det er den berømte Dona Antónia Tawny, opkaldt efter Antónia Ferreira, der er kendt for sine innovative tanker og lederevner i forbindelse med portvinsproduktionen i 1800-tallet.

Da der ikke er overrendt af kunder denne formiddag, har Pedro masser af tid til at slå en snak af om gode portvinsår og portugisisk vin generelt.

Det hyggelige kvarter Mouraria

Snart står vi ude på gaden igen, og nu går turen mod det gamle kvarter Mouraria, som vi også omtalte i sidste indlæg fra Lissabon.

Marta viser os flere elevatorer, som man kan tage for at spare benene lidt i de stejle gader. I denne del af byen er elevatorerne gratis! Vi når at bruge dem flere gange i løbet af ugen, når vi på egen hånd bevæger os rundt i området.

Sammen med Marta går vi rundt i de hyggelige, smalle gader og stopper ved et af Lissabons aller ældste huse, som er lavet med bindingsværk. Vi kigger lidt på folks rene vasketøj, som hænger til tørre alle steder. Her er der ingen hemmeligheder overfor naboen, da folks undertøj hænger frit fremme. Hos denne familie er det de lange underbukser der hænger til tørre!

En portugiser og bacalhau

Snart bliver vi budt på en lille mad med en sardin – det som i Danmark tidligere var kendt som “en portugiser”, erfarer vi senere på turen.

Til den lille mad, som bliver serveret på små bakker direkte på gaden, skåler vi i den populære kirsebærlikør Ginjinha. Den tilbydes mange steder af gamle damer. De sidder i døråbningen til deres hjem og tjener en ekstra skilling ved at sælge shots til forbipasserende.

På vej videre viser Marta os, hvordan fotografen og kunstneren Camilla Watson har taget billeder af ældre beboere i Mouraria og sat dem op på husfacaderne. Det er et rigtig fint projekt, som hylder det lokale og de ældre. Fotografierne skal være med til at holde fast i de lokale historier i en hurtig og omskiftelig verden. Samme kunstner har også lavet et udendørs fotoprojekt i Alfama-kvarteret.

Pølse og klipfisk

Næste madstop er også i Mouraria. En meget lokal restaurant, som du ikke sådan lige falder over, hvis du ikke ved, hvor du skal lede. Det viser sig faktisk, at vi dagen før har spist frokost blot 20 meter derfra. Her bliver vi først budt på ost og brød, som sættes på bordet sammen med en lokal rødvin.

Derefter skal vi smage den helt særlige pølse alheira, som er fyldt med kød og franskbrød. Brødet gør den utrolig blød og det passer rigtig godt til det sprøde, grillede skind. En rigtig lækkerbisken, som er grillet på den store indendørsgrill i restauranten.

Derudover får vi også serveret bacalhau og en grøn salat. Bacalhau eller klipfisk, som vi kender det som i Danmark, er saltet og tørret torsk, som man efterfølgende udvander og tilbereder efter en af de mere end 365 forskellige opskrifter, som de har udviklet i Portugal. Det er meget populært, og ikke længere fattigmandskost. Det er ikke unormalt, at man i familien spiser bacalhau flere gange om ugen.

Og ude på gaden igen går vi da også forbi en rigtig bacalhau-butik, hvor den tørrede fisk ligger i lange baner og venter på at komme hjem til en familie og blive udblødt i vand.

Bifana

Næste kulinariske stop for os bliver en bifana, som er et stykke kogt grisekød i en burgerbolle. Heldigvis har vi mulighed for at dele, da det ikke er sulten der tynger os længere. Her får vi også en lille fadøl og en iste. Bifana’en smager fint, men er ikke noget særligt i vores øjne. Men portugiserne elsker deres bifanas, og det er en “mellemsnack”, som man kan få på mange små restauranter rundt om i byen.

Desserter

Nu bliver det tid til vores første dessert. En tørret figen med valnødder i samt endnu et glas Ginjinha. Det foregår i en lille hyggelig grønthandler, hvor ejeren skænker rundhåndet op.

Og så finalen! De meget kendte Pastéis de Belém. Marta viser os, hvordan de spises med flormelis og kanel på.

Endnu engang blev vi bekræftede i, at food tours er en rigtig god aktivitet, når du kommer til en ny by og gerne vil lære stedets madkultur at kende.

Marta var en rigtig sød og vidende guide. Hun svarede på alle vores mange spørgsmål, som også kom til at omhandle historie, kultur, litteratur, arkitektur og meget, meget mere.

Secret food tour

Vi er bekendte med navnene på alle de steder, vi var inde at spise, men da det er en secret food tour, har vi valgt ikke at skrive dem her. Så er det jo meget snart knapt så hemmeligt.
Vi vil klart anbefale dig at gå med på en guidet food tour, eller hvis du ved, hvilke specialiteter, du leder efter, kan du selv gå rundt i området Mouraria og finde dine egne hemmelige steder.

Facebook

Twitter

Indlægget Secret Food Tours i Lissabon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… i Warszawa

twodanesontour — Wed, 15 Nov 2017 07:18:09 +0000

Ud over at nyde Warszawa på lange gåture, har vi selvfølgelig også været rundt og dufte til, hvad polakkerne spiser. Vi har været i Polen to gange før, men stadig er det en oplevelse for os at gå på jagt i det polske køkken.

Vi starter med en skuffelse

Første frokost blev indtaget på den lille restaurant Pod Samsonem, som ligger lige uden for den gamle bydel. Vi tænkte: “Hvorfor give det dobbelte i midtbyen, når man kan gå 250 meter og få det til det halve?” Desværre var kvaliteten ikke helt i top på trods af, at stedet i vinduet pralede med alverdens gode anmeldelser.

Begge vores retter var halvkolde og kartoflerne var utrolig kedelige. Rasmus’ kød var dog meget smagfuldt og Anne Maries rødbedestuvning var lækker, men det kunne alligevel ikke løfte måltidet. Her havde brødrene Price altså heller ikke været tilfredse!

Derudover blev vi her for første gang opmærksomme på, hvor mange tjenere der i grunden er ansat på de fleste polske restauranter. Med dovenskab til følge! – Og dermed halvdårlig betjening.

Sidst men ikke mindst blev vi afkrævet penge for at bruge restaurantens toilet, hvilket skulle vise sig ikke at blive en engangsforestilling. Hvad er dog det for en uskik, når man spiser på stedet?

Marriott Sky Bar

Lørdag aften gik vi først ud for at drikke cocktails på Marriott Sky Bar. Den ligger på 40’etage med flot udsigt over Kulturpaladset og byen.

Baren åbner kl. 18, og det er en fordel at komme tidligt, ellers kan man komme til at stå i kø.

Der er happy hour fra kl. 18.30, men kun på to udvalgte cocktails, og da det ikke var dem, vi havde lyst til at prøve, sprang vi lige så let og elegant over det.

Og det skal da lige afslutningsvis siges, at det er en cocktailbar! Rasmus læste hele drinkskortet igennem og fandt kun én øl i udvalget. Så er det øl, du er gået ud for at drikke, vil vi anbefale dig at finde et andet sted.

Radio Café

Aftenens måltid blev indtaget på den legendariske Radio Café (Nowogrodzka 56). Og det skulle vise sig, at aftensmaden var langt bedre end frokosten. Rasmus spiste en velsmagende stroganoff og Anne Marie kastede sig over stegt laks, som var udmærket. Dog uden at gå over i historien.

Som en lille snack inden maden, blev der sat en stor skål med valnødder og hasselnødder på bordet – så fint og med til at hygge om gæsterne!

Caféen er hyggeligt indrettet, og historien om Radio Free Europe, som sendte ucensureret radio til Østblokken under Den kolde krig, er interessant.

Frokost på Bar Warszawa

Dagen efter skulle det til gengæld blive rigtig godt på den kulinariske banehalvdel!
Efter en interessant gratis guidet rundtur i byen blev vi anbefalet Bar Warszawa & Restauracja (Krakowskie Przedmiescie Street 79), som ligger tæt på Zygmunt-søjlen.

Om aftenen er det et populært gå-i-byen-sted, men til frokost en helt almindelig restaurant. Igen var betjeningen utrolig sløv, men maden og prisen var helt i top!

Vi fik først kyllingesuppe med nudler og derefter snitzel, kartoffelmos, agurker og dildcreme – YUM! Denne dagens ret stod os i 18 zloty – 32 kroner pr. person. Det er altså et fund for de penge.

Warszawas bedste måltid

Aftensmaden fandt vi på den hyggelige Soul Kitchen (Nowogrodzka 18A). Restauranten ligger halvt i kælderetagen og interiøret er en blanding af blødt og råt med krydderurter som dekoration. Under middagen sad en pianist og spillede evergreens.

Til forret fik Rasmus fiskesuppe, som var til den spicy side. Den kom ind i en gryde, så der var nok at tage af.

Anne Marie satte tænderne i den bedste tatar, hun endnu har fået i sit liv. Kokken kom ind til bordet med oksemørbrad, som blev finthakket og blandet med diverse urter og krydderier.

Derefter blev det anrettet direkte på tallerkenen. Hold nu k… en lækkerbisken. Anne Marie var helt ked af, at hun skulle have hovedret bagefter. Hun kunne godt bare have brugt en forret mere magen til.

Hovedretterne var også rigtig fine. Henholdsvis kalveskank og oksekæbe med tilbehør. Dessert var der ikke plads til og udvalget var vist heller ikke det største. Regningen lød i alt på lige under 400 kr. inklusiv drikkepenge.

På polsk mælkebar

Den sidste dag vågede vi pelsen og kastede os ud i den polske institution: en mælkebar eller på polsk Bar mlcezny. Det er det, som vi her hjemme ville betegne som et cafeteria, hvor du, efter at have stået i kø i en rum tid, går hen til damen med kasseapparatet og bestiller dit måltid fra menukortet, som er slået op på væggen.

Derefter står du igen i kø for at komme frem til en luge, hvor du kan aflevere din bon og hente din mad. Til sidst rydder du selv af.

Vi havde valgt Bar Rusałka, som ligger på Floriańska 14 – lige over for Warszawa zoo, men mælkebarer findes over hele byen.

Inden vi gik ind, havde vi forsøgt at forberede os godt ved på forhånd at have siddet på en bænk ude foran for at bestemme os for, hvad vi gerne ville have at spise, og dernæst øvet os på at sige det på polsk.

Derfor var det en lidt flad fornemmelse at få stukket et engelsk menukort i hånden. Men det viser samtidig, at stedet er populært blandt turister. Så vil du prøve det på den “sikre måde”, så er det måske netop her, du skal gøre dit første forsøg.

Menuen

Vi bestilte først hver en suppe: Anne Marie fik en ukrainsk borscht (rødbedesuppe med kartofler, grønne bønner og dild), mens Rasmus tog tomatsuppe med pasta.

Derefter var Rasmus på snitzel, mens Anne Marie gik direkte til desserten og spiste pandekager med blommemarmelade, syrnet fløde og sukker. Vi fik begge et glas kompot, som minder om saftevand. Maden var så mættende, at vi ikke behøvede noget de næste mange timer.

Og prisen? 4 retter mad og 2 glas saftevand stod os i 30 zloty – 60 kr. Hurra!

Det var en fed oplevelse, som vi helt sikkert gentager, næste gang vi rammer Polen.

Vil du læse mere om hvordan man går på mælkebar og hvad man har mulighed for at bestille, så vil vi gerne anbefale denne hjemmeside, som vi selv benyttede os af: Milk Bars: How to Survive in Warsaw

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… i Warszawa blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… i Andenes

twodanesontour — Mon, 20 Mar 2017 15:32:36 +0000

Sidste år lavede vi et Spise med Price indlæg fra Tromsø, så I skal selvfølgelig også have et her fra Andenes.

Da Tromsø er en meget større by, er der selvfølgelig også mange flere muligheder med hensyn til restauranter og spisesteder. Derudover spiste vi både frokost og aftensmad på restaurant og café sidste år, mens vi i år havde brød og pålæg med til både morgenmad og frokost. Derfor er dette indlæg naturligvis også lidt kortere.

Arresten

Vores første valg var restauranten Arresten, som ligger meget tæt på Almahuset, hvor vi boede. Men lørdag aften var alt optaget, søndag holdt de lukket, så først mandag fik vi et bord. Vi vil derfor gerne anbefale andre at bestille bord på forhånd! (Deres telefonnummer er +47 949 81 830). Det er Andenes’ bedste og mest populære restaurant – og ikke uden grund.

Som navnet antyder, har restauranten et “fængselstema”. Dog serverer de heldigvis meget andet end vand og brød

Anne Marie kastede sig over torsketunger med hjemmerørt remoulade. Denne ret havde hun fået anbefalet af en taxachauffør, som vi mødte med vognen fuld af italienske turister, som han ikke kunne tale med. Han var derfor glad for at møde et par danskere, som beredvilligt hørte på historier fra Andenes og omegn. Efter en længere snak om vind, vejr og hvaler, sagde chaufføren, at torsketunger var noget af det lækreste, han kunne få serveret -hvis altså de var lavet ordenligt. Og det må vi sige, at Arresten kunne. Det blev Anne Maries bedste måltid på turen!

Rasmus smagte på en meget grim dybhavsfisk – ifølge tjeneren. Også dette måltid var yderst udsøgt, og vi har kun rosende ord til Arresten. Vi blev der dog ikke så længe, da vi havde set, at denne aften var vores bedste chance for at se nordlys, så snart var vi ude igen.

Lysthuset Sørvesten

De andre to aftener endte vi på Lysthuset Sørvesten. Her blev der serveret alt lige fra fisk, hval og kylling til bøffer, pizza og pastaretter. Portionerne var store og maden var veltillavet uden dog at nå gastronomiske højder.

Anne Marie prøvede henholdsvis finnebiff (rensdyrragout) med tyttebær til 235 NOK og ovnbagt laks.

Rasmus var modig og kastede sig over den nordnorske specialitet boknafisk, som er en letsaltet torsk. Denne ret stod til 265 NOK. Den anden aften fik han den mere klassiske ret fish and chips til 165 NOK.

Du kan selv tjekke menukortet yderligere ud her. Det skifter vist engang imellem.

En advarsel

En af aftnerne gik vi faktisk ned for at spise på Riggen restaurant og bar, som ligger tæt på fyrtårnet. Her stod valget mellem enten pizza eller en norsk buffet, som så ud som om den havde stået der i RIGTIG mange timer. Vi bad om at få lov til at bestille fra menukortet, men det kunne ikke lade sig gøre denne søndag. Dette var grunden til, at vi spiste på Lysthuset to aftener i træk.

Ekspedisjonen i Sortland

På den sidste dag gjorde vi holdt i byen Sortland på vej til lufthavnen for at spise frokost. Her spurgte vi et par damer i Systembolaget om et godt frokoststed, og de anbefalede os Ekspedisjonen, Lunchbar, Kafé og Restaurant.

Den ligger på havnekajen med en fin udsigt over vandet. Vi bestilte hver en suppe. De var begge meget smagfulde. Rasmus spiste en suppe med klipfisk (92 NOK) og Anne Marie spiste cremet fiskesuppe (112 NOK).

Evenes lufthavn

Sidst men ikke mindst får I lige en rapport fra Evenes lufthavn. Rasmus satte tænderne i en rensdyrhotdog, som var meget kødfyldt.

Anne Marie spiste fish and chips og var meget veltilfreds. Det kostede godt nok 150 norske kroner, men alternativet var ikke så stort i lufthavnen, og det var dejligt veltillavet. Alternativet havde været en sandwich købt i flyet på vej hjem.

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… i Andenes blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… på Ecuadoriansk

twodanesontour — Mon, 07 Nov 2016 19:13:00 +0000

Quito

Mens vi de første dage af vores rejse til Ecuador opholdt os i Quito, fandt vi straks hen på centralmarkedet.

Vi har gode erfaringer fra Mexico med at spise på markedet: maden ofte er i top, der bliver serveret gode portionsstørrelser, og prisen er til at betale. Ecuador skuffede ikke. Markedet blev vores morgenmadsspisested. At den så stod på fiskesuppe med popkorn, salat, spejlæg, avocado eller flæskesteg kl. 8 om morgenen, det måtte vi indordne os under. Det er åbenbart almindelig morgenmad i Ecuador

Kæledyr til morgenmad

En anden morgenmadstradition i Ecuador er de små nuttede pelsdyr marsvin. Anne Marie forsøgte sig flere gange, men var ikke heldig at finde det på menuen, hvor vi kom frem, så vi måtte nøjes med dette billede af et skaldet marsvin, som blev solgt på gaden.

Almuerzo i Mindo

Da vi kom til den lille by Mindo, fandt vi ud af, at de lokale restauranter har frokost-tilbud hver dag, hvor man får to retter samt en juice for ca. 3 US dollars. Konceptet kaldes almuerzo eller menu, men det er ikke noget, de umiddelbart skilter med. Forhører man sig lidt, så går de til bekendelse og serverer et glimrende måltid bestående af en suppe samt en ret med kylling, okse eller fisk og dertil et glas juice. De andre retter på menukortet er meget dyrere end 3 US, så det vil de selvfølgelig hellere sælge til et par ”uvidende” turister.

Især en restaurant i Mindo havde vi stor succes med. Den har ikke rigtigt noget navn, men ligger på den anden side af den fine park midt i byen, på parallelgaden til Mindos hovedgade. Vi blev snart stamkunder her og spiste almuerzo hver dag til frokost – de har lukket om aftenen.

Supper

Overordnet set må man sige, at Ecuador er et ”suppeland”. Der serveres suppe til næsten ethvert måltid. Dejlige fyldige supper, supper med grøntsager og bønner, supper med fisk, kylling eller mørt oksekød. Supper med hønsefødder. Ja, selv cevice, som vi kender som en dejlig råmarineret fiskeret i Mexico, er her en suppe. Den smager ligeså friskt, som vi kender den, men skal spises med ske og ikke som vi er vant til oven på tacoskaller. Dog ser alle supper måske ikke lige appetitlige ud – men det ændrer jo ikke ved smagen.

I får lige et lille ecuadoriansk suppe-potpourri:

Læg lige mærke til, at nogle supper fås med popcorn til. Vi forstod det aldrig helt, men det var måske for at give fylde og konsistens. Efterhånden overgav vi os til popcornskonceptet og puttede dem også i suppen.

På det nederste billede viser Anne Marie glad hønsefødderne frem, som hun har fisket op af suppen. Man skal ikke spise dem, men de giver en dejlig smag til den klare suppe.

Galapagos

På Galapagos blev madpriserne straks nogle andre. Almuerzo på hovedgaden i byen Puerto Villamil på Isabela lød nu pludselig på 7 US (til gengæld skiltede de nu gerne med det). Vi er godt med på, at alle varer skal fragtes herud med containerskib, men smuttede vi på det lokale marked eller lidt ud i sidegaderne, kunne det altså stadig fås for 5 US. Det gode her på øen var, at almuerzo både var til frokost og til aftensmad, så det sparede jo noget på budgettet.

Den lille restaurant Soda Bar Galapagos, som ligger på markedet, blev snart vores favorit. De søde damer lavede dejlig mad og den lækreste friskpressede appelsinjuice. Havde vi en tom vandflaske med forbi, fik vi den fyldt op med juice for 1 US.

Ris

Vi nåede dog alle (på nær Martin) en mæthedsgrænse for ris. Der bliver serveret ris til ALT! Også hvis du bestiller pasta med kødsovs – så kom det med en portion ris. Eller den dag vi spiste paneret kød med kartoffelmos – og ris.

Ris er dejligt, ris er fint. Efter 20 dage på “riskur” hang ris os til sidst ud af halsen. Som hollænderen Marlous, som vi var på cruise med, sagde: ”I’m riced out!”- og det punkt nåede vi også. Så stod den lidt på pizza eller burger et måltid eller to, inden vi igen overgav os til almuerzo – med ris!

El Kiosko i Puerto Ayora

I byen Puerto Ayora på øen Santa Cruz er der en restaurantgade, som går under navnet El Kiosko. Den er fyldt med restauranter, og hver aften lukkes gaden af for trafik, og der stilles masser af borde og stole ud. Herefter kan man gå fra sted til sted og se deres udvalg af fisk og hummere, som de griller hele. Der er også mulighed for “turistretter” som pizza og burgere, hvis man ikke er til fisk og skaldyr.

Ud over at nogle af restaurantejerne er lidt påtrængende for at få kunderne til at sætte sig ved deres restaurant, så er det en hyggelig oplevelse at sidde ved lange borde sammen med masser af andre rejsende. Og ind imellem finder man nogle rigtig lækre retter.

Flæskesteg

Til sidst får I lige et rigtigt flæskestegsbillede fra det traditionelle lørdagsmarked i Otavalo. Det vil vi altså gerne anbefale – også til morgenmad.

Skulle du få lyst til at høre mere fra os, så er du meget velkommen til at følge os på Facebook og Instagram @twodanesontour

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på Ecuadoriansk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… på hebraisk

twodanesontour — Sat, 26 Mar 2016 19:09:00 +0000

På jagt efter de israelske køkken

Hvad spiser de i Israel? Og har Israel overhovedet sit eget køkken? Det og meget mere satte vi os for at finde ud af i dette Spise med Price indlæg.

Ja, Israel har sit eget køkken, men det er selvfølgelig præget af alle de etniske grupper, der har bosat sig i landet igennem årtusinder. Ikke mindst de mange tilflyttere efter oprettelsen af staten Israel i 1948, har haft stor indflydelse på maden.

Gadekøkkener

Mad fås jo i alle prisklasser, så vi vil begynde med de billigste: “gadekøkkenerne”.
Den typiske israelske fastfood er pitabrød eller laffa (en slags rundt fladbrød som rulles) med falafel, salat og humus.

Mange steder kan man også bestille selv samme slags brød med kylling og kalkun, som har stået og snurret på et spyd hele dagen. Enkelte steder fandt vi lam – og så var vi i den syvende himmel.

De billigste pitabrød med falafel købte vi i Tel Aviv til 8 shekel (14 kr.) Men med så meget andet, så hænger pris og kvalitet sammen. De billige var med agurk og tomat, syltede agurker og tahine. De dyrere kommer med en hel salatbar, hvor man både kan putte forskellige salater og sovser i pitabrødene eller spise det af små skåle ved bordet. Derudover får man også hummus i pita’erne de “dyre” steder. Virkelig lækkert synes vi.

Et af de bedste steder vi spiste var i Akko, hvor lam var på menuen både som grillspyd og som kebab (hakkekød). Hvis du selv skulle befinde dig i Akko, så hedder den lille kebabbar Mobarsham og ligger tæt på Akko Gate Hostel.

Hummus i lange baner

Israelerne spiser virkelig meget humus. Som i RIGTIG store mængder hummus!

I Tel Aviv var vi inde på den meget lille restaurant The House of Hummus, som har specialiseret sig i at servere humus til folket og et par få andre retter.
Rasmus prøvede en af deres signaturretter: Allenby, som bestod af humus med shakshuka, kogt æg og pitabrød.
Shakshuka er israelsk paprika-grønsagssovs. Og Allenby er den gade, som restauranten ligger på.

Det libanesiske køkken

Et stort his i Israel (og blandt os) er Libanesisk mad. Vi fik anbefalet restauranten Tanureen, som har specialiseret sig i det libanesiske køkken.
Vi fik en FANTASTISK frokost med masser af meze-retter (en masse små skåle med forskellige salater mv.) ja, faktisk var der så meget på bordet, at vi slet ikke havde behøvet at bestille kød!
Og vi fandt efterfølgende ud af, at det faktisk var en restaurantkæde, som lå flere steder i det nordlige Israel. Så den vil vi gerne anbefale.

Hamitbahon

Mezze fik vi også på den lille, sjove restaurant Hamitbahon i Tel Aviv. Den ligger i det yemenitiske kvarter, lige bag ved Carmel market – og de har også åbent på Shabat! Her bestilte vi denne lækre meze-tallerken til forret:

Restaurant Helena

Og nu til de lidt dyrere bekendtskaber:
Den første dag flottede vi os og spiste på restauranten Helena, som ligger inde på ruinområdet ved Caesarea. Fra restauranten er der den skønneste udsigt over Middelhavet.

Vi havde på nettet tjekket menukortet ud hjemmefra og BLEV simpelthen nød til at spise her. Det var rigtig lækkert – men næsten også danske priser. Som sagt, mad kommer i alle prisklasser i Israel.

Forretter først:
Blæksprutteringe, chips og dip

Lakse-shashimi med ærteskud, radiser og kaviar.

Vitello Tonato: kalvefilet og tundressing med kapers og kogte æg

Dernæst hovedretter:

Nystegt fisk med flødesovs og grønne bønner.

Grillet kylling, grov kartoffelmos med jordskokker og ærteskud.

Pasta med rejer og muslinger i champagne-sauce

Det var et udsøgt måltid i skønne omgivelser og en rigtig dejlig start på ferien.

På besøg hos Uri Buri

I Akko besøgte vi en meget speciel fiskerestaurant ejet af kokken Uri Buri. Allerede navnet indikerer, at dette her bliver stort! Prøv lige at smag på det: Uri Buri. Vi synes, at det er et fantastisk navn!

Manden og restauranten er kendt i hele Israel. Der serveres kun fisk og et par enkelte vegetarretter.
Vi anbefaler, at man bestiller bord i forvejen. Vi gik forbi dagen før for at se, hvor restauranten lå, og bestilte til 4 personer dagen efter kl. 18.30.
Da vi kom til den aftale tid, var restauranten nærmest tom. Vi jokede lidt med, at det var overflødigt at bestille bord en tirsdag i februar måned. En time senere, da vi var godt i gang med at spise, var restauranten fuld! Vi var bare gået tidligt ud og spise!

To fede koncepter

Og hvad er det så Uri Buri kan? Han kan lave fiskeretter, så det synger. Restauranten er i øjeblikket ved at blive sat i stand, men selv om der er huller i loftet, så kommer folk gerne langvejs fra for at smage Uris fisk.

Der er to fede koncepter på restauranten. Det ene er en tasting menu, men det kræver, at hele bordet er med på det. Tjeneren vil spørge jer, om lidt forskelligt – f.eks. om I spiser koriander, om I kan lide stærk mad etc. Og så bliver der ellers sat retter ind på bordet, blandet af kokken, til I siger stop! Det er små retter, så det er meningen af man skal dele.

Det andet fede koncept er, at nærmest alle hovedretter kan bestilles som halve retter! På den måde kan man prøve en forret og to halve hovedretter og gå derfra med både maven og pengepungen intakt. Det er da et godt påfund. Vi benyttede os af det sidste koncept, og her kan I se nogle af de retter, vi smagte på:

Shashimi af laks med soya og en fantastisk hjemmelavet wasabi-sorbet. Det var klart Anne Maries favorit.

En udsøgt og fint afstemt fiskesuppe med kokosmælk, ingefær, karry, basilikum og koriander.

Smørstegt barramundi i salvie- og citronsause med blomkålspuré.

Havkat med indkogt rosmarin/balsamico-sause. Hertil kastanje/græskarpuré

Det var en fantastisk aften med lækker mad og hyggeligt selskab.

Drikkepenge i Israel

Til sidst vil vi gerne lige skrive et par ord om drikkepenge. Vi er vandt til i Danmark, at drikkepenge er noget man giver, når man føler, at man har fået noget særligt lækkert mad og en rigtig god betjening. Men sådan fungerer det ikke rigtigt i Israel.

Her er det skik og brug, at ALLE giver 10-15 % af regningens pålydende i drikkepenge, da det er en del af tjenernes løn. Vi var ikke opmærksomme på dette hjemmefra, og tjenerne var ikke sene til at gøre os opmærksomme på, at vi havde lagt for lidt drikkepenge. Det føltes lidt mærkeligt, men de krævede deres “ret” og vi måtte finde muldvarpen frem igen. Så er I advaret!

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på hebraisk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… i Tromsø

twodanesontour — Tue, 23 Feb 2016 20:39:00 +0000

Hvad mon de spiser i Tromsø?

Som altid har jeres to udsendte været på jagt for at finde ud af, hvad man spiser her i Tromsø. Vi tog hurtig en beslutning om, at vi på denne tur skulle smage på de lokale specialiteter. Pasta, pizza og Burger King måtte blive en anden god gang. Det kom vi ikke til at fortryde!

Bardus Bistro

Første frokost (det nordmændene kalder lunsj) blev indtaget på Bardus Bistro. Der var en 5-6 forskellige retter på frokostkortet, og vi besluttede os for henholdsvis oksekæber og dagens fisk, som var sejfilet. Begge retter var yderst veltillavede og fint afstemte med rodfrugtemos, syltede rødløg og dildsauce til fisken. Et rigtigt godt valg efter vores smag. Frokosten inkl. en halv liter øl stod os i 386 danske kroner.

69° N Brasseri

Inden vi skulle spise aftensmad, forhørte vi os hos et par lokale, om hvor vi skulle spise. Vi blev anbefalet 4-5 forskellige steder, og efter at have gået lidt rundt og set på menukort, faldt valget på 69°N Brasseri.
Restauranten ligger på første sal med udsigt over Storgatan – Tromsøs hovedgade. Der var hyggeligt med pejs og det meste interiør holdt i sort. På menuen var der kun 3 forretter, 3 hovedretter og 3 desserter, men vi fandt begge to noget, som kunne friste.

Først fik vi den lækreste rensdyr-carpaccio med ruccolacreme, ruccola, honningristede valnødder og rødbedegele. Hver en bid smeltede i munden, og det blev en af de bedste madoplevelser på turen.

Derefter valgte Rasmus oksekød, mens Anne Marie bestilte pandestegt kveite – helleflynder. Begge retter kom med lækkert tilbehør. Bl.a. var der en fantastisk pastinakpuré til fisken, som vi ikke har fået bedre. Anne Marie var lidt spændt på nogle tynde fennikelskiver, da hun har et lidt anstrengt forhold til denne grøntsag, men her var den syltet og det smagte fantastisk til fisken, som for øvrigt smagte let røget – Virkelig lækkert!

Vi sluttede af med at dele en dessert bestående af chokoladetærte med hjemmelavet bringebærsorbet – det vi på dansk kalder brombær. Tærten var så smagfuld og intens, så det var kun muligt at tage små bitte bidder af gangen. Derudover var der den lækre brombærsorbet samt saltet karamel på tallerkenen. En perfekt afslutning på en dejlig og udsøgt middag. Den samlede regning lød på 898 danske kroner.

PS. Restauranten er nu lukket (2018 red.) Der ligger i stedet en indisk restaurant, hvis man skulle blive træt af det nordnorske køkken.
Er du på udkig efter dejlig mad i Tromsø, så vil vi til gengæld gerne anbefale dig at kigge forbi dette blogindlæg, hvor vi har samlet vores bedste anbefalinger.

Risø matt og kaffebar

En anden frokost blev nydt på caféen Risø matt og kaffebar. Også her sætter de pris på at bruge lokale råvarer efter årstiderne og vi er sikre på, at det er det rigtige sted at gå hen, hvis man er vild med kaffe (hvilket vi overhovedet ikke er).

Rasmus fik en omgang biksemad -som nordmændene kalder pytt-i-pande, mens Anne Marie kastede sig over en hvalsandwich. På norsk stod der, at det var med hvalskinke. Vi var lidt spændte på, hvor på hvalen skinken sidder? Men fik aldrig rigtigt et svar. Til gengæld var AM godt tilfreds med hendes sandwich, som smagte dejligt. I alt en frokost til 160 danske kroner.

Arctandria Sjømatsrestaurant

Aftensmaden fandt vi hos Arctandria Sjømatsrestaurant. Den er en del af konceptet Skarven, hvor der også er steakhouse, bar mv. Igen gik vi efter de norske specialiteter. Arctandrias signaturretter er tørfisk, boknafisk og klipfisk, men det var vi dog alligevel ikke modige nok til at bestille.
Anne Marie smagte på en hvalbøf, mens Rasmus bestilte en tallerken med rype og rensdyr. Disse retter var de mindst interessante vi fik i løbet af vores fire dage i Tromsø. Samlet pris: 539 danske kroner.

Aunegården

Sidste dag afsluttede vi på Aunegården, der med sit interiør og hyggelige atmosfære, straks mindede os om Jernbanerestauranten i Matador. Dog havde serveringspersonalet ingen ligheder med Tjener Boldt.

Anne Marie fik fiskesuppe med dejlige rejer og brødcroutoner i. Rasmus spiste bøf bourguignon, som nok ikke kan siges at være en norsk specialitet. Men dejligt smagte det.

Uddeling af rejsetips på værtshuset G

Og her til sidst vil vi da gerne lige anbefale et lille værtshus med det korte navn G. Vi havde hørt, at man i Tromsø går ud og drikker fredagsøl, og da det er en tradition, som vi ofte holder i hævd i Nykøbing, så synes vi da bare, at det var på sin plads at gøre som de lokale.

Efter lidt spadseren frem og tilbage fandt vi G. Vi skulle lige til at gå ind, da en mand var på vej ud. Han henvendte sig til os med følgende ord: “I skal ikke gå derind!” A hva’? Vi var noget overraskede. Var det mon fordi vi var danskere? Eller var de lige ved at lukke? Manden gentog: “I skal ikke gå derind! Det vil blive en nærdødsoplevelse. Alle er over 60.”

Vi trodsede dog hans advarsler og trådte indenfor. Værtshuset var fyldt her fredag aften omkring kl. 18. Vi fandt dog snart en plads i baren og manden havde ret. Alle andre gæster var over 60 år og lokale, men det gjorde os ingen ting. Det var super hyggeligt, og vi fik snakket med mange forskellige, som lige skulle høre, hvor vi kom fra, og hvad vi havde oplevet i Tromsø? Flere var interesseret i at høre, om det mon var noget for dem at tage på sådan en hvalsafari. Nu havde de godt nok boet i Tromsø det meste af deres liv, men spækhuggerede havde de dog aldrig set. Så det endte med, at vi sad i baren og gav gode rejseråd til at de lokale nordmænd – skøn fredag aften!

Vi har mange andre blogindlæg fra Norge.
Dem kan du finde her: Norge

Vi vil også gerne anbefale et par blogindlæg fra Svalbard:

Planlægning af vores rejse til Svalbard

Isbjørn i sigte

Vi bliver altid glade for nye følgere på Facebook: Two Danes On Tour

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… i Tromsø blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… i Lübeck

twodanesontour — Mon, 16 Nov 2015 18:08:00 +0000

Asparges i Tyskland

Og hvorfor er det så, at vi kører helt til Lübeck i Tyskland for at spise asparges – noget man kan købe i hvert eneste danske velassorterede supermarked?

For 8 år siden var vi i Berlin om foråret og opdagede for første gang, hvor højt tyskere går op i at spise hvide asparges. Foran de fleste restauranter, store som små, var der massevis af skilte med menuer, hvor asparges var hovedingrediensen og hvor fisk, kød og kylling kom i anden række. Vi smovsede i asparges og hollandaisesauce og lovede os selv, at det skulle vi gøre igen en anden gang. Det var bare ikke rigtig lige blevet til noget…

I fødselsdagsgave i år fik Rasmus så en tur til Lübeck af Anne Marie. Konceptet var enkelt og klart: Asparges, schnitzel og fadøl. Lige en menu for Rasmus, som inderst inde er en stor “skabstysker” – i hvert fald når det kommer til mad og drikke.

Mod Lübeck

Efter en dejlig nats søvn og en skøn morgenmadsbuffet på Benninggaards Hotel, gik turen lørdag morgen endelig mod Lübeck. Vi var fremme kl. 11, satte bilen ved vores hotel og gik på 5 minutter til den gamle bydel Altstadt, som ligger på en ø omgivet af kanalen.

Vi gik gennem den meget berømte dobbelttårnede byport Holsteintor fra 1478 og blev gang på gang fascinerede af de mange smukke nyrestaurerede huse, som findes overalt i Altstadt.

Vi nød godt af, at alle butikker havde åben til kl. 17.30 på en lørdag – det er altså en fordel, hvis man er en stor turistby og gerne vil have kunder i biksen.

Dejlig frokost på restaurant Schiffergesellschaft

Til frokost fandt vi den gamle og meget berømte restaurant Schiffergesellschaft, hvis historie går helt tilbage til midten af 1500-tallet.
Restauranten består af nogle hyggelige historiske lokaler med skibsmodeller under loftet, våben på væggene og en noget dunkel belysning.

Stedet var meget velbesøgt, og vi fandt snart ud af hvorfor. Anne Marie bestilte hvide asparges med hollandaisesauce, kartofler og husets egen varmrøgede laks, mens Rasmus kastede sig over lammeskank. Det blev et festmåltid!

Lübeck er bl.a. kendt for marcipan, men da det ikke er vores store last, så nøjedes vi med at kigge inden for hos berømte Niederegger, hvor marcipan kommer i alle former og figurer. Til gengæld købte vi et budt hvide asparges på torvet, som skulle med hjem til Danmark.

Im Alten Zolln

Hen under aften besøgte vi det lille værtshus Im Alten Zolln hvor Rasmus smagte på lidt forskellige øl. Der var mange gæster og en hyggelig stemning.

På bryggeriet Brauberger

Aftensmaden blev indtaget på det lille bryggeri Brauberger, hvor store ølkedler står frit fremme i restauranten. Atmosfæren var god, men maden knapt så spændende.

B&B hotels

Vi vil da gerne lige give jer et par ord med på vejen om det hotel vi boede på – det kunne jo være, at vi med dette indlæg kan inspirere andre til at tage en smuttur til Lübeck – asparges eller ej.

B&B hotels er en forholdsvis stor hotelkæde i Tyskland. Værelserne er pæne og rene og har alt det, som man kan forvente. Det gode er, at det er forholdsvis billigt. Vi betalte 420 kr. for en nat. Samtidig havde vi gratis parkering i hotellets parkeringskælder, og det er jo også værd at tage med.

Hotellet ligger godt nok ud til jernbanen og tæt på stationen (hvilket jo kan være meget praktisk, hvis man kommer med tog). Vi fik et værelse lige ud til banelegemet, men hørte det på intet tidspunkt i løbet af natten, så med mindre du er en Heimdal, som kan høre græsset gro, så skulle det ikke give dig nogle problemer – vi var i hvert fald positivt overraskede.

Konditori Maret

Efter endnu en dejlig nats søvn, var vi igen klar til at spise. Første stop blev det gamle og legendariske konditori Maret, som ligger ved det gamle rådhus. Her kunne Anne Marie næsten ikke vælge hvilken kage hun skulle smage – skøn morgenmad.

Frokost på Ratskeller Zu Lübeck

Vi gik en lang tur i byen, så vi kunne få plads til frokosten, som blev indtaget på Ratskeller Zu Lübeck. Der sidder man i små båse. Nogle kan endda lukkes med en dør, og hver lille bås er dedikeret til en berømt person.

Igen stod menuen på asparges. Anne Marie fik asparges med tyndt skåret skinke, og Rasmus fik klassikeren: asparges, schnitzel og fadøl. Præcis det han var kommet efter.

Vi kan nu se tilbage på to skønne dage i Lübeck. Havde Brødrene Price været med, så er vi ikke i tvivl om, at de lige som os havde købt friske asparges på torvet til at tage med hjem, og nydt en dejlig frokost på Schiffergesellschaft. Det var klart vores største kulinariske oplevelse i byen.

Vi håber at kunne friste med et par andre blogindlæg

Læs også: Spise med Price… i Schwerin og Wismar
Læs også: Sort sol i grænselandet

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… i Lübeck blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… på Yucatan

twodanesontour — Fri, 24 Jul 2015 02:40:00 +0000

Vi har sagt farvel til vores elskede tacos i Sonora. I stedet har vi kastet os over specialiteterne her på Yucatan.

Et af hovedelementerne i mayaernes mad er majs, og man mener, at det var en overvejende grund til, at den gamle indianerkultur blev så stor, da majs er hurtigt voksende og kan brødføde mange mennesker.

Deres fortsatte store forbrug af majs betyder desværre, at vi ikke har kunnet få vores favorit – hvedetortillaer. Men det har så givet os mulighed for at prøve noget nyt!

La Chaya Maya

I Mérida ligger den berømte restaurant La Chaya Maya, som har specialiseret sig i retter fra mayaindianerne.

Rasmus prøvede poc chuc (langtidsstegt svinekød) og Anne Marie fik pollo pibil (kylling med pulver af achiote-kerner (fra smørfarvetræet) stegt i et bananblad). Begge dele smagte dejligt.

Streetfood

Når vi på gaden har spist i de små madboder, har vi mest spist panuchos og salbutes, som er dybstegte majstortillaer ofte med kalkun eller svinekød. Den eneste forskel på de to retter er, at panuchos er med bønnemos.

Anne Marie spiste også sopa de lima den ene aften. En dejlig smagfuld limesuppe med kalkun, friske grøntsager samt sprøde tortillachips – hvis man skynder sig!

Kokkekursus

På Nomadas Hostel, hvor vi boede, har de tre gange om ugen et lille kokkekursus, som man kan melde sig til. Vi var med til at lave tortillas og fajitas.

På kurset lærte vi, at fajitas betyder bælter eller strimler, så både kød og grøntsager skal skæres i lange tynde strimler, for at man kan kalde det fajita – vi troede fejlagtigt at det havde noget med krydderiblandingen at gøre.

Tortillaerne skulle først presses i en tortillapresse, og bagefter skulle de ”bages” på en varm pande. Det var om at rubbe neglene, når de skulle vendes, så man ikke brændte fingrene.

Efter kokkekurset spiste vi selvfølgelig den dejlige mad, som vi havde været med til at lave.

Den mexicanske cantina

Og så har vi opdaget ”den mexicanske cantina” – et helt fantastisk begreb! Det er et værtshus, hvor man køber øl og drinks, til gengæld serveres der snaks gratis.

Da vi i Meridá var på ”La Negrita”, var der livemusik og proppet med mennesker. Stemningen var helt fantastisk, og de forskellige snacks kom i en lind strøm. Øllene kunne købes i 1-liters skruelågsglas, hvilket jo måtte prøves! En glad aften i byen med to øl og to drinks stod os i 88 kroner, hvilket så naturligvis også var inklusiv drikkepenge. Men det var så også uden for turistområdet!

Anne Marie som Chili Klaus

Og lige her til sidst får I vores udgave af Chili Klaus møder Mexico med Anne Marie som prøvekanin. Vi undskylder den dårlige lydkvalitet, som skyldes mange glade mennesker i byen.

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på Yucatan blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… på Isla Mujeres

twodanesontour — Mon, 06 Jul 2015 01:14:00 +0000

Nu skulle man måske tro, at der kommer en længere forklaring på, hvordan man laver den perfekte chili con carne. Men kære læsere, mexicanere kender slet ikke til det, vi kalder chili con carne, som slet og ret betyder chili med kød. Så var det denne opskrift I havde siddet og ventet på, ja, så må vi altså allerede skuffe jer her fra begyndelsen.

Chili

Vi bliver ofte spurgt, om mexicansk mad ikke er meget stærkt? Vi kan dog berolige jer med, at man normalt selv doserer mængden af små mere eller mindre stærke chilisovser kaldet salsaer, som bliver stillet frem på bordet. Og det er meget heldigt for Anne Marie, som faktisk slet ikke bryder sig om chili. Men alligevel elsker mexicansk mad.
Til gengæld kan vi skrive under på, at mange mexicanere “krydrer” deres mad meget voldsomt – så voldsomt, at det ville være fuldstændig uspiseligt for os europæere.

Og hvis I følger Chili Klaus, så ved I, at der findes ufattelig mange forskellige chilier med forskellige “vindstyrker”. Går man på markedet eller i supermarkedet, så kan man både købe et hav af forskellige friske og tørrede chilier, som bruges til forskellige retter mad og salsaer. På disse breddegrader er chili ikke bare chili!

Nå, men skal vi da aldrig have noget at spise? ville Pricebrødrene nok indvende på nuværende tidspunkt. Og jo, det skal vi da!

Tacos de carne asada

Vi kan vel lige så godt lægge ud med vores favorit, som er “tacos de carne asada”. En blød, helt tynd hvedetortilla (selvom mexikanerne mest spiser majstortillaer), der smager langt bedre end dem, vi kan købe hjemme. Med lækkert grillet oksekød skåret ud i små stykker. Herpå drysses en smule meget fintsnittet salat eller hvidkål.

Disse tre ting er hovedingredienserne, og alt efter hvor man køber sin taco, så er der ellers pyntet med lidt tomat, avocado og løg med mulighed for selv at tilsætte flere forskellige af de førnævnte salsaer.

De bedste tacos finder man efter vores mening i staten Sonora, der er kendt for sit oksekød -det er uovertruffent! Flere steder er der her også mulighed for at tilsætte et utal af “grøntvarianter” fra, hvad der mest af alt minder om en stor salatbar. Sonora here we come!

Tostadas

Tostadas er en anden favorit. En slags tacoskal (majstortilla sprødstegt i olie), som nogle kender fra “Santa Maria”. Disse her er bare helt flade, hvilket gør det til en kunst at balancere kyllingestykker, salat, ost, bønnemos og tomat toppet med “crema” (en slags tynd og ikke syrlig creme fraiche) og salsa. Ja, man er ikke nødvendigvis køn at se på, mens man spiser tostadas, og man kan let ende op med halvdelen af måltidet i skødet!

Burrito

Burritoen kommer i mange varianter, men er ofte en større hvedetortilla med kød og smeltet ost, hvortil der som regel serveres guacamole (avocadomos med hakket tomat, løg og gerne koriander). Buritto betyder faktisk lille æsel -men hvor æslet kommer ind i billedet, ved vi ikke noget om.

Enchilada

Enchiladas er rullede majstortillaer med kylling, serveret med en speciel og ikke stærk chili/tomatsalsa med smeltet ost på toppen.

Chilaquiles

Til morgenmad fås forskellige slags røræg, lækre sandwich, eller man kan forsøge sig med vores favorit “chilaquiles”, som er sprøde nachos med tomatsalsa, kylling, rå salatløg, ost og crema. Dette bliver nogle gange serveret med ris og bønnemos -og ja, I læste rigtigt. Det er morgenmad!

Vores anbefalinger på Isla Mujeres

Her på Isla Mujeres fås mad i alle prisklasser, lige fra fine, dyre restauranter til gadekøkkener (lidt lige som en pølsevogn).
Da det traditionelle mexicanske køkken er uovertruffent, fraråder vi hermed italienske pastaretter og japask sushi. Det kan I spise, når I kommer hjem igen. I stedet vil vi gerne anbefale to gode og billige lokale steder:
Den lille, meget traditionelle restaurant El Poc-Chuc – det er her vi plejer at komme om morgenen og spise chilaquiles (husk, der er lukket om mandagen) og de fire små familiedrevne restauranter på det lokale marked, som ligger tæt på posthuset.

Begge steder fås de klassiske mexicanske retter uden så mange dikkedarer og til en fair pris. Vi spiser os mætte og får en friskpresset juice for mellem 30 og 45 kroner pr. person.

Cubansk restaurant

Har man dog fået tacos nok for en stund, så blev vi også anbefalet et andet lille, listigt sted. Den cubansk restaurant “La caridad del Cobra”, som ligger på førstesalen i en bolig. De laver mest take away til de lokale, men der er også plads til, at man kan sidde under en parasol på tagterrassen og nyde sin mad. Drikkevarer måtte vi selv ned på gaden og købe, og så blev vi ellers inviteret med ud i køkkenet, så de var sikre på, at vi fik det helt rigtige at spise.

Det var på ingen måde noget fancy sted, men det var god gedigen cubansk kost -og så laver de den bedste panerede kylling, vi længe har smagt.

Juice

Og inden vi slutter dette Spise med Price indlæg, så må vi jo også lige nævne de mange lækre frugtjuice vi har drukket. Anne Marie er vild med vandmelonjuice og Rasmus elsker den traditionelle mexicanske limejuice kaldet limonada.
Her i Mexico smager det bare 1000 gange bedre end derhjemme. Det er altså en hel verden til forskel, når frugterne rent faktisk først er plukket, når de er modne. Så vi anbefaler gerne en liter friskpresset juice til 10 kroner -det er sgu da et fund for de penge!

Følg gerne med på Facebook og Instagram @twodanesontour. Her er der mange flere billeder fra vores færden rundt i Mexico og resten af verden.

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på Isla Mujeres blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… på Sicilien

twodanesontour — Tue, 28 Oct 2014 18:06:00 +0000

Vi har vanen tro været ude at smage på det lokale køkken – og hvilket skønt bekendtskab. Og ud over at maden selvfølgelig er italiensk, så har mange retter her logisk nok et siciliansk touch.

Det sicilianske køkken er kendt for at bruge alt godt fra havet. Men også for pistacienødder, pinjekerner, rosiner og couscous, som er en del af den arabiske kulturarv på Sicilien. Her fås også masser af dejlige auberginer, artiskokker og solmodne tomater.

Med Lady og Vagabonden i Siracusa

I Siracusa besøgte vi den lille restaurant Spagetteria Do Scogghiu, som ligger på Ortygia-halvøen.

Her følte vi os straks hensat til tegnefilmen Lady og Vagabonden. Der hang vasketøj under loftet (sammen med riddere og alt muligt andet). Og vi er ret sikre på, at tjeneren gik under navnet Tony.

Rasmus spurgte ”Tony” om, hvad retten ”Pasta di nosotros” (vores pasta) indeholdt, men fik blot at vide, at det var en overraskelse. Da den kom var det pasta med kødboller i flødesovs – totalt Lady og Vagabonden! Og med fløde i sovsen så var Rasmus solgt!

Anne Marie gik efter hvad der i det engelske menukort blev betegnet som Ravioli with cherry, tomatoes and pistachio. Vi tænkte lidt over, at det var mærkeligt at lave en pastaret med kirsebær, men hvis det var en siciliansk delikatesse, så måtte det da prøves. Det viste sig at være ravioli med noget fisk i, og cherry var selvfølgelig ikke kirsebær men cherrytomater… der var nok sat et komma for meget

Hovedretten var en ommer

Til hovedret fik vi hver et stykke kød. Italienerne forstår virkelig at skære det så tyndt, at alt saft og kraft forsvinder. Til gengæld er det let at skære og tygge, og så var Rasmus’ med sovs! Anne Marie fik her en meget lokal specialitet – paneret kød, som smagte brændt. Nu tænker nogen måske, ”hvor galt kan det være?”

Men hvis vi skal forsøge at beskrive det, så smagte det som om, at det havde hængt en uges tid over en konstant markbrand. Det var så slemt, at vi ikke kunne spise det, men det skulle vi ikke være kede af. Tjeneren byttede det bare ud med en ny bøf. Denne gang uden panering, uden brændt smag og uden ekstra beregning

Til dessert delte vi en cannoli – en kiks/kage rullet rundt om en citroncreme, som lå godt (og tungt) i maven oven på de to andre retter.

Vi slås stadig lidt med menukortet

I Noto spiste vi frokost på Trattoria-Pizzeria Ducezio, som vi fik anbefalet af mutter på vores Bed & Breakfast La Loggia. Her stødte vi heldigvis ind i et amerikansk ægtepar med italienske rødder, som kunne hjælpe os med menukortets gloser, da det endnu ikke er vores stærkeste side, men det kommer vel hen ad vejen.

Dagen før havde AM undret sig over, at man kunne få retter med burro (som betyder æsel på spansk). Nu har vi fundet ud af, at samme ord på italiensk betyder smør – og det ville Price-brødrene jo sætte stor pris på!

Frokost

På Trattoria-Pizzeria Ducezio kom menuen til at stå på penne med peperoni og auberginer samt ravioli med ricotta og mørt svinekød i tomatsovs.

Den lækre Ristorante Dammuso

Til aften flottede vi os og gik på Ristorante Dammuso.

Rasmus startede med ravioli med ricotta og tomat, imens Anne Marie prøvede kræfter med den lokale specialitet pasta cu niuru da siccia – pasta med blækspruttestykker og sort sauce lavet af dyrets blæk. Det var meget specielt men smagte dejligt. Især de små stykker af blæksprutte, som var møre som smør.

Til hovedret fik Rasmus en anden specialitet: ruller af sværdfisk med ost, røget svin og soltørrede cherrytomater paneret med en blanding af rasp, pistacienødder og pinjekerner.

Anne Marie spiste Nebrodi svinemedallioner med sovs af indkogt lokal Nero D’Avolo vin. Begge dele var super lækkert.
Dammuso er en rigtig god restaurant med hyggelige omgivelser og venligt personale (men det mødte vi nu alle steder, vi kom frem på Sicilien).

I Modica skulle vi have spist på Osteria dei Sapori, men det er nu op til jer, kære læsere, at få den oplevelse. Husk blot: lukket om tirsdagen!

Lækkerier i Ragusa

På ”Cucina e Vino” i Ragusa stod den først på lækre appetisere af marinerede auberginer og grissini, inden vi fik serveret en minestronesuppe, pasta med svinekød, pasta med lam og kartofler samt til dags dato verdens lækreste tomatsalat. Det gør altså en stor forskel, at tomaterne får lov til at modne færdigt i solen, inden de bliver plukket. Det blev et af Anne Maries yndlingsmåltider på hele turen.

Til aften spiste vi på restauranten ”Mad” – et meget fedt navn for en restaurant, men knapt så spændende som til frokost. Her fik Rasmus en kæmpe stor grilltallerken bestående af en pølse, to lammekoteletter, en svinekotelet, en oksetykstegsbøf og et kyllingebryst (for 15 euro) imens Anne Marie kørte lammekoteletter ned i et væk. Vi vil dog også gerne lige rose deres spændende appetizers med spicy muslinger, grillet ost og couscous med rejer.

Nævnt i Michelins guide

I Agrigento vil vi gerne anbefale restauranten Il Re di Girgenti som dog ligger i den dyrere ende. Her er der en fantastisk udsigt over Valle dei Templi! Først fik vi små appetizere hvorefter AM fik fritterede blæksprutteringe, rejer og sardiner, mens Rasmus nød en lækker æggestand med grøntsager og et drys af pistacienødder.

Til hovedret stod den på tortellini samt panerede ruller af ”sort gris” fra Nebrodi med indkogt sauce af lokal rødvin.

Endnu engang vil vi gerne komplimentere udsigten og maden – men de måtte altså godt lige have tørret badeværelserne over med en klud, når nu de står i Michelins guide.

Italienske klassikere

Om aftenen spiste vi på ”Trattoria Concordia”, hvor vores valg var meget klassiske: Rasmus bestilte en bolognese, mens Anne Marie nød en gang carpaccio med rucola og parmesan.

Randazzo

Og et af de bedste steder, vi har spist på turen, var i den lille by Randazzo, hvor vi på restauranten ”San Giorgio e il drago” endnu engang fik en fantastisk tomatsalat samt kalvekødsruller og tyndt skåret stegt kalvemørbrad med rucola og parmesan.

Og is skal der til

Undervejs har vi også nydt godt af de lækre italienske is, som fås på nærmest hvert et gadehjørne. Indtil nu er citron og pistacie vores favoritter, men vi har også kastet os ud i smagsvarianter som jordbær, melon, pære, mandel, violer, og muskatvin – sidstnævnte er AM sikker på ville være et tøse-sommerhit derhjemme.

I Noto vil vi gerne anbefale ”Taco Loco” for turens bedste citronis samt en pistacie, der kommer ind på en delt førsteplads med den i Bronte.

Ragusa er kendt for sine mange spændende isvarianter. Prøv dem hos Gelati DiVini – det er dem med violerne og muscatvinen!

Og i byen Bronte er de kendte for deres pistacienødder, så der måtte vi igen prøve en pistacieis. Det blev hos ”Conti Galleti Pietro”, og det er til dato den reneste pistaciesmag, vi har fået. Meget anbefalelsesværdig og hele køreturen værd.

Gratis tapas

Til sidst vil vi gerne nævne, at man på nogle caféer får en hel tapastallerken med i ”købet”, når man bestiller drikkevarer – lækkert!

Sicilien er en stor kulinarisk oplevelse – både for øjne og for gane. Vi er sikre på, at Pricebrødrene har været forbi.

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på Sicilien blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… på georgisk

twodanesontour — Mon, 09 Jun 2014 21:03:00 +0000

Vi må begynde med at sige, at maden i Georgien på alle måder har overrasket positivt! Vi er sikre på, at Brødrene Price ville være godt tilfredse med en kulinarisk tur til Kaukasus.

Den ene lækre ret efter den anden blev hver aften båret ind, en skøn duft bredte sig, vi kastede os straks over lækkerierne og skyllede det hele ned med vodka! Til nogens store fortrydelse næste morgen… men det skal vi da ikke kede Jer med her.

Georgisk restaurant-kultur

Lad os i stedet fortælle Jer lidt om den georgiske restaurant-kultur og de skønne retter, som vi har smagt på. Så er I forberedte, hvis I engang selv skulle befinde Jer på disse længde- og breddegrader J

Der er ingen tvivl om, at vælger man de restauranter, som ligger lige midt på hovedgaden i Tbilisi, så kommer man til at betale for beliggenheden. Af dem vi prøvede, så var ingen af dem værd at skrive hjem om. Men efter en snak med en flink mand, som ejede et hostel i byen, fandt vi ud af, hvor de lokale går hen og spiser, og så fik piben straks en anden lyd.

Vi fandt en masse små kælderrestauranter som lå på gaden Shalva Dadiani Street – meget tæt på den store statue af Sct. Georg og dragen.

Hver aften gik vi en tur hen ad denne gade og kiggede ned i de små kældre for at se, om der sad lokale og derefter valgte vi et sted, som så velbesøgt ud.

De tre udfordringer

Første udfordring blev hver gang at læse menukortet. Vi kan lige komme med en lille smagsprøve på det georgiske sprog og alfabet, så er vi ret sikre på, at I bedre forstår:

ქართული ენა მე უკვე საქართველოში

Heldigvis havde mange menukort små billeder af de forskellige retter, og den første aften gik vi også rundt til nabobordene for at se, hvad de andre på restauranten spiste for på den måde at blive inspireret til, hvad vi skulle smage på.

Næste udfordring blev at enes om, hvilke retter vi så skulle bestille – for vi ville jo gerne smage på det hele!

I Georgien køber man ikke hver en hovedret, som kutymen er i Danmark og mange andre vestlige lande. Man køber en masse små retter, som bliver sat på bordet til deling. Disse retter kommer på bordet efterhånden, som de er færdige i køkkenet, og man skal derfor passe på med ikke at spise sig mæt med det samme i de første par retter, som kommer ind…

Da tjeneren kom for at tage imod bestilling, pegede vi på de forskellige retter på de andre borde og fik så noget magen til serveret. Skønt!

Sidste udfordring var at drikke al den vodka, som Martin bestilte…

(En glad aften i byen efter rigeligt med vodka…)

Vi har taget nogle billeder, af noget af den mad, vi spiste. De kommer her sammen med små beskrivelser af de forskellige retter:

Fotoguide til georgisk mad

Til alle måltider bliver der spist masser af lækkert brød kaldet puri. De er bagt i en speciel ovn, hvor man klasker dem op på indersiden – lidt ligesom i Indien. Brødene er lange og ruderformede, men ofte skåret i mindre stykker, når de kommer på bordet.

Salater er også noget, som bliver serveret til alle måltider. Vores favoritsalat blev en med tomat, agurk, løg, persille og valnøddedressing. Det er også meget brugt at sætte friske krydderurter på bordet – især persille, estragon og koriander, som man kan nippe af til sin mad.

En all time favorit blev den lækre ret ostri, som er møre kødstykker i en sovs. Det mindede os mest om osso bucco bare uden marvbenet.

En anden favorit var de store dumblings kaldet khinkali. De fås med forskelligt fyld som kød og kartoffelmos. Vi kunne bedst lide dem med krydret hakkekød og suppe indeni. I løbet af ugen lærte vi, hvordan man mest praktisk bider enden af khinkalien (den spises ikke) og slubrer suppen i sig, inden den løber ned af armen, og derefter spiser kødet og pastaen.

Der findes utallige retter med mørt grillet kød. Her ses en, hvor kødet er rullet ind i meget tyndt brød.

Vodka og limonade

Som det måske er gået op for Jer, så drikker georgierne masser af vodka til maden men noget, som måske er mindre kendt er, at de ofte slukker efter med forskellige limonader med eksempelvis pære- eller estragonsmag – ja, du læste rigtigt!

Taler, skål og sange

Sidst på ugen fandt Rasmus en MEGET lokal restaurant. Så lokal, at den ikke havde menukort, så vi måtte op til skranken og bestille. Men på dette tidspunkt var vi blevet så gode til de forskellige retter, at med kun meget få fagter og pegen på maden, så kunne vi faktisk bestille os selv et helt måltid mad på georgisk – vi var meget stolte!

På denne restaurant blev vi introduceret til, hvordan georgierne holder et utal af taler. Er der blot 4 mænd samlet til et måltid mad, bliver en af dem udråbt som tamada -en slags toastmaster. Det er ham, der udbringer den lange række af traditionelle skåle som f.eks. skålen for helbred, skålen for fred, skålen for smukke kvinder, for lykke, for kærlighed, for slægtninge, for de afdøde og for forfædrene.

Oveni kommer så de individuelle taler for værten, hans børn, maden, et nyt job, høsten osv. osv. (måske har I allerede gættet, at det kan blive til overordentlig meget vodka…)

Senere blev der også sunget, mens hele selskabet stod op. Det var sjovt at overvære, men vi var nu glade for, at vi ikke behøvede at skåle helt så mange gange.

Eneste negative oplevelse på disse kælderrestauranter var, at man mange steder i Georgien stadig gerne må ryge indenfor – og folk tager på ingen måde hensyn til, om andre stadig sidder og spiser.

Morgenmad

Inden vi slutter dette blogindlæg, så skal morgenmaden da også lige have et par ord med på vejen. I Tbilisi boede vi på Marina Guesthouse, hvor vores værtinde Marina lavede os lækker morgenmad, som vi indtog i privaten. Der var hver morgen te og kaffe ad libitum, syrlig yoghurt med forskellige søde bær i, brød, ost og flere hjemmelavede marmelader samt dagens varme indslag, som skiftede hver morgen. Nogle dage var det noget med æg, en anden dag en slags forårsruller. Lækkert!

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på georgisk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… på indisk

twodanesontour — Fri, 07 Jan 2011 07:13:00 +0000

Spis ikke kød!

Inden afrejse havde vi hørt meget om indisk mad – og især de maveonder, som det kan medføre! Vi havde fået et råd af Elses veninde Margit, som netop har rejst flere måneder i Indien: ”Spis ikke kød!”, og det råd har vi valgt at følge – i hvert fald det meste af tiden…

Sådan to kødelskere som os havde lidt svært ved at forestille os, hvordan vi skulle blive vegetarer i 3 uger. Men efter at have smagt al den skønne indiske mad, er vi ikke et sekund i tvivl om, at det nemt kan lade sig gøre. Vi spiser som konger og baroner for ingen penge og indtil nu, er det gået over al forventning.

(Ja, vi har alle sammen en plet i panden!)

Valg af restaurant

Når vi udvælger os restauranter, spørger vi først folk på gaden, hvilket sted de kan anbefale. Så ser vi stedet lidt an, og hvis det er propfyldt med andre spisende, må det være tegn på stor omsætning og dermed frisk mad.

Især restauranten Hotel Sree Bhavan på Triplicane High Road i Chennai er vi blevet helt vilde med. Her bliver der kokkereret den skønneste vegetarmad, som bliver serveret på friske bananblade. En god skefuld ris og forskellige sovser mikses med fingrene og spises ligesådan, hertil forskellige spændende brød med krydderier. Det er det, som inderne kalder thali, og som kun bliver serveret til frokost.

Af andre lækre retter kan vi anbefale: Alu gobi (blomkål i curry), masala dosa – her kaldet ghee rava dorsai (et stort tyndt brød med løg og peber, som er rullet om en lækker curry) og pongal (hakkede ris med curry og en indisk donut). Den opmærksomme læser vi se, at der er meget med curry her

Selv om vi har spist både morgenmad, frokost og aftensmad på den samme restaurant, har vi hver gang fået noget forskelligt, så der bliver vi ikke sådan lige trætte af at spise foreløbig.

Læs også: Andamanerne

Læs også: Juleaften på Havelock

Du er meget velkommen til at følge os på Facebook, hvor du kan læse endnu mere om vores rejser rundt om på kloden.

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på indisk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… i Moldova

twodanesontour — Wed, 28 Jul 2010 13:45:00 +0000

Det store mix

Vi har brugt de sidste par dage på at opsnuse, hvad man egentlig spiser i Moldova. Svaret er stadig noget uklart, da dette ”køkken” er et stort mix mellem Rumænien, Ukraine, Rusland, Tyrkiet og Bulgarien.

Endnu engang suppe

Men en ting er dog sikkert – suppe står i høj kurs hos de lokale.
I en lille by kom vi ind på en restaurant uden et menukort. Til alt held kunne mutter sige ”ZUPPA”, hvilket mindede os tilstrækkeligt meget om noget, vi kendte – og så fik vi også mad den dag.

Sådanne oplevelser kommer man selvfølgelig til at betale for. Den samlede regning på den håndskrevne lap for de 3 x suppe og 3 x sodavand blev 27 kr. Vi betalte 30 kroner, men så fik vi også en is med i købet!

Intet går til spilde

Hos Larisa i Tiraspol oplevede vi, hvordan man i denne del af verden får beskedne lønninger til at række langt. Her ruttes der ikke med pengene! Altså, har man først købt tomater, pålæg og brød – ja, så spiser man tomater, pålæg og brød til der ikke er mere……..
Så efter 4 ens måltider i træk – middag, aften, morgen og middag – bad Anne Marie om suppe, selvom Rasmus havde foreslået Larisa, at vi da lige kunne tage det 5. identiske måltid i træk.
Suppen blev en skøn russisk inspireret ”pelmeny” – en grøntsagssuppe med en slags russisk tortelini. Og så kunne Anne Marie lige klare en sidste tomatmad morgenen efter!

Søde sager i lange baner

Ud over de nævnte retter, så blev vi selvfølgelig på det kraftigste opfordret af vores i øvrigt fantastiske vært til at spise søde sager som chokolade, kage, tyrkisk slik, kiks og andre ting, der alle havde det til fælles, at sukkerindholdet var omkring de 100%. Vi skiftedes til at tage fra. Om morgenen var det især Rasmus, der gik om bord i chokoladen, da det var det, der lettest kunne glide ned.

Og lidt om drikkevarer

Nu hvor vi har forladt de rakia-drikkende bulgarere, de palinka og tuica-drikkende rumænere og er på vej ind i ”vodka-zonen”, så viser Moldova en helt ny side af områdets drikkekultur ved at være kendt for ”Cricovas” vine og ”Kvints” cognacs. I Moldova er det ifølge Larisa kun drankere, der drikker vodka.

Der ud over vil man på gader og stræder se både børn og voksne starte dagen med en ordentlig ”fadbamse”. Eller det var i hvert fald det, som vores canadiske venner troede, og de var imponerede! Det har imidlertid vist sig, at der er tale om den lokale drik ”Kvass”, som er en alkoholfri øllignende væske, der fremstilles af brød.

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… i Moldova blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… på rumænsk

twodanesontour — Thu, 22 Jul 2010 06:57:00 +0000

Suppe

Hvis Bulgarien er salat, så er Rumænien suppe (på godt og ondt!)
Oplevelserne med det rumænske køkken har generelt været rigtig gode, men der har ”heldigvis” også været en enkelt rigtig dårlig! (Ellers var der jo ikke meget at skrive hjem om.)

Rasmus var rigtig uheldig med sin anden bestilling af ”Ciorba de vacuta”. Første gang, i en anden by, betød det lækker oksekødssuppe med små møre stykker kød.

Anden gang betød det så komavesuppe! Men måske har vores accent for en gang skyld kikset! I hvert fald tror vi, at selv Pricebrødrene havde sprunget denne suppe over.

En fedtgul overflade der dækkede over en mælkehvid væske indeholdende små fedtstykker og resterne af den hvide mavesæk. Skulle man komme med noget positivt, så var det, at alle stykkerne var skåret ud i mundrette bidder.

Men vi mener nu ikke, at der her er nogen som helst grund til at rose kokken! Det mest skræmmende var måske, at personalet var ved at dække op til, at der skulle være bryllupfest om aftenen… stakkels gæster!

Rumæniens nationalret

I centrum af det gamle Bucarest besøgte vi den gamle restaurant og bryggeri Caru’ cu Bere sammen med Andrea fra Hospitalityclub og det var klart en oplevelse af de gode.

Der vågede Rasmus sig ud i Rumæniens nationalret – ”sarmalute”, som normalt spises ved højtider. Det består af hakket svinekød rullet ind i kål, hertil creme fraiche og polenta (vist nok semuljegryn lavet til mos, og garanteret lige så godt som boghvedekerner, hørfrø og andet godt, man giver sin mave for at gøre den glad?) Det viste sig til alt held at smage langt bedre, end det umiddelbart lyder.

Restaurant Ceasu’ Rau

I Brasov vil vi gerne anbefale den lille hyggelige restaurant Ceasu’ Rau (Strada Iuliu Maniu 56). Her er noget af køkkenet og den store gill udendørs, hvor gæsterne også sidder, hvilket er med til at give en god stemning.

Morgenmad på rumænsk

Hos den rumænske Elena fik vi også chancen for at smage morgenmad på rumænsk. Vores værtinde, som serverede måltidet udenfor i skyggen af vinrankerne, fortalte os – på rumænsk vel at mærke – at her i Transsylvanien er letrøget svinespæk i halvstore tern en stor delikatesse… Det vil vi altså hellere have i vildtsovsen. Så dem sprang vi ved denne lejlighed let og elegant hen over. Men resten smagte dejligt!

Find os på Facebook Two Danes On Tour. Vi bliver utrolig glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores side og følge os på vores rejser.

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på rumænsk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… på bulgarsk

twodanesontour — Mon, 05 Jul 2010 09:30:00 +0000

Det bulgarske køkken

Det bulgarske køkken har det vist lidt lige som Sofia… ingen mulighed for at gå over i historien. Og det får nok heller aldrig nogen stor plads blandt den internationale kogekunst. Men som Povl Erik ville sige: ”De er fantastiske til at lave mad de bulgarere – de kan få det til at smage ens hver gang!”

Salat

Men hvad er det bulgarske køkken så? Sagt med et ord, så er det SALAT!
Og der er det så lige, at Rasmus jo har en aftale med kaninen om ikke at røre hinandens mad! Og så er vi i stedet ude i fladbankede kyllingestykker, hvor vi gang på gang undrer os over, hvor på kyllingen de har fundet stykket, og hvordan de får det til stadig at hænge sammen efter ”et lag bank”? Mon kødklister er legalt i Bulgarien?

Ellers er der tyrkisk-inspirerede retter som ”Kyufte” og ”Kebapche” – krydret, grillet hakkekød formet som enten en bøf eller en pølse, græsk-inspireret kold agurkesuppe med valnødder og dild, der smager lidt som blendet tzatziki, sesampaneret kylling og endelig banitsa, som er ost i en slags filodej, hvilket spises morgen, middag og aften. Til at skylle det hele ned med foreslås tynd yoghurt med masser af salt. Hvis I spørger os, lyder rådet på hjemmelavet rakia og en cola til 4 kroner!

Få overblik over alle vores blogindlæg fra Bulgarien.

Find os på Facebook Two Danes On Tour. Vi bliver utrolig glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores side og følge os på vores rejser.

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på bulgarsk blev først udgivet på Two Danes On Tour.