Enklaven Kaliningrad er et forholdsvist lille landområde på ca. 15000 km², eller omkring en tredjedel af Danmark.
Og efter et par dage i byen Kaliningrad blev det tid til at udforske området. Vi havde derfor bestilt to dagsture ud af byen med to forskellige guider. Den ene tur gik til Curonian Spit på den nordlige kyst, og den anden til Baltiysk på Vestkysten. Hvis du en dag selv kommer til området, så kan du her læse, hvad du kan forvente at se og opleve.

Curonian Spit

Curonian Spit – på dansk kaldet Den kuriske landtange – er en 98 km lang og meget smal sandtange i Østersøen. Curonian Spit forbinder Kaliningrad med Litauen, og grænsen mellem de to lande er midt ude på tangen, som har vand til begge sider. Derudover er Curonian spit et af de helt store turistmål og egnens helt store stolthed.

Man kan nok se på denne turistattraktion på to måder: Enten er det bare en masse sand, som ligner landskaber, som man kan se mange andre steder langs Østersøen. Eller også er det et helt unikt område med dyreliv, masser af rav og “dansende træer” i nationalparken Kurshskaya Kosa.

Nu havde vi valgt at rejse i december/januar måned, og hvad det medbragte af kulde, vind og gråvejr. Men vi er sikre på, at det er et dejligt sted om sommeren, hvor russerne kommer langvejs fra for at holde ferie ved havet. 

Vi stoppede forskellige steder langs the Curonian Spit og gik et par småture for at komme op til forskellige udsigtspunkter. Det mærkelige for os var, at man ikke måtte betræde sandklitterne – efter sigende på grund af frygt for sandflugt. Men vi er jo som danskere vant til at kunne hoppe rundt i Råbjerg mile eller Vesterhavets store klitter, så det virkede lidt mærkeligt.

De dansende træer

Vi besøgte også de dansende træer, som stadig er et mysterium. Hvorfor vrider og drejer disse træer sig sådan? Er det bare vinden og den salte luft? Har der været overnaturlige væsner på spil, eller kan det være eftervirkninger fra Tjernobyl udslippet i 1986? – selvom den mulighed ikke blev nævnt med ét ord på hele turen…

Da vi var på Øland for nogle år siden, besøgte vi Trollskogens naturreservat, hvor træerne opførte sig på nogenlunde samme måde. Og kigger man på et landkort, vil man se, at Øland ligger lige overfor Den kuriske landtange. Men det kan jo være en tilfældighed.

Om det dette er et stop værd, kommer nok an på den, som besøger stedet. Det var fint at gå en lille tur i området, men der var altså ikke den helt store wauw-faktor over træerne, syntes vi. De mest specielle var hegnet ind, og vi gik på en grussti hele vejen uden mulighed for at “gå vores egne veje”.

Selenogradsk

Efter besøget på landtangen fik vi en rundvisning i kystbyen Selenogradsk. Her er der en lang promenade langs stranden, som helt sikkert er dejlig på en sommerdag.

Af en eller anden grund havde man valgt at lave et katte-tema i byen. Hvorfor, kunne vi ikke rigtigt få en forklaring på.

Men der var masser af søde og sjove vægmalerier med katte på husene.

I Selenogradsk havde de tilmed et meget fint kattehotel, hvor herreløse katte kunne få en seng og et måltid mad, som turister kunne trække til dem i en automat. 

Vi skulle selvfølgelig også lige fotograferes sammen med byens Leninstatue. En skør tradition, som vi startede for et par år siden. Der er ikke noget politisk i det fra vores side.  

Dagstur nummer to

Nu havde vi prøvet den tur, som alle anbefales at tage. Men vi ynder til tider at være lidt anderledes og lede efter noget lidt andet end det gængse.
Derfor havde vi hjemmefra via flere guider forsøgt at få arrangeret en tur til havnebyen Baltiysk. Men hver gang havde svaret været det samme. Nemlig at det ville kræve en særlig tilladelse, som der ikke blev givet mange af i den periode grundet en forestående militær oprustning i Østersø-området.

Men til sidst lykkedes det os at finde en guide, som gerne ville tage os med dertil. Guiden mente, at når vi kun var os tre, så kunne vi bedre blende ind, end hvis vi ankom i en stor gruppe.

Men hvorfor ville vi egentlig gerne besøge Baltiysk? For det første fordi det ikke er et foretrukket turistmål. For det andet fordi byen er hjemsted for den russiske Østersøflåde. For det tredje fordi vi ikke rigtigt kunne finde noget info om det område af Kaliningrad – og så bliver det spændende!

Rundtur i Baltiysk

Da vi ankom til Baltiysk, parkerede vi et lille stykke fra havnen. Og så gik vi ellers på opdagelse med vores guide. Vores guide havde helt ret. Der var ingen, der opdagede, at vi ikke var russere……..
Men på trods af, at vi måske alligevel lige stak en anelse ud, så blev vi ikke på noget tidspunkt antastet af de uniformerede folk i gaderne.

Vi gik først ned for at se på flådefartøjerne. Der var til vores store skuffelse kun et fartøj fortøjet. Men vi blev forsikret om, at de andre lå ved en lille ø overfor.

Der var også en stor statue af Zar Peter den Store, som havde været i Baltiysk. Vi kunne så fortælle, at selv samme Peter også havde været i Nykøbing Falster og spist på Czarens hus i 1716. En af Danmarks ældste restauranter, som desværre er lukket i øjeblikket. Men huset er stadig flot.

Vi zigzaggede lidt uden om nogle mænd i uniformer. Men igen var der ingen problemer. Det var blevet lidt køligt, så vi gik ind på det lokale hotel for at få varmen og lidt at spise. Men nu var det jo uden for sæsonen, så der var ikke købt ind, og vi måtte nøjes med en tår at drikke.

Derefter så vi nogle typiske symboler fra Sovjet-tiden.

Vi sluttede af foran byens Leninstatue as usual.

Yantarny

Efter en lille frokost i byen Yantarny, kørte vi lidt nord for byen. Her besøgte vi et Holocaust-mindesmærke tæt på stranden, som gjorde stort indtryk på os. Ved Yantarny, tidligere kaldt Palmnicken, fandt en stor massakre sted i januar 1945.

I slutningen af 2. Verdenskrig rykkede russiske tropper frem mod frontlinjen. Kz-fanger fra lejren Stutthof blev af nazisterne beordret til at grave skyttegrave i Østpreussen. Dette skulle bremse de russiske troppers fremmarch. Da den russiske offensiv begyndte, ville nazisterne have fangerne af vejen, og beordrede dem ud på en frygtelig dødsmarch. 

Königsberg dødsmarch

Mere end 5.000 fanger, hovedsageligt unge polske og ungarske kvinder, blev sendt på en dødsmarch fra Königsberg (det tyske navn for Kaliningrad) til Palmnicken. Kun ca. 3000 overlevede denne hårde tur i bidende frost og uden mad. Var der nogle, som ikke kunne holde trit, snublede eller bøjede sig ned for at drikke af sneen, blev de skudt på stedet af vagterne. 

Nazisternes tanke var, at kz-fangerne skulle mures levende inde i en tunnel i en ravmine i Palmnicken. Ravminens direktør Hans Feyerabend modsatte sig dette. Han udtalte, at så længe han levede, ville ingen jøder blive slået ihjel. I stedet sørgede han for at indkvartere de forkomne fanger og give dem mad. Også ravminens opsynsmand Landsmann forsøgte at hjælpe jøderne. Han nægtede at åbne ravminen for fangerne og sagde, at det ville gå ud over byens vandforsyning. Så vidt vides endte det med, at Hans Feyerabend begik selvmord efter voldsomme trusler fra nazisterne – det kan dog ikke udelukkes, at han rent faktisk blev myrdet.

Massakren i Palmnicken

Natten mellem den 30. og den 31. januar besluttede nazisterne at føre alle fangerne ned til stranden. Her blev de beordret til at gå ud i det iskolde vand i Østersøen. Imens blev der skudt efter dem. Ikke alle døde med det samme. Men de fleste klarede den ikke; de blev skudt, druknede eller frøs ihjel. Kun 21 overlevede. 

To uger senere ankom Den røde hær, og lokalbefolkningen blev beordret til at begrave de mange døde fanger i en massegrav tæt på stranden.

Massakren på de mange jødiske kvinder var i mange år glemt eller fortiet indtil nogle ravgeologer stødte på masser af knogler på stranden i 1960’erne. De troede fejlagtigt, at det var knogler efter russiske soldater. 

Den sande historie kom først frem i lyset, da øjenvidnet Martin Bergau, som i 1945 var 16 år gammel, i 1990’erne rejste tilbage til sin hjemby Palmnicken og fortalte omverdenen om det, han havde oplevet en kold nat i januar.

Holocaustmonument

I 2011 blev der rejst et monument på dette sted ved havet, hvor 3000 mennesker omkom. Det er den jødiske billedhugger Frank Meisler som er kunstneren bag monumentet.

Monumentet forestiller tre lange arme, som strækker sig mod himlen og desperat forsøger at klamre sig til livet. Det skal symbolisere alle de mennesker, som forsvandt på denne frygtlige måde.

Frank Meislers historie er selv unik. Han er født i Danzig (Det nuværende Gdansk), men overlevede Holocaust, da han blev reddet af The Kindertransport.

Inden 2. Verdenskrig brød ud, satte briterne tog ind, som kørte gennem Tyskland, Polen, Østrig, Tjekkoslovakiet og Fristaden Danzig. De skulle redde jødiske børn fra nazisterne, og ca. 10.000 kom på denne måde til Storbritannien – inklusiv Frank Meisler. Begge hans forældre blev senere myrdet i Auschwitz. 

Verdens største ravmine

Efter dette sørgelige besøg, kørte vi videre til ravminen Kaliningrad Amber Combine, som også er en turistattraktion med museum og ravbutik.

Ikke mange ved, at Kaliningrad står for 90% af verdens ravproduktion, og at den lille russiske enklave har verdens største ravmine. En hvad? Ja, en åben ravmine eller et ravbrud, der mest af alt minder om en dansk grusgrav – bare fuld af rav!

Denne ravmine står for 65% af alt rav på verdensmarkedet svarende til 400 tons om året, og langt det meste bliver solgt til Kina.

Derudover findes der også illegale ravminer i området. For da Sovjetunionen kollapsede, blev rav Ruslands bloddiamanter. Det betød formuer, konkurs og nogle gange endda døden for både minearbejdere, juvelerer og mellemmænd. Men det er der selvfølgelig ikke nogen, som taler så højt om.

For os var det mest interessant at se hvor stort hullet var i jorden – altså der, hvor de graver rav. Museet og ravbutikken var ikke så meget os. Vi ville hellere have haft mulighed for at finde noget rav selv. Men det er vist ikke en del af turistturen.

Er man til turistgøgl, så kan man også blive foreviget som ridder og prinsesse. Hvordan det lige hænger sammen med ravproduktion, meldte historien ikke noget om.

Fort nr. 5

På vejen tilbage til vores hotel i Kaliningrad stoppede vi ved Fort nr. 5.

Mellem 1872 og 1890 opførte tyskerne 12 forter rundt om Königsberg for at forsvare byen. I april 1945 blev Königsberg angrebet af Den røde hær. Soldaterne på forterne i byen gjorde stor modstand.

Russerne forsøgte at indtage Fort nr. 5, men nazisterne holdt stand. Murværket blev dog alvorligt beskadiget og til sidst måtte nazisterne kapitulere. Uden for fortet kan man stadig se nogle af de våben, som blev brugt dengang.

Der er et museum inde på Fort nr. 5, men da vi var både kolde og trætte efter en lang dag på farten, nøjedes vi med at se stedet udefra.

Hvis du selv vil finde vej til fortet, så kan du tage skinnebus nr. 1 eller bus nr. 36.

Det var spændende at se lidt mere af enklaven Kaliningrad end kun lige hovedbyen. Også selv om begge dage var overskyede og termometeret viste minusgrader.

Disse to ture gav os også en unik mulighed for at tale med vores to guider, som var meget ærlige om, hvordan det er at bo i Kaliningrad og i Rusland generelt. For eksempel fik vi fortalt, hvordan der kun var én kandidat på stemmesedlen sidst, de skulle stemme til guvernørvalg. 

Læs også: Togtur til Brest
Læs også: På jagt efter danske spor i Tallinn

Vi bliver altid glade, når flere har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er selv meget spændte på, hvor næste rejse går hen – alt kan ske!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Dagsture til Curonian Spit og Baltiysk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Kaliningrad er et lille stykke Rusland, som ligger klemt inde mellem Polen, Litauen og Østersøen. En klat Rusland midt i EU uden sammenhæng med det øvrige Rusland.

Kaliningrad var i over 40 år et af de mest militariserede områder i hele Sovjetunionen, og derfor var det strengt forbudt for udlændinge at besøge stedet. Netop derfor var det spændende for os at udforske!

Fra Königsberg til Kaliningrad

Enklaven Kaliningrad er en mærkelig konstellation, som har sine rødder i afslutningen på 2. Verdenskrig. Og det vil vi her prøve at forklare kort.

I 700 år hed Kaliningrad, Königsberg. Den var hovedstad og største by i landet Østpreussen, som senere blev en del af Nazityskland. Nazisterne kæmpede på flere fronter – både mod de allierede og mod den russiske røde hær. Mod slutningen af 2. verdenskrig blev området erobret af Sovjetunionen, og efter krigen blev Østpreussen delt mellem Polen, Litauen og Sovjetunionen.

Sovjetunionen fik et stykke land på ca. 15.000 km2, som de navngavn Kaliningrad oblast, ligesom de også omdøbte byen Königsberg til Kaliningrad. Begge dele blev opkaldt efter Sovjetunionens daværende officielle statsoverhoved Mikhail Kalinin. Ham står der stadig en statue af ved togstationen.

Stalin besluttede at gøre Kaliningrad fri for tyskere og gennemførte en gigantisk og grufuld udrensning. De tyskere, som ikke allerede var flygtet til Tyskland, blev enten slået ihjel eller sendt til arbejdslejre i andre dele af Sovjetunionen. 

Kaliningrad fremstår derfor i dag som en typisk russisk by med udstillet kampvogn, Leninstatue og beton.

Og selvfølgelig skulle vi da lige have en sefie ved både kampvogn og Lenin. Det er ligesom blevet en tradition for os. Der er ikke noget politisk i det fra vores side.

Men der bliver også bygget og moderniseret mange steder. Især langs floden, som løber gennem byens centrum.

VM i fodbold kom forbi Kaliningrad i 2018, og det satte gang i mange byggerier og nye tiltag for at tiltrække flere turister til byen.

Tyske særpræg i Kaliningrad

Men rundt omkring i byen er der stadigvæk lidt minder, fra da byen var tysk. Bl.a. har Kaliningrad været omgivet af et stort fæstningsværk, som stadig kan ses mange steder. Et af de mere kendte steder er Brandenburg Gate, som stadig er i brug. 

Andre tyske levn i byen, som de bryster sig meget af, er orgelkoncerter og marcipan – vi var nu ikke super interesserede i nogle af delene. Er du derimod interesseret, så findes der et marcipanmuseum i Brandenburg Gate, og der bliver fortsat spillet orgelkoncerter i Königsberg Katedral på Kant island.

Bagved kirken er der et mindesmærke til ære for bysbarnet og filosoffen Immanuel Kant, som boede i Königsberg fra 1724 til 1804. 

Tæt på Kant island har en række tysk-inspirerede huse fået tilnavnet The Fishing Village (På russisk kaldet Rybnaya Derevnya). Det er en moderne opførsel af tyske huse på det sted, hvor de tyske fiskere engang holdt til.

Nu huser de nyopførte bygninger restauranter og hoteller. Der er en fin promenade langs floden. I en by uden nævneværdige levn fra fortiden (næsten hele byen var totalt udbombet efter 2. verdenskrig) bliver sådanne replikaer trendy. 

Rusland i juletiden

Vi rejste til Kaliningrad den 30. december efter en veloverstået dansk jul. Men vi fik den med fornyet styrke, da vi ramte Rusland. Her fejrer man først ortodoks jul den 7. januar. Så den fik ikke for lidt med Jingle bells og Last Christmas i butikker og restauranter.

Der var et lille julemarked med forskellige madboder på Kant Island langs vejen Ulitsa Kanta. 

Det store juletræ er fra byens store torv. Her var der flere dage i træk underholdning med dansere, sangere og selvfølgelig selveste julemanden. Han er åbenbart klædt i blåt i Rusland og kaldes Fader frost. Han kommer nytårsaften med gaver til børn, som har været søde. Med sig har han en lille hjælper, som er hans barnebarn Snegurka.

Så tænker du på at tage væk fra Danmark for at slippe for julen, så er Kaliningrad ikke det rigtige sted  

Nytårsfest

Nu, hvor vi var ude at rejse omkring nytåret, havde vi forsøgt at finde en nytårsfest, som vi kunne deltage i. Det var ikke helt nemt, for hvordan holder russerne egentlig nytår? Vores tanker blev straks ledt hen på dyr kaviar samt masser af vodka og champagne.

Vi skrev rundt til et par restauranter og hoteller for ligesom at have en føler ude. Den ene restaurant Madame Bushe svarede venligt tilbage, at da de var en familiedrevet restaurant, så lukkede de allerede kl. 20.00 netop på nytårsaften, så deres personale kunne komme hjem og fejre aftenen med deres familier. Det var jo lige netop dette, vi ønskede at undgå. At stå på gaden kl. 20 og ikke vide, hvor vi så skulle gå hen.  

Vi fik også svar fra restaurant Hofburg på Kaiserhof Hotel – et af byens fine hoteller beliggende i The Fishing Village. De sendte os en meget lang menu til ca. 700 kr pr. person. En meget rimelig pris, syntes vi. Men ville dette være noget for os?

Samtalen hjemme i stuen forud for vores beslutning forløb nogenlunde sådan her:
Rasmus: Eeeej, den her menu ser ellers god ud, men det er med dansere, illusionister, konferencier, DJ og besøg af julemanden. Det skal vi fand.. ikke!
Anne Marie: Det er da lige sådan noget, vi skal!!! Det bliver skide sjovt! Ellers ender det bare med, at vi spiser og er i seng inden midnat.
Og således blev det enstemmig vedtaget, at vi skulle fejre nytår på Hofburg.

En heftig menu

Vi havde som sagt på forhånd fået menuen, som bestod af en masse forretter: tunsalat, rejesalat, foie gras, ost med grissini og honning, hjemmelavede delikatesser, sild, makrel, bruschetta med skinke, soltørrede tomater og laks, mere sild og lidt mere sild.

Derudover skulle vi hjemmefra vælge hovedret og dessert. Valget faldt på hhv. oksekæbe og tunsteak til hovedret.

Desserterne var ostecrememousse med vilde bær eller cannoli med pistachie og hindbærcreme.

I prisen var der også to ikke-alkoholiske drikkevarer pr. person f.eks. vand, danskvand, æblejuice, tranebærjuice eller appelsinjuice. Andre drikkevarer kunne vi selv medbringe eller købe i baren.

Nytårsaften i Kaliningrad

Anne Marie var desværre ikke helt frisk nytårsaften (det er en klar underdrivelse – og heldigvis i tiden før nogen i Vesten havde hørt om Coronavirus). Men med et par pillers hjælp fik vi alligevel en hyggelig og meget anderledes aften.

Grundet feber nægtede Anne Marie at gå til restauranten i nylonstrømper og høje hæle. Hun krævede, at det blev en tur i taxa – noget vi ellers sjældent betaler for. Turen var ikke særlig lang, og det var prisen heller ikke. 27 kr. for at blive kørt fra Ibis hotel til Hofburg. Vi synes, at det var et fund for de penge.

Vi havde dobbeltjekket, at det var helt korrekt, at nytårsfesten først begyndte kl. 22.00. Taxaen satte os af foran hotellet kl. 21.50, og da vi gik ind ad døren, var vi således de første gæster. Vi spurgte i receptionen, hvordan vi skulle forholde os, men de så meget forvirrede ud. Hvad lavede vi her allerede? Det var jo først kl. 22, og de var tydeligvis ikke færdige med at dække bordene!

Vi satte os lidt i lobbyen, og efter et kvarters tid begyndte andre gæster også at dukke op. Det viste sig, at der var en del familier med små børn mellem 5 og 10 år. Og når vi kiggede rundt kunne vi se, at vi heldigvis ikke var under dressed. Vi passede vist meget godt ind i dette selskab både hvad angik alder og tøj.

Lad festen begynde

Da klokken nærmede sig 22.30, blev vi vist hen til vores bord. Hele bordet var fyldt med diverse forretter, og de – eller resterne af dem – blev stående hele aftenen. Der lugtede altså lidt af sild efterhånden som aftenen skred frem. Og vi kan da også godt indrømme, at det måske ikke lige er sild, man drømmer om, når man næsten har 40 i feber…

Vi havde heldigvis fået bord i barområdet og ikke inde i salen, hvor der nærmest konstant var underholdning og larm. Hen på aftenen kom der også DJ på, og der blev danset i salen.

Barområdet var meget mere stille og hyggeligt og med udsigt til floden. Vi kunne således gå til og fra festen, som det passede os. Vi behøvede blandt andet ikke at høre hele Putins nytårstale på russisk, da vi skulle skåle Moskva-nytår kl. 23.

Lige som vi også tog lightversionen af talen til midnat, da der skulle fejres Kaliningrad-nytår.

Vi var, ikke underligt, de eneste gæster, der igen skålede det danske nytår ind kl. 01 fra vores pladser ved bordet, inden Anne Maries piller begyndte at klinge af, og vi kaldte det en aften.

Taxaen hjem til Hotel Ibis her midt om natte stod os i 32 kroner Vi elsker taxapriserne i Kaliningrad.

Afslutningsvis kan vi lige fortælle, at vi var godt tilfredse med Ibis Hotel, hvor vi boede 4 nætter. Værelset var rent og pænt, receptionisterne var hjælpsomme og morgenmadsbuffeten var udmærket. Her fandt vi også ud af, at man åbenbart spiser risengrød til morgenmad i Rusland!

Prisen pr. nat for et dobbeltværelse lød på 400 kr., hvilket var yderst rimeligt for et hotel i centrum.

Læs også: Middelalderbyen Tallinn

Læs også: Minsk

Hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, så bliver vi rigtig glade. Samtidig har du mulighed for at se, hvad vi render rundt og laver, og hvornår vi udgiver nye blogindlæg. Hvis alt går vel, går næste tur til Kirgisistan i påskeferien.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Den russiske enklave Kaliningrad blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Det stod hurtigt klart, at hovedingrediensen i de fleste retter og måltider er kartofler! Derudover er der ofte kødpålæg, pandekager, salater, supper, fisk, gryderetter og pølser på menuen. I hvert fald på de restauranter, som vi besøgte. 

Hviderussisk mad er rigtig bondekost med “tunge” retter. Så tro ikke, at du er kommet til Hviderusland for at finde finere fransk madlavning. Vi oplevede maden som meget veltillavet og med store portioner. Så alt i alt havde vi intet at klage over.

Kuhmistr

Turens første restaurantbesøg gik til Kuhmistr, da vi havde læst, at maden her var rigtig god. Restauranten ligger lige over for den berømte kampvogn på Karl Marx gaden.

Ved indgangen sad der en dame bag en lille luge og tog imod vores overtøj. Selve restauranten var delt i flere rum. Den var hyggelig og holdt i gammel stil med mange gamle ting og sager.

 Vi fik et menukort delvist på engelsk og med en del fotos af diverse retter. Så det var bare at gå i gang. Faktisk var det rimelig forvirrende med dette meget store menukort, men vi endte med at beslutte os for hver to hovedretter.

Og selvom vores tjener ikke var helt tilfreds med vores valg, så holdt vi fast i vores første indskydelse. Nu var det ikke fordi, han mente, at det var dårlige retter. Han indvending gik på, at det ville tage for lang tid at tilberede. I stedet argumenterede han for, at vi i stedet burde vælge en suppe eller en kold forret inden hovedretterne, så vi ikke skulle vente så længe. Vi forsikrede ham dog om, at vi godt kunne få tiden til at gå, hvis bare han holdt øje med indholdet i vores glas

Faktisk oplevede vi flere gange, at tjenerne på restauranterne gerne ville være med til at bestemme, hvad vi skulle spise og drikke. Og sågar også, hvor vi skulle sidde i restauranten, på trods af, at der var masser af ledige borde. Vi tænker, at det var gjort i en blanding at venlighed og sprogbarrierer, men det kan virke lidt anmassende. Når vi insisterede på det, vi selv havde tænkt, var der dog ikke nogen sure miner.

Vinder af bedste ret i Hviderusland

Men tilbage til maden. Første ret var Kaldunys – krydret hakket lammekød omviklet med tynd pasta lidt som en ravioli serveret i en slags suppe. Hertil en cremefraiche-dressing med hvidløg og masser af friske krydderurter.Det var dagens – ja hele turens, bedste ret, og vi sad lige som i Lady og vagabonden og skubbede den sidste pakke hen til hinanden. Det var så smagfuldt og lækkert.

Kaldunys mindede os lidt om khinkali i Georgien. Eneste forskel var, at kaldunys’ne lå i suppen, mens suppen er indeni raviolien, når man spiser khinkali.

Mange pandekager

Således opstemte over den store smagsoplevelse gik vi videre til næste ret. Torbajka – “fårehyrdens pose”. Usødede pandekager omkring en cremet sauce med kylling og champignoner samlet som en bylt i sølvpapir og bagt i ovnen. Turen i ovnen gjorde, at pandekagen havde suget al kraften fra saucen til sig, og vi nød endnu engang hver en mundfuld. Dog slog den ikke kaldunys’ne.

Så kom turen til Wereszczaka. Svinekød og krydrede pølsestykker i en sauce. Denne ret skulle også nydes med pandekager, hvilket er meget typisk hviderussisk. Men nu begyndte det at knibe med appetitten. Pandekager mætter åbenbart mere, end vi lige havde taget højde for.

Sidste ret var “Borgmesterens krukke”. En sammenkogt ret med svinekød, bacon, kartofler og grøntsager braiseret i en lerkrukke under et låg af brød. Igen en dejlig ret, selvom appetitten som antydet ikke længere var kæmpe stor.

Den samlede regning lød på 300 kr. for 4 hovedretter, 2 øl og 2 sodavand. Det må siges at være i orden.

Middelaldertema på Kamyanitsa

Næste dag gik vi igen efter en restaurant, som vi havde læst godt om. Vi blev ellers først afvist på Kamyanitsa med begrundelse om, at der var fuldt optaget. Men samtidig med at Rasmus forsøgte at bestille bord til dagen efter, forlod et andet par restauranten, og så fik vi deres bord.

Vi sad i et lokale med stenvægge, bagbelyste blyindfattede ruder og våbenskjolde, der var korsfarere værdige. Tjenerne var klædt i middelalderkostumer, og de gjorde deres bedste for at hjælpe os med at få bestilt det rette.

Derfor endte det også med et lidt utraditionelt valg af drikkevarer – i hvert fald for os. Anne Marie fik en mors – en slags saftevand lavet på tyttebær eller tranebær. Rasmus blev overtalt til kvass, en meget typisk drik lavet på gæret mørkt brød.

Drikken har en alkoholprocent på mellem 0,5 og 1,5, og den er mange steder også accepteret som drik for børn. Vi har tidligere stiftet bekendtskab med den i Moldova, men her i Hviderusland var første gang, at vi smagte på den. Det kommer nødvendigvis ikke til at gentage sig, da vi ikke var ovenud begejstrede for kvass.

Lækker mad

Vi startede med hver en suppe. Anne Marie den kendte rødbedesuppe borsch, og Rasmus den i Hviderusland meget traditionelle solyanka. Til solyanka hørte der også en skål med hvedekerner og flæsketern.

Begge supper var meget smagfulde og lagde en god bund.

Derefter havde vi bestilt henholdsvis draniki og Meat Merchant Style. Alt smagte rigtig dejligt og vi var endnu engang mætte og tilfredse, da vi vraltede ud af restauranten.

Vi betalte 168 kr. for fire retter og tre glas saft/kvass. Endnu engang en rigtig fair pris for dejlig mad. Restauranten ligger tæt på Gorky Park på adressen Pervomayskaya 18. 

Skovtema

En dag skrev vi en sms til vores AirBnb-udlejer Tatyana og spurgte, om hun kunne anbefale os en god hviderussisk restaurant med traditionel mad.

Hun anbefalede os Traktir Na Parkovoy – eller på hviderusisk: Трактир на парковой. Da vi kom ind, blev vi noget overraskede over temaet, som mindede om en dag i det grønne med udstoppede dyr og skind, kornneg og træpaneler.

Menuen var meget lig de andre steder, vi havde været besøgt. Valget faldt endnu engang på forskellige retter med pandekager. Og endnu engang var vi stopmætte, da vi gik derfra. Hviderusserne kan virkelig noget med store, solide portioner mad! 

God stemning på Talaka

Den sidste aften var vi både sultne og trætte, men vidste ikke rigtig, hvor vi skulle gå hen og spise. Vi havde dog flere gange gået forbi den lille kælderrestaurant Talaka på vej mod vores AirBnb lejlighed. Den havde tiltrukket sig vores opmærksomhed, og nu i snevejr skyndte vi os ned ad de få trappetrin til indgangen. 

Først der opdagede vi, at det var en rigtig hyggelig restaurant med levende musik! Der var mange nipsting og bordene var alle lavet af sengegavle, gamle symaskineborde, whiskytønder mv.

Når man kom ind af døren, blev man tilmed budt velkommen med en snaps og lidt hviderussisk tapas.

Vi spiste små kyllingelår med kartoffelmos og pandekager. Begge dele smagte godt og var veltillavet.

Hvis du også vil finde restauranten, så er adressen: улица Раковская 18.

Der var dog rigtig mange mennesker her til frokost, og det var svært at finde en siddeplads. Med andre ord: Lido er meget populært, da det er hviderussisk mad til rimelige priser og med et stort udvalg.

Det var også det tætteste vi kom på noget, som mindede os om en pendant til den polske mælkebar, som vi var helt vilde med i Warszawa.

Lido findes flere steder i Minsk, men hvis du vil finde den, som vi besøgte, er adressen: Nezavisimosti 49/1.

Depo – et moderne pandekagehus

Under vores Free walking tour, synes vores guide, at vi undervejs skulle lidt ind i varmen – det var frostvejr og bidende koldt denne dag.

Hun introducerede os til Depo, som er en lille hyggelig café, hvor de KUN serverer pandekager. Til gengæld er det pandekager med alt muligt forskelligt fyld. Der er både madpandekager og søde pandekager til dessert eller bare eftermiddagshygge. Anne Marie smagte på en pandekage med ost og skinke og var helt solgt! Det var både lækkert og billigt.

Så selv om du ikke nødvendigt går med på en Free walking tour, så kan du godt gå forbi Depo, hvis du er sulten efter hviderussiske pandekager. Du finder Depo på Oktybr’skaya 23 overfor street art-billedet med alle kattene.

Læs også: Hvalsafari ved Skjervøy

Læs også: Magiske Mykines med båd og helikopter

Du kan finde alle vores blogindlæg fra Hviderusland her.

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her lægger vi nye blogindlæg ud og kommer med flere fotos, når vi er ude og rejse. Næste tur går til Nordmakedonien og Kosovo i Påsken 2019.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Spise med Price… på hviderussisk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Den gamle bydel i Tallinn byder på mange fine og også lidt dyre restauranter, når man tænker på, at vi befinder os i Baltikum. Prisen hænger utvivlsomt sammen med mængden af turister, som er begyndt at finde vej til smukke Tallinn. 

Den hemmelige dør

Første aften gav vi os i kast med en lille skattejagt. På nettet havde Rasmus læst om en bar, hvor de også serverer mad. Den ligger i den gamle bydel, men uden skiltning eller anden reklame. Du skal simpelthen vide, hvor den er OG kunne koden til dørtelefonen! Se nu bliver det spændende!

Vi gik fra vores hotel Rija Old Town Hotel og gennem hele den gamle bydel. Undervejs kiggede vi på alle menukort, som vi kom forbi, men vi kunne ikke rigtig beslutte os. Den hemmelige bar, som Rasmus havde læst om, blev ved med at rumstere i vores baghoveder. Og pludselig stod vi foran den smukke blå og røde dør. Skulle vi, eller skulle vi ikke prøve at trykke på dørtelefonen? Som altid spurgte vi os selv: Hvad er det værste, der kan ske? Vi trykkede koden, og vupti… døren gik op!

Men hvad kunne vi forvente, når vi gik op ad trappen? Vi havde ingen anelse. Vi kunne høre glas og tallerkener klirre, så vi måtte jo være på rette vej.

Bar og restaurant

Da vi kom ind i baren, sad der en del unge mennesker med vin og øl. Vi så også folk, som spiste. Mens vi kiggede på menukortet, bestilte vi en øl og en sodavand. Der var ikke mange retter på menuen, men dem der var, lå på et fornuftigt prisleje med hovedretter på mellem 5 og 9 Euro. 

Anne Marie valgte svinekoteletter, som kom med kartofler, rødbedesalat, toastbrød og rigeligt med brun “mormor-sovs”.

Rasmus var lykkelig over at sætte tænderne i frikadeller med kartoffelmos, peberrodssovs, rødbeder og syltede agurker. Det lyder måske som en mærkelig blanding, men fungerede rigtig godt sammen. 

Vi betalte i alt 260 kroner for to hovedretter, to øl og to sodavand.

Hvis du forventer finere fransk madlavning på denne bar, så er du gået forkert. Men vil du have en sjov oplevelse med mormor-mad eller blot et glas vin eller en øl, så kunne dette sted godt være noget for dig. De har åbent alle ugens 7 dage. 

Er du også blevet nysgerrig efter at finde den hemmelige bar i Tallinn? Så kan vi afsløre, at den hedder NoKu og ligger på gaden Pikk 5 (det er Rasmus stadig ikke blevet for gammel til at grine af!) Koden til dørtelefonen er 2580. Hvad venter du på?

Mere mormor-mad

På en eller anden måde fortsatte vi med at gå på jagt efter rigtig “mormor-mad” som frikadeller, biksemad, schnitzler og brun sovs. Retter som altid taler til Rasmus’ hjerte.

Næste måltid fandt vi i kælderen hos Vaneama Juures. Der var gamle fotos på væggene, og dørhåndtagene var sjovt nok gamle strygejern.

Her spiste Rasmus biksemad med spejlæg, lækker løgkompot og rigeligt med dejlig frisk dild. Det smagte som noget, man kunne have fået på en restaurant i Danmark. Og Rasmus var glad. Det kom på bordet anrettet i panden, det var stegt i. Fin detalje.

Anne Marie fik denne dag lammefrikadeller med brasede kartofler, rødbedesalat og pebersovs. Det var en udmærket ret uden dog at være formidabel. Vi gav i alt 264 kr for hver en hovedret samt en øl og en cider. 

Talupood-Kohvik

Vi var blevet så glade for estisk mormor-mad, så vi besluttede at forfølge denne trend endnu engang.

Anne Marie havde på rejsebloggen Cammi.dk læst om den lille hyggelige restaurant Talupood-Kohvik, som ligger i det gamle, charmerende arbejderkvarter Kalamaja.

Her bruges gode råvarer fra en lokal bondegård. Menuen skrives op på en tavle – på estisk! Og skifter hver dag. Men manden bag disken kunne fint fortælle os på engelsk, hvad vi havde af valgmuligheder.

Rasmus hoppede endnu engang på frikadeller, mens Anne Marie prøvede deres schnitzel.

Vi betalte i alt 125 kr for to hovedretter og to lokale sodavand.

Restauranten ligger i underetagen af et af de traditionelle Tallinn-huse. Det er næsten som en labyrint at gå igennem, og det er indrettet hyggeligt med sofaer, lænestole og klaverer.
Retfærdighedsvist skal det siges, at vi først hev kameraet frem, da alle de andre var gået.

Sygt store hotdogs

Linda, som også har en dansk rejseblog, havde skrevet til os og fortalt om de vildeste hjemmelavede pommes fritter og et menukort med så mange hotdogs, at det nærmest var umuligt at vælge. Hotdogbaren Hotokas ville vi selvfølgelig gerne finde, så vi gik endnu engang ud af den gamle by for at lede efter den lille restaurant, som kun serverer hotdogs. 

Stedet var hyggeligt og farverigt indrettet, og vores tænder løb allerede i vand ved tanken om de pommes fritter og hotdogs, som vi snart skulle spise. Vi undrede os dog lidt, da vi så menukortet, og der “kun” var 8 forskellige hotdogs at vælge imellem. Det var jo selvfølgelig rigeligt, men vi havde bare forestillet os noget andet ud fra det, som Linda havde skrevet til os.  

Da maden kom, stod det også klart for os, at det var slut med de hjemmelavede pommes frites. Om stedet havde skiftet ejer eller bare skiftet kok, ved vi ikke, men konceptet er ikke det samme, som da Linda besøgte restauranten.

Hotdogs’ne var der ikke noget at udsætte på. De var kæmpe store og super lækre.

Rasmus prøvede hotdogen NY med bacon, bbq sauce, røget paprika-sennep mayo og ost. Dog manglede der karameliserede løg, som de ellers havde reklameret med.

Anne Marie satte tænderne i en Tasts like Estonia hotdog med syltede agurker, rødbeder, syltede rødløg, tomater og pamesan.  

Samlet pris for to store hotdogs med fritter og to colaer var 157 kr. – og det kunne man nok også næsten have fået det for på en dansk grillbar!

Vi må dog sande, at vi var skuffede, da vi gik derfra igen. Vi havde jo glædet os usigeligt til de hjemmeskårne pommes frites. Men altså, ting og steder ændrer sig over tid – og ikke altid til det bedre.

Skulle du stadig have lyst til at finde Hotokas, så ligger den tæt på den gamle bydel på adressen Toompuiestee 16.

Pandekagehuset

Anne Marie havde hjemmefra læst om pandekagehuset Kompressor. Det ligger centralt i den gamle bydel, og vi gik forbi mange gange. Den sidste dag besluttede vi, at pandekager skulle være vores frokost.

Lokalet er stort og lidt industri-agtigt, og bordene er meget massive og fylder en god del af rummet, så hygge er ikke ligefrem det prædikat, vi vil sætte på stedet. Til gengæld har de et menukort med ca. 50 pandekager med forskelligt fyld. Og pandekagerne smagte himmelsk! Helt nystegte og varme og med det lækreste fyld.

Rasmus prøvede en pandekage med bacon og røget ost. Anne Marie fik en med varmrøget laks. Den samlede regning for to pandekager plus en øl og en sodavand beløb sig til 110 kr. 

Turens bedste madoplevelse

Vi havde hjemmefra læst om restauranten Rataskaevu 16, som ligger på selvsamme adresse. De har åbenbart ikke kunne finde et godt navn til restauranten og derfor bare kaldt den adressen. Så ved man da også, hvor man skal gå hen.

Vi forsøgte at bestille et bord til aftensmad, men det var helt umuligt. Alt optaget! Der er altså en grund til, at dette sted har fået 5,0 på TripAdvisor. Derfor kom vi dagen efter til frokost, og det kom vi ikke til at fortryde!

Menukortet til både frokost og aften er ens, så hvis du har god appetit midt på dagen, kan du lige så godt vælge dette tidspunkt. Vi fik først lækkert hjemmebagt maltbrød samt en lille appetizer i form af rugbrødschips med rødbedehummus. 

Til forret valgte vi henholdsvis slow-roasted Duck tartare med vinbraserede pære, kapers, rucola og gulerodscreme og en svampesuppe med elg og grønne urter.

Som hovedretter smagte vi på “svinevinge” – braiseret svineskulder med svampe, savoykål, æble og salvie samt på elg med blomkålscreme, rodfrugter og glace. Yderst lækkert begge dele.

Den samlede regning lød på 426 kr. inklusiv en øl og en cider, og vi må sige, at det er en hel fair pris for dette udsøgte måltid mad.

Mormor-mad, pandekager eller gourmetmad. Tallinn byder på det hele og til en overkommelig pris. Hvis du rejser til Tallinn og besøger nogle spændende restauranter, så vil vi rigtig gerne høre om det.

Læs også: Montenegro

Læs også: Spise med Price… i Warszawa

Eller se alle vores blogindlæg fra Estland

Vi bliver utrolig glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi deler blogindlæg, når vi har skrevet nye og kommer med rejsebilleder, når vi er på farten. Næste tur går til Nordmakedonien og Kosovo i Påsken 2019.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Spise med Price… i Tallinn blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Estisk ølrevolution

For landet og især hovedstaden Tallinn har de sidste år oplevet en sand ølrevolution, med stor opblomstring af mikrobryggerier til følge. Men i modsætning til herhjemme, hvor de store bryggerier nærmest har monopol på værtshusenes fadølshaner, så er det mange steder i Tallinn både på værtshuse og restauranter svært at få en ganske almindelig A. Le Coq eller en Saku.

Der er en spirende stolthed over de nye estiske øl. Stort set alle udskænkningsstederne har taget godt imod de nye gyldne dråber, som personalet gerne deler deres viden om. Flere steder bliver man lige frem helt uopfordret guidet i sit ølvalg og “presset” til, hvilke man skal smage bagefter og i hvilken rækkefølge. Og så er det jo bare at stille sig til rådighed som smager. Man kan jo nærmest ikke være andet bekendt

I den gamle by koster en halv liter specialøl fra 4 € og op. Udenfor murene er det muligt at få dem endnu billigere.

Godt selskab

Nu var vi heldigvis i Tallinn i den kolde periode, så vi var regelmæssigt nødsaget til at søge ind – for at få varmen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi elsker at gå på værtshus i udlandet. Det er her, man møder nye venner – både lokale og andre rejsende. I øjeblikket stiller vi os ofte i baren, grundet Rasmus’ dårlige ryg. Så det gør jo bare chancerne endnu større for at komme i godt selskab.

Når vi har tænkt tilbage på turen, så er barerne de eneste steder, hvor vi har mødt og talt med esterne. Vi har erfaring for, at det er i mødet med de lokale, at man får de bedste oplevelser og bedste råd med på rejsen.
Men man kan sagtens slippe for selskab, hvis man hellere vil sidde for sig selv. 

På ølbar i den gamle bydel

Hvis du kun skal besøge ét sted, mens du er i Tallinn, så lad det være KOHT. Det er et lille sted i den gamle by med lavt til loftet sådan rent fysisk. Og så har de et glimrende øludvalg på vel over 700 forskellige fra hele verden – og mange estiske på fad.

Yuri i baren har en fantastisk viden om, hvilken øl der passer til dine smagsløg. Og så er priserne meget rimelige. KOHT har også en lille butik med et kæmpe udvalg af øl, som du kan købe med, hvis du hellere vil det.

Vi vil helt sikkert også gerne anbefale et besøg i Helvede – eller Pôrgu, som det hedder på estisk. Pôrgu ligger i en kælder og kan tilbyde mere end 100 forskellige øl fra hele verden. Vi genkendte en del fra Mikkeller og Amager Bryghus, men Rasmus valgte alligevel kun at smage lokale bryg.
Det er også muligt at spise på Pôrgu, men vi nøjedes med at udforske stedet fra vores plads i baren.

Koht og Pôrgu er vores foretrukne steder i den gamle by. Og selvom de andre steder, vi besøgte, ikke når de to førstnævnte til sokkeholderne, så nævner vi dem alligevel.  

Must Puudel er en lidt mere hip café, hvor de har en del forskellige flaskeøl, men ikke mange på hanen. Bartenderens ølkendskab var også begrænset. Men det var nu hyggeligt alligevel.

På Olde Hansa kan man få hjemmebrygget mjød samt øl lavet efter gamle opskrifter. Stedets middelalderlige indretning samt de ansattes ditto-kostumer bidrager til en hyggelig stemning. Flere roser også maden herinde, men vi spiste der ikke.

Det gjorde vi heller ikke på Beer House, som er et bryghus i tysk stil. Det gælder både lokalet med tunge træborde samt høje borde, men også ølstilen. Der var ikke så mange gæster, så stedet virkede meget stort og lidt koldt.

På ølbar i Telliskivi

I området Telliskivi, lige udenfor den gamle by, besøgte vi 3 forskellige steder, som alle kan anbefales.

F-Hoone er en kombineret bar og restaurant, der sammen med Pudel Bar ligger i et gammelt industriområde, der minder lidt om Kødbyen i København.

F-Hoone har specialiseret sig i cocktails og lækker cafémad, mens Pudel Bar kun har øl på menuen. Grunden til, at vi gik på Pudel Bar en tirsdag aften, var, at vi på KOHT var kommet i snak med Markus fra Finland. Ud over at have tilbragt meget tid i Tallinn, så var han også en stor ølkender, der samtidig vidste, hvad der rører sig i den estiske ølverden. Markus fortalte os, at man på Pudel Bar hver tirsdag imellem 19 og 20 kunne få en gratis øl fra et lokalt mikrobryggeri. Det koncept kan man jo ikke have noget imod, så det ville vi gerne bakke op om.

Lige udenfor området ligger St. Vitus, hvor man også kan få både mad og drikkevarer. Med 20 øl på hane, sød betjening og en lækker menu er den vores foretrukne vandhul i Telliskivi og klart et besøg værd.

Vi har ikke besøgt en brøkdel af ølbarerne i Tallinn, men vi håber alligevel, at vores beskedne udvalg har givet en idé om alle de muligheder, der er i byen for at få slukket tørsten i dejlig specialøl.

Og er du i tvivl om, hvor du skal begynde, så start med en øl fra Pühaste. Er du ikke hooked med det samme, så prøv en fra Öllenaut, Pöhjala, UJH Man’s Brewery eller Nöösker.

Skål og rigtig god fornøjelse!

Læs også: Secret Food Tours i Lissabon

Læs også: Food Tour i Madrid

Vi bliver rigtig glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebookside Two Danes On Tour. Der kan du se, når vi poster nye blogindlæg, og når vi er ude og rejse. Næste tur går til Nordmakedonien og Kosovo i april. Og så er vi meget spændte på vores rejse til Finland i maj, hvor vi skal lede efter bjørne. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På ølbar i Tallinn blev først udgivet på Two Danes On Tour.

En del mennesker bliver så glade for den gamle by, eller besøger Tallinn i så kort tid, at de slet ikke når at udforske resten af hovedstaden. Og det er synd, synes vi. For byen har selvfølgelig mere og andet at byde på end middelalder.

Kalamaja

Tæt på Old Town ligger det gamle, charmerende arbejderkvarter Kalamaja.  Kalamaja betyder fiskerhus, da det er fra denne bydel, at der er blevet fisket og handlet fisk i århundreder.

Det ændrede sig dog i slutningen af 1800-tallet, da der blev anlagt en jernbane til St. Petersborg. Industrialiseringen gjorde sit indtog i kvarteret med masser af fabrikker til følge. Og fabrikker betød nye arbejdspladser og derved mangel på boliger. I 1920’erne og 30’erne blev der derfor opført masser af arbejderboliger for at følge med fabrikkernes efterspørgsel.

En del af disse traditionelle, farverige træhuse ligger her stadig. De karakteristiske boliger er oftest i to eller tre etager og med hovedindgangen med et lille udhæng placeret midt for. Indvendig er der lejligheder til begge sider og en trappeopgang i midten. Husene er unikke for byen og bliver i dag kaldt for “Tallinn huse”

Telliskivi Creative City

I et af Kalamajas tidligere fabriksområde er der nu indrettet et stort kreativt center med restauranter, caféer, barer og designbutikker. På husmurene er der street art, og området er præget af en ung og sprudlende energi.

Lige ved siden af finder du DEPOO og markedsområdet Balti Jaam, som byder på endnu flere restauranter, street food, specialøl, frugt og grønt, slagter og fiskehandler samt designertøj, antikviteter og kunsthåndværk.

Der er rigeligt at gå på opdagelse i inden for meget kort afstand.

Sporvogn

En af de første dage købte vi et kort til offentlige transportmidler og tankede det op til tre dage. Kortet kostede 2 Euro, som man får tilbage, når man afleverer kortet igen. Fri transport i tre dage kostede 5 Euro.

Derefter var der fri kørsel i busser og på de fire sporvognslinjer, som går gennem byen. De krydser alle hinanden på stoppestedet Hobujaama.

Vi besluttede at tage Sporvognslinje nr. 1 til enden for på den måde at se noget mere af Tallinn. Der stod vi af ved Kadriorg palace og gik en tur op for at se slottet udefra. Det blev bygget af den russiske Zar Peter den Store i 1718, som et “lille” sommerhus til hans anden kone Katharina den 1 af Rusland. 

Vi hoppede igen på linje 1 og tog den nu til den anden ende Kopli, som skulle være et dårligt område med narkomaner og alkoholikere. Vi så dog intet ud over boligblokke, grønne områder og havet. Og det forlyder, at denne del af Tallinn snart skal byfornys. 

Vil du se flere af de flotte Tallinn huse, men have dem lidt mere for dig selv end dem i Kalamaja, så tag sporvogn nr. 2 eller 4 til området mellem stoppestederne Keskturg og Bussijaam.

Det smarte ved alle sporvognslinjerne er, at de kører i ring, så man kan bare blive siddende, hvis man kommer til enden og ikke ønsker at stå af. Så kører den snart tilbage mod centrum igen. 

Shopping

Tøj og sko er billigere i Estland end i Danmark, og mange af de samme mærker fås her. Derfor kan en shoppetur måske være interessant.

Vi tog sporvogn nr. 1 fra den gamle bydel ved stoppestedet Linnahall til Hobujaama, hvor der ligger flere shoppingcentre bl.a. Viru, som til forveksling ligner noget, som kunne have ligget i Danmark.

Rasmus købte to par sko og sparede omkring 30% i forhold til priserne i Danmark.

Ønsker du endnu mere shopping, så tag sporvogn nr. 2, til stoppestedet Ülemiste jaam, hvor centeret T1 ligger. Kører du en lille smule længere kommer du direkte i lufthavnen og sporvognen stopper lige foran terminalen. Nemmere bliver det ikke.

Læs også: På jagt efter danske spor i Tallinn

Læs også: Lissabon

Følg os på Facebook Two Danes On Tour, hvor du kan se meget mere om vores rejser forskellige steder rundt i verden. Næste tur går til Nordmakedonien og Kosovo i påsken 2019.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Tallinn er meget mere end den gamle bydel blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Dansk korstog

I forsommeren 1219 samlede den danske konge Valdemar Sejr (1170-1241) en kæmpe flåde på 1500 langskibe og drog på korstog til Estland. Målet var at gøre de hedenske estere kristne.

Danskerne slog sig ned på bjerget Lyndanisse og begyndte at bygge en borg på det sted, hvor det estiske parlament ligger i dag. På estisk blev borgen kaldt Taani-linn – danskerborgen. Flere mener, at dette navn senere blev til bynavnet Tallinn, men der er dog blandede meninger om den sag. 

Valdemar Sejr troede fejlagtigt, at det havde været et nemt sværdslag, da estiske forhandlere havde været på besøg uden at angribe. Men esterne havde midlertidig kun brugt besøget til at vinde tid til at samlet en stor hær, uden at danskerne havde opdaget det.  

Den 15. juni om aftenen satte esterne et uventet angreb ind fra 5 sider, og mange danske krigere mistede livet. Situationen så pludselig håbløs ud for kong Valdemar, da han og hans styrker var blevet drevet betydeligt tilbage af dette angrebs uventede karakter. 

Dannebrog

Ifølge lengenden faldt Valdemar i desperation på knæ og bad til himlen for guddommelig hjælp til at besejre de overlegne estiske styrker. Ligesom alt håb var ude, åbnedes himlene og et klædestykke faldt ned og landede i kongens arme. Det var en rød dug med et hvidt kors. Samtidig kunne en stemme høres: Når denne fane bliver løftet, vil danskerne vinde.

Inspireret af denne guddommelige intervention fandt Valdemar og hans mænd styrken og modet til at kæmpe tilbage og besejre den estiske modstand.

Symbolet som dalede ned fra himlen er selvfølgelig det smukke danske Dannebrog. Det er det ældste flag i verden, som stadig er i brug. Vi må dog nok erkende, at historien om Dannebrog er og bliver en myte. Omend en god en af slagsen.

Den danske konges have

Stedet, hvor Dannebrog faldt ned fra himlen, er markeret i den gamle bydel. Det er kendt som Den danske konges have (Taani Kuninga Aed) og ligger tæt på Alexander Nevsky katedralen.

Selve haven er ikke så stor, men alligevel kan det være en udfordring at finde mindestedet for Dannebrog. Du skal ned ad nogle trapper og lidt til venstre, for at finde ridderen på væggen.

Lidt længere fremme er der en mindesten, som blev sat på stedet i 1994. Dog er det lidt svært at se, at der er et flag på stenen. Stenen er markeringen af det eksakte sted, hvor flaget faldt ned.

Tæt på Den danske konges have ligger der også en dansk restaurant med navnet Valdemar. Ja, man kan jo spørge sig selv, om den kunne hedde andet? Her serverer de bl.a. smørrebrød, hvis du trænger til lidt hjemlig mad. Vi nøjedes med at kigge på menukortet.

Mere Dannebrog

Men det er ikke det eneste sted, at Dannebrog pryder i Tallinn. På pladsen foran middelalderrestauranten Olde Hansa menes det, at det store slag mellem danskerne og esterne stod.

Inde på restauranten kan du derfor også finde det danske flag på væggen blandet de flotte kalkmalerier. Vi fik tilmed bordet lige nedenfor.

Restauranten er desuden kendt for sit middelalderlige interiør, middelaldermad, personale i middelalderkostumer og at hele restauranten kun er oplyst af stearinlys.

I Helligåndskirken hænger der en dansk fane bagest i kirken. Det første danske flag blev givet til kirken i 1920 men under kommunisternes styre, blev det gemt i en orgelpibe. Da man fandt det frem igen ved Estlands selvstændighed i 1991, var det dog så medtaget, at det endte på museum. I 1992 rejste Dronning Margrethe til Tallinn med en ny fane til kirken, som stadig kan ses.  

På altertavlen kan du også gå på jagt efter to små “danske flag”. Det er Tallinns våbenskjold i rødt og hvidt, som til forveksling ligner Dannebrog.

At besøge Helligåndskirken og se den danske fane er måske ikke verdens største attraktion. Men hvis du, lige som os, er på jagt efter danske spor, så må du også her forbi. På estisk hedder kirken Püha Vaimu Kiriku Sa. Det er den kirke med det store ur på muren. Du finder den på gaden Pikk (Ja det hedder den altså! Pikk på estiske betyder slet og ret lang – så det er Langgade ). Indgangen koster 1,5 Euro.

Ikke langt fra Helligåndskirken, på husfacaden på adressen Pikk 20, finder du skulpturerne af den danske kong Knud den Hellige til venstre og selveste Martin Luther til højre. Under dem er to våbenskjolde: et i rødt og hvidt som det danske flag og et med tre løver, som er Tallinns byvåben. Dette minder om det danske rigsvåben – bare uden hjerter og lange røde løvetunger. 

Reval

En anden legende med rødder til Kong Valdemar knytter sig en lille statue af en hjort, som du finder, hvor gaden Lai støder ind i gaden Nunne. 

I følge historien var Kong Valdemar på jagt i området og så en lille fin hjort. Han ville fange den og holde den som kæledyr. Men hjorten ville ikke indfanges, og sprang ud fra en klippe og døde. Kong Valdemar navngav stedet Reval, som betyder hjortefald. Dette navn har byen båret frem til 1918, hvor den i stedet kom til at hedde Tallinn – danskerbyen.

Festlig fejring

Det var spændende at gå på jagt efter de danske spor i Tallinn – og der er helt sikkert endnu flere end dem, vi fandt.

Og har du Tallinn i tankerne, så skulle du måske overveje en rejse til Estland omkring Valdemarsdag d. 15. juni 2019. Der skal ikke meget hovedregning til at opdage, at det i år er 800-året for Dannebrog.

Selveste Dronning Margrethe deltager, så det vil uden tvivl blive fejret med pomp og pragt. En have med roser fra Danmark under navnet Den Danske Dronnings have vil blive indviet som supplement til Den Danske Konges have.

800-året falder samtidig med fejringen af 100-året for Estlands, Letlands og Litauens selvstændighed. Du kan læse meget mere om programmet for alle tre lande her.

Er du på vej til Tallinn, vil vi ønske dig en rigtig god skattejagt. Og du må endelig skrive os en kommentar, hvis du finder endnu flere spændende steder i Tallinn med danske rødder.

Læs også: Hyggelige Tórshavn

Læs også: Reykjavik – en super trendy hovedstad

Læs flere indlæg fra Estland

Vi vil blive rigtig glade, hvis du vil følge vores Facebookside Two Danes On Tour. Næste tur går til Nordmakedonien og Kosovo i påsken 2019.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På jagt efter danske spor i Tallinn blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Da vi ankom til byen en lørdag aften, var det allerede mørk. Det var fantastisk at gå på opdagelse i mørket og nyde de flotte gader og de smukke tårne.

Mange huse er holdt i pastelfarver og med gamle, smukke, malede døre og flotte porte.

De fleste hustage er røde teglsten, og besøger du Tallinn om vinteren, kan du være heldig, at de alle har et drys sne, som kun gør byen endnu mere fortryllende.

Tallinn – en gammel hovedstad

Tallinn er Estlands hovedstad. Her bor ca. 425.000 ud af Estlands i alt 1,3 millioner indbyggere, så det er en forholdsvis lille hovedstad i et lille land.

Tallinns middelalderlige centrum, kaldet Vanalinn, er så velbevaret, at det har fået en plads på UNESCO’s verdensarvsliste og ikke uden grund.

Det kan dog undre, at den gamle bydel er så velbevaret, når man tænker på hvor lang og blodig en historie, byen gennem århundrede har været vidne til. Russere, svenskere, tyskere, ja, selv danskere har hærget byen gennem tiden. Af to omgange har byen været under dansk herredømme – det kan du læse mere om i næste blogindlæg, hvor vi går på jagt efter danske spor.

Tallinn blomstrede dog mest som handelsby under Hansestædernes magtperiode fra 1300 til 1500-tallet og det er i den periode, at det meste af byen blev opført. Hele vejen rundt om byen løber den gamle ringmur. Den var oprindelig 2,4 km lang, hvoraf 1,9 km stadig består. Her er stadig velbevarede vagttårne og mange flotte porte. 

Den gamle by er delt i to: Den øvre by kaldet Toompea og den nedre by All-linn. I middelalderen fungere disse to dele som to separate byer og var derfor adskilt af en mur.

Den nedre bydel

Midt i byen finder du den gamle rådhusplads med det gotiske rådhus bygget mellem 1371 og 1404. På husmuren kan du stadig se den jernring, som ulydige folk i middelalderen blev lænket ved, hvorefter de var til spot og spe for hele byen. 

På rådhuspladsen, men i modsatte ende af rådhuset, findes et af verdens ældste apoteker. Det åbnede tilbage i 1422. Dengang kunne du købe lægemidler af forskellige dyr som flagermus, tudser, pindsvin og bier. De har også en mumificeret hånd i et glas, men om den er ægte, tvivler vi lidt på. I dag kan der fortsat købes Strepsiler og hovedpinepiller på det gamle apotek, men de fleste kommer blot for at se den lille udstilling, som er ganske gratis at besøge. 

Ikke langt fra rådhuspladsen ligger den hyggelige lille St. Catherines passage – på estisk Katariina Käik – mellem de to gader Vene og Müürivahe. I følge alle turistbrochurene er strædet det mest romantiske sted i Tallinn.

I gaden ligger der en middelalderrestaurant Munga Kelder og flere små forretninger med gallerier og forskelligt kunsthåndværk, hvor man også kan se kunstnerne arbejde. Undervejs kommer du også forbi nogle store gravsten, som stammer fra Katariina kirken.

St. Catherines passage minder os lidt om Vintapperstræde i Odense, til jer af vores læsere, som kender den hyggelige gade.

Den øvre bydel

Går du op ad “Det lange ben” på estisk Pikk jalg, kommer du til den øvre bydel Toompea hill.

Det første du møder er den flotte russiske ortodokse kirke Alexander Nevski. Og har du engang besøgt Sofia i Bulgarien, så er det helt rigtigt, at der ligger en kirke dér med selv samme navn opkaldt efter den selv samme mand.

Bagved Alexander Nevski ligger det lyserøde estiske parlament Toompea slottet. Flaget på toppen af bygningen viser, hvem der har overherredømmet over Estland. Heldigvis har det estiske flag vajet siden selvstændigheden i 1991. 

I den øvre bydel finder du udsigtspunktet Kohtuotsa, hvor der er den smukkeste udsigt over de røde hustage i den nedre bydel.

Det blev kun endnu mere eventyrligt et par dage senere, da vi vågner op til sne, frostvejr og blå himmel. Vi måtte simpelthen op til udsigtspunktet igen, og det var en fortryllende udsigt, som mødte os!

Rija Old Town Hotel

Vi havde valgt at bosætte os i den gamle bydel på Rija Old Town Hotel. Det synes vi selv var et rigtig godt valg, da alt var i gåafstand i den gamle bydel. Prisen for værelset var ca. 300 kr. pr nat inklusiv morgenmad.

Hotellet ligger i en bygning, som er en del af ringmuren rundt om den gamle bydel. Flere steder var en lille del af muren blotlagt, så man kunne se de gamle sten.

Værelset var ikke det største, men det havde det, vi skulle bruge. Tilmed kunne Rasmus lige få plads på gulvet foran sengene og badeværelsesdøren til at lave rygøvelser

Vi vil anbefale et værelse, som ikke ligger ud til ringvejen bag den gamle bydel. Der er en del trafik både om aftenen og om morgenen.

På hotellet var der en restaurant, hvor vi spiste morgenmad hver dag, inden vi begav os ud i byen. Efter et par dage, var vi lidt trætte af den ensformige og lidt kedelige morgenbuffet, men den opfyldte vores behov. 

Two Danes er glade

Tallinn er en flot og spændende oplevelse og passer perfekt til en forlænget weekend. Vi fløj direkte med LOT på halvanden time. Her er masser af historiske steder, smukke udsigter og hygge. Så har du endnu ikke været forbi Estlands hovedstad, så er det vores bud på en spændende destination til din næste rejse.

Vi var i Tallinn om vinteren, hvor der lå sne og det var rimelig glat i gaderne. Sommeren er selvfølgelig en oplagt mulighed – husk blot, at der er mange flere turister, end da vi var afsted. 

Læs også: Overraskelsestur til Warszawa

Læs også: Minsk

Vi vil blive rigtig glade, hvis du vil følge vores side på Facebook Two Danes On Tour. Her kommer vi med flere rejsebilleder når vi er afsted på tur. Næste rejse går til Nordmakedonien og Kosovo i Påskeferien.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Middelalderbyen Tallinn blev først udgivet på Two Danes On Tour.

En dyr og en billig mulighed

Rasmus havde hjemmefra kontaktet et rejsebureau. De forlangte 2000 kr. for en endagstur – selvfølgelig med guide og privat bil.

Arhhh, det måtte vi simpelthen selv kunne gøre meget billigere med offentlig transport. Så blev det godt nok ikke med bil og guide. Men i stedet med tog og eventyr.

Forberedelser til togturen

Forberedelserne til turen begyndte allerede dagen før. Vi gik nemlig ned på banegården i Minsk for at købe togbilletter.

Og her er det bare, at det bliver svært at forklare damen i billetlugen, at vi først vil med i morgen. Ja, faktisk afviste den første billetdame at tale med os, da det gik op for hende, at vi ikke talte lokalsproget. Vi fik et højt NIET! Og så pegede hun os hen mod en af de andre billetluger.

Her blev vi taget pænt imod om end lidt køligt. Det varede dog ikke længe før vi havde slået et smil af kvinden og stod med to billetter i hånden til Brest med afgang næste morgen. Og så til den nette sum af 22 kr. pr. person. Så er Two Danes glade  

Tidligt op

Næste morgen ringede vækkeuret ALT for tidligt. Som i 4.45! Vi skulle med metroen til togstationen og der finde det rigtige spor. Det var lettere sagt end gjort. Men med lidt hjælp fra et par søde lokale, fandt vi ud af, at toget afgik fra spor 7 på platform 4. Lidt forvirrende med to tal, når man ikke ved, hvad de henviser til.

På perronen stod der en stewardesse med stor pelshue ud for hver togvogn. Vores så lidt morgengnaven ud. Hun tog imod vores togbilletter, kiggede på dem og beholdt dem. Derefter kunne vi stige om bord. 

Togtur med liggevogn

Toget afgik kl. 6.12 og vi så nu frem til en godt 4 timer lang togtur fra Minsk til byen Brest, der ligger ved den polske grænse.
Anne Marie udnyttede, at vi havde købt billet på 2. klasse og derfor havde adgang til køjeplads. Hun købte således sengetøj af den gnavne stewardesse for den nette sum af 1,50 kr. 

Men Rasmus skulle ikke sove. Han havde glædet sig til at se landskabet på turen og holdt sig vågen hele vejen. Det til trods, havde vi oplevet lige meget af landskabet, da vi nåede frem, idet turen kun bød på golde sletter, små landsbyer og masser af birketræer. Altså MASSER af birketræer! Havde man set ud af vinduet i 10 minutter, havde man set det hele.

Brest, et foto og et fort

Vel ankommet til Brest tog Anne Marie sig sammen og spurgte “togflyverdessen”, om hun måtte tage et billede af hende (og pelshuen), og som med et trylleslag tøede damen op. Hun blev så glad for, at AM ville fotografere hende, så det blev til et fællesbillede. 

Vi nød også lige den smukke togstation, hvorpå der står Brest på kyrillisk, hvis du skulle være i tvivl.

På tegnsprog fik vi dernæst forhandlet os frem til en fair pris på en taxa til fortet i Brest. Pris: 10 kr. for ca. 3 km. Selve indgangen til fortet var gratis.

Vi befandt os nu på grænsen mellem Polen og Hviderusland. Her løber flodenerne Bug og Mukhavets sammen. Og netop floden Bug markerer grænsen mellem Polen og Hviderusland; mellem EU og de tidligere Sovjetrepublikker.

I midten af 1800-tallet blev der bygget et fort her ved disse floder for at sikre grænsen til Det Russiske Kejserrige.

Den store fædrelandskrig

I 1941 besluttede Nazityskland at angribe Sovjetunionen under kodenavnet Operation Barbarossa. Og på dette angrebs første dag bombedede nazisterne fortet i Brest.

De ca. 3000 soldater fra Den røde hær, som boede på fortet, forsøgte efter bedste evne at forsvare det, men med ringe held. De havde dårlige forsyninger samtidig med, at de blev angrebet både fra landjorden og fra luften. Tyskerne talte 6 gange så mange soldater som russerne på fortet, som dog kæmpede bravt med deres liv som indsats. De sidste holdt stand i kassematerne under fortet, inden de også måtte lade livet.

Et af Europas største mindesmærker

Når man ankommer til fortet, mødes man først af en kæmpe stor socialiststjerne lavet i beton. Den er 25 meter tyk og et imponerende indgangsparti. Her spiller et lydshow med bombefly, tale og musik. Det er meget stemningsfuldt og specielt bombeflyene fører en tilbage til september 1941, hvor stedet var omdannet til et frygteligt inferno.

Når man går gennem stjernen, åbenbares The Courage monument. Et ansigt af en russisk soldat, som er ca. 34 meter højt. Først syner det ikke af “Runde tårn” på grund af afstanden. Men snart rejser ansigtet sig foran en, når man kommer tæt på. 

Der har ikke altid været enighed om, hvorvidt monumentet er smukt eller grimt. Således satte den amerikanske tv station CNN monumentet på deres liste over verdens grimmeste monumenter i 2014. Det skabte stor opstandelse i Hviderusland. Der blev indgivet en officiel klage, hvilket afstedkom en undskyldning, samt at monumentet blev fjernet fra listen.

Ved siden af monumentet står der også en obelisk på 100 meter. Der står nogle magen til i 12 byer, som alle har fået den ærefulde titel Heltebyer, mens Brest er den eneste Heltefæstning.

Endvidere er der en skulptur af en russisk soldat med et maskingevær, som med et lidende blik i øjnene kravler hen ad jorden. Skulpturen hedder Tørst, og symboliserer en soldat på vej til floden efter vand under den tyske belejring af fortet.

Brest by

Da vi kom ud fra fortet, var der ingen taxaer at se. Men da vi jo var kørt dertil, kunne vi godt huske vejen tilbage til byen, så vi tog den på gåben.

Vi kom bl.a. forbi et stort togmuseum, da Brest er det største trafikale knudepunkt i Europa. Her løber motorvejen E30 forbi, som er kendt af de fleste langtidschauffører, og her stopper alle tog mellem EU og de tidligere sovjetstater. Togene kører nemlig ikke på den samme bredde skinner, så her skal de alle have skiftet hjulsæt.

Vi fik os lige den obligatoriske selfie med Lenin, inden vi tog turen et par gange op og ned ad gågaden Sovietskaya street. Derefter indtog vi en velfortjent frokost.

Og her havde vi oplevelsen af at spise frokost med to 7. klasser på skoleudflugt. Normalt to skolelæreres værste mareridt… men vi skulle blive klogere.

Ca. 40 elever og 4 voksne indtog restauranten i roligt tempo. Eleverne fandt uden diskussioner alle et sted at sidde ved seksmandsborde. Lærerne fordelte sig blandt eleverne. Derefter begyndte alle at spise af den mad, som blev stillet frem: salat, suppe, hovedret og croissant. Dertil saftevand og te. INGEN brokkede sig over maden, INGEN levnede, INGEN hævede stemmerne, INGEN farede rundt, INGEN rejste sig fra bordene, før alle var færdige med at spise og klar til at gå. Der var en hyggelig stemning, og der blev småsnakket ved bordene. Ja, vi troede nærmest ikke vores egne øjne.

Oven på den oplevelse gik vi tilbage til togstationen og tog toget tilbage til Minsk.

Læs også: Minsk

Læs også: Rejsetips til Hviderusland

Vi håber, at du har lyst til at synes godt om vores Facebookside Two Danes On Tour.  Her lægger vi billeder ud og kommer med updates mens vi er på farten. Sommerferien i år går til Mexico og Belize.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Togtur til Brest blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Hviderusland var faktisk et sted, vi på forhånd vidste forholdsvis lidt om. Alligevel var vi sikre på, at det nok skulle blive en rigtig god og interessant tur. Vi elsker at kaste os ud i det uventede, vi elsker at opleve nye steder, og vi ELSKER Østeuropa.

Grundet ændrede visumregler var det nu en reel og nem mulighed at rejse til Hviderusland. Det er et land med meget få turister, og Minsk er derfor også en af Europas mindst besøgte hovedstæder. Samtidig syntes vi, at det lød rigtig spændende at besøge denne del af det tidligere Sovjetunionen, som stadig har så tætte bånd til Rusland. Det måtte vi da bare opleve.

Under anden verdenskrig blev landområdet besat af Tyskland og mistede mere end en tredjedel af befolkningen. I årerne efter krigen blev Hviderusland genopbygget til at blive en af de vigtigste industrizoner i Sovjetunionen. Landet blev selvstændigt, da Sovjetunionen gik i opløsning i 1991.

I dag styres landet med hård hånd af præsident Aleksander Lukasjenko, der ofte omtales som ”Europas sidste diktator”.

Vejrudsigt og håndbagage

Vi havde længe holdt øje med vejrudsigten, og ca. 14 dage før vores afrejse, stod der -25 grader på yr.no. Vi var rystede et øjeblik. Især fordi vi skulle flyve med AirBaltic og kun havde bestilt med håndbagage, da bare én kuffert ville koste os over 900 kr. Det mente vi godt, vi kunne spare.
Men pludselig lød det alligevel tillokkende at pakke skibukserne, som var fast del af uniformen, da vi var i Norge i januar.
Vi havde dog is i maven (ha ha) og så tiden lidt an. Det endte med, at vi var nede på omkring -8, inden afrejse. Så vi skyndte os bare at stikke et par lange underbukser i tasken, og så var vi enige om, at vi måtte købe noget mere tøj, hvis vi fik brug for det.

Levn fra Sovjet-tiden

Hjemmefra havde vi en forventning om, at vi skulle se på masser af gamle sovjetiske bygninger og symboler. Og ja, det kom til at holde meget godt stik.

På den tidligere Leninplads, nu omdøbt til Frihedspladsen, står Lenin stadig rank og stolt foran regeringsbygningen, som er i typisk stalinistisk arkitektur.

Lenin hyldes fortsat som Sovjetunionens fader på trods af, at han har millioner af liv på samvittigheden. Og det vel at mærke af hans egen befolkning.

På samme gade ligger også det store postkontor, hvor hammer og sejl pryder bygningens logo.

Og endnu længere henne ad samme gade ligger KGB’s hovedkvarter, som stadig er i brug i Hviderusland. Landet kaldes ofte Europas sidste diktatur, og der foregår stadig ting, som bryder med menneskerettighederne. F.eks. har vi læst om, hvordan mistænkte pludselig forsvinder, og først efter deres henrettelse, får familierne besked om, at deres kære er afgået ved døden. Vi oplevede heldigvis ikke noget ubehageligt af nogen art, og følte os ikke overvåget, mens vi var i landet.

Skråt over for KGB står en buste af en mandsperson. Vi troede (lige som flere andre turister) at det var Lenin. Så ham skulle vi selvfølgelig have en selfie med. I stedet opdagede vi, at det var Felix Dzerzhinsky (Nå, ham har du heller ikke hørt om???). Felix var ophavsmanden til Cheka, som var forløberen for KGB. Det giver jo meget god mening, at hans “hoved” står her. Så hermed har I os og Felix

På gaden Karl Marx er der opstillet en sovjetisk T-34/85 kampvogn fra 2. Verdenskrig. Den er dedikeret til Den røde hær, som befriede Minsk by under krigen. Kampvognen måtte vi selvfølgelig også forbi for at se. Den lader til at være et af de mest fotograferede monumenter i Hviderusland.

Et andet meget fotograferet sted er gadehjørnet, hvor nyt og gammelt mødes. På toppen af bygningen ses et gammelt sovjetisk relief, mens der neden under er åbnet en KFC-restaurant. Vil du også finde denne bygning, så ligger den meget tæt på den gamle bydel og metrostationen Niamiha.

Den gamle bydel

Minsk har også en gammel bydel. Det er dog lidt snyd, da byen blev bombet så voldsomt under 2. Verdenskrig, at de aller fleste huse er genopført efter krigen – og derfor i princippet ikke er særlig gamle. Derfor virker området også lidt kulisse-agtigt, og det er i vores øjne ikke så flot og hyggeligt som f.eks. den gamle bydel i Warszawa, som har lidt den samme skæbne.

I det nybyggede område ligger der masser af restauranter og barer, ligesom større hoteller og andre vestlige kæder skyder op.

Gennem Minsk, og lige ved den gamle bydel, løber floden Svislach. Det er et flot område og sikkert et dejligt sted at gå en tur om sommeren. Det var dog lidt køligt her sidst i marts.

Ude i floden ligger der en lille ø, som bliver kaldt Island of tears. Man kan gå over en lille bro for at se monumentet for faldne soldater i krigen mellem Sovjetunionen og Afghanistan fra 1979-1989. 

Free walking tour

Fra den gamle bydel tog vi en formiddag en Free walking tour med guiden  Sasha. Hun viste os mange steder, hvor det gav held at røre forskellige statuer og et sted, hvor vi skulle træde på nogle store mønter på jorden, så vi ville blive rige. Vi venter stadig på, at det virker…

Ud over den gamle bydel, tog Sasha os også med på café, da det var så koldt den formiddag, så vi måtte lidt ind i varmen. Her fik vi den dejligste pandekage, som I vil kunne læse mere om i vores Spise med Price indlæg, som er på trapperne.

Sasha var aller mest begejstret, da hun viste os teateret til ballet og opera. Ja, hun lavede ligefrem små hop på stedet, da denne bygning virkelig er hviderussernes store stolthed. Det er også en flot og pompøs bygning, som ligger i en smuk park.

Fra statens side er det besluttet, at de billigste billetter til forestillingerne max må koste 30 kroner. Således har alle hviderussere råd og mulighed for at gå i teateret mindst en gang om måneden. Her i landet satses der altså benhårdt på kulturopdragelse til befolkningen. Sasha var sød at hjælpe andre på turen, som gerne ville købe billetter til en forestilling.

Lee Harvey Oswald

På vores Free walking tour kom vi også forbi lejligheden, hvor Lee Harvey Oswald angiveligt skal have boet i en periode før attentatet på JFK. Han fik en hviderussisk kæreste, hvis far var KGB, hvilket vel kun bringer yderligere brænde til konspirationsteori-bålet. Lejligheden står opgivet som en seværdighed i Minsk, men eftersom det ikke er muligt at besøge lejligheden, så er det alligevel begrænset, hvor meget seværdighed der er over at se en lejlighed nede fra gaden. Vores guide kunne kun fortælle, at der nu bor en sur, gammel mand, som ikke ønsker besøg.
Som et lille kuriosum kan vi fortælle, at vi har set billeder af lejligheden fra andre rejsende . De fleste synes at være af den samme bygning, men der er helt klart ikke enighed om, hvilken lejlighed det rent faktisk var, han boede i.

Vores tur sluttede ved monumentet Victory, der er rejst efter 2. verdenskrig. Det ligger midt i en stor, central rundkørsel på Victory Square.
Det var 3 timer med frisk luft, mange facts og nye steder, som vi ikke havde set før. Klart anbefalelsesværdigt, hvis det er din første tur til Minsk.

Derefter gik vi igen videre på egen hånd, for at opleve endnu mere af Minsk.

Cirkus – nej tak!

Hviderusland er kendt for og har en stolt tradition for cirkusforestillinger. Derfor har man også valgt at gøre en del ud af Cirkusbygningen i centrum af Minsk samt at opstille flere statuer med cirkustema. Vi er dog ikke så begejstrede for cirkus og dansebjørne, så vi nøjedes med at nyde bygningen udefra.

The Pit

Meget tæt på vores lejlighed lå det jødiske monument The pit. Monumentet er anlagt på det sted, hvor 5000 jøder fra ghettoen i Minsk blev skudt på én dag i marts 1942. Mange af ligene blev smidt i en massegrav netop her. Man har ikke svært ved at se, hvad kunstneren har ville genskabe med monumentet, som hedder Den sidste vej. Et sørgerligt og uhyggeligt sted at besøge. Vil du også finde stedet, så ligger det på hjørnet af Vulica Mielnikajte og Vulica Zaslauskaja omgivet af boligblokke.

Museet for den store fædrelandskrig

Flere havde anbefalet os at se Museet for den store fædrelandskrig – altså 2. Verdenskrig. Der er et stort monument udenfor, hvor unge drenge skatede.

Indenfor var museet nyt og moderne. Der var en stor udstilling med militære køretøjer og fly.

Derudover var der alverdens sale i flere etager med forskellige aspekter af krigen. De fleste steder var der tekster på både hviderussisk, russisk og engelsk. Alt i alt var det en fin oplevelse og et must see, hvis man er en historienørd med interesse for 2. Verdenskrig.

Lækker street art

Vi besluttede os også for at gå ud og se street art i den anden ende af byen. Først fandt vi den brasilianske ambassade, hvor kunstnerne Os Gemeos – tvillingerne Otavio og Gustavo Pandolfo fra fædrelandet har sat deres fingeraftryk.

Derefter gik vi videre til gaden Oktyabrskaya (Kastrycnickaja), hvor flere flotte motiver præger gadebilledet. Her er det både brasilianske og  hviderussiske kunstnere, som har dekoreret bygningerne. Og selvfølgelig er Lenin også med.

På bagsiden af en stor fabriksbygning findes verdens (måske) længste street-art udført af kun en kunstner, brasilianeren Ramon Martins. Bygningen er dekoreret med nogle af Hvideruslands truede dyrearter.

Hvis du har svært ved at finde stedet, så prøv at søge på restauranten Enzo. Ønsker du at tage metroen, så skal du stå af på Piersamajskaja

Minsk bibliotek

Efter mørkets frembrud kørte vi med metroen ud til metrostationen Uschod for at se det futuristiske bibliotek. Her er der lysreklamer i alverdens farver hver aften. Derudover ligner biblioteket noget fra det ydre rum, som netop er landet. Man står bare og venter på, at små marsmænd skal komme ud af hoveddøren.

Vi vil blive rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores side på Facebook og følge vores næste rejse til Island i maj.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Minsk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Ved ankomst til Minsk lufthavn kan man nu få Visa on Arrival. Det har vi skrevet et selvstændigt blogindlæg om, som du kan læse her.

Med lufthavnsbussen

Uden for lufthavnsbygningen tilbød en taxachauffør at køre os ind til byen. Han forlangte 30 hviderussiske rubler for turen. Altså ca. 100 danske kroner. Det er mega billigt taget i betragtning, at der er 42 kilometer ind til centrum. Men det måtte kunne gøres endnu billigere!

Vi gik til venstre og fandt straks lufthavnsbussen. Vi hoppede ind, og så kørte den. God timing! Det kostede 4 rubler pr. person. 12 kroner for en times bustur. Så bliver det vist ikke meget billigere i Europa! 

Der er kun et enkelt stop på vejen ved metrostationen Uruchye, inden bussen kører til endestationen ved Central busstation, som ligger lige ved den store togstation og metro-stoppet Plochad Lenina. Adressen på busstationen er Vulica Babruyskaya 6.

Vi viste chaufføren på Maps.me, hvor vi skulle hen. Og på trods af, at vi ikke kunne tale sammen, var han super sød at sætte os af foran Minsk hotel på hovedgaden Nyezalyezhnastsi. Det er tæt på pladsen med den store Leninstatue foran Regeringsbygningen.

Minsk metro

Snart fandt vi ud af, at Minsk Metro er super effektiv! Der er indtil videre to metrolinjer, og de krydser hinanden på stationen Kupalauskaja, hvor man gennem en tunnel kan skifte fra den ene til den anden linje. Midt på perronen er der en trappe enten op eller ned, alt efter hvilken linje du kommer med.

Det koster 0,65 rubler pr. tur (ca. 2 kroner) og i myldertiden kører den hvert 4. minut. 

På alle metrostationer kan man købe lyserøde poletter hos en gammel mutter bag en luge. Poletten puttes i et betalingsanlæg, og når en pil lyser grønt, kan man gå igennem til venstre. Prøv ikke at gå igennem uden at betale (eller til højre ved et uheld), da en bom vil lukke ned foran dig – eller på dig!

Fordomme gjort til skamme

Inden vi tog hjemmefra, havde vi nogle forestillinger om, hvordan det mon ville blive at besøge Hviderusland. Kald dem fordomme om du vil.

Rasmus havde bl.a. læst, at de fleste offentlige toiletter ville være pedallokummer, knap så rene, og at der mange steder ikke ville være toiletpapir . Derfor gik vi rundt med toiletpapir i lommen i 5 dage, men vi fik aldrig brug for det. Vi prøvede godt nok ikke et offentligt toilet på gaden, men alle toiletter vi var inde på, på restauranter, barer mm. var skinnende rene og havde masser af toiletpapir. Så ved man da det.

For over tyve år siden var Anne Marie en måned i Letland i praktik. Det var et rigtig sjovt men også koldt ophold. Derfor havde hun en forestilling om, at der ville være koldt i husene i Hviderusland. Hun var derfor også lidt bekymret for, at vi kun rejste med håndbagage. Men alle steder var der dejligt varmt: I den lejlighed vi havde lejet gennem AirBnB, i supermarkederne, metroen, restauranterne mv. Det var ikke varme der manglede! 

Lidt om hviderusserne

Og så havde flere, vi havde talt med hjemmefra, antydet, at hviderussere nok ville se sure ud og virke tillukkede. Vi mødte et venligt og smilende folk, som godt nok ikke kunne mange gloser på engelsk, men de gjorde deres bedste for at forstå os, selvom vores russiske sprogkundskaber er mere end begrænsede og vist kun strækker sig til 7 ord.

Derudover fik vi også et indtryk af, at hviderusserne er meget regelrette og hjælpsomme folk.
Alle venter på det grønne lys ved fodgængerovergangene. Ingen skråner over gaden. Altså på nær de to danskere, som besøgte Minsk i Påsken 2018… Og de stoppede igen, da de opdagede, de var de eneste, der forbrød sig imod reglerne.

På metrostationerne stiller folk sig pænt i kø langs toget, så andre folk kan komme ud først, inden folk myldre ind.

Der er “ældresæder” i metroen, og de står tit ledige på trods af, at der er folk, som står op. Og har en yngre person sat sig på et ældresæde, så gør de straks plads, hvis de ser en, som har mere brug for pladsen.

På alle metrostationer er der svingdøre ved ind- og udgangene, hvorpå der står “Hold venligst døren for den næste”. Og det skal vi da love for, at de gjorde. Alle kigger sig lige over skulderen for at være sikker på, at de ikke giver den næste en dør i hovedet.

Minsk er en af de reneste byer vi længe har besøgt. Masser af mennesker er ansat til at feje gader og samle affald i parker og på gaden. Vi så ikke én eneste hundelort på 5 dage!

Sprog og alfabet

Det lidt særlige ved Hviderusland er, at landet har to officielle sprog: russisk og hviderussisk. Men alle steder, det være sig metrostationer, vejskilte mv. er skrevet på tre sprog. Det er nemlig næsten umuligt for os at læse og forstå det kyrilliske alfabet, som både russisk og hviderussisk er skrevet på (det er dog to forskellige varianter). Derfor står ordene oftest også på engelsk. Det kan dog være lidt besværligt at bruge apps som Maps.Me, hvor man indtaster navnet på en restaurant eller en adresse. Hvis man kun har informationerne på engelsk, så kan appen tit ikke finde stedet. 

Valuta og priser

I Hviderusland betaler de med hviderussiske rubler BYR. Ikke at forveksle med russiske rubler RUB. Da vi var af sted svarede 1 BYR til lidt over 3 DKK, hvilket var dejlig nemt at regne med.

I 2016 besluttede regeringen at fjerne fire nuller fra de hviderussiske rubler, da inflationen var så massiv, at man hurtigt kunne blive millionær. Alle gamle pengesedler blev byttet ud med nye sedler og mønter. Vær opmærksom på, at priserne fortsat står i de gamle rubler i nogle guidebøger og hjemmesider. Bare hvis du overhovedet ikke kan få priserne til at passe! 

For ting er virkelig billige i Hviderusland. Et franskbrød hos bageren kostede 2 kr. En halv liter sodavand på en fastfood-restaurant gav vi 5 kr for. De fleste hovedretter på restauranter kostede mellem 30 og 50 kr. Man kan komme til koncert eller i operaen for 30 kr og op efter. Også offentlig transport er uhørt billigt, når man er vant til danske priser.

Det skulle også være super billigt at booke et fint værelse på et godt hotel. Så det kan nok godt svare sig at undersøge det.

Korte rejsetips:

• Tidsforskellen mellem Danmark og Hviderusland er en time
• Du kan ikke bruge gratis data på din telefon som i de fleste andre lande i Europa. I stedet skal du finde WiFi. På de fleste restauranter og barer kunne vi ikke logge på, da det krævede, at få tilsendt et password til et hviderussisk telefonnummer. Vi klarede os med WiFi i vores lejlighed.
• Der er de samme stikkontakter i Danmark som i Hviderusland, så du behøver ikke medbringe en adapter
• Det er ikke tilrådeligt at drikke vandet direkte fra vandhanen. Vi købte 5 liter vand i et supermarked
• Små supermarkeder findes over det hele. Har du brug for noget særligt eller et stort udvalg, vil vi gerne anbefale Euroopt PRIME som ligger i kælderen under shoppingcenteret ved Double Tree by Hilton. De havde det største bagerudsalg – også med lidt grovere brød. Der var også slagter, fiskedisk og delikatesser. Det var som at gå ind i et supermarked i Dubai!

Måske ikke for alle

Sidst men ikke mindst, vil vi sige, at Hviderusland er mere besværligt at rejse i end mange andre europæiske lande. Sprogbarriererne er store, og man skal være parat til at klare sig med fagter og tegnsprog. Samt at nogle gange må man gå med uforrettet sag. Til gengæld er glæden så meget større, når ting lykkes. Så er du bare en lille smule eventyrlysten, så anbefaler vi Hviderusland på det varmeste. Der er masser at opleve.

Du er meget velkommen til at synes godt om os på Facebook eller Instagram: @twodanesontour, hvor vi lægger masser af billeder ud og kommer med updates, når vi er på farten. Du er også velkommen til at følge med her på bloggen, hvor vores næste tur går til Island sammen med vores niece Ella på 10 år.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Rejsetips til Hviderusland blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Hviderusland har længe været et meget lukket land. Det er Europas eneste stadigt fungerende diktatur, og der er fortsat stærke bånd til Putin og storebror Rusland. Men ting er også ved at ændre sig her. Om end lidt langsomt.

Visa on Arrival i Minsk lufthavn

Tidligere skulle alle rejsende have et visum til Hviderusland. Det er besværligt, da man skal sende sit pas til ambassaden i enten Sverige eller Tyskland. Som konsekvens af det er Hviderusland således et af de mindst besøgte lande i Europa.

Men fra 12. februar 2017 har det været muligt at flyve til hovedstaden Minsk og få et 5 dages Visa on Arrival og pr. 28 juli 2018, er dette ændret til 30 dages Visa on Arrival. Se nu bliver det interessant!

Det måtte sådan to gamle eventyrere som os jo prøve i april 2018 (altså den gang, man kun kunne få 5 dage). Og her kommer opskriften på, hvordan du også kan rejse til Hviderusland og få Visa on Arrival. For der er nogle ret specifikke regler, som du skal følge.

Flyv ind og ud

Inden du rejser til Hviderusland, skal du vide, at hvis du vil søge visum ved ankomst til Minsk lufthavn, så SKAL du flyve ind og ud af landet. Du må altså ikke flyve ind og rejser over land ud. Og du må heller ikke flyve via en lufthavn i Rusland, da det regnes som en indenrigsflyvning. (Hvordan det så lige hænger sammen???)

Du må nu blive op til 30 dage i landet. Hvis du vil være der længere, så bliver du nødt til at søge visum hjemmefra. Det kan du gøre på ambassaden i Stockholm eller Berlin. Her får du normalt 90 dages turistvisum.

Ting du skal have styr på hjemmefra

Dit pas skal være gyldigt mindst 90 dage efter, at du har forladt Hviderusland.

Du skal medbringe et rejsebrev på engelsk fra dit forsikringsselskab, der specificerer, at du er dækket for minimum 10.000 Euro i Hviderusland. Det er ikke nok at have et kort, der viser, at du er dækket i hele verden.

Vi måtte for øvrigt lige hjælpe vores forsikringsagent og fortælle ham, at der altså ikke er noget land, der hedder Whiterussia. Efter lidt skriveri frem og tilbage blev det rettet til Belarus. Han har måske forvekslet det med drinken White Russian

Har du ikke en forsikring, som dækker Hviderusland, eller har du glemt at printe dokumentet ud, så kan du købe en forsikring i lufthavnen.

Da vi fløj til Minsk, kostede det 4 Euro, hvis du skulle opholde dig i landet 3-4 dage og 6 Euro, hvis du blev i 5-6 dage. Vi kender desværre ikke priserne for op til 30 dage. 

Da vi havde forsikringspapirerne i orden hjemmefra, behøvede vi ikke at stille os i den kø, men kunne gå direkte til paskontrollen.

Derudover skal du kunne dokumentere, at du har medbragt penge nok til at klare dig de dage, du er Hviderusland. Og du skal kunne fremvise en kopi af din udrejsebillet. Det er ikke nok bare at vise det på telefonen. Vi blev dog ikke udspurgt om nogen af delene.

Hurtig paskontrol

Og så var det bare at stille sig op i paskøen. Hvis du bare skal være i Hviderusland op til 30 dage, behøver du ikke at udfylde det indrejsekort, som du får udleveret i flyet. Det er spild af tid, kan vi hilse at sige. Det skal kun bruges, hvis du skal være i Hviderusland på et almindeligt visum fra en ambassade.

Vi kom hurtigt hen til paskontrollen. Her kom vi til at tale med en meget flink, hviderussisk kvinde, og mindre end 5 minutter efter havde vi hver et stempel i passet. Det gik jo nærmest alt for let. For det havde jo alt andet lige været et lidt mere interessant blogindlæg, hvis bare et eller andet var gået galt

Som noget nyt har vi læst, at hvis du vil opholde dig i Hviderusland i længere end 5 dage, så skal du registrere dig ved The territorial divisions on сitizenship and migration of the internal affairs bodies of the Republic of Belarus. Det løser sig selv, hvis du tjekker ind på et hostel eller et hotel. Skal du bo privat, må du lige undersøge, hvor og hvordan du skal registrere dig.

Hvis du selv vil læse de seneste informationer om 30 dages Visa on Arrival, så har vi fundet oplysningerne på Det hviderussiske udenrigsministeriums hjemmeside.

Nye vinde blæser

Det er nu også blevet muligt at rejse over grænsen fra Polen til Brest eller fra Litauen til Grotno og få 10 dages Visa on Arrival. Dog er der nogle ret strikse regler ved dette visum. Man må f.eks. ikke rejse til andre områder af Hviderusland end der, hvor man er kommet over grænsen. Og alt skal aftales med en lokal guide. 

Se alle vores blogindlæg fra Hviderusland

Læs også: Middelalderbyen Tallinn

Læs også: Overraskelsestur til Warszawa

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes om vores Facebookside: Two Danes On Tour. Så kan du følge med i, hvad vi har gang i og læse nyeste blogindlæg. Håber du vil være med

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Visum til Hviderusland blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi starter med en skuffelse

Første frokost blev indtaget på den lille restaurant Pod Samsonem, som ligger lige uden for den gamle bydel. Vi tænkte: “Hvorfor give det dobbelte i midtbyen, når man kan gå 250 meter og få det til det halve?” Desværre var kvaliteten ikke helt i top på trods af, at stedet i vinduet pralede med alverdens gode anmeldelser.

Begge vores retter var halvkolde og kartoflerne var utrolig kedelige. Rasmus’ kød var dog meget smagfuldt og Anne Maries rødbedestuvning var lækker, men det kunne alligevel ikke løfte måltidet. Her havde brødrene Price altså heller ikke været tilfredse!

Derudover blev vi her for første gang opmærksomme på, hvor mange tjenere der i grunden er ansat på de fleste polske restauranter. Med dovenskab til følge! – Og dermed halvdårlig betjening.

Sidst men ikke mindst blev vi afkrævet penge for at bruge restaurantens toilet, hvilket skulle vise sig ikke at blive en engangsforestilling. Hvad er dog det for en uskik, når man spiser på stedet?

Marriott Sky Bar

Lørdag aften gik vi først ud for at drikke cocktails på Marriott Sky Bar. Den ligger på 40’etage med flot udsigt over Kulturpaladset og byen.

Baren åbner kl. 18, og det er en fordel at komme tidligt, ellers kan man komme til at stå i kø.

Der er happy hour fra kl. 18.30, men kun på to udvalgte cocktails, og da det ikke var dem, vi havde lyst til at prøve, sprang vi lige så let og elegant over det.

Og det skal da lige afslutningsvis siges, at det er en cocktailbar! Rasmus læste hele drinkskortet igennem og fandt kun én øl i udvalget. Så er det øl, du er gået ud for at drikke, vil vi anbefale dig at finde et andet sted. 

Radio Café

Aftenens måltid blev indtaget på den legendariske Radio Café (Nowogrodzka 56). Og det skulle vise sig, at aftensmaden var langt bedre end frokosten. Rasmus spiste en velsmagende stroganoff og Anne Marie kastede sig over stegt laks, som var udmærket. Dog uden at gå over i historien.

Som en lille snack inden maden, blev der sat en stor skål med valnødder og hasselnødder på bordet – så fint og med til at hygge om gæsterne!

Caféen er hyggeligt indrettet, og historien om Radio Free Europe, som sendte ucensureret radio til Østblokken under Den kolde krig, er interessant.

Frokost på Bar Warszawa

Dagen efter skulle det til gengæld blive rigtig godt på den kulinariske banehalvdel!
Efter en interessant gratis guidet rundtur i byen blev vi anbefalet Bar Warszawa & Restauracja (Krakowskie Przedmiescie Street 79), som ligger tæt på Zygmunt-søjlen.

Om aftenen er det et populært gå-i-byen-sted, men til frokost en helt almindelig restaurant. Igen var betjeningen utrolig sløv, men maden og prisen var helt i top!

Vi fik først kyllingesuppe med nudler og derefter snitzel, kartoffelmos, agurker og dildcreme – YUM! Denne dagens ret stod os i 18 zloty – 32 kroner pr. person. Det er altså et fund for de penge.

Warszawas bedste måltid

Aftensmaden fandt vi på den hyggelige Soul Kitchen (Nowogrodzka 18A). Restauranten ligger halvt i kælderetagen og interiøret er en blanding af blødt og råt med krydderurter som dekoration. Under middagen sad en pianist og spillede evergreens.  

Til forret fik Rasmus fiskesuppe, som var til den spicy side. Den kom ind i en gryde, så der var nok at tage af.

Anne Marie satte tænderne i den bedste tatar, hun endnu har fået i sit liv. Kokken kom ind til bordet med oksemørbrad, som blev finthakket og blandet med diverse urter og krydderier.

Derefter blev det anrettet direkte på tallerkenen. Hold nu k… en lækkerbisken. Anne Marie var helt ked af, at hun skulle have hovedret bagefter. Hun kunne godt bare have brugt en forret mere magen til.

Hovedretterne var også rigtig fine. Henholdsvis kalveskank og oksekæbe med tilbehør. Dessert var der ikke plads til og udvalget var vist heller ikke det største. Regningen lød i alt på lige under 400 kr. inklusiv drikkepenge.

På polsk mælkebar

Den sidste dag vågede vi pelsen og kastede os ud i den polske institution: en mælkebar eller på polsk Bar mlcezny. Det er det, som vi her hjemme ville betegne som et cafeteria, hvor du, efter at have stået i kø i en rum tid, går hen til damen med kasseapparatet og bestiller dit måltid fra menukortet, som er slået op på væggen.

Derefter står du igen i kø for at komme frem til en luge, hvor du kan aflevere din bon og hente din mad. Til sidst rydder du selv af.

Vi havde valgt Bar Rusałka, som ligger på Floriańska 14 – lige over for Warszawa zoo, men mælkebarer findes over hele byen.

Inden vi gik ind, havde vi forsøgt at forberede os godt ved på forhånd at have siddet på en bænk ude foran for at bestemme os for, hvad vi gerne ville have at spise, og dernæst øvet os på at sige det på polsk.

Derfor var det en lidt flad fornemmelse at få stukket et engelsk menukort i hånden. Men det viser samtidig, at stedet er populært blandt turister. Så vil du prøve det på den “sikre måde”, så er det måske netop her, du skal gøre dit første forsøg.

Menuen

Vi bestilte først hver en suppe: Anne Marie fik en ukrainsk borscht (rødbedesuppe med kartofler, grønne bønner og dild), mens Rasmus tog tomatsuppe med pasta.

Derefter var Rasmus på snitzel, mens Anne Marie gik direkte til desserten og spiste pandekager med blommemarmelade, syrnet fløde og sukker. Vi fik begge et glas kompot, som minder om saftevand. Maden var så mættende, at vi ikke behøvede noget de næste mange timer.

Og prisen? 4 retter mad og 2 glas saftevand stod os i 30 zloty – 60 kr. Hurra!

Det var en fed oplevelse, som vi helt sikkert gentager, næste gang vi rammer Polen.

Vil du læse mere om hvordan man går på mælkebar og hvad man har mulighed for at bestille, så vil vi gerne anbefale denne hjemmeside, som vi selv benyttede os af: Milk Bars: How to Survive in Warsaw 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Spise med Price… i Warszawa blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Rasmus har i 4 måneder gået og pønset på en surprise-weekendtur til et sted i Europa. Det er Anne Maries fødselsdagsgave, så hun har i al den tid gået og spekuleret på, hvor turen mon skulle gå hen.
AM havde dog luret, at vi skulle ud at flyve. Mest fordi vi skulle op kl. 3 om natten og af sted, og det ville nu alligevel være et mærkeligt tidspunkt, hvis turen kun gik til Jylland.
Det var først i lufthavnen, at Anne Marie opdagede, at der stod Warszawa på boardingpassene og skærmen ved gaten.

Og så var det bare om at få omstillet hjernen til polsk, for 1 time og 10 minutter senere landede vi i hovedstaden.

Vi havde kun håndbagage med, og kunne derfor gå lige ud i ankomsthallen og ned på stationen, hvorfra der hele dagen kører tog til centrum af byen til den favorable pris af 8 kr. Det er da offentlige transportpriser, hvor alle kan være med!

I de meget moderne tog stemples billetten inde i toget

Hotel Metropol

25 minutter tog det, så stod vi foran Hotel Metropol, som ligger lige ved den centrale togstation og metroen.

Rasmus havde booket to nætter for 895,- inklusiv en udmærket morgenmad, hvor der var stort ta’ selv-bord med noget for enhver smag – både polsk og mindre polsk.

Eneste lille anke var, at sengen var mere en halvandenmandsseng end en dobbeltseng, men ellers opfyldte hotellet vores behov til fulde.

Vi efterlod bagagen i receptionen og begav os straks på gåben mod hjertet af Warszawa.
Det første vi lagde mærke til var, at det ikke engang var rigtig koldt her først i november. Senere mødte vi flere polakker, som sagde: “Godt I ikke var her i sidste weekend. Der var vejret forfærdeligt!”

Kulturpaladset

Tæt på vores hotel lå den karismatiske bygning Kulturpaladset på 234 meter. Bygningen er meget udskældt i Polen, da den var en gave fra Stalin. Og det fornægter sig ikke, at den er bygget i tiden under kommunismen. Men vi synes nu alligevel, at den er meget flot og ikonisk – både dag og nat. Den minder os om noget, som kunne have været med i Batmans Gotham city.

Den ukendte soldats grav

Efter ca. 1,5 km’s gang kom vi til en meget stor plads, hvor Den ukendte soldats grav bevogtes af to soldater.

Her ligger også den Saxiske have, som er en park med et fint springvand. Vil man se soldaternes store vagtskifte, skal man komme forbi kl. 12.00.

Plac Zamkowy

Næste stop blev Slotspladsen Plac Zamkowy. Her ligger det gamle røde kongeslot (Nej, Polen har ikke længere en royal familie – men det havde de indtil 1795).

Pladsen er især kendt for Zygmunt-søjlen. Ham der Zygmunt, som svæver højt over byen, er den tidligere konge Zygmunt III Vasa, som i 1596 flyttede Polens hovedstad fra Krakow til Warszawa, da det var en bedre placering for ham. Han regerede nemlig også over Litauen og Sverige. Det har siden ført til strid og uenighed mellem Warszawa og Krakow, som fortsat begge ønsker titlen som Polens hovedstad.

På slotspladsen er der også nogle rigtig flotte husfacader i skrappe farver, som straks falder en i øjnene. Og så er der jo udsigten over Wisla floden og den østlige del af byen med det store stadion.

Warszawas gamle torv

Snart var vi så nysgerrige, at vi straks måtte bevæge os ind i selve den gamle bydel. Vi gik på må og få og efter lyst og nysgerrighed. Gaderne var flotte med fine facader, tårne og spir samt spændende butikker og restauranter. 

Snart åbenbarede det gamle torv Rynek Starego Miasta sig for vores øjne. Det var super flot, og vi var straks imponerede. Især da vi dagen efter på en gratis gåtur rundt i byen hørte, at kun to huse stod tilbage i 1945, da 2. Verdenskrig var slut. I løbet af 8 år blev det smukke torv genopført efter gamle plantegninger fra 1700-tallet og har i dag status af UNESCO-site.

Den guidede gåtur fortsatte ned til den gamle bymur og byporten Barbikan. I middelalderen stod der soldater her og vogtede over indgangen til selve bykernen. En stor jernlåge kunne sænkes ned, så hele den gamle bydel kunne lukkes af i tilfælde af overfald eller sygdomme, og tyveknægte og fjender kunne holdes fanget i de runde tårne.

Den polske opstand

Lige uden for den gamle bydel kom vi forbi et af monumenterne for den polske opstand mod nazisterne i 1944. Opstanden, som var anført af den polske undergrundshær, varede 2 måneder og endte gruelig galt for polakkerne. De håbede hele tiden på, at Den Røde Hær ville nå at komme dem til undsætning, men de kæmpede forgæves, og betalte med deres liv. 

Omkring 200.000 civile polakker mistede livet i løbet af 63 dage. Efterfølgende blev byens 700.000 overlevende indbyggere tvangsforflyttet, og resten af byen blev brændt ned til grunden af Nazisterne.

The Warsaw Rising Museum er stedet at gå hen, hvis man gerne vil vide mere om opstanden. Vi sprang dog over i denne omgang, da vejret var for fint til at gå på museum.

Warszawa har også nogle kendte bysbørn. Bl.a astronomen Nicolaus Kopernikus og vidunderbarnet og komponisten Chopin. For at hylde sidstnævnte, er der rundt i byen sat 15 interaktive bænke op. Sæt dig ned, tag et hvil og lyt til et stykke Chopin imens. En lille sjov idé.

Den jødiske ghetto

I løbet af weekenden tog vi to gratis guidede ture med Walkative! Free Walking Tour. Den ene var som omtalt Historic Centre – Old Town, den anden tur omhandlede Jewish Warsaw.

Og her handlede det også om ulykkelige skæbner under 2. Verdenskrig. Vores guide Pse tog os med rundt i den tidligere jødiske ghetto, hvor der i dag kun står 7 huse tilbage fra før krigen.

Rundt om ghettoen er 22 steder afmærket med en særlig tavle og med en jerndrager i fortovet, så man kan se, hvor muren løb. Kan du læse hvad der står, er du uden for ghettoen og kigger ind. Står teksten på hovedet, er du inde i ghettoen og kigger ud… det kan man så lige tænke lidt over!

Turen sluttede ved det meget flotte Polin museum, hvor man kan få mere at vide om jødernes historie – men igen: Vi var til udendørs aktiviteter, så vi har ikke set nogle af udstillingerne. 

Til gengæld nød vi bygningen, som er tegnet af de finske arkitekter Rainer Mahlamäki og Ilmari Lahdelma. Museet har vundet prisen Bedste Europæiske museum 2016, så det er helt sikkert et besøg værd.

Den sidste dag besøgte vi Den jødiske kirkegård på egen hånd. Det var mærkeligt og sørgeligt at se i tusindvis af grave, men næsten ingen fra efter 1945. Kirkegården er mange stedet et stort vildnis, og det ser ikke ud til, at der bliver brugt mange kræfter på at passe den.

Det menes, at der kun var ca. 2% af Warszawas jødiske befolkning tilbage efter krigen. Resten var døde af sult og sygdom i ghettoen eller sendt til koncentrationslejrene rundt om i Polen. Samtidig skal det lige bemærkes, at Warszawa før krigen havde den største jødiske befolkning i hele Europa.

Warszawa  mod nye tider

Warszawa fremstår i dag som en moderne storby med meget blandede stilarter: Den gamle bydel, som ligner noget fra 1700-tallet, boligblokke i massevis fra tiden under kommunismen og flere og flere skyskrabere i jern og glas, som skyder op over hele byen og varsler, at nye tider er på vej for den meget prøvede hovedstad, som lå jævnet med jorden i 1945.

Medlemskab af EU har givet Polen penge på lommen og mange nye muligheder. Der bygges og restaureres således over hele byen. Og har du været på besøg for år tilbage, vil du helt sikkert kunne opleve nyt ved et genbesøg.

Læs også: Spise med Price… i Warszawa

Læs også: Minsk

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Overraskelsestur til Warszawa blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Den første nat i Polen overnattede vi i den meget smukke by Przemysl. Dagen efter skulle vi med bussen til Sanok, hvor vi skulle sove nogle dage hos et par fra Hospitalityclub. For at være i god tid, ringede vækkeuret kl. 7.20. Vi tog bad, pakkede og spiste morgenmad på hotellet inden en ca. 20 min. gåtur til busstationen.

Vi var der i rigtig god tid, og bare sådan lige for at dobbelttjekke, gik Rasmus hen til billetlugen og spurgte om afgangstid og -sted. Bussen skulle afgå kl. 9.50 fra ”spor 7”, så alt var i den skønneste orden.

Da tiden nærmede sig, begyndte vi at spejde rundt efter den rigtige bus. Men der var og blev tomt på stationen. Det undrede os noget, men vi blev enige om, at bussen da kunne være forsinket.

Da klokken nærmede sig 10, gik Rasmus igen op til billetlugen for at spørge, om de vidste hvor bussen blev af. Damen så noget forundret på ham og sagde ”jamen bussen afgår først kl. 9.50” og pegede på sit armbåndsur… som viste 9.00.

Tidszone

Vi er rejst ind over tidszonen uden at opdage det – og er således stået en time for tidligt op! Så det gav os lige en ekstra time på en tom busstation et sted i det sydlige Polen.

En glædelig overraskelse

Til gengæld fik vi også en positiv oplevelse her til morgen. Da vi kom til Przemysl i går, forsøgte vi at få værelse på byens eneste hostel, men alt var udsolgt. De var ikke særlig hjælpsomme i turistinformationen, så vi endte på byens største og dyreste hotel Gromada. Da Rasmus spurgte på prisen for et dobbeltværelse lød den på 249 sloty (ca. 500 kr.), og da han spurgte efter et billigere sted at bo, sagde manden i receptionen, at han nok kunne lave en pris på ca. 200-220 sloty i stedet for.

Glæden var dog stor her til morgen, da regningen kun lød på 160 sloty! (ca. 300 kr.) Så det bliver fejret med en ekstra cola!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget En lille bommert! blev først udgivet på Two Danes On Tour.

I løbet af vores ”rejsekarriere” har vi efterhånden prøvet en del grænseovergange, og det er altid en speciel oplevelse. Grænsen mellem Ukraine og Polen skulle ikke blive nogen undtagelse.

Vi kørte med bus til grænsen, tog rygsækkene på nakken og begav os af sted mod den ukrainske paskontrol. Allerede her oplevede vi ukrainernes mangel på køkultur, men det er da godt, at vi også har rundsave på albuerne. Anne Marie havde været i ”krydsforhør”, da vi rejste ind i Ukraine, men her på vejen ud gik alt smertefrit.

Så gik det gennem ”ingenmandsland” til den polske paskontrol. Forude lå EU, civilisation, demokrati, ro, orden og regelrethed! – troede vi da.
Pludselig stod der en stor kø af mennesker foran os, og det viste sig, at nu var det for alvor jungleloven der gjaldt. En soldat lukkede ca. 50 mennesker ind ad gangen gennem en låge – og dem, der nåede først frem til lågen, kom altså først igennem. Alle skubbede, masede og prøvede på alle måder at snyde sig foran i køen. Dette var umiddelbart ikke de tanker vi havde om EU eller Polen. Men der var kun en vej frem, så vi tog vores store rygsække på maven og deltog i ”løjerne”.
På den anden side af porten skulle man ”stå i kø” endnu en gang – og igen, dem der masede mest, kom først frem. Vi fandt dog en lille smutvej ind ad en sidedør, hvor de lukkede familier og folk med meget bagage igennem.

OH NO!

Indenfor blev vi mødt af en kvindelig polsk tolder. ”Har du cigaretter eller alkohol med?” spurgte hun meget venligt Anne Marie. Ja, det har vi, for vi køber jo altid smøger med hjem til Anette. Og vi køber jo der, hvor de er billigst, så i dette tilfælde i Ukraine.
”Hvor mange smøger har du?” Et karton. OH NO! Det er kun tilladt at have 2 pakker cigaretter med ind i Polen”. Tankerne kørte hurtigt – hvor stor kan bøden nå at blive? Rasmus har samme mængde med etc.
Men tolderen viste sig fra sin bedste side: ”Husk næste gang, du rejser over grænsen, så må du kun have 2 pakker med. Farvel og tak”.

Derefter var det Rasmus’ tur og hele scenen begyndte forfra igen. ”Hvor mange smøger har du?” Et karton. OH NO! Det er kun tilladt at have 2 pakker cigaretter med ind i Polen. Husk næste gang, du rejser over grænsen, så må du kun have 2 pakker med. Farvel og tak”.

Det var ikke til at tro det! Vi fik lov til at beholde alle smøgerne blot med et smil og en lille reprimande.
Og vi lover dig kvindelige polske tolder – vi gør det aldrig igen (ved din grænseovergang)!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget OH NO! blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Kilometermæssigt er vi nu, i løbet af denne rejse, tættest på Danmark – men ikke når det gælder mad!
Det har måske også noget at sige, at man både i Bulgarien og Rumænien kunne købe en masse fastfood, som ligner det, vi har derhjemme, modsat her i Ukraine, hvor det meste er nyt for os. En af overraskelserne har været, at hvor vi i Danmark har pølsevogne, har de her kartoffelvogne!

Endnu engang suppe

Og endnu engang har vi stiftet bekendtskab med suppe. Det vi i Danmark kalder ”russisk rødbedesuppe”, altså borscht, er vi blevet belært om, er ukrainsk! Der findes også en polsk variant, men så er det uden kartoffel- og løgstykker i. Den ukrainske borscht smager skønt, især med nyklippet dild på toppen!

Dumplings

Og så har vi fået flere dumplings. Denne gang hjemmelavet med fyld af blåbær og kirsebær. Dertil creme fraice og et drys sukker. For os virkede det mest som en dessert, men det blev altså en frokost.

Varm mælk til morgenmad

Udtrykket ”Det kan du få med varm mælk på i morgen” er nu kommet meget tættere på en realitet. Her i Ukraine spiser man nemlig alle morgenmadsprodukter som cornflakes og havregryn med varm mælk på, og vi vil da godt indrømme, det skal man lige vænne sig til. Og så er de vilde med sveskeyoghurt – det skulle være så sundt for maven!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Spise med Price… på ukrainsk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Nyt land – nyt sprog – nye indtryk! Ukraine var ingen undtagelse.

Vi flyttede ind hos Marina og Mike fra Hospitalityclub og deres lejlighed i Lviv fik vores gamle domicil i Kongensgade til at ligne en suite på D’Angleterre. Endnu engang blev vi bekræftet i, at hvor der er hjerterum, er der husrum… Og at vi har det godt i lille Danmark.

På ture rundt i Lviv

For Rasmus var vi kommet til den helt rigtige familie. Mike arbejder for Carlsberg i Lviv, så der blev snakket en del om øl – og også smagt! Normalt kunne man komme ind og se bryggeriets museum, men det var lukket mens vi var i Lviv. Til gengæld gav Mike os en uofficiel rundtur i produktionen.

Marina tog sig tid til at vise os down town Lviv. Det er Ukraines anden største by og modsat en del af de andre, en by med atmosfære og charme.

Her er mange gamle huse bygget under det Østrig-Ungarske rige, men vi må sige, at mange af dem er i rimelig dårlig stand og kunne trænge til en kærlig hånd. Samtidig er der meget trafik – biler, sporvogne og især busser drøner ud og ind mellem hinanden.

Vi gik forbi byens store, centrale plads med statuen af poeten og Rusland-kritikeren Taras Shevchenko.

Også det smukke opera- og ballethus Ivano-Franko var et billede værd.

Her i Lviv reklamere de allerede med EM 2012, som skal holdes i Polen og Ukraine. Vi er dog lidt spændte på, hvordan det kommer til at gå, da der allerede nu går rygter om, at de penge, som Ukraine har fået til at bygge nye stadioner og opgradere infrastrukturen, allerede er blevet brugt – bare ikke til det, der var formålet… 

Og så var vi jo kommet tilbage til udgangspunktet for denne rejse – det kyrilliske alfabet. Så igen var det en kæmpe udfordring at finde rundt på egen hånd, og at læse menukort. Men vi bliver hele tiden bedre og bedre til at tyde ”skriften på væggen”.

Pub crawl

Marina mente også, at det ville være godt for os at komme på en lille pub crawl. Vi besøgte bl.a. en bar, der er dedikeret til de to opfindere af gaslampen Ignacy Lukasiewicz og Jan Zech, som er foreviget uden for bygningen.

Baren rummer også en af Europas største samlinger af netop gaslamper.

Den næste bar Kryjivka var hemmelig og havde Ukraines selvstændighedskamp som tema. Men vi kan dog godt afsløre, at den ligger på Rynok Square. Nærmere kan vi desværre ikke komme det…

Her blev man mødt af en kampklædt soldat i døren, og kunne man ikke kodeordet ”Slava Ukraina”, blev man afvist. Samtidig skulle man også hælde en ”gammel dansk” i halsen inden man kunne træde indenfor. Så det måtte vi jo bare gøre!

Derefter blev vi vist ned i en kælder, hvor Ukraines oprørshær havde et af deres gemmested under 2. Verdenskrig. Der var masser af genstande fra dengang og man kunne også blive klædt ud som en ukrainsk soldat.

Lviv har også en bar, som hylder personen, som var den første til at få diagnosen sadomachokisme. Den sprang vi dog over! Men vi har hørt, at når regningen kommer, får man én over ryggen med en pisk!

Ukrainsk hårmode

Og så har vi også begge måttet en tur til frisøren – og det blev noget af en dyr affære! 30 kr. måtte vi af med, men så var Anne Marie også blevet klippet og Rasmus havde fået trimmet både hår og skæg. Så nu er vi kommet med på den ukrainske hårmode!

En længere diskussion om regningen

Den sidste aften i Lviv inviterede vi Marina og Mike ud at spise. Valget faldt på en jødisk restaurant, som vi havde hørt om, fra andre rejsende. Ingen af retterne på menukortet er angivet med priser, da det er meningen, at man skal prutte om prisen. Det blev en længere maraton, hvor vi forsøgte os med at sige, at tjeneren havde serveret de forkerte øl, at Anne Marie ikke kunne spise al sin mad osv. Oprindelig lød tjenerens bud på 712 ukrainske hryvnas (ca. 530 kr.) men vi fik hende da til sidst ned på 340 hryvnas (ca.250 kr) for 3 forretter, 4 hovedretter, 2 øl og 4 vand.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Lviv, Ukraine blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Med udsigt til små 24 timer i to forskellige tog og med en margin på 20 minutter at skifte tog i kl. 02.30 et sted i Ukraine, ja så var en flyvetur, trods mellemlanding og venten, en noget mere tillokkende løsning. Lidt luksus må man vel kunne tillade sig, når man er kommet op i vores alder!

Carpat air

Så vi købte uden den store tøven to billetter på nettet med Carpat air. Selskabet blev dog hurtigt omdøbt til Krabat air – pga. den ikke overvældende service!

Turen til Lviv ville som antydet indebære et ”lille” stop i Timisuara Lufthavn i Rumænien, hvor vi skulle vente 6½ time. Men da der var Wi-Fi, gik tiden forholdsvis hurtigt. Dog undrede det os, at lufthavnen af flere omgange var fuldstændig tom – altså lige bortset fra os!

Anne Marie bliver desperat

Da Krabat air kort før boarding endnu en gang levede op til sit nye navn ved at melde om yderligere to timers forsinkelse, blev Anne Marie pludselig desperat. For der var intet sted i lufthavnen, hvor man kunne købe noget at spise. Og vi havde hverken fået morgenmad eller frokost. Med store våde hundeøjne spurgte hun securitypersonalet, om vi måtte have lov til at gå ud i afgangshallen og finde noget mad. Men det mente de ikke, der kunne blive tale om… Men jo, hvis vi kunne få en medarbejder fra ”Krabat air” til at gå med, så kunne det måske lade sig gøre.
Så gik jagten ind på en medarbejder, men de var som sunket i jorden. Til sidst lykkedes det at finde en og overtalte hende til at gå ud og tale med personalet i paskontrollen. De sagde heldigvis også ja, og så lå afgangshallen åben for os… Der var bare ingen steder, der solgte mad! Det endte med, at vi fandt to daggamle croissanter med chokolade og hver en flaske vand. Og så kunne vi lige klare to timers venten mere.

Så med to timers forsinkelse fik ”Krabat Air” gang i propellerne, og vi kom sikkert til Lviv i Ukraine.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Krabat air blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi har brugt de sidste par dage på at opsnuse, hvad man egentlig spiser i Moldova. Svaret er stadig noget uklart, da dette ”køkken” er et stort mix mellem Rumænien, Ukraine, Rusland, Tyrkiet og Bulgarien.

Endnu engang suppe

Men en ting er dog sikkert – suppe står i høj kurs hos de lokale.
I en lille by kom vi ind på en restaurant uden et menukort. Til alt held kunne mutter sige ”ZUPPA”, hvilket mindede os tilstrækkeligt meget om noget, vi kendte – og så fik vi også mad den dag.

Sådanne oplevelser kommer man selvfølgelig til at betale for. Den samlede regning på den håndskrevne lap for de 3 x suppe og 3 x sodavand blev 27 kr. Vi betalte 30 kroner, men så fik vi også en is med i købet!

Intet går til spilde

Hos Larisa i Tiraspol oplevede vi, hvordan man i denne del af verden får beskedne lønninger til at række langt. Her ruttes der ikke med pengene! Altså, har man først købt tomater, pålæg og brød – ja, så spiser man tomater, pålæg og brød til der ikke er mere……..
Så efter 4 ens måltider i træk – middag, aften, morgen og middag – bad Anne Marie om suppe, selvom Rasmus havde foreslået Larisa, at vi da lige kunne tage det 5. identiske måltid i træk.
Suppen blev en skøn russisk inspireret ”pelmeny” – en grøntsagssuppe med en slags russisk tortelini. Og så kunne Anne Marie lige klare en sidste tomatmad morgenen efter!

Søde sager i lange baner

Ud over de nævnte retter, så blev vi selvfølgelig på det kraftigste opfordret af vores i øvrigt fantastiske vært til at spise søde sager som chokolade, kage, tyrkisk slik, kiks og andre ting, der alle havde det til fælles, at sukkerindholdet var omkring de 100%. Vi skiftedes til at tage fra. Om morgenen var det især Rasmus, der gik om bord i chokoladen, da det var det, der lettest kunne glide ned.

Og lidt om drikkevarer

Nu hvor vi har forladt de rakia-drikkende bulgarere, de palinka og tuica-drikkende rumænere og er på vej ind i ”vodka-zonen”, så viser Moldova en helt ny side af områdets drikkekultur ved at være kendt for ”Cricovas” vine og ”Kvints” cognacs. I Moldova er det ifølge Larisa kun drankere, der drikker vodka.

Der ud over vil man på gader og stræder se både børn og voksne starte dagen med en ordentlig ”fadbamse”. Eller det var i hvert fald det, som vores canadiske venner troede, og de var imponerede! Det har imidlertid vist sig, at der er tale om den lokale drik ”Kvass”, som er en alkoholfri øllignende væske, der fremstilles af brød.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Spise med Price… i Moldova blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi må nok begynde med at give jer et par ord med på vejen om den selvudråbte republik Transnistrien.

Efter Sovjetunionens kollaps i 1990 skulle der tegnes nye streger på landkortet. I den forbindelse blev Moldova ”sat sammen” af en tidligere del af Rumænien og den landstribe, som ligger på den anden side Dnestr-floden.

Folk på den ene side af floden taler rumænsk, mens folk på den anden side taler russisk. Og da man i det nye land Moldova ville forbyde russisk og indføre rumænsk som landets eneste officielle sprog, udråbte Transnistrien sig som selvstændig republik. Dette medførte blodige kamphandlinger, indtil den 14. russiske armé rykkede ind i 1992 og satte en foreløbig stopper for kampene.

Det er nu godt 20 år siden – men konflikten er stadig ikke løst. Det giver især problemer for Moldova, som ønsker optagelse i EU… Men det har vist lange udsigter!

Overnatning hos Larisa

Vi havde gennem hospitalityclub fået kontakt til Larisa på 62 år. Hun var engelsklærer og havde inviteret os til at komme og bo hos sig i et par dage. Det lød for spændende til, at vi kunne sige nej.
Forberedelserne var lidt vanskelige, da vi jo, som før omtalt, havde hørt mange skrækhistorier om grænseovergangen. Grænsevagterne ville afpresse os store summer penge, eller i værste fald ville vi måske blive anholdt.

For at minimere problemerne, bookede vi en russisktalende chauffør fra hostelet i Chisinau. Men en time og 15 minutter efter, at vi skulle have været kørt, var han stadig ikke dukket op. -Og så kom Ciprian os til undsætning en sidste gang!

Grænseovergangen gik dog over al forventning og uden problemer overhovedet. Vi blev sat af ude foran Larisas hus i hovedstaden Tiraspol, hvor hun stod og tog imod os.

På rundtur i Tiraspol

Efter frokost og et lille hvil, tog hun os med til et særligt kontor, hvor alle udlændinge, som ønsker at opholde sig i Transnistrien mere end 24 timer, skal indskrive sig. Men endnu engang gik alt som smurt.

Vi fik en guidet gåtur i hovedstaden Tiraspol, som måske mest af alt kan beskrives som et levende museum for sovjettiden. De store, nærmest tomme boulevarder, krigsmonumenterne og den store betonstatue af Lenin, som står og skuer ud over folket, gør byen til alt andet end en levende og farverig hovedstad.

Lidt bagvendt efter vores mening

Larisa inviterede os også til at besøge den skole, hvor hun arbejder. Det var nemlig lønningsdag for juni måneds løn. Skolen havde ikke haft råd til at udbetale pengene før, da der også skulle udbetales feriepenge i juni…

Vi mødte flere af lærerne, som stod i kø foran et af skolens kontorer. Det var nemlig herfra lønnen blev udbetalt. – Og som Larisa sagde: ”Så slipper vi også for at gå i banken!”

På tur

Om aftenen kom en af Larisas tidligere elever Alexei forbi for at snakke med os og for at øve sit engelske. Vi aftalte, at vi sammen med ham og hans kæreste kunne tage på tur dagen efter til klosteret Noul Neamt og et krigsmonument over 2. Verdenskrig i byen Chițcani.

I den lille landsby var vi inde i den lokale ”Superbrugs”. Her blev solgt dagligvarer, genbrugstøj og –sko og i en gammel køledisk var der fyldt op med søm og skruer samt foder til husdyr. Kuglerammen stod på disken. Vi var pludselig hensat til en helt anden tid.

Med Larisa i Bendery

Den sidste dag tog vi på tur med Larisa til byen Bendery, hvor nogle af de hårdeste kampe i 1990-92 havde fundet sted. Her er der også stadig udstationeret russiske soldater og en enkelt kampvogn står klar, hvis der skulle blive brug for den.

Inden vi rejste ind i Transnistrien, havde vi hørt mange rygter om dette mærkelige land, men vi må sige, at vi kun er blevet positivt overrasket. Larisas kæmpe gæstfrihed og åbenhed omkring konflikten, har givet os et helt særligt indblik i et land og en kultur, vi på forhånd ikke kendte noget til.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Transnistrien blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Når man nu i snart 4 uger har bevæget sig rundt både i og på grænsen af EU, så kan det ikke undgås, at man en gang imellem undrer sig.
Der er naturligvis kæmpe forskel på rig og fattig, og det ses især på folks boliger samt deres køretøjer.

I Moldova er forskellen især udtalt. Her ser man gamle Moskvitcher og Volgaer holde tilbage for rødt side om side med Maseratier, Rolls Royces og Aston Martins.

Men det er så, hvad det er.

Kære synsinspektør

Standarden af de gamle biler er ikke just blændende. Så man fristes til at spørge: ”Hvorfor kære synsinspektør, kunne du ikke vende det blinde øje til og lade Puntoen gå igennem syn uden at banke så hårdt på den stakkels undervogn?”
En ting er i hvert fald helt sikkert. Der bliver ikke banket lige så hårdt på bilerne herovre østpå – og måske derfor holder de længere?

Men sammen er vi stærke! Og vi har alle 3 efterhånden affundet os med, at Puntoen skulle en tur i ”pitten” – retfærdigt eller ej! Vi ved den er i gode hænder i Halsted hos Finn-mekaniker, og gensynsglæden skal nok blive stor, når Puntoen er klar til 2 år mere!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Hvorfor kære synsinspektør? blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Det der med navnet Moldova kan godt blive lidt indviklet her på disse kanter. Altså, på dansk kalder vi landet Moldova for – ja, Moldova. Rumænerne siger Republic of Moldova, da den del af Rumænien, som vi danskere kalder Moldavien, er det, de kort og godt kalder Moldova.

Det vi så kalder Moldavien bliver også kaldt Sydbucovina, og her er det så, man begynder at undre sig over, hvor Nordbucovina er – men det ligger altså i det nuværende Ukraine.

Over grænsen til Moldova

Men tilbage til landet Moldova! For vi havde godt nok hørt mange ”interessante” historier om netop dette land – og ikke mindst grænseovergangene.

For ikke nok med, at Moldova er et ukendt land for de fleste, ja så bliver forvirringen først stor, når man opdager, at der inden for det lille lands grænser, findes yderligere to lande – eller i hvert fald to selvudråbte republikker: Transnistrien og Gagauzia. Og de to ”lande” er vi ret sikre på, at de færreste har hørt om.

Og rygtet siger, at det netop er grænseovergangen til Transnistrien, som skulle volde de fleste problemer… så der besluttede vi selvfølgelig at tage hen! Men det må vi vist hellere fortælle om i et andet afsnit.

Så lad os nu begynde med begyndelsen:
Efter 2 dage i det nordlige Rumænien, hvor vi boede på et hostel ejet af den skøre fyr Ciprian, tog vi videre til Moldova. Ciprian ville – mod betaling – køre os og en schweizer Jürg over floden PRUT (til stor morskab for Rasmus) til Moldovas hovedstad Chisinau.

Cricova vine

Sammen med Jürg, ville vi dagen efter se en af Moldovas største turistattraktioner: Cricova. En vinproducent, som har 120 km underjordiske vinkældre og en af verdens største samlinger af vin – med over en million flasker. Bl.a. en samling af Hermann Görings vine.

Vi bookede en tur gennem det hostel, vi boede på – dog kun for at få at vide næste morgen, at der ikke var flere pladser på rundturene den dag! Men det lod vi os naturligvis ikke slå ud af.

Af sted på egen hånd

Så af sted mod busstationen, hvor det viste sig at være lidt sværere at finde den rigtige bus end først antaget. Men en ting var at komme på bussen – noget helt andet var at komme af det rigtige sted! Vi fik hele forenden af bussen til at skændes om, hvor det mon var, vi gerne ville af. Så efter at have stået af og på den samme bus tre gange, kom vi ved hjælp af ”billet-mutter” af det rigtige sted.

En låst dør

Efter en god gåtur nåede vi frem til Cricova – og en låst dør! Men nu var vi jo taget af sted, så vi gav stadig ikke så let op. Efter en 10 minutters tid låste en dame op til kontoret. Hun undrede sig noget over, hvad vi lavede der, når vi ikke havde en reservation og ja, alt var rigtig nok optaget… men hvis vi kunne vente 1½ time, så kunne hun putte os på en engelsksproget tur. Vi gik op til den nærliggende landsby og spiste frokost og kom fortrøstningsfulde tilbage – til en lukket dør.

Efter endnu mere venten kom der en ung pige, som talte engelsk. Problemet var nu, at vi jo ikke havde nogen bil, og at vi derfor ikke sådan lige kunne komme ned i vinkælderen, da det kun var muligt i et køretøj. Et par telefonopringninger blev foretaget og pludselig spurgte den unge pige: ”Er I danskere?” Øh, ja det er vi da, men hvor vidste hun det fra?

Det viste sig, at pigen, som hed Olga, var ven med Ciprian, og da de manglede et køretøj, havde hun ringet til ham, for at høre om han var i nærheden. Han havde straks spurgt: ”Er den ene høj og har briller?” og havde derved kun kunnet gætte på, at vi kunne være skøre nok til at tage derud selv med offentlig transport.

Ting løser sig

Ciprian ville være fremme om 15 min. sammen med to canadiere, som vi også tidligere havde mødt i Suceava, og som nu var på vej til Chisinau. Derved lykkedes det til sidst at komme på vintur. Dog var der et sæde for lidt i bilen, så Rasmus måtte sidde på gulvet.

Orheiul Vechi

Nu da vi havde bil og chauffør, kørte vi også til Moldovas anden store turistattraktion klosteret Orheiul Vechi. 

Det er et grotte-kloster gravet ind i kalkstensklipper, hvor der igen lever munke under jorden, som der gjorde i 1200-tallet.

Vi sagde endnu engang farvel til Ciprian – og regnede med aldrig at se ham igen! (fortsættelse følger – selvfølgelig)

Moderne tider

PS. Selv om Moldova er et af Europas fattigste lande, så er de helt fremme på beatet når det gælder internet. Der er gratis Wi-Fi i alle parker i Chisinau og flere steder er der endda stikkontakter, så man ikke løber tør for strøm. Se det er borgerservice!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Republikken Moldova blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Nu skal I jo ikke tro, at det hele bare er gået op i forsinkede tog og sjov og spas. Så her får I lige et kulturelt indlæg.Den mindre inspirerende by Suceava er for de fleste rejsende udgangspunktet for besøg til områdets store seværdigheder: De malede kirker i Bucovina.

Det helt særlige ved disse kirker er, at de er flot dekorerede ikke bare indvendigt, men også udvendigt.

Kirkerne er dekorerede af forskellige kunstnere, som er blevet inspireret af hinanden og derved er der mange lighedstræk mellem udsmykningerne.

De malede kirker, som er bygget i 13- og 1400-tallet, ligger alle inden for en radius af ca. 50 km og altid i forbindelse med et kloster, som er omgivet af en beskyttende mur.

Inden for den beskyttende mur samledes daværende hærs soldater for at være klar til krig mod de fremrykkende ottomanere. Og mens soldaterne alligevel sad her og ventede i timer, dage – ja måske uger, kunne de lige så godt bruge tiden til noget fornuftigt. Gennem billederne på kirkernes ydermure havde de mulighed for at blive oplyst om bibelens budskaber.

På guidet tur

Der er 16 kirker i området, og vi tog en guidet rundtur til de 5 af dem. Vi havde en rigtig god guide, som meget indlevende kunne fortælle om kirkernes historie, alle billederne og de særlige træk, som hver kirke besad.

I en af kirkerne satte han endda en lille konkurrence i gang. Hver kirke indeholder et rum med en ”væg-kalender”. Her er der et billede til alle dage på hele året, begyndende med den 1. september – starten på det rumænsk ortodokse kirkeår.
Billederne er opdelt i rækker efter månederne, men da der er døre og vinduer ind i mellem, kan det være lidt svært at ”læse” kalenderen. Der blev sat en cola på højkant til den person, der hurtigst kunne finde sin egen fødselsdag. Og Anne Marie løb stolt af med sejren.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget De malede kirker blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Lad os lige starte med at slå fast med det samme: rumænske tog er ALTID – og vi gentager – ALTID forsinkede! Hvordan det kan lade sig gøre er os ubegribeligt. Men det er bare et faktum, som vi hele tiden må regne med ind som en af ”hverdagens” realiteter.

Vi tog med toget fra Sibiu. (Det afgik rent faktisk til tiden!) Men nåede dog på mærkværdig vis at blive en time forsinket på vejen til Braşov.

En sur dame

Fra Braşov ville vi med nattoget kl. 23.00 til Suseava. Men da vi ville købe billetter fik vi besked om, at det simpelthen var aflyst. – OK, så skulle der tænkes hurtigt.

Damen i billetlugen foreslog et andet nattog til Vatra Dornei, et sted vi aldrig nogen sinde havde hørt om før, men efter at have studeret rumænienskortet et kort øjeblik, blev vi enige om, at det nok var et udmærket alternativ. – Som et af vores valgsprog lyder: ”Vi har aldrig set noget af det før, så det ene kan vel være lige så godt som det andet”.

Rasmus sørgede for at købe to billetter, men så kom vi i tanke om et råd fra Corina: ”Der er ikke sovevogn i disse tog, så køb på 1. klasse. Der kan sæderne skubbes lidt sammen, så man kan få en rimelig nats søvn”.

Derefter måtte Rasmus tilbage til billetlugen for at få ombyttet vores billetter. Men så var damens tålmodighed altså brugt op. – Så han fik et par besværgelser med på vejen! Men vi fik de rigtige billetter.

Stor hjælpsomhed

Toget til Vatra Dornei havde afgang fra spor 4 kl. 21.05 men var selvfølgelig … tra tra tra ra: forsinket. Og der er det bare, at det bliver møg svært at følge med i, hvad damen siger med meget rusten stemme over en skrattende højtaler – på rumænsk vel at mærke!

Rasmus tog den store tur rundt på perron 4 for at finde en venlig sjæl, der kunne hjælpe os med, om vi stadig var på det rette spor og om hvad tid, vores tog nu afgik. I løbet af 5 minutter havde han sat en 3-4 rumænere på opgaven, som på skift kom forbi for at give os de seneste opdateringer på rumænsk/engelsk/tegnsprog. Super flinke og hjælpsomme, det må vi altså sige at de er!!!

Liggekupe

Nå, vi kom endelig med toget og fandt vores kupé. Heldigvis var den ind til videre tom – og det blev den sandelig ved med at være, så da klokken nærmede sig 23, kunne vi låse kupédøren, skubbe alle 6 sæder i ”liggeposition” og lægge os på tværs af dem. Så det endte faktisk med, at vi fik en hæderlig nats søvn.

Rasmus vågnede næste morgen til smukke landskaber: bjerge, arbejdende bønder og flotte høstakke. Anne Marie vågnede helt skæv i kraniet kun for at opdage, at vi netop rullede ind på stationen, hvor vi skulle af. Søvnen blev hurtigt gnedet ud af øjnene og så var det på med rygsækkene og afgang.

Noget af en morgen

Ude på stationen blev vi mødt af høj sang. Vi undrede os lidt, men opdagede snart, at hele stationen var fyldt med patte stive mænd – og den mest stive var ham, der sang!

Inde i selve stationsbygningen lå der fulde mænd og sov. Ja selv ham, der passede toiletterne og fejede perronen var skide stiv! Mens han gik og fejede, havde han fyldt fejebladet op med skidt, så da han gik forbi en flaske på jorden, kunne han ikke lige overskue, hvordan han skulle få den med hen i skraldespanden, så med et fint vristspark landede den ude på skinnerne… Sådan kan man jo også vælge at rydde op…
Efter en times underholdende venten, kom vores næste tog, (kun ca. 5 min. forsinket) som skulle bringe os til Suceava.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Togtur til det nordlige Rumænien blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Hvis Bulgarien er salat, så er Rumænien suppe (på godt og ondt!)
Oplevelserne med det rumænske køkken har generelt været rigtig gode, men der har ”heldigvis” også været en enkelt rigtig dårlig! (Ellers var der jo ikke meget at skrive hjem om.)

Rasmus var rigtig uheldig med sin anden bestilling af ”Ciorba de vacuta”. Første gang, i en anden by, betød det lækker oksekødssuppe med små møre stykker kød.

Anden gang betød det så komavesuppe! Men måske har vores accent for en gang skyld kikset! I hvert fald tror vi, at selv Pricebrødrene havde sprunget denne suppe over.

En fedtgul overflade der dækkede over en mælkehvid væske indeholdende små fedtstykker og resterne af den hvide mavesæk. Skulle man komme med noget positivt, så var det, at alle stykkerne var skåret ud i mundrette bidder.

Men vi mener nu ikke, at der her er nogen som helst grund til at rose kokken! Det mest skræmmende var måske, at personalet var ved at dække op til, at der skulle være bryllupfest om aftenen… stakkels gæster!

Rumæniens nationalret

I centrum af det gamle Bucarest besøgte vi den gamle restaurant og bryggeri Caru’ cu Bere sammen med Andrea fra Hospitalityclub og det var klart en oplevelse af de gode.

Der vågede Rasmus sig ud i Rumæniens nationalret – ”sarmalute”, som normalt spises ved højtider. Det består af hakket svinekød rullet ind i kål, hertil creme fraiche og polenta (vist nok semuljegryn lavet til mos, og garanteret lige så godt som boghvedekerner, hørfrø og andet godt, man giver sin mave for at gøre den glad?) Det viste sig til alt held at smage langt bedre, end det umiddelbart lyder.

Restaurant Ceasu’ Rau

I Brasov vil vi gerne anbefale den lille hyggelige restaurant Ceasu’ Rau (Strada Iuliu Maniu 56). Her er noget af køkkenet og den store gill udendørs, hvor gæsterne også sidder, hvilket er med til at give en god stemning.

Morgenmad på rumænsk

Hos den rumænske Elena fik vi også chancen for at smage morgenmad på rumænsk. Vores værtinde, som serverede måltidet udenfor i skyggen af vinrankerne, fortalte os – på rumænsk vel at mærke – at her i Transsylvanien er letrøget svinespæk i halvstore tern en stor delikatesse… Det vil vi altså hellere have i vildtsovsen. Så dem sprang vi ved denne lejlighed let og elegant hen over. Men resten smagte dejligt!

Find os på Facebook Two Danes On Tour.  Vi bliver utrolig glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores side og følge os på vores rejser.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Spise med Price… på rumænsk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Sandra og Jonas fra Roskilde (som vi har omtalt i et tidligere afsnit) havde talt om at leje en bil og køre på et roadtrip rundt i Transylvanien.

Da vi hørte om deres planer, spurgte vi dem, om de kunne være interesserede i at dele en bil og derved lave en tur sammen. Og det var de.

Så vi lejede en Dacia Logan 1,4 mpi (den meget kendte!) i to dage.

Som pigen i receptionen på vores hostel sagde: ”Karosseri og motor er Renault, resten er plastik!” Men den opfyldte formålet og fik os ud på landet, hvor vi ellers ikke var kommet, da vi jo normalt følger tog- og busruterne.

Făgăraş-vejen

Vi kørte fra Sibiu først på formiddagen. På den første del af vores tur fulgte vi endnu en af Ceauşescus præstige-byggerier. Det var den utrolig flotte Făgăraş-vej, som snoede sig op af stejle bjergsider i vilde hårnålesving. 

Til sidst nåede vi op over trægrænsen i over 2000 meters højde. Her lå der stadig sne i juli måned.

Der var små boder med hjemmelavede oste, pølser, honning, brød mv., så vi tog et lille hvil, inden turen igen gik ned igen på den anden side. 

Undervejs så vi køer og fåreflokke med hyrder og hunde – ja til tider så vi dem faktisk så tæt på, at vi måtte holde stille, til de igen havde forladt vejen.

Vi stoppede mange steder undervejs for at nyde de utrolig flotte udsigter og alle høstakkene, som er Anne Maries favoritmotiv.

Roadtrip til de fjerneste afkroge

Vi overnattede på den lille Pensiunea Sarbesch, som lå i byen Cuertea De Arges. De havde også en restaurant, hvor vi spiste fødselsdagsmiddag.

Reklamepause!!!

(De kommer bare altid på det meste irriterende sted!)
”Gå straks i gang med at overtale din mand, kone, børn eller kæreste til at tage med dig til Transsylvanien. Det vil blive en uforglemmelig tur, som I ikke vil fortryde!”

Dagen efter kom vi for alvor ud på de små veje, og vi nåede blandt andet at overvære en parring på mindre end 5 meters afstand (ja, altså det var en ko og en tyr!) imens en af de andre køer gik så tæt på vores plastikbil, at den klappede sidespejlet sammen.

Her ud over kom vi også til fransk cirkusforestilling i en lille landsby sammen med alle de lokale. Vi besøgte et nonnekloster, fik lækker mad på en restaurant og fandt nattely hos ”Rumæniens Elena” – hende her var lige så sød og venlig som Bulgariens Elena, og hun talte lige så meget, det var bare på rumænsk!

Om aftenen faldt vi i søvn til lyden af hestehove ude fra den brostensbelagte vej, når bønderne kørte deres store hølæs hjem fra markerne.
Det er altså landidyl når det er mest autentisk!

Biertan

Den sidste dag besøgte vi en af de små befæstede kirker, som Transylvania er så berømt for. Kirken ligger midt i den smukke landsby Biertan. Den er bygget af saxerne engang i 1200-tallet som en fæstning med vagttårne og forrådskamre, så det var muligt at holde ottomanerne og tatarerne på afstand.

Vi var trætte og glade, da vi kom tilbage til Sibiu. Og fyldt op af masser af nye oplevelser i dette fantastiske rejseland.

Læs også: I Grev Draculas fodspor

Læs også: De malede kirker

Du er meget velkommen til at følge os på Facebook Two Danes On Tour, hvor vi poster mange flere rejsebilleder og giver lyd fra os, når vi har skrevet et nyt blogindlæg. Du kan også finde os på Instagram @twodanesontour

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Roadtrip i Transylvanien blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vejret var helt perfekt for en tur til Bran Castle, også promoveret som Grev Draculas slot.

Ja, faktisk er det lidt snyd, da Vlad Dracula (1431-1476) aldrig har boet på dette slot.

Men slottet ligner rigtig nok et, som godt kunne være med i en gyserfilm. Døm selv:

Mens vi gik en rundtur gennem de krogede gange og op og ned af masser af trapper, hang tågeskyerne lavt på himmelen mellem bjergene. Vi nåede da også lige at få en ordentlig skylle for ligesom at få Dracula-stemningen helt i top!

Til aftensmad hos Grev Dracula

Dagen efter fortsatte vi vores Dracula-tur med et besøg i Sighisoara. Vi indtog vores aftensmad på restauranten Casa Vlad Dracula, som nu ligger i Grev Draculas fødehjem. Der var store lysekroner og flotte møbler, som man kun forestiller sig værdigt til Grev Draculas hjem, og rester af gamle kalkmalerier på væggene, hvoraf det ene portræt forestillede Draculas bedstefar.

Grev Draculas rigtige slot

Og sidst men ikke mindst har vi kørt forbi det RIGTIGE Dracula slot, som nu kun ligger i ruiner. Vi overvejede i et kort sekund at gå op for at se slottet, men ombestemte os… senere fandt vi ud af, at der var 1480 trappetrin derop, så det var nok meget klogt.

Uanset om alt det her med Vlad Tepes Dracula er en skrøne eller ej, så er der ingen tvivl om, at det er noget, der sælger souvenirs og giver entreindtægter. Og man ved jo aldrig……………………

Se alle indlæg fra Rumænien, som virkelig har taget os med storm. Det er et utrolig spændende og gæstfrit rejseland, synes vi.

Som altid glæder vi os over jer, der har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget I Grev Draculas fodspor blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På vores jagt efter Østeuropæiske juveler har vi endnu engang fundet en: Transylvanien!

Gamle befæstede byer med smukt restaurerede huse, landlig idyl med høstakke og hestevogne samt utrolig flinke mennesker, der på en blanding af rumænsk og engelsk hele tiden forsøger at hjælpe os, så godt de kan.

Brasov

Vi begyndte vores tur rundt i Transylvanien i skønne Brasov, en gammel by med et flot historisk centrum.

Corina, vores vært fra Hospitalityclub, gav os den helt store byrundtur i raskt trav, samt lagde os, efter vores smag, et meget ambitiøst program for dagen efter. Vi valgte dog at bløde programmet lidt op, ved at springe tre museer over og i stedet indlægge et pitstop på en hyggelig café, som serverede nogle overordentlige fancy blå drinks til 16 kr./stk. – se det er priser, man kan forstå!

Smidt ud af bus

Efter Brasov besluttede vi at tage til Sighisoara, men det skulle vise sig, at blive lidt mere besværligt end først antaget:
Vi stod klar med fuld oppakning på stationen i god tid- for øvrigt sammen med Sandra og Jonas fra Roskilde. Da bussen så endelig kom, var det en minibus med 14 sæder – til ca. 20 mennesker. Nu var det jungleloven, der galt. Og da vi ikke kendte de uskrevne regler, ja, så havde vi allerede tabt på point på forhånd. Jonas og Rasmus købte af to omgange, hvad de troede var 2×2 billetter. Det viste sig at være kun 2 billetter, men det vender vi tilbage til!

Vi var begyndt at se frem til en to timers bustur i stående position, da der ikke var flere sæder. Men det skulle blive langt ”værre” – og sjovere! En dame i bussen blev så vred over, at folk stod op, så hun ikke kunne sidde i fred og ro. Så hun gik ud og gav buschaufføren en ordentlig sviner – hvorefter han med ordene OUT, OUT smed os og vores bagage ud!

Vi skyndte os så at give vores ene billet til Jonas og Sandra, så de nu havde to.

Med toget

Så efter at have set nederlaget i øjnene, gik det i raskt trav over til togstationen for at finde ud af, hvornår det næste tog gik – og om der var billetter at få. Der var selvfølgelig lang kø til billetlugerne, men vi nåede da at købe billet og skyndte os op på perronen, kun for at finde ud af, at toget var 30 min. forsinket…

Ventetiden blev udnyttet til en lille snak med en sød norsk familie med to snakkesaglige børn. Jenny på 5 år kiggede undrende på os og spurgte sin far: ” Hvordan er det de snakker?” – hvorefter han meget pædagogisk svarede hende ”De taler samme sprog som i Legoland!” – og så var vi fulgt ud accepteret!

Sighisoara

Efter 2½ time i et meget varmt tog, viste Sighisoara sig fra sin smukkeste side. Vi boede på et fint hostel i det gamle citadel – altså inden for de befæstede mure. Vi slentrede rundt i de smalle gader og på byens skønne torv.

Og nu til den sjove del af historien! Vi mødte nemlig Sandra og Jonas igen, og de kunne fortælle, at den dame, der havde været indirekte årsag til vores exit, selv var blevet smidt af bussen, fordi hende og hendes rejsefælle ikke havde nået at få købt en af de 14 billetter af chaufføren. Det havde Jonas og Sandra til gengæld! Så med vores og deres billet i hånden, fik de hvert et sæde og kom siddende til Sighisoara!

Transylvanien er som at træde tilbage i tiden. Det er et smukt og fortryllende sted, som vi på det varmeste anbefaler.

Som altid glæder vi os over jer, der har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Transylvanien blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi havde egentlig ikke de store forventninger til Bukarest og det eneste vi ligesom forbandt Rumænien med var et undertrykt folk, en flok sigøjnere og henrettelsen af Nicolae Ceauşescu – ja og så hende den lille gymnastikpige, der stadig er hele landets darling!

Efter to dage på gåben gennem byen tegner der sig et meget kontrastfyldt billede. Kilometer lange boulevarder med springvand og morbærtræer, små smalle gyder med moderne caféer og enorme bygninger fra før revolutionen i 1989, som f.eks. Parlamentet, der er den anden største bygning i verden – kun overgået af Pentagon. Men også hjemløse, som sniffer lim og lever på gaden, i tusindvis af herreløse hunde, ramponerede bygninger og en kæmpe forskel på rig og fattig.

Parlamentsbygningen

Parlamentsbygningen skal opleves, så vi tog en guidet rundtur. De penge, der er brugt her, kunne have gjort en kæmpe forskel for de svageste i samfundet. Der er kun benyttet de fineste materialer, og med alt den marmor i fem forskellige farver, der er brugt, kan der dårligt være flere forekomster tilbage inden for landets grænser.

Byggeriet startede i 1984, og ca. 70 % var færdigbygget fem år senere. Men i dag mangler de stadig at færdiggøre de sidste 10 % af bygningen. Vi tvivler på, at det nogen sinde sker.

Måske er det i den forbindelse værd at nævne, at opførelsen af bygningen gjorde 70. 000 mennesker hjemløse og Bukarest 26 kirker, 2 synagoger samt et historisk kvarter fattigere. Der nævnes af en eller anden grund intet om kompensation… Men for at ”spise kirsebær med de store”, må alle jo yde et ”lille” bidrag i fællesskabets navn!
Nicolae Ceauşescus præstige-værker var nøje planlagte for ikke at stå tilbage for Vesten. Så han har selvfølgelig sørget for, at Boulevard Unirii, der går direkte op til parlamentet, lige er 6 meter længere end ”originalen” Champs Elysées i Paris.

Læs med næste gang, hvor vi fortæller om fantastiske Transylvanien. 

Skulle du have lyst til at synes godt om vores Facebookside Two Danes On Tour, så bliver vi rigtig glade. Det er jo Jer læsere, som gør det hele meget sjovere med bloggen.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Bukarest, Rumænien blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Efter at have set en lille notits med et godt tilbud i en lokal avis, tog vi en hurtig beslutning og fløj en weekend til Paris – kærlighedens by!

Det’ GAAAAS!
Der findes en triumfbue i Bukarest, der er en lille smule større end den i Paris.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget En lille afstikker… blev først udgivet på Two Danes On Tour.

En sprit ny blog og en indtræden i blogger-verdenen venter forude.
En hel sommerferie ligger og lurer i horisonten og venter kun på, at vi begiver os ind i den.
Jomfruelige Østeuropa og 5 uudforskede lande skal bestiges, betrædes, belures.

Tanker og drømme om vandmeloner solgt i vejkanten, endeløse solsikkemarker og små hestevogne i de brostensbelagte gader har længe huseret.

Forventningens glæde er stor! Vi er spændte på, hvad det kan blive til både med hensyn til blog og Østeuropa.

Finder vi gemte, uslebne juveler? Og bliver vi i stand til at beskrive dem for alle jer, som ofte så sødt spørger til vores færden rundt om på kloden? Vi giver det et skud fra hoften.

Læs med på den videre rejse gennem Østeuropa. Vi begynder i Sofia, Bulgarien og begiver os videre gennem Rumænien, Moldova, Transnistrien og Polen

Og skulle du have lyst til at synes godt om vores Facebookside Two Danes On Tour, så bliver vi rigtig glade. Det er jo Jer læsere, som gør det hele meget sjovere med bloggen.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Forventningens glæde… blev først udgivet på Two Danes On Tour.