Beirut Rafic Hariri International Airport

Luften er varm og stillestående, da vi lander i Beirut efter fire timers direkte flyvning fra København. Lufthavnen ligger kun 11 km fra centrum, og da klokken viser 00.50 lokal tid, er vi glade for, at vi kommer rimelig hurtigt gennem paskontrollen. 

Vi har for en gang skyld bestilt afhentning i lufthavnen gennem vores hotel. Taxachaufførerne i Beirut er berygtede for at snyde turister og kræve overpriser for den relativt korte tur ind til centrum. Vi har derfor hjemmefra besluttet os for, at vi ikke, på den tid af døgnet, magter at stå og diskutere urimelige priser med en hustler. De 29 USD, vi skal betale, er også overpris, men så ved vi, at der vil være styr på det, og at vi vil blive kørt det rigtige sted hen på kortest mulig tid.

Beirut – en farverig palette

Beirut blev i 1960’erne kaldt Mellemøstens Paris. Det var her Europas og Mellemøstens jetsettere festede. Det var i tiden inden borgerkrigen, hvor byen blomstrede og tilbød dens besøgende brede boulevarder, fransk-inspirerede kolonistilsbygninger, middelhavsklima og hippe natklubber. 

Beirut er i dag en af de mest multikulturelle byer i verden. Den består af mange kvarterer med hver deres subkultur så forskellige fra hinanden, at du kunne komme til at tro, at det rent faktisk var forskellige byer, du bevægede dig rundt i: Det nyrenoverede centrum, det cool og hippe kristne distrikt Gemmayzeh. Det Hizbollah-kontrollerede område Bourj al-Barajneh, det intellektuelle Hamra, det armenske distrikt Bourj Hammoud, det fashionable Raouché, flere palæstinensiske flygtningelejre og meget, meget mere. Ja, der er nok at opleve. Især religiøse tilhørsforhold sætter hver deres præg på de forskellige bydele.

Libanon huser 18 forskellige religiøse grupperinger. Der skal således både være plads til shiamuslimer, sunnimuslimer, protestanter, maronitiske katolikker, drusere, græsk-ortodokse, græsk-melkitiske katolikker og armenske apostolere blot for at nævne nogle. Mange danskere bliver overraskede over at høre, at ud af Beiruts godt 400.000 indbyggere betragter ca. 40% sig som kristne. For vi befinder os jo midt i Mellemøsten. 

Hamra

Vi har efter mange overvejelser besluttet at bosætte os i området Hamra i to nætter. Derefter har vi planlagt et roadtrip rundt i Libanon, inden vi sidst på ugen vil bruge et par dage mere i hovedstaden. De sidste nætter har vi endnu ikke booket, da vi gerne vil have friheden til at vælge, når vi har lært byen lidt at kende.

Ved søgninger hjemmefra, finder vi hurtigt ud af, at hoteller ikke kommer billigt i hovedstaden. Alligevel er vi rimeligt tilfredse med 56 USD pr. nat for et dobbeltværelse på Lavender Home Hotel inklusiv en lidt kedelig morgenmad. Her er prisen og lokationen afgørende for vores valg.

Vi bruger vores første dag på at se nærmere på området Hamra, som byder på masser af fashionable modebutikker, fastfoodrestauranter, hoteller, små butikker med alverdens junk og ragelse samt Mellemøstens mest præstigefyldte universitet The American University of Beirut, hvorfor der også er mange studerende i dette område af byen.

Vi kan godt lide Hamra og kunne sagtens bruge meget mere tid i området. Men vi vælger også at gå en tur til havnefronten The Corniche, som er et 4,8 km langt fortov langs Avenue de Paris og med Middelhavet som nærmeste nabo. Her mødes både lokale og turister for at gå eller løbe en tur samt få slukket tørsten på en af de mange dyre caféer med havudsigt.  

Det er også her Beiruts meget fotograferede vartegn Pigeons’ Rock ligger, så der må vi forbi for at tage det ikoniske billede. 

Gemmayze

Da vi efter 4 dages roadtrip til det nordlige Libanon kommer tilbage til Beirut, booker vi et værelse gennem Airbnb i området Gemmayze (også kaldet St. Germini), som ligger i Østbeirut. 

Gemmayze er et hipt og ungt kvarter med masser af designerbutikker, gallerier, restauranter og kort afstand til centrum af Beirut. Når du slentrer gennem Gemmayzes gader, er det svært at tro, at du befinder dig i et af verdens mest turbulente regioner. Det er et meget sikkert kvarter at bevæge sig rundt i, og der er coolnes og franske kolonistilsbygninger så langt øjet rækker.   

Vi bor på Gouraud Street og er med det samme meget tilfredse med lokationen. Det er et område af byen, som de lokale selv bruger, når de skal handle eller i byen.

Vi går i gang med at lære vores nye nabolag at kende, som både byder på charme, street art og lækre restauranter, og vi føler os straks hjemme.

Downtown Beirut

Vi har med vilje bosat os tæt på centrum af Beirut, da der er flere steder i midtbyen, vi gerne vil se og opleve. Vi synes tit, at det er rart, at kunne gå rundt til de forskellige ting i stedet for at skulle være afhængige af offentlig transport.

Downtown Beirut var frontlinje, da borgerkrigen rasede fra 1976 til 1991 og byen blev voldsomt ødelagt. Det bærer nogle få bygninger stadig præg af, så dem vil vi prøve at finde. 

I 1994 valgte man at genopbygge en stor del af centrum med hippe restauranter og dyre modeforretninger. Dette renoveringsprojekt var meget kontroversielt, da lokalbefolkningen blev tvunget til at flytte ud af deres huse og lejligheder. Tilbage står nu en bykerne, som virker poleret og kunstig. Beirut centrum har uden tvivl mistet en stor del af sin mellemøstlige charme, hvilket mange begræder. 

En anderledes morgen på Martyrpladsen

Vi beslutter at gå på opdagelse i centrum, og begynder vores tur på Martyrpladsen, som har fået sit navn efter de henrettelser, som fandt sted på denne plads den 6. maj 1916. Henrettelserne blev beordret af lederen af det Ottomanske rige Djemal Pasha, som også gik under tilnavnet Den blodtørstige. 

Martyrpladsen var også en del af den linje, som delte Beirut i øst og vest under borgerkrigen fra 1975 til 1990, så mange lidelser har fundet sted her. 

Her ved pladsen ligger St. George Maronite katedralen og Muhammad al-Amin moskeen klods op ad hinanden. Det er unikt at sådanne to store religiøse steder kan ligge side om side i forholdsvis ro og fordragelighed. 

Da vi nærmer os pladsen, undrer vi os lidt over, at der ligger væltede containere i gaderne, så affaldet flyder til alle sider, og stanken går lige i næsen.

Snart passerer vi også en smadret bank med glasskår ud over fortovet. Hvad er det mon, der foregår?

Vi kommer forbi bøjede skilte, knuste butiksruder og lyssignaler. Det bliver lige lidt for suspekt. Af gode grunde ved vi jo ikke, hvordan der plejer at se ud i disse gader, men vi snakker om, at der må være noget galt. Især da vi går forbi en udbrændt bygning.

På afstand kan vi se og høre en stor flok mennesker med libanesiske flag, som råber slagord i kor. Vi beslutter os for at gå en anden vej, så vi ikke støder ind i folkemængden.

Nu begynder vi at blive endnu mere årvågne og opmærksomme på vores omgivelser. 

Vi går ind på en lille café for at spise morgenmad og få lidt flere oplysninger om, hvad det er, der foregår.

Manden bag disken kan ikke meget engelsk, men prøver efter bedste evne at forklare os, at der er nogle, der er sure over noget med WhatsApp. Det lyder lidt mærkeligt i vores ører, for hvorfor skal man smadre en bank på grund af WhatsApp? Men vi kan ikke komme det nærmere lige her og nu.

Midt i en revolution

Høje råb runger fortsat i gaderne. For ikke at bringe os selv i unødig fare, beslutter vi at gå hjem til vores AirBnB-værelse. 

Da vi tænder for CNN, er Libanon hovednyheden. Uroligheder og demonstrationer i Beirut centrum, smadrede butikker og banker, og desværre flere døde pga. påsatte brande. 

Vores vært kommer forskrækket ind i lejligheden og siger, at det er godt at se os. Hun har, ligesom os, slet ikke opdaget, at der har været kampe mellem demonstranter og politiet i gaderne i nat. Vi har alle tre sovet som sten uden at høre noget som helst. 

Resten af formiddagen beslutter vi at blive i vores eget kvarter. Vi ønsker ikke at udsætte os selv for unødig fare, da det her i begyndelsen er svært for os at vurdere situationens alvor. Og vi ved, at sådanne konflikter hurtigt kan eskalere. 

Revolutionen i Libanon

Fra nyhederne og vores AirBnb-vært får vi efterhånden stykket sammen, hvad utilfredsheden handler om. 1000-vis af mennesker har samlet sig i centrum af Beirut og andre større byer i Libanon, for at vise deres utilfredshed med regeringen.

Regeringen bliver beskyldt for at være korrupt og for at tiltuske sig kæmpe store formuer, mens befolkningen lider. Folk er især utilfredse med højere priser på benzin, tobaksvarer og brød. Libanesere spiser brød morgen, middag og aften, så prisstigninger på brød er virkelig noget, som rammer alle samfundslag, men selvfølgelig især de fattigste.

Folk er også utilfredse med at affaldet flyder i gaderne, og at de ikke kan være sikre på internet, elektricitet og vand 24 timer i døgnet.

Og så har regeringen netop annonceret, at folk fremover skal betale 0,20 dollars pr. dag for at bruge gratistjenesten WhatsApp. Det er det, som har fået bægeret til at flyde over.

Det lyder måske som en bagatel for os, men i et land, hvor en stor procentdel af befolkningen bor i udlandet og gerne vil have forbindelse til deres venner og familie, så løber det op i mange penge, hvis man pludselig skal betale en daglig afgift.

WhatsApp har af en eller anden grund ikke rigtig slået igennem i Danmark, men i Libanon er det måden at holde kontakt og kommunikere på. Alle har WhatsApp, og ligesom med brød, er det derfor en afgift, som vil ramme alle.

Ud på gaden igen

Senere på dagen vurderer vi, at det vil være okay for os at gå tilbage mod centrum. Dog er vi hele tiden opmærksomme på, om situationen skulle ændre sig til det værre.

Vi er som sagt på udkig efter tegn fra borgerkrigens tid. Og ved at gå en stor bue uden om Martyrpladsen, finder vi hen til flere bygninger med skudhuller i murene.

Vi kommer forbi det meget kendte hotel Holiday Inn, som lå midt i krigszonen under borgerkrigen. Her foregik der voldsomme kampe i oktober/november 1975. Konflikten er kendt som Battle of the Hotels, hvor over 1000 mennesker mistede livet – en del af dem blev smidt ud fra taget af hotellet, og mindst dobbelt så mange blev såret. Derfor står hotellet stadig som et spøgelse for at minde os alle om, hvor galt det kan gå. 

Det virker endnu mere alvorligt at stå på dette sted netop nu, hvor vi ikke ved, hvad de næste 24 timer vil bringe af demonstrationer, gadekampe eller det, der er værre. Imens ruller militæret ind i Beiruts gader.

Revolutionen fortsætter

Vi er spændte på, hvad vi vågner op til næste morgen.
Igen har der været protester hele natten – og de er ikke blevet mindre. Tvært imod. Demonstrationerne fortsætter med fornyet kraft. 

Libanons premierminister Saad Hariri går på nationalt TV og giver sig selv og hans regering 72 timer til at få rettet op på situationen. På skærmen kan vi se, at der var et lille ur i øverste venstre hjørne, som tæller ned til de 72 timer er gået. Hele Libanon holder vejret og kigger på uret, der tikker.

Folk på tværs af religiøse skel og politiske overbevisninger mødes på Martyrpladsen og kæmper skulder ved skulder med slagord skrevet på papskilte og viftende flag. Det er de færreste som tyer til vold og ødelæggelser. Størstedelen af befolkningen er enige om, at dette skal være en fredelig revolution, og at tidspunktet er inde. De ønsker ikke krig, men retfærdighed og bedre vilkår i en presset hverdag. Dette er den eneste chance, de har for at vække regeringen og gøre en forskel. 

Folket har krævet, at regeringen træder tilbage. Nu.
Hizbollahs leder Nasrallah går på nationalt tv og taler; både til folket og til politikerne. Trafikken står stille. Alle sidder klistret til skærmen – både muslimer og kristne. Vi følger med fra en barbersalon, hvor alt klippearbejdet går i stå, imens en af Libanons mægtigste mænd taler.

Nasrallah siger i grove træk, at politikerne skal tage sig sammen og få styr på situationen. Men han forlanger ikke, ligesom demonstranterne, at regeringen skal trække sig tilbage. Han lader det skinne igennem, at der ikke er andre politikere i Libanon, som kan gøre arbejdet bedre. Dem der sidder på posterne må leve op til deres ansvar.

Situationen optrappes

Det er nogle intense og spændende dage. Tænk at vi står midt i det og oplever det på nærmeste hånd, mens det sker. Men til tider er det også lidt for spændende… For pludselig går der rygter om, at alle indfaldsveje til lufthavnen er spærret, og at der er bål i gaderne. Flere fly bliver aflyst. Nogle fordi der ikke er passagerer. Andre fordi flyselskaberne indstiller alle fly til Beirut. Panikken begynder at brede sig blandt de turister, som skal nå et fly samme aften.

Vi hører historier om rejsende, som i desperation forsøger at komme til lufthavnen, og derfor får lokale til at fragte sig derud bag på scootere ad de små bagveje, som man skal være lokalkendt for at finde. Flere af dem bliver omringet af demonstranter og sendt retur til byen – enkelte en “huskekage” rigere.   

Pludselig er det hele meget mere alvorligt, end vi havde håbet på. Og vores hjemrejse nærmer sig hastigt. 

Sikkert hjem

For at være sikre på at kommet ud i lufthavnen i god behold og til tiden, kontakter vi igen vores chauffør Ali og spørger, om han vil køre os i lufthavnen. Det vil han gerne.

Han holder klar i vores gade næste morgen meget tidligt, selvom vi først skal flyve over middag. Han har nemlig hørt, at indfaldsvejene snart vil lukke igen, og vil gøre alt for, at vi når det i tide.

Turen til lufthavnen går godt og uden problemer. Vi er i gode hænder hos Ali, som kender sin by og sit land som sin egen bukselomme. Vi kommer sikkert ind i lufthavnsbygningen efter at have takket Ali mange gange og betalt ham gode drikkepenge for køreturen.

Mens vi sidder og venter i lufthavnen, hører vi, at vejene ganske rigtigt nu igen er blevet lukkede. Puha. Vi nåede det lige.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Beirut i en revolutionær tid blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Hvis du selv påtænker en tur til det sydlige Libanon, kan vi da lige fortælle, at det der med stednavne nogle gange kan være lidt besværligt. F.eks. er Sidon både kendt som Sayda og Saida, mens Tyre også kan skrives Tyr, Tyrus eller Sour. Ja, det er ikke nemt at blive klog på! 

Det sydlige Libanon

Det sydlige Libanon er primært shiamuslimsk med stor støtte til Hizbollah. Derfor ligger der også et Hizbollah museum i dette område, som grænser op til Israel. Stemningen i det sydlige Libanon er lidt mere tens end i det nordlige. Det kunne vi især mærke på Ali, som hele tiden sikrede sig, at alt var okay.

I forbindelse med borgerkrigen i Syrien, som brød ud i 2011, har der i perioder været intern uro i Libanon. Sunnimuslimer og shiamuslimer har støttet hver sin part af konflikten. Sidon var i 2013 udsat for 2 dages kampe mellem sunnimuslimske oprører og den libanesiske hær. Forud for kampene havde Hizbollahs leder Hassan Nasrallah meddelt, at Hizbollah ville støtte præsident Bashar al-Assad. Over 50 mennesker omkom i kampene, og siden har man frarådet turister at rejse til det sydlige Libanon. Men vi var jo afsted med Ali, så vi følte os i gode hænder.

Første stop Tyre

Efter en enkelt nat i Beirut holdt Ali klar næste morgen og ventede på os uden for vores lejlighed. Og snart var vi på farten igen. Vi kørte ud forbi lufthavnen og mod syd. Vi begyndte med at køre helt til Tyre og derefter bevæge os tilbage mod Beirut.

Tyre er Libanons fjerdestørste by med omkring 200.000 indbyggere. Der er en stor souk og en dejlig strand. Men det var nu ikke derfor, at vi ønskede at besøge byen.

Anne Marie ville gerne se resterne af den gamle fønikiske og senere romerske by i Tyre, som er på listen over UNESCOS verdensarv. Byen har været en del af det romerske rige fra år 64 f.v.t til år 395 e.v.t.

Ifølge både Mathæus og Markus evangeliet, har Jesus faktisk besøgt området omkring Tyre og Sidon. Her udførte han et mirakel ved at hjælpe en kvinde med at helbrede hendes datter, som var blevet besat af en dæmon. Og i byen Qana, ca. 10 km fra Tyre, forvandlede han vand til vin.

Der er især to arkæologiske områder, som er værd at kigge nærmere på i Tyre. Men der er faktisk flere ruiner rundt omkring i byen, hvis man har længere tid.

Det arkæologiske område Al-Bass

Vi begyndte ved Al-Bass, som er mest spektakulær. Stedet ligger lige ved siden af el-Buss flygtningelejren.

Al-Bass er blandt andet kendt for en stor begravelsesplads med kæmpe store kister. Over 100 stenkister ligger på begge sider af vejen, der fører ind til byen.

På vejen står en stor flot romersk triumfbue fra det 2. århundrede. Triumfbuen er blevet rekonstrueret, så man kan se, hvordan den engang har stået.

Her findes også en imponerende akvædukt konstrueret af romerne. Den førte vand ind i byen fra omkringliggende kilder. Buerne i akvædukten blev brugt som arkade for byens butikker. 

Ved Al-Bass ligger også verdens største hippodrom – altså en hestevæddeløbsbane. Denne arena er hele 480 meter lang og 160 meter bred og imponerende, når man står og føler sig meget lille i midten. 

En lille del af tribunen er også stadig bevaret, og man må gerne kravle op.

Vi var heldige, at vi nærmest havde hele området for os selv. Det er de færreste turister, som rejser til Libanon. Og endnu færre tager til det sydlige Libanon, og det er der jo som nævnt en grund til. Området bliver betegnet som Hizbollah-højborg, og i 2006 var der kampe tæt på Al-Bass. En nærliggende bygning blev bombet, og det har skadet en del af vægudsmykningerne i den arkæologiske by. 

Det arkæologiske område Al-Mina

Det andet arkæologiske sted i Tyre hedder Al-Mina og ligger midt inde i byen.

Stedet imponerede ved den smukke udsigt over Middelhavet.

Al-Mina kan dateres tilbage til det 3. århundrede f.v.t. Her så vi mange søjler og en mosaikbelagt vej på 170 meter. Mosaikkerne er lagt i geometriske mønstre og stammer fra romersk og byzantinsk tid. 

Her findes også et offentligt romersk badehus og en arena, som har kunne huse op til 2000 tilskuere. 

Tæt på Al-Mina er denne fine strandpromenade, som tiltrækker mange libanesere i weekender og ferier.

Kort om Hizbollah

Ali ville meget gerne vise os et krigsmuseum dedikeret til Hizbollah i nærheden af landsbyen Mleeta. Vi havde været lidt tilbageholdende med at besøge dette sted, men samtidig også nysgerrige.

Tidligere havde vi jo hørt, at det kunne være farligt at besøge og især overnatte i byen Baalbek, da det er en af Hizbollahs højborge. Men da vi besøgte byen tidligere på ugen (og overnattede), havde vi overhovedet ikke nogle problemer. Og nu da lejligheden bød sig for at besøge dette specielle museum sammen med Ali, sagde vi ja tak.

Hizbollah er i store dele af den vestlige verden betegnet som en terrororganisation. De har flere gange kæmpet mod Israel og i den forbindelse brugt selvmordsbombere. Samtidig siges det, at organisationen har tætte relationer til Iran, som menes at hjælpe dem økonomisk. 

I Libanon er Hizbollah et shia-muslimsk politisk parti og en militant gruppe, som en stor del af befolkningen sympatiserer med. De tilbyder et stort hjælpe-program for skoler, hopitaler, syge og værdigt trængende familier. Derudover har gruppen også hjulpet med genopbygningen af Beirut og andre byer efter israelske bombardementer.

Mange libanesere ser på Hizbollah med ærefrygt, da de to gange har kæmpet mod israelerne. Første gang i 1978, da Israel angreb Libanon og fra 1982 til 2000 besatte Beirut. Anden gang i 2006, da de to lande angreb hinanden henover grænsen med missiler. 

Hizbollahmuseet i Mleeta

Efter vores besøg i Tyre kørte vi nu ind i landet og op i bjergene. Langs de snoede bjergveje var der mange plakater med mænd, som havde lidt en martyrdød og derfor blev æret og husket på denne måde. Det var ligesom med til at sætte en særlig stemning at se alle disse mænd, nogle meget unge, som havde mistet livet i krig.

Hizbollahmuseet ligger på toppen af bjerget Mount A’mel i 1060 meters højde. Stedet var tidligere en vigtig militærbase for Hizbollah, men blev i 2008 omdannet til et museum.

Det er jo altid svært at huske, hvad man egentlig forestiller sig, inden man besøger et sted. Men at blive mødt med “velkommen” og store smil af Hizbollah-folk, var nok ikke lige det, vi havde regnet med. Normalt går der et Hizbollahmedlem med rundt og viser museet frem. Men vi havde jo Ali og fik derfor lov til at gå “på egen hånd”.

Vi så først en film på 12 minutter om organisationen (som nogen nok vil betegne som propaganda). 

Derudover var der udstillet masser af ødelagte israelske våben, biler og kampvogne, som israelerne efterlod, da de rykkede ud af Libanon.

Og sidst men ikke mindst kunne man gå en tur i området og se, hvordan Hizbollah havde lavet skjul i terrænet.

Blandt andet var der en 200 meter lang tunnel under jorden, hvor man kunne se, hvordan Hizbollahsoldaterne havde levet og klaret sig.   

At besøge Hizbollah museet var uden tvivl en oplevelse, som vi er glade for, at vi fik med på vores rejse. Det gav os et lille bitte indblik i en organisation, som vi kun kender gennem medierne. 

Sidon

Vi kørte videre til Sidon, Libanons fjerde største by, som lige som Tyre ligger ud til Middelhavet. Sidon var i oldtiden en driftig handelsby med stærke bånd til Egypten. 

Utallige folkeslag har gennem tiden erobret Sidon, og både Herodes, Jesus og apostlen Paulus siges at have besøgt byen. 

Derudover har Sidon en berømt borg, som ligger på en lille ø ude i havet. Borgen er bygget i det 13. århundreder af korsfarere. Der er adgang via en lille gangbro på ca. 80 meter. Selve borgen er ikke så velbevaret og interessant, men det er omgivelserne, der gør det hele.

Vi var blevet sultne og spiste turens hidtil bedste falafler i en durumrulle. Hvis I ikke allerede vidste det, så ELSKER vi Mellemøstlig mad – og især libanesisk. 

Vi gik også en tur i souken, som lå lige ned til havnen. Det var en flot gammel souk, som ikke virkede særlig turistet. Lige noget for os.

Mest af alt mindede det os om 1001 nats drøm.

Der er uden tvivl mange flere oplevelser i det sydlige Libanon, end hvad vi kunne nå på én dag. Her findes også nogle af Libanons bedste strande, så er man til badeferie, kan det fint kombineres med det kulturelle, hvis den politiske situation tillader det. 

Hvis du har lyst til at se alle vores blogindlæg fra Libanon, så kan du finde dem her.

Og har du lyst til at læse mere på vores blog, så kig dig rundt eller prøv et af disse blogindlæg:

To dage i Acco
Ruinbyen Petra
Til te hos nomadefolk

Som altid sætter vi stor pris på alle, som synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kommer vi med billeder og små anekdoter, når vi er på farten. Og her kan du også se, når vi har udgivet et nyt blogindlæg.

Viste du for resten at vi lige har været med i en podcast om Svalbard? Find den på Taste the World. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Hizbollah museet og det sydlige Libanon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Så er rejseåret 2019 gået på held. Det blev et skønt år fuld af fantastiske oplevelser i både ind- og udland. Vi plejer ikke at lave sådan en status over året der gik, men vi skal jo også forny os Så nu prøver vi med et lille skriv og ser, om der er læsere til det. Og så kan det jo være, at det bliver en tilbagevendende begivenhed. Hvem ved?

Når man sådan kigger tilbage og skriver årets begivenheder ned, opdager man virkelig, hvor meget vi har oplevet, og hvor mange fantastiske ting vi har set det sidste års tid. Det er vi meget taknemmelige for! Og forhåbentlig kan vi inspirere jer, kære læsere, til at tage på tur. Det behøver ikke være langt væk. Der findes små eventyr alle steder.

Januar

Vi begyndte 2019 med en vintertur til Tromsø. Det er jo et sted, vi har været flere gange, og vi elsker simpelthen den by.

Denne gang havde vi fået følge af et vennepar, så vi var ret spændte på, om vores høje forventninger igen kunne blive indfriet. Og det kunne de heldigvis til fulde. Store naturoplevelser ventede med elge, rensdyr, pukkelhvaler, spækhuggere og nordlys. Vi bliver aldrig trætte af Nordnorge om vinteren. 

Se alle vores blogindlæg fra Norge her.

Februar

I uge 7 tog vi endnu en vintertur. Denne gang til Estlands hovedstad Tallinn. Det var første gang, at vi besøgte byen, og vi var med det samme vilde med det gamle, smukke middelaldercentrum. En af turens missioner blev at finde danske spor i byen. Og snart fandt vi også ud af, at Estland har masser af god øl at byde på. Vi var ekstra heldige en morgen, da vi stod op til et fint lag sne ud over hele byen.

Se alle vores blogindlæg fra Estland her.

Marts

I marts måned tog vi på weekend-tur med Rasmus’ forældre til dejlige Sejerø. Det var vores julegave og en rigtig skøn en af slagsen. Vi gik lange ture, nød naturen og så masser af spændende fugle. 

Sidst i marts tog Anne Marie på tur til Sverige med en god ven for at se de elskede traner og den sky urfugl. Det var endnu en dejlig weekend med naturen i højsædet.

April

Rasmus rejste til Wales for at besøge en god kammerat, som er bosat i Swansea. Det gik mest op i fodbold på stadion, pub-besøg og hygge.

Påskeferien gik i 2019 til Nordmakedonien med en afstikker til spændende Kosovo. Vi brugte fire dage i Skopje og kørte derefter til Pizren og Pristina i Kosovo. Vi har skrevet et par blogindlæg fra Nordmakedonien, men er ikke nået til Kosovo endnu.

Sidste weekend i april kørte vi på tur i The Caddy Camper. Vi skulle for første gang prøve at sove bag i vores bil. Turen gik til Rügen, og vi havde en forrygende tur! Sengen bag i bilen var blevet, lige som vi havde ønsket det.

Vi har indtil nu fået skrevet et enkelt blogindlæg om Stralsund.

Maj

I maj tog vi først en overnatning i shelter på den lille ø Askø i Smålandshavet. Vi nød roen, naturen og de smukke æbleblomster. Og så elsker vi bare at sove i shelter.

Og så blev det nørdet! Vi rejste til Finland i Kristi Himmelfartsferien for at sidde 3 nætter i et lille bitte skur og se efter bjørne. Det blev en mentalt udfordrende tur, men heldigvis bar den også frugt. Vi var heldige både at se bjørne og det meget sjældne dyr jærven. Det var en fantastisk oplevelse, men ikke noget, vi anbefaler andre, med mindre I er ligeså skøre og nørdede som os.

Læs vores blogindlæg fra Finland her.

Juni

I juni besøgte vi det nyåbnede skovtårn på Sydsjælland. Selvom det var en overskyet eftermiddag, var det en rigtig dejlig oplevelse. Vi håber at komme til at opleve tårnet og landskabet i sne på et tidspunkt.

Juli

Juli måned startede med en uges sommerferie i Jylland. Vi var igen af sted i The Caddy Camper. Første mission var et at se en elg i Lille Vildmose og derefter en bæver i Klosterhede plantage. Begge dele lykkedes, og vi var Two Happy Danes On Tour.

Midt i juli gik turen med Rasmus’ forældre først tre dage til elskede Tromsø. Det var skønt at se byen i “sommerdragt”, og vi stornød det gode vejr.

Derefter fløj vi videre til Svalbard, hvor vi gik helt amok med dyr: finhvaler, vågehvaler, hvidhvaler, hvalrosser, sæler, isbjørn, polarræv, rensdyr og masser af fugle. Vi havde julelys i øjnene fem dage i træk!

Læs alle vores blogindlæg fra Svalbard her.

Inden sommerferien gik på held, tog vi en overnatning i de nye glampingtelte  i Knuthenborg safaripark. Det var fantastisk at bo med udsigt til dyrene på savannen og skønt at kunne overraske vores to niecer med sådan en tur.

August

Rasmus rejste til Irland sammen med kammeraten fra Swansea. De lejede bil, kørte rundt, nød den barske natur med de grønne farver, boede på B&B og sad lidt på pubberne.

September

Igen tog Rasmus på tur. Denne gang gik rejsen til Krakow i Polen, hvor han var på lejrskole med en fantastisk 9. klasse.

Midt i september havde vi en super weekend, hvor vi først så kronhjorte i Dyrehaven og derefter kørte til Sønderjylland for at se sort sol. Og det blev det mest fantastiske sort sol, vi nogen sinde har set! Sådan en weekend kan man virkelig leve højt på længe.

Oktober

Efterårsferien bød på en spændende tur til Libanon. Vi havde lidt udfordringer med at finde en chauffør til en ordentlig pris, men da det var på plads, gik det som smurt. Vi havde chauffør i 5 dage og så store dele af landet. Blandt andet den smukke Qadisha dal og den spændende by Tripoli. Et par dage før vi skulle hjem, var der uroligheder i Beirut, og vi fik på tæt hold oplevet hvordan befolkningen stod sammen i protest mod styret.

Læs alle vores blogindlæg fra Libanon her.

November

Vi skulle have været til Nordnorge for at snorkle med pukkelhvaler og spækhuggere, men en brækket lillefinger, en operation og fire uger i gips satte en brat stopper for vores rejseplaner. Det var selvfølgelig surt, men ikke jordens undergang. Vi håber at få oplevelsen i 2020.

December

Vi tog en hurtig tur til julemarked i Lübeck – noget vi aldrig har prøvet før. Og så var vi inde og spise på den lille hyggelige restaurant Dat Lütt Hus i Heiligenhafen. Vi fik rigtig lækker mad, og vi anbefaler, at man bestiller bord, da der hurtigt bliver fyldt op.

Og så sluttede vi rejseåret med en 5-dages tur til den russiske enklave Kaliningrad. Vi kendte ikke meget til byen på forhånd, men blev positivt overraskede. Rejsen bød på gåture, en festlig nytårsaften, dejlig mad og masser af nye indtryk. 

Og så lidt statistik

Antal blogindlæg skrevet: 36

Mest læste blogindlæg: Spækhuggere og pukkelhvaler. Et gammelt blogindlæg fra 2016, som stadig er meget populært!

Synes godt om på Facebook: 1106. En stigning på hele 215 personer

Følgere på Instagram: 2770

Overnatninger i Caddy Camperen: 16

Overnatninger i shelter:
Rasmus:1
Anne Marie: 2
(det må vi gøre noget ved i 2020)

Stempler i ø-passet: 4
Sejerø, Askø, Langeland og Venø 

Antal lande besøgt:
Rasmus: 11
Nye lande: Estland, Nordmakedonien, Kosovo, Finland, Libanon og Rusland.

Anne Marie: 9
Nye lande: Estland, Kosovo, Libanon og Rusland.

Two Danes On Tour i medierne og omtaler

Vi har skrevet en artikel om at snorkle med hvalhajer i Mexico til Rejsemagasinet Globen

VisitNordjylland og Lille Vildmosecentret har begge delt vores blogindlæg om vores held med at se en elg i Lille Vildmose på deres Facebook-sider.

Og VisitVestjylland delte vores indlæg om vores bæver-tur til Klosterheden plantage.

Vi er blevet fremhævet som én blandt 15 bedste danske rejsebloggere af Tea Tougaard.

Vi var at finde bag låge nr. 5 i Miss-Worlds julekalender (Bare rolig derude, det er ikke den Miss World!) 

Derudover har Politiken Rejser i 2019 bragt tre af vores billeder i deres weekend-rejsetillæg.

Tak fordi du læste med. Husk, du kan altid følge vores rejser ved at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi både poster nye blogindlæg og kommer med opdateringer, når vi er på eventyr. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour.
Næste rejse går til Grækenland i uge 7. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Rejseåret 2019 blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Søgen efter et hotel

Ali kører ind til siden tæt på byens berømte klokketårn bygget af osmannerne i starten af 1900-tallet. Vi lader ham vente i bilen sammen med vores bagage, mens vi begiver os ud på gåben for at forsøge at finde det hotel, som vi har fundet i Bradt’s guide Lebanon. Pension Haddad har ikke en egentlig adresse, som vi forstår det. Altså vejnavn og nummer. Der står Tall St. i bogen, men det viser sig at dække over flere gader. Og i øvrigt har gaderne ikke navne, som vi kan læse.

Vi spørger folk, vi møder på gaden, og bliver vist lidt til venstre og lidt til højre. Til sidst finder vi ned til en stille gade, hvor der rigtig nok ligger et hotel på 2. sal. Vi begiver os op ad alle trapperne i den noget tarvelige trappeopgang. Her er både slidt, beskidt og frithængende ledninger. Endelig når vi op til døren og bliver enige om at ringe på. En hund gør. To ældre damer lukker op og siger på gebrokken engelsk, at alt er optaget for natten.

Vi går lidt slukørede ned ad trapperne igen. Ali venter stadig i bilen, og vi har været på farten hele dagen. Vi vil gerne hurtigst muligt finde et sted at overnatte, som ligger centralt, og som ikke koster en formue.

El Koura

Vi fortsætter eftersøgningen, og snart er der bid. Vi er tidligere gået forbi et ramponeret skilt, hvorpå der står Hotel El Koura. I Bradt’s guide står der godt nok Pension Al Koura, men det er da tæt nok på. Og da vi igen passerer bygningen, ser vi, at der står en mand på en altan på 1. sal. Vi råber op til ham og spørger, om han har ledige værelser, og han inviterer os straks op. 

Denne opgang er meget pænere, og idet vi træder ind ad døren til det lille familiedrevne hotel, møder der os store tykke stenvægge og en behagelig temperatur. Da vi ser værelset med nyredte senge og aircon og hører prisen på 50 USD pr. nat for et dobbeltværelse inklusiv morgenmad, er vi ikke i tvivl. Her vil vi gerne overnatte.

Vi henter hurtigt bagagen i bilen, siger på gensyn til Ali og får tjekket ind på hotellet. Og så er vi klar til at gå ud og opleve byen.

Tripoli

Libanons andenstørste by har omkring 225.000 indbyggere og ligger ud til Middelhavet. Tripoli (ikke at forveksle med hovedstaden i Libyen) betyder egentlig “De tre byer”, da byen er bygget op omkring tre bydele, hvor folk fra tre forskellige egne slog sig ned for at arbejde.

I dag er Tripoli en travl handelsby med en hovedsagelig sunni-muslimsk befolkning. Ifølge Udenrigsministeriets rejsevejledning, er det ikke et sted, man umiddelbart bør rejse hen, hvilket betyder, at her kommer meget få turister. Hvilket passer os storartet. Vi ser derfor ikke andre rejsende i gadebilledet, da vi begiver os ud i de smalle gader.

Her bliver der arbejdet på livet løs. Der sidder gamle mænd med symaskiner, én hamrer på et blikkar, nogle ligger på fortorvet og syr madrasser, mens andre faldbyder frugt og grønt. Det er alt sammen spændende at kigge på, og vi føler os straks hensat til Ole Lund Kirkegaards Hodja fra Pjort. Vi er sikre på, at gamle El Faza bor i et af de små huse. 

En spændende souk

Snart træder vi ind i den gamle souk, hvor farver og dufte med det samme overvælder os. Vi har set masser af bazarer andre steder i Mellemøsten, men vi er ikke i tvivl om, at vi synes, at dette er en af de bedre. Her er et dejligt virvar af liv, men samtidig bliver vi ikke hele tiden antastet af mænd og unge drenge i håb om, at vi vil købe noget. Dog er der en venlig kommunikation med lokalbefolkningen. Vi får masser af smil og nysgerrige blikke. Og vi bliver igen og igen budt velkommen. Der er en god stemning, og vi snakker gentagende gange om, hvor fed en by, vi synes, at Tripoli er.

Mange steder sælges der friskbrygget kaffe og det er et helt almindeligt job for unge drenge at gå rundt i souken og sælge varm kaffe fra store samovarer. 

Et tilfældigt møde med Talal 

Pludselig er der en mand med en cykel, som henvender sig til os midt i et befærdet vejkryds. “Hej, velkommen til Libanon. Hvor er I fra?” Vi svarer selvfølgelig Danmark, hvorefter han spørger, om der er noget, han kan hjælpe os med. Vi tænker hurtigt og svarer, at vi er på jagt efter de bedste falafler i byen. Ved han mon, hvor vi finder dem?

Han ser lidt desorienteret ud et øjeblik, men stiller resolut cyklen midt på gaden og går ind i den nærmeste butik for at spørge. Snart er han ude igen og viser os ned ad en gade. Vi spørger om han har tid til at gå med, og han bedyrer, at han alligevel skal i samme retning. 

Snart stopper han op igen og henvender sig til to ældre mænd, som sidder langs en husmur og drikker kaffe. De tænker sig om et kort øjeblik og peger os og manden, som viser sig at hedde Talal, i den modsatte retning. Straks vender Talal cyklen og uden tøven begynder han at gå imod falafelbaren. Vi spørger igen om han er sikker på, at han har tid til at gå med os, men det har han.

Talal fortæller nu, at han oprindelig er fra Syrien, men har boet i Tripoli med sin familie i mange år på grund af krigen. Han har taget en økonomiuddannelse på engelsk, og det er derfor, at han kan kommunikere med os. 

Det er så fedt, hvordan tilfældighederne nogle gange bestemmer, hvem man møder, og hvad man oplever på sin tur.

De bedste falafler i Tripoli

Snart kommer vi om i en lille stille gade. Vi kan se en 6-8 mennesker, som står midt på fortorvet. Snart går det op for os, at de står i kø til Tripolis bedste falafler. Talal stiller sig i kø sammen med os, og vi tilbyder ham at spise med. Men han skal hjem til sin mor, som venter ved kødgryderne, og snart siger vi farvel. Vi kan godt selv klare at bestille mad, også selvom den unge mand bag disken ikke taler et ord engelsk.

Vi bestiller hver en kebab med falafler og en lokal cola. Den samlede pris bliver 3000 lira (15 kr). Det er simpelthen et fund for de penge. Vi sætter os i hver en plastikstol lige der på gaden sammen med et par lokale, som kun taler arabisk. Men hvad gør det? Vi kommunikerer alligevel og hygger os, mens vi spiser.

Vi slutter vores rundtur ved det berømte klokketårn, mens solen går stille ned. Det har været nogle dejlige og intense timer i Tripoli, og vi er allerede meget spændte på, hvad morgendagen bringer.

Guidet tur

Næste morgen står vi op til morgenmad med æg, te, brød og helt nybagt ostepizza, som bliver bragt til hotellet af et pizzabud. Det har vi vist aldrig prøvet før Og nu går det op for os, at libanesisk pizza er en helt almindelig spise til morgenmad her i landet. Det bliver ikke sidste gang, vi får pizza fra morgenstunden på denne rejse. 

Som aftalt bliver vi igen hentet af Ali. Han kender Tripoli godt og vil vise os lidt af byen, inden vi senere på dagen kører mod syd. 

Citadel of Raymond de Saint-Gilles

Første stop er den gamle korsfarerborg Citadel of Raymond de Saint-Gilles (Qalaa Sinjil på arabisk), som ligger midt i byen. Entreprisen lyder på 5000 lira pr. person (25 kr).

Vi går en lille tur rundt i borgen, men er faktisk mest optaget af udsigten over byen. Den er fabelagtig, og her oppe fra kan vi virkelig se, hvor stor, kaotisk og ramponeret Tripoli er. 

Derefter tager Ali os med i souken. Det er endnu engang fedt at gå rundt og nyde det pulserende handelsliv. Vi besøger bl.a. et bageri, hvor brødene kører på samlebånd oppe under loftet.

Brød er meget vigtigt i Libanon, da det spises til alle måltider. Gammelt brød bliver dagen efter stegt på panden i olie og kommes oven på salat – super smart, når man gerne vil undgå madspild.

Det har været nogle spændende og intense timer i Tripoli, og byen er klart vores favorit i Libanon. Her mødes nyt og gammelt, og det meste må gå under betegnelsen ramponeret.

Men samtidig er her utrolig autentisk. Vi oplever kun smil og venlighed hvor end vi går. Byen er som sagt sunni-muslimsk, og plakaterne på husmurene fortæller os, at en del af befolkningen støtter Erdogan og Sadam.

Har du tid og lyst til at opleve en intens og pulserende arabisk by, så vil vi anbefale dig at besøge denne smeltedigel. Vi kunne nemt have brugt en dag eller to mere i byen.

Find vores andre indlæg fra Libanon her.

Vi vil også gerne anbefale:

Fra de Forenede Arabiske Emirater: Det gamle Dubai

Fra Colombia: Medellin og Bill Clinton

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebookside Two Danes On Tour. Så kan du blandt andet følge med, når vi fejrer nytåret 2019/2020 i russiske Kaliningrad.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Fantastiske Tripoli blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vores chauffør Ali holdt som aftalt foran Shouman hotel lidt i 9, og vi var hurtigt på vej mod nordvest. Det havde ikke været så nemt for os at finde noget morgenmad så tidligt i Baalbek, så det var endt med et par bananer på markedet. Vi spurgte derfor Ali hvad en typisk libanesisk morgenmad bestod af, og han grinede højt, da vi foreslog, at det måtte være en stærk kop kaffe og en smøg. “Det er helt korrekt,” klukkede Ali. Det var også sådan han havde startet sin dag.

Mod Choufbjergene

Hurtigt kom vi ud af byen, hvor der var meget fladt og derfor ideelt til landbrug. Ali udpegede undervejs syriske flygtningelejre og marker med hashplanter, og snart rejste Choufbjergene sig i baggrunden. 

Pludselig gik det stejlt opad i hårnålesving og Anne Marie priste sig endnu engang lykkelig for at have medbragt Seaband-armbånd. 

Da vi nåede toppen af bjergkæden, holdt vi en fotopause og nød den fantastiske udsigt over Qadishadalen. Det var simpelthen det smukkeste sted!

Qadishadalen er en dyb kløft, som skærer sig gennem landskabet. I bunden af dalen løber Qadishafloden.

Qadisha betyder hellig på aramæisk og dalen bliver derfor også kaldt Den hellige dal. Dalen og dens stejle klippevægge har beskyttet kristne klostersamfund i århundreder. Disse klostre kan stadig besøges, og det var en del af vores plan denne dag.  

Vi var oppe i ca. 3000 meters højde, og der var godt nok køligt på toppen. En meget kold vind blæste op over bjergkammen. Men samtidig var det også en dejlig forandring fra de 36 grader, vi havde haft i Baalbek.

Snart begyndte vi nedturen på den anden side af bjergene, og Ali udpegede os skisportssteder med stolelifte og fine hoteller, som dog var lukket her udenfor sæsonen. Der stod også en enkelt snescooter parkeret i vejkanten.

Cedars of God

Første rigtige stop denne dag var ved The Cedars (Arz Al-Rab på arabisk). De berømte cedertræer. Libanons stolthed.

Stedet ligger ca. 5 km fra byen Bcharré, og det er ikke nemt at komme dertil med offentlig transport. Men vi havde jo Ali, så vi var i gode hænder.

Vi parkerede og gik det lille stykke ned mod cedertræerne. Og for første og eneste gang i vores 10 dage i Libanon, oplevede vi et “turisthelvede” med små boder, hvor de forsøgte at sælge os alskens turistjunk, som vi hverken ønskede os eller havde brug for. 

Ved indgangen betalte vi 5000 lira for os begge (25 kr) og gik så ud blandt træerne – som minder om kæmpe grantræer. Så leder du efter noget action packed, eller er du vokset op i en skov, så er det måske ikke den store attraktion. Men nu var vi her, og vi gik en fin lille tur op til et kapel og tilbage til hovedindgangen. Man kunne godt have gået en endnu længere tur, men har man set ét træ, har man (måske) set dem alle…

For at forstå libanesernes kærlighed til disse træer, må man forstå historien. Cedertræer har vokset i Libanon i tusindvis af år. Det er grantræer som vokser meget langsomt og bliver utrolig store og gamle.

Træets hårdhed gør, at det er eftertragtet tømmer til store byggerier. Fønikernes rolle som søfarende nation kan ikke tænkes uden cedertræet, som udmærkede sig specielt godt til skibsbygning. I Det gamle testamente kan man læse, at kong Salomons tempel havde tagbjælker, søjler og paneler af cedertræ. Også de egyptiske, sumeriske og babylonske konger hentede tømmer i Libanon til deres fantastiske byggerier. 

Men årtusinder med skovhugst har sat sine spor. Især jernbanens indtog i slutningen af 1800-tallet gjorde stor indhug i cedertræerne, som blev anvendt til jernbanesveller. Det før så skovrige Libanon har nu kun nogle få kolonier tilbage med cedertræ, som bliver skattet utrolig højt af libaneserne. 

Som taget ud af en guidebog

Vi kørte videre til bjergbyen Bcharré, som vi havde glædet os meget til at se, da den ligger billedskønt.

Forsidebilledet på Bradts guide til Libanon (2 edition) er et fantastisk billede  af netop denne by i det smukkeste bjerglandskab. Og vi kunne selvfølgelig godt tænke os at finde stedet, hvorfra billedet var taget.

Ali ville dog først lige køre os hen til et museum for den kendte libanesiske forfatter Khalil Gibran. Museet var lukket, men det gjorde ingenting. Vi opdagede nemlig hurtigt, at netop parkeringspladsen var stedet, hvor billedet over byen skulle tages. 

Efter det korte stop kørte Ali ned ad en meget smal vej. Og snart gik det også stejlt nedad. Der var usigeligt smukt, og Ali smilede skævt, mens han med stolthed sagde: “Her plejer de andre guider ikke at køre ned. Det er sådan lidt hemmeligt og også en lidt besværlig køretur. Men jeg vil gerne vise jer stedet.” 

Landskabet var helt fantastisk, og vi holdt flere fotostop på vejen, selvom det ikke var nemt at parkere.

Vi fik også mulighed for at se og fotografere Bcharré fra den anden side af dalen.

Saint Elisha klosteret

Vejen endte ved Saint Elisha klosteret (også kaldet Deir Mar Elisha). Klosteret er bygget uden på nogle gamle klippehuler og går nærmest i et med landskabet.

Der var helt stille ved klippeklosteret, og vi så ikke rigtig nogle andre mennesker. Vi gik derfor på opdagelse på egen hånd og listede bare lidt rundt og kiggede ind i kirken og i de forskellige rum. Det var meget roligt og fredfyldt og en rigtig fin oplevelse.

Som I kan se, skulle man lige huske at bukke hovedet nogle steder på gangen.

Dette kloster blev vores første møde med den kristne maronittiske kirke. Den syrisksprogede kirke opstod i Libanon i 400-tallet og er opkaldt efter eneboeren Maron. Der findes maronittiske kirker mange steder i Libanon, men Qadishadalen har altid været et særligt sted for eneboermunkene, som har fundet både ro, fred og sikkerhed her. 

Der er mange andre kirker og klostre i området, og har du tid og lyst, så findes der nogle fantastiske vandreture, hvor du kan gå fra kloster til kloster og nyde den smukke dal undervejs. 

St. Anthony of Qoyhaya

Vi kørte videre til det store og meget berømte kloster St. Anthony of Qozhaya (Deir Mar Antonios Qozhaya). Også her var der en utrolig smuk udsigt og klosteret var på fineste vis bygget uden på klippevæggen.

Populariteten betød, at vi denne gang ikke havde stedet for os selv. Til gengæld var der en sød maronittisk munk, som talte til en flok turister, så der kunne vi lige hægte os lidt på. Det var en helt særlig oplevelse at få lov til at sidde i den gamle kirke og lytte til den ældre munk.

Vi kunne godt have overnattet i St. Anthony klosteret. De har værelser til 60 US og en hel familielejlighed til 100 US, men da vi ønskede byliv, fik vi Ali til at køre os til Tripoli, som I snart skal få lov til at høre mere om.

Den hellige Charbel

Efter et par dage ved kysten kørte vi tilbage til Qadishadalen. Denne gang fra den modsatte side.  

Dagens første stop blev det lille St. Charbel’s kapel og kirke. Her blev vi bedt om at gå rundt i tavshed, så vi ikke forstyrrede de bedende.

Charbel Makhlouf var en maronittisk munk og præst, som levede i 1800-tallet. Han er en meget kendt og elsket helgen i Libanon. Hvis man fremsiger en bøn ved hans grav, er han kendt for mirakuløst at helbrede folk. Derfor hænger der ofte et stort billede af ham udenfor kristne butikker.

Der var både en lille kirke og nogle små munkeceller, hvor Charbel havde levet. Man kunne se hans køkkengrej, bøger og madras og således få en indsigt i hans eneboerliv. 

Det var en perfekt start på morgenen at besøge dette hellige sted og nyde den smukke udsigt. St. Charbel’s grav findes inde i den store kirke på billedet, som vi besøgte bagefter.

Baatara gorge

Baatara gorge vandfaldet (også kaldet Balou’ Bala’a) er egentlig en turistattraktion om foråret, når der er meget vand efter al vinterens sne er smeltet, men vi vågede alligevel pelsen og besøgte stedet i oktober. At vi var der uden for sæsonen betød bare, at vi havde det hele for os selv. Altså lige på nær et par firben og sommerfugle.

Ved indgangen betalte vi 4000 lira pr. person (20 kr). Der var en lille lidt stejl gåtur på ca. 300 meter fra parkeringspladsen og ned til vandfaldet. 

Det særlige ved vandfaldet er, at det falder ned igennem et hul i klipperne, og når der er meget vand i, ser det super fedt ud. Prøv selv at Google flere billeder af stedet. Der var dog meget, meget lidt vand denne dag, men det var stadig et smukt sted.

Tannourine

Vi tog endnu en gåtur blandt cedertræer. Dette sted føltes mere som en skov, end det første sted vi besøgte, så skal man kun se et (hvilket i vores øjne vil være rigeligt) så vil vi anbefale Tannourine. Pris 5000 lira (25 kr).

Chalhoub Restaurant

Vi havde hjemmefra læst om den fantastiske restaurant Diwan Al Baik i byen Douma, så den satte vi os for at finde med Alis hjælp.

Da vi kom til byen kunne vi ikke lige umiddelbart finde den, men Ali spurgte om hjælp i en lille butik. Da vi kort tid efter nåede frem, så restauranten noget lukket ud, og da vi bankede på, blev vores bange anelser bekræftet. “Kom igen i morgen,” sagde køkkenpigen, men der ville vi jo være over alle bjerge

Men det skulle da ikke slå os ud. Nu var vi kørt så langt, så der måtte findes andre restauranter i området. En mand på gaden ledte os ned til en lidt afsidesliggende familierestaurant. Der var ingen andre gæster på Chalhoub Restaurant, men vi blev snart vist ud på terrassen, hvor vi fik et bord med den skønneste udsigt over de nærliggende marker og oliventræer. Vi følte os med det samme totalt hensat til Toscana (på trods af, at vi aldrig har været der).

Maden var traditionel libanesisk og utrolig lækker. I alt gav vi 35000 lira (175 kr) for den lækreste frokost inklusiv drikkevarer.

Det var den perfekte afslutning for vores skønne tur gennem Qadishadalen – det smukkeste sted i Libanon.  

Vil du læse andre af vores blogindlæg fra Libanon, så kan du finde dem her.

Vi anbefaler også:

Fra Israel: To dage i Akko

Fra Georgien: På rundtur i Georgien

Og så bliver vi super glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Det er altid sjovest at skrive og tage billeder, hvis der er nogle, som følger med. Nytåret 2019/20 holder vi i den russiske enklave Kaliningrad. Det skal nok blive en oplevelse!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Qadishadalen – det smukkeste sted i Libanon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Masser af checkpoints

Hele dagen, men især da vi nærmede os Baalbek, kom vi igennem flere og flere militære checkpoints. (Som vi selvfølgelig ikke kunne fotografere). Hver gang skulle vi lige stoppe ganske kort og hilse på en soldat. I følge Ali var det meget betryggende, at der var alle disse check-points, da militæret var der for at passe på os. 

Grunden til at mængden af check-points blev intensiveret, jo tættere vi kom på Baalbek var, at det er her, at Hizbollah har sit arnested. 

Hizbollah

Hizbollah er en allestedsnærværende organisation, som man ikke kan komme uden om at forholde sig til, hvis man rejser rundt i Libanon. Hizbollah er et shia-muslimsk politisk parti og en militær gruppe. Hizbollah har længe været på listen over terrororganisationer i USA og i Vesten. Blandt andet på grund af kidnapninger af vesterlændinge og modstandskampen mod den israelske invasion af Libanon i 1982 og igen i 2006.

Men samtidig har Hizbollah også en tæt relation til landets shia-muslimer, da organisationen ikke kun spreder død og rædsel. Den sørger også for skolegang, lægehjælp og hjælp til familier i nød. 

Derfor mødte vi også flere og flere af de karakteristiske gule Hizbollah flag med grønne logoer, jo tættere vi kom på Baalbek. Ja, udenrigsministeriet fraråder ligefrem alle ikke-nødvendige rejser til området, og vi kunne da også se, at der var meget få turister i byen. Især efter at éndagsturisterne hen på eftermiddagen var rejst tilbage til Beirut. Vi følte os dog på intet tidspunkt utrygge i byen og var meget glade for vores beslutning om at overnatte i Baalbek.

Hotel Shouman

Ved hjælp af rejsebogen Bradt’s Lebanon, fandt vi hurtigt frem til Hotel Shouman, som har den skønneste udsigt til ruinerne. Det var dog et meget gammelt hotel med tre halvandenmands senge på hvert værelse (hvilket nok er praktisk, hvis man er en stor libanesisk familie på tur).

En lille ældre pusseløjerlig mand bestyrede stedet, og mens vi var der, så vi ingen andre – hverken medarbejdere eller gæster. Selvom det på ingen måde var luksus, var vi godt tilfredse. Sengetøjet var rent, prisen god og lokationen helt perfekt! Dog vil vi ikke ligefrem anbefale dette hotel til andre end backpackere og andre sparsommelige rejsende.

Vi hentede bagagen i bilen, sagde på gensyn til Ali. Og efter at være tjekket ind på hotellet begav vi os straks ud på gaden for at få et indtryk af stedet.

De dragende templer

Vi ville egentlig først have set templerne næste morgen, da vi elsker, når vi har sådan en turistmagnet helt for os selv. Men hurtigt blev vi draget mod indgangen til tempelkomplekset. Vi kunne simpelthen ikke lade være med at gå derhen. 

Entreprisen var 15.000 lira pr. person (75 kr.), og vi besluttede os også for at betale 20 USD for en guide, da vi ellers ikke ville få det samme ud af vores besøg.

Det er ikke så tit, at vi betaler for en guide ved ruinbyer, men nogle gange synes vi, at det er givet godt ud. Især hvis det er et meget stort sted. Så kan det være rart at blive peget i den rigtige retning i forhold til de mest interessante ting.

Templerne i Baalbek

Baalbek var oprindelig et fønikisk tempelkompleks dedikeret til solguden Baal. (Nogle husker måske navnet Baal fra det danske rockband i 1990’erne). Senere kom grækerne til og navngavn byen Heliopolis – Solens by.

Da romerne erobrede området i år 47 f.kr. byggede de fire templer oven i det oprindelige fønikiske tempel. Et til ære for romernes vigtigste gud Jupiter, et til Merkur, et til kærlighedsgudinden Venus og sidst men ikke mindst et til vinguden Bacchus

Det første vi lagde mærke til var, hvor få andre turister der besøgte stedet samtidig med os. Vores ønskescenarie! Vi havde masser af plads til at gå rundt og nyde alle stederne og udsigterne over de gamle ruiner. Der er simpelthen ikke mange turister i Libanon i disse år. Både på grund af frygten for terror og på grund af flygtningekrisen fra Syrien. Men så er der så meget bedre plads til os andre

Jupiter templet

På den største høj i området blev templet til Jupiter bygget oven i det oprindelige fønikiske tempel. Det fik ikke mindre end 54 søjler på hver 22 meter. De højeste og mest imponerende søjler i hele Romerriget.

Otte af disse søjler blev senere fragtet til Konstantinopel, hvor de blev brugt til at bygge kirken Hagia Sofia, hvor de står den dag i dag. De fleste andre søjler er blevet ødelagt, og en del af dem ligger nu i store stykker på jorden. Desværre er der kun seks tilbage, og de var under rekonstruktion, da vi var forbi. 

Selvom størstedelen af templet er væk i dag, kan man alligevel få et indtryk af, hvor mægtigt det engang har været. Foran selve templet var der en forgård på 134 x 112 meter, som har været udsmykket med to rækker af romerske statuer. De er desværre ikke længere at se. 

Også fundamentets størrelse vidner om en storhedstid uden lige. Stenene er på hver 800 tons! Det har været en ubeskrivelig bedrift at få dem transporteret fra stenbruddet, som ligger ca. 1 kilometer derfra.

Tidligere på dagen gjorde Ali holdt ved det gamle stenbrud, og vi fik med egne øjne mulighed for at se det, der skulle være verdens største menneskeskabte sten. Stenen måler 4,5 m x 20 m og vejer over 1000 tons. Hvorfor stenen aldrig blev færdiggjort vides ikke.

Merkurtemplet har desværre ikke overlevet krige og jordskælv, og i dag er der kun en enkelt trappe tilbage.

Også Venustemplet er godt medtaget, da der efterfølgende har været bygget en kirke oveni. Venustemplet ligger faktisk lige uden for selve tempelområdet, og man kan gå hen og se det uden at betale entre.

Bacchus

Templet til Bacchus er det bedst bevarede. Væggene står endnu, selv om taget er styrtet sammen. Det er imponerende at besøge og gå på opdagelse i detaljerne, og det var uden tvivl vores favorit i Baalbek. 

Der er mange flotte udsmykninger og symboler fra romer-tiden.

Temlet er så godt bevaret, da det i århundreder har været fyldt op med sten og sand. Dette kan stadig bevidnes inde i templet. Højt oppe på væggen hænger to marmorplader, som den tyske kejser Willhelm II fik hængt op under hans besøg i 1898. Den gang hang de på væggen, så de kunne læses – nu hænger de næsten oppe under loftet.

Hele vejen rundt om Bacchus-templet er der flotte søjler. De måler hver 19 meter. En af søjlerne læner sig faretruende op ad væggen grundet tidligere jordskælv i området. Hvis man går ind i templet og kigger på indersiden af væggen, kan man se, hvor søjlen har presset muren indad. 

Mange af de gamle romerske templer blev ødelagt, da kristendommen overtog som religion omkring 500-tallet. Kirker blev bygget oven i det, der allerede var. Ikke længe efter kom araberne til området og ødelagde kirkerne for i stedet at bygge moskeer. Derudover har der været et utal af jordskælv og krige i området, så det er imponerende, at så meget af Baalbek stadig står.

Løvehovedet herunder har været brugt som et super sejt nedløbsrør.

Går turen til Libanon bør disse ruiner uden tvivl være på listen over steder at se i landet. Det fås ikke bedre i Mellemøsten.

Vi endte dagen med solnedgang over ruinerne. Fantastisk afslutning på en skøn første dag på roadtrip. 

Læs flere af vores indlæg fra Libanon

Vi vil også gerne anbefale:

Fra Iran: Oldtidsbyen Persepolis

Fra De Forenede Arabiske Emirater: Det gamle Dubai

Hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, så bliver vi rigtig glade! I slutningen af 2019 besøger vi russiske enklave Kaliningrad. Det skal I nok komme til at høre mere om. Både på bloggen og på sociale medier.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget De romerske templer i Baalbek blev først udgivet på Two Danes On Tour.

At finde den rigtige guide

Det havde nemlig været lidt af et show overhovedet at finde en chauffør, som ville køre os rundt i Libanon til en rimelig pris. Samtidig havde vi også et noget usædvanligt krav i et land, som endnu ikke rigtigt er gearet til turister. 

Vi ville nemlig ikke have 4 éndagsture ud og ind af Beirut, hvilket ellers er det, der tilbydes alle steder. Vi ønskede ikke at bruge 2-3 timer hver dag på at komme tilbage til Beirut. Både pga. tidsforbruget men også fordi vi godt kan lide at bruge mere tid samt overnatte i forskellige byer. Det giver ofte et helt andet indryk af en by eller et sted, når alle éndagsturisterne er taget afsted. Så er det lige som om, at byen igen viser sit rigtige jeg. 

Mange mails og beskeder senere…

Vi havde i første omgang spurgt i diverse rejseforum på Facebook, om der var andre rejsende, som havde haft en god chauffør til en fornuftig pris. Der var vi bl.a. kommet i kontakt med en libaneser bosat i Danmark, som skrev, at hun gerne ville hjælpe os mod betaling.

Vi havde en del skriverier frem og tilbage, og det endte også med, at hun havde fundet to forskellige chauffører. Den ene meldte dog fra af personlige årsager, og den anden kom med en yderst ublu pris på 220 USD pr. dag + brændstof, som vi på ingen måde ville betale.

Derefter skrev vi til en 3-4 andre chauffører, som enten var ude af landet, optaget eller forlangte 180 USD pr. dag og derudover 50 USD pr. nat til chaufføren, fordi vi ikke ville med tilbage til Beirut – så det ville jo blive meget dyrt. Vi afviste derfor den ene chauffør efter den anden.

Og hvis du nu sidder og tænker: Jamen, hvad er en rimelig pris? så kan vi da fortælle, at normale dagsture ind og ud af Beirut koster mellem 95 og 150 US pr. dag med bil og chauffør og stop undervejs, alt efter hvor langt rundt i landet man skal.

Lebanon tours

Til sidst skrev vi via What’s app til en chauffør, som hed Hussein, og han skrev tilbage, at hans firma Lebanon tours kunne gøre det for 150 US pr dag – også selv om vi ikke ville med retur til Beirut hver nat. Det lød jo rigtig lovende.
Men bedst som vi troede, at vi havde styr på det, så mistede vi ligesom kontakten til Hussein. Når vi skrev noget til ham, svarede han ikke, eller også kom der enstavelsesord tilbage flere dage senere.

Til sidst oprandt dagen for vores afrejse, og vi blev enige om, at vi måtte se, hvad der skete, når vi kom til Libanon. “Hvad er det værste, der kan ske?” har været vores valgsprog i mange år.

Hvis det ikke lykkedes med chaufføren, måtte vi jo enten gå ud på gaden og finde en taxa eller tage bussen rundt i landet, hvilket skulle være meget billigt, men også ret besværligt. Man kan jo heller ikke bare få lov til at stå ud af bussen og tage et billede, når man har lyst.

Lørdag formiddag skrev vi lidt halvhjertet til Hussein: Vi håber at se dig i morgen kl. 9 – og fik svar tilbage: “See you tommorow at 9.00 am”. Så kort kunne det gøres!

Første møde med Ali og de libanesiske veje

Ali, som åbenbart arbejdede for Mr. Hussein, holdt klar søndag morgen lidt i 9 som aftalt. Og det skulle snart vise sig, at det var en af hans store forcer. Han kom hver dag for tidligt, hvilket passede os fortrinligt. 

Snart begav vi os ud i Beiruts hektiske trafik. Vi kørte mod syd, forbi lufthavnen, og snart efter drejede vi af og kørte op i bjergene. Her blev trafikken mindre og vejene smallere med mange sving. (Hurra for Sea bands mod køresyge).

Ali fortalte, at der sker utrolig mange trafikuheld i Libanon hver dag. Største årsag: mobiltelefoner! Men også høj fart og hensynsløs kørsel. (Det skulle dog ikke holde ham selv tilbage for at ringe, smse og rode med gps, mens han styrede uden om biler, knallerter og traktorer). 

Vi lod hurtigt mærke til, at alle tre ting var mere reglen end undtagelsen for billister i Libanon, og priste os derfor lykkelige for, at vi havde valgt ikke at leje bil og køre selv. Nu kunne vi bare læne os tilbage og nyde turen uden at skulle kigge på gps og forsøge at forstå de uskrevne libanesiske  kørselsregler, som vi her vil forsøge at gengive:

• Hold tilbage for mig, jeg kommer fra venstre
• 1 dyt = jeg er her, har du set mig?
• 2 dyt = jeg har set dig. Kom bare, jeg venter.
• 2 dyt = jeg er taxa/pirattaxa, vil du med?
• Hornet i bund = du har virkelig kvajet dig/min tålmodighed er fuldstændig brugt op!
• Bak aldrig på en motorvej eller ensrettet gade – med mindre du er kørt forkert, skal noget vigtigt eller møder en gammel ven!
• Parkér hvor du vil, men husk advarselsblinket hvis du parkerer i 2. eller 3. vognbane.
• Overhaling indenom? Intet problem! Er det ikke det, der er meningen?

Deir El-Qamar

Mens vi kørte gennem bjerglandskabet fortalte Ali, at mange af de små landsbyer langs vejen er beboet af drusere. Et folkefærd, som vi før har stiftet bekendtskab med i Golan-højderne, da vi havde et spændende besøg hos en drusefamilie.

Her i Libanon lever der cirka 250.000 drusere, og de kan ofte kendes på deres påklædning, som for mændende består af sort eller mørkeblå skjorte og pludderbukser kaldet sherwal samt en hvid hovedbeklædning. Ligeledes er kvinderne ofte i sorte kjoler og tynde hvide hovedtørklæder.

Første stop denne dag blev byen Deir El-Qamar, som er berømt for sine gamle stenhuse med røde tegltage og små snævre gader. Derudover findes her både maronitiske kirker, muslimske moskeer og en jødisk befolkningsgruppe af anseelig størrelse.

Byen fungerer som sommerpalads for den libanesiske præsident, og der står således en skulptur af Libanons første præsident Bechara El Khoury på torvet.

Vi blev dog ikke så længe i den smukke by, og snart gik turen videre til slottet Beiteddine. 

Beiteddine

Lige da vi ankom var vi lidt usikre på, hvor vi var, og om det overhovedet var noget for os. Men vi betalte alligevel 10.000 lira pr. person (50 danske kr) og kom først ind på en stor tom gårdsplads, som vi efterfølgende har læst måler 107 gange 45 meter. Vi kiggede lidt på hinanden og blev enige om, at vi snart kunne være ude igen, hvis det fortsatte sådan her.  

Vi gik gennem en port og kom ind i nogle lange gange, hvor der hang mosaikbilleder på væggene. Det var egentlig meget flot og mindede os både om ridderbyen Akko i Israel og mosaiklandkortet i Madaba i Jordan. Så nu steg humøret lidt.

Vi gik også lige ovenpå for at kigge og pludselig åbnede slottet sig for os. Ahhh, det var det, som alle snakkede om. Nu forstod vi det bedre.

Vi kom ud i en meget fin gård med springvand og fantastiske udsmykninger på døre og vinduer.

Indenfor var der også masser at kigge på. Blandt andet nogle flotte vinduesmosaikker, smukke lofter og mange gamle møbler.

Og sådan endte det med, at Beiteddine blev en meget fin oplevelse, da vi endelig forstod, hvad det var, vi var kommet efter. Det kunne vi selvfølgelig også have læst lidt op på hjemmefra, men vi havde haft rigeligt at holde styr på. Nogle gange skal man også bare tage tingene som de kommer og opleve det, som åbenbarer sig for en.

Aanjar

Vores roadtrip i Libanon fortsatte mod Bekaa-dalen og byen Aanjar, som ligger rimelig tæt på den syriske grænse. Derfor kom der også flere og flere flygtningetelte, som var slået lidt tilfældigt op på marker eller tomme byggegrunde i og omkring byen.

Det vælter ind i Libanon med flygtninge fra det krigshærgede Syrien, og de skal selvfølgelig have et sted at bo. Derfor får de udleveret telte fra FN og en månedlig støtte på 150 USD pr. person.

Når man tænker på, HVOR stor flygtningekrisen er i Libanon i disse år med rundt regnet 1,4 millioner syrere, så var vi overraskede over at se så få, som gik rundt og tiggede. Der var et par enkelte – hovedsageligt ældre kvinder – i Beirut, og nogle stykker i et lyskryds i Aanjar, som forsøgte at tigge penge fra bilisterne. Ellers oplevede vi det ikke.

Ali mente også, at når vi nu var så tæt på den syriske grænse, så skulle vi da helt hen og se den. Og som sagt så gjort. Han kørte til vi var ca. 25 meter fra grænsen, så vi kunne se grænsevagterne og ingenmandsland, og så vendte han rundt og kørte tilbage igen. Det kunne vi selvfølgelig ikke få lov til at fotografere, så kameraet forblev i tasken.

Ruinerne i Aanjar

I Aanjar ligger der et ruinområde med et palads og en moské, som kan dateres tilbage til det 8. århundrede, da Umayyad-kalifatet erobrede området og anlagde byen. Den var dengang et vigtigt knudepunkt på handelsruterne mellem Tiberias og Homs, Beirut og Damascus samt Baalbek og Sidon.

Ruinbyen Aanjar er 374 meter x 308 meter og omgivet af 2 meter tykke mure. Der har været 36 tårne samt fire hjørnetårne langs muren. Området er meget overskueligt med lige veje, hvoraf de to store hovedveje går nord-syd og øst-vest. I midten er der fire søjler. 

Der er mest tilbage af det, som tidligere har været kendt, som det store palads.

Aanjar er et fint sted at besøge, hvis man interesserer sig for historiske ruiner eller gerne vil besøge UNESCO steder. Derudover kan man også finde nogle meget smukke firben. Entreen på 6000 lira pr. person (30 kr), synes vi, var meget rimelig.

Overvejer du også en rejse til Libanon? Og kunne du tænke dig at komme i kontakt med Lebanon Tours, så kan Mr. Hussein kontaktes via hjemmesiden eller What’s App på +961 70 809 737 (forvent dog ikke, at han svarer lige med det samme…)

Vil du se vores blogindlæg fra Libanon, så kig forbi her.

Vi anbefaler også gerne et par andre blogindlæg:

Fra Iran: Til te hos nomadefolk

Fra De Forenede Arabiske Emirater: På jagt efter oryx

Som altid bliver vi rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her vil du kunne se, når vi skriver nye blogindlæg, og når vi er på farten. Næste rejse går til Tromsø i slutningen af november.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Roadtrip i Libanon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi skulle denne gang boarde i Københavns lufthavn ved C35. Næsten så langt væk, som du overhovedet kan komme. Her blev vi først mødt af en 10-12 medarbejdere fra Told og skat, som gerne ville vide, hvor mange penge vi ville udføre af landet. Vi tænker ikke, at dette store opbud var sat i verden for vores skyld. Men vi hilste pænt, svarede beredvilligt på deres spørgsmål og blev straks ledt videre.

I flyet fra Middle East Airlines var der et godt leben. Ikke så mange blegansigter som os, men det havde vi nu heller ikke regent med. Til gengæld masser af glade libanesiske familier på vej hjem på efterårsferie. Til sidst var alle bænket, og vi var klar til afgang.

Der var en helt almindelig startprocedure, som vi har oplevet så mange gange før, hvor stewardesserne tjekkede sikkerhedsbælter og der blev vist en sikkerhedsvideo. Men pludselig, mens vi accelererede ud af startbanen, blev der tumult to rækker længere fremme.

Drama i flyet

En mand placeret ved vinduet, med en stor forbinding på højre hånd, forsøgte at rejse sig op, mens han skældte ud på arabisk. To stewardesser kom hurtigt til for at berolige manden, men lige lidt hjalp det. Han ville ud fra sit sæde. Stewardesserne forsøgte på alle måder at tale manden til rette, men uden held. Han rejste sig op og forsøgte at mase sig forbi de to andre passagerer på rækken. Det kunne dog ikke lade sig gøre, så de måtte også rejse sig og træde ud i mellemgangen, for at give plads til manden. Nu kørte flyet rigtig stærkt. Og stewardesserne talte rigtig højt for at få de tre personer til at sætte sig ned igen.

De to intetanende krøb nu ind på de inderste sæder, men manden med forbindingen ville stagdig ikke sætte sig ned. Idet flyet lettede fra jorden, nåede den ene stewardesse hen til et sæde. Den anden pressede manden ned i hans sæde, mens hun selv gled ned på gulvet, hvor hun sad mens flyet gik i luften. Sikke en start på turen!

Efterfølgende spurgte Rasmus den unge libanesiske pige, som han sad ved siden af, om, hvad der foregik. Det viste sig, at manden for nyligt var blevet opereret i hånden og at lægen havde sagt, at han ikke skulle flyve. Og nu på vej ud ad startbanen, var han kommet i tanke om lægens ord og ville af flyveren. Det skulle han nok have tænkt på et kvarter før!

Resten af turen gik uproblematisk, altså lige bortset fra at manden med hånden, låste sig inde på toilettet i halvanden time, så det ikke kunne benyttes af andre.

En rejse til Libanon

Vi har længe haft det smukke lille Middelhavsland på radaren. Men hvornår er det lige et godt tidspunkt at besøge landet, som fra 1976 til 1991 var præget af en blodig borgerkrig? Og som forsat forsøger med alle midler at komme ud af borgerkrigens skygge – eller som Anders Agger for nyligt udtrykte det: “Libanon er et land, der har ligget i benlås af borgerkrig”.

Efter krigen fulgte selvmordsbomber, som bragte død og rædsel i storbyerne, kun for at blive afløst af kidnapninger af vesterlændinge bl.a. vores egen Jeppe Nybroe, som i 2014 var frihedsberøvet i 28 dage.

Flygtningestrømme

Derudover er Libanon et land med en kæmpe, kæmpe flygtningeudfordring. Libanesere ryster på hovedet af Vesten, når de nægter at tage imod 5000 eller 10.000 flygtninge. Her står et lille land med ca. 4 millioner libanesere og har taget imod 2 millioner flygtninge. Prøv lige at smage lidt på det. En tredjedel af landets befolkning er flygtet fra krig og armod og bor nu i lejre rundt om i landet. Hvilket vi skulle blive vidner til de kommende dage.

Først kom armenerne under folkedrabet i 1915. Palæstinenserne fulgte i 1948 ved staten Israels oprettelse og har boet i lejre her i over 70 år. Det er nu 5. og 6. generation, som lever kummerligt uden mulighed for at få libanesisk statsborgerskab. Og nu flyder der en lind strøm af syrere, som flygter fra Assad og Erdogan. Det menes, at der lige nu befinder sig 1,4 millioner syrere i Libanon.

Samtidig lider Libanon under stor arbejdsløshed og braindrain til følge, da mange unge rejser til udlandet i søgen efter arbejde. Der bor som sagt rundt regnet 4 millioner libanesere inden for landets grænser og 18 millioner i udlandet, hvoraf Brasilien er det land med den største libanesiske befolkningsgruppe. Libanon er simpelthen et land i knæ.

Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man ikke kan eller skal besøge landet – måske snare tvært imod. For der venter store oplevelser, hvis man vover pelsen, og tager af sted.

Fantastiske Libanon

Men hvorfor var det egentlig, at vi valgte at rejse til Libanon? Hvad var der overhovedet at komme efter???

En overvejende grund var uden tvivl Anne Maries ønske om at se og opleve landet, som hendes forældre besøgte i 1960’erne, da de boede og arbejdede i Middelhavsområdet. AM er således vokset op med brugsgenstande og historier fra denne Mellemøstens perle i sit barndomshjem. Og Libanon har på en eller anden måde altid haft en særlig plads i hendes bevidsthed. 

I løbet af de ni dage, vi var af sted, oplevede vi et utrolig smukt land med fantastiske oldtidssteder, skøn mad og en meget venlig befolkning, som ikke alle steder er vant til at se turister. De mødte os med store smil og få engelske gloser, i et forsøg på at byde os velkommen og sørge for, at vi havde det godt i deres land.

Vi må sige, at befolkningen tog os med storm. Libanon er røget ind på en klar tredjeplads (lige i hælene på Iran og Oman) over lande, vi har besøgt, med den sødeste og mest hjælpsomme befolkning

Et kontrastfyldt land

Libanon er samtidig et spændende sted at forsøge at få fod på. Vi oplevede hele tiden nye steder, stemninger samt religiøse og sociale forhold, som vi forsøgte at analysere og forholde os til.

Libanon er et sted med både smuk natur og grim mellemøstligt boligbyggeri, moderne arkitektur og ruiner efter borgerkrigen, uvurderlige oldtidsminder og overfyldte flygtningelejre, frodig natur og masser af skrald, skisportssteder og badestrande, frisind og konservatisme.

Libanons hovedstad Beirut er på en måde Mellemøstens frække lillebror med natklubber, sprut og kasinoer, og især i 1960’erne tilbød byen fest og farver til Europas og Mellemøstens unge jetsettere. Men samtidig findes her også 18 forskellige religiøse grupperinger, som mødes i en smeltedigel på kun 10.000 kvadratkilometer – mindre end en fjerdedel af Danmark. Nogle forsøger at leve i fred og fordragelighed, mens andre grupper bekriger hinanden.

Det er på mange måder et meget opdelt samfund, hvor hver en lille landsby tilhører en bestemt religion, mens storbyerne også er opdelt i bydele efter religiøst tilhørsforhold. Og et land, hvor børn går i bestemte skoler efter deres forældres religiøse overbevisning. Det er spændende at opleve og interessant at forsøge at få en forståelse af.

Sidst men ikke mindst har Libanon et skønt klima det meste af året. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det kom lidt bag på os, at termometeret stod på mellem 34 og 36 grader her i oktober måned. Puha, den var varm! Især når vi gerne ville ud og se og opleve en hel masse hver dag.

På intet tidspunkt i løbet af ugen havde vi en trøje på. Heller ikke om aftenen eller natten. Om natten kom temperaturen på intet tidspunkt under 25 grader, og vi var rigtig glade for at bo steder med air-con, så vi havde mulighed for at køle værelset ned, inden vi skulle sove.

Vi glæder os til at fortælle jer meget mere om vores rejse. Først kommer der lige et par praktiske informationer:

Vores råd hvis rejsen går til Libanon  

• Som dansk statsborger skal du ikke have visum til Libanon. Men tjek op på det inden afrejse. Situationen kan ændre sig.
• Tjek op på sikkerhedssituationen. Både hjemmefra og mens du er i landet. Ting kan meget hurtigt ændre sig, hvilket vi fik at mærke.
• Meld dig på Danskerlisten på Udenrigministeriets app. Derved får du opdateringer eller bliver kontaktet, hvis der sker noget drastisk i forhold til naturkatastrofer eller sikkerhed.
• Medbring dollars. De er gangbare alle steder. Og det er i de fleste banker rigtig dyrt at hæve penge. Ud over at din danske bank tager 30-50 kr. pr. hævning, så tager de fleste libanesiske banker derudover også mellem 60 og 75 kr. Kun i hæveautomater fra Bank Audi blev vi ikke opkrævet libanesisk gebyr, men der kan være andre. 
• Vær opmærksom på, at Libanon er et forholdsvis dyrt land at besøge. Så med mindre man er påpasselig, kan budgettet hurtigt løbe løbsk. Offentlig transport er dog billigt.
• Strømafbrydelser er ikke ualmindelige. Tag det som en oplevelse.
• Der er ingen restriktioner til påklædning i landet og ca. halvdelen af kvinderne bærer ikke tørklæde. Men tænk alligevel over at klæde dig anstændigt, især når du besøger religiøse steder – både kristne og muslimske.

Du er meget velkommen til at kigge rundt på vores blog og læse om nogle af alle de andre lande, vi har besøgt. Her kommer vi også lige med et par anbefalinger til et par blogindlæg:

Fra Jordan: Ruinbyen Petra

Fra De Forenede Arabiske Emirater: Sheikh Zayed Grand Mosque

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du læse og se meget mere, når vi er ude og rejse og du bliver også opdateret, når vi udgiver nye blogindlæg. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Libanon – et kontrastfyldt land blev først udgivet på Two Danes On Tour.