Mellemøsten Arkiv - Two Danes On Tour

Beirut i en revolutionær tid

twodanesontour — Tue, 18 May 2021 18:35:21 +0000

Vi har længe haft en stor kærlighed til Mellemøsten – gæstfriheden, maden og mystikken, de smukke landskaber, klimaet og alt det uventede, der lurer omkring det næste hjørne. Specielt Beirut, Libanons hovedstad, har stået på ønskelisten over steder, vi gerne ville besøge og opleve. Men vi ved også, at der ind imellem er uroligheder i regionen. Så hvornår er lige det rigtig tidspunkt at rejse på?
Vi besluttede os for efteråret 2019. Og det skulle vise sig at blive mere “spændende”, end vi kunne forudse.

Beirut Rafic Hariri International Airport

Luften er varm og stillestående, da vi lander i Beirut efter fire timers direkte flyvning fra København. Lufthavnen ligger kun 11 km fra centrum, og da klokken viser 00.50 lokal tid, er vi glade for, at vi kommer rimelig hurtigt gennem paskontrollen.

Vi har for en gang skyld bestilt afhentning i lufthavnen gennem vores hotel. Taxachaufførerne i Beirut er berygtede for at snyde turister og kræve overpriser for den relativt korte tur ind til centrum. Vi har derfor hjemmefra besluttet os for, at vi ikke, på den tid af døgnet, magter at stå og diskutere urimelige priser med en hustler. De 29 USD, vi skal betale, er også overpris, men så ved vi, at der vil være styr på det, og at vi vil blive kørt det rigtige sted hen på kortest mulig tid.

Beirut – en farverig palette

Beirut blev i 1960’erne kaldt Mellemøstens Paris. Det var her Europas og Mellemøstens jetsettere festede. Det var i tiden inden borgerkrigen, hvor byen blomstrede og tilbød dens besøgende brede boulevarder, fransk-inspirerede kolonistilsbygninger, middelhavsklima og hippe natklubber.

Beirut er i dag en af de mest multikulturelle byer i verden. Den består af mange kvarterer med hver deres subkultur så forskellige fra hinanden, at du kunne komme til at tro, at det rent faktisk var forskellige byer, du bevægede dig rundt i: Det nyrenoverede centrum, det cool og hippe kristne distrikt Gemmayzeh. Det Hizbollah-kontrollerede område Bourj al-Barajneh, det intellektuelle Hamra, det armenske distrikt Bourj Hammoud, det fashionable Raouché, flere palæstinensiske flygtningelejre og meget, meget mere. Ja, der er nok at opleve. Især religiøse tilhørsforhold sætter hver deres præg på de forskellige bydele.

Libanon huser 18 forskellige religiøse grupperinger. Der skal således både være plads til shiamuslimer, sunnimuslimer, protestanter, maronitiske katolikker, drusere, græsk-ortodokse, græsk-melkitiske katolikker og armenske apostolere blot for at nævne nogle. Mange danskere bliver overraskede over at høre, at ud af Beiruts godt 400.000 indbyggere betragter ca. 40% sig som kristne. For vi befinder os jo midt i Mellemøsten.

Hamra

Vi har efter mange overvejelser besluttet at bosætte os i området Hamra i to nætter. Derefter har vi planlagt et roadtrip rundt i Libanon, inden vi sidst på ugen vil bruge et par dage mere i hovedstaden. De sidste nætter har vi endnu ikke booket, da vi gerne vil have friheden til at vælge, når vi har lært byen lidt at kende.

Ved søgninger hjemmefra, finder vi hurtigt ud af, at hoteller ikke kommer billigt i hovedstaden. Alligevel er vi rimeligt tilfredse med 56 USD pr. nat for et dobbeltværelse på Lavender Home Hotel inklusiv en lidt kedelig morgenmad. Her er prisen og lokationen afgørende for vores valg.

Vi bruger vores første dag på at se nærmere på området Hamra, som byder på masser af fashionable modebutikker, fastfoodrestauranter, hoteller, små butikker med alverdens junk og ragelse samt Mellemøstens mest præstigefyldte universitet The American University of Beirut, hvorfor der også er mange studerende i dette område af byen.

Vi kan godt lide Hamra og kunne sagtens bruge meget mere tid i området. Men vi vælger også at gå en tur til havnefronten The Corniche, som er et 4,8 km langt fortov langs Avenue de Paris og med Middelhavet som nærmeste nabo. Her mødes både lokale og turister for at gå eller løbe en tur samt få slukket tørsten på en af de mange dyre caféer med havudsigt.

Det er også her Beiruts meget fotograferede vartegn Pigeons’ Rock ligger, så der må vi forbi for at tage det ikoniske billede.

Gemmayze

Da vi efter 4 dages roadtrip til det nordlige Libanon kommer tilbage til Beirut, booker vi et værelse gennem Airbnb i området Gemmayze (også kaldet St. Germini), som ligger i Østbeirut.

Gemmayze er et hipt og ungt kvarter med masser af designerbutikker, gallerier, restauranter og kort afstand til centrum af Beirut. Når du slentrer gennem Gemmayzes gader, er det svært at tro, at du befinder dig i et af verdens mest turbulente regioner. Det er et meget sikkert kvarter at bevæge sig rundt i, og der er coolnes og franske kolonistilsbygninger så langt øjet rækker.

Vi bor på Gouraud Street og er med det samme meget tilfredse med lokationen. Det er et område af byen, som de lokale selv bruger, når de skal handle eller i byen.

Vi går i gang med at lære vores nye nabolag at kende, som både byder på charme, street art og lækre restauranter, og vi føler os straks hjemme.

Downtown Beirut

Vi har med vilje bosat os tæt på centrum af Beirut, da der er flere steder i midtbyen, vi gerne vil se og opleve. Vi synes tit, at det er rart, at kunne gå rundt til de forskellige ting i stedet for at skulle være afhængige af offentlig transport.

Downtown Beirut var frontlinje, da borgerkrigen rasede fra 1976 til 1991 og byen blev voldsomt ødelagt. Det bærer nogle få bygninger stadig præg af, så dem vil vi prøve at finde.

I 1994 valgte man at genopbygge en stor del af centrum med hippe restauranter og dyre modeforretninger. Dette renoveringsprojekt var meget kontroversielt, da lokalbefolkningen blev tvunget til at flytte ud af deres huse og lejligheder. Tilbage står nu en bykerne, som virker poleret og kunstig. Beirut centrum har uden tvivl mistet en stor del af sin mellemøstlige charme, hvilket mange begræder.

En anderledes morgen på Martyrpladsen

Vi beslutter at gå på opdagelse i centrum, og begynder vores tur på Martyrpladsen, som har fået sit navn efter de henrettelser, som fandt sted på denne plads den 6. maj 1916. Henrettelserne blev beordret af lederen af det Ottomanske rige Djemal Pasha, som også gik under tilnavnet Den blodtørstige.

Martyrpladsen var også en del af den linje, som delte Beirut i øst og vest under borgerkrigen fra 1975 til 1990, så mange lidelser har fundet sted her.

Her ved pladsen ligger St. George Maronite katedralen og Muhammad al-Amin moskeen klods op ad hinanden. Det er unikt at sådanne to store religiøse steder kan ligge side om side i forholdsvis ro og fordragelighed.

Da vi nærmer os pladsen, undrer vi os lidt over, at der ligger væltede containere i gaderne, så affaldet flyder til alle sider, og stanken går lige i næsen.

Snart passerer vi også en smadret bank med glasskår ud over fortovet. Hvad er det mon, der foregår?

Vi kommer forbi bøjede skilte, knuste butiksruder og lyssignaler. Det bliver lige lidt for suspekt. Af gode grunde ved vi jo ikke, hvordan der plejer at se ud i disse gader, men vi snakker om, at der må være noget galt. Især da vi går forbi en udbrændt bygning.

På afstand kan vi se og høre en stor flok mennesker med libanesiske flag, som råber slagord i kor. Vi beslutter os for at gå en anden vej, så vi ikke støder ind i folkemængden.

Nu begynder vi at blive endnu mere årvågne og opmærksomme på vores omgivelser.

Vi går ind på en lille café for at spise morgenmad og få lidt flere oplysninger om, hvad det er, der foregår.

Manden bag disken kan ikke meget engelsk, men prøver efter bedste evne at forklare os, at der er nogle, der er sure over noget med WhatsApp. Det lyder lidt mærkeligt i vores ører, for hvorfor skal man smadre en bank på grund af WhatsApp? Men vi kan ikke komme det nærmere lige her og nu.

Midt i en revolution

Høje råb runger fortsat i gaderne. For ikke at bringe os selv i unødig fare, beslutter vi at gå hjem til vores AirBnB-værelse.

Da vi tænder for CNN, er Libanon hovednyheden. Uroligheder og demonstrationer i Beirut centrum, smadrede butikker og banker, og desværre flere døde pga. påsatte brande.

Vores vært kommer forskrækket ind i lejligheden og siger, at det er godt at se os. Hun har, ligesom os, slet ikke opdaget, at der har været kampe mellem demonstranter og politiet i gaderne i nat. Vi har alle tre sovet som sten uden at høre noget som helst.

Resten af formiddagen beslutter vi at blive i vores eget kvarter. Vi ønsker ikke at udsætte os selv for unødig fare, da det her i begyndelsen er svært for os at vurdere situationens alvor. Og vi ved, at sådanne konflikter hurtigt kan eskalere.

Revolutionen i Libanon

Fra nyhederne og vores AirBnb-vært får vi efterhånden stykket sammen, hvad utilfredsheden handler om. 1000-vis af mennesker har samlet sig i centrum af Beirut og andre større byer i Libanon, for at vise deres utilfredshed med regeringen.

Regeringen bliver beskyldt for at være korrupt og for at tiltuske sig kæmpe store formuer, mens befolkningen lider. Folk er især utilfredse med højere priser på benzin, tobaksvarer og brød. Libanesere spiser brød morgen, middag og aften, så prisstigninger på brød er virkelig noget, som rammer alle samfundslag, men selvfølgelig især de fattigste.

Folk er også utilfredse med at affaldet flyder i gaderne, og at de ikke kan være sikre på internet, elektricitet og vand 24 timer i døgnet.

Og så har regeringen netop annonceret, at folk fremover skal betale 0,20 dollars pr. dag for at bruge gratistjenesten WhatsApp. Det er det, som har fået bægeret til at flyde over.

Det lyder måske som en bagatel for os, men i et land, hvor en stor procentdel af befolkningen bor i udlandet og gerne vil have forbindelse til deres venner og familie, så løber det op i mange penge, hvis man pludselig skal betale en daglig afgift.

WhatsApp har af en eller anden grund ikke rigtig slået igennem i Danmark, men i Libanon er det måden at holde kontakt og kommunikere på. Alle har WhatsApp, og ligesom med brød, er det derfor en afgift, som vil ramme alle.

Ud på gaden igen

Senere på dagen vurderer vi, at det vil være okay for os at gå tilbage mod centrum. Dog er vi hele tiden opmærksomme på, om situationen skulle ændre sig til det værre.

Vi er som sagt på udkig efter tegn fra borgerkrigens tid. Og ved at gå en stor bue uden om Martyrpladsen, finder vi hen til flere bygninger med skudhuller i murene.

Vi kommer forbi det meget kendte hotel Holiday Inn, som lå midt i krigszonen under borgerkrigen. Her foregik der voldsomme kampe i oktober/november 1975. Konflikten er kendt som Battle of the Hotels, hvor over 1000 mennesker mistede livet – en del af dem blev smidt ud fra taget af hotellet, og mindst dobbelt så mange blev såret. Derfor står hotellet stadig som et spøgelse for at minde os alle om, hvor galt det kan gå.

Det virker endnu mere alvorligt at stå på dette sted netop nu, hvor vi ikke ved, hvad de næste 24 timer vil bringe af demonstrationer, gadekampe eller det, der er værre. Imens ruller militæret ind i Beiruts gader.

Revolutionen fortsætter

Vi er spændte på, hvad vi vågner op til næste morgen.
Igen har der været protester hele natten – og de er ikke blevet mindre. Tvært imod. Demonstrationerne fortsætter med fornyet kraft.

Libanons premierminister Saad Hariri går på nationalt TV og giver sig selv og hans regering 72 timer til at få rettet op på situationen. På skærmen kan vi se, at der var et lille ur i øverste venstre hjørne, som tæller ned til de 72 timer er gået. Hele Libanon holder vejret og kigger på uret, der tikker.

Folk på tværs af religiøse skel og politiske overbevisninger mødes på Martyrpladsen og kæmper skulder ved skulder med slagord skrevet på papskilte og viftende flag. Det er de færreste som tyer til vold og ødelæggelser. Størstedelen af befolkningen er enige om, at dette skal være en fredelig revolution, og at tidspunktet er inde. De ønsker ikke krig, men retfærdighed og bedre vilkår i en presset hverdag. Dette er den eneste chance, de har for at vække regeringen og gøre en forskel.

Folket har krævet, at regeringen træder tilbage. Nu.
Hizbollahs leder Nasrallah går på nationalt tv og taler; både til folket og til politikerne. Trafikken står stille. Alle sidder klistret til skærmen – både muslimer og kristne. Vi følger med fra en barbersalon, hvor alt klippearbejdet går i stå, imens en af Libanons mægtigste mænd taler.

Nasrallah siger i grove træk, at politikerne skal tage sig sammen og få styr på situationen. Men han forlanger ikke, ligesom demonstranterne, at regeringen skal trække sig tilbage. Han lader det skinne igennem, at der ikke er andre politikere i Libanon, som kan gøre arbejdet bedre. Dem der sidder på posterne må leve op til deres ansvar.

Situationen optrappes

Det er nogle intense og spændende dage. Tænk at vi står midt i det og oplever det på nærmeste hånd, mens det sker. Men til tider er det også lidt for spændende… For pludselig går der rygter om, at alle indfaldsveje til lufthavnen er spærret, og at der er bål i gaderne. Flere fly bliver aflyst. Nogle fordi der ikke er passagerer. Andre fordi flyselskaberne indstiller alle fly til Beirut. Panikken begynder at brede sig blandt de turister, som skal nå et fly samme aften.

Vi hører historier om rejsende, som i desperation forsøger at komme til lufthavnen, og derfor får lokale til at fragte sig derud bag på scootere ad de små bagveje, som man skal være lokalkendt for at finde. Flere af dem bliver omringet af demonstranter og sendt retur til byen – enkelte en “huskekage” rigere.

Pludselig er det hele meget mere alvorligt, end vi havde håbet på. Og vores hjemrejse nærmer sig hastigt.

Sikkert hjem

For at være sikre på at kommet ud i lufthavnen i god behold og til tiden, kontakter vi igen vores chauffør Ali og spørger, om han vil køre os i lufthavnen. Det vil han gerne.

Han holder klar i vores gade næste morgen meget tidligt, selvom vi først skal flyve over middag. Han har nemlig hørt, at indfaldsvejene snart vil lukke igen, og vil gøre alt for, at vi når det i tide.

Turen til lufthavnen går godt og uden problemer. Vi er i gode hænder hos Ali, som kender sin by og sit land som sin egen bukselomme. Vi kommer sikkert ind i lufthavnsbygningen efter at have takket Ali mange gange og betalt ham gode drikkepenge for køreturen.

Mens vi sidder og venter i lufthavnen, hører vi, at vejene ganske rigtigt nu igen er blevet lukkede. Puha. Vi nåede det lige.

Hvis du er interesseret i at se alle vores blogindlæg fra Libanon, så kan du finde dem her.

Som altid sætter vi stor pris på alle, som synes godt om Two Danes On Tour på Facebook. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour.

For nylig har vi været med i en rejsepodcast om Svalbard. Hvis du ikke allerede har hørt den, så kan du lytte til den hos Taste the World.

Facebook

Twitter

Indlægget Beirut i en revolutionær tid blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Hizbollah museet og det sydlige Libanon

twodanesontour — Tue, 04 May 2021 18:37:07 +0000

Efter fire dages roadtrip i det nordlige Libanon var aftalen med vores chauffør Ali egentlig slut. Han skulle blot køre os tilbage til Beirut. Men det havde været helt fantastisk at have ham som guide, så vi spurgte ham, om han ville køre os en ekstra dag. Denne gang skulle turen gå mod syd, hvor vi gerne ville besøge byerne Sidon og Tyre. Derudover ville Ali gerne vise os Hizbollahmuseet i Mleeta.

Hvis du selv påtænker en tur til det sydlige Libanon, kan vi da lige fortælle, at det der med stednavne nogle gange kan være lidt besværligt. F.eks. er Sidon både kendt som Sayda og Saida, mens Tyre også kan skrives Tyr, Tyrus eller Sour. Ja, det er ikke nemt at blive klog på!

Det sydlige Libanon

Det sydlige Libanon er primært shiamuslimsk med stor støtte til Hizbollah. Derfor ligger der også et Hizbollah museum i dette område, som grænser op til Israel. Stemningen i det sydlige Libanon er lidt mere tens end i det nordlige. Det kunne vi især mærke på Ali, som hele tiden sikrede sig, at alt var okay.

I forbindelse med borgerkrigen i Syrien, som brød ud i 2011, har der i perioder været intern uro i Libanon. Sunnimuslimer og shiamuslimer har støttet hver sin part af konflikten. Sidon var i 2013 udsat for 2 dages kampe mellem sunnimuslimske oprører og den libanesiske hær. Forud for kampene havde Hizbollahs leder Hassan Nasrallah meddelt, at Hizbollah ville støtte præsident Bashar al-Assad. Over 50 mennesker omkom i kampene, og siden har man frarådet turister at rejse til det sydlige Libanon. Men vi var jo afsted med Ali, så vi følte os i gode hænder.

Første stop Tyre

Efter en enkelt nat i Beirut holdt Ali klar næste morgen og ventede på os uden for vores lejlighed. Og snart var vi på farten igen. Vi kørte ud forbi lufthavnen og mod syd. Vi begyndte med at køre helt til Tyre og derefter bevæge os tilbage mod Beirut.

Tyre er Libanons fjerdestørste by med omkring 200.000 indbyggere. Der er en stor souk og en dejlig strand. Men det var nu ikke derfor, at vi ønskede at besøge byen.

Anne Marie ville gerne se resterne af den gamle fønikiske og senere romerske by i Tyre, som er på listen over UNESCOS verdensarv. Byen har været en del af det romerske rige fra år 64 f.v.t til år 395 e.v.t.

Ifølge både Mathæus og Markus evangeliet, har Jesus faktisk besøgt området omkring Tyre og Sidon. Her udførte han et mirakel ved at hjælpe en kvinde med at helbrede hendes datter, som var blevet besat af en dæmon. Og i byen Qana, ca. 10 km fra Tyre, forvandlede han vand til vin.

Der er især to arkæologiske områder, som er værd at kigge nærmere på i Tyre. Men der er faktisk flere ruiner rundt omkring i byen, hvis man har længere tid.

Det arkæologiske område Al-Bass

Vi begyndte ved Al-Bass, som er mest spektakulær. Stedet ligger lige ved siden af el-Buss flygtningelejren.

Al-Bass er blandt andet kendt for en stor begravelsesplads med kæmpe store kister. Over 100 stenkister ligger på begge sider af vejen, der fører ind til byen.

På vejen står en stor flot romersk triumfbue fra det 2. århundrede. Triumfbuen er blevet rekonstrueret, så man kan se, hvordan den engang har stået.

Her findes også en imponerende akvædukt konstrueret af romerne. Den førte vand ind i byen fra omkringliggende kilder. Buerne i akvædukten blev brugt som arkade for byens butikker.

Ved Al-Bass ligger også verdens største hippodrom – altså en hestevæddeløbsbane. Denne arena er hele 480 meter lang og 160 meter bred og imponerende, når man står og føler sig meget lille i midten.

En lille del af tribunen er også stadig bevaret, og man må gerne kravle op.

Vi var heldige, at vi nærmest havde hele området for os selv. Det er de færreste turister, som rejser til Libanon. Og endnu færre tager til det sydlige Libanon, og det er der jo som nævnt en grund til. Området bliver betegnet som Hizbollah-højborg, og i 2006 var der kampe tæt på Al-Bass. En nærliggende bygning blev bombet, og det har skadet en del af vægudsmykningerne i den arkæologiske by.

Det arkæologiske område Al-Mina

Det andet arkæologiske sted i Tyre hedder Al-Mina og ligger midt inde i byen.

Stedet imponerede ved den smukke udsigt over Middelhavet.

Al-Mina kan dateres tilbage til det 3. århundrede f.v.t. Her så vi mange søjler og en mosaikbelagt vej på 170 meter. Mosaikkerne er lagt i geometriske mønstre og stammer fra romersk og byzantinsk tid.

Her findes også et offentligt romersk badehus og en arena, som har kunne huse op til 2000 tilskuere.

Tæt på Al-Mina er denne fine strandpromenade, som tiltrækker mange libanesere i weekender og ferier.

Kort om Hizbollah

Ali ville meget gerne vise os et krigsmuseum dedikeret til Hizbollah i nærheden af landsbyen Mleeta. Vi havde været lidt tilbageholdende med at besøge dette sted, men samtidig også nysgerrige.

Tidligere havde vi jo hørt, at det kunne være farligt at besøge og især overnatte i byen Baalbek, da det er en af Hizbollahs højborge. Men da vi besøgte byen tidligere på ugen (og overnattede), havde vi overhovedet ikke nogle problemer. Og nu da lejligheden bød sig for at besøge dette specielle museum sammen med Ali, sagde vi ja tak.

Hizbollah er i store dele af den vestlige verden betegnet som en terrororganisation. De har flere gange kæmpet mod Israel og i den forbindelse brugt selvmordsbombere. Samtidig siges det, at organisationen har tætte relationer til Iran, som menes at hjælpe dem økonomisk.

I Libanon er Hizbollah et shia-muslimsk politisk parti og en militant gruppe, som en stor del af befolkningen sympatiserer med. De tilbyder et stort hjælpe-program for skoler, hopitaler, syge og værdigt trængende familier. Derudover har gruppen også hjulpet med genopbygningen af Beirut og andre byer efter israelske bombardementer.

Mange libanesere ser på Hizbollah med ærefrygt, da de to gange har kæmpet mod israelerne. Første gang i 1978, da Israel angreb Libanon og fra 1982 til 2000 besatte Beirut. Anden gang i 2006, da de to lande angreb hinanden henover grænsen med missiler.

Hizbollahmuseet i Mleeta

Efter vores besøg i Tyre kørte vi nu ind i landet og op i bjergene. Langs de snoede bjergveje var der mange plakater med mænd, som havde lidt en martyrdød og derfor blev æret og husket på denne måde. Det var ligesom med til at sætte en særlig stemning at se alle disse mænd, nogle meget unge, som havde mistet livet i krig.

Hizbollahmuseet ligger på toppen af bjerget Mount A’mel i 1060 meters højde. Stedet var tidligere en vigtig militærbase for Hizbollah, men blev i 2008 omdannet til et museum.

Det er jo altid svært at huske, hvad man egentlig forestiller sig, inden man besøger et sted. Men at blive mødt med “velkommen” og store smil af Hizbollah-folk, var nok ikke lige det, vi havde regnet med. Normalt går der et Hizbollahmedlem med rundt og viser museet frem. Men vi havde jo Ali og fik derfor lov til at gå “på egen hånd”.

Vi så først en film på 12 minutter om organisationen (som nogen nok vil betegne som propaganda).

Derudover var der udstillet masser af ødelagte israelske våben, biler og kampvogne, som israelerne efterlod, da de rykkede ud af Libanon.

Og sidst men ikke mindst kunne man gå en tur i området og se, hvordan Hizbollah havde lavet skjul i terrænet.

Blandt andet var der en 200 meter lang tunnel under jorden, hvor man kunne se, hvordan Hizbollahsoldaterne havde levet og klaret sig.

At besøge Hizbollah museet var uden tvivl en oplevelse, som vi er glade for, at vi fik med på vores rejse. Det gav os et lille bitte indblik i en organisation, som vi kun kender gennem medierne.

Sidon

Vi kørte videre til Sidon, Libanons fjerde største by, som lige som Tyre ligger ud til Middelhavet. Sidon var i oldtiden en driftig handelsby med stærke bånd til Egypten.

Utallige folkeslag har gennem tiden erobret Sidon, og både Herodes, Jesus og apostlen Paulus siges at have besøgt byen.

Derudover har Sidon en berømt borg, som ligger på en lille ø ude i havet. Borgen er bygget i det 13. århundreder af korsfarere. Der er adgang via en lille gangbro på ca. 80 meter. Selve borgen er ikke så velbevaret og interessant, men det er omgivelserne, der gør det hele.

Vi var blevet sultne og spiste turens hidtil bedste falafler i en durumrulle. Hvis I ikke allerede vidste det, så ELSKER vi Mellemøstlig mad – og især libanesisk.

Vi gik også en tur i souken, som lå lige ned til havnen. Det var en flot gammel souk, som ikke virkede særlig turistet. Lige noget for os.

Mest af alt mindede det os om 1001 nats drøm.

Der er uden tvivl mange flere oplevelser i det sydlige Libanon, end hvad vi kunne nå på én dag. Her findes også nogle af Libanons bedste strande, så er man til badeferie, kan det fint kombineres med det kulturelle, hvis den politiske situation tillader det.

Hvis du har lyst til at se alle vores blogindlæg fra Libanon, så kan du finde dem her.

Og har du lyst til at læse mere på vores blog, så kig dig rundt eller prøv et af disse blogindlæg:

To dage i Acco
Ruinbyen Petra
Til te hos nomadefolk

Som altid sætter vi stor pris på alle, som synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kommer vi med billeder og små anekdoter, når vi er på farten. Og her kan du også se, når vi har udgivet et nyt blogindlæg.

Viste du for resten at vi lige har været med i en podcast om Svalbard? Find den på Taste the World.

Facebook

Twitter

Indlægget Hizbollah museet og det sydlige Libanon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Fantastiske Tripoli

twodanesontour — Tue, 17 Dec 2019 17:39:07 +0000

Vi stirrer på alt virvaret uden for ruderne i Ali’s bil. Der er biler og mennesker alle steder. Et rigtigt leben. Vi bremser hårdt op, for ikke at ramme en lastbil, som hurtigt og uventet skifter vognbane. Ali ruller vinduet ned og spørger om vej. Vi prøver at følge med på app’en Maps.me, men er faktisk lidt usikre på, hvor det er, at vi er på vej hen. Tripoli er fra første færd vild, varm og kaotisk. Ja, den er faktisk alt det, vi håber på ved en arabisk by.

Søgen efter et hotel

Ali kører ind til siden tæt på byens berømte klokketårn bygget af osmannerne i starten af 1900-tallet. Vi lader ham vente i bilen sammen med vores bagage, mens vi begiver os ud på gåben for at forsøge at finde det hotel, som vi har fundet i Bradt’s guide Lebanon. Pension Haddad har ikke en egentlig adresse, som vi forstår det. Altså vejnavn og nummer. Der står Tall St. i bogen, men det viser sig at dække over flere gader. Og i øvrigt har gaderne ikke navne, som vi kan læse.

Vi spørger folk, vi møder på gaden, og bliver vist lidt til venstre og lidt til højre. Til sidst finder vi ned til en stille gade, hvor der rigtig nok ligger et hotel på 2. sal. Vi begiver os op ad alle trapperne i den noget tarvelige trappeopgang. Her er både slidt, beskidt og frithængende ledninger. Endelig når vi op til døren og bliver enige om at ringe på. En hund gør. To ældre damer lukker op og siger på gebrokken engelsk, at alt er optaget for natten.

Vi går lidt slukørede ned ad trapperne igen. Ali venter stadig i bilen, og vi har været på farten hele dagen. Vi vil gerne hurtigst muligt finde et sted at overnatte, som ligger centralt, og som ikke koster en formue.

El Koura

Vi fortsætter eftersøgningen, og snart er der bid. Vi er tidligere gået forbi et ramponeret skilt, hvorpå der står Hotel El Koura. I Bradt’s guide står der godt nok Pension Al Koura, men det er da tæt nok på. Og da vi igen passerer bygningen, ser vi, at der står en mand på en altan på 1. sal. Vi råber op til ham og spørger, om han har ledige værelser, og han inviterer os straks op.

Denne opgang er meget pænere, og idet vi træder ind ad døren til det lille familiedrevne hotel, møder der os store tykke stenvægge og en behagelig temperatur. Da vi ser værelset med nyredte senge og aircon og hører prisen på 50 USD pr. nat for et dobbeltværelse inklusiv morgenmad, er vi ikke i tvivl. Her vil vi gerne overnatte.

Vi henter hurtigt bagagen i bilen, siger på gensyn til Ali og får tjekket ind på hotellet. Og så er vi klar til at gå ud og opleve byen.

Tripoli

Libanons andenstørste by har omkring 225.000 indbyggere og ligger ud til Middelhavet. Tripoli (ikke at forveksle med hovedstaden i Libyen) betyder egentlig “De tre byer”, da byen er bygget op omkring tre bydele, hvor folk fra tre forskellige egne slog sig ned for at arbejde.

I dag er Tripoli en travl handelsby med en hovedsagelig sunni-muslimsk befolkning. Ifølge Udenrigsministeriets rejsevejledning, er det ikke et sted, man umiddelbart bør rejse hen, hvilket betyder, at her kommer meget få turister. Hvilket passer os storartet. Vi ser derfor ikke andre rejsende i gadebilledet, da vi begiver os ud i de smalle gader.

Her bliver der arbejdet på livet løs. Der sidder gamle mænd med symaskiner, én hamrer på et blikkar, nogle ligger på fortorvet og syr madrasser, mens andre faldbyder frugt og grønt. Det er alt sammen spændende at kigge på, og vi føler os straks hensat til Ole Lund Kirkegaards Hodja fra Pjort. Vi er sikre på, at gamle El Faza bor i et af de små huse.

En spændende souk

Snart træder vi ind i den gamle souk, hvor farver og dufte med det samme overvælder os. Vi har set masser af bazarer andre steder i Mellemøsten, men vi er ikke i tvivl om, at vi synes, at dette er en af de bedre. Her er et dejligt virvar af liv, men samtidig bliver vi ikke hele tiden antastet af mænd og unge drenge i håb om, at vi vil købe noget. Dog er der en venlig kommunikation med lokalbefolkningen. Vi får masser af smil og nysgerrige blikke. Og vi bliver igen og igen budt velkommen. Der er en god stemning, og vi snakker gentagende gange om, hvor fed en by, vi synes, at Tripoli er.

Mange steder sælges der friskbrygget kaffe og det er et helt almindeligt job for unge drenge at gå rundt i souken og sælge varm kaffe fra store samovarer.

Et tilfældigt møde med Talal

Pludselig er der en mand med en cykel, som henvender sig til os midt i et befærdet vejkryds. “Hej, velkommen til Libanon. Hvor er I fra?” Vi svarer selvfølgelig Danmark, hvorefter han spørger, om der er noget, han kan hjælpe os med. Vi tænker hurtigt og svarer, at vi er på jagt efter de bedste falafler i byen. Ved han mon, hvor vi finder dem?

Han ser lidt desorienteret ud et øjeblik, men stiller resolut cyklen midt på gaden og går ind i den nærmeste butik for at spørge. Snart er han ude igen og viser os ned ad en gade. Vi spørger om han har tid til at gå med, og han bedyrer, at han alligevel skal i samme retning.

Snart stopper han op igen og henvender sig til to ældre mænd, som sidder langs en husmur og drikker kaffe. De tænker sig om et kort øjeblik og peger os og manden, som viser sig at hedde Talal, i den modsatte retning. Straks vender Talal cyklen og uden tøven begynder han at gå imod falafelbaren. Vi spørger igen om han er sikker på, at han har tid til at gå med os, men det har han.

Talal fortæller nu, at han oprindelig er fra Syrien, men har boet i Tripoli med sin familie i mange år på grund af krigen. Han har taget en økonomiuddannelse på engelsk, og det er derfor, at han kan kommunikere med os.

Det er så fedt, hvordan tilfældighederne nogle gange bestemmer, hvem man møder, og hvad man oplever på sin tur.

De bedste falafler i Tripoli

Snart kommer vi om i en lille stille gade. Vi kan se en 6-8 mennesker, som står midt på fortorvet. Snart går det op for os, at de står i kø til Tripolis bedste falafler. Talal stiller sig i kø sammen med os, og vi tilbyder ham at spise med. Men han skal hjem til sin mor, som venter ved kødgryderne, og snart siger vi farvel. Vi kan godt selv klare at bestille mad, også selvom den unge mand bag disken ikke taler et ord engelsk.

Vi bestiller hver en kebab med falafler og en lokal cola. Den samlede pris bliver 3000 lira (15 kr). Det er simpelthen et fund for de penge. Vi sætter os i hver en plastikstol lige der på gaden sammen med et par lokale, som kun taler arabisk. Men hvad gør det? Vi kommunikerer alligevel og hygger os, mens vi spiser.

Vi slutter vores rundtur ved det berømte klokketårn, mens solen går stille ned. Det har været nogle dejlige og intense timer i Tripoli, og vi er allerede meget spændte på, hvad morgendagen bringer.

Guidet tur

Næste morgen står vi op til morgenmad med æg, te, brød og helt nybagt ostepizza, som bliver bragt til hotellet af et pizzabud. Det har vi vist aldrig prøvet før Og nu går det op for os, at libanesisk pizza er en helt almindelig spise til morgenmad her i landet. Det bliver ikke sidste gang, vi får pizza fra morgenstunden på denne rejse.

Som aftalt bliver vi igen hentet af Ali. Han kender Tripoli godt og vil vise os lidt af byen, inden vi senere på dagen kører mod syd.

Citadel of Raymond de Saint-Gilles

Første stop er den gamle korsfarerborg Citadel of Raymond de Saint-Gilles (Qalaa Sinjil på arabisk), som ligger midt i byen. Entreprisen lyder på 5000 lira pr. person (25 kr).

Vi går en lille tur rundt i borgen, men er faktisk mest optaget af udsigten over byen. Den er fabelagtig, og her oppe fra kan vi virkelig se, hvor stor, kaotisk og ramponeret Tripoli er.

Derefter tager Ali os med i souken. Det er endnu engang fedt at gå rundt og nyde det pulserende handelsliv. Vi besøger bl.a. et bageri, hvor brødene kører på samlebånd oppe under loftet.

Brød er meget vigtigt i Libanon, da det spises til alle måltider. Gammelt brød bliver dagen efter stegt på panden i olie og kommes oven på salat – super smart, når man gerne vil undgå madspild.

Det har været nogle spændende og intense timer i Tripoli, og byen er klart vores favorit i Libanon. Her mødes nyt og gammelt, og det meste må gå under betegnelsen ramponeret.

Men samtidig er her utrolig autentisk. Vi oplever kun smil og venlighed hvor end vi går. Byen er som sagt sunni-muslimsk, og plakaterne på husmurene fortæller os, at en del af befolkningen støtter Erdogan og Sadam.

Har du tid og lyst til at opleve en intens og pulserende arabisk by, så vil vi anbefale dig at besøge denne smeltedigel. Vi kunne nemt have brugt en dag eller to mere i byen.

Find vores andre indlæg fra Libanon her.

Vi vil også gerne anbefale:

Fra de Forenede Arabiske Emirater: Det gamle Dubai

Fra Colombia: Medellin og Bill Clinton

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebookside Two Danes On Tour. Så kan du blandt andet følge med, når vi fejrer nytåret 2019/2020 i russiske Kaliningrad.

Facebook

Twitter

Indlægget Fantastiske Tripoli blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Qadishadalen – det smukkeste sted i Libanon

twodanesontour — Mon, 09 Dec 2019 19:47:14 +0000

Vi havde haft en fantastisk første dag på roadtrip gennem Libanon og afslutningsvis et besøg i den smukke gamle oldtidsby Baalbek. Vi var derfor meget spændte på, hvad dag to ville byde på af små overraskelser og skønne steder. Næste morgen stod vi op og gjorde os klar til at køre til Qadishadalen, som vi havde hørt skulle være usigelig smuk. Vi glædede os til denne køretur, selvom det også ville betyde en dag med meget bilkørsel.

Vores chauffør Ali holdt som aftalt foran Shouman hotel lidt i 9, og vi var hurtigt på vej mod nordvest. Det havde ikke været så nemt for os at finde noget morgenmad så tidligt i Baalbek, så det var endt med et par bananer på markedet. Vi spurgte derfor Ali hvad en typisk libanesisk morgenmad bestod af, og han grinede højt, da vi foreslog, at det måtte være en stærk kop kaffe og en smøg. “Det er helt korrekt,” klukkede Ali. Det var også sådan han havde startet sin dag.

Mod Choufbjergene

Hurtigt kom vi ud af byen, hvor der var meget fladt og derfor ideelt til landbrug. Ali udpegede undervejs syriske flygtningelejre og marker med hashplanter, og snart rejste Choufbjergene sig i baggrunden.

Pludselig gik det stejlt opad i hårnålesving og Anne Marie priste sig endnu engang lykkelig for at have medbragt Seaband-armbånd.

Da vi nåede toppen af bjergkæden, holdt vi en fotopause og nød den fantastiske udsigt over Qadishadalen. Det var simpelthen det smukkeste sted!

Qadishadalen er en dyb kløft, som skærer sig gennem landskabet. I bunden af dalen løber Qadishafloden.

Qadisha betyder hellig på aramæisk og dalen bliver derfor også kaldt Den hellige dal. Dalen og dens stejle klippevægge har beskyttet kristne klostersamfund i århundreder. Disse klostre kan stadig besøges, og det var en del af vores plan denne dag.

Vi var oppe i ca. 3000 meters højde, og der var godt nok køligt på toppen. En meget kold vind blæste op over bjergkammen. Men samtidig var det også en dejlig forandring fra de 36 grader, vi havde haft i Baalbek.

Snart begyndte vi nedturen på den anden side af bjergene, og Ali udpegede os skisportssteder med stolelifte og fine hoteller, som dog var lukket her udenfor sæsonen. Der stod også en enkelt snescooter parkeret i vejkanten.

Cedars of God

Første rigtige stop denne dag var ved The Cedars (Arz Al-Rab på arabisk). De berømte cedertræer. Libanons stolthed.

Stedet ligger ca. 5 km fra byen Bcharré, og det er ikke nemt at komme dertil med offentlig transport. Men vi havde jo Ali, så vi var i gode hænder.

Vi parkerede og gik det lille stykke ned mod cedertræerne. Og for første og eneste gang i vores 10 dage i Libanon, oplevede vi et “turisthelvede” med små boder, hvor de forsøgte at sælge os alskens turistjunk, som vi hverken ønskede os eller havde brug for.

Ved indgangen betalte vi 5000 lira for os begge (25 kr) og gik så ud blandt træerne – som minder om kæmpe grantræer. Så leder du efter noget action packed, eller er du vokset op i en skov, så er det måske ikke den store attraktion. Men nu var vi her, og vi gik en fin lille tur op til et kapel og tilbage til hovedindgangen. Man kunne godt have gået en endnu længere tur, men har man set ét træ, har man (måske) set dem alle…

For at forstå libanesernes kærlighed til disse træer, må man forstå historien. Cedertræer har vokset i Libanon i tusindvis af år. Det er grantræer som vokser meget langsomt og bliver utrolig store og gamle.

Træets hårdhed gør, at det er eftertragtet tømmer til store byggerier. Fønikernes rolle som søfarende nation kan ikke tænkes uden cedertræet, som udmærkede sig specielt godt til skibsbygning. I Det gamle testamente kan man læse, at kong Salomons tempel havde tagbjælker, søjler og paneler af cedertræ. Også de egyptiske, sumeriske og babylonske konger hentede tømmer i Libanon til deres fantastiske byggerier.

Men årtusinder med skovhugst har sat sine spor. Især jernbanens indtog i slutningen af 1800-tallet gjorde stor indhug i cedertræerne, som blev anvendt til jernbanesveller. Det før så skovrige Libanon har nu kun nogle få kolonier tilbage med cedertræ, som bliver skattet utrolig højt af libaneserne.

Som taget ud af en guidebog

Vi kørte videre til bjergbyen Bcharré, som vi havde glædet os meget til at se, da den ligger billedskønt.

Forsidebilledet på Bradts guide til Libanon (2 edition) er et fantastisk billede af netop denne by i det smukkeste bjerglandskab. Og vi kunne selvfølgelig godt tænke os at finde stedet, hvorfra billedet var taget.

Ali ville dog først lige køre os hen til et museum for den kendte libanesiske forfatter Khalil Gibran. Museet var lukket, men det gjorde ingenting. Vi opdagede nemlig hurtigt, at netop parkeringspladsen var stedet, hvor billedet over byen skulle tages.

Efter det korte stop kørte Ali ned ad en meget smal vej. Og snart gik det også stejlt nedad. Der var usigeligt smukt, og Ali smilede skævt, mens han med stolthed sagde: “Her plejer de andre guider ikke at køre ned. Det er sådan lidt hemmeligt og også en lidt besværlig køretur. Men jeg vil gerne vise jer stedet.”

Landskabet var helt fantastisk, og vi holdt flere fotostop på vejen, selvom det ikke var nemt at parkere.

Vi fik også mulighed for at se og fotografere Bcharré fra den anden side af dalen.

Saint Elisha klosteret

Vejen endte ved Saint Elisha klosteret (også kaldet Deir Mar Elisha). Klosteret er bygget uden på nogle gamle klippehuler og går nærmest i et med landskabet.

Der var helt stille ved klippeklosteret, og vi så ikke rigtig nogle andre mennesker. Vi gik derfor på opdagelse på egen hånd og listede bare lidt rundt og kiggede ind i kirken og i de forskellige rum. Det var meget roligt og fredfyldt og en rigtig fin oplevelse.

Som I kan se, skulle man lige huske at bukke hovedet nogle steder på gangen.

Dette kloster blev vores første møde med den kristne maronittiske kirke. Den syrisksprogede kirke opstod i Libanon i 400-tallet og er opkaldt efter eneboeren Maron. Der findes maronittiske kirker mange steder i Libanon, men Qadishadalen har altid været et særligt sted for eneboermunkene, som har fundet både ro, fred og sikkerhed her.

Der er mange andre kirker og klostre i området, og har du tid og lyst, så findes der nogle fantastiske vandreture, hvor du kan gå fra kloster til kloster og nyde den smukke dal undervejs.

St. Anthony of Qoyhaya

Vi kørte videre til det store og meget berømte kloster St. Anthony of Qozhaya (Deir Mar Antonios Qozhaya). Også her var der en utrolig smuk udsigt og klosteret var på fineste vis bygget uden på klippevæggen.

Populariteten betød, at vi denne gang ikke havde stedet for os selv. Til gengæld var der en sød maronittisk munk, som talte til en flok turister, så der kunne vi lige hægte os lidt på. Det var en helt særlig oplevelse at få lov til at sidde i den gamle kirke og lytte til den ældre munk.

Vi kunne godt have overnattet i St. Anthony klosteret. De har værelser til 60 US og en hel familielejlighed til 100 US, men da vi ønskede byliv, fik vi Ali til at køre os til Tripoli, som I snart skal få lov til at høre mere om.

Den hellige Charbel

Efter et par dage ved kysten kørte vi tilbage til Qadishadalen. Denne gang fra den modsatte side.

Dagens første stop blev det lille St. Charbel’s kapel og kirke. Her blev vi bedt om at gå rundt i tavshed, så vi ikke forstyrrede de bedende.

Charbel Makhlouf var en maronittisk munk og præst, som levede i 1800-tallet. Han er en meget kendt og elsket helgen i Libanon. Hvis man fremsiger en bøn ved hans grav, er han kendt for mirakuløst at helbrede folk. Derfor hænger der ofte et stort billede af ham udenfor kristne butikker.

Der var både en lille kirke og nogle små munkeceller, hvor Charbel havde levet. Man kunne se hans køkkengrej, bøger og madras og således få en indsigt i hans eneboerliv.

Det var en perfekt start på morgenen at besøge dette hellige sted og nyde den smukke udsigt. St. Charbel’s grav findes inde i den store kirke på billedet, som vi besøgte bagefter.

Baatara gorge

Baatara gorge vandfaldet (også kaldet Balou’ Bala’a) er egentlig en turistattraktion om foråret, når der er meget vand efter al vinterens sne er smeltet, men vi vågede alligevel pelsen og besøgte stedet i oktober. At vi var der uden for sæsonen betød bare, at vi havde det hele for os selv. Altså lige på nær et par firben og sommerfugle.

Ved indgangen betalte vi 4000 lira pr. person (20 kr). Der var en lille lidt stejl gåtur på ca. 300 meter fra parkeringspladsen og ned til vandfaldet.

Det særlige ved vandfaldet er, at det falder ned igennem et hul i klipperne, og når der er meget vand i, ser det super fedt ud. Prøv selv at Google flere billeder af stedet. Der var dog meget, meget lidt vand denne dag, men det var stadig et smukt sted.

Tannourine

Vi tog endnu en gåtur blandt cedertræer. Dette sted føltes mere som en skov, end det første sted vi besøgte, så skal man kun se et (hvilket i vores øjne vil være rigeligt) så vil vi anbefale Tannourine. Pris 5000 lira (25 kr).

Chalhoub Restaurant

Vi havde hjemmefra læst om den fantastiske restaurant Diwan Al Baik i byen Douma, så den satte vi os for at finde med Alis hjælp.

Da vi kom til byen kunne vi ikke lige umiddelbart finde den, men Ali spurgte om hjælp i en lille butik. Da vi kort tid efter nåede frem, så restauranten noget lukket ud, og da vi bankede på, blev vores bange anelser bekræftet. “Kom igen i morgen,” sagde køkkenpigen, men der ville vi jo være over alle bjerge

Men det skulle da ikke slå os ud. Nu var vi kørt så langt, så der måtte findes andre restauranter i området. En mand på gaden ledte os ned til en lidt afsidesliggende familierestaurant. Der var ingen andre gæster på Chalhoub Restaurant, men vi blev snart vist ud på terrassen, hvor vi fik et bord med den skønneste udsigt over de nærliggende marker og oliventræer. Vi følte os med det samme totalt hensat til Toscana (på trods af, at vi aldrig har været der).

Maden var traditionel libanesisk og utrolig lækker. I alt gav vi 35000 lira (175 kr) for den lækreste frokost inklusiv drikkevarer.

Det var den perfekte afslutning for vores skønne tur gennem Qadishadalen – det smukkeste sted i Libanon.

Vil du læse andre af vores blogindlæg fra Libanon, så kan du finde dem her.

Vi anbefaler også:

Fra Israel: To dage i Akko

Fra Georgien: På rundtur i Georgien

Og så bliver vi super glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Det er altid sjovest at skrive og tage billeder, hvis der er nogle, som følger med. Nytåret 2019/20 holder vi i den russiske enklave Kaliningrad. Det skal nok blive en oplevelse!

Facebook

Twitter

Indlægget Qadishadalen – det smukkeste sted i Libanon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

De romerske templer i Baalbek

twodanesontour — Sat, 30 Nov 2019 21:30:31 +0000

Vores første dag på roadtrip i Libanon bragte os hen på eftermiddagen til byen Baalbek, som ligger ca. 85 km fra Beirut. Her finder man nogle af landets aller fineste ruiner under samme navn som byen. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at Anne Marie havde glædet sig meget til at se disse smukke templer. Baalbek er blandt verdens største og bedst bevarede ruiner fra romertiden! Derfor er templerne også på UNESCO’s verdensarvsliste og selvfølgelig hele landets stolthed.

Masser af checkpoints

Hele dagen, men især da vi nærmede os Baalbek, kom vi igennem flere og flere militære checkpoints. (Som vi selvfølgelig ikke kunne fotografere). Hver gang skulle vi lige stoppe ganske kort og hilse på en soldat. I følge Ali var det meget betryggende, at der var alle disse check-points, da militæret var der for at passe på os.

Grunden til at mængden af check-points blev intensiveret, jo tættere vi kom på Baalbek var, at det er her, at Hizbollah har sit arnested.

Hizbollah

Hizbollah er en allestedsnærværende organisation, som man ikke kan komme uden om at forholde sig til, hvis man rejser rundt i Libanon. Hizbollah er et shia-muslimsk politisk parti og en militær gruppe. Hizbollah har længe været på listen over terrororganisationer i USA og i Vesten. Blandt andet på grund af kidnapninger af vesterlændinge og modstandskampen mod den israelske invasion af Libanon i 1982 og igen i 2006.

Men samtidig har Hizbollah også en tæt relation til landets shia-muslimer, da organisationen ikke kun spreder død og rædsel. Den sørger også for skolegang, lægehjælp og hjælp til familier i nød.

Derfor mødte vi også flere og flere af de karakteristiske gule Hizbollah flag med grønne logoer, jo tættere vi kom på Baalbek. Ja, udenrigsministeriet fraråder ligefrem alle ikke-nødvendige rejser til området, og vi kunne da også se, at der var meget få turister i byen. Især efter at éndagsturisterne hen på eftermiddagen var rejst tilbage til Beirut. Vi følte os dog på intet tidspunkt utrygge i byen og var meget glade for vores beslutning om at overnatte i Baalbek.

Hotel Shouman

Ved hjælp af rejsebogen Bradt’s Lebanon, fandt vi hurtigt frem til Hotel Shouman, som har den skønneste udsigt til ruinerne. Det var dog et meget gammelt hotel med tre halvandenmands senge på hvert værelse (hvilket nok er praktisk, hvis man er en stor libanesisk familie på tur).

En lille ældre pusseløjerlig mand bestyrede stedet, og mens vi var der, så vi ingen andre – hverken medarbejdere eller gæster. Selvom det på ingen måde var luksus, var vi godt tilfredse. Sengetøjet var rent, prisen god og lokationen helt perfekt! Dog vil vi ikke ligefrem anbefale dette hotel til andre end backpackere og andre sparsommelige rejsende.

Vi hentede bagagen i bilen, sagde på gensyn til Ali. Og efter at være tjekket ind på hotellet begav vi os straks ud på gaden for at få et indtryk af stedet.

De dragende templer

Vi ville egentlig først have set templerne næste morgen, da vi elsker, når vi har sådan en turistmagnet helt for os selv. Men hurtigt blev vi draget mod indgangen til tempelkomplekset. Vi kunne simpelthen ikke lade være med at gå derhen.

Entreprisen var 15.000 lira pr. person (75 kr.), og vi besluttede os også for at betale 20 USD for en guide, da vi ellers ikke ville få det samme ud af vores besøg.

Det er ikke så tit, at vi betaler for en guide ved ruinbyer, men nogle gange synes vi, at det er givet godt ud. Især hvis det er et meget stort sted. Så kan det være rart at blive peget i den rigtige retning i forhold til de mest interessante ting.

Templerne i Baalbek

Baalbek var oprindelig et fønikisk tempelkompleks dedikeret til solguden Baal. (Nogle husker måske navnet Baal fra det danske rockband i 1990’erne). Senere kom grækerne til og navngavn byen Heliopolis – Solens by.

Da romerne erobrede området i år 47 f.kr. byggede de fire templer oven i det oprindelige fønikiske tempel. Et til ære for romernes vigtigste gud Jupiter, et til Merkur, et til kærlighedsgudinden Venus og sidst men ikke mindst et til vinguden Bacchus

Det første vi lagde mærke til var, hvor få andre turister der besøgte stedet samtidig med os. Vores ønskescenarie! Vi havde masser af plads til at gå rundt og nyde alle stederne og udsigterne over de gamle ruiner. Der er simpelthen ikke mange turister i Libanon i disse år. Både på grund af frygten for terror og på grund af flygtningekrisen fra Syrien. Men så er der så meget bedre plads til os andre

Jupiter templet

På den største høj i området blev templet til Jupiter bygget oven i det oprindelige fønikiske tempel. Det fik ikke mindre end 54 søjler på hver 22 meter. De højeste og mest imponerende søjler i hele Romerriget.

Otte af disse søjler blev senere fragtet til Konstantinopel, hvor de blev brugt til at bygge kirken Hagia Sofia, hvor de står den dag i dag. De fleste andre søjler er blevet ødelagt, og en del af dem ligger nu i store stykker på jorden. Desværre er der kun seks tilbage, og de var under rekonstruktion, da vi var forbi.

Selvom størstedelen af templet er væk i dag, kan man alligevel få et indtryk af, hvor mægtigt det engang har været. Foran selve templet var der en forgård på 134 x 112 meter, som har været udsmykket med to rækker af romerske statuer. De er desværre ikke længere at se.

Også fundamentets størrelse vidner om en storhedstid uden lige. Stenene er på hver 800 tons! Det har været en ubeskrivelig bedrift at få dem transporteret fra stenbruddet, som ligger ca. 1 kilometer derfra.

Tidligere på dagen gjorde Ali holdt ved det gamle stenbrud, og vi fik med egne øjne mulighed for at se det, der skulle være verdens største menneskeskabte sten. Stenen måler 4,5 m x 20 m og vejer over 1000 tons. Hvorfor stenen aldrig blev færdiggjort vides ikke.

Merkurtemplet har desværre ikke overlevet krige og jordskælv, og i dag er der kun en enkelt trappe tilbage.

Også Venustemplet er godt medtaget, da der efterfølgende har været bygget en kirke oveni. Venustemplet ligger faktisk lige uden for selve tempelområdet, og man kan gå hen og se det uden at betale entre.

Bacchus

Templet til Bacchus er det bedst bevarede. Væggene står endnu, selv om taget er styrtet sammen. Det er imponerende at besøge og gå på opdagelse i detaljerne, og det var uden tvivl vores favorit i Baalbek.

Der er mange flotte udsmykninger og symboler fra romer-tiden.

Temlet er så godt bevaret, da det i århundreder har været fyldt op med sten og sand. Dette kan stadig bevidnes inde i templet. Højt oppe på væggen hænger to marmorplader, som den tyske kejser Willhelm II fik hængt op under hans besøg i 1898. Den gang hang de på væggen, så de kunne læses – nu hænger de næsten oppe under loftet.

Hele vejen rundt om Bacchus-templet er der flotte søjler. De måler hver 19 meter. En af søjlerne læner sig faretruende op ad væggen grundet tidligere jordskælv i området. Hvis man går ind i templet og kigger på indersiden af væggen, kan man se, hvor søjlen har presset muren indad.

Mange af de gamle romerske templer blev ødelagt, da kristendommen overtog som religion omkring 500-tallet. Kirker blev bygget oven i det, der allerede var. Ikke længe efter kom araberne til området og ødelagde kirkerne for i stedet at bygge moskeer. Derudover har der været et utal af jordskælv og krige i området, så det er imponerende, at så meget af Baalbek stadig står.

Løvehovedet herunder har været brugt som et super sejt nedløbsrør.

Går turen til Libanon bør disse ruiner uden tvivl være på listen over steder at se i landet. Det fås ikke bedre i Mellemøsten.

Vi endte dagen med solnedgang over ruinerne. Fantastisk afslutning på en skøn første dag på roadtrip.

Læs flere af vores indlæg fra Libanon

Vi vil også gerne anbefale:

Fra Iran: Oldtidsbyen Persepolis

Fra De Forenede Arabiske Emirater: Det gamle Dubai

Hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, så bliver vi rigtig glade! I slutningen af 2019 besøger vi russiske enklave Kaliningrad. Det skal I nok komme til at høre mere om. Både på bloggen og på sociale medier.

Facebook

Twitter

Indlægget De romerske templer i Baalbek blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Roadtrip i Libanon

twodanesontour — Thu, 31 Oct 2019 19:24:21 +0000

Efter godt 24 timer i Beirut (som I nok skal få lov til at høre om en anden god dag), blev vi hentet af vores chauffør Ali fra Lebanon Tours, som vi havde lavet en aftale med de næste fire dage. Vi havde planlagt et roadtrip i Libanon, som vi var meget spændte på, da der havde været lidt forviklinger undervejs.

At finde den rigtige guide

Det havde nemlig været lidt af et show overhovedet at finde en chauffør, som ville køre os rundt i Libanon til en rimelig pris. Samtidig havde vi også et noget usædvanligt krav i et land, som endnu ikke rigtigt er gearet til turister.

Vi ville nemlig ikke have 4 éndagsture ud og ind af Beirut, hvilket ellers er det, der tilbydes alle steder. Vi ønskede ikke at bruge 2-3 timer hver dag på at komme tilbage til Beirut. Både pga. tidsforbruget men også fordi vi godt kan lide at bruge mere tid samt overnatte i forskellige byer. Det giver ofte et helt andet indryk af en by eller et sted, når alle éndagsturisterne er taget afsted. Så er det lige som om, at byen igen viser sit rigtige jeg.

Mange mails og beskeder senere…

Vi havde i første omgang spurgt i diverse rejseforum på Facebook, om der var andre rejsende, som havde haft en god chauffør til en fornuftig pris. Der var vi bl.a. kommet i kontakt med en libaneser bosat i Danmark, som skrev, at hun gerne ville hjælpe os mod betaling.

Vi havde en del skriverier frem og tilbage, og det endte også med, at hun havde fundet to forskellige chauffører. Den ene meldte dog fra af personlige årsager, og den anden kom med en yderst ublu pris på 220 USD pr. dag + brændstof, som vi på ingen måde ville betale.

Derefter skrev vi til en 3-4 andre chauffører, som enten var ude af landet, optaget eller forlangte 180 USD pr. dag og derudover 50 USD pr. nat til chaufføren, fordi vi ikke ville med tilbage til Beirut – så det ville jo blive meget dyrt. Vi afviste derfor den ene chauffør efter den anden.

Og hvis du nu sidder og tænker: Jamen, hvad er en rimelig pris? så kan vi da fortælle, at normale dagsture ind og ud af Beirut koster mellem 95 og 150 US pr. dag med bil og chauffør og stop undervejs, alt efter hvor langt rundt i landet man skal.

Lebanon tours

Til sidst skrev vi via What’s app til en chauffør, som hed Hussein, og han skrev tilbage, at hans firma Lebanon tours kunne gøre det for 150 US pr dag – også selv om vi ikke ville med retur til Beirut hver nat. Det lød jo rigtig lovende.
Men bedst som vi troede, at vi havde styr på det, så mistede vi ligesom kontakten til Hussein. Når vi skrev noget til ham, svarede han ikke, eller også kom der enstavelsesord tilbage flere dage senere.

Til sidst oprandt dagen for vores afrejse, og vi blev enige om, at vi måtte se, hvad der skete, når vi kom til Libanon. “Hvad er det værste, der kan ske?” har været vores valgsprog i mange år.

Hvis det ikke lykkedes med chaufføren, måtte vi jo enten gå ud på gaden og finde en taxa eller tage bussen rundt i landet, hvilket skulle være meget billigt, men også ret besværligt. Man kan jo heller ikke bare få lov til at stå ud af bussen og tage et billede, når man har lyst.

Lørdag formiddag skrev vi lidt halvhjertet til Hussein: Vi håber at se dig i morgen kl. 9 – og fik svar tilbage: “See you tommorow at 9.00 am”. Så kort kunne det gøres!

Første møde med Ali og de libanesiske veje

Ali, som åbenbart arbejdede for Mr. Hussein, holdt klar søndag morgen lidt i 9 som aftalt. Og det skulle snart vise sig, at det var en af hans store forcer. Han kom hver dag for tidligt, hvilket passede os fortrinligt.

Snart begav vi os ud i Beiruts hektiske trafik. Vi kørte mod syd, forbi lufthavnen, og snart efter drejede vi af og kørte op i bjergene. Her blev trafikken mindre og vejene smallere med mange sving. (Hurra for Sea bands mod køresyge).

Ali fortalte, at der sker utrolig mange trafikuheld i Libanon hver dag. Største årsag: mobiltelefoner! Men også høj fart og hensynsløs kørsel. (Det skulle dog ikke holde ham selv tilbage for at ringe, smse og rode med gps, mens han styrede uden om biler, knallerter og traktorer).

Vi lod hurtigt mærke til, at alle tre ting var mere reglen end undtagelsen for billister i Libanon, og priste os derfor lykkelige for, at vi havde valgt ikke at leje bil og køre selv. Nu kunne vi bare læne os tilbage og nyde turen uden at skulle kigge på gps og forsøge at forstå de uskrevne libanesiske kørselsregler, som vi her vil forsøge at gengive:

Hold tilbage for mig, jeg kommer fra venstre
1 dyt = jeg er her, har du set mig?
2 dyt = jeg har set dig. Kom bare, jeg venter.
2 dyt = jeg er taxa/pirattaxa, vil du med?
Hornet i bund = du har virkelig kvajet dig/min tålmodighed er fuldstændig brugt op!
Bak aldrig på en motorvej eller ensrettet gade – med mindre du er kørt forkert, skal noget vigtigt eller møder en gammel ven!
Parkér hvor du vil, men husk advarselsblinket hvis du parkerer i 2. eller 3. vognbane.
Overhaling indenom? Intet problem! Er det ikke det, der er meningen?

Deir El-Qamar

Mens vi kørte gennem bjerglandskabet fortalte Ali, at mange af de små landsbyer langs vejen er beboet af drusere. Et folkefærd, som vi før har stiftet bekendtskab med i Golan-højderne, da vi havde et spændende besøg hos en drusefamilie.

Her i Libanon lever der cirka 250.000 drusere, og de kan ofte kendes på deres påklædning, som for mændende består af sort eller mørkeblå skjorte og pludderbukser kaldet sherwal samt en hvid hovedbeklædning. Ligeledes er kvinderne ofte i sorte kjoler og tynde hvide hovedtørklæder.

Første stop denne dag blev byen Deir El-Qamar, som er berømt for sine gamle stenhuse med røde tegltage og små snævre gader. Derudover findes her både maronitiske kirker, muslimske moskeer og en jødisk befolkningsgruppe af anseelig størrelse.

Byen fungerer som sommerpalads for den libanesiske præsident, og der står således en skulptur af Libanons første præsident Bechara El Khoury på torvet.

Vi blev dog ikke så længe i den smukke by, og snart gik turen videre til slottet Beiteddine.

Beiteddine

Lige da vi ankom var vi lidt usikre på, hvor vi var, og om det overhovedet var noget for os. Men vi betalte alligevel 10.000 lira pr. person (50 danske kr) og kom først ind på en stor tom gårdsplads, som vi efterfølgende har læst måler 107 gange 45 meter. Vi kiggede lidt på hinanden og blev enige om, at vi snart kunne være ude igen, hvis det fortsatte sådan her.

Vi gik gennem en port og kom ind i nogle lange gange, hvor der hang mosaikbilleder på væggene. Det var egentlig meget flot og mindede os både om ridderbyen Akko i Israel og mosaiklandkortet i Madaba i Jordan. Så nu steg humøret lidt.

Vi gik også lige ovenpå for at kigge og pludselig åbnede slottet sig for os. Ahhh, det var det, som alle snakkede om. Nu forstod vi det bedre.

Vi kom ud i en meget fin gård med springvand og fantastiske udsmykninger på døre og vinduer.

Indenfor var der også masser at kigge på. Blandt andet nogle flotte vinduesmosaikker, smukke lofter og mange gamle møbler.

Og sådan endte det med, at Beiteddine blev en meget fin oplevelse, da vi endelig forstod, hvad det var, vi var kommet efter. Det kunne vi selvfølgelig også have læst lidt op på hjemmefra, men vi havde haft rigeligt at holde styr på. Nogle gange skal man også bare tage tingene som de kommer og opleve det, som åbenbarer sig for en.

Aanjar

Vores roadtrip i Libanon fortsatte mod Bekaa-dalen og byen Aanjar, som ligger rimelig tæt på den syriske grænse. Derfor kom der også flere og flere flygtningetelte, som var slået lidt tilfældigt op på marker eller tomme byggegrunde i og omkring byen.

Det vælter ind i Libanon med flygtninge fra det krigshærgede Syrien, og de skal selvfølgelig have et sted at bo. Derfor får de udleveret telte fra FN og en månedlig støtte på 150 USD pr. person.

Når man tænker på, HVOR stor flygtningekrisen er i Libanon i disse år med rundt regnet 1,4 millioner syrere, så var vi overraskede over at se så få, som gik rundt og tiggede. Der var et par enkelte – hovedsageligt ældre kvinder – i Beirut, og nogle stykker i et lyskryds i Aanjar, som forsøgte at tigge penge fra bilisterne. Ellers oplevede vi det ikke.

Ali mente også, at når vi nu var så tæt på den syriske grænse, så skulle vi da helt hen og se den. Og som sagt så gjort. Han kørte til vi var ca. 25 meter fra grænsen, så vi kunne se grænsevagterne og ingenmandsland, og så vendte han rundt og kørte tilbage igen. Det kunne vi selvfølgelig ikke få lov til at fotografere, så kameraet forblev i tasken.

Ruinerne i Aanjar

I Aanjar ligger der et ruinområde med et palads og en moské, som kan dateres tilbage til det 8. århundrede, da Umayyad-kalifatet erobrede området og anlagde byen. Den var dengang et vigtigt knudepunkt på handelsruterne mellem Tiberias og Homs, Beirut og Damascus samt Baalbek og Sidon.

Ruinbyen Aanjar er 374 meter x 308 meter og omgivet af 2 meter tykke mure. Der har været 36 tårne samt fire hjørnetårne langs muren. Området er meget overskueligt med lige veje, hvoraf de to store hovedveje går nord-syd og øst-vest. I midten er der fire søjler.

Der er mest tilbage af det, som tidligere har været kendt, som det store palads.

Aanjar er et fint sted at besøge, hvis man interesserer sig for historiske ruiner eller gerne vil besøge UNESCO steder. Derudover kan man også finde nogle meget smukke firben. Entreen på 6000 lira pr. person (30 kr), synes vi, var meget rimelig.

Overvejer du også en rejse til Libanon? Og kunne du tænke dig at komme i kontakt med Lebanon Tours, så kan Mr. Hussein kontaktes via hjemmesiden eller What’s App på +961 70 809 737 (forvent dog ikke, at han svarer lige med det samme…)

Vil du se vores blogindlæg fra Libanon, så kig forbi her.

Vi anbefaler også gerne et par andre blogindlæg:

Fra Iran: Til te hos nomadefolk

Fra De Forenede Arabiske Emirater: På jagt efter oryx

Som altid bliver vi rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her vil du kunne se, når vi skriver nye blogindlæg, og når vi er på farten. Næste rejse går til Tromsø i slutningen af november.

Facebook

Twitter

Indlægget Roadtrip i Libanon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Libanon – et kontrastfyldt land

twodanesontour — Sat, 26 Oct 2019 09:44:07 +0000

Ikke alle rejser er ens. Og langt de fleste rejser begynder først rigtigt, idet du træder ud af lufthavnen på din nye destination. Når du fx. mærker den trykkende varme, ser de første eksotiske palmetræer og begiver dig ud i den hektiske trafik. Og så er der de rejser, som allerede begynder, når du sætter dig ind i flyet. Som en tur til Iran eller Indien. Og altså også Libanon.

Vi skulle denne gang boarde i Københavns lufthavn ved C35. Næsten så langt væk, som du overhovedet kan komme. Her blev vi først mødt af en 10-12 medarbejdere fra Told og skat, som gerne ville vide, hvor mange penge vi ville udføre af landet. Vi tænker ikke, at dette store opbud var sat i verden for vores skyld. Men vi hilste pænt, svarede beredvilligt på deres spørgsmål og blev straks ledt videre.

I flyet fra Middle East Airlines var der et godt leben. Ikke så mange blegansigter som os, men det havde vi nu heller ikke regent med. Til gengæld masser af glade libanesiske familier på vej hjem på efterårsferie. Til sidst var alle bænket, og vi var klar til afgang.

Der var en helt almindelig startprocedure, som vi har oplevet så mange gange før, hvor stewardesserne tjekkede sikkerhedsbælter og der blev vist en sikkerhedsvideo. Men pludselig, mens vi accelererede ud af startbanen, blev der tumult to rækker længere fremme.

Drama i flyet

En mand placeret ved vinduet, med en stor forbinding på højre hånd, forsøgte at rejse sig op, mens han skældte ud på arabisk. To stewardesser kom hurtigt til for at berolige manden, men lige lidt hjalp det. Han ville ud fra sit sæde. Stewardesserne forsøgte på alle måder at tale manden til rette, men uden held. Han rejste sig op og forsøgte at mase sig forbi de to andre passagerer på rækken. Det kunne dog ikke lade sig gøre, så de måtte også rejse sig og træde ud i mellemgangen, for at give plads til manden. Nu kørte flyet rigtig stærkt. Og stewardesserne talte rigtig højt for at få de tre personer til at sætte sig ned igen.

De to intetanende krøb nu ind på de inderste sæder, men manden med forbindingen ville stagdig ikke sætte sig ned. Idet flyet lettede fra jorden, nåede den ene stewardesse hen til et sæde. Den anden pressede manden ned i hans sæde, mens hun selv gled ned på gulvet, hvor hun sad mens flyet gik i luften. Sikke en start på turen!

Efterfølgende spurgte Rasmus den unge libanesiske pige, som han sad ved siden af, om, hvad der foregik. Det viste sig, at manden for nyligt var blevet opereret i hånden og at lægen havde sagt, at han ikke skulle flyve. Og nu på vej ud ad startbanen, var han kommet i tanke om lægens ord og ville af flyveren. Det skulle han nok have tænkt på et kvarter før!

Resten af turen gik uproblematisk, altså lige bortset fra at manden med hånden, låste sig inde på toilettet i halvanden time, så det ikke kunne benyttes af andre.

En rejse til Libanon

Vi har længe haft det smukke lille Middelhavsland på radaren. Men hvornår er det lige et godt tidspunkt at besøge landet, som fra 1976 til 1991 var præget af en blodig borgerkrig? Og som forsat forsøger med alle midler at komme ud af borgerkrigens skygge – eller som Anders Agger for nyligt udtrykte det: “Libanon er et land, der har ligget i benlås af borgerkrig”.

Efter krigen fulgte selvmordsbomber, som bragte død og rædsel i storbyerne, kun for at blive afløst af kidnapninger af vesterlændinge bl.a. vores egen Jeppe Nybroe, som i 2014 var frihedsberøvet i 28 dage.

Flygtningestrømme

Derudover er Libanon et land med en kæmpe, kæmpe flygtningeudfordring. Libanesere ryster på hovedet af Vesten, når de nægter at tage imod 5000 eller 10.000 flygtninge. Her står et lille land med ca. 4 millioner libanesere og har taget imod 2 millioner flygtninge. Prøv lige at smage lidt på det. En tredjedel af landets befolkning er flygtet fra krig og armod og bor nu i lejre rundt om i landet. Hvilket vi skulle blive vidner til de kommende dage.

Først kom armenerne under folkedrabet i 1915. Palæstinenserne fulgte i 1948 ved staten Israels oprettelse og har boet i lejre her i over 70 år. Det er nu 5. og 6. generation, som lever kummerligt uden mulighed for at få libanesisk statsborgerskab. Og nu flyder der en lind strøm af syrere, som flygter fra Assad og Erdogan. Det menes, at der lige nu befinder sig 1,4 millioner syrere i Libanon.

Samtidig lider Libanon under stor arbejdsløshed og braindrain til følge, da mange unge rejser til udlandet i søgen efter arbejde. Der bor som sagt rundt regnet 4 millioner libanesere inden for landets grænser og 18 millioner i udlandet, hvoraf Brasilien er det land med den største libanesiske befolkningsgruppe. Libanon er simpelthen et land i knæ.

Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man ikke kan eller skal besøge landet – måske snare tvært imod. For der venter store oplevelser, hvis man vover pelsen, og tager af sted.

Fantastiske Libanon

Men hvorfor var det egentlig, at vi valgte at rejse til Libanon? Hvad var der overhovedet at komme efter???

En overvejende grund var uden tvivl Anne Maries ønske om at se og opleve landet, som hendes forældre besøgte i 1960’erne, da de boede og arbejdede i Middelhavsområdet. AM er således vokset op med brugsgenstande og historier fra denne Mellemøstens perle i sit barndomshjem. Og Libanon har på en eller anden måde altid haft en særlig plads i hendes bevidsthed.

I løbet af de ni dage, vi var af sted, oplevede vi et utrolig smukt land med fantastiske oldtidssteder, skøn mad og en meget venlig befolkning, som ikke alle steder er vant til at se turister. De mødte os med store smil og få engelske gloser, i et forsøg på at byde os velkommen og sørge for, at vi havde det godt i deres land.

Vi må sige, at befolkningen tog os med storm. Libanon er røget ind på en klar tredjeplads (lige i hælene på Iran og Oman) over lande, vi har besøgt, med den sødeste og mest hjælpsomme befolkning

Et kontrastfyldt land

Libanon er samtidig et spændende sted at forsøge at få fod på. Vi oplevede hele tiden nye steder, stemninger samt religiøse og sociale forhold, som vi forsøgte at analysere og forholde os til.

Libanon er et sted med både smuk natur og grim mellemøstligt boligbyggeri, moderne arkitektur og ruiner efter borgerkrigen, uvurderlige oldtidsminder og overfyldte flygtningelejre, frodig natur og masser af skrald, skisportssteder og badestrande, frisind og konservatisme.

Libanons hovedstad Beirut er på en måde Mellemøstens frække lillebror med natklubber, sprut og kasinoer, og især i 1960’erne tilbød byen fest og farver til Europas og Mellemøstens unge jetsettere. Men samtidig findes her også 18 forskellige religiøse grupperinger, som mødes i en smeltedigel på kun 10.000 kvadratkilometer – mindre end en fjerdedel af Danmark. Nogle forsøger at leve i fred og fordragelighed, mens andre grupper bekriger hinanden.

Det er på mange måder et meget opdelt samfund, hvor hver en lille landsby tilhører en bestemt religion, mens storbyerne også er opdelt i bydele efter religiøst tilhørsforhold. Og et land, hvor børn går i bestemte skoler efter deres forældres religiøse overbevisning. Det er spændende at opleve og interessant at forsøge at få en forståelse af.

Sidst men ikke mindst har Libanon et skønt klima det meste af året. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det kom lidt bag på os, at termometeret stod på mellem 34 og 36 grader her i oktober måned. Puha, den var varm! Især når vi gerne ville ud og se og opleve en hel masse hver dag.

På intet tidspunkt i løbet af ugen havde vi en trøje på. Heller ikke om aftenen eller natten. Om natten kom temperaturen på intet tidspunkt under 25 grader, og vi var rigtig glade for at bo steder med air-con, så vi havde mulighed for at køle værelset ned, inden vi skulle sove.

Vi glæder os til at fortælle jer meget mere om vores rejse. Først kommer der lige et par praktiske informationer:

Vores råd hvis rejsen går til Libanon

Som dansk statsborger skal du ikke have visum til Libanon. Men tjek op på det inden afrejse. Situationen kan ændre sig.
Tjek op på sikkerhedssituationen. Både hjemmefra og mens du er i landet. Ting kan meget hurtigt ændre sig, hvilket vi fik at mærke.
Meld dig på Danskerlisten på Udenrigministeriets app. Derved får du opdateringer eller bliver kontaktet, hvis der sker noget drastisk i forhold til naturkatastrofer eller sikkerhed.
Medbring dollars. De er gangbare alle steder. Og det er i de fleste banker rigtig dyrt at hæve penge. Ud over at din danske bank tager 30-50 kr. pr. hævning, så tager de fleste libanesiske banker derudover også mellem 60 og 75 kr. Kun i hæveautomater fra Bank Audi blev vi ikke opkrævet libanesisk gebyr, men der kan være andre.
Vær opmærksom på, at Libanon er et forholdsvis dyrt land at besøge. Så med mindre man er påpasselig, kan budgettet hurtigt løbe løbsk. Offentlig transport er dog billigt.
Strømafbrydelser er ikke ualmindelige. Tag det som en oplevelse.
Der er ingen restriktioner til påklædning i landet og ca. halvdelen af kvinderne bærer ikke tørklæde. Men tænk alligevel over at klæde dig anstændigt, især når du besøger religiøse steder – både kristne og muslimske.

Du er meget velkommen til at kigge rundt på vores blog og læse om nogle af alle de andre lande, vi har besøgt. Her kommer vi også lige med et par anbefalinger til et par blogindlæg:

Fra Jordan: Ruinbyen Petra

Fra De Forenede Arabiske Emirater: Sheikh Zayed Grand Mosque

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du læse og se meget mere, når vi er ude og rejse og du bliver også opdateret, når vi udgiver nye blogindlæg.

Facebook

Twitter

Indlægget Libanon – et kontrastfyldt land blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Det gamle Dubai

twodanesontour — Wed, 29 Nov 2017 15:59:32 +0000

Det gamle Dubai

Vi har efterhånden været i Dubai en håndfuld gange. Her er det blevet en tradition for os altid lige at nå en tur rundt i den gamle traditionelle del af Dubai.

The Creek

Dubai by udsprang i middelalderen omkring flodmundingen “The Creek”, hvor der blev handlet og dykket efter perler. Området omkring floden er i dag blevet en turistattraktion. Og ikke uden grund.

På den ene side af floden i bydelen Bur Dubai ligger der mange små restauranter med mellemøstlig mad og en bazar kaldet The Old Souk fyldt med turister og souvenirs. Her kan du købe tørklæder, t-shirts, snabelsko og meget, meget mere.

Desværre er souken en meget turistet oplevelse, da en Dubai’er aldrig ville handle her. Men hvad endnu værre er: Sælgerne råber efter dig, skælder dig ud, hvis du ikke vil købe og bliver ret grove i munden. Det har de jo ingen grund til, men det er åbenbart blevet kutyme.

Har du aldrig være i en bazar før, er det selvfølgelig en oplevelse at gå i gennem og se på alt det, som faldbydes. Men egentlig er det ikke en særlig god oplevelse. Alligevel tager vi en tur igennem hver gang. Forstå det hvem der kan.

Deira – på den anden side af The Creek

På den anden side af The Creek i bydelen Deira Dubai bliver de store dhow-både stadig lastet af arbejdere fra bl.a. Indien og Pakistan. Vi går altid en tur langs kajen og ser, hvad der står klar til lastning og losning.

Det er også i Deira, at man finder masser af eksotiske og velduftende krydderier og den store guldsouk. Stemningen er knapt så intens som i Bur Dubai, selv om man selvfølgelig også her bliver faldbudt både det ene og det andet.

Vil man over creek’en, sejler der hele tiden små både i pendulfart. Disse vandtaxaer bliver kaldt abra’s og koster kun 1 dirham pr. overfart. Du stiger bare om bord, og betaler til bådsmanden. Regn ikke med at få en billet.

Der er to “vandtaxastationer” på hver side af The Creek, og der er sjældent lang kø. Den ene rute sejler i døgndrift. Den anden fra kl. 5 morgen til midnat.

Det er ofte en fin kulturel oplevelse at sejle med. Her blander turister og lokale sig på overfarten. Med andre ord – det er selvfølgelig en turistattraktion. Men det er samtidig hverdag for de mennesker, som bor og arbejder i området.

Vi går også altid en tur i guldsouken. Ikke fordi vi skal købe noget, men det er os hver gang ubegribeligt, hvor meget guld der hænger i vinduerne – for slet ikke at tale om alt det, som fylder butikkerne. Hvem er det egentlig, der køber alle disse overdådige smykker?

Og her lige uden for guldsouken finder vi altid en lille kebab til 5-7 kr. Det er blevet en tradition, at vi altid skal der forbi for lige at smage, om de stadig smager ligeså godt som sidst.

Dubai museum

Sidste gang slog vi også vejen forbi Dubai museum og Al Fahidi Fort, som ligger i Bur Dubai. Her kan man se, hvordan byen har udviklet sig fra ørken til futuristisk millionby på kun ca. 50 år.

Det var rørende billigt at komme ind – 3 dirham for voksne og 1 dirham for børn, så det er ikke det, som skal afholde dig for at kigge indenfor.

Museet har en fin og informativ udstilling, uden dog at være en oplevelse i verdensklasse. Men vil du gerne blive lidt klogere på det sted, du befinder dig, så er det et fint sted at starte.

Har du aldrig været i Dubai før, så er det klart et besøg værd at gå en tur i det gamle Dubai – turistet eller ej.

Du er meget velkommen til at se flere billeder fra vores rejser på vores Facebook-side Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour.

Læs også: Sheikh Zayed Grand Mosque

Læs også: På jagt efter en oryx

Facebook

Twitter

Indlægget Det gamle Dubai blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Sheikh Zayed Grand Mosque

twodanesontour — Tue, 21 Nov 2017 18:12:23 +0000

82 kupler og 41.000 bedende

Sheikh Zayed Grand Mosque i Abu Dhabi er et fantastisk bygningsværk! Det er den største moské i De Forende Arabiske Emirater med 82 kupler og plads til over 41.000 bedende. Moskeen er 420 meter lang og minareterne er 107 meter høje. Der er virkelig dømt wauw-faktor!

Vi kom forbi en eftermiddag og var meget spændte på at besøge moskéen. Denne dag var der desværre ikke høj sol og blå himmel, som man ellers kunne ønske sig, men tidspunktet gav os mulighed for både at se moskeen i dagslys og se den med lys på i aftenmørket.

Den rigtige påklædning

Først skulle Anne Marie iføres en chardor, som kunne lånes gratis ved indgangen. Chardor’en havde hætte, så man ikke behøvede et tørklæde. Fiks var den nu ikke ligefrem…

Men det var heller ikke bare sådan lige til for mændene og deres påklædning, – for de skulle bære lange bukser! Det må være rigtig slemt om sommeren, hvor temperaturen sniger sig op på den forkerte side af 50 grader.

Selfie – nej tak

Samtidig skal man som “med på noderne-vesterlændinge” huske, at selfies i og af moskeen er “no-go”. For man kan jo ikke have en mand og en kvinde på samme billede i forbindelse med moskeen! Så der måtte vi op med en uforbeholden undskyldning til vagten for, at vi ikke lige havde styr på de lokale selfie-regler.

Gratis rundvisning

Kl. 17 var der en meget interessant og gratis rundvisning i moskeen. Vores kvindelige guide fortalte os med stor indlevelse og humor om moskeen, om islam og De Forenede Arabiske Emirater. Det var en rigtig god måde at få en introduktion til moskeen på.

Blandt andet fortalte hun om søjlerne, de imponerende lysekroner og om verdens største håndvævede tæppe, som var blev fragtet fra Iran i 3 fragtfly og syet sammen i moskeen.

Efter rundvisningen satte vi os til at vente på mørket. Imens nød vi stemningen ved Sheikh Zayed Grand Mosque.

Sheik Zayed by night

Da mørket faldt på, blev der tændt lys på moskeen, og oplevelsen blev kun endnu mere fantastisk. Især var vi vilde med det blå lys, som faldt på moskeen.

Vi brugte over to timer ved moskeen og synes, at Sheikh Zayed Grand Mosque er et must see, hvis man kommer til Abu Dhabi.

Facebook

Twitter

Indlægget Sheikh Zayed Grand Mosque blev først udgivet på Two Danes On Tour.

To dage i Abu Dhabi

twodanesontour — Mon, 20 Nov 2017 19:57:18 +0000

På tur til Abu Dhabi

Når vi er i Dubai, bor vi altid hos vores venner Peter og Sarah. Vi plejer også at tage et par dage for os selv, for at opleve noget af området, og for at give familien lidt ro.

To gange er vi kørt fra Dubai til Oman (turen fra 2015 kan du læse mere om her), men denne gang havde vi besluttet at se nærmere på Abu Dhabi – hovedstaden i De Forenede Arabiske Emirater.

Byen ligger på mange måder i skyggen af store og berømte Dubai. Men Abu Dhabi forsøger på alle måder at promovere sig selv og komme med på beatet.

En skuffelse i Ferrari World

Vi besøgte byen meget kort for 4 år siden for at prøve verdens hurtigste ruchebane i Ferrari World.

Der stod vi ved hovedindgangen sammen med Peter, Sarah og 3 unger på 3, 6 og 8 år og gloede på et skilt, hvorpå der stod, at ruchebanen desværre var lukket i dag pga. vedligeholdelse… og hvad gør man så? Ja, så går man jo ind alligevel, da der ellers ville være tre meget skuffede børn.

Vi kiggede os lidt omkring, prøvede nogle af de andre forlystelser, og måtte herefter konstatere, at uden Verdens hurtigste ruchebane, så var denne forlystelsespark ikke det mest interessante for os.

Så skal du ind og prøve ruchebanen, så gør alt for at tjekke i forvejen, om den er i drift. Vi HAVDE kigget på Ferrari Worlds hjemmeside inden afgang fra Dubai, og der havde de ikke gjort opmærksom på lukningen af ruchebanen.

Overnatning på Royal Rose Hotel

Siden vores korte besøg i Abu Dhabi dengang, har byen ligesom rumlet i baghovedet. Hvad kan man ellers opleve der? Hvordan ser byen egentlig ud, og er den meget anderledes end Dubai? Så nu skulle det være.

Vi havde hjemmefra booket to nætter på det femstjernede Royal Rose Hotel. Det plejer vi jo ikke ligefrem, da vi ofte bor i en bambushytte eller på et simpelt værelse. Og det var ikke i anledningen af Valentines dag, at vi havde flottet os. Det var simpelthen fordi vi kunne få et værelse via Booking.com i denne standard for ca. 600 kr. pr. nat.

At vi så blev opgraderet til et Kingsize værelse, blev det jo så heller ikke mindre af.

På væggen i lobbyen var vores værelse listet til en pris på 3900 dirham – 7400 kr. pr. nat, så det var da noget af en besparelse! Men det vil vi nu påstå, at det ikke var værd.

Hotellet lå centralt i ”downtown” Abu Dhabi med masser af liv rundt omkring.

The Corniche og Emirate Palace

Efter at have tjekket ind på hotellet, gik vi straks ud for at lære byen lidt at kende, og vi fandt hurtigt ud af, at der er en meget lang havnefront kaldet The Corniche. Her kan man gå eller cykle ture og kigge på havet og Abu Dhabi skyline både dag og aften. Det er en rimelig lang tur, hvis man skal gå den hele, så husk vand!

For enden af Corniche ligger det meget berømte hotel Emirates Palace. Det er både berømt for sin orientalske arkitektur, fordi det har være det andet dyreste hotel i verden at bygge, og fordi man kan bestille kamelburgere med 24 karat guldstøv på burgerbollen og på kikærtepomfritterne. Og i lobbyen er det muligt at trække en guldbar i hæveautomaten – vel at mærke hvis man har penge nok.

Vi nøjedes med at nyde hotellet og den store port udefra, da det koster 100 dirham at komme ind (ca. 200 kr). Vi har dog efterfølgende læst, at man kan slippe for at betale for indgangen, hvis man reserverer plads til afternoon tea i cafeen, som tilgengæld koster godt 320 kr. pr. person.

Bag ved Emirates Palace ligger Presidential Palace. Bare rundkørslen foran paladset er overdådig! Det er vist egentlig ikke decideret en turistattraktion. Vi var i hvert fald de eneste turister, og man kan ikke komme ind nogen steder. Man kan bare køre eller gå rundt og se på den smukke bygning og den fantastiske ”sti” der fører derop til.

The Coin

Vi havde lejebil med fra Dubai, og synes, at det var en god måde at komme rundt i byen på – hvis altså man føler sig tryg ved at køre i en storby med masser af trafik, og hvor mange gader er delt i midten af et hegn, så det kræver en del u-turns og en GPS at finde rundt.

Vi kørte bl.a. ud for at se bygningen The Coin, som er bygget helt rund. Den er flot og speciel, men altså man kan bare kigge på den og køre igen.

Vi forsøgte at parkere lige ved bygningen, så vi kunne stå ud af bilen og tage billeder, men blev snart smidt væk af en vagt.

Til gengæld opdagede vi nogle ret flotte vægmalerier lige neden for The Coin på væggen langs motorvejen. Vi kørte forbi og tog en del billeder.

The Capital Gate

Også bygningen The Capital Gate er bemærkelsesværdig. Det er verdens mest hældende bygning på 18 grader. Det viste sig, at det er der, Peter arbejder.

Vi var heldige at komme forbi en dag, hvor militæret øvede sig til den kommende IPEX konference, og det kom der nogle ret sjove billeder ud af.

Al Mina

Havneområdet Al Mina er også et interessant bekendtskab med forskellige lokale markeder.

Først kørte vi forbi ”Dade Avenue”. En hel gade kun med dadelbutikker – og masser af sælgere, som gerne vil have dig ind i lige netop deres butikker. Er du vild med dadler, så vanker der masser af smagsprøver.

De næste gader er fyldt med frugt og grønt i alle afskygninger, og det er sjovt at gå en tur og kigge på det store udvalg.

Hvis man kører helt ned til havnen, er der først et lille marked med (i vores øjne) alt muligt skrammel til hus og have. Derefter er der en masse blomsterbutikker og længst ude på havnen ligger et fint fiskemarked. Her er der rig mulighed for at se på dagens fangst, men man kan også købe frisk fisk og rejer, få det renset og tilberedt på stedet.

Vi gik en tur på hele havneområdet for også at se de traditionelle fiskerbåde dhows. Her så vi også, hvordan lokale ryger vandpibe.

Vi måtte simpelthen trække på smilebåndet og snuppe et billede.

Al Marina

Om aftenen er der en flot skyline i Abu Dhabi, og hvis man kører ud på øen Al Marina, så får man en flot udsigt ind over byen. Især fra selve broen er der fint.

Også Emirates Palace er flot om aftenen, hvor taget på hotellets kupler skifter farve.

Indisk og libanesisk

Mens vi var i Abu Dhabi skulle vi jo også have noget at spise. Der er masser af fine og fancy restauranter, men vi valgte noget mere low key.

Morgenmad og frokost blev indtaget på diverse indiske joints. Vi vil ikke fremhæve en bestemt, men i stedet anbefale at man går ind et sted, hvor der sidder masser af indere. Det er altid et meget godt tegn på, at maden er god og frisklavet. Og så er priserne jo helt i bund. Vi spiste morgenmad for to personer for 26 kr.

Om aftenen spiste vi libanesisk på The Lebanese Mill Restaurant – et fantastisk sted fyldt med kunder og i skarp kontrast til naborestauranten, som til gengæld var hel tom. Her snurrer hele kyllinger rundt på spyd og så laver de en fantastisk mutabal (auberginecreme).

Vil du også prøve at finde restauranten, så er der flere Lebanese Mill’s i Abu Dhabi. Den, vi besøgte, lå på 9th. street og kun en blok væk fra Royal Rose, hvor vi boede.

Abu Dhabi var et godt bekendtskab for et par dage. Især Grand Mosque imponerede os. Det fortæller vi mere om i næste blogindlæg.

Facebook

Twitter

Indlægget To dage i Abu Dhabi blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På jagt efter oryx

twodanesontour — Sat, 20 May 2017 19:01:38 +0000

Vinterferie i Dubai

I februar rejste vi til Dubai for 5. gang. Igen var vi taget derned for at besøge vores gode venner Sarah og Peter og deres tre børn. Det er altid dejligt at have tid til at hygge, snakke og samle op på alt, hvad der er sket, siden sidst vi sås.

Når vi så er der, skal vi også opleve lidt på egen hånd. Vi har før været på ørkentur med Peter og Sarah i deres firhjulstrækker.

Ørkentur med dyr

Denne gang besluttede vi at bestille en organiseret tur i ørkenen. Ja, faktisk var det Anne Maries fødselsdagsgave til Rasmus. Der er masser af udbydere af ture, men vi var ikke så interesserede i mavedans, kamelridning eller kørsel i klitterne. Vi ville allerhelst ud og se dyr, da vi jo er nogle store dyrefreaks. Og så er der faktisk ikke så mange muligheder.

Vi fandt en tur med Platinum Heritage Luxery Tours & Safaris, hvor man havde mulighed for at se den ellers sjældne arabiske oryx. Og det var jo lige noget for os.

Vi blev hentet søndag morgen kl. 6.50 i nærheden af Peter og Sarahs hus af vores guide Sharaf. Han var frisk fra morgenstunden og kørte os gennem det meste af Dubai for at hente den anden gæst på turen, Paul fra USA.

Vores guide var oprindelig fra Egypten, men havde nu boet i Dubai i 14 år og arbejdet i safaribranchen de sidste 12. Han vidste selvfølgelig en masse om Dubai og Emiraterne og fortalte gladelig om det hele. Derfor var der god underholdning den næste times tid, hvor vi kørte mod Al Ain.

Besøg hos kameler

På vejen stoppede vi ved Dubai Camel Racing Club, hvor der også ligger et kamelhospital. Det synes vi var meget sjovt

Her fik vi lige taget et par billeder af kamelerne. Især dette billede herunder blev rigtig fint. Ja, så fint, så det lørdagen efter blev trykt i Politikens rejsetillæg, hvilket vi er rigtig glade for.

Dubai Desert Conseravation Reserve

Næste stop blev ved hegnet indtil Dubai Desert Conservation Reserve, hvor vi skulle have noget af luften ud af dækkene på firhjulstrækkeren, så den kunne køre i sand. Samtidig fik vi også hver et tørklæde viklet om hovedet, så vi var beskyttede mod solen.

Der lever ikke flere vilde oryx i Emiraterne. De blev udryddet i vild tilstand på den Arabiske halvø i 1970’erne. Dog er der et par reservater, hvor de bliver avlet. Oprindelig blev der sat 50 oryx ind i Dubai Desert Conservation Reserve og i dag har de formeret sig til ca. 700. Således gik 20 % af vores betaling for turen til dette reservat og bevarelsen af oryxen. En god sag at støtte og på sigt måske muligheden for, at en del oryxer kan lukkes ud i fri natur.

Et glimt af arabian moutain gazelles

Vi havde ikke kørt længe før vi var heldige at se de elegante og meget vimse arabian mountain gazelles. De var noget svære at fotografere, da de løb, ligeså snart vi nærmerede os, og det blev ikke bedre, når vi forsøgte at snige os ud af bilen.

Arabisk oryx

Snart var der en oryx i sigte. Vores guide sagde med det samme, at det var en han, da den gik alene.

Han fortalte også, at oryxer kun laver et spor igennem ørkenen, og derved kan andre dyr (eller mennesker) ved at følge sporet finde hen til vand eller mad – meget smart!

Ikke længe efter så vi en hel flok, som stod lige ved vejen. Det var flot at se dem, og de var meget nemmere at fotografere, da de ikke var bange for mennesker.

Ja, en af dem forsøgte ligefrem at angribe bilen, så det var et rimeligt klart tegn på, at vi ikke skulle stige ud af firhjulstrækkeren.

Morgenmad på Al Maha Desert Resort and Spa

Efter flere oryx, gazeller og forskellige fugle ved en sø, var det blevet tid til morgenmad på det eksklusive Al Maha Desert Resort and Spa. Her findes 24 suiter, hver med en privat swimmingpool. Pris pr. nat for det billigste værelse: 2900 dirham/5.500 kr. Det var vist fint, at vi bare skulle spise der

Der var den lækreste morgenmadsbuffet, samt selvfølgelig bestilling fra menukortet, som en kok stod og kreerede. Rasmus fik Indianstyle eggs, mens Anne Marie smæskede sig i eggs Royal – pocherede æg med hollandaisesauce.

Det var fantastisk dejligt at sidde på restaurantens terrasse, spise lækker mad og nyde synet af de fine fugle, som kom forbi.

Vi blev kørt tilbage til Dubai, hvor vi sagde farvel til vores guide. Ørkenturen med Platinum Heritage Tours & Safari stod os i 1130 kr pr. person. Det er ikke en af de billige ture, men vil man se oryxer, så er det prisen! Til gengæld havde vi en rigtig god tur, fik fantastisk morgenmad og så det, som vi var kommet efter.

Facebook

Twitter

Indlægget På jagt efter oryx blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Ankomst til Teheran Lufthavn IKA

twodanesontour — Tue, 16 May 2017 18:23:02 +0000

Teheran lufthavn (IKA)

Det kan virke meget uoverskueligt at få visum, når man ankommer til Teheran lufthavn (IKA) midt om natten. Heldigvis mødte vi Bettina fra Danish Adventurer, som var kommet med et fly 1½ time før os, så hun kunne hurtigt guide os igennem proceduren. Og nu vil vi gerne hjælpe dig

Forsikring

Når du kommer ind i ”hallen”, hvor visumproceduren foregår, skal du straks dreje til venstre og gå over til en lille bod midt i rummet, hvor de tjekker og stempler dine forsikringspapirer. Som skrevet i foregående afsnit, så kan du betale dig fra ikke at have dette forsikringspapir med, men da det koster 16 USD for op til 31 dage, så kan du ligeså godt have styr på det hjemmefra.

Udfyldning af formular

Når du har fået stemplet forsikringspapirerne, skal du dreje dig ca. 180 grader rundt og gå op til selve visumskranken. Her står en masse mennesker i kø for at få udleveret deres pas med visum, så du skal ligesom snige dig lidt uden om dem og helt op til vinduet til venstre, hvor der kun står VISA på vinduet. Her skal du vise, at du har fået stemplet dine forsikringspapirer og hente en lille lap papir hvorpå der står 75 euro, samt en formular, som skal udfyldes.

Mens du står i kø til banken, skal du udfylde formularen. Banken ligger for øvrigt til venstre for den luge, som du lige har været ved. Du skal bl.a. skrive flynummeret på det fly, du netop er ankommet med, og det, som du skal hjem med.

Du skal også skrive adresse og telefonnummer på et hotel, hostel eller en vært, som du skal bo hos. Det er smart at have adressen klar hjemmefra.

Betaling og afhentning af visum

I banken skal du betale dit visum i kontanter. Det koster 75 euro + et ekspeditionsgebyr på 3 euro. Har du ikke lige penge, får du penge tilbage i rial – den lokale møntfod.

Nu skal du op til VISA vinduet igen. Denne gang skal du aflevere dit pas, kvittering for betaling og de udfyldte papirer. Efter en rum tid… bliver dit navn råbt op, og dit visum på 30 dage er klart. Det kan tage laaaaaang tid, så find din tålmodighed frem. Heldigvis er der gratis WiFi i lufthavnen.

Du skal hente dit pas ved det vindue, hvor der står Visa Section.

Sidst men ikke mindst skal du nu gå forbi den første bod med forsikringspapirerne og stille dig i kø til at vise passet med dit fine nye visum.

(Opdatering 2018: Visumproceduren er den samme, som vi har beskrevet i 2017, men du får ikke længere et visum limet ind på en side i dit pas. Dit pas bliver stadig stemplet ved paskontrollen.)

Blot som en pejling, så landede vi i lufthavnen kl. 2.15, fik vores visum kl. 3.45 og var klar til at forlade lufthavnen godt trætte kl. 4.15.

Ingen skumle spørgsmål

Og som oplysning til andre, som ligesom os hjemmefra kunne være nervøse for at blive afvist i lufthavnen: Vi blev hverken spurgt til hvilke lande, vi har rejst i eller noget andet – og vi har både været i Israel og USA. Selvfølgelig skal du ikke have et israelsk stempel i dit pas, men det er også afskaffet i Ben Gurion Lufthavn.

Husk dog at har du været i Iran, så skal du de næste 10 år søge visum, hvis du skal til USA – det er ikke nok med en ESTA.

Styr på tingene hjemmefra

Ønsker du at søge visum hjemmefra og derved slippe for “visa-on-arrival-cirkuset” i lufthavnen, så kan det gøres på Det iranske konsulat i København. Du skal udfylde en e-visumformular og modtager efter ca. en uge en godkendelseskode. Den skal du tage med, når du møder op på Det iranske konsulat.

På konsulatet skal du betale for dit visum med Dankort. Prisen er 375 kr. for et almindeligt turisvisum på 30 dage. Vil du have visumet med samme dag, så koster det 563 kr. Visumet er et løst stykke papir, som man selvfølgelig skal opbevare sammen med sit pas mens man er i Iran.

Læs også: Oldtidsbyen Persepolis

Læs også: Til te hos nomadefolk

Vi bliver som altid rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du følge med, når vi er på farten og når vi skriver nye blogindlæg fra både ind- og udland.

Facebook

Twitter

Indlægget Ankomst til Teheran Lufthavn IKA blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Inden afrejse til Iran

twodanesontour — Wed, 10 May 2017 18:14:56 +0000

Styr på tingene hjemmefra

At rejse til Iran er ikke helt lige så ukompliceret som at rejse til et land i Europa. Der er nogle forskellige ting, som det er godt (og nødvendigt) at have styr på inden afrejse.

Der er flere flyselskaber, som flyver til Teheran. Vi var med AeroFlot over Moskva, men vi har også hørt om KLM via Amsterdam, Austrian over Wien og Turkish Airlines via Istanbul. Fælles for dem alle er, at de lander midt om natten i Teheran.

I en periode har Mahan Air (et iransk flyselskab) haft direkte rute mellem København og Teheran, men denne rute er igen nedlagt, ifølge rygterne fordi Mahan Air ønskede bevæbnede vagter ombord på flyet. Det kunne de ikke acceptere i Københavns lufthavn. Flyselskabet reklamerer dog stadig med ruten på deres indenrigsfly i Iran.

Ønsker man at købe indenrigsflybilletter hjemmefra, kan det kun ske via hjemmesiden bravofly.dk. Vi købte en enkeltbillet til Shiraz, og det virkede upåklageligt.

Om at søge visum

Man skal beslutte, om man vil søge visum hjemmefra eller få det ”on arrival”, når man lander i Teheran, Shiraz eller Isfahan. Det er de tre byer vi har hørt om, som giver Visa on arrival.

Ud over at det tog sin tid i Teheran lufthavn at få et visum, så var det totalt ukompliceret. Vi blev ikke spurgt om noget som helst, og vi så ingen, der blev afvist. Et visum kostede 75 Euro + 3 Euro i gebyr. Man behøver ikke et pasbillede. De bruger det fra dit pas. Her kan du læse vores guide til at få visum i Teheran lufthavn.

Køber man visum i lufthavnen, skal man også vise et dokument fra sin rejseforsikring på engelsk, der fortæller, at man er forsikret i perioden for ens ophold. Dette brev kan man gratis bede sin rejseforsikring om at få tilsendt, eller i vores tilfælde downloade fra selskabets hjemmeside.

Har man ikke dette dokument, når man ankommer til lufthavnen, kan man betale sig fra det for 16 USD, men det er jo lidt dumme penge at komme af med, når det let kan klares hjemmefra.

Kontanter med hjemmefra

I Iran kan udlændinge ikke bruge kreditkort – hverken i hæveautomater eller på hoteller og restauranter. Derfor skal man have ALLE penge med ind i landet i dollars eller euro, og så veksle til den lokale valuta rial. Som pejlemærke brugte vi i snit 50 euro pr. person pr. døgn. Vi boede på de billigere hoteller, men spiste lidt dyrere. Indgange til alle attraktioner (moskeer, haver, museer mv.) koster mellem 30 og 40 kr. Det lyder ikke umiddelbart af meget, men det løber op.

Bestilling af overnatning

Er man glad for at have styr på tingene på forhånd, så er der et par hjemmesider, som man kan bruge fra udlandet til at bestille hoteller og betale med kreditkort: www.pintapin.com og www.hotelyar.com

Vi har dog ikke brugt dem, da vi hellere ville lade lysten og tilfældighederne råde. Iranerne er så super venlige, at det ikke er unormalt at blive budt hjem hos nogle for at sove. Men det kræver jo, at der er plads i planen. Det er også nemt at få kontakter gennem www.couchsurfing.com hvis man vil have aftalerne på plads på forhånd.

VPN

Det er også utrolig brugbart hjemmefra at downloade en VPN til sin computer og telefon. En VPN gør, at computeren eller telefonen logger på en server i et andet land. Det betyder, at man kan omgå de spærrede hjemmesider i Iran såsom de fleste internationale nyhedsmedier samt Facebook mm. Men husk nu at have styr på det hjemmefra, for en VPN kan ikke hentes, når du først er i landet.

Martin havde hentet SurfEasy, som er en gratis VPN op til 500MB. Vi havde købt ExpressVPN til 13 USD for en måned med adgang til 3 devices. Begge har virket upåklageligt (selvom Martin løb tør for data på sidste dag), når vi vel at mærke har haft en pålidelig internetforbindelse…

Gode apps

Og lige et par praktiske apps til Iran: Iranerne bruger appen WhatsApp til kommunikation samt User Dictionary Plus til oversættelse. De taster noget på farsi, og så siger den det på engelsk – smart nok!

Vi har været glade for Maps.me til at finde rundt off-line. Man skal bare huske at downloade kortene, mens man er på nettet. Så kan den tracke hvor i verden man befinder sig og angive rute til ens destination som en normal GPS.

Påklædning

Sidst men ikke mindst er det vigtigt at have styr på garderoben. Påklædningen for mænd er ret simpel. Ingen shorts og ingen bluser uden ærmer.

For kvinder er det lidt mere besværligt, idet der ikke må vises ”stykker med bart”. Alt hud skal være tildækket ned til anklerne og ned over albuerne. Man må gerne gå i cowboybukser, men da varmen er rimelig heftig selv her i april, vil Anne Marie anbefale lange løstsiddende busker samt skjorter eller tunikaer med trekvartærmer, eller ærmer der kan rulles lidt op. Der må ikke være en dyb halsudskæring. Skjorterne skal gerne gå ned til knæene eller som minimum, så de dækker bag-perronen. Hvis man medbringer kjoler eller nederdele, skal man huske, at de skal bæres med busker eller gamacher under – og så går pointen nok lidt af!

Alle kvinder skal bære tørklæde i det offentlige rum. Det skal skjule det meste af håret samt halsen. Husk at tørklædet skal påføres allerede i flyvemaskinen, så det skal pakkes i håndbagagen. Det er rimelig varmt at gå med tørklæde i 30 graders varme, og Anne Marie døbte snart tørklædet for ”tehætten”. Man skal lige vænne sig til, at det skal påføres hver gang, man går ud af hotelværelset, eller hvis man skal åbne for nogen, der banker på døren.

Anne Marie forsøgte sig med et par sandaler den første dag. Det var ikke ulovligt, men hun var den eneste, ud over et par andre turister, som viste sine tæer. Et par kondisko er bedste bud på fodtøj.

Facebook

Twitter

Indlægget Inden afrejse til Iran blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Qom

twodanesontour — Tue, 09 May 2017 17:14:41 +0000

Vores sidste tid i Iran

Så blev det vores sidste døgn i Iran. Vi skulle “slå et par timer ihjel”, så vi begyndte med en lille tur til den smukke by Abyaneh. Det kan du læse om i sidste indlæg, hvis du er interesseret.

Tilbage i Kashan spiste vi en frokost, inden vi tog bussen mod Teheran lufthavn. Vi havde besluttet at gøre et stop på vejen i Qom (udtales Ghom). Det er Irans anden mest hellige by efter Mashhad.

I bussen fik vi straks venner, som stopfodrede os med solsikkekerner i saltede skaller. Dette var til stor irritation for buschaufføren, som under ingen omstændigheder ønskede bussens gulv fyldt med skaller. Derfor holdt han hele tiden skarpt øje med, om især vores iranske venner nu også ramte den udleverede skraldepose.

Da vi stod af bussen ved en stor vejsammenfletning udenfor Qom, blev vi omringet af meget ivrige taxamænd, som ellers på ingen måde er kendetegnende for Iran. Ja, vi troede nærmest, at vi var kommet til indien! De råbte, diskuterede indbyrdes og hev os i ærmerne.

Den hellige by Qom

Efter lidt forhandlinger kom vi til Qom centrum, hvor vi ville se det meget hellige Hazrat-e Masumeh shrine. Denne helligdom er begravelsessted for Imam Reza’s søster Fatemeh som døde i det 9. århundrede, og derfor valfarter shia-muslimer hertil.

Shia-muslimer kommer også fra hele Iran for at studere i Qoms madrassaer (koranskoler). Og netop her i byen er Irans største og mest indflydelsesrige ayatollaher uddannet bl.a. Ayatollah Khomeini. Det er indbyggerne i Qom selvfølgelig meget stolte af.

Anne Marie viser lige, hvordan man binder snørebånd iklædt chardor

En lille forbrydelse

“Non-Muslims are allowed into the grounds, but not to see the shrine itself. The official policy is that non-Muslims should be in a group with a tour guide who has been approved by the shrine’s stewards…” Lonely Planet

Ovenstående skulle vi nok have læst i guidebogen, inden vi begav os ind på området. Vi syntes selv, at vi var super rutinerede i at ramme de rigtige mande- og kvindeindgange til de forskellige rum. Ja, vi begav os nærmest hjemmevante rundt og fulgte fint med strømmen rundt i den store moské.

Det var først, da vi havde besøgt graven og var på vej ud, at et par insisterende herrer med walkie talkies (for øvrigt sjældent man får lov til at bruge det ord nu om dage) begyndte at følge efter os og siden forsøgte at bremse os. Men nu har vi jo været igennem vores del af arabiske markeder, så vi er, når vi selv skal sige det, ret gode til at slippe af med “forfølgere”. Så vi nåede næsten helt ud til indgangen, før det lykkedes vores opsatte følge at få os bragt til standsning. Måske blendede vi tre blege danskere heller ikke så godt ind i mængden, som vi selv gik og troede.

Det var stadig ikke gået op for os, at vi havde forbrudt os imod reglementet. Og vores tanke var, at de ville udsætte os for en større oplysningskampagne om islam. Men da der pludselig stod en af præsterne foran os og på flydende engelsk spurgte os, hvad vi egentlig lavede her, begyndte klokkerne at ringe.

Straffen

Da han fandt ud af, at det ikke havde været vores hensigt at fornærme nogen, “slap vi” med en halv times guidet rundtur i de tilstødende gemakker. Inklusiv langt flere oplysninger, end vi kunne rumme på det tidspunkt.

Præsten sammenlignede flere gange vores kristne tro med islam, og han syntes øjensynligt, det var mærkeligt og samtidig noget tilbagelænet af os, at vi kun går i kirke og beder en gang om ugen, imens de beder 5 gange om dagen.
Vi følte os dog ikke så meget på hjemmebane, at vi ville forklare ham om “depotmedicin”, og vi var heller ikke sikre på, at han ville kunne se humoren i hverken det eller en påstand om, at vi ikke synder nær så meget?
Så vi skiltes som venner, hvorefter vi fortsatte vores tur imod lufthavnen.

Sat af på motorvejen

Tilbage ved det store vejkryds fik vi forklaret en buschauffør, at vi skulle af så tæt på lufthavnen, som det nu var muligt, og det tog han helt bogstaveligt. Han stoppede bussen i nødsporet på motorvejen, hev vores bagage ud og pegede os i retning af afkørselsrampen.

Nødsporet er ikke ligefrem det bedste sted at gå rundt. Og slet ikke når man tager i betragtning, hvordan iranerne kører bil – ofte med en mobiltelefon i den ene hånd. Men vi måtte jo ligesom videre.

Endnu engang stor venlighed

Og da vi havde gået ca. 100 meter, kørte der en bil udenom os og dyttede, hvorefter vi alle tre stak en lap i vejret sådan rent pr. refleks. Vores vinken betød, at han holdt ind til siden og på trods af manglende engelskkundskaber, kunne han sagtens forstå, at vi skulle til lufthavnen – og det kom vi! Helt til hovedindgangen

Vi betalte ham lidt for at køre med, og han kvitterede ved at give Anne Marie en rød rose. Så til sidste sekund nød vi godt af iranernes helt utrolige venlighed og gæstfrihed.

Og vi må sige, at Iran virkelig er et land, som vi på det varmeste vil anbefale til andre rejsende. Det er på alle måder fyldt med store oplevelser, og fordomme og forestillinger hjemmefra bliver hele tiden gjort til skamme, nedbrudt og erstattet af nye fantastiske syn på dette venlige og imødekommende land.

Skulle du være i tvivl om, hvordan du (og din familie) får planlagt en rejse til skønne Iran, så står vi gerne klar til at hjælpe.

Vi vil blive meget glade hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med updates og flere rejsebilleder, når vi er på tur. Du kan også finde os på Instagram under @twodanesontour.

Facebook

Twitter

Indlægget Qom blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Dagsture fra Kashan

twodanesontour — Sun, 07 May 2017 18:20:19 +0000

Ud over saltsøen og ørkenen uden for Kashan, er der flere halvdagsture i området, som kan være interessante. Vi tog på tur til Niasar og Abyaneh.

Første tur bookede vi med en ældre mand, som ikke kunne et ord på engelsk. Det er jo altid interessant, hvad det EGENTLIG så er, man har booket… Manden i receptionen på vores hotel hjalp med koordineringen, men da vi først sad bag i vognen, var vi overladt til en tavs mand, som kørte os derhen, hvor han syntes.

Niasar

Første stop på “programmet” var byen Niasar. Den lå højt, og der var en dejlig behagelig temperatur. Vi vidste ikke helt præcist, hvad det var, vi egentlig skulle se her ud over et vandfald.

Det viste sig at være nogle undergrundstunnelser med nogle meget stejle stiger. Indgangen til tunnelerne lå i en blomsterhave til minde om en død poet – det er meget normalt i Iran, at lave sådan en smuk have for en nationalhelt. Og mens vi ventede på manden med nøglen, så kunne vi da lige kigge lidt på, hvordan rosenvand bliver produceret.

Området omkring Kashan er kendt for deres mange produkter med roser, og var vi kommet en uge senere, kunne vi have deltaget i en rosenfestival.

Vi fik lov til at kravle ned i tunnelerne og ja, så har man prøvet det.

Fra tunnelerne og den fine have gik vi til et zoroaster ildtempel. Det var flot og velrestaureret, og det smukkeste vi har set på rejsen. Faktisk var omgivelserne nok det aller bedste. Sikke en dejlig udsigt!

Og så til det, vi troede, vi var kommet efter: Niasar Waterfall. Vi mener at kunne fornemme, at de lokale var mere imponerede end os – men altså der skal også noget til efterhånden, i hvert fald når det kommer til vandfald, museer og Unesco World Heritage steder.

Til gengæld mente vores chauffør ikke, at vi skulle se Holy Shrine Mashhad Ardehal, som ellers var aftalen, og da vi jo ikke kunne diskutere det med ham, ja, så blev det sådan. Det var nok egentlig også ok, da vi havde set en del moskeer og shrines de sidste 8 dage.

Samtale med en lokal

I Niasar havde vi en interessant samtale med en tidligere journalist. Han var blevet fyret fra den avis, han skrev for, fordi han var for kritisk overfor styret i Iran. “Her er ingen pressefrihed”, fortalte han os. “Hvis vi ikke makker ret, bliver vi straffet”. Vi spurgte ind til, hvorfor folk ikke står sammen og går imod dette totalitære styre. Manden fortalte os, at der havde været et forsøg på en opstand for ca. 8 år siden – altså før det Arabiske forår i Tunesien og siden flere andre lande i Mellemøsten, men at der var blevet slået hårdt ned på oprørerne. I dag vides det ikke, hvad der er blevet af dem, der havde planlagt denne opstand – enten sidder de i fængsel, eller det, der er værre… “Vi ønsker ikke, at det samme skal ske her som i Syrien. Vi er bange for, at det kunne ende med borgerkrig”.

Sidste stop blev Fin Garden. Det var faktisk os, der lagde det ind i programmet. Udmærket sted, men har du set andre haver i Iran, er det ikke sikkert, at du også behøver at stoppe her.

Abyaneh

En anden halvdagstur gik til det levende frilandsmuseeum Abyaneh. Det er en smuk lille landsby i bjergene med røde lerklinede huse. Byen menes at have eksisteret i over 2500 år, og husene er mange steder velrestaurerede. På gadehjørnerne sidder ældre mænd og damer i traditionelt tøj og sælger håndarbejde og tørret frugt.

Derudover løber der en frygtelig masse turister rundt (som os selv) og glor ,som var de lokale aber i bur. Tiden er nok løbet lidt fra denne lille charmerende by. Det føltes som om, at vi var med i et teaterstykke, som begyndte hver formiddag kl. 10.

Det fineste var faktisk at gå UD af Abyaneh og finde vej til den modsatte bjergskråning, så vi kunne tage billeder af byen på afstand.

Facebook

Twitter

Indlægget Dagsture fra Kashan blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Kashan og ørkentur

twodanesontour — Fri, 05 May 2017 17:16:14 +0000

Fra Isfahan kom vi med VIP-bus til Kashan. Busserne i Iran er forholdsvis nye og meget effektive. De kører til tiden, der er sæder til alle, og man får tilmed kage og juice undervejs. Prisen for godt to timer på landevejen var 27 kr.

Taxachaufføren Abbas

Ved ankomsten til Kashan kom vi i “kløerne” på taxachaufføren Abbas. Han var fræk som en slagterhund og den eneste, vi mødte i Iran, som opførte sig mere som arabisk taxachauffør end som en persisk.

I første omgang bad vi ham om at sætte os af ved et billigt hotel på hovedgaden i Kashan. Vi havde desværre ikke lavet vores research godt nok, for vi skulle i stedet have bosat os i den fantastisk smukke gamle bydel, hvor man kan bo i gamle hjem, som nu er lavet om til små hoteller. Det havde kostet ca. det samme som det “kedelige” Sayyah hotel. Men det var altså vores egen skyld. Eneste plus var, at hotellet lå lige ved den store og flotte bazar.

1001 nats eventyr

Efter at have smidt bagagen på hotellet, fandt vi snart frem til Khasans gamle bydel og følte med det samme, at vi var midt i Hodja fra Pjort eller 1001 nats eventyr. Husene var af mudder og forbundet af smalle gyder, hvor gamle damer låste sig ind ad små porte – helt fortryllende!

Vi gik lidt på opdagelse, og fandt snart ringmuren fra en gammel borg, som man kunne kravle op på. Herfra kunne vi kigge ind over alle hustagene og bl.a se Borujerdi Historical house, som vi netop havde besøgt. Dette traditionelle hus er både smukt indefra og udefra.

På ørkentur

Og så var det nok, at vi begik feriens eneste rigtige fejl. Vi bookede en tur med Abbas til den nærliggende Dasht-e Kavir ørken. Altså; han var jo flink nok, men bare en rigtig krejler. Og selv om vi havde aftalt en pris, så kom han og krævede mere. Og der skulle vi jo bare have sagt, at vi ville finde en anden chauffør. Men vi var ligesom fanget ind af alle hans historier og det faktum, at han som pensioneret skolelærer faktisk kunne noget engelsk. Så derfor tog vi med ham trods en merpris og halvbrudte løfter undervejs.

Han hentede os næste eftermiddag, da det ville være for varmt i ørkenen midt på dagen – og det giver vi ham helt ret i.

The Underground City

Første stop var The Underground City Oeei i byen Noushabad, som bryster sig af at være verdens største underjordiske by. En kvindelig ansat begyndte at fortælle os lidt om byen, men hendes engelske var nærmest uforståeligt, så vi kan desværre ikke gengive, hvad hun fortalte os.

Vi har dog siden læst os til, at byen er bygget under jorden for at kunne beskytte byens indbyggere fra udefrakommende fjender. Den underjordiske by var bl.a. i brug under den mongolske invasion i det 13. århundrede, og så sent som i 1920’erne var den stadig i funktion.

De underjordiske rum og gange er bygget i 3 niveauer i en dybde på 4 til 18 meter. Det var fint at gå en tur under jorden, men når man havde set det første rum, havde man set dem alle.

Noushabad fort

Næste stop var Noushabad fort. Vi kunne se mange ligheder med borgen, som vi besteg i Kashan, men denne borg var bedre bevaret og nogle af tårnene var også rekonstrueret, så man kunne kravle op i dem og nyde den udmærkede udsigt over byen. Et lille fint besøg, men ikke noget, som går over i verdenshistorien

Holy shrine Aran & Bidgol

Og så et stop ved moskeen Holy shrine Aran & Bidgol. Den var flot og stor, og så var det fint at køre videre…

En stor skuffelse

Nu ved 17-tiden kørte vi mod ørkenen og saltsøen, som Rasmus havde glædet sig utrolig meget til at se. Vi havde i en turistbrochure set nogle FANTASTISKE billeder fra saltsøen, og Rasmus drømte sig straks tilbage til Salar de Uyuni i Bolivia, som han besøgte i 1997.

Vi må dog sige, at saltsøen var en stor skuffelse. Vi gad dårligt at stå ud af bilen. Og da vi spurgte til de fine billeder, som Abbas havde vist os, sagde han blot med et skuldertræk, at sådan så det ud om sommeren. Her om foråret havde vinterens regnvand vasket det meste af saltet væk.

Noget slukørede kørte vi nu mod de høje sandklitter. Det var stadig alt for varmt at bestige dem, så vi sad lidt i skyggen ved et militært tjekpoint. Her kom en hel flok dromedarer forbi, som vi lige hilste på.

Solnedgang i ørkenen

Så blev det endelig tid til solnedgangsbilleder i ørkenen, og det skuffede heldigvis ikke! Her var utrolig fredfyldt og flot.

Overnatning på karavanestation

Abbas havde lovet os, at vi skulle overnatte i en fortryllende, gammel karavanestation. Det har det nok også engang været. Nu var det misligholdt, beskidt og nærmest mennesketomt. De fantastiske aftenener med både lokale og turister på terrassen, som Abbas så malerisk havde fortalt om, skulle man kigge langt efter.

Vi var blevet lovet aftensmad, men fik noget mærkelig rusk-om-snusk omelet, som dårligt kunne gå under betegnelsen “et måltid”.

Det er ikke et sted, vi vil anbefale andre at overnatte, men vi har hørt, at der findes andre og finere karavanestationer i området. Vi har på fornemmelsen, at Abbas ikke ville betale prisen for de lidt bedre steder.

Og morgenmaden som vi også var blevet lovet, viste sig at være utrolig kedelig, da det var kogte æg fra dagen før og daggammelt brød – det er vi altså ikke vant til efter besøg hos nomader og æblebønder! Abbas kunne godt høre, at vi ikke var helt tilfredse, så det endte med, at han tog os med hjem til morgenmad hos hans kone.

På besøg hos Abbas

De boede i et meget fint hjem efter iransk standart. Vi fik lækkert brød hentet hos bageren med æg, ost, smør, syltetøj og selvfølgelig te. Vi spiste først – Abbas’ kone ventede til bagefter.

Og til sidst skal I da lige se, hvad Rasmus hyggede sig med tidligt om morgenen, mens Martin og Anne Marie stadig sov.

Facebook

Twitter

Indlægget Kashan og ørkentur blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Døden fra Isfahan

twodanesontour — Mon, 01 May 2017 19:05:11 +0000

Endelig er vi nået til udgangspunktet for denne rejse – byen Isfahan, eller som det staves i Iran: Esfahan.

Døden fra Isfahan

I påsken 2013 var vi på en dejlig rejse til Georgien. Dengang havde vi også vores gode ven Martin med på tur. Og når man siger Martin, siger man også Dagbladet Information. Martin har altid rygsækken fyldt med gamle “Informere”, som højlydt bliver læst op og debatteret undervejs.

I Georgien læste vi en artikel om Døden fra Isfahan:

En gammel sufihistorie handler om en tjener, der i al hast må flygte fra sin hjemby. På markedspladsen har han nemlig mødt Døden, som gjorde en truende bevægelse mod ham, og nu vil han ride til Isfahan. Tjenerens herre låner ham en hest og går selv hen på markedspladsen, hvor han møder Døden. »Hvorfor truede du ad min tjener?« spørger han Døden. »Jeg truede ikke, jeg vinkede til ham, fordi jeg blev forbavset over at se ham her, for i aften har jeg en aftale med ham i Isfahan,« svarer Døden (Information 1. september 2012).

Vi var meget fascinerede af denne lille, fine historie. Så den morgen over morgenmaden og en kop te, blev vi enige om, at vi sammen skulle rejse til Isfahan. Og pludselig fire år efter står vi nu her i denne storslåede by. Det er fantastisk endelig at være her, og vi kigger flere gange efter “Døden”, men ser ham ikke

Pol-e Si-o-Seh broen

Vi bor på Saadi Hotel i nærheden af den berømte Pol-e Si-o-Seh bro og besøger den både morgen, middag og aften for at se, hvordan hverdagslivet udspiller sig her.

Mange iranere kommer forbi for at holde picnic – eller for at holde sin kæreste i hånden. Hver gang vi sætter os ned, får vi straks nye venner i alle aldre. Og som altid bliver vi budt velkommen til byen.

Picnic blandt iranere

Fredag går vi ud for at finde den berømte iransk frokostret beryooni, som Isfahan er så kendt for. Vi bliver af vores hotel ledt hen til restaurantkæden Azam Beryani, som laver retten som en fast-food-udgave. Og fordi det er helligdag, kan man ikke spise i restauranten, men kun købe take-away. Det passer os egentlig fint, og snart befinder vi os mellem alle andre, som denne dag er taget på picnic langs Zayandeh-floden.

I vores take-away-kit ligger der selvfølgelig en plasticdug til at brede ud på græsset. Det skal der jo til i Iran.

Vi prøver at “blende ind” sammen med iranerne. Men snart er vi opdagede af lokale børn, og vi bliver budt på både te, agurker og appelsiner.

Det armenske kvarter

En morgen går vi over Pol-e Si-o-Seh broen, og snart når vi det armenske kvarter, som har en helt anden atmosfære end noget andet, vi har set i Iran. De er ved at renovere bykernen, og der popper nu små hyggelige cafeer op alle steder.

Vi er på jagt for at finde den store armenske katedral, men kommer til at dreje af for tidligt og tror i første omgang, at vi har fundet det rigtige sted. Vi går ind i den armenske kirke. Der er en lidt anspændt stemning, og vi kan se, at gudstjenesten er lige ved at gå i gang. Præsten tager sin messekåbe på og begynder at synge.

Pludselig rejser kirkegæsterne sig op og går efter præsten ud af kirken, og vi går med, da vi egentlig ikke havde forestillet os, at vi skulle sidde til gudstjeneste denne formiddag.

Nu kommer fire mand gående med en kiste. De går ind i det kirkerum, som vi lige har siddet i. Vi er simpelthen blevet deltagere til en begravelse – det var ikke meningen, og vi lister stille af.

Ved at kigge en ekstra gang på kortet, finder vi det rigtige sted og ser de fantastiske kirkemalerier i katedralen, som vi var kommet efter.

På tværs af Isfahan

Så starter jagten på en taxa. Vi har ønsket os at se et ildtempel. Det er byen Yazd især kendt for, men der når vi ikke forbi i denne omgang. Ildtempler bliver brugt af troende zoroastere, men dette i Isfahan er blot en ruin.

Vi prutter taxaen ned til en for os rimelig pris: 150.000 rial (30 kr.) Det viser sig dog, at det er en længere tur til den anden side af millionbyen Isfahan. Vi kan på ingen måde kommunikere med vores chauffør, men vi viser ham navnet på ildtemplet på farsi, som det står i vores guidebog, og tror, at alt er i den skønneste orden.

Han sætter os af på en stor gade, hvor der er en indgang, men hurtigt kan vi se, at det er det falske sted! Vi bliver dog enige om at lade chaufføren køre og selv finde ud af at komme det sidste stykke til ildtemplet.

Moskeen med de rystende tårne

Vi går hen til hovedindgangen til det sted, vi nu en gang er blevet sat af ved, for at spørge, hvor vi er, og hvordan vi kommer videre. Her møder vi en iransk familie, som vi spørger til råds. De svarer os på tysk? og siger, at vi skal skynde os ind, for lige om lidt begynder det. Vi ved ikke rigtigt, hvad “det” er, men vi betaler, og følges med den flinke familie, som til hverdag bor i Berlin. De er ligesom os på ferie i Iran – men er “bedre stillet”, da de selvfølgelig taler sproget og kun betaler en tiendedel af prisen både ved turistattraktioner og i taxaer!

Vi stiller os foran en lille moské i en fin park med blomster og venter. Nogle klokker ringer, og pludselig opdager vi, at en af minareterne på moskeens tag ryster. Da vi kigger nærmere efter, ser vi, at der er en mand inde i minareten, og det er ham, der får det hele til at ryste ved at kaste sin kropsvægt fra side til side. Det mærkelige er, at når han ryster den ene minaret, så ryster den anden også. Det ser lidt vildt og farefuldt ud, men dette optrin udspiller sig åbenbart flere gange hver dag, og er blevet til en turistattraktion.

Da det er slut, fortæller faderen os på tysk om historien bag, samt at der tidligere også var adgang på taget og i minareten for turister. Men for et par år siden faldt en ung studerende ned og døde, så det er nu blevet forbudt. -Meeen han afslutter med at sige, at lukningen af tårnet for offentligheden nok alligevel ikke er grundet den studerendes død, men i stedet at der ikke er to opgange til tårnet, så derfor kan mænd og kvinder jo ikke besøge minareten samtidig. Det har han lige fået besked på ikke at oversætte af postkortsælgeren, men gør det heldigvis alligevel

Familien hjælper os nu med at finde en chauffør, som kan køre os til ildtemplet, og vi tager afsked med dem.

Ildtemplet i Isfahan

Ildtemplet er meget gammelt og slidt. Det har også tidligere været en bastion for militæret, da det ligger højt på en klippetop. Vi begiver os op for både at nyde udsigten og templet. Selve templet er for nyligt restaureret, men der er ikke rigtig noget at se og udsigten er denne dag… overskyet.

Da vi bevæger os ned igen, møder vi vores iranske/tyske familie. De fik også lyst til en tur til ildtemplet, efter at vi havde snakket om det. Det er hyggeligt at møde dem igen og snakken går lystigt på en blanding af tysk og engelsk.

Imam Khomeini-pladsen

Næste stop bliver en tomletur med en lokal fyr til Imam Khomeini-pladsen, som er en flot oplevelse. Det er en kæmpe plads med en stor park og springvand, hvor iranerne hygger sig med madkurven.

Derudover ligger der to flotte moskeer og rundt om hele pladsen, en kæmpe bazar. Og her foran Masjed-e Sheikh Lotfollah moskeen, står vores iranske/tyske familie pludselig igen foran os. Denne gang bliver vi nød til at få taget et afskedsbillede – og det bliver også sidste gang, vi møder den utrolig søde familie.

Masjed-e Sheikh Lotfollah moskeen

Masjed-e Sheikh Lotfollah moskeen har et fantastisk “kirkerum”, hvor vi nyder freden og roen og tager mange billeder. Det er her forsidebilledet til guidebogen Lonely Planet Iran 6. udgave er taget, og det kan vi godt forstå.

Azadegar Teahouse

Og til sidst skal I lige have en anbefaling til et helt særligt tehus, som er en oplevelse at besøge. Gå på jagt efter Azadegar Teahouse, som ligger i en sidegade til bazaren ved Imam Khomeini-pladsens nordøstlige hjørne (vi spurgte os bare frem og blev guidet derhen af lokale handlende).

Hele tehuset er fyldt med alverdens tingel tangel som hænger ned fra loftet og er udstillet på alle frie flader. Vi bestilte te og fik nogle MEGET søde kager med.

Læs også: Ruinbyen Petra

Læs også: Det gamle Dubai

Vi bliver utrolig glade, hvis du vil følge vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her får du endnu mere inspiration til rejser og du kan følge med i alle nye indlæg, som vi skriver på bloggen.

Facebook

Twitter

Indlægget Døden fra Isfahan blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Hos æblebønder i Zagrosbjergene

twodanesontour — Mon, 24 Apr 2017 18:23:36 +0000

Over Zagrosbjergene

Vores guide Mohamad, som havde bragt os ud til Qashqai-nomaderne, havde indvilget i at køre os til byen Yasuj for foden af Zagrosbjergene, men da vi nærmede os byen, foreslog Mohamad, at han også kunne køre os over bjergkæden.

På bjergskråningerne, på den anden side af bjergpasset, boede Mohamads kusine Zarah og hendes familie. Mohamad havde godt nok ikke set Zarah i ca. 15 år, men han var helt sikker på, at vi alle fire sagtens kunne overnatte hos hende. Snart stoppede vi ved en grønthandler og så blev der købt diverse frugter og grøntsager, som vi kunne have med som gaver og tak, fordi vi måtte komme og overnatte.

Først tog vi dog lige en kop te i et lille tehus hos et utrolig sødt, ældre ægtepar. Deres tehus ligger som sidste stop inden bjergpasset i ca. 4000 meters højde. Ægteparret ville utrolig gerne invitere os hjem, men vi var på farten og måtte nøjes med et par billeder til evigt minde.

Så begyndte hårnålesvingene for alvor. Der lå sne langs vejen og temperaturen i bilen faldt drastisk for første gang på denne tur. Dejligt! Pludselig rullede der også dramatiske skyer ind over Zagrosbjergene.

Da vi nåede den første landsby på den anden side af bjerget, måtte Mohamad flere gange spørge sig frem, for at finde kusinens hus i landsbyen Sarbaz. Inden ankomst fandt han parfume frem fra handskerummet og håret blev sat ved hjælp af bakspejlet. Jo, man skal tage sig godt ud, når man sådan kommer på uventet besøg.

Et får i gave

Inden vi nåede helt frem til kusinens hus, stoppede vi for at spørge om vej ved nogle unge gutter. De var meget interesserede i at snakke og få taget billeder med os. Da de hørte, at vi var fra Danmark, spurgte de, om ikke den kendte iranske fodboldstjerne Ali Daei spiller i Danmark. Men Rasmus var ret sikker på, at han spiller i Tyskland. Det bekymrede dem ikke, at de havde taget fejl. Tvært imod var de bare stolte af, at Rasmus overhovedet kendte til Ali Daei. Deres overstadighed fik dem til i kådhed at fange et får i en flok, der netop kom forbi os, for dernæst at ville forære det til Martin. Vi havde dog ikke lige mulighed for at have et levende får med hjem i rygsækken. Men det bidrog til morsomme kommentarer, høj latter og nye venskaber, inden vi kørte videre.

På besøg hos kusine Zarah

Gensynsglæden for Mohamad og kusine Zarah var gengældt, og snart var huset fyldt med gæster. Landsbyens mænd kiggede forbi for at møde de nyankomne og høre sidste nyt fra Mohamad og Qashqai-nomaderne.

Zarah og hendes mand Iza havde tidligere været nomader, men for ca. 15 år siden havde de opgivet nomadelivet og bosat sig her på Zagrosbjergenes skråninger. I dette område dyrkes nogle af Irans saftigste og bedste æbler. Vi spurgte dem, om de savnede nomadelivet og med et længselsfuldt blik i øjnene, fortalte Iza, at det var en god forretning for dem at være æblebønder, og ved at plukke æbler om efteråret, kunne de tjene en hel årsindtægt. Men vintrene var lange og kedsommelige. De sner ofte inde i landsbyen, og der sker ikke det store i mange måneder.

Mens snakken gik lystigt, serverede kvinderne solsikkefrø, søde småkager og te til alle gæsterne. På et tidspunkt var vi 18 samlet i stuen.

Snart blev det spisetid. Der blev lagt dug ud på gulvet og stillet mad an, som vi har været vant til fra de andre hjem, vi har besøgt.

Her spiser mændene først

Vi begyndte at spise, og pludselig gik det op for os, at det kun var alle mændene og Anne Marie, der spiste. Kvinderne og pigerne sad i baggrunden og kiggede på. Det var svært at være vidne til, at lillebror på 4 år kunne spise med, mens storesøstrene på 12 og 13 år pænt måtte sidde og vente, til det blev deres tur. Men her må man følge skik og brug og “sluge et par kameler”. Vi kan ikke komme forbi i 12 timer og lave tingene om. Vi kan registrere, at det foregår, og spørge ind til vores oplevelser. Men ændre noget kan vi ikke.

Da vi var færdige med at spise, blev tallerkenerne fjernet og dugen pakket sammen. Derefter blev den flyttet til det åbne køkken og igen bredt ud på gulvet. Nu satte kvinderne og pigerne sig og spiste i tavshed.

Mohamad fortalte, at familien spiste sammen til hverdag, men det var normalt at kvinderne ventede med at spise til bagefter, når der var gæster på besøg. Han forklarede det med, at kvinderne var for generte til at spise sammen med os andre.

Snart blev det sengetid. Der blev fundet madrasser frem, som blev rullet ud på stuegulvet til os, og snart sov vi alle trygt og godt på rad og række. Familien sov på gulvet i soveværelset. Der var der heller ingen senge.

Næste morgen fik vi dejlig morgenmad – igen spiste mændene og Anne Marie først, og kvinderne bagefter.

Efter en lille gåtur i landsbyen var der afsked med familien, og så kørte Mohamad os mod Esfahan.

Iransk velgørenhed

Første lille stop på vejen var en lektion i iransk velgørenhed. I alle byer – store som små – samt i de fleste hjem, hænger der en blå boks, med to gule hænder og aftegningen af et barn og en ældre mand med stok. Det er en boks til indsamling af “nødhjælp” til værdigt trængende borgere. Et helt korps af folk går fra dør til dør og tømmer disse bokse for penge. Iranerne bruger boksene, hvis de for eksempel har været meget heldige, så lægger man en skilling i boksen. Eller hvis man har været syg og bliver erklæret rask. Eller som Martin og Anne Marie her: hvis man har haft onde drømme om natten, så lægger man en pengeseddel dagen efter, så drømmene ikke bliver til virkelighed. Mohamad syntes, at det var en rigtig god idé og gav også en skærv i boksen på trods af, at han havde sovet upåklageligt.

Vejen til Esfahan var endnu engang lang og varm, men usigelig flot!

Vel fremme måtte vi tage endeligt afsked med Mohamad efter nogle skønne og oplevelsesrige dage sammen. Det er fantastisk, når man indimellem møder mennesker, som man straks går i spænd med.

Taarof

Da vi skulle betale, fik vi på nærmeste hold indsigt i, hvad iranerne mener, når de bruger udtrykket taarof. Vi havde godt læst hjemmefra, at man kan være ude for, at iranere ikke vil tage imod betaling for noget, man har købt. F.eks. oplevede vi det hos det søde ægtepar med det lille tehus i bjergene. Ikke på vilkår, om vi kunne få lov til at betale for teen. Og derudover tilbød den ældre dame, at Anne Marie kunne vælge nogle varer i den lille butik. Selvfølgelig gjorde hun ikke det.

Men nu her sammen med Mohamad udspillede der sig et større skuespil – frit efter hukommelsen:

Os: Tusind tak for en rigtig god tur. Her er pengene, som vi skylder dig.

Mohamad: I skal kun betale mig, hvis I har penge nok til jeres rejse.

Os: Selvfølgelig skal vi betale dig. Det har været nogle fantastiske dage sammen.

Mohamad: Er I nu sikre på, at I har penge nok til den videre rejse? Ellers kunne I også beholde pengene selv.

Os: Ja, vi har penge nok. Det er ikke noget problem. Du skal have de penge, som vi skylder dig.

Mohamad: Ja. okay, og tusind tak. Men altså… er I nu sikre?

Man skal lige vænne sig til denne “beskedenhed”. Nogle mener det jo fra hjertet, mens andre bruger det til at virke venlige for egen vindings skyd. Vi er ikke i tvivl om, at Mohamed mente det på den aller bedste måde. Og selvfølgelig skulle han have sin løn.

Facebook

Twitter

Indlægget Hos æblebønder i Zagrosbjergene blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Til te hos nomadefolk

twodanesontour — Sun, 23 Apr 2017 16:59:20 +0000

Qashqai nomader

Hjemmefra havde vi researched lidt, og på nettet fundet guiden Bahman, som kunne lave ture til Qashqai folket – et nomadefolk, som oprindeligt har tyrkiske rødder, og som stadig lever på traditionel vis som fåre- og gedehyrder.

Vi kontaktede Bahman via Instagram, men da han var fuldt booket, mens vi var i det sydlige Iran, overlod han os til sin fætter Mohamad. Det blev et super match!

Allerede kl. 7 blev vi hentet på vores hotel. Efter at have købt traditionel iransk morgenmad i en bod på et gadehjørne, kørte vi snart mod Qashqai-bjergene. Bahman havde skrevet, at det ville tage godt 3 timer. Mohamad sagde 4. Vi var meget spændte på, hvor lang tid det faktisk ville tage.

Første besøg hos en iransk familie

Efter en times kørsel, spurgte Mohamad om vi ville spise morgenmad i naturen eller hos en ven, han kendte. Vi var meget interesserede i at se et iransk hjem indefra, så det sagde vi straks ja tak til. Det viste sig dog, at Mohamads ven ikke var hjemme, men vi blev taget hjerteligt imod af hans kone og søn.

Iranske hjem er meget tomme i forhold til danske. Der findes nærmest ikke et møbel. Der er persiske tæpper og puder på gulvet, og det er her, at hverdagen udspiller sig. Alle måltider bliver spist siddende på gulvet, og efterfølgende kan man bare dejse om og tage sig en lur. Herligt!

Endnu et besøg i et iransk hjem

Snart gik turen videre, men efter en god times tid, havde vi alle brug for en lille pause. Der var sindsygt varmt i bilen, og Anne Marie var ekstra hårdt ramt med langærmet skjorte og ”tehætte” på hovedet. Denne gang skulle vi besøge Mohamads kusine. Han havde ikke set hende i en 5-6 år, men det gjorde ikke noget. I Iran er man altid velkommen.

Bjergkørsel

Nu nåede vi bjergene, og vi glædede os til køligere temperaturer. Men der havde vi taget alvorlig fejl. Der var bare endnu varmere – men usigelig smukt! Vi var fuldstændig bjergtagede af landskabet.

Pludselig så vi nomader med fåreflokke, som vandrede roligt af sted, mens de lejlighedsvist forsøgte at finde skygge under træerne.

Til te hos nomadefolk

Mohamad spurgte os, om han skulle stoppe bilen, så vi kunne tage et par billeder, og snart var vi inviteret til te hos en familie med mor, far, tre sønner og en datter.

De havde slået lejr i skyggen af et stort træ. Her havde de alle deres ting inklusiv de mindste lam. Der hang også et gevær på en gren. Vi spurgte, hvad de skulle skyde. Svaret lød, at det var, hvis der kom ulve om natten – eller fjender.

Under den indledende samtale vågnede fatter op fra sin middagssøvn under et tæppe, og snart blev vandpiben også fundet frem. Det var fantastisk at møde nomader på vandring, og ved hjælp af Mohamads oversættelse, få lov til at snakke lidt med dem og spørge ind til deres, i vores øjne, utraditionelle liv.

Overnatning hos Qashqai-nomader

Sidste stop blev den familie, som vi skulle bo hos. Det viste sig at være Mohamads kone, søn på 3 år, svigerforældre og en onkel.

De bor i et åbent telt med tæpper på gulvet, og har deres fåreflok omkring sig både dag og nat. Desuden lidt høns, to hunde og et æsel. Ved siden af teltet er det åbne køkken, hvor svigermor huserer.

Qashqai-folket lever stadig som nomader vest for Shiraz. Hver familie har to stykker land – et “sommerland” og et “vinterland”. Der er ca. 200 km mellem de to stykker land og to gange om året begiver nomaderne sig ud på den lange vandring sammen med deres dyr.

Mohamad fortalte om, hvordan han som barn glædede sig til, når familien brød op og drog af sted. “Det var som en stor fest” sagde han. “Så skulle vi ud og møde alle de andre nomadefamilier på vandring. Nu skulle jeg igen se mine venner og lege med de andre børn”.

Sammen med Mohamad besøgte vi vinterlandet, men snart vil al græsset være visnet, og derfor bryder alle nomader op inden for de næste par uger og drager mod sommerlandet, hvor der er mere vand og derfor mere foder til dyrene helt hen til efteråret.

Dejlig frokost

Vi var kun lige ankommet til lejren, så blev frokosten serveret i det åbne telt. Ris, kartofler, lammekød, tyndt fladbrød og salatblade. Dertil yoghurtdrik med salt. Det var skønt at få noget at spise efter 7 times kørsel inklusiv diverse stop undervejs.

En uldopkøber fra Shiraz kom forbi og spiste med. Her er der åbne døre for alle, og som en selvfølge bliver der serveret mad og te til gæster.

Det var utroligt varmt i middagsheden, og den kølige bjergluft, som vi havde sukket efter i bilen, udeblev. Til gengæld var der masser af summende fluer her midt på dagen. Snart blev det tid til et hvil på gulvet i fællesteltet.

Imens brugte bedstemoren tiden på at spinde uld til garn.

Hedeslag

Efter middagsluren gik vi sammen med Mohamad, hans kone og søn Darius en tur langs floden, for at komme hen til et sted, hvor man kunne bade. Det var sjovt at se, hvordan en 3-årig selv måtte komme ned af skrænter på maven og krydse floden over trædesten. Han var vant til det, og krævede kun lidt hjælp fra sine forældre til at forcere forhindringerne.

Da vi endelig nåede frem til søen, som vi kunne bade i, havde Anne Marie fået det dårligt pga. af varmen. Hun sad lidt på en sten, havde kvalme og følte, at hun skulle kaste op.

Anne Marie havde ellers i første omgang tænkt, at hun ikke skulle bade, da hun jo ikke kunne smide tøjet. Men da hun var tæt på hedeslag, var der kun et, der duede, og det var at hoppe i søen med alt tøjet på. I løbet af kun få minutter havde hun det fint igen, da kroppen var blevet så hurtigt nedkølet i det friske og kølige vand. At hun så skulle gå tilbage til lejren i vådt tøj, var en mindre detalje.

Aftensmad og hygge

Om aftenen spiste vi udenfor, da der nu var så behagelig en temperatur, at vi ikke behøvede at sidde i skyggen. Det var hyggeligt at spise sammen med hele familien.

Bagefter viste Anne Marie billeder fra vores liv i Danmark på computeren, til stor morskab og interesse for alle. Snart var det dog sovetid. Dagen starter tidligt her. Ca. en time før solen står op.

Vi sov i vores eget telt, mens familien sov på ræd og række i tre generationer i det store åbne telt.

Vi stod op til dagens gøremål hos en nomadefamilie

Næste morgen vågnede vi op til fårebjælder der ringede – en skøn lyd! Anne Marie prøvede kunsten at malke et får. Der skal vist lidt træning til… så hun overlod det til den erfarne bedstemor.

Herefter bagte bedstemor ultratynde brød over åben ild. Vi var ret imponerede over hendes teknikker.

Brød bliver rimelig hurtigt tørt. Derfor opbevares det i en plastickasse, og så hældes der vand over engang i mellem – så er det klart til at blive serveret.

Snart sagde vi farvel til den søde familie, og så var vi klar til endnu en varm dag på landevejen. Vi havde ikke helt dagens plan på plads, men det fik vi undervejs på køreturen.

Til te hos godsforvalteren

Første stop blev hos en godsforvalter, som bød på te. Zagrosbjergene har tidligere været inddelt i små riger, som hver blev styret af en khan (en slags konge).

Disse khans stod selvfølgelig under regeringen, men havde visse beføjelser. Bl.a. var det den dømmende magt i området, og således blev mange familiefejder afgjort af den lokale khan. Nu til dags er khan-styret nedlagt. Men den sidste khans søn ejer store landområder, bor nu selv i Shiraz og har derfor en godsforvalter til at se efter hans jord og dyr.

Endnu engang kom vi ind i et iransk hjem, og endnu engang blev vi overraskede. Midt i stuen hang en svalerede under taget, og svalemor og svalefar fløj lystigt ind og ud af vinduet for at gøre reden klar til det kommende kuld unger. Den var sgu nok ikke gået i Danmark.

Det interessante her var, at vi kom til at tale om arrangerede ægteskaber. Vi havde en forestilling om, at det var den mest almindelige måde at blive gift på i Iran.

Mohamad kiggede lidt skævt over på os og fortalte, at sådan havde det været for hans forældres generation, men ikke længere. Han havde selv mødt sin kone ved en fest i området, mødtes med hende nogle gange og til sidst friet til hende. Derefter var han gået til hendes far for at spørge om hendes hånd.

Bagefter fortalte han om, hvordan hans mor i en alder af 12-13 år havde været ude og lege. Pludselig var der kommet en mand og havde taget hendes hånd og ført hende væk. Snart gik det op for hende, at hun skulle til sit eget bryllup. Hun havde fortalt Mohamad, at hun havde grædt hver dag i et helt år

Her supplerede godsforvalteren med en nærmest identisk historie, hvor han havde været ude og lege med en flok børn, og pludselig blev en af pigerne hentet til sit eget bryllup. Han tænkte stadig på denne dag, og børnene havde været meget chokerede i lang tid. Godt at disse traditioner er en uddøende race i Iran!

Nomadeskole

Næste stop blev en mobil nomade-skole, som vi selvfølgelig skulle besøge, når vi nu var lærere. Skolen var denne dag lukket, da det var weekend. I Iran holder man weekend torsdag og fredag. Men selv om der ikke var nogle elever, fik vi alligevel lov til at kigge ind i teltet. Og vi kan meddele at her ved 10-tiden om formiddagen var der allerede utrolig hedt i klassen. Godt vi ikke skulle undervise der. Mohamad fortalte, at der normalt går 11 børn i denne skole, og at teltet flytter med, når nomaderne flytter til “sommerlandet”.

Til te hos bankdirektøren

Og så fik vi da også lige oplevelsen af at drikke te med en bankdirektør. Det virkede som om, at Mohamad kender nogle i hver en by og hver en lille flække. Vi ved ikke helt hvad bankdirektøren tænkte om, at der pludselig kom tre danskere på besøg, men han fortrak ikke en mine. Det var altså lidt surrealistisk at sidde inde i en bank og drikke te med bankdirektøren – men også en sjov oplevelse.

Vi besluttede snart, at vi ville tage imod Esfahan i stedet for tilbage til Shiraz, da vi alligevel skulle nordpå næste dag. Mohamad indvilligede i at køre os noget af vejen, og derfor drejede vi nu mod nord og Zargrosbjergene. Disse oplevelser fortæller vi om i næste blogindlæg

Sådan kan du også komme til te hos nomadefolk

Har du også fået lyst til at tage på tur ud og besøge Qashqai-nomader sammen med Mohamad, så kan han kontaktes pr. e-mail: mohamad.jamshidi21@yahoo.com eller mobil +98 917 969 47 72. Hans mobilnummer er også hans Whatsapp. Det er meget brugt i Iran, og nok den bedste måde at få fat i ham på.

Facebook

Twitter

Indlægget Til te hos nomadefolk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Oldtidsbyen Persepolis

twodanesontour — Sat, 22 Apr 2017 18:28:25 +0000

En fin dagstur fra Shiraz går til den gamle oldtidsby Persepolis – Persernes by, som grækerne navngav den. På farsi hedder den Takht-e Jamshid, som betyder Kong Jamshids palads. Det kan være meget godt at kende begge navne, når man skal forklare lokale, hvor man gerne vil hen.

Med privatchauffør til Persepolis

Vi fik vores hotel til at skaffe os en chauffør, som kunne lidt engelsk. Hvis man skal fra Shiraz til Yadz, er det en fordel, at stoppe ved Persepolis på vejen, men da vi ikke har tid til at besøge denne by på vores kun 10 dage i Iran, blev det i stedet en 5 timers eftermiddagstur, så vi fik mulighed for at nyde solnedgangen ved Persepolis.

Undervejs fik vi vores chauffør til at stoppe langs vejen, hvor der blev solgt vandmeloner. Det er altid sjovt og lidt udfordrende at handle med folk, når vi ikke har samme sprog. Men humøret var højt, og snart var handelen i hus.

Nekropolis

Inden vi kom til Persepolis, stoppede vi ved Nekropolis – dødens by, også kaldet Naqsh-e Rustam på farsi. Dette gravkomplex ligger kun 6 km fra selve Persepolis. Her så vi 4 gamle Achæmenide-kongegrave fra oldtidens Persien. Achæmeniderne tilbad zoroaster-religionen. Der findes stadig zoroaster-tilbedere i både Iran og Indien i dag. De dyrker deres religion i ildtempler, hvor en evig flamme brænder.

Zoroasterne tror på, at verden er skabt af fire elementer: jord, vand, ild og luft. Disse fire elementer må ikke forurenes, og derfor kan de ikke begrave deres døde i jorden eller brænde dem, da de derved vil forurene disse elementer. I stedet begraves de døde i grave i klipperne.

Det var flot at se de gamle grave og forestille sig, hvordan de var hugget ud i klipperne med oldtidens redskaber og teknikker.

Persepolis

Snart efter kørte vi til selve Persepolis. Her diskede vores chauffør op med te og friske dadler, da vi selvfølgelig skulle have en traditionel picnic ligesom de lokale. Det var rigtig sødt af ham, og det er sådanne små ting, som gør en forskel.

Efter den lille forfriskning, købte vi os til en guide for 100 kr. for halvanden time. Det ville ellers være alt for uoverskueligt at begive sig ind i denne fantastiske oldtidsby uden at vide, hvad vi skulle se.

Persepolis blev påbegyndt for over 2500 år siden af kongen Darius den Store. Efter ham fulgte andre konger, som byggede til den ceremonielle hovedstad. Desværre endte byen med at blive plyndret og derefter brændt ned af Alexander den Store i 330 f.v.t. Måske som hævn for, at perserne 150 år tidligere havde sat ild til Akropolis i Grækenland. Til alt held har resterne af byen ligget begravet i sand i århundreder, så vi i dag har mulighed for at besøge ruinbyen.

For os var det mest imponerende – ud over byens størrelse, de flotte billedfriser på Apadana-paladset, hvor 23 nationer er repræsenteret. Vores guide fortalte om hver af de 23 folkeslag, som bringer fine gaver til Persepolis konge. Ud fra udseende, beklædning og gaverne, som de har med, kan man se hvilke nationer, der er tale om fra hele Mellemøsten, Kaukasus og Nordafrika. Meget imponerende.

En anden interessant ting ved Persepolis er, at den ikke er bygget ved hjælp af slaver, men at både arkitekter og arbejdere har fået løn. Man har fundet optegninger over lønudbetaling, og her kan det også ses, at kvinder fik 6 måneders barsel. De var altså langt forud for deres tid! Og det er iranerne selvfølgelig meget stolte af i dag.

Undervejs mødte vi også nogle søde og snaksalige iranere, som gerne ville have taget billeder med os. Det stillede vi selvfølgelig gladelig op til.

Hele turen tog 5 timer fra Shiraz. Der er ca. 80 km til Persepolis og vi betalte vores chauffør 1,4 millioner rial for køreturen. I danske kroner er det 280 kr.

Facebook

Twitter

Indlægget Oldtidsbyen Persepolis blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Shiraz

twodanesontour — Thu, 20 Apr 2017 19:09:45 +0000

Da Iran er et meget stort land med godt 80 millioner mennesker, valgte vi at flyve til Shiraz efter kun en dag i Teheran. Og på under 1½ time stod vi pludselig i det sydlige Iran, hvor der var skruet godt op for varmen!

Især når man som Anne Marie hele tiden havde langærmede skjorte og et tørklæde på hovedet. Det er varmere end man tror, at have noget rundt om ørerne hele tiden. Men altså: Skik følge eller land fly.

Hvis navnet Shiraz lyder bekendt, så er det måske fordi du engang har kigget dybt i en rødvinsflaske. Den kendte druesort stammer herfra, men da der efter revolutionen i 1979 blev fuldt alkoholforbud i Iran, skal du kigge langt efter et godt glas rødvin. Ikke engang på de store hoteller kan du købe øl eller vin.

Lidt om at bo på hotel

Vi havde fra flere fået at vide, at det netop nu her i april er højsæson for turister i Iran, så det ville være umuligt for os at finde et hotel med ledige værelser i Shiraz. Vi tjekkede hotellerne i Lonely Planet, og fik en taxa til at køre os hen til Anvari Hotel, som lå i en sidegade til en af byens hovedgader. Straks fik vi et trippelværelse til kun 1.100.000 rial – 220 kr for os alle tre.

På denne tur er vi tre af sted. Two Danes og vores gode ven Martin. Vi havde hjemmefra troet, at det var problematisk, at vi rejste to mænd og en kvinde sammen, men det har vist sig at være helt forfejlet. Alle steder bor vi på værelse sammen, og ingen på hotellerne spørger til vores relation. Noget vi virkelig havde spekuleret meget over, hvordan vi skulle forklare.

Iranerne bruger som så mange andre i Asien pedaltoiletter. Det kræver lige lidt tilvænning… men alle de steder vi boede, var der også vestligt toilet på gangen.

Bazar-e Vakil

Shiraz er kendt for sin store Bazar-e Vakil, hvor vi straks gik ned for at fare lidt vild. Her var helt stille sammenlignet med den bazar vi kender i Dubai og dem, vi har besøgt i Tunesien, hvor man ikke kan gå to skridt uden at blive råbt an af de handlende. Her trissede vi bare lidt rundt, kiggede på varer og folk, og hyggede os.

Inde i bazaren ligger den meget store moske og hellige grav Aramgah-e Shah-e Cheragh. Kvinder skal iføre sig fuld chardor, som kan lånes ved indgangen. Pladsen foran moskeen er fantastisk, og det var interessant at se, hvordan folk lå rundt omkring på tæpper på jorden og tog en middagslur. Moskeen bliver brugt som meget mere end et bedehus.

Masjed-e Nasir-al-Molk

En anden meget kendt moske i Shiraz er Masjed-e Nasir-al-Molk. Den mest fotograferede bygning i det sydlige Iran. Og det med god grund!

Det var et fantastisk rum vi kom ind i med søjler og glasmosaikker. Men snart fandt vi ud af, at den ville være endnu flottere næste morgen, når solen stod ind af vinduerne. Vi kom derfor tilbage kl. 8 da de åbnede, til et endnu flottere skue.

Også atriumgården var smuk og fortryllende. Her opdagede vi, at der var små træklodser mellem murstenene for at forebygge sammenstyrtninger ved jordskælv. Fantastisk godt fundet på.

Også i Shiraz mødte vi utrolig mange mennesker, som gerne ville hilse på og få taget billeder med os. De fleste forsøger sig med et par gloser på engelsk, mens enkelte har talt tysk til os. Endnu engang er det ”Welcome Mr.” ”Danmark – cheese” og ”Thank you for visiting Iran”. Iranerne er meget stolte folk og ønsker, at vi skal have det godt i deres land.

Det får os til at tænke over, hvordan vi selv byder fremmede velkomne, og hvor lidt der skal til, for at glæde andre mennesker. Få ord og et kæmpe smil kan bringe en langt.

Facebook

Twitter

Indlægget Shiraz blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Teheran

twodanesontour — Wed, 19 Apr 2017 15:06:39 +0000

Vores første møde med Teheran

Teheran! Vild, voldsom og utrolig venlig. Efter blot 4 timers søvn på Teheran Hostel, begav vi os ud i gaderne. Flere andre rejsende havde advaret os mod denne enorme millionby: ”Skynd jer videre. Den er ikke værd at bruge tid i”, så vi havde kun afsat en enkelt dag til at kigge nærmere på Irans hovedstad.

Den første udfordring blev at tage bussen fra hostelet og ind til Ferdowsi Square, hvor man kan veksle penge. Det stod hurtigt klart, at Anne Marie måtte ind i kvindeafdelingen foran i bussen, mens Martin og Rasmus gik i mandeafdelingen bagest.

Afdelingerne var kun adskilt af en metalstang gennem bussen. For vesterlændinge føles det lidt mærkeligt, at man ikke kan følges i offentlige transportmidler. Og man skal lige huske på forhånd at koordinere, hvornår man skal stå af, når nu man ikke er stedkendt! Der var mange med bussen, så vi stod ikke lige i nærheden af hinanden. Men vi kom alligevel af samme sted!

Veksling af penge

Veksling af penge blev næste udfordring. I Iran bruger de møntfoden rial. Da vi var af sted i april 2017, passede det med, at man skulle fjerne 3 nuller og dividere med 5. Således var 500.000 rial lig med 100 kr. Men for at gøre forvirringen større, så står næsten alle priser i toman. Disse penge findes ikke fysisk, men det er en måde for iranerne at skære et 0 af deres priser på skilte mv. Altså således at 50.000 toman = 500.000 rial = 100 kr. Man bliver hurtigt millionær i dette land!

På Fedowsi Square, som faktisk er en meget trafikeret rundkørsel, er der masser af mænd, som står med store pengebundter og gerne vil veksle på gaden.

Vi er flere gange på det kraftigste blevet frarådet at veksle på denne måde. For det første kan man risikere at få falske pengesedler, og for det andet er der stor sandsynlighed for, at de tager røven på en, da de er ret fingernemme. Så vi måtte ty til de mere traditionelle vekselboder.

Man skal ikke benytte bankerne, da den officielle kurs er ca. 25% dårligere, end det man kan få i vekselboderne.

Golestan Palace

Nu var vi klar til at besøge en af Teherans store seværdigheder: Golestan Palace. Men hvordan skulle vi finde derhen? I løbet af et øjeblik kom en ældre mand for at hjælpe os. Han forklarede, at vi skulle tage en bus mod syd og derefter gå det sidste stykke. Ved busstoppestedet blev vi i tvivl, om det var den rigtige bus, men hurtigt havde 2-3 iranere igen trådt til for at hjælpe, og tilmed indkasserede Anne Marie også et stykke chokolade.

Golestan Palace var nok ikke helt hvad vi havde brug for denne første dag. Vi valgte derfor kun at gå ind og se selve gården til paladset og spejlsalen -der er mange andre museer, man kan se også, hvis man orker.

Det var fint, der var en fantastisk spejlsal, men for os var det meget mere interessant at møde iranerne på gaden. Så efter en rundtur, var vi ude igen og tilbage i den sindssyge trafik.

Lidt om trafikken i Teheran

Bilerne kører vildt og ikke nødvendigvis efter de samme regler som i Danmark. Nogle biler stopper pludseligt midt på vejen, andre drøner derudaf. Også rundkørsler er livsfarlige. Mange biler kører i inderbanen, og når de så pludselig skal ud af rundkørslen, krydser de indover alle de andre vejbaner, så de biler, som skal videre i rundkørslen, må holde helt stille. Vi tænker ikke, at det er sådan rundkørsler er tænkt til at begynde med, da det jo stopper hele trafikken i stedet for at få den til at glide.

Det samme gælder, når man skal svinge til venstre i et vejkryds. Bilerne, som skal til venstre maser sig længere og længere ud på kørebanen og når de ser deres snit til det, svinger de ud foran de biler, som skal lige ud i modsatte retning, så de må bremse helt op.

Motorcykler kører gerne på fortovet, og det er ikke unormalt at se en bil bakke på motorvejen eller kører imod ensretningen.

Folk går ud mellem bilerne, når de skal krydse vejen, og der er ikke de samme regler, som i for eksempel Vietnam, hvor trafikken ubesværet glider uden om fodgængerne. Her er der hele tiden fodgængere på kørebanen, som håber på, at der er en venlig sjæl, som bremser ned for dem, så de kan nå at krydse vejen.

Skal vi koge trafikken i Teheran ned til ét ord, må det være: Kaotisk!

Darband

Om eftermiddagen tog vi undergrundsbanen op til det nordlige område Darband. Det er lidt køligere end i midtbyen og en fin udsigt til bjergene. Vi gik lidt på må og få igennem den hyggelige bazar og kom pludselig til en stor moské.

Anne Marie måtte i første omgang ikke gå med, men det viste sig snart, at det var fordi hun kun havde tørklæde på, og her skulle man bære chardor. Det kunne man låne på stedet, og en ældre dame tog sig kærligt at Anne Marie og tog hende med ind i kvindeafdelingen af moskeen. Hun holdt hendes hånd over gårdspladsen, sørgede for, at hun fik en plasticpose til sine sko, bar både sine egne og Anne Maries sko (og holdt stadig Anne Marie i hånden) mens de gik rundt i det aller helligste -mausoleet og graven for Imam Zade Saleh (hvem han så end er?). Samtidig skulle den ældre dame også lige nå at tale i mobiltelefon.

Ude igen tog vi i taxa op til en park, som desværre lukkede kl. 17 – netop som vi ankom. Det var en meget snakkesalig taxachauffør, og så længe vi ikke skrev hans navn nogle steder, så ville han gerne fortælle.

En taxachauffør fortæller:

”Forskellen på før og efter revolutionen i 1979 er som dag og nat. Mindre end 10% af befolkningen støtter det islamiske præstestyre. Det er forfejlet at kalde dette en islamiske stat. Her lever både kristne, jøder og zoroastere. Officielt er jeg muslim, men ikke i praksis. Jeg beder aldrig. Mange mennesker gør ting mod statens regler, men retter ind, når de ser politiet. Mænd og kvinder giver ikke hinanden hånden på gaden, men gerne i hjemmet. Man er bange for repressalier fra politiet. I min generation blev vi opkaldt efter islams profeter. Men nu opkalder flere af os vores sønner efter de gamle persiske konger for at vise, at vi vil have det gamle Persien tilbage. Det er et statement. En lille, stille revolution.”

Venlige Teheran

Det havde været en hektisk første dag i fantastiske Iran. Teheran havde vist sig fra sin aller venligste side. Utrolig mange mennesker havde henvendt sig til os på gaden, og vi havde hilst på flere, end vi kunne tælle. De havde alle budt os velkommen til deres land og sagt, at Danmark ”is very good!”. Vi er spændte på, hvad resten af Iran har at byde på.

Facebook

Twitter

Indlægget Teheran blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Små bump på vejen

twodanesontour — Sun, 27 Mar 2016 12:00:00 +0000

Er det kun lykken at rejse?

Som rejsebloggere skriver vi oftest om alle de fantastiske og dejlige oplevelser, som vi har rundt omkring i hele verden. Er det mon fordi vi aldrig oplever noget negativt? Fordi de uheldige oplevelser hurtigt er glemt igen? Eller fordi vi gerne vil have det hele til at se rosenrødt ud?
Der er nok flere svar på det spørgsmål. Men her kommer i hvert fald et indlæg om et PAR udfordringer, som vi har haft i forbindelse med vores tur til Israel…

Aflyste flybilletter

Allerede i maj 2015 købte vi flybilletter til Tel Aviv med afgang i februar 2016. Vi havde faktisk først kigget lidt på Libanon og Egypten. Men både på grund af flybilletpriserne og på grund af den politiske situation i de to pågældende lande, blev vi enige om, at vi sagtens kunne tage endnu et smut til Israel. Vi kunne komme med SAS direkte til Tel Aviv for 1500 kr. retur – en favorabel pris!

Vi bestilte hostel til de dage, vi skulle være i Tel Aviv og lejede bil fra lufthavnen. Alt skulle nu være på plads…

Månederne gik og vi begyndt at glæde os mere og mere til turen.
12 dage før afrejse modtog Rasmus en mail fra SuperSaver. “Vi er kede af at meddele jer, at jeres flybilletter er blevet annulleret, da SAS nu kun beflyver ruten København-Tel Aviv om fredagen. I vil få pengene retur, dog uden nogen form for kompensation”.

Gennem de sidste 20 år, hvor vi begge har rejst en del rundt, har vi aldrig før prøvet, at vores billetter bare blev aflyst!
Og så var gode dyr rådne!

Samme aften måtte vi bestille nye flybilletter. Nu til en dyrere pris og med en mellemlanding i Moskva på vej ud og i Stokholm på vej hjem.
Derudover måtte vi også bruge tid på at lave billejen om, da vi pludselig kom 6½ time senere til Tel Aviv og også skulle senere derfra.
Det tog det meste af en aften, men der kom styr på tingene igen.

Aflyst hostel-reservation

Tre dage efter modtog Anne Marie en mail fra Abraham hostels Tel Aviv. De var desværre ikke blevet færdige med at renovere deres værelser, og derfor blev nød til at aflyse vores reservation.

OK, hvor uheldig har man lov til at være?

Smidt ud af Chef Hostel

Åh jo, der kom lige et lille “bump” mere. Vi præsterede nemlig for første gang nogensinde at blive smidt ud fra et hostel. Og den historie skal I selvfølgelig også have!

Vi havde booket tre nætter på Chef Hostel i Tel Aviv, efter at Abraham hostels havde aflyst. Grunden til, at vi havde booket her, var både fordi Martin og Sanne havde booket sig ind her, men også fordi de reklamerede med gratis parkering. Og netop parkering kan være svært at finde i indre by.

Da vi fik en bekræftende mail fra Chef hostel, var parkeringen ikke længere gratis. Rasmus kontaktede derfor hjemmesiden, vi havde booket igennem. De bad os om at få en udspecificeret regning, hvis vi blev opkrævet parkering.
Da Rasmus så efter første nat gik ind i fællesrummet på Chef hostel for at afregne med ejeren, blev vi (selvfølelig) opkrævet for parkering, og Rasmus bad derfor om en udspecificeret kvittering.

En MEGET vred hostel-ejer

Det fik imidlertid ejeren til at ryge helt op i det røde felt, og der fulgte nu en 5-10 minutters tilsvining af danskere og europæere generelt. Han råbte og skreg om, at vi aldrig ville betale for noget og aldrig bookede til fuld pris.
Rasmus forklarede ham med sindsro, at hvor han kom fra, der bestemte markedet prisen. Og hvis folk ikke ville betale fuld pris, så var der nok en grund til det.

Samtidig gjorde Rasmus det klart, at når man reklamerer med gratis parkering ved reservationen, så er det det, der gælder, også selvom man i bagklogskabes klare lys skulle have skrevet, at der kun var gratis parkering, hvis man havde betalt fuld pris for værelset.
Den forklaring fik ejeren om muligt endnu længere op i feltet. I hvert fald råbte han, at vi skulle pakke vores ting, at han ikke ville have vores penge, og at vi ikke længere var velkomne på Chef hostel!

Så Rasmus måtte gå ud til Anne Marie, som havde søgt ly underfor på gaden, og overbringe hende nyheden: Vi er smidt ud! Så du bliver nok nød til at gå med ind og pakke.

Summa summarum, vi fik en gratis overnatning med gratis parkering, vi fandt en mere central lejlighed der var langt billigere og med parkering lige udenfor – for et mindre gebyr. Så vi vil i stedet gerne anbefale Ateret Suites lige ved Carmel Market. Dog er det jo ikke et hostel, hvis det er det, man er på udkig efter, men udemærkede værelser med tekøkken centralt i Tel Aviv.

Hvad er det værste, der kan ske?

Vi rejser altid med valgsproget: “Hvad er det værste, der kan ske?” Og vi blev endnu engang bekræftet i, at det er den rigtige indstilling at have til tingene.
Når alt kommer til alt, er de små bump jo kun udfordringer eller “First world problems”, om man vil. Der findes løsninger på tingene, og vi har endnu ikke sovet på gaden. Og det er jo disse historier, der efterfølgende bliver de bedste rejseanekdoter at fortælle…

Og så skal I da også lige have slutningen på historien! For ejeren af Chef hostel har efterfølgende meldt os til Booking.com som “no-shows” – altså anklaget os for aldrig at være dukket op på hans hostel. Og han har i den forbindelse krævet 164 US $ i erstatning. Dem har vi nu ikke tænkt os at betale, så hvem ved? Måske kommer der endnu en følgeton i sagaen om den gang, vi blev smidt ud af et hostel i Tel Aviv…

Facebook

Twitter

Indlægget Små bump på vejen blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… på hebraisk

twodanesontour — Sat, 26 Mar 2016 19:09:00 +0000

På jagt efter de israelske køkken

Hvad spiser de i Israel? Og har Israel overhovedet sit eget køkken? Det og meget mere satte vi os for at finde ud af i dette Spise med Price indlæg.

Ja, Israel har sit eget køkken, men det er selvfølgelig præget af alle de etniske grupper, der har bosat sig i landet igennem årtusinder. Ikke mindst de mange tilflyttere efter oprettelsen af staten Israel i 1948, har haft stor indflydelse på maden.

Gadekøkkener

Mad fås jo i alle prisklasser, så vi vil begynde med de billigste: “gadekøkkenerne”.
Den typiske israelske fastfood er pitabrød eller laffa (en slags rundt fladbrød som rulles) med falafel, salat og humus.

Mange steder kan man også bestille selv samme slags brød med kylling og kalkun, som har stået og snurret på et spyd hele dagen. Enkelte steder fandt vi lam – og så var vi i den syvende himmel.

De billigste pitabrød med falafel købte vi i Tel Aviv til 8 shekel (14 kr.) Men med så meget andet, så hænger pris og kvalitet sammen. De billige var med agurk og tomat, syltede agurker og tahine. De dyrere kommer med en hel salatbar, hvor man både kan putte forskellige salater og sovser i pitabrødene eller spise det af små skåle ved bordet. Derudover får man også hummus i pita’erne de “dyre” steder. Virkelig lækkert synes vi.

Et af de bedste steder vi spiste var i Akko, hvor lam var på menuen både som grillspyd og som kebab (hakkekød). Hvis du selv skulle befinde dig i Akko, så hedder den lille kebabbar Mobarsham og ligger tæt på Akko Gate Hostel.

Hummus i lange baner

Israelerne spiser virkelig meget humus. Som i RIGTIG store mængder hummus!

I Tel Aviv var vi inde på den meget lille restaurant The House of Hummus, som har specialiseret sig i at servere humus til folket og et par få andre retter.
Rasmus prøvede en af deres signaturretter: Allenby, som bestod af humus med shakshuka, kogt æg og pitabrød.
Shakshuka er israelsk paprika-grønsagssovs. Og Allenby er den gade, som restauranten ligger på.

Det libanesiske køkken

Et stort his i Israel (og blandt os) er Libanesisk mad. Vi fik anbefalet restauranten Tanureen, som har specialiseret sig i det libanesiske køkken.
Vi fik en FANTASTISK frokost med masser af meze-retter (en masse små skåle med forskellige salater mv.) ja, faktisk var der så meget på bordet, at vi slet ikke havde behøvet at bestille kød!
Og vi fandt efterfølgende ud af, at det faktisk var en restaurantkæde, som lå flere steder i det nordlige Israel. Så den vil vi gerne anbefale.

Hamitbahon

Mezze fik vi også på den lille, sjove restaurant Hamitbahon i Tel Aviv. Den ligger i det yemenitiske kvarter, lige bag ved Carmel market – og de har også åbent på Shabat! Her bestilte vi denne lækre meze-tallerken til forret:

Restaurant Helena

Og nu til de lidt dyrere bekendtskaber:
Den første dag flottede vi os og spiste på restauranten Helena, som ligger inde på ruinområdet ved Caesarea. Fra restauranten er der den skønneste udsigt over Middelhavet.

Vi havde på nettet tjekket menukortet ud hjemmefra og BLEV simpelthen nød til at spise her. Det var rigtig lækkert – men næsten også danske priser. Som sagt, mad kommer i alle prisklasser i Israel.

Forretter først:
Blæksprutteringe, chips og dip

Lakse-shashimi med ærteskud, radiser og kaviar.

Vitello Tonato: kalvefilet og tundressing med kapers og kogte æg

Dernæst hovedretter:

Nystegt fisk med flødesovs og grønne bønner.

Grillet kylling, grov kartoffelmos med jordskokker og ærteskud.

Pasta med rejer og muslinger i champagne-sauce

Det var et udsøgt måltid i skønne omgivelser og en rigtig dejlig start på ferien.

På besøg hos Uri Buri

I Akko besøgte vi en meget speciel fiskerestaurant ejet af kokken Uri Buri. Allerede navnet indikerer, at dette her bliver stort! Prøv lige at smag på det: Uri Buri. Vi synes, at det er et fantastisk navn!

Manden og restauranten er kendt i hele Israel. Der serveres kun fisk og et par enkelte vegetarretter.
Vi anbefaler, at man bestiller bord i forvejen. Vi gik forbi dagen før for at se, hvor restauranten lå, og bestilte til 4 personer dagen efter kl. 18.30.
Da vi kom til den aftale tid, var restauranten nærmest tom. Vi jokede lidt med, at det var overflødigt at bestille bord en tirsdag i februar måned. En time senere, da vi var godt i gang med at spise, var restauranten fuld! Vi var bare gået tidligt ud og spise!

To fede koncepter

Og hvad er det så Uri Buri kan? Han kan lave fiskeretter, så det synger. Restauranten er i øjeblikket ved at blive sat i stand, men selv om der er huller i loftet, så kommer folk gerne langvejs fra for at smage Uris fisk.

Der er to fede koncepter på restauranten. Det ene er en tasting menu, men det kræver, at hele bordet er med på det. Tjeneren vil spørge jer, om lidt forskelligt – f.eks. om I spiser koriander, om I kan lide stærk mad etc. Og så bliver der ellers sat retter ind på bordet, blandet af kokken, til I siger stop! Det er små retter, så det er meningen af man skal dele.

Det andet fede koncept er, at nærmest alle hovedretter kan bestilles som halve retter! På den måde kan man prøve en forret og to halve hovedretter og gå derfra med både maven og pengepungen intakt. Det er da et godt påfund. Vi benyttede os af det sidste koncept, og her kan I se nogle af de retter, vi smagte på:

Shashimi af laks med soya og en fantastisk hjemmelavet wasabi-sorbet. Det var klart Anne Maries favorit.

En udsøgt og fint afstemt fiskesuppe med kokosmælk, ingefær, karry, basilikum og koriander.

Smørstegt barramundi i salvie- og citronsause med blomkålspuré.

Havkat med indkogt rosmarin/balsamico-sause. Hertil kastanje/græskarpuré

Det var en fantastisk aften med lækker mad og hyggeligt selskab.

Drikkepenge i Israel

Til sidst vil vi gerne lige skrive et par ord om drikkepenge. Vi er vandt til i Danmark, at drikkepenge er noget man giver, når man føler, at man har fået noget særligt lækkert mad og en rigtig god betjening. Men sådan fungerer det ikke rigtigt i Israel.

Her er det skik og brug, at ALLE giver 10-15 % af regningens pålydende i drikkepenge, da det er en del af tjenernes løn. Vi var ikke opmærksomme på dette hjemmefra, og tjenerne var ikke sene til at gøre os opmærksomme på, at vi havde lagt for lidt drikkepenge. Det føltes lidt mærkeligt, men de krævede deres “ret” og vi måtte finde muldvarpen frem igen. Så er I advaret!

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på hebraisk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Tel Aviv

twodanesontour — Wed, 16 Mar 2016 19:20:00 +0000

Tel Aviv – mellem havet og ørkenen

Tel Aviv er, i modsætning til nærmest alle andre byer i Israel, en moderne storby. Den er bygget i ørkensand for omkring 100 år siden, på kanten af Middelhavet og lige nord for den gamle arabiske by Jaffa.

Bybilledet er på alle måder meget blandet. Europæere, nordafrikanere, amerikanere, arabere, kristne, muslimer, liberale og ultraortodokse jøder (og alt derind imellem).

Også den homoseksuelle del af befolkningen præger gadebilledet. Her er mange regnbuefarvede flag i butikker og på caféer – noget som man IKKE ser i Jerusalem.

Tel Aviv er på alle måder en meget frisindet by i forhold til den ultraortodokse Jerusalem. Ja, man kan vel nærmest sige, at de to byer har et søskendeforhold, hvor Jerusalem er den fornuftige storebror, mens Tel Aviv er den rebelske lillebror.

På jagt efter Bauhaus

Vi prøver stadig at få fod på denne by. Og et ord, som går igen og igen, når vi vader gaderne tynde, er ramponeret! Mange bygninger er slidte og faldefærdige, malingen skaller, og nogle steder overvejer man, om der overhovedet bor mennesker. Også mange af de Bauhausbygninger, som nu er Unesco World Cultural Heritage, er misligholdte.

Fredag formiddag kl. 10 gik vi med på en engelskguidet Bauhaus-tur i området omkring Dizengoff Street med Bauhaus Center Tel Aviv.
Vi ville gerne blive klogere på Bauhaus-arkitekturen, som kom til Tel Aviv i 1930’erne, og som her blev tilpasset Middelhavsklimaet og fik sit eget udtryk, hvor de oprindelige lige streger og minimalistiske karaktertræk ikke altid blev overholdt.
Der er i dag omkring 4000 Bauhausbygninger i Tel Aviv, som derfor også går under navnet “The White City”.

Det moderne liv i Tel Aviv

Den moderne “Tel Avivian” lever et travlt liv. Der skal hives en høj løn ind for at betale for den dyre husleje og de mange cafe latte, på de smarte caféer.
Fredag eftermiddag kl. 17 begynder “shabat”, og hele Israel lukker mere eller mindre ned. Også Tel Aviv har mange lukkede butikker og restauranter, så de unge flokkes på de få steder, der endnu har åbent, og der spilles latinamerikanske rytmer på stranden.

Matkot

Lørdag er “hviledag” og meget få busser og taxier kører. De lokale går i parken med deres børn og hunde, eller til stranden, hvor en meget populær aktivitet er at spille matkot – en særlig israelsk udgave af strandtennis, som er blevet landets nationalsport.

Vi var heldige at møde Tel Avivs ukronede matkot-konge Amnon Nissim, som i dag er over 70 år og har spillet matkot siden han var 6. Hele hans liv drejer sig om dette spil, og han har forvandlet sit hjem, hvor han har boet hele sit liv, til et matkot-museum.

Er han hjemme, er man velkommen til at besøge ham og kigge rundt i stuerne, hvor østrigske bjerglandskaber hænger side om side med matkotketchere, gamle t-shirts og medaljer. Det var virkelig en sjov oplevelse at få lov til at besøge Amnon, som også har pyntet husets facade med matkotketchere.

Vores veninde Diana viste os rundt i Tel Aviv. Hun er oprindelig colombianer, har været udvekslingsstudent i Nykøbing (hvor hun kender Rasmus fra), og bor nu med hendes familie i Tel Aviv, da hendes mand Eldad er israeler.

Eldad havde desværre ikke tid til at gå med, så i stedet havde Diana inviteret en af deres venner fra Tyrkiet med på tur. Vi gik i timevis; så kvarterer, pladser, parker og boulevarder. Spiste hummus og drak te (ja, altså ikke Rasmus!), mens snakken gik lystigt på dansk, engelsk og spansk. Det er fantastisk at have gode venner mange forskellige steder i verden, som man kan besøge.

Læs også: To dage i Akko

Læs også: Jerusalem

Du er meget velkommen til at synes godt om vores Facebook-side
Two Danes On Tour. Her lægger vi billeder ud og kommer med updates, når vi er på tur. Vi har også en Instragram-profil: @twodanesontour

Facebook

Twitter

Indlægget Tel Aviv blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vinsmagning hos FLAM Winery

twodanesontour — Tue, 15 Mar 2016 19:02:00 +0000

FLAM Winery

En gang i foråret havde FLAM Winery “liked” et af vores billeder på Instagram. Anne Marie klikkede straks forbi deres profil og kunne li’, hvad hun så. Samtidig opdagede hun, at vinhuset lå i Israel. Derfor skrev hun dem en besked og spurgte, om det var muligt for os at kigge forbi og prøvesmage nogle af deres vine. De skrev hurtigt tilbage med et positivt svar. Og derfor havde vi nu en aftale på deres vingård lidt uden for Jerusalem.

Lidt sted-forvirring

Første udfordring var at finde stedet. Grundet trafikken var vi lidt sent på den, så vi havde ikke meget tid til at køre forkert. Derfor stoppede vi ved en tankstation og et par spisesteder ved hovedvejen nær byen Eshtaol og spurgte os frem. To flinke mænd i en friluftsbutik fortalte os, at vi bare skulle køre ud fra tanken og dreje til højre første gang. Derefter ville vi se et skilt til venstre og en grusvej ville føre os til vingården.

Forskellige perspektiver på rejsen

Vi var klar og fløj ind i bilen. Det vil sige, at 3 af os satte os hurtigt ind. Martin derimod havde udset sig et lækkert liggeunderlag i butikken, som han besluttede sig for at prøve. Så imens vi andre sad stressede i bilen og var klar til at køre, så lå skipperen og slappede af på et af butikkens liggeunderlag… Ja, nogle gange er vores perspektiver ikke de sammen. Men det gør kun rejsen sjovere og mere uforudsigelig.

Vinsmagning

Vel fremme, og endda til tiden, ventede vi lidt på, at 10 jødiske amerikanere på grupperejse og deres guide skulle komme og være med til vinsmagningen. De havde siddet fast i trafikken og var derfor forsinkede.

Vi satte os alle ved et stort bord sammen med FLAM’s sommelier Mireia. Hun var super sød og meget informativ. Hun fortalte os alt om FLAM Winery, om vinproduktion i Israel i det hele taget, og om hvordan man får mest ud af en vinsmagning.
Efterfølgende kom Israel Flam og fortalte om resten af vinene. Han er en af Israels mest kendte vinmagere igennem tiderne. Og han har en kæmpe viden, som han velvilligt delte ud af.

Egentlig er det Israels sønner Golan og Gilad, som ejer vingården. Men der er ingen tvivl om, hvor de har alt deres viden om vinproduktion fra. Også Golan og Gilads mor og søster er involveret i butikken, så det er et rigtig familieforetagende.

En lille oste-udfordring

Under vinsmagningen blev der serveret brød og ost. Nu var der bare lige det problem, at ingen af os spiser ost. Altså Anne Marie spiser fynsk rygeost, men det tæller jo ikke rigtig her. Og vi havde ikke fået frokost… så snart sad vi og kørte det ene stykke ost ind efter det andet af mangel på bedre. Og det gik faktisk ok. Altså, vi bliver aldrig de store ostespisere, men gang på gang forsøger vi at udfordrer os selv med stort og småt. Dette var stort, synes vi selv.

Lidt perspektiv på amerikanske pilgrimsturister

Pludselig skulle de ti amerikanere videre på deres tur og vi sad tilbage med Mireia. Det gav os mulighed for at tale endnu mere om vin, men også for at høre om hendes liv som tilflytter fra Spanien og hendes syn på det israelske samfund. Det var en meget interessant samtale, og vi kom et lag dybere end blot en almindelig rundvisning.

Det gik først her op for os, at Mireia ikke måtte skænke vin op for de jødiske mænd, da hun er “uren”, så det havde amerikanernes guide stået for. Vi glemmer nogle gange, hvor meget religion betyder for andre, og hvad det afstedkommer af traditioner og “regler”.
Derfor blev det også ekstra sjovt, at en af amerikanerne, for at bryde isen, havde stillet os lidt spørgsmål om vores rejse og vores moderland. Da han fandt ud af, at vi var fra Danmark, ville han gerne vide, hvad vores største eksportvare var, hvortil Rasmus nærmest råbte: PORK! Vi kunne ligefrem se skrækken i øjnene på vores ti nye venner.
Det gik lidt bedre, da Martin forsøgte at pynte på det første svar ved også at nævne LEGO. Det kunne de vist bedre forholde sig til.
Absurditeten i denne samtale om svinekødsproduktion med meget religiøse jødiske mænd sank først rigtig ind, efter at de havde forladt bygningen og var drønet videre på deres tur.

Facebook

Twitter

Indlægget Vinsmagning hos FLAM Winery blev først udgivet på Two Danes On Tour.

To dage i Akko

twodanesontour — Tue, 08 Mar 2016 19:07:00 +0000

Skønne Akko

Anne Marie var i Akko for mange år siden og elskede byen fra første færd. Derfor stod den meget højt på listen i år, da hun gerne ville genopleve byen sammen med Rasmus, Martin og Sanne.

Efter vi havde smidt vores tasker på Akko Gate Hostel og parkeret bilen på hostelets private parkeringsplads, var vi straks klar til at opleve byen.
Selve byen er med sine høje, gamle stenmure en turistattraktion i sig selv, og dens placering helt ud til Middelhavet er simpelthen formidabel, så den første dag gik bare med at slentre rundt.

Vi gik gennem de smalle gyder på må og få, kiggede på alle de varer, der blev faldbudt, drak friskpresset juice, spiste is, farede vild – og fandt os selv igen, da vi nåede til havnen. Så alt var lige, som det skulle være.

Akko er én stor labyrint, og den råber på, at man skal blive væk. Det er super fedt! Dog er der aldrig længere noget sted hen, end man snart er ude af labyrinten igen.

Ren afslapning for alle pengene

Da vi ikke orkede at gå mere, fandt vi en restaurant med en terrasse helt ud til Middelhavet.
Hold k… det var fedt at sidde her i den gamle by med den mest fantastiske udsigt ud over havet. Så glemmer man et øjeblik, at det er februar og frostvejr hjemme i Danmark.

Korsridderbyen under Akko

På dag to udforskede vi den gamle korsridderby, som ligger neden under Akko. Jo, jo, den er god nok! Der ligger to byer oven på hinanden, som begge er utrolig spændende. Dog er arkæologerne lidt forsigtige med at udgrave korsridderbyen, for byen ovenpå skulle jo nødigt skvatte sammen.

Man kan undre sig over, at der ligger en by neden under en anden by, men efter at Akko mistede sin vigtighed, da korsridderne blev smidt ud af området, blev den erobret af flere forskellige krigsherrer, blev brændt af og på alle måder ødelagt. Da området så igen fik betydning, var det åbenbart nemmere at bygge ovenpå end at reparere det, som allerede var.

Vi købte en “kombibillet” og begyndte vores rundtur i citadellet, hvor der var nogle overordentligt store riddersale – dem var vi ret imponerede over.

Billetten indbefattede også korsriddertunnellerne (The Templar Tunnels). De var omkring 400 meter lange, og man skulle nogle steder bukke sig lidt ned for at komme igennem.

Til sidst besøgte vi The Wall Museum of Treasures. Det var en privat samling af mange forskellige lokale genstande. Mange af dem var lavet til små “boder” f.eks. skomager, låsesmed, købmand osv.
Det bedste var dog, at da vi kom ud igen og gik oppe på muren, så spottede vi en hærfugl (vi er jo nogle dyrenørder, så den skal I da også lige se).

Havde vi orket mere, var der med kombibilletten også adgang til Okashi Art Museum, men det sprang vi let og elegant over, da en kold øl ved havnefronten trak mere.

To dage i Akko var helt perfekt for os. Havde vi haft mere tid, havde vi nok brugt en dag ved stranden eller kigget nærmere på den nye del af Akko, men det har vi nu til gode til en anden gang.

Baha’i gardens i Haifa

På vej længere sydpå stoppede vi lige kortvarigt i Haifa for at se Baha’i gardens.
Baha’i religionen blev oprindelig grundlagt i Persien (nuværende Iran), men har i dag flere af sine templer i Israel. Bl.a. i Haifa, hvor en kæmpe persisk have pryder bybilledet.

Vi så haven nedefra, hvilket er et imponerende syn. Derefter tog vi en shuttle bus for 7 shekel op til “The Shrine”, hvor besøgende har gratis adgang.
Aldrig har vi set så mange gartnere! Og vi må da også sige, at haven var meget velholdt.

Vi var meget spændte på at komme ind og se The Shrine, som skulle være noget af det aller helligste. Efter at have taget skoene af, blev vi lukket ind i små hold. Det var strengt forbudt at fotografere eller at sige en lyd på dette hellige sted. Så der blev tysset på de få, der tillod sig at forbryde sig mod reglerne.
Og der gik vi så og kiggede på… ingen ting! Det var som kejserens nye klæder! En fis i en hornlygte. En masse hype om noget, som ikke var der. Men så har vi set det med… haven var stadig fin.

Hvis du ikke allerede følger os på Facebook eller Instagram: @twodanesontour, så skal du være meget velkommen. Her lægger vi endnu flere billeder ud og kommer med opdateringer, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget To dage i Akko blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Galilæa

twodanesontour — Fri, 04 Mar 2016 16:08:00 +0000

Et stop i Tiberias

Tiberias, som ligger i Galilæa, blev vores næste stop på vores Israel-road trip. Byen ligger helt ud til Genesaret sø, hvor Jesus engang gik på vandet. Vi spejdede efter ham, men så ham desværre ikke

Selve byen langs med søen var ret turistet med en lang havnepromenade, friskpresset juice og ivrige tjenere, som på alle mulige måder forsøge at lokke os ind på lige netop deres restaurant. Det var off season, så det hele så lidt mennesketomt og trist ud, og tjenerne var lige lidt for aggressive til vores smag.
Tiberias havde søen og en gammel bymur, som man kunne kigge på. Der er vist også nogle gamle grave, men dem sprang vi over i denne omgang. Det var ok for en enkelt overnatning, men ikke et sted vi behøver at komme tilbage til.

Langs Genesaret sø

Næste formiddag kørte vi en dejlig morgentur langs søen mod nord. Vi skulle se et par hellige, kristne steder. Vi kørte først forbi Migdal, hvor det menes, at Maria Magdalena kom fra. Vi stoppede dog ikke i byen.

Til gengæld gik vi en lille tur ved The Church of the Primacy of St. Peter, hvor det fortælles, at Jesus viste sig den tredje gang, efter at han var genopstået fra de døde.
Der var bygget en lille kirke i en fin lille have, og vi kunne også komme helt ned til søbredden. Et rigtig dejligt og stille sted for en rolig morgenstund.

Inde i kirken er der en klippe som menes at være det sted, hvor Jesus spiste sammen med hans disciple. Vi lader tvivlen komme stenen til gode.
Kirken er åben hver dag fra 8 til 18, og det er gratis at besøge stedet. Dog skal man være opmærksom på, at der godt kan være udendørsgudstjenester, så råbende børn er ikke lige sagen.

Carpernaum

Næste stop var Carpernaum, som også nævnes i bibelen flere gange. Det var bl.a her, at Jesus fik en lam mand til at gå og her, hvor disciplen Peter boede. Vi kunne se resterne af Peters hus, hvor der var bygget flere kirker oven i og oven på! Den øverste ret futuristisk – ja, nærmest som et rumskib, der lige var landet.

Der var også ruinerne af en gammel synagoge. Det menes dog ikke at være den synagoge, hvor Jesus skulle have prædiket for omkring 2000 år siden. Alligevel gik en helt flok pilgrimsturister i selvsving, mens vi var der. De sang, råbte bønner, græd og skrålede halleluja. Men det var jo også en oplevelse!

Videre til Nazaret

Der er flere andre hellige kristne steder ved og nær Genesaret sø, men for os var det passende med to, så vi kørte nu mod Nazaret. Nok en af de mest kendte byer i Galilæa. Det var jo her, at Jesus voksede op sammen med sine forældre og gik i lære som tømrer. Byen er i dag stor og intens, men i vores øjne meget mere interessant end Tiberias.

Efter at have fundet en parkeringsplads – hvad der kan være en udfordring, snuppede vi lige en pita kebab, og så var vi klar til at kigge nærmere på Basilica of the Annunciation, som regnes for et af de mest hellige kristne steder i verden.

Nogle kristne grupper mener, at det var på dette sted, at Jomfru Maria mødte ærkeenglen Gabriel, som fortalte hende, at hun var gravid og skulle føde Jesusbarnet.

Der skulle lidt fantasi til at forestille sig, hvordan man for over 2000 år siden havde boet i huler, redet på æsler og levet et mere simpelt liv på dette sted, da selve Basilicaen var stor og pompøs, og ikke ligefrem passede ind i bybilledet.

Vi hyggede os med at gå rundt og se alle de forskellige relieffer, som var sponsoreret af kristne menigheder fra hele verden. Således havde Jesusbarnet fået skæve øjne og kimono på, når gaven kom fra Japan.

Inde i kirken var der bygget flere andre kirker oven på hinanden. Bl.a en Byzantisk kirke fra 500-tallet og en fra 1200-tallets korsriddertid. De stod netop der, hvor Jomfru Marias klippehule skulle have ligget.

Elbabour Galilee Mill

Bagefter gik vi i souken, som mindede os lidt om den gamle by i Jerusalem. I bagklogskabens lys, så skulle vi have overnattet her i stedet for i Tiberias. For byen var hyggeligere og meget mere interessant. Så nu er det råd givet videre.

Inden vi kørte videre, ledte vi efter Elbabour Galilee Mill, som er en stor kryddeributik med over 2500 forskellige slags varer. Vi måtte benytte os af Indertricket (spørg altid flere forskellige) og det var nok meget godt at vi gjorde det, for vi blev peget i flere forskellige retninger. Til sidst lykkedes det os at finde det rigtige sted, og det var sjovt at se og dufte alle de mange forskellige krydderier, tørrede frugter osv.

Skulle du også have lyst til at finde butikken, så er der både indgang fra Al-Bishara St. og Paulus VI St.
Står du foran Basilicaen, så skal du gå op ad gaden og følge den ca. 500 meter, så kommer butikken inde på højre hånd bag en lille bitte dør.

Læs også: Roadtrip til det nordlige Israel

Læs også: To dage i Akko

Facebook

Twitter

Indlægget Galilæa blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På besøg hos en druserfamilie

twodanesontour — Thu, 03 Mar 2016 20:15:00 +0000

En tur til Golanhøjderne

Hjemmefra var vi kommet i kontakt med Wesam via CouchSurfing. Han bor med sin familie i Golanhøjderne og ville meget gerne invitere os på besøg, hvis vi kom til det nordlige Israel – og det gjorde vi i bogstaveliste forstand. Vi kom så nordligt i Israel som nærmest overhovedet muligt. Ja, så nordligt, så vi kunne kigge til både Libanon og Syrien.

Ein Kunya

Wesam bor i den lille druserby Ein Kunya. Vi havde på forhånd spurgt om hans adresse. Men han skrev bare tilbage, at den kunne vi få, når vi ankom til Israel.
Især Martin og Rasmus kom med flere “gode” bud på, hvorfor vi ikke kunne få adressen. De fleste af dem indeholdt historier om kidnapning og bortførelse over den syriske grænse!
Vi kørte den lange vej til Ein Kunya og mødte Wesam, som ventede på os ved byens parkeringsplads. Først derefter forstod vi, hvorfor vi ikke havde fået adressen. Det var de VILDESTE stejle gader, og vi er rimelig sikre på, at husene ikke rigtig havde adresser, så vi havde brug for at blive fulgt helt til døren.

Stor gæstfrihed

Hos Wesam blev vi straks sat til bords i stuen ved et sofaarrangement. Vi kunne høre hans forældre pusle i køkkenet, men de kom ikke frem for at hilse på os. I stedet bar Wesam forskellig drusermad ind, som vi med glæde smagte på.

Linser og hvedekerner blandes med yoghurt, forskellige brød med fyld eller smurt med ost og olivenolie samt oliven, tomater og agurk.

Der blev smagt, snakket, spurgt ind til de forskellige retter og smagt igen. Det var en herlig oplevelse, vi sent vil glemme, og en man normalt ikke får på en ferie.

Masser af ny viden om druserne

Under maden gik snakken lystigt. Vi vidste ikke meget om druserne, inden vi tog hjemmefra. Men her sad vi i stue med en ung mand, som beredvilligt svarede på alle vores spørgsmål om hans druserfamilie samt -kultur og religion. Og som også gerne ville vide noget om vores liv og interesser i Danmark.

Wesam fortalte, at der er omkring 2000 indbyggere i hans landsby og at ALLE kender ALLE. Det er ikke unormalt at invitere mellem 1000 og 2000 mennesker til sit bryllup. Man føler sig forpligtet til at invitere alle dem, man kender, og dem man selv har været til bryllup hos.
Han fortalte, at der nærmest er et bryllup hver fredag hele året rundt og om sommeren også om lørdagen, så landsbybeboerne kommer ofte hinanden ved.
Det der med, at alle kender alle, skulle vise sig at blive gavnligt for os dagen efter, så følg bare med, hvis du vil vide hvorfor

Her følger lidt facts om druserne:

Druserne bor bl.a. i Golanhøjderne i det nordlige Israel. Det er et område, som Israel besatte i 1967 og annekterede i 1981 fra Syrien. Syrien har selvfølgelig aldrig anerkendt denne besættelse. Det er et meget frodigt område med store vandressourcer, så det er et vigtigt område at kontrollere – både for Israel og for Syrien.

På grund af besættelsen af Golanhøjderne, er druserne statsløse borgere i Israel. Det betyder bl.a. at de ikke er underlagt israelsk værnepligt, men også, at de ikke bare sådan lige kan rejse til udlandet. De skal søge om visum til hvert et land, de vil rejse til – på nær Syrien, hvor der også er en stor druserbefolkning.

Wesam fortalte os om, hvordan han har svært ved at søge en praktikplads i forbindelse med hans økonomistudier på Haifa Universitet. Når han ansøger firmaer, spørger de ikke direkte, om han er druser – det ville jo være åbenlys diskriminering. I stedet bliver han spurgt, om han har aftjent sin værnepligt? Og når han ikke har det, får han besked om, at så kan han ikke komme i betragtning til pladsen… same, same different name!

Druserne har deres egen religion, som udspringer af Islam – men de er altså ikke muslimer. Druserne er i århundreder blevet forfulgt af både kristne og muslimer, og i 1043 besluttede de, at andre folk ikke kunne konverterer til religionen, og lavede derved et lukket samfund. Man mener, at der findes op mod 1 million drusere i hovedsagelig Libanon, Israel, Syrien og Jordan.

Et glimt af en druserfamilie

Da vi var færdige med at spise, kom Wesams mor, far og søster lige kortvarigt forbi for at sige goddag, men så trak de sig pænt tilbage igen. For os var det en anderledes skik, da vi jo var på besøg i deres hjem, men det var hyggeligt at møde dem.

På jagt efter et billigt hotel

Ud på aftenen kørte Wesam foran os til byen Majdal Shams, hvor der ligger en del hoteller på grund af det nærliggende skiområde. Det var lidt mærkeligt at komme til et sted med neonskilte, hvorpå der stod afterski og butikker med vanter og huer, når vi havde haft høj sol og 25 grader hele dagen.

Vi fandt et hotel med ledige værelser, men ak og ve. Et værelse kostede 600 shekel (ca. 1035 kr.). Vi kunne dog få et værelse alle 4 til 850 shekel (ca. 1465 kr.) men det var vi stadig ikke tilfredse med, og så begyndte en mindre prisforhandlingsmaraton.

Det mærkelige var dog, at der ikke var nogle i receptionen, så alt gik via telefon og med Wesam som tolk og medforhandler. Martin var en hård hund, og det endte med, at han fik 4-personersværelset pruttet ned til 400 shekel (ca. 690 kr.) Det var en langt bedre pris, og vi endte med at tage det.

På tur med Wesam

Næste morgen mødtes vi med Wesam foran hotellet. Han ville gerne tage os med rundt i området for at se både natur og historiske steder.

Vi begyndte ved Breichat Ram, en gammel vulkankratersø. Derefter besøgte vi et af de ældste huse i Ein Kunya. Det var nu ubeboet, men manden der ejer det, vil med tiden lave det til et museum, og da Wesam kendte ham, kom han med nøglen, så vi kunne kigge nærmere på det.

Middelalderborgen Nimrod

Så gik turen til den gamle middelalderborg Nimrod, som var bygget af korsridderne. Flot og imponerende var den, selv om den ikke var fuldt bevaret. Her kom vi selvfølgelig gratis ind, fordi Wesam kendte manden i porten.

Fra Nimrod var der en flot udsigt ud over Golanhøjderne og borgen har ligget strategisk godt placeret her, med mulighed for at kunne kontrollere vejen til og fra Damaskus.

Et jordskælv i 1800-tallet har desværre ødelagt en del, men det er stadig muligt at forestille sig borgens betydning i dens storhedstid.

To vandfald

Vi sluttede af ved to forskellige vandfald. Det største, Banias skulle man betale for at besøge men… Wesam kendte ham, der sad i billetlugen og sagde, at vi var sammen med ham, så selvfølgelig kom vi igen ind uden at betale. De drusere er virkelig venlige og har netværket i orden, må man sige!

Til de interesserede kan vi fortælle, at dette er en nathejre.

Hen på eftermiddagen tog vi afsked med Wesam. Det havde været en dejlig og interessant oplevelse at møde ham, og vi er nu blevet en stor oplevelse rigere og lidt klogere på Golanhøjderne og minoriteten druserne.

Vi bliver glade, hvis du har lyst til at kigge lidt rundt på bloggen og læse nogle af vores andre rejseberetninger. Vi anbefaler:

Indlægget På besøg hos en druserfamilie blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Roadtrip til det nordlige Israel

twodanesontour — Tue, 01 Mar 2016 08:12:00 +0000

Tilbage i Israel

Vi var på ferie i Israel for to år siden. Dengang boede vi i Jerusalem, og besøgte derfra Det Døde Hav, Betlehem og South Hebron Hills.

Nu har vi så været af sted igen. Og denne gang besluttede vores private Israel-guide (Anne Marie), at vi skulle se nærmere på det nordlige Israel. Da AM var her for godt 12 år siden, blev hun meget betaget af den gamle arabiske havneby Akko, så den ville hun gerne genbesøge.

Også Nazareth kaldte på et visit. Sidste gang besøgte vi jo Betlehem, hvor Jesus blev født og Jerusalem, hvor han blev korsfæstet. Så Nazareth ville ligesom slutte ringen rundt om de vigtigste kristne steder i Israel.

Engang i november modtog vi en sms fra vores gode venner Martin og Sanne, som også var med os i Israel for to år siden. Hvad ville vi sige til, hvis de tog med os på ferie? Vi var ikke sene til at sige ja tak! Da Martin og Sanne bor på Thurø, besluttede de at flyve fra Hamborg et par dage før os, så de kunne få et par dage i Jerusalem, inden vi skulle ankomme.

Roadtrip til det nordlige Israel

Vel ankommet i Ben Gurion Lufthavnen og efter de sædvanlige sikkerhedsspørgsmål i paskontrollen, hentede vi først vores lejebil og derefter Martin og Sanne i centrum af Tel Aviv.
Og med Rasmus ved rattet og Anne Marie som co-pilot med vejatlas, begav vi os ud på de israelske veje og kørte mod nord. Rasmus skulle lige vende sig til kørestilen, hvor alle overhaler inden om. Men efter et par dage på landevejene, kører han nu også som en israeler

Den romerske by Caesarea

Første stop på vores roadtrip blev Caesarea. En flot romersk by, som blev anlagt af Herodes den Store i år ca. 25 f.kr.

Byen er kendt for eftertiden, da den havde en stor kunstig havn, som var uhørt på den tid. I dag er der selvfølgelig kun ruiner tilbage. Vi skulle derfor bruge vores fantasi, for at forestille os hippodromen, badhusene, teatrene, kejsertemplet mv.

Er man frisk (og har mange penge), er det muligt at komme til at dykke i havnen, så man kan se det gamle havneanlæg under overfladen.

Vi gik rundt og så ruinerne, nød det dejlige Israelske vejr (høj sol og 25 grader), den smukke udsigt over Middelhavet samt en skøn frokost på restauranten Helena, som ligger inde på ruinområdet.

En afstikker til Little Schwitzerland

Da vi kørte videre mod nord, besluttede AM, at vi skulle kigge nærmere på bjergområdet Little Schwitzerland. Det blev til stor fortrydelse for én af dem på bagsædet. Det var et meget smukt område, men med STORE stigninger og skarpe hårnålesving. Så er I advaret, hvis turen skulle gå der forbi.
Har man tid, så er der nogle meget fine vandreture i området, så det er værd at stoppe op og kigge sig omkring.

Oven på alle hårnålesvingene gik turen endnu længere mod nord til Golanhøjderne, men det må I vente med at læse om til næste blogindlæg.

Lige lidt bonusinfo her til sidst:

Ved indrejse i Israel som dansk statsborger, er det ikke nødvendigt at søge visum, hvis dit ophold er kortere end 90 dage.
Husk dog, at dit pas skal være gyldigt mindst 6 måneder ud over opholdet i Israel.
Du skal være i besiddelse af en gyldig udrejsebillet (vi har dog aldrig skulle forevise en).
Tidligere var der problemer med, at når man havde et israelsk stempel i sit pas, så var der en del muslimske lande, som man efterfølgende ikke kunne rejse til, før man havde fået et nyt pas. Det er nu løst ved, at man ikke længere får et stempel i passet, men i stedet et lille visitkort med sit billede på. Det skal man passe på, indtil man rejser ud af landet igen – hvor man modtager endnu et visitkort med udrejsetilladelse.
Når man skal flyve fra Israel, skal man være i lufthavnen mindst 3 timer før afgang. Man kan nemlig risikere at skulle gennem et skærpet tjek. Især hvis man tidligere har rejst i muslimske lande. Vi har dog aldrig haft problemer på trods af en del stempler fra forskellige steder i verden. Men vær forberedt på, at de kan være ret grundige og stille en del mærkværdige spørgsmål.

Og ekstra bonusinfo:

Det vejatlas, som vi brugte, havde vi fundet på bibliotek.dk og fået leveret til vores eget bibliotek. Du kan søge på “Carta’s Israel touring altas & easy guide” – så skulle det meget gerne dukke frem.
Det var altså guld værd med den kortbog, da vi ikke ville leje en gps/iPad til over 1000 kr. sammen med bilen. Der blev vi lige lidt nærige.
Og så syntes vi også, at det kunne være sjovt med sådan et rigtig old school roadtrip med co-pilot og vejatlas. En af den slags ture, hvor det ikke er givet fra morgenstunden, hvor man ender, og hvor det er nødvendigt at vende om, hvis (når) man kommer til at køre forkert. Og det var lige præcis sådan det blev!

Facebook

Twitter

Indlægget Roadtrip til det nordlige Israel blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Tilbage til Dubai

twodanesontour — Sat, 28 Feb 2015 21:00:00 +0000

Tilbage til Dubai

Efter et sidste indisk thali-måltid i Khasab, hvor vi igen var de eneste vesterlændinge på restauranten, kørte vi tilbage til Dubai.

Vi rundede dog lige en tankstation for at fylde bilen op. Og både her og i De Forenede Arabiske Emirater har de altså benzinpriser, som vi kan forstå! Ca. 2 kr. literen

Ladies Night

Hjemme hos Sarah nåede vi lige et bad og en pizza, inden vi tog i byen til Ladies Night. Noget vi havde fantaseret en del om hjemmefra. (Nok på hver vores måde). For hvad betyder Ladies Night egentlig – sådan helt præcist???

Det viste sig, at der i Dubai hver tirsdag afholdes Ladies Night på en del barer og natklubber, hvor kvinder drikker gratis (og mænd betaler overpriser…)

Vi var inviteret i byen af Stella og Brian, et italiensk/amerikansk par, som vi mødte i sommer på Nusa Lembongan i Indonesien. Her dykkede vi, gik ud og spiste sammen og snakkede masser af rejser. Dengang sagde de, at næste gang vi kom til Dubai, så måtte vi lige skrive, så vi kunne mødes.

Vi mødtes i Dubai Media City på baren Q43, som ligger, som navnet antyder, på 43. etage. Der var nogle ret vovede billeder på væggene (vi er jo trods alt i et muslimsk land) og en flot udsigt over Dubai Marina.
Tøserne fik hver tre poletter til gratis drinks/vin, og vi må indrømme, at det kostede pigerne lidt hovedpine dagen efter… Vi havde selvfølgelig taget Sarah med i byen og Stella og Brian havde også taget en amerikansk veninde Sarah med. Det var en rigtig hyggelig aften, hvor vi fik oplevet en Ladies Night og set hvor mange forskellige slags mennesker, der fester sammen i Dubai.

Mall of the Emirates

Dagen efter tog vi på shoppingtur til Mall of the Emirates. Her har de nu (selvfølgelig) fået pingviner ved deres indendørs skibakker. Mindre kan jo ikke gøre det! Man kan desværre ikke se dem udefra… men mod (en klækkelig) betaling kan man blive ven med en pingvin. Vi stod dog over denne gang.

Og som altid opdagede vi, hvor dårlige vi er til at shoppe. Det blev så heller ikke nemmere af, at dollaren er i høj kurs, og derved er dirhamen også høj. Så det var danske priser – plus!

Rasmus gik derfra tomhændet. Anne Marie fik købt et nyt USB-stik.

Hygge i Dubai Marina

I stedet kørte vi til Dubai Marina, gik en tur langs havnefronten og spiste på vores libanesiske yndlingsrestaurant Chandelier. Her kan man sidde ude og nyde udsigten samtidig med, at de serverer fantastisk mad! Det var et fabelagtigt måltid med lækker hummus med lam, baba ganoush, falafler med mere. Dertil lime og myntejuice. Vi bliver altså aldrig trætte af mellemøstlig mad.

En tur på skolebænken

Om efterdagen kørte vi med hen til Dubai International Academy, hvor April havde spurgt sin lærer, om hun måtte tage sine danske venner med til danskundervisning. Sarah fik dog lige præciseret over for Aprils lærer Lotte, at det ikke var to tiårige der kom. Men derimod to danske skolelærere på vinterferie.
Først var vi hos August i Year 1. Hans lærer stod netop denne dag og manglede et par voksne til at læse med hver en gruppe børn. Så vi blev hurtigt “ansat” og fik hver 5 børn at læse med.
Derefter gik vi med April op til danskundervisning i Year 5, hvor 7 børn var samlet. Her fortalte vi lidt om at være lærere i Danmark og så var der lystig spørgerunde bagefter.

Da der skulle laves lektier om aftenen, var det rimeligt effektivt med tre voksne til tre børn, som både skulle læse på dansk og engelsk.

Specialdesignede smykker

Næste dag var Sarah sød at køre med hen til smykkebutikken Monili, hvor Anne Marie tidligere på ugen havde været forbi for at få håndlavet et par øreringe og et vedhæng til en halskæde. Mange skandinaver bruger denne smykkebutik, og det er også en af Sarahs foretrukne i Dubai, hvis man skal have lavet smykker efter bestilling.
AM havde et vedhæng med hjemmefra, som hun havde købt billigt i Ubud på Bali, men nu ville hun gerne have lavet øreringe til, og så fik hun også lavet et nyt vedhæng, så det hele passer sammen, og alt er i 18 karat guld i stedet for forgyldt sølv.
Det viste sig ved nærmere eftersyn, at kopien, som var blevet lavet, var meget flottere end originalen Øreringene var også utrolig fine og passede perfekt til vedhænget. Derudover købte AM også en kæde til vedhænget, så det hele passer sammen.

Sarah hjalp med at prutte om prisen, men guldsmeden var ikke meget for at gå ned i pris, da han havde brugt mere guld end først antaget. Men vi fik en god pris.

To dage efter handlen, på vej hjem fra Dubai, modtog Anne Marie en SMS fra Monili med tusind tak fordi hun havde handlet i butikken. Ja, der er en anden service i Dubai end i Danmark.

Hygge og drinks i haven

Efter smykkebutikken invaderede vi et supermarked, så vi kunne handle ind til aftensmad. Vi købte både fersk tun, lam og oksekød, og Anne Marie fik lov til at savle over grøntafdelingen, hvor salat og krydderurter lå i bundter til ca. to kroner stykket. Lækkert!

Vi nåede en tur i poolen, inden Peter hen under aften kom hjem fra Kuwait. Så blev der fyret op i grillen og mixet tøsecoctails – en rigtig hyggeaften i haven.

Fredagsbrunch

Fredag stod på fredagsbrunch – et ret vildt koncept, som vi også oplevede første gang vi var i Dubai for at besøge Sarah og Peter. Dengang var vi til fredagsbruch på Jumeirah Al Qasr, hvor vi spiste os gennem det vildeste ta’ selvbord, vi nogen siden havde set. Der var “madboder” fra hele verden med ALT hvad hjertet kunne begære.

Denne gang havde Sarah bestilt bord på Jumeirah Beach Hotel også kendt som bølgen.

Nogle folk kommer i lidt finere biler end os….

Her serveres der hver fredag en fin brunch på Beachcombers, og vi må sige, at der var mad for alle smagsnuancer. Især var der nogle sindssygt gode malaysiske og indonesiske karryretter. Også fisken var super lækker, og så var der jo alle desserterne… dertil fri bar med masser af mojitos

Lørdagsafslapning

Resten af dagen var vi helt flade oven på al den mad. Og så er der kun en ting at gøre: at hoppe en tur i poolen.

Lørdag blev også en “hjemmehyggedag”. August skulle til fodboldtræning og vi spiste Valentines-morgenmad, hvortil April og Maj havde bagt lækre småkager pyntet med lyserødt glasur.

August var efter fodboldtræningen til børnefødselsdag, og mens mændene hentede ham, gik pigerne til poolen (der er hele 30 meter fra Sarah og Peters hus).

Drengene var med på en pooltur, da de kom tilbage, men snart endte det i en fodboldkamp og en volleykamp sammen med andre familier fra området.
Efter aftensmad på terrassen var det tid til at pakke de sidste småting, og så var der desværre afgang mod lufthavnen, hvor vi skulle flyve kl. 02.40 til Moskva og siden København.

Tusind tak til Sarah, Peter, April, Maj og August for stor gæstfrihed og skøn ferie. Vi nyder hver gang jeres dejlige selskab.

Følg os på Facebook eller Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Tilbage til Dubai blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Musandam Sea Adventure Travel and Tourism

twodanesontour — Sat, 14 Feb 2015 05:45:00 +0000

Dejlig morgenmad

Vi begyndte dagen med en dhal puri (lækker indisk grøntsagssovs, som man dypper nystegte brød ned i), friskpresset appelsinjuice og chai te for en rund 20 krone for os begge. Vi er altså vilde med den indiskinspirerede mad og de priser!

Stor venlighed

Derefter kørte vi ud for at lede efter Musandam Sea Adventure Travel and Tourism, som vi havde booket en tur med hjemmefra indeholdende bådcruise, camping på en strand for natten og en firhjulstrækkertur i bjergene.

Og som dagen før havde vi svært ved at finde det rigtige sted. Vi kørte derfor lidt ind til siden, for at kigge os omkring. Straks stoppede en lokal mand i hans kæmpe store firhjulstrækker, rullede vinduet ned og spurgte, om han kunne hjælpe os. Da det var svært for ham at forklare vejen derhen, vendte han straks slæden og kørte foran os. Endnu engang oplevede vi den store venlighed og hjælpsomhed fra det omanske folk.

På dhow-cruise

På kontoret blev vi budt velkommen af Musandam Sea Adventures manager Aneesh og det øvrige personale. Vi blev budt på kaffe og te, og snart efter blev vi fulgt til havnen, hvor en dhow (en traditionel arabisk træbåd) ventede på os. Båden var dækket af tæpper og puder, og vi slog os hurtigt ned og gjorde det behageligt for os selv. Og straks blev vi budt på traditionel te med kardemomme, safran, rosenvand og masser af sukker.

Vores guide på båden, Abdullah, gav os en kort briefing om dagens tur, og vi blev lovet 100% chance for at se delfiner! Uh, det tegnede godt!

Der var allerede fire franskmænd ombord, og snart lagde vi fra kaj. Vi undrede os lidt over, at vi kun var 6 ombord, da vi havde hørt, at vi skulle være 13 på turen.
Da vi havde sejlet et kvarters tid, kom der pludselig en speedbåd op på siden af os og satte 5 turister af på båden. Så var vi 11. Ti minutter senere kom de to sidste ligeledes med speedbåd. Smart at vi andre ikke behøvede at vente i havnen – men kunne begynde cruiset, og så kunne de sidste støde til undervejs.

Legesyge delfiner

Vi sejlede ind i Khor Ash Sham, Mellemøstens svar på en norsk fjord, og snart så vi de første delfiner i horisonten. Vi sejlede tættere og tættere på, og pludselig var de lige rundt om båden. Især en stor han kom helt tæt på flere gange og vi så også en unge.

Til de interesserede kan vi lige oplyse, at det er indopacifiske pukkeldelfiner, som vi har set, og at de kan blive op til 3 meter lange.

I får også lige en lille video:

Fjorden var rigtig flot med stejle bjerge og små fiskerlandsbyer på skråningerne.

Landsbyboernes eneste adgang til den omkringliggende verden er ad vandvejen. Her er ingen biler eller veje, men dog elmaster med strøm til landsbyen. En tankbåd med ferskvand kommer forbi en gang om ugen for at lette tilværelsen lidt for fiskerne og deres familier. Skal man købe ind, på hospitalet eller i skole, foregår det alt sammen i Khasab.

En noget kølig snorkeltur

Snart ankrede vi op for at snorkle inde i fjorden. Vandet er 22 grader her i februar måned, så det er jo som en skøn sommerdag i Danmark. Dem, som kender os godt vil dog vide, at vi normalt kun bader i tropisk vand…

Men vi var også nysgerrige for at finde ud af, om der var noget at se. Så Rasmus var mest modig og tog en for holdet for at udforske forholdene under havets overflade.
Der var en masse små stribede fisk, men meget få koraller og ingen store ting at se.

Da syv modige og våde turister skulle ombord igen, hjalp personalet med at få os bruset af for saltvand samt med at uddele store badehåndklæder – god service! Og da alle var tørre igen, blev der serveret lækker frokost med ris, grøntsagsdhal, fisk, frisk salat, dejlig hummus og brød.

Da vi ankrede op det næste snorkelsted var 7 modige turister blevet til 0. Men vi nød fjorden og udsigten, inden vi sejlede den flotte vej tilbage mod land igen.

Overnatning på White Sandy Beach

På havnen blev vi omdirigeret til en speedbåd og sejlet til White Sandy Beach sammen med et spansk par, som ligesom os skulle campe her for natten. Det var dog noget blæsende, og vi var glade for, at vi havde taget varmt tøj med.

Der var allerede slået telte op og redt senge til os, ligesom der var stillet ”brusere” op med rent vand og et rigtigt toilet, så det var nærmest luksuscamping.

Vi gik en lille tur på stranden, skrev blog, drak te og nød de sidste varme stråler inden solen gik ned kl. 18.30.

Omkring kl. 19 kom speedbåden igen. Denne gang med vores aftensmad. Det var lækkert, at der blev bragt helt frisk mad ud til os, og snart fik vi serveret grillet kylling og fisk, pasta, brød og salat.

Da vi havde spist, blev der tændt et lejrbål på stranden, men vi gik ret hurtigt i seng, da vi var trætte efter en oplevelsesrig dag med masser af frisk havluft.

Efter en hyggelig nat i teltet kom speedbåden igen – denne gang med nykogte æg, friske brød og tilbehør.

Efter morgenmaden pakkede vi vores ting sammen og sad lidt i solen og nød stranden, inden vi blev sejlet ind til havnen.

Mountain safari

Her stod vores næste guide Lido klar. Han skulle være vores chauffør på dagens ”mountain-safari-tur”. Vi hentede endnu en gæst, før vi begav os ud af byen og op til turens første udsigtspunkt. Det var super flot at sidde der på toppen med udsigt over den østvendte fjord Khor Al Najid.

Snart kom vores Toyota Sequoia på overarbejde, da vi begav os på en stejl køretur op i bjergene. Vi stoppede forskellige steder, hvor vi kunne se millioner år gamle fossiller og gamle klippetegninger af samme slags som dem, vi så i Tawi to dage før.

Det var en flot køretur til næsten 2000 meters højde og temperaturen faldt også markant, da vi kom op i de højder.

Alt i alt har det været to fantastiske dage med Musandam Sea Adventure. Personalet har været utrolig venligt og smilende, og de har vartet os op på alle mulige måder. Vi kan kun anbefale denne fantastiske tur til andre, som måtte komme forbi denne del af Oman.

Og som noget nyt kan man også komme på luksus yachtcruise med det nye, flotte skib Rubba. Her er der blandt andet mulighed for at komme på tre dages cruise med to overnatninger i en af de seks dobbeltkahytter under dæk.

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Musandam Sea Adventure Travel and Tourism blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Musandam, Oman

twodanesontour — Fri, 13 Feb 2015 13:02:00 +0000

Mod Musandam

Allerede næste morgen pakkede vi en taske og kørte mod grænsen til Oman. Nærmere betegnet den del af Oman, som hedder Musandam, og som er en halvø skilt fra resten af landet Oman.
De Forenede Arabiske Emirater ejer en landstribe ind imellem de to dele af Oman og man skal således over grænsen to gange, hvis man skal fra den ene del af landet og til den anden.

Vi blev hurtigt enige om, at det var heldigt, at vi havde lånt en GPS af Sarah og Peter. Det havde ellers været rimelig svært at finde ud af Dubai med vejarbejde, omkørsel mv. Men med fælles hjælp og arabisk musik i radioen gik det.

Overalt på vejene går og cykler der masser af indiske og pakistanske arbejdsmænd. Så det er næsten som at være i ”Lille Indien”.

Undervejs stoppede vi langs landevejen og spurgte, om det ikke var muligt at få noget indisk mad. Vi blev peget i retningen af en restaurant med det knapt så indiskklingende navn ”Hot Burger”. Her fik vi turens første (men ikke sidste) lækre, indiske måltid mad.

Da vi var i Chennai i Indien var vi vilde med frokostretten thali, så det bestilte vi begge, og det kom på helt traditionel vis ind på et bananblad. Samtidig var det helt naturligt, at vi spiste med fingrene -skønt! Hele måltidet inkl. en friskpresset mangojuice og en flaske vand løb op i en sum af 55 kr. for os begge.

Vi kørte op langs kysten, men der var ikke noget at se, ud over lidt kameler, før vi nærmede os grænsen til Oman. Så rejste bjergene sig pludseligt majestætisk foran os. Det var en smuk køretur de sidste 45 km til Khasab, som er regionen Musandams hovedby.

På jagt efter tegninger på klipperne

Tæt på Khasab havde Rasmus læst om nogle gamle klippetegninger af skibe, kameler og krigere til hest. De skulle findes i den lille landsby Tawi.

Vi kunne dog ikke rigtig finde det. Og pludselig nåede vi til et sted, hvor asfaltvejen stoppede og løb over i en grusvej. Vi besluttede os for at vende om.

Men på vej tilbage igen mødte vi en stor turistbus, som kom imod os. Det måtte jo betyde, at vi havde været det rigtige sted!

Så igen lavede vi en u-vending og fulgte så diskret, som det var os muligt, efter bussen.

Vi parkerede vognen, steg ud og sneg os nu ind i turistgruppen, som viste at være ca. 15 franskmænd på tur. Rimelig svært at blende ind –især når vi ikke taler fransk. Men de accepterede vores tilstedeværelse, og snart blev vi af deres guide vist lige hen til klippetegningerne – noget vi aldrig selv havde fundet!

Derefter gik vi hen til der, hvor asfaltvejen stoppede og kom ind i en traditionel landsby, som de har set ud i århundreder her i Oman med primitivt brændekomfur, små lukkede gårde ved husene og dyrefolde med geder og deres kid.

En dame med tørklæde og traditionel maske for ansigtet kom ud fra et hus og blev rimelig sur over at se så mange turister i hendes baghave. Hun forsøgte at verfe os væk, og det var helt tydeligt, at hun ikke ville fotograferes, og at mændene ikke måtte komme for tæt på.

De franske kvinder tog dog ikke et nej for et nej og begav sig tættere på for at snakke med hende, så Anne Marie sneg sig også med, men billeder fik vi ikke lov til at tage på trods af, at hun tøede lidt op undervejs.

På jagt efter et billigt hotel

Vi kørte til Khasab og begyndte nu jagten på et billigt hotel. Der var dog ikke særlig mange muligheder i byen. Generelt kan vi vist godt uden at fornærme nogen sige, at det ikke er en by, som man ønsker at opholde sig særlig lang tid i. Der er ikke rigtig noget at se ud over et gammelt fort.

Rasmus spurgte en mand i en sportsbutik om råd, og han ringede straks til en ven, som i løbet af 10 minutter kom kørende i sin bil. Han ville køre foran hen til et sted, hvor vi kunne overnatte. Det viste sig dog at være langt uden for byen og ikke ligefrem et hotel, men mere et værelse i et privat hjem. Vi takkede nej og nu kørte vores nye ven foran os hen til byens billigste hotel The Lake Hotel. Her vinkede han farvel til os og vi fik et værelse til ca. 500 kr. Ikke billigt i vores øjne, men billigt på disse kanter.

Den store hjælpsomhed fra lokalbefolkningen husker vi tydeligt fra sidst vi var i Oman for ca. 4-5 år siden. Dengang blev vi gang på gang positivt overraskede over, hvor meget de lokal på alle måder forsøgte at hjælpe os uden at forlange noget til gengæld, ud over et smil og et tak for hjælpen. Det er skønt at opleve!

Green Lebanon Restaurant Night

Til aftensmad besluttede vi at finde noget mellemøstligt, da vi jo ikke er kommet til Oman kun for at spise indisk. Vi fandt en meget velbesøgt restaurant og take away sted Green Lebanon Restaurant Night, hvor vi fik hummus, kylling, pitabrød, falafel og rullekebab. Endnu et dejligt måltid til en billig penge.

Til sidst får I lige en lille video, som Rasmus filmede, da vi stod foran fortet i Khasab. Pludselig begyndte det at strømme ud med arabiske bønner fra fire minareter på samme tid:

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Musandam, Oman blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vinterferie i Dubai

twodanesontour — Wed, 11 Feb 2015 12:15:00 +0000

Vores vinterferie er blevet brugt i Dubai. Og vi har gjort det igen. Rejst en mere besværlig og tidskrævende vej og sparet penge. I vores øjne mange penge.

På tur med Aeroflot

Vi kunne have fløjet direkte fra København til Dubai med Norwegian for 4800,- pr. person, men valgte Aeroflot og et stop på fire timer i Moskva og fik derved billetterne til halv pris.

At vi så skulle vente fra kl. 4 til kl. 8 om morgenen var en mindre detalje… Men vi sov tre timer på et flisegulv og var derefter klar til at flyve det sidste stykke af vejen. Dog med en times forsinkelse.

Tilbage til Dubai

Vel ankommet til Dubai hentede vi vores lejebil i lufthavnen og kørte ud i solnedgangen. Byen viste sig fra sin flotteste side med lyserød himmel bagved alle skyskraberne.

Nogle af jer vil nok sidde og tænke, at Dubai ikke umiddelbart ville være et førstevalg for os, når man tænker på, hvor vi ellers plejer at rejse hen. – Og det er fuldstændig korrekt. Men vi har faktisk været her flere gange.

En gang på et 20 timers “stop-over” på vej til Indien og nu for tredje gang for at besøge vores gode venner Sarah og Peter og deres børn. Og vi indrømmer gerne, at hvis det ikke havde været for Sarah og Peter, så havde vi ikke valgt at holde ferie i Dubai.

Men vi hygger os altid meget i Sarah og Peters selskab, og samtidig forundres og fascineres vi hver gang, vi besøger denne spektakulære ørkenby. Både over hvor meget byen ændrer sig fra gang til gang, over de flotte bygningsværker og over hele samfundet.

Et samfund i tre lag

Der eksisterer ligesom tre parallelsamfund. De lokale, som går rundt i traditionelt tøj og lever i store træk, som man har gjort her i århundreder (nu bare i en moderne storby og uden en flok kameler), alle vesterlændingene, som har gode jobs, store indtægter og lever expat-livet, og så alle ”arbejderne”. Især indere, pakistanere og filippinere, som har jobs som bygningsarbejdere, havemænd, stuepiger, køkkenpersonale mv. Mange af de sidstnævnte lever desværre under kummerlige forhold i denne kontrasternes by omgivet af så meget luksus.

De tre samfund blander sig meget lidt indbyrdes og passer ligesom hver deres.

Og bare lige for at fortælle, at byen rent faktisk ændrer sig, så fortalte Sarah, at der er bygget ca. 3000 nye huse bag ved deres hus, siden vi var her for 2 år siden. Ja, ting går hurtigt her!

Hygge hos Peter og Sarah

Hjemme hos Peter og Sarah stod grillen tændt og snart var der serveret et utrolig lækkert måltid mad på terrassen. Lige hvad vi havde brug for efter en januar måned nærmest kun med regn. Og en februar, som indtil videre har budt på sne og minusgrader.

Det var skønt endelig at kunne sidde i haven under stjernehimlen med t-shirts og bare tæer – og nyde selskabet, den gode rødvin og den lækre australske oksemørbrad, som var prikken over i’et.

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Vinterferie i Dubai blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På Vestbredden med Breaking the Silence

twodanesontour — Fri, 02 Jan 2015 20:55:00 +0000

Hjemmefra havde vi bestilt en guidet tur til Vestbredden med organisationen Breaking the Silence. Her er det tidligere israelske soldater, som har været udstationeret på Vestbredden som guider og fortæller deres syn på den konflikt, som de har stået midt i, og som de ikke ønsker skal fortsætte.

I Israel har man en noget anden og lang mere streng værnepligt end vi kender til. Der er obligatorisk værnepligt for ALLE! Mænd skal aftjene 36 måneder i hæren, mens kvinder kan nøjes med 21 måneder. Derudover bliver mænd indkaldt i op til en måned om året indtil de fylder 50 år.

Da så mange israelere er ansat i hæren, er den også en meget mere synlig og integreret del af det israelske samfund. Soldater i uniform og med maskinpistoler er et helt almindeligt syn på gaden overalt i Israel.

Med Breaking the Silence til South Hebron Hills

Breaking the Silence laver flere gange om måneden guidede ture enten til South Hebron Hills eller til selve Hebron by. Da vi var der i februar, kunne vi komme med til South Hebron Hills.

Vi blev hentet i Jerusalem i bus. Undervejs fortalte vores guide om hans oplevelser som soldat og alle de uretfærdigheder, som han var med til at udføre. For eksempel fortalte han om begrebet ”mapping”. Mapping betyder, at israelske soldater banker på hos palæstinensiske familier midt om natten med den undskyldning, at de skal kortlægge deres bolig. Alt skal undersøges, men ingen ved, hvad de leder efter. Alle familiemedlemmer skal interviewes, og alt skal fotograferes som dokumentation.

Soldaterne bliver beordret til at vælge huse, hvor de ved, at der IKKE er nogle problemer. Derved er de med til at skabte en stor frygt i den palæstinensiske befolkning. “I går var det hos naboen – har de ikke rent mel i posen? Hvornår bliver det vores tur? Hvorfor kommer de her – er der en i familien, som er involveret i ulovligheder?” Ingen kan føle sig sikre.

Vores guide fortalte om, hvordan han i begyndelsen var meget grundig med at fotografere alting. Derefter prøvede han på at aflevere billederne til sin overordnede, som overhovedet ikke var interesseret i billederne. Efter flere forsøg på at aflevere billederne gav han til sidst op og indså, at de ikke skulle bruges til noget som helst – ud over at skræmme folk.

Besøg i en palæstinensisk landsby

Vi stoppede flere steder undervejs, bl.a. i den lille palæstinensiske landsby Susya, hvor vi blev præsenteret for en af landsbyens beboere, som beredvilligt viste os rundt og svarede på alle vores spørgsmål.

Palæstinenserne boede tidligere på den anden side af den asfalterede vej, men da israelerne i 1983 fandt oldgamle ruiner efter en synagoge på deres jordområde, blev de beordret til at flytte et andet sted hen på deres egen jord.

De bor nu i nogle små interimistiske skure uden vand, el eller kloakering. Vand er dog deres største problem – og generelt en kæmpe udfordring i hele Mellemøsten.

De havde selv gravet en brønd, men den var blevet ødelagt, da israelske soldater havde puttet motoren fra en gammel bil derned og forskellige giftstoffer havde forurenet vandet. Det ville være forholdsvist nemt at rense brønden, men det er ulovligt for landsbyboerne, og de bliver derfor nød til at købe alt deres vand meget dyrt. De vil gerne betale for at få lagt en vandledning ind, men får at vide, at det er ulovligt.

Palæstinenserne i denne lille landsby kæmper dagligt mod jødiske bosættere i området, som angriberne dem, når de går og arbejder på deres egne marker.

På Vestbredden fungerer to love samtidig – den israelske lov, som gælder alle israelere (jøder) og den militære lov, som gælder alle palæstinensere. Et eksempel på forskelsbehandling er, at hvis en israeler bliver anholdt, så skal han ifølge israelsk lov for en dommer inden 24 timer. Hvis en palæstinenser bliver anholdt, så skal han ifølge den militære lov for en dommer inden 8 dage.

Det israelske militær har ingen beføjelser overfor bosættere. De kan ikke anholdes, så de kan i realiteten gøre, som de har lyst til og behandle deres palæstinensiske naboer, som det passer dem. Alle palæstinensere er mistænkte indtil andet er bevist.

Fremtidsdrømme

En spurgte til palæstinenserens fremtidsdrøm. Han svarede følgende tre ting: At jeg kan bygge mit eget hus, at mine børn kan gå sikkert til og fra skole, og at vi i fremtiden ikke skal dokumentere bosætternes angreb på os. Ja, for os lyder det jo som en menneskeret! Det var en meget intens dag med mange nye indtryk.

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget På Vestbredden med Breaking the Silence blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Betlehem

twodanesontour — Fri, 02 Jan 2015 20:47:00 +0000

Et af Anne Maries helt store ønsker på denne rejse var at komme en tur til Betlehem. De andre gange, hun har været i Israel, har det af både sikkerhedsmæssige årsager og på grund af tidspres ikke kunne lade sig gøre. Så nu skulle det være!

Vi (Sanne, Rasmus og Anne Marie) begav os på gåben ned til den lille busstation. Den ligger lige uden for Damascus Gate ved den gamle by. Her hoppede vi på lokalbus nr. 21 til Betlehem for den nette sum af 8 shekel (12,50 kr.).

Ca. en halv time senere ankom vi til den gamle by med det meget kendte bysbarn Jesus. Det er i dag en arabisk by, men med en anseelig kristen minoritet, som også præger bybilledet.

Denne gade hedder intet mindre end Starstreet

Krybbepladsen og Fødselskirken

Da vi steg ud af bussen, fik vi mange tilbud fra forskellige taxachauffører. Men vi besluttede at begynde med at udforske byen til fods.

Første stop blev Krybbepladsen og Fødselskirken. Altså det sted, hvor der engang i det herrens år 0 angiveligt stod en gammel, slidt stald med dyr, og hvor det nyfødte Jesus-barn blev lagt i en krybbe, mens hyrderne holdt hvil ude på marken.

Det var en meget speciel oplevelse at besøge kirken. For det første er hoveddøren kun ca. en meter høj, så man nærmest skal kravle ind. Derfor kaldes den også Ydmyghedens dør, da alle, som skal ind ad den, må bukke sig i ydmyghed. I murværket ses omkredsen af den langt større og oprindelige dør, som blev delvist muret til under tyrkernes herredømme. Dette skete for at forhindre fjender i at ride ind i kirken til hest, som åbenbart var kutyme dengang.

Kirken ejes i dag af tre forskellige kristne trosretninger – Den græsk-Ortodokse kirke, Den armenske kirke og Den Romersk katolske kirke, og mange af os husker at have set et klip i TV-Avisen for et par år siden, hvor de forskellige kristne trosretninger kom op at slås med koste! Men da vi besøgte kirken, var der nu rimelig fredeligt.

Der var dog en del andre turister. Så vi måtte stå i kø for at komme hen og se ”stjernen i gulvet”, som markerer præcis det sted, hvor Jesus kom til verden.

Det var også markeret, hvor den oprindelige krybbe havde stået. Men folkemængden gjorde, at vi ikke havde særlig lang tid til at dvæle ved de forskellige hellige steder.

På vej ud kom vi forbi et stort sidekapel, hvor der var fyldt af mennesker til gudstjeneste. De var lige midt i at synge en tysk julesalme, så vi brummede lidt med på melodien.

Ude igen besluttede vi os for at smage på nogle skønne lune falafler. Vi købte en lille pose og satte os på en bænk i solen på Krybbepladsen. Her guffede vi i os, mens vi så på de mange mennesker, der gik forbi.

Banksy i Betlehem

Efter at have gået lidt rundt i Betlehems gader besluttede vi at tage en taxa. Vi ville gerne ud og se Banksy’s berømte grafitikunst, som præger murene rundt omkring i Betlehem.

Hvis du ikke kender Banksy, så kan vi lige kort fortælle, at han er en ”anonym” britisk kunstner, som ofte laver politisk-satiriske værker. Han er meget samfundskritisk og imod krig og kapitalisme. Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle forvente af denne taxatur, da vi ikke kendte taxachaufføren. Og vi havde heller ikke rigtig sat os ind i, hvad vi egentlig skulle rundt og se. Men det viste sig at blive en rigtig interessant og spændende tur!

Chaufføren var rigtig god til at køre os hen til de mest interessante steder og til at fortælle om alt, hvad vi så under vejs. Ud over at se diverse Banksy-malerier, så viste han os også, hvordan et palæstinensisk hus var blevet omringet af mure på alle sider, da de bor tæt på gravmonumentet for Rachel.

På besøg i en flygtningelejr

Vores chauffør kørte os derefter ud i flygtningelejren Aida. Her har der boet palæstinensiske flygtninge siden 1950 og i dag bor der ca. 5000 mennesker i lejren, som nu i vores øjne mere minder om en bydel.

I lejren kunne vi se de israelske vagttårne, som var forsøgt brændt af, og hvordan huset overfor det ene vagttår havde tydelige skudhuller. I dette ”brændpunkt” går børn fortsat i skole og voksne mennesker på arbejde for at forsøge at opretholde en så normal hverdag som mulig.

Efter en fantastisk rundtur sagde vi farvel til vores chauffør på Krybbepladsen og skyndte os igen hen til det kendte falafel-bageri Afteem. Vi måtte simpelthen have flere falafler – og nu fandt vi også ud af, at de havde den skønneste lime/mynte-juice, som det endte med, at vi fyldte vores vandflasker op med, inden vi tog bussen tilbage til Jerusalem.

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Betlehem blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På tur til Det døde Hav

twodanesontour — Fri, 02 Jan 2015 20:46:00 +0000

I løbet af vores uge i Jerusalem var vi på flere ture til Vestbredden bl.a til Det døde Hav. Februar 2014 var en meget rolig periode i Israel og på Vestbredden, og det var muligt med få forholdsregler at begive sig ud på egen hånd.

Den ene dag fandt vi taxachaufføren Ayman, som for ca. 900 kr. ville køre os på en heldagstur. Vi aftalte, at vi skulle stoppe ved den gamle jødiske bjergby Masada, naturreservatet Ein Gedi, Det døde Hav og til sidst verdens ældste stadig beboede by Jeriko.

Gåtur til Masada

Vi begyndte ved Masada, hvor vi valgte at gå op ad Slangestien. Og selv om det var en formiddag i februar, så var det allerede MEGET varmt. Det er også muligt at tage en kabelbane. Men vi ville have den fulde oplevelse af at gå, som man gjorde det, da fæstningen blev grundlagt i år 161 f. kr.

Masada er den dag i dag et stærkt symbol på den jødiske modstand mod andres overherredømme over dem. Legenden lyder, at mens der boede ca. 1000 mænd, kvinder og børn på klippetoppen i ca. år 72 e. kr. belejrede romerne fæstningen og forsøgte at sulte og tørste folk ned fra bjerget. Folk havde imidlertid en større vandresurse og madkamre, så det var ikke sådan lige til. Og da befolkningen på bjerget til sidst var så truet, at der ikke var nogen udvej, valgte de at begå kollektivt selvmord. Hellere det end at overgive sig.

Fra Masada er der en fantastisk udsigt ud over ørkenen, Det Døde Hav og Jordan i det fjerne.

Ein Gedi

Nede igen kørte vi til Ein Gedi. Her fulgtes vi med en del israelske skoleklasser til de nærliggende vandfald.

Vi så også de sjove dyr hyrax, klippegrævlinger, som folk ofte tror, er gnavere. Men det forlyder, at de i familie med elefanten. Hvordan det så end hænger sammen? Ein Gedi er et større naturreservat, og har man god tid og gode benmuskler, så venter der nogle rigtig flotte vandreture her. Vi tog bare den ”sædvanlige” turistrute.

Det døde Hav

Derefter trængte vi til en tur i Det døde Hav. Det kan vel dårligt kaldes en dukkert, da vandet jo er så salt, at det er umuligt at dykke ned i det. Og samtidig svier det så for vildt i øjne, næse og mund, så man slet ikke får lyst til at prøve.

Rasmus og Martin forsøgte sig med diverse gakkede svømmearter. Og Anne Marie besluttede sig for, at det var sidste gang, at hun har badet i Det Døde Hav. Nu har hun prøvet 4 gange og det svier lige meget hver gang.

Jeriko

Vores chauffør havde ventet på os i skyggen, og nu begav vi os tilbage mod Jeriko. Stedet hvor bymurene faldt, dengang Joshua befalede, at israliterne skulle gå rundt om og trutte i nogle horn.

Vi halvblundede lidt i bilen og vågnede først rigtig op, da vi holdt under et meget stort, gammelt træ et sted i Jeriko. Her blev vi snart overfaldet af en meget energisk postkortsælger.

Han fortalte os, at det var det selvsamme træ, som tolderen Sakæus, ifølge bibelen, kravlede op i for bedre at kunne se Jesus, da han kom forbi engang for snart 2000 år siden. Det var noget af en oplevelse at vågne op til denne bid af bibelen, da vi ikke anede, at dette træ stadig fandtes. Eller at det stod i Jeriko for den sags skyld.

Besøg i et kloster

Vi kørte til nogle ruiner i Jeriko, der viste sig at være den ældste by på jorden, som har været beboet uafbrudt de sidste 11.000 år. Vi droppede dog at gå ind, da vi hellere ville en tur op til et kloster.

Vi vidste ikke rigtig hvad der foregik, men pludselig havde vores taxachauffør fået os over i en anden gammel bil, som med en lokalguide skulle køre os til klosteret. Man kunne også tage en svævebane, men det var dyrt og den var ved at lukke.

Den gamle bil hostede noget, og vi vidste ikke rigtig, om vi kunne stole på vores nye ”guide”. Han kørte ad nogle mærkelige små bagveje. Men pludselig stoppede han for foden at et bjerg og sagde, at vi bare skulle gå op ad alle trapperne. Deroppe ville han sørge for, at vi ville blive lukket ind af en munk. Vi var lidt betænkelige ved det hele, men begav os op til en dør, som førte ind i bjergklosteret. Og her blev vi rigtig nok lukket ind og vist lidt rundt.

Dette kloster er bygget oven på det sted, hvor det siges, at Jesus overnattede dengang, han gik rundt i ørkenen i 40 dage og blev fristet af djævlen. Endnu et stykke bibelhistorie åbenbarede sig for os. Og helt uden at det var derfor, vi kom forbi.

Tilbage ved ruinerne forsøgte vores nye ”guide” at lokke os ind i ruinparken, men vi var for trætte og svedige, så vi hoppede over i vores egen taxa igen og kørte tilbage til Jerusalem, hvor vi fik et velfortjent lokalt måltid på en lille restaurant.

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget På tur til Det døde Hav blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Jerusalem

twodanesontour — Fri, 02 Jan 2015 20:27:00 +0000

I februar 2014 havde vi en fantastisk uge i Israel. Anne Marie har været i Israel to gange før og har altid fortalt meget begejstret om det. Men det var Rasmus’ første tur. Derudover havde vi igen taget vores gode venner Martin og Sanne med. Denne rejse skulle have fokus på Jerusalem og omegn, og vi kan godt afsløre med det samme, at der var masser af store oplevelser i vente.

Ben Gurion Lufthavn

Efter det sædvanlige paskontrol-cirkus kom vi alle fire vel ind i landet. Af en eller anden grund skal israelske paskontrollører altid spørge om de samme mærkelige ting. For eksempel havde Rasmus fornøjelsen af følgende dialog med en medarbejder: ”What’s the name of your father?” ”Finn” ”What?” ”Finn!” ”What is the name of your grandfather?” ”Børge” ”What?” ”Børge!” ”What did you say?” ”BØRGE!” ”OK? Where were you born?” ”Nykøbing Falster” – Derefter var der ikke yderligere spørgsmål, og vi er spændte på, hvad de vil bruge svarene til?

Til dem det måtte interessere, kan vi fortælle, at de ikke længere stempler turisters pas i Ben Gurion Lufthavnen. I stedet får man et lille løst “visitkort” med sit pasbillede på til at lægge i passet. Derved har man efterfølgende mulighed for at rejse til andre mellemøstlige lande, uden at man skal forbi Borgerservice efter et nyt pas.

Abraham Hostels

Vi tog en taxa fra lufthavnen til Jerusalem, hvor vi havde booket to dobbeltværelser på Abraham Hostels. Dette hostel ligger rimelig centralt, og så tilbyder de både ture rundt i hele Israel samt forskellige sociale events på hostelet hver aften. Et rigtig godt sted for backpackere i alle aldre. En ekstra særlig grund til, at vi gerne ville bo her, var, at de tilbød et kokke-kursus mandag aften. Og det har vi på andre rejser haft meget sjov ud af.

Da Anne Marie jo havde været i Israel to gange før, påtog hun sig straks guiderollen og lagde et tætpakket program for hele ugen. Der var så meget, som hun gerne ville vise frem, gense og udforske. Og for første gang nogen sinde på en ferie, var hun først i bad (næsten) hver morgen!

Jaffa Road og “gratis” byrundtur

Vi begyndte vores Jerusalem-udforskning med en tur ned af Jaffa Road, som for nogle år siden er blevet lukket af for biltrafik. Det er en bred boulevard med masser af butikker, hvor der nu kun kører et letbanetog. Gaden føles nu let og luftig – ja til tider nærmest mennesketom.

Jaffa Road tog os direkte ned til Jaffa Gate. En af de mest kendte porte ind til Den gamle by. Herfra tog vi en ”gratis” guidet rundtur på et par timer. Men ak og ve. Gratis er ikke altid lig med gratis…

Vores ellers udmærkede guide gentog igen og igen at vores drikkepenge til ham ville være med til at bestemme, om han og hans kone fik en god eller en dårlig dag…

Selvfølgelig vil vi gerne give drikkepenge for en gratis byrundtur. Men vi vil ikke føle os pressede til det. Og vi har slet ikke lyst til at blive belært om, hvor meget vi BURDE give, samt hvad drikkepengeniveauet i Europa er osv. Så desværre endte det faktisk med, at vores guide fik mindre af os, end hans guidede tur egentlig havde fortjent.

Den gamle by

Når man træder ind i Jerusalems gamle by, er det som at træde tilbage i tiden. Det meste af bydelen er overdækket og lukket af for trafik, da gaderne simpelthen er så smalle og fyldt med trapper, at der ikke kan køre biler. Det er som én stor bazar med små boder, butikker, restauranter og hellige steder i et stort virvar.

Jerusalem er hellig for tre af verdens store religioner: Jødedommen, islam og kristendommen. Derfor har byen gennem årtusinder også været vidne til masser af konflikter de forskellige folk imellem.

Grundet de forskellige religioner, er byen delt op i fire kvarterer: Det jødiske, det muslimske, det kristne og det armenske (som også er kristent). Kvartererne ligger så tæt, at det er svært for turister at vide, hvornår man går fra det ene kvarter og ind i det andet, men efterhånden som man begiver sig rundt i Den gamle by, begynder man at bemærke små forskelligheder kvartererne imellem. Og efter et par dage kan man også begynde at finde lidt rundt i denne store labyrint eller menneskelige myretue.

Grædemuren

Både inden for og uden for murene er der masser af hellige steder, og vi besøgte en del af dem. Et must er jo selvfølgelig Grædemuren, jødernes helligste sted, hvor tusindvis kommer hver dag for at bede og begræde tabet af Templet, som tidligere lå på Tempelbjerget lige oven for Grædemuren.

Klippemoskeen og Al Aqsa moskeen

Nu ligger der i stedet Klippemoskeen og Al aqsa moskeen – det tredje helligste sted for muslimer efter Mekka og Medina. Her mødte vi tilfældigt Naser Khader, som var på tur med en større flok danskere.

Vi nåede dog kun lige at tage et par billeder på pladsen, inden vi igen blev sendt ud – det var blevet tid til formiddagsbøn.

Oliebjerget og Gethsemane have

En morgen tog vi en taxa op til Oliebjerget, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Jerusalem med Klippemoskeens kuppel i centrum.

Vi gik ned ad Oliebjerget langs den store jødiske kirkegård til Gethsemane have, hvor Jesus ifølge bibelen blev forrådt af Judas. Det er vildt at tænke på, at de oliventræer, som står her nu, er så gamle, at de kunne have stået der på Jesu tid.

I Gethsemane have ligger også den flotte Alle nationers kirke. Især den store mosaik på forsiden af kirken er helt fantastisk. Det var en fortryllende morgenstund og en rigtig dejlig gåtur.

Via Dolorosa

Inden for murene i Den gamle by kan man gå Via Dolorosa – Smertens vej. Den vej Jesus gik med korset. Vi undersøgte muligheden for at gå denne rute sammen med nogle franciskanermunke. De guider turister gennem turen hver fredag kl. 15. Men da vi fandt ud af, at det ville tage 4 timer at gå 800 meter, så besluttede vi at guide os selv. Vi havde også en middagsaftale i Tel Aviv senere, så det kunne vi ikke helt få til at harmonere.

Udstyret med en guidebog og app’en “Jerusalem Old City, Audio walking tours” begav vi os frejdigt afsted. Selve Via Dolorosa er afmærket med 9 stationer, hvor man stopper op og ser nogle af de steder, hvor Jesus gjorde dette og hint.

Til sidst ender man ved den store Gravkirke, som menes at være bygget oven på det sted, hvor Golgata lå, og hvor Jesus blev korsfæstet. Inde i denne kirke findes de sidste 5 stationer, hvor Jesus bl.a. blev korsfæstet og lagt i graven.

Der var fyldt med turister i Gravkirken, så vi opgav faktisk at stå i kø til det sted, hvor Jesus blev begravet. Vi skulle nok have stået i kø i små to timer for at få lov til at gå forbi på 8 sekunder.

Favoritrestaurant og kokkekursus

Ud over at se de forskellige hellige og historiske steder i byen, brugte vi også tid på at finde små listige steder at spise. Favoritten blev klart Hotel Ambassador, som ligger i Østjerusalem, og som var et af AM’s stamsteder, da hun var på kursus i Jerusalem i 2009. Her kan man få skøn mellemøstlig mad til yderst rimelige priser og om sommeren kan man sidde i gårdhaven under beduinmarkiser og ryge vandpibe – super hyggeligt.

Som tidligere nævnt, tilbød vores hostel Abrahams et israelsk kokkekursus med en tidligere kok.

Han tog os med hen og købe ind på det store Mahane Yehuda marked, hvor der faktisk også ligger en del små spændende restauranter. Vi blev trukket ind i forskellige små butikker, hvor kokken viste varerne frem og lod os købe det, som vi havde brug for til aftensmaden – flere steder med smagsprøver.

Derefter gik vi tilbage til det store fælleskøkken på Abraham hostel og så blev der snittet og hakket til den store guldmedalje. Vi lavede to slags salater, tabuleh, en mellemøstlig kødsovs med ris til, bagte auberginer med dadelsirup, feta og tahine, blomkål med tahine og dadelsirup, et par ”dyppelser”, hjemmebagte brød og friske jordbær til dessert.

Da al maden stod på bordet, var der fællesspisning for os, der havde været med til at lave den.

Kort visit i Tel Aviv

Efter nogle fantastiske dage i Jerusalem med vidunderligt forårsvejr i februar måned, kørte vi til Tel Aviv, hvor vi bl.a. skulle besøge vores gode venner Diana og Eldad. De havde lavet et fantastisk måltid mad og snakken gik lystigt til langt ud på aftenen.

Vi kunne godt have brugt endnu flere dage i den skønne og moderne by Tel Aviv. Sanne kunne have fortalt os i timevis om Bauhaus-arkitekturen, vi kunne have gået lange ture langs stranden og siddet på endnu flere små hyggelige barer i Jaffa. Men det må blive næste gang.

Læs også: Jordan

Læs også: Musandam, Oman

Du kan også finde alle vores blogindlæg fra Israel

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Jerusalem blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Wadi Rum, Det døde hav og Jerash

twodanesontour — Sat, 07 Jun 2014 11:09:19 +0000

Efter tre fantastiske dage i Petra, gik turen videre i bil endnu mere syd på. Vi skulle finde ørkenen Wadi Rum. Og nu er det så, at GPS’en ville have været god at have ved hånden…

Noget af en forskrækkelse

Som tidligere nævnt, så var skiltningen sparsom og vores kort ikke af de bedste. Så til tider kørte vi lidt på må og få og efter solen. Og på denne måde kom vi en lille smule på afveje.

Vi var kommet ud på landet og kørte på små asfaltveje med marker på begge sider. Flere steder var der store fåreflokke med hyrder til at passe dem.

Det næste der skete var som i slowmotion. En flok drenge, som stod oppe på en mark, satte lige pludselig alle i løb ned mod bilen. Og som ud af den blå luft, slyngede en af drengene en stor sten mod os. Den ramte med et ordentligt drøn omkring benzindækslet. Og da bilen jo var i fart, så efterlod den sig et skrabemærke af de større…

Da vi ankom til Wadi Rum betragtede vi skadernes omfang. Det så ikke godt ud. Men vi blev hurtigt enige om, at vi jo ikke rigtig kunne gøre noget ved det alligevel. The show must go on!

Hos beduiner i Wadi Rum

Vi havde booket en tur med nogle beduiner, som skulle sørge for at køre os en tur rundt i ørkenen og give os husly i en beduinlejr om natten.

Ørkenturen var fin, vi fik set kameler, hoppet i sanddunes, set flotte klippeformationer og gamle helleristninger. Men vi har nok efterhånden set for meget til sådan rigtig at blive imponeret over en “lille” bunke sand.

Ja, det er Rasmus, der er kravlet helt til tops!

Derefter gik turen til beduinlejren, hvor vi mødte Carrie, en amerikansk pige, som bor i Danmark og træner Sønderjyskes kvindefodboldhold. Hun var solo-rejsende og noget utryg ved hele situationen over at være alene i den mandlige beduinlejr. Hun blev dog hurtigt beroliget, da hun så to tossede ”landsmænd”.

Vi tilbragte aftenen sammen og fortalte masser af rejseanekdoter, mens vi nød lækker mad og en fantastisk stjernehimmel, inden vi gik til ro i hvert vores beduintelt.

Næste morgen stod vi op til morgenmad, inden vi skulle have et lift tilbage til civilisationen. Og der fik vi nok en af turens største overraskelser.

Et godt grin

Det var en lille knægt på omkring en 10-11 år, der kom kørende i en 4WD for at hente os. Vi var helt målløse og fuldstændig flade af grin, da knægten sad helt ude på det yderste af sædet for at nå pedalerne, mens han som det naturligste i verden kørte os igennem ørkensandet. Vores unge ven parkerede foran den lokale skole, løb ind efter den mand, der skulle køre os det sidste stykke hen til vores bil, hvorefter han gik ind til time. Vi var helt befippede over denne oplevelse, så vi glemte helt at tage et billede af den lille chauffør.

Vi sagde farvel til Carrie og kørte mod kystbyen Aqaba. Det blev blot til en hurtig frokost, inden vi kørte nordpå igen mod Det døde Hav. Rasmus havde aldrig været ved Det døde Hav før, så vi havde planlagt at tage en lille flydetur i det salte vand. Men da vi nærmede os, trak det op med regn og blæst, så vi besindede os.

Jerash

Vi skyndte os i stedet for at køre nordpå mod den syriske grænse, hvor vi dagen efter besøgte den gamle romerske by Jerash. Vi kendte ikke til den, inden vi besøgte Jordan, men blev glædeligt overraskede. Tit synes vi, at det ukendte er nogle af de største oplevelser, da vi ikke har nogen forventninger til dem inden.

Jerash var en rigtig flot og velbevaret ruinby med store porte, en hippodrom, et stort amfiteater, masser af høje søjler og den gamle markedsgade. Denne by blev ramt af en serie af jordskælv i år 749 e. kr. og blev derefter forladt. Men i dag er Jerash den bedst bevarede romerske by udenfor Italien!

Vi kørte tilbage til Madaba for at overnatte, da vi her ville være tættere på Det døde Hav, som Rasmus stadig gerne ville besøge.

Det døde Hav

Næste morgen var der slud (ja, slud) imod ruden mens vi spiste morgenmad på hotellet. Det skulle dog ikke afskrække os to vikinger (høhø -folk der kender os godt ved, at vi kun bader i tropisk vand). Men vi tog vejrudsigten på www.yr.no, som lovede stille vejr og ingen regn fra 10.30-13.30, så vi begav os igen mod Det døde Hav, og denne gang hoppede vi i bølgen blå.
Det er noget at en mærkelig fornemmelse at ligge på/i overfladen af vandet og forsøge at “hundesvømme” sig frem. Hvis man svømmer brystsvømning, stikker ens underben og fødder op over vandet, når man sparker. Med meget lidt fremdrift til følge!

Men det er en vældig fin oplevelse, og som en bonus får man pga. det høje saltindhold en påmindelse om selv de mindste sår og rifter på kroppen

Jordanfloden

Sidste stop på Jordan-turen blev til Jordanfloden og det sted, hvor man mener, at Jesus blev døbt af Johannes Døberen ”Bethany Beyond the Jordan”. Man kunne kun komme dertil ved at køre med en lille bus med en guide.

Det var lidt en speciel oplevelse, at stå på den ene side af Jordanfloden og kigge de ca. 10 meter over til den anden side til Israel, hvor pilgrimme flokkedes for at røre ved det ”hellige” vand.

Den sidste historie I skal have i denne omgang er den om, hvordan vi fik afleveret bilen i lufthavnen, med årets største bule efter drengestregerne med den store sten.

Rasmus havde jo, grundig som han er, gennemgået bilen med udlejeren, da vi fik den, og hver en lille ridse eller bule var krævet noteret på udlejningspapirerne med en lille prik. Det skulle vise sig at være en god idé. For selvom prikken, der hvor vi var blevet ramt af en sten på størrelse med en brosten, burde have været betragteligt større for at matche bulen og de utallige skrammer, så gik den alligevel igennem med kommentaren: “This is OK, sir!”

Vi fejrede de sparede penge ved at købe hver en cola i lufthavnen og tænkte tilbage på en fantastisk oplevelsesrig tur.

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Wadi Rum, Det døde hav og Jerash blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Ruinbyen Petra

twodanesontour — Sat, 07 Jun 2014 10:48:35 +0000

Efter en køretur gennem det halve Jordan, kom vi til den gamle ruinby Petra. Vi havde virkelig glædet os meget til at se og opleve dette fantastiske sted.

Men inden vi tager jer med indenfor, får I lige lidt info om Petra for 1000 år siden.

Landet Nabatea

Petra var hovedstad i landet Nabatea. Og skulle du ikke kende dette land, så fortvivl ikke. Landet blev i år 106 e. kr. indlemmet i det store Romerrige og mistede derved sin selvstændighed.

Nabatea var befolket af nabatæerne, et aramæisk-talende folk, som kom vandrende fra det nordlige Arabien. De bosatte sig i området omkring det sydlige Syrien, Jordan, Sinai-halvøen og det vestlige Saudi Arabien.

Hovedstaden Petra

Den rige hovedstad Petra var et naturligt stop og handelscenter på de store karavaneruter fra Sydarabien til Damaskus og fra Middelhavet til Mesopotamien (i det nuværende Irak). Byen overlevede i århundreder, fordi befolkningen havde forstået at kontrollere det sparsomme vand. Ved hjælp af avanceret hydraulisk teknik, skabte de en kunstig oase. Derved havde de vandforsyninger til dem selv og deres dyr samt muligheden for at dyrke jorden. De opkrævede store skatter af karavanefolkene for mad, vand og beskyttelse.

Petra gik desværre til grunde som livlig handelsby. Både fordi Romerne over tid mistede interesse for stedet, og fordi byen blev ramt af et kraftigt jordskælv i 363 e. kr. Hvad der skete bagefter vides ikke. Måske blev stedet invaderet af andre folkeslag, måske gik vandforsyningerne til grunde under jordskælvet. I dag står kun ruinerne tilbage.

Petra by night

Vi havde bestilt en tur samme aften til ”Petra by night”. En begivenhed der foregår et par gange om ugen. Her kan du få lov til at opleve Petra om aftenen kun oplyst af 1800 brune papirsposer med stearinlys i.

Efter vi havde betalt for indgangen, stod vi i bælgragende mørke sammen med andre besøgende og så på den enormt flotte stjernehimmel. Så begyndte den 1,2 kilometer lange gåtur gennem Siq’en til hovedtemplet The Treasury.

Siq’en er en smal slugt, som er skabt ved, at vand i årtusinder har forsøgt at presse sig vej gennem de høje sandstensklipper. Den har i fordums tid været en naturlig beskyttelse for Petra, da ingen fjender kunne nærme sig byen uden først at skulle igennem den lange smalle slugt. Hele vejen gik vi og prøvede på at forestille os, hvordan dette fantastiske sted ville se ud i dagslys. Noget vi omkring 10 timer senere skulle finde ud af.

Vel fremme sad vi på måtter på jorden, fik arabisk te og hørte traditionel musik, mens de små papirsposer med lys i gav en hel særlig og magisk stemning.

Fantastisk tur gennem Siq’en

Næste morgen meget tidligt var vi mere end klar til at udforske Petra – nu i dagslys og med privat guide. Det er faktisk meget sjældent, at vi betaler for en guide. Men netop her i Petra ville vi gerne have alle de spændende oplysninger og historier, vi kunne suge til os.

Vi begyndte med igen at gå den 1,2 km lange vej gennem Siq’en. Det tog os nu over en time, da vores guide var meget ivrig efter, at vi skulle se og opleve så meget som muligt på turen.

Det var en hel anden oplevelse at bevæge os igennem slugten i dagslys, da vi nu rigtig kunne se de fantasiske farver og klippeformationer. Samtidig fik vi også udpeget forskellige templer, relieffer og vandkanaler, som var hugget ud i klipperne.

Vi lod fantasien få frit løb og forestillede os, hvordan der mon engang havde set ud, da lange kamelkaravaner fra alle verdenshjørner var reddet her igennem med elfenben, eksotiske krydderier, silke, håndvævede tæpper og meget, meget mere.

The Treasury

Endelig nåede vi igen frem til The Treasury, (som har været med i Indiana Jones filmen Det sidste korstog) og nu kunne vi rigtig se, hvor imponerende denne bygning er. Det var jo lidt svært aftenen før i kun stearinlysets skær.

Vi blev stående længe og nød en fantastisk morgen og kun at være 4 turister, når man ved, hvilket turistmekka dette sted er J

Derefter tog vores guide os med videre rundt i den gamle by. Vi så utrolig mange templer, gravmæler og klippehuler hugget ud i de porøse sandsten af nabatæerne, men også efterladenskaber fra Romerne i form af et amfiteater og den traditionelle markedsgade med søjler.

The Monastery

Så begav vi os den hårde vej op for at se et andet stort tempel The Monastery, som minder lidt om The Treasury.

Det var meget varmt at gå derop, men udsigten var det hele værd og vi kunne alligevel ikke få os selv til at ride på et æsel derop.

Om eftermiddagen kørte vi en tur til Lille Petra. Et område i nærheden af Petra, som også har gamle klippehuler. Det var fint og flot, men intet i sammenligning med Petra.

En sidste tur til Petra

Næste morgen tog vi endnu en tidlig gåtur ind i Petra. Vi nød den stille morgenstund og at de andre turister endnu ikke var ankommet. Vi så flere templer, som vi ikke havde nået dagen før, og så gik vi for sidste gang ud igennem Siq’en, da de store turistbusser endelig begyndte at ankomme.

3 fantastisk dage i Petra havde nået sin afslutning, og nu var det blevet tid til at køre endnu længere mod syd.

Facebook

Twitter

Indlægget Ruinbyen Petra blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Jordan

twodanesontour — Sat, 07 Jun 2014 09:33:00 +0000

I februar 2012 rejste vi til Jordan for at se den fantastiske oldtidsby Petra. Men rejsen bød på mange andre sjove, flotte og interessante oplevelser.

Køretur gennem Jordan

Da vi landede i lufthavnen lige uden for Amman, havde vi lejet en bil. Den skulle bringe os rundt i Jordan de næste 8 dage.

Vi fandt dog snart ud af, at Jordan ikke er fyldt med vejskilte, at kortet i Lonely Planet-bogen ikke er det bedste at køre efter og at det måske havde været pengene værd at leje en GPS (og tegne en fuld forsikring på bilen). Men med godt humør og evnen til at spørge om vej, så begav vi os ufortrødent af sted på “grønspætte-manér” og uden moderne teknik.

Madaba

Første stop var byen Madaba. Den er kendt for sine mange mosaikker. Og især det store Bysantinske landkort over ”Det hellige land”, som findes i gulvet i kirken Saint George. Kortet kan dateres tilbage til det 6. århundrede efter Kristi og det var både flot og interessant at se. Men desværre ikke længere helt intakt.

Køretur gennem The Great Rift Valley

Derefter gik turen mod syd. Vi kørte gennem smukke landskaber med stenørken og dybe slugter, som er en lille del af The Great Rift Valley.

Rift Valley er et meget omfattende geografisk og geologisk system, som indeholder en forkastningszone og masser af geologiske sprækkedannelser med en alder på over 35 millioner år.

The Great Rift Valley strækker sig over næsten 6000 km fra det nordlige Syrien, gennem Jordandalen, Det Røde Hav og videre ned gennem Østafrika til den centrale del af Mozambique. Det er vildt at stå på kanten af denne kløft og vide, at vi nærmest står i en den ene ende med tusindvis af kilometer til den anden.

Vi gjorde frokoststop i byen Karak, som vist nok er kendt for et gammelt fort. Vi fik nu bare noget meget lokal mad, som vi ikke rigtig kunne bestemme. Men det var som altid en oplevelse at spise som de lokale, og det smagte fint.

Restaurantens ejer må være meget glad for grøn!

Hen på eftermiddagen nåede vi til den lille turistede by Wadi Musa, som ligger ved indgangen til oldtidsbyen Petra. Her fås hoteller i alle prisklasser. Og efter vi havde tjekket ind på et af de billigere af slagsen, var vi klar til vores første besøg i Petra, som vi fortæller om i næste afsnit.

Lidt rejsetips til Jordan

Som dansker får du Visa on Arrival i lufthavnen i Amman. Det er gratis og tager ikke lang tid.

Efter vi har besøgt landet, er der blevet lanceret et Jordan Pass, som du kan købe, hvis du får Visa on Arrival. Med Jordan Pass, får du rabatter på over 40 turistattraktioner i landet som f.eks. Petra, Wadi Rum, Jerash og flere museer, borge og arkæologiske steder. Derudover slipper du også for at stå i kø for at købe billetter. Når du køber Jordan Pass, kan du aktivere det inden for de næste 12 måneder. Første gang du får scannet dit Jordan Pass ved en af attraktionerne i landet, har du 14 dage til at besøge så mange steder, som du vil og kan nå. Du kan læse meget mere om The Jordan Pass og købe det online.

Læs også: Jerusalem

Læs også: Musandam, Oman

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Jordan blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Hello and goodbye – Dubai

twodanesontour — Wed, 05 Jan 2011 12:03:00 +0000

En drøm om orlov

Efter lidt “INDERnet-problemer” forsøger vi at starte bloggen op i dag!

Først og fremmest skal vi måske til vores faste læsere skrive, at vi er kommet hjem fra sommerferie. (Med henvisning til vores sidste blogindlæg, som endte på en busstation i det sydlige Polen). Og nu er vi altså igen klar til nye eventyr.

Vi har i længere tid gået rundt med en lille drøm om orlov og efter at have fået grønt lys, har vi brugt efteråret til at planlægge de kommende 3½ måneders rejse.

Undervejs i planlægningen har vi også fået lokket vores gode venner Martin og Sanne med på de første 3 uger af rejsen. Så det bliver skønt at dele oplevelser og indtryk med hinanden.

20 timer i Dubai

Afgangen lød søndag d. 19. december. Første rigtige stop på rejsen var en transit på ca. 20 timer i Dubai.

Vi var der for to år siden, for at besøge Peter og Sarah, og glædede os til at gense byen. For Sanne og Martin var det første gang.

Vi ville gerne have haft mulighed for at besøge Søndberg-Lejre familien igen, men grundet tidspunktet tjekkede de ind til DK og en jul i hvidt, mens vi tjekkede ud til sol, varme og skyskrabere.

På toppen af Burj Khalifa

For at få mest ud af dagen havde vi lejet en bil. Første stop var Burj Khalifa – verdens nuværende højeste bygning på 828 meter og 160 etager.

Vi havde købt billetter til ”At the top” og kørte med elevator til 124. etage – dette var dog kun 452 meter oppe og vi var lidt skuffede over, at vi ikke kunne komme helt til toppen, som navnet ellers antydede.

Her kan I se turen ned med elevatoren:

Vi nød udsigten over Dubai, men det var desværre lidt diset. Vi kunne dog ane Burj Al Arab – også kendt som sejlet, i det fjerne.

Videre rundt i Dubai

Vel nede igen satte vi kurs mod netop Burj Al Arab, da det efter vores mening er et af Dubais flotteste vartegn – og verdens eneste 7 stjernede hotel. Da vi havde “glemt” at reservere et værelse, lå vi lidt på stranden og Martin fik sig en dukkert i Golfen.

Så gik turen mod Mall of Emirats med indendørs skibakke her midt i ørkenen, guldsouken ved The Creek og Hotel Atlantis på Palmen, inden vi spiste aftensmad i Dubai Marina og kørte til lufthavnen igen.

En nåede dog lige at børste tænder i myggebalsam og efterfølgende at blive væk i Dubai Airport… vi er flinke i dag, så vi nævner ingen navne. En hæsblæsende dag fyldt med indtryk!

Facebook

Twitter

Indlægget Hello and goodbye – Dubai blev først udgivet på Two Danes On Tour.