Spændende sejltur

Ikke længe efter afgang kom vi tæt på et fuglefjeld, som kun kan ses fra havet. Her var polarlovierne heller ikke begyndt at hoppe af rederne endnu, men til gengæld kom vi så tæt på, at vi faktisk kunne få nogle ret gode billeder af fuglene på hylderne.

Kort efter sejlede vi også forbi den nedlagt russiske mine Grumant, hvor et par huse stadig står i meget dårlig stand. Men spændende ser det ud. Om vinteren er det muligt at køre hertil på snescooter fra Longyearbyen.

Vi så som de forgående dage hvaler undervejs, og kaptajnen spottede også en hvalros i vandet. Jo, jo, der var godt gang i dyrelivet fra morgenstunden, og det var, lige som vi havde ønsket det

Og snart havde vi Barentsburg forude. Byen, som oprindelig blev grundlagt af hollændere og siden solgt til Rusland, er den anden største på Svalbard.

På egen hånd i Barentsburg

Da vi nåede helt frem til Barentsburg, blev vi sluppet løs på havnen. Vi havde dog kun 45 minutter til at se nærmere på byen, så det var om at udnytte tiden.

Vi vidste ikke rigtig, hvor vi skulle gå hen, men der var ligesom kun én trappe, som førte op til selve byen, så valget var ikke så svært. Trætrappen har 270 trin, så den er ikke for gangbesværede.

Undervejs kom vi forbi en del forladte huse. Hvis vægge kunne tale…

Selv om der bor ca. 450 russere og ukrainere her i byen, så vi nærmest ikke en eneste, og der var ret meget spøgelsesby over det. 

Russisk mineby

Barentsburg er den sidste permanente russiske bosætning på Svalbard, og den huser en af de sidste aktive kulminer.

Vi har fået fortalt, at Rusland for nyligt har bygget en ny lufthavn tæt på byen og ønsker direkte fly mellem Barentsburg og Moskva. Øjensynlig for at flyve turister til Svalbard. Det bliver dog interessant, når Svalbardtraktaten udløber om nogle år. Er det så stadig turister, som er hovedformålet med lufthavnen? Eller har russerne andre tanker med Arktis? Vi lader spørgsmålet hænge lidt i vinden…

Vi gjorde et kort stop ved byens russiske ortodokse kirke, og når man kigger på størrelsen, kan den måske mere benævnes som et kapel. 

Selfie-tid

I byen står der selvfølgelig også en Lenin-buste. Og traditionen tro, måtte vi lige have en selfie med Sovjetstatens grundlægger.

Altså nu er det jo ikke sådan, at vi hylder Lenin og de uhyrligheder han udsatte sit eget folk for, men det er bare ligesom blevet en tradition for os at blive foreviget sammen med Lenin, når vi møder ham på vores vej.

Den lokale skole er dekoreret med fine motiver fra både Norge og Rusland. Bl.a. kunne vi genkende Bryggen i Bergen og katedralen i Tronheim.

Vi kom også forbi minen, som ligger midt på hovedgaden i Barentsburg. Mærkeligt at tænke på, at flere hundrede mænd, kunne være nede under jorden netop nu, mens vi gik rundt heroppe.

Barentsburg Hotel

Vi besluttede at besøge den lille restaurant på Barentsburg Hotel, hvor vi med det samme kunne konstatere, at de havde yderst rimelige priser! Både på mad og drikkevarer. Så bliver man sulten eller tørstig i Barentsburg, har mere tid, end vi havde og drømmer om et russisk måltid, så er hotellet et forsøg værd. Vi prøvede dog ikke maden, da vi jo var på vej videre til Isfjord Radio Adventure Hotel.

Isfjord Radio

Efter en kort sejltur ankom vi til Isfjord Radio, hvor vi fik en rundvisning. Vi må sige, at hotellet ligger rigtig lækkert med fantastisk udsigt over havet. 

Isfjord Radio blev grundlagt i 1933 som kystradio- og vejrstation. Stationen blev ødelagt under 2. Verdenskrig, men genopbygget i 1946. I dag har radiostationen mistet sin vigtighed, og i stedet er de gamle bygninger bygget om til hotel.

Isbjørnefare

Som alle andre steder på Svalbard, var vi også i isbjørneland her. Vi kunne ikke gå nogen steder uden en guide med gevær. Og det er ikke ubegrundet.

I juni 2018 havde Isfjord Radio besøg af en isbjørn, som valgte at bryde ind i garagen, hvor der er lager for vin, konserves og så videre. På en eller anden måde fik den lukket garagedøren efter sig og havde derved fanget sig selv. Hotelpersonalet blev vækket af larmen og så, hvordan bjørnen forsøgte at komme ud af de små vinduer. Til sidst lykkedes det, og isbjørnen forsvandt blødende ud i havet igen efter at have skåret sig på vinduesglasset. Den dag i dag er der en plade for vinduet, hvor isbjørnen kom ud.

Før i tiden var det ikke unormalt at jage isbjørne. En meget effektiv metode var at lave en isbjørnefælde. Her satte man et ladt gevær og noget lokkemad i fælden. Når isbjørnen kom for at tage maden, udløste den geværet og skød således sig selv. Det lyder selvfølgelig makabert, men til gengæld var man sikker på, at isbjørnen døde med det samme. Sådan en gammel bjørnefælde står stadig på Isfjord Radio.

Frokost på hotellet

Efter rundvisningen blev vi inviteret indenfor på hotellet. Det er et hyggeligt lille hotel med dejlige værelser, opholdsrum og historier at fortælle.

Vi fik serveret frokost i den ene stue, hvor menuen stod på kødboller af rensdyrkød med linser, ærter, broccoli og ristede løg. Det var for os at se mest af alt en hverdagsret og nok ikke lige det, vi havde sat næsten op efter. Vi havde forestillet os noget lidt mere lækkert, da de havde reklameret med gourmetmad. Altså det smagte godt nok, men virkede mere som noget, man havde lavet til sig selv.

Desserten, som bestod af hasselnøddebrownie med citrongræspannacotta, var derimod rigtig lækker. 

Efter frokosten gik turen igen tilbage til Longyearbyen, hvor vi var fremme sidst på eftermiddagen.

Vi kan her bagefter konkludere, at det var den mindst spændende af de fire sejlture vi var på de dage, vi var på Svalbard.

Det havde været mere interessant for os, hvis vi havde haft en guide i Barentsburg, så vi kunne have fået mere ud af det korte ophold i byen. Og her bagefter kan vi også konkludere, at den nedlagte mineby Pyramiden er mere spændende end Barentsburg. Måske fordi man i Pyramiden kan få lov til at gå ind i mange af de forladte bygninger.

Maden skuffede os lidt på Isfjord Radio Hotel, og skulle vi rigtig have fået noget ud af dette dejlige sted, skulle vi have taget en overnatning. Derudover var der en lille misforståelse i forhold til drikkevarer under frokosten, men altså ikke noget, der ødelagde vores tur. For der skal virkelig meget til at ødelægge en tur på Svalbard

Læs også: Isbjørn i sigte!

Læs også: Hel tæt på hvalrosser

Som altid bliver vi super glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Næste rejse går til Libanon i efterårsferien.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Minebyen Barentsburg blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Ligesom på turen til hvalroskolonien dagen før var vi igen med selskabet Better Moments, som hvert år arrangerer “Bird jumping-ture” til Alkhornet fuglefjeld.

Vi sejlede fra Longyearbyen ca. kl. 17.30 og ligesom dagen før, var vandet roligt. Da vi nåede frem til Trygghamna, fik vi serveret grøntsagssuppe ombord på skibet, inden der var landgang. 

Gummistøvler ja tak!

På grund af strøm i vandet, blev vi sat af længere henne ad kysten end først planlagt. Det betød, at vi pludselig skulle forcere en lille smeltevandsflod. Den var ikke så bred, men der var godt fart på vandet, så man skulle passe på ikke at falde på de glatte sten.

Ud af de 12 mennesker, som var med på turen, var vi øjensynligt de eneste fire, der havde læst, at man kunne få våde tæer i forbindelse med landgangen, hvorfor vi var iført gummistøvler

Vi var derfor også de eneste fire, som kom tørskoede over floden – ja, altså lige bortset fra Rasmus, der, imens han med et ben i det våde element, hjalp en ældre kinesisk dame over floden, kunne mærke smeltevandet trænge ind til uldsokken. Det er sådan, man finder ud af, at der er hul i ens gummistøvle

Nogle af de andre tillod sig endda at blive sure over, at vi skulle over en flod på trods af, at der på hjemmesiden havde stået, at gummistøvler var tilrådelige. Ja, sådan er turister nogle gange så uforskammede. Vi kan selvfølgelig godt forstå, at det er irriterende at få våde sko – but come on, and come prepared!

En sej plante

På vej mod fjeldet så vi den sjove kompasplante; på dansk også kaldet tue-limurt (silene acaulis). Vi havde hjemmefra læst om den og derfor håbet at se den, mens vi var på Svalbard.

Kompasplanten har simpelhen centralvarme! Jo, jo – den er god nok. Den kan blive op til 30 grader varm inden i.

Planten blomstrer først mod syd, og deraf har den fået sit tilnavn kompasplante, da man ved hjælp af den kan finde de fire verdenshjørner ude i naturen. 

Kompasplanten kan blive op til 250 år – måske ældre, så det er vigtigt at passe godt på den, hvis du ser den på din vej.

Polarræv

Pludselig da vi kom rundt om en stor klippe, stod der en polarræv lige foran os. Et dyr vi virkelig havde ønsket at se på Svalbard. Hold nu k… – så var det bare om at skyde løs med kameraene det øjeblik, den stod der. For sekunder efter var den væk igen. Kæmpe, kæmpe oplevelse! Ja, magisk øjeblik, som vi vil tage med os og huske længe.

De aller fleste tager til Svalbard for at se en isbjørn, som der ikke er store chancer for at se. Men en polarræv er der ikke mange, som skænker en tanke.

Den er faktisk et RIGTIG fint dyr, og så er der forholdsvis gode chancer for at få den at se. På Svalbard er der nemlig ingen jagt på polarræv, og det betyder, at de har meget få fjender og derfor er aktive om dagen. Vi har hørt, at man endda kan være heldig at se dem i Longyearbyen, Pyramiden og Barentsburg. 

Polarræve er ådselsædere. De følger ofte efter isbjørnen og æder dens rester. Men i dag holdt den selvfølgelig til her ved Alkehornet, da den håbede på natmad i form af polarlomvieunger, der på grund af sparsomme flyvefærdigheder ikke når havet, når de springer af reden.

Skulle du selv møde en polarræv en dag, så sæt dig ned. Du kan være heldig, at den kommer utrolig tæt på, eller som minimum stopper op for at undersøge, hvad du er for en.

Manglende tidsfornemmelse

Da vi endelig nåede helt hen til Alkhornet fuglefjeld, satte vi os ned på jorden og kiggede op mod fjeldet.

Man skal kigge efter to-tre polarlomvier, som følges ad. Det er ungen, som hopper, og dens mor og far, som flyver bagefter for at opmuntre den til at nå helt ud til havet. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at der var helvedes langt fra fjeldet og ud til havet. 

Men der skulle ikke mange minutter til at opdage, at polarlomviernes unger endnu ikke var begyndt at hoppe. Der var nok ingen, som havde fortalt dem, at det var nu, der var det rigtige tidspunkt  Så det der egentlig skulle være aftenens højdepunkt, blev en fuser.

Svalbard-rensdyr og klimaforandringer

Til gengæld kunne vi nyde de fine svalbard-rensdyr, som kom helt tæt på, mens vi drak te og spiste kage.

Svalbard-rensdyret er en anden race end dem, man ellers finder i Skandinavien. De er mindre og har kortere ben, så de bedre kan klare sig i Arktis.

Svalbard-rensdyret er det planteædende dyr i verden, som lever længst mod nord, og det kræver store tilpasningsevner at finde føde og overleve i så kolde egne som Svalbard er. For eksempel halveres deres kropsvægt i løbet af vinteren, fordi det er svært for dem at finde føde, når det er så hård frost.

Her ved Alkhornet lå der flere skeletter efter svalbard-rensdyr. Vores guide fortalte os, at der sidste vinter var kommet et uventet regnvejr i december og efterfølgende hård frost. Det betød, at der lå et hårdt islag på jorden, og at svalbard-renerne derfor ikke kunne komme ned til føden under isen. De kan godt grave sig gennem sne med deres klove, men ikke gennem is.

Omkring 200 svalbardrener døde som følge heraf. Forskere fra Norsk Polarinstitut har efterfølgende vurderet, at det er opvarmning af kloden – og altså klimaforandringer, som er årsag til, at det regnede så sent som i december. Noget som aldrig er set før. Og her stod vi midt i naturen og var vidne til følgerne heraf. Ja, der var noget at tænke over…

God tur trods alt

Selvom vi ikke fik set det, som vi egentlig var kommet for, nemlig polarlomviernes unger hoppe af reden, så var det stadig en rigtig god tur. Vi kom meget tæt på både polarræv og svalbard-rensdyr, og på vejen tilbage til Longyearbyen var vi igen heldige at se vågehvaler fra båden.

Husk altid at være nysgerrig, hvis du i områder med chance for at se hvaler, ser en masse fugle samlet henover vandet – det betyder tit fiskestimer, og fiskestimer betyder hvaler. Er du tålmodig, kan det være, at der pludselig er en hval, som bryder vandoverfladen.

Og så nød vi midnatssolen, som disse dage skinnede fantastisk.

Se alle vores indlæg fra Svalbard

Læs også: Tranedans ved Hornborgasjön 

Læs også: Island – landet af ild og is

Vi vil blive super glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her vil du kunne se rejsebilleder fra nær og fjern. Du kan også holde øje med, hvornår vi udgiver et nyt blogindlæg.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Vores møde med en polarræv blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Lidt facts om hvalrosser

Hvalrosser lever langt mod syd og langt mod nord, så det er et relativt sjældent dyr at få at se i naturen. De store havpattedyr er i familie med sæler og kendes især på deres store stødtænder. Stødtænderne bruges både til at forsvare sig mod rovdyr og rivaler, til at lave hul i havisen med og til at trække sig op af vandet, når de skal på land. Og det var netop her på land, at vi håbede at se dem.

Vi havde hjemmefra undersøgt mulighederne for hvalrosture og besluttet, at turen med selskabet Better Moments ville være lige noget for os.
Vi ville sejle i en mindre båd fra Longyearbyen kun med plads til 10-12 personer, og ved hvalroskolonien Poolepynten på øen Prins Karls Forland ville vi få mulighed for at gå i land. Hvis altså vejret var til det. For ligesom andre steder i Nordatlanten handler alt her om vejr og vind. En landgang ville uden tvivl give os den bedste mulighed for at se og tage billeder af de sjove dyr. Og da vejret var meget roligt de dage, vi var på Svalbard, var forhåbningerne høje. 

På vandet igen

Denne tur ville blive vores længste sejltur på Svalbard. Vi satte os derfor godt til rette i den overdækkede speedbåd – og afsted gik det. Igen så vi med det samme masser af havfugle. 

Det er for os sjovt at øve os på at kende forskel på fuglene i farten samt finde ud af deres forskellige karaktertræk. For eksempel flyver søkongerne i flok, mens polarlomvier ofte flyver alene. Når bådene nærmer sig fugle på vandet, så forsøger lunderne med møge og besvær at lette. De ligner simpelthen et par humlebier, som ikke rigtig kan få numsen med op af vandet. Til gengæld dykker polarlomvierne let og elegant ned foran båden. De kan dykke helt ned på 200 meters dybde og bliver ind imellem kaldt “Nordatlantens pingviner”.

Landskaberne var, lige som dagen før, fantastiske! Se bare dette billede taget ved Alkhornet.

Landgang

Efter godt tre timers sejlads nærmede vi os hvalroskolonien. Vi kunne se de store grå basser på afstand, og snart kunne vi også lugte dem. Og det er altså ikke Chanel no 5 de bruger, kan vi godt afsløre. Hold da op en stank!

Heldigvis var vejret helt roligt, så vi blev sat i gummibåden og sejlet ind til land. Her ventede vi på stranden sammen med vores bevæbnede guide til alle var kommet fra borde. Det var tydeligt, at han tog situationen meget alvorligt, for hvor der er mad, er der også potentielt isbjørne… Efterfølgende gik vi i samlet flok tættere på de dovne hvalrosser.

Efter lidt tid lod vores guide os gå endnu tættere på, da han så, at alt åndede fred i kolonien.

Hvalroskolonien

Det var fantastisk at se hvalrosser på så tæt hold.

Her i denne koloni bor der ca. 30 individer, og de bruger meget tid på at sove. Ind imellem kan en middagslur godt vare en hel uge!

Prutter og bøvser gør de også i et væk!

Når man besøger en hvalroskoloni, og får mulighed for at bruge lidt tid sammen med de store dyr, finder man snart ud af, at de ikke bare er nogle store dumme kødklumper. De er både nysgerrige og meget sociale. Ja, til tider ligefrem charmerende.

De ligger tæt sammen. Selvfølgelig for at søge fælles beskyttelse mod rovdyr, men også for at socialisere med de andre hvalrosser.

Jagt på hvalrosser

Og denne adfærd var tidligere ved at blive deres død. I 1600-tallet blev der drevet intensiv jagt på hvalrosser blandt andet på Svalbard. Hvalrosserne lå jo helt stille på stranden i store grupper og var nemme at skyde på klods hold.

Deres tykke spæklag blev smeltet til tran, som bl.a. blev brugt til smørelse til maskiner og til brændsel i lygtepæle i Europas storbyer. Også skind og stødtænder blev anvendt.

Jægerne var så griske, at der til sidst kun var ca. 2000 hvalrosser tilbage på verdensplan. Heldigvis nåede der at blive sat en stopper for jagten, så det stadigt er muligt at få de prægtige dyr at se i naturen.

Føde

Vi var også heldige at se to hvalrosser i vandet, hvor de er lidt mere adrætte end på land. Men ikke kønnere af den grund.

Og det er netop i vandet, at de finder alt deres føde. En hvalros har ca. 500 meget følsomme knurhår, som de bruger til at finde føde på havbunden. Når de har fundet en muslingebanke, blæser de mudderet væk med næseborene – meget smart! Sådan en hvalros kan spise omkring 1000 muslinger på en dag, dog uden at sluge en eneste muslingeskal, som i stedet ryger ud igen. 

Undervejs møvede den ene sig op til de andre i flokken. Endelig var der da lidt action på stranden

Den halve time ved hvalroskolonien gik hurtigt, og snart var det tid til at sejle tilbage til skibet igen. Oplevelsen med de kæmpe hvalrosser havde været mindst lige så stor som forventet, og vi anbefaler på det varmeste en tur med landgang til hvalrosserne.

På tilbageturen spottede vi selvfølgelig et par hvaler – det var klart en af vores favoritbeskæftigelser de dage, vi var på Svalbard

Her et par finhvaler.

Hvis du vil læse alle blogindlæg fra Svalbard, så kan du finde dem her.

Vi vil også gerne anbefale et par andre blogindlæg, som måske kunne fange din interesse:

Fra Norge: Hvalsafari ved Skjervøy

Fra Finland: Omvendt Nak og æd – en brun bjørn i Finland

Og så bliver vi mega glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Så kan du følge med, når vi er på tur, og når vi udgiver nye blogindlæg.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Helt tæt på hvalrosser blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Men det var jo faktisk den tidligere mineby Pyramiden, som var det egentlige mål for turen. 

Pyramiden – en russisk mønsterby

Pyramiden var oprindelig en svensk bosættelse grundlagt på Svalbard i 1910. I 1927 blev byen solgt til Sovjetunionen, som ønskede at lave minedrift her.
I perioder havde byen over 1000 indbyggere, som hovedsageligt arbejdede ved minen.

Men da minen ikke længere var rentabel, blev det besluttet at lukke byen i 1998. Byen blev rømmet på få dage, og mange ting blev efterladt. Pyramiden er derfor nu en spøgelsesby, hvor huse, butikker, skole og sportsanlæg stadig står; om dog i forfald. 

Rundturen begyndte på havnen, hvorfra vi gik til byens vartegn. Byen har fået navnet Pyramiden efter en bjergtop bag byen, som har form som… (surprise) en pyramide.

Den sidste borsjtj

Da vi kom ind i selve byen, gik vi først ind i det gamle cafeteria, hvor folk i tidernes morgen kunne komme og hente mad, da de ikke havde eget køkken. Her stod der stadig store køkkenmaskiner, og de havde også glemt deres stuebirk.

Ellers er bygningen berømt for en stor mosaik, som forestiller et eventyrvinterland.

Ude på gaden igen kom vi forbi et andet af Pyramidens vartegn. Et logo med isbjørn. Og her er faktisk reel isbjørnefare!

Det er ikke unormalt, at der kommer en bjørn forbi. Derfor må man heller ikke gå alene rundt i Pyramiden, men skal hele tiden holde sig tæt på en guide med et gevær. Og vi havde jo netop lige set en isbjørn ikke langt herfra, så vi skulle ikke nyde noget af at gå på solo-opdagelse.

Det er også tilrådeligt at have slædehunde, da de er gode isbjørnevagter.

Lenin-selfie

Så var det selfie-tid med Lenin. Det er blevet en tradition for os lige at skulle fotograferes sammen med den gamle røver. Men tidligere er det foregået steder som Minsk i Hviderusland og Tiraspol i Transnistrien.

Vi havde ikke ligefrem forestillet os en buste af Lenin på Svalbard! Men altså, her får I den nordligste Leninselfie i verden

Næste stop var svømmehallen, hvor svømmekonkurrencer plejede at blive afholdt. Bassinet var tomt, men rebene med kork, som plejede at dele banerne op, lå stadig på bunden. Der var en mærkelig stemning i den gamle forladte svømmehal.

Den nordligste øl

Sidst men ikke mindst fik vi lov til at komme ind i kulturhuset, hvor der var en stor koncertsal, som også fungerede som biograf samt en gymnastiksal, hvor der for nyligt var afholdt en hockeykamp mod nogle svenske børn.

I dette hus havde de denne dag åbning på en ny café og souvenirshop. Så her måtte Finn og Rasmus lige have en øl – den nordligste øl de nogen sinde har drukket.

78,68 grader nord – den bliver svær at slå. Som I nok kan fornemme, så bliver alt her omtalt som det nordligste i verden.

Her til sidst får I lidt billeder og indtryk fra byen:

Man kan undre sig over, at der rent faktisk stadig bor mennesker her i en forladt mineby i arktis. Et af svarene er uden tvivl turisme. Flere både anløber havnen hver dag om sommeren for at gå på rundvisning med en lokal guide, og om vinteren er det muligt at køre hertil på snescooter fra Longyearbyen.

Svalbardtraktaten

Men en helt anden grund kunne jo også være Ruslands fortsatte ønske om tilstedeværelse på Svalbard. I følge Svalbardtraktaten (også kaldet Paristraktaten) har Norge suverænitet over Svalbard. Men samtidig har alle lande, som har underskrevet traktaten lige ret til at udnytte øens ressourcer samt jagt og fiskeri. Det betyder f.eks. at de forskellige lande må etablere en forskningsstation, en mineby eller en handelsstation. Og alle mennesker fra de underskrevne lande må flytte til Svalbard og søge arbejde. Det forklarer også hvorfor 50 forskellige nationaliteter er repræsenteret i Longyearbyen.

De første 9 lande – inklusiv Danmark underskrev traktaten i 1920. I 1924 kom 35 flere lande med, herunder Sovjetunionen.

Vi kunne mærke på vores guide, og andre, som vi talte med på Svalbard, at der er noget spænding om, hvad der mon sker, når traktaten når sit 100’ende år. Skal traktaten genforhandles? Vil Rusland forsøge at tage magten over arktis? Eller får tingene lov til at gå sin vante gang? Det er geopolitik på højt plan, som pludselig udspillede sig for øjnene af os. Vi vil i hvert fald uden tvivl følge udviklingen de næste par år.

Læs også: Planlægning af vores rejse til Svalbard

Læs også: Vandretur til flyvraget ved Vík

Som altid bliver vi super glade for alle, som har lyst til at Synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi har for nyligt rundet 1000 Synes godt om og det giver jo blod på tanden og lyst til at nå 1100 På Facebook kan du se flere billeder, når vi er på tur og vi poster også nye blogindlæg. Snart kommer der mere fra Svalbard.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På rundtur i spøgelsesbyen Pyramiden blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På trods af, at der er omkring 3000 isbjørne i Svalbard og det nordlige Rusland, så siger statistikken nemlig, at det kun er omkring 5% af de turister, som rejser til Svalbard, som rent faktisk er så heldige at se den smukke hvide bjørn. Og jo mere mod nord du rejser, jo større er chancen. 

Ud fra overskriften og header-billedet på dette blogindlæg, er det vel heller ikke længere nogen hemmelighed, at det rent faktisk lykkedes for os. Men lad os starte med begyndelsen.

Afgang fra Longyearbyen

Første morgen på Svalbard stod vi klar kl. 8.30 til afhentning af vores guide Nazilya fra Henningsen Transport og Guiding. Vi havde booket en tur til den tidligere russiske men nu forladte mineby Pyramiden, som skulle være et interessant sted; en russisk tidslomme.

Det gode skib Billefjord, som kan rumme 60 gæster, lå klar i havnen og ventede på os.

Nazilya var dog ét stort smil, da hun fortalte os, at der kun stod fire deltagere på hendes gæsteliste denne morgen: Else, Finn, Anne Marie og Rasmus. Hvor heldigt er det lige??? Vi kunne ikke få vores arme ned! Vi spurgte ind til, hvordan det dog kunne være? Og hun fortalte, at mandag ofte er lidt stille, da folk er taget hjem efter weekenden. Vores held!

Det gode skib Billefjord

Ombord på skibet blev vi hurtigt installeret i salonen, men det var kun for at lægge vores tasker. Straks var vi på dæk for at se udsejlingen fra Longyearbyen og for første gang nyde synet af Adventfjorden, som vi skulle besejle hver dag de kommende fire dage.

Vi brugte størstedelen af tiden på dæk også selv om det småregnede lidt. Nazilya fortalte beredvilligt om dyreliv, geologi og de små, isolerede bysamfund i arktis.

Snart blev vi også inviteret indenfor hos kaptajnen, som kun var glad for besøg. Og da de 56 andre gæster var blevet hjemme, var der masser af plads på broen

Dyrene vrimler frem

Vi sejlede forbi flotte fjelde og nød landskaberne i fulde drag. Nu var vi endelig på vores første tur på Svalbard. Noget vi længe havde drømt om. Polarluften var sprød og havet roligt. Vi kunne ikke få det bedre.

Vi så straks masser af havfugle: mallemuk, tejst, lunde, polarlomvie og søkonge. Der var hele tiden noget at se på – og forsøge at fotografere i flugten. Ikke særlig nemt, men en god udfordring for en glad fritidsfotograf, som gerne vil blive endnu bedre.

Og her den altid søde søpapegøje, som vi holder så meget af og har set på både Færøerne og Island.

Snart glemte vi dog alt om de smukke fugle, da der var hvaler forude. Først kunne vi kun se blåst, men snart havde vi tre store finhvaler lige foran båden. En rigtig dejlig oplevelse! Vi elsker bare hvaler.

Vi havde næsten ikke tid til at spise den dejlige mad, som blev serveret for os i salonen: laks, hvalbøf og spareribs samt salat, ris og brød.

Vi skyndte os at spise den dejlige mad, og så var vi på dæk igen.

Nordenskjöld gletsheren

Kort tid efter ankom vi til den store Nordenskjöld gletscher. Den er imponerende 25 km lang og 11 km bred og opkaldt efter en finsk geolog.

Det er altid en oplevelse at komme så tæt på en gletsjer, da det er som at åbne en kummefryser. Man kan simpelthen mærke kulden komme strømmende imod sig. 

Nu var der flere sæler i farvandet. Især en stor flot remmesæl kom vi tæt på. Det er en stor fætter, som kan blive op til 2,5 meter lang og veje 360 kg. Den kendes på de lange knurhår, og det var sjovt at se, hvordan den var helt orange i hovedet på grund af jernoxid på havbunden, hvor den finder sin føde.

Vi blev alle budt på whisky med isklumper fra gletscheren. Det er ikke hver dag man får sådan et tilbud.

S K Å L !

Og imens vi stod der på fordækket og skålede, bankede kaptajnen pludselig på ruden og fægtede med armene. Nazilya var ikke sen til at opdage, at der var isbjørn i sigte!

Isbjørn forude

Da isbjørnen var i vandet, stod vi nu et ret dårligt sted for at få et godt glimt af den. Vi lod derfor whisky være whisky og løb i stedet op på øverste dæk, og kravlede derfra ad en lille stige op oven på broen. Her kunne vi nu ved hjælp af kikkert få øje på bjørnen. 

Isbjørnen var meget rolig, så ikke ud til at være på vej noget sted hen og var heller ikke videre interesseret i de sæler, som lå rundt omkring på isflagerne. 

Kaptajnen nærmede sig nu den svømmende isbjørn stille og roligt uden at genere den på nogen måde, og snart var vi tæt nok på til at se, at den var ved at tygge på et stykke tang.

Det var præcis det, vi ikke havde turde håbe på, og her stod vi og nød synet af vores første isbjørn. Det var et stort øjeblik.

Ja, så glad ser man ud, når man netop har set sin første isbjørn!

Det kan godt være, at kineserne både har dragens år og rottens år, men 2019 har uden tvivl været bjørnens år for Two Danes On Tour! I maj så vi brune bjørne i Finland, og nu var vi så sindsygt heldige at se en isbjørn på Svalbard. Det er oplevelser, som vi vil bære med os resten af livet.

For at dette blogindlæg ikke skal blive kilometer langt, vil vi stoppe for i dag og i stedet fortælle om vores besøg i Pyramiden næste gang.

Som altid er vi utrolig taknemmelige for alle, som har lyst til at Synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du se flere billeder fra vores rejser og følge med, når der bliver udgivet nye indlæg på bloggen.

Og her til sidst lidt inspiration til at læse flere indlæg fra os:

Læs også: Spækhuggere og pukkelhvaler

Læs også: Vores guide til en Gør-det-selv-tur til Tromsø om vinteren

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Isbjørn i sigte! blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Det rigtige tidspunkt at besøge Svalbard

Efter vores tur til Norge i januar besluttede vi, at sommerferien i år ikke skulle gå til hverken Sydamerika eller Asien. Oven på Rasmus’ to diskusprolapser i efteråret, har det været vigtigt for os, at passe på hans ryg, så en flyvetur på en 10-12 timer blev hurtigt droppet.

I stedet planlagde vi at bruge det meste af sommeren i Danmark og tage en enkelt kortere tur ud af landet. Svalbard virkede som en spændende mulighed, og vi begyndte for alvor at læse alt, hvad vi kunne finde, om øgruppen.

Hurtigt fandt vi ud af, at vi skulle beslutte os for, om sommer var den rigtige årstid for os.

Svalbard har i hovedreglen tre sæsoner:

Vinter

Det er den mørke tid. Solen er ikke over horisonten fra den 5. oktober til 8. marts. Der er nogle timers tusmørke i november og februar, mens det er helt mørkt døgnet rundt i december og januar.
Om vinteren er der chance for at se nordlys (men chancerne er større i Tromsø). Man kan bestige en gletsjer samt prøve at køre hundeslæde og snescooter.

Forår

Lyset vender tilbage og derved også alle fuglene. Der vil være ture, som ikke bliver gennemført pga vejret – både vinterture og sommerture, så det er lidt et sats at tage til Svalbard i denne periode. Der vil også være steder, hvor man ikke kan gå i land på grund af pakis, f.eks. ved den nedlagte mineby Pyramiden.

Sommer

Der er lyst døgnet rundt fra den 17. april og til den 24. august. Der er mulighed for vandreture, fossiljagt og hundeslædekørsel på hjul. Fjordene er mere sejlbare med større chance for at gå i land. Man kan sejle med sejlskibe og i kajak. Derudover er der stor mulighed for at se masser af fugle og dyr.  

Og dyr, det er jo lige os. Så egentlig var valget ikke så svært. 

Da vi havde besluttet os for, at vores sommerferie skulle gå til Svalbard i år, spurgte vi Rasmus’ mor og far, om de havde lyst til at tage med. Det havde de heldigvis. De var også med os i Tromsø i 2018 og elskede byen og alle oplevelserne, som vi havde sammen. Så der var ikke meget betænkningstid. De var straks med på nye nordnorske eventyr.

Booking af fly og hotel

Da vi begyndte at kigge på flybilletter, kunne vi hurtigt konstatere, at de fleste fly til Svalbard mellemlander i Tromsø. En by vi har besøgt tre gange om vinteren, og som vi virkelig har tabt vores hjerter til. Det kunne være super spændende at få mulighed for også at opleve denne dejlige by om sommeren. 

Derfor endte det med følgende rejse:

18/7 Afgang fra København, mellemlanding i Oslo og ankomst til Tromsø

19-20/7 To fulde dage i Tromsø

21/7 Afgang fra Tromsø og ankomst til Longyearbyen på Svalbard

22/7-25/7 Fire hele dage i og omkring Longyearbyen

26/7 Afgang fra Longyearbyen, mellemlanding i Oslo og ankomst til CPH

Pris for flybillet pr. person: 3262 kroner
Vi lejede også en bil til de to dage i Tromsø for 1650 kroner

Overnatninger

Hoteller havde vi også booket hjemmefra. Egentlig ville vi gerne have boet i den AirBnb-lejlighed i Tromsø, som vi boede i i januar, men den var desværre allerede lejet ud. Så i stedet blev det tre overnatninger på Quality Hotel Saga til 2300 kroner for tre nætter i dobbeltværelse med morgenmad.

I Longyearbyen undersøgte vi også sagerne, og endte med fem nætter på Radisson Blu Polar Hotel. Her betalte vi 7088 kroner for fem nætter i dobbeltværelse med morgenmad. Men alt skulle selvfølgelig ikke gå efter planen.

Ca. en uge før afgang, blev vi ringet op af Radisson fra Longyearbyen. En meget flink kvinde forklarede Rasmus, at hotellet var overbooket, og at hun havde et fantastisk tilbud til os. Hun ville meget gerne flytte os til Funken Lodge.

Vi udbad os lidt betænkningstid, for selvom kvinden bedyrede, at det ville være en opgradering, så ville vi gerne lige lave vores egen lille research. Det stod hurtigt klart, at Funken Lodge ikke lå lige så centralt som Radisson, til gengæld fik det rigtig fine reviews på TripAdvisor. Så vi endte med at sige ja. Så fint har vi vidst ikke boet i rigtig mange år. 

Booking af ture hjemmefra

Faktisk var det en bestemt tur, som afgjorde, hvornår vi skulle være på Svalbard. I de fire dage fra d. 23/7-26/7 er det muligt at bestille en tur med selskabet Better Moments til fuglefjeldet Alkehorn ved Trygghamna, hvor tusindvis af unge polarlomvier hopper af reden. Det giver et fantastisk syn, men det samler samtidig også rovdyr neden for klipperne. Det ville vi virkelig gerne opleve, og derfor var det hurtigt afgjort, hvornår vi ville være på Svalbard.

Men hvad skulle vi ellers se og opleve? 

Aktivitetskalender

Henriette fra rejsebloggen En familie der rejser, var på Svalbard i maj 2018. Hun havde på sin blog delt et link til en utrolig nyttig Aktivitetskalender, hvor man kan indtaste datoerne, man er i Longyearbyen og derefter se, hvilke ture, som bliver udbudt netop disse dage og hvor mange pladser, der stadig er ledige. I aktivitetskalenderne er alle selskaberne repræsenteret, så det er her, man kan få det store forkromede overblik.

Aktivitetskalenderen blev nøje gransket fra sofaen, og vi vidste snart, at vi rigtig gerne ville besøge hvalroskolonien ved Poolepynten på øen Prins Karls Forland. Der er flere bureauer, som tilbyder denne tur, men igen valgte vi Better Moments, da de tilbyder landgang ved kolonien i godt vejr. Og det ville selvfølgelig betyde den bedste mulighed for at se en hvalros tæt på og forhåbentlig få et par fantastiske billeder.

Ture til russiske minebyer

Ud over Longyearbyen kunne vi også godt tænke os at se nærmere på nogle af de andre aktiske minebyer på Svalbard. Vi bestilte derfor en tur til den tidligere russiske mineby Pyramiden.

Igen var der flere selskaber som udbød turen, men vi synes, at turen med Henningsen Transport og Guiding lød bedst. Det ville være på en stor båd, hvor man både kunne opholde sig inde og ude, og derudover var der en lækker grillfrokost med i prisen, hvor man med andre selskaber fik et travelmeal – altså sådan en pose med frysetørret mad, som du hælder kogende vand i. 

Den anden “bytur” vi bookede var til den russiske by Barentsburg, som stadig er beboet. Her bookede vi med Basecamp Explorer, da turen ud over et besøg i Barentsburg på egen hånd også bød på frokost på Isfjord Radio Adventure Hotel.

Sidst men ikke mindst bookede vi en taxatur med Svalbard Buss og Taxi rundt i Longyearbyen og til Adventfjorden. For det første ville vi gerne høre lidt mere om selve byen og dens historie. Derudover ville vi også se lidt mere af området omkring byen.

Dette kan kun lade sig gøre sammen med en guide, da man skal have våben med alle steder uden for selve byen, hvis man skulle møde en isbjørn. Og det er der en reel risiko for, så det er ikke noget, man skal tage let på!

Priserne for turene lød som følger:

Polarlomvietur 1533 kr.
Hvalrostur 1656 kr.
Pyramiden 1387 kr.
Barentsburg 1733 kr.
Taxatur 280 kr.

Med alt dette booket, var vi klar til 9 dages arktisk eventyr, og det skal I nok komme til at høre meget mere om i nær fremtid. Indtil da er I velkomne til at kigge forbi og synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og fortæller, når vi har skrevet nye blogindlæg.

Læs med om vores to dage i dejlige Tromsø

Læs også: Roadtrip på Reykjanes og i Den blå lagune

Læs også: Fantastiske Færøerne

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Planlægning af vores rejse til Svalbard blev først udgivet på Two Danes On Tour.