En anderledes indflyvning

Landingsbanen nærmer sig. Og da vi er tæt på jorden udbryder Anne Marie, som har fået vinduesplads “Jeg tror det regner”.
Vi flyver lige hen over landingsbanen. Flyet ryster, men ikke faretruende. Landingshjulene rammer landingsbanen, men det virker som om, at vi rammer skævt på, og at piloten ikke kan bremse nok. Det blæser kraftigt, flyet slingrer fra side til side og straks giver piloten igen fart og vi stiger op og op.

“What happened?” spørger en mexicaner på den anden side af gangen, men vi ved det lige så lidt som han. Puha, det er ikke hver dag, at man får sådan en tur hen over landingsbanen.

Stewardesserne udstråler dog alle ro, og efter et par minutter lyder kaptajnens stemme over højtaleren. “Vi var fløjet ind i et tropisk regnvejr og kunne derfor ikke lande. Vi cirkler en gang rundt om Guadalajara og prøver en gang til”.

Så sidder man så der højt over byen og tænker: “Hvordan kommer vi ned? Og kommer vi overhovedet ned? (Det er her, Rasmus meget passende joker med klassikeren om, at ned skal vi nok komme.) Eller bliver vi nød til at flyve videre til en anden lufthavn?”

Det tager 15-20 minutter at flyve rundt om byen, og der kan man alligevel nå at tænke nogle tanker. Det går dog fint anden gang. Regnvejret er drevet over.

Taxa til Guadalajara centrum.

Vi vælger at tage en taxa ind til byen. Inden vi når ud i ankomsthallen er der en “taxa-bod”, hvor man køber billet på forhånd. Det koster 320 pesos/110 kr. at komme til centrum på denne måde. Man kan også tage bus til den centrale busstation og derfra tage en taxa videre, men vi vurderer, at det ikke kan betale sig for os.

Overnatning

Vi har snakket lidt frem og tilbage om, hvor vi skal bo. Rasmus har fundet et udmærket hotel på internettet. Anne Marie har læst om nogle andre rejsebloggere, som har boet på Hostal de Maria, som de roser til skyerne. Anne Marie argumenterer for, at det er sådan et sted, man møder andre rejsende, og at det er nu, vi har chancen. Det afgør sagen. 

Hostal de Maria ligger på et lille torv i udkanten af det historiske centrum af Guadalajara. Der er fint, roligt og området virker sikkert. Vi har bestilt et dobbeltværelse med eget bad og toilet til 410 pesos pr. nat – i omegnen af 140 kr. Dette er endda inklusiv morgenmad.

Eneste problem er bare, at alle de andre rejsende, som vi har glædet os til at møde og snakke med, udebliver. Altså; der er bare os. Vi ser ikke nogen andre end receptionisten og rengøringsdamen de ca. 24 timer, vi bor der.

Fedt street art

Vi begiver os snart ud for at se på byen. Anne Marie har på nettet set et smukt street art billede af den kendte mexicanske maler Frida Kahlo. Det må vi prøve at finde. AM har dog ikke kunne finde adressen på nettet, og da Rasmus spørger de lokale, ved de ikke, hvor det er. Hmmm, hvad gør man så i en by med 4,5 millioner indbyggere? Det er jo som at finde en nål i en høstak!

Vi går lidt rundt på må og få og nyder de andre street art billeder. Der er så mange flotte at fotografere. Vi kan slet ikke få nok.

Lidt tilfældigt går vi ned ad en lille gågade med små restauranter, men kan ikke beslutte os for, om vi skal sætte os ned og spise frokost eller lede lidt videre. 

For enden af gaden ser Anne Marie et stort vægmaleri, som hun lige vil se nærmere på. Da hun vender sig om og kigger på bygningen lige bag hende, kan hun slet ikke tro sit eget held. “Det er her Rasmus! Frida er her!” Ved et rent tilfælde er vi gået lige derhen til. Og det er bare SÅ smukt! Og med så mange detaljer.

Da vi tjekker billedet på nettet, kan vi nu se, at bygningen er blevet malet over og at dette er et endnu flottere billede af Frida end det, vi har ledt efter. Jublen vil ingen ende ta’.

Hvis du også vil finde billedet, så er det malet på den bygning, som huser baren La Lupita. Det er på gaden Morelos og mellem gaderne Mezquitán og Mariano de la Bárcena.

Madmarkeder i Guadalajara

En anden ting vi udforsker er madmarkeder. Vi når at besøge tre forskellige på under 24 timer.

Første stop er Mercado Mexico, og det er klart det falske sted for os. Det er fint, det er dyrt, det er posch – og skal man ud en aften med vennerne for at drikke rosé og spise dyre bøffer, så er det klart et fedt sted. Men nu er vi jo på jagt efter noget autentisk mexicansk til humane priser, så vi går videre.

Næste morgen tager vi en taxa til Mercado Santa Tere (sita). Altså navneforvirringen er total. Vi og Maps Me kalder stedet Santa Teresita. De lokale siger bare Santa Tere og på skiltene rundt om, står der Mercado General Manuel Avila Camacho. Nå, vi fandt stedet!

Her er der hver morgen et kød- og grøntsagsmarked, samt en masse små boder, som sælger morgenmad til mexicanere på vej på arbejde. Rasmus får en lonche con carnita – brød med svinekød. Anne Marie prøver en kartoffelpandekage med ost. Dertil skyller vi ned med en stor mangojuice. Mexicanerne kan virkelig noget med frisk juice! Og vi elsker det.

I får lige vores fire favoritter:
Limejuice – limonada.
Appelsinjuice – jugo de naranja (det er virkelig en tungetvister at sige det)
Vandmelonjuice – jugo de sandia
Mangojuice – jugo de mango (den er ikke svær)

Sidst men ikke mindst besøger vi Mercado Corona, som ligger lige i centrum tæt på katedralen. Her får Anne Marie to gange gringa – quesadilla med ost og møre kødstykker, og hun er i himmelen. Den lille restaurant hun spiser på hedder El Barbon, ligger i stueetagen og kan anbefales. Dette marked har en masse madboder med forskellige tacos mv. Men også butikker med tøj, tasker osv.

Tlaquepaque

Inden vi smutter fra Guadalajara drejer vi lige en tur forbi bydelen Tlaquepaque. Den er super hyggelig og meget smuk. Husene er farverige med blomster langs murene. Vi snakker om, at her kan man også bosætte sig for et par dage, næste gang man lægger vejen forbi det centrale Mexico.

Det er her, at de er kendte for paraplyer i gadebilledet, som hænger for oven som et tæppe. Vi går på jagt efter dem, og finder ud af, at det ikke er i juli måned, at de hænger der. Oh well, vi støder alligevel på lidt paraplyer i en shoppingarkade, og her er der også andet sjovt at kigge på. Og fotografere.

Læs også: Mexico City

Læs også: Hjem til hvalhajerne

Eller se alle vores indlæg fra Mexico

Følg gerne med på Facebook Two Danes On Tour, hvor vi hele juli lægger masser af rejsebilleder ud fra Mexico og Belize. Vi bliver så glade, hvis I vil synes godt om vores side. Det er jo jer følgere, som gør det sjovt at skrive nye blogindlæg.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Street art i Guadalajara blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Ud over at være verdens nordligste hovedstad, er det også en af verdens sikreste. Da Anne Marie var på feltkursus i 2005, mødte hun en politimand, som fortalte, at betjentene i Island ikke går med våben – det er simpelthen ikke nødvendigt. Og vi har for nyligt læst, at der kun har været ét tilfælde nogen sinde, hvor en indsatsstyrke har været nødsaget til at skyde og dræbe en person.

Men det er nu ikke derfor, vi er rejst til Island. Det er vi, fordi det simpelthen er et af de smukkeste steder i Europa med de vildeste naturfænomener. Der er så mange fede naturoplevelser på denne lille ø i Atlanterhavet, som vi skrev om i vores sidste blogindlæg, og det vil vi alt sammen gerne vise vores niece Ella på 10 år.

Riga eller Reykjavik?

Efter halvanden times forsinkelse og en flyvetur på tre timer, landede vi i Keflavik lufthavn kl. 22.30. Men da der er to timers tidsforskel mellem Danmark og Island, var klokken faktisk 00.30 for os. 

Først kunne vi ikke finde vores rygsække, men da al bagage var kommet på båndet, gik det op for os, at rygsække i Island hører under Odd size-bagage (Det er også der, de skal tjekkes ind, når man flyver fra Keflavik). Vi fandt derfor lemmen, hvor rygsække og klapvogne blev udleveret. Men vi kunne hurtigt konstatere, at tre rygsække var blevet til to…

Det skulle snart vise sig, at Anne Maries rygsæk på mystisk vis var endt i Riga og først ville nå Island næste aften samme tid. Derefter kunne den først blive kørt til vores overnatningssted dagen efter igen. Nå, surt show. Mest fordi regnbukserne lå i rygsækken. Men når det nu skulle være, så er det altså kun 3. gang i Anne Maries rejsekarriere, at hun har mistet et stykke bagage, så det må da siges at være en okay statistik. Og humøret var stadigvæk i top.

Overnatning på AirBnB i Hafnafjördur

Uden for ankomsthallen regnede og blæste det en strid modvind (De der regnbukser… hmmm). En lufthavnsbus tog os hen til Thrifty biludlejning, hvor vi skulle hente vores bil. Havde vi vidst, hvor bilkontoret var, kunne vi nemt have gået derhen på 5 minutter.

Derefter kørte vi ca. 30 minutter til forstaden Hafnafjördur, hvor vi havde lejet et stort, fint værelse gennem AirBnB. Vi betalte ca. 2200,- for tre personer i fire nætter. En god pris synes vi. Det passede os egentlig helt fint at bo lidt uden for byen. Vi havde ca. 15 minutters kørsel ind til Reykjavik.

De næste par dage mødtes vi om aftenen med vores gode veninde og tidligere kollega Pernille, som dette år arbejder i Island. Det var fantastisk dejligt at se hende igen, og derudover havde hun masser af gode tips til, hvad vi skulle opleve i Reykjavik og resten af Island. Hun gav os også en guidet tur i den trendy by, som vi stornød.

Reykjaviks huse

Vi lagde straks mærke til alle de flotte og farverige huse i Reykjavik. Vi kan godt huske fra sidst, vi besøgte Island, at de fleste huse er beklædt med metal og ofte i skrappe farver. Det er de pga. en stor ildebrand, som hærgede byens centrum i 1915. Herefter blev det forbudt at bygge huse af træ, og i stedet skød beton og metal op. Det giver Reykjavik og de andre islandske byer et helt særligt udtryk, som vi ikke kender fra Danmark. Über cool, synes vi.

På tur langs havnefronten

Første stop blev The Sun Voyager – på dansk Solfærd, som er en flot skulptur af kunstneren Jón Gunnar Árnason. Vi så den ikke sidst, vi var i Island, så nu skulle det være. Vi synes, at det ligner et vikingeskib, men har efterfølgende læst, at det ikke er kunstnerens intention. Han beskriver det som et skib, på vej ud i fremtiden. Men de nordiske aner fornægter sig altså ikke. Og baggrunden især ved solnedgang er helt fantastisk. Vi nåede dog ikke forbi, på denne tid, da solen først går ned omkring kl. 22.30 i maj måned.

Næste stop var koncert- og operahuset Harpa, som ligger længere henne ad havnefronten i gåafstand fra Solfærd. Harpa er tegnet af den islandske kunstner Olafur Eliasson i samarbejde med det danske arkitektkontor Henning Larsen Architects.

Harpa blev indviet i 2011 og fandtes således ikke, da vi sidst besøgte Reykjavik i 2005. Så nu var det tid til at se den flotte bygning. Der er gratis adgang til foyeren, og man kan fint gå op ad trapperne for at nyde husets arkitektur og de mange diamantformede vinduer.  

Fodbad med formidabel udsigt

Nu gik turen til et af Pernilles “happy places” i byen. Hun tog os med hen til Kvika, som er en installation lavet af kunstneren Ólöf Nordal. Her kan man sidde med fødderne i varmt vand, mens man hyggesnakker og skuer ud over bjergene eller Reykjaviks huse.

Det er simpelthen fantastisk at opleve sådan et sted i en storby. Følelsen af frihed, ro, godt selskab og smuk udsigt – mens man tager fodbad, det kan man ikke få for meget af.

Hallgrímskirkjan og cool streetart

Tilbage i centrum fik vi lige et hurtigt glimt af den majestætiske Hallgrímskirkja, hvis tårn er 73 meter højt. Den er uden tvivl Reykjaviks største vartegn og kan ses over hele byen. Sidste gang tog vi elevatoren op i tårnet, men denne gang nøjedes vi med at se kirken nedefra. Ønsker du at besøge tårnet, koster det 60 kr. at tage elevatoren op.

Centrum blev travet igennem, hvor masser af trendy butikker og hippe kaffebarer er skudt op de seneste år. Vi kiggede på masser af lækker Streetart, som også har fundet vej til byen.

Vi sluttede rundturen på Icelandic Street Food. Et koncept med “traditionel islandsk mormormad” til overkommelige priser serveret på paptallerkener. For os stod den på klipfisk med kartoffelmos og sødt rugbrød, men de serverer også fiske- eller lammesuppe i et udhulet brød samt pandekager med sukker og den meget traditionelle islandske Happy marriage cake, som vi så annonceret flere steder. Vi smagte den dog ikke.

Maden blev nydt sammen med en pint på Icelandic Craft Bar, en hyggelig bar, som også sælger smagesæt med islandske ølsmagsprøver – pas dog lige lidt på med prisen. Det kommer ikke “gratis”. 

Man kan sagtens hente mad det første sted og sætte sig ind og spise det andet sted. Der er ca. 25 meter mellem de to steder.

Svømmehal og is

En anden aften var vi inviteret hjem til Pernille og spise. Derefter ønskede hun at indvie os i en af islændingenes traditioner. Nemlig deres svømmehalskultur!

I Island inviterer man ikke nødvendigvis folk hjem til hygge. I stedet aftaler man at mødes i svømmehallen.

På grund af Islands placering i Atlanterhavet oven på den Midtatlantiske ryg, som er en enorm undersøisk bjergkæde, er der masser af termisk aktivitet i undergrunden. Dette betyder bl.a. vulkaner, gejsere og varme kilder, og derfor er der varmt vand i overflod. I Island koster det ikke penge at varme vand op. Tværtimod. Her koster det penge at køle vand ned. Derfor har mange mennesker indendørs- eller udendørs jacuzzi, da opvarmningen ikke er noget problem.

Men til dem, der ikke har, så er der mange lækre svømmehaller i Reykjavik. Vi besøgte Laugardalslaug, som er byens største. Prisen er ca. 60 kr. for voksne og 10 kr. for børn mellem 6 og 17. Yngre børn er gratis.

Efter omklædning var vi klar til at blive dyppet – husk at sko ikke må tages med ind i omklædningsrummene.

Alle bassiner var udenfor under åben himmel. Der var to almindeligt bassiner med baner samt et stort legeområde med ruchebaner til børn og barnlige sjæle – her har de bl.a en vandruchebane på 86 meter! Rasmus garanterer, at man kan opnå en meget høj fart i de mørkelagte rør.

Derudover var der 5 hot tubs med forskellige vandtemperaturer mellem 36 og 42 grader varmt vand, samt ét, hvor vandet kun var 8 grader varmt – eller rettere koldt….brrrr. Det er her i disse hot tubs at islændingene mødes og hyggesnakker med deres venner. Virkelig en hyggelig måde at mødes på. 

Kl. 22 lukkede svømmehallen, og så var det tid til en anden mega hyggelig tradition – lækker is.

Skúbb – en trendy isbar

Tæt på svømmehallen ligger Skúbb, så det blev dagens aller sidste stop. De lukker heldigvis først kl. 23  Her har de dejlig, smagfuld is og discokugle i loftet! Så er der jo ikke et øje tørt.

De søde piger i isbutikken havde meget travlt med at se finalen i Melodi Grandprix, som er kæmpe stort i Island. Generelt går de mega meget op i alt, hvad den lille nation kan stå sammen om. Og er de ikke selv i finalen, hepper de på deres nordiske venner. Det bliver rigtig sjovt at følge Island til VM i fodbold til sommer. Vi håber, at de kommer langt i turneringen.

Overvejer du også en tur til det smukke nord, så søg flybilletter til Island her

Læs også: Island – landet af ild og is

Læs også: Hyggelige Tórshavn

Du er meget velkommen til at synes godt om og følge vores Facbook-side
Two Danes On Tour. Her kommer vi med flere rejsebilleder og updates, når vi er på farten. Sommerferien 2018 går til Mexico og Belize.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Reykjavik – en super trendy hovedstad blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Hviderusland var faktisk et sted, vi på forhånd vidste forholdsvis lidt om. Alligevel var vi sikre på, at det nok skulle blive en rigtig god og interessant tur. Vi elsker at kaste os ud i det uventede, vi elsker at opleve nye steder, og vi ELSKER Østeuropa.

Grundet ændrede visumregler var det nu en reel og nem mulighed at rejse til Hviderusland. Det er et land med meget få turister, og Minsk er derfor også en af Europas mindst besøgte hovedstæder. Samtidig syntes vi, at det lød rigtig spændende at besøge denne del af det tidligere Sovjetunionen, som stadig har så tætte bånd til Rusland. Det måtte vi da bare opleve.

Under anden verdenskrig blev landområdet besat af Tyskland og mistede mere end en tredjedel af befolkningen. I årerne efter krigen blev Hviderusland genopbygget til at blive en af de vigtigste industrizoner i Sovjetunionen. Landet blev selvstændigt, da Sovjetunionen gik i opløsning i 1991.

I dag styres landet med hård hånd af præsident Aleksander Lukasjenko, der ofte omtales som ”Europas sidste diktator”.

Vejrudsigt og håndbagage

Vi havde længe holdt øje med vejrudsigten, og ca. 14 dage før vores afrejse, stod der -25 grader på yr.no. Vi var rystede et øjeblik. Især fordi vi skulle flyve med AirBaltic og kun havde bestilt med håndbagage, da bare én kuffert ville koste os over 900 kr. Det mente vi godt, vi kunne spare.
Men pludselig lød det alligevel tillokkende at pakke skibukserne, som var fast del af uniformen, da vi var i Norge i januar.
Vi havde dog is i maven (ha ha) og så tiden lidt an. Det endte med, at vi var nede på omkring -8, inden afrejse. Så vi skyndte os bare at stikke et par lange underbukser i tasken, og så var vi enige om, at vi måtte købe noget mere tøj, hvis vi fik brug for det.

Levn fra Sovjet-tiden

Hjemmefra havde vi en forventning om, at vi skulle se på masser af gamle sovjetiske bygninger og symboler. Og ja, det kom til at holde meget godt stik.

På den tidligere Leninplads, nu omdøbt til Frihedspladsen, står Lenin stadig rank og stolt foran regeringsbygningen, som er i typisk stalinistisk arkitektur.

Lenin hyldes fortsat som Sovjetunionens fader på trods af, at han har millioner af liv på samvittigheden. Og det vel at mærke af hans egen befolkning.

På samme gade ligger også det store postkontor, hvor hammer og sejl pryder bygningens logo.

Og endnu længere henne ad samme gade ligger KGB’s hovedkvarter, som stadig er i brug i Hviderusland. Landet kaldes ofte Europas sidste diktatur, og der foregår stadig ting, som bryder med menneskerettighederne. F.eks. har vi læst om, hvordan mistænkte pludselig forsvinder, og først efter deres henrettelse, får familierne besked om, at deres kære er afgået ved døden. Vi oplevede heldigvis ikke noget ubehageligt af nogen art, og følte os ikke overvåget, mens vi var i landet.

Skråt over for KGB står en buste af en mandsperson. Vi troede (lige som flere andre turister) at det var Lenin. Så ham skulle vi selvfølgelig have en selfie med. I stedet opdagede vi, at det var Felix Dzerzhinsky (Nå, ham har du heller ikke hørt om???). Felix var ophavsmanden til Cheka, som var forløberen for KGB. Det giver jo meget god mening, at hans “hoved” står her. Så hermed har I os og Felix

På gaden Karl Marx er der opstillet en sovjetisk T-34/85 kampvogn fra 2. Verdenskrig. Den er dedikeret til Den røde hær, som befriede Minsk by under krigen. Kampvognen måtte vi selvfølgelig også forbi for at se. Den lader til at være et af de mest fotograferede monumenter i Hviderusland.

Et andet meget fotograferet sted er gadehjørnet, hvor nyt og gammelt mødes. På toppen af bygningen ses et gammelt sovjetisk relief, mens der neden under er åbnet en KFC-restaurant. Vil du også finde denne bygning, så ligger den meget tæt på den gamle bydel og metrostationen Niamiha.

Den gamle bydel

Minsk har også en gammel bydel. Det er dog lidt snyd, da byen blev bombet så voldsomt under 2. Verdenskrig, at de aller fleste huse er genopført efter krigen – og derfor i princippet ikke er særlig gamle. Derfor virker området også lidt kulisse-agtigt, og det er i vores øjne ikke så flot og hyggeligt som f.eks. den gamle bydel i Warszawa, som har lidt den samme skæbne.

I det nybyggede område ligger der masser af restauranter og barer, ligesom større hoteller og andre vestlige kæder skyder op.

Gennem Minsk, og lige ved den gamle bydel, løber floden Svislach. Det er et flot område og sikkert et dejligt sted at gå en tur om sommeren. Det var dog lidt køligt her sidst i marts.

Ude i floden ligger der en lille ø, som bliver kaldt Island of tears. Man kan gå over en lille bro for at se monumentet for faldne soldater i krigen mellem Sovjetunionen og Afghanistan fra 1979-1989. 

Free walking tour

Fra den gamle bydel tog vi en formiddag en Free walking tour med guiden  Sasha. Hun viste os mange steder, hvor det gav held at røre forskellige statuer og et sted, hvor vi skulle træde på nogle store mønter på jorden, så vi ville blive rige. Vi venter stadig på, at det virker…

Ud over den gamle bydel, tog Sasha os også med på café, da det var så koldt den formiddag, så vi måtte lidt ind i varmen. Her fik vi den dejligste pandekage, som I vil kunne læse mere om i vores Spise med Price indlæg, som er på trapperne.

Sasha var aller mest begejstret, da hun viste os teateret til ballet og opera. Ja, hun lavede ligefrem små hop på stedet, da denne bygning virkelig er hviderussernes store stolthed. Det er også en flot og pompøs bygning, som ligger i en smuk park.

Fra statens side er det besluttet, at de billigste billetter til forestillingerne max må koste 30 kroner. Således har alle hviderussere råd og mulighed for at gå i teateret mindst en gang om måneden. Her i landet satses der altså benhårdt på kulturopdragelse til befolkningen. Sasha var sød at hjælpe andre på turen, som gerne ville købe billetter til en forestilling.

Lee Harvey Oswald

På vores Free walking tour kom vi også forbi lejligheden, hvor Lee Harvey Oswald angiveligt skal have boet i en periode før attentatet på JFK. Han fik en hviderussisk kæreste, hvis far var KGB, hvilket vel kun bringer yderligere brænde til konspirationsteori-bålet. Lejligheden står opgivet som en seværdighed i Minsk, men eftersom det ikke er muligt at besøge lejligheden, så er det alligevel begrænset, hvor meget seværdighed der er over at se en lejlighed nede fra gaden. Vores guide kunne kun fortælle, at der nu bor en sur, gammel mand, som ikke ønsker besøg.
Som et lille kuriosum kan vi fortælle, at vi har set billeder af lejligheden fra andre rejsende . De fleste synes at være af den samme bygning, men der er helt klart ikke enighed om, hvilken lejlighed det rent faktisk var, han boede i.

Vores tur sluttede ved monumentet Victory, der er rejst efter 2. verdenskrig. Det ligger midt i en stor, central rundkørsel på Victory Square.
Det var 3 timer med frisk luft, mange facts og nye steder, som vi ikke havde set før. Klart anbefalelsesværdigt, hvis det er din første tur til Minsk.

Derefter gik vi igen videre på egen hånd, for at opleve endnu mere af Minsk.

Cirkus – nej tak!

Hviderusland er kendt for og har en stolt tradition for cirkusforestillinger. Derfor har man også valgt at gøre en del ud af Cirkusbygningen i centrum af Minsk samt at opstille flere statuer med cirkustema. Vi er dog ikke så begejstrede for cirkus og dansebjørne, så vi nøjedes med at nyde bygningen udefra.

The Pit

Meget tæt på vores lejlighed lå det jødiske monument The pit. Monumentet er anlagt på det sted, hvor 5000 jøder fra ghettoen i Minsk blev skudt på én dag i marts 1942. Mange af ligene blev smidt i en massegrav netop her. Man har ikke svært ved at se, hvad kunstneren har ville genskabe med monumentet, som hedder Den sidste vej. Et sørgerligt og uhyggeligt sted at besøge. Vil du også finde stedet, så ligger det på hjørnet af Vulica Mielnikajte og Vulica Zaslauskaja omgivet af boligblokke.

Museet for den store fædrelandskrig

Flere havde anbefalet os at se Museet for den store fædrelandskrig – altså 2. Verdenskrig. Der er et stort monument udenfor, hvor unge drenge skatede.

Indenfor var museet nyt og moderne. Der var en stor udstilling med militære køretøjer og fly.

Derudover var der alverdens sale i flere etager med forskellige aspekter af krigen. De fleste steder var der tekster på både hviderussisk, russisk og engelsk. Alt i alt var det en fin oplevelse og et must see, hvis man er en historienørd med interesse for 2. Verdenskrig.

Lækker street art

Vi besluttede os også for at gå ud og se street art i den anden ende af byen. Først fandt vi den brasilianske ambassade, hvor kunstnerne Os Gemeos – tvillingerne Otavio og Gustavo Pandolfo fra fædrelandet har sat deres fingeraftryk.

Derefter gik vi videre til gaden Oktyabrskaya (Kastrycnickaja), hvor flere flotte motiver præger gadebilledet. Her er det både brasilianske og  hviderussiske kunstnere, som har dekoreret bygningerne. Og selvfølgelig er Lenin også med.

På bagsiden af en stor fabriksbygning findes verdens (måske) længste street-art udført af kun en kunstner, brasilianeren Ramon Martins. Bygningen er dekoreret med nogle af Hvideruslands truede dyrearter.

Hvis du har svært ved at finde stedet, så prøv at søge på restauranten Enzo. Ønsker du at tage metroen, så skal du stå af på Piersamajskaja

Minsk bibliotek

Efter mørkets frembrud kørte vi med metroen ud til metrostationen Uschod for at se det futuristiske bibliotek. Her er der lysreklamer i alverdens farver hver aften. Derudover ligner biblioteket noget fra det ydre rum, som netop er landet. Man står bare og venter på, at små marsmænd skal komme ud af hoveddøren.

Vi vil blive rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores side på Facebook og følge vores næste rejse til Island i maj.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Minsk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Den sidste dag i Colombia tog vi på Bogotá Graffiti Tour. Vi skulle mødes med vores guide Jay og de ca. 40 andre, der denne dag havde fået samme idé, på pladsen Parque de Los Periodistas kl. 10.

Det var godt at Jay, der oprindeligt var født i Colombia, men som i mange år havde boet i New York, kunne tale højt og tydeligt. Ellers havde det været helt umuligt med så mange mennesker på samme tur. 

DJ Lu

Vi blev straks indviet i Bogotás forskellige graffiti-kunstneres navne, udtryksformer og kendetegn. Især kunstneren DJ Lu fik vores opmærksomhed, og den sidste tid vi var i Bogotá, lagde vi mærke til hans kunstværker over hele byen. 

DJ Lu er uddannet kunstmaler, arkitekt og arbejder som professor ved universitetet i Bogotá. Ud over det er hans identitet skjult. Måske på grund af de meget politiske motiver, som han maler. Således stiller han spørgsmålstegn ved regeringens politik, våbenindustrien og boring efter olie.

DJ Lu’s meget berømte ananas/håndgranater skal sætte fokus på alle de landminer, som stadig findes på landet i Colombia. Han har også et stort hjerte for hjemløse og taler deres sag gennem sine motiver.

La Candelaria

Vi vandrede nu i samlet flok til området La Candelaria, hvor nogle af de mest ikoniske graffiti-malerier i Bogotá findes.

Problemet er, at bystyret i Bogotá i øjeblikket prøver at rydde op i det fredede område. De gamle kolonistilsbygninger bliver renoveret, så de fremstår flotte og autentiske overfor turisterne. Det betyder, at der hver uge er fantastiske grafitti-malerier, der går tabt, fordi de bliver malet over af kommunes medarbejdere.

Det vil graffitimalerne selvfølgelig ikke finde sig i, så i ly af nattens mørke, forsøger de at tage byen tilbage. Med andre ord: De billeder vi har fotograferet, kan altså allerede være væk. Til gengæld er der helt sikkert dukket noget andet op.

Politidrab og lovlig graffiti

Efter et politidrab på en 16-årig graffitimaler i 2011, er det ellers blevet lovligt på udvalgte bygninger at male graffiti.

Mange butiks- og husejere ønsker også flotte værker på deres bygning og bestiller selv en graffitimaler. Det kan man måske undre sig over, men alternativet er de mange tags, som blot skæmmer bygningen. Så hellere komme det i forkøbet og samtidig øge værdien af huset ved at få en kendt kunstner til at udsmykke det. Der er nemlig en uskreven regel blandt graffiti-kunstnere: Aldrig tegne oven på andres værker. 

Graffiti-kunstnere fra hele verden

Bogotá er et af de vigtigste steder i Sydamerika for street art, og mange berømte graffiti-kunstnere fra hele verden kommer forbi for at sætte deres farverige præg på byen.

Nogle bliver hængende i længere tid, når de falder for byens charme, dens muligheder for at male og det store fællesskab der er i graffitimiljøet.

Andre arbejder sammen med lokale kunstnere eller underviser på byens folkeskoler, da graffiti er blevet en fast del af Bogotá på lige fod med andre kunstarter.

Vi kan på det varmeste anbefale Bogotá Graffiti Tour. Det var meget informativt og interessant at gå med på denne tur, hvor vi også fik insiderviden om overnatning, restauranter mv. Jay var en guldgrube af viden og en fantastisk guide.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På graffiti-tur i Bogotá blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På vej ud kom vi forbi et stort sidekapel, hvor der var fyldt af mennesker til gudstjeneste. De var lige midt i at synge en tysk julesalme, så vi brummede lidt med på melodien.

Banksy i Betlehem

Efter at have gået lidt rundt i Betlehems gader besluttede vi at tage en taxa. Vi ville gerne ud og se Banksy’s berømte grafitikunst, som præger murene rundt omkring i Betlehem.

Hvis du ikke kender Banksy, så kan vi lige kort fortælle, at han er en ”anonym” britisk kunstner, som ofte laver politisk-satiriske værker. Han er meget samfundskritisk og imod krig og kapitalisme. Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle forvente af denne taxatur, da vi ikke kendte taxachaufføren. Og vi havde heller ikke rigtig sat os ind i, hvad vi egentlig skulle rundt og se. Men det viste sig at blive en rigtig interessant og spændende tur!

Chaufføren var rigtig god til at køre os hen til de mest interessante steder og til at fortælle om alt, hvad vi så under vejs. Ud over at se diverse Banksy-malerier, så viste han os også, hvordan et palæstinensisk hus var blevet omringet af mure på alle sider, da de bor tæt på gravmonumentet for Rachel.

På besøg i en flygtningelejr

Vores chauffør kørte os derefter ud i flygtningelejren Aida. Her har der boet palæstinensiske flygtninge siden 1950 og i dag bor der ca. 5000 mennesker i lejren, som nu i vores øjne mere minder om en bydel.

I lejren kunne vi se de israelske vagttårne, som var forsøgt brændt af, og hvordan huset overfor det ene vagttår havde tydelige skudhuller. I dette ”brændpunkt” går børn fortsat i skole og voksne mennesker på arbejde for at forsøge at opretholde en så normal hverdag som mulig.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Betlehem blev først udgivet på Two Danes On Tour.