Roadtrip Arkiv - Two Danes On Tour

Roadtrip i Bosnien

twodanesontour — Mon, 20 Feb 2023 12:05:50 +0000

Efter fire dage i fantastiske Sarajevo, var det blevet tid til et roadtrip rundt i Bosnien-Hercegovina. Landet er forholdsvist lille, men alligevel kan man nemt bruge en uge eller mere på at køre rundt, da der er mange interessante steder, som ligger spredt rundt i hele landet.

Undervejs var min gode ven og rejsemakker Martin stødt til turen, og vi havde ikke lige fået lejet en bil hjemmefra… så vi var lidt spændte, da vi tog en taxa ud til lufthavnen og gik fra udlejningsfirma til udlejningsfirma for at spørge, om de havde nogle biler til rådighed. Det var jo påskeferie… Men i løbet af en halv times tid var der gevinst, og snart var vi på vej.

Republika Srpska

Vi kørte uden om Sarajevo centrum og mod nord til byen Srebrenica. Byen ligger i Republika Srpska, som er et selvstændigt politisk område og hovedsageligt beboet af serbiske bosniere. De fleste serbere ønsker selvstændighed fra resten af Bosnien-Hercegovina, og der kan være ret mange spændinger mellem de forskellige befolkningsgrupper. Men det er ikke et problem for turister at køre ind i Republika Srpska. Der er ingen grænseovergange, som vi måske forestiller os dem med grænsevagter og visning af pas. Der er blot et skilt i vejsiden som viser, at man nu er i Srpska, ligesom hvis man kører ind i en by. Og så bliver der flaget med det Serbiske flag i stedet for det officielle Bosniske, som ellers burde gælde for hele landet.

Vejen mod nord var virkelig fin med landlige omgivelser, fantastiske høstakke og fåreflokke. Denne første dag var den smukkeste tur, vi kørte i Bosnien-Hercegovina.

Folkemordet i Srebrenica

Dagens mål var byen Srebrenica, hvor et stort folkemord fandt sted i juli 1995. Faktisk skal man køre lidt nord for Srebrenica til den lille flække Potocari. Her lå der en gammel fabrik, som blev brugt som hovedkvarter af FN under krigen. Den er nu et museum og overfor er den store begravelsesplads, hvor der hvert år bliver føjet flere grave til, når nye massegrave dukker frem. Jeg har tidligere skrevet et andet blogindlæg om besøget i Srebrenica, som du kan læse her.

Det er gratis at besøge både begravelsespladsen, den gamle fabrik og museet i Srebrenicha. Vær dog opmærksom på, at museet lukker kl. 16, mens man godt kan besøge begravelsespladsen senere.

Efter at have besøgt dette sørgelige sted, kørte vi lidt uden for byen Zvornik. Her overnattede vi på det ældre Motel Laguna.

Da jeg gik ind for at spørge på et ledigt værelse, tøvede jeg lidt, da jeg hørte prisen – jeg skulle jo lige nå at regne det om til danske kroner. Min tøven udløste straks rabat. Man kan godt mærke, at det er udenfor højsæsonen.

Motellet havde en dejlig terrasse ud til floden Drina, som her udgør grænsen mellem Republica Srpska og Serbien. Og restauranten havde et kæmpe menukort med masser af kødretter. Så vi havde en herlig aften på det gamle, lidt out datede motel, men med de sødeste tjenere.

Spændende kørsel

Næste morgen kørte vi videre mod Travnik. Vi brugte app’en maps.me til at finde vej, og det skulle vise sig at blive mere udfordrende end først antaget. Maps.me tager oftest den hurtigste vej – dog lige uden at overveje, om det er den smarteste vej…

Et sted mellem Zavidovici og Travnik førte maps.me os pludselig op ad en smal, et-sporet vej, som snart blev meget stejl og gik over i en grusvej. Her skulle vi på et tidspunkt krydse en asfaltvej med trafik fra begge sider. Vi hang der på den stejle grusvej, og Martin skulle orientere sig for modkørende trafik, finde koblingspunktet og få os sikkert op ad bakken. Jeg grinede så meget, så jeg næsten tissede i bukserne. Det skulle klart have være filmet.

Senere blev vi ført ned ad en lille, smal vej, som til sidst endte i noget, som mindede om en cykelsti. Der kunne på ingen måde komme en personbil ned ad den lille vej, og Martin måtte bakke og jeg måtte hastigt finde en alternativ rute. Ind imellem blev venskabet testet lidt den dag

Travnik

Travnik bød på en gammel borg, som vi bosatte os lige overfor på Hotel Vezir Palace. Hotellet var udmærket, men fremstod finere end det var. Udsigten fra værelset var dog helt i orden.

Borgen er fra perioden før ottomanerne erobrede Bosnien. Men den var desværre ikke beskyttelse nok, da landet blev angrebet sydfra. Selvom bosnierne havde bygget denne og flere andre borge, så måtte de efterhånden give op overfor de fremrykkende ottomanere. Således var Travnik under ottomansk overherredømme fra 1463 til 1878.

I dag er borgen den bedst bevarede i Bosnien-Herzegovina, og den har åben alle hverdage fra kl. 9-15 og i weekenden fra kl. 10-14. Oppe på borgen er der et lille museum i et gammelt tårn. Her så vi bl.a. nogle ret fantastiske billeder af den lokale fotograf Mirsad Mujanovic. Jeg var især vilde med hans portrætter af ældre mennesker.

I centrum af Travnik står der en flot gammel moské med butikker nedenunder og flotte malerier på væggene. Da der var fredagsbøn og rigtig mange mennesker samlet ved moskeen, gik vi ikke ind.

Et andet sted så vi en lille moské med en minaret af træ. Den var altså også rigtig fin på sin egen stille facon.

Hvis du har tid, så gå en tur gennem byen og nyd de forskellige moskéer – nogle af dem har flotte malede døre, og du kan se de gamle vezir-grave, som stadig ligger langs byens hovedgade.

Jajce

Næste dag kørte vi videre til den gamle hovedstad Jajce. Højt hævet over byen ligger det sidste fort som faldt til osmannerne. Byen holdt stand helt frem til 1528, længe efter at alle andre havde kapituleret. Det er de selvfølgelig meget stolte af i Jajce.

Tæt på centrum findes også byens vartegn. Et todelt 22 meter højt vandfald med den gamle bydel og det osmanniske fort på bjerget bagved. Det er fint, men jeg tror alligevel, at jeg havde forventet noget mere eller i hvert fald noget andet. Nu er jeg nok heller ikke den nemmeste af imponere med vandfald…

Vi gik en god tur på ca. 10 km ud af byen til flere små vandfald med plankebroer.

Til sidst kom vi til et sted med gamle vandmøller i søde små træhytter.

Det er et meget hyggeligt område at gå en tur i, og undervejs var vi heldige at se et par vandstære, som er en fin lille fugl, som man også kan være heldig at se i Danmark om vinteren.

Lammesteg i Jablanica

På vej videre mod Mostar stoppede vi – lige som alle lokale – i Jablanica. Byen ligger på ruten mellem Sarajevo og Mostar og er meget berømt for dens restauranter langs floden Neretva, som alle serverer lam. Og jeg må sige, at det er guddommeligt lam! Så det er et must stop, hvis du er vild med lam – de har selvfølgelig også andet på menukortet.

Jeg kan både anbefale Restoran Zdrava Voda og Restoran Kovačević. Begge steder kan du sidde ude om sommeren. Zdrava Voda skulle vist nok have åbent 24 timer i døgnet og Kovačević har åbent fra 7-23, så der er altså ingen undskyldning for ikke at stoppe her.

Er du blevet godt mæt oven på lammestegen, så kan jeg anbefale dig at gå en tur over floden for at se mindesmærket for slaget om Neretva fra 2. Verdenskrig. Det var et berømt slag mellem Jugoslavien og Aksemagterne. Mindesmærket hedder Bridge on the Neretva og er en kopi af en jernbanebro, som er styrtet ned i floden. Der er også et museum tilknyttet, men det besøgte vi ikke.

Faktisk er hele denne strækning fra Sarajevo til Mostar langs Neretva udnævnt som en af de smukkeste togrejser i Europa. Så har du ikke mulighed for at leje en bil, så er det en fin mulighed at tage toget. Eneste problem ved at vælge toget er, at så får du ikke lammesteg i Jablanica…

Mostar

Mostar er jo perlen i det sydlige Bosnien-Herzegovina. Det er byen med den ikoniske bro Stari Most over floden Neretva, som alle kommer for at se.

Broen blev bygget af ottomanerne i 1500-tallet som erstatning for en gammel træbro. Under krigen i Bosnien blev broen sprængt i stykker af kroatiske styrker den 9. november 1993.

Efter krigens afslutning besluttede man at genopføre den smukke, gamle bro. Tanken var først at bruge de gamle sten, som blev hejst op af floden, men mange af dem var desværre så beskadiget, at de ikke kunne bruges. I stedet huggede man kopier af de gamle stenblokke fra det oprindelige stenbrud, og i 2004 blev broen genåbnet til stor glæde for både lokale og turister.

Den berømte bro er Bosniens nationalsymbol og landets store stolthed, og byen tiltrækker masser af dagsturister fra Kroatien om sommeren. Det var derfor dejligt at besøge byen her lidt uden for sæsonen.

Hver dag – selv her i påsken, hvor vandet ikke er specielt varmt, står vågemodige unge mænd på toppen af broen i små badebukser. Når de har samlet penge nok sammen blandt turisterne, tager de mod til sig og springer på hovedet ned i den store flod. Jeg tænker, at det er et rigtig farligt job…

Man skal lige huske, at når alle andre også gerne vil kunne krydse dette smukke sted af på deres bucketlist, så er der mange turister. Der kan være lang kø for overhovedet at få lov til at gå over broen. Derudover er broen både stejl og glat, så det er altså ikke et sted for gangbesværede og jeg anbefaler også, at man har ordentligt fodtøj på.

Mange turister betyder selvfølgelig penge. Det har de lokale også fundet ud af. Derfor kan man ikke gå en stille tur op ad hovedgaden uden at blive råbt an af alverdens sælgere, tiggere og restaurantejere. Men hvis man er forberedt på det, og kan tage det meste med et smil, så er Mostar en fin oplevelse.

Lidt om parkering i Mostar

Derudover er det svært at finde et sted i Mostar at parkere sin bil. Altså der er masser af p-pladser, men det koster bare! Så har du lejebil, så tjek lige om dit hotel tilbyder fri parkering. Det gjorde Motel Deny Mostar, hvor vi boede i tre nætter. Men det var nærmest umuligt at få presset bilen ind ad den smalle vej og derefter lave et 90 graders sving ind i en smal garage. Så er du en uerfaren billist… Just saying! Men altså man kan jo bare køre ind på en parkeringsplads og betale for det.

Dagstur fra Mostar

En af dagene valgte vi at køre en tur ud af byen. Vi kørte mod syd, og første stop var den lille by Blagaj. Den er kendt for sin smukke moské, der ligger ved floden Buna. Selvom det ikke ses på billedet, så er der meget tryk på vandet, som fosser ud af bjerget.

Langs floden er der små caféborde, hvor man kan sidde og nyde udsigten med en kop kaffe eller en sodavand.

Vi kørte videre til den lille, smukke by Počitelj hvor man kan gå en dejlig tur i de stejle gader og se moskéen og den gamle borg på toppen. Det bedste er dog roen og alle hustagene, synes jeg.

Sidste stop var Kravica vandfaldet. Det var smukt men lidt dyrt at komme ind. Det kostede næsten 80 kr., og der var ikke meget at lave der ud over at se vandfaldet. Jeg har før besøgt Plitvice i Kroatien, hvor man kan gå en lang flot tur på plankebroer. Måske er det anderledes om sommeren, når de små caféer har åbent. Lige nu var de under renovering.

Derefter blev det tid til frokost. Via maps.me fandt jeg en restaurant på bagsiden af Hotel Storia i byen Čapljina. Først troede jeg, at vi var gået forkert. Men i hotellets reception blev vi guidet om bagved hvor den fineste restaurant åbenbarede sig. Og det blev turens lækreste måltid! Alt hvad de havde på menuen lød dejligt. Jeg endte dog med at kaste mig over tun og salat med grillede citroner. Virkelig velsmagende!

Titos bunker

Efter et dejligt roadtrip gennem Bosnien, var det blevet tid til igen at vende næsen mod Sarajevo og flyve hjem. Undervejs gjorde vi selvfølgelig stop i Jablanica for lige at få en bid lam mere

Næste stop blev byen Konjic syd for Sarajevo. Her ligger Titos gamle bunker gemt langt inde i et bjerg. Bunkeren hedder egentlig Armijska Ratna Komanda D-0. Men alle vil vide, hvad du taler om, hvis du siger Titos bunker.

Bunkeren blev bygget under den kolde krig for at beskytte Jugoslaviens præsident Josip Broz Tito samt op til 350 andre personer – det være sig familie, politikere og personale i bunkeren.

Det kostede 22 BAM/13 dollars at komme på en guidet tur i bunkeren, og du har ikke mulighed for at gå rundt på egen hånd.

Vi stoppede ved et lille rejsebureau i Konjic for at købe billetter til den guidede rundvisning (Det ligger lige overfor broen Stari Most). Samtidig fik vi også en kørselsvejledning til bunkeren. Du kan også selv køre derud og købe billetter på stedet, men det er en fordel at ringe i forvejen og høre, om der er plads, og tjekke op på, hvad tid turen begynder. Har du ikke selv bil, bliver du nødt til at tage en taxa, da der ikke går busser.

Besøget i bunkeren var fint og informativt. Jeg synes, at det var mest interessant at se den del, som havde med Tito og bunkeren at gøre. For at lave det til en turistattraktion, har lokale kunstnere fået lov til at udsmykke forskellige rum. For mig var det meste af det dog rimelig intetsigende. Men altså; hver sin smag.

Selvfølgelig findes der også en rød telefon i bunkeren. Spændende om Tito har lavet vigtige opkald fra den.

Et par anbefalinger

Bosnien-Herzegovina får min varmeste anbefaling som rejseland. Hovedstaden Sarajevo har sneget sig ind som min favorithovedstad i Europa. Spændende historie, kultur og alt inden for gåafstand med mulighed for at komme op i bjergene med kabelbanen lige midt i byen. Jeg er kæmpe fan. Så skynd dig afsted til Bosnien før din nabo. Det vil du ikke fortryde.

På min rejse havde jeg medbragt bogen Bosniske brødre af Bjørn Harvig. Det var et fantastisk valg! Ud over, at bogen beretter om en fodtur på tværs af Bosnien, så fortæller bogen samtidig historien om de mennesker, som Bjørn møder undervejs, samt giver en indsigt i, hvad krigen har betydet – og stadig betyder – for dette lille land. Bogen var på alle måder en øjenåbner og en god baggrundsviden.

Også programmet Anne og Anders i Bosnien på dr.dk giver en rigtig god indsigt i et lille land med en meget kompleks historie. Her får man et glimt af Sarajevo og indsigt i en ung mands historie, som sammen med sin mor og søster flygtede til Danmark, efter at hans far var blevet dræbt af en serbisk snigskytte.

Som altid håber jeg, at du har lyst til at følge med på sociale medier. Facebook: Two Danes On Tour Instagram: @twodanesontour

I januar 2023 er jeg flyttet til Ittoqqortoormiit i Østgrønland, hvor jeg arbejder som lærer på byens skole. Derfor er de fleste opslag i øjeblikket fyldt med sne og nordlys.

Facebook

Twitter

Indlægget Roadtrip i Bosnien blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Roadtrip i Libanon

twodanesontour — Thu, 31 Oct 2019 19:24:21 +0000

Efter godt 24 timer i Beirut (som I nok skal få lov til at høre om en anden god dag), blev vi hentet af vores chauffør Ali fra Lebanon Tours, som vi havde lavet en aftale med de næste fire dage. Vi havde planlagt et roadtrip i Libanon, som vi var meget spændte på, da der havde været lidt forviklinger undervejs.

At finde den rigtige guide

Det havde nemlig været lidt af et show overhovedet at finde en chauffør, som ville køre os rundt i Libanon til en rimelig pris. Samtidig havde vi også et noget usædvanligt krav i et land, som endnu ikke rigtigt er gearet til turister.

Vi ville nemlig ikke have 4 éndagsture ud og ind af Beirut, hvilket ellers er det, der tilbydes alle steder. Vi ønskede ikke at bruge 2-3 timer hver dag på at komme tilbage til Beirut. Både pga. tidsforbruget men også fordi vi godt kan lide at bruge mere tid samt overnatte i forskellige byer. Det giver ofte et helt andet indryk af en by eller et sted, når alle éndagsturisterne er taget afsted. Så er det lige som om, at byen igen viser sit rigtige jeg.

Mange mails og beskeder senere…

Vi havde i første omgang spurgt i diverse rejseforum på Facebook, om der var andre rejsende, som havde haft en god chauffør til en fornuftig pris. Der var vi bl.a. kommet i kontakt med en libaneser bosat i Danmark, som skrev, at hun gerne ville hjælpe os mod betaling.

Vi havde en del skriverier frem og tilbage, og det endte også med, at hun havde fundet to forskellige chauffører. Den ene meldte dog fra af personlige årsager, og den anden kom med en yderst ublu pris på 220 USD pr. dag + brændstof, som vi på ingen måde ville betale.

Derefter skrev vi til en 3-4 andre chauffører, som enten var ude af landet, optaget eller forlangte 180 USD pr. dag og derudover 50 USD pr. nat til chaufføren, fordi vi ikke ville med tilbage til Beirut – så det ville jo blive meget dyrt. Vi afviste derfor den ene chauffør efter den anden.

Og hvis du nu sidder og tænker: Jamen, hvad er en rimelig pris? så kan vi da fortælle, at normale dagsture ind og ud af Beirut koster mellem 95 og 150 US pr. dag med bil og chauffør og stop undervejs, alt efter hvor langt rundt i landet man skal.

Lebanon tours

Til sidst skrev vi via What’s app til en chauffør, som hed Hussein, og han skrev tilbage, at hans firma Lebanon tours kunne gøre det for 150 US pr dag – også selv om vi ikke ville med retur til Beirut hver nat. Det lød jo rigtig lovende.
Men bedst som vi troede, at vi havde styr på det, så mistede vi ligesom kontakten til Hussein. Når vi skrev noget til ham, svarede han ikke, eller også kom der enstavelsesord tilbage flere dage senere.

Til sidst oprandt dagen for vores afrejse, og vi blev enige om, at vi måtte se, hvad der skete, når vi kom til Libanon. “Hvad er det værste, der kan ske?” har været vores valgsprog i mange år.

Hvis det ikke lykkedes med chaufføren, måtte vi jo enten gå ud på gaden og finde en taxa eller tage bussen rundt i landet, hvilket skulle være meget billigt, men også ret besværligt. Man kan jo heller ikke bare få lov til at stå ud af bussen og tage et billede, når man har lyst.

Lørdag formiddag skrev vi lidt halvhjertet til Hussein: Vi håber at se dig i morgen kl. 9 – og fik svar tilbage: “See you tommorow at 9.00 am”. Så kort kunne det gøres!

Første møde med Ali og de libanesiske veje

Ali, som åbenbart arbejdede for Mr. Hussein, holdt klar søndag morgen lidt i 9 som aftalt. Og det skulle snart vise sig, at det var en af hans store forcer. Han kom hver dag for tidligt, hvilket passede os fortrinligt.

Snart begav vi os ud i Beiruts hektiske trafik. Vi kørte mod syd, forbi lufthavnen, og snart efter drejede vi af og kørte op i bjergene. Her blev trafikken mindre og vejene smallere med mange sving. (Hurra for Sea bands mod køresyge).

Ali fortalte, at der sker utrolig mange trafikuheld i Libanon hver dag. Største årsag: mobiltelefoner! Men også høj fart og hensynsløs kørsel. (Det skulle dog ikke holde ham selv tilbage for at ringe, smse og rode med gps, mens han styrede uden om biler, knallerter og traktorer).

Vi lod hurtigt mærke til, at alle tre ting var mere reglen end undtagelsen for billister i Libanon, og priste os derfor lykkelige for, at vi havde valgt ikke at leje bil og køre selv. Nu kunne vi bare læne os tilbage og nyde turen uden at skulle kigge på gps og forsøge at forstå de uskrevne libanesiske kørselsregler, som vi her vil forsøge at gengive:

Hold tilbage for mig, jeg kommer fra venstre
1 dyt = jeg er her, har du set mig?
2 dyt = jeg har set dig. Kom bare, jeg venter.
2 dyt = jeg er taxa/pirattaxa, vil du med?
Hornet i bund = du har virkelig kvajet dig/min tålmodighed er fuldstændig brugt op!
Bak aldrig på en motorvej eller ensrettet gade – med mindre du er kørt forkert, skal noget vigtigt eller møder en gammel ven!
Parkér hvor du vil, men husk advarselsblinket hvis du parkerer i 2. eller 3. vognbane.
Overhaling indenom? Intet problem! Er det ikke det, der er meningen?

Deir El-Qamar

Mens vi kørte gennem bjerglandskabet fortalte Ali, at mange af de små landsbyer langs vejen er beboet af drusere. Et folkefærd, som vi før har stiftet bekendtskab med i Golan-højderne, da vi havde et spændende besøg hos en drusefamilie.

Her i Libanon lever der cirka 250.000 drusere, og de kan ofte kendes på deres påklædning, som for mændende består af sort eller mørkeblå skjorte og pludderbukser kaldet sherwal samt en hvid hovedbeklædning. Ligeledes er kvinderne ofte i sorte kjoler og tynde hvide hovedtørklæder.

Første stop denne dag blev byen Deir El-Qamar, som er berømt for sine gamle stenhuse med røde tegltage og små snævre gader. Derudover findes her både maronitiske kirker, muslimske moskeer og en jødisk befolkningsgruppe af anseelig størrelse.

Byen fungerer som sommerpalads for den libanesiske præsident, og der står således en skulptur af Libanons første præsident Bechara El Khoury på torvet.

Vi blev dog ikke så længe i den smukke by, og snart gik turen videre til slottet Beiteddine.

Beiteddine

Lige da vi ankom var vi lidt usikre på, hvor vi var, og om det overhovedet var noget for os. Men vi betalte alligevel 10.000 lira pr. person (50 danske kr) og kom først ind på en stor tom gårdsplads, som vi efterfølgende har læst måler 107 gange 45 meter. Vi kiggede lidt på hinanden og blev enige om, at vi snart kunne være ude igen, hvis det fortsatte sådan her.

Vi gik gennem en port og kom ind i nogle lange gange, hvor der hang mosaikbilleder på væggene. Det var egentlig meget flot og mindede os både om ridderbyen Akko i Israel og mosaiklandkortet i Madaba i Jordan. Så nu steg humøret lidt.

Vi gik også lige ovenpå for at kigge og pludselig åbnede slottet sig for os. Ahhh, det var det, som alle snakkede om. Nu forstod vi det bedre.

Vi kom ud i en meget fin gård med springvand og fantastiske udsmykninger på døre og vinduer.

Indenfor var der også masser at kigge på. Blandt andet nogle flotte vinduesmosaikker, smukke lofter og mange gamle møbler.

Og sådan endte det med, at Beiteddine blev en meget fin oplevelse, da vi endelig forstod, hvad det var, vi var kommet efter. Det kunne vi selvfølgelig også have læst lidt op på hjemmefra, men vi havde haft rigeligt at holde styr på. Nogle gange skal man også bare tage tingene som de kommer og opleve det, som åbenbarer sig for en.

Aanjar

Vores roadtrip i Libanon fortsatte mod Bekaa-dalen og byen Aanjar, som ligger rimelig tæt på den syriske grænse. Derfor kom der også flere og flere flygtningetelte, som var slået lidt tilfældigt op på marker eller tomme byggegrunde i og omkring byen.

Det vælter ind i Libanon med flygtninge fra det krigshærgede Syrien, og de skal selvfølgelig have et sted at bo. Derfor får de udleveret telte fra FN og en månedlig støtte på 150 USD pr. person.

Når man tænker på, HVOR stor flygtningekrisen er i Libanon i disse år med rundt regnet 1,4 millioner syrere, så var vi overraskede over at se så få, som gik rundt og tiggede. Der var et par enkelte – hovedsageligt ældre kvinder – i Beirut, og nogle stykker i et lyskryds i Aanjar, som forsøgte at tigge penge fra bilisterne. Ellers oplevede vi det ikke.

Ali mente også, at når vi nu var så tæt på den syriske grænse, så skulle vi da helt hen og se den. Og som sagt så gjort. Han kørte til vi var ca. 25 meter fra grænsen, så vi kunne se grænsevagterne og ingenmandsland, og så vendte han rundt og kørte tilbage igen. Det kunne vi selvfølgelig ikke få lov til at fotografere, så kameraet forblev i tasken.

Ruinerne i Aanjar

I Aanjar ligger der et ruinområde med et palads og en moské, som kan dateres tilbage til det 8. århundrede, da Umayyad-kalifatet erobrede området og anlagde byen. Den var dengang et vigtigt knudepunkt på handelsruterne mellem Tiberias og Homs, Beirut og Damascus samt Baalbek og Sidon.

Ruinbyen Aanjar er 374 meter x 308 meter og omgivet af 2 meter tykke mure. Der har været 36 tårne samt fire hjørnetårne langs muren. Området er meget overskueligt med lige veje, hvoraf de to store hovedveje går nord-syd og øst-vest. I midten er der fire søjler.

Der er mest tilbage af det, som tidligere har været kendt, som det store palads.

Aanjar er et fint sted at besøge, hvis man interesserer sig for historiske ruiner eller gerne vil besøge UNESCO steder. Derudover kan man også finde nogle meget smukke firben. Entreen på 6000 lira pr. person (30 kr), synes vi, var meget rimelig.

Overvejer du også en rejse til Libanon? Og kunne du tænke dig at komme i kontakt med Lebanon Tours, så kan Mr. Hussein kontaktes via hjemmesiden eller What’s App på +961 70 809 737 (forvent dog ikke, at han svarer lige med det samme…)

Vil du se vores blogindlæg fra Libanon, så kig forbi her.

Vi anbefaler også gerne et par andre blogindlæg:

Fra Iran: Til te hos nomadefolk

Fra De Forenede Arabiske Emirater: På jagt efter oryx

Som altid bliver vi rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her vil du kunne se, når vi skriver nye blogindlæg, og når vi er på farten. Næste rejse går til Tromsø i slutningen af november.

Facebook

Twitter

Indlægget Roadtrip i Libanon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På Yucatan med familien Lyngsøe

twodanesontour — Thu, 27 Sep 2018 12:47:59 +0000

I bedste Olsen-banden-stil tager vi ADO-bussen til Cancun lufthavn med Dannebrogsflag i hænderne.

Her møder Two Danes hele Rasmus’ familie: mor Else, far Finn, søster Signe og niecerne Ella og Karen på 10 og 6 år.

Gensynsglæden er stor, og så er vi pludselig Seven Danes på tur. Vi skal nu sammen på roadtrip på Yucatan-halvøen de næste 3 uger. Noget vi alle har set frem til meget længe.

Valladolid

Vi henter lejebilen hos National i lufthavnen og kører derefter ud på de meget lige og meget lange mexicanske landeveje på Yucatan. Enkelte steder skal vi betale vejskat, men vi slipper heldigvis for at blive stoppet af politiet, som Rasmus ellers har oplevet flere gange i Mexico.

Turen går først til Valladolid, som er en typisk mexicansk by med en stor plaza i midten og farverige gader lagt ud som et kvadreret vejnet.

Vi bosætter os på hotellet La Aurora Hotel Colonial, som kun ligger et par gader fra centrum. Der er en dejlig swimmingpool, på taget er der to boblebade, og desuden gratis parkering lige uden for døren. Mere har vi ikke brug for.

De forskellige måltider bliver spist på både små og store restauranter i nærheden af byens plaza til yderst rimelige priser.

Især forelsker vi os i gårdhaven på Restaurante El Atrio del Mayab. Her er dejligt svalt, og om aftenen sidder der en ældre mayakvinde og bager tortillas på en stor pande.

Men også det lokale madmarked, hvor alles madønsker efterkommes, bliver benyttet flittigt.

Læs også: Spise med Price… på Yucatan

Fødselsdag og Chichén Itza

Næste morgen bliver der sunget fødselsdagssang for Anne Marie, som pakker gaver ud, inden turen går imod den fantastiske pyramideby Chichén Itza. Uden tvivl den største seværdighed på Yucatan og én af Verdens syv nye underværker.

Vi har været tidligt oppe og springer morgenmaden over for at finde en bager undervejs. Da vi nærmer os pyramiderne, spørger vi (på spansk) en tilfældig dame i den lille landsby Pisté om vejen til det nærmeste bageri. Hun fortæller til vores store ærgrelse, at det ligger i Valladolid, hvor vi netop kommer fra. Slukørede triller vi videre ind i landsbyen, og 20 meter længere fremme får vi øje på den lokale bager!? Så dårligt er vores spanske altså ikke!

Vi køber rigeligt brød, og alle får lov til at vælge hver deres brød – eller rettere formen på dem, for de smagte praktisk talt ens allesammen.

Vi ruller ind på parkeringspladsen ved Chichén Itza præcis kl. 8, og selv om den første times tid er diset, er vi glade for at være kommet tidligt. Både på grund af varmen og på grund af mængden af turister, som vi ved, ruller ind i løbet af formiddagen.

Vi besøgte også dette smukke sted for seks år siden. Det kan du læse om her, hvor vi fortæller meget mere om de spændende pyramider.

Ud over at se de fine pyramider, går der også lidt shopping i den. Vi kigger både på tæpper, hatte, skåle, t-shirts, køleskabsmagneter og meget, meget mere. Og vi kan da godt afsløre, at på hele vores rundrejse på Yucatan, er dette det bedste sted at prutte om prisen. Det er nok godt, vi ikke vidste det, mens vi var der – så havde vi købt hele butikken!

Det er også her, at Ella og Karen for første gang finder ud af, at man ikke må virke for interesseret, hvis man vil have en god pris. De lærer hurtigt, ganske upåvirket at fortælle Rasmus, hvad de gerne ville købe, hvor efter de lusker af, og så klarer han forhandlingerne.

Cenote Oxman

Om eftermiddagen kører vi til Cenote Oxman for at at bade. Den ligger ved Hacienda San Lorenzo 4 km syd for Valladolid. Lige da vi ankommer, er vi lidt i tvivl, om det er det rigtige sted, da cenoten ikke kan ses udefra. Men jo, den er god nok.

En cenote er et gammelt jordfaldshul, hvor grundvand samles. Mange steder på Yucatan er der cenoter, som du kan bade i mod betaling. Ved Oxman kan man enten betale 70 pesos for indgangen, eller man kan betale 100 pesos, men så får man ud over indgangen også en voucher på 50 pesos til brug i baren ved hotellets pool.
Det giver jo kun mening for os at tage imod det sidste tilbud.

Pigerne er noget skeptiske over at skulle ned i “hullet”, men vi får dem lokket med ned ad alle trapperne. Vandet er køligt, men forfriskende, da vi hopper i. Der flyver masser af svaler over vores hoveder, og små fisk svømmer rundt i det turkisblå vand. Og hvis du er modig, kan du få lov til at svinge dig i et Tarzan-reb ud over cenoten og hoppe i fra ca. 3 meters højde. Det skal Rasmus og Signe selvfølgelig prøve.

En time senere vil Ella og Karen nærmest ikke med op igen. Det ender med at være en af de oplevelser, de husker bedst fra dette roadtrip.

Og nu indtager vi swimmingpoolen samt bruger vores voucher på drinks i baren. Det er jo fødselsdag!

Har du ikke før prøvet at bade i en cenote, så vil vi gerne anbefale Cenote Oxman. Den har åbent hver dag fra 8-17 og poolen lukker kl. 18.

Ek Balam

Næste dag står den igen på pyramider. Denne gang ved Ek Balam, som er en af vores yndlingspyramider i Mexico.

Vi synes, at det er fantastisk at komme til dette sted tidligt om morgenen og have næsten hele området for os selv. Der er den mest fantastiske udsigt fra toppen, og resten af familien Lyngsøe må give os ret. Det er og bliver et fortryllende sted.

Da vi kommer ned igen, kan vi dog godt fornemme, at alt ikke er, som det skal være. Både Rasmus og Ella har høj feber, og turen til den lyserøde lagune på nordkysten af Yucatan bliver hurtigt droppet.

Til gengæld får de to patienter en tur forbi børnelægen med det legendariske navn Dr. Dante. Han udskriver effektiv penicillin mod influenza A og B, samt en lang middagslur og pomfritter på sengen. Måske sagde Dr. Dante ikke direkte det med pomfritter i sengen, men sådan bliver det, og det virker!

Havskildpadder ved Akumal

Allerede dagen efter er de to patienter igen oppegående, om end lidt matte i koderne. Men vi må videre.

Efter nogle skønne dage i Valladolid går turen nu til Akumal, drømmestranden med de fantastiske havskildpadder, som vi faldt pladask for, da vi rejste rundt på Yucatan i 2012. Men ak, der er sket meget her siden da.

I juli 2018 er Akumal blevet til en betalingsstrand, hvor man kun kan bade mellem kl. 9 og 17. De lokale jordejere har besluttet, at det er sådan, det skal være. Derudover SKAL man have redningsvest på og en guide med i vandet, hvis man vil snorkle med havskildpadder. Og så er området, hvor man må snorkle, blevet hegnet ind – så der næsten ingen plads er at svømme på.

Vi er godt med på, at alle disse tiltag skal være med til at beskytte havskildpadderne. De lokale vil gerne have begrænset mængden af badegæster – og tjene penge. De vil gerne sørge for, at ingen forulemper skildpadderne ved f.eks. at svømme efter dem eller røre ved dem. Og så skal der være mere plads til, at skildpadderne kan svømme væk, hvis de ikke gider de mange besøgende. Det, er vi helt med på, er nogle gode tiltag.

Men det er jo slet ikke den fantastiske strand mere, som vi engang kendte. Og vi holder ikke til at snorkle så “sent” op ad dagen. Der er solen alt for stærk for os og vores lyse hud.

Vi sniger os derfor ind to morgener i træk kl. 7.30, inden vagterne er mødt, inden snorkelguiderne står klar til at følge os rundt, og inden andre mennesker har indtaget stranden. Med andre ord: Vi har hele stranden for os selv, skildpadderne svømmer roligt rundt og spiser søgræs, og vi kan nyde dem i fred og ro.

Og Kl. 8.15 er vi ude igen og på vej hjem til dejlig morgenmad og friskpresset juice hentet i Akumal landsbyen på den anden side af hovedvejen.

Vi ved nu, at det er sidste gang, at vi har været forbi Akumal og de skønne havskildpadder. Det er blevet alt for turistet og kommercielt til os. Vi må ud og finde nye eventyr.

Airbnb i Akumal

Mens vi er i Akumal, har vi lejet en skøn lejlighed gennem Airbnb med en fantastisk udsigt og en lækker pool i haven, hvor store leguaner holder til.

Her nyder vi nogle dejlige afslappende dage, og Karen, der har fået til opgave i skolen at læse for et dyr, sidder i skyggen og læser højt for leguanerne.

Det er også rart med denne lejlighed, at vi kan være sammen, når alle nu ikke er på toppen. Efter Rasmus og Ella er det nu Karens tur til at få en omgang influenza. Men nu ved vi jo, hvilken medicin der virker, og snart er hun også på benene igen.

Tulum

Pyramiderne i Tulum bliver sidste stop, inden turen går videre til det lille sjove land Belize. Vi har set pyramiderne flere gange før, men vil gerne vise dem frem til resten af familien Lyngsøe. Det er og bliver bare et smukt sted.

Dagens største oplevelse får vi, da vi står under et lille palmetræ, hvor to sure fugle pipper sindsygt højt. Anne Marie siger til Else, at hun hellere må flytte sig, så hun ikke får en fugleklat i hovedet. Vi gætter på, at de har en rede i træet og gerne vil passe godt på deres unger.

Rasmus kigger lidt nærmere på palmetræet, og opdager pludselig en lille, tynd slange, som hænger på et af bladene. Så er det derfor, de to fugle er så vrede. Inden vi ser os om, dratter slangen ned på jorden lige foran os – der hvor Else stod blot et øjeblik forinden.

Efterfølgende finder vi ud af, at det er en mexicansk papegøjeslange, der desværre ikke er dødsens farlig. Det ville ellers have tilføjet en ekstra dimension til vores fortælling. Men det er nu alligevel altid spændende at stå ansigt til ansigt med en ukendt slange.

Ved udgangen til ruinerne møder vi de altid søde næsebjørne, som Else, Anne Marie og Rasmus var stået mega tidligt op for at se netop denne morgen i Akumal – bare i halvmørke og på længere afstand, viste det sig. For her i Tulum vandrer de bogstaveligt talt rundt imellem benene på os til alles store fornøjelse.

Foran os har vi nu 4 timers kørsel og den længste lige vej, vi kommer til at køre på på dette roadtrip på Yucatan.

Læs også: Cobá og endnu engang skildpadder i Akumal

Læs også: Bacalar & Akumal

Overvejer du at tage et roadtrip på Yucatan, så er du meget velkommen til at skrive til os for råd og hjælp med planlægning – det koster ingenting!

Vi vil blive glade, hvis du vil følge vores rejser på Facebook og Instagram @twodanesontour. Vores næste rejse går til Kirgisistan i oktober.

Facebook

Twitter

Indlægget På Yucatan med familien Lyngsøe blev først udgivet på Two Danes On Tour.

To dage i Akko

twodanesontour — Tue, 08 Mar 2016 19:07:00 +0000

Skønne Akko

Anne Marie var i Akko for mange år siden og elskede byen fra første færd. Derfor stod den meget højt på listen i år, da hun gerne ville genopleve byen sammen med Rasmus, Martin og Sanne.

Efter vi havde smidt vores tasker på Akko Gate Hostel og parkeret bilen på hostelets private parkeringsplads, var vi straks klar til at opleve byen.
Selve byen er med sine høje, gamle stenmure en turistattraktion i sig selv, og dens placering helt ud til Middelhavet er simpelthen formidabel, så den første dag gik bare med at slentre rundt.

Vi gik gennem de smalle gyder på må og få, kiggede på alle de varer, der blev faldbudt, drak friskpresset juice, spiste is, farede vild – og fandt os selv igen, da vi nåede til havnen. Så alt var lige, som det skulle være.

Akko er én stor labyrint, og den råber på, at man skal blive væk. Det er super fedt! Dog er der aldrig længere noget sted hen, end man snart er ude af labyrinten igen.

Ren afslapning for alle pengene

Da vi ikke orkede at gå mere, fandt vi en restaurant med en terrasse helt ud til Middelhavet.
Hold k… det var fedt at sidde her i den gamle by med den mest fantastiske udsigt ud over havet. Så glemmer man et øjeblik, at det er februar og frostvejr hjemme i Danmark.

Korsridderbyen under Akko

På dag to udforskede vi den gamle korsridderby, som ligger neden under Akko. Jo, jo, den er god nok! Der ligger to byer oven på hinanden, som begge er utrolig spændende. Dog er arkæologerne lidt forsigtige med at udgrave korsridderbyen, for byen ovenpå skulle jo nødigt skvatte sammen.

Man kan undre sig over, at der ligger en by neden under en anden by, men efter at Akko mistede sin vigtighed, da korsridderne blev smidt ud af området, blev den erobret af flere forskellige krigsherrer, blev brændt af og på alle måder ødelagt. Da området så igen fik betydning, var det åbenbart nemmere at bygge ovenpå end at reparere det, som allerede var.

Vi købte en “kombibillet” og begyndte vores rundtur i citadellet, hvor der var nogle overordentligt store riddersale – dem var vi ret imponerede over.

Billetten indbefattede også korsriddertunnellerne (The Templar Tunnels). De var omkring 400 meter lange, og man skulle nogle steder bukke sig lidt ned for at komme igennem.

Til sidst besøgte vi The Wall Museum of Treasures. Det var en privat samling af mange forskellige lokale genstande. Mange af dem var lavet til små “boder” f.eks. skomager, låsesmed, købmand osv.
Det bedste var dog, at da vi kom ud igen og gik oppe på muren, så spottede vi en hærfugl (vi er jo nogle dyrenørder, så den skal I da også lige se).

Havde vi orket mere, var der med kombibilletten også adgang til Okashi Art Museum, men det sprang vi let og elegant over, da en kold øl ved havnefronten trak mere.

To dage i Akko var helt perfekt for os. Havde vi haft mere tid, havde vi nok brugt en dag ved stranden eller kigget nærmere på den nye del af Akko, men det har vi nu til gode til en anden gang.

Baha’i gardens i Haifa

På vej længere sydpå stoppede vi lige kortvarigt i Haifa for at se Baha’i gardens.
Baha’i religionen blev oprindelig grundlagt i Persien (nuværende Iran), men har i dag flere af sine templer i Israel. Bl.a. i Haifa, hvor en kæmpe persisk have pryder bybilledet.

Vi så haven nedefra, hvilket er et imponerende syn. Derefter tog vi en shuttle bus for 7 shekel op til “The Shrine”, hvor besøgende har gratis adgang.
Aldrig har vi set så mange gartnere! Og vi må da også sige, at haven var meget velholdt.

Vi var meget spændte på at komme ind og se The Shrine, som skulle være noget af det aller helligste. Efter at have taget skoene af, blev vi lukket ind i små hold. Det var strengt forbudt at fotografere eller at sige en lyd på dette hellige sted. Så der blev tysset på de få, der tillod sig at forbryde sig mod reglerne.
Og der gik vi så og kiggede på… ingen ting! Det var som kejserens nye klæder! En fis i en hornlygte. En masse hype om noget, som ikke var der. Men så har vi set det med… haven var stadig fin.

Hvis du ikke allerede følger os på Facebook eller Instagram: @twodanesontour, så skal du være meget velkommen. Her lægger vi endnu flere billeder ud og kommer med opdateringer, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget To dage i Akko blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Galilæa

twodanesontour — Fri, 04 Mar 2016 16:08:00 +0000

Et stop i Tiberias

Tiberias, som ligger i Galilæa, blev vores næste stop på vores Israel-road trip. Byen ligger helt ud til Genesaret sø, hvor Jesus engang gik på vandet. Vi spejdede efter ham, men så ham desværre ikke

Selve byen langs med søen var ret turistet med en lang havnepromenade, friskpresset juice og ivrige tjenere, som på alle mulige måder forsøge at lokke os ind på lige netop deres restaurant. Det var off season, så det hele så lidt mennesketomt og trist ud, og tjenerne var lige lidt for aggressive til vores smag.
Tiberias havde søen og en gammel bymur, som man kunne kigge på. Der er vist også nogle gamle grave, men dem sprang vi over i denne omgang. Det var ok for en enkelt overnatning, men ikke et sted vi behøver at komme tilbage til.

Langs Genesaret sø

Næste formiddag kørte vi en dejlig morgentur langs søen mod nord. Vi skulle se et par hellige, kristne steder. Vi kørte først forbi Migdal, hvor det menes, at Maria Magdalena kom fra. Vi stoppede dog ikke i byen.

Til gengæld gik vi en lille tur ved The Church of the Primacy of St. Peter, hvor det fortælles, at Jesus viste sig den tredje gang, efter at han var genopstået fra de døde.
Der var bygget en lille kirke i en fin lille have, og vi kunne også komme helt ned til søbredden. Et rigtig dejligt og stille sted for en rolig morgenstund.

Inde i kirken er der en klippe som menes at være det sted, hvor Jesus spiste sammen med hans disciple. Vi lader tvivlen komme stenen til gode.
Kirken er åben hver dag fra 8 til 18, og det er gratis at besøge stedet. Dog skal man være opmærksom på, at der godt kan være udendørsgudstjenester, så råbende børn er ikke lige sagen.

Carpernaum

Næste stop var Carpernaum, som også nævnes i bibelen flere gange. Det var bl.a her, at Jesus fik en lam mand til at gå og her, hvor disciplen Peter boede. Vi kunne se resterne af Peters hus, hvor der var bygget flere kirker oven i og oven på! Den øverste ret futuristisk – ja, nærmest som et rumskib, der lige var landet.

Der var også ruinerne af en gammel synagoge. Det menes dog ikke at være den synagoge, hvor Jesus skulle have prædiket for omkring 2000 år siden. Alligevel gik en helt flok pilgrimsturister i selvsving, mens vi var der. De sang, råbte bønner, græd og skrålede halleluja. Men det var jo også en oplevelse!

Videre til Nazaret

Der er flere andre hellige kristne steder ved og nær Genesaret sø, men for os var det passende med to, så vi kørte nu mod Nazaret. Nok en af de mest kendte byer i Galilæa. Det var jo her, at Jesus voksede op sammen med sine forældre og gik i lære som tømrer. Byen er i dag stor og intens, men i vores øjne meget mere interessant end Tiberias.

Efter at have fundet en parkeringsplads – hvad der kan være en udfordring, snuppede vi lige en pita kebab, og så var vi klar til at kigge nærmere på Basilica of the Annunciation, som regnes for et af de mest hellige kristne steder i verden.

Nogle kristne grupper mener, at det var på dette sted, at Jomfru Maria mødte ærkeenglen Gabriel, som fortalte hende, at hun var gravid og skulle føde Jesusbarnet.

Der skulle lidt fantasi til at forestille sig, hvordan man for over 2000 år siden havde boet i huler, redet på æsler og levet et mere simpelt liv på dette sted, da selve Basilicaen var stor og pompøs, og ikke ligefrem passede ind i bybilledet.

Vi hyggede os med at gå rundt og se alle de forskellige relieffer, som var sponsoreret af kristne menigheder fra hele verden. Således havde Jesusbarnet fået skæve øjne og kimono på, når gaven kom fra Japan.

Inde i kirken var der bygget flere andre kirker oven på hinanden. Bl.a en Byzantisk kirke fra 500-tallet og en fra 1200-tallets korsriddertid. De stod netop der, hvor Jomfru Marias klippehule skulle have ligget.

Elbabour Galilee Mill

Bagefter gik vi i souken, som mindede os lidt om den gamle by i Jerusalem. I bagklogskabens lys, så skulle vi have overnattet her i stedet for i Tiberias. For byen var hyggeligere og meget mere interessant. Så nu er det råd givet videre.

Inden vi kørte videre, ledte vi efter Elbabour Galilee Mill, som er en stor kryddeributik med over 2500 forskellige slags varer. Vi måtte benytte os af Indertricket (spørg altid flere forskellige) og det var nok meget godt at vi gjorde det, for vi blev peget i flere forskellige retninger. Til sidst lykkedes det os at finde det rigtige sted, og det var sjovt at se og dufte alle de mange forskellige krydderier, tørrede frugter osv.

Skulle du også have lyst til at finde butikken, så er der både indgang fra Al-Bishara St. og Paulus VI St.
Står du foran Basilicaen, så skal du gå op ad gaden og følge den ca. 500 meter, så kommer butikken inde på højre hånd bag en lille bitte dør.

Læs også: Roadtrip til det nordlige Israel

Læs også: To dage i Akko

Facebook

Twitter

Indlægget Galilæa blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Roadtrip til det nordlige Israel

twodanesontour — Tue, 01 Mar 2016 08:12:00 +0000

Tilbage i Israel

Vi var på ferie i Israel for to år siden. Dengang boede vi i Jerusalem, og besøgte derfra Det Døde Hav, Betlehem og South Hebron Hills.

Nu har vi så været af sted igen. Og denne gang besluttede vores private Israel-guide (Anne Marie), at vi skulle se nærmere på det nordlige Israel. Da AM var her for godt 12 år siden, blev hun meget betaget af den gamle arabiske havneby Akko, så den ville hun gerne genbesøge.

Også Nazareth kaldte på et visit. Sidste gang besøgte vi jo Betlehem, hvor Jesus blev født og Jerusalem, hvor han blev korsfæstet. Så Nazareth ville ligesom slutte ringen rundt om de vigtigste kristne steder i Israel.

Engang i november modtog vi en sms fra vores gode venner Martin og Sanne, som også var med os i Israel for to år siden. Hvad ville vi sige til, hvis de tog med os på ferie? Vi var ikke sene til at sige ja tak! Da Martin og Sanne bor på Thurø, besluttede de at flyve fra Hamborg et par dage før os, så de kunne få et par dage i Jerusalem, inden vi skulle ankomme.

Roadtrip til det nordlige Israel

Vel ankommet i Ben Gurion Lufthavnen og efter de sædvanlige sikkerhedsspørgsmål i paskontrollen, hentede vi først vores lejebil og derefter Martin og Sanne i centrum af Tel Aviv.
Og med Rasmus ved rattet og Anne Marie som co-pilot med vejatlas, begav vi os ud på de israelske veje og kørte mod nord. Rasmus skulle lige vende sig til kørestilen, hvor alle overhaler inden om. Men efter et par dage på landevejene, kører han nu også som en israeler

Den romerske by Caesarea

Første stop på vores roadtrip blev Caesarea. En flot romersk by, som blev anlagt af Herodes den Store i år ca. 25 f.kr.

Byen er kendt for eftertiden, da den havde en stor kunstig havn, som var uhørt på den tid. I dag er der selvfølgelig kun ruiner tilbage. Vi skulle derfor bruge vores fantasi, for at forestille os hippodromen, badhusene, teatrene, kejsertemplet mv.

Er man frisk (og har mange penge), er det muligt at komme til at dykke i havnen, så man kan se det gamle havneanlæg under overfladen.

Vi gik rundt og så ruinerne, nød det dejlige Israelske vejr (høj sol og 25 grader), den smukke udsigt over Middelhavet samt en skøn frokost på restauranten Helena, som ligger inde på ruinområdet.

En afstikker til Little Schwitzerland

Da vi kørte videre mod nord, besluttede AM, at vi skulle kigge nærmere på bjergområdet Little Schwitzerland. Det blev til stor fortrydelse for én af dem på bagsædet. Det var et meget smukt område, men med STORE stigninger og skarpe hårnålesving. Så er I advaret, hvis turen skulle gå der forbi.
Har man tid, så er der nogle meget fine vandreture i området, så det er værd at stoppe op og kigge sig omkring.

Oven på alle hårnålesvingene gik turen endnu længere mod nord til Golanhøjderne, men det må I vente med at læse om til næste blogindlæg.

Lige lidt bonusinfo her til sidst:

Ved indrejse i Israel som dansk statsborger, er det ikke nødvendigt at søge visum, hvis dit ophold er kortere end 90 dage.
Husk dog, at dit pas skal være gyldigt mindst 6 måneder ud over opholdet i Israel.
Du skal være i besiddelse af en gyldig udrejsebillet (vi har dog aldrig skulle forevise en).
Tidligere var der problemer med, at når man havde et israelsk stempel i sit pas, så var der en del muslimske lande, som man efterfølgende ikke kunne rejse til, før man havde fået et nyt pas. Det er nu løst ved, at man ikke længere får et stempel i passet, men i stedet et lille visitkort med sit billede på. Det skal man passe på, indtil man rejser ud af landet igen – hvor man modtager endnu et visitkort med udrejsetilladelse.
Når man skal flyve fra Israel, skal man være i lufthavnen mindst 3 timer før afgang. Man kan nemlig risikere at skulle gennem et skærpet tjek. Især hvis man tidligere har rejst i muslimske lande. Vi har dog aldrig haft problemer på trods af en del stempler fra forskellige steder i verden. Men vær forberedt på, at de kan være ret grundige og stille en del mærkværdige spørgsmål.

Og ekstra bonusinfo:

Det vejatlas, som vi brugte, havde vi fundet på bibliotek.dk og fået leveret til vores eget bibliotek. Du kan søge på “Carta’s Israel touring altas & easy guide” – så skulle det meget gerne dukke frem.
Det var altså guld værd med den kortbog, da vi ikke ville leje en gps/iPad til over 1000 kr. sammen med bilen. Der blev vi lige lidt nærige.
Og så syntes vi også, at det kunne være sjovt med sådan et rigtig old school roadtrip med co-pilot og vejatlas. En af den slags ture, hvor det ikke er givet fra morgenstunden, hvor man ender, og hvor det er nødvendigt at vende om, hvis (når) man kommer til at køre forkert. Og det var lige præcis sådan det blev!

Facebook

Twitter

Indlægget Roadtrip til det nordlige Israel blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Madagaskar set igennem en bilrude

twodanesontour — Fri, 02 Aug 2013 14:46:00 +0000

Roadtrip

Vi har nu været på roadtrip hovedsageligt i det centrale Madagaskar i 10 dage.

Vi startede med at køre fra den centralt beliggende hovedstad over østpå til den frodigste og grønneste del af Madagaskar. Derefter kørte vi igennem Madagaskars ”spisekammer” med masser af ris-terrasser og andre afgrøder.

Vi kørte op over en stor højslette i brune og gullige farver inden vi kom helt ud vestpå, hvor vi igen så havet, de store baobabtræer, men også en meget tør skov. Nu er vi så kørt sydpå, først til grøn og frodig regnskov og derefter til bjergrige egne, afløst af store tørre sletter og ind imellem igen landbrugsjord.

Husene gror op af jorden

Alle steder vi kommer frem er landskabet domineret af Madagaskars røde jord. Murstenene her er i den samme farve, da de er lavet af jorden, som folk har gravet op af markerne, inden disse er blevet plantet til.

Efter murstenene har tørret i solen, bliver de brændt i store firkantede stabler. Grundet den røde farve på både huse og jorden, ser det mange steder nærmest ud som om, at husene kommer direkte op af jorden – meget cool!

Livets vej

Landevejene som vi kører på, bliver brugt til alle mulige formål. F.eks. er det her, at folk tørrer deres ris, inden de bliver tærsket. Det er vejen, som alle benytter – mange på gåben, på cykler eller med oksekærrer. Det er også her, at de små drenge vogter deres zebukvæg. Og her folk stiller små boder med mad og andet, som de prøver at sælge til de forbipasserende. Børn leger, selv i en MEGET ung alder, midt på vejen. Vores chauffør må derfor konstant dytte, så folk og fæ ved, at de skal flytte sig.

Derudover er der en masse huller i vejene, som ikke bliver lappet, så det er nærmest én stor forhindringsbane at køre bil i Madagaskar, og også derfor man lejer en bil med chauffør og ikke bare kører selv.

Vi har indtil nu kørt tre-fire høns ihjel, undveget adskillige hunde og zebukvæg, et par børn, lidt cykler og en del lastbiler.

Når folk skal flytte mindre ting, bærer de dem på hovedet. Vi er IMPONEREDE over, hvad og hvor meget folk kan bære på deres hoveder.

Er det større ting, de skal flytte, har de hjemmelavede vogne, som de kører tingene på. Når det så går ned ad bakke, hopper alle ungerne op og kører i susende fart derned af med store grin. Det ser super sjovt ud – men også noget farligt.

Set gennem en bilrude

Vi har klippet en film sammen, så I kan få et lille indtryk af vejen, som vi kører på.

Et hårdt liv

Livet på landet er hårdt og folk lever meget nøjsomt. De fleste bor i meget dårlige huse med lerstampede gulve. De har meget beskidt og hullet tøj, og de klarer kun lige at have til dagen og vejen. Dog tigger folk ikke her på samme måde som i de større byer. De vogter lidt dyr, planter forskellige afgrøder og klarer sig med det, de har.

Alle steder vi kommer frem, ser vi utrolig mange børn – både i byerne og på landet. Og det er ikke så mærkeligt, da over halvdelen af Madagaskars befolkning er under 18 år og kvinderne i gennemsnit får 4,7 børn. Mange børn har en bror eller søster på ryggen samtidig med, at de enten må arbejde, tigge eller hjælpe til i hjemmet, for at få husholdningen til at hænge sammen. Omkring 27 % af børnene kommer aldrig i skole og kun omkring 1 % af skolebørnene når til universitetsniveau.

Godt 55-60 % af husene i Madagaskar har ikke indlagt vand og derfor heller ikke toilet. Børnene må derfor gå til brønden eller de opstillede vandposter for at hente vand til madlavning og andre fornødenheder. Tøj bliver ofte vasket i floderne og tørret på græsset bagefter. Det er også i floden, at man tager bad.

Madlavning klares over et lille komfur, som ofte står direkte på jorden. Der fyres med brænde eller trækul, som ”koster” en stor del af Madagaskars skove. Hovedingredienserne i maden er ris, ris og atter ris. Dertil enten tørret fisk, lidt bønner, zebu eller kylling. Alt sammen nærmest uden krydderier – ikke lige den foretrukne kost for et par europæere.

Vi har dog været mere positive med hensyn til den mad, vi har spist på denne tur, i forhold til hvad vi husker fra for 6 år siden.

Et fantastisk roadtrip med store oplevelser undervejs og mulighed for at kigge ud ad vinduet og se på det smukke landskab, som farer forbi.

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Madagaskar set igennem en bilrude blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Famadihana

twodanesontour — Sun, 28 Jul 2013 17:10:00 +0000

Næste stop på vores tur var Madagaskars tredje største by Antsirabe. Her havde vi bedt om at få lov til at deltage i den lokale skik famadihana.

Antsirabe

Byen Antsirabe er kendt for sine mange pousse pousses, en ”cykeltaxa” uden cykel! I stedet er det en mand, ofte med bare tæer, der løber foran vognen. Vi synes, at det er lidt umenneskeligt, at folk kan lade sig trække rundt på den måde. Men for pousse pousse-chaufføren er det jo et job som så meget andet.

Der blev også tid til en tur på markedet lørdag formiddag. Og vi må sige, at vi så fattigdom, som vi ikke har set nogen andre steder i Madagascar. Men det er jo her som så mange andre steder i verden: Storbyer lokker med troen på lykke og et bedre liv. Men virkeligheden er tit en anden.

Famadihana

Men tilbage til grunden for vores ophold i byen. Vi ville gerne opleve en famadihana. Det er en tradition, som kun praktiseres i det centrale Madagaskar hvert år mellem juli og september. Familierne genbegraver deres forfædre hvert syvende år. Det vil altså sige, at de åbner gravstederne, tager de dødes knogler ud, lægger dem i nye klæder, bærer knoglerne med hjem til et familiemedlem og holder en fest, hvorefter de steder dem til hvile igen dagen efter. Det var vi selvfølgelig meget interesserede i at opleve, og derfor havde vi bedt vores chauffør om at arrangere det for os, da man selvfølgelig skal være inviteret til sådan en familiebegivenhed.

På jagt efter en famadihana

Men, men, men… nogle gange er man bare uheldig. For da vi med en lokal guide kom ud i den landsby, hvor vi var blevet fortalt, at famadihanaen skulle foregå, viste det sig, at det var yderligere tre timers gang op ad et bjerg, og at der ikke var nogen veje for biler. Klokken var allerede 2 om eftermiddagen og det var omkring den tid, vi skulle være der, så det var ikke muligt at nå frem på gåben. ØV!
Vi var fire meget skuffede turister på vej tilbage til hotellet.

Men vores chauffør gav ikke sådan lige op. Han ville finde en ny famadihana til dagen efter. Så vi besluttede at blive i Antsirabe en dag ekstra.

Vi prøver igen

Dagen efter var vi klar igen ved middagstid. Vi havde en ny lokalguide, som vidste, hvor en ny famadihana ville finde sted. Endnu engang sad vi spændte i bilen – og endnu engang blev vi skuffede…

På vej til det nye sted blev vi stoppet af en mand, som fortalte, at de døde allerede var blevet genbegravet om formiddagen, så seancen var overstået. Men vores chauffør gav ikke sådan lige op, så vi kørte LANGT ud på landet af MEGET dårlige veje, da han havde fundet en tredje lokalguide, som mente at vide, at der ville være famadihana samme eftermiddag. Men også det skulle vise sig at være usandt, for da vi kom helt derud fik vi at vide, at det først var dagen efter.

Og så gav vi altså op!

Vi følte virkelig, at det var spild af to dage – især fordi vi havde sat os op til det tre gange. Vi valgte derfor at køre videre dagen efter, da vi ikke ville bruge mere tid på det. Efter godt fire timers kørsel så vi pludselig en masse mennesker, som løb på vejen foran os. De bar på nogle store hvide pakker, og det gik op for os, at vi var kørt lige ind i en famadihana! Hvilket held!

Ja, det er en død mand, kvinden har på hovedet!

Til famadihana

Vores chauffør rullede vinduet ned og talte med flere af deltagerne, og efterhånden fik vi lov til at deltage lidt i festlighederne. Det viste sig, at det var en familie, som var ved at flytte deres døde fra et gammelt gravsted til et nyt. Selve famadihanaen – genbegravelsen ville foregå næste dag, for først skulle der jo holdes fest om aftenen. Men vi fik altså lov til at følge dem lidt af vejen.

En ældre mand af familien, som havde svært ved at følge med folkemængden, bad om at få lov til at køre med os, og vi rykkede lidt sammen i bilen. Han blev meget glad for at få et lift og heldigvis kunne vores chauffør oversætte, hvad manden fortalte.

Efter at vi var kørt forbi optoget et par gange, og holdt ind til siden for at lade det passerer, var tilliden så stor, at vi kunne få lov til at deltage. Vi steg alle ud af bilen og fulgte med et stykke af vejen. De lokale virkede utrolig glade og interesserede i os, og det var sjovt at se og høre, hvordan de klappede, dansede og sang undervejs.

Endnu en famadihana

Efter at have været ovre vest på, som I kan læse om her, skulle vi køre samme vej tilbage igen. Og efter godt 6 timer kørte vi igen lige ind i en famadihana. Og denne gang var festlighederne på deres højeste, da vi hoppede ud af bilen. Gravstedet var åbnet, og alle pakkerne med knogler var taget ud. Nogle folk var i gang med at give dem nye klæder, mens andre festede og dansede til et orkester med fløjter og trommer.

For at I ligesom kan få et lille indtryk af det hele, kommer der lige en film, som er klippet sammen af de to begivenheder.

Så fra at være meget skuffede over tiden vi havde spildt i Antsirabe, så var vi super heldige til sidst. Det var en stor oplevelse af være med til en famadihana.

Følg os på Facebook, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Famadihana blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Roadtrip i Transylvanien

twodanesontour — Wed, 21 Jul 2010 20:55:00 +0000

Med lejebil i Transylvanien

Sandra og Jonas fra Roskilde (som vi har omtalt i et tidligere afsnit) havde talt om at leje en bil og køre på et roadtrip rundt i Transylvanien.

Da vi hørte om deres planer, spurgte vi dem, om de kunne være interesserede i at dele en bil og derved lave en tur sammen. Og det var de.

Så vi lejede en Dacia Logan 1,4 mpi (den meget kendte!) i to dage.

Som pigen i receptionen på vores hostel sagde: ”Karosseri og motor er Renault, resten er plastik!” Men den opfyldte formålet og fik os ud på landet, hvor vi ellers ikke var kommet, da vi jo normalt følger tog- og busruterne.

Făgăraş-vejen

Vi kørte fra Sibiu først på formiddagen. På den første del af vores tur fulgte vi endnu en af Ceauşescus præstige-byggerier. Det var den utrolig flotte Făgăraş-vej, som snoede sig op af stejle bjergsider i vilde hårnålesving.

Til sidst nåede vi op over trægrænsen i over 2000 meters højde. Her lå der stadig sne i juli måned.

Der var små boder med hjemmelavede oste, pølser, honning, brød mv., så vi tog et lille hvil, inden turen igen gik ned igen på den anden side.

Undervejs så vi køer og fåreflokke med hyrder og hunde – ja til tider så vi dem faktisk så tæt på, at vi måtte holde stille, til de igen havde forladt vejen.

Vi stoppede mange steder undervejs for at nyde de utrolig flotte udsigter og alle høstakkene, som er Anne Maries favoritmotiv.

Roadtrip til de fjerneste afkroge

Vi overnattede på den lille Pensiunea Sarbesch, som lå i byen Cuertea De Arges. De havde også en restaurant, hvor vi spiste fødselsdagsmiddag.

Reklamepause!!!

(De kommer bare altid på det meste irriterende sted!)
”Gå straks i gang med at overtale din mand, kone, børn eller kæreste til at tage med dig til Transsylvanien. Det vil blive en uforglemmelig tur, som I ikke vil fortryde!”

Dagen efter kom vi for alvor ud på de små veje, og vi nåede blandt andet at overvære en parring på mindre end 5 meters afstand (ja, altså det var en ko og en tyr!) imens en af de andre køer gik så tæt på vores plastikbil, at den klappede sidespejlet sammen.

Her ud over kom vi også til fransk cirkusforestilling i en lille landsby sammen med alle de lokale. Vi besøgte et nonnekloster, fik lækker mad på en restaurant og fandt nattely hos ”Rumæniens Elena” – hende her var lige så sød og venlig som Bulgariens Elena, og hun talte lige så meget, det var bare på rumænsk!

Om aftenen faldt vi i søvn til lyden af hestehove ude fra den brostensbelagte vej, når bønderne kørte deres store hølæs hjem fra markerne.
Det er altså landidyl når det er mest autentisk!

Biertan

Den sidste dag besøgte vi en af de små befæstede kirker, som Transylvania er så berømt for. Kirken ligger midt i den smukke landsby Biertan. Den er bygget af saxerne engang i 1200-tallet som en fæstning med vagttårne og forrådskamre, så det var muligt at holde ottomanerne og tatarerne på afstand.

Vi var trætte og glade, da vi kom tilbage til Sibiu. Og fyldt op af masser af nye oplevelser i dette fantastiske rejseland.

Læs også: I Grev Draculas fodspor

Læs også: De malede kirker

Du er meget velkommen til at følge os på Facebook Two Danes On Tour, hvor vi poster mange flere rejsebilleder og giver lyd fra os, når vi har skrevet et nyt blogindlæg. Du kan også finde os på Instagram @twodanesontour

Facebook

Twitter

Indlægget Roadtrip i Transylvanien blev først udgivet på Two Danes On Tour.