mad Arkiv - Two Danes On Tour

Spise med Price… på færøsk

twodanesontour — Sun, 14 Aug 2022 01:34:52 +0000

Skærpekød, tørfisk og tørret grint er noget af det, du har mulighed for at smage på en rejse til Færøerne. Lyder det ikke lige som noget for dig, så fortvivl ikke. I dette indlæg anbefaler jeg forskellige restauranter på Færøerne – skærpekød eller ej.

Nøjsom husmandskost

Traditionel færøsk mad er nøjsom husmandskost. Der kan nemlig ikke gro meget på de vindblæste øer i Nordatlanten. Lidt kartofler og rabarber ses her og der i de små køkkenhaver og på tallerkenerne i de færøske hjem.

Og selvom mange retter også kunne blive serveret i danske hjem, så kan jeg afsløre, at der er “regionale” forskelle. På billedet herover har jeg fået serveret fiskefrikadeller, kartofler og revet gulerod. Dertil stærk sennep og rabarbersyltetøj. Det var alligevel en ny kombination for mig!

Man har til alle tider spist masser af fårekød, som var noget af det, man havde rigeligt af på Færøerne. Derudover var befolkningen helt og aldeles afhængig af, at kosten blev suppleret af fisk, grindehval samt havfugle og -æg i sommerhalvåret. For at få maden til at holde til vinteren, tørrede, saltede eller fermenterede man kød og fisk. Det gør man stadig.

Tørret grindehval og tørret fisk. Nogle spiser tørret fisk med smør på. Jeg går mest bare udenom

En spændende madscene

Inden for de sidste 10-15 år er flere interessante restauranter dukket op i Tórshavn. Fælles for dem er, at de lægger vægt på det nordiske og især det færøske køkken og dets traditioner. For danskere kan det dog være noget af en udfordring, hvis man ikke er vant til ræst – altså fermenteret mad.

Skærpekød er meget populært på Færøerne. Det er vindtørret ekstra velhængt fårekød, som får en hel særlig smag af at hænge udenfor i en hjallur (et slags skur) i 5-9 måneder.

Men bare rolig, der findes altså også andet på menukortene rundt omkring på restauranterne. Men det er altså en god idé at sætte pris på får, fisk og skaldyr.

Koks holder flyttedag

Den mest kendte restaurant på Færøerne er uden tvivl Koks, som i 2019 opnåede at få to Michelin-stjerner. Jeg havde håbet at besøge restauranten på min seneste tur til Færøerne i juli 2022, men desværre er Koks flyttet midlertidig til bygden Ilimanaq i Grønland, mens de får bygget en ny restaurant på Færøerne.

I stedet kommer her lidt anbefalinger til et par andre gode restauranter:

Áarstova

I 2017 besøgte jeg Áarstova, som har specialiseret sig i retter med fisk og lam. Restauranten ligger i et smukt gammelt hus fra 1600-tallet. Ja, faktisk er det et af Tórshavns aller ældste huse, som stadig eksisterer.

Restauranten er indrettet med traditionelle møbler i hyggelige rum på flere etager, der fremstår som små stuer. Der er en rigtig god atmosfære og en sød og venlig betjening.

En spændende menu

Jeg kastede sig uden tøven over husets 5-retters menu. Første ret var en lammecarpaccio med hasselnød og rabarber. Det var en MEGET lille ret, men UTROLIG smagfuld! Så var aftenen ligesom skudt i gang.

Derefter kom der en fantastisk hummerbisque. Igen yderst smagfuld og veltillavet.

Tredje ret var lammesky, kålrabi, pocheret æg og crispy lam. Måske den mindst interessante ret denne aften – men dejligt smagte den nu alligevel

Så kom restaurantens signaturret: lammebov, som kom hel ind på bordet. Dertil kartofler, kål, kvan, gulerødder og en lammesky. Ikke så mange dikkedarer der! Denne ret var selvsagt til deling mellem to.

Afslutningsvis var der frit valg mellem de tre desserter på kortet. Valget faldt på rabarbertrifli med MASSER af flødeskum. Meget traditionelt færøsk dessert.

Hele herligheden kostede 750,-. Det var også muligt at bestille vinmenu til for yderligere 450,-.

Áarstova var et dejligt bekendtskab og restauranten levede fuldt ud op til forventningerne. Det var især dejligt at opleve, at hele menuen bestod af lokalt tilgængelige råvarer fra lam og hummer til gulerødder, kvan og rabarber.

Restaurant Katrina Christiansen

Hyggelige Katrina Christiansen ligger også i den gamle bydel af Tórshavn. Jeg besøgte stedet to gange i 2022. Den ene gang til tapas og den anden gang til brunch.

Restauranten er indrettet i en gammel barbersalon, som senere også har fungeret som butik. I 1901 købte Zacharias og Carolina Heinesen huset og butikken. Zacharias og Carolina var forældre til den færøske digter, forfatter og kunstner William Heinesen, som altså har trådt sine barnesko i dette hus. Er du en Heinesen-fan er det et must at lægge vejen forbi her.

Huset er smagfuldt indrettet og det er sjovt at gå på opdagelse i de forskellige små stuer ovenpå, hvor man også kan sidde og spise. På toilettet bliver der ind imellem fortalt om husets historie på engelsk. Eneste problem er, at man skal sidde der så længe, hvis man vil have det hele med

Hos Katrina Christiansen står frokost- og aftenmenuen på færøsk tapas med et tvist. Her serveres små lækre retter; hovedsageligt med fisk.

Jeg bestilte torsketunger med padron-chili, laksetatar samt fritteret kål med hollandaisesauce, ærteskud og hasselnødder. Især den fritterede kål smagte helt fantastisk.

Dog synes jeg, at prisen er lidt pebret, da retterne var ret små og de hver kostede mellem 110 og 120 kr. Men der er ingen tvivl om, at alt er lækkert og veltillavet. Hvis man har god appetit, kan man med fordel bestille deres tasting menu: 5 retter 495,- eller 7 retter 595,-

Til brunch fik jeg udleveret et “afkrydsningskort” med 20 forskellige retter. Jeg kunne vælge 5 retter for 149,- eller 7 retter for 179,-. 5 retter passede perfekt til mig og min appetit.

Der var masser af lækre ting at sætte tænderne i, så det svære var at vælge noget fra. Denne brunch synes jeg til gengæld var mere afbalanceret prismæssigt, og jeg sad længe og hyggede mig over den.

Katrina Christiansen er en hyggelig restaurant med god atmosfære og sød betjening.

Fiskastykkið

Bor du på øen Vágar under dit ophold på Færøerne, eller er du måske på vej til eller fra lufthavnen, så kan jeg anbefale den fine café Fiskastykkið, som ligger i Sandavágur. De har åbent hver dag i højsæsonen fra kl. 10-17.30.

Jeg var forbi en lørdag til frokost med to veninder, og vi måtte vente ca. et kvarter for at få en plads. Man kan ikke bestille bord i forvejen, så man må have lidt tålmodighed, hvis man kommer forbi i sommerferien.

Jeg fik lækker røget laks, som var pyntet utrolig fint af og dertil friskbagt brød til 135 kr. Vi bad både om mere brød og smør, som kom uden ekstra beregning.

De har også nogle utrolig lækre kager, så det er måske værd at gemme lidt af appetitten.

Gásadalsgarður

I den hyggelige bygd Gásadalur, tæt på det verdensberømte vandfald Múlafossur, ligger caféen Gásadalsgarður. Udover café er det også et Guesthouse med fire dobbeltværelser. Men noget helt særligt ved denne café er, at den om efteråret bliver omdannet til slagtehus, hvor stedets egne lam og kalve bliver slagtet.

Jeg har besøgt caféen to gange; i 2017 og 2022, og jeg syntes desværre begge gange, at det er et dyrt sted at spise. Til gengæld er det et af de eneste steder, hvor man har mulighed for at købe et stykke smørrebrød med skærpekød, hvis man gerne vil smage det. Men altså 45 kr. for et lille halvt stykke det er efter min mening i overkanten.

Jeg kastede mig derfor i stedet over en rigtig lækker fisketallerken med varm fiskefilet, røget laks, kartoffelsalat og grøn salat. Igen synes jeg, at prisen på 190 kr. er skudt langt over målet. Det smagte godt og var frisklavet, men det var på ingen måde ekstravagant.

Café MorMor på Suðuroy

Sidste anbefaling går til hyggelige Café MorMor, som ligger i bygden Tvøroyri på Suðuroy.

Indretningen er total Mormor-stil, der er hyggelige sofaarrangementer, og maden er i top.

Jeg spiste fiskesuppe med karry og masser af grøntsager og det smagte himmelsk! Lige hvad jeg havde brug for på en regnvejrsdag. De servere også forskellige sandwich og lækre kager. I caféen kan man købe sofapuder, lidt smykker og tøj. Café MorMor er klart et besøg værd, hvis du lægger vejen forbi Suðuroy.

Jeg håber, at du har fået lidt inspiration til dejlige spisesteder på Færøerne.

Følg mig gerne på Facebook Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour. Der er en ny rejse i støbeskeen til efterårsferien.

Tak fordi du læste med
Anne Marie

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på færøsk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Secret Food Tours i Lissabon

twodanesontour — Sun, 11 Mar 2018 17:41:27 +0000

Da vi møder vores guide Marta under den store, smukke triumfbue på Praca do Comércio, går det op for os, at vi er de eneste to, der havde booket en tur med Secret Food Tours Lisbon denne mandag. Altså er vi Two Danes On Tour med privat guide. Og det gør sandelig ikke noget! Dermed har vi Martas fulde opmærksomhed de næste knapt 3 timer. Og ingen bebrejdende blikke fra andre turister, når vi for 117. gang sakker lidt bagud, fordi vi liiiige skal tage ét billede mere.

For halvandet år siden var vi også på en guidet food tour i Madrid, og det var en rigtig dejlig oplevelse, så vi har store forventninger til dagen.

Portvin til morgenmad

Første stop denne formiddag er vinbutikken Garrafeira Nacional, hvor Pedro står klar til at skænke portvin i glassene. Det er den berømte Dona Antónia Tawny, opkaldt efter Antónia Ferreira, der er kendt for sine innovative tanker og lederevner i forbindelse med portvinsproduktionen i 1800-tallet.

Da der ikke er overrendt af kunder denne formiddag, har Pedro masser af tid til at slå en snak af om gode portvinsår og portugisisk vin generelt.

Det hyggelige kvarter Mouraria

Snart står vi ude på gaden igen, og nu går turen mod det gamle kvarter Mouraria, som vi også omtalte i sidste indlæg fra Lissabon.

Marta viser os flere elevatorer, som man kan tage for at spare benene lidt i de stejle gader. I denne del af byen er elevatorerne gratis! Vi når at bruge dem flere gange i løbet af ugen, når vi på egen hånd bevæger os rundt i området.

Sammen med Marta går vi rundt i de hyggelige, smalle gader og stopper ved et af Lissabons aller ældste huse, som er lavet med bindingsværk. Vi kigger lidt på folks rene vasketøj, som hænger til tørre alle steder. Her er der ingen hemmeligheder overfor naboen, da folks undertøj hænger frit fremme. Hos denne familie er det de lange underbukser der hænger til tørre!

En portugiser og bacalhau

Snart bliver vi budt på en lille mad med en sardin – det som i Danmark tidligere var kendt som “en portugiser”, erfarer vi senere på turen.

Til den lille mad, som bliver serveret på små bakker direkte på gaden, skåler vi i den populære kirsebærlikør Ginjinha. Den tilbydes mange steder af gamle damer. De sidder i døråbningen til deres hjem og tjener en ekstra skilling ved at sælge shots til forbipasserende.

På vej videre viser Marta os, hvordan fotografen og kunstneren Camilla Watson har taget billeder af ældre beboere i Mouraria og sat dem op på husfacaderne. Det er et rigtig fint projekt, som hylder det lokale og de ældre. Fotografierne skal være med til at holde fast i de lokale historier i en hurtig og omskiftelig verden. Samme kunstner har også lavet et udendørs fotoprojekt i Alfama-kvarteret.

Pølse og klipfisk

Næste madstop er også i Mouraria. En meget lokal restaurant, som du ikke sådan lige falder over, hvis du ikke ved, hvor du skal lede. Det viser sig faktisk, at vi dagen før har spist frokost blot 20 meter derfra. Her bliver vi først budt på ost og brød, som sættes på bordet sammen med en lokal rødvin.

Derefter skal vi smage den helt særlige pølse alheira, som er fyldt med kød og franskbrød. Brødet gør den utrolig blød og det passer rigtig godt til det sprøde, grillede skind. En rigtig lækkerbisken, som er grillet på den store indendørsgrill i restauranten.

Derudover får vi også serveret bacalhau og en grøn salat. Bacalhau eller klipfisk, som vi kender det som i Danmark, er saltet og tørret torsk, som man efterfølgende udvander og tilbereder efter en af de mere end 365 forskellige opskrifter, som de har udviklet i Portugal. Det er meget populært, og ikke længere fattigmandskost. Det er ikke unormalt, at man i familien spiser bacalhau flere gange om ugen.

Og ude på gaden igen går vi da også forbi en rigtig bacalhau-butik, hvor den tørrede fisk ligger i lange baner og venter på at komme hjem til en familie og blive udblødt i vand.

Bifana

Næste kulinariske stop for os bliver en bifana, som er et stykke kogt grisekød i en burgerbolle. Heldigvis har vi mulighed for at dele, da det ikke er sulten der tynger os længere. Her får vi også en lille fadøl og en iste. Bifana’en smager fint, men er ikke noget særligt i vores øjne. Men portugiserne elsker deres bifanas, og det er en “mellemsnack”, som man kan få på mange små restauranter rundt om i byen.

Desserter

Nu bliver det tid til vores første dessert. En tørret figen med valnødder i samt endnu et glas Ginjinha. Det foregår i en lille hyggelig grønthandler, hvor ejeren skænker rundhåndet op.

Og så finalen! De meget kendte Pastéis de Belém. Marta viser os, hvordan de spises med flormelis og kanel på.

Endnu engang blev vi bekræftede i, at food tours er en rigtig god aktivitet, når du kommer til en ny by og gerne vil lære stedets madkultur at kende.

Marta var en rigtig sød og vidende guide. Hun svarede på alle vores mange spørgsmål, som også kom til at omhandle historie, kultur, litteratur, arkitektur og meget, meget mere.

Secret food tour

Vi er bekendte med navnene på alle de steder, vi var inde at spise, men da det er en secret food tour, har vi valgt ikke at skrive dem her. Så er det jo meget snart knapt så hemmeligt.
Vi vil klart anbefale dig at gå med på en guidet food tour, eller hvis du ved, hvilke specialiteter, du leder efter, kan du selv gå rundt i området Mouraria og finde dine egne hemmelige steder.

Næste rejse går til Minsk i Hviderusland i Påsken. Vi vil blive meget glade hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med updates og flere rejsebilleder, når vi er på tur. Du kan også finde os på Instagram under @twodanesontour.

Facebook

Twitter

Indlægget Secret Food Tours i Lissabon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… i Andenes

twodanesontour — Mon, 20 Mar 2017 15:32:36 +0000

Sidste år lavede vi et Spise med Price indlæg fra Tromsø, så I skal selvfølgelig også have et her fra Andenes.

Da Tromsø er en meget større by, er der selvfølgelig også mange flere muligheder med hensyn til restauranter og spisesteder. Derudover spiste vi både frokost og aftensmad på restaurant og café sidste år, mens vi i år havde brød og pålæg med til både morgenmad og frokost. Derfor er dette indlæg naturligvis også lidt kortere.

Arresten

Vores første valg var restauranten Arresten, som ligger meget tæt på Almahuset, hvor vi boede. Men lørdag aften var alt optaget, søndag holdt de lukket, så først mandag fik vi et bord. Vi vil derfor gerne anbefale andre at bestille bord på forhånd! (Deres telefonnummer er +47 949 81 830). Det er Andenes’ bedste og mest populære restaurant – og ikke uden grund.

Som navnet antyder, har restauranten et “fængselstema”. Dog serverer de heldigvis meget andet end vand og brød

Anne Marie kastede sig over torsketunger med hjemmerørt remoulade. Denne ret havde hun fået anbefalet af en taxachauffør, som vi mødte med vognen fuld af italienske turister, som han ikke kunne tale med. Han var derfor glad for at møde et par danskere, som beredvilligt hørte på historier fra Andenes og omegn. Efter en længere snak om vind, vejr og hvaler, sagde chaufføren, at torsketunger var noget af det lækreste, han kunne få serveret -hvis altså de var lavet ordenligt. Og det må vi sige, at Arresten kunne. Det blev Anne Maries bedste måltid på turen!

Rasmus smagte på en meget grim dybhavsfisk – ifølge tjeneren. Også dette måltid var yderst udsøgt, og vi har kun rosende ord til Arresten. Vi blev der dog ikke så længe, da vi havde set, at denne aften var vores bedste chance for at se nordlys, så snart var vi ude igen.

Lysthuset Sørvesten

De andre to aftener endte vi på Lysthuset Sørvesten. Her blev der serveret alt lige fra fisk, hval og kylling til bøffer, pizza og pastaretter. Portionerne var store og maden var veltillavet uden dog at nå gastronomiske højder.

Anne Marie prøvede henholdsvis finnebiff (rensdyrragout) med tyttebær til 235 NOK og ovnbagt laks.

Rasmus var modig og kastede sig over den nordnorske specialitet boknafisk, som er en letsaltet torsk. Denne ret stod til 265 NOK. Den anden aften fik han den mere klassiske ret fish and chips til 165 NOK.

Du kan selv tjekke menukortet yderligere ud her. Det skifter vist engang imellem.

En advarsel

En af aftnerne gik vi faktisk ned for at spise på Riggen restaurant og bar, som ligger tæt på fyrtårnet. Her stod valget mellem enten pizza eller en norsk buffet, som så ud som om den havde stået der i RIGTIG mange timer. Vi bad om at få lov til at bestille fra menukortet, men det kunne ikke lade sig gøre denne søndag. Dette var grunden til, at vi spiste på Lysthuset to aftener i træk.

Ekspedisjonen i Sortland

På den sidste dag gjorde vi holdt i byen Sortland på vej til lufthavnen for at spise frokost. Her spurgte vi et par damer i Systembolaget om et godt frokoststed, og de anbefalede os Ekspedisjonen, Lunchbar, Kafé og Restaurant.

Den ligger på havnekajen med en fin udsigt over vandet. Vi bestilte hver en suppe. De var begge meget smagfulde. Rasmus spiste en suppe med klipfisk (92 NOK) og Anne Marie spiste cremet fiskesuppe (112 NOK).

Evenes lufthavn

Sidst men ikke mindst får I lige en rapport fra Evenes lufthavn. Rasmus satte tænderne i en rensdyrhotdog, som var meget kødfyldt.

Anne Marie spiste fish and chips og var meget veltilfreds. Det kostede godt nok 150 norske kroner, men alternativet var ikke så stort i lufthavnen, og det var dejligt veltillavet. Alternativet havde været en sandwich købt i flyet på vej hjem.

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… i Andenes blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… på hebraisk

twodanesontour — Sat, 26 Mar 2016 19:09:00 +0000

På jagt efter de israelske køkken

Hvad spiser de i Israel? Og har Israel overhovedet sit eget køkken? Det og meget mere satte vi os for at finde ud af i dette Spise med Price indlæg.

Ja, Israel har sit eget køkken, men det er selvfølgelig præget af alle de etniske grupper, der har bosat sig i landet igennem årtusinder. Ikke mindst de mange tilflyttere efter oprettelsen af staten Israel i 1948, har haft stor indflydelse på maden.

Gadekøkkener

Mad fås jo i alle prisklasser, så vi vil begynde med de billigste: “gadekøkkenerne”.
Den typiske israelske fastfood er pitabrød eller laffa (en slags rundt fladbrød som rulles) med falafel, salat og humus.

Mange steder kan man også bestille selv samme slags brød med kylling og kalkun, som har stået og snurret på et spyd hele dagen. Enkelte steder fandt vi lam – og så var vi i den syvende himmel.

De billigste pitabrød med falafel købte vi i Tel Aviv til 8 shekel (14 kr.) Men med så meget andet, så hænger pris og kvalitet sammen. De billige var med agurk og tomat, syltede agurker og tahine. De dyrere kommer med en hel salatbar, hvor man både kan putte forskellige salater og sovser i pitabrødene eller spise det af små skåle ved bordet. Derudover får man også hummus i pita’erne de “dyre” steder. Virkelig lækkert synes vi.

Et af de bedste steder vi spiste var i Akko, hvor lam var på menuen både som grillspyd og som kebab (hakkekød). Hvis du selv skulle befinde dig i Akko, så hedder den lille kebabbar Mobarsham og ligger tæt på Akko Gate Hostel.

Hummus i lange baner

Israelerne spiser virkelig meget humus. Som i RIGTIG store mængder hummus!

I Tel Aviv var vi inde på den meget lille restaurant The House of Hummus, som har specialiseret sig i at servere humus til folket og et par få andre retter.
Rasmus prøvede en af deres signaturretter: Allenby, som bestod af humus med shakshuka, kogt æg og pitabrød.
Shakshuka er israelsk paprika-grønsagssovs. Og Allenby er den gade, som restauranten ligger på.

Det libanesiske køkken

Et stort his i Israel (og blandt os) er Libanesisk mad. Vi fik anbefalet restauranten Tanureen, som har specialiseret sig i det libanesiske køkken.
Vi fik en FANTASTISK frokost med masser af meze-retter (en masse små skåle med forskellige salater mv.) ja, faktisk var der så meget på bordet, at vi slet ikke havde behøvet at bestille kød!
Og vi fandt efterfølgende ud af, at det faktisk var en restaurantkæde, som lå flere steder i det nordlige Israel. Så den vil vi gerne anbefale.

Hamitbahon

Mezze fik vi også på den lille, sjove restaurant Hamitbahon i Tel Aviv. Den ligger i det yemenitiske kvarter, lige bag ved Carmel market – og de har også åbent på Shabat! Her bestilte vi denne lækre meze-tallerken til forret:

Restaurant Helena

Og nu til de lidt dyrere bekendtskaber:
Den første dag flottede vi os og spiste på restauranten Helena, som ligger inde på ruinområdet ved Caesarea. Fra restauranten er der den skønneste udsigt over Middelhavet.

Vi havde på nettet tjekket menukortet ud hjemmefra og BLEV simpelthen nød til at spise her. Det var rigtig lækkert – men næsten også danske priser. Som sagt, mad kommer i alle prisklasser i Israel.

Forretter først:
Blæksprutteringe, chips og dip

Lakse-shashimi med ærteskud, radiser og kaviar.

Vitello Tonato: kalvefilet og tundressing med kapers og kogte æg

Dernæst hovedretter:

Nystegt fisk med flødesovs og grønne bønner.

Grillet kylling, grov kartoffelmos med jordskokker og ærteskud.

Pasta med rejer og muslinger i champagne-sauce

Det var et udsøgt måltid i skønne omgivelser og en rigtig dejlig start på ferien.

På besøg hos Uri Buri

I Akko besøgte vi en meget speciel fiskerestaurant ejet af kokken Uri Buri. Allerede navnet indikerer, at dette her bliver stort! Prøv lige at smag på det: Uri Buri. Vi synes, at det er et fantastisk navn!

Manden og restauranten er kendt i hele Israel. Der serveres kun fisk og et par enkelte vegetarretter.
Vi anbefaler, at man bestiller bord i forvejen. Vi gik forbi dagen før for at se, hvor restauranten lå, og bestilte til 4 personer dagen efter kl. 18.30.
Da vi kom til den aftale tid, var restauranten nærmest tom. Vi jokede lidt med, at det var overflødigt at bestille bord en tirsdag i februar måned. En time senere, da vi var godt i gang med at spise, var restauranten fuld! Vi var bare gået tidligt ud og spise!

To fede koncepter

Og hvad er det så Uri Buri kan? Han kan lave fiskeretter, så det synger. Restauranten er i øjeblikket ved at blive sat i stand, men selv om der er huller i loftet, så kommer folk gerne langvejs fra for at smage Uris fisk.

Der er to fede koncepter på restauranten. Det ene er en tasting menu, men det kræver, at hele bordet er med på det. Tjeneren vil spørge jer, om lidt forskelligt – f.eks. om I spiser koriander, om I kan lide stærk mad etc. Og så bliver der ellers sat retter ind på bordet, blandet af kokken, til I siger stop! Det er små retter, så det er meningen af man skal dele.

Det andet fede koncept er, at nærmest alle hovedretter kan bestilles som halve retter! På den måde kan man prøve en forret og to halve hovedretter og gå derfra med både maven og pengepungen intakt. Det er da et godt påfund. Vi benyttede os af det sidste koncept, og her kan I se nogle af de retter, vi smagte på:

Shashimi af laks med soya og en fantastisk hjemmelavet wasabi-sorbet. Det var klart Anne Maries favorit.

En udsøgt og fint afstemt fiskesuppe med kokosmælk, ingefær, karry, basilikum og koriander.

Smørstegt barramundi i salvie- og citronsause med blomkålspuré.

Havkat med indkogt rosmarin/balsamico-sause. Hertil kastanje/græskarpuré

Det var en fantastisk aften med lækker mad og hyggeligt selskab.

Drikkepenge i Israel

Til sidst vil vi gerne lige skrive et par ord om drikkepenge. Vi er vandt til i Danmark, at drikkepenge er noget man giver, når man føler, at man har fået noget særligt lækkert mad og en rigtig god betjening. Men sådan fungerer det ikke rigtigt i Israel.

Her er det skik og brug, at ALLE giver 10-15 % af regningens pålydende i drikkepenge, da det er en del af tjenernes løn. Vi var ikke opmærksomme på dette hjemmefra, og tjenerne var ikke sene til at gøre os opmærksomme på, at vi havde lagt for lidt drikkepenge. Det føltes lidt mærkeligt, men de krævede deres “ret” og vi måtte finde muldvarpen frem igen. Så er I advaret!

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på hebraisk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… i Tromsø

twodanesontour — Tue, 23 Feb 2016 20:39:00 +0000

Hvad mon de spiser i Tromsø?

Som altid har jeres to udsendte været på jagt for at finde ud af, hvad man spiser her i Tromsø. Vi tog hurtig en beslutning om, at vi på denne tur skulle smage på de lokale specialiteter. Pasta, pizza og Burger King måtte blive en anden god gang. Det kom vi ikke til at fortryde!

Bardus Bistro

Første frokost (det nordmændene kalder lunsj) blev indtaget på Bardus Bistro. Der var en 5-6 forskellige retter på frokostkortet, og vi besluttede os for henholdsvis oksekæber og dagens fisk, som var sejfilet. Begge retter var yderst veltillavede og fint afstemte med rodfrugtemos, syltede rødløg og dildsauce til fisken. Et rigtigt godt valg efter vores smag. Frokosten inkl. en halv liter øl stod os i 386 danske kroner.

69° N Brasseri

Inden vi skulle spise aftensmad, forhørte vi os hos et par lokale, om hvor vi skulle spise. Vi blev anbefalet 4-5 forskellige steder, og efter at have gået lidt rundt og set på menukort, faldt valget på 69°N Brasseri.
Restauranten ligger på første sal med udsigt over Storgatan – Tromsøs hovedgade. Der var hyggeligt med pejs og det meste interiør holdt i sort. På menuen var der kun 3 forretter, 3 hovedretter og 3 desserter, men vi fandt begge to noget, som kunne friste.

Først fik vi den lækreste rensdyr-carpaccio med ruccolacreme, ruccola, honningristede valnødder og rødbedegele. Hver en bid smeltede i munden, og det blev en af de bedste madoplevelser på turen.

Derefter valgte Rasmus oksekød, mens Anne Marie bestilte pandestegt kveite – helleflynder. Begge retter kom med lækkert tilbehør. Bl.a. var der en fantastisk pastinakpuré til fisken, som vi ikke har fået bedre. Anne Marie var lidt spændt på nogle tynde fennikelskiver, da hun har et lidt anstrengt forhold til denne grøntsag, men her var den syltet og det smagte fantastisk til fisken, som for øvrigt smagte let røget – Virkelig lækkert!

Vi sluttede af med at dele en dessert bestående af chokoladetærte med hjemmelavet bringebærsorbet – det vi på dansk kalder brombær. Tærten var så smagfuld og intens, så det var kun muligt at tage små bitte bidder af gangen. Derudover var der den lækre brombærsorbet samt saltet karamel på tallerkenen. En perfekt afslutning på en dejlig og udsøgt middag. Den samlede regning lød på 898 danske kroner.

PS. Restauranten er nu lukket (2018 red.) Der ligger i stedet en indisk restaurant, hvis man skulle blive træt af det nordnorske køkken.
Er du på udkig efter dejlig mad i Tromsø, så vil vi til gengæld gerne anbefale dig at kigge forbi dette blogindlæg, hvor vi har samlet vores bedste anbefalinger.

Risø matt og kaffebar

En anden frokost blev nydt på caféen Risø matt og kaffebar. Også her sætter de pris på at bruge lokale råvarer efter årstiderne og vi er sikre på, at det er det rigtige sted at gå hen, hvis man er vild med kaffe (hvilket vi overhovedet ikke er).

Rasmus fik en omgang biksemad -som nordmændene kalder pytt-i-pande, mens Anne Marie kastede sig over en hvalsandwich. På norsk stod der, at det var med hvalskinke. Vi var lidt spændte på, hvor på hvalen skinken sidder? Men fik aldrig rigtigt et svar. Til gengæld var AM godt tilfreds med hendes sandwich, som smagte dejligt. I alt en frokost til 160 danske kroner.

Arctandria Sjømatsrestaurant

Aftensmaden fandt vi hos Arctandria Sjømatsrestaurant. Den er en del af konceptet Skarven, hvor der også er steakhouse, bar mv. Igen gik vi efter de norske specialiteter. Arctandrias signaturretter er tørfisk, boknafisk og klipfisk, men det var vi dog alligevel ikke modige nok til at bestille.
Anne Marie smagte på en hvalbøf, mens Rasmus bestilte en tallerken med rype og rensdyr. Disse retter var de mindst interessante vi fik i løbet af vores fire dage i Tromsø. Samlet pris: 539 danske kroner.

Aunegården

Sidste dag afsluttede vi på Aunegården, der med sit interiør og hyggelige atmosfære, straks mindede os om Jernbanerestauranten i Matador. Dog havde serveringspersonalet ingen ligheder med Tjener Boldt.

Anne Marie fik fiskesuppe med dejlige rejer og brødcroutoner i. Rasmus spiste bøf bourguignon, som nok ikke kan siges at være en norsk specialitet. Men dejligt smagte det.

Uddeling af rejsetips på værtshuset G

Og her til sidst vil vi da gerne lige anbefale et lille værtshus med det korte navn G. Vi havde hørt, at man i Tromsø går ud og drikker fredagsøl, og da det er en tradition, som vi ofte holder i hævd i Nykøbing, så synes vi da bare, at det var på sin plads at gøre som de lokale.

Efter lidt spadseren frem og tilbage fandt vi G. Vi skulle lige til at gå ind, da en mand var på vej ud. Han henvendte sig til os med følgende ord: “I skal ikke gå derind!” A hva’? Vi var noget overraskede. Var det mon fordi vi var danskere? Eller var de lige ved at lukke? Manden gentog: “I skal ikke gå derind! Det vil blive en nærdødsoplevelse. Alle er over 60.”

Vi trodsede dog hans advarsler og trådte indenfor. Værtshuset var fyldt her fredag aften omkring kl. 18. Vi fandt dog snart en plads i baren og manden havde ret. Alle andre gæster var over 60 år og lokale, men det gjorde os ingen ting. Det var super hyggeligt, og vi fik snakket med mange forskellige, som lige skulle høre, hvor vi kom fra, og hvad vi havde oplevet i Tromsø? Flere var interesseret i at høre, om det mon var noget for dem at tage på sådan en hvalsafari. Nu havde de godt nok boet i Tromsø det meste af deres liv, men spækhuggerede havde de dog aldrig set. Så det endte med, at vi sad i baren og gav gode rejseråd til at de lokale nordmænd – skøn fredag aften!

Vi har mange andre blogindlæg fra Norge.
Dem kan du finde her: Norge

Vi vil også gerne anbefale et par blogindlæg fra Svalbard:

Planlægning af vores rejse til Svalbard

Isbjørn i sigte

Vi bliver altid glade for nye følgere på Facebook: Two Danes On Tour

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… i Tromsø blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… i Lübeck

twodanesontour — Mon, 16 Nov 2015 18:08:00 +0000

Asparges i Tyskland

Og hvorfor er det så, at vi kører helt til Lübeck i Tyskland for at spise asparges – noget man kan købe i hvert eneste danske velassorterede supermarked?

For 8 år siden var vi i Berlin om foråret og opdagede for første gang, hvor højt tyskere går op i at spise hvide asparges. Foran de fleste restauranter, store som små, var der massevis af skilte med menuer, hvor asparges var hovedingrediensen og hvor fisk, kød og kylling kom i anden række. Vi smovsede i asparges og hollandaisesauce og lovede os selv, at det skulle vi gøre igen en anden gang. Det var bare ikke rigtig lige blevet til noget…

I fødselsdagsgave i år fik Rasmus så en tur til Lübeck af Anne Marie. Konceptet var enkelt og klart: Asparges, schnitzel og fadøl. Lige en menu for Rasmus, som inderst inde er en stor “skabstysker” – i hvert fald når det kommer til mad og drikke.

Mod Lübeck

Efter en dejlig nats søvn og en skøn morgenmadsbuffet på Benninggaards Hotel, gik turen lørdag morgen endelig mod Lübeck. Vi var fremme kl. 11, satte bilen ved vores hotel og gik på 5 minutter til den gamle bydel Altstadt, som ligger på en ø omgivet af kanalen.

Vi gik gennem den meget berømte dobbelttårnede byport Holsteintor fra 1478 og blev gang på gang fascinerede af de mange smukke nyrestaurerede huse, som findes overalt i Altstadt.

Vi nød godt af, at alle butikker havde åben til kl. 17.30 på en lørdag – det er altså en fordel, hvis man er en stor turistby og gerne vil have kunder i biksen.

Dejlig frokost på restaurant Schiffergesellschaft

Til frokost fandt vi den gamle og meget berømte restaurant Schiffergesellschaft, hvis historie går helt tilbage til midten af 1500-tallet.
Restauranten består af nogle hyggelige historiske lokaler med skibsmodeller under loftet, våben på væggene og en noget dunkel belysning.

Stedet var meget velbesøgt, og vi fandt snart ud af hvorfor. Anne Marie bestilte hvide asparges med hollandaisesauce, kartofler og husets egen varmrøgede laks, mens Rasmus kastede sig over lammeskank. Det blev et festmåltid!

Lübeck er bl.a. kendt for marcipan, men da det ikke er vores store last, så nøjedes vi med at kigge inden for hos berømte Niederegger, hvor marcipan kommer i alle former og figurer. Til gengæld købte vi et budt hvide asparges på torvet, som skulle med hjem til Danmark.

Im Alten Zolln

Hen under aften besøgte vi det lille værtshus Im Alten Zolln hvor Rasmus smagte på lidt forskellige øl. Der var mange gæster og en hyggelig stemning.

På bryggeriet Brauberger

Aftensmaden blev indtaget på det lille bryggeri Brauberger, hvor store ølkedler står frit fremme i restauranten. Atmosfæren var god, men maden knapt så spændende.

B&B hotels

Vi vil da gerne lige give jer et par ord med på vejen om det hotel vi boede på – det kunne jo være, at vi med dette indlæg kan inspirere andre til at tage en smuttur til Lübeck – asparges eller ej.

B&B hotels er en forholdsvis stor hotelkæde i Tyskland. Værelserne er pæne og rene og har alt det, som man kan forvente. Det gode er, at det er forholdsvis billigt. Vi betalte 420 kr. for en nat. Samtidig havde vi gratis parkering i hotellets parkeringskælder, og det er jo også værd at tage med.

Hotellet ligger godt nok ud til jernbanen og tæt på stationen (hvilket jo kan være meget praktisk, hvis man kommer med tog). Vi fik et værelse lige ud til banelegemet, men hørte det på intet tidspunkt i løbet af natten, så med mindre du er en Heimdal, som kan høre græsset gro, så skulle det ikke give dig nogle problemer – vi var i hvert fald positivt overraskede.

Konditori Maret

Efter endnu en dejlig nats søvn, var vi igen klar til at spise. Første stop blev det gamle og legendariske konditori Maret, som ligger ved det gamle rådhus. Her kunne Anne Marie næsten ikke vælge hvilken kage hun skulle smage – skøn morgenmad.

Frokost på Ratskeller Zu Lübeck

Vi gik en lang tur i byen, så vi kunne få plads til frokosten, som blev indtaget på Ratskeller Zu Lübeck. Der sidder man i små båse. Nogle kan endda lukkes med en dør, og hver lille bås er dedikeret til en berømt person.

Igen stod menuen på asparges. Anne Marie fik asparges med tyndt skåret skinke, og Rasmus fik klassikeren: asparges, schnitzel og fadøl. Præcis det han var kommet efter.

Vi kan nu se tilbage på to skønne dage i Lübeck. Havde Brødrene Price været med, så er vi ikke i tvivl om, at de lige som os havde købt friske asparges på torvet til at tage med hjem, og nydt en dejlig frokost på Schiffergesellschaft. Det var klart vores største kulinariske oplevelse i byen.

Vi håber at kunne friste med et par andre blogindlæg

Læs også: Spise med Price… i Schwerin og Wismar
Læs også: Sort sol i grænselandet

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… i Lübeck blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Manila – Home sweet home.

twodanesontour — Sat, 12 Feb 2011 08:10:00 +0000

Vi landede i Manila på det gudsjammerlige tidspunkt kl. 5 om morgenen. Vi tog en taxa til Makati, kørte med elevatoren op til 25. etage i Easton Place, ringede på, blev lukket ind af hushjælpen og gled lige ind og på hovedet i seng uden at vække Trina og Nick.

Hos Anne Maries veninde

Trina er Anne Maries veninde fra CISV. Vi boede også hos hende, da vi var i Filippinerne i sommeren 2009. Dengang var Nick ikke hjemme, da han var i Europa for at købe en ny flyvemaskine til luftfartselskabet SEAIR, som han er medejer af.

Spise og sove

Den første dag i Manila lavede vi ikke andet end at spise og sove. I Filippinerne har de meget belejligt et ordsprog, der lyder noget i retningen af ”At leve livet som grisene – spise og sove, spise og sove”. Så det var det, vi efter bedste evne forsøgte at efterleve.

People’s Palace

Vi fik et længe ventet måltid mad på People’s Palace. Anne Maries yndlings restaurant i Manila, som serverer uovertruffen thaimad! Da vi havde spist, sad vi bare og smilede og følte velvære. Bare det at få forskellige retter, der smagte af noget og samtidig smagte forskelligt, var en helt ny fornemmelse i forhold til vores rejse rundt i Myanmar.

Og skulle du komme forbi People’s Palace i Green Belt i Makati, så vil Anne Marie da gerne lige anbefale retten prawn-pomelo salat. Det er en guderet!

Facebook

Twitter

Indlægget Manila – Home sweet home. blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Indiske mesterkokke

twodanesontour — Sun, 09 Jan 2011 12:44:00 +0000

Kokkekursus

På en rejse til det nordlige Thailand for 10 år siden var Anne Marie på ”kokkekursus” for at lære at lave thaimad, hvilket var en skøn oplevelse. Så da hun så, at noget lignende blev udbudt på den lokale restaurant Gyan Garden på Neil Island, slog vi alle fire til. Vi var klar til at prøve kræfter som indiske mesterkokke.

På indkøbstur med Lipi

Vi tog på det lokale marked med vores kok, Lipi. – Efter at have ventet godt en halv time på, at hun skulle frisere sit hår.

Anne Marie bag på Lipis kværn på vej ud efter løg!

Vi besluttede, at menuen skulle bestå af naan, chapati, parota, alu parota, samosas, alugobi og butter chicken. På markedet købte vi diverse krydderier og grøntsager samt udvalgte os en flot høne, der blev slagtet, plukket og parteret på stedet.

Så aftalte vi at mødes næste dag, hvor kurset så startede.

Indiske mesterkokke

Vi kom til den aftalte tid, og fik derfor lov til at vente lidt over en time på, at Lipi fik badet mm. Så indtog vi restaurantens spartanske og dunkle køkken, hvor en lille kattekilling hele tiden sad i vejen midt på gulvet.
Vi startede med at lære at lave dej til tre forskellige slags brød plus til samosas, som senere skulle foldes sammen med kartoffelfyld i.

Herefter ristede vi krydderierne og blendede dem til en dejlig masala – indernes karry. Henholdsvis hvidløg og ingefær blev blendet med lidt vand. De tre ting sammen med lidt chili var alt, hvad vi skulle bruge af krydderier.

De forskellige brød blev stegt på en glohed støbejernsplade, imens vi trykkede på dem med et stykke avispapir for at få luft i dem. – Åbenbart et gammelt ”husmor-trick” her i Indien!

Vi fortsætter kogekunsten

Nu var tiden imidlertid så fremskreden, at gæsterne begyndte at komme til restauranten. Så for ikke at gå for meget i vejen, gik vi over i et tilstødende og endnu mere primitivt køkken. Her lavede vi ”Butterchicken” og ”Alu Gobi”(karryret med kartofler og blomkål) samt foldede samosas.

Der var noget tilrøget i det lille køkken, da komfuret ”kørte” på brænde, og det sved noget i øjnene.

Men det var rigtig hyggeligt og en rigtig god oplevelse – ja altså, vi kunne nok godt have undværet at se, at æggene står oven på køleskabet, at fisk og kylling tøs op i det samme vandfad, at den samme kniv, som for øvrigt står på gulvet, uden afvaskning bruges til både kylling, grøntsager og frisk frugt – men ellers var det en god oplevelse! Det lader ikke til, at man i Indien skal gennemgå levnedsmiddelstyrelsens pølsemandskursus…

Pris for kokkekurset

Da maden var færdig, satte vi os i restauranten og spiste aftensmad. Sådan en oplevelse kommer man selvfølgelig til at betale for. Vi måtte af med små 300 for råvarer og 500 for de godt 3½ time sammen med Lipi inklusiv drikkepenge. Nåh ja, altså rupees, så en lille hundredekrone for os alle fire!

Også restaurantens unger var tilfredse med vores kogekunst.

Facebook

Twitter

Indlægget Indiske mesterkokke blev først udgivet på Two Danes On Tour.