Vores guide til en Gør-det-selv-tur til Tromsø om vinteren

Guiden er opdateret december 2021 efter vores seneste rejse til Tromsø.

Tromsø – ja, hele Nordnorge er for mange en drømmedestination om vinteren. Her er mulighed for at se nordlys, elge og rensdyr, køre med hundeslæde og rensdyrkane, samt tage på bådtur for at se pukkelhvaler og spækhuggere. 

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at Nordnorge kan være en rigtig dyr fornøjelse. Mange hoteller ligger i den dyre ende, og det koster mange penge at tage diverse ture i området. Mad og drikke er heller ikke billigt. Men med lidt tips og tricks og planlægning, kan du gøre det til rimelige penge – og med fantastiske oplevelser som resultat.

Tromsø om vinteren

Vi kommer her med en lille guide til, hvordan du klarer Tromsø om vinteren på egen hånd. Det er nemmere, end du måske tror.

Flybilletter

Både SAS og Norwegian flyver til Tromsø dagligt. Normalt med et kort stop i Oslo. 

Hvis du booker i god tid (altså 8-10 måneder i forvejen!), kan du få returbilletter for ca. 1900 kr. eller hvis du har SAS bonuspoint, kan du nøjes med at betale skatter og afgifter.

Billeje

Der er flere udlejningsfirmaer i Tromsø. Vi har de sidste to år benyttet Europcar. Vi får desværre ikke rabat for at nævne dem. Men de har Skoda Octavia Stationcar – med VARME i både for- og bagsæder! Og når man er på nordlysjagt om aftenen i snevejr og ned til 15 graders frost, så betaler man gerne et par hundrede ekstra for den luksus. Kan man være heldig, at det så også er en af de modeller med motorvarmer, så man kommer ud til en afiset bil, så er lykken gjort. Fem dages billeje koster ca. 1800-2800 kr. Alt efter hvor tidligt du booker.

Dejlig udsigt nær Tromsø, Norge

Vinterdæk vs pigdæk

Der er ofte kun vinterdæk og ikke pigdæk på bilerne i Tromsø om vinteren. Det er som regel godt nok. Men vi har dog et par gange måtte stoppe midt på en bakke og efterfølgende glide baglæns ned af den for at tage tilløb igen. Og vi har også en enkelt gang kysset en lille snedrive, fordi det glatte føre fik bilen til at “drifte” mere sidelæns end planlagt. Men hvis bare man kører forsigtigt og efter forholdende, så er det ikke mere udfordrende end i Danmark på en god vinter.

Kan man få pigdæk, så er det dog at foretrække. Under alle omstændigheder er det en god idé at undersøge, om dit forsikringsselskab dækker en eventuel selvrisiko, så du ikke behøver at tilkøbe ekstra forsikring.

Parkering i Tromsø

Det kan være en dyr fornøjelse at parkere i Tromsø. Derfor er det en fordel, hvis du kan finde et overnatningssted med privat parkering. Så kan du nemlig spare mange penge. Det kan derfor eventuelt betale sig at tage en lidt dyrere bolig med parkering end en billigere uden. 

Som en servicemeddelelse kan vi da lige fortælle, at en parkeringsbøde koster 900,- norske kroner, og at man bl.a. får sådan en, hvis man holder med lidt af bagenden af bilen stikkende ud på fortovet. Ikke al viden er gratis viden…!

Havnen ved Tromsø om vinteren

Offentlig transport til centrum

Hvis du ikke lejer bil, er det stadig nemt at komme fra lufthavnen til centrum af Tromsø. Du kan selvfølgelig tage en taxa. Der er ikke så langt fra lufthavnen og ind til byen, men det bliver alligevel en lidt pebret fornøjelse.

I stedet er det muligt at tage lufthavnsbussen lige ude foran terminalen. Det koster 160 norske kroner for en returbillet, og bussen stopper midt på hovedgaden Storgata i Tromsø.

Vil du spare endnu flere penge, så køb en busbillet til de almindelige rutebusser nr. 40 eller 42 i kiosken i lufthavnen (hvis du ikke lander alt for sent). Det koster 30 norske kroner for en enkeltbillet. Bussen holder lige uden for lufthavnen – ca. 100 meter fra hovedindgangen. Du skal dog lige huske at gå over kørebanen for at komme til det rigtige stoppested. 

Smukt rensdyr på Kvaløya, TromsøOvernatning

Vi har nu været i Tromsø fem gange og prøvet fem forskellige overnatningssteder – og det har været en lidt blandet pose bolcher!

Smart Hotel

Første gang boede vi på SmartHotel, men det var så småt, at vi måtte hoppe over vores kuffert for at komme på toilettet, og der var også lidt for meget beton til, at det var rigtig hyggeligt. Prisen var ellers okay, når man tænker på, at det er i Tromsø. (Pris ca. 500 danske kr. pr. nat i dobbeltværelse i 2016 – nu ca. 950 danske kr. i 2021) 

Booking.com

Anden gang boede vi i kælderen af et hus, som vi havde lejet gennem Booking.com. Igen var det pladsen, den var gal med. Vi havde kun en halvandenmandsseng – og hvad endnu værre var: en halvandenmandsdyne! (Pris ca. 2650 danske kr for 3 nætter for 4 personer i 2018)

Til gengæld var vi ovenud tilfredse med den lejlighed, vi havde lejet gennem Booking.com ved vores tredje besøg i byen. Lejligheden lå dejlig centralt, og der var gratis parkering – så længe man altså holder sig fra fortorvet. Desværre lejes lejligheden ikke ud i øjeblikket. (Pris ca. 5600 danske kr for 4 nætter for 4 personer i 2019)

Airbnb lejlighed i Tromsø

Quality Saga Hotel

Sommeren 2019 boede vi på Quality Saga Hotel, som ligger centralt ved den gamle domkirke. Værelserne var fine og der var en udmærket morgenmadsbuffet. Om eftermiddagen var der gratis te/kaffe og mulighed for selv at bage vafler 🙂 (Pris ca. 800 danske kr pr. nat i dobbeltværelse i juli 2019)

Har du egen bil, kan du parkere under hotellet mod betaling – vi anbefaler dog roligt sind og gode køreevner, da det er den mindste og smalleste parkeringskælder vi til dato har set!

Ami Hotel

Sidst har vi boet på Ami Hotel, som ligger rimelig centralt med en fin udsigt over byen og Ishavskatedralen. Det er lidt ligesom et hostel med fælles bad og toilet på gangen og et stort fælleskøkken og opholdsrum nedenunder. Men hvis man kan leve med det, så er det en rigtig god mulighed. Der var fint rent både på badeværelser og i køkkenet og der blev redt senge på værelset hver dag. Det ser ud som om, at det også er muligt at booke nogle værelser med eget bad og toilet. Du kan betale for en parkeringsplads lige bag hotellet. 

Nordlys

De fleste mennesker tager til Tromsø om vinteren for at se nordlys. Der er selvfølgelig ingen garanti, men chancerne rundt om Tromsø er rimelig gode. Sæsonen er fra september til midt i april, med aller bedste chancer i september, oktober og marts. Vi har set nordlys alle de fire gange, vi har været i Tromsø i slutningen af november og starten/midten af januar.

En gåtur ned ad hovedgaden i Tromsø afslører, at der er masser af selskaber, som tilbyder nordlysture. Nogle af dem i kombination med rensdyrslædetur eller et bådcruise.

Da vi under vores første besøg i byen var på nordlystur, havde vi booket en tur med særlig fokus på fotografering. Vi kørte med Mariannes Heaven On Earth Aurora Chaser Tours og det var for os en rigtig god oplevelse, som du kan læse mere om her.

Nordlys ved Kvaløya,

Har du lejebil, vil vi anbefale, at du selv kører på nordlysjagt. Det vigtigste er, at du finder et sted, med så lidt kunstigt lys som overhovedet muligt. Vi har selv kørt til Kvaløya flere gange og fundet os et lille, stille sted, hvor vi har kunne nyde de flotte, grønne farver på himlen. Prøv evt. Aldorvegen mod Skulsfjord. Lige inden man kommer til en tunnel, er der en stor parkeringsplads inde på venstre side med gode chancer for nordlys.

Nordlys apps

Selv bruger vi lidt forskellige apps til at forudse, hvor gode chancerne er for nordlys – og lad dig ikke snyde. Selv om det sner voldsomt i Tromsø, kan der godt være skyfrit og nordlys på Kvaløya. Så giv ikke op så nemt!

I øjeblikket sværger vi mest til en blanding mellem Norway Lights og Northern Eye Aurora Forecast.

Vil du læse om, hvordan du tager nordlysbilleder, så er du velkommen til at kigge forbi Vores guide til at fotografere nordlys.

Hvalsafari

I Nordnorge samles spækhuggere og pukkelhvaler hver vinter fra sidst i oktober til midt i januar. Her spiser de sig fede i store sildestimer, som opholder sig tæt på kysten. Dette er en unik mulighed for at se disse fascinerende dyr tæt på. Man kan være utrolig heldig at køre langs kysten, og se disse prægtige dyr gennem bilruden, men den bedste mulighed er at tage på en hvalsafari.

Der er flere forskellige selskaber i Tromsø, som udbyder den slags ture. Vi har været med Arctic Expedition.

Ofte befinder hvalerne sig nord for Tromsø – enten nær Kvaløya eller Skjervøya. De fleste hvalsafarier foregår med katamaran, som har den fordel, at man kan sidde inde i varmen, og kun gå ud på dækket, når der er hvaler i sigte. 

Katamaranturene afgår enten fra havnen i Tromsø, eller også skal man køre med bus til en anden havn, og så sejle med katamaran derfra.

Havnefronten, Tromsø, Norge

I januar 2019 skulle man sejle eller køre i tre timer, inden man kom til det område, hvor hvalerne opholdt sig. Derefter var der ca. en times hvalsafari, og så skulle man de tre timer tilbage til Tromsø igen. Så en hvalsafari er altså en heldagstur! Der kan købes lidt mad og drikke ombord på katamaranen.

Tur med ribbåd

Udover katamaranture kan man også booke tur med en ribbåd – altså en stor gummibåd med to kæmpe potensforlænger-motorer. Har du booket ribbådstur, så sejler du med katamaranen de tre timer. Derefter får du overlevelsesdragt ud over alt dit overtøj, og så bliver du sat over i ribbåden. Efter en times uforglemmelig hvalsafari, kommer du tilbage til katamaranen igen.

Hvis du har en almindelig fysik og ellers har økonomi til det, så synes vi klart, at du skal tage ribbåden. Prisforskellen er kun 400 norske kroner. Det er den fedeste oplevelse at suse hen over vandet, og man kommer jo selvsagt meget tættere på hvalerne end med katamaranen. Husk at booke ribbåd i god tid. Der er kun 12 pladser ombord, og de bliver hurtigt udsolgt. 

Hvalsafari med pækhugger, Norge

Vi har været rigtig heldige de to gange, vi har været med ribbåd. Vi har begge gange set både pukkelhvaler og spækhuggere helt tæt på, og der har været fantastiske solnedgangsfarver i horisonten. 

Læs om vores tur i januar 2016: Spækhuggere og pukkelhvaler

Læs om vores tur i januar 2019: Hvalsafari ved Skjervøy

Hundeslædetur

Da vi var af sted i november 2021 med vores niece Ella på 14 år, havde vi for første gang booket en hundeslædetur med Tromsø Villmarkssenter. Det var en mega fed oplevelse for os alle tre. Ud over at køre i hundeslæde, fik vi også lov til at klappe alle hundene og komme ind i hundegården til hundehvalpene. Bagefter fik vi frokost bestående af dejlig rensdyrsuppe, brød, te/kaffe og hjemmebagt kage. (Pris pr. person 1990 norske kroner).

Andre ture

Der er mulighed for mange andre aktiviteter end nordlys, hvalsafari og hundeslæde i og omkring Tromsø om vinteren. Vi har ikke prøvet nogen af dem, men har læst om rensdyrkaneture med besøg i en samelejr, dybhavsfisketure, snescooterture, sneskoture og meget andet. Husk blot, at hver tur koster i omegnen af 800 til 2000 norske kroner, så det kan hurtigt løbe op, hvis man gerne vil det hele.

Vi hilser på rensdyr på Kvaløya.

Kør-selv-dagstur

Når vi er i Tromsø, holder vi meget af at køre ud på egen hånd i de få timer, hvor der er dagslys. Det er der i januar måned mellem ca. kl. 10 og 14.

På Kvaløya har vi været heldige at se både rensdyr, elge, havørne, sæler og et marsvin. Kvaløya er en stor ø, og man kan nemt køre mere end én tur på øen og se noget nyt. Vi anbefaler en tur til Sommerøy, hvor vi har set alle de ovennævnte dyr på turen.

Elge nær Tromsø om vinteren.

Mad

Når vi er i Tromsø, har vi selv morgenmad med hjemmefra. Priserne i de norske supermarkeder er for os meget uforudsigelige. Nogle varer er billige, mens andre er sindssygt dyre, og vi kan ikke altid finde logikken i det. Ved at have brød, smør og lidt pålæg med, har vi også mulighed for at smøre en madpakke og tage med på tur.

Vilde norske priser.

Til gengæld går vi altid ud og spiser om aftenen. Tromsø har et stort og dejligt udvalg af gode restauranter med lækre nordnorske specialiteter på menuen.

For overblikkets skyld, har vi skrevet en samlet guide til vores bedste madoplevelser i Tromsø

Tromsø by

Tromsø er en hyggelig by i arktis. Her bor ca. 70.000 mennesker, og det er således den største by i Nordnorge. Tromsø Universitet giver byen liv og et ungt islæt – hvor vi selvsagt passer lige ind! 😉

Centrum af Tromsø ligger på øen Tromsøya. Hovedgaden hedder Storgata og minder om en gågade i en dansk provinsby. Der er en hyggelig havnefront, hvor der ind i mellem ligger nogle kæmpe store krydstogtskibe. Hvert år bliver der pyntet fint op til jul og i 2021 var Tromsø udnævnt til Norges juleby med ekstra meget pynt og aktiviteter.

Hovedgaden i Tromsø.

Ishavskatedralen

Når vi er i Tromsø, går vi altid en tur over broen til Norges fastland. Fra broen er der en flot udsigt over Tromsø by.

Smukke Tromsø.

På modsatte sidde ligger Ishavskatedralen, som egentlig hedder Tromsdalen kirke. Den har fået tilnavnet Ishavskratedralen efter sin karakteristiske form som isbjerge, og den er en ikonisk bygning i byen.

Ishavskatedralen i Tromsø.

At besøge kirken koster 50 kr. Børn under 12 år er gratis. Koncerter i kirken koster mellem 80 og 300 kr. Hvis du er interesseret, kan du se mere på Ishavskatedralens hjemmeside

Tromsø Domkirke

Det kan også være et besøg værd at gå forbi Tromsø Domkirke, som ligger midt på hovedgaden. Det er en gammel trækirke fra 1861, som er omkranset af kirkeparken, hvor der er forskellige skulpturer og enkelte gamle grave fra før 1800-tallet, hvor kirkegården blev flyttet ud af centrum. Domkirken står i stor kontrast til Ishavskatedralen, som er bygget 100 år senere.

Domkirken i Tromsø, Norge.

Museer i Tromsø

Er du interesseret i museer, så har Tromsø flere forskellige. Vi har besøgt Polarmuseet, hvor du kan blive klogere på fangerlivet og ekspeditioner i Arktis. Det var her fra Tromsø, at flere af de store polarforskere havde base, inden de drog på farefulde togter. Bl.a Roald Amundsen, som præsterede at sejle gennem Nordvestpassagen og komme først til sydpolen, inden han omkom i en flyulykke syd for Svalbard. 

Polarmuseet, Tromsø.

Af andre museer kan nævnes Perspektivet, hvor vi det ene år var inde og se en flot fotoudstilling, Nordnorsk kunstmuseum, Tromsø museum – Universitetsmuseet, Polaris og skibet MS Polstjerna

Polarmuseet, Tromsø.

Tromsø er desuden berømt for at have den nordligste botaniske have i verden. Der er gratis adgang, og den er åben hele året rundt, men nok mest spændende at besøge om sommeren.

Vi vil også nævne Fjellheisen, som ligger bag Ishavskatedralen. Vi har ikke været på toppen, men kan oplyse, at det koster 210 norske kr. for en returbillet. 

Den sidste ting, vi vil anbefale i Tromsø, er deres flotte bibliotek, som ligger tæt på hovedgaden. Det er i vores øjne et rigtig flot vartegn for byen og ganske gratis at kigge forbi. 

Biblioteket i Tromsø.

Som beskrevet ovenfor ELSKER vi Tromsø om vinteren. Vi ønsker dig en rigtig god tur og håber, at du kan bruge vores tips og anbefalinger. Har du nogle spørgsmål, så tøv ikke med at skrive til os. Vi vil rigtig gerne hjælpe.

Two Danes On Tour i Tromsø om vinteren.

Læs også: Planlægning af vores rejse til Svalbard

Læs også: Andenes, Norge

Vi vil blive rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side
Two Danes On Tour. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour. Næste rejse til Nordnorge bliver i december 2021.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

  1. Anette Astrup says:

    Hej 😊 Jeg overvejer at besøge Tromsø januar 20. Som jeg tror jeg læser mig til, så er der størst mulighed for at se hvaler i januar ? ….men bedst ift nordlys i marts ?
    Er det en god ide at booke alle ture hjemmefra, eller kun når det drejer sig om hvalsafari ?
    Venlig hilsen Anette

    • twodanesontour says:

      Hej Anette.
      Du har helt ret med hensyn til hvalerne. De er kun i området omkring Tromsø fra november til midt januar. Den ene gang, da vi var der d. 22 januar var det allerede for sent at se hvaler.
      Nordlys kan man være heldig at se fra september til april – og det er rigtigt, at man plejer at sige, at marts er den aller bedste måned. Vi har set nordlys i januar alle de fire gange, vi har været i Nordnorge. Men der er selvfølgelig ingen garanti. Vi ville vælge start januar, da du derved kan kombinere hvaler og nordlys.
      Som vi skriver, så skal du uden tvivl booke hvaltur, da der er stor efterspørgsel på dette. Vi ville også selv booke nordlystur mv hjemmefra, da det ville være ærgerligt at stå i Tromsø og så var den tur, man helst ville med på, udsolgt. Der er rigtig mange nordlysture, så kig dig godt for – læs hvad turene indeholder og evt. anmeldelser af firmaerne.
      Hvis du ikke allerede følger os på FB: Two Danes On Tour, så er du meget velkommen. Vi rejser en tur til Tromsø igen i november 2019. Så kan du se endnu flere billeder og spørge os om mere, hvis der er noget, som du ønsker svar på.
      Rigtig god tur til januar
      Anne Marie

      • Anette says:

        Tusind tak for svar 😊 Rigtig god tur i november, glæder mig til at følge jer og blive inspireret.
        Venlig hilsen Anette

        • twodanesontour says:

          Kære Anette
          Det var så lidt. Vi elsker at hjælpe andre med store rejsedrømme.
          Og tak fordi du følger med på Facebook. Det er vi rigtig glade for.
          Du er altid velkommen til at skrive igen en anden gang.
          Vh. Anne Marie

  2. julie says:

    Hej Anne Marie,

    Vi overvejer at tage til Tromsø i november 2019. Hvor mange dage tænker du, at man kan bruge i Tromsø. Vi står mellem 4 og 5 dagen 😀 nemlig? Er sandsynligheden stor for at se hvaler og nordlys i november? Hvad er dine erfaringer?

    TAK

    mvh Julie

    • twodanesontour says:

      Hej Julie
      Det kommer an på rigtig meget, hvor mange dage I kan bruge i byen. Har I tænkt jer at leje bil? Hvor mange ture vil I med på? Hvor interesserede er I i at se nordlys? Der er ingen tvivl om, at jo længere tid, man opholder sig i området, jo større er chancen for at se nordlys. Men man kan jo også være heldig den første aften 🙂
      Vi synes selv, at Tromsø er en rigtig hyggelig by, og vi kan sagtens bruge 5 dage i og omkring byen. Men det er jo en smagssag.
      De gange, vi har været af sted, har vi hver gang været der i januar måned, så hvordan chancerne er præcis i november, kan vi desværre først svare på om en måned, da vi i år skal til Tromsø fra den 21.-25. nov. Men vores bud er, at der vil være hvaler – de er allerede ankommet og forhåbentlig nordlys, men det kommer jo helt an på vejret.
      Hvis du vil se, hvad vi oplever i november, og ikke allerede følger os på FB: Two Danes On Tour, så er du meget velkommen. Der vil vi komme med daglige opdateringer, mens vi er af sted.
      Du er også meget velkommen til at skrive igen, hvis der er mere, vi kan hjælpe med.
      Rigtig god tur
      Anne Marie

      • julie says:

        Hej igen,
        Tak for dit dejlige svar 🙂 Vi tænker at rejse fra 9-14 eller 9-15 nov. Vi har tænkt os at leje en bil (autocamper), så vi kan komme rundt og få en på opleveren. Vi kan dog spare lidt penge på billetter ved at forkorte turen. Vores plan er at gå efter nordlys og hvaler selvfølgelig + nogle vandreture i området. Jeg ville også blot høre om i kunne anbefale antal dage, da jeg ikke helt kan gennemskue, hvor længe folk besøger Tromsø 😀 Jeg vil glæde mig til at følge med i jeres tur, når i er kommet hjem.

        mvh Julie

        • twodanesontour says:

          Når I har fire hele dage + to rejsedage, vil jeg tro, at det er nok. Jeg vidste ikke, om fire dage var inklusiv rejsedage.
          Jeg glæder mig meget til at høre om jeres erfaringer med autocamper. Det har vi ikke prøvet endnu.
          I skal uden tvivl køre til Kvaløya. Her kan I være heldige at se masser af dyr: rensdyr, elge, havørne, sæler og marsvin.
          Når I er i autocamper er det også muligt for jer at køre til Skjevøy, hvor hvalerne opholder sig. Måske kan I komme på hvaltur derfra – så slipper I for at sejle helt fra Tromsø. Det ville jeg undersøge, hvis jeg var jer.
          Glade hilsner
          Anne Marie

          • julie says:

            Mange tak for dit svar. Det går vi med 😀
            Vi fandt en god mulighed for autocamper på AirBnB. Men skal nok opdatere, når vi er hjemvendt 😉
            Tak for tips! Dem tager vi gerne imod med kyshånd. Hvis i har flere vi skal vide, så lad mig endelig høre :-D!!

            Endnu en gang tak og god tur til jer.

            mange hilsner Julie

  3. Lotte says:

    Tak for en god guide.
    Vi drømmer om at tage hele familien til Tromsø eller Alta for at se Nordlys i uge 8. Det er jo lidt af en udskrivning, når man er 5 personer. Jeg har svært ved at vurdere hvor god en chance der er for at se nordlys, hvis man tager afsted ca. 5 dage i midten af februar. Har I erfaringer med det eller kender til en app o.l. hvor man kan se forkomsten af nordlys?

    Mange hilsner Lotte

    • twodanesontour says:

      Hej Lotte
      Chancerne for at se nordlys rundt om Tromsø er rimelig gode – bedre end f.eks. Island og Svalbard. Sæsonen er fra september til midt i april, med aller bedste chancer i september, oktober og marts. Vi har set nordlys alle de fire gange, vi har været i Tromsø i slutningen af november og starten/midten af januar. Vi har derfor ikke erfaring med februar, og jeg tør ikke spå om chancerne.

      Vi plejer at bruge de to apps: Norway Lights og Northern Eye Aurora Forecast. For år tilbage kunne man i Norway Lights se, hvilke måneder, der var størst chance. Det har de desværre fjernet, sidst de opdaterede appen. Jeg kender ikke andre steder, hvor man kan se det, men du kan prøve at skrive til Visit Tromsø. Måske kan de hjælpe.

      Jeg håber, at I får en rigtig god tur og at heldet er med jer. Husk der ikke er flere pukkelhvaler og spækhuggere i Tromsø-området i februar, men det er muligt at køre hundeslæde, hvis det har jeres interesse.
      Vh. Anne Marie

  4. Anne Kosack Laisen says:

    Hej
    Tak for en fin guide.
    I skriver, at der i januar er lyst fra klokken ca. 10 til 14. Hvor mørkt er der så udenfor disse tidspunkter? Er det helt buldrende mørkt eller hvordan? Kan man kun opleve naturen fra 10 til 14?
    Venlig hilsen Anne

    • twodanesontour says:

      Hej Anne
      Ja, det er ret mørkt efter kl. 14 og til næste formiddag. Man kan jo køre ud og se nordlys, og sneen og evt. månen lyser landskabet op, men altså, det er jo ligesom vinter herhjemme; Solen står bare senere op og går tidligere ned.
      Til gengæld er der fantastiske farver på himlen i de timer, det er lyst. Vi plejer at køre ud omkring kl. 9, så vi er ude til solopgang og så kører vi tilbage til Tromsø omkring kl. 14 og bruger eftermiddagen i byen. Det er meget hyggeligt med gågade og havnemiljø.
      Vh. Anne Marie

  5. Dannie Truberg says:

    Tak for en fantastisk blog, som har været spændende at læse.
    Vi kommer selv til Tromsø start februar for allerførste gang, så vi er meget spændte omkring, hvad vi skal forvente.
    Selvom vi har læst jeres guider, så har vi ikke helt kunne læse os frem til, hvad I benytter af påklædning.
    Vi ankommer med Hurtigruten og har 2 dage, inden vi flyver hjem fra Tromsø.
    Har I et bud på påklædning?

    • twodanesontour says:

      Hej Dannie
      Undskyld det sene svar. Jeg er flyttet til Østgrønland, og har derfor ikke haft internet på min computer.
      I skal have rigtig meget varmt tøj med. Gerne lag på lag. Ski/uldundertøj, uldtrøjer, vinterjakke, skiovertræksbukser og hue, halstørklæde og varme vanter. Hvis de lover dårligt vejr, kan det også være en idé at have en skimaske med, så I ikke får en masse sne i ansigtet, når I er på tur. Du skriver ikke, hvad I skal opleve de dage, I er i Tromsø, men hvis I f.eks. skal ud og se nordlys om natten, så regn med, at det er meget koldt. Tit får man lov til at låne en termodragt til at tage ud over alt det andet tøj, som man har på. I skal beholde både jakke og skibukser på, og tage dragten udover det hele.
      Jeg ønsker jer en rigtig god tur.
      Venlig hilsen
      Anne Marie

  6. Victoria says:

    Hej! sikken god blog. Jeg har virkelig fået svar på mange spørgsmål. Tak for det 🙂
    Jeg tænker at tage til Tromsø i start november og hovedformålet er at få set det smukke nordlys og køre på hundeslædetur. Tror i, at der er gode muligheder for at se nordlys på det tidspunkt?
    Derudover er jeg nysgerrig på om I har nogle erfaringer med Airbnb i Tromsø. Er det et fint alternativ til hotel?

    Mange hilsner Victoria

    • twodanesontour says:

      Hej Victoria
      Tak for din hilsen.
      Som skrevet i indlægget, så er nordlyssæsonen i Nordnorge fra september til midt i april, med aller bedste chancer i september, oktober og marts. Vi har set nordlys alle de fem gange, vi har været i Tromsø i slutningen af november og starten/midten af januar, så dine chancer er rimelig gode.
      Vi har et par gange boet i lejligheder booket gennem Booking.com men ikke prøvet AirBnb. Det er desværre ikke specielt billigt, men hvis du kan finde et fint sted med gode anmeldelser, så er det et godt alternativ til hotel.
      Rigtig god tur. Tromsø er fantastisk.
      Glade rejsehilsner
      Anne Marie

  7. Lone says:

    Hej
    Spændende læsning, når man selv vil en tur til Tromsø.
    Kan læse i tråden, at I har været afsted I slutningen af november. Vi har lige booket fra d.30.11.03.12, men er i tvivl om vi kan komme ud og se hvaler, når der kun er lyst fra 10-14, kan I be-eller afkræfte dette?
    Mvh Lone

    • twodanesontour says:

      Hej Lone
      I kan sagtens komme ud og se hvaler på den tid af året. Der er ikke mange timers lys, så det er om at udnytte de timer der er, men det har bådselskabet helt styr på.
      Rigtig god fornøjelse.
      Vh. Anne Marie

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.