Vores chauffør Ali holdt som aftalt foran Shouman hotel lidt i 9, og vi var hurtigt på vej mod nordvest. Det havde ikke været så nemt for os at finde noget morgenmad så tidligt i Baalbek, så det var endt med et par bananer på markedet. Vi spurgte derfor Ali hvad en typisk libanesisk morgenmad bestod af, og han grinede højt, da vi foreslog, at det måtte være en stærk kop kaffe og en smøg. “Det er helt korrekt,” klukkede Ali. Det var også sådan han havde startet sin dag.

Mod Choufbjergene

Hurtigt kom vi ud af byen, hvor der var meget fladt og derfor ideelt til landbrug. Ali udpegede undervejs syriske flygtningelejre og marker med hashplanter, og snart rejste Choufbjergene sig i baggrunden. 

Pludselig gik det stejlt opad i hårnålesving og Anne Marie priste sig endnu engang lykkelig for at have medbragt Seaband-armbånd. 

Da vi nåede toppen af bjergkæden, holdt vi en fotopause og nød den fantastiske udsigt over Qadishadalen. Det var simpelthen det smukkeste sted!

Qadishadalen er en dyb kløft, som skærer sig gennem landskabet. I bunden af dalen løber Qadishafloden.

Qadisha betyder hellig på aramæisk og dalen bliver derfor også kaldt Den hellige dal. Dalen og dens stejle klippevægge har beskyttet kristne klostersamfund i århundreder. Disse klostre kan stadig besøges, og det var en del af vores plan denne dag.  

Vi var oppe i ca. 3000 meters højde, og der var godt nok køligt på toppen. En meget kold vind blæste op over bjergkammen. Men samtidig var det også en dejlig forandring fra de 36 grader, vi havde haft i Baalbek.

Snart begyndte vi nedturen på den anden side af bjergene, og Ali udpegede os skisportssteder med stolelifte og fine hoteller, som dog var lukket her udenfor sæsonen. Der stod også en enkelt snescooter parkeret i vejkanten.

Cedars of God

Første rigtige stop denne dag var ved The Cedars (Arz Al-Rab på arabisk). De berømte cedertræer. Libanons stolthed.

Stedet ligger ca. 5 km fra byen Bcharré, og det er ikke nemt at komme dertil med offentlig transport. Men vi havde jo Ali, så vi var i gode hænder.

Vi parkerede og gik det lille stykke ned mod cedertræerne. Og for første og eneste gang i vores 10 dage i Libanon, oplevede vi et “turisthelvede” med små boder, hvor de forsøgte at sælge os alskens turistjunk, som vi hverken ønskede os eller havde brug for. 

Ved indgangen betalte vi 5000 lira for os begge (25 kr) og gik så ud blandt træerne – som minder om kæmpe grantræer. Så leder du efter noget action packed, eller er du vokset op i en skov, så er det måske ikke den store attraktion. Men nu var vi her, og vi gik en fin lille tur op til et kapel og tilbage til hovedindgangen. Man kunne godt have gået en endnu længere tur, men har man set ét træ, har man (måske) set dem alle…

For at forstå libanesernes kærlighed til disse træer, må man forstå historien. Cedertræer har vokset i Libanon i tusindvis af år. Det er grantræer som vokser meget langsomt og bliver utrolig store og gamle.

Træets hårdhed gør, at det er eftertragtet tømmer til store byggerier. Fønikernes rolle som søfarende nation kan ikke tænkes uden cedertræet, som udmærkede sig specielt godt til skibsbygning. I Det gamle testamente kan man læse, at kong Salomons tempel havde tagbjælker, søjler og paneler af cedertræ. Også de egyptiske, sumeriske og babylonske konger hentede tømmer i Libanon til deres fantastiske byggerier. 

Men årtusinder med skovhugst har sat sine spor. Især jernbanens indtog i slutningen af 1800-tallet gjorde stor indhug i cedertræerne, som blev anvendt til jernbanesveller. Det før så skovrige Libanon har nu kun nogle få kolonier tilbage med cedertræ, som bliver skattet utrolig højt af libaneserne. 

Som taget ud af en guidebog

Vi kørte videre til bjergbyen Bcharré, som vi havde glædet os meget til at se, da den ligger billedskønt.

Forsidebilledet på Bradts guide til Libanon (2 edition) er et fantastisk billede  af netop denne by i det smukkeste bjerglandskab. Og vi kunne selvfølgelig godt tænke os at finde stedet, hvorfra billedet var taget.

Ali ville dog først lige køre os hen til et museum for den kendte libanesiske forfatter Khalil Gibran. Museet var lukket, men det gjorde ingenting. Vi opdagede nemlig hurtigt, at netop parkeringspladsen var stedet, hvor billedet over byen skulle tages. 

Efter det korte stop kørte Ali ned ad en meget smal vej. Og snart gik det også stejlt nedad. Der var usigeligt smukt, og Ali smilede skævt, mens han med stolthed sagde: “Her plejer de andre guider ikke at køre ned. Det er sådan lidt hemmeligt og også en lidt besværlig køretur. Men jeg vil gerne vise jer stedet.” 

Landskabet var helt fantastisk, og vi holdt flere fotostop på vejen, selvom det ikke var nemt at parkere.

Vi fik også mulighed for at se og fotografere Bcharré fra den anden side af dalen.

Saint Elisha klosteret

Vejen endte ved Saint Elisha klosteret (også kaldet Deir Mar Elisha). Klosteret er bygget uden på nogle gamle klippehuler og går nærmest i et med landskabet.

Der var helt stille ved klippeklosteret, og vi så ikke rigtig nogle andre mennesker. Vi gik derfor på opdagelse på egen hånd og listede bare lidt rundt og kiggede ind i kirken og i de forskellige rum. Det var meget roligt og fredfyldt og en rigtig fin oplevelse.

Som I kan se, skulle man lige huske at bukke hovedet nogle steder på gangen.

Dette kloster blev vores første møde med den kristne maronittiske kirke. Den syrisksprogede kirke opstod i Libanon i 400-tallet og er opkaldt efter eneboeren Maron. Der findes maronittiske kirker mange steder i Libanon, men Qadishadalen har altid været et særligt sted for eneboermunkene, som har fundet både ro, fred og sikkerhed her. 

Der er mange andre kirker og klostre i området, og har du tid og lyst, så findes der nogle fantastiske vandreture, hvor du kan gå fra kloster til kloster og nyde den smukke dal undervejs. 

St. Anthony of Qoyhaya

Vi kørte videre til det store og meget berømte kloster St. Anthony of Qozhaya (Deir Mar Antonios Qozhaya). Også her var der en utrolig smuk udsigt og klosteret var på fineste vis bygget uden på klippevæggen.

Populariteten betød, at vi denne gang ikke havde stedet for os selv. Til gengæld var der en sød maronittisk munk, som talte til en flok turister, så der kunne vi lige hægte os lidt på. Det var en helt særlig oplevelse at få lov til at sidde i den gamle kirke og lytte til den ældre munk.

Vi kunne godt have overnattet i St. Anthony klosteret. De har værelser til 60 US og en hel familielejlighed til 100 US, men da vi ønskede byliv, fik vi Ali til at køre os til Tripoli, som I snart skal få lov til at høre mere om.

Den hellige Charbel

Efter et par dage ved kysten kørte vi tilbage til Qadishadalen. Denne gang fra den modsatte side.  

Dagens første stop blev det lille St. Charbel’s kapel og kirke. Her blev vi bedt om at gå rundt i tavshed, så vi ikke forstyrrede de bedende.

Charbel Makhlouf var en maronittisk munk og præst, som levede i 1800-tallet. Han er en meget kendt og elsket helgen i Libanon. Hvis man fremsiger en bøn ved hans grav, er han kendt for mirakuløst at helbrede folk. Derfor hænger der ofte et stort billede af ham udenfor kristne butikker.

Der var både en lille kirke og nogle små munkeceller, hvor Charbel havde levet. Man kunne se hans køkkengrej, bøger og madras og således få en indsigt i hans eneboerliv. 

Det var en perfekt start på morgenen at besøge dette hellige sted og nyde den smukke udsigt. St. Charbel’s grav findes inde i den store kirke på billedet, som vi besøgte bagefter.

Baatara gorge

Baatara gorge vandfaldet (også kaldet Balou’ Bala’a) er egentlig en turistattraktion om foråret, når der er meget vand efter al vinterens sne er smeltet, men vi vågede alligevel pelsen og besøgte stedet i oktober. At vi var der uden for sæsonen betød bare, at vi havde det hele for os selv. Altså lige på nær et par firben og sommerfugle.

Ved indgangen betalte vi 4000 lira pr. person (20 kr). Der var en lille lidt stejl gåtur på ca. 300 meter fra parkeringspladsen og ned til vandfaldet. 

Det særlige ved vandfaldet er, at det falder ned igennem et hul i klipperne, og når der er meget vand i, ser det super fedt ud. Prøv selv at Google flere billeder af stedet. Der var dog meget, meget lidt vand denne dag, men det var stadig et smukt sted.

Tannourine

Vi tog endnu en gåtur blandt cedertræer. Dette sted føltes mere som en skov, end det første sted vi besøgte, så skal man kun se et (hvilket i vores øjne vil være rigeligt) så vil vi anbefale Tannourine. Pris 5000 lira (25 kr).

Chalhoub Restaurant

Vi havde hjemmefra læst om den fantastiske restaurant Diwan Al Baik i byen Douma, så den satte vi os for at finde med Alis hjælp.

Da vi kom til byen kunne vi ikke lige umiddelbart finde den, men Ali spurgte om hjælp i en lille butik. Da vi kort tid efter nåede frem, så restauranten noget lukket ud, og da vi bankede på, blev vores bange anelser bekræftet. “Kom igen i morgen,” sagde køkkenpigen, men der ville vi jo være over alle bjerge

Men det skulle da ikke slå os ud. Nu var vi kørt så langt, så der måtte findes andre restauranter i området. En mand på gaden ledte os ned til en lidt afsidesliggende familierestaurant. Der var ingen andre gæster på Chalhoub Restaurant, men vi blev snart vist ud på terrassen, hvor vi fik et bord med den skønneste udsigt over de nærliggende marker og oliventræer. Vi følte os med det samme totalt hensat til Toscana (på trods af, at vi aldrig har været der).

Maden var traditionel libanesisk og utrolig lækker. I alt gav vi 35000 lira (175 kr) for den lækreste frokost inklusiv drikkevarer.

Det var den perfekte afslutning for vores skønne tur gennem Qadishadalen – det smukkeste sted i Libanon.  

Vil du læse andre af vores blogindlæg fra Libanon, så kan du finde dem her.

Vi anbefaler også:

Fra Israel: To dage i Akko

Fra Georgien: På rundtur i Georgien

Og så bliver vi super glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Det er altid sjovest at skrive og tage billeder, hvis der er nogle, som følger med. Nytåret 2019/20 holder vi i den russiske enklave Kaliningrad. Det skal nok blive en oplevelse!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Qadishadalen – det smukkeste sted i Libanon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vandfaldet Múlafossur

Det mest berømte og ikoniske sted på Vágar er Múlafossur. Det er uden tvivl det mest fotograferede vandfald på Færøerne på grund af måden hvorpå det løber ud over klipperne og direkte ned i havet. Det ligger tæt ved den lille, hyggelige bygd Gásadalur, som også er et besøg værd.

I 2017 besøgte jeg første gang Múlafossur sammen med min veninde Bergljott. Vi skulle have været til Mykines med vandrelaguet den dag, men da turen blev aflyst pga. vejret, kørte vi forbi bageren efter friskt morgenbrød og så af sted til Múlafossur.

Her sad vi på en bænk i stiv kuling og forsøgte at smøre smør på vores rundstykker – ikke så nemt! Men sikke en herlig morgenmadsudsigt! Og sikkert på grund af dagens vejr, havde vi vandfaldet helt for os selv. For fotografiernes skyld, kunne det godt have været en flottere dag, men for oplevelsen af naturens kræfter, var det helt perfekt!

I 2022 besøgte jeg igen Múlafossur, og denne gang var det om end endnu smukkere. Denne gang var det i juli måned, og derfor var græsset blevet meget grønnere. 

Gásadalur

I både 2018 og 2022 var jeg i bygden Gásadalur, som ligger meget tæt på vandfaldet. Her ligger den lille café Gásadalsgarður, som faktisk er et slagtehus om efteråret.

Den ligger midt i bygden i forbindelse med et lille Guesthouse, så det er også muligt at overnatte. Caféen er moderne indrettet med masser af gamle, lokale fotografier på væggene. 

Menuen er meget traditionel færøsk, og det er et af de få steder, hvor du faktisk kan bestille en mad med skærpekød, hvis du gerne vil smage det.

Skærpekød er jo en særlig færøsk specialitet. Det er velhængt fårekød – ofte køllen, som er tørret i vinden. Fordi Færøerne ligger så højt mod nord og der er en hel særlig tør arktisk luft, går der ikke spyfluer i kødet… But don’t try this at home

Smagen er meget speciel og nogle vil sige skarp, men altså jeg kan godt lide det på et stykke brød, og det skal da smages, når man besøger Færøerne og bare er lidt modig!

Første gang jeg besøgte caféen fik jeg en færøsk tallerken med alverdens lækkerier. Røget laks med æggestand og rævesauce, æg og rejer, lammerullepølse, kødpølse og sidst men ikke mindst skærpekød. 

Anden gang fik jeg fisketallerken med lun fiskefilet, røget laks og kold kartoffelsalat. Begge gange syntes jeg desværre, at priserne var skruet for højt op. Men dejligt smagte det.

Ellers er Gásadalur en lille bitte idyllisk bygd med kun 13 fastboende ud over gæs, høns og får. Den består af gamle traditionelle huse og en lille lokal butik med færøsk strik. 

Bøur

På vej tilbage mod Tórshavn bør du også stoppe i den lille bygd Bøur. Der er meget smukt og idyllisk, og bygden ligger helt ud til vandet. 

Der bor omkring 70 mennesker i Bøur og de har stadig landbrug som deres hovedbeskæftigelse.

Vi kom forbi på en søndag i kirketiden, så der var ekstra stille og helt fredfyldt. Attraktionerne i Bøur er de gamle, velholdte træhuse og den traditionelle kirke fra 1865. 

Fra Bøur kan man også se den smukke klippeformation i havet kaldet Tindhólmur. Den sejler du også forbi, hvis du tager færgen til Mykines.

Det vandrende postbud på Vágar

Vágar var tidligere berømt for at have Nordens sidste vandrende postbud. I 1915 blev der oprettet en postrute mellem bygderne Gásadalur, Bøur og Sørvágur. Jákup Andreas Henriksen blev ansat som postmand til at vandre ruten to gange om ugen mellem de tre bygder. Dengang var der hverken anlagt veje eller tunneller, så turen gik hver gang over fjeldet – på alle årstider og i alt slags vejr!

I 1955 blev ruten forkortet, da der blev anlagt vej fra Sørvágur til Bøur. I 1976, da Jákup var 80 år, overdrog han ruten til sin søn Solberg Henriksen. Først i 2003 blev der bygget en tunnel mellem Gásadalur og Bøur og derefter blev den sidste postrute med vandrende postbud i Norden nedlagt.

Det er stadig muligt at vandre ruten, hvis du skulle være interesseret. Husk dog at tjekke op på vejrudsigten, så du ikke bliver fanget på fjeldet i dårligt vejr.

Og skulle du være interesseret i hele historien om postmanden, som vandrede over fjeldet, så kan du finde den her. Den er på alverdens sprog, og hvis du scroller ned, kommer den også på dansk.

Vandretur til Trælanípan og Bøsdalafossur

Bergljott og jeg valgte dog en anden og mere tilgængelig vandretur. Efter at have spist i Gásadalur kørte vi til Midvágur, hvor der er en lille vandretur til søen Leitisvatn eller Sørvágsvatn, som nogle kalder den. På skiltet ved lågen står der Trælanípan/Bøsdalafossur. Selve vandreruten begynder bag bygden og det sidste stykke derop til kører man på grusvej, indtil man kommer til en lille parkeringsplads (62°02’30.59″N, 07°11’58.14″W). 

Det var aften og ville snart blive skumring, så vi havde lidt travlt. Undervejs så vi mange får og en del fugle, bl.a. storspoven.

Stien var fint markeret, så man kunne ikke fare vild. Til gengæld er det vigtigt, at man netop holder sig på stien Ovara gøta, da området er blevet meget populært inden for de sidste år og derfor kan det ikke holde til, at folk vader ud over det hele. Ligeledes er den nedre vandresti helt ud til søen blevet ødelagt og er derfor lukket for vandrere i øjeblikket.

Her ses strandskaden – på færøsk og islandsk tjaldur. Det er Færøernes nationalfugl og en tro følgesvend rundt på de 18 øer.

Det var utrolig flot at kigge ned ved klipperne Trælanípan. Her stoppede vi både på vejen ud og på vejen tilbage.

På en eller anden måde missede vi vandfaldet Bøsdalafossur, men hvad gør det, når turen er flot og i godt selskab? Og så er der jo noget at komme tilbage til en anden gang.

Sandavágur

I Sandavágur ligger der en ret specielt udseende kirke fra 1917.

Meget tæt på kirken er der en statue, som fortæller et gammelt sagn om to store troldkvinder, som boede ved Fjallavatn. Den ene troldkvinde var lam. Hun havde lagt sin røde kappe på en sten i solskinnet. En mand fra Sandavágur kom ridende forbi, snuppede kappen og red sin vej i fuld galop. Den lamme troldkvinde råbte om hjælp, og den anden troldkvinde kom hende til undsætning. Hun ville stoppe tyven og indhentede manden på hesten. Hun fik fat i kappen, men manden holdt fast, så den gik i stykker. Manden red videre med det ene ærme. Man kunne nu se kirken i Miðvágur og troldkvinden havde mistet sin magt, så hun måtte vende om. Ærmet, som manden havde fået fat i var så stort, at det blev skåret i fire dele og brugt som alterklæde i Vágars fire kirker. 

Der er flere smukke og interessante steder på Vágar, som bør udforskes, hvis du lægger vejen forbi. Bl.a vandreturen til klippeformationen Trøllkonufingur – troldkonens finger. Turen har sit udgangspunkt ved bygden Sandavágur og den er på min radar næste gang, jeg kommer til Færøerne.

Her er troldefingeren fotograferet i solskin på helikopterturen fra Mykines.

Læs også: Fantastiske Færøerne

Læs også: Island – landet af ild og is

Du er meget velkommen til at følge vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her poster vi alle nye indlæg og kommer med updates, når vi er på farten.

Hej 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Vágar blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Þingvellir

Første stop var Þingvellir (nogle gange staves det Thingvellir) som er et vigtigt historisk og geologisk område. Vi parkerede ved Visitorcenteret og betalte 500 islandske kroner – ca. 30 kr. for parkering hele dagen.

Þingvellir har lidt forskelligt at byde på. For det første ligger der den store flotte sø Þingvallavatn.

Derudover er Þingvellir stedet, hvor Islands første Alting (Islands parlament) blev grundlagt i 930. Og sidst men ikke mindst, er det et af de få steder i Island, hvor du har mulighed for at gå mellem de to tektoniske plader som stille og roligt glider fra hinanden ved den Midtatlantiske ryg, som jo egentlig er en undersøisk bjergkæde. 

Det er simpelthen her at den nordamerikanske og den eurasiske plade trækker i hver sin retning. Island bliver således 3-4 cm større for hvert år.

Da Anne Marie var på geologikursus med RUC i 2005, gik hun sammen med holdet en super fed tur på et par kilometer gennem denne store sprække. Det havde vi ikke mulighed for denne gang, men har du tid, og ønsker du en lidt længere rute gennem sprækkedalen uden alt for mange turister, så parker bilen ved den lille parkeringsplads Nyrðrileirar. Gå ca. 200 meter tilbage ad asfaltvejen mod visitorcenteret. Her kan sprækken tydeligt ses lige til venstre for vejen. Så er det ellers bare at følge sprækkedalen indtil du kommer op til alle turisterne og Visitorcenteret. Og skal du gøre det rigtig islandsk, så skal du selvfølgelig have snaps og tørfisk med i tasken til et lille hvil. 

Geysir

Vi kørte nu til området Haukadalur med den meget berømte Geysir, som har givet navn til det fantastiske naturfænomen en gejser. Gejsere opstår, når et voldsomt udbrud af damp fra under jordoverfladen vælder op fra jorden. Årsagen til gejsere er vulkansk aktivitet tæt på jordens overflade.

Den oprindelige Geysir er desværre “død” – eller den virker i hvert fald ikke mere. Til gengæld springer Strokkur ca. hvert 8. minut hele døgnet rundt. Står du tæt på gejseren og i vindretningen, kan du godt regne med at blive våd.

Der er masser af andet at kigge på i området som kogende mudder og damp, der stiger op, men der er ingen tvivl om, at Strokkur er den store attraktion.

Da det regnede ret kraftigt, mens vi besøgte området, krøb vi bagefter ind i bilen for at spise frokost. Her var det Ella, som svingede smørkniven og sørgede for madder til alle

Gullfoss

Ikke langt fra Geysir ligger Islands største vandfald Gullfoss. Det er gratis både at parkere og besøge vandfaldet. Først så vi vandfaldet oppefra, hvor der er et fint udsigtspunkt. Vandet kommer fra Islands andenstørste gletcher Langjökull og løber via floden Hvítá ud i Gullfoss. Her falder vandet 32 højdemeter ned af to omgange.

Derefter gik vi ned af trapperne til den mindre sti, som fører dig helt tæt på vandfaldet. Yderst ude er der en klippe, som man kan kravle op på. Det var fedt at komme helt tæt på det brusende vandfald.

Vulkankrateret Kerið

Nu vendte vi næsen mod Reykjavik igen, men drejede mod syd efter at have passeret Geysir. Det bragte os nemlig forbi den udslukte vulkan Kerið, som er et utrolig smukt sted. Kerið er egentlig ikke en del af Den gyldne cirkel, men da det ligger på vejen tilbage til Reykjavik, gør mange stop her.

Det koster 25 kr. for voksne at besøge vulkanen. Det er en meget kort gåtur op til kanten af selve krateret. Her er der de fedeste røde farver og i bunden af krateret er der en turkis vulkansø. Helt fantastisk. Har du bedre vejr end os, er det en fin tur at gå krateret rundt, eller at tage alle trapperne ned til bunden og retur. Vi sprang dog begge ting over, da det regnede en del (Og Anne Maries regnbukser jo stadig var i Riga…)

Er det din første tur til Island, er Den gyldne cirkel klart et besøg værd. For os var det 12 år siden, at vi var der sidst, så det var dejligt at gense stederne og at vise dem til Ella. Vi havde en rigtig skøn dag i regn og lidt sol.

Har du ikke lejet bil, så er der masser af selskaber, som udbyder denne tur, men det er selvfølgelig billigere at gøre det selv. Især hvis I er flere i bilen. Derudover er friheden ved egen bil også fed at have, da man kan stoppe langs vejen, hvor man har lyst og blive så længe hvert sted, som man har lyst til.

Du er meget velkommen til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour og kigge med på Instagram @twodanesontour. Her lægger vi flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten. Sommerens tur går til Mexico og Belize.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På tur til Den gyldne cirkel blev først udgivet på Two Danes On Tour.