Madagaskar Arkiv - Two Danes On Tour

Tre nationalparker på Madagaskar

twodanesontour — Sun, 04 Aug 2013 08:26:00 +0000

Her på falderebet af vores ferie i Madagaskar, har vi besøgt tre nationalparker. Vi var især spændte på Ranomafana Nationalpark, men det var de andre, som viste sig at være mest interessante for os.

Ranomafana Nationalpark

Den første, Ranomafana Nationalpark, havde vi virkelig glædet os til! Vi havde hørt en masse godt om denne nationalpark, som er en stor regnskov. Vi havde læst om mærkelige dyr, som f.eks. girafbillen, som kun lever få steder i Madagaskar, men blandt andet her. (Girafbillen er rød med en lang sort hals, som knækker 90 grader midt på – super sejt dyr! Se den her)

Byen Ranomafana er grundlagt for foden af nationalparken med samme navn. Navnet betyder ”hot water”, da der findes varme kilder, som man kan bade i. Byen er lille og hyggelig, med små restauranter og hoteller.

Night walk

Vi begyndte med en night walk, hvor vi både så muselemurer, frøer og 5 forskellige arter kamæleoner. Det tegnede jo rigtig godt til næste dag.

På jagt efter en girafbille

Dagen efter stod vi op til regnvejr, men da vi jo var i en regnskov, lod vi os ikke afskrække af det. Vi hoppede i regntøjet og begav os forventningsfulde af sted på en tre timers gåtur.

Det blev en tur, hvor vi i silende regn fik set de endemiske gyldne bambuslemurer. Derudover så vi silhuetter af et par andre lemurer, der på grund af regnen havde valgt at sætte sig sammenkrøllet i toppen af nogle træer.

Så efter to timer i øsende regn, hvor vi havde set fire lemurer og nogle skygger, bad vi guiden om at lede os tilbage til vejen. Og girafbillen, som vi sådan havde glædet os til at se, ja, den var gået i vinterhi, så den fik vi heller ikke at se. Hvad der skulle have været et af turens absolutte højdepunkter, blev nærmest en fuser.

Efter at have taget tørt tøj på, kørt vi mod Anja park, som vi skulle besøge næste dag – og det må siges, at det til gengæld blev et af turens absolutte højdepunkter!

Anja Reserve

Anja er en meget lille park, som er oprettet af lokalbefolkningen. Her lever de karismatiske ring tailed lemurs eller kattalemurer (dem, de også har i Knuthenborg safaripark). De er så sjove og livlige og bare super kønne at kigge på, så vi havde en rigtig god formiddag her.
I dag får I lige en hel fotoserie, da vi simpelthen ikke kan nøjes med kun at vise jer et billede.

Og I får da også lige en film.

Isalo Nationalpark

Efter Anja Park gik turen til Isalo Nationalpark. Det sydligste vi når på denne tur. Den er igen helt anderledes end de andre nationalparker vi har besøgt. Her er dybe slugter og et landskab, som minder os om Mexico og USA.

Vi gik en meget varm tur, så flotte udsigtspunkter og mødte også ring tailed og red fronted brown lemurs.

Om eftermiddagen kom vi til en naturlig pool, med et lille vandfald, hvor vi kunne bade – dejligt efter den varme tur.

Mens vi besøgte Isalo Nationalpark boede vi på Chez Alice. Et meget hyggeligt hotel med en super god udsigt og en fin restaurant.

Det var tre nationalparker med stor forskellighed og der er ingen tvivl om, at selvom vi holder aller mest af det nordlige Madagaskar, så blev vi på denne tur også interesserede i at se mere af den sydlige del af øen.

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Tre nationalparker på Madagaskar blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Madagaskar set igennem en bilrude

twodanesontour — Fri, 02 Aug 2013 14:46:00 +0000

Roadtrip

Vi har nu været på roadtrip hovedsageligt i det centrale Madagaskar i 10 dage.

Vi startede med at køre fra den centralt beliggende hovedstad over østpå til den frodigste og grønneste del af Madagaskar. Derefter kørte vi igennem Madagaskars ”spisekammer” med masser af ris-terrasser og andre afgrøder.

Vi kørte op over en stor højslette i brune og gullige farver inden vi kom helt ud vestpå, hvor vi igen så havet, de store baobabtræer, men også en meget tør skov. Nu er vi så kørt sydpå, først til grøn og frodig regnskov og derefter til bjergrige egne, afløst af store tørre sletter og ind imellem igen landbrugsjord.

Husene gror op af jorden

Alle steder vi kommer frem er landskabet domineret af Madagaskars røde jord. Murstenene her er i den samme farve, da de er lavet af jorden, som folk har gravet op af markerne, inden disse er blevet plantet til.

Efter murstenene har tørret i solen, bliver de brændt i store firkantede stabler. Grundet den røde farve på både huse og jorden, ser det mange steder nærmest ud som om, at husene kommer direkte op af jorden – meget cool!

Livets vej

Landevejene som vi kører på, bliver brugt til alle mulige formål. F.eks. er det her, at folk tørrer deres ris, inden de bliver tærsket. Det er vejen, som alle benytter – mange på gåben, på cykler eller med oksekærrer. Det er også her, at de små drenge vogter deres zebukvæg. Og her folk stiller små boder med mad og andet, som de prøver at sælge til de forbipasserende. Børn leger, selv i en MEGET ung alder, midt på vejen. Vores chauffør må derfor konstant dytte, så folk og fæ ved, at de skal flytte sig.

Derudover er der en masse huller i vejene, som ikke bliver lappet, så det er nærmest én stor forhindringsbane at køre bil i Madagaskar, og også derfor man lejer en bil med chauffør og ikke bare kører selv.

Vi har indtil nu kørt tre-fire høns ihjel, undveget adskillige hunde og zebukvæg, et par børn, lidt cykler og en del lastbiler.

Når folk skal flytte mindre ting, bærer de dem på hovedet. Vi er IMPONEREDE over, hvad og hvor meget folk kan bære på deres hoveder.

Er det større ting, de skal flytte, har de hjemmelavede vogne, som de kører tingene på. Når det så går ned ad bakke, hopper alle ungerne op og kører i susende fart derned af med store grin. Det ser super sjovt ud – men også noget farligt.

Set gennem en bilrude

Vi har klippet en film sammen, så I kan få et lille indtryk af vejen, som vi kører på.

Et hårdt liv

Livet på landet er hårdt og folk lever meget nøjsomt. De fleste bor i meget dårlige huse med lerstampede gulve. De har meget beskidt og hullet tøj, og de klarer kun lige at have til dagen og vejen. Dog tigger folk ikke her på samme måde som i de større byer. De vogter lidt dyr, planter forskellige afgrøder og klarer sig med det, de har.

Alle steder vi kommer frem, ser vi utrolig mange børn – både i byerne og på landet. Og det er ikke så mærkeligt, da over halvdelen af Madagaskars befolkning er under 18 år og kvinderne i gennemsnit får 4,7 børn. Mange børn har en bror eller søster på ryggen samtidig med, at de enten må arbejde, tigge eller hjælpe til i hjemmet, for at få husholdningen til at hænge sammen. Omkring 27 % af børnene kommer aldrig i skole og kun omkring 1 % af skolebørnene når til universitetsniveau.

Godt 55-60 % af husene i Madagaskar har ikke indlagt vand og derfor heller ikke toilet. Børnene må derfor gå til brønden eller de opstillede vandposter for at hente vand til madlavning og andre fornødenheder. Tøj bliver ofte vasket i floderne og tørret på græsset bagefter. Det er også i floden, at man tager bad.

Madlavning klares over et lille komfur, som ofte står direkte på jorden. Der fyres med brænde eller trækul, som ”koster” en stor del af Madagaskars skove. Hovedingredienserne i maden er ris, ris og atter ris. Dertil enten tørret fisk, lidt bønner, zebu eller kylling. Alt sammen nærmest uden krydderier – ikke lige den foretrukne kost for et par europæere.

Vi har dog været mere positive med hensyn til den mad, vi har spist på denne tur, i forhold til hvad vi husker fra for 6 år siden.

Et fantastisk roadtrip med store oplevelser undervejs og mulighed for at kigge ud ad vinduet og se på det smukke landskab, som farer forbi.

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Madagaskar set igennem en bilrude blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Baobaballéen

twodanesontour — Fri, 02 Aug 2013 13:14:00 +0000

Ved byen Morondava, som ligger på Madagaskars vestkyst, kan man se baobaballéen. Den er meget berømt og et af de mest fotograferede steder i Madagaskar.

Baobaballéen

Baobabtræer er nogle meget mærkelige størrelser. Det ligner nærmest et træ, som er vendt på hovedet, så rødderne stritter lige op i vejret. De kan blive over 1000 år gamle og meget store.

Anne Marie syntes, at det var lidt noget pjat at køre så langt for at se en række træer! Men hun måtte efterhånden overgive sig, da vi nød synet af alléen både ved solop- og nedgang.

Kirindy skovreservat

Og mens vi nu var ovre vestpå, fik vi også mulighed for at besøge Kirindy skovreservat. Denne park huser det største antal forskellige lemurarter i landet. Og hvis man er meget, meget heldig, så er det her, at der er den største chance for at se en fossa. Fossaen er Madagaskars største rovdyr. Den ligner lidt en mellemting mellem en hund og en kat og er utrolig god til at klatre i træer. Her går den på jagt efter lemurer, mens de sover og den kan følge en lemurflok i dagevis, inden der er bid.

Det var virkelig et højt ønske for os at se en fossa. Men vi vidste også, at det nok var noget nær umuligt.

Lige da vi ankom til parken, satte vi os og spiste lidt morgenmad i parkens restaurant. Pludselig kom vores guide og sagde, at der var en fossa meget tæt på. Vi kunne nærmest ikke tro vores held. Den gemte sig under et lille hus, men med et kyllingeben på en snor, fik guiden lokket den ud – dog uden at give den noget mad, da det selvfølgelig er forbudt.

Det var utrolig spændende at få lov til at se dette sjældne dyr.

På tur i parken

Derefter gik vi en tur i selve parken med en lokal guide. Her så vi flere grupper Verreaux sifakaer, som er en slags lemurer. De er utrolig nuttede med deres hvide pels og sorte ansigter. Vi var heldige at komme ret tæt på nogle af dem.

Vi så også redfronted brown lemurs, som er noget mindre end sifakaer.

Og på tilbagevejen stoppede vi jo på baobaballéen igen, så I får også lige et solnedgangsbillede.

Følg os på Facebook, hvor vi lægger flere rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Baobaballéen blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Famadihana

twodanesontour — Sun, 28 Jul 2013 17:10:00 +0000

Næste stop på vores tur var Madagaskars tredje største by Antsirabe. Her havde vi bedt om at få lov til at deltage i den lokale skik famadihana.

Antsirabe

Byen Antsirabe er kendt for sine mange pousse pousses, en ”cykeltaxa” uden cykel! I stedet er det en mand, ofte med bare tæer, der løber foran vognen. Vi synes, at det er lidt umenneskeligt, at folk kan lade sig trække rundt på den måde. Men for pousse pousse-chaufføren er det jo et job som så meget andet.

Der blev også tid til en tur på markedet lørdag formiddag. Og vi må sige, at vi så fattigdom, som vi ikke har set nogen andre steder i Madagascar. Men det er jo her som så mange andre steder i verden: Storbyer lokker med troen på lykke og et bedre liv. Men virkeligheden er tit en anden.

Famadihana

Men tilbage til grunden for vores ophold i byen. Vi ville gerne opleve en famadihana. Det er en tradition, som kun praktiseres i det centrale Madagaskar hvert år mellem juli og september. Familierne genbegraver deres forfædre hvert syvende år. Det vil altså sige, at de åbner gravstederne, tager de dødes knogler ud, lægger dem i nye klæder, bærer knoglerne med hjem til et familiemedlem og holder en fest, hvorefter de steder dem til hvile igen dagen efter. Det var vi selvfølgelig meget interesserede i at opleve, og derfor havde vi bedt vores chauffør om at arrangere det for os, da man selvfølgelig skal være inviteret til sådan en familiebegivenhed.

På jagt efter en famadihana

Men, men, men… nogle gange er man bare uheldig. For da vi med en lokal guide kom ud i den landsby, hvor vi var blevet fortalt, at famadihanaen skulle foregå, viste det sig, at det var yderligere tre timers gang op ad et bjerg, og at der ikke var nogen veje for biler. Klokken var allerede 2 om eftermiddagen og det var omkring den tid, vi skulle være der, så det var ikke muligt at nå frem på gåben. ØV!
Vi var fire meget skuffede turister på vej tilbage til hotellet.

Men vores chauffør gav ikke sådan lige op. Han ville finde en ny famadihana til dagen efter. Så vi besluttede at blive i Antsirabe en dag ekstra.

Vi prøver igen

Dagen efter var vi klar igen ved middagstid. Vi havde en ny lokalguide, som vidste, hvor en ny famadihana ville finde sted. Endnu engang sad vi spændte i bilen – og endnu engang blev vi skuffede…

På vej til det nye sted blev vi stoppet af en mand, som fortalte, at de døde allerede var blevet genbegravet om formiddagen, så seancen var overstået. Men vores chauffør gav ikke sådan lige op, så vi kørte LANGT ud på landet af MEGET dårlige veje, da han havde fundet en tredje lokalguide, som mente at vide, at der ville være famadihana samme eftermiddag. Men også det skulle vise sig at være usandt, for da vi kom helt derud fik vi at vide, at det først var dagen efter.

Og så gav vi altså op!

Vi følte virkelig, at det var spild af to dage – især fordi vi havde sat os op til det tre gange. Vi valgte derfor at køre videre dagen efter, da vi ikke ville bruge mere tid på det. Efter godt fire timers kørsel så vi pludselig en masse mennesker, som løb på vejen foran os. De bar på nogle store hvide pakker, og det gik op for os, at vi var kørt lige ind i en famadihana! Hvilket held!

Ja, det er en død mand, kvinden har på hovedet!

Til famadihana

Vores chauffør rullede vinduet ned og talte med flere af deltagerne, og efterhånden fik vi lov til at deltage lidt i festlighederne. Det viste sig, at det var en familie, som var ved at flytte deres døde fra et gammelt gravsted til et nyt. Selve famadihanaen – genbegravelsen ville foregå næste dag, for først skulle der jo holdes fest om aftenen. Men vi fik altså lov til at følge dem lidt af vejen.

En ældre mand af familien, som havde svært ved at følge med folkemængden, bad om at få lov til at køre med os, og vi rykkede lidt sammen i bilen. Han blev meget glad for at få et lift og heldigvis kunne vores chauffør oversætte, hvad manden fortalte.

Efter at vi var kørt forbi optoget et par gange, og holdt ind til siden for at lade det passerer, var tilliden så stor, at vi kunne få lov til at deltage. Vi steg alle ud af bilen og fulgte med et stykke af vejen. De lokale virkede utrolig glade og interesserede i os, og det var sjovt at se og høre, hvordan de klappede, dansede og sang undervejs.

Endnu en famadihana

Efter at have været ovre vest på, som I kan læse om her, skulle vi køre samme vej tilbage igen. Og efter godt 6 timer kørte vi igen lige ind i en famadihana. Og denne gang var festlighederne på deres højeste, da vi hoppede ud af bilen. Gravstedet var åbnet, og alle pakkerne med knogler var taget ud. Nogle folk var i gang med at give dem nye klæder, mens andre festede og dansede til et orkester med fløjter og trommer.

For at I ligesom kan få et lille indtryk af det hele, kommer der lige en film, som er klippet sammen af de to begivenheder.

Så fra at være meget skuffede over tiden vi havde spildt i Antsirabe, så var vi super heldige til sidst. Det var en stor oplevelse af være med til en famadihana.

Følg os på Facebook, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Famadihana blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På tur med Marie Louise

twodanesontour — Wed, 17 Jul 2013 18:16:00 +0000

En uge i Mananara skulle jo bruges på noget fornuftigt. Så efter aftale med guiden Marie Louise, var vi klar til afgang fredag morgen kl. 9. Og snart var vi af sted på vores første tur sammen.

Over floden med færgen

Vi gik ned til havnen i Mananara og tog en ”pirogue-færge” over det smalle stræde. Den består af to udhulede træstammer ved siden af hinanden med brædder på tværs, så man kan fragte folk, cykler mv. over. Bagest i den enetræstamme sidder der en mand med en pagaj og ror. Pris pr. person: 25 øre!

Derefter gik vi et kvarters tid, til vi igen kom til Mananara-floden, hvor vi endnu engang skulle med en pirogue-færge. Her var overfarten noget længere, og der skulle to til at ro. Eller en påhængsmotor på de mest moderne ”færger”. Men den slags kommer jo ikke gratis. Pris pr. person: 1,25 kr.

På vej til Edens grønne have

Vel ovre på den anden side gik vi gennem små landsbyer, hilste på lokalbefolkningen og fandt små frøer og insekter på vejen.

Efter yderligere et par kilometers gåtur drejede vi væk fra vejen og fulgte nu en lille sti. Marie Louise ville vise os et sted, som hun har døbt Edens grønne have. Det var en lille farm med høns, ænder og kvæg. Vi spiste vores medbragte sandwich og gik en dejlig tur rundt i området for at kigge efter dyr. Vi fandt 4 kamæleoner, men så også fugle, insekter og sommerfugle.

Det er faktisk lidt svært at forklare jer læsere, hvad det egentlig er, vi går rundt og laver. Men vi håber, at nogle af billederne kan give jer lidt af svaret. For ellers kunne det lyde som en kajaktur over Guldborgsund og en tur i Hamborgskoven i jagten på en solsort! Hvilket nok heller ikke er så dårligt!

Til bådindvielse

Dagen efter var vi inviteret til bådindvielse i en lokal landsby. En mand havde fået bygget en lang smal båd af en udhulet træstamme, som han havde påmonteret en påhængsmotor.

Den slags indvielser, går ikke stille af på disse kanter. Først blev der holdt taler, derefter blev der skænket øl, rom og sodavand til alle de fremmødte (ca. 80) og så skulle båden have sin jomfrutur. Der blev danset og sunget, og alle var i super godt humør.

Her får man hurtigt mange nye venner

En fiskerbåd

Mens vi stod og ventede på, at det blev vores tur til at få en tur i den nye båd, kom der pludselig en fiskerbåd ind med dagens fangst, og det tiltrak sig straks opmærksomhed – også vores. De fire fiskere trak 12-15 muræner i land, nogle utrolig flotte rokker med leopardmønster, en guitarhaj og nogle store røde fisk.

Vi bliver altid lidt vemodige, når vi ser disse flotte skabninger på land, da vi jo aller helst vil se dem under havets overflade. Til gengæld glæder det os at vide, at disse fisk vil blive spist rub og stub. Der er intet industrifiskeri her.

Sejltur i den nye båd

Så blev det tid for en sejltur på Mananara-floden. Vi sejlede en lille time op ad floden og gik i land for at se et alkoholbrænderi, som vist mest af alt så ud som noget, Storm P kunne have tegnet. Vi blev vist rundt i ”produktionen” og smagte både på rå sukkerrør og den færdige alkohol, som var noget stærk!

Tilbage ved bådehavnen igen fik vi også en rundtur i et vaniljekogeri. Madagaskar står for op imod 80 % af verdens vaniljeproduktion, og vi har fundet ud af, at det er noget af en lang proces at lave vaniljestænger. Og at dømme ud fra den rustne olietønde, som vaniljen bliver kogt i, så kommer fødevaremyndighederne ikke så ofte forbi.

Ambitsika-halvøen

Tredjedagen gik en tur til stranden. Vi traskede ud af flyvepladsens landingsbane, som mellem flyankomster og -afgange fungerer som offentlig vej og fodboldbane. Vi gik et langt stykke langs kysten, helt ud på spidsen af Ambitsika-halvøen, hvor der var den smukkeste palmestrand.

Undervejs så vi, hvordan børn og voksne fangede krabber, fisk og muslinger, og så nød vi synet af et par isfugle og lidt kamæleoner undervejs.

På tur til et lille bjerg og det lokale marked

Dagen efter kørte vi med Hr. Roger og Marie Louise ca. 8 km ud til en lille landsby. Det var noget af en bumlet tur, som tog godt 55 minutter pga. vejens ringe tilstand. Fra landsbyen gik vi op ad et lille bjerg for at nyde udsigten og omgivelserne.

Den sidste dag tog Marie Louise os med på markedet, da tirsdag er den store markedsdag i Mananara.

Nu var det tid til at få shoppet de sidste lækre kurve her i byen. Vi ved, at når vi kommer andre steder hen i Madagascar, så har de ikke de samme slags, og det er i dette område, at de er aller flottest. Så nu er der frygt for overvægt på flyveren hjem…!

Derefter havde vi et par timer for os selv, hvor vi gik en lille tur for at spotte kamæleoner, inden Marie Louise igen kom forbi hotellet. Denne gang sammen med sin søn på 9 år. Hun inviterede os med hjem til sig og det var både hyggeligt og interessant.

Vi må sige, at det har været nogle dejlige dage sammen med Marie Louise og at hun nok blev vores redning i Mananara – ellers kunne 7 dage her have været liiiidt lang tid.

Følg os på Facebook, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten. Vi er også på Instagram @twodanesontour

Facebook

Twitter

Indlægget På tur med Marie Louise blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Aye aye island

twodanesontour — Wed, 17 Jul 2013 14:08:00 +0000

Kender du en aye aye?

Aye ayen er et MEGET mærkeligt dyr!

Den er en primat ligesom en lemur, men har tandsæt som en gnaver. Aye ayen har meget klare orange øjne i et meget spidst ansigt. Modsat lemurer, som har et mere rundt ansigt.

En aye aye har flagermuslignende ører og en sindssyg god hørelse. Så god, at den kan høre, hvis der kravler en larve eller et insekt under barken på et træ. Og så har den nogle meget lange, tynde fingre, nærmest skelet-tynde, som den bruger til at grave mad frem med.

Aye ayen kan blive op til 90 cm. lang inklusiv hale og vejer ca. 2,5 kg. Aye ayen er et natdyr og derfor ikke så nem at få at se. Den er tilmed endemisk på Madagaskar og lever således kun her.

Faktisk ligner den lidt et af dyrene fra filmen Grimlings og har blandt lokalbefolkningen været omgærdet af meget overtro. Folk har ligefrem været bange for denne underlige skabning og derfor forsøgt at udrydde den, hvilket på et tidspunkt næsten lykkedes. Men nu ser det ud til, at arten igen er i fremgang. Dog er den stadig en truet dyreart og svær at få at se.

Aye aye island

Det forholder sig således, at Hr. Roger ud over det hotel, som vi bor på, også ejer en ø på 30 ha., der ligger i Mananara-floden. På den ø har man for mange år siden udsat nogle aye ayes for at være med til at bevare arten. Så nu lever der 10 aye ayes ude på øen sammen med en mand, der fungerer som opsynsmand.

Aye aye island skulle efter sigende være det sted i verden, hvor man har størst sandsynlighed for at se en aye aye. Men alligevel har vi læst flere beretninger på nettet, hvor turisterne ikke har set noget som helst. Så det er altså ikke bare en zoologisk have, hvor dyret altid sidder i det samme bur på den samme gren.

Vi var derfor noget spændte, da vi bookede en tur til Aye aye island. For selvom vi i teorien havde 7 dage og dermed 7 muligheder for at se det lille dyr, så var det ikke til at vide om, og i givet fald hvor tæt på/tydeligt vi ville se den.

På tur til Aye aye island

Først foregik turen i bil, så fortsatte den i udhulet kano og endelig på gåben.

Imens solen gik ned, gik vi rundt på øen og ledte efter andre dyr. Vi var heldige at se en hel del lemurer, inden vi kom tilbage til lejren. Her blev vi bedt om at vente en lille halv time, til det blev mørkt. Og så gik jagten ind!

Udstyret med lommelygter og hele fire unge guider, begav vi os ud i mørket. Og vi havde ikke ledt længe inden de unge fyre havde spottet den første aye aye i et kokospalmetræ. Den sad meget højt oppe og var derfor svær at se, men det skulle blive bedre.

I løbet af en lille halv time havde vi set i alt tre aye ayes, og den sidste sad rigtig godt. I kan selv bedømme ud fra billedet:

Og selvom vi tog billeder med blitz og lyste på den med en lommelygte, spiste den bare ufortrødent videre. Sådan lidt postyr lod den sig ikke distrahere af.

Det var to glade turister, som i stjernehimlens skær, blev sejlet tilbage til fastlandet, og der var der fire unge fyre, der blev rigtig glade for hver 13 kroner i drikkepenge.

Se alle vores indlæg fra Madagaskar

Følg os på Facebook, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Aye aye island blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Mananara

twodanesontour — Wed, 17 Jul 2013 13:49:00 +0000

”Hvad vil I lave en hel uge i Mananara?” har flere andre rejsende spurgt os, når vi har fortalt dem om vores planer. ”Der er da ingen ting at lave ud over at se en aye aye.” Jamen, der har du svaret! Vi vil meget gerne se en aye aye! Vi ledte efter dette mærkelige dyr i 2007, men uden held, og NU prøver vi igen.

Transport til Mananara

Der er et par forskellige muligheder for at komme til Mananara.

Man kan sejle med et fragtskib – hvis man ellers kan finde et, som skal herop med varer, og som sejler en passende dato.

Man kan sidde på ladet af en pickup truck i tre dage. Pick-ups agerer busser på disse kanter, da vejene er så sindssyge, at ingen normale biler eller busser kan køre her.

Eller man kan lige som os vælge at flyve. Vælger man at flyve skal man bare være opmærksom på, at der går en hel uge, inden flyet flyver tilbage igen.
Og sådan gik det til, at vi tilbragte en hel uge i Mananara for at se en aye aye.

Chez Roger

Vel ankommet til Mananara stod vi lidt og ventede på bagagen. En lokal mand henvendte sig til os og spurgte, hvor vi skulle bo. Vi vidste, at der var to fornuftige muligheder i byen. Vi havde valgt Chez Roger, så det fortalte vi manden, som viste sig at være selveste Mr. Roger. Så han skovlede os og vores bagage ind i hans pickup truck og tog os med hjem – så nemt var det!

Vi lægger planer

Men mens man venter på aye ayen, skal der ligesom ske noget. Vi forsøgte at spørge Mr. Roger om lidt forskelligt, men da han kun taler fransk og vores franske er næsten ikke eksisterende, satte han os i kontakt med Marie Louise, som er engelsktalende guide her i byen.

Vi forklarede Marie Louise, at vi havde en ide om, at vi gerne ville med den lokale Taxi Brousse til Sahasoa kun godt 36 km herfra. Men Marie Louise gjorde bare store øjne og rystede på hovedet. ”Det bliver uden mig” sagde hun med et stort grin. Hun havde netop kørt turen for 3 dage siden og vidste, at vejen er helt forfærdelig og at de 36 km vil tage en 5-6 timer – hver vej. Men hun kendte en anden guide, som ville gå turen dagen efter. Vi kunne få lov til at følges med ham. Så var det vores tur til at gøre store øjne og takke nej tak.

I stedet ville hun rigtig gerne lave os et program for de næste 5 dage, hvor hun for godt 40 kr. om dagen vil guide os rundt i lokalområdet – det er altså fundet for de penge!!! Så vi sagde selvfølgelig straks ja tak.

Se alle vores indlæg fra Madagaskar

Følg os på Facebook, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Mananara blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Air Madagascar – et kapitel for sig…

twodanesontour — Wed, 17 Jul 2013 13:43:00 +0000

Lige som man altid ved, at alle tog i Rumænien er forsinkede, så ved man også, at alle Air Madagascars flyafgange bliver flyttet. Det er en del af livsvilkårene i Madagaskar, som lokalbefolkningen lever med og derfor ikke løfter et øjenbryn over.

Skræksenarier

Det er ikke unaturligt at komme ud i lufthavnen for at finde ud af, at det fly, man skal med, først har afgang om tre timer. Eller endnu værre – at det er fløjet for to timer siden! Og så er døde dyr rådne…

Flyselskabet kalder sig selv Air Mad – og ja, vi ved, at der er noget om snakken. Tænk hvad de kunne spare i både penge og fortvivlede kunder med lidt virksomhedsoptimering.

Rod i billetterne

Som nævnt i et tidligere indlæg, så havde Rasmus hen over maj og juni talt en del i telefon angående vores Air Mad billetter, da det, som virkede som en nem flyvetur fra Ile Sante Marie via Tamatave med ca. 60 min. ventetid og videre til Mananara pludselig blev ændet til: Afgang fra Ile Sante Marie dagen før planlagt. Flyve helt til hovedstaden Antananarivo – overnatte – flyve videre til Tamatave – overnatte – og først på tredjedagen flyve til Mananara.

Det var altså ikke noget, der passede hr. Lyngsøe, så efter en del snakken frem og tilbage hjemme på matriklen og efter lidt flere telefonopringninger, havde Rasmus fået en mundtlig bekræftelse på, at vi ville blive kompenseret med to gratis hotelovernatninger mellem flyvningerne.

Men nu er det jo Afrika, så derfor insisterede Rasmus på en skriftlig bekræftelse, hvilket tog yderligere godt en uge. Men selv med den bekræftende e-mail i hånden var vi ikke helt sikre på, at det rent faktisk ville ende med et par gratis overnatninger eller på hvilken standard hotel.

Sandhedens time…

Nå nej, for lige at fuldende historien om flytiderne, så kom vi, da vi skulle ud til Ile Sainte Marie, i absolut sidste øjeblik til lufthavnen og checkede ind en halv time før afgang – kun for at se på boardingpasset, at afgangen var flyttet to timer… the usual!

Da vi kom til Ile Sainte Marie, stod en Air Mad-ansat med et skilt med vores navne. Hun ville sikre sig, at vi kom i lufthavnen til tiden, når vi skulle flyve tilbage igen, og så ville hun gerne vide, hvor vi skulle bo.
Dagen før vi igen skulle flyve, fik hotellet en opringning om, at afgangen var flyttet lidt over to timer!

Gratis overnatning -måske

OG… da vi så landede i hovedstaden lå der rigtig nok IKKE nogen voucher til os på Air Mad’s kontor. Og de kunne ikke se i deres system, at vi skulle kompenseres…
Her var det så, at den bekræftende e-mail ”came in handy”. Og efter en god halv times venten fik vi en voucher, der ikke bare gav fri overnatning, men også alle måltider med drikkevarer samt transport til og fra lufthavnen.

Dagen efter i Tamatave var det samme historie. Det tog godt 45 min. før vi stod med voucheren, der igen gav husly, mad, drikkelse samt transport. Her var det et billede på telefonen af voucheren fra dagen før, der gjorde det store udslag.

Så alt i alt kan vi vel konkludere, at stædighed betaler sig og at de ca. 800 kr., som vi sparede på de to døgn, fint finder anvendelse en anden dag.

Og så kom vi for øvrigt med ”hønseflyet” til Mananara. Det bageste lastrum var fyldt med pippende kyllinger i papkasser. Og der var så meget læs på propelmaskinen, at AM’s rygsæk havde fået plads i kabinen.

Her lufthavnen i Mananara. Ikke verdens største…

Og landingsbanen, som uden for flyve-tidspunkterne ca. en gang om ugen bruges som vej og fodboldbane.

Læs også: Eventyret er i gang

Eller se alle vores indlæg fra Madagaskar

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Air Madagascar – et kapitel for sig… blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Ile Sante Marie – pukkelhvalernes paradis

twodanesontour — Mon, 08 Jul 2013 13:10:00 +0000

Nå, vi ved godt, at det blev til lige vel meget information i sidste blogindlæg, så vi lover, at der ikke kommer lige så mange tørre facts om Madagaskar i dette indlæg!

Ile Sante Marie

Ud af alle de steder, som vi besøgte i 2007, har vi pga. tidspres valgt kun at gense ét sted. Nemlig øen Ile Sante Marie. En grøn tropeø i Det indiske Ocean med dejlige strande.

Øen er også et yndet ”udflugtsmål” for pukkelhvaler. De svømmer hertil fra Antarktis imellem juli og september for at parre sig og føde deres unger i det noget varmere vand.

Sidst vi var her, var det i slutningen af juli. Så vi var noget spændte på, om vi ville få mulighed for at se hvaler, når nu det kun er starten af juli. Men da vi allerede under indflyvningen til øen spottede den første pukkelhval fra luften, var vi meget mere fortrøstningsfulde.

La Crique

For seks år siden boede vi på hotellet Vanilla Café. Men det var meget primitivt, ikke så hyggeligt og der var ingen strand i nærheden. Til gengæld var det super fedt at kunne ligge i bungalowen og gennem døråbningen spotte hvalerne ude på havet. Det har vi talt om mange gange siden.
Dengang mødte vi flere, som varmt anbefalede hotellet La Crique, så der havde vi allerede i december booket en bungalow, for at være sikre på, at de havde værelser.

Men det var vist ”overkill”. For da vi kom frem, viste det sig, at vi havde hele hotellet for os selv. Hvilket straks mindede os om, dengang vi i Sydafrika havde en hel safarilodge for os selv. Der blev vi vartet op som grever og baroner i 10 dage.

Siden præsidentvalget i 2009 har der her i landet hersket politisk uro. Det sammenholdt med den økonomiske krise i Europa gør, at der i de sidste år ikke er kommet ret mange af de turister, som befolkningen på Madagaskar er så afhængig af. Derfor oplever vi gang på gang at hoteller, taxachauffører m.m. hungrer efter turisterne (og deres penge).

På hvalsafari

Da vores første nat under myggenettet i vores lille hytte var gået, tog vi ud i hotellets 6 personers båd for at se på pukkelhvaler. Med os havde vi ”matrosen” Mesme og ”kaptajn” Jean Luis, der har arbejdet som kaptajn for hotellet i 36 år, så vi var i gode og rutinerede hænder.

Der gik da heller ikke mere end 5 minutter, før vi så den første hval – godt nok langt væk, men det skulle hurtigt ændre sig!

Vi så mange flokke på 2-3-4 individer, der svømmede sammen. Da vi havde talt til en 14-15 stykker, opgav vi at tælle flere, da vi selvfølgelig også så nogle af flokkene flere gange. Men hjemme igen havde den meget erfarne bådsmand sagt til hotellets ejer, at vi havde set op mod 100 hvaler på turen!!!

Og hvad er det så, man kan se på sådan en hvaltur? Ud over hvalernes blåst (det de sprøjter op gennem åndehulet), så krummer de ofte ryg og nogle gange kan man også være heldig at se deres flotte haler, som alle har forskellige mønstre. Der udover er der nogle hanhvaler, som ligger og leger. De plasker med lufferne og ind i mellem hopper de op af vandet og lander med et ordentligt plask, som kan ses på meget lang afstand. Utrolig imponerende.

Hvalsafari med indlagt fisketur

Mens vi kiggede på hvaler fiskede bådens besætning selvfølgelig også. Og pludselig var der bid! Det tog bådsmanden en del kræfter at få hevet krabaten, som viste sig at være en gulfinnet tun, om bord. Da fisken var vel om bord i båden, fortsatte hvalsafarien ufortrødent.

Heldigvis havde tunen ikke levet forgæves, da den blev til vores frokost dagen efter

På tur til Ambodifototra

Hjemme fra bådtur igen stod den nu på lækker kylling og ris kogt i kokosmælk, mens vi om eftermiddagen tog en såkaldt tuk tuk ind til øens største by Ambodifototra for at fotografere hverdagslivet og tage et par solnedgangsbilleder på tilbagevejen.

Så blev det så til lige vel lovlig mange billeder i dette indlæg… Men til dem af jer, der også kan tåle at se en lille film med hvaler, så kommer den her:

Læs også om hvalsafari i Nordnorge

Se alle vores blogindlæg fra Madagaskar

Følg os på Facebook, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Ile Sante Marie – pukkelhvalernes paradis blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Madagaskar

twodanesontour — Mon, 08 Jul 2013 12:32:00 +0000

”Skal I til Madagaskar IGEN??? ”- er der flere, der har spurgt os her op til sommerferien, og svaret er: ”JA! Vi skal til Madagaskar IGEN!”

Sidste rejse til Madagaskar

Vi var her i 2007 og rejste dengang 5 uger i det nordøstlige hjørne af dette kæmpe store land. Vi så masser af lemurer, kamæleoner og underlige insekter, og vi mødte en utrolig venlig befolkning. Det kunne vi godt tænke os at se mere til. Så nu er vi her igen.

Lidt facts om Madagaskar

Madagaskar er faktisk verdens 4. største ø med et areal ca. på størrelse med Frankrig. Men med en infrastruktur, som er nærmest ikke eksisterende. Og det mener vi virkelig! Mange førstegangsrejsende til Madagaskar – inklusiv os selv – er rystede over HVOR dårlige vejene er.

Ca. 5 % af hele jordens dyre- og planteliv findes her – og kun her. Så hvis man er interesseret i dyr, så er dette stedet!

Men Madagaskars befolkning er meget fattig. Omkring 77 % af befolkningen lever under den nationale fattigdomsgrænse. For at tjene penge graver de bl.a. efter metaller og mineraler i jorden og fælder regnskovene for at sælge eller brænde træet og for at få plads til rismarker og andre afgrøder. Mange steder går lokalbefolkningen også på jagt i skovene, simpelthen for at få mad på bordet. Dette har selvfølgelig store konsekvenser for dyr og planter og på sigt også for befolkningen. Så vi har i længere tid haft en følelse af, at skulle vi tilbage, så skulle det være NU. Og her sidder vi så J

Forskellige måder at rejse på

Da vi var her sidst, havde vi ikke planlagt noget hjemmefra – Anne Maries ønskescenarie! Men vi fandt hurtigt ud af, at hvis vi ville nå rundt til de mest spændende steder, så blev vi nød til at flyve en del indenrigsflyvning, og at de fleste fly allerede var booket op.

Derfor har vi denne gang valgt en anden løsning: Styr på tingene hjemmefra – Rasmus’ ønskescenarie!

Men, men, men… nu er det jo altså Afrika, så Rasmus har vel allerede talt med det selskab, som vi har købt flybilletter igennem, en 7-8 gange de sidste par måneder, for billetterne var ”sjovt nok” liiiiige blevet ændret lidt igen…

Men nu må vi se, hvordan det hele kommer til at forløbe. Vi har i hvert fald store forventninger til en spændende rejse.

Læs vores blog fra begyndelsen

Se alle vores indlæg fra Madagaskar

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side, hvor vi lægger flere rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Madagaskar blev først udgivet på Two Danes On Tour.