Muligheden for at se spækhuggere
Den altovervejende grund til, at vi var rejst til Tromsø, var muligheden for at se spækhuggere. Vi har tidligere været på hvalsafari – bl.a. i Mexico og på Madagaskar. Men nu havde vi mulighed for at komme ud og se verdens største delfinart.
Vi havde på forhånd også undersøgt muligheden for at snorkle med dette prægtige dyr, men vi var nok alligevel begge glade for, at vi skulle blive i båden, da det kom til stykket. Temperaturen var omkring -18 grader, da vi sejlede af sted for at kigge efter både spækhuggere og pukkelhvaler. (Hvis du skulle være interesseret i at snorkle med spækhuggere, så kan dette også lade sig gøre – læs vores oplevelser med Hvalsafari ved Skjervø. Vi har dog ikke selv snorklet med dem endnu).
Både pukkelhvaler og spækhuggere flokkes omkring Tromsø i vintermånederne på grund af de store sildestimer, som de jager. Så det er det perfekte tidspunkt at se dem, og det kan jo fint kombineres med nordlys.
Aflysning af turen?
Vi havde booked en tur med Tromsø Friluftsenter. Men da vi mødte op om morgenen, sagde vores guide Trine straks, at vi kunne nå at ombestemme os… Men hvad var nu det for noget?! Vi havde talt om denne tur i mere end to år, så vi var på ingen måde klar til at fortryde nu.
Hendes begrundelse var, at det var en meget kold morgen. Og med vinden oveni, så ville det føles som omkring -36 grader. Hun gav os et par forskellige muligheder:
- Vi kunne få vores penge tilbage
- Vi kunne vælge en kutter i stedet for, hvor det var muligt at gå indenfor og få varmen
- Vi kunne tage af sted i ripbåden (en stor gummibåd med meget kraftige motorer), som først planlagt.
Vi var ikke i tvivl. På trods af udsigten til meget kolde tæer, så gav vi ikke op. Vi VILLE af sted.
Klar til afgang
Vi kørte i bus fra Tromsø til Kvaløya (Hvalø), hvorfra vi skulle sejle. Da vi kørte ned på havnen, så vi den første pukkelhval gennem bussens vinduer. Med denne velkomst var vi ikke i tvivl om, at det nok skulle blive en god tur.
Heldigvis fik vi udleveret nogle store og kraftige overlevelsesdragter, som kunne komme ud over alt vores andet tøj. Derudover pakkede vi os begge ind med elefanthuer, halstørklæder og store luffer. Og så var vi klar til afgang.
En fantastisk tur
Snart var vi af sted. Vi sejlede i de flotte fjorde og nød virkeligt turen. Ikke lang tid efter så vi den første hval i horisonten, og snart efter satte skipper kurs imod den. Den kom op et par gange inden den var væk igen.
Fantastiske spækhuggere
Læs også: Nordlys i Tromsø
Kim og Rikke says:
Lyder som en fantastisk tur, på trods af det kolde vejr. ��
Anne Marie og Rasmus says:
Hej Kim og Rikke
Det var HELT fantastisk! Og vi gjorde det gerne igen. For os var det meget særligt at få lov til at se spækhuggere i naturen.
Tak for jeres kommentar og god rejsevind
Rasmus og Anne Marie
Danish Adventurer says:
Hej Anne Marie og Rasmus
Hvad havde i selv pakket med af tøj? Kunne i låne det meste?
De bedste hilsner
Bettina
Anne Marie og Rasmus says:
Hej Bettina
Vi havde selv lange underhylere, skibukser, vinterjakke, hue, vanter og halstørklæde, uldsokker, vandrestøvler og elefanthue med.
Det eneste vi lånte (og som var med i prisen) var overlevelsesdraget/overtræksdragt, som fulgte med på begge de to ture, vi havde booket. Den kunne trækkes ud over alt det andet tøj vi havde på.
Til 4 dage havde vi hver pakket i en almindelig trolley, så vi havde ikke en MASSE bagage med.
Hygge hejsa
Rasmus og Anne Marie
Marianne Olsen says:
Sikken en vidunderlig oplevelse og smukke billeder, jeg er parat til en tur, hvem vil med? Hilsen Marianne
Anne Marie og Rasmus says:
Vidunderlig er lige det rigtige ord Marianne. Og vi vil gerne med! Vi er SÅ klar til at tage af sted igen 🙂
Tatiana Shahmiri says:
Hej.. Hvornår ville i råde til at man tog afsted på sådan en tur? Altså hvornår er der størst garanti for at se spækhugger og hvaler? Er der mulighed for det hele januar mdr. Mvh. Tatiana
Anne Marie og Rasmus says:
Kære Tatiana
Tak fordi du kiggede forbi vores blog.
Man kan se både spækhuggere og pukkelhvaler hele januar måned. Tromsø er et rigtig godt sted at se dem, og der er nem adgang til byen med fly og derfra med lufthavnsbus til centrum.
Vi skal af sted igen i januar men denne gang til Andenes på øen Andøya. Det bliver en lidt anden tur, da vi flyver til Narvik/Evenes og har lejet bil derfra. Vi er spændte på hvordan det går med at køre i det norske vintervejr, og hvordan hvalturene er derfra. Det kommer der mere om på bloggen i det nye år.
Rigtig godt nytår og god tur, hvis du kommer af sted.
Venlig hilsen
Rasmus og Anne Marie
Amalie Grud says:
Hejsa!
Min kæreste og jeg er netop flyttet til Tromsø og skal bo her et års tid. Vi er allerede ret forelskede i byen og området.
Vi vil begge så gerne på en tur som den I havde her.
Hvornår på året var I afsted? Ved du hvilke måneder det er mest optimalt? 🙂
Mange hilsner fra Amalie
https://hosamalieogmorten.wordpress.com/
twodanesontour says:
Hej Amalie
Hvor lyder det fantastisk med et år i Tromsø! Vi var, som du kan læse, også vilde med byen, og vi skal derop igen på forlænget weekend til januar – måske er det jer, som skal give os tips til byen til den tid 🙂
Vi var af sted i januar 2016. Man kan tage på hvalsafari hele året, men hvis man vil se spækhuggere, så er det bedst fra december til februar. Det var virkelig en fantastisk hvaltur – men kører man langs kysten, kan man også være heldige at se dem fra bilen. Jeg synes dog, at I skal tage mindst en bådtur mens I er der. Det var dyrt, men alle pengene værd.
Held og lykke i smukke Nordnorge
Rasmus og Anne Marie
Lau says:
Kan i anbefale steder at bo i Tromsø, når man i lighed med jer, skal på forlænget weekend i januar
twodanesontour says:
Hej Lau
Tak for dit spørgsmål – hvor lyder det dejligt med en forlænget weekend i Tromsø. Du kan godt glæde dig, det er en rigtig hyggelig by.
Vi ville uden tvivl vælge et hotel i centrum. Vi har prøvet to forskellige: SmartHotel og Quality Saga. Det sidste var klart det bedste, men også ca. dobbelt så dyrt som SmartHotel. SmartHotel var egentlig ok, men værelset var mega lille og lavet af beton.
En anden mulighed er at finde noget på AirBnb eller på Booking.com. På Booking har vi også haft et godt og et mindre godt sted – desværre bliver den gode lejlighed ikke lejet ud længere.
Vi har skrevet lidt forskellige indlæg om Tromsø. Du kan bl.a. læse vores “Gør det selv guide” https://twodanesontour.com/2019/02/vores-guide-til-en-tur-til-tromsoe-om-vinteren/
og vores anbefalinger til gode restauranter – husk at bestille bord hjemmefra, da meget er optaget i højsæsonen. https://twodanesontour.com/2019/02/vores-guide-bedste-restauranter-i-tromsoe/
Du er meget velkommen til at spørge igen, hvis der er andet, vi kan hjælpe med.
Endnu engang rigtig god tur til januar
Rasmus og Anne Marie