Rejseåret 2019

Så er rejseåret 2019 gået på held. Det blev et skønt år fuld af fantastiske oplevelser i både ind- og udland. Vi plejer ikke at lave sådan en status over året der gik, men vi skal jo også forny os 🙂 Så nu prøver vi med et lille skriv og ser, om der er læsere til det. Og så kan det jo være, at det bliver en tilbagevendende begivenhed. Hvem ved?

Når man sådan kigger tilbage og skriver årets begivenheder ned, opdager man virkelig, hvor meget vi har oplevet, og hvor mange fantastiske ting vi har set det sidste års tid. Det er vi meget taknemmelige for! Og forhåbentlig kan vi inspirere jer, kære læsere, til at tage på tur. Det behøver ikke være langt væk. Der findes små eventyr alle steder.

Januar

Vi begyndte 2019 med en vintertur til Tromsø. Det er jo et sted, vi har været flere gange, og vi elsker simpelthen den by.

Denne gang havde vi fået følge af et vennepar, så vi var ret spændte på, om vores høje forventninger igen kunne blive indfriet. Og det kunne de heldigvis til fulde. Store naturoplevelser ventede med elge, rensdyr, pukkelhvaler, spækhuggere og nordlys. Vi bliver aldrig trætte af Nordnorge om vinteren. 

Se alle vores blogindlæg fra Norge her.

Spækhugger, Norge

Februar

I uge 7 tog vi endnu en vintertur. Denne gang til Estlands hovedstad Tallinn. Det var første gang, at vi besøgte byen, og vi var med det samme vilde med det gamle, smukke middelaldercentrum. En af turens missioner blev at finde danske spor i byen. Og snart fandt vi også ud af, at Estland har masser af god øl at byde på. Vi var ekstra heldige en morgen, da vi stod op til et fint lag sne ud over hele byen.

Se alle vores blogindlæg fra Estland her.

Udsigt over Tallinn

Marts

I marts måned tog vi på weekend-tur med Rasmus’ forældre til dejlige Sejerø. Det var vores julegave og en rigtig skøn en af slagsen. Vi gik lange ture, nød naturen og så masser af spændende fugle. 

Sidst i marts tog Anne Marie på tur til Sverige med en god ven for at se de elskede traner og den sky urfugl. Det var endnu en dejlig weekend med naturen i højsædet.

April

Rasmus rejste til Wales for at besøge en god kammerat, som er bosat i Swansea. Det gik mest op i fodbold på stadion, pub-besøg og hygge.

Påskeferien gik i 2019 til Nordmakedonien med en afstikker til spændende Kosovo. Vi brugte fire dage i Skopje og kørte derefter til Pizren og Pristina i Kosovo. Vi har skrevet et par blogindlæg fra Nordmakedonien, men er ikke nået til Kosovo endnu.

Skål fra Two Danes On Tour

Sidste weekend i april kørte vi på tur i The Caddy Camper. Vi skulle for første gang prøve at sove bag i vores bil. Turen gik til Rügen, og vi havde en forrygende tur! Sengen bag i bilen var blevet, lige som vi havde ønsket det.

Vi har indtil nu fået skrevet et enkelt blogindlæg om Stralsund.

Maj

I maj tog vi først en overnatning i shelter på den lille ø Askø i Smålandshavet. Vi nød roen, naturen og de smukke æbleblomster. Og så elsker vi bare at sove i shelter.

Æbleblomster på Lilleø

Og så blev det nørdet! Vi rejste til Finland i Kristi Himmelfartsferien for at sidde 3 nætter i et lille bitte skur og se efter bjørne. Det blev en mentalt udfordrende tur, men heldigvis bar den også frugt. Vi var heldige både at se bjørne og det meget sjældne dyr jærven. Det var en fantastisk oplevelse, men ikke noget, vi anbefaler andre, med mindre I er ligeså skøre og nørdede som os.

Læs vores blogindlæg fra Finland her.

Stor bjørn, Finland

Juni

I juni besøgte vi det nyåbnede skovtårn på Sydsjælland. Selvom det var en overskyet eftermiddag, var det en rigtig dejlig oplevelse. Vi håber at komme til at opleve tårnet og landskabet i sne på et tidspunkt.

Karen slår vejrmøller i Skovtårnet

Juli

Juli måned startede med en uges sommerferie i Jylland. Vi var igen af sted i The Caddy Camper. Første mission var et at se en elg i Lille Vildmose og derefter en bæver i Klosterhede plantage. Begge dele lykkedes, og vi var Two Happy Danes On Tour.

rejseåret-nitten

Midt i juli gik turen med Rasmus’ forældre først tre dage til elskede Tromsø. Det var skønt at se byen i “sommerdragt”, og vi stornød det gode vejr.

Derefter fløj vi videre til Svalbard, hvor vi gik helt amok med dyr: finhvaler, vågehvaler, hvidhvaler, hvalrosser, sæler, isbjørn, polarræv, rensdyr og masser af fugle. Vi havde julelys i øjnene fem dage i træk!

Læs alle vores blogindlæg fra Svalbard her.

En isbjørn der tygger tang på Svalbard

Inden sommerferien gik på held, tog vi en overnatning i de nye glampingtelte  i Knuthenborg safaripark. Det var fantastisk at bo med udsigt til dyrene på savannen og skønt at kunne overraske vores to niecer med sådan en tur.

Kunthenborg Safaripark 2019

August

Rasmus rejste til Irland sammen med kammeraten fra Swansea. De lejede bil, kørte rundt, nød den barske natur med de grønne farver, boede på B&B og sad lidt på pubberne.

Smukke Irland

September

Igen tog Rasmus på tur. Denne gang gik rejsen til Krakow i Polen, hvor han var på lejrskole med en fantastisk 9. klasse.

Midt i september havde vi en super weekend, hvor vi først så kronhjorte i Dyrehaven og derefter kørte til Sønderjylland for at se sort sol. Og det blev det mest fantastiske sort sol, vi nogen sinde har set! Sådan en weekend kan man virkelig leve højt på længe.

Sort sol i Tøndermarsken

Oktober

Efterårsferien bød på en spændende tur til Libanon. Vi havde lidt udfordringer med at finde en chauffør til en ordentlig pris, men da det var på plads, gik det som smurt. Vi havde chauffør i 5 dage og så store dele af landet. Blandt andet den smukke Qadisha dal og den spændende by Tripoli. Et par dage før vi skulle hjem, var der uroligheder i Beirut, og vi fik på tæt hold oplevet hvordan befolkningen stod sammen i protest mod styret.

Læs alle vores blogindlæg fra Libanon her.

Libanon

November

Vi skulle have været til Nordnorge for at snorkle med pukkelhvaler og spækhuggere, men en brækket lillefinger, en operation og fire uger i gips satte en brat stopper for vores rejseplaner. Det var selvfølgelig surt, men ikke jordens undergang. Vi håber at få oplevelsen i 2020.

December

Vi tog en hurtig tur til julemarked i Lübeck – noget vi aldrig har prøvet før. Og så var vi inde og spise på den lille hyggelige restaurant Dat Lütt Hus i Heiligenhafen. Vi fik rigtig lækker mad, og vi anbefaler, at man bestiller bord, da der hurtigt bliver fyldt op.

Og så sluttede vi rejseåret med en 5-dages tur til den russiske enklave Kaliningrad. Vi kendte ikke meget til byen på forhånd, men blev positivt overraskede. Rejsen bød på gåture, en festlig nytårsaften, dejlig mad og masser af nye indtryk. 

Kaliningrad, Rusland 2019

Og så lidt statistik

Antal blogindlæg skrevet: 36

Mest læste blogindlæg: Spækhuggere og pukkelhvaler. Et gammelt blogindlæg fra 2016, som stadig er meget populært!

Synes godt om på Facebook: 1106. En stigning på hele 215 personer 🙂

Følgere på Instagram: 2770

Overnatninger i Caddy Camperen: 16

Overnatninger i shelter:
Rasmus:1
Anne Marie: 2
(det må vi gøre noget ved i 2020)

Stempler i ø-passet: 4
Sejerø, Askø, Langeland og Venø 

Antal lande besøgt:
Rasmus: 11
Nye lande: Estland, Nordmakedonien, Kosovo, Finland, Libanon og Rusland.

Anne Marie: 9
Nye lande: Estland, Kosovo, Libanon og Rusland.

Two Danes On Tour i medierne og omtaler

Vi har skrevet en artikel om at snorkle med hvalhajer i Mexico til Rejsemagasinet Globen

VisitNordjylland og Lille Vildmosecentret har begge delt vores blogindlæg om vores held med at se en elg i Lille Vildmose på deres Facebook-sider.

Og VisitVestjylland delte vores indlæg om vores bæver-tur til Klosterheden plantage.

Vi er blevet fremhævet som én blandt 15 bedste danske rejsebloggere af Tea Tougaard.

Vi var at finde bag låge nr. 5 i Miss-Worlds julekalender (Bare rolig derude, det er ikke den Miss World!) 

Derudover har Politiken Rejser i 2019 bragt tre af vores billeder i deres weekend-rejsetillæg.

Tak fordi du læste med. Husk, du kan altid følge vores rejser ved at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi både poster nye blogindlæg og kommer med opdateringer, når vi er på eventyr. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour.
Næste rejse går til Grækenland i uge 7. 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

  1. Så mange spennende opplevelser dere fikk i løpet av 2019! Særlig en del av naturopplevelsene høres helt fantastiske ut, og har vært en fryd å lese om.

    Jeg liker å lese andres årsoppsummeringer, og mine egne oppsummeringer skriver jeg kanskje aller mest for meg selv, fordi det er fint å se tilbake på dem senere 🙂

    Godt nytt reiseår!

    • twodanesontour says:

      Kære Marianne
      Tusind tak for din hilsen. Der er ingen tvivl om, at vi især vil huske rejseåret 2019 for de store naturoplevelser. Og vi håber, at 2020 vil bringe lige så fine oplevelser.
      Også godt rejseår til dig. Vi glæder os til at følge med i dine spændende rejser.
      Glade hilsner
      Anne Marie

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.