Beirut Rafic Hariri International Airport

Luften er varm og stillestående, da vi lander i Beirut efter fire timers direkte flyvning fra København. Lufthavnen ligger kun 11 km fra centrum, og da klokken viser 00.50 lokal tid, er vi glade for, at vi kommer rimelig hurtigt gennem paskontrollen. 

Vi har for en gang skyld bestilt afhentning i lufthavnen gennem vores hotel. Taxachaufførerne i Beirut er berygtede for at snyde turister og kræve overpriser for den relativt korte tur ind til centrum. Vi har derfor hjemmefra besluttet os for, at vi ikke, på den tid af døgnet, magter at stå og diskutere urimelige priser med en hustler. De 29 USD, vi skal betale, er også overpris, men så ved vi, at der vil være styr på det, og at vi vil blive kørt det rigtige sted hen på kortest mulig tid.

Beirut – en farverig palette

Beirut blev i 1960’erne kaldt Mellemøstens Paris. Det var her Europas og Mellemøstens jetsettere festede. Det var i tiden inden borgerkrigen, hvor byen blomstrede og tilbød dens besøgende brede boulevarder, fransk-inspirerede kolonistilsbygninger, middelhavsklima og hippe natklubber. 

Beirut er i dag en af de mest multikulturelle byer i verden. Den består af mange kvarterer med hver deres subkultur så forskellige fra hinanden, at du kunne komme til at tro, at det rent faktisk var forskellige byer, du bevægede dig rundt i: Det nyrenoverede centrum, det cool og hippe kristne distrikt Gemmayzeh. Det Hizbollah-kontrollerede område Bourj al-Barajneh, det intellektuelle Hamra, det armenske distrikt Bourj Hammoud, det fashionable Raouché, flere palæstinensiske flygtningelejre og meget, meget mere. Ja, der er nok at opleve. Især religiøse tilhørsforhold sætter hver deres præg på de forskellige bydele.

Libanon huser 18 forskellige religiøse grupperinger. Der skal således både være plads til shiamuslimer, sunnimuslimer, protestanter, maronitiske katolikker, drusere, græsk-ortodokse, græsk-melkitiske katolikker og armenske apostolere blot for at nævne nogle. Mange danskere bliver overraskede over at høre, at ud af Beiruts godt 400.000 indbyggere betragter ca. 40% sig som kristne. For vi befinder os jo midt i Mellemøsten. 

Hamra

Vi har efter mange overvejelser besluttet at bosætte os i området Hamra i to nætter. Derefter har vi planlagt et roadtrip rundt i Libanon, inden vi sidst på ugen vil bruge et par dage mere i hovedstaden. De sidste nætter har vi endnu ikke booket, da vi gerne vil have friheden til at vælge, når vi har lært byen lidt at kende.

Ved søgninger hjemmefra, finder vi hurtigt ud af, at hoteller ikke kommer billigt i hovedstaden. Alligevel er vi rimeligt tilfredse med 56 USD pr. nat for et dobbeltværelse på Lavender Home Hotel inklusiv en lidt kedelig morgenmad. Her er prisen og lokationen afgørende for vores valg.

Vi bruger vores første dag på at se nærmere på området Hamra, som byder på masser af fashionable modebutikker, fastfoodrestauranter, hoteller, små butikker med alverdens junk og ragelse samt Mellemøstens mest præstigefyldte universitet The American University of Beirut, hvorfor der også er mange studerende i dette område af byen.

Vi kan godt lide Hamra og kunne sagtens bruge meget mere tid i området. Men vi vælger også at gå en tur til havnefronten The Corniche, som er et 4,8 km langt fortov langs Avenue de Paris og med Middelhavet som nærmeste nabo. Her mødes både lokale og turister for at gå eller løbe en tur samt få slukket tørsten på en af de mange dyre caféer med havudsigt.  

Det er også her Beiruts meget fotograferede vartegn Pigeons’ Rock ligger, så der må vi forbi for at tage det ikoniske billede. 

Gemmayze

Da vi efter 4 dages roadtrip til det nordlige Libanon kommer tilbage til Beirut, booker vi et værelse gennem Airbnb i området Gemmayze (også kaldet St. Germini), som ligger i Østbeirut. 

Gemmayze er et hipt og ungt kvarter med masser af designerbutikker, gallerier, restauranter og kort afstand til centrum af Beirut. Når du slentrer gennem Gemmayzes gader, er det svært at tro, at du befinder dig i et af verdens mest turbulente regioner. Det er et meget sikkert kvarter at bevæge sig rundt i, og der er coolnes og franske kolonistilsbygninger så langt øjet rækker.   

Vi bor på Gouraud Street og er med det samme meget tilfredse med lokationen. Det er et område af byen, som de lokale selv bruger, når de skal handle eller i byen.

Vi går i gang med at lære vores nye nabolag at kende, som både byder på charme, street art og lækre restauranter, og vi føler os straks hjemme.

Downtown Beirut

Vi har med vilje bosat os tæt på centrum af Beirut, da der er flere steder i midtbyen, vi gerne vil se og opleve. Vi synes tit, at det er rart, at kunne gå rundt til de forskellige ting i stedet for at skulle være afhængige af offentlig transport.

Downtown Beirut var frontlinje, da borgerkrigen rasede fra 1976 til 1991 og byen blev voldsomt ødelagt. Det bærer nogle få bygninger stadig præg af, så dem vil vi prøve at finde. 

I 1994 valgte man at genopbygge en stor del af centrum med hippe restauranter og dyre modeforretninger. Dette renoveringsprojekt var meget kontroversielt, da lokalbefolkningen blev tvunget til at flytte ud af deres huse og lejligheder. Tilbage står nu en bykerne, som virker poleret og kunstig. Beirut centrum har uden tvivl mistet en stor del af sin mellemøstlige charme, hvilket mange begræder. 

En anderledes morgen på Martyrpladsen

Vi beslutter at gå på opdagelse i centrum, og begynder vores tur på Martyrpladsen, som har fået sit navn efter de henrettelser, som fandt sted på denne plads den 6. maj 1916. Henrettelserne blev beordret af lederen af det Ottomanske rige Djemal Pasha, som også gik under tilnavnet Den blodtørstige. 

Martyrpladsen var også en del af den linje, som delte Beirut i øst og vest under borgerkrigen fra 1975 til 1990, så mange lidelser har fundet sted her. 

Her ved pladsen ligger St. George Maronite katedralen og Muhammad al-Amin moskeen klods op ad hinanden. Det er unikt at sådanne to store religiøse steder kan ligge side om side i forholdsvis ro og fordragelighed. 

Da vi nærmer os pladsen, undrer vi os lidt over, at der ligger væltede containere i gaderne, så affaldet flyder til alle sider, og stanken går lige i næsen.

Snart passerer vi også en smadret bank med glasskår ud over fortovet. Hvad er det mon, der foregår?

Vi kommer forbi bøjede skilte, knuste butiksruder og lyssignaler. Det bliver lige lidt for suspekt. Af gode grunde ved vi jo ikke, hvordan der plejer at se ud i disse gader, men vi snakker om, at der må være noget galt. Især da vi går forbi en udbrændt bygning.

På afstand kan vi se og høre en stor flok mennesker med libanesiske flag, som råber slagord i kor. Vi beslutter os for at gå en anden vej, så vi ikke støder ind i folkemængden.

Nu begynder vi at blive endnu mere årvågne og opmærksomme på vores omgivelser. 

Vi går ind på en lille café for at spise morgenmad og få lidt flere oplysninger om, hvad det er, der foregår.

Manden bag disken kan ikke meget engelsk, men prøver efter bedste evne at forklare os, at der er nogle, der er sure over noget med WhatsApp. Det lyder lidt mærkeligt i vores ører, for hvorfor skal man smadre en bank på grund af WhatsApp? Men vi kan ikke komme det nærmere lige her og nu.

Midt i en revolution

Høje råb runger fortsat i gaderne. For ikke at bringe os selv i unødig fare, beslutter vi at gå hjem til vores AirBnB-værelse. 

Da vi tænder for CNN, er Libanon hovednyheden. Uroligheder og demonstrationer i Beirut centrum, smadrede butikker og banker, og desværre flere døde pga. påsatte brande. 

Vores vært kommer forskrækket ind i lejligheden og siger, at det er godt at se os. Hun har, ligesom os, slet ikke opdaget, at der har været kampe mellem demonstranter og politiet i gaderne i nat. Vi har alle tre sovet som sten uden at høre noget som helst. 

Resten af formiddagen beslutter vi at blive i vores eget kvarter. Vi ønsker ikke at udsætte os selv for unødig fare, da det her i begyndelsen er svært for os at vurdere situationens alvor. Og vi ved, at sådanne konflikter hurtigt kan eskalere. 

Revolutionen i Libanon

Fra nyhederne og vores AirBnb-vært får vi efterhånden stykket sammen, hvad utilfredsheden handler om. 1000-vis af mennesker har samlet sig i centrum af Beirut og andre større byer i Libanon, for at vise deres utilfredshed med regeringen.

Regeringen bliver beskyldt for at være korrupt og for at tiltuske sig kæmpe store formuer, mens befolkningen lider. Folk er især utilfredse med højere priser på benzin, tobaksvarer og brød. Libanesere spiser brød morgen, middag og aften, så prisstigninger på brød er virkelig noget, som rammer alle samfundslag, men selvfølgelig især de fattigste.

Folk er også utilfredse med at affaldet flyder i gaderne, og at de ikke kan være sikre på internet, elektricitet og vand 24 timer i døgnet.

Og så har regeringen netop annonceret, at folk fremover skal betale 0,20 dollars pr. dag for at bruge gratistjenesten WhatsApp. Det er det, som har fået bægeret til at flyde over.

Det lyder måske som en bagatel for os, men i et land, hvor en stor procentdel af befolkningen bor i udlandet og gerne vil have forbindelse til deres venner og familie, så løber det op i mange penge, hvis man pludselig skal betale en daglig afgift.

WhatsApp har af en eller anden grund ikke rigtig slået igennem i Danmark, men i Libanon er det måden at holde kontakt og kommunikere på. Alle har WhatsApp, og ligesom med brød, er det derfor en afgift, som vil ramme alle.

Ud på gaden igen

Senere på dagen vurderer vi, at det vil være okay for os at gå tilbage mod centrum. Dog er vi hele tiden opmærksomme på, om situationen skulle ændre sig til det værre.

Vi er som sagt på udkig efter tegn fra borgerkrigens tid. Og ved at gå en stor bue uden om Martyrpladsen, finder vi hen til flere bygninger med skudhuller i murene.

Vi kommer forbi det meget kendte hotel Holiday Inn, som lå midt i krigszonen under borgerkrigen. Her foregik der voldsomme kampe i oktober/november 1975. Konflikten er kendt som Battle of the Hotels, hvor over 1000 mennesker mistede livet – en del af dem blev smidt ud fra taget af hotellet, og mindst dobbelt så mange blev såret. Derfor står hotellet stadig som et spøgelse for at minde os alle om, hvor galt det kan gå. 

Det virker endnu mere alvorligt at stå på dette sted netop nu, hvor vi ikke ved, hvad de næste 24 timer vil bringe af demonstrationer, gadekampe eller det, der er værre. Imens ruller militæret ind i Beiruts gader.

Revolutionen fortsætter

Vi er spændte på, hvad vi vågner op til næste morgen.
Igen har der været protester hele natten – og de er ikke blevet mindre. Tvært imod. Demonstrationerne fortsætter med fornyet kraft. 

Libanons premierminister Saad Hariri går på nationalt TV og giver sig selv og hans regering 72 timer til at få rettet op på situationen. På skærmen kan vi se, at der var et lille ur i øverste venstre hjørne, som tæller ned til de 72 timer er gået. Hele Libanon holder vejret og kigger på uret, der tikker.

Folk på tværs af religiøse skel og politiske overbevisninger mødes på Martyrpladsen og kæmper skulder ved skulder med slagord skrevet på papskilte og viftende flag. Det er de færreste som tyer til vold og ødelæggelser. Størstedelen af befolkningen er enige om, at dette skal være en fredelig revolution, og at tidspunktet er inde. De ønsker ikke krig, men retfærdighed og bedre vilkår i en presset hverdag. Dette er den eneste chance, de har for at vække regeringen og gøre en forskel. 

Folket har krævet, at regeringen træder tilbage. Nu.
Hizbollahs leder Nasrallah går på nationalt tv og taler; både til folket og til politikerne. Trafikken står stille. Alle sidder klistret til skærmen – både muslimer og kristne. Vi følger med fra en barbersalon, hvor alt klippearbejdet går i stå, imens en af Libanons mægtigste mænd taler.

Nasrallah siger i grove træk, at politikerne skal tage sig sammen og få styr på situationen. Men han forlanger ikke, ligesom demonstranterne, at regeringen skal trække sig tilbage. Han lader det skinne igennem, at der ikke er andre politikere i Libanon, som kan gøre arbejdet bedre. Dem der sidder på posterne må leve op til deres ansvar.

Situationen optrappes

Det er nogle intense og spændende dage. Tænk at vi står midt i det og oplever det på nærmeste hånd, mens det sker. Men til tider er det også lidt for spændende… For pludselig går der rygter om, at alle indfaldsveje til lufthavnen er spærret, og at der er bål i gaderne. Flere fly bliver aflyst. Nogle fordi der ikke er passagerer. Andre fordi flyselskaberne indstiller alle fly til Beirut. Panikken begynder at brede sig blandt de turister, som skal nå et fly samme aften.

Vi hører historier om rejsende, som i desperation forsøger at komme til lufthavnen, og derfor får lokale til at fragte sig derud bag på scootere ad de små bagveje, som man skal være lokalkendt for at finde. Flere af dem bliver omringet af demonstranter og sendt retur til byen – enkelte en “huskekage” rigere.   

Pludselig er det hele meget mere alvorligt, end vi havde håbet på. Og vores hjemrejse nærmer sig hastigt. 

Sikkert hjem

For at være sikre på at kommet ud i lufthavnen i god behold og til tiden, kontakter vi igen vores chauffør Ali og spørger, om han vil køre os i lufthavnen. Det vil han gerne.

Han holder klar i vores gade næste morgen meget tidligt, selvom vi først skal flyve over middag. Han har nemlig hørt, at indfaldsvejene snart vil lukke igen, og vil gøre alt for, at vi når det i tide.

Turen til lufthavnen går godt og uden problemer. Vi er i gode hænder hos Ali, som kender sin by og sit land som sin egen bukselomme. Vi kommer sikkert ind i lufthavnsbygningen efter at have takket Ali mange gange og betalt ham gode drikkepenge for køreturen.

Mens vi sidder og venter i lufthavnen, hører vi, at vejene ganske rigtigt nu igen er blevet lukkede. Puha. Vi nåede det lige.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Beirut i en revolutionær tid blev først udgivet på Two Danes On Tour.

At finde den rigtige guide

Det havde nemlig været lidt af et show overhovedet at finde en chauffør, som ville køre os rundt i Libanon til en rimelig pris. Samtidig havde vi også et noget usædvanligt krav i et land, som endnu ikke rigtigt er gearet til turister. 

Vi ville nemlig ikke have 4 éndagsture ud og ind af Beirut, hvilket ellers er det, der tilbydes alle steder. Vi ønskede ikke at bruge 2-3 timer hver dag på at komme tilbage til Beirut. Både pga. tidsforbruget men også fordi vi godt kan lide at bruge mere tid samt overnatte i forskellige byer. Det giver ofte et helt andet indryk af en by eller et sted, når alle éndagsturisterne er taget afsted. Så er det lige som om, at byen igen viser sit rigtige jeg. 

Mange mails og beskeder senere…

Vi havde i første omgang spurgt i diverse rejseforum på Facebook, om der var andre rejsende, som havde haft en god chauffør til en fornuftig pris. Der var vi bl.a. kommet i kontakt med en libaneser bosat i Danmark, som skrev, at hun gerne ville hjælpe os mod betaling.

Vi havde en del skriverier frem og tilbage, og det endte også med, at hun havde fundet to forskellige chauffører. Den ene meldte dog fra af personlige årsager, og den anden kom med en yderst ublu pris på 220 USD pr. dag + brændstof, som vi på ingen måde ville betale.

Derefter skrev vi til en 3-4 andre chauffører, som enten var ude af landet, optaget eller forlangte 180 USD pr. dag og derudover 50 USD pr. nat til chaufføren, fordi vi ikke ville med tilbage til Beirut – så det ville jo blive meget dyrt. Vi afviste derfor den ene chauffør efter den anden.

Og hvis du nu sidder og tænker: Jamen, hvad er en rimelig pris? så kan vi da fortælle, at normale dagsture ind og ud af Beirut koster mellem 95 og 150 US pr. dag med bil og chauffør og stop undervejs, alt efter hvor langt rundt i landet man skal.

Lebanon tours

Til sidst skrev vi via What’s app til en chauffør, som hed Hussein, og han skrev tilbage, at hans firma Lebanon tours kunne gøre det for 150 US pr dag – også selv om vi ikke ville med retur til Beirut hver nat. Det lød jo rigtig lovende.
Men bedst som vi troede, at vi havde styr på det, så mistede vi ligesom kontakten til Hussein. Når vi skrev noget til ham, svarede han ikke, eller også kom der enstavelsesord tilbage flere dage senere.

Til sidst oprandt dagen for vores afrejse, og vi blev enige om, at vi måtte se, hvad der skete, når vi kom til Libanon. “Hvad er det værste, der kan ske?” har været vores valgsprog i mange år.

Hvis det ikke lykkedes med chaufføren, måtte vi jo enten gå ud på gaden og finde en taxa eller tage bussen rundt i landet, hvilket skulle være meget billigt, men også ret besværligt. Man kan jo heller ikke bare få lov til at stå ud af bussen og tage et billede, når man har lyst.

Lørdag formiddag skrev vi lidt halvhjertet til Hussein: Vi håber at se dig i morgen kl. 9 – og fik svar tilbage: “See you tommorow at 9.00 am”. Så kort kunne det gøres!

Første møde med Ali og de libanesiske veje

Ali, som åbenbart arbejdede for Mr. Hussein, holdt klar søndag morgen lidt i 9 som aftalt. Og det skulle snart vise sig, at det var en af hans store forcer. Han kom hver dag for tidligt, hvilket passede os fortrinligt. 

Snart begav vi os ud i Beiruts hektiske trafik. Vi kørte mod syd, forbi lufthavnen, og snart efter drejede vi af og kørte op i bjergene. Her blev trafikken mindre og vejene smallere med mange sving. (Hurra for Sea bands mod køresyge).

Ali fortalte, at der sker utrolig mange trafikuheld i Libanon hver dag. Største årsag: mobiltelefoner! Men også høj fart og hensynsløs kørsel. (Det skulle dog ikke holde ham selv tilbage for at ringe, smse og rode med gps, mens han styrede uden om biler, knallerter og traktorer). 

Vi lod hurtigt mærke til, at alle tre ting var mere reglen end undtagelsen for billister i Libanon, og priste os derfor lykkelige for, at vi havde valgt ikke at leje bil og køre selv. Nu kunne vi bare læne os tilbage og nyde turen uden at skulle kigge på gps og forsøge at forstå de uskrevne libanesiske  kørselsregler, som vi her vil forsøge at gengive:

• Hold tilbage for mig, jeg kommer fra venstre
• 1 dyt = jeg er her, har du set mig?
• 2 dyt = jeg har set dig. Kom bare, jeg venter.
• 2 dyt = jeg er taxa/pirattaxa, vil du med?
• Hornet i bund = du har virkelig kvajet dig/min tålmodighed er fuldstændig brugt op!
• Bak aldrig på en motorvej eller ensrettet gade – med mindre du er kørt forkert, skal noget vigtigt eller møder en gammel ven!
• Parkér hvor du vil, men husk advarselsblinket hvis du parkerer i 2. eller 3. vognbane.
• Overhaling indenom? Intet problem! Er det ikke det, der er meningen?

Deir El-Qamar

Mens vi kørte gennem bjerglandskabet fortalte Ali, at mange af de små landsbyer langs vejen er beboet af drusere. Et folkefærd, som vi før har stiftet bekendtskab med i Golan-højderne, da vi havde et spændende besøg hos en drusefamilie.

Her i Libanon lever der cirka 250.000 drusere, og de kan ofte kendes på deres påklædning, som for mændende består af sort eller mørkeblå skjorte og pludderbukser kaldet sherwal samt en hvid hovedbeklædning. Ligeledes er kvinderne ofte i sorte kjoler og tynde hvide hovedtørklæder.

Første stop denne dag blev byen Deir El-Qamar, som er berømt for sine gamle stenhuse med røde tegltage og små snævre gader. Derudover findes her både maronitiske kirker, muslimske moskeer og en jødisk befolkningsgruppe af anseelig størrelse.

Byen fungerer som sommerpalads for den libanesiske præsident, og der står således en skulptur af Libanons første præsident Bechara El Khoury på torvet.

Vi blev dog ikke så længe i den smukke by, og snart gik turen videre til slottet Beiteddine. 

Beiteddine

Lige da vi ankom var vi lidt usikre på, hvor vi var, og om det overhovedet var noget for os. Men vi betalte alligevel 10.000 lira pr. person (50 danske kr) og kom først ind på en stor tom gårdsplads, som vi efterfølgende har læst måler 107 gange 45 meter. Vi kiggede lidt på hinanden og blev enige om, at vi snart kunne være ude igen, hvis det fortsatte sådan her.  

Vi gik gennem en port og kom ind i nogle lange gange, hvor der hang mosaikbilleder på væggene. Det var egentlig meget flot og mindede os både om ridderbyen Akko i Israel og mosaiklandkortet i Madaba i Jordan. Så nu steg humøret lidt.

Vi gik også lige ovenpå for at kigge og pludselig åbnede slottet sig for os. Ahhh, det var det, som alle snakkede om. Nu forstod vi det bedre.

Vi kom ud i en meget fin gård med springvand og fantastiske udsmykninger på døre og vinduer.

Indenfor var der også masser at kigge på. Blandt andet nogle flotte vinduesmosaikker, smukke lofter og mange gamle møbler.

Og sådan endte det med, at Beiteddine blev en meget fin oplevelse, da vi endelig forstod, hvad det var, vi var kommet efter. Det kunne vi selvfølgelig også have læst lidt op på hjemmefra, men vi havde haft rigeligt at holde styr på. Nogle gange skal man også bare tage tingene som de kommer og opleve det, som åbenbarer sig for en.

Aanjar

Vores roadtrip i Libanon fortsatte mod Bekaa-dalen og byen Aanjar, som ligger rimelig tæt på den syriske grænse. Derfor kom der også flere og flere flygtningetelte, som var slået lidt tilfældigt op på marker eller tomme byggegrunde i og omkring byen.

Det vælter ind i Libanon med flygtninge fra det krigshærgede Syrien, og de skal selvfølgelig have et sted at bo. Derfor får de udleveret telte fra FN og en månedlig støtte på 150 USD pr. person.

Når man tænker på, HVOR stor flygtningekrisen er i Libanon i disse år med rundt regnet 1,4 millioner syrere, så var vi overraskede over at se så få, som gik rundt og tiggede. Der var et par enkelte – hovedsageligt ældre kvinder – i Beirut, og nogle stykker i et lyskryds i Aanjar, som forsøgte at tigge penge fra bilisterne. Ellers oplevede vi det ikke.

Ali mente også, at når vi nu var så tæt på den syriske grænse, så skulle vi da helt hen og se den. Og som sagt så gjort. Han kørte til vi var ca. 25 meter fra grænsen, så vi kunne se grænsevagterne og ingenmandsland, og så vendte han rundt og kørte tilbage igen. Det kunne vi selvfølgelig ikke få lov til at fotografere, så kameraet forblev i tasken.

Ruinerne i Aanjar

I Aanjar ligger der et ruinområde med et palads og en moské, som kan dateres tilbage til det 8. århundrede, da Umayyad-kalifatet erobrede området og anlagde byen. Den var dengang et vigtigt knudepunkt på handelsruterne mellem Tiberias og Homs, Beirut og Damascus samt Baalbek og Sidon.

Ruinbyen Aanjar er 374 meter x 308 meter og omgivet af 2 meter tykke mure. Der har været 36 tårne samt fire hjørnetårne langs muren. Området er meget overskueligt med lige veje, hvoraf de to store hovedveje går nord-syd og øst-vest. I midten er der fire søjler. 

Der er mest tilbage af det, som tidligere har været kendt, som det store palads.

Aanjar er et fint sted at besøge, hvis man interesserer sig for historiske ruiner eller gerne vil besøge UNESCO steder. Derudover kan man også finde nogle meget smukke firben. Entreen på 6000 lira pr. person (30 kr), synes vi, var meget rimelig.

Overvejer du også en rejse til Libanon? Og kunne du tænke dig at komme i kontakt med Lebanon Tours, så kan Mr. Hussein kontaktes via hjemmesiden eller What’s App på +961 70 809 737 (forvent dog ikke, at han svarer lige med det samme…)

Vil du se vores blogindlæg fra Libanon, så kig forbi her.

Vi anbefaler også gerne et par andre blogindlæg:

Fra Iran: Til te hos nomadefolk

Fra De Forenede Arabiske Emirater: På jagt efter oryx

Som altid bliver vi rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her vil du kunne se, når vi skriver nye blogindlæg, og når vi er på farten. Næste rejse går til Tromsø i slutningen af november.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Roadtrip i Libanon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi skulle denne gang boarde i Københavns lufthavn ved C35. Næsten så langt væk, som du overhovedet kan komme. Her blev vi først mødt af en 10-12 medarbejdere fra Told og skat, som gerne ville vide, hvor mange penge vi ville udføre af landet. Vi tænker ikke, at dette store opbud var sat i verden for vores skyld. Men vi hilste pænt, svarede beredvilligt på deres spørgsmål og blev straks ledt videre.

I flyet fra Middle East Airlines var der et godt leben. Ikke så mange blegansigter som os, men det havde vi nu heller ikke regent med. Til gengæld masser af glade libanesiske familier på vej hjem på efterårsferie. Til sidst var alle bænket, og vi var klar til afgang.

Der var en helt almindelig startprocedure, som vi har oplevet så mange gange før, hvor stewardesserne tjekkede sikkerhedsbælter og der blev vist en sikkerhedsvideo. Men pludselig, mens vi accelererede ud af startbanen, blev der tumult to rækker længere fremme.

Drama i flyet

En mand placeret ved vinduet, med en stor forbinding på højre hånd, forsøgte at rejse sig op, mens han skældte ud på arabisk. To stewardesser kom hurtigt til for at berolige manden, men lige lidt hjalp det. Han ville ud fra sit sæde. Stewardesserne forsøgte på alle måder at tale manden til rette, men uden held. Han rejste sig op og forsøgte at mase sig forbi de to andre passagerer på rækken. Det kunne dog ikke lade sig gøre, så de måtte også rejse sig og træde ud i mellemgangen, for at give plads til manden. Nu kørte flyet rigtig stærkt. Og stewardesserne talte rigtig højt for at få de tre personer til at sætte sig ned igen.

De to intetanende krøb nu ind på de inderste sæder, men manden med forbindingen ville stagdig ikke sætte sig ned. Idet flyet lettede fra jorden, nåede den ene stewardesse hen til et sæde. Den anden pressede manden ned i hans sæde, mens hun selv gled ned på gulvet, hvor hun sad mens flyet gik i luften. Sikke en start på turen!

Efterfølgende spurgte Rasmus den unge libanesiske pige, som han sad ved siden af, om, hvad der foregik. Det viste sig, at manden for nyligt var blevet opereret i hånden og at lægen havde sagt, at han ikke skulle flyve. Og nu på vej ud ad startbanen, var han kommet i tanke om lægens ord og ville af flyveren. Det skulle han nok have tænkt på et kvarter før!

Resten af turen gik uproblematisk, altså lige bortset fra at manden med hånden, låste sig inde på toilettet i halvanden time, så det ikke kunne benyttes af andre.

En rejse til Libanon

Vi har længe haft det smukke lille Middelhavsland på radaren. Men hvornår er det lige et godt tidspunkt at besøge landet, som fra 1976 til 1991 var præget af en blodig borgerkrig? Og som forsat forsøger med alle midler at komme ud af borgerkrigens skygge – eller som Anders Agger for nyligt udtrykte det: “Libanon er et land, der har ligget i benlås af borgerkrig”.

Efter krigen fulgte selvmordsbomber, som bragte død og rædsel i storbyerne, kun for at blive afløst af kidnapninger af vesterlændinge bl.a. vores egen Jeppe Nybroe, som i 2014 var frihedsberøvet i 28 dage.

Flygtningestrømme

Derudover er Libanon et land med en kæmpe, kæmpe flygtningeudfordring. Libanesere ryster på hovedet af Vesten, når de nægter at tage imod 5000 eller 10.000 flygtninge. Her står et lille land med ca. 4 millioner libanesere og har taget imod 2 millioner flygtninge. Prøv lige at smage lidt på det. En tredjedel af landets befolkning er flygtet fra krig og armod og bor nu i lejre rundt om i landet. Hvilket vi skulle blive vidner til de kommende dage.

Først kom armenerne under folkedrabet i 1915. Palæstinenserne fulgte i 1948 ved staten Israels oprettelse og har boet i lejre her i over 70 år. Det er nu 5. og 6. generation, som lever kummerligt uden mulighed for at få libanesisk statsborgerskab. Og nu flyder der en lind strøm af syrere, som flygter fra Assad og Erdogan. Det menes, at der lige nu befinder sig 1,4 millioner syrere i Libanon.

Samtidig lider Libanon under stor arbejdsløshed og braindrain til følge, da mange unge rejser til udlandet i søgen efter arbejde. Der bor som sagt rundt regnet 4 millioner libanesere inden for landets grænser og 18 millioner i udlandet, hvoraf Brasilien er det land med den største libanesiske befolkningsgruppe. Libanon er simpelthen et land i knæ.

Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man ikke kan eller skal besøge landet – måske snare tvært imod. For der venter store oplevelser, hvis man vover pelsen, og tager af sted.

Fantastiske Libanon

Men hvorfor var det egentlig, at vi valgte at rejse til Libanon? Hvad var der overhovedet at komme efter???

En overvejende grund var uden tvivl Anne Maries ønske om at se og opleve landet, som hendes forældre besøgte i 1960’erne, da de boede og arbejdede i Middelhavsområdet. AM er således vokset op med brugsgenstande og historier fra denne Mellemøstens perle i sit barndomshjem. Og Libanon har på en eller anden måde altid haft en særlig plads i hendes bevidsthed. 

I løbet af de ni dage, vi var af sted, oplevede vi et utrolig smukt land med fantastiske oldtidssteder, skøn mad og en meget venlig befolkning, som ikke alle steder er vant til at se turister. De mødte os med store smil og få engelske gloser, i et forsøg på at byde os velkommen og sørge for, at vi havde det godt i deres land.

Vi må sige, at befolkningen tog os med storm. Libanon er røget ind på en klar tredjeplads (lige i hælene på Iran og Oman) over lande, vi har besøgt, med den sødeste og mest hjælpsomme befolkning

Et kontrastfyldt land

Libanon er samtidig et spændende sted at forsøge at få fod på. Vi oplevede hele tiden nye steder, stemninger samt religiøse og sociale forhold, som vi forsøgte at analysere og forholde os til.

Libanon er et sted med både smuk natur og grim mellemøstligt boligbyggeri, moderne arkitektur og ruiner efter borgerkrigen, uvurderlige oldtidsminder og overfyldte flygtningelejre, frodig natur og masser af skrald, skisportssteder og badestrande, frisind og konservatisme.

Libanons hovedstad Beirut er på en måde Mellemøstens frække lillebror med natklubber, sprut og kasinoer, og især i 1960’erne tilbød byen fest og farver til Europas og Mellemøstens unge jetsettere. Men samtidig findes her også 18 forskellige religiøse grupperinger, som mødes i en smeltedigel på kun 10.000 kvadratkilometer – mindre end en fjerdedel af Danmark. Nogle forsøger at leve i fred og fordragelighed, mens andre grupper bekriger hinanden.

Det er på mange måder et meget opdelt samfund, hvor hver en lille landsby tilhører en bestemt religion, mens storbyerne også er opdelt i bydele efter religiøst tilhørsforhold. Og et land, hvor børn går i bestemte skoler efter deres forældres religiøse overbevisning. Det er spændende at opleve og interessant at forsøge at få en forståelse af.

Sidst men ikke mindst har Libanon et skønt klima det meste af året. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det kom lidt bag på os, at termometeret stod på mellem 34 og 36 grader her i oktober måned. Puha, den var varm! Især når vi gerne ville ud og se og opleve en hel masse hver dag.

På intet tidspunkt i løbet af ugen havde vi en trøje på. Heller ikke om aftenen eller natten. Om natten kom temperaturen på intet tidspunkt under 25 grader, og vi var rigtig glade for at bo steder med air-con, så vi havde mulighed for at køle værelset ned, inden vi skulle sove.

Vi glæder os til at fortælle jer meget mere om vores rejse. Først kommer der lige et par praktiske informationer:

Vores råd hvis rejsen går til Libanon  

• Som dansk statsborger skal du ikke have visum til Libanon. Men tjek op på det inden afrejse. Situationen kan ændre sig.
• Tjek op på sikkerhedssituationen. Både hjemmefra og mens du er i landet. Ting kan meget hurtigt ændre sig, hvilket vi fik at mærke.
• Meld dig på Danskerlisten på Udenrigministeriets app. Derved får du opdateringer eller bliver kontaktet, hvis der sker noget drastisk i forhold til naturkatastrofer eller sikkerhed.
• Medbring dollars. De er gangbare alle steder. Og det er i de fleste banker rigtig dyrt at hæve penge. Ud over at din danske bank tager 30-50 kr. pr. hævning, så tager de fleste libanesiske banker derudover også mellem 60 og 75 kr. Kun i hæveautomater fra Bank Audi blev vi ikke opkrævet libanesisk gebyr, men der kan være andre. 
• Vær opmærksom på, at Libanon er et forholdsvis dyrt land at besøge. Så med mindre man er påpasselig, kan budgettet hurtigt løbe løbsk. Offentlig transport er dog billigt.
• Strømafbrydelser er ikke ualmindelige. Tag det som en oplevelse.
• Der er ingen restriktioner til påklædning i landet og ca. halvdelen af kvinderne bærer ikke tørklæde. Men tænk alligevel over at klæde dig anstændigt, især når du besøger religiøse steder – både kristne og muslimske.

Du er meget velkommen til at kigge rundt på vores blog og læse om nogle af alle de andre lande, vi har besøgt. Her kommer vi også lige med et par anbefalinger til et par blogindlæg:

Fra Jordan: Ruinbyen Petra

Fra De Forenede Arabiske Emirater: Sheikh Zayed Grand Mosque

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du læse og se meget mere, når vi er ude og rejse og du bliver også opdateret, når vi udgiver nye blogindlæg. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Libanon – et kontrastfyldt land blev først udgivet på Two Danes On Tour.