Rejsens dogmer

Jeg havde hjemmefra taget nogle meget bevidste valg i forhold til denne rejse:

Jeg havde besluttet at rejse alene af sted. Jeg havde med vilje ikke spurgt, om der var nogle, der ville med. Jeg glædede mig til at gøre ALT, hvad JEG havde lyst til. Fra hvor jeg skulle bo, hvad tid jeg skulle stå op om morgenen og gå i seng om aftenen, til hvad jeg skulle spise, og hvad jeg skulle se – hvis jeg da overhovedet gad at se noget!

Jeg havde booket fly til Skopje i Nordmakedonien, da det var billigt og direkte. Til gengæld skulle jeg ud på en 6-7 timers bustur for at komme til Tirana. Det havde jeg også hjemmefra besluttet mig for at tage som en dejlig del af rejsen. Det var nemlig præcis, som jeg havde ønsket mig det! Hvem elsker ikke 7 timer i bus?

Jeg havde booket en seng på Tirana Backpacker Hostel i et værelse med tre andre mennesker. Med risiko for at de både snorkede og pruttede i søvne eller kom larmende hjem fra byen kl. 5 om morgenen. 

Men også mulighed for at komme i snak med andre rejsene på en nem og naturlig måde. Jeg ville afsted for at møde spændende mennesker, snakke med folk fra hele verdenen og udleve min indre backpacker, som har været lettere skjult de sidste mange år. Hun kom frem igen på denne tur.

Et kort visit i Skopje

Flyet fra Wizz Air landede omkring midnat i Skopje. Ikke det fedeste tidspunkt at diskutere med en hærdet taxachauffør. Derfor havde jeg for en gang skyld booket en taxa gennem Booking.com til 215 kr (29 euro). 

Chaufføren stod klar i lufthavnen med et skilt med mit navn på. Han var flink og også lidt snakkesagelig uden at det dog tog overhånd. Men inden vi nåede centrum, var vi blevet “venner” og jeg fik hans kort, så jeg kunne booke taxa til lufthavnen direkte gennem ham, når jeg skulle retur en uge senere. Derved sparede jeg 9 euro i forhold til priserne på Booking.com 

Hvis du også vil have nummeret til en pålidelig og pligtopfyldende taxachauffør, så er det her: +38975462237. Bare skriv ham en besked på WhatsApp, så skal han nok svare. Han kører også taxakørsel i resten af Nordmakedonien og nabolandende, hvis du har brug for det. 

Jeg blev sat af foran Hotel Ambasador, som på ingen måde levede op til sit fine navn, men hvad kan man forvente af et værelse til 240 kr. inklusiv morgenmad? Der var rent, varmt vand i hanen og ikke den dummeste morgenmad med buffet og spejlæg. Jeg var happy. 

Busstationen i Skopje

Næste morgen fik jeg hotellet til at ringe efter en taxa, så jeg kunne komme til busstationen. Taxaen kostede 150 denarer (18 kr.) på meter. En meget fin pris må man sige. Så er det sjovt at køre med taxa.

Bussen til Tirana kørte kl. 8.10, og jeg havde besluttet mig for at være der i god tid. Det er altid meget godt, når man ikke har helt styr på tingene. Jeg havde dog købt busbilletten hjemmefra med FlixBus til 150 kr, så jeg var sikker på at komme med. Det ville være surt at komme hen på stationen og finde ud af, at alle billetter var solgt.

Underligt nok kunne jeg ikke få lov til at komme ind på busholdepladsen, selvom jeg havde min billet på telefonen. Jeg skulle først gå hen til en billetluge, hvor jeg skulle betale 50 denarer (ca. 6 kr) for at kunne komme ind, hvor busserne holdt. Så husk lige at have lidt småpenge i lommen.

Da bussen kom, viste det sig, at det var en minibus fra Ido Tours, så der var ikke meget FlixBus over det, men det var altså den rigtige bus. Det var Ido Tours, som kørte denne tur for FlixBus. Da jeg skulle retur en uge senere, var det et andet selskab.

Chaufføren var noget forundret over, at jeg kun havde billetten online. Han blev ved med at sige, at det ikke var billetten. Men jeg kom da med. Så hvis du selv køber billet med FlixBus online, og har mulighed for at printe billetten ud hjemmefra, så vil jeg anbefale det. Det gør tingene noget nemmere. 

Med bus til Albanien

Bussen kørte til tiden, men var ikke fyldt op. Det første stykke vej kørte vi gennem Skopje centrum, så jeg genså lige nogle af de mange statuer og fine bygninger. Derefter kørte bussen mod Matka Canyon, inden den drejede mod syd og Ohrid søen.

Jeg havde for nogle år siden kørt denne del af turen før og kunne godt huske, at det pludseligt blev meget bjergrigt med hårnålesving og smukke udsigter. Denne gang fik jeg udsigten med begyndende efterårsfarver, så det var dejligt. Dog skal du komme forberedt, hvis du plejer at have tendens til køresyge.

To gange på turen stoppede vi, så man kunne komme ud og strække benene, tisse eller købe snacks på en tankstation. Det var noget svingende kvalitet med hensyn til toiletterne på de forskellige tankstationer… Det ene sted stank der frygteligt. Et andet sted var der kun pedaltoiletter. Det havde jeg ikke lige forventet. Men alt er jo en oplevelse  

På den ene tank var jeg heldig at se nogle små sommerfugle kaldet duehaler. De lever hovedsageligt i Sydeuropa, men nogle år kan man være heldig at se dem i Danmark, hvis varm luft trækker mod nord. Der har faktisk været mange fund af duehaler i DK i år, men jeg har ikke selv været heldig. Så det var jo en glædelig overraskelse, at jeg skulle se dem på busturen. 

Ved grænsen blev vores pas samlet sammen på den Nordmakedonske side af grænsen, hvorefter buschaufføren gik ud for at vise dem til grænsevagten. Da vi skulle ind i Albanien, skulle vi alle stå ud af bussen og vise pas i en lille luge, men også dette var smertefrit.  

Velkommen til Albanien

Jeg elsker at køre over grænser. Det er altid spændende at se, hvad der er på den anden side. At se hvordan små ting ændrer sig i det nye land. Albanien ingen undtagelse.

For det første ændrede sproget sig. I Nordmakedonien bruger de hovedsageligt det kyrilliske alfabet, og mange steder er vejskiltene på tre sprog. I Albanien taler de albansk, hvis bogstaver ligner vores. Til gengæld ligner deres sprog ikke nogle andre sprog. Det menes, at det albanske sprog, som hedder ship, stammer fra illyrisk, som man talte i den region for ca. 2000 år siden.

En anden skøn ting var alle de små vejboder, som vi kørte forbi. Der blev solgt alt fra honning og flettede kurve til kartofler, løg og appelsiner. Og på træerne hang der store modne granatæbler. Albanien så meget lovende ud!

Bussen stoppede på International Bus Station Tirana (ikke at forveksle med busstationen for lokalbusser, som ligger længere væk fra centrum). Fra den internationale busstation var der ca. 1,5 km til centrum og omkring 1 km til Tirana Backpacker hostel, hvor jeg skulle bo, så jeg valgte bare at gå derhen.

Retur til Skopje

Da jeg skulle tilbage til Skopje 5 dage senere, gik jeg igen i god tid hen til busstationen. Nogle mænd ville straks sælge mig en taxatur, men da jeg sagde, at jeg skulle med FlixBus til Skopje, var de utrolig flinke og pegede mig over til nogle små kontorer på rad og række.

Ved det ene kontor stod der FlixBus i vinduet, så der gik jeg selvfølgelig ind. Da jeg sagde til kontordamen, at jeg skulle med bussen til Skopje kl. 8, så hun meget forundret ud. Hun fortalte mig, at der ikke gik nogen bus kl. 8 men først kl. 9. Jeg viste hende min online-billet og var ret insisterende, da det ville være irriterende for mig at sidde og vente på busstationen i halvanden time, men hun holdt fast. Ingen bus kl. 8. 

Lettere irriteret gik jeg ud af kontoret, men vendte straks om. Jeg havde nemlig set, at der var en ledig stol. Der kunne jeg måske få lov til at fordrive ventetiden med min bog. Damen sagde straks ja, men jeg havde ikke læst meget mere end 8 linjer, da hun kom i tanke om, at der inde fra nabokontoret afgik en bus til Skopje kl. 8. Tænk hvis jeg havde siddet på den stol og læst min bog, mens bussen var kørt lige for næsten af mig!!! 

Jeg fik hurtigt samlet mine ting sammen og gik ind ved siden af, hvor de rigtig nok havde en FlixBus kl. 8, men ikke noget skilt i vinduet, så jeg kunne ikke selv regne ud, at det var på dette kontor, jeg skulle henvende mig.

Jeg gik ind på det kontor, hvor der stod Arens Travel, og jeg skulle tydeligvis været gået ind hos Drita Travel og Tours i stedet for – hvordan man så lige regner det ud…

Igen var det besværligt kun at have billetten online, så print den gerne ud hvis muligt.

Bus fra Tirana til Skopje

Turen var en gentagelse i modsat rækkefølge af rejsen fra Skopje til Tirana. Eneste forskel var, at vi ved grænsen kom gennem et større tjek af tolderne, da vi skulle forlade Albanien. Bussen blev simpelthen kørt op ad en rampe og ind i en garage. Alle skulle stige ud af bussen, som blev gennemsøgt med lommelygter.

Vi skulle finde alt vores bagage, og alle tasker blev åbnet og gennemrodet. Jeg blev spurgt, om jeg havde cigaretter med. Det har jeg prøvet engang før sammen med Rasmus, da vi krydsede grænsen fra Ukraine til Polen – og dengang blev vi begge taget med fingrene i kagedåsen

Denne gang kunne jeg med ro sige, at jeg ikke havde købt nogle cigaretter, og at tolderen var hjertens velkommen til at kigge i min taske. Han mistede dog heldigvis snart interessen – og jeg slap for at tage alt ud af rygsækken.

To unge mænd i bussen var ikke nær så heldige – hvad deres “forbrydelse” bestod i, ved jeg ikke. Men deres tur stoppede her. De kom ikke med videre til Nordmakedonien. Vi andre fortsatte gennem den nordmakedonske paskontrol og derefter kørte vi de sidste timer tilbage til Skopje uden de store sindsoprivende begivenheder ud over at turen varede ca. en time mere end på udturen.

I piratens ånd

Vel ankommet til busstationen i Skopje, blev jeg selvfølgelig straks kontaktet af en taxachauffør, som ville køre mig ind til centrum. Det var dog en ublu pris på 50 kr. han tilbød (jeg havde givet 18 kr. fem dage før for en længere tur). Hans engelske var ikke det bedste, og når jeg spurgte til taxameter, så han helt mærkeligt på mig. Jeg fik ham dog pruttet ham ned til det halve og gik med ham ud til hans vogn. Og der forstod jeg, hvorfor han ikke havde talt om taxameter. Det var en pirattaxa!

Men det passede nu meget godt til temaet. Jeg havde nemlig booket en kahyt på piratskibet Hotel Senigallia, som ligger for anker i Vardarfloden lige midt i centrum af Skopje.

Værelset var rigtig fint til 410 kr, og jeg var heldig at mit værelse lå på den rigtige side af skibet, så jeg havde “vandudsigt”. Så selve hotellet havde jeg ikke noget at klage over.

Men restauranten, som ligger på 1. sal, havde den mest sløve betjening ever – og så havde de lige glemt, at det altså godt kan være koldt i Skopje efter solnedgang i oktober, når alle døre og vinduer står åbne. Så jeg tog desserten med ned i min kahyt. 

Det er jo helt forfejlet at jeg ikke før nu har opdaget, at cheesecake bør spises under dynen.

Dagen efter gik jeg en sidste tur rundt i Skopjes gamle kvarter og bazar. Jeg havde skrevet til min taxachauffør fra første dag i lufthavnen, og han kom til aftalt tid og kørte mig derud for 20 Euro.  

Jeg håber, at du har lyst til at følge mig på sociale medier
Facebook: Two Danes On Tour
Instagram: @twodanesontour

Der er flere spændende rejser i støbeskeen, så stay tuned.
Kh. Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Med bus fra Skopje til Tirana blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Maden her i Nordmakedonien minder os rigtig meget om det, vi spiste, da vi var i Bulgarien i 2010. Ja, det var faktisk i Bulgarien, at vi skrev vores første Spise med Price-indlæg, en kategori som er gået hen og blevet en tilbagevendene begivenhed her på bloggen. Så vores rejse til Nordmakedonien har været lidt lige som at komme hjem igen

Kød med ost

Det gik hurtigt op for os, at makedonerne er vilde med kød og ost i kombination. Man kan få mange forskellige retter med disse to ingredienser. Det kan både være et stykke kød, som er rullet om ost, og hvor osten siver ud, så snart du skærer i kødet.

Det kan også være hakkekød iblandet ost. Ost og kød i disse varianter kan vi ikke rigtig huske fra de andre gange, vi har været på Balkan.

I mange små restauranter bliver kødet tilberedt på grill i et lille udhæng på huset, hvor folk fra gaden kan kigge med og se, hvad der er på grillen i dag. Det er mega smart, fordi den fantastiske duft og flammerne fra grillen drager folk direkte ind i restauranten. 

Og lidt om grøntsager

Vi fandt snart ud af, at makedonerne også spiser mange bønner – lidt ligesom baked beans. De bliver tilberedt og serveret i små lerskåle. Der er flere retter med bønner, og vi fik anbefalet tavc gravce og pasulj – begge retter er bønner i en let krydret sauce, som er et lækkert tilbehør som dyppelse til brød. 

En af Anne Maries helt store favoritter er shopska salat, som fås over hele Balkan. Salaten består af tomat, agurk og revet fetaost. Der kan også være rå løg, peberfrugter og persille i, men her i Nordmakedonien har den de fleste dage bare bestået af de tre hovedingredienser.  

Tit får man serveret salaten som forret, og man skal passe lidt på, at man ikke får spist sig helt mæt i salat, inden hovedretten kommer.

Rakija i lange baner

Vi blev af en tjener oplyst om, at man normalt drikker rakija sammen med sin shopska, så det måtte vi jo selvfølgelig også gøre Også selvom Rasmus ikke rører salat!

Rakija er Balkans svar på en lille gibbernak. En slags snaps eller brandy – alt efter lagringstiden. Rakija er i Nordmakedonien lavet på vindruer, men andre frugter kan også bruges. I Serbien bruges der f.eks. ofte blommer.

Vi har efterhånden drukket os igennem en del rakija og denne rejse blev ingen undtagelse. Det er bare så hyggeligt at skåle på dagens oplevelser og nyde, at vi igen er på Balkan.

Et par anbefalinger

I Skopjes gamle bazar ligger der masser af traditionelle restauranter. Vi har prøvet et par stykker, men der er selvfølgelig mange andre, og vi vil ikke fremhæve nogle bestemte. Det er bare om at prøve sig frem.

Ind imellem alle forretningerne er der også nogle små hyggelige pladser med udendørsservering. Vær opmærksom på, om stedet servere alkohol, hvis du gerne vil have et glas vin eller en øl til din mad.

Der er også mange muligheder for forskellige former for fast food. Især pommes frites og kebab er meget populært.

En dejlig madoplevelse

Den ene aften spiste vi på restauranten Skopski Merak, som ligger i et hyggeligt restaurantområde vest for floden Vardar. 

Vi kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da tjeneren startede med, nærmest undskyldende, at fortælle os, at de kun havde et bord til os i ikke-rygerafdelingen. Det er godt nok mange år siden, at vi har oplevet det i Danmark. 

Restauranten var hyggelig, betjeningen god, og maden smagte dejligt! Alt i alt en helt igennem vellykket aften.

Skopski Merak ligger på gaden Ul. Debarca St. 51. Flere anbefalede os at tage en taxa derhen, men vi kunne sagtens gå både frem og tilbage.

Og så kunne vi også lige besøge den flotte Church of Sant Clement of Orchid, som vi gik forbi på vejen.

Ølsmagning

Old Town Brewery Temov ligger i den gamle bydel og har både indendørs og udendørs servering.

Vi fandt et bord i en hyggelig krog oppe under loftet, og Rasmus gik i gang med sin egen lille ølsmagning. Det var ganske udmærket øl. Og selvom de ikke spås som de store vindere til kommende prisuddelinger, så var det som altid sjovt at smage lokalt mikrobryg – og klart bedre end de gennemsigtige main stream pilsnere, man ellers støder på.

Det nordmakedonske køkken… Der gik måske lige lovlig meget rakjia i den på denne ferie. Men det er sgu så hyggeligt Og man må jo følge de lokale skikke!

Læs også: Spise med Price… på rumænsk

Læs også: Spise med Price… på hviderussisk

Vi bliver som altid glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Så kan du også følge med i, hvornår vi udgiver nye blogindlæg og se billeder fra vores mange rejser i ind- og udland.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Spise med Price… på makedonsk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Mother Teresa

Agnes Gonxha Bojaxhiu blev født i Skopie i 1910 af albanske forældre fra Kosovo. Allerede som barn fik hun et kald fra Gud. Hun var fast besluttet på at blive nonne og rejste derfor til Irland for at gå i kloster. Her tog hun navnet sister Teresa.

Senere rejste hun til klosterets afdeling i Calcutta i Indien. Her fik hun endnu et kald fra Gud. Hun skulle fremover hjælpe folk i den dybeste nød. Hun forlod således klosteret i 1950 og dannede sin egen orden Missionarys of charity. Sister blev til Mother.

Mother Teresa underviste børn i slummen, oprettede børnehjem, hospitaler, hospicer for HIV/AIDS-ramte og meget mere. I 1979 modtog hun Nobels Fredspris for sit arbejde. 

Mother Teresas fødehjem, som ligger lige på Skopjes centrale plads, blev jævnet med jorden under et fatalt jordskælv i 1963, hvor 80% af byens bygninger blev ødelagt. Huset er nu kun markeret i fortorvet, hvor det engang stod, samt en mindeplade.

Til gengæld er der bygget et Mother Teresa-museum oven på den kirke, hvor hun blev døbt. Museet har åbent alle hverdage kl. 9-20 og i weekenden kl. 9-14, og der er gratis adgang.

Skopje Free Walking Tour

Det er her på gaden Macedonia Street, foran Memorial House of Mother Teresa, at der hver dag kl. 10.00 er Skopje Free Walking Tour. Dagens guide er den meget vidende og snakkende Miha. Han siger, at turen vil vare tre timer. Vi anbefaler dog, at man sætter tæt på fire timer af!

Macedonia Street

Miha fortæller også, at gågaden Macedonia Street faktisk har skiftet navn hele 7 gange inden for de sidste 100 år – hver gang Skopje er kommet under ny overherredømme. I en tv-udsendelse havde han set en gammel dame, som havde en lejlighed i denne gade. Mens hun havde boet i lejligheden havde gaden skiftet navn ikke mindre end fire gange og hun havde således også boet i fire forskellige lande! Og nu skal gaden højst sandsynlig skifte navn igen. Oven på landets navneskift fra Makedonien til Nordmakedonien i februar, kan det da ikke vare længe før Macedonia St. bliver til North Macedonia St.

Noget af det første, vi lægger mærke til, er de mange gadehunde, som findes over hele centrum. Flere af dem med gule tags i ørerne, som var de får eller køer. Miha fortæller, at det gule mærke viser, at hunden er blevet tilset af en dyrlæge, vaccineret og  kastreret/steriliseret og derefter sluppet ud på gaden igen. 

Hundende er ikke farlige for gående. Og en hel flok følger hver dag med Miha rundt på hans tur i byen. Men er du cyklist eller bilist, er sagen en anden! Så går hundende fra at være søde og rare til at blive de rene djævle. De løber efter cyklister og forsøger at bide i deres bukseben. Og vi ser også en hund, som bider forskærmen af en bil! Måske er det derfor, at der ikke findes bycykler i Skopje?

Selvom hundende går fredeligt med rundt, så vil vi fraråde dig at klappe dem. De kan jo have rabies eller andre sygdomme, som kan være livsfarlige for mennesker.

Skopje 2014

Der er ingen tvivl om, at Miha elsker sin fødeby. Men samtidig synes han, at landets regering er gået for vidt med The Skopje 2014 project. Det er byfornyelse grænsende til det ekstreme.

Efter jordskælvet i 1963 blev byen genopbygget i modernistisk byggestil med funktionelle bygninger i jern, glas og beton – altså rigtig Østeuropæisk kommunistarkitektur. Denne byggestil tiltaler dog de færreste turister. Der skal promt og pragt til, for at få folk til at rejse til Skopje.

Samtidig ville man også gerne genskrive den romantiske forestilling om det Antikke Makedonien. Man har således sat kæmpe store statuer op over hele midtbyen af konger, krigere, kunstnere, forfattere, komponister – you name it. Alt hvad der bare rimer det mindste på Makedonien. Til stor irritation for Grækenland.

Miha kalder Skopje for Disneyland for voksne, mens andre har kaldt det Mini-Las Vegas, da alt virker falskt og iscenesat. Samtidig påpeger Miha også, at statuer og andet kunst er det perfekte skalkeskjul for at hvidvaske penge…

Projektet Skopje 2014 er estimeret til at have kostet op mod 500 millioner Euro. Triumfbuen alene står i 4,4 millioner Euro. Totalt uhørte priser. Det har derfor også mødt meget kritik fra ind- og udland. Tænk hvad alle de penge kunne have været brugt til i et land med relativ stor fattigdom og høj arbejdsløshed.

Old Bazaar

Flere broer går over floden Vardar lige midt i byen. Den mest kendte er The stone bridge, som blev bygget af Sultan Mehmet den 2. mellem 1451-1469. Den gamle stenbro forbinder Macedonia Square og Old Bazaar – Det nye Skopje og det gamle – Fake og autentisk.

Vi havde valgt at bosætte os inde midt i den gamle bazar på Hotel Old Konak, og det kom vi ikke til at fortryde. Men en pris på 225 kr. pr. nat inklusiv morgenmad og en fantastisk placering, så er Two Danes bare glade.

Vi elsker at udforske de små snørklede gader, hvor man let farer vild. For det er netop det med at fare lidt vild og komme ud i krogene, der tænder os.
Den gamle bazar strækker sig nærmest fra floden Vagar og The Stone Bridge og hen til markedet, hvor de lokale stadig handler lystigt. Her er der ikke overrendt af turister, så flere af de tobakssælgende mænd stiller uopfordret op til fotografering og en lille snak – mest på tegnsprog.

En tommelfingerregel er, at jo tættere man kommer på stenbroen, jo mere turistet bliver det. Så giv dig endelig god tid og gå ned i den modsatte ende.

Bag ved bazaren, på byens højeste punkt, ligger den gamle borg Kale. Der er en rigtig fin udsigt over Vardar-floden, den nyrenoverede bymidte og byens stadion Philip II Arena.

Tæt på Kale slutter Mihas byrundtur og vi går glade derfra. Meget klogere på Skopje og landet Nordmakedonien.

Matka Canyon

Dagen efter beslutter vi at tage en lille tur ud af Skopje. Den største turistattraktion i nærheden af byen er uden tvivl Matka Canyon. Men da vi vågner om morgenen, regner det en del, så vi tager en rolig morgen. Vi kigger lidt på mulighederne inde i Skopje, men da det er mandag, er alle museer lukket. 

Efter frokost trodser vi dog vejret og beslutter os for at tage af sted under alle omstændigheder. Lidt regn kan da ikke stoppe os!

På skattejagt efter bussen

Vi går til Skopjes centrale busstation, hvor det går op for os, at der faktisk er to busstationer lige ved siden af hinanden. Den ene til lokal trafik og den anden til regional trafik. Vi må derfor finde vej fra den regionale til den lokale. Men bare rolig – der er ikke langt. Det er mere det der med at forstå, hvad der bliver sagt på makedonsk, et sprog vi ikke helt mestrer…
Vi har læst, at bus 60 kører til Matka, men da platformene ikke er i nummerorden, indgår vi her mere eller mindre frivilligt i dagens første skattejagt.

Næste skattejagt bliver vi en del af, da vi skal finde billetkontoret. Det viser sig meget logisk at befinde sig i en gammel opklodset gul bus uden nogen form for åbenlys skiltning. Husk at gå ind ad bagindgangen!

Vi klarer dog begge skattejagter og står herefter klar ved platform 60. Nu er det store mysterium, hvad tid bussen kørte, men det er der ingen, der kan svare på – heller ikke billetdamen i den gule bus. Efter en rum tids venten kommer bussen ind på busstationen kl. 14.05, og kl. 14.08 er vil alle rullende mod Matka.

Vi har i forvejen læst, at der kun er 16 km, og at det vil tage en halv time. Det er sikkert helt rigtigt, hvis man har egen bil. Men er man med bus, må man jo samle andre pasagerer op på vejen, og det tager faktisk en time at komme derud. Nu er spørgsmålet bare, hvornår bussen kører tilbage igen? Det kan ikke engang buschaufføren svare på Vi giver 150 denarer for en returbillet med bussen – altså 18,50 kr. pr. person. Vær opmærksom på, at man ikke kan købe billet i bussen.

Vi går en fin lille tur ved Matka, og selv om det err gråvejr, kan vi godt se, at det er et meget smukt sted.

Synes du vores billeder er lidt grå og triste, så tjek Bettinas billeder på Danish Adventurer. Hun besøgte Makedonien sidste år på en solskinsdag.

Bådtur ved Matka Canyon

Vi beslutter os også for at tage en bådtur på søen og med indgang i en grotte med stalaktitter og stalagmitter. Sejlturen koster 400 denarer pr. person/50 kr. Det er også muligt at leje kajakker eller bare gå en tur i området – det sidste er ganske gratis. 

Det er en fin tur med en rigtig sød kaptajn. Undervejs stopper han båden og samler affald op i søen og gør os alle opmærksomme på, at affald ikke hører til i naturen. Sådan skal det være! Både lokale og turister bliver nød til at arbejde sammen, hvis vi skal forurening til livs.

Med på båden er også fire søde turister fra Tyrkiet, som vi snakker med undervejs. Det har været meget sjovt for os at opleve, at her på det sydlige Balkan er det ikke tyskere, hollændere, danskere og englændere, vi nødvendigvis møder på vores vej. Til gengæld er her en del albanere, kroater, bulgarer og altså tyrkere, som også holder ferie i Nordmakedonien.

Og Nordmakedonien er uden tvivl et spændende land at besøge. Vi havde denne gang kun tid til at se nærmere på Skopje, da vi også gerne ville et smut til Kosovo. Det hører I snart nærmere om.

Læs også: Kroatien

Læs også: Zagreb

Se alle blogindlæg fra Nordmakedonien

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du se, når vi udgiver nye blogindlæg og vi poster også billeder, når vi er på tur. Næste gang går rejsen til Finland, hvor vi skal kigge efter en bjørn. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Skopje blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Navnekonflikt

Efter Jugoslaviens sammenbrud i begyndelsen af 1990’erne, så nye lande dagens lys. Heriblandt Republikken Makedonien også kendt som FYROM (Former Yugoslav Republic of Macedonia)

Siden 90’erne har Republikken Makedonien og Grækenland været uenige om navnet Makedonien, som de begge føler sig berettiget til. Grækenlands største provins hedder nemlig slet og ret Makedonien. Og derfor kan der, i deres øjne, ikke være et land, som bruger det samme navn. I arrigskab har Grækenland siden 1991 blokeret for Republikken Makedoniens optagelse i NATO og EU. Det internationale samfund har af flere omgange forsøgt at mægle i sagen, men uden resultat.

I 2018 gik Grækenland aller nådigst med til, at Republikken Makedonien ændrede navn til Republikken Nordmakedonien. Landet har således skiftet navn pr. 12. februar 2019. Men det er egentlig ikke derfor, at vi er rejst hertil kun to måneder efter.

Valg af destination

Efter Rasmus’ rygproblemer i efteråret, har vi været lidt forsigtige og meget mere tænksomme omkring, hvor vi skal rejse hen. Det er pludselig blevet vigtigt for os, at der er direkte fly, at rejsetiden ikke er al for lang, og at vi ikke skal på roadtrip. Med to diskusprolapser kan Rasmus ikke tåle at sidde ned i for lang tid ad gangen, og derfor skal vi kunne gå rundt til det meste. Og pludselig er storbyferier blevet vores foretrukne Men det rimer egentlig meget godt på vores store kærlighed for Østeuropa, da der stadig er masser af skønne steder, som vi ikke har set i denne del af verden.

Vi havde faktisk først kig på Athen, men pludselig steg prisen på flybilletter enormt. Og vi har i mange år haft en regel om, at ferier under 10 dage maks må koste 2000 kr. i flybilletter – og gerne meget mindre. Det er egentlig en sjov og dejlig regel, for det betyder, at vi nogle gange kommer steder hen, som vi ikke først havde tænkt os. Således også denne gang. På trods af, at vi var lidt sent ude, kunne vi stadig få direkte fly tur/retur CPH-Skopje for 1400 kr. pr. mand med Wizz Air.

Alexander den Store

Og nu når vi er i gang med konflikter mellem Grækenland og Makedonien, så kan de to lande heller ikke blive enige om, hvorvidt Alexander den Store var græker eller makedoner.

Den berømte Alexander levede fra 356 f.kr. til 323 f.kr i Oldtidens Makedonien. Landet bestod dengang af dele af nuværende Grækenland, Bulgarien og Makedonien. Og heri opstår konflikten. Både Grækenland og Makedonien synes jo, at han er deres helt.

Men konflikten er åbenbart så betændt, så den store statue, som står centralt i Skopje på pladsen Plostad Makedonija har fået navnet “Warrior on a horse”, da det blot ville være (endnu mere) benzin på bålet at bruge navnet Alexander den Store. Vi må dog sige, at der er en enorm lighed mellem Alexander og krigeren på hesten…

Sidst men ikke mindst, vil vi også lige nævne, at Grækenland tvang Makedonien til at skifte flag i 1995. Makedonien havde siden 1992 brugt et rødt flag med en verginastjerne i midten. Det er et sol-symbol med referencer til Oldtidens Makedonien – og ja, så er grækerne selvfølgelig igen på krigsstien. Makedonien har bibeholdt det røde flag og også en gul sol. Nu har den blot fået et andet design.

Det nye flag til venstre. Det gamle til højre.

Hvad siger makedonerne?

Da vi havde købt flybilletter til Skopje, blev vi mere og mere nysgerrige på konflikten mellem Makedonien og Grækenland. For hvad siger makedonerne egentlig til alle disse stridigheder med deres naboer? Det satte vi os for at finde ud af.

Allerede i Københavns lufthavn og i flyveren til Skopje snakkede vi med flere makedonere og udbad os deres mening om det nylige navneskifte på deres land. Og vi fik faktisk lidt forskellige svar. De fleste var utilfredse med, at Grækenland skal have lov til at bestemme, hvad Makedonien skal hedde. Og flere syntes også, at makedonerne havde solgt deres sjæl og identitet.

Enkelte (yngre) makedonere var dog positive over navneskiftet. De mente, at dette kunne sætte et punktum for konflikterne. Og at vejen nu ligger åben til medlemskab af Nato og EU. Og derved mulighed for bedre økonomi og flere jobs.

Det var meget interessant at tale med disse flinke mennesker, som alle var meget villige til at fortælle os om deres elskede fædreland.

Vi er dog sikre på, at det ikke er det sidste, vi har hørt til konflikten mellem Grækenland og Nordmakedonien! 

Læs også: Montenegro

Læs også: Slovenien

Du er meget velkommen til at Synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor du kan se, når vi skriver nye blogindlæg og følge med, når vi er på tur. Næste gang tager vi til øen Rügen i Tyskland, hvor vi skal nyde naturen og spise nye asparges.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Republikken Nordmakedonien blev først udgivet på Two Danes On Tour.