Israel Arkiv - Two Danes On Tour

Små bump på vejen

twodanesontour — Sun, 27 Mar 2016 12:00:00 +0000

Er det kun lykken at rejse?

Som rejsebloggere skriver vi oftest om alle de fantastiske og dejlige oplevelser, som vi har rundt omkring i hele verden. Er det mon fordi vi aldrig oplever noget negativt? Fordi de uheldige oplevelser hurtigt er glemt igen? Eller fordi vi gerne vil have det hele til at se rosenrødt ud?
Der er nok flere svar på det spørgsmål. Men her kommer i hvert fald et indlæg om et PAR udfordringer, som vi har haft i forbindelse med vores tur til Israel…

Aflyste flybilletter

Allerede i maj 2015 købte vi flybilletter til Tel Aviv med afgang i februar 2016. Vi havde faktisk først kigget lidt på Libanon og Egypten. Men både på grund af flybilletpriserne og på grund af den politiske situation i de to pågældende lande, blev vi enige om, at vi sagtens kunne tage endnu et smut til Israel. Vi kunne komme med SAS direkte til Tel Aviv for 1500 kr. retur – en favorabel pris!

Vi bestilte hostel til de dage, vi skulle være i Tel Aviv og lejede bil fra lufthavnen. Alt skulle nu være på plads…

Månederne gik og vi begyndt at glæde os mere og mere til turen.
12 dage før afrejse modtog Rasmus en mail fra SuperSaver. “Vi er kede af at meddele jer, at jeres flybilletter er blevet annulleret, da SAS nu kun beflyver ruten København-Tel Aviv om fredagen. I vil få pengene retur, dog uden nogen form for kompensation”.

Gennem de sidste 20 år, hvor vi begge har rejst en del rundt, har vi aldrig før prøvet, at vores billetter bare blev aflyst!
Og så var gode dyr rådne!

Samme aften måtte vi bestille nye flybilletter. Nu til en dyrere pris og med en mellemlanding i Moskva på vej ud og i Stokholm på vej hjem.
Derudover måtte vi også bruge tid på at lave billejen om, da vi pludselig kom 6½ time senere til Tel Aviv og også skulle senere derfra.
Det tog det meste af en aften, men der kom styr på tingene igen.

Aflyst hostel-reservation

Tre dage efter modtog Anne Marie en mail fra Abraham hostels Tel Aviv. De var desværre ikke blevet færdige med at renovere deres værelser, og derfor blev nød til at aflyse vores reservation.

OK, hvor uheldig har man lov til at være?

Smidt ud af Chef Hostel

Åh jo, der kom lige et lille “bump” mere. Vi præsterede nemlig for første gang nogensinde at blive smidt ud fra et hostel. Og den historie skal I selvfølgelig også have!

Vi havde booket tre nætter på Chef Hostel i Tel Aviv, efter at Abraham hostels havde aflyst. Grunden til, at vi havde booket her, var både fordi Martin og Sanne havde booket sig ind her, men også fordi de reklamerede med gratis parkering. Og netop parkering kan være svært at finde i indre by.

Da vi fik en bekræftende mail fra Chef hostel, var parkeringen ikke længere gratis. Rasmus kontaktede derfor hjemmesiden, vi havde booket igennem. De bad os om at få en udspecificeret regning, hvis vi blev opkrævet parkering.
Da Rasmus så efter første nat gik ind i fællesrummet på Chef hostel for at afregne med ejeren, blev vi (selvfølelig) opkrævet for parkering, og Rasmus bad derfor om en udspecificeret kvittering.

En MEGET vred hostel-ejer

Det fik imidlertid ejeren til at ryge helt op i det røde felt, og der fulgte nu en 5-10 minutters tilsvining af danskere og europæere generelt. Han råbte og skreg om, at vi aldrig ville betale for noget og aldrig bookede til fuld pris.
Rasmus forklarede ham med sindsro, at hvor han kom fra, der bestemte markedet prisen. Og hvis folk ikke ville betale fuld pris, så var der nok en grund til det.

Samtidig gjorde Rasmus det klart, at når man reklamerer med gratis parkering ved reservationen, så er det det, der gælder, også selvom man i bagklogskabes klare lys skulle have skrevet, at der kun var gratis parkering, hvis man havde betalt fuld pris for værelset.
Den forklaring fik ejeren om muligt endnu længere op i feltet. I hvert fald råbte han, at vi skulle pakke vores ting, at han ikke ville have vores penge, og at vi ikke længere var velkomne på Chef hostel!

Så Rasmus måtte gå ud til Anne Marie, som havde søgt ly underfor på gaden, og overbringe hende nyheden: Vi er smidt ud! Så du bliver nok nød til at gå med ind og pakke.

Summa summarum, vi fik en gratis overnatning med gratis parkering, vi fandt en mere central lejlighed der var langt billigere og med parkering lige udenfor – for et mindre gebyr. Så vi vil i stedet gerne anbefale Ateret Suites lige ved Carmel Market. Dog er det jo ikke et hostel, hvis det er det, man er på udkig efter, men udemærkede værelser med tekøkken centralt i Tel Aviv.

Hvad er det værste, der kan ske?

Vi rejser altid med valgsproget: “Hvad er det værste, der kan ske?” Og vi blev endnu engang bekræftet i, at det er den rigtige indstilling at have til tingene.
Når alt kommer til alt, er de små bump jo kun udfordringer eller “First world problems”, om man vil. Der findes løsninger på tingene, og vi har endnu ikke sovet på gaden. Og det er jo disse historier, der efterfølgende bliver de bedste rejseanekdoter at fortælle…

Og så skal I da også lige have slutningen på historien! For ejeren af Chef hostel har efterfølgende meldt os til Booking.com som “no-shows” – altså anklaget os for aldrig at være dukket op på hans hostel. Og han har i den forbindelse krævet 164 US $ i erstatning. Dem har vi nu ikke tænkt os at betale, så hvem ved? Måske kommer der endnu en følgeton i sagaen om den gang, vi blev smidt ud af et hostel i Tel Aviv…

Facebook

Twitter

Indlægget Små bump på vejen blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Spise med Price… på hebraisk

twodanesontour — Sat, 26 Mar 2016 19:09:00 +0000

På jagt efter de israelske køkken

Hvad spiser de i Israel? Og har Israel overhovedet sit eget køkken? Det og meget mere satte vi os for at finde ud af i dette Spise med Price indlæg.

Ja, Israel har sit eget køkken, men det er selvfølgelig præget af alle de etniske grupper, der har bosat sig i landet igennem årtusinder. Ikke mindst de mange tilflyttere efter oprettelsen af staten Israel i 1948, har haft stor indflydelse på maden.

Gadekøkkener

Mad fås jo i alle prisklasser, så vi vil begynde med de billigste: “gadekøkkenerne”.
Den typiske israelske fastfood er pitabrød eller laffa (en slags rundt fladbrød som rulles) med falafel, salat og humus.

Mange steder kan man også bestille selv samme slags brød med kylling og kalkun, som har stået og snurret på et spyd hele dagen. Enkelte steder fandt vi lam – og så var vi i den syvende himmel.

De billigste pitabrød med falafel købte vi i Tel Aviv til 8 shekel (14 kr.) Men med så meget andet, så hænger pris og kvalitet sammen. De billige var med agurk og tomat, syltede agurker og tahine. De dyrere kommer med en hel salatbar, hvor man både kan putte forskellige salater og sovser i pitabrødene eller spise det af små skåle ved bordet. Derudover får man også hummus i pita’erne de “dyre” steder. Virkelig lækkert synes vi.

Et af de bedste steder vi spiste var i Akko, hvor lam var på menuen både som grillspyd og som kebab (hakkekød). Hvis du selv skulle befinde dig i Akko, så hedder den lille kebabbar Mobarsham og ligger tæt på Akko Gate Hostel.

Hummus i lange baner

Israelerne spiser virkelig meget humus. Som i RIGTIG store mængder hummus!

I Tel Aviv var vi inde på den meget lille restaurant The House of Hummus, som har specialiseret sig i at servere humus til folket og et par få andre retter.
Rasmus prøvede en af deres signaturretter: Allenby, som bestod af humus med shakshuka, kogt æg og pitabrød.
Shakshuka er israelsk paprika-grønsagssovs. Og Allenby er den gade, som restauranten ligger på.

Det libanesiske køkken

Et stort his i Israel (og blandt os) er Libanesisk mad. Vi fik anbefalet restauranten Tanureen, som har specialiseret sig i det libanesiske køkken.
Vi fik en FANTASTISK frokost med masser af meze-retter (en masse små skåle med forskellige salater mv.) ja, faktisk var der så meget på bordet, at vi slet ikke havde behøvet at bestille kød!
Og vi fandt efterfølgende ud af, at det faktisk var en restaurantkæde, som lå flere steder i det nordlige Israel. Så den vil vi gerne anbefale.

Hamitbahon

Mezze fik vi også på den lille, sjove restaurant Hamitbahon i Tel Aviv. Den ligger i det yemenitiske kvarter, lige bag ved Carmel market – og de har også åbent på Shabat! Her bestilte vi denne lækre meze-tallerken til forret:

Restaurant Helena

Og nu til de lidt dyrere bekendtskaber:
Den første dag flottede vi os og spiste på restauranten Helena, som ligger inde på ruinområdet ved Caesarea. Fra restauranten er der den skønneste udsigt over Middelhavet.

Vi havde på nettet tjekket menukortet ud hjemmefra og BLEV simpelthen nød til at spise her. Det var rigtig lækkert – men næsten også danske priser. Som sagt, mad kommer i alle prisklasser i Israel.

Forretter først:
Blæksprutteringe, chips og dip

Lakse-shashimi med ærteskud, radiser og kaviar.

Vitello Tonato: kalvefilet og tundressing med kapers og kogte æg

Dernæst hovedretter:

Nystegt fisk med flødesovs og grønne bønner.

Grillet kylling, grov kartoffelmos med jordskokker og ærteskud.

Pasta med rejer og muslinger i champagne-sauce

Det var et udsøgt måltid i skønne omgivelser og en rigtig dejlig start på ferien.

På besøg hos Uri Buri

I Akko besøgte vi en meget speciel fiskerestaurant ejet af kokken Uri Buri. Allerede navnet indikerer, at dette her bliver stort! Prøv lige at smag på det: Uri Buri. Vi synes, at det er et fantastisk navn!

Manden og restauranten er kendt i hele Israel. Der serveres kun fisk og et par enkelte vegetarretter.
Vi anbefaler, at man bestiller bord i forvejen. Vi gik forbi dagen før for at se, hvor restauranten lå, og bestilte til 4 personer dagen efter kl. 18.30.
Da vi kom til den aftale tid, var restauranten nærmest tom. Vi jokede lidt med, at det var overflødigt at bestille bord en tirsdag i februar måned. En time senere, da vi var godt i gang med at spise, var restauranten fuld! Vi var bare gået tidligt ud og spise!

To fede koncepter

Og hvad er det så Uri Buri kan? Han kan lave fiskeretter, så det synger. Restauranten er i øjeblikket ved at blive sat i stand, men selv om der er huller i loftet, så kommer folk gerne langvejs fra for at smage Uris fisk.

Der er to fede koncepter på restauranten. Det ene er en tasting menu, men det kræver, at hele bordet er med på det. Tjeneren vil spørge jer, om lidt forskelligt – f.eks. om I spiser koriander, om I kan lide stærk mad etc. Og så bliver der ellers sat retter ind på bordet, blandet af kokken, til I siger stop! Det er små retter, så det er meningen af man skal dele.

Det andet fede koncept er, at nærmest alle hovedretter kan bestilles som halve retter! På den måde kan man prøve en forret og to halve hovedretter og gå derfra med både maven og pengepungen intakt. Det er da et godt påfund. Vi benyttede os af det sidste koncept, og her kan I se nogle af de retter, vi smagte på:

Shashimi af laks med soya og en fantastisk hjemmelavet wasabi-sorbet. Det var klart Anne Maries favorit.

En udsøgt og fint afstemt fiskesuppe med kokosmælk, ingefær, karry, basilikum og koriander.

Smørstegt barramundi i salvie- og citronsause med blomkålspuré.

Havkat med indkogt rosmarin/balsamico-sause. Hertil kastanje/græskarpuré

Det var en fantastisk aften med lækker mad og hyggeligt selskab.

Drikkepenge i Israel

Til sidst vil vi gerne lige skrive et par ord om drikkepenge. Vi er vandt til i Danmark, at drikkepenge er noget man giver, når man føler, at man har fået noget særligt lækkert mad og en rigtig god betjening. Men sådan fungerer det ikke rigtigt i Israel.

Her er det skik og brug, at ALLE giver 10-15 % af regningens pålydende i drikkepenge, da det er en del af tjenernes løn. Vi var ikke opmærksomme på dette hjemmefra, og tjenerne var ikke sene til at gøre os opmærksomme på, at vi havde lagt for lidt drikkepenge. Det føltes lidt mærkeligt, men de krævede deres “ret” og vi måtte finde muldvarpen frem igen. Så er I advaret!

Facebook

Twitter

Indlægget Spise med Price… på hebraisk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Tel Aviv

twodanesontour — Wed, 16 Mar 2016 19:20:00 +0000

Tel Aviv – mellem havet og ørkenen

Tel Aviv er, i modsætning til nærmest alle andre byer i Israel, en moderne storby. Den er bygget i ørkensand for omkring 100 år siden, på kanten af Middelhavet og lige nord for den gamle arabiske by Jaffa.

Bybilledet er på alle måder meget blandet. Europæere, nordafrikanere, amerikanere, arabere, kristne, muslimer, liberale og ultraortodokse jøder (og alt derind imellem).

Også den homoseksuelle del af befolkningen præger gadebilledet. Her er mange regnbuefarvede flag i butikker og på caféer – noget som man IKKE ser i Jerusalem.

Tel Aviv er på alle måder en meget frisindet by i forhold til den ultraortodokse Jerusalem. Ja, man kan vel nærmest sige, at de to byer har et søskendeforhold, hvor Jerusalem er den fornuftige storebror, mens Tel Aviv er den rebelske lillebror.

På jagt efter Bauhaus

Vi prøver stadig at få fod på denne by. Og et ord, som går igen og igen, når vi vader gaderne tynde, er ramponeret! Mange bygninger er slidte og faldefærdige, malingen skaller, og nogle steder overvejer man, om der overhovedet bor mennesker. Også mange af de Bauhausbygninger, som nu er Unesco World Cultural Heritage, er misligholdte.

Fredag formiddag kl. 10 gik vi med på en engelskguidet Bauhaus-tur i området omkring Dizengoff Street med Bauhaus Center Tel Aviv.
Vi ville gerne blive klogere på Bauhaus-arkitekturen, som kom til Tel Aviv i 1930’erne, og som her blev tilpasset Middelhavsklimaet og fik sit eget udtryk, hvor de oprindelige lige streger og minimalistiske karaktertræk ikke altid blev overholdt.
Der er i dag omkring 4000 Bauhausbygninger i Tel Aviv, som derfor også går under navnet “The White City”.

Det moderne liv i Tel Aviv

Den moderne “Tel Avivian” lever et travlt liv. Der skal hives en høj løn ind for at betale for den dyre husleje og de mange cafe latte, på de smarte caféer.
Fredag eftermiddag kl. 17 begynder “shabat”, og hele Israel lukker mere eller mindre ned. Også Tel Aviv har mange lukkede butikker og restauranter, så de unge flokkes på de få steder, der endnu har åbent, og der spilles latinamerikanske rytmer på stranden.

Matkot

Lørdag er “hviledag” og meget få busser og taxier kører. De lokale går i parken med deres børn og hunde, eller til stranden, hvor en meget populær aktivitet er at spille matkot – en særlig israelsk udgave af strandtennis, som er blevet landets nationalsport.

Vi var heldige at møde Tel Avivs ukronede matkot-konge Amnon Nissim, som i dag er over 70 år og har spillet matkot siden han var 6. Hele hans liv drejer sig om dette spil, og han har forvandlet sit hjem, hvor han har boet hele sit liv, til et matkot-museum.

Er han hjemme, er man velkommen til at besøge ham og kigge rundt i stuerne, hvor østrigske bjerglandskaber hænger side om side med matkotketchere, gamle t-shirts og medaljer. Det var virkelig en sjov oplevelse at få lov til at besøge Amnon, som også har pyntet husets facade med matkotketchere.

Vores veninde Diana viste os rundt i Tel Aviv. Hun er oprindelig colombianer, har været udvekslingsstudent i Nykøbing (hvor hun kender Rasmus fra), og bor nu med hendes familie i Tel Aviv, da hendes mand Eldad er israeler.

Eldad havde desværre ikke tid til at gå med, så i stedet havde Diana inviteret en af deres venner fra Tyrkiet med på tur. Vi gik i timevis; så kvarterer, pladser, parker og boulevarder. Spiste hummus og drak te (ja, altså ikke Rasmus!), mens snakken gik lystigt på dansk, engelsk og spansk. Det er fantastisk at have gode venner mange forskellige steder i verden, som man kan besøge.

Læs også: To dage i Akko

Læs også: Jerusalem

Du er meget velkommen til at synes godt om vores Facebook-side
Two Danes On Tour. Her lægger vi billeder ud og kommer med updates, når vi er på tur. Vi har også en Instragram-profil: @twodanesontour

Facebook

Twitter

Indlægget Tel Aviv blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vinsmagning hos FLAM Winery

twodanesontour — Tue, 15 Mar 2016 19:02:00 +0000

FLAM Winery

En gang i foråret havde FLAM Winery “liked” et af vores billeder på Instagram. Anne Marie klikkede straks forbi deres profil og kunne li’, hvad hun så. Samtidig opdagede hun, at vinhuset lå i Israel. Derfor skrev hun dem en besked og spurgte, om det var muligt for os at kigge forbi og prøvesmage nogle af deres vine. De skrev hurtigt tilbage med et positivt svar. Og derfor havde vi nu en aftale på deres vingård lidt uden for Jerusalem.

Lidt sted-forvirring

Første udfordring var at finde stedet. Grundet trafikken var vi lidt sent på den, så vi havde ikke meget tid til at køre forkert. Derfor stoppede vi ved en tankstation og et par spisesteder ved hovedvejen nær byen Eshtaol og spurgte os frem. To flinke mænd i en friluftsbutik fortalte os, at vi bare skulle køre ud fra tanken og dreje til højre første gang. Derefter ville vi se et skilt til venstre og en grusvej ville føre os til vingården.

Forskellige perspektiver på rejsen

Vi var klar og fløj ind i bilen. Det vil sige, at 3 af os satte os hurtigt ind. Martin derimod havde udset sig et lækkert liggeunderlag i butikken, som han besluttede sig for at prøve. Så imens vi andre sad stressede i bilen og var klar til at køre, så lå skipperen og slappede af på et af butikkens liggeunderlag… Ja, nogle gange er vores perspektiver ikke de sammen. Men det gør kun rejsen sjovere og mere uforudsigelig.

Vinsmagning

Vel fremme, og endda til tiden, ventede vi lidt på, at 10 jødiske amerikanere på grupperejse og deres guide skulle komme og være med til vinsmagningen. De havde siddet fast i trafikken og var derfor forsinkede.

Vi satte os alle ved et stort bord sammen med FLAM’s sommelier Mireia. Hun var super sød og meget informativ. Hun fortalte os alt om FLAM Winery, om vinproduktion i Israel i det hele taget, og om hvordan man får mest ud af en vinsmagning.
Efterfølgende kom Israel Flam og fortalte om resten af vinene. Han er en af Israels mest kendte vinmagere igennem tiderne. Og han har en kæmpe viden, som han velvilligt delte ud af.

Egentlig er det Israels sønner Golan og Gilad, som ejer vingården. Men der er ingen tvivl om, hvor de har alt deres viden om vinproduktion fra. Også Golan og Gilads mor og søster er involveret i butikken, så det er et rigtig familieforetagende.

En lille oste-udfordring

Under vinsmagningen blev der serveret brød og ost. Nu var der bare lige det problem, at ingen af os spiser ost. Altså Anne Marie spiser fynsk rygeost, men det tæller jo ikke rigtig her. Og vi havde ikke fået frokost… så snart sad vi og kørte det ene stykke ost ind efter det andet af mangel på bedre. Og det gik faktisk ok. Altså, vi bliver aldrig de store ostespisere, men gang på gang forsøger vi at udfordrer os selv med stort og småt. Dette var stort, synes vi selv.

Lidt perspektiv på amerikanske pilgrimsturister

Pludselig skulle de ti amerikanere videre på deres tur og vi sad tilbage med Mireia. Det gav os mulighed for at tale endnu mere om vin, men også for at høre om hendes liv som tilflytter fra Spanien og hendes syn på det israelske samfund. Det var en meget interessant samtale, og vi kom et lag dybere end blot en almindelig rundvisning.

Det gik først her op for os, at Mireia ikke måtte skænke vin op for de jødiske mænd, da hun er “uren”, så det havde amerikanernes guide stået for. Vi glemmer nogle gange, hvor meget religion betyder for andre, og hvad det afstedkommer af traditioner og “regler”.
Derfor blev det også ekstra sjovt, at en af amerikanerne, for at bryde isen, havde stillet os lidt spørgsmål om vores rejse og vores moderland. Da han fandt ud af, at vi var fra Danmark, ville han gerne vide, hvad vores største eksportvare var, hvortil Rasmus nærmest råbte: PORK! Vi kunne ligefrem se skrækken i øjnene på vores ti nye venner.
Det gik lidt bedre, da Martin forsøgte at pynte på det første svar ved også at nævne LEGO. Det kunne de vist bedre forholde sig til.
Absurditeten i denne samtale om svinekødsproduktion med meget religiøse jødiske mænd sank først rigtig ind, efter at de havde forladt bygningen og var drønet videre på deres tur.

Facebook

Twitter

Indlægget Vinsmagning hos FLAM Winery blev først udgivet på Two Danes On Tour.

To dage i Akko

twodanesontour — Tue, 08 Mar 2016 19:07:00 +0000

Skønne Akko

Anne Marie var i Akko for mange år siden og elskede byen fra første færd. Derfor stod den meget højt på listen i år, da hun gerne ville genopleve byen sammen med Rasmus, Martin og Sanne.

Efter vi havde smidt vores tasker på Akko Gate Hostel og parkeret bilen på hostelets private parkeringsplads, var vi straks klar til at opleve byen.
Selve byen er med sine høje, gamle stenmure en turistattraktion i sig selv, og dens placering helt ud til Middelhavet er simpelthen formidabel, så den første dag gik bare med at slentre rundt.

Vi gik gennem de smalle gyder på må og få, kiggede på alle de varer, der blev faldbudt, drak friskpresset juice, spiste is, farede vild – og fandt os selv igen, da vi nåede til havnen. Så alt var lige, som det skulle være.

Akko er én stor labyrint, og den råber på, at man skal blive væk. Det er super fedt! Dog er der aldrig længere noget sted hen, end man snart er ude af labyrinten igen.

Ren afslapning for alle pengene

Da vi ikke orkede at gå mere, fandt vi en restaurant med en terrasse helt ud til Middelhavet.
Hold k… det var fedt at sidde her i den gamle by med den mest fantastiske udsigt ud over havet. Så glemmer man et øjeblik, at det er februar og frostvejr hjemme i Danmark.

Korsridderbyen under Akko

På dag to udforskede vi den gamle korsridderby, som ligger neden under Akko. Jo, jo, den er god nok! Der ligger to byer oven på hinanden, som begge er utrolig spændende. Dog er arkæologerne lidt forsigtige med at udgrave korsridderbyen, for byen ovenpå skulle jo nødigt skvatte sammen.

Man kan undre sig over, at der ligger en by neden under en anden by, men efter at Akko mistede sin vigtighed, da korsridderne blev smidt ud af området, blev den erobret af flere forskellige krigsherrer, blev brændt af og på alle måder ødelagt. Da området så igen fik betydning, var det åbenbart nemmere at bygge ovenpå end at reparere det, som allerede var.

Vi købte en “kombibillet” og begyndte vores rundtur i citadellet, hvor der var nogle overordentligt store riddersale – dem var vi ret imponerede over.

Billetten indbefattede også korsriddertunnellerne (The Templar Tunnels). De var omkring 400 meter lange, og man skulle nogle steder bukke sig lidt ned for at komme igennem.

Til sidst besøgte vi The Wall Museum of Treasures. Det var en privat samling af mange forskellige lokale genstande. Mange af dem var lavet til små “boder” f.eks. skomager, låsesmed, købmand osv.
Det bedste var dog, at da vi kom ud igen og gik oppe på muren, så spottede vi en hærfugl (vi er jo nogle dyrenørder, så den skal I da også lige se).

Havde vi orket mere, var der med kombibilletten også adgang til Okashi Art Museum, men det sprang vi let og elegant over, da en kold øl ved havnefronten trak mere.

To dage i Akko var helt perfekt for os. Havde vi haft mere tid, havde vi nok brugt en dag ved stranden eller kigget nærmere på den nye del af Akko, men det har vi nu til gode til en anden gang.

Baha’i gardens i Haifa

På vej længere sydpå stoppede vi lige kortvarigt i Haifa for at se Baha’i gardens.
Baha’i religionen blev oprindelig grundlagt i Persien (nuværende Iran), men har i dag flere af sine templer i Israel. Bl.a. i Haifa, hvor en kæmpe persisk have pryder bybilledet.

Vi så haven nedefra, hvilket er et imponerende syn. Derefter tog vi en shuttle bus for 7 shekel op til “The Shrine”, hvor besøgende har gratis adgang.
Aldrig har vi set så mange gartnere! Og vi må da også sige, at haven var meget velholdt.

Vi var meget spændte på at komme ind og se The Shrine, som skulle være noget af det aller helligste. Efter at have taget skoene af, blev vi lukket ind i små hold. Det var strengt forbudt at fotografere eller at sige en lyd på dette hellige sted. Så der blev tysset på de få, der tillod sig at forbryde sig mod reglerne.
Og der gik vi så og kiggede på… ingen ting! Det var som kejserens nye klæder! En fis i en hornlygte. En masse hype om noget, som ikke var der. Men så har vi set det med… haven var stadig fin.

Hvis du ikke allerede følger os på Facebook eller Instagram: @twodanesontour, så skal du være meget velkommen. Her lægger vi endnu flere billeder ud og kommer med opdateringer, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget To dage i Akko blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Galilæa

twodanesontour — Fri, 04 Mar 2016 16:08:00 +0000

Et stop i Tiberias

Tiberias, som ligger i Galilæa, blev vores næste stop på vores Israel-road trip. Byen ligger helt ud til Genesaret sø, hvor Jesus engang gik på vandet. Vi spejdede efter ham, men så ham desværre ikke

Selve byen langs med søen var ret turistet med en lang havnepromenade, friskpresset juice og ivrige tjenere, som på alle mulige måder forsøge at lokke os ind på lige netop deres restaurant. Det var off season, så det hele så lidt mennesketomt og trist ud, og tjenerne var lige lidt for aggressive til vores smag.
Tiberias havde søen og en gammel bymur, som man kunne kigge på. Der er vist også nogle gamle grave, men dem sprang vi over i denne omgang. Det var ok for en enkelt overnatning, men ikke et sted vi behøver at komme tilbage til.

Langs Genesaret sø

Næste formiddag kørte vi en dejlig morgentur langs søen mod nord. Vi skulle se et par hellige, kristne steder. Vi kørte først forbi Migdal, hvor det menes, at Maria Magdalena kom fra. Vi stoppede dog ikke i byen.

Til gengæld gik vi en lille tur ved The Church of the Primacy of St. Peter, hvor det fortælles, at Jesus viste sig den tredje gang, efter at han var genopstået fra de døde.
Der var bygget en lille kirke i en fin lille have, og vi kunne også komme helt ned til søbredden. Et rigtig dejligt og stille sted for en rolig morgenstund.

Inde i kirken er der en klippe som menes at være det sted, hvor Jesus spiste sammen med hans disciple. Vi lader tvivlen komme stenen til gode.
Kirken er åben hver dag fra 8 til 18, og det er gratis at besøge stedet. Dog skal man være opmærksom på, at der godt kan være udendørsgudstjenester, så råbende børn er ikke lige sagen.

Carpernaum

Næste stop var Carpernaum, som også nævnes i bibelen flere gange. Det var bl.a her, at Jesus fik en lam mand til at gå og her, hvor disciplen Peter boede. Vi kunne se resterne af Peters hus, hvor der var bygget flere kirker oven i og oven på! Den øverste ret futuristisk – ja, nærmest som et rumskib, der lige var landet.

Der var også ruinerne af en gammel synagoge. Det menes dog ikke at være den synagoge, hvor Jesus skulle have prædiket for omkring 2000 år siden. Alligevel gik en helt flok pilgrimsturister i selvsving, mens vi var der. De sang, råbte bønner, græd og skrålede halleluja. Men det var jo også en oplevelse!

Videre til Nazaret

Der er flere andre hellige kristne steder ved og nær Genesaret sø, men for os var det passende med to, så vi kørte nu mod Nazaret. Nok en af de mest kendte byer i Galilæa. Det var jo her, at Jesus voksede op sammen med sine forældre og gik i lære som tømrer. Byen er i dag stor og intens, men i vores øjne meget mere interessant end Tiberias.

Efter at have fundet en parkeringsplads – hvad der kan være en udfordring, snuppede vi lige en pita kebab, og så var vi klar til at kigge nærmere på Basilica of the Annunciation, som regnes for et af de mest hellige kristne steder i verden.

Nogle kristne grupper mener, at det var på dette sted, at Jomfru Maria mødte ærkeenglen Gabriel, som fortalte hende, at hun var gravid og skulle føde Jesusbarnet.

Der skulle lidt fantasi til at forestille sig, hvordan man for over 2000 år siden havde boet i huler, redet på æsler og levet et mere simpelt liv på dette sted, da selve Basilicaen var stor og pompøs, og ikke ligefrem passede ind i bybilledet.

Vi hyggede os med at gå rundt og se alle de forskellige relieffer, som var sponsoreret af kristne menigheder fra hele verden. Således havde Jesusbarnet fået skæve øjne og kimono på, når gaven kom fra Japan.

Inde i kirken var der bygget flere andre kirker oven på hinanden. Bl.a en Byzantisk kirke fra 500-tallet og en fra 1200-tallets korsriddertid. De stod netop der, hvor Jomfru Marias klippehule skulle have ligget.

Elbabour Galilee Mill

Bagefter gik vi i souken, som mindede os lidt om den gamle by i Jerusalem. I bagklogskabens lys, så skulle vi have overnattet her i stedet for i Tiberias. For byen var hyggeligere og meget mere interessant. Så nu er det råd givet videre.

Inden vi kørte videre, ledte vi efter Elbabour Galilee Mill, som er en stor kryddeributik med over 2500 forskellige slags varer. Vi måtte benytte os af Indertricket (spørg altid flere forskellige) og det var nok meget godt at vi gjorde det, for vi blev peget i flere forskellige retninger. Til sidst lykkedes det os at finde det rigtige sted, og det var sjovt at se og dufte alle de mange forskellige krydderier, tørrede frugter osv.

Skulle du også have lyst til at finde butikken, så er der både indgang fra Al-Bishara St. og Paulus VI St.
Står du foran Basilicaen, så skal du gå op ad gaden og følge den ca. 500 meter, så kommer butikken inde på højre hånd bag en lille bitte dør.

Læs også: Roadtrip til det nordlige Israel

Læs også: To dage i Akko

Facebook

Twitter

Indlægget Galilæa blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På besøg hos en druserfamilie

twodanesontour — Thu, 03 Mar 2016 20:15:00 +0000

En tur til Golanhøjderne

Hjemmefra var vi kommet i kontakt med Wesam via CouchSurfing. Han bor med sin familie i Golanhøjderne og ville meget gerne invitere os på besøg, hvis vi kom til det nordlige Israel – og det gjorde vi i bogstaveliste forstand. Vi kom så nordligt i Israel som nærmest overhovedet muligt. Ja, så nordligt, så vi kunne kigge til både Libanon og Syrien.

Ein Kunya

Wesam bor i den lille druserby Ein Kunya. Vi havde på forhånd spurgt om hans adresse. Men han skrev bare tilbage, at den kunne vi få, når vi ankom til Israel.
Især Martin og Rasmus kom med flere “gode” bud på, hvorfor vi ikke kunne få adressen. De fleste af dem indeholdt historier om kidnapning og bortførelse over den syriske grænse!
Vi kørte den lange vej til Ein Kunya og mødte Wesam, som ventede på os ved byens parkeringsplads. Først derefter forstod vi, hvorfor vi ikke havde fået adressen. Det var de VILDESTE stejle gader, og vi er rimelig sikre på, at husene ikke rigtig havde adresser, så vi havde brug for at blive fulgt helt til døren.

Stor gæstfrihed

Hos Wesam blev vi straks sat til bords i stuen ved et sofaarrangement. Vi kunne høre hans forældre pusle i køkkenet, men de kom ikke frem for at hilse på os. I stedet bar Wesam forskellig drusermad ind, som vi med glæde smagte på.

Linser og hvedekerner blandes med yoghurt, forskellige brød med fyld eller smurt med ost og olivenolie samt oliven, tomater og agurk.

Der blev smagt, snakket, spurgt ind til de forskellige retter og smagt igen. Det var en herlig oplevelse, vi sent vil glemme, og en man normalt ikke får på en ferie.

Masser af ny viden om druserne

Under maden gik snakken lystigt. Vi vidste ikke meget om druserne, inden vi tog hjemmefra. Men her sad vi i stue med en ung mand, som beredvilligt svarede på alle vores spørgsmål om hans druserfamilie samt -kultur og religion. Og som også gerne ville vide noget om vores liv og interesser i Danmark.

Wesam fortalte, at der er omkring 2000 indbyggere i hans landsby og at ALLE kender ALLE. Det er ikke unormalt at invitere mellem 1000 og 2000 mennesker til sit bryllup. Man føler sig forpligtet til at invitere alle dem, man kender, og dem man selv har været til bryllup hos.
Han fortalte, at der nærmest er et bryllup hver fredag hele året rundt og om sommeren også om lørdagen, så landsbybeboerne kommer ofte hinanden ved.
Det der med, at alle kender alle, skulle vise sig at blive gavnligt for os dagen efter, så følg bare med, hvis du vil vide hvorfor

Her følger lidt facts om druserne:

Druserne bor bl.a. i Golanhøjderne i det nordlige Israel. Det er et område, som Israel besatte i 1967 og annekterede i 1981 fra Syrien. Syrien har selvfølgelig aldrig anerkendt denne besættelse. Det er et meget frodigt område med store vandressourcer, så det er et vigtigt område at kontrollere – både for Israel og for Syrien.

På grund af besættelsen af Golanhøjderne, er druserne statsløse borgere i Israel. Det betyder bl.a. at de ikke er underlagt israelsk værnepligt, men også, at de ikke bare sådan lige kan rejse til udlandet. De skal søge om visum til hvert et land, de vil rejse til – på nær Syrien, hvor der også er en stor druserbefolkning.

Wesam fortalte os om, hvordan han har svært ved at søge en praktikplads i forbindelse med hans økonomistudier på Haifa Universitet. Når han ansøger firmaer, spørger de ikke direkte, om han er druser – det ville jo være åbenlys diskriminering. I stedet bliver han spurgt, om han har aftjent sin værnepligt? Og når han ikke har det, får han besked om, at så kan han ikke komme i betragtning til pladsen… same, same different name!

Druserne har deres egen religion, som udspringer af Islam – men de er altså ikke muslimer. Druserne er i århundreder blevet forfulgt af både kristne og muslimer, og i 1043 besluttede de, at andre folk ikke kunne konverterer til religionen, og lavede derved et lukket samfund. Man mener, at der findes op mod 1 million drusere i hovedsagelig Libanon, Israel, Syrien og Jordan.

Et glimt af en druserfamilie

Da vi var færdige med at spise, kom Wesams mor, far og søster lige kortvarigt forbi for at sige goddag, men så trak de sig pænt tilbage igen. For os var det en anderledes skik, da vi jo var på besøg i deres hjem, men det var hyggeligt at møde dem.

På jagt efter et billigt hotel

Ud på aftenen kørte Wesam foran os til byen Majdal Shams, hvor der ligger en del hoteller på grund af det nærliggende skiområde. Det var lidt mærkeligt at komme til et sted med neonskilte, hvorpå der stod afterski og butikker med vanter og huer, når vi havde haft høj sol og 25 grader hele dagen.

Vi fandt et hotel med ledige værelser, men ak og ve. Et værelse kostede 600 shekel (ca. 1035 kr.). Vi kunne dog få et værelse alle 4 til 850 shekel (ca. 1465 kr.) men det var vi stadig ikke tilfredse med, og så begyndte en mindre prisforhandlingsmaraton.

Det mærkelige var dog, at der ikke var nogle i receptionen, så alt gik via telefon og med Wesam som tolk og medforhandler. Martin var en hård hund, og det endte med, at han fik 4-personersværelset pruttet ned til 400 shekel (ca. 690 kr.) Det var en langt bedre pris, og vi endte med at tage det.

På tur med Wesam

Næste morgen mødtes vi med Wesam foran hotellet. Han ville gerne tage os med rundt i området for at se både natur og historiske steder.

Vi begyndte ved Breichat Ram, en gammel vulkankratersø. Derefter besøgte vi et af de ældste huse i Ein Kunya. Det var nu ubeboet, men manden der ejer det, vil med tiden lave det til et museum, og da Wesam kendte ham, kom han med nøglen, så vi kunne kigge nærmere på det.

Middelalderborgen Nimrod

Så gik turen til den gamle middelalderborg Nimrod, som var bygget af korsridderne. Flot og imponerende var den, selv om den ikke var fuldt bevaret. Her kom vi selvfølgelig gratis ind, fordi Wesam kendte manden i porten.

Fra Nimrod var der en flot udsigt ud over Golanhøjderne og borgen har ligget strategisk godt placeret her, med mulighed for at kunne kontrollere vejen til og fra Damaskus.

Et jordskælv i 1800-tallet har desværre ødelagt en del, men det er stadig muligt at forestille sig borgens betydning i dens storhedstid.

To vandfald

Vi sluttede af ved to forskellige vandfald. Det største, Banias skulle man betale for at besøge men… Wesam kendte ham, der sad i billetlugen og sagde, at vi var sammen med ham, så selvfølgelig kom vi igen ind uden at betale. De drusere er virkelig venlige og har netværket i orden, må man sige!

Til de interesserede kan vi fortælle, at dette er en nathejre.

Hen på eftermiddagen tog vi afsked med Wesam. Det havde været en dejlig og interessant oplevelse at møde ham, og vi er nu blevet en stor oplevelse rigere og lidt klogere på Golanhøjderne og minoriteten druserne.

Vi bliver glade, hvis du har lyst til at kigge lidt rundt på bloggen og læse nogle af vores andre rejseberetninger. Vi anbefaler:

Indlægget På besøg hos en druserfamilie blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Roadtrip til det nordlige Israel

twodanesontour — Tue, 01 Mar 2016 08:12:00 +0000

Tilbage i Israel

Vi var på ferie i Israel for to år siden. Dengang boede vi i Jerusalem, og besøgte derfra Det Døde Hav, Betlehem og South Hebron Hills.

Nu har vi så været af sted igen. Og denne gang besluttede vores private Israel-guide (Anne Marie), at vi skulle se nærmere på det nordlige Israel. Da AM var her for godt 12 år siden, blev hun meget betaget af den gamle arabiske havneby Akko, så den ville hun gerne genbesøge.

Også Nazareth kaldte på et visit. Sidste gang besøgte vi jo Betlehem, hvor Jesus blev født og Jerusalem, hvor han blev korsfæstet. Så Nazareth ville ligesom slutte ringen rundt om de vigtigste kristne steder i Israel.

Engang i november modtog vi en sms fra vores gode venner Martin og Sanne, som også var med os i Israel for to år siden. Hvad ville vi sige til, hvis de tog med os på ferie? Vi var ikke sene til at sige ja tak! Da Martin og Sanne bor på Thurø, besluttede de at flyve fra Hamborg et par dage før os, så de kunne få et par dage i Jerusalem, inden vi skulle ankomme.

Roadtrip til det nordlige Israel

Vel ankommet i Ben Gurion Lufthavnen og efter de sædvanlige sikkerhedsspørgsmål i paskontrollen, hentede vi først vores lejebil og derefter Martin og Sanne i centrum af Tel Aviv.
Og med Rasmus ved rattet og Anne Marie som co-pilot med vejatlas, begav vi os ud på de israelske veje og kørte mod nord. Rasmus skulle lige vende sig til kørestilen, hvor alle overhaler inden om. Men efter et par dage på landevejene, kører han nu også som en israeler

Den romerske by Caesarea

Første stop på vores roadtrip blev Caesarea. En flot romersk by, som blev anlagt af Herodes den Store i år ca. 25 f.kr.

Byen er kendt for eftertiden, da den havde en stor kunstig havn, som var uhørt på den tid. I dag er der selvfølgelig kun ruiner tilbage. Vi skulle derfor bruge vores fantasi, for at forestille os hippodromen, badhusene, teatrene, kejsertemplet mv.

Er man frisk (og har mange penge), er det muligt at komme til at dykke i havnen, så man kan se det gamle havneanlæg under overfladen.

Vi gik rundt og så ruinerne, nød det dejlige Israelske vejr (høj sol og 25 grader), den smukke udsigt over Middelhavet samt en skøn frokost på restauranten Helena, som ligger inde på ruinområdet.

En afstikker til Little Schwitzerland

Da vi kørte videre mod nord, besluttede AM, at vi skulle kigge nærmere på bjergområdet Little Schwitzerland. Det blev til stor fortrydelse for én af dem på bagsædet. Det var et meget smukt område, men med STORE stigninger og skarpe hårnålesving. Så er I advaret, hvis turen skulle gå der forbi.
Har man tid, så er der nogle meget fine vandreture i området, så det er værd at stoppe op og kigge sig omkring.

Oven på alle hårnålesvingene gik turen endnu længere mod nord til Golanhøjderne, men det må I vente med at læse om til næste blogindlæg.

Lige lidt bonusinfo her til sidst:

Ved indrejse i Israel som dansk statsborger, er det ikke nødvendigt at søge visum, hvis dit ophold er kortere end 90 dage.
Husk dog, at dit pas skal være gyldigt mindst 6 måneder ud over opholdet i Israel.
Du skal være i besiddelse af en gyldig udrejsebillet (vi har dog aldrig skulle forevise en).
Tidligere var der problemer med, at når man havde et israelsk stempel i sit pas, så var der en del muslimske lande, som man efterfølgende ikke kunne rejse til, før man havde fået et nyt pas. Det er nu løst ved, at man ikke længere får et stempel i passet, men i stedet et lille visitkort med sit billede på. Det skal man passe på, indtil man rejser ud af landet igen – hvor man modtager endnu et visitkort med udrejsetilladelse.
Når man skal flyve fra Israel, skal man være i lufthavnen mindst 3 timer før afgang. Man kan nemlig risikere at skulle gennem et skærpet tjek. Især hvis man tidligere har rejst i muslimske lande. Vi har dog aldrig haft problemer på trods af en del stempler fra forskellige steder i verden. Men vær forberedt på, at de kan være ret grundige og stille en del mærkværdige spørgsmål.

Og ekstra bonusinfo:

Det vejatlas, som vi brugte, havde vi fundet på bibliotek.dk og fået leveret til vores eget bibliotek. Du kan søge på “Carta’s Israel touring altas & easy guide” – så skulle det meget gerne dukke frem.
Det var altså guld værd med den kortbog, da vi ikke ville leje en gps/iPad til over 1000 kr. sammen med bilen. Der blev vi lige lidt nærige.
Og så syntes vi også, at det kunne være sjovt med sådan et rigtig old school roadtrip med co-pilot og vejatlas. En af den slags ture, hvor det ikke er givet fra morgenstunden, hvor man ender, og hvor det er nødvendigt at vende om, hvis (når) man kommer til at køre forkert. Og det var lige præcis sådan det blev!

Facebook

Twitter

Indlægget Roadtrip til det nordlige Israel blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På Vestbredden med Breaking the Silence

twodanesontour — Fri, 02 Jan 2015 20:55:00 +0000

Hjemmefra havde vi bestilt en guidet tur til Vestbredden med organisationen Breaking the Silence. Her er det tidligere israelske soldater, som har været udstationeret på Vestbredden som guider og fortæller deres syn på den konflikt, som de har stået midt i, og som de ikke ønsker skal fortsætte.

I Israel har man en noget anden og lang mere streng værnepligt end vi kender til. Der er obligatorisk værnepligt for ALLE! Mænd skal aftjene 36 måneder i hæren, mens kvinder kan nøjes med 21 måneder. Derudover bliver mænd indkaldt i op til en måned om året indtil de fylder 50 år.

Da så mange israelere er ansat i hæren, er den også en meget mere synlig og integreret del af det israelske samfund. Soldater i uniform og med maskinpistoler er et helt almindeligt syn på gaden overalt i Israel.

Med Breaking the Silence til South Hebron Hills

Breaking the Silence laver flere gange om måneden guidede ture enten til South Hebron Hills eller til selve Hebron by. Da vi var der i februar, kunne vi komme med til South Hebron Hills.

Vi blev hentet i Jerusalem i bus. Undervejs fortalte vores guide om hans oplevelser som soldat og alle de uretfærdigheder, som han var med til at udføre. For eksempel fortalte han om begrebet ”mapping”. Mapping betyder, at israelske soldater banker på hos palæstinensiske familier midt om natten med den undskyldning, at de skal kortlægge deres bolig. Alt skal undersøges, men ingen ved, hvad de leder efter. Alle familiemedlemmer skal interviewes, og alt skal fotograferes som dokumentation.

Soldaterne bliver beordret til at vælge huse, hvor de ved, at der IKKE er nogle problemer. Derved er de med til at skabte en stor frygt i den palæstinensiske befolkning. “I går var det hos naboen – har de ikke rent mel i posen? Hvornår bliver det vores tur? Hvorfor kommer de her – er der en i familien, som er involveret i ulovligheder?” Ingen kan føle sig sikre.

Vores guide fortalte om, hvordan han i begyndelsen var meget grundig med at fotografere alting. Derefter prøvede han på at aflevere billederne til sin overordnede, som overhovedet ikke var interesseret i billederne. Efter flere forsøg på at aflevere billederne gav han til sidst op og indså, at de ikke skulle bruges til noget som helst – ud over at skræmme folk.

Besøg i en palæstinensisk landsby

Vi stoppede flere steder undervejs, bl.a. i den lille palæstinensiske landsby Susya, hvor vi blev præsenteret for en af landsbyens beboere, som beredvilligt viste os rundt og svarede på alle vores spørgsmål.

Palæstinenserne boede tidligere på den anden side af den asfalterede vej, men da israelerne i 1983 fandt oldgamle ruiner efter en synagoge på deres jordområde, blev de beordret til at flytte et andet sted hen på deres egen jord.

De bor nu i nogle små interimistiske skure uden vand, el eller kloakering. Vand er dog deres største problem – og generelt en kæmpe udfordring i hele Mellemøsten.

De havde selv gravet en brønd, men den var blevet ødelagt, da israelske soldater havde puttet motoren fra en gammel bil derned og forskellige giftstoffer havde forurenet vandet. Det ville være forholdsvist nemt at rense brønden, men det er ulovligt for landsbyboerne, og de bliver derfor nød til at købe alt deres vand meget dyrt. De vil gerne betale for at få lagt en vandledning ind, men får at vide, at det er ulovligt.

Palæstinenserne i denne lille landsby kæmper dagligt mod jødiske bosættere i området, som angriberne dem, når de går og arbejder på deres egne marker.

På Vestbredden fungerer to love samtidig – den israelske lov, som gælder alle israelere (jøder) og den militære lov, som gælder alle palæstinensere. Et eksempel på forskelsbehandling er, at hvis en israeler bliver anholdt, så skal han ifølge israelsk lov for en dommer inden 24 timer. Hvis en palæstinenser bliver anholdt, så skal han ifølge den militære lov for en dommer inden 8 dage.

Det israelske militær har ingen beføjelser overfor bosættere. De kan ikke anholdes, så de kan i realiteten gøre, som de har lyst til og behandle deres palæstinensiske naboer, som det passer dem. Alle palæstinensere er mistænkte indtil andet er bevist.

Fremtidsdrømme

En spurgte til palæstinenserens fremtidsdrøm. Han svarede følgende tre ting: At jeg kan bygge mit eget hus, at mine børn kan gå sikkert til og fra skole, og at vi i fremtiden ikke skal dokumentere bosætternes angreb på os. Ja, for os lyder det jo som en menneskeret! Det var en meget intens dag med mange nye indtryk.

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget På Vestbredden med Breaking the Silence blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Betlehem

twodanesontour — Fri, 02 Jan 2015 20:47:00 +0000

Et af Anne Maries helt store ønsker på denne rejse var at komme en tur til Betlehem. De andre gange, hun har været i Israel, har det af både sikkerhedsmæssige årsager og på grund af tidspres ikke kunne lade sig gøre. Så nu skulle det være!

Vi (Sanne, Rasmus og Anne Marie) begav os på gåben ned til den lille busstation. Den ligger lige uden for Damascus Gate ved den gamle by. Her hoppede vi på lokalbus nr. 21 til Betlehem for den nette sum af 8 shekel (12,50 kr.).

Ca. en halv time senere ankom vi til den gamle by med det meget kendte bysbarn Jesus. Det er i dag en arabisk by, men med en anseelig kristen minoritet, som også præger bybilledet.

Denne gade hedder intet mindre end Starstreet

Krybbepladsen og Fødselskirken

Da vi steg ud af bussen, fik vi mange tilbud fra forskellige taxachauffører. Men vi besluttede at begynde med at udforske byen til fods.

Første stop blev Krybbepladsen og Fødselskirken. Altså det sted, hvor der engang i det herrens år 0 angiveligt stod en gammel, slidt stald med dyr, og hvor det nyfødte Jesus-barn blev lagt i en krybbe, mens hyrderne holdt hvil ude på marken.

Det var en meget speciel oplevelse at besøge kirken. For det første er hoveddøren kun ca. en meter høj, så man nærmest skal kravle ind. Derfor kaldes den også Ydmyghedens dør, da alle, som skal ind ad den, må bukke sig i ydmyghed. I murværket ses omkredsen af den langt større og oprindelige dør, som blev delvist muret til under tyrkernes herredømme. Dette skete for at forhindre fjender i at ride ind i kirken til hest, som åbenbart var kutyme dengang.

Kirken ejes i dag af tre forskellige kristne trosretninger – Den græsk-Ortodokse kirke, Den armenske kirke og Den Romersk katolske kirke, og mange af os husker at have set et klip i TV-Avisen for et par år siden, hvor de forskellige kristne trosretninger kom op at slås med koste! Men da vi besøgte kirken, var der nu rimelig fredeligt.

Der var dog en del andre turister. Så vi måtte stå i kø for at komme hen og se ”stjernen i gulvet”, som markerer præcis det sted, hvor Jesus kom til verden.

Det var også markeret, hvor den oprindelige krybbe havde stået. Men folkemængden gjorde, at vi ikke havde særlig lang tid til at dvæle ved de forskellige hellige steder.

På vej ud kom vi forbi et stort sidekapel, hvor der var fyldt af mennesker til gudstjeneste. De var lige midt i at synge en tysk julesalme, så vi brummede lidt med på melodien.

Ude igen besluttede vi os for at smage på nogle skønne lune falafler. Vi købte en lille pose og satte os på en bænk i solen på Krybbepladsen. Her guffede vi i os, mens vi så på de mange mennesker, der gik forbi.

Banksy i Betlehem

Efter at have gået lidt rundt i Betlehems gader besluttede vi at tage en taxa. Vi ville gerne ud og se Banksy’s berømte grafitikunst, som præger murene rundt omkring i Betlehem.

Hvis du ikke kender Banksy, så kan vi lige kort fortælle, at han er en ”anonym” britisk kunstner, som ofte laver politisk-satiriske værker. Han er meget samfundskritisk og imod krig og kapitalisme. Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle forvente af denne taxatur, da vi ikke kendte taxachaufføren. Og vi havde heller ikke rigtig sat os ind i, hvad vi egentlig skulle rundt og se. Men det viste sig at blive en rigtig interessant og spændende tur!

Chaufføren var rigtig god til at køre os hen til de mest interessante steder og til at fortælle om alt, hvad vi så under vejs. Ud over at se diverse Banksy-malerier, så viste han os også, hvordan et palæstinensisk hus var blevet omringet af mure på alle sider, da de bor tæt på gravmonumentet for Rachel.

På besøg i en flygtningelejr

Vores chauffør kørte os derefter ud i flygtningelejren Aida. Her har der boet palæstinensiske flygtninge siden 1950 og i dag bor der ca. 5000 mennesker i lejren, som nu i vores øjne mere minder om en bydel.

I lejren kunne vi se de israelske vagttårne, som var forsøgt brændt af, og hvordan huset overfor det ene vagttår havde tydelige skudhuller. I dette ”brændpunkt” går børn fortsat i skole og voksne mennesker på arbejde for at forsøge at opretholde en så normal hverdag som mulig.

Efter en fantastisk rundtur sagde vi farvel til vores chauffør på Krybbepladsen og skyndte os igen hen til det kendte falafel-bageri Afteem. Vi måtte simpelthen have flere falafler – og nu fandt vi også ud af, at de havde den skønneste lime/mynte-juice, som det endte med, at vi fyldte vores vandflasker op med, inden vi tog bussen tilbage til Jerusalem.

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Betlehem blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På tur til Det døde Hav

twodanesontour — Fri, 02 Jan 2015 20:46:00 +0000

I løbet af vores uge i Jerusalem var vi på flere ture til Vestbredden bl.a til Det døde Hav. Februar 2014 var en meget rolig periode i Israel og på Vestbredden, og det var muligt med få forholdsregler at begive sig ud på egen hånd.

Den ene dag fandt vi taxachaufføren Ayman, som for ca. 900 kr. ville køre os på en heldagstur. Vi aftalte, at vi skulle stoppe ved den gamle jødiske bjergby Masada, naturreservatet Ein Gedi, Det døde Hav og til sidst verdens ældste stadig beboede by Jeriko.

Gåtur til Masada

Vi begyndte ved Masada, hvor vi valgte at gå op ad Slangestien. Og selv om det var en formiddag i februar, så var det allerede MEGET varmt. Det er også muligt at tage en kabelbane. Men vi ville have den fulde oplevelse af at gå, som man gjorde det, da fæstningen blev grundlagt i år 161 f. kr.

Masada er den dag i dag et stærkt symbol på den jødiske modstand mod andres overherredømme over dem. Legenden lyder, at mens der boede ca. 1000 mænd, kvinder og børn på klippetoppen i ca. år 72 e. kr. belejrede romerne fæstningen og forsøgte at sulte og tørste folk ned fra bjerget. Folk havde imidlertid en større vandresurse og madkamre, så det var ikke sådan lige til. Og da befolkningen på bjerget til sidst var så truet, at der ikke var nogen udvej, valgte de at begå kollektivt selvmord. Hellere det end at overgive sig.

Fra Masada er der en fantastisk udsigt ud over ørkenen, Det Døde Hav og Jordan i det fjerne.

Ein Gedi

Nede igen kørte vi til Ein Gedi. Her fulgtes vi med en del israelske skoleklasser til de nærliggende vandfald.

Vi så også de sjove dyr hyrax, klippegrævlinger, som folk ofte tror, er gnavere. Men det forlyder, at de i familie med elefanten. Hvordan det så end hænger sammen? Ein Gedi er et større naturreservat, og har man god tid og gode benmuskler, så venter der nogle rigtig flotte vandreture her. Vi tog bare den ”sædvanlige” turistrute.

Det døde Hav

Derefter trængte vi til en tur i Det døde Hav. Det kan vel dårligt kaldes en dukkert, da vandet jo er så salt, at det er umuligt at dykke ned i det. Og samtidig svier det så for vildt i øjne, næse og mund, så man slet ikke får lyst til at prøve.

Rasmus og Martin forsøgte sig med diverse gakkede svømmearter. Og Anne Marie besluttede sig for, at det var sidste gang, at hun har badet i Det Døde Hav. Nu har hun prøvet 4 gange og det svier lige meget hver gang.

Jeriko

Vores chauffør havde ventet på os i skyggen, og nu begav vi os tilbage mod Jeriko. Stedet hvor bymurene faldt, dengang Joshua befalede, at israliterne skulle gå rundt om og trutte i nogle horn.

Vi halvblundede lidt i bilen og vågnede først rigtig op, da vi holdt under et meget stort, gammelt træ et sted i Jeriko. Her blev vi snart overfaldet af en meget energisk postkortsælger.

Han fortalte os, at det var det selvsamme træ, som tolderen Sakæus, ifølge bibelen, kravlede op i for bedre at kunne se Jesus, da han kom forbi engang for snart 2000 år siden. Det var noget af en oplevelse at vågne op til denne bid af bibelen, da vi ikke anede, at dette træ stadig fandtes. Eller at det stod i Jeriko for den sags skyld.

Besøg i et kloster

Vi kørte til nogle ruiner i Jeriko, der viste sig at være den ældste by på jorden, som har været beboet uafbrudt de sidste 11.000 år. Vi droppede dog at gå ind, da vi hellere ville en tur op til et kloster.

Vi vidste ikke rigtig hvad der foregik, men pludselig havde vores taxachauffør fået os over i en anden gammel bil, som med en lokalguide skulle køre os til klosteret. Man kunne også tage en svævebane, men det var dyrt og den var ved at lukke.

Den gamle bil hostede noget, og vi vidste ikke rigtig, om vi kunne stole på vores nye ”guide”. Han kørte ad nogle mærkelige små bagveje. Men pludselig stoppede han for foden at et bjerg og sagde, at vi bare skulle gå op ad alle trapperne. Deroppe ville han sørge for, at vi ville blive lukket ind af en munk. Vi var lidt betænkelige ved det hele, men begav os op til en dør, som førte ind i bjergklosteret. Og her blev vi rigtig nok lukket ind og vist lidt rundt.

Dette kloster er bygget oven på det sted, hvor det siges, at Jesus overnattede dengang, han gik rundt i ørkenen i 40 dage og blev fristet af djævlen. Endnu et stykke bibelhistorie åbenbarede sig for os. Og helt uden at det var derfor, vi kom forbi.

Tilbage ved ruinerne forsøgte vores nye ”guide” at lokke os ind i ruinparken, men vi var for trætte og svedige, så vi hoppede over i vores egen taxa igen og kørte tilbage til Jerusalem, hvor vi fik et velfortjent lokalt måltid på en lille restaurant.

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget På tur til Det døde Hav blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Jerusalem

twodanesontour — Fri, 02 Jan 2015 20:27:00 +0000

I februar 2014 havde vi en fantastisk uge i Israel. Anne Marie har været i Israel to gange før og har altid fortalt meget begejstret om det. Men det var Rasmus’ første tur. Derudover havde vi igen taget vores gode venner Martin og Sanne med. Denne rejse skulle have fokus på Jerusalem og omegn, og vi kan godt afsløre med det samme, at der var masser af store oplevelser i vente.

Ben Gurion Lufthavn

Efter det sædvanlige paskontrol-cirkus kom vi alle fire vel ind i landet. Af en eller anden grund skal israelske paskontrollører altid spørge om de samme mærkelige ting. For eksempel havde Rasmus fornøjelsen af følgende dialog med en medarbejder: ”What’s the name of your father?” ”Finn” ”What?” ”Finn!” ”What is the name of your grandfather?” ”Børge” ”What?” ”Børge!” ”What did you say?” ”BØRGE!” ”OK? Where were you born?” ”Nykøbing Falster” – Derefter var der ikke yderligere spørgsmål, og vi er spændte på, hvad de vil bruge svarene til?

Til dem det måtte interessere, kan vi fortælle, at de ikke længere stempler turisters pas i Ben Gurion Lufthavnen. I stedet får man et lille løst “visitkort” med sit pasbillede på til at lægge i passet. Derved har man efterfølgende mulighed for at rejse til andre mellemøstlige lande, uden at man skal forbi Borgerservice efter et nyt pas.

Abraham Hostels

Vi tog en taxa fra lufthavnen til Jerusalem, hvor vi havde booket to dobbeltværelser på Abraham Hostels. Dette hostel ligger rimelig centralt, og så tilbyder de både ture rundt i hele Israel samt forskellige sociale events på hostelet hver aften. Et rigtig godt sted for backpackere i alle aldre. En ekstra særlig grund til, at vi gerne ville bo her, var, at de tilbød et kokke-kursus mandag aften. Og det har vi på andre rejser haft meget sjov ud af.

Da Anne Marie jo havde været i Israel to gange før, påtog hun sig straks guiderollen og lagde et tætpakket program for hele ugen. Der var så meget, som hun gerne ville vise frem, gense og udforske. Og for første gang nogen sinde på en ferie, var hun først i bad (næsten) hver morgen!

Jaffa Road og “gratis” byrundtur

Vi begyndte vores Jerusalem-udforskning med en tur ned af Jaffa Road, som for nogle år siden er blevet lukket af for biltrafik. Det er en bred boulevard med masser af butikker, hvor der nu kun kører et letbanetog. Gaden føles nu let og luftig – ja til tider nærmest mennesketom.

Jaffa Road tog os direkte ned til Jaffa Gate. En af de mest kendte porte ind til Den gamle by. Herfra tog vi en ”gratis” guidet rundtur på et par timer. Men ak og ve. Gratis er ikke altid lig med gratis…

Vores ellers udmærkede guide gentog igen og igen at vores drikkepenge til ham ville være med til at bestemme, om han og hans kone fik en god eller en dårlig dag…

Selvfølgelig vil vi gerne give drikkepenge for en gratis byrundtur. Men vi vil ikke føle os pressede til det. Og vi har slet ikke lyst til at blive belært om, hvor meget vi BURDE give, samt hvad drikkepengeniveauet i Europa er osv. Så desværre endte det faktisk med, at vores guide fik mindre af os, end hans guidede tur egentlig havde fortjent.

Den gamle by

Når man træder ind i Jerusalems gamle by, er det som at træde tilbage i tiden. Det meste af bydelen er overdækket og lukket af for trafik, da gaderne simpelthen er så smalle og fyldt med trapper, at der ikke kan køre biler. Det er som én stor bazar med små boder, butikker, restauranter og hellige steder i et stort virvar.

Jerusalem er hellig for tre af verdens store religioner: Jødedommen, islam og kristendommen. Derfor har byen gennem årtusinder også været vidne til masser af konflikter de forskellige folk imellem.

Grundet de forskellige religioner, er byen delt op i fire kvarterer: Det jødiske, det muslimske, det kristne og det armenske (som også er kristent). Kvartererne ligger så tæt, at det er svært for turister at vide, hvornår man går fra det ene kvarter og ind i det andet, men efterhånden som man begiver sig rundt i Den gamle by, begynder man at bemærke små forskelligheder kvartererne imellem. Og efter et par dage kan man også begynde at finde lidt rundt i denne store labyrint eller menneskelige myretue.

Grædemuren

Både inden for og uden for murene er der masser af hellige steder, og vi besøgte en del af dem. Et must er jo selvfølgelig Grædemuren, jødernes helligste sted, hvor tusindvis kommer hver dag for at bede og begræde tabet af Templet, som tidligere lå på Tempelbjerget lige oven for Grædemuren.

Klippemoskeen og Al Aqsa moskeen

Nu ligger der i stedet Klippemoskeen og Al aqsa moskeen – det tredje helligste sted for muslimer efter Mekka og Medina. Her mødte vi tilfældigt Naser Khader, som var på tur med en større flok danskere.

Vi nåede dog kun lige at tage et par billeder på pladsen, inden vi igen blev sendt ud – det var blevet tid til formiddagsbøn.

Oliebjerget og Gethsemane have

En morgen tog vi en taxa op til Oliebjerget, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Jerusalem med Klippemoskeens kuppel i centrum.

Vi gik ned ad Oliebjerget langs den store jødiske kirkegård til Gethsemane have, hvor Jesus ifølge bibelen blev forrådt af Judas. Det er vildt at tænke på, at de oliventræer, som står her nu, er så gamle, at de kunne have stået der på Jesu tid.

I Gethsemane have ligger også den flotte Alle nationers kirke. Især den store mosaik på forsiden af kirken er helt fantastisk. Det var en fortryllende morgenstund og en rigtig dejlig gåtur.

Via Dolorosa

Inden for murene i Den gamle by kan man gå Via Dolorosa – Smertens vej. Den vej Jesus gik med korset. Vi undersøgte muligheden for at gå denne rute sammen med nogle franciskanermunke. De guider turister gennem turen hver fredag kl. 15. Men da vi fandt ud af, at det ville tage 4 timer at gå 800 meter, så besluttede vi at guide os selv. Vi havde også en middagsaftale i Tel Aviv senere, så det kunne vi ikke helt få til at harmonere.

Udstyret med en guidebog og app’en “Jerusalem Old City, Audio walking tours” begav vi os frejdigt afsted. Selve Via Dolorosa er afmærket med 9 stationer, hvor man stopper op og ser nogle af de steder, hvor Jesus gjorde dette og hint.

Til sidst ender man ved den store Gravkirke, som menes at være bygget oven på det sted, hvor Golgata lå, og hvor Jesus blev korsfæstet. Inde i denne kirke findes de sidste 5 stationer, hvor Jesus bl.a. blev korsfæstet og lagt i graven.

Der var fyldt med turister i Gravkirken, så vi opgav faktisk at stå i kø til det sted, hvor Jesus blev begravet. Vi skulle nok have stået i kø i små to timer for at få lov til at gå forbi på 8 sekunder.

Favoritrestaurant og kokkekursus

Ud over at se de forskellige hellige og historiske steder i byen, brugte vi også tid på at finde små listige steder at spise. Favoritten blev klart Hotel Ambassador, som ligger i Østjerusalem, og som var et af AM’s stamsteder, da hun var på kursus i Jerusalem i 2009. Her kan man få skøn mellemøstlig mad til yderst rimelige priser og om sommeren kan man sidde i gårdhaven under beduinmarkiser og ryge vandpibe – super hyggeligt.

Som tidligere nævnt, tilbød vores hostel Abrahams et israelsk kokkekursus med en tidligere kok.

Han tog os med hen og købe ind på det store Mahane Yehuda marked, hvor der faktisk også ligger en del små spændende restauranter. Vi blev trukket ind i forskellige små butikker, hvor kokken viste varerne frem og lod os købe det, som vi havde brug for til aftensmaden – flere steder med smagsprøver.

Derefter gik vi tilbage til det store fælleskøkken på Abraham hostel og så blev der snittet og hakket til den store guldmedalje. Vi lavede to slags salater, tabuleh, en mellemøstlig kødsovs med ris til, bagte auberginer med dadelsirup, feta og tahine, blomkål med tahine og dadelsirup, et par ”dyppelser”, hjemmebagte brød og friske jordbær til dessert.

Da al maden stod på bordet, var der fællesspisning for os, der havde været med til at lave den.

Kort visit i Tel Aviv

Efter nogle fantastiske dage i Jerusalem med vidunderligt forårsvejr i februar måned, kørte vi til Tel Aviv, hvor vi bl.a. skulle besøge vores gode venner Diana og Eldad. De havde lavet et fantastisk måltid mad og snakken gik lystigt til langt ud på aftenen.

Vi kunne godt have brugt endnu flere dage i den skønne og moderne by Tel Aviv. Sanne kunne have fortalt os i timevis om Bauhaus-arkitekturen, vi kunne have gået lange ture langs stranden og siddet på endnu flere små hyggelige barer i Jaffa. Men det må blive næste gang.

Læs også: Jordan

Læs også: Musandam, Oman

Du kan også finde alle vores blogindlæg fra Israel

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Facebook

Twitter

Indlægget Jerusalem blev først udgivet på Two Danes On Tour.