Rejseåret 2020 endte med at blive helt anderledes, end vi havde regnet med, da vi skålede godt nytår i Kaliningrad d. 31. december 2019. Corona-virus satte dagsordenen både i folks private hjem, på arbejdspladser og på rejselivet. Også for os. Men vi har forsøgt at tage det hele med godt humør og er i 2020 gået all in på natur- og madoplevelser i Danmark.
For hvad var alternativet egentlig? At sidde derhjemme og surmule? Det ligger ikke til os. Så vi pakkede Caddy Camperen, vandrestøvlerne og kameraet og drog igen og igen ud på tur. Og det skulle vise sig, at der var masser at opleve.
Hvis 2019 for os var bjørnens år, så blev 2020 uglens år.
Og vi er allerede spændte på, hvilket år 2021 bliver 🙂
I får her en oversigt over, hvad rejseåret 2020 har budt på for os måned for måned:
Januar
Da vi holdt nytår i Rusland, startede 2020 jo selvsagt her. Det var spændende at komme til et helt nyt sted, som alligevel ligger så tæt på Danmark, men er så forskelligt. Vi nød vores dage i Kaliningrad og gjorde vores bedste for at finde interessante steder og lækker mad.
Hjemme igen begyndte arbejde og hverdagsforpligtigelser, men midt i januar pakkede vi kameraudstyret i bilen og kørte på sæltur til Falsterbo i Sverige. Det blev en dejlig tur med masser af sæler.
Læs om vores rejse til Kaliningrad
Læs om sæler ved Falsterbo
Februar
I februar kørte vi en tur til Hesede skov for at lede efter den relativt sjældne høgeugle, som havde taget ophold der i flere måneder. Det var spændende at gå på uglejagt, og vi var meget euforiske, da vi fandt vidunderet. Det blev starten på en stor kærlighedsaffære med ugler dette år.
I vinterferien rejste vi en uge til Grækenland. Turen bød på masser af dejlig græsk mad, sightseeing og slentreture i Athen samt et par dagsture ud af byen.
Sidst på måneden tog vi på fugletur til Lolland sammen med birderne og bloggerne fra Albicilla Explorer.
Læs om alle vores møder med ugler
Se alle vores blogindlæg fra Grækenland
Marts
Vi skulle have været en tur til Sverige og se de mange traner ved Hornborgasjön, men det satte Coronaen en stor fed stopper for.
Marts blev en meget stille måned hvad rejser og blog angår. Ja, vi mistede faktisk helt lysten til at skrive blog. Vi aflyste alt i kalenderen, holdt os mest hjemme og sang i stedet med Phillip Faber.
April
Vores rejse til Kirgisistan blev selvfølgelig også aflyst. I stedet begyndte vi at kigge os om efter skønne naturoplevelser i vores nærområde.
En tidlig morgen gik vi ind i Merritskov på Lolland for at lede efter bisonokser og vildsvin. Det blev en fantastisk spændende oplevelse.
Sidst på måneden fik vi et hint om at der var ugleunger i Corzelitze skov på Nordfalster, og så gik uglejagten for alvor ind.
Læs om bisonokser og vildsvin.
Maj
Rasmus skulle have været et smut til Wales og besøge en kammerat. Det blev af gode grunde også aflyst. I stedet fortsatte vi vores uglejagt med en smuk natugle på en kirkegård på Falster og to skønne ture til Lille Vildmose i Nordjylland. Her faldt vi helt i svime over en mosehornugle og de skønne rævehvalpe.
Læs om rævehvalpe i Lille Vildmose
Juni
Juni bød på den smukkeste lupinmark på Lolland. Af en eller anden grund gav det os en masse filippinske følgere på Facebook, som begyndte at skrive til os for at finde ud af, hvordan man kom til Landet med offentlig trafik. Vi kunne nok have tjent kassen, hvis vi havde tilbudt privatguidede ture i Caddy Camperen 🙂
Det var også i juni, at vi satte gang i vores Naturlandet 2020 challenge. Udfordringen gik ud på at gå mindst 12 ud af 16 ture på Lolland og Falster inden udgangen af oktober. Vi fandt hurtigt ud af, at det var en perfekt måde for os at komme ud i naturen, se nye steder og få lidt kilometer i benene, så vi besluttede os for at gå alle 16 ture.
Juli
Vores sommerferie til Brasilien og Argentina blev aflyst. Vi kunne nok godt have rejst til Norge, Island eller Malta, men besluttede, at når det ikke kunne blive Amazonas, så måtte det blive skønne Danmark dette år. Hver gang drog vi af sted i Caddy Camperen og levede primitivt med bad på havnene. Dog flottede vi os, når det gjaldt madoplevelser.
Af forskellige grunde blev vores sommerferie hugget over i tre dele. Først kørte vi til Djursland. Vi gik tur i Mols Bjerge, nød hyggelige Ebeltoft og besøgte en masse af Thomas Dambo’s skønne trolde. Vi var også et smut forbi Hjarnø.
Næste tur gik til Blåvand, Fanø og Mandø. Vi forelskede os i Sønderho, fandt rav på Vaden og gik hele vejen ud på Koresand, for at se efter sæler. Det var sommerferie, når det er bedst.
Sidste Jyllandstur gik til Nordjylland, hvor vi mødtes med vores gode ven Martin. Vi besøgte Rebild bakker, Vejlerne, Bulbjerg samt Stor og Lille Vildmose. Vi var også et smut forbi Egholm. Derudover gav vi den gas på Fjerritslev kro, hvor vi to gange tog den helt store menu og blev forkælet, som var vi kongelige.
Læs om vores tur til Djursland
Læs om vores tur til Sydvestjylland
Læs om Hjarnø
Læs om Fanø
Læs om Mandø
August
Sommerferien var kun lige slut, da vi tog et mikroeventyr til Agersø i Storebælt. Vi gik ture langs vandet, spiste på den lokale kro og sov i Caddy Camperen.
September
September er tit en god måned for naturoplevelse, og 2020 var ingen undtagelse. Vi rejste et smut til Falsterbo i Sverige sammen med birderne fra Albicilla Explorer. Det var spændende at være på tur med nogle rigtig proffer, som kunne identificere alle de fugle, vi så. Den største oplevelse for os blev den smukke grønspætte, som vi ikke havde set før.
To gange gik turen også til Sønderjylland med håbet om at se sort sol.
Første weekend boede vi i Højer og nød de mange stære ved Aventoft. Anden weekend sov vi i Caddyen og kørte, efter et stop i Aventoft, ned i Nordtyskland, hvor vi blandt andet besøgte øen Nordstrand. Vi blev klart inspireret til at tage flere ture til den tyske del af Vadehavet i fremtiden.
Oktober
Efterårsferien til Italien med hele familien Lyngsøe blev aflyst. Lombardiet blev i stedet skiftet ud med Løgumkloster. Vi besøgte Rømø, Mandø og Als samt så sort sol i Aventoft. Da den øvrige familie kørte hjem, kørte vi videre i Caddyen og gjorde stop i skønne Ribe, Skjern enge, Tipperne og Blåvand.
Vi fik også afsluttet vores Naturlandet 2020 challenge. Det var en super oplevelse og med dejlige præmier til følge. Ud over hver en lækker løbetrøje, vandt Anne Marie en shelterovernatning i en af Naturlandet Lolland Falsters mange sheltere. Rasmus vandt en frokost for to på Restaurant Fjorden i Nakskov. De to præmier skal vi have indløst, når det igen bliver forår.
Sidst på måneden tog vi på et rigtigt spændende, udfordrende og lærerigt fotokursus i Skandinavisk dyrepark med naturfotograf Morten Hilmer. Vi blev vildt udfordret og fik sved på panden, men også masser af gode fif og nyt gå-på-mod til at blive endnu dygtigere til at fotografere vilde dyr i naturen.
November
I november blev vores tur til Nordnorge for at snorkle med spækhuggere aflyst for tredje år i træk. 2018 pga. diskusprolaps, 2019 pga. brækket lillefinger og gipsarm til følge, 2020 pga Corona. Men denne gang kunne vi da ikke skyde skylden på Rasmus 😉
Vi kørte i stedet en tur til Kirke Værløse og Vestre Kirkegård i København for at se skovhornugler, og vi fandt virkelig ud af hvor gode disse ugler er til at camouflere sig! Havde vi ikke fået dem udpeget på Vestre Kirkegård af Mads Hagen, havde vi aldrig fået dem at se! Tjek gerne Mads’ hjemmeside ud. Han er en af Danmarks store unge talentfulde naturfotografer.
December
Igen blev en tur til Norge aflyst. Vi skulle have været til Tromsø og holde nytår sammen med Rasmus’ forældre. I stedet har vi haft en stille juleferie herhjemme, hvor vi besluttede at gå 16 ture på 16 dage.
Og nu kigger vi frem mod et nyt år. Rejseåret 2020 blev slet ikke, som vi havde troet, og vi har ingen anelse om, hvad det nye år vil bringe. Får vi mulighed for at rejse til udlandet? Eller bliver det endnu en sommer i Danmark? Vi har besluttet, at hvad end vi bliver præsenteret for, så vil vi få det bedste ud af det. 2021 kan bare komme an!
Og så lidt statistik
Antal blogindlæg skrevet: 17 – hvilket er under halvdelen af det, vi plejer at skrive. Men lysten til at skrive har desværre manglet det meste af året.
Mest læste blogindlæg: The Caddy Camper – Danmarks billigste autocamper
Synes godt om på Facebook: 1369 – en stigning på 263. Tak for det! 🙂
Følgere på Instagram: 3129
Overnatninger i Caddy Camperen: 41
Til sammenligning sov vi 16 nætter i Caddyen i 2019.
Stempler i ø-passet: 7
Hjarnø, Fanø, Mandø, Egholm, Agersø, Als, Rømø
(Rømø er lidt uautoriseret, da øen først er kommet til med det nye oplag af ø-passet. Men kører du ind på turistinformationen, kan du stemple dit ø-pas alligevel)
Ture over Storebælt: 11
Antal lande besøgt:
Rasmus: 3
Nye lande: Grækenland
Anne Marie: 3
Nye lande: 0
Årets største oplevelser med dyr: høgeugle, natugleunger, mosehornugle, skovhornugle, grønspætte, sortspætte, skægmejse, blåhals, natravn, odinshane, fiskeørn, rævehvalpe, odder.
Ja, det var mange, men tiden har jo været til det.
Two Danes On Tour i medierne og omtaler
Vi har skrevet en artikel om vores bjørnetur til Finland i Rejsemagasinet Globen
TV2Øst bad os om et interview, efter vi havde delt vores blogindlæg om bisonokser og vildsvin i Merritskov.
Vi har været gæstebloggere hos Afoot om vores elskede Tromsø.
Vi gæstebloggede også hos Travelmarket om Danmarks ukendte steder
Naturlandet Lolland-Falster brugte vores blogindlæg om bisonokser og vildsvin i Merritskov som svar på et af deres hemmelige spørgsmål i deres Naturlandet 2020 Challenge.
Vi blev igen kåret blandt de 15 bedste danske rejsebloggere af Tea Tougaard.
Vi var at finde bag låge nr. 7 i Miss-Worlds julekalender med vores indlæg om Mandø.
Tak fordi du læste med. Husk, du kan altid følge vores rejser ved at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi både poster nye blogindlæg og kommer med opdateringer, når vi er på eventyr. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour.