Roadtrip i Libanon

Efter godt 24 timer i Beirut (som I nok skal få lov til at høre om en anden god dag), blev vi hentet af vores chauffør Ali fra Lebanon Tours, som vi havde lavet en aftale med de næste fire dage. Vi havde planlagt et roadtrip i Libanon, som vi var meget spændte på, da der havde været lidt forviklinger undervejs. 

At finde den rigtige guide

Det havde nemlig været lidt af et show overhovedet at finde en chauffør, som ville køre os rundt i Libanon til en rimelig pris. Samtidig havde vi også et noget usædvanligt krav i et land, som endnu ikke rigtigt er gearet til turister. 

Vi ville nemlig ikke have 4 éndagsture ud og ind af Beirut, hvilket ellers er det, der tilbydes alle steder. Vi ønskede ikke at bruge 2-3 timer hver dag på at komme tilbage til Beirut. Både pga. tidsforbruget men også fordi vi godt kan lide at bruge mere tid samt overnatte i forskellige byer. Det giver ofte et helt andet indryk af en by eller et sted, når alle éndagsturisterne er taget afsted. Så er det lige som om, at byen igen viser sit rigtige jeg. 

Mange mails og beskeder senere…

Vi havde i første omgang spurgt i diverse rejseforum på Facebook, om der var andre rejsende, som havde haft en god chauffør til en fornuftig pris. Der var vi bl.a. kommet i kontakt med en libaneser bosat i Danmark, som skrev, at hun gerne ville hjælpe os mod betaling.

Vi havde en del skriverier frem og tilbage, og det endte også med, at hun havde fundet to forskellige chauffører. Den ene meldte dog fra af personlige årsager, og den anden kom med en yderst ublu pris på 220 USD pr. dag + brændstof, som vi på ingen måde ville betale.

Derefter skrev vi til en 3-4 andre chauffører, som enten var ude af landet, optaget eller forlangte 180 USD pr. dag og derudover 50 USD pr. nat til chaufføren, fordi vi ikke ville med tilbage til Beirut – så det ville jo blive meget dyrt. Vi afviste derfor den ene chauffør efter den anden.

Og hvis du nu sidder og tænker: Jamen, hvad er en rimelig pris? så kan vi da fortælle, at normale dagsture ind og ud af Beirut koster mellem 95 og 150 US pr. dag med bil og chauffør og stop undervejs, alt efter hvor langt rundt i landet man skal.

Lebanon tours

Til sidst skrev vi via What’s app til en chauffør, som hed Hussein, og han skrev tilbage, at hans firma Lebanon tours kunne gøre det for 150 US pr dag – også selv om vi ikke ville med retur til Beirut hver nat. Det lød jo rigtig lovende.
Men bedst som vi troede, at vi havde styr på det, så mistede vi ligesom kontakten til Hussein. Når vi skrev noget til ham, svarede han ikke, eller også kom der enstavelsesord tilbage flere dage senere.

Til sidst oprandt dagen for vores afrejse, og vi blev enige om, at vi måtte se, hvad der skete, når vi kom til Libanon. “Hvad er det værste, der kan ske?” har været vores valgsprog i mange år.

Hvis det ikke lykkedes med chaufføren, måtte vi jo enten gå ud på gaden og finde en taxa eller tage bussen rundt i landet, hvilket skulle være meget billigt, men også ret besværligt. Man kan jo heller ikke bare få lov til at stå ud af bussen og tage et billede, når man har lyst.

Lørdag formiddag skrev vi lidt halvhjertet til Hussein: Vi håber at se dig i morgen kl. 9 – og fik svar tilbage: “See you tommorow at 9.00 am”. Så kort kunne det gøres!

Første møde med Ali og de libanesiske veje

Ali, som åbenbart arbejdede for Mr. Hussein, holdt klar søndag morgen lidt i 9 som aftalt. Og det skulle snart vise sig, at det var en af hans store forcer. Han kom hver dag for tidligt, hvilket passede os fortrinligt. 

Snart begav vi os ud i Beiruts hektiske trafik. Vi kørte mod syd, forbi lufthavnen, og snart efter drejede vi af og kørte op i bjergene. Her blev trafikken mindre og vejene smallere med mange sving. (Hurra for Sea bands mod køresyge).

Ali fortalte, at der sker utrolig mange trafikuheld i Libanon hver dag. Største årsag: mobiltelefoner! Men også høj fart og hensynsløs kørsel. (Det skulle dog ikke holde ham selv tilbage for at ringe, smse og rode med gps, mens han styrede uden om biler, knallerter og traktorer). 

Vi lod hurtigt mærke til, at alle tre ting var mere reglen end undtagelsen for billister i Libanon, og priste os derfor lykkelige for, at vi havde valgt ikke at leje bil og køre selv. Nu kunne vi bare læne os tilbage og nyde turen uden at skulle kigge på gps og forsøge at forstå de uskrevne libanesiske  kørselsregler, som vi her vil forsøge at gengive:

• Hold tilbage for mig, jeg kommer fra venstre
• 1 dyt = jeg er her, har du set mig?
• 2 dyt = jeg har set dig. Kom bare, jeg venter.
• 2 dyt = jeg er taxa/pirattaxa, vil du med?
• Hornet i bund = du har virkelig kvajet dig/min tålmodighed er fuldstændig brugt op!
• Bak aldrig på en motorvej eller ensrettet gade – med mindre du er kørt forkert, skal noget vigtigt eller møder en gammel ven!
• Parkér hvor du vil, men husk advarselsblinket hvis du parkerer i 2. eller 3. vognbane.
• Overhaling indenom? Intet problem! Er det ikke det, der er meningen?

Deir El-Qamar

Mens vi kørte gennem bjerglandskabet fortalte Ali, at mange af de små landsbyer langs vejen er beboet af drusere. Et folkefærd, som vi før har stiftet bekendtskab med i Golan-højderne, da vi havde et spændende besøg hos en drusefamilie.

Her i Libanon lever der cirka 250.000 drusere, og de kan ofte kendes på deres påklædning, som for mændende består af sort eller mørkeblå skjorte og pludderbukser kaldet sherwal samt en hvid hovedbeklædning. Ligeledes er kvinderne ofte i sorte kjoler og tynde hvide hovedtørklæder.

Første stop denne dag blev byen Deir El-Qamar, som er berømt for sine gamle stenhuse med røde tegltage og små snævre gader. Derudover findes her både maronitiske kirker, muslimske moskeer og en jødisk befolkningsgruppe af anseelig størrelse.

Byen fungerer som sommerpalads for den libanesiske præsident, og der står således en skulptur af Libanons første præsident Bechara El Khoury på torvet.

Vi blev dog ikke så længe i den smukke by, og snart gik turen videre til slottet Beiteddine. 

Beiteddine

Lige da vi ankom var vi lidt usikre på, hvor vi var, og om det overhovedet var noget for os. Men vi betalte alligevel 10.000 lira pr. person (50 danske kr) og kom først ind på en stor tom gårdsplads, som vi efterfølgende har læst måler 107 gange 45 meter. Vi kiggede lidt på hinanden og blev enige om, at vi snart kunne være ude igen, hvis det fortsatte sådan her.  

Vi gik gennem en port og kom ind i nogle lange gange, hvor der hang mosaikbilleder på væggene. Det var egentlig meget flot og mindede os både om ridderbyen Akko i Israel og mosaiklandkortet i Madaba i Jordan. Så nu steg humøret lidt.

 

Vi gik også lige ovenpå for at kigge og pludselig åbnede slottet sig for os. Ahhh, det var det, som alle snakkede om. Nu forstod vi det bedre.

Vi kom ud i en meget fin gård med springvand og fantastiske udsmykninger på døre og vinduer.

Indenfor var der også masser at kigge på. Blandt andet nogle flotte vinduesmosaikker, smukke lofter og mange gamle møbler.

Og sådan endte det med, at Beiteddine blev en meget fin oplevelse, da vi endelig forstod, hvad det var, vi var kommet efter. Det kunne vi selvfølgelig også have læst lidt op på hjemmefra, men vi havde haft rigeligt at holde styr på. Nogle gange skal man også bare tage tingene som de kommer og opleve det, som åbenbarer sig for en.

Aanjar

Vores roadtrip i Libanon fortsatte mod Bekaa-dalen og byen Aanjar, som ligger rimelig tæt på den syriske grænse. Derfor kom der også flere og flere flygtningetelte, som var slået lidt tilfældigt op på marker eller tomme byggegrunde i og omkring byen.

Det vælter ind i Libanon med flygtninge fra det krigshærgede Syrien, og de skal selvfølgelig have et sted at bo. Derfor får de udleveret telte fra FN og en månedlig støtte på 150 USD pr. person.

Når man tænker på, HVOR stor flygtningekrisen er i Libanon i disse år med rundt regnet 1,4 millioner syrere, så var vi overraskede over at se så få, som gik rundt og tiggede. Der var et par enkelte – hovedsageligt ældre kvinder – i Beirut, og nogle stykker i et lyskryds i Aanjar, som forsøgte at tigge penge fra bilisterne. Ellers oplevede vi det ikke.

Ali mente også, at når vi nu var så tæt på den syriske grænse, så skulle vi da helt hen og se den. Og som sagt så gjort. Han kørte til vi var ca. 25 meter fra grænsen, så vi kunne se grænsevagterne og ingenmandsland, og så vendte han rundt og kørte tilbage igen. Det kunne vi selvfølgelig ikke få lov til at fotografere, så kameraet forblev i tasken.

Ruinerne i Aanjar

I Aanjar ligger der et ruinområde med et palads og en moské, som kan dateres tilbage til det 8. århundrede, da Umayyad-kalifatet erobrede området og anlagde byen. Den var dengang et vigtigt knudepunkt på handelsruterne mellem Tiberias og Homs, Beirut og Damascus samt Baalbek og Sidon.

Ruinbyen Aanjar er 374 meter x 308 meter og omgivet af 2 meter tykke mure. Der har været 36 tårne samt fire hjørnetårne langs muren. Området er meget overskueligt med lige veje, hvoraf de to store hovedveje går nord-syd og øst-vest. I midten er der fire søjler. 

Der er mest tilbage af det, som tidligere har været kendt, som det store palads.

Aanjar er et fint sted at besøge, hvis man interesserer sig for historiske ruiner eller gerne vil besøge UNESCO steder. Derudover kan man også finde nogle meget smukke firben. Entreen på 6000 lira pr. person (30 kr), synes vi, var meget rimelig.

Overvejer du også en rejse til Libanon? Og kunne du tænke dig at komme i kontakt med Lebanon Tours, så kan Mr. Hussein kontaktes via hjemmesiden eller What’s App på +961 70 809 737 (forvent dog ikke, at han svarer lige med det samme…)

Vil du se vores blogindlæg fra Libanon, så kig forbi her.

Vi anbefaler også gerne et par andre blogindlæg:

Fra Iran: Til te hos nomadefolk

Fra De Forenede Arabiske Emirater: På jagt efter oryx

Som altid bliver vi rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her vil du kunne se, når vi skriver nye blogindlæg, og når vi er på farten. Næste rejse går til Tromsø i slutningen af november.