Sydsjælland har fået en ny spændende turistattraktion. Skovtårnet er 45 meter højt og har en flot udsigt ud over skov og marker.
Vi har længe haft kig på dette fine tårn. Først på Instagram, hvor vi har fulgt Camp Adventure siden engang i efteråret. Og derefter fra motorvejen, hvor vi de sidste par uger inden åbningen kunne begynde at se byggeriet over trætoppene, når vi kørte hjem fra København.
På tur til Skovtårnet
For et par uger siden kørte vi og Rasmus’ familie til Rønnede for at bestige det flotte tårn. Det var dog ikke den bedste vejrudsigt, men vi begav os alligevel af sted.
Vi havde nemlig fundet ud af, at man ved at bestille billet online dagen før, kunne spare 25 kr. pr. mand – og det bliver jo også til penge, når man er otte afsted. Børn op til 6 år kommer gratis ind – men dem har vi ingen af 😉 Hent blot en “børnebillet” gratis i receptionen.
Ud over selve billetprisen skal man også betale 50 kr. for parkering. Og parkeringspladsen er kæmpe stor! Så det kan blive en længere gåtur, hvis I parkerer i begyndelsen af pladsen.
Plankebro i skøn natur
Fra ankomstområdet, hvor man også kan hvile sig og købe en forfriskning, begav vi os snart af sted på den nyanlagte plankebro, som gik gennem den flotte bøgeskov.
Undervejs havde vi udsigt til Klatreparken, som man også kan bestille billet til. Det var dog ikke en del af vores mission denne dag.
Plankebroen snoede sig dejligt gennem skoven, og der var rigeligt tid til at snakke og glæde sig til selve skovtårnet på den over 1 km lange gåtur. Undervejs talte vi alle de skovsnegle, som vi kom forbi og kiggede efter fugle.
Opad mod toppen
Pludselig åbenbarede skovtårnet sig for os forude. Det var spændende at komme helt tæt på, og vi var straks klar til turen op. Inden skulle vi dog igen scanne vores billetter, så smid dem ikke væk undervejs – eller hav dem klar på telefonen.
Vi lagde straks mærke til de fine træer, som gror midt i tårnet. Turen gik rundt og rundt om dem, og vi kom tættere og tættere på deres kroner. En rigtig fin effekt!
Turen gik op ad en jævnt skrånende rampe på 650 meter, og der er på intet tidspunkt trin eller andre forhindringer, så kørestolebrugere og børn i klapvogne kan også deltage. Der var i alt 12 omgange at gå, men det føltes nu ikke langt.
Tårnet er konstrueret af stålrør og 7.750 egetræsbrædder. Det er designet som et timeglas og er meget smukt, hvis du spørger os.
Fantastisk udsigt
Øverst er der en fuld cirkel, som man kan gå rundt så mange gange man ønsker. Der er en fantastisk udsigt over Sydsjælland, og man skulle efter sigende kunne se helt til Øresundsbroen og Turning Torso i Malmø på en klar og skyfri dag.
Det var dog ikke det vejr, vi var kommet af sted i. Det var selvfølgelig ærgerligt for vores billeder – men ikke for vores oplevelse. Vi havde nemlig hele tårnet for os selv, da vi nåede toppen. Og det udnyttede Karen til lige at slå et par vejrmøller 🙂
Og toppen af tårnet er virkelig smuk! Vi ville næsten ikke ned igen, da vi først var kommet op.
Men ned igen kom vi jo selvfølgelig 🙂
Og så gik det nu ad plankebroen en anden vej tilbage til Camp Adventure gennem skoven. Denne gang kom vi bl.a. forbi et par træer, som stod så flot lige midt i stien – det var der taget pænt hensyn til.
Vi havde en rigtig dejlig aften ved Skovtårnet, og det er et sted, som man med fordel kunne besøge på alle årstider. Det ville både være smukt med efterårsfarver, et tykt lag sne og lysegrønne forårsskud. Prisen er dog til den pebrede side! 125 kr. pr. person (plus parkering) eller 500 kr. for et årskort vil desværre nok afskrække en del børnefamilier, da det hurtigt løber op. Og det er faktisk rigtig ærgerligt. For stedet er fantastisk.
Vi har i april besøgt et lignende tårn på Rügen, hvor prisen var 75 kr. – og der havde vi ikke engang bestilt i forvejen. Det er en mere rimelig pris, synes vi.
Læs også: Danmark dejligst – Møn
Læs også: Danmark dejligst – Askø og Lilleø
Du er meget velkommen til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her viser vi billeder, når vi er på farten og du kan også se, når vi poster nye indlæg her på bloggen. Næste tur går til Tromsø og Svalbard midt i juli.
Reiselinda says:
Dessa torn verkar dyka upp överallt nu för tiden! Vi besökte det på Rügen nu i maj och vari Beelitz Heilstätten förra året. Nu ser du ut till att vi måste ta en sväng till Danmark också, för detta ser jättetrevligt ut!
twodanesontour says:
Jaaa, I må da klart forbi det fine Skovtårn i Danmark 🙂 Det skulle være det eneste tårn af denne slags i Skandinavien.
Glade hilsner
Anne Marie