Roadtrip på Reykjanes og i Den blå lagune

Selvom de fleste, der kommer til Island, lander i Keflavik lufthavn på halvøen Reykjanes, så er det de færreste, som udforsker denne del af Island – ja, det skulle da kun lige være et stop i Den blå lagune. Men vi satte os for at se nærmere på dette hjørne af landet, som ligger så tæt på Reykjavik og har masser af naturoplevelser at byde på.

Roadtrip på Reykjanes, Island

Første stop blev imidlertid lufthavnen, hvor vi var landet to dage før. Denne gang kom vi forbi for at hente Anne Maries rygsæk, som havde været et smut omkring Riga…

Brimketill og Gunnuhver

Nu gik turen mod Brimketill, som er en gammel lavaformation formet som en pool. Havet slår voldsomt ind over og du kan godt risikere at blive våd på en blæsende dag.

Brimkjetill, Reykjanes, Island

Undervejs stoppede vi lige kort ved Den blå lagune, og vi kan godt forstå, at folk er fascinerede af området og det turkisblå vand. Det ser jo helt fantastisk ud! Man kan gå en meget fin tur i området også selvom man ikke skal besøge lagunen. 

Området omkring Den blå lagune

Efter Brimketill kørte vi til Gunnuhver hot springs, som er et termalsk område med kæmpe underjordisk aktivitet. Her er boblende mudder og dampende huller.

Termisk aktivitet på Reykjanes

Især det ene sted kommer der en voldsom dampsky op, og når man befinder sig inde i dampen, kan man blive helt væk og forvirret over, hvad der er øst og vest. Samtidig er det jo logisk nok en våd fornøjelse at løbe igennem en dampsøjle – men også en meget sjov oplevelse!

Brúin Milli Heimsálfa

Selvom vi ved Þingvellir allerede havde oplevet at gå imellem de to kontinentalplader, så ville vi gerne prøve det igen. Derfor slog vi et smut forbi Brúin Milli Heimsálfa – broen imellem kontinenter.

Broen mellem to kontinenter, Reykjanes

Broen er symbolsk men giver et meget godt overblik over området, og det er også en meget sjov oplevelse at stå under broen imellem de to tektoniske plader. Og så kan man jo altid lave lidt foto-spas 🙂

Sjov ved Broen mellem to kontinenter, Island

Lækker frokost i Grindavík

Oven på en oplevelsesrig formiddag på Reykjanes i blæst og til tider regn, var det blevet tid til frokost i Grindavík. Vi havde fået anbefalet Café Bryggjan og deres hummersuppe af Pernille. Ella nøjedes med deres lækre brød og en sodavand, imens vi sluprede løs af den lækre “spis hvad du kan-hummersuppe” med brød og vand samt efterfølgende kaffe inkluderet, for en pris på 200 kr./mand. De solgte også smørrebrød, lammesuppe og forskellige kager, hvis hummeren ikke frister.

Det var en meget hyggelig café, med masser af billeder og ting fra lokalområdet. Og en meget snaksalig vært, som gerne fortalte om alle klenodierne.

Cafe Bryggen, Grindavik, Island

På jagt efter en varm kilde

Vi havde håbet, at skulle se lunder ved fuglefjeldet Krisuvikurberg. Men på grund af det dårlige vejr blev vi hurtigt enige om i stedet at finde en varm kilde i naturen, som vi kunne nedsænke vores kroppe i og få varmen.

Vi gjorde et kort stop ved Grænavatn og nød udsigten over søen, inden vi fortsatte vores søgen på den varme kilde. Vi kørte lidt frem og tilbage, men der var ingen tydelige markeringer af, hvor kilden var, så det var godt, at Rasmus havde skrevet GPS-koordinaterne ned. Vi kørte lidt off road ad et lille spor ude i ingenting, og var lidt slukørede da sporet lige pludselig stoppede. Men skuffelsen blev hurtigt vendt til glæde og eufori, da Rasmus så damp stige op fra et lille vandhul. Trods vejret var vi nu ikke længere i tvivl om, at vi alle 3 ville trodse køleskabskulden på omkring de 5 grader og hoppe i baljen.

Turens største oplevelse

Så efter et hurtigt tøjskift i bilen, og en lille løbetur gennem regnen kun iført badetøj, sad vi kort efter ude “in the middle of nowhere” i vores egen lille kilde omgivet af 34 grader varmt vand. Ella beskrev nok oplevelsen bedst ved kort og kontant at konstatere: “Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle opleve!”

Det der med at sidde ude i en varm kilde i naturen var klart et af vores største oplevelser i Island tilbage i 2005. Og det blev det også denne gang. Der er altså noget helt særligt, når der hverken er omklædningsrum, brusere – eller andre mennesker. Bare os og den smukke islandske natur.

 

Krýsuvík

Vi sluttede en oplevelsesrig dag af ved Krýsuvík termalske område også kaldet Seltún. Stedet minder om Gunnuhver men uden så meget damp – til gengæld ligger det lidt højere og giver derfor en bedre udsigt.

Hvis du har set billeder af et hjerte på en fjeldside, så er det også her på Reykjanes, det findes. Vi havde ikke selv læst om det på forhånd, men synes, at det var sjovt at finde det tilfældigt.

Den blå lagune

Hjemmefra havde vi på nettet bestilt billetter til Den blå lagune. Det er lidt en dyr oplevelse, men vi synes, at Ella skulle opleve dette sted, som alle taler om. 

Der er flere forskellige prisklasser alt efter hvor meget forkælelse du vil betale for. Vi købte nogle af de billigste billetter til ca. 620,- pr person. Børn under 12 år er gratis ifølge med en voksen. Til gengæld skal man dele skab.

Vil man have de aller billigste billetter til 420,- kan man først komme ind sent om aftenen og har således max to timer i vandet. Det var ikke lige oplagt med børn.
Da vi skulle flyve hjem kl. 14, havde vi bestilt billetter til kl. 8, når de åbnede. Det ville give os godt 3½ time i det turkise vand, inden vi skulle i lufthavnen.

Kø…

Da vi ankom undrede vi os over, at der stod rigtig mange mennesker i kø. Men vi skulle snart finde ud af hvorfor. Hele computersystemet i Den blå lagune var gået ned. Som i totalt sammenbrud. Det betød, at ingen kunne komme ind, da alt foregår elektronisk: betaling, skabe, køb af drikkevarer i baren mv.
Så der var ikke andet for end at stille sig op i køen sammen med alle de andre… Personalet tog sig af os så godt de kunne og udleverede vandflasker, ispinde, småkager og kaffe. Men løse de tekniske problemer kunne de ikke. Da klokken nærmede sig 9, begyndte de næste gæster at dukke op. Og da klokken nærmede sig 10 kom det tredje hold ind af døren.

Endelig…

Endelig klokken 10 virkede computerne igen og meget hurtigt fik personalet alle ind og i baljen blå.

Det var dejligt endelig at komme ned i det varme vand efter to timer i kø. Vi tog masser af billeder, prøvede ansigtsmaske og skulle selvfølgelig også prøve den udendørs bar. Ja, den halvanden time vi havde til at bade i gik alt for stærkt, og snart skulle vi med flyveren hjem.

Hjemme igen skrev Rasmus et pænt brev til Den blå lagune og beklagede, at vi fik reduceret vores besøg med to timer. Et par dage efter var der svar. Vi ville få alle pengene refunderet. Det synes vi var helt i orden og en rigtig god service. 

Læs også: Hvalsafari ved Skjervøy

Læs også: Fantastiske Færøerne

Eller se alle vores blogindlæg fra Island

Vi bliver som altid rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour eller følge os på Instagram @twodanesontour. Det er mange gange sjovere at skrive blogindlæg, hvis der er følgere, som læser dem.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

  1. Krýsuvík, Krýsuvíkurbjarg, innsjøen, hjertet i fjellsiden og Den blå lagune er kjente steder for meg. De andre har jeg ikke besøkt. Opplevelsen i den varme kilden minner meget om da jeg badet i en varm kilde ved havet på nord-Island, i regnvær og noen få plussgrader. Der var det riktignok en bitteliten, avsidesliggende campingplass, så helt øde var det ikke, men det var ikke så mange folk der.

    • twodanesontour says:

      Hej Marianne
      Ja, at bade i en lille bitte kilde er bare det bedste! Og det gør kun oplevelsen større, når der er regn i luften. Det er helt fantastisk, når man har det næsten for sig selv og bare kan nyde roen og naturen.
      Glade rejsehilsner
      Anne Marie

  2. Så mye flott dere rakk tross det trasige været. 😀 Bildet med broen var riktig så gøy. Jeg husker også den herlige følelsen av å finne seg noen varme kilder midt i ingensteds på Island, hvor man kunne bade i deilig varmt vann. 🙂 Og hjelpes, koster virkelig den Blå Lagune over 400 kroner nå? Det er jo helt villt.

    • twodanesontour says:

      Hej Renate
      De varme kilder i naturen er det aller bedste, synes vi.
      Og jeg har lige kigget på beløbet, vi fik tilbage fra Den blå lagune. Vi havde faktisk givet over 600 kr. pr. person! Så jeg fik lige rettet indlægget til takket være din kommentar.
      Er spændt på, hvor din næste rejse går hen.
      Glade rejsehilsner
      Anne Marie

  3. Thomas says:

    Er de der GPS-koordinaterne til den bedste varme-kilde-oplevelse noget, som I vil ud med? 😉 (vi tager snart af sted)
    Tak i øvrigt for god grundig gennemgang – vi er ikke vant til at rejse, så vi er noget spændte om vi klarer den ,9

    • twodanesontour says:

      Hej Thomas
      Dejligt at høre, at I har kunne bruge vores beskrivelser fra Island. Send os en privatbesked på amboye16@yahoo.dk omkring den varme kilde.
      Rigtig god tur til Island – det skal nok blive en super fed oplevelse for hele familien.
      Vh. Anne Marie

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.