Da jeg læste, at der i Berat ligger en gammel borg, hvor folk stadig bor inden for murene, og der både er restauranter og hoteller, var jeg ikke i tvivl. Det måtte jeg simpelthen opleve. Og jeg ville ikke nøjes. Jeg kiggede med det samme på hoteller oppe på borgen og ikke nede i byen. Jeg skulle bo lige i smørhullet.

Hurtigt faldt jeg for det lille, hyggelige familiedrevne hotel Klea. Jeg bookede det på Booking.com til kun 26 Euro/193 kr. for en nat inklusiv morgenmad. Men hvis du også vil bo der, så vær hurtig. De har kun fire dobbeltværelser. Og jeg ved ikke, om det er ligeså billigt hele året rundt, eller om det var fordi, at det var ved at være udenfor turistsæsonen. Men et bargin det var det!

Bus til Berat

Næste morgen delte jeg en taxa med en fyr fra mit hostel i Tirana og ud til busstationen. Vær opmærksom på at busser til destinationer i Albanien afgår fra Stacioni i autobuzëve ndërqytetës zona Jug (Meget mundret navn…) Ikke at forveksle med den internationale busstation i Tirana, som har busser ud af landet til Nordmakedonien, Grækenland, Kosovo, Serbien osv. 

Den omtalte busstation ligger 4-5 km fra centrum af Tirana, og det kostede os næsten 700 leke/45 kr. at køre derud i en taxa med meter.

På busstationen holdt der alverdens busser i alle mulige størrelser og standarder. Der var masser af mænd, som gerne ville hjælpe mig med at finde den rigtige bus. Jeg oplevede dem kun som flinke og hjælpsomme. 

Min bus afgik kl. 8.50 (Den går ca. en gang i timen) og turen kostede 500 leke/32 kr og tog to timer. Bussen kørte først til Dürres (uden dog at køre ind i selve byen) og drejede så på motorvejen mod syd. Det var ikke en særlig smuk tur, da der var motorvej og industri næsten hele vejen.

I Berat stoppede bussen ved busstationen, som ligger ca. to kilometer uden for byen. Jeg valgte at gå ind til Berat og tog den hurtigste, men noget stejle vej op til borgen.

Jeg brugte bare Maps.me og fandt en lidt uofficiel vej gennem et boligkvarter med store granatæbler på træerne, pludrende damer og høns, smukke sommerfugle og grusveje, som aldrig havde set en klat asfalt.   

Borgen i Berat

Jeg indrømmer, at det var varmt og lidt anstrengende at gå op til borgen, men også dejligt, da jeg nåede frem og kunne se den første byport.

Om sommeren koster det penge at gå eller køre denne vej ind i borgen, men her i oktober var det ganske gratis. På maps.me kan man se andre veje, som er gratis at gå. Jeg prøvede dem ikke, for det var jo ikke nødvendigt.

Man kan også på denne årstid køre hele vejen ind på borgen, så hvis man er dårligt gående, er det en god mulighed. Hvordan tilkørselsforholdene er om sommeren, kender jeg ikke noget til. 

Hotel Klea

Jeg tjekkede straks ind på Hotel Klea, som fuldt ud levede op til mine forventninger om et hyggeligt hotel på en borg i Albanien.

Værelset med eget bad og toilet var også hyggeligt og holdt i gammel stil.

Det aller bedste var dog udsigten. Alle huse og mure er holdt i hvidt med gamle brune terracotta-tage. Virkelig charmerende, hvis du spørger mig. 

Gåtur på borgen

Så var det blevet tid til at udforske borgen. Indrømmet; der er ikke de helt store turistattraktioner – altså bortset fra de smalle gader, de fine huse, hvor der stadig bor folk, de mange sommerfugle på skrænterne, en gammel kirke og to minareter efter moskeer og så den fantastiske udsigt ned over byen. Jeg var godt underholdt!

Berat er optaget på Unescos Verdesnarvsliste, da det er en af de få byer der fortsat er holdt i osmannisk stil så mange år efter, at osmannerne forlod den. Og der skulle have fundet mange slag sted her, da borgen og byen ligger centralt placeret i Albanien. 

Der er selvfølgelig turistboder, hvor de sælger tæpper og souvenirers. Men jeg mødte ingen anmassende sælgere. Jeg kunne gå helt uforstyrret og nyde udsigterne og kigge på de forskellige ting, hvis jeg havde lyst til det. Faktisk syntes jeg, at det første tæppe var ret flot. Men jeg kunne jo ikke slæbe det med hjem, så jeg lod det hænge.

Billig frokost

Inden jeg tog en gåtur mere rundt i Berat, spiste jeg en lille frokost foran en lokal restaurant. Maden var hjemmelavet og beskeden, men den mest velsmagende moussaka. Bedre end noget jeg nogen sinde har fået i Grækenland. Og så kostede sådan et stykke mig 13 kr. Ja tak til de priser!

Mange tager bare en dagstur fra Tirana eller Dürres til Berat, og det kan man også sagtens. Men jeg synes, at der ofte sker noget magisk og roligt omkring kl. 17, når alle dagsturisterne forlader byen. Så kommer de lokale frem og lever det almindelige liv. Man får altid et helt andet indtryk af de meget turistede steder, når man vælger at overnatte.

Jeg nød solnedgangen og det bløde eftermiddagslys og havde nærmest det hele for mig selv her hen under aften.

En hyggelig aften

Jeg valgte at spise aftenmad på hotel Klea. I den lille restaurant sidder man på lune lammeskind. 

Jeg bestilte lam bagt i ovnen med ris og yoghurt og en tomatsalat til. Først mente tjeneren, at jeg skulle bestille noget andet, da det ville tage lidt tid at forberede. Men jeg havde min bog med og masser af tid, så det ville jeg gerne vente på. 

Bagefter kom tjeneren med en hjemmelavet mandeldessert på husets regning, som han mente, at jeg bare skulle prøve. Den smagte dejligt og var en fin afslutning på middagen. 

Af en eller anden grund var jeg den eneste gæst i restauranten, selvom alle fire værelser var beboede. Den unge tjener, og barnebarn i familien, sørgede dog så godt for mig, så det blev en rigtig hyggelig aften. Ja, det endte ligefrem med, at vi drak raki sammen. Det havde jeg jo ikke oplevet, hvis jeg kun havde taget en dagstur. 

Efter en god nats søvn spiste jeg en fantastisk morgenmad på hotellets overdækkede terrasse. Det gjorde starten på min dag ekstra god.  

Byen Berat

Jeg tog en sidste tur rundt på borgen, inden jeg tjekkede ud fra hotellet og gik den stejle vej ned til selve byen. En vej som ikke er for gangbesværede. 

Berat bliver kaldt “Byen med de 1000 vinduer” og skulle efter sigende være et fantastisk syn om aftenen, når der er lys i alle vinduerne. Men det fik jeg ikke set i denne omgang. Der hyggede jeg mig oppe på Hotel Klea i stedet for. 

Byen er ikke så stor, så jeg tog bare en hurtig rundtur op og ned ad hovedgaden, hvor jeg især lod mærke til alle de små specialforretninger, som efterhånden er uddøde i Danmark. Her var både bager, slagter, grønthandler og kafferisteri.

Derefter gik jeg over broen til den anden side af floden og så det lille boligområde, som jeg kunne se oppe fra borgen dagen før. Her kan man også bosætte sig. Der var flere små guesthouses med skilte foran døren. 

Fra den anden side af floden var der en fin udsigt til bjerget med borgen. Og som den blå himmel afslører, så havde jeg det skønneste vejr med ca. 22 grader de dage, jeg var i Albanien. 

Til sidst tog jeg en taxa til busstationen og derfra bussen tilbage til Tirana.

Det var en dejlig ferie i ferien at tage en overnatning i Berat, og jeg anbefaler byen og især Hotel Klea til alle, som måtte rejse til Albanien. Et lille, dejligt overset land på Balkan, som har meget at tilbyde rejsende, som er ude på at opleve eventyr, autencitet og smuk natur. Jeg håber ikke, at det er sidste gang, at jeg har været i Albanien. Der er masser af fede steder, som jeg gerne vil udforske.

Følg med

Hvis du ikke allerede gør det, så håber jeg, at du har lyst til at følge med på sociale medier:
Facebook: Two Danes On Tour
Instagram: @twodanesontour

I øjeblikket bor og arbejder jeg i Ittoqqortoormiit i Østgrønland, så du kan godt regne med masser af billeder af sne og nordlys.

Som altid anbefaler jeg også et par tidligere blogindlæg, som du måske kunne finde interessant:

Læs også: Ávila, Spanien

Læs også: Nordlys i Tromsø

Læs også: Helt tæt på hvalrosser

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Borgen i Berat blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Byen er oprindeligt bygget i forbindelse med en sølvmine i en lille dal mellem bjergene. Guanajuato er dog for længst vokset ud af dalen og breder sig nu op af alle bjergsiderne.

Byens huse er utrolig farverige, og her er ingen restriktioner eller farvekodeks, som skal overholdes. Lyserød, grøn, gul, blå, orange, lilla – you name it! Alle farver blander sig i de snørklede brostensbelagte gader.

Til gengæld er der skrappe regler for neonreklamer og lyskurve, som er totalt forbudte i det historiske centrum. 

Her er store kirker, skyggefulde plazaer med træer klippet runde i facon og et fantastisk flot teater lige midt i byen. Og så er Guanajuato også berømt for sit store tunnel-vejnet, som findes under det historiske centrum, og som gør transport ind og ud af byen muligt.  

Musik og sang i gaderne

Byen oser af god stemning, men især om aftenen er der liv i gaderne. Optrædende tager folk med på “callejoneadas” – gåture rundt i de labyrintiske gader, med sang og musik samt spas og løjer undervejs. Vi betalte ikke selv for at gå med på sådan en tur, men vi mødte de optrædende hver aften og stoppede nogle gange op for at lytte til en sang eller to.

Og så havde de et af deres stop lige neden for vores hotel, så vi havde således glæde af dem hver aften kl. 21 og kl. 22.30. Vi synes dog, at det var både hyggeligt og stemningsfult på trods af, at det var de samme sange, vi hørte hver gang. 

Mens vi var i Guanajuato havde vi bosat os i det historiske centrum på det lille familiedrevne hotel Casa de Pita. Hver morgen kl. 9 var der fælles morgenmad for hotellets beboere i køkkenet. Her mødte vi rejsende fra hele Mexico samt resten af verden, og snakken gik lystigt på flere sprog.

Fra hotellets tagterrasse var der den skønneste udsigt over den farverige by. Vi var derfor godt tilfredse med valg af hotel.

Callejón Del beso

Guanajuatos mest kendte og mest fotograferede gade er uden tvivl den smalle Callejón Del Beso – kyssepassagen. 

Flere gamle sagn fortæller – ikke nødvendigvis samstemmende – om de to unge mennesker, Doña Carmen og Don Luis, som var blevet forelskede i hinanden. Der kunne dog ikke blive tale om et giftemål, proklamerede pigens strenge far.

Den unge fyr var listig og sørgede for at bruge sine surt tjente penge fra minearbejdet til komme til at bo i huset overfor Doña Carmens. Og da gaden var så smal, kunne de om aftenen, i ly af mørket, nå hinanden fra hver deres altan. 

En aften gik det imidlertid galt. De kom til at støje – eller også havde faderen hørt rygter i byen. Han overraskede dem i hvert fald. Og imens de stod og kyssede, kom Doña Carmens far listende ud på altanen og stak sin egen datter bagfra med en kniv. Luis holdt hende ifølge et af sagnene i hånden til den blev kold, og gav hende et sidste kys, imens et andet fortæller, at Don Luis faldt ud over altanen og slog sig ihjel i mødet med det tredje trin. 

Og uanset hvilket sagn man tror på, så er gaden nu berømt, og hvis man stiller sig på tredje trin (som engang har været malet rødt) og kysser sin elskede på munden, så vil man opleve 7 års held i kærlighed. Det måtte vi selvfølgelig prøve.

Kabelbane til den flotteste udsigt over Guanajuato

Midt i byen ligger det store, fantastiske nyklassicistiske teater Juarez, som anses for at være det smukkeste i hele landet. Lige bagved teateret ligger indgangen til kabelbanen. Det koster 50 pesos pr. vej at køre med. 

På toppen er der en stor statue af den lokale folkehelt Juan José de los Reyes Martínes, bedre kendt som El Pípila. Han var en fattig minearbejder, der deltog i præsten Miguel Hidalgos oprørshær under den mexicanske uafhængighedskrig i 1810-1811. Under et opgør mod spanierne, bandt El Pípila en stor flad sten på ryggen for at beskytte sig mod soldaternes kugler. Derefter kravlede han med en fakkel og en spand tjære hen til døren, hvor fjenden havde forskanset sig. Han smurte døren ind i tjære og stak ild til den. Det kostede ham livet, men han blev en stor folkehelt, og i 1930 blev dette kæmpe monument rejst til ære for ham. 

Udsigten over byen var formidabel, så den blev nydt, inden vi tog kabelbanen ned igen.

Guanajuato var virkelig et dejligt bekendtskab, og vi nød vores fire dage i fulde drag, hvor vi fik travet gaderne tynde på jagt efter masser af oplevelser.

I næste blogindlæg fortæller vi bl.a. om vores oplevelse på byens bizarre mumiemuseum. Vi kan godt afsløre, at det ikke er for sarte sjæle

Læs også: Vores guide til Mexicos pyramider

Læs også: På skildpaddejagt

Eller se alle vores indlæg fra Mexico

Vi bliver rigtig glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du se masser af rejsebilleder, når vi er på tur og følge med i, hvornår vi udgiver nye blogindlæg. Du er også meget velkommen til at følge os på Instagram @twodanesontour

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Fantastiske Guanajuato blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Dengang tog vi den lokale hønsebus de ca. 50 km uden for Mexico City, og Anne Marie husker stadig, hvordan musikanter stod af og på for at spille for passagererne i håbet om at tjene et par pesos, ligesom små indianerkvinder i farverigt tøj solgte tamales, frugt og snacks fra små flettede kurve.

Genbesøg til Teotihuacan

Da vi i år planlagde vores ophold i Mexico City sammen med Cesar, spurgte han, om vi havde lyst til at tage en tur til Teotihuacan. Og selv om vi havde været der før, så ville vi begge gerne gense dette imponerende sted, som selvfølgelig har en plads på listen over Unesco Kulturarvssteder.
Vi pakkede derfor bilen inklusiv Cesars datter Fer og hans svigermor! Jo, det skulle nok blive en herlig tur.

Vild trafik og farverige forstader

Først kørte vi gennem hele Mexico City, som hver morgen og aften er noget af en udfordring. Men som Uber-chauffør, kender Cesar sin vej rundt i millionbyen.

Vel ude på den anden side, var der motorvej hele vejen til Teotihuacan, så turen gik forholdsvis hurtigt. Undervejs så vi nogle af de farverige forstader, hvor turister dog ikke skal bevæge sig ind på egen hånd pga. sikkerheden – eller mangel på samme.

Teotihuacan

Vel fremme blev vi mødt af den ene salgstale efter den anden fra guider, som gerne ville tjene en skilling på at vise os rundt. Vi fandt dog ud af selv at køre til zone 5, hvor vi købte indgangsbilletter til 70 pesos for voksne – ca. 25 danske kroner. Herfra var der kort vej til det, det hele handler om. De fantastiske pyramider.

Teotihuacan blev bygget omkring 300 år f.kr. Navnet betyder Gudernes sted, og var den største by i det, der bliver kaldt det præ-columbianske Amerika – altså før spanierne ankom og vendte op og ned på det hele. Ifølge Aztekerne var det lige netop her, at Guderne mødtes for at planlægge skabelsen af mennesket.

Man mener, at da byen Teotihuacan var på sit højeste, boede der 65.000 mennesker. Faktisk voksede Teotihuacan sig først stor efter at pyramiden Cuicuilco, som vi besøgte dagen før, mistede sin betydning, da den blev oversvømmet af lava i forbindelse med vulkanudbruddet fra Xitle.

Op på Solen

Havde det stået til os, så var vi nok kørt herud da pyramiderne åbnede kl. 8 om morgenen, men nu nærmede klokken sig 11 i stedet for.

Vi skyndte os derfor at kravle op på Solen, den største pyramide, inden middagsheden for alvor satte ind.

Udgravninger har vist, at pyramiden ikke indeholder et gravkammer, men der har i fordums tid været et tempel på toppen. I følge historikere tilbad Aztekerne solen ved dette tempel, og det er derfra, at pyramiden har fået sit navn.

Lige som sidst var det fantastisk at bestige Solen. Husk dog, at opstigningen måske ikke er for alle. Der er langt op, trinnene er stejle og nogle gange høje, og folk med højdeskræk vil nok ikke bryde sig om det. Men dem, som kommer helt til tops, bliver belønnet med en ubeskrivelig udsigt til den anden store pyramide kaldet Månen, og vi nød det i fulde drag!

Vel nede igen gik vi ad Dødens Avenue mod netop Månen. Man mener, at denne vej har været brugt til optog, som har gået forbi Solen og ned til Månepladsen.

Undervejs så vi et maleri på en af væggene af en puma, som for aztekerne var et helligt dyr. Fantastisk at dette gamle maleri stadig eksisterer!

Og så en tur på Månen

På Månen kan man kun kravle op til den første platform, som er ca. halvvejs til toppen. Og trinnene er endnu stejlere!

Men op skulle vi da. Sådan ligesom for gammelt venskabs skyld – og selvfølgelig for at se Solen fra Månen!

Til højre for Månen (hvis du står neden for og kigger op på den) havde vi luret, at man kunne klappe foran nogle af trapperne, og så gav det et sjovt rungende ekko. Skulle du komme til Teotihuacan, så se om du kan finde det rigtige sted.

Til venstre for Månen, kan man nu komme ind og se nogle tidligere boliger, som er blevet “renoveret”. Det er vi altså ret sikre på, at man ikke kunne se sidst, vi var her. I dette område er der også små butikker, hvor man kan købe is og vand og komme på toilettet.

Inden vi kørte tilbage mod Mexico City, besøgte vi også museet tæt på indgangen. Der var mange fine ting og skilte på både spansk og engelsk.

Der er også en model af hele området, så man kan få et bedre overblik og virkelig få en fornemmelse af, hvor stort området er. Og når du har købt billet, er dette museum med i prisen

Endnu engang var det en stor oplevelse at besøge Teotihuacan, og det er klart et must see, hvis du bare er lidt historieinteresseret og kommer forbi Mexico City. Denne gang var vi i egen bil. Det er også muligt at tage en almindelig bus derud, eller hoppe med på en af de mange ture, som hver dag afgår fra Mexico City.

Læs også: Chichén Itzá
Læs også: Calakmul, Mexico

Vi deler masser af dejlige billeder fra Mexico på Facebook og Instagram @twodanesontour. Alle er meget velkomne til at synes godt om og følge os. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Teotihuacan blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Med privatchauffør til Persepolis

Vi fik vores hotel til at skaffe os en chauffør, som kunne lidt engelsk. Hvis man skal fra Shiraz til Yadz, er det en fordel, at stoppe ved Persepolis på vejen, men da vi ikke har tid til at besøge denne by på vores kun 10 dage i Iran, blev det i stedet en 5 timers eftermiddagstur, så vi fik mulighed for at nyde solnedgangen ved Persepolis.

Undervejs fik vi vores chauffør til at stoppe langs vejen, hvor der blev solgt vandmeloner. Det er altid sjovt og lidt udfordrende at handle med folk, når vi ikke har samme sprog. Men humøret var højt, og snart var handelen i hus.

Nekropolis

Inden vi kom til Persepolis, stoppede vi ved Nekropolis – dødens by, også kaldet Naqsh-e Rustam på farsi. Dette gravkomplex ligger kun 6 km fra selve Persepolis. Her så vi 4 gamle Achæmenide-kongegrave fra oldtidens Persien. Achæmeniderne tilbad zoroaster-religionen. Der findes stadig zoroaster-tilbedere i både Iran og Indien i dag. De dyrker deres religion i ildtempler, hvor en evig flamme brænder.

Zoroasterne tror på, at verden er skabt af fire elementer: jord, vand, ild og luft. Disse fire elementer må ikke forurenes, og derfor kan de ikke begrave deres døde i jorden eller brænde dem, da de derved vil forurene disse elementer. I stedet begraves de døde i grave i klipperne.

Det var flot at se de gamle grave og forestille sig, hvordan de var hugget ud i klipperne med oldtidens redskaber og teknikker.

Persepolis

Snart efter kørte vi til selve Persepolis. Her diskede vores chauffør op med te og friske dadler, da vi selvfølgelig skulle have en traditionel picnic ligesom de lokale. Det var rigtig sødt af ham, og det er sådanne små ting, som gør en forskel.

Efter den lille forfriskning, købte vi os til en guide for 100 kr. for halvanden time. Det ville ellers være alt for uoverskueligt at begive sig ind i denne fantastiske oldtidsby uden at vide, hvad vi skulle se.

Persepolis blev påbegyndt for over 2500 år siden af kongen Darius den Store. Efter ham fulgte andre konger, som byggede til den ceremonielle hovedstad. Desværre endte byen med at blive plyndret og derefter brændt ned af Alexander den Store i 330 f.v.t. Måske som hævn for, at perserne 150 år tidligere havde sat ild til Akropolis i Grækenland. Til alt held har resterne af byen ligget begravet i sand i århundreder, så vi i dag har mulighed for at besøge ruinbyen.

For os var det mest imponerende – ud over byens størrelse, de flotte billedfriser på Apadana-paladset, hvor 23 nationer er repræsenteret. Vores guide fortalte om hver af de 23 folkeslag, som bringer fine gaver til Persepolis konge. Ud fra udseende, beklædning og gaverne, som de har med, kan man se hvilke nationer, der er tale om fra hele Mellemøsten, Kaukasus og Nordafrika. Meget imponerende.

En anden interessant ting ved Persepolis er, at den ikke er bygget ved hjælp af slaver, men at både arkitekter og arbejdere har fået løn. Man har fundet optegninger over lønudbetaling, og her kan det også ses, at kvinder fik 6 måneders barsel. De var altså langt forud for deres tid! Og det er iranerne selvfølgelig meget stolte af i dag.

Undervejs mødte vi også nogle søde og snaksalige iranere, som gerne ville have taget billeder med os. Det stillede vi selvfølgelig gladelig op til.

Hele turen tog 5 timer fra Shiraz. Der er ca. 80 km til Persepolis og vi betalte vores chauffør 1,4 millioner rial for køreturen. I danske kroner er det 280 kr.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Oldtidsbyen Persepolis blev først udgivet på Two Danes On Tour.