Ligesom på turen til hvalroskolonien dagen før var vi igen med selskabet Better Moments, som hvert år arrangerer “Bird jumping-ture” til Alkhornet fuglefjeld.

Vi sejlede fra Longyearbyen ca. kl. 17.30 og ligesom dagen før, var vandet roligt. Da vi nåede frem til Trygghamna, fik vi serveret grøntsagssuppe ombord på skibet, inden der var landgang. 

Gummistøvler ja tak!

På grund af strøm i vandet, blev vi sat af længere henne ad kysten end først planlagt. Det betød, at vi pludselig skulle forcere en lille smeltevandsflod. Den var ikke så bred, men der var godt fart på vandet, så man skulle passe på ikke at falde på de glatte sten.

Ud af de 12 mennesker, som var med på turen, var vi øjensynligt de eneste fire, der havde læst, at man kunne få våde tæer i forbindelse med landgangen, hvorfor vi var iført gummistøvler

Vi var derfor også de eneste fire, som kom tørskoede over floden – ja, altså lige bortset fra Rasmus, der, imens han med et ben i det våde element, hjalp en ældre kinesisk dame over floden, kunne mærke smeltevandet trænge ind til uldsokken. Det er sådan, man finder ud af, at der er hul i ens gummistøvle

Nogle af de andre tillod sig endda at blive sure over, at vi skulle over en flod på trods af, at der på hjemmesiden havde stået, at gummistøvler var tilrådelige. Ja, sådan er turister nogle gange så uforskammede. Vi kan selvfølgelig godt forstå, at det er irriterende at få våde sko – but come on, and come prepared!

En sej plante

På vej mod fjeldet så vi den sjove kompasplante; på dansk også kaldet tue-limurt (silene acaulis). Vi havde hjemmefra læst om den og derfor håbet at se den, mens vi var på Svalbard.

Kompasplanten har simpelhen centralvarme! Jo, jo – den er god nok. Den kan blive op til 30 grader varm inden i.

Planten blomstrer først mod syd, og deraf har den fået sit tilnavn kompasplante, da man ved hjælp af den kan finde de fire verdenshjørner ude i naturen. 

Kompasplanten kan blive op til 250 år – måske ældre, så det er vigtigt at passe godt på den, hvis du ser den på din vej.

Polarræv

Pludselig da vi kom rundt om en stor klippe, stod der en polarræv lige foran os. Et dyr vi virkelig havde ønsket at se på Svalbard. Hold nu k… – så var det bare om at skyde løs med kameraene det øjeblik, den stod der. For sekunder efter var den væk igen. Kæmpe, kæmpe oplevelse! Ja, magisk øjeblik, som vi vil tage med os og huske længe.

De aller fleste tager til Svalbard for at se en isbjørn, som der ikke er store chancer for at se. Men en polarræv er der ikke mange, som skænker en tanke.

Den er faktisk et RIGTIG fint dyr, og så er der forholdsvis gode chancer for at få den at se. På Svalbard er der nemlig ingen jagt på polarræv, og det betyder, at de har meget få fjender og derfor er aktive om dagen. Vi har hørt, at man endda kan være heldig at se dem i Longyearbyen, Pyramiden og Barentsburg. 

Polarræve er ådselsædere. De følger ofte efter isbjørnen og æder dens rester. Men i dag holdt den selvfølgelig til her ved Alkehornet, da den håbede på natmad i form af polarlomvieunger, der på grund af sparsomme flyvefærdigheder ikke når havet, når de springer af reden.

Skulle du selv møde en polarræv en dag, så sæt dig ned. Du kan være heldig, at den kommer utrolig tæt på, eller som minimum stopper op for at undersøge, hvad du er for en.

Manglende tidsfornemmelse

Da vi endelig nåede helt hen til Alkhornet fuglefjeld, satte vi os ned på jorden og kiggede op mod fjeldet.

Man skal kigge efter to-tre polarlomvier, som følges ad. Det er ungen, som hopper, og dens mor og far, som flyver bagefter for at opmuntre den til at nå helt ud til havet. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at der var helvedes langt fra fjeldet og ud til havet. 

Men der skulle ikke mange minutter til at opdage, at polarlomviernes unger endnu ikke var begyndt at hoppe. Der var nok ingen, som havde fortalt dem, at det var nu, der var det rigtige tidspunkt  Så det der egentlig skulle være aftenens højdepunkt, blev en fuser.

Svalbard-rensdyr og klimaforandringer

Til gengæld kunne vi nyde de fine svalbard-rensdyr, som kom helt tæt på, mens vi drak te og spiste kage.

Svalbard-rensdyret er en anden race end dem, man ellers finder i Skandinavien. De er mindre og har kortere ben, så de bedre kan klare sig i Arktis.

Svalbard-rensdyret er det planteædende dyr i verden, som lever længst mod nord, og det kræver store tilpasningsevner at finde føde og overleve i så kolde egne som Svalbard er. For eksempel halveres deres kropsvægt i løbet af vinteren, fordi det er svært for dem at finde føde, når det er så hård frost.

Her ved Alkhornet lå der flere skeletter efter svalbard-rensdyr. Vores guide fortalte os, at der sidste vinter var kommet et uventet regnvejr i december og efterfølgende hård frost. Det betød, at der lå et hårdt islag på jorden, og at svalbard-renerne derfor ikke kunne komme ned til føden under isen. De kan godt grave sig gennem sne med deres klove, men ikke gennem is.

Omkring 200 svalbardrener døde som følge heraf. Forskere fra Norsk Polarinstitut har efterfølgende vurderet, at det er opvarmning af kloden – og altså klimaforandringer, som er årsag til, at det regnede så sent som i december. Noget som aldrig er set før. Og her stod vi midt i naturen og var vidne til følgerne heraf. Ja, der var noget at tænke over…

God tur trods alt

Selvom vi ikke fik set det, som vi egentlig var kommet for, nemlig polarlomviernes unger hoppe af reden, så var det stadig en rigtig god tur. Vi kom meget tæt på både polarræv og svalbard-rensdyr, og på vejen tilbage til Longyearbyen var vi igen heldige at se vågehvaler fra båden.

Husk altid at være nysgerrig, hvis du i områder med chance for at se hvaler, ser en masse fugle samlet henover vandet – det betyder tit fiskestimer, og fiskestimer betyder hvaler. Er du tålmodig, kan det være, at der pludselig er en hval, som bryder vandoverfladen.

Og så nød vi midnatssolen, som disse dage skinnede fantastisk.

Se alle vores indlæg fra Svalbard

Læs også: Tranedans ved Hornborgasjön 

Læs også: Island – landet af ild og is

Vi vil blive super glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her vil du kunne se rejsebilleder fra nær og fjern. Du kan også holde øje med, hvornår vi udgiver et nyt blogindlæg.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Vores møde med en polarræv blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Lidt facts om hvalrosser

Hvalrosser lever langt mod syd og langt mod nord, så det er et relativt sjældent dyr at få at se i naturen. De store havpattedyr er i familie med sæler og kendes især på deres store stødtænder. Stødtænderne bruges både til at forsvare sig mod rovdyr og rivaler, til at lave hul i havisen med og til at trække sig op af vandet, når de skal på land. Og det var netop her på land, at vi håbede at se dem.

Vi havde hjemmefra undersøgt mulighederne for hvalrosture og besluttet, at turen med selskabet Better Moments ville være lige noget for os.
Vi ville sejle i en mindre båd fra Longyearbyen kun med plads til 10-12 personer, og ved hvalroskolonien Poolepynten på øen Prins Karls Forland ville vi få mulighed for at gå i land. Hvis altså vejret var til det. For ligesom andre steder i Nordatlanten handler alt her om vejr og vind. En landgang ville uden tvivl give os den bedste mulighed for at se og tage billeder af de sjove dyr. Og da vejret var meget roligt de dage, vi var på Svalbard, var forhåbningerne høje. 

På vandet igen

Denne tur ville blive vores længste sejltur på Svalbard. Vi satte os derfor godt til rette i den overdækkede speedbåd – og afsted gik det. Igen så vi med det samme masser af havfugle. 

Det er for os sjovt at øve os på at kende forskel på fuglene i farten samt finde ud af deres forskellige karaktertræk. For eksempel flyver søkongerne i flok, mens polarlomvier ofte flyver alene. Når bådene nærmer sig fugle på vandet, så forsøger lunderne med møge og besvær at lette. De ligner simpelthen et par humlebier, som ikke rigtig kan få numsen med op af vandet. Til gengæld dykker polarlomvierne let og elegant ned foran båden. De kan dykke helt ned på 200 meters dybde og bliver ind imellem kaldt “Nordatlantens pingviner”.

Landskaberne var, lige som dagen før, fantastiske! Se bare dette billede taget ved Alkhornet.

Landgang

Efter godt tre timers sejlads nærmede vi os hvalroskolonien. Vi kunne se de store grå basser på afstand, og snart kunne vi også lugte dem. Og det er altså ikke Chanel no 5 de bruger, kan vi godt afsløre. Hold da op en stank!

Heldigvis var vejret helt roligt, så vi blev sat i gummibåden og sejlet ind til land. Her ventede vi på stranden sammen med vores bevæbnede guide til alle var kommet fra borde. Det var tydeligt, at han tog situationen meget alvorligt, for hvor der er mad, er der også potentielt isbjørne… Efterfølgende gik vi i samlet flok tættere på de dovne hvalrosser.

Efter lidt tid lod vores guide os gå endnu tættere på, da han så, at alt åndede fred i kolonien.

Hvalroskolonien

Det var fantastisk at se hvalrosser på så tæt hold.

Her i denne koloni bor der ca. 30 individer, og de bruger meget tid på at sove. Ind imellem kan en middagslur godt vare en hel uge!

Prutter og bøvser gør de også i et væk!

Når man besøger en hvalroskoloni, og får mulighed for at bruge lidt tid sammen med de store dyr, finder man snart ud af, at de ikke bare er nogle store dumme kødklumper. De er både nysgerrige og meget sociale. Ja, til tider ligefrem charmerende.

De ligger tæt sammen. Selvfølgelig for at søge fælles beskyttelse mod rovdyr, men også for at socialisere med de andre hvalrosser.

Jagt på hvalrosser

Og denne adfærd var tidligere ved at blive deres død. I 1600-tallet blev der drevet intensiv jagt på hvalrosser blandt andet på Svalbard. Hvalrosserne lå jo helt stille på stranden i store grupper og var nemme at skyde på klods hold.

Deres tykke spæklag blev smeltet til tran, som bl.a. blev brugt til smørelse til maskiner og til brændsel i lygtepæle i Europas storbyer. Også skind og stødtænder blev anvendt.

Jægerne var så griske, at der til sidst kun var ca. 2000 hvalrosser tilbage på verdensplan. Heldigvis nåede der at blive sat en stopper for jagten, så det stadigt er muligt at få de prægtige dyr at se i naturen.

Føde

Vi var også heldige at se to hvalrosser i vandet, hvor de er lidt mere adrætte end på land. Men ikke kønnere af den grund.

Og det er netop i vandet, at de finder alt deres føde. En hvalros har ca. 500 meget følsomme knurhår, som de bruger til at finde føde på havbunden. Når de har fundet en muslingebanke, blæser de mudderet væk med næseborene – meget smart! Sådan en hvalros kan spise omkring 1000 muslinger på en dag, dog uden at sluge en eneste muslingeskal, som i stedet ryger ud igen. 

Undervejs møvede den ene sig op til de andre i flokken. Endelig var der da lidt action på stranden

Den halve time ved hvalroskolonien gik hurtigt, og snart var det tid til at sejle tilbage til skibet igen. Oplevelsen med de kæmpe hvalrosser havde været mindst lige så stor som forventet, og vi anbefaler på det varmeste en tur med landgang til hvalrosserne.

På tilbageturen spottede vi selvfølgelig et par hvaler – det var klart en af vores favoritbeskæftigelser de dage, vi var på Svalbard

Her et par finhvaler.

Hvis du vil læse alle blogindlæg fra Svalbard, så kan du finde dem her.

Vi vil også gerne anbefale et par andre blogindlæg, som måske kunne fange din interesse:

Fra Norge: Hvalsafari ved Skjervøy

Fra Finland: Omvendt Nak og æd – en brun bjørn i Finland

Og så bliver vi mega glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Så kan du følge med, når vi er på tur, og når vi udgiver nye blogindlæg.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Helt tæt på hvalrosser blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Derudover er øen også blevet foreviget gennem kærlighedsromanen Barbara af den færøske forfatter Jørgen-Frantz Jacobsen. Barbaras ægtemand Hr. Poul strander her på Mykines i 11 dage på grund af dårligt vejr, og i mellemtiden rejser Barbara til Tórshavn med sin elsker. En helt igennem sørgelig historie, som samtidig skildrer det barske liv på Færøerne i midten af 1700-tallet.

Vejret bestemmer

Da Rasmus og jeg var på Færøerne i 2005, overvejede vi en tur til eventyrlige Mykines. Men vi hørte også nutidige historier om tæt tåge og storm, som afskærer beboere og turister fra resten af Færøerne i dagevis. Og da vi snart skulle hjem til gode venners bryllup i Danmark, turde vi ikke tage dette sats.

I 2017 besøgte jeg min gode veninde Bergljott i Tórshavn. Den ene dag havde vi booket en tur med det lokale vandrelaug til Mykines.
Vi stod tidligt op og gjorde os klar, men modtog snart et telefonopkald, som skulle ændre dagens planer fuldstændig. Færgen til Mykines var indstillet på grund af vejret, og dermed var turen aflyst.

Så i juni 2018, hvor jeg igen besøgte Bergljott i Tórshavn, skulle det være. I god tid havde Bergljott bestilt båd til Mykines lørdag morgen og helikopter tilbage til Tórshavn søndag middag. Bergljott havde tilmed fået lovning på en overnatning i et sommerhus i bygden på Mykines af en sød kollega. 

Afgang mod Mykines

Nu var problemet bare, hvordan vi skulle komme til båden, som sejler fra bygden Sørvágur på øen Vágar. Det ville jo være nemt at køre i bil dertil og parkere på havnen. Men da turen tilbage til Tórshavn gerne skulle foregå med helikopter, så ville det være lidt problematisk at få hentet bilen efterfølgende.

Der gik en bus fra Tórshavn kl. 9.05, som passede med båden kl. 10.20, men det endte med, at en af Bergljotts venner forbarmede sig over os to tosser og kørte os til færgen.

Ønsker du mere information om sommerens bådafgange til og fra Mykines, så kik på sejlplanen. Båden sejler fra 1. maj til 31. august. Og husk at booke din afgang. Der stod flere på kajen i Sørvágur, som ikke havde reserveret. De kom altså ikke med! 

Sejlturen til Mykines tog 45 minutter, og det kan være en rigtig smuk oplevelse – eller en hård omgang alt efter vejret.

Denne dag begyndte turen i høj sol. Og med ståplads på dækket var der sublim udsigt til de fantastiske klippeformationer Drangarnir undervejs.

Kaptajnen gav ligefrem en rundtur om klipperne, hvor masser af havfugle yngler. Og derfor også skider en masse, som farver klipperne hvide.

Der var også masser af havfugle at kigge på ud over havet – blandt andet de søde lunder, som ser så kluntede ud, når de skal lette fra vandet. Jeg spottede også en enkelt hval fra båden, men dog meget langt væk.

Mykines i sigte

Da færgen nærmede sig Mykines blev tågen tættere og tættere, og husene i bygden kunne kun lige anes i det fjerne.

Båden lagde til i den naturlige havn, hvor alle bliver budt velkomne af de høje skrig fra malemukkerne og riderne, som har reder på de små klippehylder.

Derefter gik det i gåsegang op ad den stejle sti for alle mand. Det er altså om at være rimeligt gående, ellers kommer man ikke op til bygden.

Her mødte vi vores værtinde Laila, som straks tog os med hjem i køkkenet til varm te, hjemmebag og masser af snak. Den perfekte start på en weekendtur til Mykines. Imens gik alle dagsturisterne ud til lunderne på fjeldet.

På fuglefjeldet

Snart blev det dog tid til at bryde op i køkkenet – lunderne lokkede!

Den første stigning, som starter lige bag bygden, er meget stejl og tågen stod tæt denne dag. Men den hårde gåtur var det hele værd! På toppen troner et mindesmærke for forliste fiskere, som aldrig kom hjem fra søen. En trist påmindelse om fortidens barske vilkår for øens beboere.  

Snart var den første lunde, – eller søpapegøje som de jo også kaldes, i sigte. Og så var det bare at knipse løs med kameraet. Meget fotogene sad de helt stille og lod sig indfange af kameralinsen.

Ad smalle fårestier gik turen videre langs fjeldryggen. Hele området bruges til græsning af får i sommerperioden. Husk at kigge hvor du går, for der er masser af fårelort alle steder. Til gengæld er der et godt stykke ud til kanten af fjeldet, så der er ikke noget at frygte.

 Og snart kom det fedeste lundested.

Her gik jeg fuldstændig amok med kameraet og glemte fuldstændig tid og sted. Dette var uden tvivl en fugle-elskers paradis! Kikkerten, som også var med i tasken, var der ingen grund til at finde frem. 

Efter en halv times stop fortsatte turen. Nu gik det rigtig stejlt ned. Det var godt, at der var hegn ud til afgrunden. Især fordi det blæste godt på denne side af fjeldet. Er du højdeskræk, skal du måske overveje at vende om inden. 

I lundeland

På den anden side af fjeldet kommer du til området í Lamba, hvor stien er afmærket af gule markeringspæne. Dem skal du selvfølgelig holde dig inden for, så du generer lunderne mindst muligt. Tanken er, at når stien bliver for slidt af alle de vandrestøvler, som kommer forbi hver dag hele sommeren, så kan pælene flyttes, så de berørte område kan komme sig igen.

Ved í Lamba flyver lunderne om ørerne på dig, og du kommer MEGET tæt på deres redehuller. Men husk: Kun kigge, ikke røre!

Mykines hólmur

Nu får du første glimt af Atlanterhavsbroen, som fører dig over til Mykines hólmur. Igen – hvis du lider af højdeskræk, så er dette måske ikke noget for dig…
Broen, som er 35 meter lang, ser lidt vakkelvorn ud – og føles også sådan.

Her ved broen kan du komme tæt på ynglende mallemukker, rider og alke.

Så gik det mod fyrtårnet – det vestligste på Færøerne, men denne dag var det indhyllet i tåge. Udsigten tilbage mod Mykines var slet ikke som i en turistbrochure taget på en solskinsdag.

Til gengæld er der udmærket udsigt til Færøernes eneste sulekoloni. 

Ja, sulerne sidder tæt på deres ynglepladser på den hårde klippe.

Mykines bygd

Så begynder tilbagevejen. Og hvor det før gik stejlt ned, ja, der gik det nu stejlt op! Og vise versa. Der er god motion at få her på Mykines.

Tilbage i bygden blev der kigget nærmere på de fine huse og den lille kirke.

Der var meget stille denne eftermiddag. Men når først sommerferien begynder, vil her være fuldt af liv hver dag i dagtimerne. Dagsturisterne fylder meget i den lille bygd i de få aktive sommermåneder. De færreste bliver og overnatter, men det burde du gøre, hvis du har mulighed for det. Man får et meget bedre indtryk af stedet, når den sidste båd er sejlet tilbage til Vágar om eftermiddagen.

Der er to små caféer i bygden, som ligger dør om dør. Her kan man få slukket tørsten og nyde lidt mad, kaffe og kage. Der er også en enkelt butik, men man kan ikke regne med, at den har åbent og udvalget er meget begrænset, så husk at tage alt hvad du skal bruge af madvarer med.

Hyggelig middag

Hjemme i huset havde Laila sat to lammebove i ovnen, og en stor gryde kartofler stod og kogte på komfuret. Der skulle være nok mad til 8 denne aften, som startede med en dørsnaps. En god færøsk skik, når der kommer gæster til middag.

Maden var utrolig lækker og forsvandt rub og stub. Der blev hygget med rødvin og snak om lundekolonien på Mykines, som i disse år har trange kår.

Pludselig for nogle år siden, gik lundebestanden drastisk tilbage. Næsten alle unger døde, inden de kom på vingerne, og al fangst af lunder på fjeldet er blevet forbudt for at beskytte bestanden.

Ornitologer prøver at finde ud af hvorfor der pludselig opstod så stor en tilbagegang i bestanden, men man ved faktisk meget lidt om lunder. Når de tidligt på efteråret flyver ud over Atlanterhavet, ved man ikke, hvor de opholder sig, før de pludselig dukker op igen på Færøerne hen på foråret. Dog tyder alt på, at det er mangel på føde, som har haft fatale konsekvenser for lunderne og deres unger.

Tilbage til lunderne

Efter en god nats søvn, stod vi op til endnu en tåget dag. Men det skulle ikke stoppe os. Morgenmaden og kaffen blev pakket i tasken og så gik det endnu engang mod lunderne på fjeldet.

Vi slog følgeskab med Bergjlotts veninde Oda. Hun havde foreslået en morgentur til lundeland, inden vi alle tre skulle nå helikopteren kl. 12 – hvis altså den fløj! Tåge kan sætte en stopper for det meste på Færøerne.

Som dagen før var vejen stejl og ja, tåget, men hvad gør det, når de sødeste lunder venter forude?

Morgenmaden blev indtaget under åben himmel í lamba med flyvende fugle rundt om ørerne. Det var den perfekte start på endnu en fantastisk dag på Færøerne – især fordi der ingen andre var. Det eneste der hørtes var havets brusen og de hæse skrig fra lunderne.

Husk at skrue op for lyden, så du kan høre lunderne

Med helikopter til Tórshavn

Det var lidt spændende om helikopteren kunne lande på Mykines med alt det tåge, men lidt i 12 sås den ude i horisonten. Det tog ikke lang tid at læsse 10 mennesker af og tage 9 nye med ombord. 

Det er altid spændende at flyve i helikopter og en rigtig smuk oplevelse. Jeg havde dog prøvet det et par gange før. Første gang i Grønland, hvor jeg fløj ind til indlandsisen ved Kangerslussuaq og så moskusokser undervejs, som galoperede under helikopteren. Anden gang en fantastisk rundflyvning over tempelkomplekset Angkor Wat i Cambodia. 

Når man ikke er vant til at flyve i helikopter, så glemmer man aldrig disse oplevelser. De står printet i hukommelsen som noget langt ud over det sædvanlige.

Det samme gælder for helikoptertur over Færøerne! Her er landskabet blændende smukt – selv i tåge. Og så giver det en helt særlig kildende fornemmelse i maven, når jernørnen letter. Det kan på ingen måde sammenlignes med at lette med et stort passagerfly.

Første stop var lufthavnen i Vágar. Der hvor alle internationale fly til og fra Færøerne lander. Her blev der orienteret om, at denne flyvning faktisk skulle have gået videre til Suðuroy, men på grund af tåge, var denne del af turen aflyst. Derfor var der godt 20 minutters ventetid i helikopteren, men hvad gør det, når man ved, at helikopteren snart letter igen? 

Så gik det mod Tórshavn, og nu blev vejret fantastisk! Smuk, smuk blå himmel og grønne klippeøer. Lige som vi havde håbet på.

Indflyvningen over det nordlige Tórshavn var også super flot.

En tur til Mykines kan på det varmeste anbefales! Og en helikoptertur som en del af oplevelsen er prikken over i’et.

Tur til Mykines

Er du selv blevet lun på en tur til Mykines, så kommer mine anbefalinger her:

• Der er lunder på Færøerne fra midt april til midt august. Resten af året befinder de sig langt ude på Atlanterhavet.
• Husk at bestille færge og/eller helikopter i god tid
• Færgebilletten fra Sørvárgur til Mykines koster 60 kr/enkelt
• Helikopteren fra Mykines til Vágar koster 145 kr/enkelt. Vil du med helt til Tórshavn bliver det 215 kr/enkelt. Børn under 7 år er gratis, og børn mellem 7 og 12 år + pensionister betaler kun halv pris!
• Medbring søsygetabletter, hvis du har tendens til transportsyge (både båd og helikopter)
• Hvis det er muligt, så tag mindst én overnatning på Mykines. 
• Der findes et par huse på AirBnB og en plads bagved bygden, hvor du kan slå dit telt op. Der er intet hotel på Mykines.
• Midt i bygden er der en offentlig toiletbygning med fine faciliteter. Her er det også muligt at tage bad.
• Medbring alle madvarer. Der findes en lille butik og to caféer The Locals og Café Mykinesstova, men udvalget og åbningstiderne er meget begrænsede. 
• Der findes ingen biler på Mykines og hvis du har meget, som skal transporteres, kan du få lov til at låne en trillebør!
• Mykines er ikke for alle! Der er meget stejlt, så man skal være “terrængående” både for at komme fra havnen og op til bygden og for at komme op på fjeldet og se lunder.
• Husk ekstra batterier til dit kamera. Det er så ærgerligt at stå i lundeland uden mere strøm.
• Vær forberedt på, at din tur kan blive aflyst pga. af vejret. Tag det som en oplevelse – du kan alligevel ikke gøre noget ved det.

Læs også: Fem flotte bygder, som du kan besøge fra Tórshavn

Læs også: Vandretur til flyvraget ved Vík

Du er meget velkommen til at se flere billeder fra mine rejser på min Facebook-side Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Magiske Mykines med båd og helikopter blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Fra den lille Amazonas-by Puerto Nariño er det muligt at tage på bådtur for at lede efter lyserøde floddelfiner. Gennem vores guest house Malokas Napú bookede vi en sejltur med den lokale gut Larry.
Larry havde en båd/kano på størrelse med den, vi lige havde sejlet med sammen med Victor og Hans. Men denne her var ren luksus i forhold til. Der var lavet opklappelige ryglæn, og der var siddepuder og redningsveste. Men endnu vigtigere: der var tag på båden i form af en presenning, så vi ikke blev stegt levende som i den anden båd.

Lyserøde floddelfiner

Vi sejlede lige uden for byen til der, hvor Tarapotofloden møder selve Amazonasfloden. Allerede inden vi var kommet helt derhen, kunne vi se delfinerne bryde vandoverfladen. Der var både de lidt mindre grå delfiner og de lyserøde med den lange snude.

Her lå vi så i en halv times tid, imens Larry hele tiden sørgede for at lægge båden, så vi kunne tage billeder af delfinerne, hvis vi vel at mærke var hurtige nok. Det er ikke super nemt at have zoomet helt ind, kigge igennem søgeren og samtidig forudse, hvor de kommer op næste gang. Så der var mange fotos af vandet i Amazonfloden den eftermiddag.
Heldigvis blev det også til et par stykker, hvor man både kan fornemme farve og form på delfinerne. Ja, kønne er de jo ikke ligefrem.

Gorreosøen og Tarapotosøen

Fra delfinerne sejlede vi hen for at lede efter dovendyr. Men vi fandt kun et dovent dyr i form af en leguan, der lå på en gren i træet og solede sig.

Vi fortsatte eftermiddagsturen først til Gorreosøen og videre til Tarapotosøen, som er kendt som tilholdssted for de lyserøde floddelfiner. Men de var åbenbart på udflugt, for vi så ingen. Til gengæld så vi dødningehoved-aber som ”Hr. Nilsson” samt nogle papegøjer og isfugle.

Vi gik også en kort tur ind for at se den næststørste træart i Amazonas. Træerne bliver op til 80 meter høje og har nogle kæmpe stabiliserende rødder. Larry mente at vide, at dette træ var over 600 år gammelt.

På turen tilbage nød vi brisen i håret (Anne Maries) og den nedgående sol.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På jagt efter lyserøde floddelfiner blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Lidt tanker om det med fodring af orangutaner

Arbejde til de lokale 

Men tilbage til det med orangutangerne…

Imponerende næser

Andre spændende dyr 

Feeding station 2 

Feeding station 3

Orangutanger i fri natur 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Kalimantan – Borneo blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Men så har man jo som turoperatør på Holbox bare endnu et es i ærmet. Det es hedder djævlerokker.

Derfor besluttede vi, nok som nogle af de eneste på øen, at vi ville tage endnu en tur ud til hvalhajerne, men med djævlerokkerne som hovedformål. Det gjorde vi vores operatør klart, og det var naturligvis ikke noget problem, at vi gerne ville i vandet og tilbringe noget tid med rokkerne.

Klog af skade fra sidste bådtur, indtog vi hver en søsygetablet inden afgang. Og så var det af sted.

Bådtur til rokker og hvalhajer

Turen ud til rokkerne, der skulle svømme lige ved siden af hvalhajerne, skulle tage ca. 5 kvarter. Så i bedste mexikanske ”mañana-stil” kom vi til området efter to timer. Lige tids nok til at se en af djævlerokkerne springe op af vandet. Noget de kun gør i juli, som er parringsperioden.

Så begyndte vi at kunne se nogle stykker i overfladen. Og imens nogle af de andre på båden begyndte at snakke om, at vi godt kunne tage videre, så tog vi snorkeludstyret på og hoppede i baljen. Vandet var desværre så grumset, at man kun svagt kunne skimte dem, selvom de svømmede lige ved siden af os.

Efter et par forsøg blev vi samlet op med beskeden om, at vi senere kunne komme tilbage og finde flere. Herefter gik turen videre endnu en halv time ud til hvalhajerne.

Vi kunne fra starten se, at der ikke var ret mange hvalhajer sammenlignet med turen ugen forinden. Men det gav os bare ret i vores antagelse fra sidst om, at så heldig får man ikke lov til at være mange gange i livet.

Vi lod de andre springe først i. Men vi fik alligevel nogle store øjeblikke med fiskene og nogle ganske gode optagelser – udstyret og kameramanden taget i betragtning.

En uheldig hjemtur

Nu var tiden så kommet til, at vi igen skulle lede efter djævlerokkerne. Men som alt andet i Mexico, så gik heller ikke det som planlagt.

Den ene motor satte ud, og så måtte vi ”tøffe” tilbage til fastlandet på reservemotoren. Det betød, at der ikke var mere eftersøgning af djævlerokker, ikke nogen snorkeltur ved revet, intet møde med de små rokker og ingen frokostpause, som vi ellers var blevet lovet.

Til gengæld fik vi lov til at blive slæbt ind til land, da den anden motor også begyndte at klage sig. Vi fik mange flere timer på havet i stegende hede og blev tilbage med en anden båd. 

Selvfølgelig brokkede Hr. Lyngsøe sig over alt dette og fik til sidst tilkæmpet os en kompensation på næsten 5%. Så sidder man naturligvis tilbage og tænker, at det ikke kan være rigtigt, at man skal betale fuld pris for en hel masse, man ikke har fået.

Men så er det måske alligevel mere på sin plads at man får et los i rø…, så man lige kommer til at tænke over, hvor heldige vi har været!

Glemte vi at skrive, at vi også så en delfin dukke op tæt ved båden samt nogle flamingoer?

Trods principper og alt muligt andet, så var det alligevel nok de penge værd!

Og ja, videoen ligner de tidligere, men det er altså en anden tur!
 

Hvis du har lyst, så kan du følge os på Facebook eller Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten. Vi svarer også gerne på masser af rejsespørgsmål, så skriv bare løs.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Bådtur/retur til hvalhajerne blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Efter Donsol, hvor vi snorklede med hvalhajer, brugte vi 5 dage i Coron, som ligger på øen Busuanga nord for Palawan.

Om dagen slappede vi mest af og gik lidt rundt i byen, mens vi om aftenen hyggede med ny svenske og tyske venner og nogle overordentlige stærke rom og colaer, mens vi sang svenske skåleviser.

Island-hopping

En af dagene havde svenskerne Daniel og Cecilia lejet en banca-båd for en dag, og de inviterede os med på island-hopping. De gik på markedet og købte ind til frokost, og så var vi ellers klar til en dag på havet.

Først stoppede vi ved et skibsvrag, som lå så tæt på vandoverfladen, at man kunne snorkle hen over det. Det var fint og der var også farverige fisk, men ikke noget, som vil gå over i historien.

Derefter var vi inde i en lille lagune, hvor koldt og varmt vand mødes. Omgivelserne var super flotte med høje kalkstensformationer til alle sider. For at komme ind i lagunen, skulle man svømme gennem et lille hul. Det var ret fedt!

Da det blev tid til frokost, ”parkerede” vi skuden på en lille strand, hvor vi var helt alene.

Vores bådsmænd diskede op med grillet fisk, kogte rejer, salat, friske mangoer – og desværre brændte ris.

Men bortset fra dem, var maden god og udsigten formidabel. Inden turen gik tilbage til Coron snorklede vi endnu en gang, men så heller ikke her noget spektakulært.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Coron, Busuanga blev først udgivet på Two Danes On Tour.