En elg i Lille Vildmose

Venner og familie har undret sig over to ting, når vi har fortalt dem om vores sommerferie i år. For det første har folk næsten ikke kunne tro på, at vi det meste af ferien skulle være i Danmark. Og for det andet har de set meget skeptiske ud, når vi har fortalt dem, at vi ville på jagt efter en elg i Jylland. “Findes der elge i Danmark?” har de fleste spurgt. Vil man se en elg i fri natur i Danmark, er der kun én mulighed: Lille Vildmose i Himmerland.

Vi har før været heldige at se elge i Norge, men vi kunne også godt tænke os at se en i vores eget land – og meget gerne få et par gode billeder med hjem. Derfor pakkede vi Caddy Camperen og satte kurs mod Nordjylland. 

Caddy Camper hygge

Lille Vildmose

Lille Vildmose er Danmarks største fredede område på 7600 ha. Her finder du blandt andet Nordvesteuropas største lavlandshøjmose. Denne unikke biotop tiltrækker både dyr og fugle – ja, nogle af dem endda sjældne eller som minimum svære at få at se i Danmark.

I 2015 blev en flok svenske elgkalve sat ud i mosen, og her tre et halvt år efter er de blevet til ca. 20 elge. De kan selvfølgelig ikke bare sådan gå frit rundt i hele Jylland, da de jo er nogle kolosalt store dyr. Men i Mellemstykket i Vildmosen er der færiste ved alle indgange, og der kan man fint køre ind i egen bil.

Lille Vildmose

Vi havde aldrig været i Lille Vildmose før, og vidste derfor ikke rigtig, hvad vi skulle forvente. Men Anne Marie havde hele vinteren fulgt Facebook-gruppen Vild med Lille Vildmose og der fået et indtryk af, hvad vi kunne være heldige at se, og hvor vi skulle køre hen.

Hjemmefra havde Anne Marie også lavet en Jyllands-bingo med dyr og fugle, som vi skulle forsøge at støve op på ferien. Og det var altså ikke nogle helt nemme dyr, hun havde fundet på. Til gengæld var der total skattejagt over det og julelys i øjnene, hvis vi kunne være heldige at se en eller flere på spillepladen.

Klar til Lille Vildmose med Jyllandsbingo

Da vi var tre af sted (de Two Danes og vores gode ven Martin), var der tre spilleplader med de samme dyr, men selvfølgelig blandet rundt.

Lille Vildmosecentret

Ved ankomsten gjorde vi først holdt ved Lille Vildmosecentret, hvor flinke og kompetente medarbejdere stod klar til at vejlede os om, hvor vi skulle køre hen i mosen.

Lille Vildmosecentret har masser af aktiviteter for børn og voksne, men vi prøvede ikke nogen af dem. Vi var klar til selv at køre ud på eventyr og lede efter dyr og fugle. Dog kan det måske være interessant at kigge på deres hjemmeside for særlige arrangementer og guidede ture.

Ud på tur

Med et kort i hånden over området, startede vi med at køre til Høstmarktårnet, hvor det gik op for os, at Lille Vildmose har hele 10 fugletårne og udsigtsplatforme samt mere end 2 km boardwalks. Der skulle nok blive masser at kigge på de næste par dage.

Høstmarktårnet i Lille Vildmose

Fra Høstmarktårnet spottede Rasmus straks en råbuk, og snart havde vi også et par skestorke i kikkerten. Det tegnede allerede godt! Og første felt på bingo-pladen kunne krydses af!

Råbuk i Lille Vildmose

Vi kørte ad Ny Høstemarkvej og over færisten ind i Mellemstykket, hvorefter vi gik totalt i “spotter-modus”. Vi håbede selvfølgelig at se en elg og troede hele tiden, at vi havde spottet en. Men så hurtigt kunne vi ikke være heldige, hvilket jo på sin vis er fedt nok, for ellers ville det jo nærmest være for nemt.

Vi gjorde holdt ved Portlandmosen og gik en tur på plankestien. Her var der informationstavler om de særlige planter, som gror i dette habitat, men vi så desværre ikke rigtig nogle spændende fugle eller dyr undervejs.

Dog mødte vi en mand, som fortalte, at han netop havde set en kongeørn. Det vil vi altså rigtig gerne se. Og netop Lille Vildmose er et af de steder i Danmark, hvor man kan være heldig at spotte denne imponerende ørn.

Så blev det tid til at lave lidt aftensmad. Imens kom der en rørdrum flyvende forbi – en af de fugle, som Anne Marie havde håbet at få at se! Næste gang håber vi at se den stående, så vi kan tage et godt billede af den.

Madlavning og hygge ved Caddy Camperne

Vi spiste med udsigt til Portlandsmosen, og snart efter var det sengetid i Caddyen. Væggeuret var nemlig sat til 4.15, da vi gerne ville stå op med solen.

Aftensmad i Portlandsmosen, Lille Vildmose

 

Aftenudsigt i Lille Vildmose

Spændende fugle

Vi må indrømme, at dag to startede rimelig tidligt – og med søvn i øjenkrogene. Men ud på tur – aldrig sur! Så snart var vi igen af sted med kikkert og kamera.

God morgen fra Lille Vildmose

Vi fandt masser af skestorke og sorthalsede lappedykkere i Birkesø.

Der var omkring 15-20 skestorke, som stod i en stor flok og snadrede i søen. På trods af navnet, er skestorken faktisk slet ikke en stork! I stedet tilhører den ibisfamilien, og er den eneste ibisart, som yngler i Danmark. Skestorken har været i fremgang i Danmark siden årtusindskiftet.

Skestorke i Lille Vildmose

Den sorthalsede lappedykker er virkelig en smuk fugl og en, som vi længe gerne har ville have på sigtekornet. Så der var stor glæde – og endnu et kryds på bingo-pladen. Men elgen gemte sig fortsat.

Sorthalset lappedykker i Lille Vildmose

På Grønvej så vi mange traner og også traneunger. Også det var nyt for os. Vi plejer jo at se traner i Sverige i marts måned, men der er af gode grunde aldrig nogle traneunger, så det var endnu en ny oplevelse. Det er traneungen med det orange-brune hoved bag sin mor og far. Bingo!

Traner i Lille Vildmose

Også rød glente var vi heldige at se. Det er jo endnu en fugl i fremgang i Danmark. I starten af 1900-tallet var den totalt udryddet som ynglepar herhjemme. I dag er der en 20-30 ynglepar i DK. Vi ser den tit på vej til og fra arbejde, men den er jo altid flot på himlen og nem at kende på den kløftede hale.

Rød glente i Lille Vildmose

Tårnfalken stod også flot på himlen. Den ser vi ofte langs de danske motorveje, hvor den muser på jagt efter bytte. Men her kunne vi virkelig få et godt skud af den.

Tårnfalk i Lille Vildmose

En ræv bag øret

Og så havde vi en meget speciel oplevelse ved Brandvagttårnet på Ny Høstemarkvej. Vi var egentlig kravlet til tops for at se efter en elg, men pludselig kom der en ræv og en rå ud af buskadset.

Råen løb efter ræven og forsøgte at stange den. Og ræven tog benene på nakken. Sådan løb de langt ned ad vejen, mens Rasmus skød løs med kameraet.

Råen har uden tvivl haft et lam i buskadset, og for at beskytte det, jagtede hun ræven på flugt. En spændende oplevelse, som man ikke sådan lige får hver dag. Så I skal selvfølgelig have en lille serie, så I kan følge det dramatiske optrin.

Ræv og rå i Lille Vildmose

 

Ræv og rå i Lille Vildmose

 

Ræv og rå i Lille Vildmose

 

Ræv og rå i Lille Vildmose

Gåtur op på Kællingebakken

Lille Vildmose lægger op til at køre rundt i sin bil og se dyr og fugle, men der er altså også masser af muligheder for fine gåture i mosen.

Hen på eftermiddagen kørte vi til enden af Vildmosevej og parkerede på p-pladsen tæt på færisten mod Kongerslev. Vi gik en dejlig tur ad plankebroen og holdt selvfølgelig øje med elge hele vejen. Desværre var vi ikke heldige.

Plankebro i Lille Vildmose

Da vi nåede enden af plankebroen, gik vi over et åbent stykke og gennem en låge til Kællingebakken. Herfra havde vi en dejlig udsigt over mosen, men igen – ingen elg i sigte. Det måtte da kunne lykkes!

Da vi nåede tilbage til bilerne, besluttede vi at blive lidt i området. Vi havde en idé om, at dette måske var vores største chance for at se en elg.

Der gik ikke mere end et kvarters tid før Rasmus opdagede, at flere og flere biler begyndte at holde ind til siden henne på Vildmosevej. Det måtte der jo selvfølgelig være en grund til. Så Anne Marie, der var i gang med at plukke blåbær, blev ringet ud af skoven, og så kørte vi også derhen.

Når enden er god…

Og der stod han så! Den første elg vi har set på dansk jord. Han var godt igang med aftensmaden og lod sig ikke forstyrre af alle de biler, som efterhånden begyndte at samle sig på vejen.

Endelig så vi en elg i Lille Vildmose

Vi fik nogle ret fine billeder af ham, synes vi selv.

Elg i Lille Vildmose

 

Elg i Lille Vildmose

Sådan en elg er altså et imponerende dyr! Og det vildeste er, at hvis den pludselig beslutter sig for at lægge sig ned, så kan man overhovedet ikke set den for vegetation. En han kan veje helt op til 700 kg, og det er sindsygt, at de bare kan forsvinde lige for øjnene af en. Derfor kan vi også have kørt forbi mange elge på de to dage uden at se dem. Men de er der! 

Elg i Lille Vildmose

Om at spotte dyr

Vi hører tit, at vi er meget heldige med at spotte dyr, når vi er på tur. Men sandheden er også, at vi bruger laaaaang tid på at forberede os hjemmefra.

Vi undersøger gode steder at spotte dyr, afsætter vigtige punkter på Maps.me og skriver noter i Evernotes. Vi læser masser af rejseblogs, spørger folk på Facebook og Instagram, hvor de har set de dyr, de har fotograferet, og nogle gange finder vi gode guider, som evt. kan hjælpe os undervejs.

Derudover bruger vi vores øjne og ører godt, når vi er ude og spotte dyr og væbner os med STOR tålmodighed. Det der med at være heldige, det har vi brug for til aller sidst. 

Elg i Lille Vildmose

Vores råd til at spotte en elg i Lille Vildmose 

  • Hav god tid! Gerne flere dage. Du skal ikke regne med at køre gennem mosen én gang, og så har du spottet den elg.
  • Vær klar morgen og aften. Det er på disse tider af døgnet, at du har aller størst chance for at se både dyr og fugle i mosen.
  • Kør forbi Lille Vildmosecenteret og hør, hvad guiderne anbefaler. Det er gratis at henvende sig i centeret, og de giver dig gerne et kort over området (og så er der pæne, rene toiletter og en fin kiosk).
  • Spørg andre mennesker, du møder i mosen, om, hvad de har set – især folk med kikkerter og/eller fotoudstyr. De fleste vil hellere end gerne fortælle og vise billeder.
  • Tag en kikkert med. Så højner du dine chancer for at se noget og for at identificere det, du ser.
  • Meld dig ind i Facebook-gruppen Vild med Lille Vildmose. Så kan du hjemmefra danne dig et overblik over, hvad andre ser i mosen på de forskellige tider af året, og du kan spørge ind til, hvor i mosen billederne er taget eller bare følge opslagene og debatten derinde.
  • Medbring masser af tålmodighed – og ser du ikke en elg, så nyd alle de andre dyr og fugle, som du måske er heldig at se på din vej.
  • Og hvis vi endelig skal komme med et bud på en location for at spotte en elg, så må det være på Vildmosevej fra krydset ved Ny Høstmarksvej og imod Kongerslev – men altså, de kan jo være over det hele.

Skulle du møde en elg, så kommer her lidt gode råd direkte fra mosen:

Gode råd fra Lille Vildmose

Overnatning

Vi overnattede på shelterpladsen lige uden for mosen ved Møllesøvej. Der ligger tre sheltere på en hyggelig lukket plads. Der er toilet, vand, skraldespand og bålplads. Vi var af sted i sommerferien, men havde hele pladsen til os selv. Det er gratis at benytte pladsen.

Shelterpladsen ved Lille Vildmose

Da vi havde Caddy Campere med, så brugte vi bare shelterne til at spise i. Derefter trak vi ind i Caddy for at hygge, da regnen kom.

Vi spiser jordbær med fløde i Lille Vildmose

 

Caddy Camper hygge i Lille Vildmose

Læs også: Omvendt Nak og æd – en brun bjørn i Finland

Læs også: Vores møde med en polarræv

Du er som altid meget velkommen til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Så kan du se, når vi er ude på nye eventyr, og når vi skriver nye blogindlæg. Næste rejse går til Libanon i efterårsferien 2019.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.