Vágar - Two Danes On Tour

De fleste mennesker, som besøger Færøerne, kommer på et eller andet tidspunkt til øen Vágar. Det er nemlig her, Færøernes eneste internationale lufthavn ligger. Mange tager dog hurtigt til Tórshavn og opdager slet ikke alle de flotte steder, som Vágar byder på. I stedet for at dreje ind mod hovedstaden, så skulle du prøve at køre den modsatte vej så langt, du kan komme.

Vandfaldet Múlafossur

Det mest berømte og ikoniske sted på Vágar er Múlafossur. Det er uden tvivl det mest fotograferede vandfald på Færøerne på grund af måden hvorpå det løber ud over klipperne og direkte ned i havet. Det ligger tæt ved den lille, hyggelige bygd Gásadalur, som også er et besøg værd.

I 2017 besøgte jeg første gang Múlafossur sammen med min veninde Bergljott. Vi skulle have været til Mykines med vandrelaguet den dag, men da turen blev aflyst pga. vejret, kørte vi forbi bageren efter friskt morgenbrød og så af sted til Múlafossur.

Her sad vi på en bænk i stiv kuling og forsøgte at smøre smør på vores rundstykker – ikke så nemt! Men sikke en herlig morgenmadsudsigt! Og sikkert på grund af dagens vejr, havde vi vandfaldet helt for os selv. For fotografiernes skyld, kunne det godt have været en flottere dag, men for oplevelsen af naturens kræfter, var det helt perfekt!

I 2022 besøgte jeg igen Múlafossur, og denne gang var det om end endnu smukkere. Denne gang var det i juli måned, og derfor var græsset blevet meget grønnere.

Gásadalur

I både 2018 og 2022 var jeg i bygden Gásadalur, som ligger meget tæt på vandfaldet. Her ligger den lille café Gásadalsgarður, som faktisk er et slagtehus om efteråret.

Den ligger midt i bygden i forbindelse med et lille Guesthouse, så det er også muligt at overnatte. Caféen er moderne indrettet med masser af gamle, lokale fotografier på væggene.

Menuen er meget traditionel færøsk, og det er et af de få steder, hvor du faktisk kan bestille en mad med skærpekød, hvis du gerne vil smage det.

Skærpekød er jo en særlig færøsk specialitet. Det er velhængt fårekød – ofte køllen, som er tørret i vinden. Fordi Færøerne ligger så højt mod nord og der er en hel særlig tør arktisk luft, går der ikke spyfluer i kødet… But don’t try this at home 😉

Smagen er meget speciel og nogle vil sige skarp, men altså jeg kan godt lide det på et stykke brød, og det skal da smages, når man besøger Færøerne og bare er lidt modig!

Første gang jeg besøgte caféen fik jeg en færøsk tallerken med alverdens lækkerier. Røget laks med æggestand og rævesauce, æg og rejer, lammerullepølse, kødpølse og sidst men ikke mindst skærpekød.

Anden gang fik jeg fisketallerken med lun fiskefilet, røget laks og kold kartoffelsalat. Begge gange syntes jeg desværre, at priserne var skruet for højt op. Men dejligt smagte det.

Ellers er Gásadalur en lille bitte idyllisk bygd med kun 13 fastboende ud over gæs, høns og får. Den består af gamle traditionelle huse og en lille lokal butik med færøsk strik.

Bøur

På vej tilbage mod Tórshavn bør du også stoppe i den lille bygd Bøur. Der er meget smukt og idyllisk, og bygden ligger helt ud til vandet.

Der bor omkring 70 mennesker i Bøur og de har stadig landbrug som deres hovedbeskæftigelse.

Vi kom forbi på en søndag i kirketiden, så der var ekstra stille og helt fredfyldt. Attraktionerne i Bøur er de gamle, velholdte træhuse og den traditionelle kirke fra 1865.

Fra Bøur kan man også se den smukke klippeformation i havet kaldet Tindhólmur. Den sejler du også forbi, hvis du tager færgen til Mykines.

Det vandrende postbud på Vágar

Vágar var tidligere berømt for at have Nordens sidste vandrende postbud. I 1915 blev der oprettet en postrute mellem bygderne Gásadalur, Bøur og Sørvágur. Jákup Andreas Henriksen blev ansat som postmand til at vandre ruten to gange om ugen mellem de tre bygder. Dengang var der hverken anlagt veje eller tunneller, så turen gik hver gang over fjeldet – på alle årstider og i alt slags vejr!

I 1955 blev ruten forkortet, da der blev anlagt vej fra Sørvágur til Bøur. I 1976, da Jákup var 80 år, overdrog han ruten til sin søn Solberg Henriksen. Først i 2003 blev der bygget en tunnel mellem Gásadalur og Bøur og derefter blev den sidste postrute med vandrende postbud i Norden nedlagt.

Det er stadig muligt at vandre ruten, hvis du skulle være interesseret. Husk dog at tjekke op på vejrudsigten, så du ikke bliver fanget på fjeldet i dårligt vejr.

Og skulle du være interesseret i hele historien om postmanden, som vandrede over fjeldet, så kan du finde den her. Den er på alverdens sprog, og hvis du scroller ned, kommer den også på dansk.

Vandretur til Trælanípan og Bøsdalafossur

Bergljott og jeg valgte dog en anden og mere tilgængelig vandretur. Efter at have spist i Gásadalur kørte vi til Midvágur, hvor der er en lille vandretur til søen Leitisvatn eller Sørvágsvatn, som nogle kalder den. På skiltet ved lågen står der Trælanípan/Bøsdalafossur. Selve vandreruten begynder bag bygden og det sidste stykke derop til kører man på grusvej, indtil man kommer til en lille parkeringsplads (62°02’30.59″N, 07°11’58.14″W).

Det var aften og ville snart blive skumring, så vi havde lidt travlt. Undervejs så vi mange får og en del fugle, bl.a. storspoven.

Stien var fint markeret, så man kunne ikke fare vild. Til gengæld er det vigtigt, at man netop holder sig på stien Ovara gøta, da området er blevet meget populært inden for de sidste år og derfor kan det ikke holde til, at folk vader ud over det hele. Ligeledes er den nedre vandresti helt ud til søen blevet ødelagt og er derfor lukket for vandrere i øjeblikket.

Her ses strandskaden – på færøsk og islandsk tjaldur. Det er Færøernes nationalfugl og en tro følgesvend rundt på de 18 øer.

Det var utrolig flot at kigge ned ved klipperne Trælanípan. Her stoppede vi både på vejen ud og på vejen tilbage.

På en eller anden måde missede vi vandfaldet Bøsdalafossur, men hvad gør det, når turen er flot og i godt selskab? Og så er der jo noget at komme tilbage til en anden gang.

Sandavágur

I Sandavágur ligger der en ret specielt udseende kirke fra 1917.

Meget tæt på kirken er der en statue, som fortæller et gammelt sagn om to store troldkvinder, som boede ved Fjallavatn. Den ene troldkvinde var lam. Hun havde lagt sin røde kappe på en sten i solskinnet. En mand fra Sandavágur kom ridende forbi, snuppede kappen og red sin vej i fuld galop. Den lamme troldkvinde råbte om hjælp, og den anden troldkvinde kom hende til undsætning. Hun ville stoppe tyven og indhentede manden på hesten. Hun fik fat i kappen, men manden holdt fast, så den gik i stykker. Manden red videre med det ene ærme. Man kunne nu se kirken i Miðvágur og troldkvinden havde mistet sin magt, så hun måtte vende om. Ærmet, som manden havde fået fat i var så stort, at det blev skåret i fire dele og brugt som alterklæde i Vágars fire kirker.

Der er flere smukke og interessante steder på Vágar, som bør udforskes, hvis du lægger vejen forbi. Bl.a vandreturen til klippeformationen Trøllkonufingur – troldkonens finger. Turen har sit udgangspunkt ved bygden Sandavágur og den er på min radar næste gang, jeg kommer til Færøerne.

Her er troldefingeren fotograferet i solskin på helikopterturen fra Mykines.