Vandretur til flyvraget ved Vík

Vi måtte tidligt op og af sted denne dag. Vækkeuret ringede allerede kl. 5.30! Vi skulle nemlig køre godt 170 km fra Hafnafjördur til flyvraget ved Vík i det sydlige Island.

En lang biltur

Ella kunne heldigvis tage en god lur i bilen. Og da vi nåede Hvolsvöllur, stoppede vi ved en tankstation og spiste morgenmad i solen. Det var faktisk den første solskinsdag, vi havde i Island. Vi havde forsøgt at finde en bager, men de åbner altså ikke tidligt i Island! Her sover både folk og bagere længe.

Vi stoppede et par gange undervejs for at tage billeder af det fantastiske landskab. Men ellers kørte vi bare der ud af for hurtigst muligt at komme til parkeringspladsen ved Sólheimasandur. Parkeringspladsen havde vi lokaliseret på app’en Maps.me, og den var ikke svær at finde, da vi kom kørende. Vi var ikke de eneste, som havde fået den idé at gå ud til flyvraget.

Vandretur forude

For år tilbage var det muligt at køre helt ud til stranden. Men det har de lokale jordejere sat en stopper for, da det blev alt for meget med alle de besøgende, som ikke nødvendigvis passer så godt på Islands sårbare natur. Husk lige på, at nogle af de planter, som vokser her, er 70 år om at komme sig, hvis de bliver beskadiget.

Nu bliver man nødt til at gå de godt 3,8 km hver vej, hvis man vil opleve flyvraget ved Vík, men det har nu også sin charme.

Vi havde hjemmefra fortalt Ella om flyvraget og vandreturen. Hun var lige som os helt klar til at spænde vandrestøvlerne og gå turen sammen med os. Islandske lakridser i lommen var også med til at holde humøret oppe.

Vi gik godt til alle 3 ad den stenede vej, hvor man hele tiden skulle holde øje med, at man ikke faldt over de knytnæve-store lavasten. Vejen virker lang, fordi man er spændt på, hvad der venter, men også fordi der ikke rigtigt er nogle pejlemærker at gå efter i landskabet. Hele turen er dog afmærket med gule pæle, så det er ikke svært at finde. 

Det amerikanske flyvrag

Efter en lille time kunne vi begynde at se flyvraget i det fjerne, hvor omkring 20 andre turister allerede gik rundt. Heldigvis begav de fleste af dem sig tilbage imod parkeringspladsen, da vi ankom. Vi kunne således udforske og fotografere det gråhvide flyvrag på det sorte sand i fred og ro. 

Flyet ved Sólheimasandur er et amerikansk DC-3 militærfly, som var tvunget til at nødlande i 1973, da det løb tør for brændstof. Heldigvis overlevede alle de ombordværende soldater. Af uforklarlige grunde ligger flyvraget stadig på stranden og bærer stor præg af tidens tand, og at det er blevet så populært, så flere og flere mennesker tager gåturen ud til vraget.

 

 

Vi brugte lang tid på at gå rundt om flyet, gå ind i flyet og fotografere det fra alle tænkelige vinkler. Det er virkelig enhver fotografs drøm at stå ansigt til ansigt med dette særlige syn.  

 

Vi var meget spændte på, hvad Ella ville synes om dette vrag på stranden. Om det overhovedet var noget for børn, eller om det bare var os voksnes ønske at se et gammelt amerikansk flyvrag. Svaret fik vi prompte, da vi begyndte tilbageturen mod bilen. Ella hoppede rundt og sagde: “Det her er en af de bedste oplevelser i Island – sammen med at bade i kilden i går”. 

Men snart begyndte trætheden at melde sig på tilbagevejen. Vejen var igen lang og uinspirerende, men igen holdt islandske lakridser humøret oppe, til vi nåede tilbage til bilen.

Dyrhólaey

Vi kørte nu til Dyrhólaey, som er et hul i en klippe ude i vandet.
I modsætning til de fleste besøgende i området, så ville vi i stedet besøge fyrtårnet og lundekolonien ved fuglefjeldet. Men det, vi havde troet, skulle være dagens andet højdepunkt, viste sig at falde helt til jorden. Vejen op til fyrtårnet var spærret resten af dagen pga. optagelserne til en kinesisk film. “Kom igen i morgen” sagde den flinke mand ved afspærringen. Men det havde vi nu ikke tænkt os at gøre.

Basaltsøjlerne ved Reynisfjara

Vi kørte i stedet ned til den sorte strand Reynisfjara, hvor vi også kunne beundre de seje basaltsøjler.

På trods af at der er flere skilte med advarsler om farlige bølger, så ser ufatteligt mange stort på faren. Alt ser fredeligt ud, men pludselig kommer der en bølge med kraftig understrøm langt op på stranden. Vi nåede at opleve en ca. 5 årig gut, der kun blev reddet af, at hans far nåede at få fat i hans arm, imens hans fødder blev trukket med ud – så han lå næsten vandret i luften. Så pas på, imens I nyder det smukke syn, og lad jer ikke snyde af, at alt ser roligt ud.

Skógafoss og Seljalandsfoss

På tilbagevejen mod Reykjavik gjorde vi først et stop ved vandfaldet Skógafoss, hvor der i solskin ofte dannes en flot regnbue foran vandfaldet. Det måtte vi selvfølgelig se. Da vi stod der, kunne vi også godt huske, at vi havde besøgt stedet på vores rejse til Island i 2005.

Derefter kørte vi til vandfaldet Seljalandsfoss, hvor man kan gå bagom selve vandfaldet og ud på den anden side uden at blive ret våd. Her koster det 700 islandske kroner at parkere – ca. 42 danske.

 

 

En fantastisk dag sluttede med hjemmestegt islandsk fisk hos Pernille i Reykjavik og efterfølgende besøg i den lokale svømmehal.

 

Læs også: På tur til Den gyldne cirkel

Læs også: Roadtrip på Reykjanes og i Den blå lagune

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour. I weekenden går turen til Mexico og Belize, hvor I kan finde os de næste fem uger.