Uxmal og flamingoer

Fra Mérida er der mulighed for at tage på flere dagsture i området. For os blev det til ruiner i Uxmal og flamingoer i Celestún. 

Fra tegneserie til virkelighed 

Da Anne Marie var omkring 10 år, havde hun en tegneserie med Anders And og Rip, Rap og Rup, som hed Regnguden fra Uxmal. Hun var meget fascineret af denne historie og har lige siden ønsket at besøge disse ruiner.
På vores sidste tur til Mexico besøgte vi de flotte pyramider Chichén Itzá, Ek Balam, Tulum og Cobá. Men nu var det endelig tid til at genopleve barndommens drømme, nu bare i virkeligheden.

På tur til Uxmal

Vi fandt hurtigt ud af, at Uxmal åbnede kl. 8 om morgenen. Skulle man tage en ”pakketur” fra Mérida, så afgik de fleste kl. 9.00, og med halvanden times kørsel, så kunne vi godt selv regne ud, at vi ville være der, mens det var varmest (og mens der var flest turister).
I stedet fandt vi frem til den lokale busstation og købte billetter til næste morgen med afgang kl. 6.00. Vi skulle være der et kvarter før bussen afgik, og vi havde en lille halv times gang fra vores hostel og til bussen. Ergo stod vækkeuret til kl. 5.00! (Og det kalder de ferie…)
Vel ankommet til Uxmal kl. 7.30 havde vi lige lidt ventetid inden vi sammen med 6 andre turister kunne få lov til at købe billet kl. 8.00. Og hvilken skøn morgen det var! Temperaturen var rimelig behagelig, og vi var som antydet meget få besøgende på denne tid af dagen. Lige vores stil.

Troldmandens Pyramide

Vi nød pyramiderne –især den største kaldet Adivino eller Troldmandens Pyramide. Det noget usædvanlige ved denne pyramide er, at den er oval og ikke rektangulær eller kvadratisk, som ellers er normalt for mexicanske mayapyramider.

Uxmal mayaruin i Mexico

Vi kravlede op på de pyramider, vi måtte, og nød udsigten over skoven og toppen af Troldmandens Pyramide, og vi så boldbanen til spillet poc ta poc.

Uxmal mayaruin i Mexico

Da vi havde fået ruiner nok, gik vi på jagt efter dyr og fugle. Således så vi mange leguaner og sommerfugle, en enkelt kolibri og den flotte og farverige fugl motmot, som vi også så for 12 år siden. Men dengang ikke fik taget nogle særlig gode billeder af. De kom så i kassen denne gang.

Mot mot fugl ved Uxmal i Mexico

På vej ud fra Uxmal spottede vi også en agutí, en gnaver som ligner en mellemting mellem et stort marsvin, en kænguru og et egern. Måske ikke verdens bedste beskrivelse, men hvis I vil se den, så har vi fundet et billede fra nettet her. Den løb rundt i skovbunden, og inden vi havde nået at finde kameraet frem, så var den smuttet igen.
Alt i alt havde vi en rigtig fin dag ved Uxmal. Eneste minus var, at bussen først gik tilbage til Mérida kl. 12.00, så vi havde lidt ventetid… og det blev så kun til mere, da bussen var godt 60 minutter forsinket… Velkommen til ”Udkants-Mexico”!

Flamingoer ved Celestún

Dagen efter var vi klar til endnu en tur. Denne gang til stranden Celestún, hvorfra man kan købe bådture ud og se flamingoer. Noget vi rigtig gerne ville.

I højsæsonen samler der sig op mod 20.000 flamingoer i Celestúnfloden, mens der vel højest var godt 1000 her i juli måned. Men imponerende var det.

Flamingoer i Mexico

Ved Uxmal dagen før havde vi mødt en italiensk kvinde og hendes niece. De skulle også til Celestún og ville gerne dele prisen på en båd. Men hvad lige så dejligt var, så havde de en lejebil og ville gerne tage os med til stranden, så vi ikke skulle tage bussen.
Det blev en rigtig hyggelig tur sammen med de to italienere, og vi fik igen set en masse dyr.
I får lige en lille billedserie med flamingoer, skestork og krokodille.
PS: Man kunne få lov til at snorkle der, hvor der var krokodiller. Vi sprang over i denne omgang!

Flamingoer i Mexico

 

Flamingo i Mexico

 

Skestork i Mexico

 

Krokodille på gren i Mexico

 
It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.