Vandfaldet Múlafossur

Det mest berømte og ikoniske sted på Vágar er Múlafossur. Det er uden tvivl det mest fotograferede vandfald på Færøerne på grund af måden hvorpå det løber ud over klipperne og direkte ned i havet. Det ligger tæt ved den lille, hyggelige bygd Gásadalur, som også er et besøg værd.

I 2017 besøgte jeg første gang Múlafossur sammen med min veninde Bergljott. Vi skulle have været til Mykines med vandrelaguet den dag, men da turen blev aflyst pga. vejret, kørte vi forbi bageren efter friskt morgenbrød og så af sted til Múlafossur.

Her sad vi på en bænk i stiv kuling og forsøgte at smøre smør på vores rundstykker – ikke så nemt! Men sikke en herlig morgenmadsudsigt! Og sikkert på grund af dagens vejr, havde vi vandfaldet helt for os selv. For fotografiernes skyld, kunne det godt have været en flottere dag, men for oplevelsen af naturens kræfter, var det helt perfekt!

I 2022 besøgte jeg igen Múlafossur, og denne gang var det om end endnu smukkere. Denne gang var det i juli måned, og derfor var græsset blevet meget grønnere. 

Gásadalur

I både 2018 og 2022 var jeg i bygden Gásadalur, som ligger meget tæt på vandfaldet. Her ligger den lille café Gásadalsgarður, som faktisk er et slagtehus om efteråret.

Den ligger midt i bygden i forbindelse med et lille Guesthouse, så det er også muligt at overnatte. Caféen er moderne indrettet med masser af gamle, lokale fotografier på væggene. 

Menuen er meget traditionel færøsk, og det er et af de få steder, hvor du faktisk kan bestille en mad med skærpekød, hvis du gerne vil smage det.

Skærpekød er jo en særlig færøsk specialitet. Det er velhængt fårekød – ofte køllen, som er tørret i vinden. Fordi Færøerne ligger så højt mod nord og der er en hel særlig tør arktisk luft, går der ikke spyfluer i kødet… But don’t try this at home

Smagen er meget speciel og nogle vil sige skarp, men altså jeg kan godt lide det på et stykke brød, og det skal da smages, når man besøger Færøerne og bare er lidt modig!

Første gang jeg besøgte caféen fik jeg en færøsk tallerken med alverdens lækkerier. Røget laks med æggestand og rævesauce, æg og rejer, lammerullepølse, kødpølse og sidst men ikke mindst skærpekød. 

Anden gang fik jeg fisketallerken med lun fiskefilet, røget laks og kold kartoffelsalat. Begge gange syntes jeg desværre, at priserne var skruet for højt op. Men dejligt smagte det.

Ellers er Gásadalur en lille bitte idyllisk bygd med kun 13 fastboende ud over gæs, høns og får. Den består af gamle traditionelle huse og en lille lokal butik med færøsk strik. 

Bøur

På vej tilbage mod Tórshavn bør du også stoppe i den lille bygd Bøur. Der er meget smukt og idyllisk, og bygden ligger helt ud til vandet. 

Der bor omkring 70 mennesker i Bøur og de har stadig landbrug som deres hovedbeskæftigelse.

Vi kom forbi på en søndag i kirketiden, så der var ekstra stille og helt fredfyldt. Attraktionerne i Bøur er de gamle, velholdte træhuse og den traditionelle kirke fra 1865. 

Fra Bøur kan man også se den smukke klippeformation i havet kaldet Tindhólmur. Den sejler du også forbi, hvis du tager færgen til Mykines.

Det vandrende postbud på Vágar

Vágar var tidligere berømt for at have Nordens sidste vandrende postbud. I 1915 blev der oprettet en postrute mellem bygderne Gásadalur, Bøur og Sørvágur. Jákup Andreas Henriksen blev ansat som postmand til at vandre ruten to gange om ugen mellem de tre bygder. Dengang var der hverken anlagt veje eller tunneller, så turen gik hver gang over fjeldet – på alle årstider og i alt slags vejr!

I 1955 blev ruten forkortet, da der blev anlagt vej fra Sørvágur til Bøur. I 1976, da Jákup var 80 år, overdrog han ruten til sin søn Solberg Henriksen. Først i 2003 blev der bygget en tunnel mellem Gásadalur og Bøur og derefter blev den sidste postrute med vandrende postbud i Norden nedlagt.

Det er stadig muligt at vandre ruten, hvis du skulle være interesseret. Husk dog at tjekke op på vejrudsigten, så du ikke bliver fanget på fjeldet i dårligt vejr.

Og skulle du være interesseret i hele historien om postmanden, som vandrede over fjeldet, så kan du finde den her. Den er på alverdens sprog, og hvis du scroller ned, kommer den også på dansk.

Vandretur til Trælanípan og Bøsdalafossur

Bergljott og jeg valgte dog en anden og mere tilgængelig vandretur. Efter at have spist i Gásadalur kørte vi til Midvágur, hvor der er en lille vandretur til søen Leitisvatn eller Sørvágsvatn, som nogle kalder den. På skiltet ved lågen står der Trælanípan/Bøsdalafossur. Selve vandreruten begynder bag bygden og det sidste stykke derop til kører man på grusvej, indtil man kommer til en lille parkeringsplads (62°02’30.59″N, 07°11’58.14″W). 

Det var aften og ville snart blive skumring, så vi havde lidt travlt. Undervejs så vi mange får og en del fugle, bl.a. storspoven.

Stien var fint markeret, så man kunne ikke fare vild. Til gengæld er det vigtigt, at man netop holder sig på stien Ovara gøta, da området er blevet meget populært inden for de sidste år og derfor kan det ikke holde til, at folk vader ud over det hele. Ligeledes er den nedre vandresti helt ud til søen blevet ødelagt og er derfor lukket for vandrere i øjeblikket.

Her ses strandskaden – på færøsk og islandsk tjaldur. Det er Færøernes nationalfugl og en tro følgesvend rundt på de 18 øer.

Det var utrolig flot at kigge ned ved klipperne Trælanípan. Her stoppede vi både på vejen ud og på vejen tilbage.

På en eller anden måde missede vi vandfaldet Bøsdalafossur, men hvad gør det, når turen er flot og i godt selskab? Og så er der jo noget at komme tilbage til en anden gang.

Sandavágur

I Sandavágur ligger der en ret specielt udseende kirke fra 1917.

Meget tæt på kirken er der en statue, som fortæller et gammelt sagn om to store troldkvinder, som boede ved Fjallavatn. Den ene troldkvinde var lam. Hun havde lagt sin røde kappe på en sten i solskinnet. En mand fra Sandavágur kom ridende forbi, snuppede kappen og red sin vej i fuld galop. Den lamme troldkvinde råbte om hjælp, og den anden troldkvinde kom hende til undsætning. Hun ville stoppe tyven og indhentede manden på hesten. Hun fik fat i kappen, men manden holdt fast, så den gik i stykker. Manden red videre med det ene ærme. Man kunne nu se kirken i Miðvágur og troldkvinden havde mistet sin magt, så hun måtte vende om. Ærmet, som manden havde fået fat i var så stort, at det blev skåret i fire dele og brugt som alterklæde i Vágars fire kirker. 

Der er flere smukke og interessante steder på Vágar, som bør udforskes, hvis du lægger vejen forbi. Bl.a vandreturen til klippeformationen Trøllkonufingur – troldkonens finger. Turen har sit udgangspunkt ved bygden Sandavágur og den er på min radar næste gang, jeg kommer til Færøerne.

Her er troldefingeren fotograferet i solskin på helikopterturen fra Mykines.

Læs også: Fantastiske Færøerne

Læs også: Island – landet af ild og is

Du er meget velkommen til at følge vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her poster vi alle nye indlæg og kommer med updates, når vi er på farten.

Hej 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Vágar blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi har været i tænkeboks for at finde den bedste destination for en 10-årig pige med hang til naturoplevelser, og vi var hurtigt enige om, at Island er det helt rigtige sted! Det lille land, med kun 300.000 indbyggere, har al den wauw-faktor, som vi gerne vil opleve sammen med hende. Vulkaner, gletchere, vandfald, geysere og varme kilder. What’s not to like? Derudover er der “kun” tre timers flyvning, hvilket passer os meget fint.

Da Ella pakkede gaven op til jul, undrede hun sig godt nok noget over, at den indeholdt 3 ruller toiletpapir med påskriften “Til dårlig mave”??? Men snart gik det op for hende, at det var “skøre morbror Rasmus”, der havde brugt denne lidt utraditionelle indpakning for at skjule et hjemmelavet gavekort indeholdende en tur til Island. Og så var der jubel. Selv om hun ikke vidste så meget om landet på forhånd, sagde hun straks JA TAK til at komme med. Der var overhovedet ingen betænkningstid.

Forberedelser til rejsen

I løbet af vinteren har vi haft Ella på besøg til planlægningsmøde. Her gennemgik vi pakkelisten med hende og fortalte hende vores tanker om programmet for de fire dage, vi skulle være i Island. Da hun jo som sagt ikke havde det store kendskab til Island på forhånd, sugede hun bare til sig af alle informationerne. Da vi spurgte til hendes mening om programmet, udbrød hun: “Jeg vidste slet ikke, at man kunne nå så meget på fire dage!” Og så lyste det bare ud af hende, at hun glædede sig helt vildt.

Vores tur til Island i 2005

Vi har selv været på Island en gang før – helt tilbage i 2005. Men det var længe før vi skrev blog, og derfor har I ikke kunne læse om det før nu. Vi synes dog, at det kunne være sjovt at vise jer lidt billeder fra dengang. Husk lige at lægge mærke til hvor “unge og smukke” vi var

Anne Marie skulle til Island i sommerferien på geologitur og feltkursus med RUC, hvor hun læste geografi dengang. Derfor besluttede Rasmus også at rejse til Island. Han ville vandre forskellige steder på øen i en 10 dages tid.

Vi var begge i det nordlige Island i området omkring Akureyri. Anne Marie lavede derefter feltarbejde i Vestfjordene, mens Rasmus vandrede på Snæfellsnes.

Derefter mødtes vi i Reykjavik og rejste sammen mod syd og øst. Vi tog bus rundt og tomlede, når busserne ikke passede sammen. Vi lavede mad på trangia og sov i telt om natten. En fantastisk smuk oplevelse tæt på naturen.

Vestmannaøerne

Først besøgte vi Vestmannaøerne – på islandsk Vestmannaeyjar. Det er et helt enestående sted og således også en oplevelse, som står meget klart i vores erindringer. Vi sejlede med færgen til den største ø Heimaey, hvor vi overnattede. Heimaey er den eneste af de 14 Vestmannaøer, som er beboet.

Her så vi masser af lunder – også kaldet søpapegøjer. Det er en utrolig flot fugl med et meget farverigt næb. Samtidig er den utrolig kluntet, og man undrer sig over, at den overhovedet kan flyve. Den ligner faktisk noget, som kunne være med i en tegnefilm.

Vi besteg en af øens vulkaner Eldfell, som stadig er varm, hvis man blot graver fingrene få centimeter ned i jorden. Det var den vulkan, som gik i udbrud i 1973 og begravede ca. 400 huse i lava og aske. 

Vi gik også en tur i en af de gader, som blev begravet dengang. Det er vildt, at der stadig står huse tilbage fra den tid, som man kan se.

Vi har efterfølgende læst, at der nu er åbnet et vulkanmuseum, som hedder Eldhimar Museum. Det er bygget rundt om en af ruinerne fra vulkanudbruddet og fortæller historien før, under og efter udbruddet. Hvis vi nogen sinde kommer tilbage til Vestmannaøerne, så er det klart et “must see”.

Det fantastiske trek fra Landmannalaugar

Derefter rejste vi videre til Landmannalaugar, hvor vi badede i en lille kilde ude i naturen. Det var en af vores største oplevelser i Island og en oplevelse, som vi også vil forsøge at give Ella.

Det er simpelthen magisk at finde en kilde i naturen, hvor der ikke er “bassin” som i en swimmingpool, og hvor det gælder om at finde det helt rigtige sted at sætte sig. Koldt og varmt vand mødes, så man må rykke lidt frem og tilbage indtil temperaturen er helt rigtig.

På fire dage gik vi det 53 km smukke trek Laugavegur fra Landmannalaugar til Þórsmörk (Udtales Thorsmörk). En af de flotteste vandreture vi nogen sinde har gået. Vi gik ad bjergskråninger med fantastiske farver, så termiske områder samt grønne dale og indimellem gik vi på sne på trods af, at kalenderen viste juli. Den arktiske sommer er kort og barsk, men utrolig smuk! Undervejs skal man også krydse 3-4 floder med iskoldt smeltevand. Så er det bare af med støvler og sokker. Det er noget af en kold fornøjelse.

Vandfald og Jökulsarlon

Så gik turen videre til vandfaldene Skogafoss og Svartifoss samt gletcheren Skaftafell. Især gletchersøen Jökulsarlon imponerede, inden vi sluttede af med en kajaktur i Seydisfjördur.

Derfra sejlede vi til Færøerne, hvor vi tilbragte en skøn uge med endnu flere fantastiske oplevelser.

Nye oplevelser i Island

Og nu skal vi altså tilbage til Island igen – et land vi har talt så ufattelig meget om siden dengang. Vi skal gense et par af de steder vi så sidst – bl.a. Reykjavik, Geysir og vandfaldene Gullfoss og Skogafoss. Men vi skal også ud og lede efter nyt.

Vi har et godt øje til det forulykkede fly, som ligger på stranden ved byen Vík, og så skal vi selvfølgelig i Den blå lagune. Det sparede vi væk sidste gang – og fred være med det. Men Ella skal ikke komme hjem fra en tur til Island uden at have besøgt en af landets aller største turistattraktioner. Så må vi “æde” prisen på ca. 620 kr. pr. voksen for de billigste billetter. Børn under 12 år er heldigvis gratis i følge med voksne. Vi har allerede bestilt billetterne – ellers er vi ret sikre på, at vi ikke kan få billetter til den dag og det tidspunkt, som passer os. Det er virkelig en stor turistmagnet!

Vi glæder os utrolig meget til at vise Ella alle disse fantastiske steder og er sikre på, at Island til fulde lever op til vores alle tres forventninger.

Læs også: Spækhuggere og pukkelhvaler

Læs også: Nordlys i Tromsø

Du er meget velkommen til at synes godt om og følge vores Facebook-side Two Danes On Tour. I juni skal Anne Marie et smut til Færøerne og i sommerferien poster vi masser af billeder fra Mexico og Belize, som vi skal besøge sammen med Rasmus’ familie.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Island – landet af ild og is blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Første fredag i januar havde vi sat vores gode ven Martin fra Thurø stævne ved Farøbroen. Vi havde planer om en primitiv overnatning og en vandretur på Camønoen. Det havde frosset omkring 5 grader hele dagen og været flot solskin. Meget fint vintervejr – men også koldt, hvis man skal være ude i længere tid.

Sammen med Martin og hans kæreste Sanne, har vi en shelterklub, hvor vi tager rundt i Danmark og sover i sheltere. “Jamen, hvorfor er det en klub?” er der ind imellem nogle der spørger os, og jo, det er det, fordi så kommer man af sted!

Sanne kunne desværre ikke være med i denne weekend, men vi andre var klar til at tage på tur her først i januar. Især var vi spændte på at gå et stykke af Camønoen – Kongerigets venligste vandrerute.

Bogø fyr

Da vores fritid er begrænset af et arbejde, så var solen gået helt ned, da vi kørte fra Farøbroen til Bogø fyr, som kan benyttes som shelter.
Det var lidt svært i mørket at finde den rigtige vej, men det viste sig, at man blot skulle køre langs en bondegård og en flok højlandskvæg, og så var der farbar vej helt ud til fyret.

Bogø fyrs venner

Vil man sove på 1. sal, skal man på forhånd melde sig ind i Bogø fyrs venner. Det koster 100 kr. for et års medlemskab eller 150 kr. for en husstand. Herefter kan man kvit og frit booke øverste etage, hvor der er en lille brændeovn samt brikse og et bord. Disse kan ved sovetid skubbes sammen til en samlet briks, hvor der kan ligge to voksne og evt. et barn. Der er også en ekstra briks ved den ene væg, så efter vores vurdering, er der maks plads til 3 fuldvoksne mennesker. 
Kommer man uden at være “ven med fyret” eller at have reserveret overetagen, så er det også muligt at sove i et tilstødende rum med hems. Dette rum var om muligt endnu mere primitivt og uden nogen form for varmekilde.
Uden for fyret er der en bålplads, og under trappen findes et campingtoilet. Det var dog ude af drift, da vi var forbi. Der er planer om at lave et rigtigt muldtoilet ved fyret, men det er i skrivende stund endnu ikke godkendt. 

En kold aften og nat

Vi fik hurtigt tændt op i brændeovnen, og snart snurrede suppen på trangiaen. Det var virkelig koldt med is indvendigt på ruderne, men suppen og det gode selskab varmede os. Vi havde ikke set Martin, siden vi sammen var i Ecuador i sommerferien, så der var nok at snakke om.

På grund af kulden krøb vi snart i poserne, hvor desserten blev indtaget. Det var den berømte “Brøderupkage”, som vi fik som betaling for vores rejseforedrag på efterskolen torsdag aften.

Brændeovnen gik ud i løbet af natten, og så var det især vigtigt at have en varm sovepose og et godt liggeunderlag.

Næste morgen stod vi op til sne, frost og endnu mere kulde, men vanen tro stod den på havregrød med kanelsukker og smør, inden vi smurte madpakker og pakkede sammen i fyret.

På jagt efter et Camøno-kort

Vi kørte nu mod Stege, hvor vi forsøgte at købe et Camøno-kort i den lille turistinformation ved havnen (skråt over for Netto), men indehaveren havde desværre udsolgt, og selv om han havde forsøgt at skaffe flere kort, så var det ikke lykkedes.
Vi stoppede derfor også ved Møn Museum, som er Camønostart, for at købe et kort der. Ved hovedindgangen hang en lille blå lap hvorpå der stod: “Tak for i år. Vi ses igen d. 1/3-2017”. Så det behøver andre så ikke at forsøge sig med før engang i marts!
Vi havde selvfølgelig kigget på ruterne på Camønoens hjemmeside, men det er altså ikke helt nemt at greje, uden et rigtigt kort i hænderne. Samtidig har de forskellige ruter nogle lidt sjove navne, som ikke nødvendigvis siger noget om, hvor på Møn de findes f.eks. Enebæretapen, Mælkevejen og Havetapen.
 

Camønoen

Vi havde hjemmefra udset os en rute, som vi havde tænkt os at gå. Men grundet vejret – sne, frost og stiv kuling fra vest, blev den reduceret en smule.

Vi parkerede bilerne i Kraneled (Der hvor den orange rute på kortet knækker 90 grader lige over en langdysse) og gik ad vejen mod havet – faktisk ikke en del af nogen rute på Camønoen.
Så snart vi trådte ud på asfalten opdagede vi, at der var isslag og vi var ved at stå på r…. alle tre, så vi måtte ud i rabatten og gå. Samtidig stod der sne ind i hovedet på os fra vest, og det bed godt på kinden.

Ved Mandemarke Haver tjekkede vi lige de to sheltere ud. Det var meningen, at vi skulle have sovet der anden nat, men grundet vejrsituationen (og manglende brænde til at kunne braisere svinekæber i 3 timer), ombestemte vi os og tog den i varmere omgivelser.

Møns klint

Efter en lille times tid ramte vi Møns klint og så blev terrænet for alvor kuperet. Vinden tog også til igen, så vi søgte ly i skoven og fik en bid frokost. Men man skulle ikke stå stille længe, før man blev kold.

Mælkevejen

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Danmark dejligst – Camønoen i januar blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Fra Otavalo tog vi bussen 4 timer sydpå mod Latacunga og Quilotoa. På vejen så vi den store vulkan Cotopaxi, som desværre nærmest var dækket af skyer denne eftermiddag. Det skulle eftersigende være Ecuadors mest aktive vulkan, så vi havde håbet at se både røg og rødglødende lava. 

En kaotisk morgen i Latacunga

Det skulle dog blive sjovt at prøve at komme med bussen dertil! Vi stod forholdsvist tidligt op, da vi havde hørt, at den sidste bus fra Quilatoa til Latacunga kørte kl. 13.30, så for at have tid nok deroppe, ville vi se at komme ud af starthullerne.

Da vi ville ud af vores hostel kl. 6.30, var porten ud til gaden låst, og vores nøgler til værelserne passede ikke i låsen. Vi måtte derfor ”banke” mutter op, som i slåbrok, nattøj og rimelig klatøjet kom og låste op.

På busstationen blev vi straks mødt af et par mænd, som råbte Quito, men vi skulle jo til Quilotoa. Da de hørte det, råbte de ”Skynd jer, skynd jer, bussen går herude fra”. Vi skyndte os ud på busholdepladsen, hvor der var rimelig tomt – bussen havde først afgang kl. 7.30… altså om ca. 45 minutter, og den var derfor slet ikke kommet endnu.

Pludselig råbte de fra et nyt hjørne. ”Skynd jer, skynd jer. Vi har fundet en anden bus, I kan tage med. Den kører NU”. Vi skyndte os så over til den anden bus, som rigtig nok holdt der. Men først med afgang kl. 7.15 – altså om ca. 30 minutter. Mændene ville gerne have, at vi straks steg ombord og købte billetter, men vi tænkte nu mere i retning af noget morgenmad, så vi gik ind på selve busstationen igen.

Vi kunne ikke rigtig finde noget spiseligt, som kunne friste, og vi blev for tredje gang mødt af de samme mænd. NU havde de fundet en bus til Quilotoa, med afgang HER og NU. Eneste ”problem” var, at den faktisk ikke kørte fra selve busstationen, men lige udenfor, og den havde allerede passeret stationen, så nu gik det i løb en 50-100 meter op ad gaden, hvor bussen holdt. Så snart vi var hoppet ind, kørte den.

Den smukkeste tur gennem Andesbjergene

Quilotoa

Er man kommet ned, må man også op!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Quilotoa blev først udgivet på Two Danes On Tour.