Elses første møde med Caye Caulker

Denne gang har vi jo hele Rasmus’ familie med på ferie, og det er for dem alle deres første rejse til det lille mellemamerikanske land Belize.

Rasmus’ mor Else indrømmede efter nogle dage, at da vi lige ankom til Caye Caulker havde hun tænkt “Hva’ f… laver vi her?”

Det skal så også lige retfærdigvis siges, at vi den dag havde kørt 4 timer gennem Mexico. Derefter havde vi en del venten på havnen i Chetumal. Efterfølgende en 2 timers sejltur til øen San Pedro i Belize, hvor immigrationen tog præcis lige så lang tid, som skrankepaven i buret havde tænkt sig, at den skulle tage. Derefter endnu en sejltur til Caye Caulker, hvor vi netop steg af båden, da solens sidste stråler gik ned. Vi fandt således frem til hotellet i mørke og til rytmerne af høj reggaemusik med en ordentlig syg bas. Welcome to Caye Caulker!

Men snart overgav Else sig også til øens charme og blandingen mellem det smukke og det rå look. Næste morgen i solskin, så øen helt anderledes ud og der var masser af steder at gå på opdagelse.

De fantastiske solnedgange ved Iguana Reef Inn var vi alle helt vild med. Der måtte vi bare forbi hver aften.

Det blev så ikke dårligere af, at der var masser at kigge på ved badebroen – rokker, søheste, en haj og en moræne. Og så kom de sjove pelikaner forbi for at få en lille fisk med og hilse lidt på.

Så det blev til en del skønne solnedgangsbilleder i løbet af ugen.

Vores kærlighed til søkøer

Sidst vi var i Belize i 2015, tog vi den mest fantasiske 3 dage/2 nætters catamaran-tur fra Caye Caulker til den sydlige by Placencia med Raggamuffin tours. Hvis der bare er det mindste adventure/udemenneske i dig, og du nogensinde får mulighed for det, så skulle du tage med på denne utroligt smukke sejltur.

Undervejs snorklede vi hver dag fra båden, og her oplevede vi det, som vi ikke troede muligt. Vi snorklede med en søko! Siden da har vi drømt om at få lov til at opleve sådan et magisk øjeblik igen – i mere end 30 sekunder.

Og der må vi sige, at tingene har ændret sig de sidste tre år på Caye Caulker. Sidst vi var her kunne man ikke booke deciderede snorkelture med fokus på søkøer. Nu reklamerer alle snorkelbureauerne med det. 

Anda De Wata Tours

Den ene dag tog vi (Rasmus og Anne Marie) afsted på en halvdagstur med Anda De Wata Tours. Caye Caulkers snorkel-selskab med det skøreste navn! Deres slogan lyder: ‘Cos it’s hotta Anda De Wata, som skal siges med fed caribisk accent. 

Vi mødte senere to danskere som simpelthen ikke kunne forstå, hvad der stod på skiltet. Så vi kommer lige med en oversættelse til alle: Because it’s hotter under the water.

Og det vil vi så godt skrive under på! Da vi snorklede fra stranden, målte Finn badevandstemperaturen. Vi troede ikke vores egne øjne, da termometeret listede sig op på 33 grader! Aldrig før har vi prøvet at bade i så varmt havvand.

Snorkling med havskildpadde

Da vi steg ombord på båden sammen med en familie fra Argentina, gjorde vores guide John det selvfølgelig klart fra starten, at han ikke kunne garantere nogen søkøer. Og derudover ridsede han de gængse snorkelregler op: Du må IKKE røre nogle af dyrene, du må ikke svømme for tæt på dem eller på nogen måde genere dem, du skal til alle tider følge din guides anvisninger.

Efter ca. 10 minutters sejlads stoppede båden, og vi sad lidt og kiggede ud over havet. Her er det nogle gange muligt at se søkøer – men ikke denne dag. Vi sejlede derfor lidt slukørede videre til et sted, hvor der nærmest var 100% garanti for at se havskildpadder. Og rigtig nok. Vi hoppede snart i vandet til den sødeste havskildpadde. Dem holder vi altid af at se. 

Tilbage i båden var vi lige ved at komme til at ærgre os over, at de to første stop ikke havde budt på det, som vi egentlig var kommet efter: søkøer.

Søko i sigte

Vi sejlede to minutter mere. Bådmotoren stoppede, og guiden kiggede ud over havet. Et øjeblik efter udbrød han: “Den er her! Søkoen er her i dag.” Det kan nok være, at vi fik finner og maske på i en fart og gjorde os klar til at hoppe tilbage i vandet. Vi var begge to meget spændte! 

Vi var hurtigere i vandet end den argentinske familie, som havde en dreng med på en 7-8 år. Men han gjorde det nu rigtig godt, når man tænker på, at det var snorkling i åbent hav. Derfor kom vi også som de første hen til søkoen, som lå helt stille ca. en meter under overfladen.

Sidste gang vi så en søko, stak den af efter ca. 30 sekunder, så vi var lidt spændte på, hvor længe denne ville blive, og vi gjorde derfor vores bedste for ikke at forstyrre den. Men den lå der bare – og lå. Og en gang ca. hvert 8. minut svømmede den lige en meter op for at trække luft, og lagde sig så til rette igen. Det var fantastisk at ligge i havoverfladen og studere dette dyr. Den var virkelig sjov at kigge på, og vi kunne slet ikke få nok.

På et tidspunkt begyndte vores guide at fortælle os om nogle af de fisk, som vi også kunne se. Men han havde for længst mistet sit publikum. Alle lå bare og kiggede på den fantastiske søko. Til sidst hoppede guiden op i båden igen og sagde, at vi bare kunne komme, når vi engang var færdige med søkoen. Men bliver man nogensinde det? 

Efter en halv times tid fandt vi alle tilbage til båden. Derefter sejlede vi til sidste snorkelstop, som var et gammelt skibsvrag, med masser af fine fisk at kigge på. Men da vi kom tilbage til Caye Caulker, var det kun søkoen vi kunne snakke om. 

Endnu en snorkeltur

Næste dag havde vi hele familien med på snorkeltur. Denne dag var vi med selskabet E-Z Boy Tours. Her havde vi chartret vores egen båd med guide. Det gav os mulighed for at sejle afsted allerede kl. 8 og stoppe de steder, som passede os. Dette selskab var lige så professionelt som Anda de Wata fra dagen før.

Allerede ved første stop sagde guiden, at der var en søko lige her, og vi hoppede straks i vandet. Den lå meget dybere end dagen før og først tænkte Finn, at det måtte være en unge, så lille som den var. Men da den skulle op efter luft, blev han alligevel overrasket over, HVOR stor den rent faktisk var. 

Igen havde vi ca. en halv time med søkoen. Det var en stor oplevelse for hele familien at se dette skønne dyr. Og vi var ikke kede af at se den to dage i træk

Flere oplevelser

Vi sejlede gennem The Split og over på den anden side af Caye Caulker. Guiden nåede lige at sige, at her kunne vi være heldige at se delfiner. Så spottede Karen en! Vi sejlede straks hen til den og den blev om båden i ca. 10 minutter. Det var sjovt at se den lege i vandet, og det havde hjemmefra været Karens højeste ønske at se en delfin. Dejligt at det lykkes, og at det var hende selv, som spottede den.

Efterfølgende fik vi alle mulighed for at håndfodre tarpons, som er 70-120 cm store fisk. En ret sjov og vild oplevelse!

Hele familien nød til fulde de 6 dage i skønne Belize, inden turen gik tilbage til Mexico. Især vil vi huske de dejlige oplevelser med dyr både på landjorden og i vandet – ikke mindst de fantastiske søkøer. Vi glæder os allerede til næste gang, vi kommer forbi dette lille fantastiske og sjove land.

Har I lyst til at læse et par skilte mere, så er her nogle af vores favoritter:

Sidst vi var i Belize skrev vi lidt forskellige blogindlæg, som du kan finde her: 

Læs også: Caye Caulker, Belize
Læs også: Raggamuffin Tours
Læs også: Med bus i Belize
Læs også: Hopkins, Belize

Du kan se billeder på vores Facebook-side Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Snorkling med søkøer ved Caye Caulker blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Her møder Two Danes hele Rasmus’ familie: mor Else, far Finn, søster Signe og niecerne Ella og Karen på 10 og 6 år.

Gensynsglæden er stor, og så er vi pludselig Seven Danes på tur. Vi skal nu sammen på roadtrip på Yucatan-halvøen de næste 3 uger. Noget vi alle har set frem til meget længe.

Valladolid

Vi henter lejebilen hos National i lufthavnen og kører derefter ud på de meget lige og meget lange mexicanske landeveje på Yucatan. Enkelte steder skal vi betale vejskat, men vi slipper heldigvis for at blive stoppet af politiet, som Rasmus ellers har oplevet flere gange i Mexico. 

Turen går først til Valladolid, som er en typisk mexicansk by med en stor plaza i midten og farverige gader lagt ud som et kvadreret vejnet.

Vi bosætter os på hotellet La Aurora Hotel Colonial, som kun ligger et par gader fra centrum. Der er en dejlig swimmingpool, på taget er der to boblebade, og desuden gratis parkering lige uden for døren. Mere har vi ikke brug for.

De forskellige måltider bliver spist på både små og store restauranter i nærheden af byens plaza til yderst rimelige priser.

Især forelsker vi os i gårdhaven på Restaurante El Atrio del Mayab. Her er dejligt svalt, og om aftenen sidder der en ældre mayakvinde og bager tortillas på en stor pande.

Men også det lokale madmarked, hvor alles madønsker efterkommes, bliver benyttet flittigt.

Læs også: Spise med Price… på Yucatan

Fødselsdag og Chichén Itza

Næste morgen bliver der sunget fødselsdagssang for Anne Marie, som pakker gaver ud, inden turen går imod den fantastiske pyramideby Chichén Itza. Uden tvivl den største seværdighed på Yucatan og én af Verdens syv nye underværker.  

Vi har været tidligt oppe og springer morgenmaden over for at finde en bager undervejs. Da vi nærmer os pyramiderne, spørger vi (på spansk) en tilfældig dame i den lille landsby Pisté om vejen til det nærmeste bageri. Hun fortæller til vores store ærgrelse, at det ligger i Valladolid, hvor vi netop kommer fra. Slukørede triller vi videre ind i landsbyen, og 20 meter længere fremme får vi øje på den lokale bager!? Så dårligt er vores spanske altså ikke!

Vi køber rigeligt brød, og alle får lov til at vælge hver deres brød – eller rettere formen på dem, for de smagte praktisk talt ens allesammen.

Vi ruller ind på parkeringspladsen ved Chichén Itza præcis kl. 8, og selv om den første times tid er diset, er vi glade for at være kommet tidligt. Både på grund af varmen og på grund af mængden af turister, som vi ved, ruller ind i løbet af formiddagen.

Vi besøgte også dette smukke sted for seks år siden. Det kan du læse om her, hvor vi fortæller meget mere om de spændende pyramider.

Ud over at se de fine pyramider, går der også lidt shopping i den. Vi kigger både på tæpper, hatte, skåle, t-shirts, køleskabsmagneter og meget, meget mere. Og vi kan da godt afsløre, at på hele vores rundrejse på Yucatan, er dette det bedste sted at prutte om prisen. Det er nok godt, vi ikke vidste det, mens vi var der – så havde vi købt hele butikken!

Det er også her, at Ella og Karen for første gang finder ud af, at man ikke må virke for interesseret, hvis man vil have en god pris. De lærer hurtigt, ganske upåvirket at fortælle Rasmus, hvad de gerne ville købe, hvor efter de lusker af, og så klarer han forhandlingerne.

Cenote Oxman

Om eftermiddagen kører vi til Cenote Oxman for at at bade. Den ligger ved Hacienda San Lorenzo 4 km syd for Valladolid. Lige da vi ankommer, er vi lidt i tvivl, om det er det rigtige sted, da cenoten ikke kan ses udefra. Men jo, den er god nok.

En cenote er et gammelt jordfaldshul, hvor grundvand samles. Mange steder på Yucatan er der cenoter, som du kan bade i mod betaling. Ved Oxman kan man enten betale 70 pesos for indgangen, eller man kan betale 100 pesos, men så får man ud over indgangen også en voucher på 50 pesos til brug i baren ved hotellets pool.
Det giver jo kun mening for os at tage imod det sidste tilbud. 

Pigerne er noget skeptiske over at skulle ned i “hullet”, men vi får dem lokket med ned ad alle trapperne. Vandet er køligt, men forfriskende, da vi hopper i. Der flyver masser af svaler over vores hoveder, og små fisk svømmer rundt i det turkisblå vand. Og hvis du er modig, kan du få lov til at svinge dig i et Tarzan-reb ud over cenoten og hoppe i fra ca. 3 meters højde. Det skal Rasmus og Signe selvfølgelig prøve.

En time senere vil Ella og Karen nærmest ikke med op igen. Det ender med at være en af de oplevelser, de husker bedst fra dette roadtrip.

Og nu indtager vi swimmingpoolen samt bruger vores voucher på drinks i baren. Det er jo fødselsdag!

Har du ikke før prøvet at bade i en cenote, så vil vi gerne anbefale Cenote Oxman. Den har åbent hver dag fra 8-17 og poolen lukker kl. 18.

Ek Balam

Næste dag står den igen på pyramider. Denne gang ved Ek Balam, som er en af vores yndlingspyramider i Mexico.

Vi synes, at det er fantastisk at komme til dette sted tidligt om morgenen og have næsten hele området for os selv. Der er den mest fantastiske udsigt fra toppen, og resten af familien Lyngsøe må give os ret. Det er og bliver et fortryllende sted.

Da vi kommer ned igen, kan vi dog godt fornemme, at alt ikke er, som det skal være. Både Rasmus og Ella har høj feber, og turen til den lyserøde lagune på nordkysten af Yucatan bliver hurtigt droppet.

Til gengæld får de to patienter en tur forbi børnelægen med det legendariske navn Dr. Dante. Han udskriver effektiv penicillin mod influenza A og B, samt en lang middagslur og pomfritter på sengen. Måske sagde Dr. Dante ikke direkte det med pomfritter i sengen, men sådan bliver det, og det virker!

Havskildpadder ved Akumal

Allerede dagen efter er de to patienter igen oppegående, om end lidt matte i koderne. Men vi må videre.

Efter nogle skønne dage i Valladolid går turen nu til Akumal, drømmestranden med de fantastiske havskildpadder, som vi faldt pladask for, da vi rejste rundt på Yucatan i 2012. Men ak, der er sket meget her siden da.

I juli 2018 er Akumal blevet til en betalingsstrand, hvor man kun kan bade mellem kl. 9 og 17. De lokale jordejere har besluttet, at det er sådan, det skal være. Derudover SKAL man have redningsvest på og en guide med i vandet, hvis man vil snorkle med havskildpadder. Og så er området, hvor man må snorkle, blevet hegnet ind – så der næsten ingen plads er at svømme på. 

Vi er godt med på, at alle disse tiltag skal være med til at beskytte havskildpadderne. De lokale vil gerne have begrænset mængden af badegæster – og tjene penge. De vil gerne sørge for, at ingen forulemper skildpadderne ved f.eks. at svømme efter dem eller røre ved dem. Og så skal der være mere plads til, at skildpadderne kan svømme væk, hvis de ikke gider de mange besøgende. Det, er vi helt med på, er nogle gode tiltag.

Men det er jo slet ikke den fantastiske strand mere, som vi engang kendte. Og vi holder ikke til at snorkle så “sent” op ad dagen. Der er solen alt for stærk for os og vores lyse hud.

Vi sniger os derfor ind to morgener i træk kl. 7.30, inden vagterne er mødt, inden snorkelguiderne står klar til at følge os rundt, og inden andre mennesker har indtaget stranden. Med andre ord: Vi har hele stranden for os selv, skildpadderne svømmer roligt rundt og spiser søgræs, og vi kan nyde dem i fred og ro.

Og Kl. 8.15 er vi ude igen og på vej hjem til dejlig morgenmad og friskpresset juice hentet i Akumal landsbyen på den anden side af hovedvejen.

Vi ved nu, at det er sidste gang, at vi har været forbi Akumal og de skønne havskildpadder. Det er blevet alt for turistet og kommercielt til os. Vi må ud og finde nye eventyr.

Airbnb i Akumal

Mens vi er i Akumal, har vi lejet en skøn lejlighed gennem Airbnb med en fantastisk udsigt og en lækker pool i haven, hvor store leguaner holder til.

Her nyder vi nogle dejlige afslappende dage, og Karen, der har fået til opgave i skolen at læse for et dyr, sidder i skyggen og læser højt for leguanerne.

Det er også rart med denne lejlighed, at vi kan være sammen, når alle nu ikke er på toppen. Efter Rasmus og Ella er det nu Karens tur til at få en omgang influenza. Men nu ved vi jo, hvilken medicin der virker, og snart er hun også på benene igen.

Tulum

Pyramiderne i Tulum bliver sidste stop, inden turen går videre til det lille sjove land Belize. Vi har set pyramiderne flere gange før, men vil gerne vise dem frem til resten af familien Lyngsøe. Det er og bliver bare et smukt sted.

Dagens største oplevelse får vi, da vi står under et lille palmetræ, hvor to sure fugle pipper sindsygt højt. Anne Marie siger til Else, at hun hellere må flytte sig, så hun ikke får en fugleklat i hovedet. Vi gætter på, at de har en rede i træet og gerne vil passe godt på deres unger.

Rasmus kigger lidt nærmere på palmetræet, og opdager pludselig en lille, tynd slange, som hænger på et af bladene. Så er det derfor, de to fugle er så vrede. Inden vi ser os om, dratter slangen ned på jorden lige foran os – der hvor Else stod blot et øjeblik forinden.

Efterfølgende finder vi ud af, at det er en mexicansk papegøjeslange, der desværre ikke er dødsens farlig. Det ville ellers have tilføjet en ekstra dimension til vores fortælling. Men det er nu alligevel altid spændende at stå ansigt til ansigt med en ukendt slange.

Ved udgangen til ruinerne møder vi de altid søde næsebjørne, som Else, Anne Marie og Rasmus var stået mega tidligt op for at se netop denne morgen i Akumal – bare i halvmørke og på længere afstand, viste det sig. For her i Tulum vandrer de bogstaveligt talt rundt imellem benene på os til alles store fornøjelse.

Foran os har vi nu 4 timers kørsel og den længste lige vej, vi kommer til at køre på på dette roadtrip på Yucatan. 

Læs også: Cobá og endnu engang skildpadder i Akumal

Læs også: Bacalar & Akumal

Overvejer du at tage et roadtrip på Yucatan, så er du meget velkommen til at skrive til os for råd og hjælp med planlægning – det koster ingenting!

Vi vil blive glade, hvis du vil følge vores rejser på Facebook og Instagram @twodanesontour. Vores næste rejse går til Kirgisistan i oktober.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På Yucatan med familien Lyngsøe blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Igen i år har vi været på en forlænget weekend til Nordnorge. Denne gang til byen Andenes.

Sidste år besøgte vi Tromsø. Vi tog dengang til Nordnorge for at se nordlys og spækhuggere, og det var en fantastisk ferie med de fedeste oplevelser. Så fantastisk, at vi bare måtte af sted igen i år.

Vi havde nu fundet et sted, hvor man kunne komme til at snorkle med spækhuggere. Vi har ikke kunne finde denne mulighed andre steder i verden, men hvis du hører om det, så giv gerne lige et praj. (I sæsonen november-december 2019 vil det kun blive muligt at snorkle med spækhuggere ved øen Skjervøy nord for Tromsø, da spækhuggerne har flyttet sig efter sildestimerne).

Og så var det jo meget belejligt at SAS havde 70 års fødselsdag i 2016. Normalt har de “udsalg” på deres billetter betalt med point i efteråret, hvor man kan komme til at sted i Norden for 10.000 point. Så mange point har vi bare aldrig haft, da vi ikke er loyale over for et bestemt flyselskab, men shopper rundt alt efter, hvad der er billigst, og hvad der kan lade sig gøre. Grundet fødselsdagen var disse “pointudsalg” sat ned til 6.000 point, og så kunne vi lige være med. Vi kom således til Evenes for 6.000 point + skatter og afgifter på 406 kr./person. Dejligt!

Fly til Evenes

Vi må nok lige skrive et par ord om lufthavnen. Dens officielle navn er Harstad/Narvik lufthavn Evenes. Rigtig nok ligger den ved den meget lille flække Evenes men mellem de to større byer Harstad og Narvik, og derfor har den fået dette meget lidt mundrette navn. Skulle du få lyst til at søge flybilletter dertil, så er det aller nemmest at bruge lufthavnskoden EVE – så kommer du i hvert fald det rigtige sted hen

Egentlig kan man også flyve direkte til Andenes, men det ville for os betyde et ekstra stop i Bodø samt endnu længere rejsetid. Derudover syntes vi også, at det var interessant for os at have en lejebil, så vi kunne komme lidt mere rundt på egen hånd i forhold til sidste års tur til Tromsø, hvor vi var med lufthavnsbussen ind til centrum.

Køretur i snestorm

Da vi landede i Evenes fredag aften, efter et kort stop i Oslo, var det snestorm. Vi fik hurtigt fat i både bagage og lejebil, og så var det for første gang ud på de meget glatte norske veje. Rasmus bag rattet og Anne Marie som co-pilot.

Vi skulle køre godt 70 km til byen Lødingen. I Nordnorge skraber sneploven bare det øverste lag sne bort fra vejene, så bilerne kører direkte på is. Derfor er alle biler også påmonteret pigdæk. Det var om at holde godt fast i rattet og tungen lige i munden. Men godt en time senere ankom vi helskindede til Brygga Hotell, hvor vi havde booket en enkelt overnatning.

Det smukkeste landskab

Næste morgen stod vi op til en smuk morgen og fint kørevejr. Nu gik det nordpå mod Andenes – vores endelige destination. Andenes ligger i Vesterålen på “toppen” af Lofoten. Undervejs nød vi den fantastisk flotte køretur, og der blev taget mange billeder af landskabet undervejs.

Pludselig sagde Rasmus: “Der var sgu en elg!” Så kan det nok være, at vi fik vendt slæden. Og rigtig nok. Omkring 2 minutter efter kom der først en, så to og så tre fine, store elge traskende oppe på fjeldsiden lige over vejen, som vi havde kørt på. De gik i høj sne og kæmpede lidt for at komme frem. Indimellem kiggede de ned på os og var klart bevidste om, at vi stod og betragtede dem. Det er første gang, at vi har haft mulighed for at se en elg i fri natur, så stemningen var yderligere løftet, da vi kørte videre mod Andenes.

Fra nu af holdt vi ekstra godt øje, hver gang vi så et elgskilt. Men det eneste der dukkede op, var rensdyr langs vejen, som gik og fandt mad. De er ejet af folk i området, men går frit rundt her om vinteren.

Hvaler i sigte

Da vi kom over broen til Andøya – den ø, som Andenes ligger på, havde vi to muligheder. Vi kunne enten køre til højre og op langs østkysten af øen – det ville være den hurtigste tur. Eller vi kunne køre til venstre og tage “the scenic route”. Vi valgte selvfølgelig det sidste!

Vi kom snart ud til kysten med fin udsigt til Atlanterhavet. Vi kørte gennem små, vindblæste landsbyer, og pludselig sagde Anne Marie: “Stop bilen”. Vi holdt helt stille midt på vejen, og snart kunne Rasmus også se hvorfor. 10-15 spækhuggere lå ikke langt fra kysten og fiskede. Vi blev holdende længe og nød synes. Snart efter kørte vi op til en lille rasteplads med endnu bedre udsigt. Fantastisk at kunne se disse prægtige dyr direkte fra vejen – og inden vi overhovedet var nået frem til vores egentlige mål.

Almahuset

I Andenes tjekkede vi ind i Almahuset, et af Andenes ældste bygninger opført i 1851. Her står stuerne som dengang Alma og Olaf boede der sammen fra 1930-1973. Ovenpå er der 4 dobbeltværelser, som lejes ud, og nedenunder fælles bad, køkken og altså de to gamle stuer. For os var det det perfekte sted, da man hurtigt kom i snak med andre rejsende, som også var kommet til Nordnorge efter nordlys og spækhuggere. Men er du meget støjfølsom og ikke ønsker at dele bad og køkken med andre, så er det ikke det rigtige sted for dig.

Vi havde nogle fantastiske dage i huset, hvor vi havde mulighed for selv at lave morgenmad og frokost. Vi havde dette år taget et helt rugbrød, en oksespegepølse fra Ejegod Slagteren og en pakke smør med hjemmefra, da de norske priser ikke er til at spøge med. Derudover hyggede vi os i stuerne hver aften med andre rejsende, fortalte historier fra hele verden og viste billeder fra dagens oplevelser.

Klar til at snorkle med spækhuggere

Hjemmefra havde vi til dagen efter booket en spækhugger-snorkeltur med Seasafari Andenes til 1650 norske kroner. Ville man blot se hvalerne og spækhuggerne fra båden, kunne man komme med for 995 norske kroner.

Vi havde fået besked på at tage godt med tøj på og møde op i deres bygning ved havnen kl. 11.15. Da vi ankom blev vi staks informeret om, at der grundet vejret ikke ville blive snorkeling i dag. Vi kunne derfor vælge at blive på land eller at tage med på hvaltur – dog uden snorkling. Det hold, som havde været af sted fra morgenstunden havde intet set, og vi havde jo set spækhuggerne så fint dagen før fra bilen, så vi blev enige med os selv om at spare pengene og i stedet booke en tur igen til dagen efter og håbe på mere held.

Næste dag troppede vi op igen, men fik desværre samme besked. Ingen snorkeling med spækhuggere, men vi kunne godt komme med på hvalsafari. Andre rejsende, vi mødte, som havde været med på denne tur, meldte om 3 meter høje bølger, søsyge, blæst, regn og kulde – og INGEN hvaler i sigte. Det var det sidste der gjorde, at vi besluttede, at vi ikke ville med. Vi havde den FEDE hvalsafari sidste år i Tromsø, og vi var jo kommet for at snorkle med de fantastiske dyr.

Køretur rundt på Andøya

Derfor kørte vi i stedet en tur rundt på Andøya. Vi så masser af havørne, men ikke flere hvaler.

Vi kørte også ud i nogle små landsbyer for at kigge på huse og landskaber.

Selv om vi ikke kom til at snorkle med spækhuggere, havde vi en fantastisk tur til Andenes. To aftener så vi nordlys, men det må I læse meget mere om i næste indlæg.

Og på køreturen tilbage til lufthavnen, stoppede vi ved “vores” spot og så endnu engang spækhuggere, som fiskede, og denne gang også pukkelhvaler. Derudover nød vi en solopgang på godt 2 timer, som bare var helt fortryllende. Med de mange fotostop + en frokost i Sortland på øen Langøya, tog turen til lufthavnen godt 5 timer.

Du er velkommen til at finde os på Facebook eller Instagram @twodanesontour. I påsken 2017 går turen til Iran.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Andenes, Norge blev først udgivet på Two Danes On Tour.

De tre Gili-øer

Happy days på Zipp bar

Vi fandt snart ud af, at der på Zipp bar var ”happy hour” hver dag fra kl. 16-20. Buy one cocktail – get one free. Og når en Long Island Ice Tea så er nede i den nette sum af 17 kroner, så er der glade folk på tur. Anne Marie fik også hurtigt forklaret bartenderen, at hun ønskede sig Baileys coladas – og det skulle hun få

Skuffende snorkling

Fødselsdagsfejring

Da vi kom i land igen skulle der fejres fødselsdag! Martin og Sanne havde i al hemmelighed købt en fødselsdagskage til AM, som også fik fødselsdagssang af barpersonalet på Oronge Villages. Men vi må altså tilstå, at kagen var mere sjov, end den var god! Men ingen fødselsdag uden kage

En lille Gili status:

Gili Meno virkede meget mere hyggelig og på alle måder stille. Vi var der kun i kort tid, men skulle det ske, at vi nogen sinde kommer tilbage, så vil vi slå os ned her og derfra sejle til Gili T for at snorkle med skildpadder.

Men alt i alt føler vi, at tiden er løbet fra Gili-øerne. Det utrolige paradis det engang var, er mere eller mindre forsvundet og masseturismen er for længst rykket ind.

Måske skal vi præcisere, at vi har haft 6 skønne dage på Gili Air. Der er varmt, dejligt turkist vand, hvide sandstrande og dejlig mad. Så hvis indlægget har et lille skær af negativitet og ærgrelse, så er det bare fordi, vi havde håbet at få det hele for os selv!

Læs også: Indonesien – Gili Gede

Læs også: Kalimantan – Borneo

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Gili øerne blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi havde hjemmefra bestilt en 5 dages bådtur fra Lombok via en masse småøer til Komodo og tilbage igen med selskabet Perama Tour, da vi sindsyg gerne ville se komodovaraner på denne tur til Indonesien.

Afgang fra Mataram

Vi blev hentet i hovedbyen Mataram i to mindre busser fordi 30 andre havde fået samme idé som os. Efter et par ”turist-stop” kom vi til Labuan Lombok på østsiden, hvor vi ”påmønstrede” et stort gammelt træskib. Hvis der var nogle af passagererne, der på forhånd havde troet, at de skulle på luksuskrydstogt (og det var der), så skulle de meget hurtigt blive svært skuffede.
 

En hård nat til søs

Da vi kom tilbage om bord på båden, var der blevet lagt 12 madrasser ud på øvre dæk med det resultat, at der ikke var plads til at sætte bare én fod på gulvet. Og netop som vi besteg båden igen, begyndte den at sejle. Det gik ikke stille for sig.

Vi kastede os nærmest ned på hver vores madras, mens skibet rullede hen over bølgerne. Snart blev lyset slukket og vi forsøgte at sove en lille smule. Men det var nærmest umuligt på grund af det hårde vejr.

Skulle man på toilettet i løbet af natten, var det en bedrift i sig selv at komme gennem labyrinten af sovende mennesker, mens man klamrede sig til jernstængerne i loftet. Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at tøserne til tider var max pressede på denne første del af turen.

En hård dag til søs 

Landgang på Komodo Island

Tredjedagen skulle dog vise sig at blive rigtig god. Efter en omgang pandekager til morgenmad gik vi i land på Komodo Island. Et af turens forventede højdepunkter.

Første komodo i sigte

Fantastisk snorkeltur ved Pink Beach

Flere komodovaraner på Rinca Island

Turens bedste snorkelsted

Status efter 5 dage på havet

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Komodo Island tour blev først udgivet på Two Danes On Tour.

HOV! Glemte vi at skrive, at på den delfintur, vi var på ved Tamarin i går, måtte man gerne hoppe i vandet fra båden og SVØMME med delfinerne???

Det var en SUPER FED OPLEVELSE!!!! Og gerne noget vi gør igen, hvis vi får chancen.

Og den skal I da selvfølgelig heller ikke snydes for, så her kommer den lille film, som Rasmus har filmet.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Delfintur blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Efter Donsol, hvor vi snorklede med hvalhajer, brugte vi 5 dage i Coron, som ligger på øen Busuanga nord for Palawan.

Om dagen slappede vi mest af og gik lidt rundt i byen, mens vi om aftenen hyggede med ny svenske og tyske venner og nogle overordentlige stærke rom og colaer, mens vi sang svenske skåleviser.

Island-hopping

En af dagene havde svenskerne Daniel og Cecilia lejet en banca-båd for en dag, og de inviterede os med på island-hopping. De gik på markedet og købte ind til frokost, og så var vi ellers klar til en dag på havet.

Først stoppede vi ved et skibsvrag, som lå så tæt på vandoverfladen, at man kunne snorkle hen over det. Det var fint og der var også farverige fisk, men ikke noget, som vil gå over i historien.

Derefter var vi inde i en lille lagune, hvor koldt og varmt vand mødes. Omgivelserne var super flotte med høje kalkstensformationer til alle sider. For at komme ind i lagunen, skulle man svømme gennem et lille hul. Det var ret fedt!

Da det blev tid til frokost, ”parkerede” vi skuden på en lille strand, hvor vi var helt alene.

Vores bådsmænd diskede op med grillet fisk, kogte rejer, salat, friske mangoer – og desværre brændte ris.

Men bortset fra dem, var maden god og udsigten formidabel. Inden turen gik tilbage til Coron snorklede vi endnu en gang, men så heller ikke her noget spektakulært.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Coron, Busuanga blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Efter 2 nætter i Filippinernes hovedstad Manila fløj vi til Legazpi. Herfra kørte vi med bussen ned til den lille by Donsol.

Verdens største fisk

Siden 1998 har Donsol været stedet, hvor man nogle måneder om året har mulighed for at snorkle med verdens største fisk: hvalhajen!

Hvalhajer er FANTASTISKE. De kan blive op til 18 meter lange og har hver deres mønster af streger og prikker på oversiden af kroppen.

Man burde måske umiddelbart nære en hvis frygt for disse kæmpe fisk. Men pga. deres rolige bevægelser samt det faktum, at de kun spiser plankton, er de i stedet blevet en kæmpe turistattraktion.

År efter år vender de tilbage til netop Donsol, da der her er en enorm koncentration af plankton i vandet.

En dejlig fødselsdagsgave

Rasmus havde endnu en fødselsdagsgave til gode. Så vi besluttede os for, at vi ville flotte os og tage ud to gange for at interagere med hvalhajerne.
Det kom vi ikke til at fortryde!

Første dag var vejret ikke med os. Det var gråvejr og regnede af og til. Men vi var alligevel heldige og kom til at svømme ved siden af to forskellige hvalhajer. Derfor tog vi en dag mere, der bød på solskin og endnu flere ture i vandet i kæmpernes nærvær.

At snorkle med hvalhajer

Fra stranden sejlede vi ud i en ”banca” – en båd med to udriggere og motor. Om bord på båden var en styrmand, en ”hvalhajsspotter”, en hjælper og en guide. Derudover kunne der være op til 6 turister på hver båd.

Når spotteren så en mørk skygge i vandet, gjorde han tegn til guiden, som bad os om at gøre os klar. Snart sad vi spændte på siden af båden iført svømmefødder, snorkel og maske. Båden sejlede så tæt på kæmpen som muligt, og når guiden råbte ”jump”, hoppede vi alle hurtigt ned i vandet og fulgte guiden hen imod hvalhajen.

De fleste gange anede vi ikke, hvor vi skulle kigge hen, da vandet var meget uklart pga. den store koncentration af plankton. Men pludselig pegede guiden ivrigt ned i vandet, og vi så en kæmpe hvalhaj lige under os. Derefter var det bare om at padle alt, hvad man kunne for at følge med fisken.

Når man mistede dyret af syne eller simpelthen ikke havde flere kræfter til at svømme mere, blev man samlet op af båden. Men ikke længe efter sad vi igen klar til at hoppe i vandet til endnu en stor oplevelse.

En oplevelse for livet

Det lyder måske dumt, men man føler lidt, at man er i audiens hos disse fantastiske dyr, når man snorkler sammen med dem. Det er som om, at vi på trods af vores lidet yndefulde måde at bevæge os i vandet på, alligevel er på tålt ophold i kæmpernes univers.

Det er ret sikkert, at det er en af de oplevelser, man for evigt vil have med sig i bagagen.
Så en kæmpe tak for gaven til Ella, Lars og Signe

De af jer, der tager jer tid til at se vores lille undervandsvideo, vil nu vide, hvorfor Rasmus nærer meget stor respekt for de undervandsfotografer, der kan svømme i fuld fart og alligevel stadig holde kameraet i ro samt vigtigst af alt holde fisken i billedet!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Hvalhajer ved Donsol blev først udgivet på Two Danes On Tour.

YEAH! 3. gang er lykkens gang. Vi blev rent faktisk hentet i lufthavnen, da vi kom tilbage til Palau!

En af hovedattraktionerne her er en snorkeltur i Jellyfish Lake, som ligger på en af de mange stenøer. Det skulle vi selvfølgelig også prøve, og det blev endnu en af de rigtig gode oplevelser.

Forestil jer at glide ned i en ferskvandssø og så være omgivet af flotte orange vandmænd til ALLE sider. Det er simpelthen bare helt fantastisk og et meget mærkeligt syn.

Vandmændene bevæger sig nærmest i slowmotion og flytter sig ikke ligesom fisk, så man skal passe på ikke at sparke for hårdt med sine finner, da man derved laver ”vandmandssuppe”.

Nogle ville måske sige, at man bare kan tage en tur til Marielyst på en god sommerdag – men vi vil nu sige, at det altså ikke er helt det samme! Vandmændene i Jellyfish Lake er på ingen måde slimede eller ulækre og vandtemperaturen i søen nærmer sig de 28 grader. Til gengæld mangler man her muligheden for lige at glide en tur ind forbi Iscafeen på vejen hjem. Så det er jo et svært valg…

 Stop på dykkertur

Man kan ikke regne med, at alle dykkerture går forbi søen på vejen hjem. Det kommer jo an på hvor man har været henne og dykke, men man kan forhøre sig på dykkercenteret om det er muligt at få en times stop her.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Jellyfish Lake blev først udgivet på Two Danes On Tour.