orkide Arkiv - Two Danes On Tour

På jagt efter en strikkesten på Sandoy

twodanesontour — Sun, 06 Jan 2019 17:47:26 +0000

“Lad os tage til Sandoy og lede efter Strikkestenen” sagde min veninde Bergljott den ene dag. Jeg syntes, at det lød lidt mærkeligt! Og jeg har overhovedet ikke forstand på at strikke. Men da jeg elsker skattejagt og endnu ikke havde været på Sandoy, sagde jeg straks ja!

Næste morgen kørte vi fra Tórshavn til færgelejet Gamlarætt, som ligger tæt på bygden Kirkjubøur. Det er også muligt at tage bussen dertil, hvis man ikke selv har bil.

Vi sejlede de 30 minutter til Sandoy på en rimelig stor bilfærge. Se sejlplanen her.

Vejret var flot og stille, og udsigten undervejs fra soldækket var formidabel.

Da vi kom i land i bygden Skopun besluttede vi os for straks at køre rundt på øen for at udforske de små bygder og lede efter Strikkestenen. Så kunne vi altid se lidt nærmere på Skopun til sidst, hvis vi fik tid.

Sandoy er Færøernes 5. største ø og en af de fladeste. Alligevel er her fantastiske udsigter og også fuglefjelde. Der bor ca. 1300 mennesker på øen og 7000 får!

Sandur

Første stop blev sandklitterne ved byen Sandur. For en dansker, som har set Vesterhavsklitterne eller bare Marielyst strand, er det ikke noget at skrive hjem om, men på Færøerne er det altså en sensation! Sandklitterne på Sandoy er Færøernes eneste, og vi måtte selvfølgelig bestige dem – med sand i skoene til følge.

Der er også en fin sandstrand, men badevandstemperaturen her først i juni var ikke lige til en dukkert…

Pludselig opdagede vi, at der var små, vilde orkideer i området, og så gik jagten ind på at finde den flotteste at fotografere. Til de interesserede kan det oplyses, at det er Purpur-gøgeurt (Dactylorhiza purpurella), som vokser her.

Skálavík

Da vi kom til Skálavík, som er den tredje største bygd på Sandoy, knurrede maverne. Vi besluttede os derfor for at gå ind på Hotel Skálavík for at se, om de kunne tilbyde frokost til to strikkestensjægere. Den søde tjener fortalte, at der ville være buffet om en halv times tid, så vi gik lige en lille tur og så kirken fra 1891 og en mindeplads for bysbarnet Eiler Jacobsen.

Eiler var skibsreder og havde derigennem tjent gode penge. Inden hans død forærede han sin barndoms bygd et nyt hotel og konferencecenter. Indenfor på hotellet kan man læse mere om Eiler Jacobsens liv og levned.

Buffeten bestod af fiskesuppe, lasagne, en pastaret, salater mm. og var udmærket uden at være prangende. Men vi blev dejlig mætte og var nu klar til at trille videre ud på tur.

Húsavík og Dalur

I Húsavík var der flotte gamle sortmalede huse og en traditionel kirke. Ved stranden lå stadig de gamle fiskerhuse bygget af stenen.

Her i bygden går der historier om den norske frue Guðrun Sjúrðardóttir, som ejede al jorden i 1300-tallet. Hun var meget rig, men også streng. Bl.a. fortælles det, at hun begravede to tjenestefolk levende. Stenvægge og -gærder, som hun beordrede bygget, kan stadig ses den dag i dag i den lille bygd og rundt om kirken.

Húsavík ligger utrolig smukt ud til vandet og har en hel særlig sjæl, synes jeg. Der var helt stille, mens vi var der, og vi mødte ingen andre mennesker. Så søger man et smukt og fredfyldt sted med ro og havets brusen, så er Húsavík et godt bud.

Vejen Húsavíkarvegur fra Húsavík til Dalur var smal og med meget stejle skrænter og en formidabel udsigt.

Det var vidst godt, at det var Bergljott, som sad bag rattet og mig, der fotograferede. Og jeg var også glad for, at der var autoværn ud mod havet og vigepladser, til hvis vi skulle møde modkørende biler på vejen.

Bygden Dalur viste sig at være sjov og pudseløjerlig. Den er kendt for sin stenstrand med runde og ovale knytnævestore sten. Endnu et særsyn på Færøerne ligesom sandklitterne i Sandur.

Endnu engang mødte vi ingen mennesker overhovedet – hverken turister eller lokale. Men der var masser af “strikkeslogans” rundt om på hegnene og sjove malede sten, som var samlet på stranden. Det var super hyggeligt at gå rundt og kigge på.

Også her var der vilde orkideer i græsset.

Den strikkede sten

Tilbage i Sandur kørte vi gennem byen og stoppede kort ved kirken og nogle meget gamle huse.

Derefter kørte vi nu i den modsatte retning end før ad Søltuvíkar vegur. Vi kørte og kørte på den smalleste vej, men kunne ikke finde Strikkestenen. Til sidst vendte vi om og kørte tilbage mod Sandur igen. OG DER! Midt i det hele. Et styk Strikkesten. Hvordan vi overhovedet kunne overse den, da vi kørte forbi første gang, er os en gåde…!

Stenen, som på færøsk hedder Bundni Steinurin er 4 meter høj og har et omfang på 18 meter. Stenen er betrukket med strik af kvinder fra Sandur med fortællinger om heksen Gívurin, og rummer masser af færøske symboler. Der var både strandskader, grindehvaler, fisk, blomster, sweatre, får, det færøske flag og selvfølgelig heksen Gívurin.

Stenen var, efter min mening, mere speciel end køn, men det var sjovt at finde den og se de mange forskellige motiver rundt om stenen. Og så ligger den et rigtig smukt sted med en formidabel udsigt.

Sandoy er en hyggelig ø med mulighed for fine naturoplevelser, smukke vandreture og små bygder. Og så er det tilmed muligt at gå på jagt efter en vaske ægte Strikkesten!

Her til sidst får I lige en lille kavalkade af de skønneste får – alle fra Sandoy. Jeg har simpelthen et blødt punkt for færøske får. De kan se så søde, sjove og dumme ud på én gang.

Læs også: Vágar

Læs også: Fem flotte bygder, som du kan besøge fra Tórshavn

Du er meget velkommen til at følge os på sociale medier.
Instagram @twodanesontour og Facebook: Two Danes On Tour.
Næste tur går til Norge i midten af januar, hvor vi endnu engang håber på hvaler og nordlys

Facebook

Twitter

Indlægget På jagt efter en strikkesten på Sandoy blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På tur til Øland

twodanesontour — Wed, 22 Jun 2016 19:30:00 +0000

Drømmen om Øland

Vi har længe drømt om Øland. Skøn natur, dejlige oplevelser sammen med gode venner og nyt område, som vi aldrig har besøgt før.
Vi havde hjemmefra læst om blomstrende orkidéer, rigt fugleliv og gamle oldtidsminder, og vi glædede os som små børn til at opleve det hele. Bare nyde – være – sanse. Ingen faste planer. Tage tingene som de kommer. Det man sjældent har tid til i hverdagen.

Da vi så vejrudsigten for Kristi Himmelfarts-ferien, besluttede vi, at det skulle være en total friluftstur. Sove i shelter eller telt, lave mad på trangia eller grill og leve i det fri i 5 dage. Og lige nøjagtig sådan en tur blev det.

En fuldt pakket bil

Derfor var bilen også godt pakket, da vi, og vores venner Martin og Sanne, tog af sted en onsdag morgen i maj.
3 klapkasser med proviant og drikkevarer, 1 stk. kuglegrill + kul, 1 køletaske, 2 x telte, 4 x liggeunderlag, 4 x soveposer og selvfølgelig 4 x baggage og ikke mindst en fiskestang, en kikkert, en fuglebog, en florabog og en ramme øl. Jo, der var fyldt godt op.

En udfordring til hver

Der var en del timers kørsel til Kalmar, så tiden i bilen blev brugt til at glæde os. Samtidig fandt Martin på, at vi skulle give hinanden hver en udfordring, som skulle udføres inden ferien var slut. Det skulle være en udfordring, hvor der blev rusket op i én. Hvor man blev udfordret på ens grænser, og hvor man kom HELT ind i sindet. Derfor var der tænkt godt over følgende 4 udfordringer:

Sanne skulle tale med svensken – f.eks. spørge om vi kunne få fyldt vores vandflasker op eller spørge, om de vidste, hvor der lå et shelter (vindskydd på svensk). Altså tage kontakt på dansk og gennemføre samtalen, også selv om det ikke er alle svenske ord, vi forstår.

Anne Marie skulle bage et brød i en trangia (med til historien hører, at AM HADER at få dej på fingrene og derfor ALDRIG bager). Dejen måtte æltes i en gryde, og da vi var udenfor i 5 dage, var der jo ikke lige noget rindende vand til at få vasket fingre i. Sådan noget dej kan altså virkelig klistre!

Rasmus skulle tage sig en dukkert i bølgen blå (Dem som kender os ved, at vi ellers kun bader i tropisk vand). Og der i maj måned var Østersøen nok ikke oppe på meget mere end 8-10 grader. Brrrrr!

Da Martin var den, som var kommet på ideen om, at vi hver skulle have en udfordring, så måtte vi tænke os rigtig godt om, for at finde den helt rigtige til ham. Rasmus fandt på, at Martin skulle smage på surstrømming – en svensk specialitet, som mange frygter, da det er fermenteret fisk. Ja, man kunne vel nærmest kalde det rådden fisk! Det sjove var dog, at Martin var sikker på, at det ville smage dejligt, så han glædede sig meget til at prøvesmage…

Så var konceptet for ferien ligesom lagt, og det skal I nok komme til at høre MEGET mere om!

Øland

Øland mødte os med det fineste solskin. Vi tog en hurtig beslutning, da vi kom over broen fra Kalmar, og drejede til højre mod syd. Det var mere eller mindre en tilfældighed, men maverne knurrede, og vi kunne se Färjestaden forude, som lokkede med restauranter med lunch-tilbud, -noget som svenskerne virkelig er gode til. Mange steder kan man få “dagens ret” inc. drikkevarer til et sted mellem 60 og 80 svenske kroner. Disse steder findes også langs de svenske motorveje, hvor vi har lært at kende dem som vershuse.

Vi stoppede et sted hvor de havde lufsa med lingon som dagens ret. Vi havde ingen anelse om, hvad det var, men et sødt ældre svensk par kom os til undsætning og fortalte, at det var revet kartoffelpandekage med tyttebær og bacon. Det skulle i løbet af weekenden vise sig, at svenskerne serverer tyttebær til (næsten) ALT!

En krammer til Karlevistenen

Efter den velfortjente frokost kørte vi ud for at finde den ældste runesten på Øland. Den noget specielle Karlevistenen fra 900-tallet er sat af norske vikinger over den danske høvding Sibbe den Gode på svensk jord. Det må da kunne kaldes et nordisk samarbejde! Ja, Martin fik ligefrem lyst til at kramme en runesten

Første overnatning

Snart kørte vi dog mod vores første lejrplads. Vi havde hjemmefra forsøgt at finde kort over sheltere. Det skulle dog vise sig at være rimelig svært, og turistinformationen i Färjestaden kunne kun udlevere det samme kort, som vi allerede havde printet ud fra nettet.
For at dette ikke skal blive en blogindlæg på længde med Runde tårn, så kan I læse andet steds om vores overnatningspladser på Øland og hvordan man finder derhen.

Turistinformationen havde tilgengæld et fint kort delt i to brochurere over øen nemlig: ÖLAND Södra delen 2016 og ÖLAND Norra delen 2016. Disse kort var nemme at køre efter, og der var tegnet seværdigheder ind med små forklaringer på bagsiden. Det tog dog Martin og Anne Marie lidt tid at forstå forklaringerne på svensk, men efterhånden fik de stavet sig igennem… for bagefter at finde ud af, at forklaringerne også stod på engelsk! Men det havde været ALT for let og knap så sjovt

Efter lidt søgen fandt vi den første shelterplads og opdagede straks, hvor skønt der var helt ned til havet. Vi nød virkelig denne første aften med en fantastisk solnedgang og chili con carne snurrende på trangiaen.

Næste morgen stod den på havregrød (det gør den altid, når vi er på sheltertur), og efter at have pakket lejren sammen, så gik det længere mod syd.

Gettlinge gravfælt

Først stoppede vi ved Gettlinge gravfælt, hvor der står en gammel skibssætning og en Ølandsk stubmølle (kvarnar på svensk), som vi gerne ville se nærmere på.

Men snart opdagede vi, at vi faktisk vadede rundt i orkideer! Noget vi troede var sværere at finde. Der blev studeret, taget billeder og beundret på livet løs, og vi glemte næsten helt gravfeltet.

Sannes udfordring

Vi stoppede ved en campingplads nær Sandvik, hvor Sanne måtte i gang med sin udfordring og spørge, om vi kunne købe os til et bad. Den unge mand på campingpladsen var i rigtig godt humør, så han gav os straks lov til at tage et bad gratis. De er sgu søde de svenskere!

Ølands sydligste punkt

Derefter kørte vi til det sydligste punkt på Øland, hvor fyret Lange Jan (sagt med klingende svensk accent) står majestætisk og skuer ud over Østersøen. Her så vi sæler, som lå og slikkede sol. Også en stor flok hjorte og flere forskellige rovfugle blev det til, inden vi indtog frokosten på rigtig picnic-maner. Bl.a. varmede vi resten af chili con carnen fra dagen før og spiste alle af én gryde – vi var jo på sheltertur.

Eketorps borg

Vi kørte nu op langs Ølands østkyst og stoppede ved Eketorps borg, som er delt op, så man både kan se, hvordan den så ud i jernalderen og i middelalderen. I turistsæsonen (20. juni til 4. september 2016) koster det penge at besøge stedet, og i denne periode vil det også være muligt at komme på guidede rundture. Men her uden for sæsonen er borgen stadig åben for besøgende, og da er det gratis at kigge forbi. Dog kan man ikke gå ind i husene mv.

En sjælden gæst ved Seby

Efter borgbesøget ledte vi efter et shelter. Men vores kort var for dårligt, og vi kunne ikke finde den. I stedet kørte vi ned mod vandet og fandt en teltplads ved Seby.

Vi undrede os over, at der var så mange biler og så mange mænd med lange kameralinser og teleskopkikkerter, som alle gik den samme vej.
På et tidspunkt besluttede Anne Marie sig for at finde ud af, hvad alle disse mænd var så optagede af. Hun gik ned på stranden og stillede sig op lige som alle de andre, uden at vide, hvad det var, hun kiggede efter. En flink svensker sagde, at hun gerne måtte kigge i hans teleskop og dér sad en lille sød fugl. Problemet var bare, at AM ikke vidste hvad det var for en. Svenskerne kaldte den fjeldpiber. Hun prøvede at memorere farverne, størrelsen mv, men da hun kom tilbage til lejren, kunne hun alligevel ikke finde den i fuglebogen, som Martin havde med.

Snart fik hun dog overtalt Rasmus og Martin til at gå med tilbage til stedet og igen var der en flink svensker, som lod os kigge i hans teleskop.

Vi mødte en anden svensker, som slog fjeldpiber op på sin mobiltelefon og fandt ud af dens latinske navn – og derfra kunne han slå det danske navn op, som viste sig at være pomeransfugl. En sjælden gæst i Danmark og åbenbart også en kuriositet i Sverige, når man så på, hvor mange fugleentusiaster, som var samlet på ét sted. De var kørt til Øland fra hele Sydsverige, og her plumpede vi bare tilfældigt forbi

Aftenen stod på lammesteg på grill. Altid en fantastisk spise! Og så var der hygge, inden vi gled i teltene.

Orkideer på alvaret

Næste morgen (efter havregrød) kørte vi ind over alvaret, en stor skovløs kalkslette, som Øland er så kendt for. Det er et meget artsrigt område, og her man bl.a. kan finde mange af Ølands orkidéarter.

Vi gik en tur lige syd fra Vickleby og fandt også flere slags orkideer, men det var sgu svært at bestemme dem, også selv om vi havde en flora med. Skulle vi gøre det om, så skulle vi næste gang gå med på en guidet tur med en rigtig botaniknørd.

På jagt efter surstrømming

Efter endnu et frokosttilbud i Färjestaden, gik vi på jagt efter sandheden om surstrømming.

Vi spurgte bl.a. et par bibliotekarer på det lokale (meget lækre) bibliotek om deres viden om denne rådne fisk. De anbefalede os straks at køre til Nordsverige, hvor denne særlige spise stammer fra. Vi måtte dog skuffe dem, da vi havde tænkt os at blive på skønne Øland. De havde aldrig selv spist det og var derfor ikke til stor hjælp – men vi var vist til stor morskab for dem.

Derefter opsøgte vi ældre mennesker i supermarkedet. De frarådede os straks at indtage råddenskaben. Men da de hørte, at vi mente det alvorligt, var de meget behjælpelige med anbefalinger til, hvordan Martin dog skulle indtage denne specialitet.
Vi skulle skaffe kogte kartofler i skiver, blødt tunbrød (noget særligt svensk brød – uden tun!), rødløg i skiver og grette (det vi kalder creme fraise).
Det var en utrolig sjov og hyggelig snak, og nu var vi rigtig klædt på til den vildeste udfordring.

Så gik turen endnu mere mod nord. Vi kørte til en shelterplads, som lå lige syd for Ramsnäs på Ølands vestkyst. Det var et fantastisk sted i en fyrreskov med 20 meter til stranden. Ved parkeringspladsen ca. 200 meter fra shelteret, lå det sejeste og smarteste handicaptoilet vi nogen sinde har set.

Bliver man nogen sinde klar til surstrømming???

Vi slog lejr og begyndte at gøre klar til surstrømming-smagning. En gammel tallerken blev pakket ind i plastic. Løg og kartofler blev snittet i skiver. Martin overvejede, om han skulle indtage måltidet nøgen, så det ikke skulle komme på tøjet, men besindede sig, da der tæt på var en svensk familie med børn, som sov i telt.

Da vi var klar med det hele, gik vi ned til stranden. Dåsen med fisk blev lagt ned i en pose. Martin stak hånd og dåseåbner ned i posen, mens Rasmus holdt den stramt rundt om Martins arm, da det kan eksplodere ved åbning, fordi dåsen er under tryk.

Surstrømming for fuld udblæsning

Lige så snart der var et lille hul i dåsen, bredte der sig en forfærdelig stank af råddenskab! Her var de fleste af os allerede ved at fortryde, at vi havde givet Martin denne udfordring. Martin var stadig glad og fro og klar til at smage på disse lækkerbiskner.

Da dåsen var åbnet og kommet ud af posen, kunne vi se de fineste sildefileter. De blev lagt på brød med tilbehør, og så var det tid til at smage. Martin måtte dog snart erkende, at det smagte sgu ikke godt! Han prøvede med tre bidder, og både på tunbrød og rugbrød, men lige lidt hjalp det.
I bliver simpelthen nød til at se en video af seancen!

Da han var færdig, besluttede Anne Marie sig for, at hun også skulle smage. Det kunne hun simpelthen ikke lade gå forbi. Hun tænkte, at det nok ville blive den eneste chance, hun ville få for at prøvesmage det. En bid var dog nok.

Derefter var Rasmus også modig. Han mente ikke, at man kunne give sådan en udfordring væk, uden selv at være mand nok til også at smage.

Derefter blev det hele forseglet i en pose og båret op til parkeringspladsen, hvor der stod en skraldespand – stakkels skraldemand, som skulle tømme den om et par dage…

Tilbage i lejren blev der fortalt mange surstrømming-historier i løbet af aftenen. Det værste var faktisk ikke at smage på det. Det værste var alle de sure opstød og bøvser af rådden fisk, som vi fik glæde af resten af aftenen.

Rasmus’ udfordring

Næste morgen blev det tid til Rasmus’ udfordring. Han måtte i bølgen blå. Dog var der meget lavt, så han måtte gå langt for overhovedet at have mulighed for at smide sig ned i vandet, men udfordringen blev klaret med bravur. Og så var dagen ligesom i gang.

Trollskogens naturreservat

Vi kørte igen mod nord. Nu til Trollskogens naturreservat, som vi havde glædet os meget til at besøge. Vandreturen var meget varieret i skov, på strand, i sten. Undervejs var der natur- og kulturgeografiske ting at kigge på, f.eks. gamle forsvarsværker og en forlist skonnert fra 1926, som ligger på stranden.
Vi var også heldige at se en stålorm og en del forskellige fugle. En rigtig, rigtig fin tur!

Frokost i Byxelkrok

Vi tog derefter en smuttur til den hyggelige havn i Byxelkrok – et af Sveriges mest solrige steder i 2015. Her er der en lille lystbådehavn. Der er lavet et fantastisk havnemiljø med små røde fiskehytter, som hver især er indrettet til butikker og restauranter.

Vi spiste på Krokens sallad og fisk, hvor vi skulle prøve den ølandske specialitet kroppkakor. Vi vidste ikke rigtig, hvad det var, men fandt snart ud af, at de består af en dampet dej, fyldt med fedt hakkekød krydret med peber, hvortil der blev serveret fløde, smørklat og (selvfølgelig) tyttebærsyltetøj.

Det stod hurtigt klart, at denne spise måske nok er særlig for Øland – men det var ikke ensbetydende med, at den faldt i vores smag… Martin sad snart med et bjerg af kroppkakor foran sig og guffede lystigt som den eneste.

Ejeren af restauranten fik lidt ondt af Rasmus – måske fordi han netop havde kaldt os IDIOTER!, da han hørte, at vi havde smagt surstrømming aftenen før, så han kom med en portion fish and chips på husets regning.

Ølands nordligste punkt

Efter den noget tvivlsomme frokost, gik turen til Ølands nordligste punkt. Vi havde jo et par dage i forvejen besøgt det sydligste fyrtårn Lange Jan (sagt med klingende svensk accent) og nu var det tid til at besøge det nordligste fyrtårn Lange Erik (sagt med lige så klingende svensk accent). Her gik vi også en lille tur og bare nød det gode vejr og udsigten.

Sidste shelter blev fundet tæt ved Grankulla. Igen et smukt sted helt ud til kysten og med et rigt fugleliv. Bl.a. så vi en stor præstekrave, som lå på rede. Vi spottede den i kikkerten og besluttede os for at gå ud og se de fine, små æg. Vi blev ikke længe, og snart var fuglen tilbage på reden igen.

Anne Maries udfordring

Anne Marie måtte nu i gang med at bage brød. Hun var ikke stolt ved situationen, men klarede udfordringen. Brødet blev HELT fantastisk. Det brændte en smule på i bunden, da det jo var bagt i en gryde over trangia. Men skorpen var bare så lækker og sprød, så hun næsten overvejer at bage et igen en anden gang (hvis bare der er en anden, som vil ælte dejen… )

Næste morgen pakkede vi lejren sammen rimelig tidligt, og så gik turen hjemover. Vi havde en times kørsel bare på Øland, da vi jo havde overnattet aller nordligst oppe.

Fra Kalmar var der yderligere 5 timer hjem + et frokoststop og et bland-selv-slik stop til 3,95 svenske kroner for 100 gram.

En fantastisk tur til Øland var slut. Det er et sted, som vi meget gerne vil anbefale andre. Vores tur stod i naturens tegn, men der er masser af andre muligheder på Øland.

Facebook

Twitter

Indlægget På tur til Øland blev først udgivet på Two Danes On Tour.