Efter godt 14 dage på øerne, er vi begyndt vores tilbagetog. Martin og Sanne skulle mod Port Blair nogle dage før os, og vi fulgte dem på vej, så vi kunne bruge de sidste dage sammen.

Det gav os lidt ekstra god tid i Port Blair, så den brugte vi på museumsbesøg, hvor vi bl.a. så det gamle fængsel, der i sin storhedstid kunne huse 700 indsatte.

Den ene aften tog vi også til fængslets ”Sound and light show”, som dog denne dag kun blev vist på hindi… men det kan vel også kaldes en oplevelse, især når billetprisen lød på den nette sum af 2,50 kr.

Island Tourism Festival

En anden aften tog vi ud til en stor plads, hvor der blev holdt Island Tourism Festival. Indere i smukke kostumer fra mange forskellige egne, dansede på en stor scene, og rundt omkring var der forskellige boder. Vi var nogle af de eneste turister, så det var en noget indisk oplevelse.

Ross Island

Det blev også til en sejltur til den tidligere hovedby på Andamanerne, som ligger på Ross Island. Her var alle de gamle bygninger fra kolonitiden overgroede med træer, og der var ikke meget engelsk storhed over det længere.

En eftermiddag besluttede vi os for at gå en tur til frisøren. Rasmus betalte 3,75 kr. for at få studset skægget, og Anne Marie måtte slippe 5 kr. for at blive klippet – men så var det også inklusiv en noget smertefuld hovedbundsmassage.

Med bussen ud i det blå

Og så var vi med den lokale bus til Wandoor. Bare fordi vi kunne og for at opleve noget.

Derfra viste det sig, at man kunne tage en båd ud til en lille bitte ubeboet ø Jolly Bouy, som lå i Gandhi Marine National Park. Så vi skyndte os at hoppe på. 

Vi var igen for alvor kommet på ”Inder-tur”, men det var fint og stranden var rigtig god. Eneste problem var, at vi ikke lige havde luret, at man selv skulle have sin frokost med, da intet kunne købes på øen. Vores rejsefæller havde alle take-away med, mens vi måtte nøjes med en liter vand.

Tilbage i Wandoor gjorde det derfor godt med helt nystegte samosas, inden vi tog bussen tilbage til Port Blair.

Skraldemænd på arbejde i Port Blair

I netop Port Blair fik vi set, hvordan man indsamler affald på de kanter.
Bedøm selv:

Tilbage til Chennai

Mandag d. 10. januar fløj vi tilbage til Chennai (Vi må her lige prale med, at flyveren afgik 10 minutter før tid! Så det kan være, at den onde cirkel omkring forsinkede fly nu er brudt).

I Chennai spiste vi 2 gange på vores lokale in-sted med bananbladene og slappede ellers bare af. Det føltes som om, at Indien både lugtede og fyldte mere denne gang, end da vi var her for 3 uger siden. Indien er nu et land uden sidestykke – på godt og ondt!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget I egne fodspor i Port Blair blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På en rejse til det nordlige Thailand for 10 år siden var Anne Marie på ”kokkekursus” for at lære at lave thaimad, hvilket var en skøn oplevelse. Så da hun så, at noget lignende blev udbudt på den lokale restaurant Gyan Garden på Neil Island, slog vi alle fire til. Vi var klar til at prøve kræfter som indiske mesterkokke.

På indkøbstur med Lipi

Vi tog på det lokale marked med vores kok, Lipi. – Efter at have ventet godt en halv time på, at hun skulle frisere sit hår.

Vi besluttede, at menuen skulle bestå af naan, chapati, parota, alu parota, samosas, alugobi og butter chicken. På markedet købte vi diverse krydderier og grøntsager samt udvalgte os en flot høne, der blev slagtet, plukket og parteret på stedet.

Så aftalte vi at mødes næste dag, hvor kurset så startede.

Indiske mesterkokke

Vi kom til den aftalte tid, og fik derfor lov til at vente lidt over en time på, at Lipi fik badet mm. Så indtog vi restaurantens spartanske og dunkle køkken, hvor en lille kattekilling hele tiden sad i vejen midt på gulvet.
Vi startede med at lære at lave dej til tre forskellige slags brød plus til samosas, som senere skulle foldes sammen med kartoffelfyld i.

Herefter ristede vi krydderierne og blendede dem til en dejlig masala – indernes karry. Henholdsvis hvidløg og ingefær blev blendet med lidt vand. De tre ting sammen med lidt chili var alt, hvad vi skulle bruge af krydderier.

De forskellige brød blev stegt på en glohed støbejernsplade, imens vi trykkede på dem med et stykke avispapir for at få luft i dem. – Åbenbart et gammelt ”husmor-trick” her i Indien!

Vi fortsætter kogekunsten

Nu var tiden imidlertid så fremskreden, at gæsterne begyndte at komme til restauranten. Så for ikke at gå for meget i vejen, gik vi over i et tilstødende og endnu mere primitivt køkken. Her lavede vi ”Butterchicken” og ”Alu Gobi”(karryret med kartofler og blomkål) samt foldede samosas.

Der var noget tilrøget i det lille køkken, da komfuret ”kørte” på brænde, og det sved noget i øjnene.

Men det var rigtig hyggeligt og en rigtig god oplevelse – ja altså, vi kunne nok godt have undværet at se, at æggene står oven på køleskabet, at fisk og kylling tøs op i det samme vandfad, at den samme kniv, som for øvrigt står på gulvet, uden afvaskning bruges til både kylling, grøntsager og frisk frugt – men ellers var det en god oplevelse! Det lader ikke til, at man i Indien skal gennemgå levnedsmiddelstyrelsens pølsemandskursus…

Pris for kokkekurset

Da maden var færdig, satte vi os i restauranten og spiste aftensmad. Sådan en oplevelse kommer man selvfølgelig til at betale for. Vi måtte af med små 300 for råvarer og 500 for de godt 3½ time sammen med Lipi inklusiv drikkepenge. Nåh ja, altså rupees, så en lille hundredekrone for os alle fire!

Også restaurantens unger var tilfredse med vores kogekunst.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Indiske mesterkokke blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Indien og køkultur er to ord, som sjældent bliver sat i forbindelse med hinanden. Og på Andamanerne er det ingen undtagelse…

Til trods for at man i hovedbyen Port Blair har en fin bygning, hvor man kan købe færgebilletter til forskellige destinationer, så kan man kun købe 3 dage forud, og man skal møde op i egen høje person.

Vi har ofte i andre lande haft fornøjelsen af lignende køer, så denne gang fik Sanne og Martin æren. Og efter at have stået i kø i et par timer med skubbende indere, lykkedes det dem da også at nå frem til lugen og få at vide, at de naturligvis skulle bruge en kopi af deres rejsetilladelse for øerne samt udfylde en ekstra seddel, som de heller ikke havde. Det var selvfølgelig ikke muligt at få taget fotokopierne ved havnen, så de måtte atter ind til centrum og finde en kopibiks.

Vi prøver igen

Udstyrede med de stadigt lune kopier begav vi os nu alle 4 ned til havnen. Sanne og Anne Marie stillede sig denne gang i kvindekøen, og Martin og Rasmus kom med gode ideer til, hvordan de kunne holde de anmassende indiske kvinder bag sig.

Vi ville gerne med båden kl. 11.30. Der afgår imellem 2 og 3 færger om dagen, så det skulle ikke blive noget problem, skulle man tro!
Ingen pladser kl. 11.30. ”Sorry Madam, all full!”- ”also tomorrow all full” –“ticket available on the 26.th of December”. Nu kunne vi efterhånden godt se, at vores plan om at tilbringe juleaften på en hvid sandstrand, havde lange udsigter. Anne Marie stillede et åbent spørgsmål om, hvornår første ledige afgang så var. ”Klokken 1400 i dag!”, lød svaret til vores store overraskelse. Men vi accepterede gladeligt tilbuddet og kom senere på dagen efter en rolig færgetur til øen Havelock.

Billetter til Neil Island

Vi tilbragte nogle dejlige dage på Havelock, inden det igen blev tid til at rekvirere færgebilletter – denne gang til Neil Island.
Nu var der ingen tvivl om, at det var vores tur til at prøve kræfter med den manglende køkultur.

Billetsalget åbnede kl. 9.15., så vi var der lidt før. Vi ville gerne have billetter til dagen efter, men havde ikke kunne købe dem før nu, da de foregående dage havde været helligdage. Og på helligdage kan man ikke købe billetter forud – men kun til den pågældende dag!

En meget sur betjent

Vi stillede os op i hver sin kø – kvindekøen og mandekøen. Først noget senere gik det op for os, at de to køer endte ved en og samme luge. Men inden vi rigtigt nåede at reagere på det, så blev lugen knaldet i og folk forsvandt fra køerne. Vi stod noget fårede tilbage uden at vide, hvad der var sket.

Anne Marie forsøgte sig så med flettereglen – kendt fra de danske motorveje – i køen til den anden luge. Men de kender åbenbart ikke flettereglen i Indien?

Imens kunne Rasmus fra den bagerste plads i den tilbageværende mandekø nu overvære et sandt drama udspille sig i kvindekøen. Det endte med, at Anne Marie af flere omgange blev smidt bagerst i køen af en meget ophidset og højtråbende tyk betjent, efter at en række mindst lige så ophidsede kvinder havde peget fingre af hende og forklaret betjenten en hel masse meget hurtigt. De selv samme kvinder undlod dog at fortælle betjenten, hvordan de selv flere gange havde flettet ind og ud af køen…

Vi starter forfra

Så cirka halvanden time efter showet begyndte, stod vi nu igen begge bagerst i hver vores kø – begge lidt klogere på, hvordan man IKKE skal stille sig i den kø, der kun sælger billetter til samme dag, samt på de lokales forståeligt nok manglende vilje til at flette!

Der var nu kun godt en time til den 2 timer lange frokostpause, og folk bagfra endte på underlig vis med lige pludselig at stå foran os med et utal af sedler med navne, der alle skulle skrives ind i den eneste computer på kontoret – med én finger!

Billetterne i hånden

Fem minutter før lukketid lykkedes det os at nå lugen samtidig. Og imens Rasmus – godt tilbagelænet, med sin taske som skjold og et knæ presset imod skranken – holdt de bagfra kommende væk, fik vi vores 4 billetter og gik glade men trætte derfra – en del lærdom rigere.

Som så mange andre steder i Asien, ser man her på Andamanerne også en masse unge mænd, der umiddelbart ikke ser ud til at lave dagens gode gerning. De hænger bare ud! Men her i køen stod en hel masse af dem – uden dog at skulle med båden. Når så en af deres venner kom og skulle have billetter, så byttede de plads for en lille skilling, og det var sådan, det gik til, at vi næsten hele tiden befandt os sidst i køen med senere ankomne foran os!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Køkultur når det er bedst! blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Så blev det juleaften, og vi opdagede det dårligt nok før kl. 19, da vi på vores veranda over en pilsner og en rom, åbnede de julegaver, som vi havde fået med hjemmefra i tændstikæsker. Desuden sendte vi lidt sms’er og fik lidt retur fra familien i DK.

Middagen blev indtaget på den lokale hyggelige restaurant Anju-Coco Resto. Andestegen havde vi fået på forskud hjemmefra. Så rejer, kongemakrel og forårsruller blev i stedet dette års julemenu.

Derefter drak vi endnu en rom og en whisky på verandaen sammen med 3 hollændere og 2 englændere. Vi havde det alle fint med, at julen som sådan ikke blev fejret i år. Dog sendte vi et par tanker til de derhjemme, som vi ved, er sneet inde rundt omkring – og især til dem, som ikke nåede frem til juleaften!

Samtidig vil vi da også gerne benytte lejligheden til at sende en forsinket julehilsen og ønske godt nytår til alle jer læsere. Som I måske på nuværende tidspunkt har gættet, så er internet ikke noget, som hænger på træerne i Indien. Men bare vent – de skal nok komme efter det. Om 5 til 10 år er vi sikre på, at der vil være Wi-Fi alle steder.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Juleaften på Havelock blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Inden afrejse havde vi hørt meget om indisk mad – og især de maveonder, som det kan medføre! Vi havde fået et råd af Elses veninde Margit, som netop har rejst flere måneder i Indien: ”Spis ikke kød!”, og det råd har vi valgt at følge – i hvert fald det meste af tiden…

Sådan to kødelskere som os havde lidt svært ved at forestille os, hvordan vi skulle blive vegetarer i 3 uger. Men efter at have smagt al den skønne indiske mad, er vi ikke et sekund i tvivl om, at det nemt kan lade sig gøre. Vi spiser som konger og baroner for ingen penge og indtil nu, er det gået over al forventning.

Valg af restaurant

Når vi udvælger os restauranter, spørger vi først folk på gaden, hvilket sted de kan anbefale. Så ser vi stedet lidt an, og hvis det er propfyldt med andre spisende, må det være tegn på stor omsætning og dermed frisk mad.

Især restauranten Hotel Sree Bhavan på Triplicane High Road i Chennai er vi blevet helt vilde med. Her bliver der kokkereret den skønneste vegetarmad, som bliver serveret på friske bananblade. En god skefuld ris og forskellige sovser mikses med fingrene og spises ligesådan, hertil forskellige spændende brød med krydderier. Det er det, som inderne kalder thali, og som kun bliver serveret til frokost.

Af andre lækre retter kan vi anbefale: Alu gobi (blomkål i curry), masala dosa – her kaldet ghee rava dorsai (et stort tyndt brød med løg og peber, som er rullet om en lækker curry) og pongal (hakkede ris med curry og en indisk donut). Den opmærksomme læser vi se, at der er meget med curry her

Selv om vi har spist både morgenmad, frokost og aftensmad på den samme restaurant, har vi hver gang fået noget forskelligt, så der bliver vi ikke sådan lige trætte af at spise foreløbig.

Læs også: Andamanerne

Læs også: Juleaften på Havelock

Du er meget velkommen til at følge os på Facebook, hvor du kan læse endnu mere om vores rejser rundt om på kloden.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Spise med Price… på indisk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi havde bestilt busturen gennem Hotel Comfort, hvor vi boede. Vi havde fået besked på at stå klar kl. 9 foran hotellet – men nu er det jo Indien, så vi var godt klar over, at bussen nok ikke var der til tiden.
Efter ca. 45 minutter gik Martin ind og spurgte, hvor bussen blev af. Han fik følgende svar (igen med tyk indisk accent) ”Coming, on the way, just wait.” Ja, så præcist kan det siges… Og det er et udtryk, som har fulgt os siden hen. Det siger det hele. Alt kommer til den, som venter.

Fotomodeller

Da bussen kom, var der tale om en gammel indisk Tata fra før krigen – og den var allerede fyldt med de andre turister – 13 indere, som virkelig fik dagens oplevelse, da vi hoppede ombord.

Vi vakte stor opsigt og blevet fotograferet et utal af gange af både vores medpassagerer og andre, vi mødte undervejs rundt i byen.

Holiday

Inden afgang havde vi selvfølgelig sikret os, at der var en guide med på turen for at fortælle os om alle Chennais seværdigheder – vi havde bare lige glemt at spørge, om selvsamme guide talte engelsk… Hvilket det så viste sig at han gjorde i et meget begrænset omfang. Vi forstod dog, at flere af de ting, som vi skulle se på turen var lukket lige netop i dag pga. ”holiday” – hvor behændigt! Så ud af de ca. 8 ting, som var på listen over seværdigheder, som turen ville indeholde, fik vi mulighed for at se 4.

Alligevel synes vi, at det var en kanon sjov tur, idet den var så indisk, som man overhovedet kunne forestille sig, og samtidig fik vi snakket og grinet sammen med de andre turister på bussen. Sightseeing eller ej.

Læs også: Spise med Price… på indisk

Læs også: Vores møde med inderne

Vi vil blive rigtig glade, hvis du har lyst til at følge os på Facebook. Der lægger vi rejsebilleder ud, når vi er på farten og poster blogindlæg, når vi har skrevet nye.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Sightseeing i Chennai blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Det er Anne Marie og Sannes første rejse til Indien. Mens både Rasmus og især Martin har haft deres ilddåb i dette på mange måder ekstreme land. Vi havde valgt at blive to dage i byen Chennai (det tidligere Madras). Her kunne vi få en lille smag af selve Indien, inden vi skulle videre til den indiske øgruppe Andamanerne. Da vi godt ved, at Indien kan være en barsk oplevelse og noget af et chok, havde vi forsøgt at forberede os godt på alt, hvad Indien kan være.

En smag af Indien i Danmark

Og første smag af Indien fik Rasmus da også lige en onsdag i september, da han ville køre et smut til KBH og få lavet visum i vores pas. På Den Indiske Ambassades hjemmeside stod der, at passene kunne indleveres alle hverdage mellem kl. 9.00 og 12.00 og hentes igen på den givne dag mellem kl. 15.00 og 17.00, så det lød jo nemt!

Rasmus indleverede passene til en lille sød indisk kvinde, som glad svarede (med tyk indisk accent): ”You can pick them up on Monday”.

Rasmus blev noget forundret og forsøgte at forklare kvinden, at der da helt sikkert på deres hjemmeside stod, at man kunne få dem tilbage på den givne dag. Hvorefter hun svarede: ”Yes, and I have just given you the day of Monday.”

Vi var allerede dér spændte på, hvilke andre overraskelser vi med garanti får i Indien.

En stærk oplevelse

Endnu en forsmag fik vi i flyveren fra Dubai til Chennai, hvor vi var de fire eneste om bord, som ikke var indere.

Allerede under flymaden måtte Anne Marie kapitulere. Det var simpelthen ikke muligt for hende at spise sig igennem spicy chicken curry kl. 2 om natten. Både læberne og hele munden brændte.

Taxa-dødskørsel

Efter at have fået vores bagage i lufthavnen, tog vi en af de taxa-dødskøreture, som Indien er så kendt for. Det føles som om, at det er med livet som indsats, når man farer gennem Chennais gader. På den anden side virker det også som om, at der findes et helt sæt af uskrevne regler, som alle chauffører kender, og som de heldigvis kører efter. Vi har indtil nu kunne opsnuse følgende:

Regel nr. 1: Dyt alt hvad du kan, så ingen andre er i tvivl om, at du er ude at køre i dag.
Regel nr. 2: Min bus er større end din rickshaw, så du holder tilbage!
Regel nr. 3: Du har godt nok grønt lys, men jeg kom først, og min bil er større end din, så du må holde tilbage.
Regel nr. 4: Der er altid plads til en scooter (næsten).

Første rigtige indtryk af Chennai

Efter en velfortjent lur på Hotel Comfort på Triplicane High Road (vi havde sovet to nætter i et flysæde), var vi klar til at gå en tur på gaden og se, hvordan livet leves der. Og hvilken oplevelse i farver og dufte og meget, meget mere!

Vi bor i det hyggelige kvarter Triplicane i det centrale Chennai, hvor vi er blevet meget vel modtaget af de lokale. Alle er smilende og imødekommende, og vi får snakket med mange forskellige mennesker. Der er små boder, butikker og restauranter mellem hinanden, og en hel del mennesker lever og sover på gaden. Vi har bl.a. snakket med en familie i tre generationer, som bor på fortovet skråt over for vores hotel.

De har deres få ejendele rundt om sig på en måtte på fortovet og laver mad, tager bad, sover – ja praktisk talt alt til offentlig skue for alle andre.Under vores gåtur kom vi rundt i de forskellige gader, som er opdelt efter erhverv f.eks. skomagerne, mekanikerne, tømrerne etc.

Vi nåede også helt ind i de små sidegader, hvor folk bor i små huse lavet af alt, hvad de har kunnet finde af pap, brædder, blik osv. Og hvis der ikke er plads til deres hus, bygger de bare i anden række!

Gadens beboere blev meget overraskede over at se 4 høje, hvide mennesker vandre forbi i deres nabolag, så der blev grinet, gloet og snakket en hel del. Ja, selv gadens kuriositeter: en kvindelig dværg og en dame med flyvetænder, blev hentet frem, så vi kunne hilse på dem.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Hello and goodbye – Chennai blev først udgivet på Two Danes On Tour.