Køkultur når det er bedst!

Første møde med den indiske køkultur

Indien og køkultur er to ord, som sjældent bliver sat i forbindelse med hinanden. Og på Andamanerne er det ingen undtagelse…

Til trods for at man i hovedbyen Port Blair har en fin bygning, hvor man kan købe færgebilletter til forskellige destinationer, så kan man kun købe 3 dage forud, og man skal møde op i egen høje person.

Vi har ofte i andre lande haft fornøjelsen af lignende køer, så denne gang fik Sanne og Martin æren. Og efter at have stået i kø i et par timer med skubbende indere, lykkedes det dem da også at nå frem til lugen og få at vide, at de naturligvis skulle bruge en kopi af deres rejsetilladelse for øerne samt udfylde en ekstra seddel, som de heller ikke havde. Det var selvfølgelig ikke muligt at få taget fotokopierne ved havnen, så de måtte atter ind til centrum og finde en kopibiks.

Fotobiks i Port Blair for at få fotokopi af permit

Vi prøver igen

Udstyrede med de stadigt lune kopier begav vi os nu alle 4 ned til havnen. Sanne og Anne Marie stillede sig denne gang i kvindekøen, og Martin og Rasmus kom med gode ideer til, hvordan de kunne holde de anmassende indiske kvinder bag sig.

Vi ville gerne med båden kl. 11.30. Der afgår imellem 2 og 3 færger om dagen, så det skulle ikke blive noget problem, skulle man tro!
Ingen pladser kl. 11.30. ”Sorry Madam, all full!”- ”also tomorrow all full” –“ticket available on the 26.th of December”. Nu kunne vi efterhånden godt se, at vores plan om at tilbringe juleaften på en hvid sandstrand, havde lange udsigter. Anne Marie stillede et åbent spørgsmål om, hvornår første ledige afgang så var. ”Klokken 1400 i dag!”, lød svaret til vores store overraskelse. Men vi accepterede gladeligt tilbuddet og kom senere på dagen efter en rolig færgetur til øen Havelock.

Her lærte vi indisk køkultur i Port Blair

Billetter til Neil Island

Vi tilbragte nogle dejlige dage på Havelock, inden det igen blev tid til at rekvirere færgebilletter – denne gang til Neil Island.
Nu var der ingen tvivl om, at det var vores tur til at prøve kræfter med den manglende køkultur.

Billetsalget åbnede kl. 9.15., så vi var der lidt før. Vi ville gerne have billetter til dagen efter, men havde ikke kunne købe dem før nu, da de foregående dage havde været helligdage. Og på helligdage kan man ikke købe billetter forud – men kun til den pågældende dag!

En meget sur betjent

Vi stillede os op i hver sin kø – kvindekøen og mandekøen. Først noget senere gik det op for os, at de to køer endte ved en og samme luge. Men inden vi rigtigt nåede at reagere på det, så blev lugen knaldet i og folk forsvandt fra køerne. Vi stod noget fårede tilbage uden at vide, hvad der var sket.

Anne Marie forsøgte sig så med flettereglen – kendt fra de danske motorveje – i køen til den anden luge. Men de kender åbenbart ikke flettereglen i Indien?

Imens kunne Rasmus fra den bagerste plads i den tilbageværende mandekø nu overvære et sandt drama udspille sig i kvindekøen. Det endte med, at Anne Marie af flere omgange blev smidt bagerst i køen af en meget ophidset og højtråbende tyk betjent, efter at en række mindst lige så ophidsede kvinder havde peget fingre af hende og forklaret betjenten en hel masse meget hurtigt. De selv samme kvinder undlod dog at fortælle betjenten, hvordan de selv flere gange havde flettet ind og ud af køen…

Vi starter forfra

Så cirka halvanden time efter showet begyndte, stod vi nu igen begge bagerst i hver vores kø – begge lidt klogere på, hvordan man IKKE skal stille sig i den kø, der kun sælger billetter til samme dag, samt på de lokales forståeligt nok manglende vilje til at flette!

Der var nu kun godt en time til den 2 timer lange frokostpause, og folk bagfra endte på underlig vis med lige pludselig at stå foran os med et utal af sedler med navne, der alle skulle skrives ind i den eneste computer på kontoret – med én finger!

Billetterne i hånden

Fem minutter før lukketid lykkedes det os at nå lugen samtidig. Og imens Rasmus – godt tilbagelænet, med sin taske som skjold og et knæ presset imod skranken – holdt de bagfra kommende væk, fik vi vores 4 billetter og gik glade men trætte derfra – en del lærdom rigere.

Som så mange andre steder i Asien, ser man her på Andamanerne også en masse unge mænd, der umiddelbart ikke ser ud til at lave dagens gode gerning. De hænger bare ud! Men her i køen stod en hel masse af dem – uden dog at skulle med båden. Når så en af deres venner kom og skulle have billetter, så byttede de plads for en lille skilling, og det var sådan, det gik til, at vi næsten hele tiden befandt os sidst i køen med senere ankomne foran os!

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin
  1. Hi hi det kan jeg godt nikke genkendende til. Sådan oplevede vi det også i Vietnam, da vi skulle købe togbilletter.

    Winnie

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.