Rejsens dogmer

Jeg havde hjemmefra taget nogle meget bevidste valg i forhold til denne rejse:

Jeg havde besluttet at rejse alene af sted. Jeg havde med vilje ikke spurgt, om der var nogle, der ville med. Jeg glædede mig til at gøre ALT, hvad JEG havde lyst til. Fra hvor jeg skulle bo, hvad tid jeg skulle stå op om morgenen og gå i seng om aftenen, til hvad jeg skulle spise, og hvad jeg skulle se – hvis jeg da overhovedet gad at se noget!

Jeg havde booket fly til Skopje i Nordmakedonien, da det var billigt og direkte. Til gengæld skulle jeg ud på en 6-7 timers bustur for at komme til Tirana. Det havde jeg også hjemmefra besluttet mig for at tage som en dejlig del af rejsen. Det var nemlig præcis, som jeg havde ønsket mig det! Hvem elsker ikke 7 timer i bus?

Jeg havde booket en seng på Tirana Backpacker Hostel i et værelse med tre andre mennesker. Med risiko for at de både snorkede og pruttede i søvne eller kom larmende hjem fra byen kl. 5 om morgenen. 

Men også mulighed for at komme i snak med andre rejsene på en nem og naturlig måde. Jeg ville afsted for at møde spændende mennesker, snakke med folk fra hele verdenen og udleve min indre backpacker, som har været lettere skjult de sidste mange år. Hun kom frem igen på denne tur.

Et kort visit i Skopje

Flyet fra Wizz Air landede omkring midnat i Skopje. Ikke det fedeste tidspunkt at diskutere med en hærdet taxachauffør. Derfor havde jeg for en gang skyld booket en taxa gennem Booking.com til 215 kr (29 euro). 

Chaufføren stod klar i lufthavnen med et skilt med mit navn på. Han var flink og også lidt snakkesagelig uden at det dog tog overhånd. Men inden vi nåede centrum, var vi blevet “venner” og jeg fik hans kort, så jeg kunne booke taxa til lufthavnen direkte gennem ham, når jeg skulle retur en uge senere. Derved sparede jeg 9 euro i forhold til priserne på Booking.com 

Hvis du også vil have nummeret til en pålidelig og pligtopfyldende taxachauffør, så er det her: +38975462237. Bare skriv ham en besked på WhatsApp, så skal han nok svare. Han kører også taxakørsel i resten af Nordmakedonien og nabolandende, hvis du har brug for det. 

Jeg blev sat af foran Hotel Ambasador, som på ingen måde levede op til sit fine navn, men hvad kan man forvente af et værelse til 240 kr. inklusiv morgenmad? Der var rent, varmt vand i hanen og ikke den dummeste morgenmad med buffet og spejlæg. Jeg var happy. 

Busstationen i Skopje

Næste morgen fik jeg hotellet til at ringe efter en taxa, så jeg kunne komme til busstationen. Taxaen kostede 150 denarer (18 kr.) på meter. En meget fin pris må man sige. Så er det sjovt at køre med taxa.

Bussen til Tirana kørte kl. 8.10, og jeg havde besluttet mig for at være der i god tid. Det er altid meget godt, når man ikke har helt styr på tingene. Jeg havde dog købt busbilletten hjemmefra med FlixBus til 150 kr, så jeg var sikker på at komme med. Det ville være surt at komme hen på stationen og finde ud af, at alle billetter var solgt.

Underligt nok kunne jeg ikke få lov til at komme ind på busholdepladsen, selvom jeg havde min billet på telefonen. Jeg skulle først gå hen til en billetluge, hvor jeg skulle betale 50 denarer (ca. 6 kr) for at kunne komme ind, hvor busserne holdt. Så husk lige at have lidt småpenge i lommen.

Da bussen kom, viste det sig, at det var en minibus fra Ido Tours, så der var ikke meget FlixBus over det, men det var altså den rigtige bus. Det var Ido Tours, som kørte denne tur for FlixBus. Da jeg skulle retur en uge senere, var det et andet selskab.

Chaufføren var noget forundret over, at jeg kun havde billetten online. Han blev ved med at sige, at det ikke var billetten. Men jeg kom da med. Så hvis du selv køber billet med FlixBus online, og har mulighed for at printe billetten ud hjemmefra, så vil jeg anbefale det. Det gør tingene noget nemmere. 

Med bus til Albanien

Bussen kørte til tiden, men var ikke fyldt op. Det første stykke vej kørte vi gennem Skopje centrum, så jeg genså lige nogle af de mange statuer og fine bygninger. Derefter kørte bussen mod Matka Canyon, inden den drejede mod syd og Ohrid søen.

Jeg havde for nogle år siden kørt denne del af turen før og kunne godt huske, at det pludseligt blev meget bjergrigt med hårnålesving og smukke udsigter. Denne gang fik jeg udsigten med begyndende efterårsfarver, så det var dejligt. Dog skal du komme forberedt, hvis du plejer at have tendens til køresyge.

To gange på turen stoppede vi, så man kunne komme ud og strække benene, tisse eller købe snacks på en tankstation. Det var noget svingende kvalitet med hensyn til toiletterne på de forskellige tankstationer… Det ene sted stank der frygteligt. Et andet sted var der kun pedaltoiletter. Det havde jeg ikke lige forventet. Men alt er jo en oplevelse  

På den ene tank var jeg heldig at se nogle små sommerfugle kaldet duehaler. De lever hovedsageligt i Sydeuropa, men nogle år kan man være heldig at se dem i Danmark, hvis varm luft trækker mod nord. Der har faktisk været mange fund af duehaler i DK i år, men jeg har ikke selv været heldig. Så det var jo en glædelig overraskelse, at jeg skulle se dem på busturen. 

Ved grænsen blev vores pas samlet sammen på den Nordmakedonske side af grænsen, hvorefter buschaufføren gik ud for at vise dem til grænsevagten. Da vi skulle ind i Albanien, skulle vi alle stå ud af bussen og vise pas i en lille luge, men også dette var smertefrit.  

Velkommen til Albanien

Jeg elsker at køre over grænser. Det er altid spændende at se, hvad der er på den anden side. At se hvordan små ting ændrer sig i det nye land. Albanien ingen undtagelse.

For det første ændrede sproget sig. I Nordmakedonien bruger de hovedsageligt det kyrilliske alfabet, og mange steder er vejskiltene på tre sprog. I Albanien taler de albansk, hvis bogstaver ligner vores. Til gengæld ligner deres sprog ikke nogle andre sprog. Det menes, at det albanske sprog, som hedder ship, stammer fra illyrisk, som man talte i den region for ca. 2000 år siden.

En anden skøn ting var alle de små vejboder, som vi kørte forbi. Der blev solgt alt fra honning og flettede kurve til kartofler, løg og appelsiner. Og på træerne hang der store modne granatæbler. Albanien så meget lovende ud!

Bussen stoppede på International Bus Station Tirana (ikke at forveksle med busstationen for lokalbusser, som ligger længere væk fra centrum). Fra den internationale busstation var der ca. 1,5 km til centrum og omkring 1 km til Tirana Backpacker hostel, hvor jeg skulle bo, så jeg valgte bare at gå derhen.

Retur til Skopje

Da jeg skulle tilbage til Skopje 5 dage senere, gik jeg igen i god tid hen til busstationen. Nogle mænd ville straks sælge mig en taxatur, men da jeg sagde, at jeg skulle med FlixBus til Skopje, var de utrolig flinke og pegede mig over til nogle små kontorer på rad og række.

Ved det ene kontor stod der FlixBus i vinduet, så der gik jeg selvfølgelig ind. Da jeg sagde til kontordamen, at jeg skulle med bussen til Skopje kl. 8, så hun meget forundret ud. Hun fortalte mig, at der ikke gik nogen bus kl. 8 men først kl. 9. Jeg viste hende min online-billet og var ret insisterende, da det ville være irriterende for mig at sidde og vente på busstationen i halvanden time, men hun holdt fast. Ingen bus kl. 8. 

Lettere irriteret gik jeg ud af kontoret, men vendte straks om. Jeg havde nemlig set, at der var en ledig stol. Der kunne jeg måske få lov til at fordrive ventetiden med min bog. Damen sagde straks ja, men jeg havde ikke læst meget mere end 8 linjer, da hun kom i tanke om, at der inde fra nabokontoret afgik en bus til Skopje kl. 8. Tænk hvis jeg havde siddet på den stol og læst min bog, mens bussen var kørt lige for næsten af mig!!! 

Jeg fik hurtigt samlet mine ting sammen og gik ind ved siden af, hvor de rigtig nok havde en FlixBus kl. 8, men ikke noget skilt i vinduet, så jeg kunne ikke selv regne ud, at det var på dette kontor, jeg skulle henvende mig.

Jeg gik ind på det kontor, hvor der stod Arens Travel, og jeg skulle tydeligvis været gået ind hos Drita Travel og Tours i stedet for – hvordan man så lige regner det ud…

Igen var det besværligt kun at have billetten online, så print den gerne ud hvis muligt.

Bus fra Tirana til Skopje

Turen var en gentagelse i modsat rækkefølge af rejsen fra Skopje til Tirana. Eneste forskel var, at vi ved grænsen kom gennem et større tjek af tolderne, da vi skulle forlade Albanien. Bussen blev simpelthen kørt op ad en rampe og ind i en garage. Alle skulle stige ud af bussen, som blev gennemsøgt med lommelygter.

Vi skulle finde alt vores bagage, og alle tasker blev åbnet og gennemrodet. Jeg blev spurgt, om jeg havde cigaretter med. Det har jeg prøvet engang før sammen med Rasmus, da vi krydsede grænsen fra Ukraine til Polen – og dengang blev vi begge taget med fingrene i kagedåsen

Denne gang kunne jeg med ro sige, at jeg ikke havde købt nogle cigaretter, og at tolderen var hjertens velkommen til at kigge i min taske. Han mistede dog heldigvis snart interessen – og jeg slap for at tage alt ud af rygsækken.

To unge mænd i bussen var ikke nær så heldige – hvad deres “forbrydelse” bestod i, ved jeg ikke. Men deres tur stoppede her. De kom ikke med videre til Nordmakedonien. Vi andre fortsatte gennem den nordmakedonske paskontrol og derefter kørte vi de sidste timer tilbage til Skopje uden de store sindsoprivende begivenheder ud over at turen varede ca. en time mere end på udturen.

I piratens ånd

Vel ankommet til busstationen i Skopje, blev jeg selvfølgelig straks kontaktet af en taxachauffør, som ville køre mig ind til centrum. Det var dog en ublu pris på 50 kr. han tilbød (jeg havde givet 18 kr. fem dage før for en længere tur). Hans engelske var ikke det bedste, og når jeg spurgte til taxameter, så han helt mærkeligt på mig. Jeg fik ham dog pruttet ham ned til det halve og gik med ham ud til hans vogn. Og der forstod jeg, hvorfor han ikke havde talt om taxameter. Det var en pirattaxa!

Men det passede nu meget godt til temaet. Jeg havde nemlig booket en kahyt på piratskibet Hotel Senigallia, som ligger for anker i Vardarfloden lige midt i centrum af Skopje.

Værelset var rigtig fint til 410 kr, og jeg var heldig at mit værelse lå på den rigtige side af skibet, så jeg havde “vandudsigt”. Så selve hotellet havde jeg ikke noget at klage over.

Men restauranten, som ligger på 1. sal, havde den mest sløve betjening ever – og så havde de lige glemt, at det altså godt kan være koldt i Skopje efter solnedgang i oktober, når alle døre og vinduer står åbne. Så jeg tog desserten med ned i min kahyt. 

Det er jo helt forfejlet at jeg ikke før nu har opdaget, at cheesecake bør spises under dynen.

Dagen efter gik jeg en sidste tur rundt i Skopjes gamle kvarter og bazar. Jeg havde skrevet til min taxachauffør fra første dag i lufthavnen, og han kom til aftalt tid og kørte mig derud for 20 Euro.  

Jeg håber, at du har lyst til at følge mig på sociale medier
Facebook: Two Danes On Tour
Instagram: @twodanesontour

Der er flere spændende rejser i støbeskeen, så stay tuned.
Kh. Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Med bus fra Skopje til Tirana blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Kosovo

Grunden til, at der stadig er uro omkring landet, er blandt andet, at kun 118 ud af FN’s 193 medlemslande anderkender Kosovo som en selvstændig stat. Resten af medlemslandene regner Kosovo som en del af Serbien. Og hvorfor er det nu sådan?

Ikke fordi vi skal trætte jer med en lang analyse af konflikten på Balkan, men vi kan da godt lige opsummere, at Kosovo har rundt regnet 2 millioner indbyggere. Den største del af befolkningen er Kosovo-albanere, mens der er mindretal af blandt andet serbere, bosniere og tyrkere. Og det er altså den albanske og den serbiske del af befolkningen, som hovedsageligt er i konflikt.

I 1912 blev Kosovo erobret af Serbien og den albanske del af befolkningen følte sig undertrykt af serberne. Mens Tito var præsident i Jugoslavien opnåede Kosovo særstatus, hvilket serberne ikke var tilfredse med. Det blev derfor sløjfet med et pennestrøg, da Slobodan Milošević kom til magten. Herefter udviklede konflikten sig til krig, som blussede op ad flere omgange mellem de to befolkningsgrupper. Der er stadig spændinger i landet, men ikke mere, end at vi godt turde rejse til Kosovo i påsken 2019. 

Med bus over grænsen

Fra den centrale busstation i Skopje, kunne vi komme med bus direkte til den smukke og meget tyrkiskinspirerede by Prizren. Den havde vi fået anbefalet hjemmefra, så det blev første stop i dette, for os, ukendte land.

Som en lille servicemeddelelse kan vi lige oplyse, at bussen fra Skopje til Prizren kører hver dag kl. 11.30 og 16.00 og koster 580 dinarer. 

Bussen kørte først til grænsen, hvor vi alle skulle stå ud af bussen og vise pas. Det tog vel sammenlagt et kvarter at få alle passagererne med over grænsen, og så var vi på farten igen. Vi kom til at tænke på, at det i grunden var lang tid siden, at vi på denne måde havde krydset en grænse i Europa. Grænsekrydsninger er altid spændende. Hvordan ser det nye land ud? Hvilke forskelle og ligheder lægger vi mærke til? Hvem møder vi? Hvad oplever vi? Og hvad skal vi have at spise til aften?

Det første vi opdagede var, at de i Kosovo er ved at bygge en KÆMPE motorvej fra grænsen til hovedstaden Pristina. Da der jo går en landevej i forvejen langs bjergene, bliver den nye vej nu bygget hen over en stor slugt. Vi har aldrig set et lignende byggeri før. Det var virkelig enormt – men altså i vores øjne skæmmer det landskabet.

I en by på vejen skulle bussen selvfølgelig holde pause. Både så nye passagerer kunne komme med, men også så chaufførerne kunne nå at spise og ryge! Og det var altså ikke fordi, de ikke havde kæderøget inde i bussen, siden vi var kørt fra Skopje! Så den tur, som burde tage 2 timer tog nu pludselig nærmere 4 timer. Men endelig havde vi Prizren forude. Og hvilket herligt syn.

Hyggelige Prizren

Efter den lille gåtur fra busstationen til midtbyen, skyndte vi os at tjekke ind på Hotel Cleon. Her betalte vi 34 euro for en nat inklusiv morgenmad. Værelset var kæmpe stort, men badeværelset uden udluftning og derfor noget fugtigt, med lugtgener til følge. Hotellet lå ellers mega godt med udsigt over floden.

Vi skyndte os ud på gaden igen, da vi havde masser, som vi gerne ville nå at se og opleve.

Den største attraktion i Prizren er uden tvivl den gamle stenbro, som går over floden Lumbardhi.

Der er flere andre broer over floden, men den gamle stenbro er uden tvivl et samlingspunkt i byen. Her ligger også torvet Shadervan, hvor der er masser af caféer, barer og restauranter. 

Borgen Kaljaja

Vi besluttede at gå en tur op til den gamle borg Kaljaja, som ligger højt over byen. Det er ikke helt nemt at finde stien derop til, men vi spurgte bare en pige undervejs og blev peget i den rigtige retning.

I dag er der desværre ikke så meget tilbage af borgen, som stammer fra det 6. århundrede. Det er gratis at besøge ruinen, og der er åbent 24 timer i døgnet. Det betyder bl.a. at man kan opleve en fin solnedgang over byen, hvis man bliver længe nok   

Der var også en rigtig fin udsigt den modsatte vej over bjergene, hvoraf nogle stadig havde sne på toppen.

Vi gik ned til byen igen og tog en sundowner på torvet, mens vi nød den smukke solnedgang over Prizren.

Vi spiste en god middag på den albanske restaurant Marashi, som lå helt ned til floden. Det var nogle ordentlige portioner med en masse kød, så er det ikke lige din stil, så skal du nok finde et andet sted.

Byen er også smuk efter mørkets frembrud.

Næste morgen gik vi endnu en tur i den gamle, velbevarede centrum, inden turen gik til busstationen, hvor vi købte billetter til Pristina for 4 Euro pr. person. Bussen kører hver dag mellem kl. 5.45 og 18.00 og tager 2 timer.

Læs også: Republikken Nordmakedonien

Læs også: Sæler ved Falsterbo i Sverige

Vi håber, at du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du se, når vi skriver nye blogindlæg og følge med, når vi er ude på eventyr. I uge 7 går rejsen til Grækenland.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Prizren, Kosovo blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi har været ude at køre i bus! Det lyder måske ikke af noget særligt, men vi har været ude at køre i bus i Belize! Og så er det straks en oplevelse.

Ventetid 

De to sidste sæder

En lang tur

En længere gåtur

Når man skal købe billet i bussen, kommer der en ”hjælpechauffør” rundt og sælger billetter. Folk fortæller, hvor de skal af, og køber en billet dertil – ikke noget med rejsekort her. Vi kørte i bus i godt 1 time og et kvarter for ca. 20 kroner.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Med bus i Belize blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Natbus fra Yangon til Bagan! Ikke lige vores foretrukne, men der var ikke rigtig så mange alternativer i en fornuftig prisklasse.

Bussen afgik planmæssigt 17.30, men vi kunne ikke rigtig finde ud af, hvor mange timer det helt præcist ville tage at køre til Bagan. Vores guidebog sagde 16 timer (!), men da der er anlagt en ny, moderne vej til hovedstaden Nay Pyi Taw håbede vi på, at det ville være med til at forkorte turen betragteligt. Ud over os var der fem andre turister med bussen – og så selvfølgelig en masse burmesere.

Rimelig dårlig underholdning

Undervejs blev vi underholdt af en stor fladskærm, som først viste buddhistiske bønner med karaoke-undertekster i tre kvarter, derefter burmesisk popmusikvideoer og til sidst burmesiske ”novelas”(sæbeopera) – hvor heldig har man lov at være?
Undervejs stoppede vi to steder – første gang for at spise, anden gang for at få udleveret tandbørste, tandpasta og vådserviet. Værs’ go’ at børste – og så var vi klar til natten.

Hyp hyp

Vi blev pludselig vækket ved 4-tiden og fandt ud af, at vi var fremme efter kun 10½ time. –Utroligt hvad konstruktionen af denne ”jyske motorvej”(3 spor i hver retning og nærmest ingen biler) kan spare af tid!

Udenfor bussen blev vi mødt af ca. 10 hoveder, som alle spurgte, hvor vi skulle hen, og om vi ville køre med dem. Vi var jo noget fortumlede og skulle også have fat i vores bagage, men til sidst fulgte vi efter en ung fyr hen til hans taxa – som viste sig at være en hestevogn! Så kl. 4 om morgenen var det ellers op i vognen med bagagen og to trætte danskere og så hyp, hyp.

På første hotel meldte de om ”alt optaget”, på andet hotel det samme, 3. hotel…, 4. hotel…, 5. … Endelig det sjette sted havde vi heldet med os, og så var det ellers om at komme i seng og få et par timers søvn.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Natbus til Bagan blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På vores jagt efter Østeuropæiske juveler har vi endnu engang fundet en: Transylvanien!

Gamle befæstede byer med smukt restaurerede huse, landlig idyl med høstakke og hestevogne samt utrolig flinke mennesker, der på en blanding af rumænsk og engelsk hele tiden forsøger at hjælpe os, så godt de kan.

Brasov

Vi begyndte vores tur rundt i Transylvanien i skønne Brasov, en gammel by med et flot historisk centrum.

Corina, vores vært fra Hospitalityclub, gav os den helt store byrundtur i raskt trav, samt lagde os, efter vores smag, et meget ambitiøst program for dagen efter. Vi valgte dog at bløde programmet lidt op, ved at springe tre museer over og i stedet indlægge et pitstop på en hyggelig café, som serverede nogle overordentlige fancy blå drinks til 16 kr./stk. – se det er priser, man kan forstå!

Smidt ud af bus

Efter Brasov besluttede vi at tage til Sighisoara, men det skulle vise sig, at blive lidt mere besværligt end først antaget:
Vi stod klar med fuld oppakning på stationen i god tid- for øvrigt sammen med Sandra og Jonas fra Roskilde. Da bussen så endelig kom, var det en minibus med 14 sæder – til ca. 20 mennesker. Nu var det jungleloven, der galt. Og da vi ikke kendte de uskrevne regler, ja, så havde vi allerede tabt på point på forhånd. Jonas og Rasmus købte af to omgange, hvad de troede var 2×2 billetter. Det viste sig at være kun 2 billetter, men det vender vi tilbage til!

Vi var begyndt at se frem til en to timers bustur i stående position, da der ikke var flere sæder. Men det skulle blive langt ”værre” – og sjovere! En dame i bussen blev så vred over, at folk stod op, så hun ikke kunne sidde i fred og ro. Så hun gik ud og gav buschaufføren en ordentlig sviner – hvorefter han med ordene OUT, OUT smed os og vores bagage ud!

Vi skyndte os så at give vores ene billet til Jonas og Sandra, så de nu havde to.

Med toget

Så efter at have set nederlaget i øjnene, gik det i raskt trav over til togstationen for at finde ud af, hvornår det næste tog gik – og om der var billetter at få. Der var selvfølgelig lang kø til billetlugerne, men vi nåede da at købe billet og skyndte os op på perronen, kun for at finde ud af, at toget var 30 min. forsinket…

Ventetiden blev udnyttet til en lille snak med en sød norsk familie med to snakkesaglige børn. Jenny på 5 år kiggede undrende på os og spurgte sin far: ” Hvordan er det de snakker?” – hvorefter han meget pædagogisk svarede hende ”De taler samme sprog som i Legoland!” – og så var vi fulgt ud accepteret!

Sighisoara

Efter 2½ time i et meget varmt tog, viste Sighisoara sig fra sin smukkeste side. Vi boede på et fint hostel i det gamle citadel – altså inden for de befæstede mure. Vi slentrede rundt i de smalle gader og på byens skønne torv.

Og nu til den sjove del af historien! Vi mødte nemlig Sandra og Jonas igen, og de kunne fortælle, at den dame, der havde været indirekte årsag til vores exit, selv var blevet smidt af bussen, fordi hende og hendes rejsefælle ikke havde nået at få købt en af de 14 billetter af chaufføren. Det havde Jonas og Sandra til gengæld! Så med vores og deres billet i hånden, fik de hvert et sæde og kom siddende til Sighisoara!

Transylvanien er som at træde tilbage i tiden. Det er et smukt og fortryllende sted, som vi på det varmeste anbefaler.

Som altid glæder vi os over jer, der har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Transylvanien blev først udgivet på Two Danes On Tour.